Det er sjældent nogen specielt bjergrig oplevelse at køre den direkte vej mellem de sjællandske købstæder. En undtagelse er vejene fra Næstved mod nord – til Sorø og til Ringsted. Her kommer man nemlig i karambolage med Susåen, og det giver højdemeter.
Jeg har regnet ud, at den ca. 30 km lange hovedvejsstrækning Næstved-Sorø er omtrent lige så kuperet som f.eks. Vejle-Horsens og Århus-Silkeborg (med tilsvarende distancer).
Forleden lagde jeg nogle omveje ind på turen mellem Næstved og Sorø og nåede dermed op på 300 højdemeter (ifølge Strava – og tallet virker plausibelt). Det er jo ganske solidt efter sjællandske standarder! Undervejs besteg jeg fire stigninger på 30 højdemeter eller mere. Stejlest var en spøjs lille sag ved Vetterslev – nok op til 10%, men vel kun 15 meter i højdeforskel.
Højdeprofil: Strækningen Næstved-Sorø med indlagte genveje.
Når jeg møder københavnske venner, der har Valby Bakke som primær reference, driller jeg dem somme tider med, at der mellem Ringsted og Næstved er tre-fire stigninger, der er hårdere end Valby Bakke. Det er sjovt (synes jeg), fordi området mellem Næstved og Ringsted normalt ikke forbindes med kuperet landskab. Men det går altså ret meget op og ned, og igen er det Susåen, der gør sig gældende.
Faktisk er Susåen (og dens tilløb) leverandør af de fleste større bakker på den sydlige halvdel af Sjælland. Deri ligger umiddelbart et paradoks: en å er jo en fordybning i landskabet. Men som i så mange andre sammenhænge er det højdeforskellene, der danner grundlag for et kuperet landskab – ikke den absolutte terrænhøjde.
Søborg Slot i Nordsjælland er topografisk en af de mest interessante borgruiner i Danmark.
Borgens omgivelser har nemlig
gennemgået store forandringer siden istiden, og det er spændende at
forestille sig, hvordan der her har set ud her engang.
Søborg Slot ligger på en banke ved
byen Søborg, ca. 3 km syd for Sjællands nordligste by Gilleleje.
Til alle sider – undtagen på et smalt stykke ind mod Søborg – er
terrænet pandekagefladt, og dele af det befinder sig en halv meter
under havets overflade. Fladt terræn under havets overflade er
praktisk talt altid en indikation på, at mennesket har haft en
finger med i spillet, og det er også tilfældet her.
I slutningen af 1700-tallet gik man
nemlig i gang med af afvande Søborg Sø. Det skete for at skabe enge
til græsning. Kanaler blev gravet for at føre vandet nordpå, og
lige efter Anden Verdenskrig opførtes en pumpestation for at
effektivisere afvandingen yderligere.
I dag er der kun nogle få våde områder tilbage til at vidne om, at Søborg Slot tidligere var omgivet af vand. Så man skal bruge sin fantasi, når man vil forestille sig stedet i middelalderen. Ingen tvivl om, at det har set imponerende ud med borgbanken og fæstningen ude i søen. (Se forskellen på før og nu her.)
Kun en smule vand ude på engen vidner om, at Søborg Slot engang havde en stor sø omkring sig mod både vest, nord og øst.
Adgang til borgen foregik dengang enten
med båd eller – hvis man var ridende eller gående – fra sydøst.
Her skulle man først passere et dobbelt voldanlæg. Dette anlæg,
der ligger på Mellemholmen ca. 400 meter fra Søborg Slot, er
egentlig et selvstændigt voldsted, men skal altså ses som et ydre
forsvar af slottet.
Søborg Slots historie går ca. 870 år tilbage, men hvis man skal forstå landskabets udseende, skal man endnu længere bagud i tid. For hvorfor er søen omgivet af så store bakker? Det kan ikke forklares med, at der har ligget en lavvandet sø her.
Forklaringen er, at Søborg Sø
oprindeligt er en del af en fjord, der har strakt sig herind helt
oppe fra Kattegat. Pga. tilsanding og landhævning blev fjorden
imidlertid lukket til, og søen opstod. Men bakkerne rundt om den nu
afvandede sø skal altså tolkes som tidligere kystskrænter, og man
har gjort mange fund fra stenalderen her.
Måske skal der snart skrives et helt nyt kapitel i Søborg Søs udviklingsproces. Politisk er det nemlig besluttet, at vandstanden skal hæves, så søen kan blive genoprettet. Projektet vil gavne naturen, men det vil jo også bringe den gamle borg tilbage i sit rette element.
Jeg har benyttet de solrige martsdage til bl.a. en tur op omkring Tissø. Her er der en strækning, som er en af de mest kuperede øst for Lillebælt: 10 kilometer med 200 højdemeter.
Medvirkende til dette høje antal højdemeter er den puklede Kattrupvej. Den har nemlig ikke bare en højdeforskel på 56 meter fra bund til top. Der er også fem fald undervejs, således at antallet af højdemeter på strækningen bliver væsentligt større end højdeforskellen. Faldene medfører i alt 17 ekstra højdemeter, svarende til 23% af det samlede antal stigende højdemeter på Kattrupvej.
Kattrupvej er samtidig et eksempel på, at moderne GPS’er og højdeprofiler har svært ved at fange detaljerne på varierede strækninger som denne. På Kattrupvejs højdeprofil på kortservicen Ridewithgps kan man næsten ikke få øje på nogen fald overhovedet. Ved nærmere eftersyn ser man dog, at der oplyses et samlet fald på 4 meter.
Garmin Connect siger, at der er to fald på hhv. 3 og 6 meter, mens Strava siger to fald på hhv. 2 og 5 meter. I alle tilfælde et godt stykke fra virkelighedens fem fald med i alt 17 højdemeter. Disse fem fald er fundet ved at tælle højdeforskelle på SDFE’s onlinekort (den lidt besværlige, men p.t. mest nøjagtige metode).
På Ridewithgps’s højdeprofil er det ikke til at se, at Kattrupvej går både op og ned undervejs mod toppen.
De nævnte afvigelser forekommer vel at mærke på en strækning, der blot er 2,3 kilometer lang. Så hvis man kørte frem og tilbage ad Kattrupvej en håndfuld gange, vil man kunne nå op på et trecifret antal højdemeter, der altså ikke ville blive registreret af de nævnte kortservices.
Dette fortæller samtidig lidt om den generelle præcision, når det gælder angivelse af højdemeter på motionsture. Tendensen er, at højdemeterantallet er for lavt sat. En undervurdering på 25% er ikke unormalt. I ét tilfælde har jeg konstateret en afvigelse på 50%! Omvendt skal man også være opmærksom på, at der nogle gange registreres stigninger, der slet ikke findes i virkeligheden. I så fald kan slutresultatet selvfølgelig blive det modsatte.
Som jeg har skrevet i min analyse af GPS-data (se link herunder), er det ikke en naturlov, at højdemeterne registreres for lavt. Med den rigtige software kan man opnå ret høj præcision, hvilket sitet GPSies.com var et godt eksempel på. Desværre blev GPSies.com overtaget af AllTrails, som åbenbart ikke fik datasystemet med i købet og derfor nu leverer lige så ringe nøjagtighed som de førnævnte kortservices.
To længe ventede ændringer i PostNord Danmark Rundt i 2022:
1.) På Vejle-etapen skal feltet op ad Chr. Winthersvej, vel at mærke HELE Chr. Winthersvej, dvs. inklusive det smalle vejforløb, der begynder ved Jellingvej og stiger med over 20 procent helt fra starten. Med andre ord er Gl. Kongevej ikke med her – det er den dog ved anden passage, så vidt jeg har forstået det.
Blandt bakkekendere har der længe været et ønske om at få hele Chr. Winthersvej med i PostNord Danmark Rundt. Forventningen har dog været, at det ville ske som del af en enkeltstart, idet den første del af Chr. Winthersvej er meget smal. Nu har arrangørerne så alligevel fået plads til vejen i linjeløbet. Det hænger måske sammen med, at stigningen er placeret ret langt fra mål og dermed inden, at kampen om etapesejren for alvor spidser til.
Chr. Winthersvej er Danmarks stejleste (ikke-blinde) gade med en stigningsprocent på op til 25,5%. Denne maksimale stigningsprocent befinder sig omtrent halvvejs, få meter før krydset, hvor Gl. Kongevej og Chr. Winthersvej mødes.
2.) Vejle-etapens afsluttende rundstrækning med Kiddesvej er blevet forlænget. Det giver god mening, for den traditionelle rundstrækning på blot 5,7 km har ved flere lejligheder vist sig at være for kort.
Arrangøren fremhæver, at Evenepoels solosejr sidste år demonstrerede rundstrækningens begrænsninger. Jeg skrev selv dengang: “Man kan spørge, om det er kønt, at hovedfeltet bliver overhalet med en omgang af etapevinderen. Det var en spektakulær hændelse, ja, men også en anelse kikset. (Med en lidt længere rundstrækning var det næppe sket.)”
Nu har vi så fået forlængelsen, og det glæder jeg mig over. Selvfølgelig har en kort rundstrækning nogle fordele, men der var også noget “Mickey Mouse” over den gamle Kiddesvej-runde, og vi har i flere løb set, at afgørende angreb har fundet sted samtidig med, at bagudkørte ryttere er blevet overhalet. Det minder lidt for meget om amatørløb. Men bliver formentlig et mindre sandsynligt scenarie fremover.
Alt i alt: Nogle ret revolutionerende ændringer, som – hvis de bliver en succes – vil give endnu bedre cykelløb på Vejle-etapen end hidtil.
En bygning i Viborg, Peak 12 Hotel, fører foreløbig en afstemning om det værste byggeri i 2021.
Det er efter min mening helt berettiget. Ikke kun pga. bygningens brutale udformning. Men også – og måske især – fordi hotellet er placeret ved et af byens højeste terrænpunkter. Med sin høje beliggenhed og højde skæmmer bygningen Viborgs skyline og ikke mindst domkirken.
Hotellet i Viborg på screenshot fra foreningen Arkitekturoprørets afstemningsside.
Nu har jeg ikke isoleret set noget imod høje bygninger og iøjnefaldende placeringer af nye bygningsværker. Men det, der er utilgiveligt, er, når det nytilkomne dominerer over det eksisterende bymiljø – hvilket i den grad er tilfældet her.
Det er ikke sikkert, at hotellets gæster vil have dårlig samvittighed, når de står på tagterrassen øverst oppe og nyder den flotte udsigt. Sådan er det jo med et højt bygningsværk – det er rart for dem, der opholder sig i det, men knap så rart for alle andre (som er flertallet).
De skråfotos, som Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har gjort frit tilgængelige, har vel egentlig mest et praktisk formål – de dokumenterer landet, som det ser ud, nøgternt og objektivt, som et landkort. Men nærmest utilsigtet giver fotoservicen også mulighed for et fascinerende kig på Danmarks landskaber. At billederne er taget lidt forskudt – i modsætning til de traditionelle satellitfotos – giver terrænet en langt mere interessant karakter.
Nedenfor har jeg valgt nogle vinkler ud og lavet en lille samling af skråfotos fra nogle af Danmarks mest spektakulære kystlandskaber. Se flere på Danskebjerge.dk’s Facebookside.
Fyret på Rubjerg Knude, Nordvestjylland.Hammershus borgruin, Nordbornholm.Hanklit, Mors.Dronningestolen og Geocenter Møns Klint, Høje Møn.
2021 nåede lige at byde på en nyhed om Fladså Banker, de såkaldte Fårebakker. Avisen Sjællandske har skrevet flere artikler om sagen op til årsskiftet.
DSB og Næstved Kommune vil jo bygge et kompleks med plads til op til 200 medarbejdere, og det skal ligge for foden af det enestående istidslandskab, der her ellers byder på en af egnens bedste udsigter. Selv synes kommunen, at åsen ved Fladså er så spændende, at der kan etableres en naturpark der, men den kommunale begejstring er altså ikke større, end at der absolut skal klemmes en stor industrivirksomhed ind der.
Og gravemaskinerne står praktisk talt klar til at rykke ind. Men det sker alligevel ikke foreløbig, fastslår Sjællandske. Planklagenævnet har nemlig afvist kommunens og statsbanernes byggeprojekt.
Den overordnede årsag er, at Næstved Kommunes projektbeskrivelse har en række mangler, bl.a. er nogle ting ikke beskrevet godt nok, og visse undersøgelser er heller ikke foretaget grundigt nok.
Umiddelbart er det jo gode nyheder for os, der synes, at det er tudetosset at placere et kæmpestort DSB-værksted netop på det sted. Den lokale protestgruppe peger på en alternativ placering i et mindre naturfølsomt område tættere på Næstved by, hvilket giver fin mening, da der her er udlagt et stort antal hektar til nybyggerier. Og her er der ingen udsigter at spolere.
Desværre ændres der næppe meget på placeringen ved Fladså Banker. Uden at kende den præcise ordlyd af Planklagenævnets afgørelse er det mit indtryk, at afvisningen kan håndteres ved at lave forarbejdet mere minutiøst. Lave lidt flere prøver, beskrive byggeriets omfang lidt nøjere, og sådan noget. Jeg tror, at byggeriet bliver realiseret før eller siden – nu blot med en forsinkelse på op til et par år.
Klogere bliver vi snart, når nævnet uddyber sin udmelding.
/Jacob
P.S.: Det er Danskebjerge.dk’s foto, der er brugt til at vise det pågældende areal ved Fårebakkerne.
Kanehøj fremstår velholdt og er fri for bevoksning. Dog står dette fine træ på nordvestsiden.
I snevejret drog jeg lillejuleaftensdag på mit første besøg på Kanehøj. Altså, det vil sige, jeg er igennem årene kørt forbi højen et utal af gange, og man kan se den fra vejen. Men denne gang så jeg den altså tæt på. Og kravlede op på den.
En halvbarsk oplevelse blev det, for sneen og kulden var ledsaget af en solid vind, og ved Kanehøj er der kun læ mod vest. En anden udfordring var det glatte føre. Kanehøjs sider er stejlere, end de virker fra afstand, og hvis jeg ikke havde haft mine grovsålede sko på, var jeg måske ikke kommet helt op.
Udsigten fra toppen af Kanehøj sådan en dag er selvfølgelig noget præget af vejret, men på en klar dag må man virkelig kunne se langt. Ikke kun pga. selve Kanehøj (toppen befinder sig 40 moh., og der er 16 meters højdeforskel mellem den og parkeringspladsen), men også fordi det omgivende sydvestsjællandske terræn er ganske fladt. Så vidt jeg kan se på kortene, er Kanehøjs top det højeste punkt i en radius af 4-5 km.
Kanehøj er en rundhøj, formentlig fra bronzealderen. Den er ca. 6 meter høj, men fra sydsiden fremstår den større, hvilket skyldes, at der har været råstofgravning her. Det fremgår af ældre kort, at det største hul er lavet så sent som i 1900-tallet. Heldigvis har man ikke ædt af selve gravhøjen, men alligevel er højen lidt uregelmæssig på toppen, og det kan måske skyldes, at nogen (gravrøvere?) har gravet ned i højen fra toppen.
Topografisk kort fra første del af 1900-tallet. Som det fremgår, er der gravet i terrænet to steder ved Kanehøj.
I så fald er hærværket sket for nogle hundrede år siden. Mindst. Navnet Kanehøj kendes nemlig fra så langt tilbage som 1682, og stednavneforskerne har en teori om, at orddelen ”kane” er en reference til, at højen ”går ned” i midten og derved får en slags u-form. (I gammelt dansk kunne ”kane” også referere til ”båd”, der – i træudgaven – jo ligeledes buer lidt opad i enderne.) Man kan med andre ord gå ud fra, at selve Kanehøj ikke har ændret udseende i nævneværdig grad siden i al fald middelalderen.
Det er dog ikke den kaneformede top, der har gjort Kanehøj til en af vores mere kendte gravhøje. Berømtheden skyldes først og fremmest, at H.C. Andersen har besøgt den og skrevet om den. Anledningen var grum: Tre mennesker skulle halshugges på Kanehøj, og den unge Andersen tog dertil for at overvære den drabelige begivenhed. Skildringen kan man læse i ”Mit Livs Eventyr”. I den tekst, der ledsager Danskebjerge.dk’s YouTube-video fra Kanehøj, finder du hele afsnittet.
Der er selvfølgelig også sagn knyttet til Kanehøj. Det er der snart sagt til alle større gravhøje. Men et af sagnene om Kanehøj er lidt specielt: Det er nemlig opstået så sent som i slutningen af 1800-tallet. Historien handler om, at man kan møde en flok sære væsner ved højen. Hele to øjenvidner har vi til dette optrin. Det ene vidne mente, at det var nisser. Den anden hæftede sig ved, at de var hule i ryggen.
Hvis nogen havde spurgt mig, ville jeg have sagt, at det var de henrettede mennesker, der drev rundt som genfærd.
Jeg mødte dog ingen mærkelige skabninger under mit besøg lillejuleaften. Måske fordi de foretrækker at blive under jorden, når det blæser og sner?
Avisen Sjællandske omtalte 15. november naturparkprojektet i Fårebakkerne, der igangsættes omtrent samtidig med, at et stort erhvervsbyggeri påbegyndes samme sted.
Det er åbenbart for besværligt at foretage nye fredninger og vinde sager om offentlighedens adgang til naturen. I stedet kaster politikere sig ud i noget med “parker”: Nationalparker, naturnationalparker, naturparker osv. Altså hvor de tager eksisterende naturområder, laver om på nogle definitioner og får pressen til at skrive om det.
Et aktuelt eksempel er Fladså Banker ved Næstved, også kaldet Fårebakkerne. Her har DSB med politikernes hjælp fået gennemtrumfet, at der skal ligge et stort DSB-værksted lige nedenfor højdedraget. Den slags projekter er ellers ikke tilladt i landzoner, men så fik man da bare en dispensation. Byggeriet er allerede i gang.
Det er så, hvad det er, men nu synes politikerne så ifølge Sjællandske, at Fårebakkerne skal være såkaldt naturpark. “En naturpark understøtter oplevelsesturismen,” lyder argumentet fra formanden for teknisk udvalg i Næstved Kommune Helle Jessen (S). Med andre ord: Først pisser man på naturområdet, og bagefter siger man, at det dufter!
Et lignende forløb så man i forbindelse med byggeriet på Munkebakken inde i Næstved. Da byrådet vedtog at fjerne en tredjedel af åsbakken til fordel for nybyggeri, blev det fulgt direkte op af en fredning af en anden åsbakke. Et plaster på såret (eller et holdkæftbolsje?) til Danmark Naturfredningsforening, der havde erkendt, at de havde sovet i timen mht. Munkebakken. Samtidig var det vel indirekte en indrømmelse af, at kommunen er parat til at bebygge enhver kommunal grund, med mindre den fredes.
Det er tydeligt, at naturen generelt betragtes som mere “nice to have” end “need to have”. Byggeprojekter kommer i første række, og hvis man så lige kan få pressen til at skrive om nogle naturtiltag, så er det også fint. Men det må helst ikke koste ret meget. I sagen med Fårebakkerne lader det til, at naturparkprojektet kan klares ved at tilknytte en naturvejleder og en administrativ medarbejder.
I Sjællandskes artikel kan man også læse om andre naturparker rundt omkring i landet. Nogle af stederne vidste jeg ikke var naturparker. Men det skyldes måske, at en naturpark ikke er andet end – som der står i artiklen – “et særligt kvalitetsstempel fra Friluftsrådet, hvor pleje, beskyttelse og benyttelse af naturen kombineres”. Javel. Burde dette ikke være en selvfølgelig del af en fredning?
Man kan i øvrigt også læse, at Næstved Kommune forgæves har forsøgt at gøre Tystrup-Bavelse-søerne til naturpark. Det studsede jeg over, for Tystrup-Bavelse blev faktisk erklæret naturpark for over 50 år siden. Men tiderne skifter, og det gør betegnelserne også åbenbart. Eller også er det bare varm luft.
Luftfoto af Elverdamsbakken fra tiden lige efter etableringen af den nye landevej. Det oprindelige snoede vejforløb ses tydeligt.
På Sjælland er der kun ganske få serpentinersving. Men engang – før de store byggeprojekter tid – var de krogede, skrånende veje mere talrige. Dengang havde man kun ringe mulighed for at gennembryde terrænets forhindringer, så derfor måtte man kompensere ved at lave skarpe vejsving op ad skråningerne.
Et eksempel på dette finder man på Landevejen i Broskov nær Elverdammen.
Her går der i dag en bred og kun let buet asfaltvej op ad den ca. 50 højdemeter store bakke, men frem til 1900-tallet var vejforløbet langt mere snørklet. I alt var der otte sving, hvoraf de to midterste var på over 90 grader. Svingene reducerede hældningsprocenten og gjorde det nemmere for hestene at komme op og ned.
Med bilernes fremkomst blev skråninger mere overkommelige for trafikanterne. Og ved Elverdammen må det gamle proptrækkersving (som det blev kaldt) efterhånden have virket noget omstændeligt. Derfor gennemskar man Broskoven og jævnede hældningen ud ved for det første at etablere en vejdæmning i bunden af bakken og for det andet at gennemgrave det øverste stykke af den. Det omfattende vejprojekt var fuldført i 1939.
Endnu i dag fremstår Landevejen ved Broskov som en stor stigning – navnlig for cyklister -, men der er ikke meget Kiddesvej over den. De gamle sving er borte, og dog: Nær krydset ved Aastrupvej går der en stejl sti ind i skoven, og denne sti følger faktisk den oprindelige “bjergvej” over en kort strækning.
Og finder man et satellitfoto frem, kan man – trods bevoksningen – stadig ane hele det hårnåleagtige sving i Broskov.
Satellitfoto med skyggeeffekt, der fremhæver sporet af den gamle bjergvej i skoven på nordsiden af den nuværende landevej (det er det sving, der ses i midten af luftfotoet ovenfor).Bemærk, hvordan skyggeeffekten er særlig tydelig på sydsiden af vejdæmningen (t.v.) og på nordsiden af hulvejen (t.h.).
