På dette kortudsnit ses både punktet med de 157 moh. (nederst i midten) og næsten ligge oppe over dette punkt ses Kollens 147 moh. Bemærk i øvrigt, at stednavnet Himmelbjerget på kortet har karakter af navn for hele området og ikke kun Kollen.
Man kører nedad for at komme til Himmelbjerget. Det er der måske ikke så mange besøgende, der bemærker, men det gør man altså. Terrænet en halv kilometer syd for Himmelbjergtårnet ligger ca. 10 meter HØJERE.
Så det er sådan set forkert at placere Himmelbjerget på syvendepladsen over de højeste danske toppe, sådan som folk – jeg selv inklusive – har gjort i de sidste mange år. I stedet burde Himmelbjergets sande 157 meter over havet kvalificere bakken til en femteplads på listen.
Men det kan give nye problemer, for hvad er Himmelbjerget egentlig? Er Himmelbjerget ikke det sted, hvor Himmelbjergtårnet står? Det vil mange mene, selvom dette steds officielle navn faktisk er Kollen. (Se kortudsnit.)
Dilemmaet er ikke nyt, men det relativt nye er, at man i dag har tilgængelige højdedata for ethvert sted i det danske landskab. Det havde man ikke for blot 10-20 år siden. Dengang var man henvist til Kort- og Matrikelstyrelsens kort, hvor der kun var anført højdedata for udvalgte terrænpunkter.
Så spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til et par justeringer af bakkeranglisten. Det vil ikke vende op og ned på det hele, men det vil medføre mindst to ændringer i Top 10.
Den ene har jeg lige redegjort for. Den anden har jeg beskrevet i en artikel fra 2018, hvor jeg fandt frem til Rye Sønderskovs reelle højeste punkt. Punktet var hele fem meter højere beliggende end det punkt, der hidtil – tilsyneladende ved en fejl – har været angivet som Rye Sønderskovs højeste. Dermed krøb den midtjyske skov op på siden af den bornholmske bakketop Rytterknægten. Begge måler ca. 162 meter – Rye Sønderskov en halv meters penge mere.
I sidste ende vil de nye principper for rangering næppe føre til et højt antal omrokeringer. De fleste danske bakketoppe er trods alt veldefinerede. Så jeg hælder til at effektuere ændringerne nu. Det vil være den største ændring på listen, siden Danskebjerge.dk gik i luften for 14 år siden.
De fleste opfatter det nok som tilfældigheder, når de undervejs på deres køre- og cykelture passerer bakkede og flade strækninger. Men faktisk er der næsten altid en sammenhæng mellem teksturen i landskabet og landskabets oprindelse. Det har jeg prøvet at illustrere med denne grafik, som er lavet ud fra en delstrækning på min cykeltur på Midtsjælland i aftes.
Grafikken er en kombination af mine gps-data og Per Smeds topografiske kort. Nederst er en signaturforklaring for seks af de landskabsformer, der er mest fremtrædende på kortudsnittet.
Grafik: Danskebjerge.dk / Per Smed / Garmin
I korte træk kan strækningen, der blev kørt mod uret og er vist med rød linje, beskrives således:
Først kører jeg ud på og hen over Store Åmose – turens lavest beliggende sted, som udmønter sig i en karakteristisk pandekageflad højdeprofil¹. Dernæst rammer jeg et dødislandskab², som omkring Maglesø kulminerer i nogle høje bakker. På turen ned derfra og i vestlig retning krydser jeg et kombineret dødis- og randmorænelandskab, der går op og ned konstant med få meter ad gangen, for så igen at komme ud på Åmosen, denne gang i mosens vestlige del.
Pointen med det hele er egentlig, at en cykeltur er en slags fortælling – en fortælling om, hvordan et landskab er opstået og i det store hele har bevaret sin form igennem årtusinder.
/Jacob
¹ Åmosens flade bund er skabt ved, at området mod slutningen af sidste istid var et bassin, hvori store mængder smeltevand blev opsamlet.
² Et dødislandskab er et landskab, der er præget af, at en gletsjer ved afsmeltning er gået i opløsning og har ligget mellem morænejord. Resultatet er et småknoldet, uregelmæssigt terræn, ofte med fordybninger (hvor der har ligget dødis) eller toppe med stejle fald til alle sider (opskubbet eller nedskyllet sand og ler).
Dagbladet Politiken har i samarbejde med en række rutinerede mountainbikere kåret Danmarks bedste mountainbikespor.
Det er faktisk femte år, at kåringen finder sted, og derfor tegner der sig et mønster. Der er ganske enkelt bestemte spor, der nævnes gang på gang, og som derfor har en særlig status inden for sporten. Man kan vel sige, at man kun er en rigtig mountainbiker, hvis man har prøvet nogle af dem.
Kåringen har især fokus på de spor, der er specialdesignet til mountainbikere, dvs. at der indgår nogle elementer, som man ikke finder på en almindelig mark- eller skovvej.
Vinderen – ikke kun i år, men også når man ser på de tidligere kåringer – er ruten Danmarks Tag, der ligger i Ry ved Silkeborg. Om Danmarks Tag hedder det i kåringen: »Lækre spor, store linjer, mange højdemeter og en ordentlig skefuld airtime. Rig mulighed for at udfordre sig selv på stejle, tekniske nedkørsler og samtidig have det sjovt«
Sporet, som altså lader til at være det bedste i hele landet, er 6,8 km langt og har 221 højdemeter.
De øvrige, der fik flest stemmer i 2020 og dermed kom i Top 10, er:
Vesterskoven ved Silkeborg
Svinkløv Klitplantage
Nordskoven ved Silkeborg
Trailcenter Bornholm i Almindingen (17 forskellige spor)
Fruens Plantage ved Næstved
Sir Lyngbjerg ved Holstebro
Tisvilde Hegn
“Skovhuggeren” ved Svendborg
Rude Skov ved Holte
Af disse har sporet i Vesterskoven flest højdemeter i alt, nemlig 557 fordelt på 17 kilometer. Størst koncentration af højdemeter har derimod Fruens Plantage, som ifølge Danskebjerge.dk’s beregning har 45,4 højdemeter pr. 1 km spor – det er så heller ikke just et begynderspor …
Danskebjerge.dk har benyttet det solrige vejr til et første besøg på en helt ny bro, der er blevet bygget over Susåen. Se filmen her:
Byggeriet af træbroen blev muligt efter bevillinger fra Næstved og Sorø Kommune på i alt 450.000 kroner.
Susåen er ca. 13 meter bred det pågældende sted. Fra broen er der 26 meters højdeforskel op til Næsby Kirke i syd og et tilsvarende antal højdemeter op til Vester Broby Kirke i nord. Man kan se begge kirker fra den nye bro.
I nærheden har der i tidligere tider været et såkaldt vad – et lavvandet sted, hvor man kunne smøge buksebenene op og møve sig fra den ene side af åen til den anden. Den form for krydsende trafik er man for længst gået bort fra, så i næsten et århundrede skulle man helt hen til Næsby Bro – knap 2 kilometer borte – for at komme over åen. Nu er det blevet nemmere, og dermed er der etableret en mere direkte vej mellem de to landsbyer Vester Broby og Næsby. De er ellers adskilt af ikke blot Susåen, men også af en kommunegrænse, der følger åen. Nu er der altså slået bro over forskellighederne.
Jeg går ud fra, at man i forbindelse med den officielle åbning vil udbedre stisystemet omkring broen. Da jeg besøgte den, var der visse steder noget ufremkommeligt.
Den splinternye træbro set fra nordsiden. I baggrunden Næsby Kirke. Foto: Danskebjerge.dk
Øen Barsø ligger ud for Genner Bugt i Sønderjylland og er sine steder ganske kuperet. Det højeste punkt hedder Gyldenbjerg. Punktet befinder sig 39 meter over havet.
Sagnet fortæller, at da pesten hærgede, sejlede munke fra Løjtland til Barsø og slog sig ned i en lille kløft i den sydvestlige ende af øen. Kløften har i dag navnet Munkedal. Munkene blev angiveligt boende i Munkedal, indtil sygdommen igen havde sluppet sit tag i fastlandet.
Om historien har noget på sig, vides ikke med sikkerhed, men at øer har været anset som effektive værn mod smittespredning, er der ingen tvivl om. Helt frem til for ganske få år siden blev øen Lindholm i Stege Bugt brugt til forskning i virussygdomme. At forskningsfaciliteterne blev placeret på en ø, hang sammen med ønsket om at være i god fysisk afstand fra eventuelle epidemier.
I de sidste par år har Lindholm mere været kendt fra debatten om, hvad man skulle gøre af udviste asylansøgere. Det er jo en anden problematik – og så alligevel ikke. Historisk set har der været et vist geografisk overlap, når det gælder de steder, hvor man håndterede hhv. udlændinge og sygdomme. Et kendt eksempel er Ellis Island ud for New York. Stedet blev ikke kun anvendt som modtagecenter for immigranter, men også som karantænestation.
Et andet eksempel på en ø, som blev brugt til at håndtere sygdom, er Poveglia nær Venedig. Poveglia blev i 1776 indrettet til at tage mod pestramte og andre syge folk og fungerede som hospitalsø i mere end et århundrede.
Vinteren 2019/2020 har været en særdeles våd én af slagsen, og det giver ikke kun problemer i de lavtliggende områder, men også på steder med stejle skrænter. De enorme vandmængder gennemtrænger og mætter jorden, og hvis det sker på en skråning, er der høj risiko for jordskred.
Der har i de forløbne dage været flere tilfælde af jordskred rundt omkring i Danmark. Ikke åbenlyst livsfarlige skred, som man kender fra bjergrige egne andre steder i verden, men skred, der går ud over bl.a. vejanlæg, og som derfor kan være til gene for trafikanter. Jeg har kigget på et par eksempler.
I Vejle har nedbørsmængderne forårsaget jordskred ved Jellingvej og Munkebjergvej – begge veje, der er anlagt på markante skråninger. Ved Lerbæk er Jellingvej ramt af udskridende underlag. Asfalten er begyndt at slå revner, og myndighederne har måttet afspærre den ene vognbane af sikkerhedsmæssige årsager, fortæller Vejle Amts Folkeblad. Det er før sket, at Jellingvej har været truet af sammenstyrtning efter omfattende regn, men det var længere inde mod Vejle.
På Munkebjergvej ser det også bekymrende ud. Her er der sket et jordskred ved banetunnelen, og der er fare for, at træer vælter ned på vejen. Derfor har vejen været spærret af i flere dage. Munkebjergvej er en serpentinervej, hvis snørklede vejforløb er skåret skarpt ind i terrænet, og de skråninger, der derved er opstået, er sårbare.
Ved Lyngby nord for København er der ingen hårnålesving, men beredskabet har alligevel måttet rykke ud. Dels pga. træer, der er væltet, fordi det gennemvædede rodnet ikke kunne holde dem længere, og dels fordi en stensætning ved en skrænt havde givet efter.
I Fredericia er jordskredene af en lidt anden karakter. Det er et stykke af den fredede fæstningsvold, der ikke kan holde til mere. Fredningen gør, at man ikke uden videre må fjerne jord fra volden for at gøre den mere stabil. Men det har man alligevel fået lov til i denne helt særlige situation, fortæller DR.
Jordskred er almindeligt forekommende i Danmark, men det plejer at være ved kysterne, hvor klinterne eroderes. Skred inde i landet er sjældnere, men måske skal vi belave os på flere af den type hændelser, eftersom de lunere vintre medfører højere nedbørsmængder. Denne tendens bør også indtænkes i fremtidige vejbyggerier, så man ikke anlægger veje med skrøbelige underlag.
Det
blev alle gode gange tre. VM i 2011, Giro d’Italia i 2012 og nu Tour
de France i 2021.
Inden
for få år har Danmark fået tilkæmpet sig værtskabet for verdens
tre største cykelevents, og alle tre gange – senest med Tour-starten
– har arrangørerne formået at finde ruter, hvor terrænet er helt
uden sportslig betydning.
Jeg er med på, at det ikke er de danske organisationer, der bestemmer det hele, når sådan nogle etaper skal tilrettelægges. Alligevel tillader jeg mig at være kolossalt skuffet. Jeg mener ikke, at det gavner Danmarks brand, at vi igen og igen fremstår som et sted, hvor der kun køres kedelige cykelløb på veje uden afgørende bakker. Se også den artikel, jeg medvirker i, i Vejle Amts Folkeblad.
I international landevejscykling bliver der længere og længere mellem de løb, hvor ruterne er flade, og sprinterafgørelserne uundgåelige. Denne udvikling skyldes, at arrangørerne godt ved, at publikums interesse bliver stadigt sværere at fastholde. Der skal ske noget i løbene, og en af de mest effektive måder at få ting til at ske på er ved at forsyne rutekortene med nogle gode stigninger.
Det
behøver ikke være deciderede bjerge.
Ved VM
i Yorkshire i 2019 var terrænet ikke hårdere, end hvad man kan
opstøve her i Danmark. Men de engelske bakker fik alligevel en
vigtig rolle at spille (godt suppleret af barske vejrforhold). Var
det ikke værd at følge det eksempel herhjemme og vælge nogle
sportsligt udfordrende ruter, der kunne skabe lidt spænding om
slutresultatet?
Det
har man desværre ikke gjort. Ligesom VM i 2011 og Giro-starten i
2012 vil de danske Tour-etaper i 2021 efter alt at dømme blive tamme
og forudsigelige for os, der ser på.
At
enkeltstarten i København er pandekageflad, er fair nok, men at man
vælger bakkeløse Nyborg som målby på 2. etape, er kedeligt. Og på
3. etape er det også tamt. Her kommer man ellers til Østjylland,
som har Danmarks hårdeste cykelterræn. Men fordi Vejle er startby,
og Vejle Ådal altså ligger helt i begyndelsen af etapen, ender
egnens hårde bakker med at få nul indflydelse, når etapen skal
afgøres. Sørgeligt!
Og
endnu mere trist er det i målbyen Sønderborg.
Mange
store danske cykelløb er blevet afgjort på bakketoppen ved den
ikoniske Dybbøl Mølle. Vejen dertil har en del højdemeter, og
derfor ser man tit spændende opgør mellem sprintertyper og
klassikerryttere. Men når Tour de France-feltet kommer til
Sønderborg, skal afslutningen foregå et andet sted, nemlig på den
langt mere anonyme og absolut ubakkede Augustenborg Landevej.
Derefter
vil Tourholdene i hast pakke sydfrugterne og lægge Danmark lykkeligt
bag sig. Og i de andre lande vil tv-seerne endnu en gang sige: Jamen,
det kunne jo ikke være anderledes, når etaperne lå i flade
Danmark!
Det er stærkt uheldigt, at man fra dansk side ikke gør mere for at promovere landet som et afvekslende cykelland. Det virker næsten, som om man underdanigt bekræfter de internationale cykelorganisationers fordomme om flade Danmark – i stedet for at præsentere dem for de spændende muligheder, som terrænet faktisk giver.
Artiklen i Vejle Amts Folkeblad, hvori undertegnede medvirkede.
Jeg er
helt klar over, at der også er noget logistik, der skal gå op, og
at der er borgmestre, som gerne vil have et spurtopgør nær
bycentrum ud fra den antagelse, at det giver optimal eksponering. Men
er den bedste reklame ikke snarere at præsentere verden for et
dramatisk cykelløb, hvor man har insisteret på at lægge målstregen
i bakket landskab i stedet for på et torv eller i et
industrikvarter?
I
disse år ser man gang på gang, at hvis der er vilje til det, så
kan selv de snævreste og mærkeligste veje blive inddraget i de
største løb. Så jeg tror, at det til syvende og sidst handler om
vilje.
Og så
handler det om at se på eftermælet. Når man læser, hvad
udenlandske cykelfans skriver om VM i København i 2011 og de danske
Giro-etaper i 2012, så er det ikke begejstring, der præger
formuleringerne. Verdensmesterskaberne i 2011, der som forudset endte
i en massespurt, anses af de fleste som et af de absolut kedeligste,
der har været i dette århundrede. Folk har glemt alt om, at
begivenheden i øvrigt var godt organiseret, og hvad der ellers er
blevet fremhævet fra dansk side.
Tænk engang, hvor sjovt det kunne være, hvis man om nogle år kunne sige: Vi havde godt nok ikke regnet med, at de danske stigninger fik så stor betydning i 2021-udgaven af Tour de France? Det ville da være en skøn branding af landet. I stedet bliver det en grå gentagelse.
Sobjerg Banke ligger i et åbent landskab og har en flot profil.
Sobjerg Banke er en af mine yndlingsbakker på Sjælland, og den har sit eget lille afsnit i Thieles “Danmarks Folkesagn”, der udkom første gang i 1843:
“Mellem Tersløse og Sobjerg ligger Sobjerg bakke, som er den rigeste høj på hele Sjælland, og det er ikke til at sige, hvilke herligheder der ikke findes derinde. I denne høj bor der en troldkvinde, til hvem der engang gik et prægtigt optog fra Stenlille mark, da trolden i Galtebjerg tog hende til ægte.
Det hænder ofte, når man kommer forbi i klart vejr, at man ser det dejligste kobbertøj og de skønneste bolstre ligge ude på højen for at blive solet, og hvis man går nærmere derhen, kan man se, hvordan småpuslingerne får travlt med i en fart at få det bragt ind.”
Om der faktisk bor en troldkvinde i Sobjerg Banke, skal jeg ikke udtale mig om. Men geografien i Thieles beskrivelse er en smule skæv. Bakken ligger ikke mellem Tersløse og Sobjerg, men derimod nogle få hundrede meter sydvest for Sobjerg. Det er i øvrigt forholdsvis almindeligt, at Thiele kløjs en smule i geografien, når han gengiver sagn om bestemte lokaliteter. 🙂
På Danskebjerge.dk kan du læse om ti andre danske bakker og høje, der har sagn knyttet til sig. Gå direkte til artiklen her.
Topografiske kort kan bruges til mange nyttige ting. Blandt andet til at afdække, hvordan mennesket påvirker landskabet over tid.
Jeg udvalgte et tilfældigt sted på Midtlolland og sammenlignede et nutidigt kort med et kort fra første halvdel af 1900-tallet. Især én ting var påfaldende: Langt de fleste af de små blå rektangler, der er på det gamle kort, finder man ikke på det nye. De er væk.
(Se forskellen ved at klikke HER. Forskyd de to kort vha. slideren, og se forskellen på før og nu i det ca. 3 kvadratkilometer store område.)
Rektanglerne er vandhuller, og dem havde landmændene god gavn af i gamle dage. Her kunne deres kvæg få vand, og nogle af vandhullerne lå alligevel i lavninger, der ikke kunne gøres dyrkelige. Andre af hullerne var mergelgrave.
Men i nyere tid er drænmetoderne blevet mere effektive, og udvinding af mergel på egne marker er ikke længere almindeligt. Så landmændene har i stor stil sløjfet de mange vandhuller. Det har givet mere mark at opdyrke, samtidig med at traktorførerne undgår besværet ved at skulle navigere uden om hullerne og de tilhørende buskadser.
Men den kompromisløse fjernelse af vandhullerne er både til skade for naturen og i strid med loven!
Vandhuller af en vis størrelse er nemlig omfattet af naturbeskyttelsesloven. De må ikke uden videre fyldes op og ryddes. Som man kan læse på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside: ”Vandhuller på 100 m2 og derover er omfattet af § 3 i naturbeskyttelsesloven, hvis de rummer et naturligt plante- og dyreliv, også selvom vandhullet er menneskeskabt.”
I nogle år har myndighederne nu siddet og sammenholdt de nuværende marker med gamle kortdata, og granskningen har kastet et stort antal sager af sig. I eksempelvis Lolland Kommune sidder man nu med en sagspukkel på intet mindre end 700 sager, og arbejdet med at kontakte landmændene er ifølge Lolland-Falsters Folketidende i fuld gang.
Hvis man leger, at der er 700 sager i hver af de danske kommuner, så giver det samlet 68.600 sager i hele Danmark. Det er voldsomt mange! Selvfølgelig er det næppe alle sager, der drejer sig om lovovertrædelser, men alligevel. Der er tale om en massiv forringelse af naturen, ikke mindst fuglelivet.
Vandhuller i et tilfældigt udvalgt område på knap tre kvadratkilometer på Midtlolland. De blå cirkler markerer de vandhuller, der eksisterede for ca. 100 år siden og stadig gør det. De røde cirkler markerer sløjfede vandhuller. (Grafik: Danskebjerge.dk/SDFE)
Som det påpeges i den nævnte artikel, kan sløjfningen godt ligge år tilbage og være sket, før den nuværende ejer af et areal kom til. Men det ændrer ikke ved, at vandhullerne skal genetableres.
Det fremgår dog også indirekte af artiklen, at man i mange sager finder en mindelig løsning, hvad den så end kan bestå i.
Danskebjerge.dk har tidligere brugt topografiske kort til at påvise en anden radikal ændring af det danske marklandskab, nemlig nedlæggelsen af et væld af markveje. Et fænomen, der også fremgår tydelig af kortene fra Alminde: Et dusin markveje og spor, som findes på kortet fra første del af 1900-tallet, er forsvundet, når man kigger på 2019-kortet. Læs om Danskebjerge.dk’s holdning til den udvikling her, og se videoen, der dokumenterer markvejenes deroute på et andet udvalgt sted i Danmark.
Kort fra slutningen af 1800-tallet, der viser den massive anlæggelse af drængrøfter i Åmosen.
Effektiv dræning har givet mange fordele i de sidste par hundrede år, men nu har ulemperne vist sig: De drænede lavbundsjorde er meget skadelige for klimaet.
Lavbundsjorde kendes bl.a. fra Åmosen på Sjælland. Et oprindeligt uhyre sumpet sted, som blev gjort egnet til dyrkning vha. et net af små render, der kunne føre vandet væk. I de senere år har man fundet ud af, at det er sundest for miljø og klima, hvis man oversvømmer mosen igen eller i hvert fald undlader at dyrke den.
Sådan er det mange steder i Danmark. Men er der penge til, at staten kan overtage disse arealer? Det bliver i hvert fald et dyrt projekt.
I dr.dk’s artikel om sagen indgår et kort, der viser landets lavbundsjorde. Det eneste, der undrer mig, er, hvorfor den inddæmmede Lammefjord ikke er med på kortet. Visse steder ligger Lammefjordens terræn mere end 7 meter under havets overflade, så der burde virkelig være tale om lavbund. Hvis nogen kender svaret på, hvorfor stedet ikke er indtegnet, hører jeg gerne fra jer.
