Blogsbjerg

Hvorfor åsene er så spændende? Jamen, det er de, fordi de er de mest forfinede af istidens kreationer. I modsætning til tunneldale og randmoræner, som er udgravet og skubbet op med voldsomme kræfter, er åsene strøet ud i en lang linje og ligger i dag som slanger gennem det østdanske landskab. Det er særpræget, det er iøjnefaldende. Åsene er juvelen i gletsjernes arvegods.

For nylig kom jeg forbi åsbakkerne ved Beldringe lidt vest for den sydøstsjællandske by Præstø. Mellem 10 og 20 meter høje er de, og 300-600 meter lange (se kort). Et yndigt kuperet terræn, som vinder yderligere i skønhed ved, at området også byder på en herregård, en kirke og en lang allé.

Her finder man altså en håndfuld åsbakker på rad og række, alle i deres oprindelige form – hvilket desværre ikke kan siges om ret meget af den ca. 9 kilometer lange ås, der går fra Skibinge syd for Præstø og op forbi Bårse. Det meste er gravet væk. For blot få år siden blev en af de største åsbakker molesteret af grusgravning – det er den, der ligger (eller lå) lige nord for byen Gishale. Også åsen længere mod nordvest består i dag af overvejende grusgravsrester og grusgravssøer.

Der er ikke nogen stærk tradition for at kalde åsen fra Skibinge til Bårse noget bestemt, men begrebet Gishale Ås findes, og jeg synes, det giver god mening at kalde det hele for Gishale Ås. I princippet kunne man faktisk inkludere Mogenstrup Ås i regnestykket, for åsbakkerne på den ca. 25 kilometer lange strækning mellem Skibinge og det centrale Næstved er reelt knyttet til samme tunneldal. At man alligevel holder dem adskilt, hænger nok sammen med, at der mellem Bårse og Mogenstrup er en strækning på ca. 6 kilometer, hvor der ikke er åsbakker.

/Jacob

Kaj Munks ord om den blå anemone er yndefulde, men ikke helt retvisende. En blå anemone er nemlig ikke i første omgang så interesseret i ”sin lune luft, sit fede ler”, men derimod i kalk. Skove med kalkrige jorde er guf for de blå anemoner, så selvom de betegnes som sjældne, kan man finde dem i stort tal i visse østdanske skove. Eksempelvis i Allindelille Fredskov, som jeg besøgte i dag.

Allindelille ligger på Midtsjælland – ganske langt fra Møns Klint og Stevns Klint, som jo er kendt for deres store skrænter med kalk og kridt. Men der behøver nu heller ikke være klinter, for at der kan være kalk i overfladen. Lige under Allindelille Fredskov er der en 20 meter tyk flage af skrivekridt, slæbt hertil af istidens gletsjere. Den viser flere steder sit lyse ansigt. Bl.a. i rodnettet på væltede træer. Desuden er der opstået jordfaldshuller, ofte i form af små søer. De er skabt ved, at nedsivende vand har eroderet hulrum i kalken.

Som sagt danner kalken også fin grobund for blå anemoner, og Allindelille Fredskov er kendt for at rumme endnu mere sjælden flora. Især flueblomsten er ret berømt – i Danmark vokser den kun her. Og symptomatisk for skovens jordbundsforhold har man for nylig genopdaget en anden kalkglad plante, nemlig Kalk-Øjentrøst. Den havde ellers været forsvundet fra dansk natur i 60 år.

Det hører med til historien, at Allindelille Fredskov, foruden at have kalkbund, også passes og plejes på en anden måde end den klassiske skovbrugsskov. Bl.a. gøres der en stor indsats for at holde skoven lysåben – dels med fældninger, dels med græssende dyr. De mange lysninger er gavnlige for de sjældne plantearter, som ikke trives på steder, hvor træer og buske står tæt.

/Jacob

Blandt de højeste punkter på Høje Møn nævnes ofte Dronningestolen. Det er nok især, fordi punktet er det højeste sted ved kanten af selve Møns Klint. De 128 meter, som stedet er hævet over Østersøens bølger, siger noget om, hvor gevaldigt høj klinten er.

Men ud fra en statistisk og geologisk betragtning er det en smule uberettiget, at Dronningestolen får så meget opmærksomhed. Dronningestolen er nemlig ikke noget toppunkt. Mod nordvest stiger terrænet yderligere, og blot en snes meter fra udsigtspunktet er der lagt tre meter på. Herfra er der 131 meter ned til havet.

Denne top, der ligger ca. 50 meter fra klintekanten, er ikke ukendt. På kort kaldes den “Åsen”, og i nogle opgørelser optræder den som et højere punkt end Dronningestolen. Men da afstanden mellem dem er på omtrent en spytklats længde, er det jo sådan set noget pjat at opgøre dem som to selvstændige punkter.

At der alligevel gøres forskel på “Åsen” og Dronningestolen skyldes måske, at navnene på de to steder ligger ret langt fra hinanden på de topografiske kort. Der findes en del stednavne på Møns Klint, og derfor har kortmagerne valgt at placere disse navne ude over det, der er hav. Derimod er navnet på “Åsen” placeret inde i Klinteskoven, ja, faktisk lige lovligt langt til venstre i forhold til det reelle højeste punkt. (Se kortudsnit.) Så det kan se ud som om, der er et stykke vej mellem toppen af “Åsen” og Dronningestolen, hvilket ikke er tilfældet i virkelighedens verden.

Det med at et lavere punkt kan løbe med opmærksomheden på bekostning af et højereliggende punkt, er ikke enestående. F.eks. har Kollen ved Himmelbjergtårnet (147 moh.) altid været omtalt som toppen af Himmelbjerget, selvom Kollen blot er et lille fremspring på en større og højere bakke, som også på de topografiske kort kaldes Himmelbjerget.

Igen er det nok udsigten, der er skyld i den svigtende logik. Udsigtspunktet er mere spektakulært end Himmelbjergets egentlige toppunkt, der ligger inde i skoven, og derfor er det også udsigtspunktet, der oftest har fået hæftet en højde på sig.

For nylig besluttede Danskebjerge.dk dog, at Himmelbjergets rigtige toppunkt skal være punktet inde i skoven. Punktet måler 157 moh. Dermed rykkede Himmelbjerget nogle pladser op på listen over de højeste danske punkter.

/Jacob

Det er ikke noget videre kønt syn – de snedriver, der i disse dage ligger i vejkanten og samler snavs. Men faktisk er det et fænomen, der fortæller noget om istiden og dermed om den måde, det danske landskab blev formet på for ca. 12.000 år siden.

Da gletsjerne smeltede, opstod der isolerede bjerge af is ude ved gletsjerfronten, og disse bjerge var meget beskidte, fordi det jord, som gletsjerne havde bevæget sig henover og skubbet frem, var blevet aflejret på dem. Jorden kom i sig selv til at udgøre en slags isolation, og på den måde kunne det såkaldte dødis overleve temmelig længe. Men til sidst smeltede isen bort, og tilbage lå forskellige ofte uregelmæssige klumper af ler, sand og grus. De blev til bl.a. dødisbakker – landskabsformer, der især kendetegner det østdanske landskab.

Nu var der jo i slutningen af istiden tale om betydeligt mere is og snavs, end når vi kigger på smeltende snedriver i grøften langs en dansk landevej, men også disse grimme driver vil efterlade materiale, når de til sidst smelter helt bort. Det vil måske bare være svært at se, fordi mængden af snavs trods alt ikke er større, end at det vil lægge sig som et tyndt lag oven på det græs, der om kort tid vil skyde op igen efter den kolde vinter.

Hvis man vil se ”beskidt is” i et omfang, der kan minde om istidens dødis, så kan man tage til Island. Der var jeg for en håndfuld år siden. Her skyder det sort-brune dødis op foran de vigende gletsjere. Man kan næsten blive helt skuffet over at se gletsjerfronten blive domineret af de dystre farver, men hey, virkeligheden er altså hverken lyserød eller hvid som sne.

/Jacob

Tøbrud!

Et efterhånden ret sjældent fænomen i Danmark. ”Mildt vejr med tø og varme efter lang tids frostvejr” lyder ordbogens definitionen på tøbrud.

Jeg synes, tøbrud er et flot ord. Og så giver det jo mindelser om tidligere tiders forår, hvor der var en tydeligere sammenhæng mellem kalenderen og frostvejrets ophør, end der er i vore dage.

Det aktuelle tøbrud har givet problemer forskellige steder i trafikken, bl.a. på motorveje, hvor vand har hobet sig op i lavninger. Det må dog siges at være luksusproblemer i forhold til ”gamle dage”, hvor snedriverne ofte stod meterhøjt ude på markerne langs vejene, når tøvejret satte ind.

Tøbrud giver en lille fornemmelse af, hvad der skete i Danmark i slutningen af istiden. Her var afsmeltningen selvsagt af en meget større kaliber, og smeltevandet kunne nå at grave dybe kløfter i det materiale, som gletsjerne tidligere havde bragt med sig. Særligt i de østjyske ådale og fjordlandskaber ses disse markante smeltevandskløfter.

I dag kom jeg forbi Holløse Bro, som Sjællands største å glider igennem. Flere af de asfalterede veje i området har ganske markante fald, og når is og sne smelter, forvandles vejene nærmest til små floder. Den udgravende virkning er selvfølgelig ikke sammenlignelig med istidens, men man fornemmer godt, at vandet kan grave gruskanten langs asfalten dybere.

Se Danskebjerge.dk’s video af tøbruddet ved Holløse her:

Optaget 17. februar 2021.

/Jacob