Højdeprofil og pulsniveau fra dagens fem runder. Som det fremgår, kom pulsen til at “følge” ruteprofilen.
Hvis du synes, at der er lidt langt mellem bakkerne i dit område, så find en kort rundstrækning, hvor du kan bevæge dig op ad den samme stigning flere gange på en træningstur.
Det gjorde jeg i dag. Udgangspunktet var en af Sydsjællands længste stigninger (45 højdemeter), som jeg besteg fem gange. Runden er 6,5 km lang, og med i alt 62 højdemeter på strækningen (opgjort ved manuel gennemgang på kort) bliver det til en del, når man kører rundt og rundt.
De fem runder gav samlet set 32,5 kilometer og hele 310 højdemeter. Hvis jeg var blevet ved og havde snuppet 15 runder, ville det være endt med 930 højdemeter. Det er på højde med, hvad man kommer ud for i f.eks. Danmarks mest bakkede motionsløb Grejsdalsløbet. Alt, der nærmer sig 1000 højdemeter på 100 km, er rigtig meget i et dansk landskab.
Korte rundstrækninger har selvfølgelig den indbyggede svaghed, at de i længden kan opleves lidt monotone. Men det er en metode, som kan bruges til at presse sig selv og undersøge, hvordan kroppen reagerer på højdemeterne. Og det er da i al fald sjovere end at sidde og glo ind i en væg på en spinningcykel.
Andre egenskaber, der er gode på en rundstrækning:
Skov eller anden form for læ undervejs
Så få vejkryds og kryptiske vejforløb som muligt, så man ikke skal bremse op
Mulighed for at køre rundstrækningen med uret, så man undgår at skulle krydse veje
Hovedfeltet passerer Vallø Slot på 1. etape. Foto: Danskebjerge.dk
PostNord Danmark Rundt 2022 adskilte sig på flere punkter fra de senere års udgaver. Nogle af de nye tiltag gav pote, andre havde en mere tvivlsom effekt.
Traditionen tro får Danmarks store etapeløb et par spark i måsen og nogle klap på skulderen af Danskebjerge.dk i den årlige evaluering, hvor vi begynder med det gode og slutter med det dårlige.
Rytterkvaliteten. Sikke et flot felt, man fik tiltrukket denne gang. Foruden danske stjerner som Magnus Cort, Søren Kragh Andersen, Michael Mørkøv og Mattias Skjelmose deltog bl.a. Geraint Thomas, Egan Bernal, Michal Kwiatkowski, Christophe Laporte og Jasper Stuyven, der alle har vundet et eller flere af verdens allerstørste løb. Sprinterne Olav Kooij og Jasper Philipsen var også med, og de delte de tre sprinteretaper imellem sig – Kooij snuppede de to første, og Philipsen den sidste. Jeg ved ikke, om man nogensinde har haft så stærkt et felt til start. Det er i hvert fald ikke sket i en årrække. Og til forskel fra f.eks. 2021-udgaven af løbet var det ikke nogle få ryttere og hold, der havde favoritværdigheden – der var en vis spredning.
Nyskabelser. Tanker er jo ikke nødvendigvis gode, blot fordi de er nye. Men det lykkedes altså meget godt for arrangørerne at skabe hype om de nye tiltag, der fandt vej til årets udgave af løbet. Det gjaldt navnlig disse fire nyheder: at der var grussektioner på 3. etape, at Vejle-etapen lå til allersidst, at Vejle-rundstrækningen var forlænget, og at den stejleste og smalleste del af Christian Winthersvej nu også var med i PostNord Danmark Rundt. Det var også opsigtsvækkende, at der var så stor forskel på længden af etaperne (f.eks. var Vejle-etapen kun halvt så lang som 3. etape).
Spænding. Det var først på sidste tur op ad Kiddesvej, at det samlede klassement blev afgjort. Det er jo ikke i sig selv den ultimative succes, når løbet ender sådan, men hvis det var dette scenarie, der var ambitionen – at spændingen om den samlede sejr først skulle udløses på målstregen på den sidste etape -, så var det godt ramt af arrangørerne. Især bidrog valget af en beskeden distance på enkeltstartsetapen til den snævre afgørelse.
Vejret. Det var strålende sommervejr hele vejen igennem. Og ikke ret blæsende. Det gjorde løbet meget publikumsvenligt og gav fine sensommerbilleder fra motorcykler og helikopter.
Men ikke alt var perfekt ved årets PostNord Danmark Rundt. Her er Danskebjerge.dk’s kritikpunkter:
Tilskuerfremmødet. Der var generelt mange tilskuere i vejsiderne, men noget må være gået galt i Assens. Under enkeltstarten var der kun få mennesker, der kiggede på. Især på den del af ruten, der lå udenfor Assens by, var det småt med folk. Lige netop på Fyn kunne man ellers have forventet stor interesse for PostNord Danmark Rundt, da der traditionelt er meget brok i de år, hvor der ikke er etaper på øen.
Grus langt fra mål. Herning-etapen var speciel på to måder: Den var utroligt lang (239,3 km), og så var der strækninger på grus (18,2 km). Navnlig ét sted opstod der kaotiske tilstande, da feltet gik i stå i noget løst grus. Det var der delte meninger om bagefter, men én ting stod i hvert fald klart, og det var, at der var for langt fra det sidste grusstykke og frem til målstregen. Dermed blev etapen en sprinteretape, hvor kampen om klassementet aldrig rigtig kom i gang.
Få angreb fra favoritterne. Etaperne fik et noget ensartet forløb: En gruppe primært bestående af danske ryttere fra mindre hold fik lov at stikke af fra feltet tidligt, og så sad man bare og kiggede på, at udbruddet langsomt blev hentet ind igen. Der forekom i hele etapeløbet så godt som ingen angreb fra feltets stærkeste ryttere. Et par sekunders forspring til bl.a. Søren Kragh Andersen var, hvad det kunne blive til. En væsentlig årsag til dette var, at de største hold og i særlig grad Ineos Grenadiers sad med mange mand fremme og kørte et konstant højt tempo. Det gjorde de for at beskytte Magnus Sheffield i førertrøjen mod angreb. Mest udpræget var det på Vejle-etapen, hvis talrige stigninger ikke førte til den ventede dramatik. I den bedste af alle verdener havde det været ryttere som Magnus Cort og Søren Kragh, der havde vundet enkeltstarten. Det ville have tvunget Ineos og Jumbo Visma til at gå mere offensivt til værks.
Tv-dækningen. Tv-dækningen er så væsentlig en del af løbsoplevelsen for de cykelglade danskere, at den også skal have et par ord med på vejen. I år var det Tobias Hansen, der sad ved mikrofonen – tidligere har det været Henrik Liniger. Tobias Hansen var et frisk pust, men DR’s evindelige hang til at give dækningen et caféhyggepræg bestod. Jeg har svært ved at se, hvorfor man ikke bare behandler løbet på samme måde som ethvert andet professionelt cykelløb. En anden ting, der ville være godt at få strammet op på, er de faktuelle fejl. Der bliver til tider sagt virkelig meget, der er forkert, inden for ganske kort tid. Endelig var det skuffende, at vi stort set ikke fik set feltet klatre op ad Christian Winthersvejs stejleste del. Angiveligt skyldtes manglen, at DR netop på det tidspunkt var forpligtet til at sende et resumé af etapens hidtidige forløb til de internationale kanaler, men det kunne man vel have fundet en løsning på.
Grafik. Nu roste jeg lige sidste år PostNord Danmark Rundt for at være begunstiget af grafik, der faktisk var korrekt. Det var en stor lettelse, eftersom netop grafikdelen har været et af minusserne ved DR’s dækning. I år kom vi så ned på jorden igen – grafikkerne, der viste stigningernes egenskaber, var helt til hest. Man fik nærmest fornemmelsen af, at tallene for stigningsprocent og længde var trukket i en tombola. Eller var der tale om foreløbige udkast, som man så bare havde glemt at forsyne med de rigtige tal? Det er ufatteligt, at så iøjnefaldende fejl ikke kunne fanges inden udsendelsesstart.
Stiger Danmarks stejleste gade virkelig kun med 1,5% i gennemsnit? Og har den virkelig kun en højdeforskel på 13 meter? Svarene er nej og nej. Og det burde DR have opdaget.
Det er ikke nemt at sammensætte et etapeløb, der tilfredsstiller alle cykelentusiasters krav til såvel spænding som en stjernespækket startliste. Nogle kunne fristes til at tro, at de to parametre hører sammen, men i år så vi, at de også godt kan modarbejde hinanden. Ineos og Jumbo satte sig i al fald tungt på løbet, og i kraft af deres stærke ryttere kunne de minimere risikoen for dramatik. Det medførte bl.a., at feltets passage af Christian Winthersvej forløb lige lovligt kontrolleret, stigningens ekstreme hældning taget i betragtning.
De to storholds taktik på Vejle-etapen bestod tydeligvis i at holde deres respektive GC-favorit stabilt fremme så lang tid som overhovedet muligt, så det hele kunne afgøres på Kiddesvej. Præcis sådan endte det. Det var helt modsat sidste år, hvor Evenepoel ydmygede sine rivaler ved at køre solo langt udefra. På en eller anden måde er begge scenarier en smule kedelige. Klassisk klassikercykelløb med mange angreb mod slutningen havde været bedre.
Mon arrangørerne tør fortsætte med Vejle-etapen som den sidste af de fem? Det vil snart vise sig, når planerne for 2023-udgaven fremlægges.
Derimod er grusvejene ikke på vej tilbage til løbet lige foreløbig, hvis jeg forstår udtalelser fra arrangørerne korrekt.
Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt 2022 var karakteriseret ved, at den var særdeles kort (med en distance på 126 km var den omtrent halvt så lang som Herning-etapen to dage før), samtidig med at højdemeterne var omtrent lige så talrige som normalt (1.700). Så det var ekstraordinært friske ben op mod ekstraordinært stejlt terræn.
En nok så afgørende faktor var holdenes styrke og intentioner. Det viste sig, at de stærkeste hold, Ineos og Jumbo Visma, var mest interesserede i at holde tingene samlet, så løbet blev kørt i et konstant højt tempo og uden væsentlige angreb før den sidste tur op ad Kiddesvej.
Her er de opdaterede data om de seneste års resultater af Vejle-etapen (opsummering nederst):
Vinderens gennemsnitsfart og felternes styrke pr. år i parentes (iht. rating hos Procyclingstats):
I 2016: 40,6 km/t (117) I 2017: 41,1 km/t (171) I 2018: 41,2 km/t (150) I 2019: 41,8 km/t (115) I 2021: 44,6 km/t (203) I 2022: 43,6 km/t (296)
Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20:
I 2015: 1.22 min. I 2016: 0.23 min. I 2017: 0.37 min. I 2018: 0.11 min. I 2019: 0.30 min. I 2021: 5.44 min. I 2022: 0.28 min.
Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40:
I 2015: 12.10 min. I 2016: 1.25 min. I 2017: 2.18 min. I 2018: 1.04 min. I 2019: 1.04 min. I 2021: 13.12 min. I 2022: 1.31 min.
Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60:
I 2015: 13.29 min. I 2016: 3.21 min. I 2017: 6.32 min. I 2018: 3.03 min. I 2019: 3.58 min. I 2021: 13.39 min. I 2022: 9.06 min.
Som det fremgår, var Vejle-etapen 2022 den næsthurtigst kørte Vejle-etape siden 2016. Det kan have noget med etapens korte distance at gøre, men feltets styrke (296 PCS-points) må også have spillet ind – det var det klart stærkeste felt i de seneste seks udgaver af løbet.
Tidsforskellene var i alle tre kategorier forholdsvis gennemsnitlige. Det betyder også, at selvom mange oplevede etapen som et defensivt kørt løb, så blev der skabt splittelse, som der plejer at gøre på Vejle-etapen. Der er fortsat ingen tegn på, at f.eks. rene sprintere kan gøre sig gældende i afslutningen.
Den afsluttende etape i Tour of Scandinavia ifølge Danskebjerge.dk’s forslag fra 2019.
I disse dage køres Tour of Scandinavia – et nyt professionelt etapeløb for kvinder, hvor der afvikles i både Danmark, Norge og Sverige. Egentlig er det en videreførelse af et andet løb, men det “pan-skandinaviske” element er mere fremtrædende nu.
Indtil for blot få år siden var Tour of Scandinavia mere et drømmeprojekt, udsprunget af tanken om, at man ville kunne lave et spændende og varieret etapeløb i de tre lande. Ambitionsniveauet ville også kunne hæves, med dertil hørende større pengepræmier, stærkere rytterfelt osv.
Undertegnede har selv puslet med tanken i mange år. I sommeren 2019 lavede jeg – igen: blot som et slags tankeeksperiment – nogle udkast til etaper i et Tour of Scandinavia (dengang tænkt som et løb for herrer).
(Gpsies.com er siden dengang blevet overtaget af AllTrails.com, og man videredirigeres dertil, når man trykker på linkene.)
I mine etapeforslag har jeg prioriteret, at man kommer så meget rundt som muligt, dvs. at der ikke er ret langt fra etapeafslutningen til næste dags etapestart. Jeg har også lagt vægt på, at start- og målområder befinder sig i eller nær større byer.
Derudover skrev jeg følgende i mine tilføjende bemærkninger dengang:
“Det er seks linjeløbsetaper – man kan selvfølgelig også indsætte en TT, hvor man lyster, ligesom man kan justere på, hvilke af de tre lande der har flest rutekilometer. I mit udkast har Norge de fleste, men til gengæld har Danmark både startetapen og slutetapen.
Kongeetapen bliver i mit forslag 3. etape. Det er måske lige lovligt tidligt i etapeløbet, men man kan jo eventuelt vende ruten om og lade sidste etape ligge i Jylland. Eller fjerne det store bjerg på 1000 højdemeter fra ruten og flytte etapen tættere på Oslo.”
Egentlige bjergetaper er svære at få lagt ind, når man skal blive i Sydskandinavien.
Det store danske etapeløb PostNord Danmark Rundt kommer i år til at ligne de gamle udgaver af løbet, forstået på den måde, at der er en del guf for sprinterne og kun én etape, hvor stigningerne kan ventes at skabe væsentlig udskilning. Det store spørgsmål er den maratonagtige etape til Herning, hvor grussektionerne potentielt kan blive afgørende for klassementet.
Her er en kort gennemgang af hver etape, med særlig fokus på bakkerne:
1. etape, Allerød-Køge, 223 km: En lang etape, hvor rytterne ved Skjoldenæsholm kommer tæt forbi et af Sjællands højeste punkter, Gyldenløveshøj. Det er dog længere mod syd – ved Gisselfeld Gods efter 128 km -, at feltet når dagens vel nok hårdeste stigning, som også indgår i kampen om bakketrøjen. Arrangørerne skriver selv, at etapen har et forventet sprinteropgør som afslutning, og det skal nok passe.
2. etape, Assens, 12,2 km: En ret flad enkeltstart og samtidig temmelig kort. Mit bud er, at det ikke bliver enkeltstarten, der afgør årets PostNord Danmark Rundt.
3. etape, Otterup-Herning, 239 km: En monsteretape, hvor længden og grusvejene kan få stor betydning. Ruten giver associationer til Paris-Roubaix, hvilket vil sige, at det er de robuste ryttertyper, der står stærkest her. Men måske er det ikke de samme typer, der kan følge med på de stejle stigninger i Vejle? Arrangørerne tror selv på masser af dramatik på denne etape, som de betegner som Kongeetapen.
4. etape, Skive-Skive, 167 km: En klassisk PostNord Danmark Rundt-etape med nogle moderate bakker undervejs og en kuperet rundstrækning til sidst. Sprinterne vil have gode muligheder igen her, men det er ikke så ligetil som i Køge på 1. etape.
5. etape, Give-Vejle, 126 km: En særdeles kort Vejle-etape, men med masser af højdemeter og ikke mindst høje stigningsprocenter. Østengårdvej, Gl. Kongevej, Kiddesvej og andre velkendte stigninger er med, men der er også et par nye indslag. Det ene er Christian Winthersvej, som med 75 km til mål skal bestiges direkte fra Jellingvej i stedet for via Gl. Kongevej. Det kan godt blive kaotisk, da Christian Winthersvej ikke blot er Danmarks stejleste gade, men også meget smal. Det andet nye påfund er udvidelsen af Kiddesvej-rundstrækningen, således at rytterne nu skal ud på en længere sløjfe mod syd. Det bliver spændende at se, hvordan nyskabelserne spænder af.
Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt har i år mistet sin status som Kongeetape, men der er ikke desto mindre mange barske stigninger på den.
Hvem der kan vinde? Tjah, Magnus Cort har jo erklæret, at han vil deltage, og han er ikke et helt dårligt bud. Han kan spurte, han kan køre enkeltstart, og han er stærk på små hårde stigninger. Men kan han også klare en etape, der næsten har VM-længde og er forsynet med grus hen mod slutningen? Det er måske mere tvivlsomt. Her står ryttere som Alexander Kamp og Kasper Asgreen nok stærkere, men stiller de overhovedet op til PostNord Danmark Rundt i år? Der er i skrivende stund en del usikkerheder, så vi må vente med bedre gæt til senere.
I det fabelagtige sommervejr begav jeg mig torsdag en smule udenfor pastoratet, nemlig et par kilometer ind på svensk område. Den 7,5 kvadratkilometer store ø Hven (eller Ven, som den også staves) er især kendt for at have huset den berømte astronom Tycho Brahe, men stedet har også et naturskabt terræn, som er værd at kigge nærmere på.
Jeg har fra Høje Sandbjerg i Nordsjælland anet de lyse klinter på Hven, og det var interessant at se dem tættere på. Allerede ved ankomsten med færgen bliver man imponeret af terrænforskellen. Ven skyder op af havet, som var den en klippeø – med op til 39 meter høje kystskråninger hele vejen rundt, undtagen i den nordligste del.
Skråningerne ved færgelejet i Bäckviken.
I det indre er Hven ikke særligt kuperet. Det højeste punkt er ifølge Lantmateriet.se 44 meter (nær Tycho Brahes observatorier midt på øen). Det relativt flade terræn og de overraskende mange asfalterede veje gør Hven velegnet til cykelturisme, og de gule lejecykler går som varmt brød på en smuk og vindsvag dag som denne torsdag. Dog kunne jeg høre, at der blev bandet lidt på strækningerne op fra færgelejerne, da der her er temmelig stejlt (i Bäckviken ca. 200 meter med 10% i snit).
Om Hvens geologiske opståen skriver Oresundsvand .dk:
“Hovedparten af Øresund var et landområde for 8.000 år siden. (…) Verdenshavene steg i Litorinatiden (8000-2500 før Kristus), så Østersøen blev forvandlet til et indhav med Øresund og Bælterne som forbindelser med Atlanterhavet.
Isen flyttede sig ved afsmeltningen fra Østersøen gennem Sundet og Bælterne mod Kattegat, hvorved der dannedes fordybninger. Den smalle passage mellem Helsingborg og Helsingør blev dannet ved, at isen aflejrede materialer i Nordsjælland. En stor issø blev under en fase af afsmeltningen opdæmmet i Sundet, og ler blev aflejret. Øen Hven blev da formodentlig dannet som et stort lerplateau.”
Udsigt fra en klint på sydsiden af Hven.
Hven blev som så meget andet østdansk territorium overtaget af svenskerne i 1658. Når nu det skulle være, så var det logisk nok, for laver man et snit ned gennem Øresund, så ligger Ven tættere på Sverige end på Danmark. Men et vist dansk præg blev bevaret, og den berømte journalist Henrik Cavling har i sine erindringer beskrevet, hvordan han nærede varme følelser for stedet:
“At min Mor var født paa Hven gav Anledning til, at jeg som Dreng ofte kom til Øen. Det var en let Sag at løbe fra Lyngby til Skovshoved og herfra gaa over med en Steenbaad. Sørejsen varede sjælden mere end et Par Timer, naar da ikke Fiskerne var saa drukne, at de ikke kunde se Øen. Milde Vintre, som nu, kendte man ikke dengang. Sundet laa ofte tilfrosset. Man ikke blot gik, man kørte over det med Hest og Kane, ja med Vogn.” (i: Efter Redaktionens Slutning, 1928)
Endnu i dag kan man komme med “vogn” til Ven, men det er mig bekendt kun fra Landskrona, at man kan få bilen med. De øvrige færgeafgange er fra Helsingør og København, dog kun i årets varmeste tredjedel.
Hven har en størrelse, der gør den ganske motionsegnet – man kan gå eller cykle adskillige kilometer, før man løber tør for asfalt- eller grusveje. Hvis man skal pege på en begrænsning, så er det, at kystskrænterne er naturreservat, og derfor er det småt med vandremuligheder nær vandkanten. Men der er lavet udsigtspunkter, så man visse steder kan få et flot udkig ud over kysten og Øresund oppe fra toppen af skrænterne.
Mens disse linjer skrives, suser Tour de France-feltet gennem de parisiske gader. Der er en masse dannebrogsflag at se, og man må generelt sige, at Dannebrog i den grad har vajet over dette års udgave af det franske etapeløb.
Her er mine betragtninger om især den danske del af Touren 2022.
Folkefest ved Côte d’Høve Stræde, som undertegnede selv var til stede ved.
De danske ruter De tre danske etaper bestod som bekendt af en enkeltstart i det indre København, en linjeløbsetape fra Roskilde til Nyborg og en linjeløbsetape fra Vejle til Sønderborg. Baseret på erfaringen fra Giro-starten i 2012 havde jeg ikke de store forventninger til, at ruterne på 2. og 3. etape ville blive sportsligt interessante, og det blev de heller ikke. Som med Giro d’Italia var det tydeligt, at arrangørerne ønskede sig spurtfinaler. Det er trist, at det endnu ikke er lykkedes at få nogen af de helt store internationale løb til Danmark, uden at løbene på forhånd er dømt til at blive sprinteropgør.
Det påståede højdepunkt i løbet af de tre danske Tour-dage skulle være passagen af Storebæltsbroen på 2. etape. Der var ikke grænser for, hvor farligt dette sted kunne være for klassementsfolkene – i hvert fald ifølge mediedækningen. Arrangør og presse indgik med åbne øjne en uhelllig alliance, der gik ud på at ophøje den hidsige sidevind på broen til et kommende drama. Al statistik sagde, at sandsynligheden for vejrskabt kaos var langt under 50%, men når der skal skabes begejstring, bliver facts kastet under bussen. Det er faktisk bedrøveligt for os, der efterspørger et minimum af nøgternhed i sportsjournalistikken.
Det viste sig, at ikke kun den hårde sidevind udeblev. Det gjorde feltets angrebslyst også. Sjældent har man set et mere passivt hovedfelt end på 2. og 3. etape. Cort stak af på Jellingvej i Vejle og kunne køre 130 kilometer af etapen i ensom majestæt, mens han blev hyldet af tilskuerne. Det var på flere måder smukt, men sportsligt var det lidt mystisk – især når man på de efterfølgende etaper kunne se, hvordan holdene var aldeles desperate efter at komme med i udbrud. Et spørgsmål trænger sig på: Var det mon aftalt spil?
Hovedfeltets rolige tur hen over Storebæltsbroen var også påfaldende. Vel var der modvind. Men når små grupper kunne komme op til feltet bagfra, så ligner det lidt, at der var indgået en form for borgfred. Som om, at holdenes indstilling til den danske Tour-start var, at man bare skulle komme så let igennem de tre dage som muligt.
Begejstringen og tilskuermasserne Den største forskel på Giro-starten i 2012 og Tour-starten 10 år senere var for mig at se publikumsmængderne. Giro’en afvikles i maj, og derfor var der ikke så mange, der dengang havde mulighed for at stå i vejsiden og heppe først på eftermiddagen.
De danske Tour de France-etaper var derimod store tilløbsstykker, og især på enkeltstartsruten og ved opløbene til de seks bjergspurter stod mennesker i tykke lag. Koldingvej tager prisen som det vildeste sted på samtlige tre dage, men de tre Odsherred-sprinter tog sig også spektakulære ud.
Et klimaks kunne have været Dybbøl Banke i Sønderborg, men der var angiveligt vægtige grunde til at vælge et industrikvarter som målområde i stedet.
Tv-dækningen var som ventet af høj kvalitet. Her skal man huske på, at dét med transmissioner allerede fra startskuddet af etaperne er et fænomen med kun få år på bagen. Så vi fik som tv-seere det maksimale udbytte – modsat dengang i 2012, hvor dækningen først startede midt på eftermiddagen, hvilket en del kommuner først opdagede efter at have kastet en masse skattekroner efter projekter, der skulle få dem ud på alverdens tv-skærme.
Corts soloshow i Nordvestsjælland og Jylland var som sagt et slags underholdningsstunt, der kynisk betragtet var udsigtsløst. Men det fungerede ikke desto mindre rigtig godt. Brølene fra tilskuerne var uden tvivl større, end hvis det havde været et par anonyme mellemeuropæiske ryttere, der havde været i udbrud. Så tak til Cort for at have pustet ekstra liv i den rød-hvide folkefest.
De franske ruter Jeg vil ikke gå så meget ind i, hvad der skete på etaperne efter det franske visit i Danmark. Men jeg vil lige knytte en kommentar til løbet generelt.
For det blev en af de mest interessante udgaver af Tour de France, jeg kan huske.
Her tænker jeg ikke så meget på de slag, der blev udkæmpet i bjergene. Jeg synes mere, at mellemetaperne stak ud. Vi er jo vant til, at der især i etapeløbets første halvdel er en håndfuld forudsigelige etaper med udbrud, som er dømt til at blive hentet, så sprinterne kan slås om sejren. Den type langgabere var der kun ganske få af i år (hvor vi vel må erkende, at de to danske linjeløbsetaper hørte til den kategori). Derimod så vi adskillige etaper, hvor flere scenarier var i spil helt frem til de allersidste kilometer, og det er sådan, cykling er bedst efter min mening.
En vigtig årsag til de spændende forløb var rutedesignet. Der var lagt stigninger ind med omtanke, således at der konstant blev holdt liv i kampen mellem udbryderne og feltet. At det så også kom Danmark til gode – i form af Magnus Corts og Mads Pedersens etapesejre – er selvfølgelig glædeligt set med rød-hvide briller, men det siger også noget om, hvilke ryttertyper Danmark er leveringsdygtig i: Robuste ryttere, der kan begå sig på både flad vej og på stigninger på op til 2-3 kilometers længde.
Og apropos Mads P: Netop som jeg nærmer mig det sidste punktum i denne tekst, kører rytterne ind på den sidste omgang i Paris. Den tidligere danske verdensmester har været nævnt som en af favoritterne til etapesejren. Mon han sætter det perfekte danske punktum for det mest danske Tour de France nogensinde? Lad os se. Konkurrencen er hård.
Anden etape i Tour de France gav Danskebjerge.dk anledning til en ny måling af stigningsprocenter.
Bjergspurten op ad stigningen på Høve Stræde (i franske termer: Côte d’Høve Stræde) sluttede nemlig på Veddingevej, og dermed skulle rytterne forcere et skarpt og stejlt højresving. Hvor stejlt er der egentlig i det sving? Det er der vist ingen, der har forsøgt at måle – før nu.
Der findes i forvejen to angivelser af Høve Strædes maksimale stejlhed. Den ene angivelse står slet og ret på et højt vejskilt, som har været et slags vartegn for Høve Stræde, siden ruder konge var knægt. Ifølge skiltet skråner vejen med op til 10%.
En anden angivelse er af nyere dato. Det er nogle blå skilte, som er sat op for nylig for at markedsføre Odsherred som et område med skrappe cykelbakker. Den maksimale stigning på Høve Stræde ligger ifølge disse skilte på 8,8%.
To skilte på stigningen Høve Stræde-Veddingevej: Det ene er det nye Tour de France-skilt, det andet har stået på toppen af Høve Stræde i en lang årrække.
Men hvad viste det elektroniske vaterpas så?
Jeg må indrømme, at jeg ikke foretog målinger helt fra bunden af stigningen. Jeg nøjedes med at konstatere, at stigningen virker stejlest nær toppen, dvs. nær svinget ind på Veddingevej (bekræftet via topografiske kort med 0,5 meters højdekurver).
Her kunne det hurtigt slås fast, at den maksimale stigningsprocent på Høve Stræde er højere, end hvad de nævnte skilte fortæller. Lige nedenfor Veddingevej-svinget viste målingerne nemlig en hældning på op til 11 procent.
Ved svinget ind på Veddingevej tiltager denne hældning imidlertid kraftigt. Mere end én måling sagde 18% i svinget, så 18 må hermed betragtes som bakkens maksimale stigningsprocent. Ganske vist rækker denne hældning kun over et kort stykke, men det er nok til, at det har betydning for stigningens samlede sværhedsgrad – især fordi det stejle sted ligger så langt oppe på bakken.
De cykelmotionister, der passerede mig under opmålingen, lød da også ret så forpustede! Man kan altid diskutere, over hvor stor en strækning man skal udmåle den maksimale stigningsprocent. Jeg mener jo, at man i Danmark har så relativt korte stigninger, at det giver mening at snævre målingerne meget ind – gerne helt ned til 1 meters afstand. Andre mener, at man skal måle den maksimale stigningsprocent ud fra et 2 meter langt stykke. Atter andre kræver endnu flere meter.
Men selv hvis man udvidede Høve Stræde-stigningens stejle parti til at gå fra Høve Stræde, rundt i svinget til Veddingevej og op til det punkt, hvor svinget ophører, så ville stigningsprocenten på det stykke stadig være højere end de 8,8%, som de blå skilte hævder. Så det er umiddelbart lidt en gåde, hvordan nogen er nået frem til dette tal. Det øverste af de blå skilte står endda på Veddingevej – og dermed lige efter det stejleste sted på bakken.
Til sammenligning opfatter jeg 10%-skiltet som mere plausibelt. Det står skråt overfor Veddingevej og refererer således alene til Høve Stræde, ikke til det skrånende sving. Jeg synes, det giver god mening at skrive, at Høve Stræde på det øverste stykke stiger med 10%. Godt nok er det marginalt lavere end mine 11%, men tager man et gennemsnit over nogle meter, virker tallet 10 ganske repræsentativt.
En af forskellene på Jylland og Sjælland er, at der i Jylland findes kontinuerligt stigende vejstrækninger med en højdeforskel på mere end 100 meter. Fænomenet forekommer simpelthen ikke på Sjælland. Ganske vist er der enkelte steder på Sjælland, hvor asfalten befinder sig i lidt over 100 moh., men vejene til disse lokaliteter er lange og snørklede, hvis man skal starte ved et punkt, der befinder sig 100 meter lavere.
Den stigning, der kommer tættest på, er stigningen op til Vejrhøj. Vejrhøj-stigningen angives oftest til at være på 65-80 højdemeter, men starter man knap 400 meter nede ad Dragsmøllevej (i 6 meters højde over havet) og kører helt til Vejrhøjvejs asfalterede afslutning (99,5 moh.), bliver den samlede højdeforskel faktisk på hele 93,5 meter. Længden på strækningen er så 2.000 meter og den gennemsnitlige stigningsprocent 4,7.
Det gør Vejrhøjvej-stigningen til Sjællands objektivt set hårdeste stigning. Den kan næsten måle sig med de allerhårdeste i Jylland. Den er heller ikke langt fra at slå de største bakker på Bornholm. Ser man isoleret på stejlheden, så er Vejrhøj-stigningen dog ikke så exceptionel. Stigningsprocenterne er generelt éncifrede. Kun på de sidste 90 meter bider bakken lidt mere til. Her er stigningsprocenten på 11% i gennemsnit.
Strækningen Dragsmøllevej-Vejrhøjvej på kort med satellitfoto og højdekurver. De røde prikker repræsenterer stigningens to yderpunkter. Den sorte trekant peger på stigningens stejleste sektion.
Ét af de større minusser ved Vejrhøjvej er, at vejen slutter blindt. Jeg vil ikke desto mindre anbefale motionister at prøve Vejrhøj-stigningen, når de er i Odsherred. Øverst oppe er der nemlig fine udsigter, man kan nyde. Bl.a. til en af Danmarks største gravhøje, Vejrhøj, der har lagt navn til flere lokaliteter på egnen. Man kan også skue mod øst, hvor den lavtliggende Lammefjords flade terræn gør det muligt at se mange kilometer ud i horisonten.
I øvrigt: Hvis du helt vil undgå at krydse veje og alligevel få en så høj elevation ud af anstrengelserne som muligt, så vil jeg anbefale at komme fra nord ad Kalundborgvej. Kør forbi Vejrhøjvej-/Dragsmøllevej-krydset, og drej ind til højre ad Kolåsvej. Dermed startes i 12,5 moh., og højdeforskellen bliver 87 meter. De 1.650 meter får dermed en gennemsnitlig stigning på 5,3%.
Ved min seneste cykeltur til toppen af Vejrhøjstigningen tog jeg disse billeder med mobilen:
Udsigten mod øst helt fra toppen af Vejrhøjvej (99,5 moh.). Vejen ned mod svinget er den del af bakken, der har den største hældning.Kig mod nordøst til oldtidsmindet Vejrhøj (120 moh.). Derfra kan man se ud over Nekselø Bugt til den ene side og Lammefjorden til den anden.
Op til Tour de France 2022 var der skrevet masser af navne på asfalten på Kårupbakken. Her er vi på et af de stejleste stykker af stigningen.
Efter 2. etape i Tour de France kørte jeg i feltets “fodspor” i Odsherred. Cyklede, fotograferede, målte op. Det vil jeg bringe noget fra i de kommende indlæg.
Lad mig begynde med Kårupvej, hvis officielle franske navn nu er Côte de Kårup Strandbakke. Den var den tredje og sidste af de stigninger, der på 2. etape gav 1 point til bjergtrøjen.
En særlig egenskab ved stigningen er, at den flader ud godt halvvejs. Ja, den har endda et fald på ca. fire højdemeter, inden terrænet går opad igen. Dermed kunne man måske diskutere, om bakkeudfordringerne på Kårupvej egentlig udgøres af én lang stigning eller af to mindre. Ingen af metoderne er ideelle.
Hvis man siger, at det er én stigning (og det synes der at være konsensus om), så kommer den gennemsnitlige stigningsprocent alt andet lige til at virke lavere for denne stigning, end den vil for andre. Hvis man derimod sagde, at der er tale om to stigninger, så ville der være fare for, at man overså Kårupvejs samlede hårdhed.
Samlet set er Kårupvej-stigningen 1280 meter lang, den stiger med 5,5% i snit, og den maksimale stigningsprocent er 14 (ved to forskellige steder på bakken). Den første del af strækningen – den, der slutter ved udfladningen – er 650 meter lang og stiger med 7,4% i snit.
Udsigt fra det nederste stykke af Kårupvej ud over Nekselø Bugt med Nekselø i horisonten. Det sted, hvor bilen befinder sig, er et af de stejleste steder på stigningen.
Der er ikke så voldsomt mange større danske stigninger, der på tilsvarende vis har flade eller faldende partier undervejs på strækningen. Jeg kan komme i tanker om Østengård-bakken ved Vejle. Porskærvej på Mols går også lidt nedad på turen mod toppen.
Internationalt skal vi måske til Frankrig for at finde det mest kendte eksempel på en todelt stigning. Col du Télégraphe (11,9 km, 7,1%) ligger tæt på Col du Galibier (16,7 km, 6,8%). Faktisk er de blot adskilt af en strækning med et fald på 150 meter. Men her har man altså traditionelt valgt at tale om to separate stigninger, selvom der relativt set ikke er nogen mere markant adskillelse end på Côte de Kårup Strandbakke.
