Vinteren 2019/2020 har været en særdeles våd én af slagsen, og det giver ikke kun problemer i de lavtliggende områder, men også på steder med stejle skrænter. De enorme vandmængder gennemtrænger og mætter jorden, og hvis det sker på en skråning, er der høj risiko for jordskred.
Der har i de forløbne dage været flere tilfælde af jordskred rundt omkring i Danmark. Ikke åbenlyst livsfarlige skred, som man kender fra bjergrige egne andre steder i verden, men skred, der går ud over bl.a. vejanlæg, og som derfor kan være til gene for trafikanter. Jeg har kigget på et par eksempler.
I Vejle har nedbørsmængderne forårsaget jordskred ved Jellingvej og Munkebjergvej – begge veje, der er anlagt på markante skråninger. Ved Lerbæk er Jellingvej ramt af udskridende underlag. Asfalten er begyndt at slå revner, og myndighederne har måttet afspærre den ene vognbane af sikkerhedsmæssige årsager, fortæller Vejle Amts Folkeblad. Det er før sket, at Jellingvej har været truet af sammenstyrtning efter omfattende regn, men det var længere inde mod Vejle.
På Munkebjergvej ser det også bekymrende ud. Her er der sket et jordskred ved banetunnelen, og der er fare for, at træer vælter ned på vejen. Derfor har vejen været spærret af i flere dage. Munkebjergvej er en serpentinervej, hvis snørklede vejforløb er skåret skarpt ind i terrænet, og de skråninger, der derved er opstået, er sårbare.
Ved Lyngby nord for København er der ingen hårnålesving, men beredskabet har alligevel måttet rykke ud. Dels pga. træer, der er væltet, fordi det gennemvædede rodnet ikke kunne holde dem længere, og dels fordi en stensætning ved en skrænt havde givet efter.
I Fredericia er jordskredene af en lidt anden karakter. Det er et stykke af den fredede fæstningsvold, der ikke kan holde til mere. Fredningen gør, at man ikke uden videre må fjerne jord fra volden for at gøre den mere stabil. Men det har man alligevel fået lov til i denne helt særlige situation, fortæller DR.
Jordskred er almindeligt forekommende i Danmark, men det plejer at være ved kysterne, hvor klinterne eroderes. Skred inde i landet er sjældnere, men måske skal vi belave os på flere af den type hændelser, eftersom de lunere vintre medfører højere nedbørsmængder. Denne tendens bør også indtænkes i fremtidige vejbyggerier, så man ikke anlægger veje med skrøbelige underlag.
Det
blev alle gode gange tre. VM i 2011, Giro d’Italia i 2012 og nu Tour
de France i 2021.
Inden
for få år har Danmark fået tilkæmpet sig værtskabet for verdens
tre største cykelevents, og alle tre gange – senest med Tour-starten
– har arrangørerne formået at finde ruter, hvor terrænet er helt
uden sportslig betydning.
Jeg er med på, at det ikke er de danske organisationer, der bestemmer det hele, når sådan nogle etaper skal tilrettelægges. Alligevel tillader jeg mig at være kolossalt skuffet. Jeg mener ikke, at det gavner Danmarks brand, at vi igen og igen fremstår som et sted, hvor der kun køres kedelige cykelløb på veje uden afgørende bakker. Se også den artikel, jeg medvirker i, i Vejle Amts Folkeblad.
I international landevejscykling bliver der længere og længere mellem de løb, hvor ruterne er flade, og sprinterafgørelserne uundgåelige. Denne udvikling skyldes, at arrangørerne godt ved, at publikums interesse bliver stadigt sværere at fastholde. Der skal ske noget i løbene, og en af de mest effektive måder at få ting til at ske på er ved at forsyne rutekortene med nogle gode stigninger.
Det
behøver ikke være deciderede bjerge.
Ved VM
i Yorkshire i 2019 var terrænet ikke hårdere, end hvad man kan
opstøve her i Danmark. Men de engelske bakker fik alligevel en
vigtig rolle at spille (godt suppleret af barske vejrforhold). Var
det ikke værd at følge det eksempel herhjemme og vælge nogle
sportsligt udfordrende ruter, der kunne skabe lidt spænding om
slutresultatet?
Det
har man desværre ikke gjort. Ligesom VM i 2011 og Giro-starten i
2012 vil de danske Tour-etaper i 2021 efter alt at dømme blive tamme
og forudsigelige for os, der ser på.
At
enkeltstarten i København er pandekageflad, er fair nok, men at man
vælger bakkeløse Nyborg som målby på 2. etape, er kedeligt. Og på
3. etape er det også tamt. Her kommer man ellers til Østjylland,
som har Danmarks hårdeste cykelterræn. Men fordi Vejle er startby,
og Vejle Ådal altså ligger helt i begyndelsen af etapen, ender
egnens hårde bakker med at få nul indflydelse, når etapen skal
afgøres. Sørgeligt!
Og
endnu mere trist er det i målbyen Sønderborg.
Mange
store danske cykelløb er blevet afgjort på bakketoppen ved den
ikoniske Dybbøl Mølle. Vejen dertil har en del højdemeter, og
derfor ser man tit spændende opgør mellem sprintertyper og
klassikerryttere. Men når Tour de France-feltet kommer til
Sønderborg, skal afslutningen foregå et andet sted, nemlig på den
langt mere anonyme og absolut ubakkede Augustenborg Landevej.
Derefter
vil Tourholdene i hast pakke sydfrugterne og lægge Danmark lykkeligt
bag sig. Og i de andre lande vil tv-seerne endnu en gang sige: Jamen,
det kunne jo ikke være anderledes, når etaperne lå i flade
Danmark!
Det er stærkt uheldigt, at man fra dansk side ikke gør mere for at promovere landet som et afvekslende cykelland. Det virker næsten, som om man underdanigt bekræfter de internationale cykelorganisationers fordomme om flade Danmark – i stedet for at præsentere dem for de spændende muligheder, som terrænet faktisk giver.
Artiklen i Vejle Amts Folkeblad, hvori undertegnede medvirkede.
Jeg er
helt klar over, at der også er noget logistik, der skal gå op, og
at der er borgmestre, som gerne vil have et spurtopgør nær
bycentrum ud fra den antagelse, at det giver optimal eksponering. Men
er den bedste reklame ikke snarere at præsentere verden for et
dramatisk cykelløb, hvor man har insisteret på at lægge målstregen
i bakket landskab i stedet for på et torv eller i et
industrikvarter?
I
disse år ser man gang på gang, at hvis der er vilje til det, så
kan selv de snævreste og mærkeligste veje blive inddraget i de
største løb. Så jeg tror, at det til syvende og sidst handler om
vilje.
Og så
handler det om at se på eftermælet. Når man læser, hvad
udenlandske cykelfans skriver om VM i København i 2011 og de danske
Giro-etaper i 2012, så er det ikke begejstring, der præger
formuleringerne. Verdensmesterskaberne i 2011, der som forudset endte
i en massespurt, anses af de fleste som et af de absolut kedeligste,
der har været i dette århundrede. Folk har glemt alt om, at
begivenheden i øvrigt var godt organiseret, og hvad der ellers er
blevet fremhævet fra dansk side.
Tænk engang, hvor sjovt det kunne være, hvis man om nogle år kunne sige: Vi havde godt nok ikke regnet med, at de danske stigninger fik så stor betydning i 2021-udgaven af Tour de France? Det ville da være en skøn branding af landet. I stedet bliver det en grå gentagelse.
Sobjerg Banke ligger i et åbent landskab og har en flot profil.
Sobjerg Banke er en af mine yndlingsbakker på Sjælland, og den har sit eget lille afsnit i Thieles “Danmarks Folkesagn”, der udkom første gang i 1843:
“Mellem Tersløse og Sobjerg ligger Sobjerg bakke, som er den rigeste høj på hele Sjælland, og det er ikke til at sige, hvilke herligheder der ikke findes derinde. I denne høj bor der en troldkvinde, til hvem der engang gik et prægtigt optog fra Stenlille mark, da trolden i Galtebjerg tog hende til ægte.
Det hænder ofte, når man kommer forbi i klart vejr, at man ser det dejligste kobbertøj og de skønneste bolstre ligge ude på højen for at blive solet, og hvis man går nærmere derhen, kan man se, hvordan småpuslingerne får travlt med i en fart at få det bragt ind.”
Om der faktisk bor en troldkvinde i Sobjerg Banke, skal jeg ikke udtale mig om. Men geografien i Thieles beskrivelse er en smule skæv. Bakken ligger ikke mellem Tersløse og Sobjerg, men derimod nogle få hundrede sydvest for Sobjerg. Det er i øvrigt forholdsvis almindeligt, at Thiele kløjs en smule i geografien, når han gengiver sagn om bestemte lokaliteter.
På Danskebjerge.dk kan du læse om ti andre danske bakker og høje, der har sagn knyttet til sig. Gå direkte til artiklen her.
Topografiske kort kan bruges til mange nyttige ting. Blandt andet til at afdække, hvordan mennesket påvirker landskabet over tid.
Jeg udvalgte et tilfældigt sted på Midtlolland og sammenlignede et nutidigt kort med et kort fra første halvdel af 1900-tallet. Især én ting var påfaldende: Langt de fleste af de små blå rektangler, der er på det gamle kort, finder man ikke på det nye. De er væk.
(Se forskellen ved at klikke HER. Forskyd de to kort vha. slideren, og se forskellen på før og nu i det ca. 3 kvadratkilometer store område.)
Rektanglerne er vandhuller, og dem havde landmændene god gavn af i gamle dage. Her kunne deres kvæg få vand, og nogle af vandhullerne lå alligevel i lavninger, der ikke kunne gøres dyrkelige. Andre af hullerne var mergelgrave.
Men i nyere tid er drænmetoderne blevet mere effektive, og udvinding af mergel på egne marker er ikke længere almindeligt. Så landmændene har i stor stil sløjfet de mange vandhuller. Det har givet mere mark at opdyrke, samtidig med at traktorførerne undgår besværet ved at skulle navigere uden om hullerne og de tilhørende buskadser.
Men den kompromisløse fjernelse af vandhullerne er både til skade for naturen og i strid med loven!
Vandhuller af en vis størrelse er nemlig omfattet af naturbeskyttelsesloven. De må ikke uden videre fyldes op og ryddes. Som man kan læse på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside: ”Vandhuller på 100 m2 og derover er omfattet af § 3 i naturbeskyttelsesloven, hvis de rummer et naturligt plante- og dyreliv, også selvom vandhullet er menneskeskabt.”
I nogle år har myndighederne nu siddet og sammenholdt de nuværende marker med gamle kortdata, og granskningen har kastet et stort antal sager af sig. I eksempelvis Lolland Kommune sidder man nu med en sagspukkel på intet mindre end 700 sager, og arbejdet med at kontakte landmændene er ifølge Lolland-Falsters Folketidende i fuld gang.
Hvis man leger, at der er 700 sager i hver af de danske kommuner, så giver det samlet 68.600 sager i hele Danmark. Det er voldsomt mange! Selvfølgelig er det næppe alle sager, der drejer sig om lovovertrædelser, men alligevel. Der er tale om en massiv forringelse af naturen, ikke mindst fuglelivet.
Vandhuller i et tilfældigt udvalgt område på knap tre kvadratkilometer på Midtlolland. De blå cirkler markerer de vandhuller, der eksisterede for ca. 100 år siden og stadig gør det. De røde cirkler markerer sløjfede vandhuller. (Grafik: Danskebjerge.dk/SDFE)
Som det påpeges i den nævnte artikel, kan sløjfningen godt ligge år tilbage og være sket, før den nuværende ejer af et areal kom til. Men det ændrer ikke ved, at vandhullerne skal genetableres.
Det fremgår dog også indirekte af artiklen, at man i mange sager finder en mindelig løsning, hvad den så end kan bestå i.
Danskebjerge.dk har tidligere brugt topografiske kort til at påvise en anden radikal ændring af det danske marklandskab, nemlig nedlæggelsen af et væld af markveje. Et fænomen, der også fremgår tydelig af kortene fra Alminde: Et dusin markveje og spor, som findes på kortet fra første del af 1900-tallet, er forsvundet, når man kigger på 2019-kortet. Læs om Danskebjerge.dk’s holdning til den udvikling her, og se videoen, der dokumenterer markvejenes deroute på et andet udvalgt sted i Danmark.
Kort fra slutningen af 1800-tallet, der viser den massive anlæggelse af drængrøfter i Åmosen.
Effektiv dræning har givet mange fordele i de sidste par hundrede år, men nu har ulemperne vist sig: De drænede lavbundsjorde er meget skadelige for klimaet.
Lavbundsjorde kendes bl.a. fra Åmosen på Sjælland. Et oprindeligt uhyre sumpet sted, som blev gjort egnet til dyrkning vha. et net af små render, der kunne føre vandet væk. I de senere år har man fundet ud af, at det er sundest for miljø og klima, hvis man oversvømmer mosen igen eller i hvert fald undlader at dyrke den.
Sådan er det mange steder i Danmark. Men er der penge til, at staten kan overtage disse arealer? Det bliver i hvert fald et dyrt projekt.
I dr.dk’s artikel om sagen indgår et kort, der viser landets lavbundsjorde. Det eneste, der undrer mig, er, hvorfor den inddæmmede Lammefjord ikke er med på kortet. Visse steder ligger Lammefjordens terræn mere end 7 meter under havets overflade, så der burde virkelig være tale om lavbund. Hvis nogen kender svaret på, hvorfor stedet ikke er indtegnet, hører jeg gerne fra jer.
Triumferende Mads Pedersen har lagt sig på den regnvåde asfalt i engelske Harrogate.
Nå, så blev det 2020, og jeg vil lige hæfte nogle ord på landevejscyklingen i de forgangne 12 måneder – med særlig fokus på de tendenser, der tegnede sig for de bedste danske ryttere og for PostNord Danmark Rundt.
Talenter blomstrede Man kan vel med nogen ret sige, at 2019 blev det resultatmæssigt bedste danske cykelår nogensinde. Adskillige podieplaceringer i nogle af verdens største cykelløb – det er ikke hverdagskost. Jo, der var også en håndfuld ret vilde danske år i midt-90’erne, men jeg har det bare lidt stramt med den tid i professionel cykling. Og selvom jeg da stadig nærer en skepsis over for renheden i sporten, så synes jeg, at der er noget beroligende i den kontinuitet og udvikling, der har kendetegnet de bedste danskere i de seneste år. Der har været nogle stærke ungdomsårgange her i 10’erne, og det er opløftende, at den lovende generation fra “dengang” nu også giver afkast på det allerhøjeste seniorniveau.
Det er også fedt at se, at Jakob Fuglsang, der i en del år har været en stabil Top 10-rytter, nu er at finde helt fremme, når de største løb skal afgøres. Så lever vi med, at hans begejstring for Tour de France nok aldrig udmønter sig i et resultat, der kan matche hans topplaceringer i de korterevarende løb.
En sidebemærkning angående VM: Der var én rytter, der imponerede mig mindst lige så meget som Mads Pedersen, og det var Stefan Küng. Han var i udbrud i endnu længere tid end danskeren, og jeg har enorm respekt for den måde, han tilkæmpede sig en VM-medalje på: Han troede ikke selv på, at han kunne vinde i en spurt, men han indså, at hvis han strøg sin sidste tændstik på den sidste store bakke, så var bronzen inden for rækkevidde. Og missionen lykkedes. Én af de mange fede ting ved VM- og OL-løb er, at de ikke KUN handler om at blive nummer 1. De handler også om at vinde medaljer, og det betyder lidt for løbets “logik” i slutfasen. Det så man bl.a. også ved seneste OL.
Danskerne vinder i møgvejr Det har hidtil måske mest været en vittighed, men efterhånden må det anses for en uomtvistelig sandhed: Danskerne er bedst i regnvejr. Årets største danske sejre kom i regnfuldt og koldt vejr: Liège-Bastogne-Liège og VM i Harrogate. Nå ja, der vil selvfølgelig være ryttertyper også i den danske lejr, der har det lige så skidt med møgvejr som en type som Valverde. Men tager man Fuglsang, Mads P og Valgren, så tyder resultaterne altså på, at de klarer sig strålende, når det pisser ned.
Fuglsang har ved flere lejligheder kaldt det dårlige vejr “danskervejr”, hvilket vist skal indikere, at danske cykelryttere i særlig grad er gode til at håndtere regn og blæst, fordi det er de forhold, de er vokset op med derhjemme. Teorien kan ikke helt afvises, men måske skal fænomenet snarere forklares med, at Danmark producerer mange ryttere af forårsklassikertypen, og at den type ryttere på flere måder har en robusthed, som kan komme dem til gavn, når en ultralav fedtprocent ikke længere er den afgørende faktor.
Kast også lige et blik på et par andre af Fuglsangs store præstationer. Det var på en regnvejrsdag, at han i årets Critérium du Dauphiné skaffede sig det afgørende forspring i klassementet, så han endte med at vinde løbet. Og hvordan var det lige, det gik, dengang i 2014, da der blev kørt på pavéer i Tour de France – i regnvejr? Der satte Fuglsang alle favoritter på nær sin egen holdkaptajn Nibali til vægs og var afgørende for Nibalis samlede sejr. Mærkværdigt nok har Paris-Roubaix været uden regn i 17 år, og sidst der var våde brosten i løbet, ja, der kom danske Lars Michaelsen ind på en imponerende femteplads. Der er altså noget om det!
Sprinteropgør er ikke savnet PostNord Danmark Rundt 2019 blev efter min mening en stor succes. Nok lider løbet af, at det af en eller anden grund sjældent lykkes at tiltrække sportens bedste udøvere, men sportsligt set var der ikke en finger at sætte på 2019-udgaven af løbet.
Én af de forbedringer, jeg oplever, at der er sket i PostNord Danmark Rundt de senere år, er, at man ikke længere kan reducere de afgørende momenter til at være Kongeetapen og enkeltstarten. Der er 1-2 andre etaper, som også kan skabe ravage, og det er kun godt. De eneste, der kan pive lidt over den udvikling, er sprinterne. De har nu kun ét sikkert skud i bøssen, nemlig den afsluttende Frederiksberg-etape. I år blev de i særlig grad udmanøvreret, idet både Silkeborg- og Odsherredetapen blev vundet af dem, man kan kalde klassikerryttere, som udnyttede, at etaperne rummede stigninger på afgørende tidspunkter.
Jeg tror måske, at tiden er ved at løbe fra sprinterløbene. Den forudsigelighed, som gennemsyrer dem, kan ikke opvejes af, at der fra tid til anden dukker en superstar à la Cavendish op. Cykelpublikummet efterspørger spænding over længere tid end lige i de 20 sekunder, som en spurt varer.
Selv enkeltstartsspecialisterne går sværere tider i møde, i hvert fald i 2020-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Enkeltstarten er for første gang pillet ud af programmet, så nu skal løbet afgøres alene med linjeløbsetaper. Det har jeg det umiddelbart helt fint med – når bare etaperne foregår i kuperet terræn, hvor der opstår tidsforskelle i finalerne.
Et enkelt ønske kunne være, at PostNord Danmark Rundt også får et udtryk i medierne, der er på højde med det, man ser i de korte etapeløb i andre lande. Det er som om, at løbet (måske ubevidst) stadig behandles som en slags hyggeevent – sådan lidt aktiv ferie for profferne mellem alle de rigtigt store opgaver -, og det er vældig synd. Jeg tror heller ikke på, at de seere, der ser PostNord Danmark Rundt, er mindre inde i stoffet end dem, der ser udenlandske løb på TV 2. Derfor synes jeg, det er på tide at droppe den skolelærertilgang, som har det med at dominere i formidlingen.
Så blev det endelig jul, og derfor er det velanbragt med et opslag om Julsø ved Silkeborg. Julsø er jo opkaldt efter den store højtid, så … Eller nej, det er den sandsynligvis ikke, men søen fortjener alligevel et par ord, for det er en af Danmarks mest kendte søer, først og fremmest pga. dens centrale placering i det bakkerige Søhøjland.
Hvad stednavnet angår, så mener WikiSilkeborg, at det hænger sammen med møllehjul. Dvs. at navnet Julsø skal forstås som søen med mange vandmøller. Denne forklaring lider dog lidt under, at der jo ikke er vandmøller i en sø. Vandmøller hører vandløb til, men når jeg kigger på gamle kort, kan jeg ikke få øje på ret mange vandmøller i omegnen af Julsø. Så måske skal man alligevel søge et link til noget med jul? Næppe. Det, man kan sige med sikkerhed, er, at navnet Julsø går helt tilbage til minimum 1700-tallet, her dog mest i varianten Juulsø, altså med to u’er.
Julsø er den langstrakte sø, man kigger på, når man står oppe ved Himmelbjergtårnet. Og det er der jo virkelig mange mennesker, der gør – særligt om sommeren. En del tager også med Hjejlen, som siges at være verdens ældste aktive hjuldamper. Hjejlen gør bl.a. holdt ved Hotel Julsø for foden af Himmelbjerget.
Selvom Julsø ligger i noget af det mest kuperede danske terræn, så er den ikke i sig selv en specielt markant ”bjergsø”. Dens middeldybde er 7,8 meter, hvilket er ret gennemsnitligt. Det har så til gengæld den fordel, at der forskellige steder rager øer op over vandoverfladen, og øer er jo altid charmerende. Der er fire småøer i Julsø, hvoraf Møgelø er den største og også den højeste – der er 21 højdemeter fra øens bred og til dens top.
Dynæs skal også nævnes. Det er ikke en hel ø, kun en halv. Men på halvøen ligger til gengæld et voldsted, et ganske markant et endda – med en borgbanke på op til 10 meter i højden. Det menes, at voldstedet er fra 1250-1350. Både voldstedet og hele Dynæs-halvøen er fredet.
Nu er det så blevet jul – i og omkring Julsø, såvel som alle andre steder i landet. Håber I alle nyder højtiden.
Topografisk kort fra ca. 1940 med angivelse af Odinstårnets placering. Som det fremgår, er tårnet ikke placeret helt på toppen af Bolbro Bakke, men det er tæt på.
På dagen hvor disse linjer skrives, er det præcis 75 år siden, at Odinstårnet i Odense blev sprængt i luften. Odinstårnet var Nordeuropas højeste tårn – og sikkert også det mest kortlivede.
Tårnet blev opført i 1935 af overskudsmateriale fra byggeriet af Lillebæltsbroen. Når man ser de gamle billeder af tårnet kan man godt se det. Den langlemmede, gitterprægede stålkonstruktion minder noget om den gamle Lillebæltsbro.
Odinstårnet blev placeret på Bolbro Bakke, tæt på det højeste punkt i Odense og omegn. Tårnets fod befandt sig i en højde af 36 meter over havet, og når man dertil lægger tårnets egen højde på imponerende 177 meter, så kan man regne ud, at tårnets top altså befandt sig 213 meter over havets overflade. Der har været en god udsigt derfra, og udsigten var også tænkt som det, der skulle lokke folk til. Men der var også anden form for lokkemad, nemlig i den store panoramarestaurant, der var bygget ind i tårnets øverste del.
Men det hele var som sagt en kort fornøjelse. Den 14. december 1944 sprængte en nazistisk sabotagegruppe Odinstårnet i luften. Det skete som et svar på modstandsbevægelsens tiltagende aktivitet. Bang, sagde det, og så var Odenses nye vartegn fortid.
I en del år har en forening kæmpet for at få bygget et nyt Odinstårn. I 2004 lykkedes det delvist, idet der blev opført en miniatureudgave af det hedengangne tårn. Det er 12 meter højt, hvilket jo overgår de fleste mindesmærker i Danmark, men man ville skulle sætte 15 eksemplarer af miniaturen oven på hinanden for at nå op i samme højde som originalen.
Det lille Odinstårn står på det oprindelige tårns plads og kan ses fra Middelfartvej. (Google Street View)
Danmark er i dag en vindmøllenation, men faktisk var det VANDmøllerne, der kom først. Man har fundet spor af danske vandmøller fra omkring år 800, dvs. omkring 400 år før de første vindmøller blev bygget.
Man kunne måske tro, at vandmølleproduktion krævede store højdeforskelle, men de ca. 35 meters terrænfald, man finder på et sted som Elverdamsdalen på Midtsjælland, er rigeligt til at drive en gammeldags vandmølle. Engang fandtes der hele 13 vandmøller i området. Nu er der kun Tadre Mølle tilbage. Se Danskebjerge.dk’s film fra møllen nedenfor (eller her).
Det er ikke nødvendigvis selve det vandgivende vandløbs fald, der skaber trykket på møllehjulet. For som det fremgår af filmen, kan vandet opsamles i en opdæmmet møllesø, og det er så først herfra, der skabes et løb ned mod møllen. Opdæmningerne gør samtidig vandgennemstrømningen nemmere at kontrollere.
Tadre Mølle er en overfaldsmølle, og nej, det har ikke noget med voldelige møllebestyrere at gøre – det betyder blot, at vandet falder ned på møllen ovenfra. En underfaldsmølle har derimod hjulet placeret “med røven i vandskorpen” og drives frem af vand, der rammer hjulets nederste stykke. Overfaldsmøller finder man typisk på steder med væsentligt terrænfald, mens underfaldsmøller er hyppige i flade områder med vandrige vandløb.
Optagelserne fra Tadre Mølle er fra 1. december 2019, hvor der var et åbent arrangement.
Stavnshøj syd for Gisselfeld åbenbarer en stor gravhøj, når bladene er faldet af træerne.
Mørk er november, og løvfaldet slut.
Sådan lyder det i første linje af en kendt efterårssalme, og på sådan en gråvejrsdag som i dag, kan man jo kun nikke genkendende til budskabet.
Men der er ét lyspunkt – bogstavelig talt – i alt dette. Nemlig at der med løvfaldet bliver indsigt til mange af de landskabsformer og fortidsminder, der fra maj til oktober ligger skjult bag alle de bladrige træer.
På billedet er det den op til syv meter høje Stavnshøj, beliggende på en skråning syd for Gisselfeld på Sydsjælland. Om sommeren er det bare en grøn plantage, men her i den kolde periode af året kan man tydeligt se, at stedet gemmer på en stor oldtidsgrav. Udtrykket er dystert, men er det ikke også netop en dysterhed, der hører sig til, når man står ved et dødsmonument for en ukendt høvding, der levede for hundrede generationer siden…?
