Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!

En “nyhed” om en gammel henrettelse

Bakkesnak Posted on Sun, June 09, 2024 17:01:06
Galgebakke midt i kortudsnittet – med den røde prik, der viser toppunktet, som er 115,5 moh.

Nogle kilometer syd for Horsens ligger et lille, men alligevel meget markant højdedrag ved navn Bjerrelide. Dets højeste punkt er gravhøjen Purhøj med 121,5 moh., men lidt længere mod syd er der et andet toppunkt, der også er værd at kende. Især hvis man interesserer sig for krimistof og retsvæsen.

Stedets funktion afsløres allerede i navnet: Galgebakke. På Galgebakke er et ukendt antal dømte forbrydere blevet henrettet igennem tiden – den sidste i 1856, og det er den, jeg lige vil omtale.

Tilbage i 2008 var der i Vejle Amts Folkeblad en beskrivelse af de hændelser, der førte til henrettelsen. Du kan læse hele artiklen her. Men kort fortalt drejer det sig om en lokal mand, der overfaldt en 14-årig pige, Maren Abrahamsdatter, for at voldtage hende og umiddelbart efter slog pigen ihjel.

Af avisartiklen fremgår, at manden blev dømt til »at miste sin hals og hans hoved at sætte på en stage«. Han appellerede dommen, men den blev både stadfæstet af Vestre Landsret i Viborg og af Højesteret, skriver avisen.

Dette er dog kun en halv sandhed, kan jeg nu afsløre. For på den tid fandtes endnu en retslig instans, nemlig regeringen og kongen. Der er flere eksempler på, at Frederik den 7. var relativt blød, når det gjaldt straffe, og på dagen, hvor drabssagen fra Bjerre blev taget op i statsrådet, havde han lige nedsat en i forvejen nedsat straf til en indbrudstyv.

Og også straffen til drabsmanden blev reduceret – omend ikke nok til at gøre gerningsmanden glad! Kongen slog nemlig fast, at i denne sag skulle dødsstraffen eksekveres. Formildelsen bestod i, at drabsmandens hoved ikke skulle sættes på en stage. Så han slap altså for at ende som f.eks. Johann Struensee, hvis kropsdele kunne ses videnom efter halshugningen.

Men døden undgik manden ikke. Han blev den sidste person, der henrettedes på Bjerrelide.

Ved mit sidste besøg på Bjerrelide forsøgte jeg at finde den gamle galgebakke. Man kan se den fra afstand, men desværre ligger den et stykke inde på en privat mark. Så nogen stor turistseværdighed er der ikke tale om. Der er Purhøj mere attraktiv.

Galgebakke ses midt i billedet, hvor der anes en hvid bygning oppe mellem en stor gruppe træer.


To-i-én-bakken ved Tølløse

Bakkesnak Posted on Sat, May 25, 2024 13:08:59
Fristrupvej-bakken består af to stigende strækninger, der er omtrent lige lange. Den grønne linje markerer det midterstykke, hvor vejen er næsten flad.

På fredagens solbeskinnede cykeltur kom jeg forbi Fristrupvej nær Tølløse. Det er nogle år siden, at jeg sidst besteg denne ganske krævende sag, men jeg kunne sagtens huske den.

Der er mindst to ting, der kendetegner Fristrupvej-bakken.

Den ene er, at bakken består af to adskilte stigende strækninger.

Nummer 1, den nederste, er den mest stejle. På de skrappeste 100 meter af den ligger stigningsprocenten på 10% i gennemsnit.

Derefter er der et stykke på 100 meter med en positiv højdeforskel på kun godt 1 meter, altså næsten fladt.

Så kommer delstigning nummer 2. Her bliver man bl.a. udsat for 240 meter med en gennemsnitlig stigning på 6,3%.

Det, man så kan diskutere, er, om stigningen bliver hårdere af at være delt op på denne måde, eller om den tværtimod bliver nemmere af det. Sidstnævnte påstand bygger på, at man får lidt tid til at puste ud halvvejs, hvor terrænet næsten ikke stiger. De fleste vil dog nok mene, at det er omvendt, altså at det særlige forløb gør stigningen mere krævende end ellers. Simpelthen fordi stigningsprocenterne visse steder når højere op, end hvis hældningen var fordelt mere ligeligt ud over hele bakken.

Andre lignende bakker
“Dobbeltbakker” af denne type er ikke så almindelige i Danmark, men de forekommer. Blandt sjællandske eksemplarer kan nævnes Kårupvej i Odsherred. Den minder faktisk en del om Fristrupvej, men er noget længere.

I Jylland har vi bl.a. Jelshøj, som Danskebjerge.dk har kåret til Danmarks smukkeste stigning. Jelshøj-stigningen er meget lig Fristrupvej, når vi ser på den samlede højdeforskel (Jelshøj: 35 højdemeter, Fristrupvej: 38 højdemeter), men den jyske bakke er noget kortere og dermed også stejlere. Den kan uanset hvad ikke hamle op med Danmarks måske mest udfordrende “dobbeltbakke”: Østengård ved Vejle. Denne skråner med helt op til 18% og har alligevel et kort midterstykke på 0%.

Der findes næppe nogen officiel definition på den nævnte type bakke. Man kan derfor ikke entydigt sige, hvornår en bakke er en “dobbeltbakke” à la Fristrupvej, og hvornår det bare er en bakke med varierende hældning. Men man kan i al fald slå fast, at det flade stykke skal adskille sig markant fra bakkens maksimale stigningsprocent. Et bud kunne være: Bakken skal have en maksimal stigningsprocent på mindst 10, og på midterstykket skal der være en strækning med en stigning på højst 2% i snit.

Forældede bakkenavne
Mangler vi noget? Ja, jeg mangler at nævne den anden ting, der kendetegner Fristrupvej-bakken. Det er, at den har tilnavnet Schulstad-bakken. Ja, faktisk har dette navn, Schulstad-bakken, lokalt været det mest benyttede i mange år, særligt blandt cykelryttere. Ulempen: at der ikke længere er nogen Schulstad brødfabrik på Fristrupvej. Den lukkede i 2012, og deraf fik vi misèren: En stigning, der var opkaldt efter en privat virksomhed, bærer et navn, som ikke længere giver mening.

Et parallelt eksempel finder vi ved Rønnede, hvor Sydsjællands største stigning engang blev døbt P2-bakken. Navnet kom af den møbelforretning, som lå i bunden af bakken (præcis ligesom brødfabrikken på Fristrupvej lå i bunden af bakken). Og som sådan er det forståeligt. For hvis nu man skulle forklare andre om, hvordan man fandt frem til stigningen, kunne man jo sige: “Ved du, hvor P2 Møbler og Tæpper ligger? Godt, det er dér, du skal dreje af.” Praktisk. Og så alligevel ikke.

For mens eksisterende veje kun sjældent ændrer form og placering, så er virksomheder genstand for forandring. De lukker – som møbelforretningen og brødfabrikken gjorde for år tilbage. Eller de brænder ned. Eller de ændrer navn. Eller noget fjerde. Så det er ganske enkelt noget rod at opkalde uforanderlige lokaliteter efter foranderlige lokaliteter.

Tag i stedet udgangspunkt i noget andet. F.eks. vejnavnet. Man kan også bruge navnet på bakketoppen øverst oppe. Eller den by, man kører igennem på strækningen. Bare det er noget, der er knyttet fast til landskabet og ikke kan forsvinde nærmest fra den ene dag til den anden, som firmaer jo kan.

/Jacob



Kalundborgsk stigning udfordrede dronningen

Løb & ruter Posted on Mon, May 20, 2024 18:24:04

“Ruten er smuk – men kuperet,” lød det fra Dronning Mary, da hun var kommet i mål efter at have gennemført 5 kilometers Royal Run i Kalundborg.

Hun har ret i sin karakteristik. Ruten i Kalundborg var nemlig den skrappeste af dagens Royal Run-ruter. Hovedsageligt pga. turen op ad Møllebakken, som ligger halvvejs.

På kortet er Royal Run-bakken indtegnet med en rød streg.

Stigningen begynder på Kordilgade (1 moh.), hvor hældningen kun er beskeden. Stigningsprocenterne tager til op ad Bryggervænget og Møllebakken. På Royal Run-ruten gik det sidste stykke mod toppen (30 moh.) ad en sti. Jeg får det til i alt 550 meter med 5,3% i snit.

Ikke noget at sige til, at dronningen var nede at gå et par gange undervejs. Og så endda i sol og temperaturer et stykke over 20 grader.

Hele hendes rute kan ses her.

Møllebakke-stigningen har tidligere indgået i flere store events, både for løbere og cykelryttere. I fx 2021 kørte PostNord Danmark Rundt-feltet op ad den stejle kalundborgske bakke.

/Jacob



Store danske jordskred skyldes mennesker

Bakkesnak Posted on Sat, April 13, 2024 23:35:45

“Hvorfor skred jord og træer ned i en garage i Vejle?” spørger Dr.dk i overskriften til en artikel i denne uge. Sagen handler om en skråning nedenfor Mølholm Kirke. Her skete der i februar et skred, der forårsagede skader på et hus nedenfor skråningen.

Dr.dk skriver, at der lige nu er en geologisk undersøgelse i gang af stedet. Man skal finde ud af, hvordan gentagelser kan undgås.

I artiklen fremhæves store regnmængder som en årsag, og der er ingen tvivl om, at nedbør spiller ind – i kombination med andre vejrforhold. Men endnu vigtigere er denne faktor: Menneskeskabte ændringer i terrænet. Gang på gang viser det sig, at jordskred sker på steder, der i nyere tid har undergået forandringer af den ene eller anden slags. Ofte har det været i forbindelse med anlæg af ny infrastruktur.

På kort over Vejle kan man se, at skråningen nedenfor Mølholm Kirke har ændret udseende op gennem 1900-tallet. Oprindeligt var der et relativt konstant fald ned mod jernbanen langs Vejle Fjord. Men i efterkrigsårene skete der en afgravning og udjævning i bunden af skråningen. Her etableredes nemlig en parcelhusvej, der fik navnet Banevangen. Banevangen blev så at sige skåret ind i skråningen, og det betød uvægerligt, at der opstod et stejlere fald end det naturlige.

En stejlhed, der altså har vist sig at være for voldsom. Flere gange i de seneste årtier har der været jordskred i den stadigt tættere bebyggede bydel Mølholm. I 2020 skete der et skred på næsten præcis samme sted som skreddet i februar i år.

To kortudsnit af præcis samme område i bydelen Mølholm. På udsnittet til venstre ses i midten den nogenlunde konstant hældende skråning. Det var status før Anden Verdenskrig. På udsnittet til højre, som er fra efterkrigsårene, er der gjort klart til at bygge vej og huse (det hvide område). Derved etableredes en flade, der skrånede mere end det oprindelige terræn.

Jamen, er det ikke regnen, der gør det – en følge af klimaforandringerne?

Jo, det er regnen, der er den udløsende faktor. Men man skal huske på, at det naturlige danske terræn typisk er over 12.000 år gammelt. Bakkerne har ligget her så længe, at de er blevet formet af erosion (herunder regn) i et omfang, som langt overgår de senere års ændrede nedbørsmængder. Landet har sat sig. Derfor er store jordskred i Danmarks uforstyrrede landskab et sjældent forekommende fænomen. Men når mennesket skærer i selv samme landskab, griber man ind i den terrænjustering, som naturen selv har foretaget over tid.

Og én ting er, at jorden skrider sammen. Men det medfører også ofte materiel skade. Afgravningen blev jo foretaget for at skaffe plads til mennesker på den ene eller anden måde. Så når jordskreddet rammer, kan det gå ud over en vej, en jernbane eller – som i den aktuelle sag – et hus. Det er ærgerligt. Men det er først og fremmest os selv, vi skal takke, for at det gik galt.

Så er der selvfølgelig også skred, som ville ske, uanset hvad mennesket foretager sig. Det kendes fra Danmarks mange klinter. Klinterne er meget stejle – til tider nærmest lodrette -, og når de udsættes for påvirkning af eroderende fænomener så som nedbør og havets bølger, så kan de yderste lag styrte ned. Det er en såre naturlig proces.

Sommerhuse skræmmende tæt på klinten ved Lønstrup på den jyske vestkyst. (Skråfoto, SDFI)

Men også her bliver konsekvenserne forværret af menneskelig tilstedeværelse. Vi har nemlig – særligt gennem de sidste 100 år – opført bygninger tæt på disse klinter. Typisk sommerhuse, hvor tanken har været, at nærheden til havet er en stor del af herlighedsværdien. En del af disse sommerhuse har siden opførelsen fået en gradvist kortere afstand til klintekanten, og det er selvfølgelig ikke sjovt at se sin ejendom nærme sig afgrunden. Men i sidste ende er det en menneskeskabt ulykke, mere end det er en naturskabt.

Man må håbe, at vi tager ved lære af jordskreddene i fremtidige byggeprojekter. Vi skal undgå at etablere skråninger, der er stejlere end de stejleste naturskabte skråninger. Og vi skal undgå at opføre huse meget nær steder, hvor der er fare for jordskred.

Dr.dk’s artikel om de geologiske undersøgelser i Vejle-bydelen Mølholm.


Det hvide lag der var her før gletsjerne

Bakkesnak Posted on Sat, April 06, 2024 02:10:16

Sten, grus, sand og ler. Det er i store træk en dækkende beskrivelse af det danske landskabs bestanddele. Materialet blev bragt hertil af gletsjere nordfra. Noget af det blev afsat direkte af gletsjerne (moræne), men andet blev “filtreret” ved isens afsmeltning. (Læs mere om dette her.)

Men der er også overfladenære materialer, som er ældre end istiden. Blandt dem er kalk. Lad os se lidt nærmere på dét.

Kalk kan på afstand minde lidt om andre stenarter, men i virkeligheden er kalk en rest af liv. Kalk består nemlig af skaller – skeletter om man vil – fra bittesmå dyr og planter. De levede i havet, men når de døde, sank deres skaller ned på havbunden, og gennem millioner af år ophobede disse “ligrester” sig. Ved Faxe har kalklagene f.eks. en tykkelse på over 50 meter.

På et kort over kalklag, lavet af GEUS, kan man se, hvor dybt nede kalklagene ligger i Danmark. Dybden er angivet med farvede områder, således at kalken i de lyseorange områder ligger tæt på nutidens havniveau, mens den i de mørkerøde og grønne områder ligger adskillige hundrede meter nede.

Kalkdybdekortet fra GEUS Bulletin viser, at der er kalk under praktisk talt hele Danmark.

Som det fremgår, ligger de mørkerøde og grønne områder fortrinsvist mod vest. Jo længere vi kommer mod Storbritannien, desto dybere befinder kalklagene sig. Omvendt er især Fyn og Sjælland lyse i farvetonerne. Kalken står altså højt her. Det passer med, at det er fynboer og sjællændere, der har mest kalk i deres vand.

I langt det meste af Danmark ligger kalken lavere end 0 meter over havet. Det indebærer, at den er godt skjult af de langt yngre materialer, der er nævnt i indledningen: sten, grus, sand og ler. Men der er enkelte undtagelser.

Den væsentligste undtagelse er på Sjælland. På Stevns og op langs Køge Bugt findes der kalklag over havniveau. Med andre ord kan man finde dem, hvis man graver bare et stykke ned i jorden. Det har man bl.a. gjort ved Solrød (Karlstrup Kalkbrud) og ved Faxe (Faxe Kalkbrud).

Men kalken er endnu mere synlig på Stevns Klint. Ved klinten har erosionen gjort, at man ikke behøver hjælp fra gravemaskiner for at se kalken. Den viser sig som omtrent lodrette kalkskrænter direkte ud mod Østersøen. Klintens maksimale højde er 41 meter.

Som bekendt er der også kalk på Møn, nemlig ved øens østlige ende. Her er det dog lidt “snyd”, for den høje, hvide klint er ikke “original” kalkhavbund. Kalken er skubbet op af gletsjere i istiden, altså bragt hertil andetsteds fra. Og selvom kalken når højere op i terrænet på Møn end på Stevns, så er det altså på Stevns og Østsjælland, at kalken har sin største horisontale udbredelse.

På kortet ovenfor er dette højtstående østsjællandske kalklag vist med den lyseste farve.

Stevns Klint, som den ser ud ved koldkrigsanlægget Stevnsfortet.

Som man kan se, er der dog også områder med tilsvarende egenskaber i Jylland, nemlig i et bælte, der går fra Århus op mod Aalborg og derfra til Thy. På disse lokaliteter finder man også kalkgrave.

Og så er der de såkaldte kalkgruber. Dem kender mange danskere – især Mønsted og Daugbjerg. Og så kunne man måske spørge, hvorfor de egne ikke fylder mere på kortet. De befinder sig da også over havets overflade?

Forklaringen er, at kalken i gruberne er meget lokal. Den er skubbet op nedefra – fra lag, der ligger flere hundrede meter nede -, så på lidt samme måde som med Møns Klint er det altså ikke et helt “ægte” kalklandskab.

To væltede træer i Allindelille Fredskov – begge med iøjnefaldende kalkhvidt rodnet.

Blandt andre eksempler på afgrænsede lokaliteter med tilførte kalklag kan nævnes Allindelille Fredskov på Midtsjælland. Her er en gletsjer engang i istiden ankommet med en stor kalkflage, som er blevet efterladt, og som endnu i dag ligger lige under muldlaget. Kalken kommer bl.a. til syne, når skovens træer vælter. Så trækker rodnettet den hvide kalk med op over jordoverfladen.

En charmerende parallel til Møns Klint er den blå anemone. Den trives begge steder storartet – netop fordi kalken står højt i terrænet. Et andet fællestræk ved de to steder er jordfalshuller. De skabes ved, at nedsivende vand eroderer hulrum i kalken.

I april 2024 oplevede en golfklub i Nordjylland, at der pludselig opstod et jordfaldshul på banen. Banen ligger syd for Aalborg, hvor der ligeledes er kalk nær terrænoverfladen.

/Jacob



Farverigt kort viser det Danmark der ligger lige under overfladen

Bakkesnak Posted on Tue, April 02, 2024 21:43:47

Hvad ville der ske, hvis man tog en meget stor barberkniv og skar den øverste meter af Danmark?

Så ville i første omgang en masse bevoksning og bebyggelse forsvinde. Og dernæst ville man kunne se, hvad forudsætningen for det hele er, nemlig de jordarter, som ligger lige under muldlaget og den umiddelbare terrænoverflade.

Og faktisk findes der et kort, der viser det barberede Danmark. Det er lavet af GEUS og baserer sig på en ganske – om jeg så må sige – jordnær metode: Man har stukket et håndspyd 1 meter ned på en række forskellige steder i landet og ud fra dette kortlagt jordarterne.

Danmarks digitale jordartskort 1:25 000, version 7 (2023)

Som man kan se på det farverige kort, er der en del forskellige typer jord. Men lad os her nævne de mest fremtrædende. Først og fremmest det brune. Det er moræne: grus, sand eller ler, der er aflejret direkte fra gletsjere. Det er især dominerende på Sjælland og øerne samt på Fyn.

Så er der det lyserøde. Det er ligeledes grus, sand eller ler, men det er aflejret via smeltevand. Det lyserøde dominerer i bl.a. Vestjylland.

Endelig kan nævnes det grønne materiale, der ligger tilbage fra søer og moser, og det lyseblå, som er gammel havbund.

Fælles for hovedparten af alt dette er, at det i nutiden er dyrkede områder. Det betyder, at arealerne ligner hinanden meget på overfladen, uanset hvilken type aflejringer der befinder sig nedenunder.

Forskellen kommer imidlertid til udtryk i, hvor frugtbar jorden er. På det brune Fyn og Sjælland er jorden vældig god. Morænematerialer er god landbrugsjord. I det lyserøde Vestjylland er underlaget derimod knap så givende for landmændene. Her dyrkes afgrøderne nemlig oven på de magre smeltevandsaflejringer.

Når man ikke taler så meget om disse forhold længere, så hænger det sammen med, at det moderne landbrug er effektiviseret. Der er mange knapper, der kan skrues på, og derfor er det underliggende jordlag ikke nær så afgørende for udbyttet, som det var før i tiden.

P.S.: De hvide kantede områder på kortet er områder, der pr. 2023 ikke er undersøgt i forbindelse med tilblivelsen af kortet.

/Jacob



Den bedste – og koldeste – udsigt over ny geopark

Bakkesnak Posted on Fri, March 29, 2024 01:18:35
Udsigten fra Trebjerg byder bl.a. på kig til øerne Vigø og Illum.

Det sted, hvor man har den måske bedste udsigt ud over den nyudnævnte geopark på Sydfyn, er ved Trebjerg. Toppen af Trebjerg er det højeste punkt på Sydfyn – beliggende i en højde af 128 meter over havet. Kun to meter lavere end den måske mere kendte Frøbjerg Bavnehøj længere mod nord.

Det mest spektakulære ved Trebjerg er udsigten mod vest. Her kan man se ud over Helnæs Bugt, og man kan få et fint indtryk af, hvad der kendetegner denne del af Danmark, nemlig et druknet istidslandskab. Det er den betegnelse, der markedsføres som den nye geoparks motto: “et druknet istidslandskab i verdensklasse”.

Ordene henviser til, at det kuperede landskab, som blev skabt af isen i området ved det sydlige Lillebælt, til dels ligger under vand. Resultatet er et lille ørige, og kun få udsigtspunkter giver et bedre overblik over øriget end toppen af Trebjerg. Eller Dronningeudsigten, som navnet på parkeringspladsen ved siden af lyder

Sidst jeg var der, lå der sne. Og når jeg tænker efter, så var det en kold oplevelse. Forudsætningen for den gode udsigt er nemlig, at terrænet er åbent, hvilket igen betyder, at der ikke er ret meget læ der. Så tag godt med tøj på, hvis du besøger Trebjerg om vinteren!

På toppen af Trebjerg står et postament – sådan som der gør på mange af Danmarks fineste toppunkter.

/Jacob



Menneskeskabt: 13 nye søer midt på Sjælland

Bakkesnak Posted on Sat, March 16, 2024 23:07:59

Genetablering af vådområder har fyldt en del i de seneste års natur- og miljødebat. Og med rette, for i løbet af det seneste århundrede er der forsvundet masser af vandhuller fra de danske marker, og vandløb er i stor stil blevet rørlagt. Denne udvikling er bl.a. gået ud over biodiversiteten.

Men nogle steder er det gået den anden vej. Det gælder bl.a. i et område på Midtsjælland, hvor Danskebjerge.dk har optalt hele 13 søer, som er kommet til siden Anden Verdenskrig.

Søer skal her forstås som åbent vand, der dækker mere end 5.000 kvadratmeter.

En af de sydlige søer i Overdrevsskoven. Før var der blot mose.

Det pågældende område (godt 20 kvadratkilometer) ligger mellem Slagelse og Sorø. Og der er ikke én, men flere årsager til, at der her er opstået så mange nye søer.

I den østlige del har der været gravet grus. Der er gravet så dybt, at grundvandet er kommet frem i bunden af gravene. Nogle af disse steder udvindes der stadig råstoffer. Andre steder er søerne blevet til naturområder, som i forskellig grad kan benyttes af offentligheden. En af grusgravssøerne er blevet til en kommercielt drevet fiskesø (put and take).

Lidt længere mod syd finder man en anden type søer. De er blevet skabt i forbindelse med etableringen af Vestmotorvejen for ca. 30 år siden. Store vejbyggerier kan føre til nye søers opståen på grundlæggende tre måder: 1. Ved at der udvindes sand og grus til anlægsarbejdet i nærområdet, 2.) ved at der laves reservoirer til overfladevand, eller 3.) ved at bygherren etablerer erstatningsnatur, der skal kompensere for den skade, som byggeriet har medført. Den ene af søerne i det nævnte område har været anvendt til teambuilding-aktiviteter.

En tredje faktor, der har været med til at skabe mere åbent vand på Midtsjælland, er, at man i Overdrevsskoven ved godset Store Frederikslund har hævet vandstanden. På den måde er der i skoven opstået hele otte nye søer. Skoven er privat, og der foreligger ikke så meget information om dette søprojekt. Men det fremgår af landkort, at etableringen hovedsageligt må have fundet sted i midten af 1900-tallet. De to sydlige mosesøer er dog af endnu nyere dato.

Søerne er med til at gøre Overdrevsskoven til en dejligt varieret skov. Det kuperede landskab og de afvekslende træsorter bidrager ligeledes til at gøre en skovtur her til en fin oplevelse. Jyderupstien – en over 50 kilometer lang officiel vandre- og cykelrute – går igennem her.

Som det ofte er i private skove, er mængden af stier dog begrænset, og en del af søerne skjules af bevoksningen. Man må også indse, at skovens indretning ikke er beregnet til at tiltrække en masse friluftselskere. Det er snarere jagt, der interesserer skovens ejere, og et gæt kunne være, at forøgelsen af antallet af søer også er motiveret af dette. Men for naturen er det stadig en gevinst. Lidt som med grusgravssøerne, der kan blive et plus for flora og fauna, selvom de er opstået på grundlag af andre hensyn.

På den animerede grafik nedenfor kan du se forskellen på området i slutningen af 1800-tallet og i dag. De “nye” søer er markeret med røde cirkler.



Højt vand bringer middelalderen til live igen

Bakkesnak Posted on Thu, March 07, 2024 13:35:34

Kalenderen siger forår, men der er over to måneder til, at der kommer blade på træerne. Det er en god ting, hvis man vil se på fortidsminder. Mange af fortidsminderne er nemlig skjult inde bag bevoksning i omtrent halvdelen af året. Men for tiden er de synlige.

Og lige netop denne vinter er der en ekstra fordel: den megen nedbør og det højtstående vand. Dette gør, at man flere steder kan få et godt indtryk af, hvordan fortidsminderne oprindeligt har set ud – før man for alvor drænede den danske jord og fik vådområder til at svinde ind.

I dag kom jeg forbi Jarleborg. Det er et voldsted, der ligger tæt på offentlig vej og bedst studeres i disse måneder, hvor træerne står nøgne. Men samtidig er der lige nu meget mere vand omkring den gamle middelalderborg end normalt. Man kan virkelig se samspillet mellem skråningerne og vandet og forstå, hvad tanken med forsvarsværket har været. Normalt er der bare en grøft, og de drænede marker dominerer over vandet.

Voldstedet filmet på en tidlig martsdag i 2024.

Luftfotos viser Jarleborg i “normaltilstanden” om sommeren. Ja, faktisk vises voldstedet knap nok, for det er næsten helt skjult af den gruppe af træer, som omslutter det. Vandet er der godt nok, men er begrænset til en smal grøft, som knap nok ses ude fra vejen.

Borgen finder man i øvrigt mellem Gyrstinge Sø og Haraldsted Sø på Midtsjælland. I middelalderen gik kongevejen ind mellem disse to søer, og fæstningen har formentlig haft relation til den vej.

/Jacob



Træt af vind? Så find læ i København

Bakkesnak Posted on Sun, March 03, 2024 02:20:27

Du skal aldrig tale med en københavner om vind. Københavneren bor nemlig i Danmarks mest vindfattige område, så hvis han påstår, at der en given dag blæser en halv pelikan, så er der højst sandsynligt kun tale om en kvart!

Omvendt vil du måske opleve, at en vestjyde har det med at reducere et reelt stormvejr til en let brise. I det vestligste Danmark er sus i skørterne nærmest hverdag.

På et vindkort som det nedenfor kan man se, hvilke egne i Danmark der er mindst og mest plaget (eller begunstiget) af vind. De røde områder er de mest vindpåvirkede. Disse områder er – som det fremgår – langt overvejende vest- eller sydvestvendte kystområder. Hertil er der næsten uhindret adgang for vind fra de hyppigste vindretninger i Danmark.

De lilla områder står der mindre blæst om. De ligger typisk inde i landet (f.eks. det centrale Sjælland og Jylland) eller ved smalle farvande, hvor vinden ikke rigtig kan få tilløb (f.eks. Fyn og Nordsjælland). Det er også tydeligt, at et kuperet landskab medvirker til at nedsætte vindstyrken. Det ser man bl.a. på den jyske højderyg og på den sydlige, bakkerige del af Fyn. Til gengæld er der ikke meget læ at finde på eksempelvis Lolland og Falster, hvilket må tilskrives kombinationen af fladt terræn og ringe bevoksning.

At også vi menneskers tilstedeværelse har noget at sige, illustreres fint med København. Vinden mister simpelthen kraft, når den skal forbi store bygninger, som står tæt. Nok er storbyer kendte for deres overraskende vindpust, når vinden skal gennem gader med høje bygninger til alle sider, men gennemsnitligt er dette ikke en faktor, der gør den store forskel.

Der er andre ting, der har mere betydning for niveauet af vind i København. For det første ligger hovedstaden langt fra den stormfulde sjællandske vestkyst. Og for det andet er byen beskyttet mod østenvinden af Sydsverige, der som bekendt ligger lige ovre på den anden side af det forholdsvis smalle Øresund. Et eksempel: Den 30. marts 2024 var der ifølge DMI 4 m/s vind i København og hele 8 m/s på Stevns (under 50 km derfra) – forskellen skyldes, at hovedstaden ligger i læ af Skåne, mens Stevns får vinden ind næsten uhindret ude fra Østersøen.

Denne busk nær klintekanten på vestsiden af Nekselø er “trykket flad” af kontinuerlig vindpåvirkning ude fra Sejerø Bugt. Foto: Danskebjerge.dk.

Så er der alle de lokale forhold, der kan gøre sig gældende, når det er blæsevejr. F.eks. har Danskebjerge.dk tidligere beskrevet, at det formentlig er på det østlige Møn, at man kan finde de største oplevede temperaturforskelle i Danmark. Nedenfor Møns Klint er der nemlig ekstremt god læ for den kølende vestenvind, hvilket står i kontrast til situationen på Aborrebjerg, Møns højeste punkt, der – selvom det ligger mindre end én kilometer fra klintekysten – er meget udsat for vind fra det åbne landskab mod vest.

For cyklister – som vel er den gruppe trafikanter, der er mest påvirkede af vindforhold – kan vindkortet også bruges til noget. Især hvis man er typen, der gerne rejser rundt i landet og har cyklen med. Vind er – næstefter nedbør – cyklistens værste fjende, så hvor skal man tage hen, hvis man vil have en optimal chance for at undgå den?

Vurderet ud fra vindkort og topografiske kort er Strandvejen i Nordsjælland et godt bud. Én ting er, at Nordsjælland er fattigt på vind generelt. Men Strandvejen ligger samtidig i læ af såvel bebyggelse som relativt højt terræn, så selv på en dag med kuling fra vest vil der være til at cykle her. Gennemsnitligt blæser det ved Øresundskysten omtrent 2 m/s mindre end ved den jyske vestkyst.

Lignende gunstige cyklistforhold bør man kunne finde i f.eks. Århus, hvis beliggenhed kan minde lidt om Københavns og Nordsjællands. Den nedre del af Grejsdalen ved Vejle må også være rig på læ. Undertegnede har dog ikke personlig erfaring med at cykle disse to steder i kraftig vestenvind.

/Jacob



Next »