Blogsbjerg

Årets VM i landevejscykling finder sted i Belgien, og terrænet passer umiddelbart forrygende til de danske ryttertyper.

Som i Yorkshire 2019 er VM-ruten spækket med små, hårde bakker – og dengang var det som bekendt en dansker, der vandt.

Læg dertil, at Belgien sidst i september kan være en våd omgang – endnu en danskerfordel, alt andet lige.

I sidste ende er det dog rytterne, der skal slå til på dagen, og her står Danmark ekstraordinært stærkt for tiden. Se bare denne bruttotrup:

• Andreas Lorentz Kron (Lotto Soudal)
• Casper Phillip Pedersen (Team DSM)
• Christopher Juul-Jensen (Team BikeExchange)
• Jakob Fuglsang (Team Astana – Premier Tech)
• Jonas Vingegaard Rasmussen (Team Jumbo-Visma)
• Kasper Asgreen (Deceuninck – Quick Step)
• Mads Pedersen (Trek – Segafredo)
• Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation)
• Magnus Cort Nielsen (EF Education – Nippo)
• Michael Mørkøv (Deceuninck – Quick Step)
• Michael Valgren Hundahl (EF Education – Nippo)
• Mikkel Bjerg (UAE-Team Emirates)
• Mikkel Frølich Honoré (Deceuninck – Quick Step)
• Søren Kragh Andersen (Team DSM)

Af dem skal der udvælges otte mand til selve løbet. Ikke nogen nem opgave, for der er virkelig tale om kvalitetsryttere.

Her er mit bud:

Jeg synes, at man skal vælge spydspidser, der er sejrsvante, og derfor vil jeg pege på Kasper Asgreen, Mads Pedersen og Magnus Cort som de første. De har stået øverst på præmieskamlen nogle gange i år.

Dernæst vil jeg kigge på nogle gode tempotyper, der f.eks. kan hale konkurrenter ind igen. Her er Mikkel Bjerg, Søren Kragh, Michael Mørkøv og Casper Pedersen stærke kandidater. Usikkerhedsmomentet er, om de alle kan komme med op over bakkerne og stadig være fremme i feltet efter den første udskilning. Jeg kan godt være lidt usikker på, om andre end Søren Krag kan det, men det er jo et langt løb, og der skal også være nogle til at trække på de første 150-200 km.

Så er der nogle løjtnanter – nogle, der ikke er topfavoritter, men som har vist, at de kan være med på højeste niveau, og som eventuelt kan spilles ud tidligt. Det kunne være Andreas Kron og Mikkel Honoré – et par unge, men stærke folk.

Og hvem har jeg så ikke valgt? Stjerneryttere de fleste af dem, men den aktuelle form og rutens udformning taler måske lidt imod dem. Det er vildt at skulle fravælge Jakob Fuglsang og Jonas Vingegaard, men de er begge mere bjergryttere end de øvrige, og det er ikke så oplagt til en VM-rute, der især favoriserer “tonsere”. Desuden synes jeg det er lang tid siden, at Fuglsang og Vingegaard har vundet løb, der tilnærmelsesvis ligner det i Leuven.

Michael Valgren passer som type i princippet godt til ruten, men mængden af sejre i de sidste par år har været begrænset.

Så mit bud på en ottemandstrup bliver: Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Magnus Cort, Søren Krag, Mikkel Bjerg, Casper Pedersen, Andreas Kron og Mikkel Honoré.

Men nu må vi se, hvad de næste uger bringer. Som sagt er jeg stor tilhænger af at vælge ryttere, der kan vinde cykelløb, og der er stadig muligheder for at vise sig frem. (De sidste bliver udtaget 13. september.)

Jeg regner med, at landstræneren – modsat mig – inkluderer Jakob Fuglsang i truppen, da han jo har et godt navn. Jeg frygter bare, at selv hvis Fuglsang er blændende kørende ved VM, så kan han til sidst sidde sammen med typer som Alaphillipe, Van Aert og Van der Poel, og i modsætning til Asgreen, Cort og Mads P. har Fuglsang ikke en chance mod dem i en spurt. Og desuden: Hvis man i stedet giver ham en hjælperrolle, hvor meget vil han så brænde for sagen? Det kan jeg godt tvivle lidt på.

Uanset hvad bliver det en udfordring af fordele rollerne på holdet. For der er mange danskere, der godt vil vinde den regnbuestribede trøje, og spørgsmålet er, om de alle er villige til at ofre egne chancer for at hjælpe en anden til sejr. Det er et problem, som flere af de store cykelsportsnationer har kæmpet med ind imellem, og det kan også blive et problem for Danmark med så storartet en trup.

/Jacob

Tendensen til øget fart på Kongeetapen i PostNord Danmark Rundt fortsatte i år – ja, den blev endda accelereret, således at den hoppede fra 41,8 km/t sidste gang (som var det højeste siden 2015) og til 44,6 km/t.

Dertil skal dog siges, at de stærkeste ryttere og i særdeleshed vinderen i år var noget hurtigere end dem i næste geled, dvs. den gennemsnitlige rytter var ikke så meget hurtigere end normalt, hvilket afspejles i et ekstraordinært stort tidsspring mellem de første 40.

I denne omgang har jeg tilføjet data om feltets styrke, dvs. det samlede antal PCS-point ifølge Procyclingstats.com.

Vejleetapen 2015-2021

(2021: 3. etape, Tønder-Vejle, 219 km og 1.764 højdemeter )

Vinderens gennemsnitsfart og felternes styrke pr. år i parentes:

I 2015: 40,1 km/t (167)
I 2016: 40,6 km/t (117)
I 2017: 41,1 km/t (171)
I 2018: 41,2 km/t (150)
I 2019: 41,8 km/t (115)
I 2021: 44,6 km/t (203)

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20:

I 2015: 1.22 min.
I 2016: 0.23 min.
I 2017: 0.37 min.
I 2018: 0.11 min.
I 2019: 0.30 min.
I 2021: 5.44 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40:

I 2015: 12.10 min.
I 2016: 1.25 min.
I 2017: 2.18 min.
I 2018: 1.04 min.
I 2019: 1.04 min.
I 2021: 13.12 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60:

I 2015: 13.29 min.
I 2016: 3.21 min.
I 2017: 6.32 min.
I 2018: 3.03 min.
I 2019: 3.58 min.
I 2021: 13.39 min.

De tilsvarende tal for 4. etape, Holbæk-Kalundborg, 2021 (189 km, 1.367 højdemeter ):

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20: 0.06 min. (43 km/t)

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40: 0.24 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60: 1.27 min.

Se tidligere opgørelser her.

Hvad det samlede klassement angår, kan man på denne side se, at der i 2021-udgaven af løbet var den næststørste afstand mellem vinderen (Remco Evenepoel) og nummer to (Mads Pedersen) og den største afstand mellem vinderen og nummer 10 siden 1997.

/Jacob

Årets PostNord Danmark Rundt er slut, og løbet skal da lige have nogle ord med på vejen fra Danskebjerge.dk.

Først det gode:

• Bakker i spil. Der var tre etaper – 2., 3. og 4. etape -, hvor bakkerne på forhånd så ud til at kunne spille en rolle for resultatet. Det kom til at passe i et vist omfang. Det jævnt stigende opløb ved Dybbøl kan ikke ventes at skabe større splittelse i feltet, men stigningen kan gøre spurten til en sej omgang, og den muliggjorde Mads Pedersens imponerende ryk nede bagfra. Kiddesvej i Vejle blev en affyringsrampe for Remco Evenepoel, der angreb omkring første målpassage – mens terrænet stadig var stigende -, og efterfølgende tog han afgørende tid på de nærmeste konkurrenter. Bøgebakken i Kalundborg er lige så stejl som Kiddesvej, men var placeret længere fra målstregen, og nok derfor fik stigningen ikke helt så stor direkte betydning som de to førnævnte – men den kastede alligevel godt cykelløb af sig.
• Stærkt felt. Startlisten var stærkere end længe set. En række prominente internationale navne var med (Cavendish, Evenepoel m.fl.) såvel som nogle af de stærkeste danske kort. Og flere af disse gjorde en god figur. Hvilket ikke er en selvfølge, da nogle kendisryttere tidligere har brugt det danske løb som afslapning eller har været ude af form. Årets øgede niveau gjaldt dog ikke hele vejen igennem. Som resultaterne viste, var der et spring fra gruppen af topryttere ned til de næstbedste.
• Anderledes. Forandring fryder: To af etaperne forløb på en måde, der adskilte dem fra det sædvanlige. I Vejle lykkedes et angreb langt udefra. Det er ret sjældent. Og i Kalundborg holdt udbruddet hjem – det er omtrent lige så usædvanligt. En god ting ved dette er, at det giver fremtidige lykkeriddere mod på at tage risiko og angribe.
• Godt fjernsyn. Tv-dækningen var generelt god. Især tilfører helikopterbillederne dækningen noget ganske særligt. Jeg synes, producerne er blevet lidt bedre til at prioritere stigningerne, end de var i de første år med tv-dækning. Og så vidt jeg lige kunne vurdere, var der færre fejl i grafikkerne om bakkerne.
• Sol og lune. Vejret var for det meste godt, og epidemien var behageligt fjern. Det gav mange tilskuere langs vejene, næsten som det plejer.

Og så til det mindre gode ved årets PostNord Danmark Rundt:

• Forudsigelig start. En start i det sydjyske medfører næsten altid begivenhedsløse etaper, i al fald når man ser bort fra spurtopgørene til sidst. Sådan er det bare, men det er alligevel lidt trist. Det er ikke en gang fordi jeg savnede et succesrigt sidevindsangreb eller (Gud forbyde det) en fjollet Kammersluse, der skaber unaturlig splittelse. Nej, så hellere en regulær sprintafgørelse, men to af slagsen i et etapeløb med fem etaper er lige i overkanten, når de begge ligger først. En måde at gøre mindst den ene sønderjyske etape mere spændende kunne være at tilføre den nogle grusstykker eller at lade brosten fylde mere, enten i form af rundstrækninger i landsdelens brostensrige byer eller ved at inddrage Dimen ved Aabenraa – en brostensstigning med meget ujævne brosten.
• Rundstrækning ude af spil. Kiddesvej fik akkurat en rolle at spille, da Evenepoel angreb ved målstregen første gang. Men derefter var rundstrækningen nærmest reduceret til en kulisse. Og det er jo egentlig ikke tanken med rundstrækningen, som jo er der for at fortætte spændingen, og for at give publikum godt ræs at se på. Det er helt fint at få demonstreret, at Vejle-etapen er meget mere end en duel på sidste tur op ad Kiddesvej, men det er negativt, hvis der skal køres adskillige Kiddesvej-runder uden spænding om udfaldet. I dette tilfælde kunne man oven i købet stå og se etapeløbets samlede klassement blive afgjort, og det lagde en dæmper på min begejstring for en ellers god og hård etape. Man kan nok også spørge, om det er kønt, at hovedfeltet bliver overhalet med en omgang af etapevinderen. Det var en spektakulær hændelse, ja, men også en anelse kikset. (Med en lidt længere rundstrækning var det næppe sket.)
• Ét hold dominerede. Den manglende spænding om klassementet var et stort minus ved årets PostNord Danmark Rundt. Det er jo en sportslig ting, som man ikke som sådan kan organisere sig ud af, men hvis der havde været flere stærke hold med, ville Evenepoels sejr måske ikke have været så relativt nem. Quickstep kunne jo eliminere alle angreb uden større anstrengelse, og denne dominans lå som en dyne over den sidste halvdel af etapeløbet. Hvis det havde været Tour de France el.lign., kunne man som beskuer nok godt have mobiliseret interesse for, hvem der ellers sluttede på podiet, men i et lille etapeløb som PostNord Danmark Rundt handler rigtig meget om sejrene, og derfor efterlod årets løb mig med en lidt antiklimatisk fornemmelse.
• Angreb annulleret. Mads Pedersens angreb op ad Bøgebakken på 4. etape kunne have udviklet sig til noget interessant. Men Evenepoel gik med, og når man ser billederne fra Pedersens angreb, er det tydeligt, at belgierens eftersætning havde stor betydning for, at der ikke kom noget ud af det. (Se videoen herunder.) Den tidligere danske verdensmesters ryk kunne ikke have ændret på klassementet, men det havde alligevel været spændende at se, hvad der var sket på de sidste kilometer af etapen, hvis han var kommet væk. En misset mulighed for drama ødelagt af løbets stærkeste rytter. Man kan ikke bebrejde Evenepoel det, men for min oplevelse af løbet var det et minus.
• Tam afslutning. Også enkeltstarten gav en følelse af antiklimaks. Kun et alvorligt uheld kunne true Evenepoels samlede sejr – han kunne endda været punkteret et par gange, uden at det havde været katastrofalt. Det endte så med, at han akkurat vandt etapen foran Søren Kragh Andersen. Her var der bestemt spænding på de sidste meter, og det var for så vidt fint nok, men det havde løftet løbet en smule, hvis der havde været en dansker mere på den øverste podieplads. En etapesejr og en samlet pointtrøje til Mads Pedersen samt en samlet bakketrøje til Rasmus Bøgh Wallin føles som lige i underkanten, når man tænker på, hvor mange stærke danskere der var stillet til start i PostNord Danmark Rundt.
• Stigning glemt. Som nævnt under de gode ting var tv-dækningen generelt velfungerende, men det irriterede mig, at producerne formåede at klippe helt uden om opstigningen ad Midtsjællands skrappeste stigning ved Maglesø. Det vrimler ikke just med sjællandske stigninger med tocifrede procenter, så her kunne de godt lige have været lidt skarpere, især når nu det var i en ganske rolig situation på etapen. Hverken udbryderne eller hovedfeltet blev vist på opstigningen.

Nu kom jeg vist til at anføre flere negative ting end positive. Og det er ikke helt tilfældigt, for jeg synes ikke, at 2021-udgaven af PostNord Danmark Rundt var blandt de bedste.

Men som jeg tidligere har sagt: I dette løb er det landskabet, der er stjernen. Og jeg er tilfreds, når mindst to af etaperne i løbet har et terræn, der både er kønt at se på og skaber interessant cykelløb. Samtidig skal man huske at værdsætte, at der er tv-dækning af løbet. Faktisk bliver hele løbet live-transmitteret. Dette var blot en drøm for få år siden. I dag er det næsten blevet en selvfølge.

For mig personligt blev PostNord Danmark Rundt noget specielt. Jeg var nemlig tilskuer til hele to af etaperne, 3. og 4. etape, hvor jeg stod ved hhv. Kiddesvej og Bøgebakken. Jeg var også selv ude og træde i pedalerne. Det var som deltager i motionsløbet Kongeetapen, der blev afviklet forud for proffernes løb til Vejle. Så jeg var på flere måder tættere på løbet, end jeg nogensinde har været før.

/Jacob

I cykelrytteren Jonas Vingegaards hjemby Glyngøre finder man Nordjyllands stejleste asfalterede stigning. Den ligger på vejen Skovbakken og har ifølge de nyeste målinger en maksimal stigningsprocent på 19. Det kvalificerer stigningen til en plads på Danskebjerge.dk’s Top 20-liste over Danmarks mest skrånende veje.

Skovbakken var i mange år grusvej, hvilket kan have medvirket til, at den ikke er særlig kendt. Den blev først asfalteret for ca. 20 år siden.

Lokalt har man dog altid værdsat den gevaldige bakke, og længe før den blev til en villavej, holdt folk af at tage op til Skovpavillonen øverst, hvorfra der var smuk udsigt ud over Glyngøre og Limfjorden. Skovpavillonen er siden bygget om og er i dag privat bolig. På et skilt står der “Den gl. Skovpavillon”.

Det var også her, at jeg under opmålingen mødte nogle lokale beboere. De kunne ikke overraskende berette om, at det giver udfordringer med så skrånende en vej. Det hænder endda jævnligt, at bilister, der kommer oppe fra Ringvej, stopper og vender om, når de ser, hvor stejl en nedkørsel der venter dem på Skovbakken.

I nedenstående video kan du se en opstigning ad Skovbakken på cykel:

/Jacob

Jeg har lige været i Nykøbing Mors, hvor man har udsigt til øen Fur. På den nordlige del af Fur er der høje klinter, og dem kan man se – og med en god zoom også fotografere -, når man står på Mors.

Men har klinten virkelig sådan en spids, der rager ud over havet? Det kunne man i første omgang tro, når man ser mit billede af Furs klint i profil.

I virkeligheden er der dog tale om et optisk fænomen, der kaldes luftspejling. Luftspejling går kort fortalt ud på, at lyset brydes forskelligt afhængigt af luftens temperatur, og hvis der er stor forskel på temperaturen nede og oppe, så kan det få elementer til at forskyde sig visuelt. Når noget eksempelvis ser ud til at svæve over horisonten – sådan som bunden af klinten gør på mit billede -, så kaldes det en øvre luftspejling. Et måske mere kendt udtryk for fænomenet er fatamorgana.

Luftspejlingsfænomener bliver endnu mere komplekse, når også Jordens krumning spiller ind. Den visuelle betydning af Jordens krumning kan man læse mere om i denne artikel på Danskebjerge.dk.

/Jacob