Ved bladring i et af familiens gamle album faldt jeg over dette billede: “Fra ‘Troldstenens’ Transport til Esterhøj”.
Stenen vejer godt 20 ton og er en genforeningssten, der blev udsmykket og flyttet til toppen af bronzealderhøjen ved Høve i sommeren 1920. Den havde oprindeligt ligget nede på Høve Strand. Sognepræsten i Asnæs har beskrevet transporten. Den første etape foregik ved, at man anbragte stenen på en slæde, ført frem over svære ruller på et dobbelt plankeunderlag, og trukket af et skibsspil med dertil hørende taljeværk. Siden overførte man den tunge last til en blokvogn. Vognens hjul gik dog på et tidspunkt gennem vejbanen, så det forsinkede transporten.
Men efter en uges tid var man nået frem til Høve Stræde (billedet). Her er præstens skildring af resten af turen:
“Tusinder af mennesker var strømmet til fra nær og fjern. 11 spand heste blev spændt for vognen, og 3-400 par hænder trak i de lange tove, som var fastgjort til den.
Hestene kom først efterhånden, par efter par, i træk, og hvor stigningen var størst, blev det dem, der gjorde udslaget.
I løbet af et kvarter var vognen næsten oppe. Men i sidste øjeblik tvang de mange biler og cykler, der havde samlet sig ved Tinghuset, heste og vogn for nær til skrænten på vejens modsatte side, og hjulene gik igennem til narvet. Det så kritisk ud, men efter 3 kvarters forsinkelse rullede vognen videre, takket være Falck, og nåede bestemmelsesstedet, marken ved Esterhøjs fod.
Næste dag blev stenen igen anbragt på slæde med ruller på dobbelt plankeunderlag. I de følgende dage gik det langsomt op over græsmarken nord og vest om højen.
Endelig den 26. juni kl. 21.30 var stenen bragt på plads på sit støbte fundament på Esterhøjs top, og da sang de mennesker der var forsamlet der: “Der er et yndigt land” med blottede hoveder.
Stenen havde da tilbagelagt ca. 2500 meter, hvoraf 1400 med en stigning på 85 meter. Flytningen havde taget 11 dage.”
Transporten af Esterhøjstenen er en af de største og mest velbesøgte begivenheder i Høve Strædes historie. En anden var, da Tour de France kom til Høve i sommeren 2022, altså 102 år senere. Se sammenligningen her.
Det er altid risikabelt med de dér superlativt. Størst, højest, stejlest – det er dragende, men kan det passe? Er der ikke noget, der er endnu større, højere og stejlere? Det kræver i hvert fald noget research, før man skal vove sig ud i det.
Turistorganisationen Visit Odsherred leverer et eksempel på, hvordan man kan komme galt afsted med rekordangivelser. “Maglehøj er Odsherreds største gravhøj,” skriver de skråsikkert på deres hjemmeside – men overser, at Vejrhøj, som også ligger i Odsherred, er et par meter højere!
Maglehøj er nemlig “kun” seks meter høj, mens Vejrhøj er 7-8 meter høj (og har en lidt større diameter).
Måske skyldes fejlen, at turistorganisationen har kigget på Historisk Atlas, hvor den velrenommerede Flemming Kaul tilsyneladende er forfatter til dette udsagn: “På det markante højdedrag øst for Høve ligger Nordsjællands* største gravhøj, Maglehøj, seks meter høj og med en diameter på 35 m.”
Mærkeligt nok har Historisk Atlas ikke nogen artikel om Vejrhøj. Den er jo ellers endnu mere ikonisk end Maglehøj, da den ligger højere i terrænet og bl.a. har indgået i landskabsmalerier siden Arilds tid. Man kan i hvert fald mene, at Visit Odsherred bør kende Vejrhøj, for den store gravhøj er afgjort en af de bedste grunde til at drage på besøg i Odsherred.
Når det er sagt, så ved undertegnede om nogen, at det er vanskeligt med de rekordangivelser. Der kan så let være en eller anden ting, man har overset, og som har indflydelse på resultatet. Derfor har jeg også gjort en del ud af at efterlyse input fra læserne. Og jeg retter hellere end gerne oplysninger, der er forkerte på Danskebjerge.dk.
*) Jeg får nervøse trækninger, når Kaul i citatet ovenfor omtaler en lokalitet i Odsherred som “Nordsjælland”. Ja, selvfølgelig ligger Odsherred i den nordlige del af Sjælland, men det gør ikke det område til Nordsjælland! (Det bedste er at sige Nordsjælland om den del af det nordlige Sjælland, der ligger øst for Isefjorden, og så bruge betegnelsen Nordvestsjælland om resten.)
Når jeg skriver “bud”, så er det, fordi man næppe kan forklare Valby Bakkes tilblivelse helt så skråsikkert, som det gøres i artiklen. Artiklen fremstiller det som en kendsgerning, at bakken er en del af en randmoræne, der gik hele vejen fra København til Gribskov.
Det kan bestemt ikke udelukkes, at det forholder sig sådan. Men på fx Per Smeds geologiske kort, som der er refereret til ved flere lejligheder på Danskebjerge.dk, er Valby Bakke ikke angivet som en randmorænedannelse (den er kategoriseret under “andre særligt fremtrædende bakkepartier”). Og faktisk er der fra Valby Bakke mindst 10 kilometer op til tunneldalsystemet nordvest for København og endnu længere til randmorænen nord for Furesø. Det mellemliggende stykke er tæt på at være lige så fladt, som der er på Lolland-Falster. Kan en ny gletsjer virkelig have fræset et så stort stykke af en randmoræne helt og aldeles bort? Det hævdes i artiklen. Men undertegnede kender ikke til andre eksempler i Danmark på randmoræner, der har så lange og så flade gab imellem morænepartierne.
Udsnit af Per Smeds geologiske Danmarkskort. Den blå pil peger på Valby Bakke. Som det fremgår, er der langt op til bakkelandskaberne ved Furesø og nord herfor.
En anden ting, jeg studser over hos Videnskab.dk, er udsagnet fra en geolog om, at menneskets aktiviteter skulle have gjort København fladere. Det tillader jeg mig at tage med et gran salt. Alle kystbyerne langs Køge Bugt er jo flade. Og de københavnske forstæder, som kun har været bebygget i få årtier, er også kendetegnet af fladt terræn.
Selvfølgelig kan der være fjernet nogle centimeter overfladejord, når der er lavet udstykninger, men jeg savner dokumentation for, at menneskelig aktivitet i almindelighed skulle ændre væsentligt på terrænet. Man kan selvfølgelig grave mindre bakker bort, men det har man først gjort i større stil inden for de sidste 100-150 år, og i de tilfælde vil det fremgå af topografiske kort. Der er intet, der tyder på, at landskabsformer, der tilnærmelsesvis har Valby Bakkes størrelse, er blevet fjernet i det storkøbenhavnske område.
Danskebjerge.dk har tidligere gransket stejlheden af Valby Bakke. Læs om resultaterne her.
Løbssæsonen 2022 bød på syv landevejsløb for mit vedkommende. Jeg var faktisk interesseret i at køre endnu flere, men det er svært, fordi der kun arrangeres et beskedent antal motionscykelløb i Danmark. Og dem, der er, ligger oftest så tæt i det sene forår og det tidlige efterår, at man som deltager må prioritere det ene løb på bekostning af det andet.
Det første løb, jeg kørte, var dog placeret usædvanligt tidligt i kalenderen, nemlig En Forårsdag i Hell-singør. Det blev afviklet 10. april og er dermed nok det tidligste cykelløb, jeg nogensinde har kørt. (Jeg har engang kørt Amstel Gold Race, som lå en uge senere.)
Her er en kort gennemgang af, hvordan det gik i de syv løb:
En Forårsdag i Hell-singør, Nordsjælland, april, 74 km: Løbet er et slags hybridløb, hvor belægningen både er asfalt og skovveje. Det betyder, at man i feltet ser forskellige valg af cykler: gravelbikes, landevejsracere og enkelte mountainbikes. Jeg stillede op med almindelig racer (jeg har heller ikke andet!) og trøstede mig med, at jeg har tykke dæk på og derfor var godt beskyttet mod punkteringer. Det kom også til at holde stik, men der var til gengæld et par steder undervejs på ruten, hvor hjulene gravede sig lige lovligt langt ned i underlaget. Mest udfordrende var dog de berygtede brostensstykker ved Gurre – der turde jeg ikke andet end at skrumle over med 10-12 km/t. Gennemsnitsfarten i hele løbet blev noget af det langsomste, jeg har præsteret, hvilket ikke kun skyldes det bøvlede terræn, men også, at feltet blev splittet allerede inden frigivelsen af løbet (!), og jeg kom til at sidde i en mindre og ikke specielt hurtig gruppe. På det sidste skovstykke på anden runde blev jeg sat, således at jeg kørte i mål sammen med en enkelt anden rytter.
Selv ikke brostenene i Paris-Roubaix er helt så stygge som dem med ved Gurre.
Grejsdalsløbet (Udfordringen), Østjylland, maj, 83,5 km: Jeg har kørt dette løb en gang før, nemlig i 2011, og så har jeg deltaget i Kongeetapen et par gange også, så jeg mødte kun få helt ukendte veje denne gang. Én af grundene til, at jeg valgte Udfordringen, var, at den ikke har de helt stejle vejlensiske stigninger med – derfor kan jeg køre på den af mine racere, der har almindelig gearing. Min strategi var at gøre alt for at holde mig til de stærkeste i startboksen, så længe jeg kunne, for der var modvind på den første del af løbet, og der er det jo ekstra vigtigt at være i en gruppe. Planen lykkedes faktisk, om end det krævede to gange i det røde felt allerede inden for de første 10 kilometer. Ude i Vejle Ådal havde jeg en lidt presset situation med en nedkørsel, en smal bro og en modkørende bil med trailer, og det var også her, at jeg mistede kontakt med den gruppe, jeg kørte i, men på forunderlig vis kom jeg hen mod slutningen af løbet til at sidde i omtrent den samme gruppe alligevel. Her var kræfterne dog også ved at være brugt op, og allerede tidligt på rutens sidste stigning på Kærbøllinghusevej – en stigning, jeg ikke havde prøvet før – måtte jeg slippe, helt forventeligt. Gennemsnitsfarten endte på 32,3 km/t. Det er en lavere fart, end den jeg normalt gennemfører motionsløb med, men med de næsten 1000 højdemeter, som man skal overkomme, er det jo også en langt hårdere rute end den almindelige danske landevejsrute.
Tour Re Tour, juni, Nordøstfyn, 63,5 km: Dette løb med start og mål i Munkebo på Fyn er et godt løb at få selvtillid af, da ruten er ganske hurtig. Jeg havde dog ikke helt så meget held med mig denne gang som ved de to foregående deltagelser. Jeg blev nemlig sat af hovedfeltet blot en tredjedel inde i løbet, og kun fordi jeg ved et tilfælde kom til at sidde med to stærke ryttere efterfølgende, blev det til en pæn gennemsnitsfart på 36 km/t. På de sidste kilometer kom flere ryttere op bagfra. Det gav en lille fartnedsættelse, og på grund af den kom jeg til at sidde helt fremme i gruppen. Ud fra kilometertallene på min GPS vurderede jeg, at der kun var få hundrede meter til mål, så jeg gav den et skud fra spids, men der var lige lidt længere til stregen end beregnet, og jeg blev overhalet af adskillige ryttere på opløbsstrækningen. Men egentlig var det meget sjovt bare at sidde først, så længe det varede. Det er ikke så tit, det sker!
Søen Rundt, Sydsjælland, juni, 95 km: Knald på fra begyndelsen! Det var tydeligt, at der var mange stærke ryttere til start, og da den første halvdel af ruten samtidig er flad, skød speedometeret godt i vejret. Den første gode halve time kørte jeg med 40 km/t i snit, men vejene er smalle og snoede, og til sidst knækkede feltet. Jeg fik så selskab af en styrtet rytter, der nok var en af de hurtigste i feltet, og ham formåede jeg at følge frem til de hårde bakker ved Tystrup Sø. Her kom jeg til at sidde alene – enhver løbsdeltagers mareridt -, men snart kom der er en god gruppe op med især én førevillig rytter. Det reddede løbet for mig, for ellers havde det været hårdt i modvinden hjem. Gennemsnitsfarten endte på 35,8 km/t, hvilket gør det til sæsonens mest vellykkede løb, den lange distance taget i betragtning. At der blev givet gas generelt, blev understreget af, at der var et par af løbets førende ryttere, der styrtede alvorligt omtrent halvvejs og måtte køres på hospitalet. P.S.: Søen Rundt var faktisk det første cykelløb, jeg nogensinde kørte. Det var tilbage i 00’erne, og jeg fik noget af en lærestreg dengang, da jeg bøvlede lidt med at få skoen klikket i pedalen og derfor mistede kontakten til hovedfeltet allerede efter 200 meter!
Hedeboløbet, Østsjælland, juni, 56 km: Hedeboløbet er endnu et af de løb, jeg har kørt flere gange. Ruten er ikke ret kuperet og derfor hurtig. Startgrupperne har det dog med at være små, så det er ikke en type løb, hvor man kan sidde nede bagi og lade andre tage vinden fra start til mål. Faktisk blev det sådan denne gang, at jeg tog en del føringer. Det er på den ene side dårligt for gennemsnitsfarten, på den anden side giver det også selvtillid, at man føler sig som en af de stærkeste i gruppen. Et lidt ærgerligt indslag på ruten er et lysreguleret kryds 10 kilometer fra mål. Her kan der være tvivl om, om man må bruge venstresvingsbanen eller skal krydse lige over og vente på grønt. De fleste i min gruppe valgte det sidste, hvilket vist gjorde de par stykker, der valgte den første mulighed, lidt forlegne. Gruppen blev samlet til sidst, og der kom en spurt ud af det. Vi regnede med, at det var for den samlede sejr, men bagefter viste det sig, at der åbenbart havde været to hurtigere ryttere i startgruppen før os. Det er den slags situationer, der kan opstå, når der er startgrupper. Jeg blev nummer tre i min startgruppe, samlet nummer fem.
Tour de Vest, Nordøstsjælland, september, 71,5 km (65,5 km): I Tour de Vest, der har målområde i Glostrup, er felterne ikke opdelt i startgrupper. Der er til gengæld en stor masterstart med motorcykler, hvilket skulle sikre, at rytterne kommer sikkert ind på ruten, når de forlader den bymæssige bebyggelse. Dette koncept fejlede dog grumt i år, da dem, der sad forrest, drejede forkert ud ad en rundkørsel. Et eksempel på, at få menneskers fejlbeslutninger kan føre en masse andre på afveje! Fejlen blev først erkendt sent, så omvejen blev på over 6 kilometer i alt. Ud fra den betragtning anser jeg en snitfart i mål på 35 km/t for ret pænt, især da modvinden på den sidste del minimerede lysten til at tage føringer i gruppen. De sidste par kilometer af løbet var næsten lige så farceagtige som starten – nogle ryttere kørte venstre om i en rundkørsel, og endnu flere møvede sig forbi biler og overfor rødt lys i det sidste store kryds. Det var ikke kønt, men det viser jo bare endnu en gang, at målområder inde i byer er noget hø.
På afveje ved Ledøje! Tre kilometer i den helt gale retning, og så tre kilometer tilbage igen (midt i billedet).
Værtens Mindste Broløb, Sydsjælland, september, 65,5 km (66,5 km): Jeg kender ingen andre løb, hvor masterstarten foregår så langsomt som her. Farten når ikke meget op over 20 km/t, hvilket føles decideret akavet, når man sidder i et samlet felt, hvor alle har friske ben. Det, der så var specielt for dette års udgave (jeg har kørt løbet hele fem gange nu), var, at farten derefter blev ved med at ligge på et moderat niveau. Det var nemlig tydeligt, at de stærkeste ryttere havde valgt en ny og længere rute i år, således at der på den sædvanlige rute kun var deltagelse af det, man kunne kalde ”det tynde øl” – deriblandt undertegnede! Én rytter gik i udbrud tidligt, jeg kørte op til ham, og så meldte jeg ud, at jeg trods alt hellere ville blive liggende i gruppen frem for at køre i en tomandsgruppe i modvind de næste 30 kilometer. Så vi lod os begge falde tilbage, men selvfølgelig med det i baghovedet, at der lå en ”podieplads” og ventede forude. Godt halvvejs skete noget uventet: Frontgruppen fra den lange rute kom susende forbi os. Jeg tog en rask beslutning og gjorde alt for at koble mig på denne gruppe. Det gjorde udbrudsmanden fra tidligere også, og det lykkedes for os begge, mens ingen af de andre fra hovedfeltet kom med i slipstrømmen. Efter en halv snes kilometer måtte jeg slippe eliterytterne (et par af dem ex-proffer), og så var regnestykket egentlig bare, at jeg skulle have vundet nok tid til at holde hovedfeltet bag mig, da det gik hjemover i medvind (og regn). Det kom til at passe, og jeg fik en sjælden topplacering – en andenplads -, selvom man selvfølgelig må erkende, at der var adskillige bedre ryttere til start i Karrebæksminde denne dag.
Topografisk kort, hvor der er indtegnet linjer mellem det dybe punkt i Julsø og til hhv. Himmelbjergtårnet og bakkens reelt højeste punkt.
Det sidste og (måske) sidste afsnit om sødybder i denne omgang handler om søen nedenfor Danmarks nok mest kendte bakke, Himmelbjerget.
Står man ved Himmelbjergtårnet, befinder man sig 147 meter over havet, og der er 126 meter ned til overfladen af Julsø nord for Himmelbjerget. Så langt, så godt. Men den skråning, der går ned mod søen, slutter jo ikke ved vandoverfladen. Den fortsætter nedad, og et par hundrede meter ude i Julsø er dybden faktisk hele 17,5 meter.
Det vil sige, at skråningen fra Himmelbjergtårnet og ned reelt har en højdeforskel på hele 143,5 meter. Det er den objektive, istidsskabte skråning, mens fænomenet med kun at måle ned til vandoverflader vel snarere er en kulturel konvention.
Julsø med sødybder på kort fra 1929. Himmelbjergets top ligger akkurat så sydligt, at det ikke er med på kortet.
I virkeligheden er der endnu flere meter at komme efter her, for Himmelbjergets top ligger slet ikke ved tårnet. Bakken fortsætter opad, således at terrænet lidt længere mod syd befinder sig i 157 meters højde over havet. Dermed er den samlede højdeforskel på 153,5 meter. Og det tør jeg godt sige er rekord inden for den danske kystlinje, i hvert fald hvis vi taler om nogenlunde kontinuerligt skrånende flader.
En gåtur op ad den 153,5 meter høje skråning vil selvsagt være svært, med mindre man trækker i dykkerdragten – eller får en lidet sandsynlig dispensation til at tømme Julsø for vand! 😉
Der er fire danske søer, der er dybere end 30 meter. De har alle gevaldigt stejle sider – som er sammenlignelige med nogle af Danmarks stejleste skråninger på land.
Hald Sø løber med førstepladsen, hvad angår stejlhed, mens Furesø, der ellers er Danmarks dybeste sø, må nøjes med fjerdepladsen i denne kategori:
Hald Sø (sydvest): 30 meters fald på 150 meter (=20%)
Ravnsø (syd): 30 meters fald på 220 meter (=13,6%)
Glenstrup Sø (sydøst): 30 meters fald på 280 meter (=10,75%)
Furesø (nordvest): 30 meters fald på 350 meter (=8,6%)
Afstandene er fra søbredden og ud til 30-meter-koten, som illustreret med rød streg i nedenstående eksempler:
Sydenden af Hald Sø – det er her, man finder søens stejleste sider.Ravnsø er især på sydsiden meget skrånende. Bemærk, at det primært er på det første stykke ud fra bredden, at der er stejlt.
Også de jyske søer Knudsø og Fussing Sø er blandt topscorerne i denne kategori. På Sjælland udmærker den lille Søtorup Sø sig med en skrænt på 23 meter indenfor blot 220 meter fra bredden.
Danmarks nok mest ukendte ås ligger i Sydsjælland – under vandet!
Det er en ca. 400 meter lang bakke, som befinder sig i den sydøstlige del af Tystrup Sø. Ifølge et kort, der viser søens dybder, er højdeforskellen op til 16 meter i forhold til den omgivende søbund.
Jeg kan ved at kigge på forskellige indsøkort konstatere, at der i Danmark findes andre langstrakte bakker under vand, men åsen i Tystrup Sø er den mest markante.
Indsøkort, der viser dybderne i Tystrup-Bavelse-Søerne – nederst har jeg zoomet ind på åsen. (Kilde: Historiskekort.dk)
Egentlig er det ikke mærkeligt, at der ligger en ås i Tystrup Sø. Søen er nemlig en del af en tunneldal, der strækker sig fra det centrale Sjælland og ned forbi Næstved. Og det er netop i forbindelse med tunneldale, at åse som regel bliver dannet.
På de illustrationer, jeg lavede for ca. 15 år siden, kan man se, hvordan en ås bliver skabt i bunden af en tunneldal. Dengang kendte jeg ikke til åsen i Tystrup Sø, men noget tyder på, at den stiliserede gengivelse faktisk var mere virkelighedsnær, end jeg havde regnet med.
Det var i Trap, at jeg første gang læste om åsen i Tystrup Sø. Her optræder der et forbehold (terrænformen “menes at være resterne af en ås”, står der), hvilket nok hænger sammen med, at det er lidt kompliceret at udtage prøver af jordlag i søbunde. Hvis man gjorde, ville man formentlig finde sand og grus, da det er bestanddelene i en ås.
Hvis jeg stoppede med at skrive denne tekst og i stedet sprang præcis 150 år tilbage i tiden, så ville jeg havne midt i en voldsom storm. Den 13. november 1872 var der nemlig trukket et frygteligt uvejr ind over det sydlige Danmark fra Østersøen. Mange omkom, da deres huse ganske enkelt blev skyllet bort af havet.
Navnlig Lolland og Falster stod for skud, og det er der en grund til: Store dele af disse to øer befinder sig kun få meter over havets overflade, og terrænet er pandekagefladt. Derfor havde de frådende vandmasser nærmest frit spil den 13. og 14. november. Og det var svært at flygte fra dem, netop fordi det sydlige lolland-falsterske landskab er blottet for bakker, som det ellers ville være oplagt at søge tilflugt på. I stedet kunne de flygtende være heldige at få hægtet sig på en trætop, der ragede op over bølgerne.
På et kort udarbejdet et par år efter stormfloden kan man se, hvordan oversvømmelserne ramte. De oversvømmede områder er vist med blå farve.
Kort fra kb.dk dateret til ca. 1876.
Naturkatastrofen førte til opførelsen af diger. Dermed øgede man ikke blot modstandsdygtigheden overfor senere stormfloder. Man tørlagde også nye arealer (vist med grøn farve på kortet), bl.a. Rødby Fjord, der således kunne opdyrkes.
Et kig under det hvide tæppe: Dugdråber på græsstrå ved Bromme Lillesø 30/10 2022.
I H.C. Andersens eventyr “Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen” kan man læse om den mystiske dis ved aftentide: “Solen gik ned, rød og stor; Engen dampede, Mosekonen bryggede.” Det er et ældgammelt fænomen at forbinde vejrforhold med fiktive væsner. Men der findes selvfølgelig også videnskabelige forklaringer.
Den meteorologiske betegnelse for mosekonebryg er udstrålingståge. Udstrålingståge dannes i klart vejr, når luftens temperatur på grund af udstråling falder til dugpunkttemperaturen. Denne form for tåge lægger sig typisk i lavninger i terrænet – især ved søer og moser, hvor der er lidt mere fugtighed i luften.
En anden forudsætning for mosekonebryg er vindsvagt vejr, og vindsvagt er der jo alt andet lige oftere i lavninger.
Som man kan se på mine billeder fra i aftes, har fænomenet så at sige tre lag: Nederst græs med dugdråber på stråene, dernæst et hvidt tæppe af dis og derover klar luft. Stedet befinder sig en halv snes meter fra bredden af en sø, og der er læ til flere sider, så alle kriterier var til stede for at kunne se dampen fra mosekonens køkkenaktiviteter.
Et kuriøst aspekt ved udtrykket “mosekonen brygger”: Man kunne tro, at det henviser til gamle sagn og myter, men faktisk er det yderst sparsomt med overleverede fortællinger om mosekoner. På Den Store Danske kan man således læse: “Når H.C. Andersen i nogle eventyr og historier giver mosekonen krop og væsen, er det uden folkelig hjemmel.”
Klassisk mosekonebryg, der er opstået på præcis den måde, som H.C. Andersen beskriver.
Kellerøddyssen er et besøg værd, men nogle vil måske lade sig skræmme af, at der ikke er nogen sti at se.
Kellerøddyssen – Sjællands længste langdysse. Må man gå derhen?
Det, der taler imod, er, at der er tale om en privat mark, og der er ikke nogen synlig sti.
Det, der taler for, at man må gå hen til dyssen, er, at der er nogle informationstavler henne ved den (kan anes til højre i billedet).
For mig er der ingen tvivl: Ja, selvfølgelig må du gå derhen. Men nu kender jeg så også det pågældende sted rigtig godt. Så jeg ved, at der ER et spor hen over marken. Det er bare næsten forsvundet efter de seneste markarbejder her i efteråret.
Og sådan er det mange steder i Danmark: Fortidsminder, som man engang har besluttet skal være offentligt tilgængelige, befinder sig inde på private arealer, hvor de krydsende trampestier jævnligt svinder ind – typisk som resultat af dels arbejde relateret til dyrkning og dels beskeden besøgshyppighed.
En flot dysse på Mols. Der går en sti hen til den fra vejen, men om efteråret forsvinder den ved pløjning.
Disse forhold bør man ikke lade sig skræmme af. Tværtimod synes jeg, det er helt indlysende, at et fortidsmindes tilgængelighed skal forstås ud fra en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder.
Altså f.eks.: Er der en informationstavle henne ved fortidsmindet? Ja, det er der. Ergo må man godt gå derhen, uagtet om fodsporet er synligt eller ej. Det er almindelig sund fornuft.
Men for nylig diskuterede jeg faktisk en sag à la ovenstående med en naturfredningsmand, og han var uenig. Han lagde meget vægt på fraværet af en synlig sti. En temmelig formalistisk tilgang – og det bekymrer mig lidt. For hvis mange naturelskere bruger reglen om, at der skal være et synligt spor, før man må bevæge sig ind på en privatejet grund – uanset hvilke andre forhold der er gældende -, så vil det jo ikke blot føre til dårligere naturoplevelser. Det vil også reducere trafikken på sporene og dermed øge risikoen for, at de forsvinder permanent.
Jeg ved godt, at det er betryggende at tænke noget i stil med, at hvis man er i tvivl, så lad være. Men jeg vil opfordre til at gøre det modsatte. Hvis du er i tvivl om, om du må gå ind et sted i landskabet, så gå derind. Dine fodaftryk gavner naturelskernes sag!
Et andet eksempel, jeg kan nævne:
Jeg ville besøge et udsigtspunkt i den private Næsbyholm Storskov. På flere kort kunne jeg se, at der gik en sti hen over punktet fra skovvejen. Da jeg kom derhen, var der alligevel ikke nogen sti at se. Men jeg gik op til udsigtspunktet alligevel – ad den rute, jeg mente at kunne følge via kortene. Jeg anså det nemlig for sandsynligt, at stien alene var blevet udvisket som følge af manglende brug.
Det kan da godt være, at jeg kunne have mødt en skovfoged, der var uenig i min vurdering. Men det ville jo ikke have været nogen ulykke. Jeg kunne have drøftet sagen med ham, og så var vi begge videre i teksten.
Begrænsninger i naturlokaliteters tilgængelighed drejer sig faktisk kun sjældent om andet end fine fornemmelser – der er langt mellem grundejere, der reelt har noget i klemme. Hvor stor skade gør man f.eks. på en mark i det sene efterår, hvis man går på den? Ingen.
