Blogsbjerg

Under Nationalmuseets beskrivelse af Hindsgavl Voldsted faldt jeg lige over denne bemærkning fra 1984: ”Skrænten her imod sydvest er delvis tilgroet med buskads, der er medvirkende til at holde på jorden, hvorfor dette ikke bør fjernes i forbindelse med en eventuel pleje af borgbanken.”

Se, det er jo en fin pointe, ikke mindst her næsten 40 år senere, hvor nedbørsmængderne er taget til. Bevoksning er et af de bedste værn mod jordskred, der findes. Det blev eksemplificeret i sommeren 2023, hvor manglende bevoksning var medvirkende til det ødelæggende skred ved den nybyggede vej Vejledalen ved Vejle.

I Fredericia ryddede man i 2020 en stor del af træerne på byens historiske forsvarsvolde. “Volden skal stå skarpt, så du ikke er i tvivl om, at der er tale om en fæstning,” lød argumentet blandt andet dengang.

Mindre end tre år senere skete et stort skred ved en af bastionerne. Årsagen var massiv nedbør. Om skreddet kunne være sket også uden rydningen, er måske svært at sige, men generelt er det nok noget, man er nødt til at være endnu mere bevidst om nu, altså at træer og buske er nødvendige for at holde på jorden. At det så kan gå ud over det visuelle, må man tage med.

Det er jo heller ikke alle steder, at det er vigtigt at sikre sig mod skred. På f.eks. naturligt skabte bakkeskråninger er det vel sjældent et problem, hvis noget jord skrider ned. Det må afhænge af konteksten.

/Jacob

Efter det store jordskred i sommer har det været udkæmpet hårde kampe ved Vejle-bydelen Uhre. Dels om, hvem der har ansvaret for, at den spritnye vej pludselig var ubrugelig. Og dels har man kæmpet for at genetablere skråningerne på en sådan måde, at man undgår nye ødelæggende skred.

Som det ser ud nu, er striden om ansvar og økonomi skudt til hjørne. Indsatsen fokuseres i stedet på at få gjort vejstrækningen klar til åbning allerede i indeværende år.

Arbejdet foregår med bl.a. halmballer og store sten. De skal midlertidigt forhindre gruset i at glide ned, mens forstærkningerne udføres. Ifølge Vejle Amts Folkeblad er arbejdet skredet (ja, undskyldt udtrykket) planmæssigt frem her i efteråret, og meldingerne går på, at det fortsat godt kan lade sig gøre at åbne vejen ved juletid, sådan som den reviderede plan forudsagde.

Vejledalen bliver den femteskrappeste stigning i Danmark. Den er allerede med på Danskebjerge.dk’s liste.

På Vejle Amts Folkeblads website kan du læse mere om situationen, og desuden se de nyeste optagelser fra vejen. Klik her.

/Jacob

“Heden ligner ikke noget andet sted. Der er himlen og den flade jord. Der er øde og tomhed.” Sådan lyder de første ord i Ida Jessens bog om en modig ekssoldat, der forsøger sig som hedeopdyrker i midten af 1700-tallet.

Romanen er blevet filmatiseret, filmen har Mads Mikkelsen i hovedrollen, og den har indtil videre høstet stor ros. (Jeg har selv lige set den – og jeg skal nok lade være med at afsløre detaljer i handlingen.)

Og så tilbage til de indledende ord, for ER heden virkelig flad? Ja, det er nok sådan, mange forestiller sig den – og i filmen virker landskabet heller ikke ret bakket -, men kigger man på kort over den jyske hedes samlede udstrækning, så er beskrivelsen en smule misvisende. (Se kort nederst på denne side.)

Den jyske hede er nemlig ikke så meget defineret af terrænet som af geografien. Heden strakte sig stort set hele vejen op gennem Jylland, og omkring år 1800 var kun området mellem Århus og Als næsten hedefrit. I eksempelvis Nordjylland, hvor der generelt er ret så kuperet, var der dengang masser af hede.

Fællesnævneren for hedeområderne var, at de var svære at opdyrke. Jorden var nemlig sandet og næringsfattig. Efter de store skovrydninger i middelalderen har der formentlig været en periode med gode muligheder for afgrøder, men så blev landsdelen ramt af epidemier og krige, og det skabte en ond cirkel, hvor det nedbarberede, uopdyrkede landskab var et nemt offer for sandflugt og udbredelse af lyng og revling.

Det gjaldt hovedparten af den jyske halvø, men det har trods alt nok været nemmere for heden at brede sig ud over de ensartede jævne midt- og vestjyske områder, end det har været i mere bakkede egne. Og dét er vel så også en del af forklaringen på, hvorfor heden lå tættere omkring Ringkøbing, end den gjorde omkring eksempelvis Aalborg.

Måske spiller det også ind, at jordoverfladen i Sydvestjylland er aflejringer fra afsmeltningen af den sidste store gletsjer i Jylland. Sand og grus fra isen lagde sig som et tæppe ud over landskabet helt ud til Vesterhavet, og det har redet agerbrugerne som en mare, lige siden de første frø blev sået. Det var umuligt at opstøve en grøn plet med ægte frugtbar jord.

Men altså – det er stadig ikke en del af definitionen på en hede, at den er flad. Og frem til i dag er der faktisk bevaret hedearealer, som ligger i nogle af Danmarks mest dramatiske bakkelandskaber. Det gælder f.eks. Rebild Bakker samt Sejs Hede nær Silkeborg. Et andet fint hedeområde hedder Vrads Sande. Her er bakketoppene knap så imposante, men der er samtidig heller ikke fladt, for indlandsklitter har skabt et flot puklet terræn.

For plove og såmaskiner er pukler og stejle bakketoppe noget ret så bøvlet noget, så det er nok en af grundene til, at man har bevaret heden netop disse steder: at jorden her alligevel ikke var meget bevendt som landbrugsjord.

/Jacob

Nogle gange tænker jeg på, om Achton Friis mon havde godt gang i lommelærken, når han for et lille århundrede siden bevægede sig rundt i det danske landskab. Hans skildringer er i ny og næ en smule overgearede (for nu at bruge et moderne udtryk) – eksempelvis når han hylder området vest for Næstved for at have ”et mærkeligt bevægeligt og levende Landskab, stærkt bakket, med bugnende Agre og smukke Gaarde. (…). Landet stiger og bølger kraftigere, jo længere jeg kommer mod Vest, indtil jeg endelig naar det 43 Meter høje Menstrup Bjerg, hvor Udsigterne kulminerer og bliver aldeles pragtfulde.”

Nu har jeg selv bevæget mig rigtig meget rundt i netop det landskab (senest i denne uge, hvor jeg for en gangs skyld også havde kameraet med). Og jeg kan sige uden tøven, at det ikke er i vestlig retning, man skal gå fra Næstved, hvis man vil finde de største bakker på Sydsjælland. Af stejle bakker er der i miles omkreds faktisk kun det nævnte Menstrup Bjerg, og for at bestige det skal man maksimalt overvinde en højdeforskel på 28 meter. Relativt beskedent.

Udsigten fra toppen er fin, bestemt, men slet ikke så spektakulær, som den gode Achton Friis får det til at lyde. Er der kig til bølgen blå? En smule, men jeg kender mange bedre steder at stå, hvis man vil se farvandene omkring Sydsjælland. Og selv ikke Næstveds kirke- og vandtårne har jeg haft held til at observere fra Menstrup Bjerg.

Det, jeg i stedet bruger bjerget til, er at få pulsen op. Fra midten af Menstrup by går der en lille vej med det skønne navn Bjergvej, og idet man forlader bygrænsen, rejser en stigning sig meget markant foran én. Jeg kender mange danske stigninger, som er hårde, men som ikke syner af noget. Det gør Menstrup-bakken til gengæld, ja, jeg vil endda næsten sige, at den ser stejlere ud, end den er i virkeligheden. Det skyldes, at den ligger så afsondret dér ude på marken og stritter i vejret. Ganske charmerende, og sydsjællandske løbsarrangører er meget glade for at have Menstrup Bjerg med på deres ruter. De tekniske data for stigningen, når man kommer fra østsiden, er 530 meter og en gennemsnitlig hældning på 4,7%. Det er både lidt og meget, afhængig af hvad man sammenligner med, og hvordan ens fysiske form er.

På vej ned ad Menstrup Bjerg kan man så glæde sig over (eller begræde), at der ikke lurer nogen anden stigning i nærheden. Her er generelt kun let kuperet. At betegne landskabet mellem Næstved og Skælskør som ”stærkt bakket” – som Achton Friis gør -, er ret mærkeligt. Han plejer at have sammenligningsgrundlaget i orden, når han skildrer Danmark. Men som sagt kan han have været under en eller anden påvirkning, da han aflagde området besøg – eller måske har han simpelthen set forkert i sine noter, da han skulle skrive sine rejseskildringer rent? 😉

Der er ikke to etapeløb eller to etaper, der er ens – hverken taktisk, vejrmæssigt eller terrænmæssigt. Så at stille dem overfor hinanden og sammenligne dem kaster ikke nødvendigvis entydige konklusioner af sig. Men man kan måske alligevel blive klogere.

Igennem en årrække har Danskebjerge.dk indsamlet data fra PostNord Danmark Rundt. Særlig fokus har været på Vejleetapen, som er den etape, der år efter år skaber de største tidsforskelle mellem rytterne. Nedenfor er de opdaterede data fra efter 2023-udgaven af løbet. Hvis du ikke orker alle tallene, er der i bunden af artiklen samlet nogle konklusioner.

Etapeløbets samlede distance, den samlede vindertid og vinderens omtrentlige gennemsnitsfart – med felternes styrke pr. år i parentes (iht. rating hos Procyclingstats):

I 2015: 878,3 km, 19:42:19, 44,57 km/t (167)
I 2016: 750 km, 16:41:35, 44,93 km/t (117)
I 2017: 759,8 km (inkl. den aflyste etape), 13:41:35 (171)
I 2018: 787 km, 18:08:25, 43,38 km/t (150)
I 2019: 727,2 km, 16:52:33, 43,09 km/t (115)
I 2021: 783,3 km, 17:19:17, 45,22 km/t (203)
I 2022: 767,3 km, 17:01:20, 45,08 km/t (296)
I 2023: 728 km, 16:49:16, 43,28 km/t (228)

Distance og vinderens gennemsnitsfart på Vejle-etapen:

I 2015 (3. etape): 185 km, 40,1 km/t
I 2016 (3. etape): 175 km, 40,6 km/t
I 2017 (3. etape): 183,6 km, 41,1 km/t
I 2018 (2. etape): 174,2 km, 41,2 km/t
I 2019 (3. etape): 199,7 km, 41,8 km/t
I 2021 (3. etape): 219,2 km, 44,6 km/t
I 2022 (5. etape): 126,5 km, 43,6 km/t
I 2023 (3. etape): 209 km, 41,9 km/t

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 7.13 min., 1.22 min.
I 2016: 2.32 min., 0.23 min.
I 2017: 2.50 min., 0.37 min.
I 2018: 1.56 min., 0.11 min.
I 2019: 1.57 min., 0.30 min.
I 2021: 13.41 min., 5.44 min.
I 2022: 1.39 min, 0.28 min.
I 2023: 3.33 min., 1.21 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 15.55 min., 12.10 min.
I 2016: 10.23 min., 1.25 min.
I 2017: 5.47 min., 2.18 min.
I 2018: 4.32 min., 1.04 min.
I 2019: 5.52 min., 1.04 min.
I 2021: 16.11 min., 13.12 min.
I 2022: 5.24 min., 1.31 min.
I 2023: 10.07 min., 5.17 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 20.13 min., 13.29 min.
I 2016: 16.13 min., 3.21 min.
I 2017: 11.43 min., 6.32 min.
I 2018: 10.49 min., 3.03 min.
I 2019: 12.49 min., 3.58 min.
I 2021: 22.43 min., 13.39 min.
I 2022: 15.18 min., 9.06 min.
I 2023: 18.28 min., 10.33 min.

Et par sammenfattende facts og konklusioner vedr. PostNord Danmark Rundt 2015-2023:

Den laveste gennemsnitsfart for hele løbet er fra det løb, hvor også rytterkvaliteten i feltet var lavest (2019). Den hurtigste snitfart forekom i det løb, hvor rytterkvaliteten var tredjehøjest (2021).

Vejleetapen køres altid med en lavere snitfart end løbet som helhed. Den mindste forskel på snitfarten var i 2021, hvor Vejleetapen kun var 0,6 km/t langsommere. Det var også i 2021-udgaven af løbet, at vi finder den klart største tidsforskel mellem den vindende rytter (Evenepoel) og nummer 20 (forskellen var 5.44 min.). Den mindste tidsforskel mellem nr. 1 og nr. 20 var i 2018, hvor nummer 20 kom i mål blot 11 sekunder efter vinderen.

I gennemsnit er der 1 minut og 20 sekunder mellem 1. og 20. pladsen på Vejleetapen. Til sammenligning kan nævnes, at den tilsvarende gennemsnitlige tidsforskel i éndagsløbet Amstel Gold Race (som måske er den klassiker, Vejleetapen bedst kan sammenlignes med) er 1 minut og 7 sekunder, beregnet ud fra de seneste otte udgaver af Amstel Gold Race.

Læs meget mere om Danskebjerge.dk’s syn på PostNord Danmark Rundt 2023 her.

/Jacob

”Sikke et flot felt, man fik tiltrukket denne gang.” Sådan skrev jeg for et år siden om 2022-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Her i 2023 er jeg lidt mere forbeholden. Bortset fra supersprinter Fabio Jakobsen var det næppe mange af de udenlandske løbsdeltagere, som var kendt af hr. og fru Danmark. PostNord Danmark Rundt scorede da også kun 228 point på ProCyclingStats’s opgørelse over den såkaldte startlist quality. Det er cirka en syvendedel af, hvad årets Tour de France-felt blev vurderet til ud fra de samme kriterier.

Men der er jo heller ikke mange etapeløb i verden, der kan konkurrere med Touren. Og dykker man lidt ned i historikken og sammenligner med de tidligere udgaver af PostNord Danmark Rundt, så var der ikke markant mindre stjernestøv over dette års udgave. Siden det allerførste Danmark Rundt blev afviklet i 1985, har kun 12 udgaver haft et stærkere felt til start. Og ser vi bort fra i fjor, skal vi faktisk ti år tilbage for at finde en bedre besat deltagerliste.

At årets liste var bedre end sit rygte, hænger især sammen med, at Lidl-Trek stillede med sine to stærke danskere, Mads Pedersen og Mattias Skjelmose. En sådan duo fra verdens top 12 trækker gennemsnittet gevaldigt op, og i andet geled var der også god dansk repræsentation i form af bl.a. Søren Kragh Andersen og Magnus Cort. Det er alle sammen ryttere, som har vundet løb fra den allerfineste internationale hylde, og det er da værd at glæde sig over, at vi får disse stjerner at se på hjemlige landeveje. Ville cykelpublikummets begejstring virkelig være væsentligt større, hvis de nævnte danskere fik selskab af et antal kapable franske, spanske og italienske ryttere? Det tror jeg egentlig ikke.

Faktisk findes der efter min mening en større trussel mod PostNord Danmark Rundt end kvaliteten af startlisten, og det er manglende balance mellem holdene. Vi har flere gange set, at ét hold var markant stærkere besat end de andre, og det gjorde, at holdet fra starten kunne sætte sig på løbet og kvæle spændingen. Det var også en mulighed i år, hvor Lidl-Trek-mandskabet fremstod overlegent, allerede inden 1. etape blev skudt i gang.

To forhold forhindrede dog, at tingene forløb alt for forudsigeligt:

1. I etapeløbets første halvdel: Norske Søren Wærenskjold snuppede etapesejren i Aalborg, og selvom forspringet kun var på få sekunder, lignede han i et stykke tid et godt bud på en samlet vinder af klassementet, da han samtidig er dygtig til enkeltstart. Hans punktering var ærgerlig, men det bidrog trods alt til dramaet.
2. I etapeløbets anden halvdel: Mads Pedersen og Mattias Skjelmose udnyttede hinandens styrke på Vejle-etapen og skaffede sig på de sidste kilometer et uovervindeligt forspring i den samlede stilling. Men fordi de to holdkammerater lå så tæt, var spændingen om førstepladsen intakt helt indtil den afsluttende enkeltstart i Helsingør.

Dramaturgisk var årets PostNord Danmark Rundt derfor samlet set ganske velfungerende. Der var en passende grad af tidsforskelle i top 10 fra og med 1. etape, og der kunne sættes flueben ud fra flere af de delscenarier, der plejer at kendetegne et godt PostNord Danmark Rundt:

1. To etaper (i år de to første) har en kuperet afslutning, som giver mulighed for, at udbrydere akkurat kan snyde sprinterholdene.
2. Vejle-etapen skaber splittelse i feltet og får stor betydning for klassementet, men uden at afgøre det. (Mere om Vejle-etapen her.)
3. Enkeltstarten viser, om de ryttere, der med eksplosivitet kan skaffe sig sekunder på Vejle-etapen, også kan holde det malende tempo, der skal til for at begå sig i kampen mod uret.

Blandt de ting, der kan variere fra år til år, er rækkefølgen af de nævnte etaper og udfaldet af semi-sprinteretaperne. I 2023 var rækkefølgen: To semisprinteretaper, Vejle-etapen, sprinteretapen, enkeltstarten. Det lader til at være tæt på den optimale rækkefølge. Hvad udfaldet af semi-sprinteretaperne angår, så blev resultatet 1-1 (Wærenskjolds udbrudsforsøg i Aalborg lykkedes, mens Jakobsen tog spurtsejren i Silkeborg). Nogle år er dette regnskab endt med 2-0 til udbryderne. Vi skal langt tilbage i løbets historie for at finde det omvendte resultat – og godt for dét! Mellem 1 og 2 etaper afgjort ved massespurt er et passende leje for PostNord Danmark Rundt.

Og så lige et par hurtige evalueringer til sidst:

Vejret var vel gennemsnitligt dansk sommervejr – med nogen regn og endnu mere sol. Faktisk var det yderst uheldigt med regnvejret på de to første etaper, for det var stort set de eneste steder, det regnede i Danmark på det tidspunkt. Nu er regnvejr jo ikke altid skidt – når man ser cykelløb hjemme fra sofaen, kan våde forhold bidrage til underholdningen. Men for publikumsfremmødet er det ikke optimalt.

Og apropos publikumsfremmøde: Det var en succes! Blot en enkelt PostNord Danmark Rundt-etape har jo flere tilskuere på opløbsstrækningen, end der vil være i alt under en hel VM-uge i et eller andet arabisk ørkenland. Mest opsigtsvækkende var vel folkehavet i Bagsværd. Der var på forhånd dømt sprinteropgør den dag, men forudsigeligheden skræmte på ingen måde folk væk. Det flotte sommervejr bidrog helt sikkert også til tilskuersuccesen i Novo Nordisk-byen.

Rutemæssigt var der et par nyskabelser. En stump grusvej var lagt ind i Vejleetapen, hvilket udviklede sig farceagtigt, da den med kort varsel blev pillet ud igen. Intermezzoet fik dog ingen betydning for de sportsligt afgørende momenter på etapen, så den sag behøver vi ikke trampe mere rundt i. En anden fornyelse var rundstrækningen ved Munkebjerg. Ibækvej-stigningen (også kaldet Golfbakken) er uden tvivl hård, og selvom den ikke umiddelbart forårsagede afgørende udskilning helt fremme i feltet, så trak den tænder ud og fik senere hovedparten af hjælperytterne til at falde fra. For mig at se var Ibækvejs sportslige betydning dog ikke det vigtigste. Jeg synes snarere, at det æstetiske ved Munkebjergs hårnålesving (brugt som nedkørsel) i sig selv legitimerer, at Munkebjerg-området er med i PostNord Danmark Rundt. At vise hårnålesving fra helikopterperspektiv er en fremragende måde at signalere, at det danske landskab er meget andet end fladt som en pandekage.

I det hele taget er jeg faktisk tilfreds med årets tv-dækning. Vist er det ikke en laber Tour de France-pakke, vi får serveret, men kvaliteten er på niveau med det, vi ser fra andre løb af tilsvarende kaliber. Kommenteringen er generelt kompetent, dog med den sædvanlige tendens til lidt for meget hyggenygge. Det er som om, at folk, der taler om PostNord Danmark Rundt, bare SKAL distancere sig en lille smule fra det for ligesom at understrege (hvad vi alle godt ved til hudløshed), at der jo kun er tale om et af de mindre etapeløb. Og at bakkerne jo ikke er bjerge. Og at hverken Pogacar eller Vingegaard er med. Jeg glæder mig til den dag, hvor dansk tv dækker PostNord Danmark Rundt med samme alvor som med andre europæiske løb. Men måske er den ironiske distance noget, der simpelthen er så dybt forankret i nationalkarakteren, at den er umulig at slippe af med?

En anden ting, der ville være rar at slippe for, er motorcykler, der kører for tæt foran rytterne. Det var særligt udtalt på første etape, hvor det var helt åbenlyst, at et udbruds muligheder blev bestemt af tv-motorcyklens placering. Man kunne simpelthen se, hvordan afstanden mellem feltet og den nyetablerede udbrudsgruppe voksede og skrumpede alt afhængig af, hvor motorcyklen befandt sig! En enlig rytter, der prøvede at komme op til gruppen, var chanceløs, for ham kørte motorcyklen ikke ned til. Det var faktisk enerverende at bevidne – også selvom jeg fuldt ud anerkender, at det har en pris, når der skal laves tv-billeder.

Sjovt nok nævnte medkommentator Brian Nygaard ikke urimelighederne med et ord. Han har ellers slået sig op på netop at problematisere tv-motorcyklernes indvirkning på cykelløb. Men nu sad han så ved DR’s mikrofoner, og det er jo DR, der finansierede produktionen. Mon ikke det havde lidt at sige.

/Jacob

Det vrimler ikke ligefrem med stigninger på de danske småøer. Manglen skyldes ganske enkelt, at terrænet oftest ikke har en sådan højde, at der overhovedet kan være stigninger der.

Danskebjerge.dk’s mindstekrav til en bakke er, at terrænet stiger med mindst 20 højdemeter og med mindst 3% i snit. Og da det højeste punkt på mange danske øer er under 20 meter højt, kan disse nemt fjernes fra listen. De øer, der har terræn i over 20 meters højde over havet, kan tit heller ikke byde ind med bakker, da øernes veje simpelthen ikke går tilstrækkeligt direkte op mod toppene.

Men Omø trodser de svære odds.

Omø finder man i det sydlige Storebælt, og det højeste punkt, beliggende ved Ålhøjgård på øens nordøstlige del, når op i 24 meters højde. Vejen Østermarksvej forløber tæt forbi punktet. Den begynder 1,5 moh. og kulminerer 21,5 moh. – altså en højdeforskel på 20 meter. Strækningens længde er 425 meter, så den gennemsnitlige stigning er 4,7%. De midterste 100 meter (billedet) skråner med ca. 8% i snit.

Stigningen giver god motion – uanset om man er til fods eller på cykel -, og selv hvis man ikke nyder højdemeterne på turen op, kan man glæde sig over en fin udsigt, så snart toppen er nået. Høje punkter er jo altid nyttige, men måske især på en ø, hvor man gerne vil have et overblik over øen og dens udstrækning.

Landskabet, som Østermarksvej ligger i, kaldes Skovbanke. Skovbanke var oprindeligt en ø for sig selv, men borteroderet klintemateriale blev transporteret ned til det lille sund mellem de to øer, og dermed forenedes de – med Omø Sø som en tilbageværende rest af sundet.

En flot detalje ved Skovbanke er dens nordspids. Her støder Smålandsfarvandet i øst sammen med Storebælt i vest, og man kan tydeligt se bølgerne ramme ind i hinanden fra hvert deres farvand. Se billedserie herunder.