Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

1920: Tonstung transport op ad Høve Stræde

Bakkesnak Posted on Mon, January 30, 2023 15:44:37

Ved bladring i et af familiens gamle album faldt jeg over dette billede: “Fra ‘Troldstenens’ Transport til Esterhøj”.

Stenen vejer godt 20 ton og er en genforeningssten, der blev udsmykket og flyttet til toppen af bronzealderhøjen ved Høve i sommeren 1920. Den havde oprindeligt ligget nede på Høve Strand.
Sognepræsten i Asnæs har beskrevet transporten. Den første etape foregik ved, at man anbragte stenen på en slæde, ført frem over svære ruller på et dobbelt plankeunderlag, og trukket af et skibsspil med dertil hørende taljeværk. Siden overførte man den tunge last til en blokvogn. Vognens hjul gik dog på et tidspunkt gennem vejbanen, så det forsinkede transporten.

Men efter en uges tid var man nået frem til Høve Stræde (billedet). Her er præstens skildring af resten af turen:

“Tusinder af mennesker var strømmet til fra nær og fjern. 11 spand heste blev spændt for vognen, og 3-400 par hænder trak i de lange tove, som var fastgjort til den.

Hestene kom først efterhånden, par efter par, i træk, og hvor stigningen var størst, blev det dem, der gjorde udslaget.

I løbet af et kvarter var vognen næsten oppe. Men i sidste øjeblik tvang de mange biler og cykler, der havde samlet sig ved Tinghuset, heste og vogn for nær til skrænten på vejens modsatte side, og hjulene gik igennem til narvet. Det så kritisk ud, men efter 3 kvarters forsinkelse rullede vognen videre, takket være Falck, og nåede bestemmelsesstedet, marken ved Esterhøjs fod.

Næste dag blev stenen igen anbragt på slæde med ruller på dobbelt plankeunderlag.
I de følgende dage gik det langsomt op over græsmarken nord og vest om højen.

Endelig den 26. juni kl. 21.30 var stenen bragt på plads på sit støbte fundament på Esterhøjs top, og da sang de mennesker der var forsamlet der: “Der er et yndigt land” med blottede hoveder.

Stenen havde da tilbagelagt ca. 2500 meter, hvoraf 1400 med en stigning på 85 meter. Flytningen havde taget 11 dage.”

(Kilde: https://bibod.dk/odswiki/index.php?title=Esterh%C3%B8j)

Transporten af Esterhøjstenen er en af de største og mest velbesøgte begivenheder i Høve Strædes historie. En anden var, da Tour de France kom til Høve i sommeren 2022, altså 102 år senere. Se sammenligningen her.



Rekorder står for fald – især hvis de ikke passer

Bakkesnak, Om Danskebjerge.dk Posted on Thu, January 12, 2023 17:40:33

Det er altid risikabelt med de dér superlativt. Størst, højest, stejlest – det er dragende, men kan det passe? Er der ikke noget, der er endnu større, højere og stejlere? Det kræver i hvert fald noget research, før man skal vove sig ud i det.

Turistorganisationen Visit Odsherred leverer et eksempel på, hvordan man kan komme galt afsted med rekordangivelser. “Maglehøj er Odsherreds største gravhøj,” skriver de skråsikkert på deres hjemmeside – men overser, at Vejrhøj, som også ligger i Odsherred, er et par meter højere!

Maglehøj er nemlig “kun” seks meter høj, mens Vejrhøj er 7-8 meter høj (og har en lidt større diameter).

Måske skyldes fejlen, at turistorganisationen har kigget på Historisk Atlas, hvor den velrenommerede Flemming Kaul tilsyneladende er forfatter til dette udsagn: “På det markante højdedrag øst for Høve ligger Nordsjællands* største gravhøj, Maglehøj, seks meter høj og med en diameter på 35 m.”

Mærkeligt nok har Historisk Atlas ikke nogen artikel om Vejrhøj. Den er jo ellers endnu mere ikonisk end Maglehøj, da den ligger højere i terrænet og bl.a. har indgået i landskabsmalerier siden Arilds tid. Man kan i hvert fald mene, at Visit Odsherred bør kende Vejrhøj, for den store gravhøj er afgjort en af de bedste grunde til at drage på besøg i Odsherred.

Når det er sagt, så ved undertegnede om nogen, at det er vanskeligt med de rekordangivelser. Der kan så let være en eller anden ting, man har overset, og som har indflydelse på resultatet. Derfor har jeg også gjort en del ud af at efterlyse input fra læserne. Og jeg retter hellere end gerne oplysninger, der er forkerte på Danskebjerge.dk.

*) Jeg får nervøse trækninger, når Kaul i citatet ovenfor omtaler en lokalitet i Odsherred som “Nordsjælland”. Ja, selvfølgelig ligger Odsherred i den nordlige del af Sjælland, men det gør ikke det område til Nordsjælland! (Det bedste er at sige Nordsjælland om den del af det nordlige Sjælland, der ligger øst for Isefjorden, og så bruge betegnelsen Nordvestsjælland om resten.)

/Jacob



Hvad øjet ikke ser (2:3): Søernes kæmpeskråninger

Bakkesnak Posted on Mon, November 28, 2022 17:28:27

Der er fire danske søer, der er dybere end 30 meter. De har alle gevaldigt stejle sider – som er sammenlignelige med nogle af Danmarks stejleste skråninger på land.

Hald Sø løber med førstepladsen, hvad angår stejlhed, mens Furesø, der ellers er Danmarks dybeste sø, må nøjes med fjerdepladsen i denne kategori:

  1. Hald Sø (sydvest): 30 meters fald på 150 meter (=20%)
  2. Ravnsø (syd): 30 meters fald på 220 meter (=13,6%)
  3. Glenstrup Sø (sydøst): 30 meters fald på 280 meter (=10,75%)
  4. Furesø (nordvest): 30 meters fald på 350 meter (=8,6%)

Afstandene er fra søbredden og ud til 30-meter-koten, som illustreret med rød streg i nedenstående eksempler:

Sydenden af Hald Sø – det er her, man finder søens stejleste sider.
Ravnsø er især på sydsiden meget skrånende. Bemærk, at det primært er på det første stykke ud fra bredden, at der er stejlt.

Også de jyske søer Knudsø og Fussing Sø er blandt topscorerne i denne kategori. På Sjælland udmærker den lille Søtorup Sø sig med en skrænt på 23 meter indenfor blot 220 meter fra bredden.

/Jacob



Hvad øjet ikke ser (1:3): Sydsjællandsk sø gemmer på druknet ås

Bakkesnak Posted on Sun, November 27, 2022 23:23:53

Danmarks nok mest ukendte ås ligger i Sydsjælland – under vandet!

Det er en ca. 400 meter lang bakke, som befinder sig i den sydøstlige del af Tystrup Sø. Ifølge et kort, der viser søens dybder, er højdeforskellen op til 16 meter i forhold til den omgivende søbund.

Jeg kan ved at kigge på forskellige indsøkort konstatere, at der i Danmark findes andre langstrakte bakker under vand, men åsen i Tystrup Sø er den mest markante.

Indsøkort, der viser dybderne i Tystrup-Bavelse-Søerne – nederst har jeg zoomet ind på åsen. (Kilde: Historiskekort.dk)

Egentlig er det ikke mærkeligt, at der ligger en ås i Tystrup Sø. Søen er nemlig en del af en tunneldal, der strækker sig fra det centrale Sjælland og ned forbi Næstved. Og det er netop i forbindelse med tunneldale, at åse som regel bliver dannet.

På de illustrationer, jeg lavede for ca. 15 år siden, kan man se, hvordan en ås bliver skabt i bunden af en tunneldal. Dengang kendte jeg ikke til åsen i Tystrup Sø, men noget tyder på, at den stiliserede gengivelse faktisk var mere virkelighedsnær, end jeg havde regnet med.

Det var i Trap, at jeg første gang læste om åsen i Tystrup Sø. Her optræder der et forbehold (terrænformen “menes at være resterne af en ås”, står der), hvilket nok hænger sammen med, at det er lidt kompliceret at udtage prøver af jordlag i søbunde. Hvis man gjorde, ville man formentlig finde sand og grus, da det er bestanddelene i en ås.

/Jacob



Mangel på højdemeter gav stormflod frit spil

Bakkesnak Posted on Mon, November 14, 2022 02:00:04

Hvis jeg stoppede med at skrive denne tekst og i stedet sprang præcis 150 år tilbage i tiden, så ville jeg havne midt i en voldsom storm. Den 13. november 1872 var der nemlig trukket et frygteligt uvejr ind over det sydlige Danmark fra Østersøen. Mange omkom, da deres huse ganske enkelt blev skyllet bort af havet.

Navnlig Lolland og Falster stod for skud, og det er der en grund til: Store dele af disse to øer befinder sig kun få meter over havets overflade, og terrænet er pandekagefladt. Derfor havde de frådende vandmasser nærmest frit spil den 13. og 14. november. Og det var svært at flygte fra dem, netop fordi det sydlige lolland-falsterske landskab er blottet for bakker, som det ellers ville være oplagt at søge tilflugt på. I stedet kunne de flygtende være heldige at få hægtet sig på en trætop, der ragede op over bølgerne.

På et kort udarbejdet et par år efter stormfloden kan man se, hvordan oversvømmelserne ramte. De oversvømmede områder er vist med blå farve.

Kort fra kb.dk dateret til ca. 1876.

Naturkatastrofen førte til opførelsen af diger. Dermed øgede man ikke blot modstandsdygtigheden overfor senere stormfloder. Man tørlagde også nye arealer (vist med grøn farve på kortet), bl.a. Rødby Fjord, der således kunne opdyrkes.

/Jacob



Opskriften på mosekonens bryg

Bakkesnak Posted on Mon, October 31, 2022 18:28:09
Et kig under det hvide tæppe: Dugdråber på græsstrå ved Bromme Lillesø 30/10 2022.

I H.C. Andersens eventyr “Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen” kan man læse om den mystiske dis ved aftentide: “Solen gik ned, rød og stor; Engen dampede, Mosekonen bryggede.” Det er et ældgammelt fænomen at forbinde vejrforhold med fiktive væsner. Men der findes selvfølgelig også videnskabelige forklaringer.

Den meteorologiske betegnelse for mosekonebryg er udstrålingståge. Udstrålingståge dannes i klart vejr, når luftens temperatur på grund af udstråling falder til dugpunkttemperaturen. Denne form for tåge lægger sig typisk i lavninger i terrænet – især ved søer og moser, hvor der er lidt mere fugtighed i luften.

En anden forudsætning for mosekonebryg er vindsvagt vejr, og vindsvagt er der jo alt andet lige oftere i lavninger.

Som man kan se på mine billeder fra i aftes, har fænomenet så at sige tre lag: Nederst græs med dugdråber på stråene, dernæst et hvidt tæppe af dis og derover klar luft. Stedet befinder sig en halv snes meter fra bredden af en sø, og der er læ til flere sider, så alle kriterier var til stede for at kunne se dampen fra mosekonens køkkenaktiviteter.

Et kuriøst aspekt ved udtrykket “mosekonen brygger”: Man kunne tro, at det henviser til gamle sagn og myter, men faktisk er det yderst sparsomt med overleverede fortællinger om mosekoner. På Den Store Danske kan man således læse: “Når H.C. Andersen i nogle eventyr og historier giver mosekonen krop og væsen, er det uden folkelig hjemmel.”

Klassisk mosekonebryg, der er opstået på præcis den måde, som H.C. Andersen beskriver.


Tæt løb mellem Sjællands højeste veje

Bakkesnak Posted on Sun, October 09, 2022 01:00:35
Parkeringspladsen ved Boserup Plantage med Landevejen bagved. Bilen i venstre side befinder sig næsten præcis på Landvejens højeste punkt.

Sjællands højest beliggende parkeringsplads finder man ved Boserup Plantage mellem Næstved og Rønnede – på et sted, hvor vejen mellem de to sydsjællandske byer blot hedder ”Landevejen”. Man kan her parkere sin bil i en højde af 112 meter over havet. Der er et højdepunkt lige ved siden af, hvor terrænet ligger lidt højere: 116,5 meter over havet. Terrænpunktet har ikke noget navn, og det er også lige meget, for man kan ikke komme hen til det. Der er en høj mast derinde og et trådhegn for.

Landevejens højeste punkt ligger næsten ud for p-pladsen. Det befinder sig 110,5 meter over havet. Dermed er det Sjællands højest beliggende landevej (hvis vi definerer landevej som ”en større vej”). Den er sjovt nok lige så højt beliggende som Sydmotorvejen syd for Rønnede, hvor asfalten også når op i 110,5 meter. Der skal et centimetermål til for at afgøre, om det er landevejen eller motorvejen, der vinder i konkurrencen om at være Sjællands højest beliggende asfaltvej, og så langt er jeg altså ikke kommet.

Går vi længere ned i vejkategorierne, vil der i cirka samme område være en række skovveje, der ligger højere end de nævnte. Jeg vil ikke kaste mig ud i at måle disse op. Men skærper vi kriterierne lidt og holder os til bilveje, så vil jeg mene, at jeg har fundet den højeste. Det er Hestehavevej, der går fra Kongsted-Borup til Sparresholm, ca. 3 km fra parkeringspladsen ved Boserup. Kort inden Sparresholm når overfladen af Hestehavevej op i 114,5 meter over havet.

Lige øst for herregården Sparresholm når Hestehavevej op i 114,5 meter over havet. Kilde: SDFI

Der er dog et aber-dabei ved Hestehavevej, nemlig det, at den på det pågældende stykke er grusvej. Jeg har kørt der nogle gange, og jeg har en teori om, at vejen engang kan have været asfalteret fra den ene ende til den anden, indtil vejens ejer har opgivet vedligeholdelsen. Resultatet er en vej, der mest er med grus, men også med noget hård belægning hist og her. Måske ville der blive gjort mere ud af vedligeholdelsen, hvis det var alment kendt, at der er tale om Sjællands højeste bilvej?

Hestehavevej vokser imidlertid ikke ind i himlen. Fra de 114,5 meter er der et godt stykke op til hele Danmarks højeste vej. Det er Skovhøjvej mellem Yding og Ejer Bavnehøj. Her er der på det højeste sted 169 lodrette meter ned til havets overflade. Øst for Lillebælt bliver Hestehavevej også slået af fynske Søndersøvej i Vissenbjerg (117 moh.) og Segenvej på Bornholm (136,5 moh.).

Også den parkeringsplads, der ligger ved Boserup, bliver overgået: Parkerer man ved Ejer Bavnehøj, holder bilen i en højde af 170 meter over havet, dvs. 58 meter højere end på den sydsjællandske p-plads.

Stigningen fra øst op mod landevejens højeste punkt. En stigning med en højdeforskel på i alt 65 meter.

Læs mere om de højeste danske veje her:
https://danskebjerge.dk/artikler-bjergveje2.htm

/Jacob



Tidligere dansk ø har stejle kystskrænter

Bakkesnak Posted on Fri, July 29, 2022 12:35:49

I det fabelagtige sommervejr begav jeg mig torsdag en smule udenfor pastoratet, nemlig et par kilometer ind på svensk område. Den 7,5 kvadratkilometer store ø Hven (eller Ven, som den også staves) er især kendt for at have huset den berømte astronom Tycho Brahe, men stedet har også et naturskabt terræn, som er værd at kigge nærmere på.

Jeg har fra Høje Sandbjerg i Nordsjælland anet de lyse klinter på Hven, og det var interessant at se dem tættere på. Allerede ved ankomsten med færgen bliver man imponeret af terrænforskellen. Ven skyder op af havet, som var den en klippeø – med op til 39 meter høje kystskråninger hele vejen rundt, undtagen i den nordligste del.

Skråningerne ved færgelejet i Bäckviken.

I det indre er Hven ikke særligt kuperet. Det højeste punkt er ifølge Lantmateriet.se 44 meter (nær Tycho Brahes observatorier midt på øen). Det relativt flade terræn og de overraskende mange asfalterede veje gør Hven velegnet til cykelturisme, og de gule lejecykler går som varmt brød på en smuk og vindsvag dag som denne torsdag. Dog kunne jeg høre, at der blev bandet lidt på strækningerne op fra færgelejerne, da der her er temmelig stejlt (i Bäckviken ca. 200 meter med 10% i snit).

Om Hvens geologiske opståen skriver Oresundsvand .dk:

“Hovedparten af Øresund var et landområde for 8.000 år siden. (…) Verdenshavene steg i Litorinatiden (8000-2500 før Kristus), så Østersøen blev forvandlet til et indhav med Øresund og Bælterne som forbindelser med Atlanterhavet.

Isen flyttede sig ved afsmeltningen fra Østersøen gennem Sundet og Bælterne mod Kattegat, hvorved der dannedes fordybninger. Den smalle passage mellem Helsingborg og Helsingør blev dannet ved, at isen aflejrede materialer i Nordsjælland. En stor issø blev under en fase af afsmeltningen opdæmmet i Sundet, og ler blev aflejret. Øen Hven blev da formodentlig dannet som et stort lerplateau.”

Udsigt fra en klint på sydsiden af Hven.

Hven blev som så meget andet østdansk territorium overtaget af svenskerne i 1658. Når nu det skulle være, så var det logisk nok, for laver man et snit ned gennem Øresund, så ligger Ven tættere på Sverige end på Danmark. Men et vist dansk præg blev bevaret, og den berømte journalist Henrik Cavling har i sine erindringer beskrevet, hvordan han nærede varme følelser for stedet:

“At min Mor var født paa Hven gav Anledning til, at jeg som Dreng ofte kom til Øen. Det var en let Sag at løbe fra Lyngby til Skovshoved og herfra gaa over med en Steenbaad. Sørejsen varede sjælden mere end et Par Timer, naar da ikke Fiskerne var saa drukne, at de ikke kunde se Øen. Milde Vintre, som nu, kendte man ikke dengang. Sundet laa ofte tilfrosset. Man ikke blot gik, man kørte over det med Hest og Kane, ja med Vogn.” (i: Efter Redaktionens Slutning, 1928)

Endnu i dag kan man komme med “vogn” til Ven, men det er mig bekendt kun fra Landskrona, at man kan få bilen med. De øvrige færgeafgange er fra Helsingør og København, dog kun i årets varmeste tredjedel.

Hven har en størrelse, der gør den ganske motionsegnet – man kan gå eller cykle adskillige kilometer, før man løber tør for asfalt- eller grusveje. Hvis man skal pege på en begrænsning, så er det, at kystskrænterne er naturreservat, og derfor er det småt med vandremuligheder nær vandkanten. Men der er lavet udsigtspunkter, så man visse steder kan få et flot udkig ud over kysten og Øresund oppe fra toppen af skrænterne.

Se flere billeder fra turen til Hven på Danskebjerge.dk’s Facebookprofil.

Mængden af udlejningscykler afspejler, at Hven er et mekka for tohjulet turisme.


Odsherreds Tour de France-terræn, del 1: Kårupbakken

Bakkesnak Posted on Mon, July 04, 2022 14:35:53
Op til Tour de France 2022 var der skrevet masser af navne på asfalten på Kårupbakken. Her er vi på et af de stejleste stykker af stigningen.

Efter 2. etape i Tour de France kørte jeg i feltets “fodspor” i Odsherred. Cyklede, fotograferede, målte op. Det vil jeg bringe noget fra i de kommende indlæg.

Lad mig begynde med Kårupvej, hvis officielle franske navn nu er Côte de Kårup Strandbakke. Den var den tredje og sidste af de stigninger, der på 2. etape gav 1 point til bjergtrøjen.

En særlig egenskab ved stigningen er, at den flader ud godt halvvejs. Ja, den har endda et fald på ca. fire højdemeter, inden terrænet går opad igen. Dermed kunne man måske diskutere, om bakkeudfordringerne på Kårupvej egentlig udgøres af én lang stigning eller af to mindre. Ingen af metoderne er ideelle.

Hvis man siger, at det er én stigning (og det synes der at være konsensus om), så kommer den gennemsnitlige stigningsprocent alt andet lige til at virke lavere for denne stigning, end den vil for andre. Hvis man derimod sagde, at der er tale om to stigninger, så ville der være fare for, at man overså Kårupvejs samlede hårdhed.

Samlet set er Kårupvej-stigningen 1280 meter lang, den stiger med 5,5% i snit, og den maksimale stigningsprocent er 14 (ved to forskellige steder på bakken). Den første del af strækningen – den, der slutter ved udfladningen – er 650 meter lang og stiger med 7,4% i snit.

Udsigt fra det nederste stykke af Kårupvej ud over Nekselø Bugt med Nekselø i horisonten. Det sted, hvor bilen befinder sig, er et af de stejleste steder på stigningen.

Der er ikke så voldsomt mange større danske stigninger, der på tilsvarende vis har flade eller faldende partier undervejs på strækningen. Jeg kan komme i tanker om Østengård-bakken ved Vejle. Porskærvej på Mols går også lidt nedad på turen mod toppen.

Internationalt skal vi måske til Frankrig for at finde det mest kendte eksempel på en todelt stigning. Col du Télégraphe (11,9 km, 7,1%) ligger tæt på Col du Galibier (16,7 km, 6,8%). Faktisk er de blot adskilt af en strækning med et fald på 150 meter. Men her har man altså traditionelt valgt at tale om to separate stigninger, selvom der relativt set ikke er nogen mere markant adskillelse end på Côte de Kårup Strandbakke.

Se de to andre afsnit om Odsherreds Tour de France-terræn her:
https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/07/06/odsherreds-bakker-del-2-vejrhoj/
https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/07/07/odsherreds-tour-de-france-terraen-del-3-hove-straede/

/Jacob



Satellit afslører tidslomme i sydsjællandsk landskab

Bakkesnak Posted on Mon, June 27, 2022 15:28:42

Da jeg lige sad og kiggede på satellitkort over Sydsjælland, blev mit blik fanget af Grumløse.

Grumløse er en bebyggelse af beskeden størrelse, og det var da heller ikke selve landsbyen, der tiltrak sig min opmærksomhed. Mere opsigtsvækkende var strukturen af markerne rundt om Grumløse.

De ligger i stjerneform, og stjerneformen er karakteristisk for de markopdelinger, der kom til i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. I stedet for at have en mosaik af forskellige små firkantede jordlodder, der var fordelt mellem landsbyens gårde, så fik hver gård nu sin egen jord. Disse jorde gik fra gården, som lå i landsbyen, og udad i en spids trekant. Når flere gårde havde marker af denne form, opstod stjernemønsteret.

Det er et mønster, som nok er svært at identificere, når man kører gennem en landsby som Grumløse i dag – man skal se det oppefra for at få det hele med.

Det er måske ikke lige til at se det, men Grumløse er – i dag – en usædvanlig dansk landsby.

Nu er stjerneformen jo ikke i sig selv et bevis på, at Grumløses markopdeling har undgået forandringer igennem de sidste par hundrede år. Der kunne jo teoretisk set være andre grunde til, at markerne var kommet til at se sådan ud. Så derfor fandt jeg et kort fra 1800-tallet frem. Og her kan man se, at jo, den er god nok, datidens marker ved Grumløse var i store træk inddelt, som de er i dag.

Ligheden har jeg illustreret med denne slide-grafik:

1800-tallets Grumløse versus i dag. Se grafikken i større udgave her.

Kun mod øst er markstrukturen lidt mindre stringent. Det hænger nok især sammen med, at Grumløses gårde fortrinsvis ligger i vestsiden. Men der er også sket noget i løbet af 1900-tallet, der gradvist har opløst “Trivial Pursuit-osteformen” mod øst. Det kan være ejerskifter el.lign. En yderligere påvirkning på den side af byen var byggeriet af Sydmotorvejen.

Jeg har kigget på satellitkort fra forskellige andre småbyer, og ikke mange har de gamle stjerneformede markstrukturer i stil med Grumløses. Det kan der være flere grunde til, f.eks.:

1. Gårdene er flyttet ud og ligger ikke længere inde i landsbyen

2. Landsbyen er “aflang”, hvilket er uforeneligt med stjerneformen

3. Landsbyen er blevet udvidet med nybyggerier, således at den direkte forbindelse mellem gårde og marker er blevet afskåret

4. Nye veje har brudt den gamle markstruktur op

Modsat har Grumløses nyere historie understøttet bevarelsen af strukturene. Der er nemlig ikke sket ret meget i Grumløse i de sidste par hundrede år! Byen er kun marginalt større end dengang, og på de steder, hvor der dengang lå gårde, ligger der stadig gårde. Det er ret specielt.

Men Grumløse er altså ikke den eneste landsby, der endnu afspejler oplysningstidens landboreformer. Også steder som Bjerregrav, Alling, Voldsted og Avedøre er kendt for at have bevaret deres gamle udformning. På en måde burde staten måske gøre en indsats for at beskytte disse særlige miljøer mod forandringer. Omvendt vil nogen hævde, at når man ikke kan se de pågældende strukturer med det blotte øje, så ligger deres praktiske historiske værdi på et lille sted.

/Jacob



Next »