Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Danskerrute til VM – det tegner godt!

Løb & ruter Posted on Tue, August 24, 2021 21:51:47

Årets VM i landevejscykling finder sted i Belgien, og terrænet passer umiddelbart forrygende til de danske ryttertyper.

Som i Yorkshire 2019 er VM-ruten spækket med små, hårde bakker – og dengang var det som bekendt en dansker, der vandt.

Ruteprofilen til VM i Leuven – de største stigninger er på ca. 50 højdemeter.

Læg dertil, at Belgien sidst i september kan være en våd omgang – endnu en danskerfordel, alt andet lige.

I sidste ende er det dog rytterne, der skal slå til på dagen, og her står Danmark ekstraordinært stærkt for tiden. Se bare denne bruttotrup:

  • Andreas Lorentz Kron (Lotto Soudal)
  • Casper Phillip Pedersen (Team DSM)
  • Christopher Juul-Jensen (Team BikeExchange)
  • Jakob Fuglsang (Team Astana – Premier Tech)
  • Jonas Vingegaard Rasmussen (Team Jumbo-Visma)
  • Kasper Asgreen (Deceuninck – Quick Step)
  • Mads Pedersen (Trek – Segafredo)
  • Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation)
  • Magnus Cort Nielsen (EF Education – Nippo)
  • Michael Mørkøv (Deceuninck – Quick Step)
  • Michael Valgren Hundahl (EF Education – Nippo)
  • Mikkel Bjerg (UAE-Team Emirates)
  • Mikkel Frølich Honoré (Deceuninck – Quick Step)
  • Søren Kragh Andersen (Team DSM)

Af dem skal der udvælges otte mand til selve løbet. Ikke nogen nem opgave, for der er virkelig tale om kvalitetsryttere.

Her er mit bud:

Jeg synes, at man skal vælge spydspidser, der er sejrsvante, og derfor vil jeg pege på Kasper Asgreen, Mads Pedersen og Magnus Cort som de første. De har stået øverst på præmieskamlen nogle gange i år.

Dernæst vil jeg kigge på nogle gode tempotyper, der f.eks. kan hale konkurrenter ind igen. Her er Mikkel Bjerg, Søren Kragh, Michael Mørkøv og Casper Pedersen stærke kandidater. Usikkerhedsmomentet er, om de alle kan komme med op over bakkerne og stadig være fremme i feltet efter den første udskilning. Jeg kan godt være lidt usikker på, om andre end Søren Krag kan det, men det er jo et langt løb, og der skal også være nogle til at trække på de første 150-200 km.

Så er der nogle løjtnanter – nogle, der ikke er topfavoritter, men som har vist, at de kan være med på højeste niveau, og som eventuelt kan spilles ud tidligt. Det kunne være Andreas Kron og Mikkel Honoré – et par unge, men stærke folk.

Og hvem har jeg så ikke valgt? Stjerneryttere de fleste af dem, men den aktuelle form og rutens udformning taler måske lidt imod dem. Det er vildt at skulle fravælge Jakob Fuglsang og Jonas Vingegaard, men de er begge mere bjergryttere end de øvrige, og det er ikke så oplagt til en VM-rute, der især favoriserer “tonsere”. Desuden synes jeg det er lang tid siden, at Fuglsang og Vingegaard har vundet løb, der tilnærmelsesvis ligner det i Leuven.

Michael Valgren passer som type i princippet godt til ruten, men mængden af sejre i de sidste par år har været begrænset.

Så mit bud på en ottemandstrup bliver: Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Magnus Cort, Søren Krag, Mikkel Bjerg, Casper Pedersen, Andreas Kron og Mikkel Honoré.

Men nu må vi se, hvad de næste uger bringer. Som sagt er jeg stor tilhænger af at vælge ryttere, der kan vinde cykelløb, og der er stadig muligheder for at vise sig frem. (De sidste bliver udtaget 13. september.)

Jeg regner med, at landstræneren – modsat mig – inkluderer Jakob Fuglsang i truppen, da han jo har et godt navn. Jeg frygter bare, at selv hvis Fuglsang er blændende kørende ved VM, så kan han til sidst sidde sammen med typer som Alaphillipe, Van Aert og Van der Poel, og i modsætning til Asgreen, Cort og Mads P. har Fuglsang ikke en chance mod dem i en spurt. Og desuden: Hvis man i stedet giver ham en hjælperrolle, hvor meget vil han så brænde for sagen? Det kan jeg godt tvivle lidt på.

Uanset hvad bliver det en udfordring af fordele rollerne på holdet. For der er mange danskere, der godt vil vinde den regnbuestribede trøje, og spørgsmålet er, om de alle er villige til at ofre egne chancer for at hjælpe en anden til sejr. Det er et problem, som flere af de store cykelsportsnationer har kæmpet med ind imellem, og det kan også blive et problem for Danmark med så storartet en trup.

/Jacob



Vejleetapen 2021 slog fartrekord

Løb & ruter Posted on Mon, August 16, 2021 12:22:50

Tendensen til øget fart på Kongeetapen i PostNord Danmark Rundt fortsatte i år – ja, den blev endda accelereret, således at den hoppede fra 41,8 km/t sidste gang (som var det højeste siden 2015) og til 44,6 km/t.

Dertil skal dog siges, at de stærkeste ryttere og i særdeleshed vinderen i år var noget hurtigere end dem i næste geled, dvs. den gennemsnitlige rytter var ikke så meget hurtigere end normalt, hvilket afspejles i et ekstraordinært stort tidsspring mellem de første 40.

I denne omgang har jeg tilføjet data om feltets styrke, dvs. det samlede antal PCS-point ifølge Procyclingstats.com.

Vejleetapen 2015-2021

(2021: 3. etape, Tønder-Vejle, 219 km og 1.764 højdemeter )

Vinderens gennemsnitsfart og felternes styrke pr. år i parentes:

I 2015: 40,1 km/t (167)
I 2016: 40,6 km/t (117)
I 2017: 41,1 km/t (171)
I 2018: 41,2 km/t (150)
I 2019: 41,8 km/t (115)
I 2021: 44,6 km/t (203)

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20:

I 2015: 1.22 min.
I 2016: 0.23 min.
I 2017: 0.37 min.
I 2018: 0.11 min.
I 2019: 0.30 min.
I 2021: 5.44 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40:

I 2015: 12.10 min.
I 2016: 1.25 min.
I 2017: 2.18 min.
I 2018: 1.04 min.
I 2019: 1.04 min.
I 2021: 13.12 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60:

I 2015: 13.29 min.
I 2016: 3.21 min.
I 2017: 6.32 min.
I 2018: 3.03 min.
I 2019: 3.58 min.
I 2021: 13.39 min.

De tilsvarende tal for 4. etape, Holbæk-Kalundborg, 2021 (189 km, 1.367 højdemeter ):

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20: 0.06 min. (43 km/t)

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40: 0.24 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60: 1.27 min.

Se tidligere opgørelser her.

Hvad det samlede klassement angår, kan man på denne side se, at der i 2021-udgaven af løbet var den næststørste afstand mellem vinderen (Remco Evenepoel) og nummer to (Mads Pedersen) og den største afstand mellem vinderen og nummer 10 siden 1997.

/Jacob



Det store danske etapeløb – godt og skidt i 2021

Løb & ruter Posted on Sat, August 14, 2021 20:15:09
En stor gruppe ryttere bestiger Kiddesvej på 3. etape i PostNord Danmark Rundt 2021.

Årets PostNord Danmark Rundt er slut, og løbet skal da lige have nogle ord med på vejen fra Danskebjerge.dk.

Først det gode:

  • Bakker i spil. Der var tre etaper – 2., 3. og 4. etape -, hvor bakkerne på forhånd så ud til at kunne spille en rolle for resultatet. Det kom til at passe i et vist omfang. Det jævnt stigende opløb ved Dybbøl kan ikke ventes at skabe større splittelse i feltet, men stigningen kan gøre spurten til en sej omgang, og den muliggjorde Mads Pedersens imponerende ryk nede bagfra. Kiddesvej i Vejle blev en affyringsrampe for Remco Evenepoel, der angreb omkring første målpassage – mens terrænet stadig var stigende -, og efterfølgende tog han afgørende tid på de nærmeste konkurrenter. Bøgebakken i Kalundborg er lige så stejl som Kiddesvej, men var placeret længere fra målstregen, og nok derfor fik stigningen ikke helt så stor direkte betydning som de to førnævnte – men den kastede alligevel godt cykelløb af sig.
  • Stærkt felt. Startlisten var stærkere end længe set. En række prominente internationale navne var med (Cavendish, Evenepoel m.fl.) såvel som nogle af de stærkeste danske kort. Og flere af disse gjorde en god figur. Hvilket ikke er en selvfølge, da nogle kendisryttere tidligere har brugt det danske løb som afslapning eller har været ude af form. Årets øgede niveau gjaldt dog ikke hele vejen igennem. Som resultaterne viste, var der et spring fra gruppen af topryttere ned til de næstbedste.
  • Anderledes. Forandring fryder: To af etaperne forløb på en måde, der adskilte dem fra det sædvanlige. I Vejle lykkedes et angreb langt udefra. Det er ret sjældent. Og i Kalundborg holdt udbruddet hjem – det er omtrent lige så usædvanligt. En god ting ved dette er, at det giver fremtidige lykkeriddere mod på at tage risiko og angribe.
  • Godt fjernsyn. Tv-dækningen var generelt god. Især tilfører helikopterbillederne dækningen noget ganske særligt. Jeg synes, producerne er blevet lidt bedre til at prioritere stigningerne, end de var i de første år med tv-dækning. Og så vidt jeg lige kunne vurdere, var der færre fejl i grafikkerne om bakkerne.
  • Sol og lune. Vejret var for det meste godt, og epidemien var behageligt fjern. Det gav mange tilskuere langs vejene, næsten som det plejer.
DR’s grafik var god i år. Bl.a. var både Bøgebakkens og Kiddesvejs maksimale stigningsprocenter angivet korrekt.


Og så til det mindre gode ved årets PostNord Danmark Rundt:

  • Forudsigelig start. En start i det sydjyske medfører næsten altid begivenhedsløse etaper, i al fald når man ser bort fra spurtopgørene til sidst. Sådan er det bare, men det er alligevel lidt trist. Det er ikke en gang fordi jeg savnede et succesrigt sidevindsangreb eller (Gud forbyde det) en fjollet Kammersluse, der skaber unaturlig splittelse. Nej, så hellere en regulær sprintafgørelse, men to af slagsen i et etapeløb med fem etaper er lige i overkanten, når de begge ligger først. En måde at gøre mindst den ene sønderjyske etape mere spændende kunne være at tilføre den nogle grusstykker eller at lade brosten fylde mere, enten i form af rundstrækninger i landsdelens brostensrige byer eller ved at inddrage Dimen ved Aabenraa – en brostensstigning med meget ujævne brosten.
  • Rundstrækning ude af spil. Kiddesvej fik akkurat en rolle at spille, da Evenepoel angreb ved målstregen første gang. Men derefter var rundstrækningen nærmest reduceret til en kulisse. Og det er jo egentlig ikke tanken med rundstrækningen, som jo er der for at fortætte spændingen, og for at give publikum godt ræs at se på. Det er helt fint at få demonstreret, at Vejle-etapen er meget mere end en duel på sidste tur op ad Kiddesvej, men det er negativt, hvis der skal køres adskillige Kiddesvej-runder uden spænding om udfaldet. I dette tilfælde kunne man oven i købet stå og se etapeløbets samlede klassement blive afgjort, og det lagde en dæmper på min begejstring for en ellers god og hård etape. Man kan nok også spørge, om det er kønt, at hovedfeltet bliver overhalet med en omgang af etapevinderen. Det var en spektakulær hændelse, ja, men også en anelse kikset. (Med en lidt længere rundstrækning var det næppe sket.)
  • Ét hold dominerede. Den manglende spænding om klassementet var et stort minus ved årets PostNord Danmark Rundt. Det er jo en sportslig ting, som man ikke som sådan kan organisere sig ud af, men hvis der havde været flere stærke hold med, ville Evenepoels sejr måske ikke have været så relativt nem. Quickstep kunne jo eliminere alle angreb uden større anstrengelse, og denne dominans lå som en dyne over den sidste halvdel af etapeløbet. Hvis det havde været Tour de France el.lign., kunne man som beskuer nok godt have mobiliseret interesse for, hvem der ellers sluttede på podiet, men i et lille etapeløb som PostNord Danmark Rundt handler rigtig meget om sejrene, og derfor efterlod årets løb mig med en lidt antiklimatisk fornemmelse.
  • Angreb annulleret. Mads Pedersens angreb op ad Bøgebakken på 4. etape kunne have udviklet sig til noget interessant. Men Evenepoel gik med, og når man ser billederne fra Pedersens angreb, er det tydeligt, at belgierens eftersætning havde stor betydning for, at der ikke kom noget ud af det. (Se videoen herunder.) Den tidligere danske verdensmesters ryk kunne ikke have ændret på klassementet, men det havde alligevel været spændende at se, hvad der var sket på de sidste kilometer af etapen, hvis han var kommet væk. En misset mulighed for drama ødelagt af løbets stærkeste rytter. Man kan ikke bebrejde Evenepoel det, men for min oplevelse af løbet var det et minus.
  • Tam afslutning. Også enkeltstarten gav en følelse af antiklimaks. Kun et alvorligt uheld kunne true Evenepoels samlede sejr – han kunne endda været punkteret et par gange, uden at det havde været katastrofalt. Det endte så med, at han akkurat vandt etapen foran Søren Kragh Andersen. Her var der bestemt spænding på de sidste meter, og det var for så vidt fint nok, men det havde løftet løbet en smule, hvis der havde været en dansker mere på den øverste podieplads. En etapesejr og en samlet pointtrøje til Mads Pedersen samt en samlet bakketrøje til Rasmus Bøgh Wallin føles som lige i underkanten, når man tænker på, hvor mange stærke danskere der var stillet til start i PostNord Danmark Rundt.
  • Stigning glemt. Som nævnt under de gode ting var tv-dækningen generelt velfungerende, men det irriterede mig, at producerne formåede at klippe helt uden om opstigningen ad Midtsjællands skrappeste stigning ved Maglesø. Det vrimler ikke just med sjællandske stigninger med tocifrede procenter, så her kunne de godt lige have været lidt skarpere, især når nu det var i en ganske rolig situation på etapen. Hverken udbryderne eller hovedfeltet blev vist på opstigningen.


Nu kom jeg vist til at anføre flere negative ting end positive. Og det er ikke helt tilfældigt, for jeg synes ikke, at 2021-udgaven af PostNord Danmark Rundt var blandt de bedste.

Men som jeg tidligere har sagt: I dette løb er det landskabet, der er stjernen. Og jeg er tilfreds, når mindst to af etaperne i løbet har et terræn, der både er kønt at se på og skaber interessant cykelløb. Samtidig skal man huske at værdsætte, at der er tv-dækning af løbet. Faktisk bliver hele løbet live-transmitteret. Dette var blot en drøm for få år siden. I dag er det næsten blevet en selvfølge.

For mig personligt blev PostNord Danmark Rundt noget specielt. Jeg var nemlig tilskuer til hele to af etaperne, 3. og 4. etape, hvor jeg stod ved hhv. Kiddesvej og Bøgebakken. Jeg var også selv ude og træde i pedalerne. Det var som deltager i motionsløbet Kongeetapen, der blev afviklet forud for proffernes løb til Vejle. Så jeg var på flere måder tættere på løbet, end jeg nogensinde har været før.

Danskebjerge.dk’s klip fra Bøgebakken, hvor man først ser udbryderne og dernæst favoritgruppen anført af Mads Pedersen.

/Jacob



Tidsløs træning – er det fedt?

Løb & ruter Posted on Sun, November 08, 2020 01:07:24


Ovenstående er et mobilfoto fra den eftermiddagstur, jeg lige er kommet hjem fra. Det er ellers ikke noget jeg gør særlig tit. Altså tager billeder på mine cykelture.

Det har jeg jo ikke tid til! Træning er træning og ikke alt muligt andet. Og pauser går jo ud over gennemsnitsfarten. Uha uha. ?

Men i dag kørte jeg uden ur, så der blev hverken registreret tid eller rute. Uret var løbet tør for batteri, og jeg havde forlagt mit opladerkabel.

Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har cyklet en længere tur uden træningsuret på. Måske var det første gang i ti år.

Så selvfølgelig skete det op til flere gange undervejs, at jeg trak ærmet op for at kigge ned på det ur, der ikke var der. Man er vel slave at teknologien. ?

Hvis jeg skulle være politisk korrekt, havde jeg selvfølgelig nu sagt, at det var en øjenåbner – en eventyrlig befrielse ikke at have ur med og bare køre derudaf og nyde landskabet.

Meeen sådan var det nu ikke. Især på en solotur er uret med til at give træningen lidt struktur og nogle små aha-oplevelser. Og så er det også bare helt banalt en rar ting at vide, hvor langt man har kørt. Tal og data er godt.

Men der er grænser for galskaben. Elektronisk rutevisning bruger jeg f.eks. aldrig. Jeg cykler derhen, hvor min lyst fører mig – og vindretningen ikke mindst. Aldrig ud i medvind – det er ofte det eneste princip, jeg følger, bortset fra når jeg træner intervaller og den slags, hvor rutevalget har betydning.

Ville der være en mental gevinst ved at træne helt uden ur? Måske. Men det moderne menneske er jo vokset op med tiden som makker, så et urløst liv grænser til at være kunstigt.

Desuden er det altså ret praktisk – især her i årets mørke tid -, at man kan holde øje med, hvor lang tid der er til solnedgang. Jeg er ikke fan at landevejscykling i mørke, omend en solnedgang som den over Storebælt i dag da godt kan overvælde mig.

/Jacob



Grafik: En cykeltur bliver til en rejse gennem istiden

Løb & ruter Posted on Wed, May 27, 2020 16:26:26

De fleste opfatter det nok som tilfældigheder, når de undervejs på deres køre- og cykelture passerer bakkede og flade strækninger. Men faktisk er der næsten altid en sammenhæng mellem teksturen i landskabet og landskabets oprindelse. Det har jeg prøvet at illustrere med denne grafik, som er lavet ud fra en delstrækning på min cykeltur på Midtsjælland i aftes.

Grafikken er en kombination af mine gps-data og Per Smeds topografiske kort. Nederst er en signaturforklaring for seks af de landskabsformer, der er mest fremtrædende på kortudsnittet.

Grafik: Danskebjerge.dk / Per Smed / Garmin


I korte træk kan strækningen, der blev kørt mod uret og er vist med rød linje, beskrives således:

Først kører jeg ud på og hen over Store Åmose – turens lavest beliggende sted, som udmønter sig i en karakteristisk pandekageflad højdeprofil¹. Dernæst rammer jeg et dødislandskab², som omkring Maglesø kulminerer i nogle høje bakker. På turen ned derfra og i vestlig retning krydser jeg et kombineret dødis- og randmorænelandskab, der går op og ned konstant med få meter ad gangen, for så igen at komme ud på Åmosen, denne gang i mosens vestlige del.

Pointen med det hele er egentlig, at en cykeltur er en slags fortælling – en fortælling om, hvordan et landskab er opstået og i det store hele har bevaret sin form igennem årtusinder.

/Jacob

¹ Åmosens flade bund er skabt ved, at området mod slutningen af sidste istid var et bassin, hvori store mængder smeltevand blev opsamlet.

² Et dødislandskab er et landskab, der er præget af, at en gletsjer ved afsmeltning er gået i opløsning og har ligget mellem morænejord. Resultatet er et småknoldet, uregelmæssigt terræn, ofte med fordybninger (hvor der har ligget dødis) eller toppe med stejle fald til alle sider (opskubbet eller nedskyllet sand og ler).



Her er Danmarks bedste MTB-spor

Løb & ruter Posted on Fri, May 15, 2020 00:40:26

Dagbladet Politiken har i samarbejde med en række rutinerede mountainbikere kåret Danmarks bedste mountainbikespor.

Det er faktisk femte år, at kåringen finder sted, og derfor tegner der sig et mønster. Der er ganske enkelt bestemte spor, der nævnes gang på gang, og som derfor har en særlig status inden for sporten. Man kan vel sige, at man kun er en rigtig mountainbiker, hvis man har prøvet nogle af dem.

Kåringen har især fokus på de spor, der er specialdesignet til mountainbikere, dvs. at der indgår nogle elementer, som man ikke finder på en almindelig mark- eller skovvej.

Vinderen – ikke kun i år, men også når man ser på de tidligere kåringer – er ruten Danmarks Tag, der ligger i Ry ved Silkeborg. Om Danmarks Tag hedder det i kåringen: »Lækre spor, store linjer, mange højdemeter og en ordentlig skefuld airtime. Rig mulighed for at udfordre sig selv på stejle, tekniske nedkørsler og samtidig have det sjovt«

Sporet, som altså lader til at være det bedste i hele landet, er 6,8 km langt og har 221 højdemeter.

De øvrige, der fik flest stemmer i 2020 og dermed kom i Top 10, er:

  • Vesterskoven ved Silkeborg
  • Svinkløv Klitplantage
  • Nordskoven ved Silkeborg
  • Trailcenter Bornholm i Almindingen (17 forskellige spor)
  • Fruens Plantage ved Næstved
  • Sir Lyngbjerg ved Holstebro
  • Tisvilde Hegn
  • “Skovhuggeren” ved Svendborg
  • Rude Skov ved Holte

Af disse har sporet i Vesterskoven flest højdemeter i alt, nemlig 557 fordelt på 17 kilometer. Størst koncentration af højdemeter har derimod Fruens Plantage, som ifølge Danskebjerge.dk’s beregning har 45,4 højdemeter pr. 1 km spor – det er så heller ikke just et begynderspor …

Hele artiklen om kåringen finder du her (for abonnenter):
https://politiken.dk/rejser/ferieidanmark/art7771154/Seks-spor-dominerer-med-stamina-og-klasse

/Jacob



Tour de France i Danmark: Skuffende rutevalg

Løb & ruter Posted on Sat, February 22, 2020 22:40:32

Det blev alle gode gange tre. VM i 2011, Giro d’Italia i 2012 og nu Tour de France i 2021.

Inden for få år har Danmark fået tilkæmpet sig værtskabet for verdens tre største cykelevents, og alle tre gange – senest med Tour-starten – har arrangørerne formået at finde ruter, hvor terrænet er helt uden sportslig betydning.

Jeg er med på, at det ikke er de danske organisationer, der bestemmer det hele, når sådan nogle etaper skal tilrettelægges. Alligevel tillader jeg mig at være kolossalt skuffet. Jeg mener ikke, at det gavner Danmarks brand, at vi igen og igen fremstår som et sted, hvor der kun køres kedelige cykelløb på veje uden afgørende bakker. Se også den artikel, jeg medvirker i, i Vejle Amts Folkeblad.

I international landevejscykling bliver der længere og længere mellem de løb, hvor ruterne er flade, og sprinterafgørelserne uundgåelige. Denne udvikling skyldes, at arrangørerne godt ved, at publikums interesse bliver stadigt sværere at fastholde. Der skal ske noget i løbene, og en af de mest effektive måder at få ting til at ske på er ved at forsyne rutekortene med nogle gode stigninger.

Det behøver ikke være deciderede bjerge.

Ved VM i Yorkshire i 2019 var terrænet ikke hårdere, end hvad man kan opstøve her i Danmark. Men de engelske bakker fik alligevel en vigtig rolle at spille (godt suppleret af barske vejrforhold). Var det ikke værd at følge det eksempel herhjemme og vælge nogle sportsligt udfordrende ruter, der kunne skabe lidt spænding om slutresultatet?

Det har man desværre ikke gjort. Ligesom VM i 2011 og Giro-starten i 2012 vil de danske Tour-etaper i 2021 efter alt at dømme blive tamme og forudsigelige for os, der ser på.

At enkeltstarten i København er pandekageflad, er fair nok, men at man vælger bakkeløse Nyborg som målby på 2. etape, er kedeligt. Og på 3. etape er det også tamt. Her kommer man ellers til Østjylland, som har Danmarks hårdeste cykelterræn. Men fordi Vejle er startby, og Vejle Ådal altså ligger helt i begyndelsen af etapen, ender egnens hårde bakker med at få nul indflydelse, når etapen skal afgøres. Sørgeligt!

Og endnu mere trist er det i målbyen Sønderborg.

Mange store danske cykelløb er blevet afgjort på bakketoppen ved den ikoniske Dybbøl Mølle. Vejen dertil har en del højdemeter, og derfor ser man tit spændende opgør mellem sprintertyper og klassikerryttere. Men når Tour de France-feltet kommer til Sønderborg, skal afslutningen foregå et andet sted, nemlig på den langt mere anonyme og absolut ubakkede Augustenborg Landevej.

Derefter vil Tourholdene i hast pakke sydfrugterne og lægge Danmark lykkeligt bag sig. Og i de andre lande vil tv-seerne endnu en gang sige: Jamen, det kunne jo ikke være anderledes, når etaperne lå i flade Danmark!

Det er stærkt uheldigt, at man fra dansk side ikke gør mere for at promovere landet som et afvekslende cykelland. Det virker næsten, som om man underdanigt bekræfter de internationale cykelorganisationers fordomme om flade Danmark – i stedet for at præsentere dem for de spændende muligheder, som terrænet faktisk giver.

Artiklen i Vejle Amts Folkeblad, hvori undertegnede medvirkede.

Jeg er helt klar over, at der også er noget logistik, der skal gå op, og at der er borgmestre, som gerne vil have et spurtopgør nær bycentrum ud fra den antagelse, at det giver optimal eksponering. Men er den bedste reklame ikke snarere at præsentere verden for et dramatisk cykelløb, hvor man har insisteret på at lægge målstregen i bakket landskab i stedet for på et torv eller i et industrikvarter?

I disse år ser man gang på gang, at hvis der er vilje til det, så kan selv de snævreste og mærkeligste veje blive inddraget i de største løb. Så jeg tror, at det til syvende og sidst handler om vilje.

Og så handler det om at se på eftermælet. Når man læser, hvad udenlandske cykelfans skriver om VM i København i 2011 og de danske Giro-etaper i 2012, så er det ikke begejstring, der præger formuleringerne. Verdensmesterskaberne i 2011, der som forudset endte i en massespurt, anses af de fleste som et af de absolut kedeligste, der har været i dette århundrede. Folk har glemt alt om, at begivenheden i øvrigt var godt organiseret, og hvad der ellers er blevet fremhævet fra dansk side.

Tænk engang, hvor sjovt det kunne være, hvis man om nogle år kunne sige: Vi havde godt nok ikke regnet med, at de danske stigninger fik så stor betydning i 2021-udgaven af Tour de France? Det ville da være en skøn branding af landet. I stedet bliver det en grå gentagelse.

Læs mere om Danskebjerge.dk’s holdning her.

/Jacob



Sådan kan et VM se ud – opfølgning!

Løb & ruter Posted on Mon, October 14, 2019 15:53:00

I to længere artikler har Vejle Amts Folkeblad beskæftiget sig med Vejles muligheder for at blive vært for et VM i landevejscykling. Overvejelserne har eksisteret i nogen tid, men blev aktualiseret af Mads Pedersens VM-sejr i Harrogate og mit forslag til VM-rute i Vejle.

Jeg er jo ikke blind for, at penge er noget mere afgørende for et VM end ruteføringen, men omvendt har det sikkert en psykologisk betydning, at man kan se løbet for sig, hvis man sidder oven på en tilstrækkelig stor pengekasse.

En VM-rute er speciel, fordi den kan tillade sig den præmis, at værtsbyen vil acceptere en del logistisk besvær, når blot løbet kan eksponere byen og skabe folkefest. Derfor er en VM-rundstrækning ofte ret bynær, og det er mine to ruteforslag, der er omtalt i artiklerne, i høj grad også (selvom der er taget hensyn til især den nord/syd-gående trafik).

Men i tilfælde af, at man i Vejle alligevel skulle ønske at holde bycentrum fri for cykelløb, har jeg nu tegnet en rundstrækning, som begrænser sig til den nordvestlige periferi af byen, og som – trods udeladelsen af Kiddesvej – har lige så mange højdemeter som det oprindelige forslag. Ruten inkluderer det noget grumme venstresving mellem Jellingvej og Gl. Kongevej, der også kendes fra PostNord Danmark Rundt. Man kan evt. lave overgangen mellem de to veje anderledes ved at inddrage Buchsvej og Gormsgade.

Se ruten her:
https://www.gpsies.com/map.do?fileId=cukxbbdwobqbhioa

Hvis vi ser bort fra den sædvanlige begrænsning på længden af VM-rundstrækninger (de er sjældent over 20 km), kunne følgende rute også være en spændende mulighed. Den ligger i nogenlunde samme område som den ovenfor, men inkluderer et par ekstra stigninger uden for Vejle by. Fire omgange på denne 24 km lange rute (i alt 96 km) vil kaste ca. 1.500 højdemeter af sig!

Se ruten her:
https://www.gpsies.com/map.do?fileId=zjehsxbxfmvziabk



Sådan kan et VM i Vejle se ud

Løb & ruter Posted on Wed, September 25, 2019 21:58:02
Danskebjerge.dk’s forslag til VM-rute i Vejle (den afsluttende rundstrækning med højdeprofilen indsat).

VM i landevejscykling finder som bekendt sted på søndag.

Ruten er lidt “dansk” i det – med mange bakker uden egentlige bjerge. Det får jo endnu en gang tankerne til at kredse om muligheden for et VM (eller et andet stort endagsløb) her til lands. Vel at mærke på en rute, der dels er sportsligt interessant og dels bryder med forestillingen om det danske landskab som fladt (hvilket ikke helt skete, da der var VM i Danmark sidste gang).

Mit ruteforslag – som jeg før har fremsat – ses på grafikken. Der er tale om den afsluttende rundstrækning, som går gennem Vejle fra syd til nord og indeholder to markante bakker, Koldingvej og Jellingvej. De har ca. 65 og 90 højdemeter hver.

Jeg har også et forslag, hvor Kiddesvej indgår, men Kiddesvej er muligvis for snæver, så i mit primære forslag har jeg valgt Koldingvej i stedet. Ideen er, at målstregen skal ligge på toppen af Koldingvej (omtrent dér hvor målstregen på Kongeetapen i PostNord Danmark Rundt også befinder sig). En afsluttende spurt vil således blive en op-ad-bakke-spurt.

Rundstrækningen er knap 17 km lang og har ifølge Gpsies.com 213 højdemeter. Det giver ca. 1300 højdemeter, hvis man lader de sidste ca. 100 km af løbet foregå på rundstrækningen.

Er mit ruteforslag det absolut mest kuperede, man kan komme i tanker om i Vejle og omegn? Nej, men jeg synes, det er en rute, der – lidt i stil med den i Harrogate 2019 -, åbner for flere forskellige scenarier, og det er sådan jeg synes et VM skal være.

(Se opfølgningen på denne artikel her.)

/Jacob



Opad hele vejen: Enkeltstart i Rundetårn

Løb & ruter Posted on Tue, September 24, 2019 22:59:31

Verdens korteste bjergenkeltstart?

I dag duellerede en række danske cykelkendisser om at nå hurtigst til toppen af Rundetårn i København. Kommentator på Eurosport, Thomas Bay, vandt foran bl.a. Brian Holm og Jesper Skibby:

https://ekstrabladet.dk/sport/cykling/se-legenderne-dyste-i-rundetaarn-man-skulle-tro-de-var-dopede/7804692

Jeg har læst andetsteds, at “ruten” er hhv. 93,5 meter og 281 meter lang, afhængig af om man vælger linjen tættest på eller længst væk fra den centrale søjle. Stigningsprocenten inderst er angiveligt 33%, yderst er den 10%. Jeg har dog på fornemmelsen, at den indre linje med den 33% befinder sig helt inde ved søjlen og derfor reelt er umulig at følge på cykel.

Det er i øvrigt langt fra første gang, der afvikles cykelløb i Rundetårn. Traditionen startede i slutningen af 1800-tallet og foregik på væltepetere. For få år siden blev der arrangeret et rekordforsøg – på væltepetere! Læs hvordan det gik her.



Next »