Blogsbjerg

Der går efterhånden år imellem, at jeg cykler på åsbakken i Fruens Plantage. Og godt det samme, for med den omlægning, der er sket i skoven i de seneste år, er der ikke meget at komme efter som motionscyklist.

På et af mine sjældne besøg på den tohjulede kunne jeg forleden konstatere, at Fruens Plantage vrimler med skilte, der forbyder cykling. Det sker under overskriften “Stille område”. Jeg prøvede at køre op ad den mest cykelvenlige af stigningerne, men efter at have fuldført den krævende optur indså jeg, at det ikke var muligt at køre rundt oppe på åsen. Sidestierne var uden adgang for cyklister, så jeg måtte samme vej tilbage, som den jeg kom fra.

Sådan noget er der ikke meget ved, og det har dem, der udtænkte den cyklistfjendtlige nyindretning, selvfølgelig også været bevidste om. Når den store sti slutter blindt, og det øvrige stisystem er utilgængeligt eller vokset til, så ender cykelfolket med at blive væk.

Pudsigt nok er der langt videre rammer for ridning på åsen. Fordi hesteryttere er mere stille end cykelryttere eller hvad?

Det er ellers ikke mange år siden, at tingene forholdt sig helt omvendt i Fruens Plantage. Den skovklædte åsbakke var nærmest blevet et eldorado for mountainbiking. Ikke blot var der et omfattende stinetværk fulde af højdemeter. Der blev også opført ramper og andre faciliteter, der hører en professionel MTB-bane til. Kronen på værket var en stor stensætning nedenfor jagthytten ved åsbakkens østlige ende.

Sidstnævnte projekt var lige i overkanten efter undertegnedes mening (jf. også dette opslag).

Én ting er at udnytte de stejle skråninger til sportslige formål. Det er noget andet, når man begynder at hente store sten til stedet og nærmest bebygge det. Men det gjorde man, og det skete med Næstved Kommunes velsignelse. Lige indtil det stod klart, at det faktisk var lovstridigt at omdanne en skov til en form for cykelbane. (Et lovbrud, der siger lidt om kommunens generelle mangel på forståelse for, hvor enestående Mogenstrup Ås er som naturfænomen.)

Så fik MTB-kritikerne medvind. Især Danmarks Naturfredningsforening rasede mod cyklismen i Fruens Plantage. Og et byrådsmedlem ville ligefrem have mountainbiking forbudt i alle offentlige skove. Der fremkom også påstande om, at der nærmest var mountainbikere over det hele – hvilket ikke svarede til min erfaring, når jeg fra tid til anden var der for at gå eller løbe. Jeg så sjældent mere end en enkelt cyklist.

I al fald imødekom Næstved Kommune kritikerne og lavede en plan for, hvordan der kunne blive mere roligt i Fruens Plantage. Som jeg opfattede det dengang, ville der stadig være muligheder for de tohjulede. Men nu kan jeg så som sagt konstatere, at motionscykling er blevet temmelig uattraktivt pga. alle restriktionerne.

Faktisk står det generelt ret sløjt til, hvis man som cyklende vil prøve kræfter med de stejle skråninger på den 10 km lange Mogenstrup Ås. Der er omtrent ingen stier dedikeret til mountain- eller gravelbiking, og flere steder er der cykling forbudt på bakkerne.

Den ene yderlighed er altså blevet erstattet af den anden yderlighed. Det må man begræde, for selvom overdreven cykling kan være et problem for naturen og de gående, så er det også et problem, hvis dem, der vil dyrke motion i naturen, rammes af begrænsninger.

Og begrænsningerne ses langt fra kun på Næstved-egnen. Der er andre steder i landet, hvor motionister mødes af nye indhegninger ved skove, og hvor offentlighedens adgang reduceres i forskelligt omfang. Det ærgrer mig, for der er så meget, der taler for, at vi som danskere bør have bedre adgang til naturen, ikke dårligere. Dette gælder i allerhøjeste grad også for de områder, hvor terrænet er kuperet.

/Jacob

I forlængelse af Danskebjerge.dk’s tema om istiden i nutiden er jeg stødt på udsagn om, at sådan noget som sten, der skubbes i land af isen, sikkert altid er forekommet. Antagelsen lyder plausibel – i særdeleshed med tanke på, at Danmark før i tiden blev ramt af vintre, der var endnu strengere end den, vi havde i de første to måneder af 2026. Men hvad ved vi konkret om det?

Jeg bladrede igennem en masse aviser for at finde gamle nyheder om emnet. (Altså, gennembladringen skete digitalt, og jeg kunne bruge søgeord, men you get my point.) Resultatet var kort fortalt, at jo, kraftige isskruninger vakte en vis opsigt før i tiden, men især én hændelse stak ud, og for at være ærlig så kendte jeg den i forvejen. Det drejer sig om Musestenen i Faxe Bugt.

Musestenen er en granitsten, der med en vægt på hele 42 ton er registeret som kæmpesten af GEUS. Den er mere end ti gange så stor som den sten, der gik i land ved Anneberg i 2026.

Indtil vinteren 1892/93 lå Musestenen et stykke ude i Faxe Bugt, men så kom isen og skubbede den ind på stranden. Ja, rejsen stoppede ikke en gang her – Musestenen fortsatte hen over en skrænt og lagde sig først til hvile oppe imellem strandskovens trækroner. Det var temmelig spektakulært, folk strømmede til, og der kom sågar en fotograf ud for at forevige fænomenet.

Østsjællands Folkeblad vurderede en uges tid efter Musestenens landgang, at over 1.000 mennesker havde været på besøg ved stedet. Avisen påpegede, at ikke kun stenens placering var iøjnefaldende. Det var også værd at studere den isskruning langs kysten, der var årsag til det hele:

“Paa en Strækning af 1/4 Mil [=1,9 km] er den skruet op til en betydelig Højde, maaske endog 50 Fod [=16 meter], og det er et betagende Syn at se de mægtige Isblokke ligge væltede omkring oppe i Skoven. (…) Man faar ligesom en lille Forestilling om, hvad det vil sige, naar Isen i Bjerglandene begynder at glide, rivende med sig alt, hvad den træffer på sin Fart.” (Østsjællands Folkeblad, 2. marts 1893)

At begivenheden var alt andet end banal, understreger artiklens forfatter ved at nævne, at Musestenen efter hans kendskab ikke havde bevæget sig i generationerne forud. Faktisk var stenen ikke færdig med at bevæge sig: Da isen efterfølgende smeltede, rullede Musestenen bagud og lagde sig til rette på stranden, hvor den har ligget lige siden.

De enorme ismasser skabt under de kolde vintre i 1800-tallets slutning var mere end blot fascinerende. De kunne også udnyttes som en slags råstof. Af isen i Faxe Bugt udskar man store blokke og transporterede dem andetsteds hen, således at man kunne bruge isen i madlavningen senere hen. Det gjorde man ikke mindst på det nærliggende Vemmetofte Kloster. Den dag i dag står der i klosterhaven et ishus, som blev brugt som lager for udhugget is fra bugten. Ishuset har tykke mure, der beskytter mod høje temperaturer, og det var ikke ualmindeligt, at man langt hen på sommeren kunne hente is i et sådant ishus.

Musestenen var ikke et engangstilfælde. 22 år tidligere kunne Fyens Stiftstidende berette om kraftige isskruninger ved Siø mellem Tåsinge og Langeland:

“Det er meget interessant at se disse Ismasser, da man derved kan faa en Ide om, hvilken overordentlig Kraft Is i stærk Drift besidder. (…) Paa forskjællige Steder er Isen skruet op i flere Alens Højde; men det Mærkeligste er dog, at Isen har flyttet meget store Sten 6 a 8 Favne ind paa Øen.”

I samme ombæring beskriver Ringkjøbing Amts Avis, hvordan den sydlige vind har skubbet is fra Ringkøbing Fjord ind mod Ringkøbing by:

“Flere af de Bygninger, der støde tæt til Fjorden, ere blevne i høi Grad udsatte for Ødelæggelse; paa Vesterstrandsbjerg har Isen endog skruet sig op over endel af Husets Tag, saa at Beboerne have været nødte til at rømme det, hvorved en stor Del af deres Bohave er bleven ødelagt.”

Havisen har selvsagt også forårsaget andre ødelæggelser, f.eks. i havne, hvor trækonstruktioner bukker under i stor stil.

Et særligt problem opstod i februar 1917, hvor Første Verdenskrig rasede.

Her kunne man læse i Frederiksborg Amts Avis, at der var hørt en række “tordenlignende” eksplosioner ude fra Øresund. Forklaringen var, at isen var kommet i karambolage med den udlagte minespærring:

“Det er de store Isblokke, som ved Sammenstød med Minerne faar dem til at eksplodere.”

I dag er det meget lang tid siden, at vi har haft søminer liggende i Øresund, og der er også gået årtier, siden Øresund og andre danske farvand sidst var totalt dækket af is. Nutidens vintre er varmere, og alt andet lige må det betyde, at færre objekter bliver påvirket af isskruninger. Omvendt er det næppe sådan, at der i gamle dage blev skubbet en masse store sten op på strandene, hver gang der var frostgrader. Intet tyder f.eks. på, at Musestenen jævnligt blev flyttet rundt, selvom Faxe Bugt formentlig ofte var isdækket.

Går man en tur langs en dansk strand i nutiden, vrimler det ikke med tonstunge sten. Og det vil være rimeligt at konkludere, at det, der er sket med stenen ved Anneberg, faktisk er meget sjældent forekommende. Det kan samtidig heller ikke udelukkes, at der engang i fortiden har ligget opskubbede sten på steder, hvor de ikke længere befinder sig. Det kan være, at isen har flyttet dem en gang til. Eller at mennesker har været på udkig efter en stor sten og betragtet én, der lå på en åben strand, som et let bytte.

Første blogindlæg om istiden i nutiden kan læses her.

/Jacob

I beretninger fra 9. april 1940 kan man læse, at det var planen at trække danske styrker tilbage til Vejleegnen og bekæmpe den tyske fremmarch fra stillinger i de kuperede dallandskaber. Det blev ikke til noget – den spinkle danske hær gav fortabt inden da. Men hvorfor har dybe dale og stejle bakker ikke indgået oftere i krigshandlinger gennem historien, end tilfældet er? Det skænker jeg lige en overvejelse eller to i dette blogindlæg.
______________________________

Jeg har fra barnsben været fascineret af terrænets betydning i krige. Godt nok er fæstningsværker og de kampe, der er udkæmpet ved dem, meget interessante, men det er også spændende at vurdere kamphandlinger ud fra de stridende parters placering i landskabet. Ét af de klassiske eksempler, som har været dyrket meget i film og tegneserier, består i en kløft, som en gruppe soldater skal begive sig igennem, mens deres fjender – ofte indianere – samler sig oppe på klipperyggene langs kløften. Som regel kommer de, der er positioneret nede i kløften, dårligt ud af kampene. Det er alt andet lige en fordel at kunne stå oppe i terrænet og angribe nedad fremfor at stå nede og skyde op.

I verdenshistorien er der da også eksempler på, at terrænet har haft betydning for placeringen af et slag og i nogle tilfælde endda slagenes forløb. I Danmark har vi Slaget ved Dybbøl i 1864, hvor danskernes fæstning var placeret oppe på Dybbøl Banke. Herfra var der et godt overblik over landskabet og de omgivende farvande, og man var – i hvert fald på papiret – sværere at ramme for fjendtligt artilleri.

At de højtliggende forsvarsværker alligevel ikke rakte til at bremse de angribende preussere, siger lidt om, at terrænet kan trumfes af andre parametre, ikke mindst det basale militære styrkeforhold. Det ved vi også fra f.eks. D-dag i 1944, hvor det lykkedes de allierede landgangstropper at kæmpe sig op fra de nordfranske strande, selvom tyskerne havde positioneret sig i stærke stillinger højt i klinterne.

I virkeligheden har jeg måske overvurderet den militære betydning af landskabet. Over årene har jeg besøgt en del historiske slagmarker, og oftest er jeg blevet en smule skuffet. De blodige kampe har fundet sted i et terræn, der er mere fladt, end det er kuperet. Det gælder f.eks. Waterloo (slaget, der endte med Napoleons nederlag i 1815), Lund (det afgørende landslag i Den Skånske Krig 1676), Lutter am Barenberge (Christian den 4.’s katastrofale kamp nær Harzen i 1626) og Nyborg (slaget i 1659, hvor svenskerne blev slået).

Der har helt sikkert været alle mulige “gode” grunde til, at slagene skulle stå lige netop disse steder. Faktum er bare, at der i store træk aldrig opstod nogen situationer, hvor den ene kombattant har kunnet stå på en høj bakketop og skyde ned på en anden kombattant.

Så kommer vi til 9. april 1940. Tyskerne ville til Norge. Derfor havde de brug for at trænge op gennem Jylland fra syd. Hvor ville danskerne have nemmest ved at stoppe dem?

Ser man på et topografisk kort, er der næppe nogen tvivl om, at Vejle Ådal isoleret set ville være det sværeste sted at passere for en fremtrængende styrke. Dalen ligger fortrinsvis øst/vest, altså vinkelret på den retning, som tyskerne bevægede sig i. Perfekt set fra et dansk synspunkt. Dalens bund er fugtig, og dens sider stejle. En hær med tunge køretøjer og en masse materiel kunne få besvær her, hvis forsvarerne fik ødelagt veje og togspor på tværs af ådalen i god tid. Samtidig kunne de danske forsvarsstyrker skjule sig i Vejleegnens tætte skove.

Scenariet blev som bekendt ikke til virkelighed. Ganske vist havde man fra militærledelsens side opereret med en tilbagetrækning til Vejle Ådal. Betegnelsen var ”Vejleåstillingen”. Der kan godt have eksisteret mere detaljerede planer for denne, end hvad vi kender til i dag. En del dokumenter blev nemlig tilintetgjort af danskerne under invasionen. Men uanset hvad blev planerne med Vejle godt og grundigt overhalet af begivenhedernes gang.

Og der er da også en del, der taler imod lokaliteten som en central forsvarslinje.

Først og fremmest må man se Vejle Ådal i forhold til den jyske halvøs bredde. Ådalen strækker sig fra Vejle i øst og til småbyerne Egtved og Randbøldal i vest. Den er ca. 26 kilometer lang fraregnet fjorden. Det er en gevaldig dal – Danmarks dybeste! Men fra dens vestlige endepunkt er der altså yderligere et halvt hundrede kilometer ud til Vesterhavet. Her er landskabet åbent og kun svagt kuperet, og fjenden ville ikke have problemer med terrænet. Så tyskerne ville kunne suse venstre om de danske stillinger i Vejlebakkerne.

For det andet: Betragter man Jylland på den anden led, er Vejles placering heller ikke ideel. Lokaliteten ligger så langt mod nord at befæstede stillinger her ikke ville forhindre fjenden i at komme over Lillebælt til Fyn. Og samtidig ligger Vejles skråninger så langt mod syd, at de ikke kunne bruges i forsvaret af Aalborg Lufthavn, et af tyskernes hovedmål.

For det tredje: Jylland er smallere længere mod syd. Forsvarslinjen dér behøvede ikke være nær så lang for at nå ud til både øst- og vestkysten. Det gav i den kontekst mening at satse på ådalene ved Aabenraa og Haderslev fremfor den ved Vejle.

For det fjerde: Vejle Ådal ligger næsten 100 kilometer fra grænsen til Tyskland. Det er af forskellige årsager (herunder de symbolske) mere oplagt at lægge hovedkræfterne i et forsvar nogenlunde tæt på landegrænsen end ved en by, der ligger lige så nordligt som København.

Og så er der det mere overordnede argument mod Vejle Ådal som forsvarslinje: Den tyske hær var den danske overlegen på alle punkter. Uanset hvor effektivt man gravede sig ned, ville man ikke kunne forhindre fjendens fremdrift – hverken til lands, til vands eller i luften.

Ikke desto mindre blev der kæmpet den morgen i 1940. Tælles grænsegendarmer med, lød de danske tab på 16 dræbte og 21 sårede, deraf de fleste i Sønderjylland. Og nogle af disse tab skete faktisk i et kuperet område, nemlig ved Bjergskov. Det har Danskebjerge.dk før skrevet om.

/Jacob

Højtidens mest aktuelle bjerg ligger i Herfølge på Østsjælland. Det hedder Påskebjerg. Ifølge stednavneforskningen skulle navnet Påskebjerg komme af, at børn kravlede op på bakken for at trille æg, når det var påske. Navnet står på topografiske kort fra 1800-tallet, så det er et navn af ældre dato.

Påskebjerg har ganske stejle sider, men der er dog kun 14 meters højdeforskel mellem top og bund. Der er tæt bevoksning omkring bjerget, hvilket jo svækker stedets æstetiske landskabsværdi. Til gengæld skulle stedet være offentligt tilgængeligt, så en bestigning er vel mulig. Så langt er jeg endnu ikke kommet i min udforskning af Påskebjerg.

Engang var Påskebjerg større end i dag. Men så kom mennesket og gravede i det. Den sydlige halvdel af det oprindelige Påskebjerg mangler derfor. Hvilket det faktisk har gjort i mindst 150 år, vurderet ud fra de førnævnte kort. Det kan man begræde, eller også skal man bare glæde sig over, at der trods alt stadig står en bakke der. En lille kilometer mod nord lå nemlig Lundebakke, og den er helt og aldeles bortgravet.

De to bakker skal ses i sammenhæng. De udgjorde en nogenlunde sammenhængende ås, der lå omtrent i retningen nord/syd. Åse består af sand og grus, og det gør dem eftertragtede, når der skal skaffes materiale til byggeri. Mange andre steder i Danmark står åsene på tilsvarende vis tilbage som en slags landskabsruiner.

I nyere tid har man dog fået øjnene op for stejle bakkers rekreative værdi. Også i Herfølge, hvor betegnelsen Herfølge Bjergby er opstået. Planen går ud på at skabe en ny bydel – med Påskebjerg som omdrejningspunkt. Netop i dette forår er planen under politisk behandling.

For en gangs skyld var der i år en ret nær sammenhæng mellem kalenderen og overgangen fra vinter- til forårsvejr. Et Danmark dækket af is og sne nærmest uafbrudt i to måneder blev fra slutningen af februar forvandlet til et solbeskinnet landskab med et væld af smeltevandssøer.

I miniformat oplevede vi, hvad der skete for de dér 10-12.000 år siden, da gletsjerisen for sidste gang smeltede bort og efterlod det terræn, som i store træk har været uændret frem til i dag.

Mest tydeligt er fænomenet vel i dødislandskaber som på Vestfyn og ved Maglesø nær Holbæk. Det er landskaber, som er skabt ved, at gletsjere er gået i opløsning og har efterladt sig isolerede partier af gletsjeris, der gradvist er skrumpet ind. Især to markante landskabsformer hører til denne kategori: dødishuller, som er (evt. vandfyldte) fordybninger efterladt som aftryk af store klumper is, og issøbakker, som består af aflejringer fra søer omkranset af dødis.

Det kan nogle gange være svært at forestille sig, hvordan der skulle kunne skabes forhøjninger i terrænet ud af is. Men kig på en gammel snedrive. Den har ofte en del brunt eller sort oven på sig. Det kan f.eks. være fra køretøjer, der har kørt forbi og sprøjtet diverse skidt over på snedriven, og det har jo ikke meget med istid at gøre, men fænomenet er overordnet set det samme, nemlig at der hen ad vejen ophober sig såkaldt sediment på sne- og isklumper. Efter afsmeltningen ligger sedimentet tilbage på jorden.

Det ser lidt småt ud, når det drejer sig om en simpel snedrive, men hvis man ser en 500 meter tyk ismasse for sig – helt indsmurt i sand, grus og ler -, så kan man måske godt forstå, at aflejringerne herfra kan gøre en forskel i et landskab, der ligger tilbage efter afslutningen på en istid.

Undertegnede besøgte Maglesø-området nogle dage efter tøbruddet i 2026, og det var sjovt at lege med tanken om, at for 10-12.000 år siden har der set nogenlunde sådan her ud. Selvfølgelig skal man fraregne buskadser og lidt grønt på markerne – dengang må landskabet have været jord- og grusfarvet -, men de små smeltevandssøer i lavningerne og de sporadiske rester af sne og is skabte alligevel en fascinerende fornemmelse af, hvad det var, der åbenbarede sig, dengang den seneste istids gletsjere endegyldigt forlod Danmark.

Blogindlæg nr. 2 om istiden i nutiden kan læses her.

/Jacob

Sne hænger normalt ikke på træerne i Danmark, men det gør den altså her i begyndelsen af 2026. Og over alt i landet har danskerne fundet kælke og ski frem.

Kælkebakker er der nok af. Skibakker er derimod fåtallige. Danskebjerge.dk har en liste med Danmarks skibakker HER.

Men har de så åbent lige nu?

Det er der indtil videre to officielle danske anlæg, der har. Det drejer sig om Hedeland Skicenter og CopenHill.

Sidstnævnte har godt nok åbent hele året rundt, men det hører til sjældenhederne, at løjpen er belagt med ægte sne, som den er p.t.

Hedeland Skicenter har typisk kun få åbningsdage om året. Men i weekenden 3.-4. januar var forudsætningerne pludselig til stede, og så kunne skiløbshungrende danskere strømme til den store midtsjællandske grusgrav for at få sne under skiene. På Hedeland Skicenter, der drives af Roskilde Skiklub, har man den fordel, at man kan supplere natursneen med kunstsne, som tilføres bakken vha. snekanoner.

Andre steder i landet er mulighederne mere begrænsede, og derfor kan man end ikke under ret vinterlige forhold regne med at suse ned ad pisterne her. F.eks. fremgår det af Kolding Skiklubs hjemmeside, at der skal ligge mindst 20 centimeter sne, for at anlægget i Hylkedal åbner. Det er ikke mange vintre, der byder på så dyb sne i Danmark, så udsigterne til slalom eller styrtløb på det såkaldte Hoch Hylkedal kan være lange.

Noget lignende gør sig gældende for Fårebakkerne ved Næstved, Djævlebakken ved Holstebro og Hvornum Alpincenter ved Hobro. Her var der for år tilbage installeret skilift, men det snefattige klima har vel mere eller mindre kvalt de lokale skiklubbers lyst til at genoplive disse faciliteter. På de arrangerende skiklubbers platforme er det yderst sparsomt med information. Dog tilbyder Hobro Skiklub ture til Aarhus, hvor man kan stå på ski indendøre i en skiarena.

Bornholmerne kan håbe på mere. Folkene bag Skibakken Slettegård har nemlig meldt ud, at det alpine anlæg snart åbner, og at man i øvrigt også er optimistisk, hvad angår områdets langrendsspor.

Optimismen synes velbegrundet, for aktuelt er frostvejret dominerende i prognoserne for de næste ti dage. Man fristes ligefrem til at sige, at hvis man ikke kan stå på ski i sådan et vejr, hvornår kan man så?

[Opdatering 10. januar 2026: Læs tv2.dk’s artikel her.]

/Jacob

De fleste byer har navne. De fleste søer har navne. De fleste skove har navne.

Men hvad med Danmarks bakkelandskaber?

Jamen, nogle af dem har navne. Hovedparten har ikke! De er navnløse.

Det har bl.a. betydet, at Danskebjerge.dk i flere tilfælde selv måtte finde på passende navne, da listen over danske højdedrag blev udarbejdet for snart 20 år siden.

I alt indeholder listen 44 bakkeområder. Af dem har 17 haft etablerede navne i forvejen. Til disse 17 hører navne på bakkeområder, der kun er en mindre del af et større bakkeområde, som Danskebjerge.dk har defineret omfanget af (f.eks. Rebild Bakker, som indgår i bakkelandskabet omkring Lindenborg Ådal, og Egebjerg Bakker, der er en del af Det Sydøstfynske Højland).

Man kan så spørge, hvorfor så relativt få bakkeområder har fået et officielt navn hæftet på sig.

Ofte handler det om, at bakkerne ligger nær eller ligefrem ned til en dal og/eller noget vand. Og så er det dalen eller vandet, der har fået navn, og ikke bakkerne. Det medfører det paradoks, at det mest oplagte navn på et bakkeområde betegner et landskabselement, der ligger nede og ikke oppe.

Eksemplerne er talrige: Maglesø, Tystrup Sø, Åmosen, Furesø, Kolding Fjord, Vejle Fjord, Aabenraa Fjord, Mariager Fjord.

En anden årsag til, at bakkeområder ofte er navnløse, er, at det er de specifikke toppe, der løber med opmærksomheden. Hundreder, ja, måske tusinder af danske bakker bærer et navn, og det har givetvis bidraget til, at det omgivende geografiske område aldrig er blevet døbt. Eksempler er Frøbjerg Bavnehøj på Fyn og Kobanke på Sydsjælland.

Netop Kobanke ligger i skoven Gavevænge, og det er jo også en navngivningsmulighed, altså at opkalde et bakkeområde efter et andet område på den samme egn. Men er det ikke lidt tamt? Navnet Gavevænge rummer jo ingen referencer til stedets specielle terræn.

Alligevel er der også på Danskebjerge.dk’s egen liste nogle få eksempler på vage navne fra denne kategori, simpelthen fordi alternativerne var dårlige eller ikke-eksisterende. Det gælder for Ærø, som er en kuperet ø, hvor kun adskilte bakker har officielle stednavne, og for Nordbornholm, der i endnu højere grad går op og ned, uden at det har afstedkommet en samlebetegnelse.

Og dog!

For i 2025 kom der forslag om en række naturtiltag (såkaldte nationale signaturprojekter) forskellige steder i landet, og det ene drejede sig ifølge beskrivelsen om “Det bornholmske Højland”. Dette højland er af forslagsstillerne indtegnet på et kort (se nedenfor), og deraf kan man se, at det drejer sig om væsentlige dele af det højtbeliggende nordlige Bornholm, med Hammeren som den nordlige og Almindingen som den sydlige afgrænsning.

Der er også bakker, som ikke er med, herunder skråningerne på hhv. vestkysten nord for Hasle og østkysten syd for Gudhjem. Dermed er nogle af Bornholms mest kendte stigninger, som bl.a. har været med i Bornholmeretapen i PostNord Danmark Rundt 2025, ikke inkluderet i forslagets version af Det bornholmske Højland. Årsagen skal formentlig findes i den kendsgerning, at disse områder er domineret af dyrkede marker og således ikke så interessante i en naturkontekst.

Men der er vel ingen, der kan have patent på en geografisk betegnelse, så hvis vi i stedet definerer Det bornholmske Højland som hele det område, der er rødt på kortet (ca. 80 moh. og derover ifølge kortet), har vi et brugbart navn. Et navn, der er mere sigende end “Nordbornholm”.

Forhold, der minder om de bornholmske, finder man på det sydlige Fyn.

På Sydfyn er der to højdedrag. Det ene er kendt som De Sydfynske Alper – et meget anvendt navn. Der er faktisk flere bakkenavne på egnen: Svanninge Bakker ligger lige øst for landsbyen Svanninge, og et nøk yderligere mod øst har vi så Svanninge Bjerge, som måske også er gangbart som betegnelse for hele bakkeområdet. For at bidrage yderligere til kompleksiteten har vi tillige navnet Fynske Alper, som vist nok er synonymt med De Sydfynske Alper, men som også kan være fristende at bruge om Vissenbjerg-området, der ligger noget nordligere.

Så har vi et bakkeområde øst for De Sydfynske Alper. Området ligger generelt højere end De Sydfynske Alper, og det fylder en hel del mere på landkortet. Alligevel har det ikke noget officielt navn. Danskebjerge.dk har for år tilbage foreslået at kalde området Det Sydøstfynske Højland. Så sent som i december 2025 oplyste en af Danskebjerge.dk’s læsere, at han benytter navnet Høje Fyn om området.

Eller hvad med Den Sydfynske Højderyg? Det navn optræder i et af de førnævnte signaturprojekter. Her bruges det dog tilsyneladende om hele bakkelandet på Sydfyn, altså både om De Sydfynske Alper og om det, som Danskebjerge.dk kalder Det Sydøstfynske Højland. Så det er selvfølgelig en udfordring: Skulle man give køb på det etablerede navn De Sydfynske Alper for at skabe en fællesbetegnelse for to bakkeområder? Jeg tvivler på, at det vil vække begejstring på Faaborg-egnen.

Samtidig må man spørge, om begrebet højderyg overhovedet er dækkende for de pågældende topografiske forhold. Ser man på et højdekort, er bakkeområdet på Sydøstfyn tydeligt adskilt fra bakkeområdet længere vestpå, og der er samtidig ikke tale om nogen langstrakt landskabsform, som man vil forvente, når betegnelsen højderyg indgår. Så alt i alt er det sydfynske navneproblem stadig ikke løst, og det er det vestfynske for så vidt heller ikke: Vi kunne godt bruge et bedre navn for det bakkeområde, som Vissenbjerg er en del af.

I sidste ende må man finde på noget selv. Altså benytte sig af sin ret til at kalde ting, hvad man synes de skal kaldes. Det har jeg som nævnt gjort i nogle tilfælde.

I Nordjylland er der to. Det ene selvbenævnte højdedrag har jeg kaldt Tolne-Sæby, og det andet Hirtshals-Sindal. Begge er sat sammen af to bynavne, og pointen er i begge tilfælde, at bakkeområdet befinder sig imellem de nævnte byer. Jeg vil ikke stå på mål for, at det er de bedste navne i verden, men de er i hvert fald ret objektive. De er begrundet i faktiske forhold.

Et godt stykke længere mod syd har jeg også haft opfinderhatten på. Øst for Billund ligger der nemlig et bakkeområde, som ingen åbenbart har gidet døbe, selvom de ydre karakteristika er tydelige. De typiske referencer har været navnene på et par af de bakketoppe, som ligger der, men et navn som Møllebjerg – egnens højeste punkt, 137 moh. – forekommer en smule anonymt.

Jeg har derfor valgt at kalde bakkeområdet for Lindeballe Bjerge. Lindeballe er navnet på områdets største by, og nogle af bakkerne ligger endda i en skov, der hedder Lindeballe Skov. Så det navn, jeg har fundet på, er ganske dækkende, synes jeg selv.

Men den ultimative anerkendelse vil selvfølgelig være, hvis andre begynder at bruge betegnelsen også. Den glæde har jeg endnu til gode.

Til sidst vil jeg lige slå fast, at der findes adskillige store danske bakkeområder, hvis navne er veletablerede og velfungerende – de behøver ingen revision. Her er fem af dem:

• Søhøjlandet
• Mols Bjerge
• Høje Møn
• Sydfynske Alper
• Jyske Ås

/Jacob

Når man ser på Danskebjerge.dk’s kort med danske udsigtstårne, så kan man få øje på nogle områder, hvor udsigtstårnene glimrer ved deres fravær.

Det gælder f.eks. Midtsjælland. Man kan lave en ring mellem byerne Holbæk, Roskilde, Køge og Haslev, og i hele det store område er der ikke et eneste udsigtstårn. Det står i kontrast til Sydsjælland, hvor man finder 12 tårne indenfor et sammenligneligt areal.

Hvorfor er det sådan – er det tilfældighedernes spil? Ja, måske. Der synes i al fald ikke at være nogen objektive grunde til, at Midtsjælland skulle være tårnfrit.

Og muligheder og idéer har der været.

Det ikoniske vandtårn i Ringsted har mange af de egenskaber, der skal til for at blive et succesfuldt udsigtstårn. Det er hele 40 meter højt og når samlet set næsten op i 100 meters højde over havet. Desværre lyder meldingerne, at tårnet ikke er i en stand, der gør det muligt at åbne det for daglige besøgende.

Drager vi til nabobyen Sorø, så er der her en borger, der for nylig har foreslået, at man opfører et højt udsigtstårn lige ved Sorø Sø. Den plan vandt ikke umiddelbart stor opbakning. Placeringen er måske heller ikke den mest oplagte. Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om finansiering af byggeriet.

Et mere tilgængeligt projekt er lokaliseret i Lerbjerg Skov 1,5 kilometer nord for Sjællands højeste jordpunkt på Gyldenløveshøj. Her står der et fikst og færdigt udsigtstårn – på en måde. Det drejer sig om TDC’s teletårn. Tårnet er ifølge danskradio.dk 57 meter højt. Da dets fod står i ca. 108 meters højde over havet, må toppen befinde sig 165 meter over havets overflade.

I bl.a. en artikel i Sjællandske fra maj 2012 omtales mulighederne for at gøre TDC-tårnet til et turistegnet udsigtstårn. Projektet betegnes som “det største enkelte projekt af mange delprojekter i Skjoldungelandet, der skal bane vejen for en nationalpark i Lejre-Roskilde området”. Men hvad der blev af idéen, er uklart. Jeg kan ikke umiddelbart google mere frem om det.

Der står forskellige lignende TDC-tårne rundt omkring i Danmark – ofte på flotte naturlokaliteter højt i landskabet. Der er potentiale i dem, men det er indtil videre ikke meget, der er kommet ud af tankerne om at give offentligheden adgang.

Problemet er vel ofte, at tårnene ikke er knyttet til andre tilbud. De står bare, hvor de står – “langt ude på landet” -, og det giver ikke indtægter nok til at finansiere en mand/kvinde i en billetluge. Samtidig er der måske et sikkerhedsspørgsmål, hvis man vælger at gøre tårnene frit tilgængelige døgnet rundt.

En helt nyrenoveret trætrappe står nu klar til at tage imod de besøgende på det, der betegnes som Nordeuropas største borgruin. Naturstyrelsen Bornholm, der har ansvaret for trappen, kalder den selv for “bagvejen”, og det er jo rigtigt, at langt de fleste af de ca. 400.000 årlige gæster går til og fra Hammerhus fra den modsatte side. Men som styrelsens fotos fra den nye trappe viser, er der jo virkelig smukt på østsiden også.

Jeg vil estimere, at der er lidt over 100 trin på trappen. Så det er ikke den største udendørs trappe i landet. Og den er noget mindre end f.eks. trappen ved Jons Kapel nogle kilometer længere mod syd.

Når man bevæger sig rundt på vejene i Sydsjællands største by Næstved får man nok ikke det indtryk, at byen er blandt landets mest kuperede. Den er ganske vist ikke flad, men der er heller ikke rigtigt nogen stejle gader.

Årsagen til dette er ikke, at Næstved ligger i et bakkefattigt landskab. Nej, årsagen er, at de steder, hvor vejene kunne have haft vældige stigningsprocenter, er de blevet gravet ned i terrænet. Dermed er højdeforskellen blevet reduceret kraftigt. Læs meget mere om det på denne side på Danskebjerge.dk.

Men lad os nu forestille os, at man ikke havde gjort sådan. Lad os forestille os, at man havde anlagt de veje, man har i dag, bare uden at fjerne materiale fra de skråninger, de blev anlagt på.

Tankeeksperimentet bygger på følgende: Jeg har taget fire af de næstvedske veje, der fra ca. 1870 og 100 år frem blev etableret ved gennemgravning af Mogenstrup Ås, og så har jeg sammenholdt periodens ældste topografiske kort med de nyeste højdedata. Jeg har også studeret ældre fotos for at danne mig et indtryk af åsens oprindelige udseende.

Det giver følgende egenskaber for de fire veje (Østre Ringvej er med to gange):

Jernbanegade, fra Farimagsvej, inkl. bortgravning: 120 meter, 4,2% i snit
Jernbanegade, fra Farimagsvej, ekskl. bortgravning: 120 meter, 10% i snit

Teatergade, fra Farimagsvej, inkl. bortgravning: 130 meter, 6,2% i snit
Teatergade, fra Farimagsvej, ekskl. bortgravning: 130 meter, 10,8% i snit

Farimagsvejs forlængelse, inkl. bortgravning: næsten ingen højdeforskel
Farimagsvejs forlængelse, ekskl. bortgravning: 100 meter, 13% i snit

Østre Ringvej, fra nord, inkl. bortgravning: næsten ingen højdeforskel
Østre Ringvej, fra nord, ekskl. bortgravning: 190 meter, 11,6% i snit

Østre Ringvej, fra syd, inkl. bortgravning: 150 meter, 5,3%
Østre Ringvej, fra syd, ekskl. bortgravning: 150 meter, 20% i snit

De korte, men meget stejle strækninger afspejler åsens karakteristiske form. Åsen rejser sig brat i terrænet, men allerede efter 100-150 meter flader den helt ud (inden det går ned ad bakke på ny). Et bud på en maksimal stigningsprocent kunne være den gennemsnitlige stigningsprocent ovenfor plus det halve, dvs. for f.eks. Jernbanegades vedkommende: 15%.

Ser man alene på højdeforskellen, er åsbakkerne i Næstved ikke kolossale. Faktisk er det kun de to imaginære stigninger på Østre Ringvej, der er på over 20 højdemeter og dermed lever op til Danskebjerge.dk’s kriterier for at komme i kategorien bakker.

Til gengæld kan selv en meget kort stigning være svær at komme op over, hvis man f.eks. er cyklist og bliver mødt med tocifrede stigningsprocenter, hvilket er tilfældet for samtlige fem nævnte kontrafaktiske stigninger i Næstved.

På den baggrund er det måske forståeligt, at man valgte at bortgrave sandet i det langstrakte sandbjerg. Skal man rundt i en by, er det trods alt lettere, når det kan gøres uden at presse trækheste, bilmotorer eller menneskekrop til det yderste.

Den negative konsekvens ved de nedgravede veje i Næstved er, at byen er gået glip af noget eksponering. En by som Vejle i Østjylland er særligt i de seneste par årtier blevet danmarkskendt for stejle veje som Kiddesvej og Christian Winthersvej. Dem kunne nogle af Næstveds stigninger godt have konkurreret med, hvis man altså havde placeret asfalten oven på det skrånende terræn i stedet for at bortskære store lunser af terrænet først.

Særligt Østre Ringvej fra syd ville være meget sammenlignelig med Christian Winthersvej (den del med trapperne), der er Danmarks stejleste gade. Stejlheden kan man forvisse sig om, hvis man går op ad nogle af de stier, som findes parallelt med Østre Ringvej. Der er garanti for forhøjet puls! (Se mere i dette blogindlæg.)

For cyklister med hang til asfalt er der – trods graverierne – et par muligheder for en smagsprøve på ultrastejl ås. Det er f.eks. på den lille blinde vej Frejasvej, som ligger på Vandtårnsbakkens nordlige side. Her når stigningsprocenten i et højresving op på svimlende 22% – for straks derefter at svinde kraftigt ind, når vejen slutter på en parkeringsplads.

På Munkebakken er der en kort flisebelagt strækning med en maksimal stigningsgrad på 23,5%.

I Fruens Plantage, der rummer en stor åsbakke lige øst for Næstveds bygrænse, er der flere gode stigninger på grus.