Galgebakke midt i kortudsnittet – med den røde prik, der viser toppunktet, som er 115,5 moh.

Nogle kilometer syd for Horsens ligger et lille, men alligevel meget markant højdedrag ved navn Bjerrelide. Dets højeste punkt er gravhøjen Purhøj med 121,5 moh., men lidt længere mod syd er der et andet toppunkt, der også er værd at kende. Især hvis man interesserer sig for krimistof og retsvæsen.

Stedets funktion afsløres allerede i navnet: Galgebakke. På Galgebakke er et ukendt antal dømte forbrydere blevet henrettet igennem tiden – den sidste i 1856, og det er den, jeg lige vil omtale.

Tilbage i 2008 var der i Vejle Amts Folkeblad en beskrivelse af de hændelser, der førte til henrettelsen. Du kan læse hele artiklen her. Men kort fortalt drejer det sig om en lokal mand, der overfaldt en 14-årig pige, Maren Abrahamsdatter, for at voldtage hende og umiddelbart efter slog pigen ihjel.

Af avisartiklen fremgår, at manden blev dømt til »at miste sin hals og hans hoved at sætte på en stage«. Han appellerede dommen, men den blev både stadfæstet af Vestre Landsret i Viborg og af Højesteret, skriver avisen.

Dette er dog kun en halv sandhed, kan jeg nu afsløre. For på den tid fandtes endnu en retslig instans, nemlig regeringen og kongen. Der er flere eksempler på, at Frederik den 7. var relativt blød, når det gjaldt straffe, og på dagen, hvor drabssagen fra Bjerre blev taget op i statsrådet, havde han lige nedsat en i forvejen nedsat straf til en indbrudstyv.

Og også straffen til drabsmanden blev reduceret – omend ikke nok til at gøre gerningsmanden glad! Kongen slog nemlig fast, at i denne sag skulle dødsstraffen eksekveres. Formildelsen bestod i, at drabsmandens hoved ikke skulle sættes på en stage. Så han slap altså for at ende som f.eks. Johann Struensee, hvis kropsdele kunne ses videnom efter halshugningen.

Men døden undgik manden ikke. Han blev den sidste person, der henrettedes på Bjerrelide.

Ved mit sidste besøg på Bjerrelide forsøgte jeg at finde den gamle galgebakke. Man kan se den fra afstand, men desværre ligger den et stykke inde på en privat mark. Så nogen stor turistseværdighed er der ikke tale om. Der er Purhøj mere attraktiv.

Galgebakke ses midt i billedet, hvor der anes en hvid bygning oppe mellem en stor gruppe træer.