Sne hænger normalt ikke på træerne i Danmark, men det gør den altså her i begyndelsen af 2026. Og over alt i landet har danskerne fundet kælke og ski frem.
Kælkebakker er der nok af. Skibakker er derimod fåtallige. Danskebjerge.dk har en liste med Danmarks skibakker HER.
Men har de så åbent lige nu?
Det er der indtil videre to officielle danske anlæg, der har. Det drejer sig om Hedeland Skicenter og CopenHill.
Sidstnævnte har godt nok åbent hele året rundt, men det hører til sjældenhederne, at løjpen er belagt med ægte sne, som den er p.t.
Hedeland Skicenter har typisk kun få åbningsdage om året. Men i weekenden 3.-4. januar var forudsætningerne pludselig til stede, og så kunne skiløbshungrende danskere strømme til den store midtsjællandske grusgrav for at få sne under skiene. På Hedeland Skicenter, der drives af Roskilde Skiklub, har man den fordel, at man kan supplere natursneen med kunstsne, som tilføres bakken vha. snekanoner.
Andre steder i landet er mulighederne mere begrænsede, og derfor kan man end ikke under ret vinterlige forhold regne med at suse ned ad pisterne her. F.eks. fremgår det af Kolding Skiklubs hjemmeside, at der skal ligge mindst 20 centimeter sne, for at anlægget i Hylkedal åbner. Det er ikke mange vintre, der byder på så dyb sne i Danmark, så udsigterne til slalom eller styrtløb på det såkaldte Hoch Hylkedal kan være lange.
Noget lignende gør sig gældende for Fårebakkerne ved Næstved, Djævlebakken ved Holstebro og Hvornum Alpincenter ved Hobro. Her var der for år tilbage installeret skilift, men det snefattige klima har vel mere eller mindre kvalt de lokale skiklubbers lyst til at genoplive disse faciliteter. På de arrangerende skiklubbers platforme er det yderst sparsomt med information. Dog tilbyder Hobro Skiklub ture til Aarhus, hvor man kan stå på ski indendøre i en skiarena.
Skibakken i Fårebakkerne ved Næstved er efterhånden mere skibakke af navn end af gavn. Oftest ser den sådan her ud om vinteren: sneløs. (Foto: Danskebjerge.dk)
Bornholmerne kan håbe på mere. Folkene bag Skibakken Slettegård har nemlig meldt ud, at det alpine anlæg snart åbner, og at man i øvrigt også er optimistisk, hvad angår områdets langrendsspor.
Optimismen synes velbegrundet, for aktuelt er frostvejret dominerende i prognoserne for de næste ti dage. Man fristes ligefrem til at sige, at hvis man ikke kan stå på ski i sådan et vejr, hvornår kan man så?
[Opdatering 10. januar 2026: Læs tv2.dk’s artikel her.]
De fleste byer har navne. De fleste søer har navne. De fleste skove har navne.
Men hvad med Danmarks bakkelandskaber?
Jamen, nogle af dem har navne. Hovedparten har ikke! De er navnløse.
Det har bl.a. betydet, at Danskebjerge.dk i flere tilfælde selv måtte finde på passende navne, da listen over danske højdedrag blev udarbejdet for snart 20 år siden.
I alt indeholder listen 44 bakkeområder. Af dem har 17 haft etablerede navne i forvejen. Til disse 17 hører navne på bakkeområder, der kun er en mindre del af et større bakkeområde, som Danskebjerge.dk har defineret omfanget af (f.eks. Rebild Bakker, som indgår i bakkelandskabet omkring Lindenborg Ådal, og Egebjerg Bakker, der er en del af Det Sydøstfynske Højland).
Græsklædte bakketoppe i Rebild Bakker, med den omtrent lige så kuperede Rold Skov i baggrunden. Foto: Danskebjerge.dk.
Man kan så spørge, hvorfor så relativt få bakkeområder har fået et officielt navn hæftet på sig.
Ofte handler det om, at bakkerne ligger nær eller ligefrem ned til en dal og/eller noget vand. Og så er det dalen eller vandet, der har fået navn, og ikke bakkerne. Det medfører det paradoks, at det mest oplagte navn på et bakkeområde betegner et landskabselement, der ligger nede og ikke oppe.
En anden årsag til, at bakkeområder ofte er navnløse, er, at det er de specifikke toppe, der løber med opmærksomheden. Hundreder, ja, måske tusinder af danske bakker bærer et navn, og det har givetvis bidraget til, at det omgivende geografiske område aldrig er blevet døbt. Eksempler er Frøbjerg Bavnehøj på Fyn og Kobanke på Sydsjælland.
Netop Kobanke ligger i skoven Gavevænge, og det er jo også en navngivningsmulighed, altså at opkalde et bakkeområde efter et andet område på den samme egn. Men er det ikke lidt tamt? Navnet Gavevænge rummer jo ingen referencer til stedets specielle terræn.
Alligevel er der også på Danskebjerge.dk’s egen liste nogle få eksempler på vage navne fra denne kategori, simpelthen fordi alternativerne var dårlige eller ikke-eksisterende. Det gælder for Ærø, som er en kuperet ø, hvor kun adskilte bakker har officielle stednavne, og for Nordbornholm, der i endnu højere grad går op og ned, uden at det har afstedkommet en samlebetegnelse.
Og dog!
For i 2025 kom der forslag om en række naturtiltag (såkaldte nationale signaturprojekter) forskellige steder i landet, og det ene drejede sig ifølge beskrivelsen om “Det bornholmske Højland”. Dette højland er af forslagsstillerne indtegnet på et kort (se nedenfor), og deraf kan man se, at det drejer sig om væsentlige dele af det højtbeliggende nordlige Bornholm, med Hammeren som den nordlige og Almindingen som den sydlige afgrænsning.
Bornholmskort, der viser øens højdeforhold med farver. Området, som er blevet kaldt Det bornholmske Højland, er tegnet ind med stiplet linje. Som det fremgår, er der en væsentlig del af det højtbeliggende Bornholm, som ikke er inkluderet.
Der er også bakker, som ikke er med, herunder skråningerne på hhv. vestkysten nord for Hasle og østkysten syd for Gudhjem. Dermed er nogle af Bornholms mest kendte stigninger, som bl.a. har været med i Bornholmeretapen i PostNord Danmark Rundt 2025, ikke inkluderet i forslagets version af Det bornholmske Højland. Årsagen skal formentlig findes i den kendsgerning, at disse områder er domineret af dyrkede marker og således ikke så interessante i en naturkontekst.
Men der er vel ingen, der kan have patent på en geografisk betegnelse, så hvis vi i stedet definerer Det bornholmske Højland som hele det område, der er rødt på kortet (ca. 80 moh. og derover ifølge kortet), har vi et brugbart navn. Et navn, der er mere sigende end “Nordbornholm”.
Forhold, der minder om de bornholmske, finder man på det sydlige Fyn.
På Sydfyn er der to højdedrag. Det ene er kendt som De Sydfynske Alper – et meget anvendt navn. Der er faktisk flere bakkenavne på egnen: Svanninge Bakker ligger lige øst for landsbyen Svanninge, og et nøk yderligere mod øst har vi så Svanninge Bjerge, som måske også er gangbart som betegnelse for hele bakkeområdet. For at bidrage yderligere til kompleksiteten har vi tillige navnet Fynske Alper, som vist nok er synonymt med De Sydfynske Alper, men som også kan være fristende at bruge om Vissenbjerg-området, der ligger noget nordligere.
Så har vi et bakkeområde øst for De Sydfynske Alper. Området ligger generelt højere end De Sydfynske Alper, og det fylder en hel del mere på landkortet. Alligevel har det ikke noget officielt navn. Danskebjerge.dk har for år tilbage foreslået at kalde området Det Sydøstfynske Højland. Så sent som i december 2025 oplyste en af Danskebjerge.dk’s læsere, at han benytter navnet Høje Fyn om området.
Eller hvad med Den Sydfynske Højderyg? Det navn optræder i et af de førnævnte signaturprojekter. Her bruges det dog tilsyneladende om hele bakkelandet på Sydfyn, altså både om De Sydfynske Alper og om det, som Danskebjerge.dk kalder Det Sydøstfynske Højland. Så det er selvfølgelig en udfordring: Skulle man give køb på det etablerede navn De Sydfynske Alper for at skabe en fællesbetegnelse for to bakkeområder? Jeg tvivler på, at det vil vække begejstring på Faaborg-egnen.
Samtidig må man spørge, om begrebet højderyg overhovedet er dækkende for de pågældende topografiske forhold. Ser man på et højdekort, er bakkeområdet på Sydøstfyn tydeligt adskilt fra bakkeområdet længere vestpå, og der er samtidig ikke tale om nogen langstrakt landskabsform, som man vil forvente, når betegnelsen højderyg indgår. Så alt i alt er det sydfynske navneproblem stadig ikke løst, og det er det vestfynske for så vidt heller ikke: Vi kunne godt bruge et bedre navn for det bakkeområde, som Vissenbjerg er en del af.
De røde farver repræsenterer Fyns højeste terræn og tydeliggør, at bakkelandskabet på øens sydøstlige del er det største fynske bakkelandskab. Man kan også se, at det er adskilt fra det mindre bakkelandskab ved Faaborg.
I sidste ende må man finde på noget selv. Altså benytte sig af sin ret til at kalde ting, hvad man synes de skal kaldes. Det har jeg som nævnt gjort i nogle tilfælde.
I Nordjylland er der to. Det ene selvbenævnte højdedrag har jeg kaldt Tolne-Sæby, og det andet Hirtshals-Sindal. Begge er sat sammen af to bynavne, og pointen er i begge tilfælde, at bakkeområdet befinder sig imellem de nævnte byer. Jeg vil ikke stå på mål for, at det er de bedste navne i verden, men de er i hvert fald ret objektive. De er begrundet i faktiske forhold.
Et godt stykke længere mod syd har jeg også haft opfinderhatten på. Øst for Billund ligger der nemlig et bakkeområde, som ingen åbenbart har gidet døbe, selvom de ydre karakteristika er tydelige. De typiske referencer har været navnene på et par af de bakketoppe, som ligger der, men et navn som Møllebjerg – egnens højeste punkt, 137 moh. – forekommer en smule anonymt.
Jeg har derfor valgt at kalde bakkeområdet for Lindeballe Bjerge. Lindeballe er navnet på områdets største by, og nogle af bakkerne ligger endda i en skov, der hedder Lindeballe Skov. Så det navn, jeg har fundet på, er ganske dækkende, synes jeg selv.
Men den ultimative anerkendelse vil selvfølgelig være, hvis andre begynder at bruge betegnelsen også. Den glæde har jeg endnu til gode.
På dette kort med skyggeeffekt (udarbejdet af Danskebjerge.dk ud fra data fra Kortoverblik.dk) kan man se, at Lindeballe Bjerge er et kuperet landskab, og at Lindeballe Bjerge trods nærheden til Vejle Fjord og Ådal er et selvstændigt bakkeområde.
Til sidst vil jeg lige slå fast, at der findes adskillige store danske bakkeområder, hvis navne er veletablerede og velfungerende – de behøver ingen revision. Her er fem af dem:
Fire gange igennem december 2025 er der på Danskebjerge.dk blevet åbnet for en ny quiz. Og juledag var alle fire nye quizzer tilgængelige.
Fælles for quizzerne er, at de tester din evne til at placere navngivne terrænformer på et Danmarkskort. Konceptet er simpelt: Du skal klikke på det sted på kortet, hvor du mener, at det sted, der spørges til, befinder sig. Rammer du forkert, kan du prøve igen – men jo flere missere, desto lavere pointscore, når regnskabet gøres op til sidst.
Quizzerne, der har tre forskellige sværhedsgrader, finder du her:
Når man ser på Danskebjerge.dk’s kort med danske udsigtstårne, så kan man få øje på nogle områder, hvor udsigtstårnene glimrer ved deres fravær.
Det gælder f.eks. Midtsjælland. Man kan lave en ring mellem byerne Holbæk, Roskilde, Køge og Haslev, og i hele det store område er der ikke et eneste udsigtstårn. Det står i kontrast til Sydsjælland, hvor man finder 12 tårne indenfor et sammenligneligt areal.
Hvorfor er det sådan – er det tilfældighedernes spil? Ja, måske. Der synes i al fald ikke at være nogen objektive grunde til, at Midtsjælland skulle være tårnfrit.
Et meget stort område på det centrale Sjælland er bemærkelsesværdigt fattigt på udsigtstårne.
Og muligheder og idéer har der været.
Det ikoniske vandtårn i Ringsted har mange af de egenskaber, der skal til for at blive et succesfuldt udsigtstårn. Det er hele 40 meter højt og når samlet set næsten op i 100 meters højde over havet. Desværre lyder meldingerne, at tårnet ikke er i en stand, der gør det muligt at åbne det for daglige besøgende.
Drager vi til nabobyen Sorø, så er der her en borger, der for nylig har foreslået, at man opfører et højt udsigtstårn lige ved Sorø Sø. Den plan vandt ikke umiddelbart stor opbakning. Placeringen er måske heller ikke den mest oplagte. Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om finansiering af byggeriet.
Et mere tilgængeligt projekt er lokaliseret i Lerbjerg Skov 1,5 kilometer nord for Sjællands højeste jordpunkt på Gyldenløveshøj. Her står der et fikst og færdigt udsigtstårn – på en måde. Det drejer sig om TDC’s teletårn. Tårnet er ifølge danskradio.dk 57 meter højt. Da dets fod står i ca. 108 meters højde over havet, må toppen befinde sig 165 meter over havets overflade.
TDC’s teletårn i Lerbjerg Skov mellem Ringsted og Roskilde. (Skråfoto fra Kortoverblik.dk)
I bl.a. en artikel i Sjællandske fra maj 2012 omtales mulighederne for at gøre TDC-tårnet til et turistegnet udsigtstårn. Projektet betegnes som “det største enkelte projekt af mange delprojekter i Skjoldungelandet, der skal bane vejen for en nationalpark i Lejre-Roskilde området”. Men hvad der blev af idéen, er uklart. Jeg kan ikke umiddelbart google mere frem om det.
Der står forskellige lignende TDC-tårne rundt omkring i Danmark – ofte på flotte naturlokaliteter højt i landskabet. Der er potentiale i dem, men det er indtil videre ikke meget, der er kommet ud af tankerne om at give offentligheden adgang.
Problemet er vel ofte, at tårnene ikke er knyttet til andre tilbud. De står bare, hvor de står – “langt ude på landet” -, og det giver ikke indtægter nok til at finansiere en mand/kvinde i en billetluge. Samtidig er der måske et sikkerhedsspørgsmål, hvis man vælger at gøre tårnene frit tilgængelige døgnet rundt.
En helt nyrenoveret trætrappe står nu klar til at tage imod de besøgende på det, der betegnes som Nordeuropas største borgruin. Naturstyrelsen Bornholm, der har ansvaret for trappen, kalder den selv for “bagvejen”, og det er jo rigtigt, at langt de fleste af de ca. 400.000 årlige gæster går til og fra Hammerhus fra den modsatte side. Men som styrelsens fotos fra den nye trappe viser, er der jo virkelig smukt på østsiden også.
Når man bevæger sig rundt på vejene i Sydsjællands største by Næstved får man nok ikke det indtryk, at byen er blandt landets mest kuperede. Den er ganske vist ikke flad, men der er heller ikke rigtigt nogen stejle gader.
Årsagen til dette er ikke, at Næstved ligger i et bakkefattigt landskab. Nej, årsagen er, at de steder, hvor vejene kunne have haft vældige stigningsprocenter, er de blevet gravet ned i terrænet. Dermed er højdeforskellen blevet reduceret kraftigt. Læs meget mere om det på denne side på Danskebjerge.dk.
Men lad os nu forestille os, at man ikke havde gjort sådan. Lad os forestille os, at man havde anlagt de veje, man har i dag, bare uden at fjerne materiale fra de skråninger, de blev anlagt på.
Store udgravninger ved den øvre del af Jernbanegade i Næstved i begyndelsen af 1900-tallet. (Foto fra NaestvedBilleder.dk)
Tankeeksperimentet bygger på følgende: Jeg har taget fire af de næstvedske veje, der fra ca. 1870 og 100 år frem blev etableret ved gennemgravning af Mogenstrup Ås, og så har jeg sammenholdt periodens ældste topografiske kort med de nyeste højdedata. Jeg har også studeret ældre fotos for at danne mig et indtryk af åsens oprindelige udseende.
Det giver følgende egenskaber for de fire veje (Østre Ringvej er med to gange):
Jernbanegade, fra Farimagsvej, inkl. bortgravning: 120 meter, 4,2% i snit Jernbanegade, fra Farimagsvej, ekskl. bortgravning: 120 meter, 10% i snit
Teatergade, fra Farimagsvej, inkl. bortgravning: 130 meter, 6,2% i snit Teatergade, fra Farimagsvej, ekskl. bortgravning: 130 meter, 10,8% i snit
Farimagsvejs forlængelse, inkl. bortgravning: næsten ingen højdeforskel Farimagsvejs forlængelse, ekskl. bortgravning: 100 meter, 13% i snit
Østre Ringvej, fra nord, inkl. bortgravning: næsten ingen højdeforskel Østre Ringvej, fra nord, ekskl. bortgravning: 190 meter, 11,6% i snit
Østre Ringvej, fra syd, inkl. bortgravning: 150 meter, 5,3% Østre Ringvej, fra syd, ekskl. bortgravning: 150 meter, 20% i snit
De korte, men meget stejle strækninger afspejler åsens karakteristiske form. Åsen rejser sig brat i terrænet, men allerede efter 100-150 meter flader den helt ud (inden det går ned ad bakke på ny). Et bud på en maksimal stigningsprocent kunne være den gennemsnitlige stigningsprocent ovenfor plus det halve, dvs. for f.eks. Jernbanegades vedkommende: 15%.
Kort over Næstved med højdekurver, der fremhæver åsbakkernes nuværende form, og med angivelse af de veje, der har indvirket mest på åsen.
Ser man alene på højdeforskellen, er åsbakkerne i Næstved ikke kolossale. Faktisk er det kun de to imaginære stigninger på Østre Ringvej, der er på over 20 højdemeter og dermed lever op til Danskebjerge.dk’s kriterier for at komme i kategorien bakker.
Til gengæld kan selv en meget kort stigning være svær at komme op over, hvis man f.eks. er cyklist og bliver mødt med tocifrede stigningsprocenter, hvilket er tilfældet for samtlige fem nævnte kontrafaktiske stigninger i Næstved.
På den baggrund er det måske forståeligt, at man valgte at bortgrave sandet i det langstrakte sandbjerg. Skal man rundt i en by, er det trods alt lettere, når det kan gøres uden at presse trækheste, bilmotorer eller menneskekrop til det yderste.
Man kan godt lige ane, at der ud for supermarkedet på Østre Ringvej er en stigning i terrænet i sydlig retning, men den er mikroskopisk sammenlignet med, hvordan vejen havde set ud, hvis den var ført hen over åsen uden bortgravning af grus.
Den negative konsekvens ved de nedgravede veje i Næstved er, at byen er gået glip af noget eksponering. En by som Vejle i Østjylland er særligt i de seneste par årtier blevet danmarkskendt for stejle veje som Kiddesvej og Christian Winthersvej. Dem kunne nogle af Næstveds stigninger godt have konkurreret med, hvis man altså havde placeret asfalten oven på det skrånende terræn i stedet for at bortskære store lunser af terrænet først.
Særligt Østre Ringvej fra syd ville være meget sammenlignelig med Christian Winthersvej (den del med trapperne), der er Danmarks stejleste gade. Stejlheden kan man forvisse sig om, hvis man går op ad nogle af de stier, som findes parallelt med Østre Ringvej. Der er garanti for forhøjet puls! (Se mere i dette blogindlæg.)
For cyklister med hang til asfalt er der – trods graverierne – et par muligheder for en smagsprøve på ultrastejl ås. Det er f.eks. på den lille blinde vej Frejasvej, som ligger på Vandtårnsbakkens nordlige side. Her når stigningsprocenten i et højresving op på svimlende 22% – for straks derefter at svinde kraftigt ind, når vejen slutter på en parkeringsplads.
I Fruens Plantage, der rummer en stor åsbakke lige øst for Næstveds bygrænse, er der flere gode stigninger på grus.
Frejasvej med vandtårnet i baggrunden. Omtrent ud for lygtepælen i venstre side af billedet skråner Frejasvej med 22%. (Foto og opmåling: Danskebjerge.dk)
Året der gik – for mig som løbsdeltager. Ja, det er jo blevet en tradition, at jeg ved sæsonens afslutning lige opsummerer, hvordan jeg klarede mig igennem de af årets udfordringer, hvor jeg havde et startnummer på ryggen.
Løbsfoto fra Carl Nielsen Touren. Undertegnede har lige afvist et angreb fra rytteren i mørkeblå trøje og er kun få meter fra målstregen. Ved dette løb blev det til en 11. plads.
Først to generelle betragtninger:
For det første havde jeg gerne set, at der var flere cykelløb af vælge imellem. Det er gået ned ad bakke med det, og det ærgrer mig, for jeg har altid brugt de forskellige events som en måde at strukturere min motion på. Især dengang jeg var løber, havde jeg i perioder så mange starter i weekenderne, at jeg knap nok behøvede at tænke over den almindelige træning. Den gav næsten sig selv, fordi det alene handlede om at blive så klar som muligt til næste løb. Motionsløbene var selv sagt også en fremragende motivationsfaktor.
Nu er jeg nede på 2-4 løbsdeltagelser om året. Selvfølgelig skyldes noget af det, at kalenderen ikke passer og lignende, men helt objektivt er der altså bare blevet færre løb. I eksempelvis 2017 var der mindst seks motionscykelløb at vælge imellem indenfor 20 km af min bopæl – nu er der to. Det er en ærgerlig udvikling.
Der er sikkert alle mulige gode grunde til, at det er gået den vej. Og jeg vil ikke prøve at liste grundene op her. Men i et større perspektiv er det da trist for cykelsporten og folkesundheden.
Et andet punkt, jeg lige vil nævne, og som indirekte peger tilbage på førnævnte pointe, handler om flagposter. Altså personer, der står forskellige steder på løbsruterne for at hjælpe rytterne sikkert rundt. Dem har der ikke været nogen af i de løb, jeg har deltaget i her i år. Og det er tankevækkende, for engang var det nærmest et must, at der skulle være flagposter.
Savner jeg dem? Ikke specielt! Jo, for et par år siden kørte jeg forkert på en rute, hvor en flagpost utvivlsomt ville have reddet mig. Men kender man løbsruten, og er skiltene gode, så er der få problemer. Min 2025-sæsons sidste løb (på Fyn) foregår endda mod uret, hvilket er den mest uhensigtsmæssige køreretning, fordi det medfører flere krydsninger af veje. Alligevel lader det sig gøre uden markant mere bøvl.
I to af de tre løb, jeg kørte, var der så anden assistance, nemlig i form af motorcykelmarshalls, og de har stor værdi. Det kræver selvfølgelig et vist setup hos arrangøren at have dem med. Men min tanke er, at hvis praktiske udfordringer med flagposter afholder nogle fra at arrangere løb, så er der en løsning: Drop dem, og lad deltagerne selv finde rundt.
Og nu et par ord om mine tre løbsdeltagelser i 2025:
Søen Rundt (1. juni 2025): Det var tredje gang, at jeg deltog i dette løb der har start og mål i Fuglebjerg. Løbet (95 km) passer mig godt, af flere årsager. Det tager mig kun tyve minutter at komme dertil, løbet ligger typisk udmærket i min kalender, og så tiltaler ruten mig. Ruten er nemlig flad på de første 16 km, og derfor er det muligt for én som mig at følge med hovedfeltet på denne strækning, selvom farten er på den høje side af 40 km/t. På rutens anden halvdel er situationen en noget anden. Der skal man rundt om Tystrup Sø, så her er vejene mere kuperede, og de af os, der trækker feltets gennemsnitlige kropsvægt op, skal være heldige med at finde ind i en lille gruppe, der kan hjælpe os igennem strabadserne.
Dette er så faktisk lykkedes mig meget godt alle de tre gange, jeg har været med, og altså også i 2025-udgaven, hvor kun en acceleration fra en anden rytter i gruppen ca. 2 km fra mål skabte splittelse. Jeg krydsede stregen med en gennemsnitsfart på 35,0 km/t for de 95 km. Det er tredje gang ud af tre, at jeg i Søen Rundt er kommet hjem med en snitfart på 35-36 km/t. Ganske tilfredsstillende, og som det skulle vise sig, blev det også den højeste fart ved min sæsons tre løb – på trods af, at det var den klart længste distance.
Godt sommervejr i målområdet i Fuglebjerg efter strabadserne.
Hedeboløbet (22. juni 2025): Jeg har nu deltaget i dette løb seks gange, men 2025-udgsven var speciel, fordi … jeg VANDT! Godt nok på en måde, der er mere pudsig end imponerende, men som flere har sagt, når jeg har beskrevet den for dem: En sejr er en sejr!
Og sejren fortjener selvfølgelig behørig omtale, so here goes.
Igen i år valgte jeg 56 km-distancen i stedet for 95 km-distancen. Sidstnævnte skulle alligevel få en betydning, hvilket jeg vender tilbage til om lidt.
Mit foto taget i startområdet i Tune. Som det fremgår, er ikke alle deltagere fra kategorien ung, slank og med dyr racer.
Hedeboløbets rute er ikke specielt bakket, og dog var det på løbets længste stigning efter 13 km, at der første gang skete noget afgørende. Jeg sad i en gruppe, hvor jeg tidligt havde på fornemmelsen, at jeg var blandt de stærkere. Så var der en rytter, som på stigningen satte sig op foran, og han holdt så højt et tempo, at jeg var den sidste, der kunne følge ham. Jeg bad rytteren bag mig om at tage en føring, sådan at vi kunne nå op igen, men han havde ikke noget at skyde med, og således sejlede fyren i olivengrøn trøje afsted forude. Tilbage var vi en tomandsgruppe, der ikke havde så meget på spil.
Det er nemlig sådan, at der i Hedeboløbet opereres med startgrupper på kun 25 ryttere. Det betyder for det første, at man meget nemt kommer til at sidde i meget små grupper og dermed alt andet lige får meget vind på snuden. For det andet betyder det, at man ikke kan vide, hvordan man kommer til at ligge på resultatlisten, fordi styrken i de andre startgrupper er ubekendt (de individuelle tider tages med chip både ved start og mål). Jeg har før været ude for at have kørt Hedeboløbet i en stærk gruppe, hvor ham, der vandt spurten til sidst, troede, at han havde vundet det hele – men så kunne man se på resultatet, at der var to mand, der havde kørt hurtigere end ham i startgruppen før.
Tilbage til vejene omkring Borup: Vi i tomandsgruppen nærede kun et spinkelt håb om at indhente supermanden i olivengrønt. Men da halvdelen af løbet resterede, skete der noget: En større gruppe ryttere kom op bagfra. Ikke ryttere fra vores startgruppe eller fra en af de senere. Nej, der var tale om deltagere på 95 km-distancen. De kørte deres ræs, og vi kørte vores, og der findes ingen regel om, at man ikke må køre sammen med folk fra en anden kategori. Så det gjorde vi.
Tempoet var nu højere end det, vi kunne præstere i tomandsgruppen, men ikke så højt, at vi ikke kunne følge med. Det var jo ret perfekt. Jeg nåede lige at tænke på, hvordan det mon var gået ham i den olivengrønne trøje – så fik jeg øje på ham forude, og inden længe var han hentet ind af vores gruppe. Der kunne man virkelig se, hvordan individuelle forskelle i styrke mellem ryttere kan blive godt og vel jævnet ud, når nogle får fordel af at kunne sidde på hjul og spare luftmodstand.
Dramaet var dog ikke slut. Blot et par kilometer efter “opslugningen” lød der et stort brag skråt bag mig. Jeg troede først, det var et styrt, men senere fik jeg at vide, at det var en kraftig punktering – og at den rytter, der blev ramt af den, var ham i det olivengrønne! Så vidt jeg blev informeret, var det et tubelessdæk, der sagde bang.
Nu var den stærkeste i vores startgruppe definitivt sat ud af spillet. Resten af løbet handlede om at hænge på gruppen, hvilket i store træk lykkedes. Jeg kom ind på opløbsstrækningen sammen med min tro følgesvend fra tomandsgruppen – og så var det, at jeg oplevede, af mit baghjul røg halvt af. Spurten kunne gennemføres. Men straks bagefter tjekkede jeg baghjulet og konstaterede, at der sad en to centimeter lang, sylespids sten i dækket! Stenen havde forårsaget en punktering, og der skal ellers noget til, for jeg kører med Durano Plus – det noget nær tykkeste og tungeste racerdæk på markedet.
Stenen sad i den grad stadig i dækket, da jeg steg af cyklen for at undersøge problemet.
Jeg ved ikke, hvor længe “sylen” har siddet i dækket, men jeg kan i hvert fald sige, at hvis man skal punktere i et motionsløb, så er 50 meter før mål ikke det værste sted. Min punktering fik ingen betydning for min sluttid, og det held blev suppleret af et andet held kort efter. Da kunne jeg nemlig se i resultatlisten, at jeg lå nummer 1 i løbet. Jeg havde ganske vist kørt langsommere end de hurtigste på 95-kilometeren, men af de små et hundrede mand, som havde kørt 56’eren, var jeg hurtigst. Og sådan var det også, da de sidste deltagere trillede over stregen.
Der vankede ingen førstepræmie (præmier er blevet sjældne ved motionsløb og fint med mig), men det var sjovt at se sig selv øverst på en resultattavle igen. Alle de sejre, jeg har opnået ved løb gennem tiden (en håndfuld), har haft nogle halvskøre omstændigheder ved sig, og sådan var det altså også ved Hedeboløbet 2025. Hvortil skal siges, at selvom farten var marginalt lavere end ved Søen Rundt (34,1 km/t i snit) og altså på en noget kortere distance, så kom jeg ikke sovende til triumfen. Jeg kørte, hvad jeg kunne, og på cirka halvdelen af turen sad jeg i en tomandsgruppe, hvor der ikke var meget læ for vinden.
Carl Nielsen Touren (21. september 2025): Ja, så endte det som de to sidste sæsoner, hvor Carl Nielsen Touren var efterårets eneste løb for mit vedkommende. I år kombinerede jeg deltagelsen med nogle gøremål i Jylland. Ellers er det jo et lidt højt brutto deltagergebyr – når man skal indregne 2 x 100 km i bil plus bropenge (selvom der er weekendrabat!).
Men det fynske løb ligger fornuftigt for mig i kalenderen, hvor der dog i år var en udfordring med anden sport dagen før. For at tage højde for udmattelse herfra – og for at prøve noget nyt -, meldte jeg mig derfor til 63 km-distancen, hvor jeg de to foregående år har kørt 89 km’eren.
Mit foto fra få øjeblikke før start i Nørre Lyndelse. Hvad man ikke kan se på billedet, er, at det blæste en halv pelikan.
Vejret var langt dårligere end de andre gange. Det holdt tørt, men middelvinden var 9 m/s. Brutale forhold. Heldigvis kom den fra sydvest. Det betød overvejende modvind på første halvdel af turen. Det betød også, at det var relativt nemt at sidde på hjul, og det lykkedes mig at forblive længe i den forreste gruppe uden at køre mig selv helt i hegnet. Faktisk forløb det hele ret forventeligt. Jeg sad med de hurtige folk helt frem til den uendeligt lange Haarby-Jordløsebakke.
Her gik det ikke bare opad. Der var også sidevind. Vi var nemlig drejet til venstre i Haarby og kørte nu mod sydøst. Jeg gav den, hvad jeg havde, for det var løbets mest afgørende moment – men jeg endte alligevel i gruppens tunge ende. Og var endda ikke alt for langt fra at blive helt sat. Så galt gik det ikke. Vi var tre mand, der fandt sammen, og så kunne vi ellers nyde godt af den overvejende velvillige blæst på de sidste 30 km af turen.
63 km-distancen er sammenfaldende med 90 km’eren bortset fra midterstykket, hvor man på 65’eren så at sige skyder genvej for at nå hen til 90’erens sidste del. Dermed udelades bl.a. de berømte og berygtede stigninger nær Faaborg. Ikke desto mindre møder man kønne små veje – snoede og småbakkede. Jeg tog sæsonens bedste føring her – temmelig lang, hvor jeg følte mig godt kørende. Det oplevedes som hurtigt, men som ved Hedeboløbet tre måneder forinden var den gruppe, jeg tilbragte mest tid i, af beskeden størrelse, og det koster alt andet lige noget fart. Ved mål efter 63 km var min snitfart 33,6 km/t.
Pølse og brød er af en eller anden grund ofte på menuen efter cykelløb – således også ved Carl Nielsen Touren.
Vi var fire mand, der spurtede til sidst. Nummer fire var kommet til, da der manglede omkring en tredjedel af løbet. Formentlig en rytter, der længe havde kæmpet for at holde sig i førerfeltet, men til sidst måtte give op. Han led muligvis af lidt krampe. Til gengæld havde han en lettere kropsbygning end os andre. Så han var vel nok min favorit til sejren i firemandsgruppen, især fordi den sidste del af opløbet var stigende. Men det gik anderledes. Vores ven med den lave fedtprocent nåede op på siden af mig, men kunne ikke komme forbi. Så jeg blev nummer to i spurten. (Se fotos øverst og nederst i dette indlæg.)
På resultatlisten stod, at jeg var blevet nummer 11 ud af 74 fuldførende. Bedre end forventet, da jeg nok havde regnet med, at førerfeltet, som jeg måtte slippe inden toppen af Jordløsebakken, var lidt større. Var der mere at komme efter for mig? Ja, hvis jeg lige havde haft et par procenters bedre form og et par procenters lavere vægt (f.eks. bare en vægt svarende til for et par år siden), så havde jeg måske klaret Jordløsebakkens 65 højdemeter bedre, og så havde jeg måske kunnet sidde med i frontgruppen længe efter. På den anden side kan jeg konstatere, at det var min klart hurtigste opstigning på bakken ud af de tre gange, jeg har besteget den. Så når alt kommer til alt, har jeg i det store hele ligget ganske tæt på mit normale niveau, både ved dette løb og ved de to andre i sæsonen.
Billedserie fra spurten om tiendepladsen i Carl Nielsen Touren 2025.
Tidligere tilbageblik på løb, jeg har deltaget i: 202220232024
Den røde prik markerer toppen af den øverste af Trehøjes gravhøje. (Skråfoto fra Kortoverblik.dk)
Jeg valgte nok den forkerte top, da jeg var i Vestjylland for et par uger siden.
Tanken var at udforske de særlige bakkeøer, som kendetegner det sydvestlige hjørne af Jylland. Her har Trehøje altid stået for mig som dét højdepunkt, der bedst repræsenterer bakkeøerne – men da jeg endelig stod der, kom jeg mildt sagt i tvivl om den antagelse.
Trehøje, som ikke skal forveksles med Trehøje på Mols, når op i 105 meters højde over havet (inkl. gravhøj), og måske er det dét, der har snydt mig lidt: Jeg blev tiltrukket af det trecifrede. I virkeligheden er terrænet omkring Trehøje ikke noget særligt. Jo, kravler man op på den højeste af gravhøjene, er der udsigt til et vidtstrakt lyng- og revlingklædt landskab, og sådan noget er jo altid eksotisk at kigge på, navnlig for en østdansker. Men højdeforskellen sparker ikke benene væk under én.
Udsigten mod sydvest fra gravhøjen ved Trehøjes parkeringsplads.
Hvad værre er: En informationstavle mindede mig om, at Trehøje slet ikke er Vestjyllands højeste punkt. Fire kilometer længere mod nord ligger Tihøje, der når op i 112 meter over havet, altså syv meter mere. Så der måtte jeg også hen.
Det kostede en beskidt bil, for mens Trehøje ligger lige ved hovedvejen, skal man bevæge sig ad grusveje for at nå frem til Tihøje. Men ak – heller ikke på Tihøje var udsigten mindeværdig. Blandt andet fordi landskabet mod øst er dækket af plantage.
Som en slags trøst blev jeg mødt af et postament, der i øvrigt – viste det sig – ikke står på den højeste af Tihøjes gravhøje. Gravhøjen 140 meter længere mod øst er en halv meters penge højere. Den slags finurligheder er altid interessante, men den landskabelige wow-effekt udeblev.
Generalstabens postament på Tihøje er fra 1874. Bagved ses landskabet nord for Tihøje.
Efter hjemturen havde jeg nær konkluderet, at de vestjyske bakkeøer ikke er nær så bakkede, som de lyder. Men da var det, at jeg fandt Isen Bjerg på nettet, og billederne herfra ser betagende ud. På Isen Bjerg (102 moh.) får man det udkig, som jeg havde været på jagt efter de andre steder.
Jeg kan dog ikke direkte sige, at jeg ærgrer mig over at have misset Isen Bjerg. Fra Tihøje er der trods alt 40 kilometer dertil i fugleflugtslinje, og mine rejseplaner på dagen gik i en anden retning. Men det er jo altid godt at have noget på sin såkaldte bucketlist til næste gang, man går på “bakkejagt”.
Isen Bjerg på foto af Villy Fink Isaksen (Wikipedia).
Visualisering af, hvordan Storstrømsbroens færdige pylon vil se ud. Under pylonen befinder kørebanens højeste punkt sig. (Kilde: Vejdirektoratet)
I 2026 vil åbningen af den nye Storstrømsbro blive markeret med bl.a. et motionsløb hen over broen. Og så kan man godt regne med, at folk vil interessere sig for broens hældning. Broer har nemlig en nærmest mytisk status i motionsløb, fordi de er åh så hårde at bestige.
Det kendes fra Storebæltsbroen. Den har rigtigt nok en del højdemeter. Men højdemeterne er fordelt på en strækning på over 4 kilometer. Den gennemsnitlige stigningsprocent ligger derfor på 1,7 procent. Beskedent.
Blæst? Ja, sandsynligvis. Men det ændrer ikke ved, at det halvmaratonløb, som med nogle års mellemrum afvikles på Storebæltsbroen, er mindre kuperet end et gennemsnitligt dansk halvmaratonløb.
Ved næste års Storstrømsbroløb vil der med garanti være deltagere, som bekymrer sig om strækningen fra land og op til midten af broen. Men hvor meget er der om snakken? Det kommer lidt an på, fra hvilken side man kommer, og hvor startpunktet placeres.
Kortudsnit, der viser begge Storstrømsbroer: Den kommende til venstre (stiplet linje) og den gamle til højre.
Fra syd ligger det laveste punkt i ca. 2 meters højde over havet nogle hundrede meter øst for den lille by Orehoved. Herfra er der ca. 2,5 km ud til midten af Storstrømsbroen. Det er ikke så nemt at finde opdaterede højdedata om broen, men når nu gennemsejlingshøjden angives til 26 meter, må man kunne anslå vejoverfladens højde på midten til at være 28 meter. Det vil sige: En højdeforskel på 28-2 meter (altså 26) og så divideret med 2500. Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 1,04.
Imidlertid stiger vejen kun meget, meget svagt på det første stykke. Så man kan godt argumentere for, at stigningen er flere hundrede meter kortere og dermed også stejlere. Men selv hvis vi skærer en halv kilometer fra og lægger et par meter til vejens højde over havet, vil den gennemsnitlige stigningsprocent stadig ikke komme over 2.
Hvad med fra nord? På den lille ø Masnedø, som den nordlige del af Storstrømsbroen er hæftet på, ligger vejen i en højde af ca. 11 meter over havet, inden den begynder at stige op mod brodæmningen. Beregnet fra det dette punkt er stigningen ca. 2,1 km lang og med en højdeforskel på 28-11 meter (dvs. 17). Det giver en gennemsnitlig stigning på 0,8%. Den er altså lidt fladere fra nord, men hældningen er under alle omstændigheder så beskeden, at det nok vil være vinden, der er den største modstander, snarere end den skrånende asfalt.
Visualisering af Storstrømmen (set fra øst) med den nye Storstrømsbro bag den gamle Storstrømsbro. (Kilde: Vejdirektoratet)
Jamen, er den nye Storstrømsbro da en flad bro? Nej, det er den ikke. I hvert fald ikke fladere end de øvrige broer, der forbinder Sjælland med Lolland-Falster og Møn. Både den gamle Storstrømsbro, Farøbroen og Mønbroen har en gennemsejlingshøjde på 26 meter.
Forskellen er længden: Jo kortere broen er, desto stejlere er vejen til toppen. Her vinder Mønbroen (officielt navn: Dronning Alexandrines Bro). Den starter i 5 meters højde, stiger over 725 meter og får dermed en hældning på 3,2% i snit (omtrent samme egenskaber fra begge sider af broen).
Dermed opfylder Mønbroen faktisk Danskebjerge.dk’s kriterier for en reel bakke, som er: Mindst 20 meters højdeforskel og mindst 3 i gennemsnitlig stigningsprocent.
Mønbroen (Dronning Alexandrines Bro) set fra nordsiden af Ulvsund. Hældningen kan ses med det blotte øje.
Sømærket på Torvet i Marielyst (skråfoto fra Kortoverblik.dk).
Seneste skud på stammen på Danskebjerge.dk’s oversigt over udsigtstårne er tårnet i Marielyst på Falster.
Egentlig skal konstruktionen forestille et sømærke, og det har navn derefter. Så der er ikke tale om et tårn i traditionel forstand. Men Sømærket er forsynet med trappe og udsigtsplatforme, således at man kan komme op i hhv. 4, 6 og 8 meters højde. Sømærkets samlede højde er 18 meter.
Konstruktionen blev opført i midten af 2010’erne. Et gennemgående tema var træ, så de bærende stolper var af limtræ, og under det hele var der egetræsplanker.
Men det, der skulle have været en hyldest til naturmaterialer, endte nærmest med at blive det modsatte. For efter blot seks år var Sømærket så angrebet af svamp, at det måtte pilles ned igen.
Det var ærgerlige penge at skulle finde frem, men de tre millioner kommunale kroner blev skaffet, og siden 2023 har Sømærket igen stået og raget i vejret på Torvet i Marielyst. Nu er stolperne dog af stål, som forhåbentlig er mere holdbart.
Jeg har ikke set nogen oplysninger om, hvilke sømærker der var i Marielyst-området tidligere, og om konstruktionen Sømærket er inspireret af et af disse. Man kan i hvert fald sige, at når det handler om Falsters sydlige halvdel, så kan sømærker ikke placeres ret højt i terrænet. Her kommer terrænhøjden nemlig sjældent op på mere end 10 meter over havet. Sømærket i Marielyst er rejst i et terræn beliggende 1,5 meter over havet.
Egnens vel nok mest kendte sømærke er Gedser Fyr, som står i 8 meters højde over havet.
