Blogsbjerg

Ligesom i 2022 vil jeg som en del af afrundingen af året opridse, hvordan det gik, da jeg selv begav mig ud på cyklen til sæsonens motionsløb.

Det blev til deltagelse i otte løb alt i alt, fordelt på seks før midsommer og to efter. Jeg havde gerne set, at fordelingen var mere jævn ud over sommerhalvåret, men det ligner en naturlov, at det er sådan, det er – løbsarrangørerne har simpelthen en forkærlighed for at placere løbene før sommerferien. I år blev tendensen forstærket af, at hele tre efterårsløb, som jeg havde planlagt at deltage i, blev aflyst.

Værre var, at jeg i denne sæson var plaget af uheld. Uheld fra flere forskellige kategorier, som af en eller anden grund klumpede sig sammen i 2023. Man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at jeg måske har været uforholdsmæssigt forskånet for irriterende oplevelser i de foregående år. Der er jo altid en risiko for, at noget går galt under et løb. Men det er i al fald træls, når det sker gentagne gange indenfor kort tid.

I øvrigt var det i kombination med, at jeg på en Mallorca-rejse, som jeg cykelmæssigt havde set meget frem til, var plaget af et eller andet halløj – muligvis solstik -, som gik ud over både præstationsevne og træningsglæde. Super ærgerligt. Men tilbage til landevejsløbene …

______

Forårsløbet, Sydsjælland, april, 60 km:
Der var flot fremmøde til dette tidlige løb. Og anstændigt vejr. Løb i april er altid følsomme overfor vejrliget, men denne dag var der tørt og ret vindsvagt, så det kunne man ikke klage over. Jeg kunne sportsligt set heller ikke klage over den første halvdel af løbet, hvor jeg hang på frontgruppen hen over rutens kuperede del, inklusive den såkaldte P2-bakke ved Rønnede. Men så kom der en lyd fra forhjulet, og på et øjeblik var dækket fladt. Dermed var løbet sådan set slut for mig.

Det er mange år siden, at jeg er punkteret ved et motionsløb – jeg kører nemlig på Durano Plus-dæk, der er en garanti mod almindelige punkteringer. Ved Forårsløbet havde jeg dog i nogle måneder undtagelsesvist haft et Michelin-dæk på forhjulet, og det ville skæbnen så åbenbart straffe mig for. Et sjældent uheld, trøstede jeg mig med denne dag – men det skulle vise sig at blive symptomatisk for det meste af 2023-sæsonen.

______

Sorø Classic, Midtsjælland, maj, 52,5 km:
Sorø Classic har efterhånden eksisteret i så mange år, at det lever op til sit eget navn. Med til traditionerne hører også, at løbet finder sted i godt vejr – og sådan var det igen i 2023.

Så meget desto mere ærgerligt var det, at jeg var overmatchet på de tidlige bakker ved Tystrup Sø og ikke kunne holde mig fremme blandt de hurtigste. Jeg endte med at sidde i nogle kilometer med en kvindelig rytter, som så uheldigvis kørte ned i et hul i vejen og punkterede. Jeg valgte (bl.a. fordi jeg måske burde have set hullet og advaret mod det i bedre tid) at stoppe op, sådan at vi kunne fortsætte sammen bagefter – sportsligt havde jeg alligevel ikke meget at køre efter længere.

Ikke dermed sagt, at jeg går efter topplaceringer i motionsløb, men jeg har altid en ambition om at gennemføre på optimal vis, hvilket selvsagt ikke lader sig gøre med stop undervejs.

______

Fyen Rundt, Vestfyn, maj, 67 km:
To ting var de samme som ved det foregående løb: Jeg kunne glæde mig over et blændende godt vejr – og ærgre mig over at blive sat fra frontgruppen allerede efter få kilometer.

Jeg endte igen i en tomandsgruppe. Denne gang med en rytter, der helt ærligt var et nøk stærkere end mig. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at bidrage, men kunne konstatere på Båring-bakken to tredjedele inde i løbet, at der var krampetendenser i lårene. Det er ellers kun i længere og noget mere kuperede løb, at jeg får kramper.

Gennemsnitsfarten endte på 34,3 km/t (inkl. langsom masterstart). Dermed er det langt fra mit hurtigste løb nogensinde, men det var alligevel tilfredsstillende set i lyset af, at jeg tilbagelagde langt det meste af ruten sammen med kun 1-3 andre ryttere. Der var med andre ord ikke meget slipstrøm at gemme sig bag i dette løb, og det har selvfølgelig sin pris.

En ting, jeg studsede over: Der var stort set ingen flagposter ude på ruten. Det er ellers et stort og traditionsrigt løb. Danmarks mest traditionsrige faktisk. Måske bliver alle kræfterne brugt på de professionelles løb, som finder sted umiddelbart efter motionisternes.

______

Superbrugsløbet, Vestsjælland, maj, 80 km:
Endelig var der en gedigen klump af ryttere, jeg kunne ligge inde i gennem det meste af et løb. Ganske vist var der nok nogle stærke folk, der allerede tidligt forsvandt bort i horisonten, men feltet var stort, så der var god mulighed for at koble sig på en gruppe. Bagsiden af medaljen er så, at man kan komme til at sidde med nogle, der ikke er påpasselige nok, og en enkelt gang måtte jeg snerre af én, der ikke kunne finde ud af at holde sin linje.

Mere frustrerende var det, da vi skulle op ad den sidste bakke – Blæsinge Banke. Vejen er smal og lidt snoet, så det kræver koordinering, hvis en bil og en større gruppe cyklister skal passere hinanden her. Men det blæste en håndværker i en hvid og grøn varevogn på. Trods pladsmangel kørte han ned ad bakken med det resultat, at jeg og måske også andre i gruppen blev snittet af hans sidespejl. Det var ret chokerende at opleve sådan en mangel på hensyntagen, og at han sad med nedrullet siderude og råbte nedsættende til os imens, gjorde ikke sagen bedre. Jeg slap med en lille hudafskrabning på hånden.

Sportsligt set betød påkørslen, at jeg kortvarigt måtte stoppe op og derfor ikke kunne komme med den store gruppe til mål. Igen tænkte jeg: Hvornår stopper rækken af uheld?

______

Søen Rundt, Vestsjælland, juni, 95 km:
Allerede weekenden efter var det op på hesten igen. Denne gang til et løb med start og mål i Fuglebjerg. Ruten består af to cirka lige store dele – en sydlig og en nordlig, hvor den sydlige kun har én reel stigning (Menstrup Bjerg), mens den nordlige har adskillige (nemlig ved Tystrup Sø, deraf løbsnavnet Søen Rundt).

Forskellen i terræn sætter sit præg på farten. På de første mange kilometer efter at løbet er givet frit, suser hovedfeltet derudaf med 40-50 km/t. Her gælder det om at hænge på, så man kan sætte noget i banken, til når man rammer det mere bakkede landskab på nordsløjfen. I år måtte jeg slippe feltet en anelse tidligere end sidste år, men jeg blev reddet af, at der kom kapable ryttere op bagfra. Så min gennemsnitsfart for de 95 km endte på 35,7 km/t, hvilket næsten var det samme som i 2022. At der var 0,1 km/t i negativ difference skyldtes, at jeg denne gang måtte køre de sidste 10 km alene og i modvind.

______

Hedeboløbet, Midtsjælland, juni, 56 km:
Hedeboløbet er blandt de cykelløb, jeg har deltaget i flest gange. Det ligger godt i min kalender, også fordi det typisk er på dette tidspunkt, at sommerformen for alvor indfinder sig.

Fartrekorder skal man dog ikke sætte næsen op efter. For mens ruten er ret så flad og hurtig, så er startgrupperne små. Og når man er én blandt højst 25 mand, der kører over startstregen samtidigt, vil der ikke være mange baghjul at gemme sig bagved undervejs i løbet. I år var der dog en solid gruppe, som holdt sammen nogenlunde hele vejen. Syv mand kom i mål i tiden 1:34 plus nogle sekunder – hvoraf jeg var nummer seks (ud af samlet set 54 startende). Så det var sæsonens bedste placering for mit vedkommende.

Ligesom ved de foregående events var sommervejret formidabelt. Eneste minus ved oplevelsen var det sædvanlige problem med Hedeboløbets rute: Ruten rammer et lyskryds 10 kilometer før mål. Så der skal man oftest stoppe for rødt og vente i nogen tid. Virkelig en træls ting i et cykelløb, især når det er så sent i løbet.

______

Cyclassics Hamburg, Tyskland, august, 101 km:
I en uheldsramt sæson var denne event det store lyspunkt. Det er et stort løb med tusindvis af deltagere, og ruten er lukket, så man kan placere sig på vejen, hvor man vil. Dette har utroligt meget at sige for løbsoplevelsen. Fantastisk var det at køre et stykke på en tresporet motorvej – og at cykle gennem det centrale Hamburg uden en eneste forhindring.

Jeg var heldig at ende i en stor gruppe, som var ført an af en håndfuld stærke, beslutsomme ryttere. De holdt en konstant fart på omkring 40 km/t. Først med ca. 15 kilometer til mål begyndte gruppen at gå i opløsning (dels fordi der skete en sammenklumpning af løbsdeltagere, og dels fordi løbets eneste stigning lå her mod slutningen). Men det var fedt. Cyclassics Hamburg gav den dér eftertragtede fornemmelse af at køre løb som de professionelle – hvor man kan bevæge sig fremad med over 40 km/t uden at køre sig helt i hegnet, simpelthen fordi de andre i gruppen fjerner hovedparten af luftmodstanden.

Min snitfart for de 101 km endte på godt 39,7 km/t – astronomisk hurtigt i sammenligning med mit træningstempo og også langt hurtigere, end hvad jeg opnår ved et typisk vellykket dansk motionsløb. At vejret så tilmed var solrigt og vindsvagt, gjorde bare oplevelsen endnu bedre.

______

Carl Nielsen Touren, Sydfyn, september, 79 (89) km:
Årets sidste motionsløb blev et billede på, hvordan sæsonen var forløbet for mig: Begunstiget af vejrguderne, hjemsøgt af uheld. Ja, faktisk udviklede løbet sig endnu mere farceagtigt end de øvrige.

Første lille ærgrelse kom efter 18 km, da jeg måtte slippe frontgruppen. Måske skulle jeg have valgt en anden startgruppe med knap så mange ambitiøse ryttere. I stedet kom jeg derefter til at sidde i en tomandsgruppe, men ikke længe, for pludselig, i Jordløse, stoppede min meddeltager op. En defekt? Jeg kørte i al fald videre alene – og håbede i mit stille sind, at der ville komme nogle andre ryttere op bagfra. Det skete ikke. Tværtimod gik det efterhånden op for mig, at jeg var kørt forkert – eller rettere: at rutepilen i Jordløse havde ledt mig på gale veje (og at dette var grunden til, at min midlertidige løbsmakker var stoppet op – for at tjekke sin GPS!). Katastrofalt og frustrerende.

Ved ankomsten til de Sydfynske Alper fik jeg mig navigeret tilbage på ruten og fandt efter ca. 50 km ind i en udmærket gruppe på små ti mand. Lykken varede dog kort. Så var der nemlig en løs hund midt i det hele. Den var svær at komme væk fra, og en af rytterne i gruppen fremsatte den idé, at vi skulle stoppe helt op. Mine erfaringer med løse hunde er imidlertid ikke gode, så midt i forvirringen gjorde jeg det modsatte: accelererede væk. Det føltes næsten som at gå i udbrud, og over de næste par kilometer lod jeg mig inspirere af, at der ikke var nogen ”forfølgere” at se bag mig.

Men ak. Så missede jeg et skilt (heller ikke ved dette løb var der flagposter på ruten – det er åbenbart en særlig fynsk ting?). Og det resulterede i omvej nummer to denne dag. Det var faktisk ikke til at bære. Jeg endte med at cykle hen over målstregen fra bagsiden! Mere sølle bliver det næsten ikke. Det eneste, jeg kunne glæde mig over, var, at jeg trods alt ikke havde været involveret i nogen blodige ulykker. Det er i det hele taget nok en af de ting, jeg vil prøve at trøste mig med her ved årets afslutning – at jeg slap igennem Tycho Brahe-sæsonen uden fysiske mén …

/Jacob

Der er ikke to etapeløb eller to etaper, der er ens – hverken taktisk, vejrmæssigt eller terrænmæssigt. Så at stille dem overfor hinanden og sammenligne dem kaster ikke nødvendigvis entydige konklusioner af sig. Men man kan måske alligevel blive klogere.

Igennem en årrække har Danskebjerge.dk indsamlet data fra PostNord Danmark Rundt. Særlig fokus har været på Vejleetapen, som er den etape, der år efter år skaber de største tidsforskelle mellem rytterne. Nedenfor er de opdaterede data fra efter 2023-udgaven af løbet. Hvis du ikke orker alle tallene, er der i bunden af artiklen samlet nogle konklusioner.

Etapeløbets samlede distance, den samlede vindertid og vinderens omtrentlige gennemsnitsfart – med felternes styrke pr. år i parentes (iht. rating hos Procyclingstats):

I 2015: 878,3 km, 19:42:19, 44,57 km/t (167)
I 2016: 750 km, 16:41:35, 44,93 km/t (117)
I 2017: 759,8 km (inkl. den aflyste etape), 13:41:35 (171)
I 2018: 787 km, 18:08:25, 43,38 km/t (150)
I 2019: 727,2 km, 16:52:33, 43,09 km/t (115)
I 2021: 783,3 km, 17:19:17, 45,22 km/t (203)
I 2022: 767,3 km, 17:01:20, 45,08 km/t (296)
I 2023: 728 km, 16:49:16, 43,28 km/t (228)

Distance og vinderens gennemsnitsfart på Vejle-etapen:

I 2015 (3. etape): 185 km, 40,1 km/t
I 2016 (3. etape): 175 km, 40,6 km/t
I 2017 (3. etape): 183,6 km, 41,1 km/t
I 2018 (2. etape): 174,2 km, 41,2 km/t
I 2019 (3. etape): 199,7 km, 41,8 km/t
I 2021 (3. etape): 219,2 km, 44,6 km/t
I 2022 (5. etape): 126,5 km, 43,6 km/t
I 2023 (3. etape): 209 km, 41,9 km/t

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 7.13 min., 1.22 min.
I 2016: 2.32 min., 0.23 min.
I 2017: 2.50 min., 0.37 min.
I 2018: 1.56 min., 0.11 min.
I 2019: 1.57 min., 0.30 min.
I 2021: 13.41 min., 5.44 min.
I 2022: 1.39 min, 0.28 min.
I 2023: 3.33 min., 1.21 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 15.55 min., 12.10 min.
I 2016: 10.23 min., 1.25 min.
I 2017: 5.47 min., 2.18 min.
I 2018: 4.32 min., 1.04 min.
I 2019: 5.52 min., 1.04 min.
I 2021: 16.11 min., 13.12 min.
I 2022: 5.24 min., 1.31 min.
I 2023: 10.07 min., 5.17 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 20.13 min., 13.29 min.
I 2016: 16.13 min., 3.21 min.
I 2017: 11.43 min., 6.32 min.
I 2018: 10.49 min., 3.03 min.
I 2019: 12.49 min., 3.58 min.
I 2021: 22.43 min., 13.39 min.
I 2022: 15.18 min., 9.06 min.
I 2023: 18.28 min., 10.33 min.

Et par sammenfattende facts og konklusioner vedr. PostNord Danmark Rundt 2015-2023:

Den laveste gennemsnitsfart for hele løbet er fra det løb, hvor også rytterkvaliteten i feltet var lavest (2019). Den hurtigste snitfart forekom i det løb, hvor rytterkvaliteten var tredjehøjest (2021).

Vejleetapen køres altid med en lavere snitfart end løbet som helhed. Den mindste forskel på snitfarten var i 2021, hvor Vejleetapen kun var 0,6 km/t langsommere. Det var også i 2021-udgaven af løbet, at vi finder den klart største tidsforskel mellem den vindende rytter (Evenepoel) og nummer 20 (forskellen var 5.44 min.). Den mindste tidsforskel mellem nr. 1 og nr. 20 var i 2018, hvor nummer 20 kom i mål blot 11 sekunder efter vinderen.

I gennemsnit er der 1 minut og 20 sekunder mellem 1. og 20. pladsen på Vejleetapen. Til sammenligning kan nævnes, at den tilsvarende gennemsnitlige tidsforskel i éndagsløbet Amstel Gold Race (som måske er den klassiker, Vejleetapen bedst kan sammenlignes med) er 1 minut og 7 sekunder, beregnet ud fra de seneste otte udgaver af Amstel Gold Race.

Læs meget mere om Danskebjerge.dk’s syn på PostNord Danmark Rundt 2023 her.

/Jacob

”Sikke et flot felt, man fik tiltrukket denne gang.” Sådan skrev jeg for et år siden om 2022-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Her i 2023 er jeg lidt mere forbeholden. Bortset fra supersprinter Fabio Jakobsen var det næppe mange af de udenlandske løbsdeltagere, som var kendt af hr. og fru Danmark. PostNord Danmark Rundt scorede da også kun 228 point på ProCyclingStats’s opgørelse over den såkaldte startlist quality. Det er cirka en syvendedel af, hvad årets Tour de France-felt blev vurderet til ud fra de samme kriterier.

Men der er jo heller ikke mange etapeløb i verden, der kan konkurrere med Touren. Og dykker man lidt ned i historikken og sammenligner med de tidligere udgaver af PostNord Danmark Rundt, så var der ikke markant mindre stjernestøv over dette års udgave. Siden det allerførste Danmark Rundt blev afviklet i 1985, har kun 12 udgaver haft et stærkere felt til start. Og ser vi bort fra i fjor, skal vi faktisk ti år tilbage for at finde en bedre besat deltagerliste.

At årets liste var bedre end sit rygte, hænger især sammen med, at Lidl-Trek stillede med sine to stærke danskere, Mads Pedersen og Mattias Skjelmose. En sådan duo fra verdens top 12 trækker gennemsnittet gevaldigt op, og i andet geled var der også god dansk repræsentation i form af bl.a. Søren Kragh Andersen og Magnus Cort. Det er alle sammen ryttere, som har vundet løb fra den allerfineste internationale hylde, og det er da værd at glæde sig over, at vi får disse stjerner at se på hjemlige landeveje. Ville cykelpublikummets begejstring virkelig være væsentligt større, hvis de nævnte danskere fik selskab af et antal kapable franske, spanske og italienske ryttere? Det tror jeg egentlig ikke.

Faktisk findes der efter min mening en større trussel mod PostNord Danmark Rundt end kvaliteten af startlisten, og det er manglende balance mellem holdene. Vi har flere gange set, at ét hold var markant stærkere besat end de andre, og det gjorde, at holdet fra starten kunne sætte sig på løbet og kvæle spændingen. Det var også en mulighed i år, hvor Lidl-Trek-mandskabet fremstod overlegent, allerede inden 1. etape blev skudt i gang.

To forhold forhindrede dog, at tingene forløb alt for forudsigeligt:

1. I etapeløbets første halvdel: Norske Søren Wærenskjold snuppede etapesejren i Aalborg, og selvom forspringet kun var på få sekunder, lignede han i et stykke tid et godt bud på en samlet vinder af klassementet, da han samtidig er dygtig til enkeltstart. Hans punktering var ærgerlig, men det bidrog trods alt til dramaet.
2. I etapeløbets anden halvdel: Mads Pedersen og Mattias Skjelmose udnyttede hinandens styrke på Vejle-etapen og skaffede sig på de sidste kilometer et uovervindeligt forspring i den samlede stilling. Men fordi de to holdkammerater lå så tæt, var spændingen om førstepladsen intakt helt indtil den afsluttende enkeltstart i Helsingør.

Dramaturgisk var årets PostNord Danmark Rundt derfor samlet set ganske velfungerende. Der var en passende grad af tidsforskelle i top 10 fra og med 1. etape, og der kunne sættes flueben ud fra flere af de delscenarier, der plejer at kendetegne et godt PostNord Danmark Rundt:

1. To etaper (i år de to første) har en kuperet afslutning, som giver mulighed for, at udbrydere akkurat kan snyde sprinterholdene.
2. Vejle-etapen skaber splittelse i feltet og får stor betydning for klassementet, men uden at afgøre det. (Mere om Vejle-etapen her.)
3. Enkeltstarten viser, om de ryttere, der med eksplosivitet kan skaffe sig sekunder på Vejle-etapen, også kan holde det malende tempo, der skal til for at begå sig i kampen mod uret.

Blandt de ting, der kan variere fra år til år, er rækkefølgen af de nævnte etaper og udfaldet af semi-sprinteretaperne. I 2023 var rækkefølgen: To semisprinteretaper, Vejle-etapen, sprinteretapen, enkeltstarten. Det lader til at være tæt på den optimale rækkefølge. Hvad udfaldet af semi-sprinteretaperne angår, så blev resultatet 1-1 (Wærenskjolds udbrudsforsøg i Aalborg lykkedes, mens Jakobsen tog spurtsejren i Silkeborg). Nogle år er dette regnskab endt med 2-0 til udbryderne. Vi skal langt tilbage i løbets historie for at finde det omvendte resultat – og godt for dét! Mellem 1 og 2 etaper afgjort ved massespurt er et passende leje for PostNord Danmark Rundt.

Og så lige et par hurtige evalueringer til sidst:

Vejret var vel gennemsnitligt dansk sommervejr – med nogen regn og endnu mere sol. Faktisk var det yderst uheldigt med regnvejret på de to første etaper, for det var stort set de eneste steder, det regnede i Danmark på det tidspunkt. Nu er regnvejr jo ikke altid skidt – når man ser cykelløb hjemme fra sofaen, kan våde forhold bidrage til underholdningen. Men for publikumsfremmødet er det ikke optimalt.

Og apropos publikumsfremmøde: Det var en succes! Blot en enkelt PostNord Danmark Rundt-etape har jo flere tilskuere på opløbsstrækningen, end der vil være i alt under en hel VM-uge i et eller andet arabisk ørkenland. Mest opsigtsvækkende var vel folkehavet i Bagsværd. Der var på forhånd dømt sprinteropgør den dag, men forudsigeligheden skræmte på ingen måde folk væk. Det flotte sommervejr bidrog helt sikkert også til tilskuersuccesen i Novo Nordisk-byen.

Rutemæssigt var der et par nyskabelser. En stump grusvej var lagt ind i Vejleetapen, hvilket udviklede sig farceagtigt, da den med kort varsel blev pillet ud igen. Intermezzoet fik dog ingen betydning for de sportsligt afgørende momenter på etapen, så den sag behøver vi ikke trampe mere rundt i. En anden fornyelse var rundstrækningen ved Munkebjerg. Ibækvej-stigningen (også kaldet Golfbakken) er uden tvivl hård, og selvom den ikke umiddelbart forårsagede afgørende udskilning helt fremme i feltet, så trak den tænder ud og fik senere hovedparten af hjælperytterne til at falde fra. For mig at se var Ibækvejs sportslige betydning dog ikke det vigtigste. Jeg synes snarere, at det æstetiske ved Munkebjergs hårnålesving (brugt som nedkørsel) i sig selv legitimerer, at Munkebjerg-området er med i PostNord Danmark Rundt. At vise hårnålesving fra helikopterperspektiv er en fremragende måde at signalere, at det danske landskab er meget andet end fladt som en pandekage.

I det hele taget er jeg faktisk tilfreds med årets tv-dækning. Vist er det ikke en laber Tour de France-pakke, vi får serveret, men kvaliteten er på niveau med det, vi ser fra andre løb af tilsvarende kaliber. Kommenteringen er generelt kompetent, dog med den sædvanlige tendens til lidt for meget hyggenygge. Det er som om, at folk, der taler om PostNord Danmark Rundt, bare SKAL distancere sig en lille smule fra det for ligesom at understrege (hvad vi alle godt ved til hudløshed), at der jo kun er tale om et af de mindre etapeløb. Og at bakkerne jo ikke er bjerge. Og at hverken Pogacar eller Vingegaard er med. Jeg glæder mig til den dag, hvor dansk tv dækker PostNord Danmark Rundt med samme alvor som med andre europæiske løb. Men måske er den ironiske distance noget, der simpelthen er så dybt forankret i nationalkarakteren, at den er umulig at slippe af med?

En anden ting, der ville være rar at slippe for, er motorcykler, der kører for tæt foran rytterne. Det var særligt udtalt på første etape, hvor det var helt åbenlyst, at et udbruds muligheder blev bestemt af tv-motorcyklens placering. Man kunne simpelthen se, hvordan afstanden mellem feltet og den nyetablerede udbrudsgruppe voksede og skrumpede alt afhængig af, hvor motorcyklen befandt sig! En enlig rytter, der prøvede at komme op til gruppen, var chanceløs, for ham kørte motorcyklen ikke ned til. Det var faktisk enerverende at bevidne – også selvom jeg fuldt ud anerkender, at det har en pris, når der skal laves tv-billeder.

Sjovt nok nævnte medkommentator Brian Nygaard ikke urimelighederne med et ord. Han har ellers slået sig op på netop at problematisere tv-motorcyklernes indvirkning på cykelløb. Men nu sad han så ved DR’s mikrofoner, og det er jo DR, der finansierede produktionen. Mon ikke det havde lidt at sige.

/Jacob

Den røde pil fortæller, du skal dreje væk fra grusstien. Det gør du – og kommer ud på en lang lige landevej. Forude venter kilometervis af asfalt under fødderne. Var det dét, du havde forventet, da du begav dig afsted?

[Hop direkte til Danskebjerge.dk’s ruteråd nederst.]

De beskedne budgetter i kommunernes kulturafdelinger tillader ind imellem en særlig type projekt. Det går ud på at “lave ruter” for at sætte fokus på de mest spændende steder i en egn. Lokalpressen er gavmild med omtalen af projekterne, så på den måde er der god value for money for kommunerne – men hvor interessante er de nye initiativer egentlig for brugerne, når det kommer til stykket?

Selv oplever jeg tit, at skinnet bedrager. Projektomtalen giver det indtryk, at der etableres nye spor gennem terrænet, men kigger man nærmere på ruten, viser det sig, at der mest bare er tale om genbrug af det eksisterende sti- og vejnet. Kommunen har sat nogle pile op til at vise de besøgende rundt med og fået trykt nogle teknisk veludførte foldere med rutekort. Velment. Det er bare ikke nok til at komme helt i mål.

Jeg gav lige Elbodal-ruten et forsøg. Det er en rute, som er lagt langs den nordvestlige og den sydøstlige side af den 10 kilometer lange dal nær Fredericia. Overordnet set giver konceptet god mening, og jeg vil godt understrege, at i et motionsperspektiv fejler turen intet. Men jeg savner nogle klarere principper for rutevalget.

Først og fremmest bør der på en rute være nogle fikspunkter – nogle karakteristiske ting, man kan opleve på netop denne tur. Det havde jeg svært ved at få øje på i Elbodalen. Min forventning var, at jeg ville opleve et dalmiljø (dalen er trods alt ca. 40 meter dyb), men det var der ikke meget af. Dalsiderne er ret bevoksede, hvilket stjæler udsigterne, og det eneste sted, hvor jeg rigtigt kunne fornemme en dalskråning af en vis størrelse, var på den halvkedelige asfaltvej vest for Taulov.

Her havde det været meget bedre, hvis der havde været mindst én vej mere – gerne en grusvej med en træbro -, der havde krydset dalen. På den måde kunne man også have afkortet ruten lidt. 10 kilometer er jo temmelig meget, og der tilbydes ingen ruter af mellemstørrelse (fx 4-5 kilometer).

Det havde også forbedret oplevelsen væsentligt, hvis der havde været mindst ét godt udsigtspunkt på ruten. Eksempelvis et højt punkt på en af dalsiderne, hvor terrænet var tilnærmelsesvis ryddet, sådan at landskabsformerne trådte tydeligt frem. Man kan se fra motorvejen, at der er fine småbakker i Elbodalen, men intet sted på Elbodal-ruten så jeg noget af den slags.

Der var natur at kigge på – helt bestemt. Men jeg forlod Elbodalen med den fornemmelse, at jeg kunne finde lignende natur mange andre steder i Danmark.

Jeg er med på, at man ikke bare sådan etablerer nye veje og spor i et område. Eller rydder træer og buske på et større areal. Der er typisk en masse af jorden, der er ejet af private og ikke uden videre kan inddrages og tilpasses. Samtidig er budgetterne som nævnt sjældent imponerende, når det gælder ruteprojekter. Der er i det hele taget et væld af begrænsninger. Men omvendt må man også spørge: Hvis man på forhånd har opgivet at give de besøgende en spektakulær oplevelse, hvorfor så egentlig gå i gang med projektet i det hele taget?

Et andet princip, som det halter lidt med på Elbodal-ruten, er underlaget. Min tur startede ved de såkaldte Vandværkssøer, og der fik jeg indtrykket af, at det ville blive en tur på stier og små grusveje. Men efter et par kilometer kommer man fra skoven ud i et klassisk dansk landbrugslandskab, og den smalle, hyggelige sti bliver til en bred grusvej og siden traditionel landevej, hvor man må gå i siden af vejen. Omtrent en tredjedel af turen foregår på asfalt. Det er i overkanten. Vejen fører endda til Taulov. En lille by, som sådan set er hyggelig nok, men den fremstår ikke som en logisk del af ruten, der – tilsyneladende – fokuserer på natur.

Desuden er byen lidt svær at finde rundt i. Godt nok er der et rutekort, men målestoksforholdet er rigeligt stort til et bymiljø med veje og vejkryds. Der er et par røde pile i Taulov, men de fylder ikke meget i gadebilledet. På vej ud ad Tårupvej overser jeg en pil (som er godt skjult bag høje græsstå), og jeg går nogle hundrede meter i den gale retning, før miseren går op for mig. Det kan ske, men samlet set er strækningen gennem Taulov svær at se pointen i. At byen er med, skyldes vist primært, at man skal igennem den for at gennemføre ruten.

Undervejs på ruten er der en håndfuld steder opsat informationstavler, der fortæller om det sted, man befinder sig, eller om Elbodalen generelt. Disse tavler er suppleret med informationer i folderen om udvalgte lokaliteter, herunder visse af de bygninger, man passerer.

Et af de steder på turen, der optog mig mest, var paradoksalt nok ikke med i folderen eller på nogen tavler. Det var den store motorvejsbro, der går hen over dalen. Man kommer ind under broen på den sidste del af ruten. Herfra ser den jo ret imponerende ud, samtidig med at man tænker over, hvordan broen og motorvejen har sat sit præg på områdets natur. Måske synes man lokalt, at broen er så dominerende, at den ikke er værd at fremhæve? Det er forskelligt fra person til person, hvad man finder interessant, men det er uomtvisteligt, at motorvejsbroen over Elbodalen er karakteristisk for netop dette område – i modsætning til meget andet, man møder på ruten.

Alt i alt var der for lidt wow-effekt over de 10 kilometer i Elbodalen. Og sådan er det med mange ruteprojekter i Danmark. Budgetrammerne og arealernes ejerforhold bærer deres del af skylden. Men så kunne løsningen være at tage konsekvensen af de begrænsninger. I Elbodalen skulle man måske have sagt: Vi har for lidt at tilbyde, hvis ruten skal være 10 kilometer lang og gå til Taulov – det er bedre at lave en noget kortere rute, som så til gengæld har et skarpere fokus.

Mine råd i punktform til ruteprojekter (mest for de gående):

• Definér et par højdepunkter (seværdigheder), som skal fortælle brugeren, at der venter noget spændende forude
• Placér så meget som muligt af ruten på stier og så lidt som muligt på asfalterede veje
• Vær omhyggelig med skiltene, der viser vej – de skal være nemme at se
• Undgå så vidt muligt at inkludere byer i ruten, da de kan være svære at finde rundt i
• Hvis landskabet er særligt betydningsbærende for det område, ruten går igennem, så skab mindst ét sted, hvor brugeren tydeligt kan studere dette landskab, fx ved at nogle arealer friholdes for bevoksning
• Lav mindst én rutevariant, der er mellem 4 og 8 kilometer lang – det giver motion, men ikke mere, end at de fleste kan klare det
• Etablér meget gerne en ny facilitet i forbindelse med ruteprojektet (en ny stistrækning, et nyt udsigtstårn el.lign.), sådan at brugeren får en oplevelse af, at der er gjort noget ekstra ud af det.

Det er en reel mulighed, at der først vil komme en massespurt på 4. etape i årets PostNord Danmark Rundt. Både på 1., 2. og 3. etape er der stigninger på den afsluttende rundstrækning, der med stor sandsynlighed vil føre til tidsforskelle i top 10.

På 1. etape er det især Skovbakkevej (max. 17%), der kan give splittelse. Ved DM i 2022 var der ganske stor spredning i feltet, da målstregen blev krydset i Aalborg.

2. etape byder på en afsluttende rundstrækning i Silkeborg, som før har været med i PostNord Danmark Rundt. Dengang i 2019 var det egentlig forventningen, at etapen ville ende i en massespurt, men en lille gruppe fik revet sig løs på sidste opstigning og holdt akkurat til mål.

Vejleetapen er tilbage på sin gamle plads midt i PostNord Danmark Rundt, og med enkeltstarten som sidste etape er det ikke sikkert, at vinderen i Vejle også vinder løbet samlet. Flere af de stejleste stigninger er taget ud af Vejleetapen denne gang, men alligevel er en massespurt udelukket. Der er ingen eksempler på, at et stort samlet felt er nået frem til målstregen efter sidste bestigning af Kiddesvej.

Det mest interessante nye indslag i PostNord Danmark Rundt 2023 er helt klart Munkebjerg-rundstrækningen på 3. etape. Det er ikke sikkert, at de afgørende angreb vil blive sat ind her, men der er flere ting, jeg er spændt på, bl.a. hvordan feltet vil komme ned ad Munkebjergvej, deriblandt om de kan komme helskindet under den snævre jernbanebro.

Jeg er lidt skuffet over, at den meget snart færdigbyggede forbindelsesvej ved Uhre ikke er med i årets løb. Det havde været et fedt indslag at få vejen “indviet” af et felt med professionelle cykelryttere.

/Jacob

Løbssæsonen 2022 bød på syv landevejsløb for mit vedkommende. Jeg var faktisk interesseret i at køre endnu flere, men det er svært, fordi der kun arrangeres et beskedent antal motionscykelløb i Danmark. Og dem, der er, ligger oftest så tæt i det sene forår og det tidlige efterår, at man som deltager må prioritere det ene løb på bekostning af det andet.

Det første løb, jeg kørte, var dog placeret usædvanligt tidligt i kalenderen, nemlig En Forårsdag i Hell-singør. Det blev afviklet 10. april og er dermed nok det tidligste cykelløb, jeg nogensinde har kørt. (Jeg har engang kørt Amstel Gold Race, som lå en uge senere.)

Her er en kort gennemgang af, hvordan det gik i de syv løb:

En Forårsdag i Hell-singør, Nordsjælland, april, 74 km:
Løbet er et slags hybridløb, hvor belægningen både er asfalt og skovveje. Det betyder, at man i feltet ser forskellige valg af cykler: gravelbikes, landevejsracere og enkelte mountainbikes. Jeg stillede op med almindelig racer (jeg har heller ikke andet!) og trøstede mig med, at jeg har tykke dæk på og derfor var godt beskyttet mod punkteringer. Det kom også til at holde stik, men der var til gengæld et par steder undervejs på ruten, hvor hjulene gravede sig lige lovligt langt ned i underlaget. Mest udfordrende var dog de berygtede brostensstykker ved Gurre – der turde jeg ikke andet end at skrumle over med 10-12 km/t. Gennemsnitsfarten i hele løbet blev noget af det langsomste, jeg har præsteret, hvilket ikke kun skyldes det bøvlede terræn, men også, at feltet blev splittet allerede inden frigivelsen af løbet (!), og jeg kom til at sidde i en mindre og ikke specielt hurtig gruppe. På det sidste skovstykke på anden runde blev jeg sat, således at jeg kørte i mål sammen med en enkelt anden rytter.

Grejsdalsløbet (Udfordringen), Østjylland, maj, 83,5 km:
Jeg har kørt dette løb en gang før, nemlig i 2011, og så har jeg deltaget i Kongeetapen et par gange også, så jeg mødte kun få helt ukendte veje denne gang. Én af grundene til, at jeg valgte Udfordringen, var, at den ikke har de helt stejle vejlensiske stigninger med – derfor kan jeg køre på den af mine racere, der har almindelig gearing. Min strategi var at gøre alt for at holde mig til de stærkeste i startboksen, så længe jeg kunne, for der var modvind på den første del af løbet, og der er det jo ekstra vigtigt at være i en gruppe. Planen lykkedes faktisk, om end det krævede to gange i det røde felt allerede inden for de første 10 kilometer. Ude i Vejle Ådal havde jeg en lidt presset situation med en nedkørsel, en smal bro og en modkørende bil med trailer, og det var også her, at jeg mistede kontakt med den gruppe, jeg kørte i, men på forunderlig vis kom jeg hen mod slutningen af løbet til at sidde i omtrent den samme gruppe alligevel. Her var kræfterne dog også ved at være brugt op, og allerede tidligt på rutens sidste stigning på Kærbøllinghusevej – en stigning, jeg ikke havde prøvet før – måtte jeg slippe, helt forventeligt. Gennemsnitsfarten endte på 32,3 km/t. Det er en lavere fart, end den jeg normalt gennemfører motionsløb med, men med de næsten 1000 højdemeter, som man skal overkomme, er det jo også en langt hårdere rute end den almindelige danske landevejsrute.

Tour Re Tour, juni, Nordøstfyn, 63,5 km:
Dette løb med start og mål i Munkebo på Fyn er et godt løb at få selvtillid af, da ruten er ganske hurtig. Jeg havde dog ikke helt så meget held med mig denne gang som ved de to foregående deltagelser. Jeg blev nemlig sat af hovedfeltet blot en tredjedel inde i løbet, og kun fordi jeg ved et tilfælde kom til at sidde med to stærke ryttere efterfølgende, blev det til en pæn gennemsnitsfart på 36 km/t. På de sidste kilometer kom flere ryttere op bagfra. Det gav en lille fartnedsættelse, og på grund af den kom jeg til at sidde helt fremme i gruppen. Ud fra kilometertallene på min GPS vurderede jeg, at der kun var få hundrede meter til mål, så jeg gav den et skud fra spids, men der var lige lidt længere til stregen end beregnet, og jeg blev overhalet af adskillige ryttere på opløbsstrækningen. Men egentlig var det meget sjovt bare at sidde først, så længe det varede. Det er ikke så tit, det sker!

Søen Rundt, Sydsjælland, juni, 95 km:
Knald på fra begyndelsen! Det var tydeligt, at der var mange stærke ryttere til start, og da den første halvdel af ruten samtidig er flad, skød speedometeret godt i vejret. Den første gode halve time kørte jeg med 40 km/t i snit, men vejene er smalle og snoede, og til sidst knækkede feltet. Jeg fik så selskab af en styrtet rytter, der nok var en af de hurtigste i feltet, og ham formåede jeg at følge frem til de hårde bakker ved Tystrup Sø. Her kom jeg til at sidde alene – enhver løbsdeltagers mareridt -, men snart kom der er en god gruppe op med især én førevillig rytter. Det reddede løbet for mig, for ellers havde det været hårdt i modvinden hjem. Gennemsnitsfarten endte på 35,8 km/t, hvilket gør det til sæsonens mest vellykkede løb, den lange distance taget i betragtning. At der blev givet gas generelt, blev understreget af, at der var et par af løbets førende ryttere, der styrtede alvorligt omtrent halvvejs og måtte køres på hospitalet.
P.S.: Søen Rundt var faktisk det første cykelløb, jeg nogensinde kørte. Det var tilbage i 00’erne, og jeg fik noget af en lærestreg dengang, da jeg bøvlede lidt med at få skoen klikket i pedalen og derfor mistede kontakten til hovedfeltet allerede efter 200 meter!

Hedeboløbet, Østsjælland, juni, 56 km:
Hedeboløbet er endnu et af de løb, jeg har kørt flere gange. Ruten er ikke ret kuperet og derfor hurtig. Startgrupperne har det dog med at være små, så det er ikke en type løb, hvor man kan sidde nede bagi og lade andre tage vinden fra start til mål. Faktisk blev det sådan denne gang, at jeg tog en del føringer. Det er på den ene side dårligt for gennemsnitsfarten, på den anden side giver det også selvtillid, at man føler sig som en af de stærkeste i gruppen. Et lidt ærgerligt indslag på ruten er et lysreguleret kryds 10 kilometer fra mål. Her kan der være tvivl om, om man må bruge venstresvingsbanen eller skal krydse lige over og vente på grønt. De fleste i min gruppe valgte det sidste, hvilket vist gjorde de par stykker, der valgte den første mulighed, lidt forlegne. Gruppen blev samlet til sidst, og der kom en spurt ud af det. Vi regnede med, at det var for den samlede sejr, men bagefter viste det sig, at der åbenbart havde været to hurtigere ryttere i startgruppen før os. Det er den slags situationer, der kan opstå, når der er startgrupper. Jeg blev nummer tre i min startgruppe, samlet nummer fem.

Tour de Vest, Nordøstsjælland, september, 71,5 km (65,5 km):
I Tour de Vest, der har målområde i Glostrup, er felterne ikke opdelt i startgrupper. Der er til gengæld en stor masterstart med motorcykler, hvilket skulle sikre, at rytterne kommer sikkert ind på ruten, når de forlader den bymæssige bebyggelse. Dette koncept fejlede dog grumt i år, da dem, der sad forrest, drejede forkert ud ad en rundkørsel. Et eksempel på, at få menneskers fejlbeslutninger kan føre en masse andre på afveje! Fejlen blev først erkendt sent, så omvejen blev på over 6 kilometer i alt. Ud fra den betragtning anser jeg en snitfart i mål på 35 km/t for ret pænt, især da modvinden på den sidste del minimerede lysten til at tage føringer i gruppen. De sidste par kilometer af løbet var næsten lige så farceagtige som starten – nogle ryttere kørte venstre om i en rundkørsel, og endnu flere møvede sig forbi biler og overfor rødt lys i det sidste store kryds. Det var ikke kønt, men det viser jo bare endnu en gang, at målområder inde i byer er noget hø.

Værtens Mindste Broløb, Sydsjælland, september, 65,5 km (66,5 km):
Jeg kender ingen andre løb, hvor masterstarten foregår så langsomt som her. Farten når ikke meget op over 20 km/t, hvilket føles decideret akavet, når man sidder i et samlet felt, hvor alle har friske ben. Det, der så var specielt for dette års udgave (jeg har kørt løbet hele fem gange nu), var, at farten derefter blev ved med at ligge på et moderat niveau. Det var nemlig tydeligt, at de stærkeste ryttere havde valgt en ny og længere rute i år, således at der på den sædvanlige rute kun var deltagelse af det, man kunne kalde ”det tynde øl” – deriblandt undertegnede! Én rytter gik i udbrud tidligt, jeg kørte op til ham, og så meldte jeg ud, at jeg trods alt hellere ville blive liggende i gruppen frem for at køre i en tomandsgruppe i modvind de næste 30 kilometer. Så vi lod os begge falde tilbage, men selvfølgelig med det i baghovedet, at der lå en ”podieplads” og ventede forude. Godt halvvejs skete noget uventet: Frontgruppen fra den lange rute kom susende forbi os. Jeg tog en rask beslutning og gjorde alt for at koble mig på denne gruppe. Det gjorde udbrudsmanden fra tidligere også, og det lykkedes for os begge, mens ingen af de andre fra hovedfeltet kom med i slipstrømmen. Efter en halv snes kilometer måtte jeg slippe eliterytterne (et par af dem ex-proffer), og så var regnestykket egentlig bare, at jeg skulle have vundet nok tid til at holde hovedfeltet bag mig, da det gik hjemover i medvind (og regn). Det kom til at passe, og jeg fik en sjælden topplacering – en andenplads -, selvom man selvfølgelig må erkende, at der var adskillige bedre ryttere til start i Karrebæksminde denne dag.

Og så sluttede løbssæsonen 2022. Her er en beskrivelse af mine løb året før: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2021/10/16/syv-nederlag-ud-af-syv-et-ar-i-en-motionists-cykelkarriere/

/Jacob

PostNord Danmark Rundt 2022 adskilte sig på flere punkter fra de senere års udgaver. Nogle af de nye tiltag gav pote, andre havde en mere tvivlsom effekt.

Traditionen tro får Danmarks store etapeløb et par spark i måsen og nogle klap på skulderen af Danskebjerge.dk i den årlige evaluering, hvor vi begynder med det gode og slutter med det dårlige.

• Rytterkvaliteten. Sikke et flot felt, man fik tiltrukket denne gang. Foruden danske stjerner som Magnus Cort, Søren Kragh Andersen, Michael Mørkøv og Mattias Skjelmose deltog bl.a. Geraint Thomas, Egan Bernal, Michal Kwiatkowski, Christophe Laporte og Jasper Stuyven, der alle har vundet et eller flere af verdens allerstørste løb. Sprinterne Olav Kooij og Jasper Philipsen var også med, og de delte de tre sprinteretaper imellem sig – Kooij snuppede de to første, og Philipsen den sidste. Jeg ved ikke, om man nogensinde har haft så stærkt et felt til start. Det er i hvert fald ikke sket i en årrække. Og til forskel fra f.eks. 2021-udgaven af løbet var det ikke nogle få ryttere og hold, der havde favoritværdigheden – der var en vis spredning.

• Nyskabelser. Tanker er jo ikke nødvendigvis gode, blot fordi de er nye. Men det lykkedes altså meget godt for arrangørerne at skabe hype om de nye tiltag, der fandt vej til årets udgave af løbet. Det gjaldt navnlig disse fire nyheder: at der var grussektioner på 3. etape, at Vejle-etapen lå til allersidst, at Vejle-rundstrækningen var forlænget, og at den stejleste og smalleste del af Christian Winthersvej nu også var med i PostNord Danmark Rundt. Det var også opsigtsvækkende, at der var så stor forskel på længden af etaperne (f.eks. var Vejle-etapen kun halvt så lang som 3. etape).

• Spænding. Det var først på sidste tur op ad Kiddesvej, at det samlede klassement blev afgjort. Det er jo ikke i sig selv den ultimative succes, når løbet ender sådan, men hvis det var dette scenarie, der var ambitionen – at spændingen om den samlede sejr først skulle udløses på målstregen på den sidste etape -, så var det godt ramt af arrangørerne. Især bidrog valget af en beskeden distance på enkeltstartsetapen til den snævre afgørelse.

• Vejret. Det var strålende sommervejr hele vejen igennem. Og ikke ret blæsende. Det gjorde løbet meget publikumsvenligt og gav fine sensommerbilleder fra motorcykler og helikopter.

Men ikke alt var perfekt ved årets PostNord Danmark Rundt. Her er Danskebjerge.dk’s kritikpunkter:

• Tilskuerfremmødet. Der var generelt mange tilskuere i vejsiderne, men noget må være gået galt i Assens. Under enkeltstarten var der kun få mennesker, der kiggede på. Især på den del af ruten, der lå udenfor Assens by, var det småt med folk. Lige netop på Fyn kunne man ellers have forventet stor interesse for PostNord Danmark Rundt, da der traditionelt er meget brok i de år, hvor der ikke er etaper på øen.

• Grus langt fra mål. Herning-etapen var speciel på to måder: Den var utroligt lang (239,3 km), og så var der strækninger på grus (18,2 km). Navnlig ét sted opstod der kaotiske tilstande, da feltet gik i stå i noget løst grus. Det var der delte meninger om bagefter, men én ting stod i hvert fald klart, og det var, at der var for langt fra det sidste grusstykke og frem til målstregen. Dermed blev etapen en sprinteretape, hvor kampen om klassementet aldrig rigtig kom i gang.

• Få angreb fra favoritterne. Etaperne fik et noget ensartet forløb: En gruppe primært bestående af danske ryttere fra mindre hold fik lov at stikke af fra feltet tidligt, og så sad man bare og kiggede på, at udbruddet langsomt blev hentet ind igen. Der forekom i hele etapeløbet så godt som ingen angreb fra feltets stærkeste ryttere. Et par sekunders forspring til bl.a. Søren Kragh Andersen var, hvad det kunne blive til. En væsentlig årsag til dette var, at de største hold og i særlig grad Ineos Grenadiers sad med mange mand fremme og kørte et konstant højt tempo. Det gjorde de for at beskytte Magnus Sheffield i førertrøjen mod angreb. Mest udpræget var det på Vejle-etapen, hvis talrige stigninger ikke førte til den ventede dramatik. I den bedste af alle verdener havde det været ryttere som Magnus Cort og Søren Kragh, der havde vundet enkeltstarten. Det ville have tvunget Ineos og Jumbo Visma til at gå mere offensivt til værks.

• Tv-dækningen. Tv-dækningen er så væsentlig en del af løbsoplevelsen for de cykelglade danskere, at den også skal have et par ord med på vejen. I år var det Tobias Hansen, der sad ved mikrofonen – tidligere har det været Henrik Liniger. Tobias Hansen var et frisk pust, men DR’s evindelige hang til at give dækningen et caféhyggepræg bestod. Jeg har svært ved at se, hvorfor man ikke bare behandler løbet på samme måde som ethvert andet professionelt cykelløb. En anden ting, der ville være godt at få strammet op på, er de faktuelle fejl. Der bliver til tider sagt virkelig meget, der er forkert, inden for ganske kort tid. Endelig var det skuffende, at vi stort set ikke fik set feltet klatre op ad Christian Winthersvejs stejleste del. Angiveligt skyldtes manglen, at DR netop på det tidspunkt var forpligtet til at sende et resumé af etapens hidtidige forløb til de internationale kanaler, men det kunne man vel have fundet en løsning på.

• Grafik. Nu roste jeg lige sidste år PostNord Danmark Rundt for at være begunstiget af grafik, der faktisk var korrekt. Det var en stor lettelse, eftersom netop grafikdelen har været et af minusserne ved DR’s dækning. I år kom vi så ned på jorden igen – grafikkerne, der viste stigningernes egenskaber, var helt til hest. Man fik nærmest fornemmelsen af, at tallene for stigningsprocent og længde var trukket i en tombola. Eller var der tale om foreløbige udkast, som man så bare havde glemt at forsyne med de rigtige tal? Det er ufatteligt, at så iøjnefaldende fejl ikke kunne fanges inden udsendelsesstart.

Det er ikke nemt at sammensætte et etapeløb, der tilfredsstiller alle cykelentusiasters krav til såvel spænding som en stjernespækket startliste. Nogle kunne fristes til at tro, at de to parametre hører sammen, men i år så vi, at de også godt kan modarbejde hinanden. Ineos og Jumbo satte sig i al fald tungt på løbet, og i kraft af deres stærke ryttere kunne de minimere risikoen for dramatik. Det medførte bl.a., at feltets passage af Christian Winthersvej forløb lige lovligt kontrolleret, stigningens ekstreme hældning taget i betragtning.

De to storholds taktik på Vejle-etapen bestod tydeligvis i at holde deres respektive GC-favorit stabilt fremme så lang tid som overhovedet muligt, så det hele kunne afgøres på Kiddesvej. Præcis sådan endte det. Det var helt modsat sidste år, hvor Evenepoel ydmygede sine rivaler ved at køre solo langt udefra. På en eller anden måde er begge scenarier en smule kedelige. Klassisk klassikercykelløb med mange angreb mod slutningen havde været bedre.

Mon arrangørerne tør fortsætte med Vejle-etapen som den sidste af de fem? Det vil snart vise sig, når planerne for 2023-udgaven fremlægges.

Derimod er grusvejene ikke på vej tilbage til løbet lige foreløbig, hvis jeg forstår udtalelser fra arrangørerne korrekt.

Se også Danskebjerge.dk’s anmeldelse af årets Tour de France, med særlig vægt på de etaper, der var placeret her i Danmark:
https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/07/24/anmeldelse-af-det-rod-hvide-tour-de-france/

/Jacob

Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt 2022 var karakteriseret ved, at den var særdeles kort (med en distance på 126 km var den omtrent halvt så lang som Herning-etapen to dage før), samtidig med at højdemeterne var omtrent lige så talrige som normalt (1.700). Så det var ekstraordinært friske ben op mod ekstraordinært stejlt terræn.

En nok så afgørende faktor var holdenes styrke og intentioner. Det viste sig, at de stærkeste hold, Ineos og Jumbo Visma, var mest interesserede i at holde tingene samlet, så løbet blev kørt i et konstant højt tempo og uden væsentlige angreb før den sidste tur op ad Kiddesvej.

Her er de opdaterede data om de seneste års resultater af Vejle-etapen (opsummering nederst):

Vinderens gennemsnitsfart og felternes styrke pr. år i parentes (iht. rating hos Procyclingstats):

I 2016: 40,6 km/t (117)
I 2017: 41,1 km/t (171)
I 2018: 41,2 km/t (150)
I 2019: 41,8 km/t (115)
I 2021: 44,6 km/t (203)
I 2022: 43,6 km/t (296)

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20:

I 2015: 1.22 min.
I 2016: 0.23 min.
I 2017: 0.37 min.
I 2018: 0.11 min.
I 2019: 0.30 min.
I 2021: 5.44 min.
I 2022: 0.28 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40:

I 2015: 12.10 min.
I 2016: 1.25 min.
I 2017: 2.18 min.
I 2018: 1.04 min.
I 2019: 1.04 min.
I 2021: 13.12 min.
I 2022: 1.31 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60:

I 2015: 13.29 min.
I 2016: 3.21 min.
I 2017: 6.32 min.
I 2018: 3.03 min.
I 2019: 3.58 min.
I 2021: 13.39 min.
I 2022: 9.06 min.

Som det fremgår, var Vejle-etapen 2022 den næsthurtigst kørte Vejle-etape siden 2016. Det kan have noget med etapens korte distance at gøre, men feltets styrke (296 PCS-points) må også have spillet ind – det var det klart stærkeste felt i de seneste seks udgaver af løbet.

Tidsforskellene var i alle tre kategorier forholdsvis gennemsnitlige. Det betyder også, at selvom mange oplevede etapen som et defensivt kørt løb, så blev der skabt splittelse, som der plejer at gøre på Vejle-etapen. Der er fortsat ingen tegn på, at f.eks. rene sprintere kan gøre sig gældende i afslutningen.

/Jacob

I disse dage køres Tour of Scandinavia – et nyt professionelt etapeløb for kvinder, hvor der afvikles i både Danmark, Norge og Sverige. Egentlig er det en videreførelse af et andet løb, men det “pan-skandinaviske” element er mere fremtrædende nu.

Indtil for blot få år siden var Tour of Scandinavia mere et drømmeprojekt, udsprunget af tanken om, at man ville kunne lave et spændende og varieret etapeløb i de tre lande. Ambitionsniveauet ville også kunne hæves, med dertil hørende større pengepræmier, stærkere rytterfelt osv.

Undertegnede har selv puslet med tanken i mange år. I sommeren 2019 lavede jeg – igen: blot som et slags tankeeksperiment – nogle udkast til etaper i et Tour of Scandinavia (dengang tænkt som et løb for herrer).

Etaperne så således ud:

1. etape (Nordjylland): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=nscqnybeytazcbdo
2. etape (Sydnorge): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=zodamfnlubpckapn
3. etape (Sydnorge): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=cejuxotolpiscqrw
4. etape (Sydnorge-Sydsverige): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=nhqhrbqqrriuvyhy
5. etape (Sydsverige): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=zbubcfighjqwmtze
6. etape (Sydsverige-Sjælland): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=gzufavfedwfryuhb

(Gpsies.com er siden dengang blevet overtaget af AllTrails.com, og man videredirigeres dertil, når man trykker på linkene.)

I mine etapeforslag har jeg prioriteret, at man kommer så meget rundt som muligt, dvs. at der ikke er ret langt fra etapeafslutningen til næste dags etapestart. Jeg har også lagt vægt på, at start- og målområder befinder sig i eller nær større byer.

Derudover skrev jeg følgende i mine tilføjende bemærkninger dengang:

“Det er seks linjeløbsetaper – man kan selvfølgelig også indsætte en TT, hvor man lyster, ligesom man kan justere på, hvilke af de tre lande der har flest rutekilometer. I mit udkast har Norge de fleste, men til gengæld har Danmark både startetapen og slutetapen.

Kongeetapen bliver i mit forslag 3. etape. Det er måske lige lovligt tidligt i etapeløbet, men man kan jo eventuelt vende ruten om og lade sidste etape ligge i Jylland. Eller fjerne det store bjerg på 1000 højdemeter fra ruten og flytte etapen tættere på Oslo.”

Egentlige bjergetaper er svære at få lagt ind, når man skal blive i Sydskandinavien.

/Jacob