Blogsbjerg

Når man ser på Danskebjerge.dk’s kort med danske udsigtstårne, så kan man få øje på nogle områder, hvor udsigtstårnene glimrer ved deres fravær.

Det gælder f.eks. Midtsjælland. Man kan lave en ring mellem byerne Holbæk, Roskilde, Køge og Haslev, og i hele det store område er der ikke et eneste udsigtstårn. Det står i kontrast til Sydsjælland, hvor man finder 12 tårne indenfor et sammenligneligt areal.

Hvorfor er det sådan – er det tilfældighedernes spil? Ja, måske. Der synes i al fald ikke at være nogen objektive grunde til, at Midtsjælland skulle være tårnfrit.

Og muligheder og idéer har der været.

Det ikoniske vandtårn i Ringsted har mange af de egenskaber, der skal til for at blive et succesfuldt udsigtstårn. Det er hele 40 meter højt og når samlet set næsten op i 100 meters højde over havet. Desværre lyder meldingerne, at tårnet ikke er i en stand, der gør det muligt at åbne det for daglige besøgende.

Drager vi til nabobyen Sorø, så er der her en borger, der for nylig har foreslået, at man opfører et højt udsigtstårn lige ved Sorø Sø. Den plan vandt ikke umiddelbart stor opbakning. Placeringen er måske heller ikke den mest oplagte. Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om finansiering af byggeriet.

Et mere tilgængeligt projekt er lokaliseret i Lerbjerg Skov 1,5 kilometer nord for Sjællands højeste jordpunkt på Gyldenløveshøj. Her står der et fikst og færdigt udsigtstårn – på en måde. Det drejer sig om TDC’s teletårn. Tårnet er ifølge danskradio.dk 57 meter højt. Da dets fod står i ca. 108 meters højde over havet, må toppen befinde sig 165 meter over havets overflade.

I bl.a. en artikel i Sjællandske fra maj 2012 omtales mulighederne for at gøre TDC-tårnet til et turistegnet udsigtstårn. Projektet betegnes som “det største enkelte projekt af mange delprojekter i Skjoldungelandet, der skal bane vejen for en nationalpark i Lejre-Roskilde området”. Men hvad der blev af idéen, er uklart. Jeg kan ikke umiddelbart google mere frem om det.

Der står forskellige lignende TDC-tårne rundt omkring i Danmark – ofte på flotte naturlokaliteter højt i landskabet. Der er potentiale i dem, men det er indtil videre ikke meget, der er kommet ud af tankerne om at give offentligheden adgang.

Problemet er vel ofte, at tårnene ikke er knyttet til andre tilbud. De står bare, hvor de står – “langt ude på landet” -, og det giver ikke indtægter nok til at finansiere en mand/kvinde i en billetluge. Samtidig er der måske et sikkerhedsspørgsmål, hvis man vælger at gøre tårnene frit tilgængelige døgnet rundt.

Når man bevæger sig rundt på vejene i Sydsjællands største by Næstved får man nok ikke det indtryk, at byen er blandt landets mest kuperede. Den er ganske vist ikke flad, men der er heller ikke rigtigt nogen stejle gader.

Årsagen til dette er ikke, at Næstved ligger i et bakkefattigt landskab. Nej, årsagen er, at de steder, hvor vejene kunne have haft vældige stigningsprocenter, er de blevet gravet ned i terrænet. Dermed er højdeforskellen blevet reduceret kraftigt. Læs meget mere om det på denne side på Danskebjerge.dk.

Men lad os nu forestille os, at man ikke havde gjort sådan. Lad os forestille os, at man havde anlagt de veje, man har i dag, bare uden at fjerne materiale fra de skråninger, de blev anlagt på.

Tankeeksperimentet bygger på følgende: Jeg har taget fire af de næstvedske veje, der fra ca. 1870 og 100 år frem blev etableret ved gennemgravning af Mogenstrup Ås, og så har jeg sammenholdt periodens ældste topografiske kort med de nyeste højdedata. Jeg har også studeret ældre fotos for at danne mig et indtryk af åsens oprindelige udseende.

Det giver følgende egenskaber for de fire veje (Østre Ringvej er med to gange):

Jernbanegade, fra Farimagsvej, inkl. bortgravning: 120 meter, 4,2% i snit
Jernbanegade, fra Farimagsvej, ekskl. bortgravning: 120 meter, 10% i snit

Teatergade, fra Farimagsvej, inkl. bortgravning: 130 meter, 6,2% i snit
Teatergade, fra Farimagsvej, ekskl. bortgravning: 130 meter, 10,8% i snit

Farimagsvejs forlængelse, inkl. bortgravning: næsten ingen højdeforskel
Farimagsvejs forlængelse, ekskl. bortgravning: 100 meter, 13% i snit

Østre Ringvej, fra nord, inkl. bortgravning: næsten ingen højdeforskel
Østre Ringvej, fra nord, ekskl. bortgravning: 190 meter, 11,6% i snit

Østre Ringvej, fra syd, inkl. bortgravning: 150 meter, 5,3%
Østre Ringvej, fra syd, ekskl. bortgravning: 150 meter, 20% i snit

De korte, men meget stejle strækninger afspejler åsens karakteristiske form. Åsen rejser sig brat i terrænet, men allerede efter 100-150 meter flader den helt ud (inden det går ned ad bakke på ny). Et bud på en maksimal stigningsprocent kunne være den gennemsnitlige stigningsprocent ovenfor plus det halve, dvs. for f.eks. Jernbanegades vedkommende: 15%.

Ser man alene på højdeforskellen, er åsbakkerne i Næstved ikke kolossale. Faktisk er det kun de to imaginære stigninger på Østre Ringvej, der er på over 20 højdemeter og dermed lever op til Danskebjerge.dk’s kriterier for at komme i kategorien bakker.

Til gengæld kan selv en meget kort stigning være svær at komme op over, hvis man f.eks. er cyklist og bliver mødt med tocifrede stigningsprocenter, hvilket er tilfældet for samtlige fem nævnte kontrafaktiske stigninger i Næstved.

På den baggrund er det måske forståeligt, at man valgte at bortgrave sandet i det langstrakte sandbjerg. Skal man rundt i en by, er det trods alt lettere, når det kan gøres uden at presse trækheste, bilmotorer eller menneskekrop til det yderste.

Den negative konsekvens ved de nedgravede veje i Næstved er, at byen er gået glip af noget eksponering. En by som Vejle i Østjylland er særligt i de seneste par årtier blevet danmarkskendt for stejle veje som Kiddesvej og Christian Winthersvej. Dem kunne nogle af Næstveds stigninger godt have konkurreret med, hvis man altså havde placeret asfalten oven på det skrånende terræn i stedet for at bortskære store lunser af terrænet først.

Særligt Østre Ringvej fra syd ville være meget sammenlignelig med Christian Winthersvej (den del med trapperne), der er Danmarks stejleste gade. Stejlheden kan man forvisse sig om, hvis man går op ad nogle af de stier, som findes parallelt med Østre Ringvej. Der er garanti for forhøjet puls! (Se mere i dette blogindlæg.)

For cyklister med hang til asfalt er der – trods graverierne – et par muligheder for en smagsprøve på ultrastejl ås. Det er f.eks. på den lille blinde vej Frejasvej, som ligger på Vandtårnsbakkens nordlige side. Her når stigningsprocenten i et højresving op på svimlende 22% – for straks derefter at svinde kraftigt ind, når vejen slutter på en parkeringsplads.

På Munkebakken er der en kort flisebelagt strækning med en maksimal stigningsgrad på 23,5%.

I Fruens Plantage, der rummer en stor åsbakke lige øst for Næstveds bygrænse, er der flere gode stigninger på grus.

Jeg valgte nok den forkerte top, da jeg var i Vestjylland for et par uger siden.

Tanken var at udforske de særlige bakkeøer, som kendetegner det sydvestlige hjørne af Jylland. Her har Trehøje altid stået for mig som dét højdepunkt, der bedst repræsenterer bakkeøerne – men da jeg endelig stod der, kom jeg mildt sagt i tvivl om den antagelse.

Trehøje, som ikke skal forveksles med Trehøje på Mols, når op i 105 meters højde over havet (inkl. gravhøj), og måske er det dét, der har snydt mig lidt: Jeg blev tiltrukket af det trecifrede. I virkeligheden er terrænet omkring Trehøje ikke noget særligt. Jo, kravler man op på den højeste af gravhøjene, er der udsigt til et vidtstrakt lyng- og revlingklædt landskab, og sådan noget er jo altid eksotisk at kigge på, navnlig for en østdansker. Men højdeforskellen sparker ikke benene væk under én.

Hvad værre er: En informationstavle mindede mig om, at Trehøje slet ikke er Vestjyllands højeste punkt. Fire kilometer længere mod nord ligger Tihøje, der når op i 112 meter over havet, altså syv meter mere. Så der måtte jeg også hen.

Det kostede en beskidt bil, for mens Trehøje ligger lige ved hovedvejen, skal man bevæge sig ad grusveje for at nå frem til Tihøje. Men ak – heller ikke på Tihøje var udsigten mindeværdig. Blandt andet fordi landskabet mod øst er dækket af plantage.

Som en slags trøst blev jeg mødt af et postament, der i øvrigt – viste det sig – ikke står på den højeste af Tihøjes gravhøje. Gravhøjen 140 meter længere mod øst er en halv meters penge højere. Den slags finurligheder er altid interessante, men den landskabelige wow-effekt udeblev.

Efter hjemturen havde jeg nær konkluderet, at de vestjyske bakkeøer ikke er nær så bakkede, som de lyder. Men da var det, at jeg fandt Isen Bjerg på nettet, og billederne herfra ser betagende ud. På Isen Bjerg (102 moh.) får man det udkig, som jeg havde været på jagt efter de andre steder.

Jeg kan dog ikke direkte sige, at jeg ærgrer mig over at have misset Isen Bjerg. Fra Tihøje er der trods alt 40 kilometer dertil i fugleflugtslinje, og mine rejseplaner på dagen gik i en anden retning. Men det er jo altid godt at have noget på sin såkaldte bucketlist til næste gang, man går på “bakkejagt”.

/Jacob

I 2026 vil åbningen af den nye Storstrømsbro blive markeret med bl.a. et motionsløb hen over broen. Og så kan man godt regne med, at folk vil interessere sig for broens hældning. Broer har nemlig en nærmest mytisk status i motionsløb, fordi de er åh så hårde at bestige.

Det kendes fra Storebæltsbroen. Den har rigtigt nok en del højdemeter. Men højdemeterne er fordelt på en strækning på over 4 kilometer. Den gennemsnitlige stigningsprocent ligger derfor på 1,7 procent. Beskedent.

Blæst? Ja, sandsynligvis. Men det ændrer ikke ved, at det halvmaratonløb, som med nogle års mellemrum afvikles på Storebæltsbroen, er mindre kuperet end et gennemsnitligt dansk halvmaratonløb.

Ved næste års Storstrømsbroløb vil der med garanti være deltagere, som bekymrer sig om strækningen fra land og op til midten af broen. Men hvor meget er der om snakken? Det kommer lidt an på, fra hvilken side man kommer, og hvor startpunktet placeres.

Fra syd ligger det laveste punkt i ca. 2 meters højde over havet nogle hundrede meter øst for den lille by Orehoved. Herfra er der ca. 2,5 km ud til midten af Storstrømsbroen. Det er ikke så nemt at finde opdaterede højdedata om broen, men når nu gennemsejlingshøjden angives til 26 meter, må man kunne anslå vejoverfladens højde på midten til at være 28 meter. Det vil sige: En højdeforskel på 28-2 meter (altså 26) og så divideret med 2500. Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 1,04.

Imidlertid stiger vejen kun meget, meget svagt på det første stykke. Så man kan godt argumentere for, at stigningen er flere hundrede meter kortere og dermed også stejlere. Men selv hvis vi skærer en halv kilometer fra og lægger et par meter til vejens højde over havet, vil den gennemsnitlige stigningsprocent stadig ikke komme over 2.

Hvad med fra nord? På den lille ø Masnedø, som den nordlige del af Storstrømsbroen er hæftet på, ligger vejen i en højde af ca. 11 meter over havet, inden den begynder at stige op mod brodæmningen. Beregnet fra det dette punkt er stigningen ca. 2,1 km lang og med en højdeforskel på 28-11 meter (dvs. 17). Det giver en gennemsnitlig stigning på 0,8%. Den er altså lidt fladere fra nord, men hældningen er under alle omstændigheder så beskeden, at det nok vil være vinden, der er den største modstander, snarere end den skrånende asfalt.

Jamen, er den nye Storstrømsbro da en flad bro? Nej, det er den ikke. I hvert fald ikke fladere end de øvrige broer, der forbinder Sjælland med Lolland-Falster og Møn. Både den gamle Storstrømsbro, Farøbroen og Mønbroen har en gennemsejlingshøjde på 26 meter.

Forskellen er længden: Jo kortere broen er, desto stejlere er vejen til toppen. Her vinder Mønbroen (officielt navn: Dronning Alexandrines Bro). Den starter i 5 meters højde, stiger over 725 meter og får dermed en hældning på 3,2% i snit (omtrent samme egenskaber fra begge sider af broen).

Dermed opfylder Mønbroen faktisk Danskebjerge.dk’s kriterier for en reel bakke, som er: Mindst 20 meters højdeforskel og mindst 3 i gennemsnitlig stigningsprocent.

Seneste skud på stammen på Danskebjerge.dk’s oversigt over udsigtstårne er tårnet i Marielyst på Falster.

Egentlig skal konstruktionen forestille et sømærke, og det har navn derefter. Så der er ikke tale om et tårn i traditionel forstand. Men Sømærket er forsynet med trappe og udsigtsplatforme, således at man kan komme op i hhv. 4, 6 og 8 meters højde. Sømærkets samlede højde er 18 meter.

Konstruktionen blev opført i midten af 2010’erne. Et gennemgående tema var træ, så de bærende stolper var af limtræ, og under det hele var der egetræsplanker.

Men det, der skulle have været en hyldest til naturmaterialer, endte nærmest med at blive det modsatte. For efter blot seks år var Sømærket så angrebet af svamp, at det måtte pilles ned igen.

Det var ærgerlige penge at skulle finde frem, men de tre millioner kommunale kroner blev skaffet, og siden 2023 har Sømærket igen stået og raget i vejret på Torvet i Marielyst. Nu er stolperne dog af stål, som forhåbentlig er mere holdbart.

Jeg har ikke set nogen oplysninger om, hvilke sømærker der var i Marielyst-området tidligere, og om konstruktionen Sømærket er inspireret af et af disse. Man kan i hvert fald sige, at når det handler om Falsters sydlige halvdel, så kan sømærker ikke placeres ret højt i terrænet. Her kommer terrænhøjden nemlig sjældent op på mere end 10 meter over havet. Sømærket i Marielyst er rejst i et terræn beliggende 1,5 meter over havet.

Egnens vel nok mest kendte sømærke er Gedser Fyr, som står i 8 meters højde over havet.

På min seneste cykeltur besteg jeg McD-bakken. Det er, hvad jeg har valgt at kalde den stigning ved Rønnede, som med sine 45 højdemeter må betegnes som Sydsjællands hårdeste stigning.

Jamen, hvorfor det navn? Jo, fordi der for få måneder siden åbnede en McDonald’s på stedet, klos op ad stigningens startpunkt. Restauranten ligger så tæt på, at når der er sydøstenvind som i dag, så får du som cyklist den liflige duft at friture op i næseborene. Derfor: McD-bakken. I’m lovin’ it.

Eller … faktisk er jeg ikke vild med den type navne til bakker. Jeg foretrækker, at man bruger vejnavnet. Det er meget mere ligetil. “Kælenavne” til bakker bliver nemt så indforstået. Sådan er det med den nævnte bakke ved Rønnede. Den kaldes i cykelkredse for P2-bakken. Hvorfor? Fordi der engang for snart længe siden lå en møbelforretning, modsat hvor McDonald’s ligger nu.

Ulempen ved den slags navnekonstruktioner er åbenlys: Når det pågældende firma lukker eller fraflytter, så giver et stednavn som P2-bakken ikke længere mening. Vejnavnet derimod består. Og navnet er Borupvej. Det er nemt at sige og nemt at finde på en GPS.

Af andre bakkenavne, der er opkaldt efter andet end geografi og infrastruktur, kan nævnes Blue Horse ved Vejle. Blue Horse er et stutteri. Men stutteriet blev i 2024 flyttet til en anden lokalitet, så her har vi endnu et eksempel på, at det er bedre at opkalde stigninger efter noget blivende som vejnavne i stedet for efter en omskiftelig privat virksomhed. Blue Horse-stigningen, der altså nu er uden Blue Horse, befinder sig på Tingkærvej.

/Jacob

Man hører desværre om en del badeulykker sådan en sommer. Et vist antal sker ved fx Vestkysten, hvor tyske turister insisterer på at kaste sig ud i bølgerne uden at tage højde for vejrsituationen eller egne fysiske begrænsninger.

Og så er der de andre ulykker. Der var fx én ved Roskilde under festivalen, og jeg har hørt om nogle, der på andre lokaliteter er kommet galt afsted ved udspring.

Der tales om flere livreddere, men altså – der må man lige tage i betragtning, hvor ofte der sker badeulykker det pågældende sted, og hvor mange der bader der. Livreddere ved kommunale søer virker som overkill (ja, undskyld udtrykket).

Der bliver også sagt forskellige ting om vanddybder. Fx er der den gamle traver om, at grusgravssøer er meget dybe. Det er de altså ikke (jeg tjekkede op på nogle forskellige, og ingen af dem lod til at have en maksimal dybde på over 10 meter). Og de er heller ikke koldere end naturlige søer – selvom lokale forhold kan spille ind.

Vanddybde er en faktor. Men ikke en entydig faktor. Du kan drukne på to meter vand, ja. Men det er kun et par uger siden, at der i Sorø Sø var en mand, der blev lam af at hoppe ud fra en bro i for lavt vand. For blot at nævne et eksempel. Så både dybt vand og lavt vand er farligt, hvis man er lidt for kåd.

I virkeligheden er det denne kådhed, der er den største fare.

/Jacob

Hvis nu vi ikke havde tabt i krig til de dér enerverende svenskere, så havde Skåne, Halland og Blekinge stadig være danske, og så kunne Danmark have pralet af at være i besiddelse af de store åse, som vi i stedet må betegne som sydsvenske.

Af disse sydsvenske åse er Söderåsen den næststørste, mens Hallandsåsen er den største. Størst vil her især sige både i areal og i højde, omend Söderåsens højeste punkt kun er 14 meter lavere end Hallandsåsens højeste punkt.

Jeg har været på Hallandsåsen mange gange, men jeg har – indtil denne sommer – aldrig været på Högalteknall, åsens højeste punkt, 226 meter over havet. Mit fravær skyldes flere ting, herunder en viden om, at stedet ikke er særligt spektakulært i sig selv. Alligevel føler jeg som bakkeentusiast, at man bør besøge en egns toppunkt for rigtigt at kunne sige, at man har været på den egn.

Så jeg slog Högalteknall op på Google Maps og drog afsted for at lokalisere det, så godt det nu lod sig gøre.

Indledningsvis missede vi dog en grusvej til højre fra Lungarovägen. I stedet tog vi den næste. Den så lovende ud: Högalteknallsvägen, stod der på skiltet. Vi kørte godt deropad, vejen fladede lidt ud som ventet, vi fik øje på en mast – det lignede noget af det, vi var på udkig efter, men nej, Google Maps fastholdt, at denne vej ikke ville føre til Högalteknall, og der var heller ingen smutveje derover til. Så efter at have gjort holdt nær føromtalte mast, drukket medbragte kaffe og fundet nogle ganske få blåbær (først i juli er blåbærsæsonen endnu kun i sin vorden), kørte vi ned ad samme vej, vi var kommet. Nu var vi tilbage på sporet – Google Maps’ spor altså.

Imidlertid var den “rigtige” grusvej spærret af en bom. Vi så ingen anden løsning end at parkere bilen og vandre mod målet. En krævende metode. Især den nederste kilometer er hård med en højdeforskel på hele 114 højdemeter.

Men solen skinnede, og vi nærmede os målet. Vi fik gået forkert en enkelt gang, men nu var vi så tæt på det angivne punkt, at vi ikke frygtede en omvej på et par hundrede meter. Men hvor var selve Högalteknall så? Ifølge topografiske kort skulle punktet ligge på en top, men der var ingen specielt iøjnefaldende toppe at se nær Google Maps-markøren.

Landskabet? Jamen, det er et fint landskab. Ingen huse i miles omkreds, enkelte grusveje og så ellers en masse skov. Visse steder – bl.a. omkring det sted, vi nu befandt os – havde der været fældet en del træer, så terrænet var for så vidt åbent, men smukke udsigter var det alligevel småt med. Ligesom bl.a. Söderåsen har Hallandsåsen et plateau øverst, hvilket gør, at man på midten af åsen ikke føler sig højt hævet over omgivelserne. Samtidig er der så meget bevoksning, at den flig af udsigt til det omgivende fladland, der måtte være, bliver skjult.

Hallandsåsens skove er naturmæssigt ikke voldsomt spændende, sådan generelt betragtet. Det er produktionsskov, som vi også kender det fra mange steder i Danmark. Så meget desto mere ærgerligt er det, at den skærmer for udsigterne.

Men i det fremragende sommervejr, som vi var begunstiget af ved vores besøg på åsen, skulle man nu være et skarn, hvis man brokkede sig. Og jeg tog det også med et smil, da jeg efter et par afstikkere til et par mindre knolde konkluderede, at jeg nok ikke havde lokaliseret Högalteknall trods dobbelttjek af den udstukne lokalitet på Google Maps.

Nedad til bilen gik det og herfra videre til nogle af de andre karakteristiske steder på Hallandsåsen.

Ved hjemkomst ville jeg have mysteriet opklaret: Hvorfor fandt jeg ikke åsens højeste punkt?

Da opdagede jeg, at der på Google Maps var en anden markør, der viste Högalteknall. Det sted befandt sig længere mod øst. Og tæt på, hvor vi havde gjort holdt og spist blåbær! Faktisk havde vi opholdt os blot 200 meter fra Högalteknall. Så hvis man ser bort fra naturoplevelsen og den gode motion, havde hele gåturen fra vejen med bommen været forgæves.

Set i bakspejlet skulle vi selvfølgelig have kigget mere på det statiske topografiske kort end på Google Maps. Men det er jo som regel noget sikrere at vælge det første det bedste hit i en kort-app end at navigere ud fra egne beregninger og antagelser. Bare ikke denne gang!

En trøst er, at man alligevel ikke kan komme ind til selve toppunktet på Hallandsåsen. Stedet ligger nemlig bag et hegn. Der er en mast på selve toppen, og af sikkerhedsmæssige årsager er den afskærmet fra offentligheden.

Hvis du vil opleve stilheden i Østdanmark, så er Næsbyholm Storskov et godt sted at tage hen. På trods af beliggenheden nær hjertet af Sjælland, hvor der er en del motor- og hovedveje, hører man ikke den fjerneste lyd af biltrafik i denne store skov, der knytter an til skovområder længere mod nord og på den måde er hele 12 kilometer lang.

Når man går rundt i Næsbyholm Storskov, føler man sig meget tit mutters alene. Da jeg var der forleden, kom der dog en enkelt mountainbiker forbi. Det eneste menneske, jeg så i løbet af halvanden times vandring. Der er fine skovveje at cykle og gå på. Vejene er ikke voldsomt kuperede, men det skyldes mere måden, de er anlagt på, end selve terrænet, for der er godt med bakker her (se kortudsnit med skyggeeffekt nedenfor).

Næsbyholm Storskov er et typisk eksempel på, at bakket terræn er mere egnet til skovdrift end til landbrugsdrift. At skoven så i oldtiden lå i åbent terræn, det afslører de utallige gravhøje. Jeg har ved hjælp af kort talt mig frem til, at de knap seks kvadratkilometer, som Næsbyholm Storskov udgør, rummer 364 fortidsminder eller fund. Deraf er de fleste gravhøje. Ingen tvivl om, at området var en del mere befolket for et par årtusinder siden, end det er i dag.

Skoven ligger ud til Tystrup-Bavelse-Søerne. Vandet er dog omtrent umuligt at se, når man bevæger sig rundt i skoven, især her om sommeren, hvor træerne har blade. Man skal helt ned til vandkanten for at se søerne. Til gengæld finder man cirka midt i skoven et meget fint sted med en lille lavvandet sø, hvor frøerne kvækkede lystigt (jf. videoen ovenfor). Jeg synes faktisk, at Næsbyholm Storskov er relativt varieret, når man tager i betragtning, at det er en privat skov med vægten lagt på skovdrift.

Historisk set har ejerne af Næsbyholm Storskov været storleverandører af tømmer til andre dele af riget. Man brugte Susåen til at transportere tømmeret ud til havet, hvorfra man så eksempelvis kunne sejle det til København. En meget bøvlet vej, når man ser på det med nutidens øjne – i fugleflugt er der kun ca. 65 kilometer fra Næsbyholm Storskov til hovedstaden, mens der er i omegnen af 160 kilometer ad vandvejen! Men vand var samfundets motorveje frem til 1800-tallet, og derfor kunne det svare sig. Dog måtte man udgrave dele af Susåen for effektivt at kunne få de store, delvist hestetrukne pramme helt ned til åens udløb ved Næstved.

Hvis der er noget dårligt ved at komme rundt i landets afkroge, så er det, at det for hver tur bliver sværere at finde steder, man aldrig har besøgt før. Men det hænder alligevel for mig, at jeg opdager noget helt nyt. Heldigvis.

Forleden så jeg Klintebjerg for første gang. Det var lidt af et tilfælde. Vi var i det nordlige Odsherred og fik øje på stednavnet på Google Maps. Det skulle lige tjekkes ud.

Klintebjerg viste sig at være et højst ejendommeligt stykke kystterræn. Stejle partier flere steder og meget irregulært. Der er stier rundt i området, så der er gode muligheder for at udforske de særprægede knolde.

Et skilt forklarede, hvad vi stod overfor: Klintebjerg er en klint - op til 35 meter høj og dermed sammenlignelig med klinterne på Røsnæs, en mere kendt nordvestsjællandsk klintelokalitet.

Klintebjerg er dog ret kort - knap en kilometer af klinten følger stranden -, og så er et godt stykke af den tilmed blevet udgravet. Denne udgravning har selvfølgelig fjernet noget af den oprindelige natur, men der er til gengæld skabt nogle spøjse og dramatiske formationer, og lykkeligvis er de fleste af landskabets højeste punkter blevet bevaret, ligesom der stadig er en del klint tilbage, sådan at man kan danne sig et indtryk af, hvordan det hele så ud frem til midten af 1700-tallet.

Det var i 1752, at man begyndte at udvinde råstoffer fra Klintebjerg. Kalk og ler især. Klintebjerg er ikke det mest kalk- og lerholdige sted i Danmark, men man kan sejle direkte hen til stedet, og i kraft af den enkle logistik kunne udvindingen svare sig.

Der blev også etableret et kalkværk ved Klintebjerg. Noget af en kalkovn kan stadig ses der.

Der blev gravet i Klintebjerg i 1700- og 1800-tallet, men jeg kan alligevel se på de topografiske kort, at Klintebjerg nogenlunde lignede sig selv frem mod det 20. århundrede. Det var i årtierne frem mod Anden Verdenskrig, at de store indhug blev gjort. Antallet af kalkbrudsarbejdere er sikkert ikke steget i perioden, men udvindingsmetoderne blev gradvist mere effektive.

I 1957 var det dog slut, fortæller informationstavlen. Området blev fredet ad to omgange, i 1967 og 2019. Når man ved det, er det nemt at se, at man står i et kalkbrud, men de efterladte stenbunker og de afgravede klinteskråninger er overgroede, så egentlig fremstår Klintebjerg som et naturområde.

Man kommer nemmest dertil ad vejen fra byen Klint øst for Klintebjerg. Er man i bil, skal man dog være opmærksom på, at grusvejen fra havnen til det gamle kalkbrud for tiden er lukket for biltrafik. Lukningen skyldes, at uvejr har delvist nedbrudt vejens fundament.

Klintebjerg er lidt af en wow-oplevelse – især når man som mig kommer med en forventning om, at Odsherreds mest spændende kystlandskaber findes ud mod vest. En anden årsag til, at man nemt overser Klintebjerg, er, at lokaliteten oprindeligt er en ø. Den ligger omgivet af gammelt stenalderhav, som ved landhævning er blevet til fladt terræn. Denne fladhed kan få én til at tro, at der ikke er nævneværdige højdeforskelle i det nordøstlige Odsherred, men Klintebjerg er altså en fin lille undtagelse, som er værd at besøge, hvis man har en time eller to at gøre godt med.

Husk sko med såler, der kan gribe fat. Det havde jeg forsømt, men jeg kom da både op og ned i god behold.

/Jacob