Blogsbjerg

Kameraet brokkede sig noget over tusmørket, men jeg nåede da lige at komme til tops på Jernhatten, inden de sidste rester af dagslys forsvandt.

Jernhatten ligger i det nordøstlige hjørne af Mols Bjerge og overses nok af de fleste turister. Men stien er dog ikke groet helt til, så der må komme mennesker her dagligt.

Det mest imponerende ved stedet er bakkeknoldens beliggenhed klos op ad kysten. Højdeforskellen er meget iøjnefaldende. Jeg tror næsten, at folk med højdeskræk vil kunne mærke det lidt i maven, når de kigger ned ad skråningen.

Kigger man udad, ses en lille mørk stribe ude i horisonten. Det er øen Hjelm, hvis historie bl.a. er knyttet til den navnkundige Marsk Stig. Hjelm er i øvrigt en af de mest kuperede øer i Danmark – med et højeste punkt, der befinder sig 45 meter over havet. Det er kun fire meter lavere end Jernhatten.

Danskebjerge.dk har denne sommer kåret Jelshøj til den smukkeste stigning i Danmark.

Det er ikke en kåring, som nødvendigvis vil gælde langt ud i fremtiden, for der findes virkelig mange stigninger i Danmark, og der kan godt være nogle skønheder, der er blevet glemt. Men Jelshøj er da en start!

Jelshøj ligger i den sydvestlige udkant af Århus, og den har nogle egenskaber, som gør den til noget særligt:

• Det er muligt at se næsten hele bakken fra et sted i landskabet
• Den er stejl – flere steder stejlere end 10%
• Varierende vejforløb
• Gravhøj på toppen af bakken (offentligt tilgængelig)
• Flot udsigt både fra gravhøjen og fra toppen af stigningen
• Bakken ligger i køn natur
  

Man kan indvende, at Jelshøj-bakken langt fra er den største og ej heller den stejleste i Danmark, men hvis man ser på stigninger, der er mere krævende, så klarer de sig ikke så godt i forhold til ovenstående kriterier. Nogle eksempler:

• Munkebjerg ved Vejle: Flot vejforløb, flot omgivende natur (bøgeskov), men den er umulig at se fra afstand, og det er svært at få dens stejlhed med på fotografier
• Jellingvej, Vejle: Gevaldigt mange højdemeter, men man kan ikke se ret meget af den ad gangen, og visuelt er der ikke meget wow-effekt over den
• Skovhøjvej, Ejer Bjerge: Danmarks største stigning og køn på mange måder, men udsigten mod nord er spærret af skov, og gravhøjene på toppen ligger inde i denne skov
• Pøt Mølle, Hammel: Som med Munkebjerg er den godt skjult af skov, og af samme grund er udsigten på toppen begrænset.
• Vårby Bakke, Slagelse: Man kan næsten se fra bunden til toppen af denne stigning, og den har flere højdemeter end Jelshøj-stigningen, men bakkeæstetikken er alligevel ikke til en førsteplads, for vejen er snorlige og ikke meget stejlere end 5-6%.

Hvis du kender stigninger, som du mener er særligt smukke – og som opfylder kriterierne ovenfor -, så lad mig det endelig vide.

Jeg har lavet en Top 3 over Danmarks smukkeste stigninger. Du finder den nederst på denne side.

Man kører nedad for at komme til Himmelbjerget. Det er der måske ikke så mange besøgende, der bemærker, men det gør man altså. Terrænet en halv kilometer syd for Himmelbjergtårnet ligger ca. 10 meter HØJERE.

Så det er sådan set forkert at placere Himmelbjerget på syvendepladsen over de højeste danske toppe, sådan som folk – jeg selv inklusive – har gjort i de sidste mange år. I stedet burde Himmelbjergets sande 157 meter over havet kvalificere bakken til en femteplads på listen.

Men det kan give nye problemer, for hvad er Himmelbjerget egentlig? Er Himmelbjerget ikke det sted, hvor Himmelbjergtårnet står? Det vil mange mene, selvom dette steds officielle navn faktisk er Kollen. (Se kortudsnit.)

Dilemmaet er ikke nyt, men det relativt nye er, at man i dag har tilgængelige højdedata for ethvert sted i det danske landskab. Det havde man ikke for blot 10-20 år siden. Dengang var man henvist til Kort- og Matrikelstyrelsens kort, hvor der kun var anført højdedata for udvalgte terrænpunkter.

Så spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til et par justeringer af bakkeranglisten. Det vil ikke vende op og ned på det hele, men det vil medføre mindst to ændringer i Top 10.

Den ene har jeg lige redegjort for. Den anden har jeg beskrevet i en artikel fra 2018, hvor jeg fandt frem til Rye Sønderskovs reelle højeste punkt. Punktet var hele fem meter højere beliggende end det punkt, der hidtil – tilsyneladende ved en fejl – har været angivet som Rye Sønderskovs højeste. Dermed krøb den midtjyske skov op på siden af den bornholmske bakketop Rytterknægten. Begge måler ca. 162 meter – Rye Sønderskov en halv meters penge mere.

I sidste ende vil de nye principper for rangering næppe føre til et højt antal omrokeringer. De fleste danske bakketoppe er trods alt veldefinerede. Så jeg hælder til at effektuere ændringerne nu. Det vil være den største ændring på listen, siden Danskebjerge.dk gik i luften for 14 år siden.

/Jacob

De fleste opfatter det nok som tilfældigheder, når de undervejs på deres køre- og cykelture passerer bakkede og flade strækninger. Men faktisk er der næsten altid en sammenhæng mellem teksturen i landskabet og landskabets oprindelse. Det har jeg prøvet at illustrere med denne grafik, som er lavet ud fra en delstrækning på min cykeltur på Midtsjælland i aftes.

Grafikken er en kombination af mine gps-data og Per Smeds topografiske kort. Nederst er en signaturforklaring for seks af de landskabsformer, der er mest fremtrædende på kortudsnittet.

I korte træk kan strækningen, der blev kørt mod uret og er vist med rød linje, beskrives således:

Først kører jeg ud på og hen over Store Åmose – turens lavest beliggende sted, som udmønter sig i en karakteristisk pandekageflad højdeprofil¹. Dernæst rammer jeg et dødislandskab², som omkring Maglesø kulminerer i nogle høje bakker. På turen ned derfra og i vestlig retning krydser jeg et kombineret dødis- og randmorænelandskab, der går op og ned konstant med få meter ad gangen, for så igen at komme ud på Åmosen, denne gang i mosens vestlige del.

Pointen med det hele er egentlig, at en cykeltur er en slags fortælling – en fortælling om, hvordan et landskab er opstået og i det store hele har bevaret sin form igennem årtusinder.

/Jacob

¹ Åmosens flade bund er skabt ved, at området mod slutningen af sidste istid var et bassin, hvori store mængder smeltevand blev opsamlet.

² Et dødislandskab er et landskab, der er præget af, at en gletsjer ved afsmeltning er gået i opløsning og har ligget mellem morænejord. Resultatet er et småknoldet, uregelmæssigt terræn, ofte med fordybninger (hvor der har ligget dødis) eller toppe med stejle fald til alle sider (opskubbet eller nedskyllet sand og ler).

Dagbladet Politiken har i samarbejde med en række rutinerede mountainbikere kåret Danmarks bedste mountainbikespor.

Det er faktisk femte år, at kåringen finder sted, og derfor tegner der sig et mønster. Der er ganske enkelt bestemte spor, der nævnes gang på gang, og som derfor har en særlig status inden for sporten. Man kan vel sige, at man kun er en rigtig mountainbiker, hvis man har prøvet nogle af dem.

Kåringen har især fokus på de spor, der er specialdesignet til mountainbikere, dvs. at der indgår nogle elementer, som man ikke finder på en almindelig mark- eller skovvej.

Vinderen – ikke kun i år, men også når man ser på de tidligere kåringer – er ruten Danmarks Tag, der ligger i Ry ved Silkeborg. Om Danmarks Tag hedder det i kåringen: »Lækre spor, store linjer, mange højdemeter og en ordentlig skefuld airtime. Rig mulighed for at udfordre sig selv på stejle, tekniske nedkørsler og samtidig have det sjovt«

Sporet, som altså lader til at være det bedste i hele landet, er 6,8 km langt og har 221 højdemeter.

De øvrige, der fik flest stemmer i 2020 og dermed kom i Top 10, er:

• Vesterskoven ved Silkeborg
• Svinkløv Klitplantage
• Nordskoven ved Silkeborg
• Trailcenter Bornholm i Almindingen (17 forskellige spor)
• Fruens Plantage ved Næstved
• Sir Lyngbjerg ved Holstebro
• Tisvilde Hegn
• “Skovhuggeren” ved Svendborg
• Rude Skov ved Holte
  

Af disse har sporet i Vesterskoven flest højdemeter i alt, nemlig 557 fordelt på 17 kilometer. Størst koncentration af højdemeter har derimod Fruens Plantage, som ifølge Danskebjerge.dk’s beregning har 45,4 højdemeter pr. 1 km spor – det er så heller ikke just et begynderspor …

Hele artiklen om kåringen finder du her (for abonnenter):
https://politiken.dk/rejser/ferieidanmark/art7771154/Seks-spor-dominerer-med-stamina-og-klasse

/Jacob

Danskebjerge.dk har benyttet det solrige vejr til et første besøg på en helt ny bro, der er blevet bygget over Susåen. Se filmen her:

Byggeriet af træbroen blev muligt efter bevillinger fra Næstved og Sorø Kommune på i alt 450.000 kroner.

Susåen er ca. 13 meter bred det pågældende sted. Fra broen er der 26 meters højdeforskel op til Næsby Kirke i syd og et tilsvarende antal højdemeter op til Vester Broby Kirke i nord. Man kan se begge kirker fra den nye bro.

I nærheden har der i tidligere tider været et såkaldt vad – et lavvandet sted, hvor man kunne smøge buksebenene op og møve sig fra den ene side af åen til den anden. Den form for krydsende trafik er man for længst gået bort fra, så i næsten et århundrede skulle man helt hen til Næsby Bro – knap 2 kilometer borte – for at komme over åen. Nu er det blevet nemmere, og dermed er der etableret en mere direkte vej mellem de to landsbyer Vester Broby og Næsby. De er ellers adskilt af ikke blot Susåen, men også af en kommunegrænse, der følger åen. Nu er der altså slået bro over forskellighederne.

Jeg går ud fra, at man i forbindelse med den officielle åbning vil udbedre stisystemet omkring broen. Da jeg besøgte den, var der visse steder noget ufremkommeligt.

Øen Barsø ligger ud for Genner Bugt i Sønderjylland og er sine steder ganske kuperet. Det højeste punkt hedder Gyldenbjerg. Punktet befinder sig 39 meter over havet.

Sagnet fortæller, at da pesten hærgede, sejlede munke fra Løjtland til Barsø og slog sig ned i en lille kløft i den sydvestlige ende af øen. Kløften har i dag navnet Munkedal. Munkene blev angiveligt boende i Munkedal, indtil sygdommen igen havde sluppet sit tag i fastlandet.

Om historien har noget på sig, vides ikke med sikkerhed, men at øer har været anset som effektive værn mod smittespredning, er der ingen tvivl om. Helt frem til for ganske få år siden blev øen Lindholm i Stege Bugt brugt til forskning i virussygdomme. At forskningsfaciliteterne blev placeret på en ø, hang sammen med ønsket om at være i god fysisk afstand fra eventuelle epidemier.

I de sidste par år har Lindholm mere været kendt fra debatten om, hvad man skulle gøre af udviste asylansøgere. Det er jo en anden problematik – og så alligevel ikke. Historisk set har der været et vist geografisk overlap, når det gælder de steder, hvor man håndterede hhv. udlændinge og sygdomme. Et kendt eksempel er Ellis Island ud for New York. Stedet blev ikke kun anvendt som modtagecenter for immigranter, men også som karantænestation.

Et andet eksempel på en ø, som blev brugt til at håndtere sygdom, er Poveglia nær Venedig. Poveglia blev i 1776 indrettet til at tage mod pestramte og andre syge folk og fungerede som hospitalsø i mere end et århundrede.

/Jacob

Vinteren 2019/2020 har været en særdeles våd én af slagsen, og det giver ikke kun problemer i de lavtliggende områder, men også på steder med stejle skrænter. De enorme vandmængder gennemtrænger og mætter jorden, og hvis det sker på en skråning, er der høj risiko for jordskred.

Der har i de forløbne dage været flere tilfælde af jordskred rundt omkring i Danmark. Ikke åbenlyst livsfarlige skred, som man kender fra bjergrige egne andre steder i verden, men skred, der går ud over bl.a. vejanlæg, og som derfor kan være til gene for trafikanter. Jeg har kigget på et par eksempler.

I Vejle har nedbørsmængderne forårsaget jordskred ved Jellingvej og Munkebjergvej – begge veje, der er anlagt på markante skråninger. Ved Lerbæk er Jellingvej ramt af udskridende underlag. Asfalten er begyndt at slå revner, og myndighederne har måttet afspærre den ene vognbane af sikkerhedsmæssige årsager, fortæller Vejle Amts Folkeblad. Det er før sket, at Jellingvej har været truet af sammenstyrtning efter omfattende regn, men det var længere inde mod Vejle.

På Munkebjergvej ser det også bekymrende ud. Her er der sket et jordskred ved banetunnelen, og der er fare for, at træer vælter ned på vejen. Derfor har vejen været spærret af i flere dage. Munkebjergvej er en serpentinervej, hvis snørklede vejforløb er skåret skarpt ind i terrænet, og de skråninger, der derved er opstået, er sårbare.

Ved Lyngby nord for København er der ingen hårnålesving, men beredskabet har alligevel måttet rykke ud. Dels pga. træer, der er væltet, fordi det gennemvædede rodnet ikke kunne holde dem længere, og dels fordi en stensætning ved en skrænt havde givet efter.

I Fredericia er jordskredene af en lidt anden karakter. Det er et stykke af den fredede fæstningsvold, der ikke kan holde til mere. Fredningen gør, at man ikke uden videre må fjerne jord fra volden for at gøre den mere stabil. Men det har man alligevel fået lov til i denne helt særlige situation, fortæller DR.

Jordskred er almindeligt forekommende i Danmark, men det plejer at være ved kysterne, hvor klinterne eroderes. Skred inde i landet er sjældnere, men måske skal vi belave os på flere af den type hændelser, eftersom de lunere vintre medfører højere nedbørsmængder. Denne tendens bør også indtænkes i fremtidige vejbyggerier, så man ikke anlægger veje med skrøbelige underlag.

/Jacob

Det blev alle gode gange tre. VM i 2011, Giro d’Italia i 2012 og nu Tour de France i 2021.

Inden for få år har Danmark fået tilkæmpet sig værtskabet for verdens tre største cykelevents, og alle tre gange – senest med Tour-starten – har arrangørerne formået at finde ruter, hvor terrænet er helt uden sportslig betydning.

Jeg er med på, at det ikke er de danske organisationer, der bestemmer det hele, når sådan nogle etaper skal tilrettelægges. Alligevel tillader jeg mig at være kolossalt skuffet. Jeg mener ikke, at det gavner Danmarks brand, at vi igen og igen fremstår som et sted, hvor der kun køres kedelige cykelløb på veje uden afgørende bakker. Se også den artikel, jeg medvirker i, i Vejle Amts Folkeblad.

I international landevejscykling bliver der længere og længere mellem de løb, hvor ruterne er flade, og sprinterafgørelserne uundgåelige. Denne udvikling skyldes, at arrangørerne godt ved, at publikums interesse bliver stadigt sværere at fastholde. Der skal ske noget i løbene, og en af de mest effektive måder at få ting til at ske på er ved at forsyne rutekortene med nogle gode stigninger.

Det behøver ikke være deciderede bjerge.

Ved VM i Yorkshire i 2019 var terrænet ikke hårdere, end hvad man kan opstøve her i Danmark. Men de engelske bakker fik alligevel en vigtig rolle at spille (godt suppleret af barske vejrforhold). Var det ikke værd at følge det eksempel herhjemme og vælge nogle sportsligt udfordrende ruter, der kunne skabe lidt spænding om slutresultatet?

Det har man desværre ikke gjort. Ligesom VM i 2011 og Giro-starten i 2012 vil de danske Tour-etaper i 2021 efter alt at dømme blive tamme og forudsigelige for os, der ser på.

At enkeltstarten i København er pandekageflad, er fair nok, men at man vælger bakkeløse Nyborg som målby på 2. etape, er kedeligt. Og på 3. etape er det også tamt. Her kommer man ellers til Østjylland, som har Danmarks hårdeste cykelterræn. Men fordi Vejle er startby, og Vejle Ådal altså ligger helt i begyndelsen af etapen, ender egnens hårde bakker med at få nul indflydelse, når etapen skal afgøres. Sørgeligt!

Og endnu mere trist er det i målbyen Sønderborg.

Mange store danske cykelløb er blevet afgjort på bakketoppen ved den ikoniske Dybbøl Mølle. Vejen dertil har en del højdemeter, og derfor ser man tit spændende opgør mellem sprintertyper og klassikerryttere. Men når Tour de France-feltet kommer til Sønderborg, skal afslutningen foregå et andet sted, nemlig på den langt mere anonyme og absolut ubakkede Augustenborg Landevej.

Derefter vil Tourholdene i hast pakke sydfrugterne og lægge Danmark lykkeligt bag sig. Og i de andre lande vil tv-seerne endnu en gang sige: Jamen, det kunne jo ikke være anderledes, når etaperne lå i flade Danmark!

Det er stærkt uheldigt, at man fra dansk side ikke gør mere for at promovere landet som et afvekslende cykelland. Det virker næsten, som om man underdanigt bekræfter de internationale cykelorganisationers fordomme om flade Danmark – i stedet for at præsentere dem for de spændende muligheder, som terrænet faktisk giver.

Jeg er helt klar over, at der også er noget logistik, der skal gå op, og at der er borgmestre, som gerne vil have et spurtopgør nær bycentrum ud fra den antagelse, at det giver optimal eksponering. Men er den bedste reklame ikke snarere at præsentere verden for et dramatisk cykelløb, hvor man har insisteret på at lægge målstregen i bakket landskab i stedet for på et torv eller i et industrikvarter?

I disse år ser man gang på gang, at hvis der er vilje til det, så kan selv de snævreste og mærkeligste veje blive inddraget i de største løb. Så jeg tror, at det til syvende og sidst handler om vilje.

Og så handler det om at se på eftermælet. Når man læser, hvad udenlandske cykelfans skriver om VM i København i 2011 og de danske Giro-etaper i 2012, så er det ikke begejstring, der præger formuleringerne. Verdensmesterskaberne i 2011, der som forudset endte i en massespurt, anses af de fleste som et af de absolut kedeligste, der har været i dette århundrede. Folk har glemt alt om, at begivenheden i øvrigt var godt organiseret, og hvad der ellers er blevet fremhævet fra dansk side.

Tænk engang, hvor sjovt det kunne være, hvis man om nogle år kunne sige: Vi havde godt nok ikke regnet med, at de danske stigninger fik så stor betydning i 2021-udgaven af Tour de France? Det ville da være en skøn branding af landet. I stedet bliver det en grå gentagelse.

Læs mere om Danskebjerge.dk’s holdning her.

/Jacob

Sobjerg Banke er en af mine yndlingsbakker på Sjælland, og den har sit eget lille afsnit i Thieles “Danmarks Folkesagn”, der udkom første gang i 1843:

“Mellem Tersløse og Sobjerg ligger Sobjerg bakke, som er den rigeste høj på hele Sjælland, og det er ikke til at sige, hvilke herligheder der ikke findes derinde. I denne høj bor der en troldkvinde, til hvem der engang gik et prægtigt optog fra Stenlille mark, da trolden i Galtebjerg tog hende til ægte.

Det hænder ofte, når man kommer forbi i klart vejr, at man ser det dejligste kobbertøj og de skønneste bolstre ligge ude på højen for at blive solet, og hvis man går nærmere derhen, kan man se, hvordan småpuslingerne får travlt med i en fart at få det bragt ind.”

Om der faktisk bor en troldkvinde i Sobjerg Banke, skal jeg ikke udtale mig om. Men geografien i Thieles beskrivelse er en smule skæv. Bakken ligger ikke mellem Tersløse og Sobjerg, men derimod nogle få hundrede meter sydvest for Sobjerg. Det er i øvrigt forholdsvis almindeligt, at Thiele kløjs en smule i geografien, når han gengiver sagn om bestemte lokaliteter. 🙂

På Danskebjerge.dk kan du læse om ti andre danske bakker og høje, der har sagn knyttet til sig. Gå direkte til artiklen her.