Blogsbjerg

“Mod Norge har naturen været lidet gunstig, for det er et grimt og stenet land, der overalt er fyldt med øde fjelde og klipper, således at øjet i alle retninger kun skuer goldhed og uhyggelige bjerge.”

Det er ikke ligefrem de rosende vendinger, som skribenten her hæfter på Danmarks broderland i nord. Ordene kan læses i Saxos Danmarkskrønike, som er fra ca. år 1200.

I dag ser vi med andre øjne på Norge. I det store og hele ser landet vel ud som dengang for 800 år siden, men nu synes de fleste af os, at de “øde fjelde og klipper” er betagende. Og frem for alt spændende at begive sig op i.

I nyeste nummer af Cykelmagasinet kan du læse Danskebjerge.dk’s beskrivelse af Sydnorge som cykeldestination. Det er i sidste afsnit af artikelserien om Danmarks nabobjerge.

Der er også et sammenfattende overblik over fordele og ulemper ved de forskellige rejsemål. Disse har den fællesnævner, at man kun behøver en forlænget weekend for at kunne få en god cykeloplevelse der.

Det kan godt afsløres, at Danskebjerge.dk på flere punkter har Sydnorge som sin favorit. I klar modsætning til gamle Saxo.

/Jacob

Danskebjerge.dk har modtaget disse gode betragtninger fra Troels V. Nielsen:

“Højen Skovvej-bakken vs. Sandagergård-bakken”

Ved U23 DM i landevejscykling i Vejle, havde jeg muligheden for at
besigtige to af rutens store bakker:

Den ene, en meget lang bakke som
stiger jævnt med et genm. på 8% og med 65 højdemeter, op til Højen.

Den anden; færre højdemeter, men en meget ujævn stigning. Stejl i flere “trin” ved Sandagergård.

Jeg startede på Højen Skovvej. Allerede fra starten hang mange ryttere,
og flere røg af feltet. Der blev aldrig rigtigt rykket på bakken,
rytterne holdt et fast jævnt tempo, som om der var en enighed. Mens
feltet kom op ad stigningen 2. og 3. gang, blev det i flere mindre
grupper.

Efter 3. omgang, gik jeg mod Sandagergård bakken.

Grupperne kom op ad bakken, og flere af rytterne i de mange grupper
rykkede i front. Jeg oplevede en enkelt rytter prøve at hænge på, men
han stod derefter totalt stille og slingrede mens han fik luften igen.
Generelt var en del ryttere i krise, bagerst i hver eneste mindre gruppe
på Sandagergård.

Min konklusion er måske, at Højen Skovvej
trætter meget på hver omgang, men at Sandagergård-bakkens unikke
“trin-kvalitet”, bryder pulsen og rytmen, når der bliver rykket. Og at
det som ødelægger rytteren, er hvis kørelsen konstant ligger på grænsen
og gang på gang overskrider den.

Rytterne led på Højen Skovvej, men posen blev rystet på Sandagergård.

Kære bjergven.

Du sidder nu med det 23.
nyhedsbrev fra Danskebjerge.dk.

Siden 2009 er nyhedsbrevene
udkommet med 1-2 måneders mellemrum. Denne gang gik der lidt længere
tid. Det skal jeg beklage, men læs mere om dette nederst.

***

De
seneste par måneder har budt på et væld af store og knap så store
motionsarrangementer, der på den ene eller anden måde har handlet
om danske højdedrag. Et af dem er Klinteløbet på Møn, som faktisk
finder sted denne søndag (den 10. juni). Løbets rute slutter af med
en trappe, hvor højdeforskellen på første og sidste trin er lige
omkring 100 meter.

I sidste måned blev cykelløbet Grejsdalsløbet afviklet ved
Vejle. Et stort arrangement, hvor ruterne byder på nogle af de
skrappeste stigninger i Danmark. I år var der også en enkeltstart,
der foregik ved Munkebjerg – landets måske mest fascinerende terræn
for landevejsryttere.

Danskebjerge.dk har prøvet begge de
nævnte løb og kan anbefale dem til alle, der holder af varieret
natur og ikke er bange for at få pulsen tvunget i vejret.

Men
der findes løb – for løbere -, der har endnu flere ingredienser
med. Her skal du fx klemme dig gennem smalle minegange eller spadsere
gennem udstillingslokaler på et museum. Altså ud over, at du skal
forcere stigninger, der giver dig syre i benene. Lyder det for
gakket? Vurdér selv ud fra Danskebjerge.dk’s
liste:

http://danskebjerge.dk/artikler-bakkedeoggakkede.htm

Hvis
du ikke er til så meget pjat, men bare vil have stenhårde
udfordringer, så er mountainbikeløbene “Fitnessdk MTB-løb”
ved Slagelse og “1000Højdemeter” nær Silkeborg måske
noget. Især det sidstnævnte er helt ekstremt kuperet og er kommet
ind på førstepladsen på Danskebjerge.dk’s liste over
MTB-bjergløb:

http://danskebjerge.dk/bjergloeb3.htm

Fulgte
du med i Giro d’Italias besøg i Danmark? Det var jo et gigantisk
arrangement, og Danskebjerge.dk lavede en ret massiv foromtale af
løbet og selvfølgelig især ruterne. Når det gælder information
om ruter ved hhv. VM og Giro, har Danskebjerge.dk efter egen bedste
vurdering været førende. Ruterne er blevet beskrevet udførligt i
ord og fotos, og i forbindelse med Giro’en blevet alle tre etaperuter
endda dokumenteret med film, som kunne ses på Danskebjerge.dk eller
via Youtube. Ca. 10.000 gange blev de vist, og dertil kommer de p.t
13.000 hits, som Danskebjerge.dk’s video fra opløbet på 2. etape
har fået.

Interessen for Danskebjerge.dk’s dækning af
Giro’en kom også til udtryk ved, at bl.a. en redaktør fra Englands
største cykelmagasin henvendte sig. Han havde dels set nogle af
billederne på sitet, men han havde også været inde på de
engelsksprogede sider, som Danskebjerge.dk havde lavet netop i
anledning af Giro’ens visit i Danmark. (Jeg tror, der potentielt er
et vist publikum til Danskebjerge.dk’s forskellige artikler ude
omkring i verden – måske især i Europa -, men det er også en
tidsrøver at lave sider på flere sprog.)

Du kan se første
side af foromtalen
her:

http://danskebjerge.dk/artikler-giroruten1.htm

Og
her er så
tilbageblikket:

http://danskebjerge.dk/artikler-giroruten8.htm

http://danskebjerge.dk/artikler-giroruten9.htm

Da
Danskebjerge.dk jo i sagens natur interesserer sig for variationer i
landskabet, var Giro-ruterne mindst lige så skuffende som VM-ruten
sidste år. Trist at der hverken ved VM eller under Giro’en var plads
til nogle flere bakker, der kunne peppe det sportslige lidt op.
Danskebjerge.dk har skrevet nogle læserbreve om den sag – læs ét
af dem her:

http://danskebjerge.dk/topolitik5.htm

På
bloggen Blogsbjerg kommer der også ind imellem nogle holdninger til
udtryk. Men blogindlæggene kan også bare være et par uddybende
kommentarer til nogle aktuelle begivenheder. Her er nogle eksempler
på, hvad der har været skrevet på bloggen i de sidste par
måneder:

Konservativ
Danmark Rundt-rute 2012
Se
Rubjerg Knude og dø
Her
er den hårdeste stigning i årets Giro…
Bjerge
er skønne, men…

Til slut et par ord om nyhedsbrevene
fra Danskebjerge.dk. Som sagt var der denne gang gået lidt længere
tid end normalt, siden sidste nyhedsbrev kom på gaden.

Det
skyldes dels, at Danskebjerge.dk har haft travlt med nogle spændende
ting, som du har fået beskrevet ovenfor, eller som du vil høre mere
til senere på året.

Men det skyldes også, at opdateringerne
mere og mere foregår via Facebook og Danskebjerge.dk’s blog
Blogsbjerg. Nyhedsbrevene vil frem over kun komme cirka kvartalsvis
og vil i endnu højere grad end før samle op på nogle af de temaer
og nyheder, der har været offentliggjort på sitet i de forudgående
par måneder. De flittige besøgende på www.danskebjerge.dk vil med
andre ord kunne opleve, at dele af nyhedsbrevet er “kendt stof”,
mens de lidt sjældnere gæster kan se nyhedsbrevet som en måde at
blive ajourført på.

Husk i øvrigt at melde dig til
nyhedsbrevet på ny, hvis du får ny mailadresse el.lign. Og så
glæder jeg mig til at møde dig på Facebook.

Mange
bakkehilsner
Jacob

****************************

Så er det store tilbageblik på Giro’en udkommet på Danskebjerge.dk.

Bemærk ikke mindst Giro-filmen:

http://www.youtube.com/watch?v=P1wDVuoQcBI

Du kan se den i sin helhed eller spole frem til de steder, du er mest interesseret i at (gen-)se.

Det særlige ved filmen er, at den 100% beskriver Giro’en fra tilskuernes synsvinkel.

Giv den gerne en “thumbs up”. 🙂

/Jacob

Så er årets Giro d’Italia ved vejs
ende. En Giro, der som bekendt havde et kraftigt rød-hvidt islæt.
Hele tre etaper foregik i Danmark – med Herning og Horsens som
primært omdrejningspunkt.

Men selvom man absolut må rose både
initiativtagere og løbsarrangører for at have virkeliggjort et så
stort projekt, så er der grund til en vis ærgrelse: Den sportslige
spænding udeblev, og man forsømte at fremhæve de mindre kendte
sider af den danske natur. Resultatet er formentlig, at det danske
kapitel i Giro-historien ret hurtigt bliver glemt.

Fejlen lå i designet af ruterne.
Selvfølgelig indgik der ingen store bjerge, for de findes ikke
rigtig på disse breddegrader. Men hvorfor man på samtlige tre
etaper fravalgte næsten alt, hvad der hed bakker, er mig stadig en
gåde. Der er ikke så mange steder i Danmark, hvor terrænet for
alvor kan udfordre toptunede ryttere, men det kan det faktisk i det
midtjyske. Og jo mere udfordrende terrænet er på en rute, desto
større er chancerne for, at løbet ender med andet end en
massespurt.

Men netop sådan endte det på både 2.
og 3. etape i Giro d’Italia: Et samlet hovedfelt hamrede ind mod mål,
og vinderen blev den, der kunne træde hårdest på de sidste meter.
Eller som undgik styrt. For det er jo konsekvensen af rutevalget på
de danske Giro-etaper: De dramatiske højdepunkter bliver ikke af
egentlig sportslig art, men kommer til at handle om, hvem der mon
brager ind i barrieren næste gang eller bliver ramt af konkurrentens
hjul og havner i asfalten.

Desværre er alt dette blot en
gentagelse af, hvad der skete med VM i København sidste år. Ruterne
er for nemme, og styrt bliver derfor de mest afgørende hændelser i
løbene. Jeg synes, dette bør vække til eftertanke hos danske
løbsarrangører.

Jeg kender godt argumenterne for
rutevalget.

Først og fremmest handler det om
økonomi. Dem, der betaler gildet, vil have noget til gengæld.
Nemlig ved, at de bliver profileret udadtil. Det er helt forståeligt.

Jeg vil bare mene, at man profileres
bedst, hvis det arrangement, man finansierer, også vækker
begejstring hos dem, der ser på det. Tænk, hvilken værdi det ville
have, hvis millioner af tv-seere nu sad tilbage med oplevelsen af, at
Danmark faktisk har et landskab, der kan udfordre selv de skarpeste
professionelle cykelryttere? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at
man kunne have gjort mindst én af de danske Giro-ruter betragteligt
hårdere og mere spændende, end tilfældet var, uden at logistikken
ville have lidt under det.

I stedet har dette års Giro fasttømret
en fordom: Danmark er fladt og en lille smule kedeligt.

/Jacob

Ovenstående billede (taget af Danskebjerge.dk for et par måneder siden) viser Klejsbakken på Bjerrevej, som indgik i ruten på 3. etape af Giro d’Italia. Der var ret mange tilskuere i vejsiden, især på det stejleste stykke, som begynder, når vejen svinger mod venstre (ved den grå bil).

Desværre var det også her, det dagen før gik galt for Horsens borgmester Jan Trøjborg. Trøjborg, der deltog i et motionsløb i anledning af Giro’en, fik hjertestop og døde – trods hurtig hjælp fra de øvrige i den gruppe, han cyklede i, heriblandt flere kendte politikere.

Et enkelt sted nævnes, at der blev givet ekstra gas op ad bakken, formentlig for lige at presse pulsen op på den ellers flade sløjfe, der gik fra Horsens, langs kysten til Juelsminde og tilbage til Horsens via Bjerre. Den lange stigning op til TeleDanmark-tårnet kan med sine knap 50 højdemeter være en sejtrækker for den jævne motionist. Omvendt er det ikke nogen frygtindgydende bakke – den maksimale stigningsprocent når næppe over 10.

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article1754550.ece

Danskebjerge.dk kunne dog mandag konstatere, at stemningen blandt publikum på bakken var god. Det ville næppe heller give mening at stå og se bedrøvet ud på en dag, som mange – derunder Jan Trøjborg selv – har kæmpet for at gøre til en succes.

I nærheden findes i øvrigt en lille håndfuld andre stigninger. Den skrappeste er Klejsgårdvej, der har omtrent samme antal højdemeter som stigningen på Bjerrevej, men som er noget kortere og dermed stejlere.

/Jacob

På billedet ses feltet komme ind i Herning på 2. etape. Den efterfølgende rundstrækning skabte ikke yderligere spredning, og det blev derfor til den ventede massespurt – med den ventede vinder – og de ventede styrt.

I det hele taget har der været overraskende få overraskelser indtil videre. Lad os få nogle på den sidste danske etape mandag. 🙂

Folket og cykelstjernen. På Torvet i Herning kunne man under enkeltstarten lørdag komme helt tæt på rytterne.

/Jacob

Så er der kun et døgn til, at Giro d’Italia skydes af sted. Og det foregår på dansk grund. Tænk, at det skulle ske. Respekt til de folk, der fik besøget i stand.

Sportsligt set skal man ikke forvente det helt store. Med mindre man elsker massespurter og hårfine afgørelser. Man kan vel med stor sandsynlighed forudse følgende udfald:

– 1. etape: Enkeltstarten vindes med en margin på et par sekunder.

– 2. etape: En dansker forsøger at blande sig i bakkespurten i Lemvig. Ellers samlet felt til opløbet i Herning. Et enkelt styrt på rundstrækningen og så ellers sprinteropgør på H.P. Hansensvej.

– 3. etape: Forløber som 2. etape. Et styrt eller to undervejs. Danskermarkering i et enkelt udbrud.

Ifølge de seneste dages vejrprognoser bliver vinden ingen væsentlig spiller nogen af dagene. Og da der også er udsigt til ret tørt vejr, bliver rundstrækningerne i byerne heller ikke nogen specielt farlig og dramatisk affære.

Det kunne være sjovt med et angreb, der kommer bag på feltet, men jeg har utroligt svært ved at se, at det skulle kunne holde helt frem til målstregen.

Min opfordring: Gå ikke for meget op i det sportslige, men nyd atmosfæren – fra lægterne eller i sofaen foran tv’et.

Danskebjerge.dk er selvfølgelig tilskuer til alle tre etaper. Jylland here we come! 🙂

/Jacob

P.S.: På Danskebjerge.dk finder du de informationer, du skal bruge om ruterne.

Der er de løb, der har masser af stigninger. Og så er der dem, hvor der kun er en enkelt. Til gengæld trækker den tænder ud.

Man skal dog nok mest til de bjergrige lande for at finde løb af denne type.

Blandt de danske events (for løbere), der kommer tættest på at være egentlige bjergløb, er Tour de Munkebjerg ved Vejle og Klinteløbet på Møn. (Find dem på listen.)

I et land som Norge er der derimod utallige bjergløb, også for cykelmotionister. Men tjek lige det her amerikanske løb ud:

http://www.northeastcycling.com/Hillclimb_Races.html#Washington

Vejen op ad Mount Washington er 12 kilometer lang og stiger halsbrækkende 12% I SNIT.

Der afvikles løb for såvel løbere som cykelryttere.

http://www.youtube.com/watch?v=djLOIhuW6Zs

Det vil f.eks. sige, at Mount Washington-stigningen er en kilometer kortere end den berømte stigning til Alpe d’Huez, men samtidig har den ca. 350 højdemeter flere!

Ifølge websitet Climbbybike.com er Mount Washington da også blandt de 10 hårdeste stigninger i hele verden.

Vejen er dog lukket for cyklister det meste af året, så hvis du absolut vil udsætte dig selv for denne modbydelighed, når du tilfældigvis slår et smut forbi USA, skal du altså planlægge det i forvejen.

/Jacob

Der er mange plusser ved at dyrke motion i bakker og bjerge, og undertegnede burde være blandt de sidste, der kritiserede stigninger. Men der er altså nogle af dem, man godt kan leve uden.

Det er de lange og ensformige stigninger.

I f.eks. Harzen, der ellers på mange måder er et fint område, finder man opskriften på bjerge, der er alt andet end underholdende:

Bred vej, få sving, moderat og konstant stigningsprocent samt ensartede omgivelser, f.eks. i form af fyrreskov.

DET kan godt være træls. Måske især hvis man sidder der helt alene, og man er lidt træt, eller måske endda er ved at gå lidt sukkerkold.

Det var tilfældet for mig forleden, da jeg var på vej op ad Puig Major-stigningen på Mallorca (ca. 900 højdemeter). Puig Major er ikke helt så ensformig som Harzens stigninger, men vejen er bred, og stigningsprocenten er på de dér 4-8 stykker, som på den ene side lægger en solid dæmper på farten, men som samtidig ikke rigtig puster til den indre bjergged.

Resultatet var et mindre antiklimaks. Turen op skulle bare overstås, og så var det ned igen.

Her har de danske bjerge altså en fordel. Godt nok kan der være langt imellem dem, men hvis man finder et område med flere stigninger, så kan man få mange op- og nedture samme dag. Det kan man i øvrigt også på Mallorca, hvor der er en del 3-4-kilometer-stigninger med mange skarpe sving. Det giver variation.

Men de ensformige, lange stigninger har også en fordel. Nemlig når det gælder nedkørslerne. Her er de brede veje perfekte, og de få sving gør, at man kan få farten godt i vejret uden at løbe stor risiko for styrt. Sådan er det i Harzen, og sådan er det på Puig Major (se billedet).

Det optimale ville være et bjerg, på hvis ene side der er en stejl vej med mange hårnålesving og på den anden en lidt fladere og mere lige vej. Sådanne bjerge findes der enkelte af, og ellers er det jo noget man kan have i baghovedet, når man planlægger sin rute: at tage de snørklede strækninger opad og de knap så snørklede nedad.

Det gælder i øvrigt også på de danske landeveje, hvor visse veje er mere egnede til hhv. op- eller nedkørsler end andre.

/Jacob