Blogsbjerg

Der er noget smukt over ordet “himmel”. Himlen er modstykket til Jorden og opfattes i de fleste sammenhænge som et positivt fænomen (selvom regntunge skyer selvfølgelig kan spolere glæden lidt). Himlen er samtidig et centralt begreb i kristendommen, hvor både Gud og livet efter døden jo forbindes med himlen. Det naturskønne og det religiøse forener Grundtvig i titlen på en af sine mest kendte salmer: “Dejlig er den himmel blå”.

Det er ikke så underligt, at adskillige kendte danske naturseværdigheder er blevet opkaldt efter himlen. Det mest oplagte eksempel er selvfølgelig Himmelbjerget ved Julsø. Man ved ikke præcis, hvordan stedet har fået dette navn, men det optræder første gang på skrift i 1727. Det er et par århundreder før, at de første turistbureauer blev stiftet, så et marketingfremstød skal det himmelstræbende navn næppe ses som udtryk for, og dog har der nok ligget en æstetisk vurdering i navngivningen. Ifølge stednavneforskerne skal “Himmelbjerget” forstås ganske bogstaveligt, altså som “et bjerg, der er så højt, at det rager op i himlen”.

Der findes mindst fem andre bakker i Danmark, der bærer navnet “Himmelbjerget”. Der er således Himmelbjerge i f.eks. Sydvestjylland og på Østbornholm.

Et andet relativt hyppigt forekommende bakkenavn er “Himmelpind”. Dem er der ligeledes fem af i Danmark. Det lidt besynderlige er, at alle fem ligger inden for 20 kilometers afstand af Vejle. Der er ellers ikke noget oplagt dialektalt ved ordet “Himmelpind”, men måske er der tale om almindelig inspiration, der er smittet af fra den ene egn til den næste.

Jeg har ikke kunnet finde nogen etymologisk vurdering af, hvor endelsen -pind kunne stamme fra, og opslagsværket Ordbog over det danske Sprog giver heller ingen entydige svar. Jeg tolker “pinden” som et tyndt, spidst fremspring, altså som et (måske lidt muntert tænkt) synonym for ordet “tinde”.

Et fællestræk ved i al fald nogle af Himmelpindene er, at de virkelig stiger stejlt mod toppen. I Vejles vestlige udkant ligger en Himmelpind nær Vardevej. Der er 55 meters højdeforskel mellem vejen og toppen, og det er vel at mærke på en strækning, der kun er ca. 110 meter lang. I lige linje giver det en gennemsnitlig hældningsprocent på 50%! Ikke noget at sige til, at stien til Himmelpind slår nogle slag undervejs – ellers ville kun bjergbestigere kunne klatre derop.

En anden Himmelpind møder vi ca. 4 km nord for Vejle. Her er det mere uklart, hvor Himmelpindens top er, men områdets højeste punkt befinder sig 88 meter over havet, hvilket er ca. 68 meter over bunden af den nærliggende Grejsdal. Afstanden er ca. 290 meter, så hældningen er på godt 23% i gennemsnit.

Navnet Himmelpind er nyere end navnet Himmelbjerget. For alle fem Himmelpindes vedkommende optræder navnene første gang på skrift inden for perioden 1867-1941. Det er så langt oppe i historien, at man roligt kan regne med, at der i navnevalget ligger en bevidst forherligelse af stederne. Det var i turismens opblomstringsperiode, og det var højeste mode at finde vandrestaven frem og bestige høje punkter i landskabet. Og i Vejle var man helt klar over, at man havde et terræn, der var mere kuperet end de fleste andre steder i Danmark.

Se DR’s film fra “Bjergbyen Vejle”, 1956: https://www.danskkulturarv.dk/dr/bjergbyen-vejle/

Det er sjovere at sige “alper” end noget med “bakker”, så derfor har det kuperede område øst for den lille by Birket fået tilnavnet De Lollandske Alper.

Et Mont Blanc finder man ikke her, men man finder Lollands højeste jordpunkt på 29,5 meter over havet, hvoraf de syv udgøres af gravhøjen. I det hele taget er det virkelig et istids- og kulturlandskab med mange forskellige elementer (se kortet!), og så gør det knap så meget, at højdeforskellene hverken smager af Schweiz eller Ejer Bjerge.

De Lollandske Alper – eller Ravnsby Bakker, som det mere jordnære navn på området er – kendetegnes ved nogle store dødishuller. Det største hedder Møllelung, og det er arealmæssigt et af de største dødishuller i Danmark. Det er kort fortalt skabt ved, at der har ligget en enorm, løsrevet klump is her, mens gletsjerne var på tilbagetog. Denne isklump har optaget pladsen for al det sand og grus, som blev skubbet rundt, men til sidst smeltede klumpen, og så lå der et hul tilbage. I modsætning til andre fordybninger skabt under istiden har dødishuller ikke afløb – de ligger der, som hvis man udgraver et bassin hjemme i haven.

Det føromtalte sand og grus, som er dødislandskabets tro følgesvend, er eftertragtet, da det kan bruges til byggerier af alle slags, og Ravnsby Bakker aka. De Lollandske Alper er blevet hårdt angrebet af grusgravning i de sidste årtier. Det er dog for nylig lykkedes at frede området omkring Birket, således at landskabet lige akkurat bevarer sit geologiske særpræg. Situationen er nu, at der klos op ad hinanden ligger et hul, der er skabt i istiden, og et hul, der er skabt af mennesket. De er cirka lige dybe!

Et andet menneskeskabt terrænelement er Ravnsborg – engang en mægtig borg, hvis mure er svundet ind til næsten ingenting. Selve det 18 meter høje voldanlæg er dog velbevaret. 18 meter er altså meget, ikke kun efter lollandsk målestok, men også fordi den gamle borg ligger direkte ud til vandet.

Blandt de lokale motionister er De Lollandske Alper velkendte. Her finder man et terræn, der skiller sig ud fra alt det øvrige, som vitterligt ER meget fladt. Men sammenlignet med andre egne af Danmark er bakkeområdet hverken særlig stort eller særlig stejlt. Tager vi asfaltvejene, så ligger den hårdeste stigning på Ravnsborgvej. Den er 350 meter lang og stiger med 14 højdemeter, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 4. Jeg vil faktisk mene, at Valby Bakke i København er hårdere! Bemærk også den detalje, at voldstedet Ravnsborg har flere højdemeter end Lollands hårdeste stigning.

Men alle disse sammenligninger betyder ikke så meget, for bjergene ved Birket har deres egen charme. Og er det ikke sådan, at man måske i særlig grad hæfter sig ved det bakkede terræn, fordi det netop er så unikt for præcis denne del af landet? Jo sjældnere en juvel er, desto mere værdsættes den.

/Jacob

Ovenstående er et mobilfoto fra den eftermiddagstur, jeg lige er kommet hjem fra. Det er ellers ikke noget jeg gør særlig tit. Altså tager billeder på mine cykelture.

Det har jeg jo ikke tid til! Træning er træning og ikke alt muligt andet. Og pauser går jo ud over gennemsnitsfarten. Uha uha. ?

Men i dag kørte jeg uden ur, så der blev hverken registreret tid eller rute. Uret var løbet tør for batteri, og jeg havde forlagt mit opladerkabel.

Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har cyklet en længere tur uden træningsuret på. Måske var det første gang i ti år.

Så selvfølgelig skete det op til flere gange undervejs, at jeg trak ærmet op for at kigge ned på det ur, der ikke var der. Man er vel slave at teknologien. ?

Hvis jeg skulle være politisk korrekt, havde jeg selvfølgelig nu sagt, at det var en øjenåbner – en eventyrlig befrielse ikke at have ur med og bare køre derudaf og nyde landskabet.

Meeen sådan var det nu ikke. Især på en solotur er uret med til at give træningen lidt struktur og nogle små aha-oplevelser. Og så er det også bare helt banalt en rar ting at vide, hvor langt man har kørt. Tal og data er godt.

Men der er grænser for galskaben. Elektronisk rutevisning bruger jeg f.eks. aldrig. Jeg cykler derhen, hvor min lyst fører mig – og vindretningen ikke mindst. Aldrig ud i medvind – det er ofte det eneste princip, jeg følger, bortset fra når jeg træner intervaller og den slags, hvor rutevalget har betydning.

Ville der være en mental gevinst ved at træne helt uden ur? Måske. Men det moderne menneske er jo vokset op med tiden som makker, så et urløst liv grænser til at være kunstigt.

Desuden er det altså ret praktisk – især her i årets mørke tid -, at man kan holde øje med, hvor lang tid der er til solnedgang. Jeg er ikke fan at landevejscykling i mørke, omend en solnedgang som den over Storebælt i dag da godt kan overvælde mig.

/Jacob

Der er selvfølgelig en vis sandhed i, at “alt afhænger af øjnene, der ser”. Men det er også et lidt irriterende udtryk, fordi det kan bruges til at undergrave næsten ethvert forsøg på at foretage sammenligninger.

Maleren Achton Friis holdt sig – heldigvis – ikke tilbage, så da han i mellemkrigsårene rejste rundt og skildrede Danmark, vovede han sig ofte ud i at sammenligne den ene egn med den anden.

Blandt andet mente han, at Nordøstsjællands natur var overvurderet, og at Odsherred og Sydsjælland bød på mere interessante sjællandske landskaber.

Han laver også en tankevækkende sammenligning af Vejrhøj i Odsherred og Kulsbjerg ved Vordingborg. Han indtager nemlig det ret specielle synspunkt, at Kulsbjergs udsigt er bedre end Vejrhøjs. Vejrhøj er jo ellers kvantitativt højere end Kulsbjerg, og Vejrhøj har et mere dramatisk terrænfald, men til gengæld – påpeger Friis – er Vejrhøj mere jysk end Kulsbjerg.

Denne analyse afspejler, at maleren konstant er på udkig efter en egns karakteristika og egen skønhed. For ham er autenticitet afgørende, og Kulsbjerg er altså mere autentisk sjællandsk end Vejrhøj, som vel minder rigeligt om eksempelvis Mols Bjerge.

Her følger hans beskrivelse af det sydligste Sjælland, som han jo tydeligvis er meget begejstret for:

“Man tror, at dette Landskab med Hensyn til Skønhed og Storslaaethed nu har naaet sit Klimaks. Men man behøver blot at bevæge sig en lille Milsvej fra Vordingborg mod Øst, for næsten at glemme, hvad man hidtil har set hernede. Herude løfter sig de vældige Kulsbjerge, en Tvillingbanke, hvis sydligste Del naar 107 Meter og er Sydsjællands betydeligste Højde.

Mon man ikke herfra har den skønneste Udsigt paa hele Sjælland! Jeg mindes Vejrhøj i Odsherred som noget mægtigt betagende og storslaaet, et vildt Landskab, aabent og havfriskt. Men det virker jydsk. Dette har mange af de samme Egenskaber, men blandet med en uforlignelig, udpræget sjællandsk Ynde.

Et mægtigt Stykke af Sydsjælland ligger udbredt for Øjet fra Vest over Syd til Øst; og fra denne anselige Højde ser man bag alt dette de bestandig slyngede Sunde, blinkende mellem Landtunger og nære og fjærne Øer. Marker og Skove og spredte Gaarde ligger strøet mellem hinanden under mig i det bølgende Land. Et skønnere Skue over den „salten Øster-strand“ findes ikke, ingen mere fredfyldt og bedaarende Egn.”

/Jacob

Det går stærkt med at forringe naturværdierne på og omkring den enestående Mogenstrup Ås i Sydsjælland.

Man skulle ellers tro, at den massive og ødelæggende grusgravning, der fandt sted i efterkrigsårene, havde fået os til at forstå, at vi skal være mere forsigtige med at forgribe os på de uerstattelige istidsbakker.

Men i de senere år har ødelæggelsen af åsen taget til med fornyet styrke.

Først vedtog politikerne, at der skulle bygges et nyt campus på en af skråningerne på Munkebakken i Næstved.

Munkebakken er det nordøstligste af de markante åspartier, der udgør Mogenstrup Ås og har været bypark siden 1927. Men selvom Munkebakken er et af de få grønne områder indenfor Næstveds bygrænse, havde den altså ikke større værdi for beslutningstagerne, end at den måtte give plads til et fleretagersbyggeri. En udvidelse af byggeriet blev vedtaget så sent som i 2020, således at hele bakkens sydlige side nu reelt er bebygget.

Dette anslag mod åsens ene endepunkt blev fulgt op af et angreb i den modsatte ende, nemlig ved Gishale Ås. Gishale Ås er en del af den række af åsbakker, der strækker sig fra Præstø og op forbi Næstved. Så selvom åsen teknisk set ikke er en del af Mogenstrup Ås, hører de altså geologisk sammen. Det pågældende åsparti var i forvejen gennemskåret af en sydgående vej, men nærmest fra den ene dag til den anden blev det udsat for en langt større ødelæggelse: Den langstrakte bakke blev simpelthen gravet ud på langs – på lige så aggressiv facon som den, mange af os troede hørte fortiden til. Den omfattende grusgravning blev igangsat uden debat eller nævneværdig presseomtale. Danskebjerge.dk indsendte ad to omgange læserbreve om det til den lokale avis, men de blev ikke bragt.

Den tredje underminering af Mogenstrup Ås fandt sted dags dato. Her vedtog politikerne i Næstved Byråd, at DSB gerne må opføre sit nye store centralværksted direkte for foden af Fladså Banker, også kaldet Fårebakkerne. Dermed bliver udsigten fra de fredede bakker domineret af et op til 10 meter højt anlæg med rangerspor og køreledninger, der strækker sig over en flere hundrede meter lang flade parallelt med åsen.

Projektet blev vedtaget på baggrund af en dispensation og på trods af højlydte lokale protester. Kun Enhedslisten stemte imod. Det er vist det sædvanlige mønster, når der er afstemninger i det byråd.

Alt i alt kan man vel konkludere, at selvom Mogenstrup Ås er en naturværdi, der ofte nævnes i forbindelse med Næstved og omegn, så er det ikke noget, der står politikernes hjerte synderligt nært. Hvis der skal graves grus, eller der skal bygges uddannelsesinstitutioner og værksteder, så kommer åsen i anden række. Og det er vanskeligt som vælger at beslutte, at man så vil stemme på nogle andre lokalpolitikere til næste valg, da næsten alle partier er enige om, at ødelæggelserne er i orden.

/Jacob

Kameraet brokkede sig noget over tusmørket, men jeg nåede da lige at komme til tops på Jernhatten, inden de sidste rester af dagslys forsvandt.

Jernhatten ligger i det nordøstlige hjørne af Mols Bjerge og overses nok af de fleste turister. Men stien er dog ikke groet helt til, så der må komme mennesker her dagligt.

Det mest imponerende ved stedet er bakkeknoldens beliggenhed klos op ad kysten. Højdeforskellen er meget iøjnefaldende. Jeg tror næsten, at folk med højdeskræk vil kunne mærke det lidt i maven, når de kigger ned ad skråningen.

Kigger man udad, ses en lille mørk stribe ude i horisonten. Det er øen Hjelm, hvis historie bl.a. er knyttet til den navnkundige Marsk Stig. Hjelm er i øvrigt en af de mest kuperede øer i Danmark – med et højeste punkt, der befinder sig 45 meter over havet. Det er kun fire meter lavere end Jernhatten.

Danskebjerge.dk har denne sommer kåret Jelshøj til den smukkeste stigning i Danmark.

Det er ikke en kåring, som nødvendigvis vil gælde langt ud i fremtiden, for der findes virkelig mange stigninger i Danmark, og der kan godt være nogle skønheder, der er blevet glemt. Men Jelshøj er da en start!

Jelshøj ligger i den sydvestlige udkant af Århus, og den har nogle egenskaber, som gør den til noget særligt:

• Det er muligt at se næsten hele bakken fra et sted i landskabet
• Den er stejl – flere steder stejlere end 10%
• Varierende vejforløb
• Gravhøj på toppen af bakken (offentligt tilgængelig)
• Flot udsigt både fra gravhøjen og fra toppen af stigningen
• Bakken ligger i køn natur
  

Man kan indvende, at Jelshøj-bakken langt fra er den største og ej heller den stejleste i Danmark, men hvis man ser på stigninger, der er mere krævende, så klarer de sig ikke så godt i forhold til ovenstående kriterier. Nogle eksempler:

• Munkebjerg ved Vejle: Flot vejforløb, flot omgivende natur (bøgeskov), men den er umulig at se fra afstand, og det er svært at få dens stejlhed med på fotografier
• Jellingvej, Vejle: Gevaldigt mange højdemeter, men man kan ikke se ret meget af den ad gangen, og visuelt er der ikke meget wow-effekt over den
• Skovhøjvej, Ejer Bjerge: Danmarks største stigning og køn på mange måder, men udsigten mod nord er spærret af skov, og gravhøjene på toppen ligger inde i denne skov
• Pøt Mølle, Hammel: Som med Munkebjerg er den godt skjult af skov, og af samme grund er udsigten på toppen begrænset.
• Vårby Bakke, Slagelse: Man kan næsten se fra bunden til toppen af denne stigning, og den har flere højdemeter end Jelshøj-stigningen, men bakkeæstetikken er alligevel ikke til en førsteplads, for vejen er snorlige og ikke meget stejlere end 5-6%.

Hvis du kender stigninger, som du mener er særligt smukke – og som opfylder kriterierne ovenfor -, så lad mig det endelig vide.

Jeg har lavet en Top 3 over Danmarks smukkeste stigninger. Du finder den nederst på denne side.

Man kører nedad for at komme til Himmelbjerget. Det er der måske ikke så mange besøgende, der bemærker, men det gør man altså. Terrænet en halv kilometer syd for Himmelbjergtårnet ligger ca. 10 meter HØJERE.

Så det er sådan set forkert at placere Himmelbjerget på syvendepladsen over de højeste danske toppe, sådan som folk – jeg selv inklusive – har gjort i de sidste mange år. I stedet burde Himmelbjergets sande 157 meter over havet kvalificere bakken til en femteplads på listen.

Men det kan give nye problemer, for hvad er Himmelbjerget egentlig? Er Himmelbjerget ikke det sted, hvor Himmelbjergtårnet står? Det vil mange mene, selvom dette steds officielle navn faktisk er Kollen. (Se kortudsnit.)

Dilemmaet er ikke nyt, men det relativt nye er, at man i dag har tilgængelige højdedata for ethvert sted i det danske landskab. Det havde man ikke for blot 10-20 år siden. Dengang var man henvist til Kort- og Matrikelstyrelsens kort, hvor der kun var anført højdedata for udvalgte terrænpunkter.

Så spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til et par justeringer af bakkeranglisten. Det vil ikke vende op og ned på det hele, men det vil medføre mindst to ændringer i Top 10.

Den ene har jeg lige redegjort for. Den anden har jeg beskrevet i en artikel fra 2018, hvor jeg fandt frem til Rye Sønderskovs reelle højeste punkt. Punktet var hele fem meter højere beliggende end det punkt, der hidtil – tilsyneladende ved en fejl – har været angivet som Rye Sønderskovs højeste. Dermed krøb den midtjyske skov op på siden af den bornholmske bakketop Rytterknægten. Begge måler ca. 162 meter – Rye Sønderskov en halv meters penge mere.

I sidste ende vil de nye principper for rangering næppe føre til et højt antal omrokeringer. De fleste danske bakketoppe er trods alt veldefinerede. Så jeg hælder til at effektuere ændringerne nu. Det vil være den største ændring på listen, siden Danskebjerge.dk gik i luften for 14 år siden.

/Jacob

De fleste opfatter det nok som tilfældigheder, når de undervejs på deres køre- og cykelture passerer bakkede og flade strækninger. Men faktisk er der næsten altid en sammenhæng mellem teksturen i landskabet og landskabets oprindelse. Det har jeg prøvet at illustrere med denne grafik, som er lavet ud fra en delstrækning på min cykeltur på Midtsjælland i aftes.

Grafikken er en kombination af mine gps-data og Per Smeds topografiske kort. Nederst er en signaturforklaring for seks af de landskabsformer, der er mest fremtrædende på kortudsnittet.

I korte træk kan strækningen, der blev kørt mod uret og er vist med rød linje, beskrives således:

Først kører jeg ud på og hen over Store Åmose – turens lavest beliggende sted, som udmønter sig i en karakteristisk pandekageflad højdeprofil¹. Dernæst rammer jeg et dødislandskab², som omkring Maglesø kulminerer i nogle høje bakker. På turen ned derfra og i vestlig retning krydser jeg et kombineret dødis- og randmorænelandskab, der går op og ned konstant med få meter ad gangen, for så igen at komme ud på Åmosen, denne gang i mosens vestlige del.

Pointen med det hele er egentlig, at en cykeltur er en slags fortælling – en fortælling om, hvordan et landskab er opstået og i det store hele har bevaret sin form igennem årtusinder.

/Jacob

¹ Åmosens flade bund er skabt ved, at området mod slutningen af sidste istid var et bassin, hvori store mængder smeltevand blev opsamlet.

² Et dødislandskab er et landskab, der er præget af, at en gletsjer ved afsmeltning er gået i opløsning og har ligget mellem morænejord. Resultatet er et småknoldet, uregelmæssigt terræn, ofte med fordybninger (hvor der har ligget dødis) eller toppe med stejle fald til alle sider (opskubbet eller nedskyllet sand og ler).

Dagbladet Politiken har i samarbejde med en række rutinerede mountainbikere kåret Danmarks bedste mountainbikespor.

Det er faktisk femte år, at kåringen finder sted, og derfor tegner der sig et mønster. Der er ganske enkelt bestemte spor, der nævnes gang på gang, og som derfor har en særlig status inden for sporten. Man kan vel sige, at man kun er en rigtig mountainbiker, hvis man har prøvet nogle af dem.

Kåringen har især fokus på de spor, der er specialdesignet til mountainbikere, dvs. at der indgår nogle elementer, som man ikke finder på en almindelig mark- eller skovvej.

Vinderen – ikke kun i år, men også når man ser på de tidligere kåringer – er ruten Danmarks Tag, der ligger i Ry ved Silkeborg. Om Danmarks Tag hedder det i kåringen: »Lækre spor, store linjer, mange højdemeter og en ordentlig skefuld airtime. Rig mulighed for at udfordre sig selv på stejle, tekniske nedkørsler og samtidig have det sjovt«

Sporet, som altså lader til at være det bedste i hele landet, er 6,8 km langt og har 221 højdemeter.

De øvrige, der fik flest stemmer i 2020 og dermed kom i Top 10, er:

• Vesterskoven ved Silkeborg
• Svinkløv Klitplantage
• Nordskoven ved Silkeborg
• Trailcenter Bornholm i Almindingen (17 forskellige spor)
• Fruens Plantage ved Næstved
• Sir Lyngbjerg ved Holstebro
• Tisvilde Hegn
• “Skovhuggeren” ved Svendborg
• Rude Skov ved Holte
  

Af disse har sporet i Vesterskoven flest højdemeter i alt, nemlig 557 fordelt på 17 kilometer. Størst koncentration af højdemeter har derimod Fruens Plantage, som ifølge Danskebjerge.dk’s beregning har 45,4 højdemeter pr. 1 km spor – det er så heller ikke just et begynderspor …

Hele artiklen om kåringen finder du her (for abonnenter):
https://politiken.dk/rejser/ferieidanmark/art7771154/Seks-spor-dominerer-med-stamina-og-klasse

/Jacob