De skråfotos, som Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har gjort frit tilgængelige, har vel egentlig mest et praktisk formål – de dokumenterer landet, som det ser ud, nøgternt og objektivt, som et landkort. Men nærmest utilsigtet giver fotoservicen også mulighed for et fascinerende kig på Danmarks landskaber. At billederne er taget lidt forskudt – i modsætning til de traditionelle satellitfotos – giver terrænet en langt mere interessant karakter.
Nedenfor har jeg valgt nogle vinkler ud og lavet en lille samling af skråfotos fra nogle af Danmarks mest spektakulære kystlandskaber. Se flere på Danskebjerge.dk’s Facebookside.
Fyret på Rubjerg Knude, Nordvestjylland.Hammershus borgruin, Nordbornholm.Hanklit, Mors.Dronningestolen og Geocenter Møns Klint, Høje Møn.
2021 nåede lige at byde på en nyhed om Fladså Banker, de såkaldte Fårebakker. Avisen Sjællandske har skrevet flere artikler om sagen op til årsskiftet.
DSB og Næstved Kommune vil jo bygge et kompleks med plads til op til 200 medarbejdere, og det skal ligge for foden af det enestående istidslandskab, der her ellers byder på en af egnens bedste udsigter. Selv synes kommunen, at åsen ved Fladså er så spændende, at der kan etableres en naturpark der, men den kommunale begejstring er altså ikke større, end at der absolut skal klemmes en stor industrivirksomhed ind der.
Og gravemaskinerne står praktisk talt klar til at rykke ind. Men det sker alligevel ikke foreløbig, fastslår Sjællandske. Planklagenævnet har nemlig afvist kommunens og statsbanernes byggeprojekt.
Den overordnede årsag er, at Næstved Kommunes projektbeskrivelse har en række mangler, bl.a. er nogle ting ikke beskrevet godt nok, og visse undersøgelser er heller ikke foretaget grundigt nok.
Umiddelbart er det jo gode nyheder for os, der synes, at det er tudetosset at placere et kæmpestort DSB-værksted netop på det sted. Den lokale protestgruppe peger på en alternativ placering i et mindre naturfølsomt område tættere på Næstved by, hvilket giver fin mening, da der her er udlagt et stort antal hektar til nybyggerier. Og her er der ingen udsigter at spolere.
Desværre ændres der næppe meget på placeringen ved Fladså Banker. Uden at kende den præcise ordlyd af Planklagenævnets afgørelse er det mit indtryk, at afvisningen kan håndteres ved at lave forarbejdet mere minutiøst. Lave lidt flere prøver, beskrive byggeriets omfang lidt nøjere, og sådan noget. Jeg tror, at byggeriet bliver realiseret før eller siden – nu blot med en forsinkelse på op til et par år.
Klogere bliver vi snart, når nævnet uddyber sin udmelding.
/Jacob
P.S.: Det er Danskebjerge.dk’s foto, der er brugt til at vise det pågældende areal ved Fårebakkerne.
Kanehøj fremstår velholdt og er fri for bevoksning. Dog står dette fine træ på nordvestsiden.
I snevejret drog jeg lillejuleaftensdag på mit første besøg på Kanehøj. Altså, det vil sige, jeg er igennem årene kørt forbi højen et utal af gange, og man kan se den fra vejen. Men denne gang så jeg den altså tæt på. Og kravlede op på den.
En halvbarsk oplevelse blev det, for sneen og kulden var ledsaget af en solid vind, og ved Kanehøj er der kun læ mod vest. En anden udfordring var det glatte føre. Kanehøjs sider er stejlere, end de virker fra afstand, og hvis jeg ikke havde haft mine grovsålede sko på, var jeg måske ikke kommet helt op.
Udsigten fra toppen af Kanehøj sådan en dag er selvfølgelig noget præget af vejret, men på en klar dag må man virkelig kunne se langt. Ikke kun pga. selve Kanehøj (toppen befinder sig 40 moh., og der er 16 meters højdeforskel mellem den og parkeringspladsen), men også fordi det omgivende sydvestsjællandske terræn er ganske fladt. Så vidt jeg kan se på kortene, er Kanehøjs top det højeste punkt i en radius af 4-5 km.
Kanehøj er en rundhøj, formentlig fra bronzealderen. Den er ca. 6 meter høj, men fra sydsiden fremstår den større, hvilket skyldes, at der har været råstofgravning her. Det fremgår af ældre kort, at det største hul er lavet så sent som i 1900-tallet. Heldigvis har man ikke ædt af selve gravhøjen, men alligevel er højen lidt uregelmæssig på toppen, og det kan måske skyldes, at nogen (gravrøvere?) har gravet ned i højen fra toppen.
Topografisk kort fra første del af 1900-tallet. Som det fremgår, er der gravet i terrænet to steder ved Kanehøj.
I så fald er hærværket sket for nogle hundrede år siden. Mindst. Navnet Kanehøj kendes nemlig fra så langt tilbage som 1682, og stednavneforskerne har en teori om, at orddelen ”kane” er en reference til, at højen ”går ned” i midten og derved får en slags u-form. (I gammelt dansk kunne ”kane” også referere til ”båd”, der – i træudgaven – jo ligeledes buer lidt opad i enderne.) Man kan med andre ord gå ud fra, at selve Kanehøj ikke har ændret udseende i nævneværdig grad siden i al fald middelalderen.
Det er dog ikke den kaneformede top, der har gjort Kanehøj til en af vores mere kendte gravhøje. Berømtheden skyldes først og fremmest, at H.C. Andersen har besøgt den og skrevet om den. Anledningen var grum: Tre mennesker skulle halshugges på Kanehøj, og den unge Andersen tog dertil for at overvære den drabelige begivenhed. Skildringen kan man læse i ”Mit Livs Eventyr”. I den tekst, der ledsager Danskebjerge.dk’s YouTube-video fra Kanehøj, finder du hele afsnittet.
Der er selvfølgelig også sagn knyttet til Kanehøj. Det er der snart sagt til alle større gravhøje. Men et af sagnene om Kanehøj er lidt specielt: Det er nemlig opstået så sent som i slutningen af 1800-tallet. Historien handler om, at man kan møde en flok sære væsner ved højen. Hele to øjenvidner har vi til dette optrin. Det ene vidne mente, at det var nisser. Den anden hæftede sig ved, at de var hule i ryggen.
Hvis nogen havde spurgt mig, ville jeg have sagt, at det var de henrettede mennesker, der drev rundt som genfærd.
Jeg mødte dog ingen mærkelige skabninger under mit besøg lillejuleaften. Måske fordi de foretrækker at blive under jorden, når det blæser og sner?
Avisen Sjællandske omtalte 15. november naturparkprojektet i Fårebakkerne, der igangsættes omtrent samtidig med, at et stort erhvervsbyggeri påbegyndes samme sted.
Det er åbenbart for besværligt at foretage nye fredninger og vinde sager om offentlighedens adgang til naturen. I stedet kaster politikere sig ud i noget med “parker”: Nationalparker, naturnationalparker, naturparker osv. Altså hvor de tager eksisterende naturområder, laver om på nogle definitioner og får pressen til at skrive om det.
Et aktuelt eksempel er Fladså Banker ved Næstved, også kaldet Fårebakkerne. Her har DSB med politikernes hjælp fået gennemtrumfet, at der skal ligge et stort DSB-værksted lige nedenfor højdedraget. Den slags projekter er ellers ikke tilladt i landzoner, men så fik man da bare en dispensation. Byggeriet er allerede i gang.
Det er så, hvad det er, men nu synes politikerne så ifølge Sjællandske, at Fårebakkerne skal være såkaldt naturpark. “En naturpark understøtter oplevelsesturismen,” lyder argumentet fra formanden for teknisk udvalg i Næstved Kommune Helle Jessen (S). Med andre ord: Først pisser man på naturområdet, og bagefter siger man, at det dufter!
Et lignende forløb så man i forbindelse med byggeriet på Munkebakken inde i Næstved. Da byrådet vedtog at fjerne en tredjedel af åsbakken til fordel for nybyggeri, blev det fulgt direkte op af en fredning af en anden åsbakke. Et plaster på såret (eller et holdkæftbolsje?) til Danmark Naturfredningsforening, der havde erkendt, at de havde sovet i timen mht. Munkebakken. Samtidig var det vel indirekte en indrømmelse af, at kommunen er parat til at bebygge enhver kommunal grund, med mindre den fredes.
Det er tydeligt, at naturen generelt betragtes som mere “nice to have” end “need to have”. Byggeprojekter kommer i første række, og hvis man så lige kan få pressen til at skrive om nogle naturtiltag, så er det også fint. Men det må helst ikke koste ret meget. I sagen med Fårebakkerne lader det til, at naturparkprojektet kan klares ved at tilknytte en naturvejleder og en administrativ medarbejder.
I Sjællandskes artikel kan man også læse om andre naturparker rundt omkring i landet. Nogle af stederne vidste jeg ikke var naturparker. Men det skyldes måske, at en naturpark ikke er andet end – som der står i artiklen – “et særligt kvalitetsstempel fra Friluftsrådet, hvor pleje, beskyttelse og benyttelse af naturen kombineres”. Javel. Burde dette ikke være en selvfølgelig del af en fredning?
Man kan i øvrigt også læse, at Næstved Kommune forgæves har forsøgt at gøre Tystrup-Bavelse-søerne til naturpark. Det studsede jeg over, for Tystrup-Bavelse blev faktisk erklæret naturpark for over 50 år siden. Men tiderne skifter, og det gør betegnelserne også åbenbart. Eller også er det bare varm luft.
Luftfoto af Elverdamsbakken fra tiden lige efter etableringen af den nye landevej. Det oprindelige snoede vejforløb ses tydeligt.
På Sjælland er der kun ganske få serpentinersving. Men engang – før de store byggeprojekter tid – var de krogede, skrånende veje mere talrige. Dengang havde man kun ringe mulighed for at gennembryde terrænets forhindringer, så derfor måtte man kompensere ved at lave skarpe vejsving op ad skråningerne.
Et eksempel på dette finder man på Landevejen i Broskov nær Elverdammen.
Her går der i dag en bred og kun let buet asfaltvej op ad den ca. 50 højdemeter store bakke, men frem til 1900-tallet var vejforløbet langt mere snørklet. I alt var der otte sving, hvoraf de to midterste var på over 90 grader. Svingene reducerede hældningsprocenten og gjorde det nemmere for hestene at komme op og ned.
Med bilernes fremkomst blev skråninger mere overkommelige for trafikanterne. Og ved Elverdammen må det gamle proptrækkersving (som det blev kaldt) efterhånden have virket noget omstændeligt. Derfor gennemskar man Broskoven og jævnede hældningen ud ved for det første at etablere en vejdæmning i bunden af bakken og for det andet at gennemgrave det øverste stykke af den. Det omfattende vejprojekt var fuldført i 1939.
Endnu i dag fremstår Landevejen ved Broskov som en stor stigning – navnlig for cyklister -, men der er ikke meget Kiddesvej over den. De gamle sving er borte, og dog: Nær krydset ved Aastrupvej går der en stejl sti ind i skoven, og denne sti følger faktisk den oprindelige “bjergvej” over en kort strækning.
Og finder man et satellitfoto frem, kan man – trods bevoksningen – stadig ane hele det hårnåleagtige sving i Broskov.
Satellitfoto med skyggeeffekt, der fremhæver sporet af den gamle bjergvej i skoven på nordsiden af den nuværende landevej (det er det sving, der ses i midten af luftfotoet ovenfor).Bemærk, hvordan skyggeeffekten er særlig tydelig på sydsiden af vejdæmningen (t.v.) og på nordsiden af hulvejen (t.h.).
Vejles politikere har nu vedtaget, at kommunen vil forsøge at blive vært for et World Tour-løb. Med stemmerne 26 for og 4 imod har byrådet igangsat en ansøgningsproces, som kommer til at koste 100.000 kroner. Når ansøgningen er færdig, vil den blive evalueret af den internationale cykelunion UCI. Måske vil svaret foreligge allerede i marts 2022.
Om alt går vel, vil man indenfor ganske få år kunne se nogle af verdens bedste cykelryttere udkæmpe drabelige slag på Vejles mest barske stigninger. Terrænet er i sværhedsgrad på højde med det, man kender fra f.eks. det sydligste Holland, hvor endagsklassikeren Amstel Gold Race afvikles. I denne video, som Danskebjerge.dk har produceret for nylig, kan du møde tre af de mest udfordrende Vejle-bakker, set fra cykelrytterperspektiv:
Trætte cykelmotionister kæmper sig op ad de vejlensiske bakker med de skrækindjagende stigningsprocenter.
DR Sportens cykelkommentator, Tobias Hansen, er blandt dem, der ser frem til et nyt dansk endagsløb – noget han mener burde være realiseret for længst: “At Danmark, som bryster sig af at være verdens førende cykelland, ikke har et World Tour-løb, er helt vildt,” udtaler han i en artikel om beslutningen.
Og deri kan undertegnede kun give ham ret. Ikke nok med, at Danmark i årtier har spillet en yderst anonym rolle som international løbsarrangør. Vi er på det seneste også blevet indhentet af lande som Kroatien, Slovenien og Norge, når det gælder større løb. Det er for slapt!
Nu tager Vejle så et initiativ, som forhåbentlig vil udmønte sig i en fremragende World Tour-event. Vi glæder os. Men ud fra en mere kølig betragtning er det vel faktisk først om nogle år, at vi vil kunne se, om projektet bliver en rigtig succes. For hvis løbet skal resultere i en varig styrkelse af Danmark som cykelland, så skal det selvfølgelig blive en gentagen begivenhed. Der er himmelvid forskel på et enkeltstående cykelløb og en traditionsrig klassiker. Det er det sidstnævnte, der for alvor vil rykke.
En af styrkerne ved Vejle som løbsarrangerende by er, at stigningerne ligger så tæt på byen, som de gør – nogle af dem endda inden for selve bygrænsen. Det ser man også på Danskebjerge.dk’s ruteforslag ovenfor, som er lavet som en illustration af, hvor udfordrende områdets terræn kan være. Rundstrækningen ligger i det nordvestlige Vejle og nærmest omegn. Den er 31 km lang og har ca. 400 højdemeter. Den stejleste stigning på ruten er Gl. Kongevej (19,5%). Bemærk, at nedkørslen før Gl. Kongevej er placeret på forbindelsesvejen ved Uhre – denne vej er endnu ikke færdigbygget, men bliver det nok, inden World Tour-løbet bliver kørt.
Normalt belemrer jeg ikke læserne af denne blog med egne præstationer og fiaskoer i mit beskedne motionistliv, men her vil jeg gøre en undtagelse. Jeg har nemlig tænkt på, at de sportslige dramaer, der udspiller sig under motionscykelløb, nærmest aldrig omtales, selvom mange af de løbsdeltagere, der typisk slutter langt fra podierne (inklusive undertegnede), kører sig lige så meget i hegnet som eliterytterne. Så her er et indspark fra andet geled.
Selv har jeg for længst valgt den strategi, at hvis jeg stiller op til et løb, så er det for at presse mig selv mest muligt og cykle hurtigst muligt. At køre kontrolleret og langsomt kan man jo gøre derhjemme!
Det, der så er lidt drilsk ved lige netop cykelløb, er, at man ikke bare kan vælge sit eget tempo, hvis man vil opnå det optimale resultat. Der er nemlig fordele ved at ligge på hjul af andre undervejs, og derfor kan det alt andet lige betale sig at bruge kræfter på at hægte sig på dem, der måske er en my bedre end én selv. Bagsiden af medaljen er, at man nemt syrer til og derfor kan mangle overskud på den sidste del af ruten. Med andre ord er der flere parametre, der skal passe sammen, for at man får et optimalt løb. Som regel knækker elastikken før eller siden, og så er det altid spændende, hvordan tingene udvikler sig derefter.
Jeg vil nedenfor beskrive de syv motionsløb, jeg har kørt i 2021. Særlig fokus er på, hvor og hvordan det ”gik galt”.
Situation fra Proowned Classic ved Skamstrup, hvor slagne ryttere ligger i smågrupper. (Foto: Klaus Hestkjær Carstensen)
Sorø Classic (Sjælland), maj, 52,3 km: Et løb, jeg har deltaget i en håndfuld gange. Løbet har karakter af skærsild, dvs. der er nogle hårde bakker tidligt på ruten, som er afgørende for, hvordan resten af éns løb går. Der har været en enkelt gang, hvor jeg klarede mig godt gennem den første tredjedel og kom i mål med en snitfart på over 35 km/t, men normalt – og således også i år – ryger jeg af den forreste gruppe og ligger derefter sammen med en mand eller to, og det betyder jo langsommere tempo, næsten uanset hvor hårdt man kæmper. Måden, jeg blev sat på: Højt tempo på stigninger.
Mors Rundt (Jylland), juli, 65,7 km: Ruten ligger på den sydlige halvdel af øen Mors, hvor der ikke er ret kuperet. Men efter seks km er der en gedigen stigning, og på den måde kan der – som i Sorø Classic – ske en udskilning meget tidligt. Af samme grund gav jeg alt, hvad jeg havde i mig på denne bakke (nok den højeste energiudladning i hele sæsonen), og det lønnede sig, for den følgende time kunne jeg sidde i en stærk gruppe, der holdt en snitfart på 40 km/t. Der var ganske meget læ i gruppen pga. dens størrelse, og når jeg fik problemer med accelerationer, blev jeg reddet af, at der kom mange ryttere op bagfra, som jeg kunne hægte mig på. Jeg endte med at køre de 67 km med 39 km/t i snit, hvilket er det hurtigste i et løb nogensinde for mit vedkommende. Bakker kan være meget fedt, men et hurtigt løb er bestemt også fedt! Måden, jeg blev sat på: Hen mod slutningen sad jeg i en mindre gruppe og tog en enkelt føring, hvorefter de andre kørte udenom, uden at jeg kunne følge med.
Kongeetapen (Jylland), august, 97,6 km: Kongeetapen for motionister finder sted samme dag som de professionelles Kongeetape i PostNord Danmark Rundt. Motionistløbet har været afviklet i en længere årrække, og jeg har deltaget i det et par gange før. Det er en logistisk bøvlet omgang, fordi man starter ét sted og slutter et andet, men det er tillokkende, at ruten foregår på den samme rute, som den proerne kører. Ja, og så er det jo en barsk ruteprofil med de knaldhårde stigninger i Vejle Ådal og i selve Vejle. Denne gang gik starten i Vamdrup – vinden var gunstig, og indtil Egtved stødte vi kun på enkelte stigninger. Men så gik det løs, og jeg fik overraskende tidligt krampefornemmelser i begge lår. Cirka halvvejs gennem de 97 km måtte jeg slippe frontgruppen, og resten af turen stod på få medryttere og himmelhøje stigningsprocenter. Kramperne gjorde mig nervøs for Kiddesvej, men takket være min ekstra klinge foran, fik jeg kæmpet mig op og i mål. Det er første gang i mange år, at jeg har haft kramper til et cykelløb. Måden, jeg blev sat på: Højt tempo på stigninger.
Rundt om Rold (Jylland), august, 55 km: Ved Rebild Bakker er stigningerne ikke helt så stejle som ved Vejle. Men der er mange højdemeter, og derfor er det ikke et løb, man sætter fartrekorder i. Lidt paradoksalt var det ved et kryds, at jeg blev sat fra den gruppe, jeg ellers havde koblet mig på. Der var tale om først et sving til højre ad en cykelsti og lige derefter et venstresving over vejen. Farten kommer langt ned sådan et sted, og jeg fik fornemmelsen af, at en af de andre i gruppen benyttede lejligheden til at tage en hård føring på vej væk fra krydset. Bum – jeg var sat, og så måtte jeg alliere mig med nogle af de andre slagne. Det er ofte, at sving og chikaner er årsag til, at jeg bliver sat fra en gruppe – oftere end bakker, vil jeg faktisk sige. Det skyldes, at skarpe sving følges af hårde accelerationer, mens en bakke som regel begynder blødere. I de fleste tilfælde har bakkerne dog alligevel spillet ind – de har tvunget pulsen op i det røde felt og gjort mig mere sårbar overfor temposkift. Måden, jeg blev sat på: Opbremsning ved sving og derpå følgende acceleration.
Tour de Vest (Sjælland), september, 67,8 km: Efter tre løb i Jylland var jeg nu tilbage på ”hovedøen”, og det var til et løb, som jeg har kørt før. Ruten vest for København er lidt kroget, men der er ingen store bakker, så der er gode chancer for at cykle hurtigt her. Lidt skuffende blev jeg dog sat efter ca. 20 km (det er sket lidt for tit for mig i årets løb!) – det var det sted på ruten, hvor terrænet er mest krævende. Jeg fandt dog snart en ny ganske god gruppe, omend flere af de stærkeste ryttere i den havde en irriterende vane med at køre helt ude i højre side af vejen, når de tog føringer. På et tidspunkt var jeg også røget bag af dansen her, men som ved et slags mirakel blev de andre i gruppen bremset af trafik ved et kryds, og så kunne jeg komme op til dem igen. Mere held end forstand! Næste gang jeg deltager i Tour de Vest, skal målet være at holde mig i samme gruppe fra start til mål. Måden, jeg blev sat på: Forhøjet tempo i stigende terræn kombineret med skarpt sving.
Værtens Mindste Broløb (Sjælland), september, 72,6 km: Ruten har start og mål i Karrebæksminde og minder i sværhedsgrad lidt om den i Tour de Vest. Første gang jeg kørte det – i 2017 – gennemførte jeg med 37,1 km/t i snit, hvilket jeg ikke var i nærheden af i år. Det blæste en del, og efter cirka 30 km sad jeg på det yderste af en vifte, hvor frontmanden gik til stålet i sidevinden. Pludselig blev jeg ”skubbet” væk af to andre i gruppen, som ikke var kommet med på viften, og det betød faktisk, at jeg umiddelbart efter sakkede agterud. Den måde at blive sat på har jeg ikke prøvet før! Derefter fulgte en snes kilometer i ensom majestæt. Det er altid en svær situation at være i, for man ved aldrig helt, om der kommer nogen op bagfra. Det gjorde der så i dette tilfælde, og jeg fulgtes det sidste stykke af vejen med den gruppe. Måden, jeg blev sat på: Positionskamp på vifte i hård sidevind.
Proowned Classic – DM for motionister (Sjælland), oktober, 60,3 km: Løbet var specielt på den måde, at det foregik på en rundstrækning og kun den. Runden er 12 km lang, dvs. jeg skulle køre den fem gange for at gennemføre 60 km. Ruten er bakket, kulminerende med en af Sjællands største stigninger, Dønnerupbakken, på næsten 50 højdemeter. Det var på forhånd helt urealistisk for mig at koble mig på de forreste, for det var virkelig et muskuløst felt med flere tidligere topidrætsfolk. Da der samtidig var relativt få deltagere, var der langt mellem felterne, og endnu en gang kom jeg til at befinde mig i smågrupper à 2-4 mand. Det blev et langsomt løb for mit vedkommende – lige under 32 km/t i snit -, hvilket dog skal ses i lyset af, at ruten har et antal højdemeter svarende til, hvad man vil møde i Vejle-området. Måden, jeg blev sat på: Forhøjet tempo i stigende terræn kombineret med skarpt sving.
Hvis man skulle oddse på de cykelløb, jeg deltager i, vil jeg sige, at det som regel vil give overskud at satse på, at jeg slutter i den bedste tredjedel af feltet. Det hænder dog også, at jeg slutter langt tilbage – ikke pga. dårlig form (min form er ret konstant henover sæsonen), men fordi styrken blandt deltagerne kan variere en del fra løb til løb.
Min gennemsnitlige puls i ovenstående løb ligger på 85%-89% af maks. Gennemsnitspulsen er dog ikke noget særlig godt parameter for, hvor hårdt løbene hver især har været for mig. Et hårdt løb har oftest budt på mange accelerationer med dertil hørende skarpe stigninger i pulsen, hvilket er mere udmarvende, end hvis der cykles i konstant høj fart og tilsvarende konstant puls.
Når det gælder de danske etaper i Tour de France 2022, er det ikke meget, der bliver talt om bakkerne på ruten. Til gengæld tales der en del om vinden, for på Storebæltsbroen, som rytterne skal henover på 2. etape, er vinden potentielt en vigtig faktor. I sidevind kan feltet blive splittet op, og nogle af løbets favoritter til det samlede klassement kan tabe værdifuld tid allerede her.
Men, men, men. Hvor farlig er det lige den vind er?
Teoretisk set vil den mest udfordrende vind komme fra NNV eller SSØ. Fra de to retninger vil vinden nemlig ramme Storebæltsbroen vinkelret. Og så er der basis for sidevindsangreb. Disse vindretninger er ganske vist ikke de mest hyppige i Danmark, men en syd-sydøstlig vind på en lun sommerdag er bestemt en mulighed.
Her er der så bare det problem, at om sommeren er vind fra syd og øst typisk et tegn på højtryksvejr. Og i højtryksvejr har vinden det med at være ret beskeden. Det vender jeg tilbage til.
Men hvad så med den gode danske vestenvind? Ja, vind fra vestlige retninger er det mest almindelige i Danmark, og på dage med vestenvind kan det godt ruske en del. Vind fra vest vil navnlig kunne udfordre Tour de France-rytterne på vej ned mod Storebæltsbroen fra nord, hvor ruten går tæt forbi Storebælt, men – og der har vi “problemet” – ude på broen, hvor rytterne er mest udsatte, vil vinden ramme dem primært forfra, og modvind er ikke kendt for at splitte felter. Nærmest tværtimod: I modvind er det mest favorabelt at gemme sig i hovedfeltet, og derfor vil vestenvind på Storebæltsbroen ikke umiddelbart kaste noget cykelmæssigt festfyrværkeri af sig.
Mange af os tænker nok på Storebæltsbroen som øst/vestgående. Men faktisk ligger broens vestlige ende ca. 6 km sydligere end dens østlige ende.
Spørgsmålet er så også, om der overhovedet kommer så meget blæst, som mange går og håber på. De danske Tour de France-etaper køres 1.-3. juli – i den tid på året, hvor der statistisk set er allermindst vind i Danmark. Se f.eks. denne opgørelse fra Voer.
Meget skal falde på plads, for at de cykelfans, der håber på splittelse og sidevindskørsel på broen før Nyborg, får deres våde drøm opfyldt. De skal både begunstiges af en stor portion blæst og en drilsk vindretning. Hårde odds. Hvis man skal være realistisk, så vil noget i stil med 6 m/s fra syd være udmærket. Jeg tror ikke, man skal sætte snuden op efter meget mere end det.
I det hele taget er sidevindskørsel noget, der mere tales om, end det praktiseres. Faktisk er disciplinen ofte mest effektiv, når der er et overraskelsesmoment i det. Det vil der ikke være på Storebæltsbroen, for alle holdene har hørt om vindens potentielle betydning her. Så holdene med favoritterne vil sidde helt klar, når de når til Korsør. Endnu et argument for, at broturen kan blive en halvtam omgang.
Misforstå mig ikke: Under de rette forhold vil turen over Storebæltsbroen kunne skrive sig ind i Tour-historien som et dramatisk moment. Men jeg tror nu mest på, at det vil være den pæne broarkitektur og spurten inde i Nyborg, der vil stå tilbage som højdepunkterne på etapen.
/Jacob
P.S.: Det vil langt fra være første gang, at et professionelt cykelløb suser hen over Storebæltsbroen. Det er sket nogle gange i forbindelse med Post Danmark Rundt – senest i 2004, hvor etapen gik fra Odense til Roskilde: https://youtu.be/Cxa88jXm8dw
Som man kan se på ruteprofilen, består VM-ruten af en kombination af rundstrækninger.
Der er flere måder, du kan gøre dig
fortrolig med VM-ruten i Leuven på. Du kan f.eks. se junior- og
U23-løbene, der afvikles inden på søndag, eller du kan tage
forstørrelsesglasset frem og studere den detaljerede ruteprofil.
Men hvis du ikke rigtig orker nogen af
delene, så kommer her nogle ganske få linjer om den landevejsrute,
der venter ved VM:
Arrangørerne har lavet et rutedesign,
der er bygget op om et sæt rundstrækninger. Disse rundstrækninger
kombineres så på forskellig vis i de forskellige løb. I bund og
grund behøver man bare kende til to rundstrækninger.
Den ene er den, der kaldes Flandern-rundstrækningen. En kuperet rundstrækning, der i sværhedsgrad kan minde lidt om vejene i og omkring Vejle. Bakkerne er på mellem 20 og 60 højdemeter. To stigninger skiller sig ud. Det er Moskestraat, der både har brosten og en maksimal stigningsprocent på 18 – en skrap “mur”. Den anden er Smeysberg, der på papiret er lidt lettere end Moskestraat, men som til gengæld har en kritisk placering, nemlig som den sidste bakke, inden rytterne kører ud af Flandern-rundstrækningen. I eliteløbet er der ca. 50 km fra Smeysberg til målstregen. Et godt bud er, at der her sker en afgørende udskilning.
Den anden rundstrækning, man bør kende, er Leuven-rundstrækningen. Den indgår adskillige gange på ruten. Den er en smule mindre kuperet end Flandern-rundstrækningen, men får måske endnu større betydning, da det er i Leuven, at målstregen ligger. Og selvom St. Antoniusberg med sine 230 meter i længde og en maks. på 11 normalt ikke ville værd at skrive hjem om, så vil jeg alligevel placere den blandt de tre vigtigste stigninger ved VM. Den ligger nemlig ganske kort før mål, og hvis en gruppe af ryttere er samlet her, så vil St. Antoniusberg med næsten garanti komme til at spille en rolle. Magnus Cort vil elske den!
Der er sagt og skrevet meget om, at den 268 kilometer lange rute for eliten ligger godt til danskerne. Det er jeg enig i, så jeg har ikke så meget at tilføje. Lidt regn og kulde kunne måske passe Mads Pedersen ekstra godt (det var jo i silende heldagsregn, at han vandt VM i 2019), men prognoserne siger tørvejr og lunt – hvilket så omvendt kan være til fordel for én som Cort, der jo var vild i varmen i Spanien.
Det bliver spændende. Danmark har godt med ammunition på holdet. Men man skal lige huske på, at adskillige nationer har flere ryttere i verdens Top 100, end Danmark har. Og blandt de allerstørste favoritter til sejren er der ingen danskere. Så tingene skal flaske sig, hvis vi igen skal have en mand i VM-trikoten. Lad os nu se.
Overskriften er på sin vis nedslående. Men der kan ikke være tvivl, når man ser på tallene: I de områder af Danmark, hvor der er mest kuperet, er der færre, der cykler, end i de områder, hvor terrænet er overvejende fladt.
Man kan også vende den om: Hvis Danmark vitterligt var fladt over det hele, så ville indbyggerne være omtrent lige flittige til at cykle alle steder. Og det er ikke tilfældet. De danske bakker betyder noget. De giver sved på panden, og det kan nogle lide – de fleste kan ikke.
I en ny grundig undersøgelse af danskernes bevægelsesvaner har man bl.a. spurgt folk om, hvor tit de bruger cyklen. Spørgsmålet gik på, om den adspurgte borger (15 år eller ældre) indenfor de seneste 12 måneder har brugt cyklen som transport- eller motionsform.
Toppen og bunden af listen over indbyggernes brug af cyklen i de danske kommuner. Se hele tabellen her.
Det var der især mange, der sagde ja til, på de danske småøer. Kommunerne Fanø, Læsø og Ærø ligger helt i top. Dette har nok noget at gøre med det hav, der omkranser kommunerne og udgør et sæt begrænsninger i muligheden for at bevæge sig væk derfra.
Men kigger man på de øvrige kommuner med godt gang i cyklismen, så er der en klar tendens til, at de ligger i temmeligt flade landskaber. Københavnsområdet og Sydvestjylland er f.eks. rigt repræsenteret, og det er netop egne, hvor der praktisk tal ingen større bakker er.
I den anden ende af tabellen er der derimod mange kommuner, hvor vejene har store højdeforskelle og skrappe stigningsprocenter. Det gælder f.eks. kommunerne omkring de østjyske fjorde og tunneldale. At også Syddjurs Kommune og Odsherred Kommune har få cyklister passer også ind i mønsteret – begge kommuners terræn er kraftigt præget af store randmoræner.
Helt i bund på listen ligger Kalundborg Kommune i Nordvestsjælland. I kommunen finder man Sjællands stejleste veje, hvilket nok kan skræmme nogle borgere fra at hoppe op på den tohjulede.
Der er selvfølgelig også andre årsagssammenhænge, når det gælder graden af cyklisme, men tendensen er ret iøjnefaldende. Og den passer med en tidligere analyse, som er blevet omtalt på Danskebjerge.dk. Læs om den her – hvor der også er link til listen over Danmarks største bjergbyer.
