Blogsbjerg

Hvis der er noget dårligt ved at komme rundt i landets afkroge, så er det, at det for hver tur bliver sværere at finde steder, man aldrig har besøgt før. Men det hænder alligevel for mig, at jeg opdager noget helt nyt. Heldigvis.

Forleden så jeg Klintebjerg for første gang. Det var lidt af et tilfælde. Vi var i det nordlige Odsherred og fik øje på stednavnet på Google Maps. Det skulle lige tjekkes ud.

Klintebjerg viste sig at være et højst ejendommeligt stykke kystterræn. Stejle partier flere steder og meget irregulært. Der er stier rundt i området, så der er gode muligheder for at udforske de særprægede knolde.

Et skilt forklarede, hvad vi stod overfor: Klintebjerg er en klint – op til 35 meter høj og dermed sammenlignelig med klinterne på Røsnæs, en mere kendt nordvestsjællandsk klintelokalitet.

Klintebjerg er dog ret kort – knap en kilometer af klinten følger stranden -, og så er et godt stykke af den tilmed blevet udgravet. Denne udgravning har selvfølgelig fjernet noget af den oprindelige natur, men der er til gengæld skabt nogle spøjse og dramatiske formationer, og lykkeligvis er de fleste af landskabets højeste punkter blevet bevaret, ligesom der stadig er en del klint tilbage, sådan at man kan danne sig et indtryk af, hvordan det hele så ud frem til midten af 1700-tallet.

Det var i 1752, at man begyndte at udvinde råstoffer fra Klintebjerg. Kalk og ler især. Klintebjerg er ikke det mest kalk- og lerholdige sted i Danmark, men man kan sejle direkte hen til stedet, og i kraft af den enkle logistik kunne udvindingen svare sig.

Der blev også etableret et kalkværk ved Klintebjerg. Noget af en kalkovn kan stadig ses der.

Der blev gravet i Klintebjerg i 1700- og 1800-tallet, men jeg kan alligevel se på de topografiske kort, at Klintebjerg nogenlunde lignede sig selv frem mod det 20. århundrede. Det var i årtierne frem mod Anden Verdenskrig, at de store indhug blev gjort. Antallet af kalkbrudsarbejdere er sikkert ikke steget i perioden, men udvindingsmetoderne blev gradvist mere effektive.

I 1957 var det dog slut, fortæller informationstavlen. Området blev fredet ad to omgange, i 1967 og 2019. Når man ved det, er det nemt at se, at man står i et kalkbrud, men de efterladte stenbunker og de afgravede klinteskråninger er overgroede, så egentlig fremstår Klintebjerg som et naturområde.

Man kommer nemmest dertil ad vejen fra byen Klint øst for Klintebjerg. Er man i bil, skal man dog være opmærksom på, at grusvejen fra havnen til det gamle kalkbrud for tiden er lukket for biltrafik. Lukningen skyldes, at uvejr har delvist nedbrudt vejens fundament.

Klintebjerg er lidt af en wow-oplevelse – især når man som mig kommer med en forventning om, at Odsherreds mest spændende kystlandskaber findes ud mod vest. En anden årsag til, at man nemt overser Klintebjerg, er, at lokaliteten oprindeligt er en ø. Den ligger omgivet af gammelt stenalderhav, som ved landhævning er blevet til fladt terræn. Denne fladhed kan få én til at tro, at der ikke er nævneværdige højdeforskelle i det nordøstlige Odsherred, men Klintebjerg er altså en fin lille undtagelse, som er værd at besøge, hvis man har en time eller to at gøre godt med.

Husk sko med såler, der kan gribe fat. Det havde jeg forsømt, men jeg kom da både op og ned i god behold.

/Jacob

Nogle af dem, der mærker de stigende temperaturer mest, er ejerne af Danmarks skianlæg.

Vi har nu haft flere vintre i træk uden længere perioder med frost og sne, og det har betydet, at skilifterne har stået stille, og de danskere, der har hungret efter en tur ned af løjperne, har været henvist til udenlandske skidestinationer.

Ifølge DR Bornholm 26. april 2025 har Skibakken mellem Gudhjem og Østerlars haft lukket i syv år. Hedeland Skicenter, der drives af Roskilde Skiklub, havde åbent fire dage i 2024, men ellers skulle man også her tilbage til 2018 for at finde en sæson med skiaktiviteter på bakken. Den bedste sæson i nyere tid var i 2010, hvor der var åbent for skiløb i Hedeland hele 42 dage.

Både det bornholmske og det sjællandske skianlæg har snekanoner, der kan smide kunstigt sne ud på skråningerne. Men det har altså ikke kunnet kompensere for den manglende sne og frost. Blandt udfordringerne er, at driften i vidt omfang er baseret på frivillige, og de kan ikke bare tage fri fra arbejde, hvis vintervejret ruller ind over landet en tilfældig tirsdag morgen. Et andet forhold, der skal tages højde for, er, om der er udsigt til flere sammenhængende frostdage, sådan at det kan svare sig at sætte gang i udstyr og organisation.

Ud over de to nævnte skibakker er der steder i landet, hvor der tidligere er blevet opsat skilifter, men hvor der ikke er snekanoner. Her er man fuldt og helt afhængig af, hvad naturen selv kan levere af hvidt pulver og minusgrader.

Ét sted behøver man ikke tænke på den slags. Det er på Copenhill på Amager, hvor underlaget er kunststof. Måske er kunstigt underlag fremtiden for de danske skibakker?

Se hele Danskebjerge.dk’s liste over danske skianlæg her. (Men vær opmærksom på, at det ikke i alle tilfælde er sikkert, at der stadig er nogen, der står for drift af skilifter mv., hvis der igen skulle komme sne.)

Når der males med den brede biodiversitetspensel, er der mange nuancer, der forsvinder. Det er fx nemt at fremmane et forfaldsbillede, hvor alt bare er blevet værre gennem årene. Sådan er virkeligheden ikke. Men der er omvendt nogle faktorer i spil, som vi er nødt til at tage alvorligt, hvis vi skal sikre en god og stabil natur i Danmark.

For at starte med det afdramatiserende: Statistik skal altid tages med et gran salt.

Selvom man i denne artikel fra 22/4 2025 bl.a. kan læse, at gråspurvebestanden er gået tilbage siden 1970’erne, og at rådyrbestanden er faldet siden 2009, så er der her reelt tale om mindre væsentlige problemer. Der er nemlig i samme periode kommet flere skovspurve og flere dådyr.

Sådan er det med meget i naturen. Noget vinder frem over tid, andet går tilbage. Og betydningen for fødekæder mv. er i den forbindelse omtrent lig nul.

Problemer sat på spidsen
Det forholder sig nemlig ikke sådan, som man ellers lærte i min barndom, at bortfald af én art kan få fødekæden til at bryde sammen. Der er i dag enighed om, at huller i biologien hurtigt udfyldes af anden biologi. Så selv hvis gråspurve og rådyr helt forsvandt, ville det ikke påvirke os som mennesker synderligt. Jeg vil endda sige, at det er lidt mærkeligt at se rådyr nævnt som et dyr i krise. Den dyreart er jo stort set styret af godser, der tilpasser mængden af individer efter behov. Hvis der er et problem med rådyr, så er det snarere, at jagten foregår på en måde, der skævvrider køns- og aldersbalancen i bestanden.

Bemærk også de sammenligninger i tid, der indgår i artiklen. Bestanden af gråspurve sættes i forhold til for 50 år siden. Bestanden af rådyr sættes i forhold til for 16 år siden. Hvorfor lige de år? Formentlig for at sætte en tydelig streg under en negativ udvikling. Men det er en smule manipulerende. Tit dækker den slags taloplysninger over, at der frem til det tidsrum, man sammenligner nutiden med, havde været en fremgang for den specifikke art. Ser man til gengæld på kurven over en periode, der rækker længere bagud, er det aktuelle forfald måske ikke så entydigt.

Levesteder fjernet
Når alt det er sagt, så er jeg bestemt ikke uenig i, at der er et problem med en presset natur. Krisen skyldes – som det også påpeges i artiklen -, at vi mennesker udnytter arealerne til det yderste. Med andre ord er det ikke gift og forurening, der er hovedskurken. Nej, årsagen er menneskets nidkære udnyttelse af den jord, der kunne have rummet natur.

Ikke mindst landbrugets intensive udnyttelse af markarealer spiller en rolle. Bortset fra de naturlige læhegn i skel er alt på et moderne markareal opdyrket – modsat for et par generationer siden, hvor der endnu var små delarealer uden ret meget korn. Det gjaldt fx ved vandhuller. Der var mange vandhuller på markerne før i tiden. Ved at fjerne disse vandhuller har man frataget fugle og insekter gode levesteder. Der er en grund til, at biologer betegner nutidens kornmarker som en slags ørkener.

Byggetrang med en pris
Men landmændene bærer ikke al ansvaret for udviklingen. Hele samfundet er medskyldigt, for vi støtter op om, at der bygges nye ting, og at der bygges tættere. En motorvej, der skærer sig gennem et landskab – den er forstyrrende for naturen på mange måder. Og der er mange flere motorveje i Danmark i dag, end der var i 1970’erne. Der er gode grunde til, at de blev anlagt – men vi må ikke se bort fra de konsekvenser, de medfører.

Faktisk må der forventes at være en vis proportionalitet mellem menneskers indgreb i naturen og faldet i biodiversitet. Det kan dårligt være anderledes. Nye bolig- og industrikvarterer er alt andet lige også skidt nyt for naturen, og det burde vi nok være mere bevidste om i stedet for at fokusere så meget på sekundære faktorer som skadelige stoffer.

Tag fx det DSB-værksted, der i disse år bygges klos op ad Mogenstrup Ås. Én ting er, at det fylder kolossalt i landskabet. Men det forstyrrer og fortrænger også en masse dyr, som ellers nød godt af, at der på den egn var sammenhængende arealer med kun begrænset menneskelig aktivitet.

Svært at kompensere
Man skal huske på, at dyr er mere skrøbelige end mennesker. Du kan ikke bare tage et antal dyr fra en bestemt art og tvinge dem til at leve på det halve af den plads, de havde før. Hvis der forsvinder 50% dyr fra ét sted, kan du ikke bare øge mængden af dyr tilsvarende et andet sted. Det er ikke et nulsumsspil.

Af samme grund skal man ikke sætte alt for stor lid til de mange naturprojekter, der er i gang rundt omkring. De har måske nok en lokal virkning, men hvis de finder sted i eksisterende skove – som mange aktuelle naturparkprojekter gør -, så er gevinsten beskeden. Det ville batte mere, hvis man udførte dem på de førnævnte landbrugsørkener, hvor biodiversiteten i forvejen er nødlidende. Men på kort sigt er det selvfølgelig nemmere for staten (og dermed politikerne) at inddrage statens egne arealer.

En ærlig pragmatisme
Et spørgsmål, man må stille i denne sammenhæng, er: Og hvad så? Er det egentlig noget problem, at befolkningstallet og aktiviteten øges, således at de vilde dyr må vige pladsen?

Mit svar: Det synes jeg ikke nødvendigvis, det er! Så længe det ikke er officiel politik, at vi skal være færre indbyggere i Danmark, og at samfundskagen skal skrumpe, så må vi åbent erkende, at så kan vi ikke også have en natur, der kvantitativt svarer til 1970’ernes. Men det, vi kan gøre, er at se på, hvordan vi gør mindst mulig skade på naturen, når vi bygger og effektiviserer.

Og så synes jeg også, at det er helt okay at prioritere dét, man kan kalde den oplevede natur. Altså at sørge for, at vi mennesker har nem adgang til naturoplevelser, og at vi kan tage ud og se de dyr, der betyder noget for os. Jeg ved godt, at naturen efter nogles mening har værdi i sig selv. Det synspunkt køber jeg ikke helt. Jeg som menneske synes ræven er spændende – jeg vil gerne have mulighed for at få øje på den, så jeg synes, vi skal arbejde for at sikre dens tilstedeværelse i mange egne af Danmark. Jeg kan bedre leve med ikke at se en gråspurv eller et rådyr, hvis der til gengæld er rigeligt med skovspurve og dådyr. Jeg mener godt, at man må være pragmatisk, hvad natur angår. Man skal bare være åben om præmisserne.

/Jacob

Her er link til artiklen, der omtales ovenfor:
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2025-04-21-raadyr-og-raeve-forsvinder-i-danmark-naturvejleder-er-bekymret

Når man skal skåne sit bentøj (fx pga. restitution eller skader), så er det godt at gå en tur i stedet for at løbe eller cykle. Ulempen ved at gå er til gengæld, at intensiteten er til den lave side. Jeg skal gå meget hurtigt på flad vej for overhovedet at komme op i pulszone 2 – og jeg synes faktisk ikke, at det er særlig rart at gå meget hurtigt. Hurtig gang er slet ikke så naturligt for menneskekroppen, som løb er.

Men der findes en løsning, og den hedder stejle bakker. Når overfladen skråner opad, behøver man nemlig ikke tænke på at presse gåtempoet. Pulsen stiger helt af sig selv. Bare se på mine data fra en gåtur rundt på Mogenstrup Ås tidligere på ugen. Hjertet (rød linje) blev sat på prøve på stigningerne og kunne slappe af på vej ned igen. På hele turen lå pulsen på 120 i gennemsnit. Umiddelbart et beskedent tal, men det dækker over 140-150 i stigende terræn og ned til ca. 100 i faldende. Altså ret god intervaltræning!

Jeg gik godt til på stigningerne, men jeg skulle ikke presse mig selv mentalt for at gøre det – modsat når jeg går med 7-8 km/t på jævn overflade og hele tiden skal tænke på at tvinge kadencen i vejret.

Det skal siges, at terrænet på Mogenstrup Ås er ret så ekstremt efter dansk målestok. Der er ikke mange danske byer, hvor du kan gå ud og finde store bakker med tocifrede hældningsprocenter og da slet ikke, hvis der også skal være mulighed for at gå runder som på min åstur. Men måske kan man transportere sig et sted hen, hvor forholdene er egnede?

Se video her fra en af opstigningerne ad åsen langs Østre Ringvej.

Den norske maler I.C. Dahl har ad flere omgange afbilledet udsigten fra vest mod Pedersborg. Det forstår man godt. Der er nemlig både skov, sø, skråninger og en kirke at kigge på.

Mest iøjnefaldende på hans billeder fra Pedersborg er det store terrænfald fra kirken direkte ned mod Pedersborg Sø. Det kan godt være, at han har smurt lidt tykt på for at imponere beskueren, men at Pedersborg Kirke har en spektakulær beliggenhed kan der ikke herske tvivl om.

Den har samtidig en af de mere usædvanlige tilblivelseshistorier. Igennem tiden har stedet nemlig været indrettet til værn mod voldelige angreb, og sporene fra disse forsvarsværker ses stadig i terrænet omkring kirken.

Først og fremmest er der en vold, der oprindeligt har omgivet et område ved nordenden af Pedersborg sø. Tiden har gnavet, men der er endnu 270 meters sammenhængende oldtidsvold tilbage. Det er oplagt at sammenligne voldanlægget med de cirkelrunde borge fra vikingetiden eller med tilflugtsborge fra jernalderen, men faktisk har man fundet tegn på, at anlægget i Pedersborg går helt tilbage til yngre bronzealder, altså før år 0. I så fald er der tale om nogle af de ældste kendte rester af forsvarsanlæg i Danmark.

I starten af 1100-tallet blev stedets militære kapacitet opgraderet gevaldigt. Da byggedes der nemlig en stenfæstning inden for kredsvolden. Den blev anlagt på toppen af en knap 20 meter høj naturlig bakke – selvsagt for at gøre det så svært som muligt for fjender at angribe og ødelægge den. Som Dahls maleri viser, er borgbanken dog unaturligt stejl. Antagelsen er, at der i forbindelse med borgbyggeriet er blevet skrabet en hel del jord af dens sider for at øge vinklen på skråningerne. Man kan desuden se nogle terrasseformede afgravninger på den øverste del af bakken, hvilket kan indikere, at der har været placeret anlæg her.

På nordsiden – cirka halvvejs nede af skråningen – kan man i dag studere et stykke af en let rundet teglstensmur. Det er rester af den rundkirke, som antageligt stod i forbindelse med borgen. Der har eksisteret en halv snes middelalderlige rundkirker på Sjælland – i dag er der kun én tilbage, Bjernede Rundkirke, og den kan man faktisk se, når man står på toppen af borgbanken i Pedersborg og spejder mod øst.

Manden, der byggede rundkirken og borgen i Pedersborg, hed Peder Thorstenson. Og ja, det ER hans navn, der indgår i navnet på Sorø-bydelen. Mens han selv således satte et uudsletteligt præg på egnen, så havde hans bygninger en noget kortere levetid. De blev næppe mere end 100 år. I 1205 overtog Sorø Kloster stedet, og resultatet var opførelsen af en ny kirke, delvist bestående af materialer fra stedets tidligere bygningsværker.

Kirken har en lidt speciel form. Den er ikke rektangulært opbygget som de fleste landsbykirker – den er mere kompakt og omtrent lige så bred, som den er lang. Mon ikke det hænger sammen med, at den står på en borgbanke med de begrænsninger, der hører til. Det er også nærliggende at antage, at i al fald en del af kirken er placeret direkte oven på borgens fundamenter.

Kirkegængerne i Pedersborg er aldrig i tvivl om, at det er en usædvanlig kirke, de besøger. Det er krævende at bevæge sig op ad den stejle bakke uanset fra hvilken side. For dem, der ikke orker gåturen, er det muligt at blive kørt derop. Det sker med den såkaldte kirkebakkebil. Om den står der på sognets hjemmeside:

“Da der er mange, der gerne vil benytte sig af tilbuddet, vil vi henstille til, at man kommer i god tid, ca. 15-20 minutter før gudstjenesten, så alle kan nå at blive kørt op til gudstjenestens start.”

Der er gået lidt inflation i brugen af ordet “ikonisk”, men jeg kender et sted, hvor betegnelsen er på sin plads, og det er vandtårnet ved motorvejsbroen ved Sorø.

Mange tusind mennesker suser forbi den bygning i løbet af en dag, og de bider nok mere mærke i den end i de fleste andre bygninger, de passerer. Den blev nemlig farvelagt af kunstneren Per Arnoldi i 1995, og selvom nogle er kritiske overfor de kraftige farver, der er brugt, så må tiltaget siges at have været en succes. Vandtårnet er blevet et vartegn for Sorø – det repræsenterer byen i kraft af sit let genkendelige udtryk og sin placering ved en af- og tilkørsel til E20.

Et tredje forhold, der gør det 15 meter høje vandtårn til et stærkt symbol, er, at det står på en bakke. Det er måske ikke noget, man lige tænker over, når man kommer kørende på motorvejen, for moderne motorveje er rige på diverse skråninger, mere eller mindre kunstigt anlagte, bl.a. for at skærme for støjen. Men vandtårnet ved Sorø står faktisk på en naturlig forhøjning, der akkurat har overlevet byggeriet af motorvejen.

Sydsiden af forhøjningen er skåret af, og derfor er højdeforskellen på de 18 meter mellem vandtårnets fod og motorvejens asfaltbelægning temmelig dramatisk. Men denne højdeforskel repræsenterer nogenlunde den oprindelige variation i områdets terræn.

Hvad man ikke kan se fra motorvejen, er, at der også på den modsatte side af vandtårnet er et kraftigt terrænfald. Det hænger sammen med grusgravning. En aktivitet, der er taget til i de seneste årtier, og som nu gør, at der er en stor grusgravssø blot 150 meter nord for vandtårnet. Højdeforskellen mellem tårnbakken og søoverfladen er 27 meter.

Man kan roligt sige, at det pedersborgske landskab er blevet præget af menneskehånd. Tager man det geodætiske kort fra sidste del af 1800-tallet, så ser man et område, der er helt domineret af marker. Det område er i dag skåret op på kryds og på tværs. Men lige netop vandtårnsbakken overlevede, og den leverer i dag udmærket “branding” for Sorø, hvis berømte klosterkirke hverken kan ses fra hoved- eller motorvej.

“Familier som vores” – fortænkt eller realistisk?

Jeg må indrømme, at da jeg hørte om serien første gang, tænkte jeg: “Det lyder fjollet.” Præmissen om, at danskerne skulle forlade landet pga. havvandsstigninger, fandt jeg temmelig far-fetched.

Omvendt kunne jeg konstatere, at mange var ellevilde med netop seriens kerneidé. Soundvenue skrev: “Præmissen er den mest inciterende og tankevækkende i en dansk serie i nyere tid, måske nogensinde. Hvad gør vi, den dag vi ikke længere kan bo i Danmark på grund af de menneskeskabte klimaforandringer?”

For nylig tog jeg mig så sammen og så noget af serien, især for at finde ud af, hvordan hovedpointen mere præcist bliver forklaret.

Det sker første gang godt 16 minutter inde i afsnit 1. Her er der en samtale, hvor den virkelighed, danskerne befinder sig i, bliver beskrevet i en dialog. Jeg har skrevet den ud og lagt den ind nederst i denne tekst. 👇

Jeg må medgive, at min indledende hovedrysten blev gjort en smule til skamme. Vi er bestemt ikke ovre i noget Ole Bornedalsk nonsens her. Der er tænkt over, hvordan den ret ekstreme krisesituation kan forklares på en plausibel måde.

Først og fremmest har filmskaberne indlagt to akutte forandringer. Den ene er, at havene er begyndt at stige endnu mere end forventet blot et par år tidligere. Den anden er, at den hollandske økonomi er kollapset. Vi taler altså om en form for dominoeffekt, som gør øjeblikkelig handling påkrævet, omend nedlukningen af Danmark kan foregå over et godt stykke tid.

De to ændringer er et ganske snedigt modsvar til det, der er et oplagt kritikpunkt mod seriens præmis, nemlig at stigende havniveau er noget, der foregår glidende over rigtig mange år, og som derfor ikke vil kunne forårsage nogen specielt indgribende forandring i gennemsnitsfamiliens liv.

Vil det så sige, at jeg er enig med Soundvenue i, at præmissen er uhørt inciterende?

Nej, og det skyldes to ting. Dels er der kriser, som ville passe bedre til den situation, der er beskrevet, eksempelvis en pandemi eller en krig. Især krigen føles jo som et ikke alt for urealistisk scenarie i disse år. Og krigen vil meget mere end klimaforandringer kunne skabe store omvæltninger ganske akut. (Ellers så spørg ukrainerne.)

Dels er der de objektive omstændigheder omkring klimaforandringerne. De mest pessimistiske forudsigelser går på, at der fx ved København kan opstå en vandstand, der ligger 4-5 meter højere end i dag, hvis den værst tænkelige stormflod rammer. Andre prognoser taler om op til 238 centimeter højere vandstand generelt i verden ved næste århundredeskifte. Men det er altså worst-case-scenarier. Og selv under de forhold vil stort set kun kystområderne blive ramt. Alvorligt nok, for de største danske byer ligger ved kysterne. Men en masseevakuering ville være aldeles hysterisk, og de lande, der skulle tage imod danskerne, ville sige: “Nej tak, fyld jeres eget land op først!”

Klimaforandringer er generelt ikke ret gode at bygge katastrofefilm op omkring. Dertil er forandringerne for gradvise. Men man kan selvfølgelig lave nogle nedslag, eksempelvis en ekstrem stormflod som tidligere nævnt.

Ellers skulle man vælge et andet klimascenarie, som også har været fremme, nemlig at der kan ske et kraftigt og relativt pludseligt fald i temperaturen i Nordeuropa. Dét vil faktisk have langt mere vidtrækkende konsekvenser for hele Danmark. Men en filminstruktør vil nok helst tage udgangspunkt i det, der er mainstream-opfattelser, og her er det altså stadig temperaturstigningerne, der er det dominerende tema. Så kan man altid vride lidt i realiteterne for at få dramaet på plads.

Dialog fra “Familier som vores”. Ca. 16 minutter inde i afsnit 1: En af hovedpersonerne fortæller en anden, at det er besluttet at lukke landet.

– Det har de sagt før. Sagde de ikke, det var ret definitivt afvist?

– Jo jo, men det er tre år siden. Man diskuterer stadig, hvorfor vandet stiger så hurtigt, og det bliver ved osv.

– Jamen, det gør de jo hele tiden. Hvorfor så lige nu? Er I sikre på det her?

– Ja, Danmark ligger jo lavt. Så på sigt kan det ikke betale sig at sikre os ordentligt. Så er det bedre at flytte ud nu på en fornuftig måde, inden det er for sent.

– Ahr men for helvede …

– Så det er egentlig rettidig dansk omhu, kan man sige, vi kører med. (…) Det er delvist pga. Hollands økonomiske kollaps i sidste måned. Det blev for omkostningstungt at aflede alt det vand og dæmme op, så… Der er flere hollændere, der er begyndt at flytte ud. Det er ret massivt faktisk. Og så er der alle flygtningestrømmene sydfra. Så det betyder, at grænserne begynder at lukke for danskere rundt omkring i Europa. Og derfor vil man gerne afsted, inden Europa har lukket.

Overskæringsbakke øst for Sorø er måske den gamle klosterbys mest ikoniske forhøjning.

Stor er den ellers ikke – kun ca. 7 meter højere end det omgivende terræn. Og så er den omgivet af skov og altså af flere årsager ikke særlig synlig.

Når bakken, som også kaldes Rævebakken, alligevel er kendt af mange, så skyldes det, at den er omdrejningspunkt for en gammel årlig tradition for 3.g-eleverne på Sorø Akademi. Torsdag før Valborgsaften går de i samlet flok derud for at fejre gymnasietidens snarlige afslutning.*) Indtil for et par årtier siden omfattede begivenheden afbrænding af dukker forestillende nogle af skolens lærere. Den del blev der dog skruet ned for. Ved mit besøg lørdag kunne jeg konstatere, at der er placeret nogle stole i form af træblokke på bakketoppen, så muligvis er stedet nu om stunder mere en stille hyggelokalitet end en larmende festplads.

Stedet er også et eksempel på, at bakker har det med at blive centrum for kulturelle begivenheder. Himmelbjerget, Skamlingsbanken, Ejer Bavnehøj og Rebild Bakker er blandt de mest prominente eksempler. Men der behøver ikke være enormt mange højdemeter i det, for at en bakke bringer folk sammen. Ud over Overskæringsbakke er der nær Sorø tre små bakker af kulturhistorisk betydning: Parnashøjen (ca. 11 meter høj og med mindesten på toppen), Kinahøjen (ca. 3 meter høj og med en lille tilhørende scene, hvor Det Kongelige Teater m.fl. optræder) og Galgebakken (ca. 10 meter høj og med i al fald én veldokumenteret halshugning).

Sidstnævnte bakke har jeg kælket ned ad i min barndom – jeg husker den som stor, stejl og meget skræmmende! Det var den ikke rent objektivt betragtet, men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

Man kan sammenfattende sige, at når det gælder forhøjninger i landskabet, er det ikke størrelsen, men gørelsen det kommer an på. Og så minder det os om, at landskaber skal forstås relativt: En bakke behøver ikke være særligt stor for at vække opsigt – det kræver blot, at der ikke findes nogen endnu større bakker lige i nærheden.

*) Begrebet Overskæringen (eller Overskæringsfesten) kommer af en tradition, der begyndte ved anlæggelsen af jernbanen i 1856 eller kort efter. Studenterne drog syngende ud til et sted, hvor jernbanesporene krydser. Ifølge en artikel i Soranerbladet blev traditionen ændret i 1937, hvor DSB indførte lyntog. Elevernes leg ved banelegemet, som inkluderede spring i sidste øjeblik hen over sporene, når et lokomotiv nærmede sig, var ganske enkelt for farlig (også selvom der ikke er rapporteret om ulykker).

I stedet fandt skovrideren på at samle en kvasdynge på “en af Rævebakkerne”, og med bålet som det nye omdrejningspunkt for traditionen kunne man brænde sin studenterhue samt dukker af skolens ikke altid lige populære undervisere. Traditionens navn blev dog bibeholdt, og således fik Rævebakken tilnavnet Overskæringsbakken, selvom bakken ligger et stykke vej fra den daværende jernbane mellem Sorø station og Sorø by.

/Jacob

Det er gået med den alternative energi, som jeg havde frygtet. Nemlig at det er projektmagere, der kaster sig over det – i stedet for, at man centralt finder de mest hensigtsmæssige løsninger.

På det seneste har en række store godser stået i spidsen for projekter med vindenergi og solceller. Ikke alle er blevet gennemført endnu – heldigvis. Men jeg er bekymret for tendensen.

Godserne har en volumen, der gør, at de kan foretage store investeringer på deres arealer. Imidlertid er det også godserne, der ejer herregårdene og de omkringliggende landskaber og dermed i mange tilfælde en natur og en kulturarv, som er værd at beskytte. Det er en farlig cocktail for disse værdier, når godsernes jagt på profit møder politikernes iver efter at få bygget energianlæg i en fart.

Alene i Syd- og Østsjælland er der på fem år søsat adskillige projekter. Saltø Gods, Holmegaard Gods, Gisselfeld Kloster, Jomfruens Egede og Vallø Stift er eksempler på godser, der har satset stort på anlæg for vedvarende energikilder. Bregentved Gods har været endnu tidligere ude og har endda høstet en milliardfortjeneste på frasalg af solcelleparker.

Jamen, er det ikke meget godt med noget privat initiativ? Er det ikke godt, at nogen bidrager til, at Danmark bliver mere uafhængig af fossil energi?

Jo, men der skal være en balance i det. Og jeg tror desværre, at politikerne har for lidt styr på den balance.

For det første: Der er klare tegn på, at der snart vil opstå en overkapacitet indenfor solcelle- og vindenergi. Det er sådan noget, der nemt sker, når man fra politisk side vil fremme et eller andet i samfundet. Når der følger penge og politisk goodwill med, er der altid nogle, der vil spekulere i det. Og det kan medføre, at samfundet spilder en masse ressourcer. I dette tilfælde vil det også medføre unødige (omend midlertidige) skader på naturen.

For det andet: Når private spillere kommer på banen, vil de tage udgangspunkt i, hvad der er mest rentabelt for dem selv, og det vil være at benytte egne arealer til projekterne. Dermed kommer hensynet til aktørens økonomiske interesser hurtigt til at overtrumfe de interesser, der gælder natur og kultur. Et helt frisk eksempel er Vallø Stifts projekt med vindmøller ved Køge. Koncernen vil anlægge et antal 185 meter høje vindmøller inde i skove! Det virker helt sort og burde vel være i strid med loven i udgangspunktet. Men byrådet i Køge Kommune er positivt indstillet – trods kraftige protester fra borgere.

Jeg tror helt ærligt, at politikerne er forblændet af deres egne flyvske forestillinger og af de tilbud, de modtager fra godserne.

Det er klart, at godserne er i en konkurrencemæssigt stærk position, når de kan skaffe jord så at sige gratis. Hvis det offentlige gik ud og skulle skaffe arealerne, ville de jo skulle opkøbe dem og måske endda foretage en del dyre ekspropriationer. Så det er nemmere og billigere for politikerne, når nogen gør arbejdet for dem, og så kan de samme politikere bagefter hæve armene i triumf og sige “Se os, vi gør noget for klimaet”.

Og godserne – gør de det også for klimaet? Nok mest for deres bundlinje. Men måske også lidt for at profilere sig. Vallø Stift gjorde sig bemærket på den front i forbindelse med den sensationelle udgravning af Borgring ved Lellinge. Stiftet sørgede nemlig for, at lokaliteten i det første stykke tid blev kaldt “Vallø Borgring”. Det skete, selvom Vallø By og Vallø Slot ligger en 12,5 kilometers køretur fra fortidsmindet. Men fordi det var på et areal ejet af Vallø Stift, tænkte koncernen altså, at de var berettiget til at blive nævnt – på samme måde som når storsponsorer sørger for at indgå i navne på fodboldstadions. Det går selvfølgelig ikke, og efter noget tid endte det da også med, at “Vallø Borgring” blev til Borgring.

Personligt har jeg oplevet Vallø Stift som dem, der gør, hvad de kan for at begrænse offentlighedens adgang til deres arealer. Det juridiske grundlag er ofte tvivlsomt, men i sidste ende vil private aktører have gode kort på hånden, hvis de virkelig bare gerne vil af med besøgende, som ikke skæpper i kassen. Sympatisk er det ikke.

Det er især nedgangen i antallet af gårde, der har styrket de gamle godsers magtposition. Det behøvede som sådan ikke at være et problem. Problemet opstår ved, at de moderne godser i stigende grad drives som rent kommercielle foretagender. Dermed kommer deres ageren hurtigt i konflikt med lokale interesser. Eksempelvis når de vil tjene penge på solceller og vindmøller.

Nu viser erfaringen jo, at etableringen af store energianlæg vil møde lokal modstand, næsten uanset hvordan man bærer sig ad. Og jeg tror ikke på, at man kan nå i mål med at rejse en masse nye vindmøller på steder, hvor der ikke er mennesker, der bliver generet af det.

Men jeg mener, at man i høj grad bør tage udgangspunkt i, hvad der objektivt betragtet vil være de mest rentable og mindst naturødelæggende steder at placere vindmøller. Og så må stat og kommune skaffe midlerne til at etablere møller de steder. Stadig gerne i samarbejde med private, men mere uafhængigt af de privates særinteresser. Jeg tror på, at hvad angår de meget grundlæggende ting i samfundet, og til dem hører energiproduktion, må det offentlige gerne stå i spidsen – også selvom det kan betyde en fordyrelse på den korte bane. Hvis man virkelig vil have mere energi fra sol og vind, så skal man have befolkningen med på vognen, og det får man ikke, hvis man ofrer naturen og kulturarven på det alter.

Læs mere om Vallø-vindmøllerne her:
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/traeer-eller-vindmoeller-energipark-splitter-beboere-og

Og her er omtale af andre aktuelle tiltag, som dog møder politisk modstand:
https://www.sn.dk/art6195524/soroe-kommune/nyhed/nej-tak-til-solceller-i-herregaardslandskab/

/Jacob

Min gamle farbror bor på adressen Bakkegårdsvej 100. Husnummeret fortæller, at det drejer sig om en forholdsvis lang vej med mange adresser, og vejnavnet udtrykker, at vejen er kuperet – sådan da. Det sidste skal man i hvert fald ikke tage alt for bogstaveligt. Det højeste punkt på vejen befinder sig ca. 46 meter over havet, og det laveste 36 meter over havet.

På min seneste cykeltur kom jeg forbi farbrors hus, og kort efter ramte jeg den bakke, som Bakkegårdsvej er opkaldt efter. Den fører op til gården ved navn Bakkegård og har en højdeforskel på 5 meter. Der var direkte modvind, så jeg rejste mig i pedalerne, og pulsen steg. Men det er bestemt en stigning, der er til at tale med. Det samme er den marginalt skrappere stigning, der ligger en kilometer længere mod syd ad Bakkegårdsvej – den er på 9 højdemeter og heller ikke ligefrem en rekordbasker.

Var det en spøgefugl, der fandt på navnet Bakkegårdsvej? Nej, slet ikke. Siden de ældste tider har steder haft navne efter det, der var mest karakteristisk ved dem. Og i et landskab uden nævneværdige højdedrag er det karakteristisk for en lokalitet, hvis den befinder sig fem meter over det omgivende terræn. Derfor: Bakkegård. Og da denne ejendom formentlig var den største gård i området (det synes 1800-tals-kort at bekræfte), har det været oplagt at kalde den vej, der går forbi Bakkegård, for Bakkegårdsvej.

I Danmark er der talrige eksempler på veje, der hedder noget med “bakke” eller “bjerg”, uden at de fører nogen særligt kuperede steder hen. På Danskebjerge.dk finder du en side, hvor der er samlet eksempler på danske veje med navnet “Bjergvej”. Nogle af dem lever op til deres navn, men i rigtig mange tilfælde skal vi snarere have fat i princippet “alt er relativt”: Der er objektivt betragtet ikke tale om signifikante højdeforskelle, men set i forhold til det øvrige landskab på den pågældende egn skiller de sig alligevel ud.

Det spiller nok også en rolle, at ord, som udtrykker noget med højde, associeres med noget positivt. Der er jo et strøg af romantik over bakker. Det er således næppe tilfældigt, at byerne Rumperup og Gumperup kom til at hedde hhv. Højsted og Klinteby, efter at lokale borgere havde fremsat ønske om en navneforandring.

Topografisk er der dog noget om snakken i begge tilfælde. Ved Højsted er der høje, og nær Klinteby er der en klint.

Men nogle gange er sammenhængen mellem stednavn og landskab knap nok til at se med det blotte øje. Tag f.eks. den gård, hvor min kære farbror blev født for 94 år siden. Den ligger under to kilometer fra Bakkegårdsvej 100 og bærer navnet Bjergagergård. Ifølge topografiske kort ligger Bjergagergård 4 meter højere end det lille vandløb Frøsmose Å et par hundrede meter derfra. Mod øst – til den modsatte side – fortsætter terrænet med at stige, men kun med yderligere 4 meter. Der er altså på ingen måde tale om en stor bakke, men igen er det relativiteten, man skal fokusere på: Der ligger en række gårde på østsiden af Frøsmose Å, og Bjergagergård er den af dem, der befinder sig på den mest markante skråning ned mod åen. Den er med andre ord den mest “bjergagtige” af egnens gårde, og det er nok.