Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Et anderledes PostNord Danmark Rundt – var det godt?

Løb & ruter Posted on Sat, August 27, 2022 01:22:07
Hovedfeltet passerer Vallø Slot på 1. etape. Foto: Danskebjerge.dk

PostNord Danmark Rundt 2022 adskilte sig på flere punkter fra de senere års udgaver. Nogle af de nye tiltag gav pote, andre havde en mere tvivlsom effekt.

Traditionen tro får Danmarks store etapeløb et par spark i måsen og nogle klap på skulderen af Danskebjerge.dk i den årlige evaluering, hvor vi begynder med det gode og slutter med det dårlige.

  • Rytterkvaliteten. Sikke et flot felt, man fik tiltrukket denne gang. Foruden danske stjerner som Magnus Cort, Søren Kragh Andersen, Michael Mørkøv og Mattias Skjelmose deltog bl.a. Geraint Thomas, Egan Bernal, Michal Kwiatkowski, Christophe Laporte og Jasper Stuyven, der alle har vundet et eller flere af verdens allerstørste løb. Sprinterne Olav Kooij og Jasper Philipsen var også med, og de delte de tre sprinteretaper imellem sig – Kooij snuppede de to første, og Philipsen den sidste. Jeg ved ikke, om man nogensinde har haft så stærkt et felt til start. Det er i hvert fald ikke sket i en årrække. Og til forskel fra f.eks. 2021-udgaven af løbet var det ikke nogle få ryttere og hold, der havde favoritværdigheden – der var en vis spredning.
  • Nyskabelser. Tanker er jo ikke nødvendigvis gode, blot fordi de er nye. Men det lykkedes altså meget godt for arrangørerne at skabe hype om de nye tiltag, der fandt vej til årets udgave af løbet. Det gjaldt navnlig disse fire nyheder: at der var grussektioner på 3. etape, at Vejle-etapen lå til allersidst, at Vejle-rundstrækningen var forlænget, og at den stejleste og smalleste del af Christian Winthersvej nu også var med i PostNord Danmark Rundt. Det var også opsigtsvækkende, at der var så stor forskel på længden af etaperne (f.eks. var Vejle-etapen kun halvt så lang som 3. etape).
  • Spænding. Det var først på sidste tur op ad Kiddesvej, at det samlede klassement blev afgjort. Det er jo ikke i sig selv den ultimative succes, når løbet ender sådan, men hvis det var dette scenarie, der var ambitionen – at spændingen om den samlede sejr først skulle udløses på målstregen på den sidste etape -, så var det godt ramt af arrangørerne. Især bidrog valget af en beskeden distance på enkeltstartsetapen til den snævre afgørelse.
  • Vejret. Det var strålende sommervejr hele vejen igennem. Og ikke ret blæsende. Det gjorde løbet meget publikumsvenligt og gav fine sensommerbilleder fra motorcykler og helikopter.


Men ikke alt var perfekt ved årets PostNord Danmark Rundt. Her er Danskebjerge.dk’s kritikpunkter:

  • Tilskuerfremmødet. Der var generelt mange tilskuere i vejsiderne, men noget må være gået galt i Assens. Under enkeltstarten var der kun få mennesker, der kiggede på. Især på den del af ruten, der lå udenfor Assens by, var det småt med folk. Lige netop på Fyn kunne man ellers have forventet stor interesse for PostNord Danmark Rundt, da der traditionelt er meget brok i de år, hvor der ikke er etaper på øen.
  • Grus langt fra mål. Herning-etapen var speciel på to måder: Den var utroligt lang (239,3 km), og så var der strækninger på grus (18,2 km). Navnlig ét sted opstod der kaotiske tilstande, da feltet gik i stå i noget løst grus. Det var der delte meninger om bagefter, men én ting stod i hvert fald klart, og det var, at der var for langt fra det sidste grusstykke og frem til målstregen. Dermed blev etapen en sprinteretape, hvor kampen om klassementet aldrig rigtig kom i gang.
  • Få angreb fra favoritterne. Etaperne fik et noget ensartet forløb: En gruppe primært bestående af danske ryttere fra mindre hold fik lov at stikke af fra feltet tidligt, og så sad man bare og kiggede på, at udbruddet langsomt blev hentet ind igen. Der forekom i hele etapeløbet så godt som ingen angreb fra feltets stærkeste ryttere. Et par sekunders forspring til bl.a. Søren Kragh Andersen var, hvad det kunne blive til. En væsentlig årsag til dette var, at de største hold og i særlig grad Ineos Grenadiers sad med mange mand fremme og kørte et konstant højt tempo. Det gjorde de for at beskytte Magnus Sheffield i førertrøjen mod angreb. Mest udpræget var det på Vejle-etapen, hvis talrige stigninger ikke førte til den ventede dramatik. I den bedste af alle verdener havde det været ryttere som Magnus Cort og Søren Kragh, der havde vundet enkeltstarten. Det ville have tvunget Ineos og Jumbo Visma til at gå mere offensivt til værks.
  • Tv-dækningen. Tv-dækningen er så væsentlig en del af løbsoplevelsen for de cykelglade danskere, at den også skal have et par ord med på vejen. I år var det Tobias Hansen, der sad ved mikrofonen – tidligere har det været Henrik Liniger. Tobias Hansen var et frisk pust, men DR’s evindelige hang til at give dækningen et caféhyggepræg bestod. Jeg har svært ved at se, hvorfor man ikke bare behandler løbet på samme måde som ethvert andet professionelt cykelløb. En anden ting, der ville være godt at få strammet op på, er de faktuelle fejl. Der bliver til tider sagt virkelig meget, der er forkert, inden for ganske kort tid. Endelig var det skuffende, at vi stort set ikke fik set feltet klatre op ad Christian Winthersvejs stejleste del. Angiveligt skyldtes manglen, at DR netop på det tidspunkt var forpligtet til at sende et resumé af etapens hidtidige forløb til de internationale kanaler, men det kunne man vel have fundet en løsning på.
  • Grafik. Nu roste jeg lige sidste år PostNord Danmark Rundt for at være begunstiget af grafik, der faktisk var korrekt. Det var en stor lettelse, eftersom netop grafikdelen har været et af minusserne ved DR’s dækning. I år kom vi så ned på jorden igen – grafikkerne, der viste stigningernes egenskaber, var helt til hest. Man fik nærmest fornemmelsen af, at tallene for stigningsprocent og længde var trukket i en tombola. Eller var der tale om foreløbige udkast, som man så bare havde glemt at forsyne med de rigtige tal? Det er ufatteligt, at så iøjnefaldende fejl ikke kunne fanges inden udsendelsesstart.
Stiger Danmarks stejleste gade virkelig kun med 1,5% i gennemsnit? Og har den virkelig kun en højdeforskel på 13 meter? Svarene er nej og nej. Og det burde DR have opdaget.

Det er ikke nemt at sammensætte et etapeløb, der tilfredsstiller alle cykelentusiasters krav til såvel spænding som en stjernespækket startliste. Nogle kunne fristes til at tro, at de to parametre hører sammen, men i år så vi, at de også godt kan modarbejde hinanden. Ineos og Jumbo satte sig i al fald tungt på løbet, og i kraft af deres stærke ryttere kunne de minimere risikoen for dramatik. Det medførte bl.a., at feltets passage af Christian Winthersvej forløb lige lovligt kontrolleret, stigningens ekstreme hældning taget i betragtning.

De to storholds taktik på Vejle-etapen bestod tydeligvis i at holde deres respektive GC-favorit stabilt fremme så lang tid som overhovedet muligt, så det hele kunne afgøres på Kiddesvej. Præcis sådan endte det. Det var helt modsat sidste år, hvor Evenepoel ydmygede sine rivaler ved at køre solo langt udefra. På en eller anden måde er begge scenarier en smule kedelige. Klassisk klassikercykelløb med mange angreb mod slutningen havde været bedre.

Mon arrangørerne tør fortsætte med Vejle-etapen som den sidste af de fem? Det vil snart vise sig, når planerne for 2023-udgaven fremlægges.

Derimod er grusvejene ikke på vej tilbage til løbet lige foreløbig, hvis jeg forstår udtalelser fra arrangørerne korrekt.

Se også Danskebjerge.dk’s anmeldelse af årets Tour de France, med særlig vægt på de etaper, der var placeret her i Danmark:
https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/07/24/anmeldelse-af-det-rod-hvide-tour-de-france/

/Jacob



Ekstraordinær Vejle-etape gav gennemsnitlige resultater

Løb & ruter Posted on Sat, August 20, 2022 18:43:35

Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt 2022 var karakteriseret ved, at den var særdeles kort (med en distance på 126 km var den omtrent halvt så lang som Herning-etapen to dage før), samtidig med at højdemeterne var omtrent lige så talrige som normalt (1.700). Så det var ekstraordinært friske ben op mod ekstraordinært stejlt terræn.

En nok så afgørende faktor var holdenes styrke og intentioner. Det viste sig, at de stærkeste hold, Ineos og Jumbo Visma, var mest interesserede i at holde tingene samlet, så løbet blev kørt i et konstant højt tempo og uden væsentlige angreb før den sidste tur op ad Kiddesvej.

Her er de opdaterede data om de seneste års resultater af Vejle-etapen (opsummering nederst):


Vinderens gennemsnitsfart og felternes styrke pr. år i parentes (iht. rating hos Procyclingstats):

I 2016: 40,6 km/t (117)
I 2017: 41,1 km/t (171)
I 2018: 41,2 km/t (150)
I 2019: 41,8 km/t (115)
I 2021: 44,6 km/t (203)
I 2022: 43,6 km/t (296)


Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20:

I 2015: 1.22 min.
I 2016: 0.23 min.
I 2017: 0.37 min.
I 2018: 0.11 min.
I 2019: 0.30 min.
I 2021: 5.44 min.
I 2022: 0.28 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40:

I 2015: 12.10 min.
I 2016: 1.25 min.
I 2017: 2.18 min.
I 2018: 1.04 min.
I 2019: 1.04 min.
I 2021: 13.12 min.
I 2022: 1.31 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60:

I 2015: 13.29 min.
I 2016: 3.21 min.
I 2017: 6.32 min.
I 2018: 3.03 min.
I 2019: 3.58 min.
I 2021: 13.39 min.
I 2022: 9.06 min.


Som det fremgår, var Vejle-etapen 2022 den næsthurtigst kørte Vejle-etape siden 2016. Det kan have noget med etapens korte distance at gøre, men feltets styrke (296 PCS-points) må også have spillet ind – det var det klart stærkeste felt i de seneste seks udgaver af løbet.

Tidsforskellene var i alle tre kategorier forholdsvis gennemsnitlige. Det betyder også, at selvom mange oplevede etapen som et defensivt kørt løb, så blev der skabt splittelse, som der plejer at gøre på Vejle-etapen. Der er fortsat ingen tegn på, at f.eks. rene sprintere kan gøre sig gældende i afslutningen.

/Jacob



Tour of Scandinavia – et “gammelt” bud på etaper

Løb & ruter Posted on Fri, August 12, 2022 12:09:48
Den afsluttende etape i Tour of Scandinavia ifølge Danskebjerge.dk’s forslag fra 2019.

I disse dage køres Tour of Scandinavia – et nyt professionelt etapeløb for kvinder, hvor der afvikles i både Danmark, Norge og Sverige. Egentlig er det en videreførelse af et andet løb, men det “pan-skandinaviske” element er mere fremtrædende nu.

Indtil for blot få år siden var Tour of Scandinavia mere et drømmeprojekt, udsprunget af tanken om, at man ville kunne lave et spændende og varieret etapeløb i de tre lande. Ambitionsniveauet ville også kunne hæves, med dertil hørende større pengepræmier, stærkere rytterfelt osv.

Undertegnede har selv puslet med tanken i mange år. I sommeren 2019 lavede jeg – igen: blot som et slags tankeeksperiment – nogle udkast til etaper i et Tour of Scandinavia (dengang tænkt som et løb for herrer).

Etaperne så således ud:

  1. etape (Nordjylland): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=nscqnybeytazcbdo
  2. etape (Sydnorge): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=zodamfnlubpckapn
  3. etape (Sydnorge): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=cejuxotolpiscqrw
  4. etape (Sydnorge-Sydsverige): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=nhqhrbqqrriuvyhy
  5. etape (Sydsverige): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=zbubcfighjqwmtze
  6. etape (Sydsverige-Sjælland): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=gzufavfedwfryuhb

(Gpsies.com er siden dengang blevet overtaget af AllTrails.com, og man videredirigeres dertil, når man trykker på linkene.)

I mine etapeforslag har jeg prioriteret, at man kommer så meget rundt som muligt, dvs. at der ikke er ret langt fra etapeafslutningen til næste dags etapestart. Jeg har også lagt vægt på, at start- og målområder befinder sig i eller nær større byer.

Derudover skrev jeg følgende i mine tilføjende bemærkninger dengang:

“Det er seks linjeløbsetaper – man kan selvfølgelig også indsætte en TT, hvor man lyster, ligesom man kan justere på, hvilke af de tre lande der har flest rutekilometer. I mit udkast har Norge de fleste, men til gengæld har Danmark både startetapen og slutetapen.

Kongeetapen bliver i mit forslag 3. etape. Det er måske lige lovligt tidligt i etapeløbet, men man kan jo eventuelt vende ruten om og lade sidste etape ligge i Jylland. Eller fjerne det store bjerg på 1000 højdemeter fra ruten og flytte etapen tættere på Oslo.”

Egentlige bjergetaper er svære at få lagt ind, når man skal blive i Sydskandinavien.

/Jacob



Her er hvad der venter i PostNord Danmark Rundt 2022

Løb & ruter Posted on Sat, July 30, 2022 12:30:39

Det store danske etapeløb PostNord Danmark Rundt kommer i år til at ligne de gamle udgaver af løbet, forstået på den måde, at der er en del guf for sprinterne og kun én etape, hvor stigningerne kan ventes at skabe væsentlig udskilning. Det store spørgsmål er den maratonagtige etape til Herning, hvor grussektionerne potentielt kan blive afgørende for klassementet.

Her er en kort gennemgang af hver etape, med særlig fokus på bakkerne:

1. etape, Allerød-Køge, 223 km: En lang etape, hvor rytterne ved Skjoldenæsholm kommer tæt forbi et af Sjællands højeste punkter, Gyldenløveshøj. Det er dog længere mod syd – ved Gisselfeld Gods efter 128 km -, at feltet når dagens vel nok hårdeste stigning, som også indgår i kampen om bakketrøjen. Arrangørerne skriver selv, at etapen har et forventet sprinteropgør som afslutning, og det skal nok passe.

2. etape, Assens, 12,2 km: En ret flad enkeltstart og samtidig temmelig kort. Mit bud er, at det ikke bliver enkeltstarten, der afgør årets PostNord Danmark Rundt.

3. etape, Otterup-Herning, 239 km: En monsteretape, hvor længden og grusvejene kan få stor betydning. Ruten giver associationer til Paris-Roubaix, hvilket vil sige, at det er de robuste ryttertyper, der står stærkest her. Men måske er det ikke de samme typer, der kan følge med på de stejle stigninger i Vejle? Arrangørerne tror selv på masser af dramatik på denne etape, som de betegner som Kongeetapen.

4. etape, Skive-Skive, 167 km: En klassisk PostNord Danmark Rundt-etape med nogle moderate bakker undervejs og en kuperet rundstrækning til sidst. Sprinterne vil have gode muligheder igen her, men det er ikke så ligetil som i Køge på 1. etape.

5. etape, Give-Vejle, 126 km: En særdeles kort Vejle-etape, men med masser af højdemeter og ikke mindst høje stigningsprocenter. Østengårdvej, Gl. Kongevej, Kiddesvej og andre velkendte stigninger er med, men der er også et par nye indslag. Det ene er Christian Winthersvej, som med 75 km til mål skal bestiges direkte fra Jellingvej i stedet for via Gl. Kongevej. Det kan godt blive kaotisk, da Christian Winthersvej ikke blot er Danmarks stejleste gade, men også meget smal. Det andet nye påfund er udvidelsen af Kiddesvej-rundstrækningen, således at rytterne nu skal ud på en længere sløjfe mod syd. Det bliver spændende at se, hvordan nyskabelserne spænder af.

Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt har i år mistet sin status som Kongeetape, men der er ikke desto mindre mange barske stigninger på den.

Hvem der kan vinde? Tjah, Magnus Cort har jo erklæret, at han vil deltage, og han er ikke et helt dårligt bud. Han kan spurte, han kan køre enkeltstart, og han er stærk på små hårde stigninger. Men kan han også klare en etape, der næsten har VM-længde og er forsynet med grus hen mod slutningen? Det er måske mere tvivlsomt. Her står ryttere som Alexander Kamp og Kasper Asgreen nok stærkere, men stiller de overhovedet op til PostNord Danmark Rundt i år? Der er i skrivende stund en del usikkerheder, så vi må vente med bedre gæt til senere.

/Jacob



Anmeldelse af det rød-hvide Tour de France

Løb & ruter Posted on Sun, July 24, 2022 19:33:30

Mens disse linjer skrives, suser Tour de France-feltet gennem de parisiske gader. Der er en masse dannebrogsflag at se, og man må generelt sige, at Dannebrog i den grad har vajet over dette års udgave af det franske etapeløb.

Her er mine betragtninger om især den danske del af Touren 2022.

Folkefest ved Côte d’Høve Stræde, som undertegnede selv var til stede ved.

De danske ruter
De tre danske etaper bestod som bekendt af en enkeltstart i det indre København, en linjeløbsetape fra Roskilde til Nyborg og en linjeløbsetape fra Vejle til Sønderborg. Baseret på erfaringen fra Giro-starten i 2012 havde jeg ikke de store forventninger til, at ruterne på 2. og 3. etape ville blive sportsligt interessante, og det blev de heller ikke. Som med Giro d’Italia var det tydeligt, at arrangørerne ønskede sig spurtfinaler. Det er trist, at det endnu ikke er lykkedes at få nogen af de helt store internationale løb til Danmark, uden at løbene på forhånd er dømt til at blive sprinteropgør.

Det påståede højdepunkt i løbet af de tre danske Tour-dage skulle være passagen af Storebæltsbroen på 2. etape. Der var ikke grænser for, hvor farligt dette sted kunne være for klassementsfolkene – i hvert fald ifølge mediedækningen. Arrangør og presse indgik med åbne øjne en uhelllig alliance, der gik ud på at ophøje den hidsige sidevind på broen til et kommende drama. Al statistik sagde, at sandsynligheden for vejrskabt kaos var langt under 50%, men når der skal skabes begejstring, bliver facts kastet under bussen. Det er faktisk bedrøveligt for os, der efterspørger et minimum af nøgternhed i sportsjournalistikken.

Det viste sig, at ikke kun den hårde sidevind udeblev. Det gjorde feltets angrebslyst også. Sjældent har man set et mere passivt hovedfelt end på 2. og 3. etape. Cort stak af på Jellingvej i Vejle og kunne køre 130 kilometer af etapen i ensom majestæt, mens han blev hyldet af tilskuerne. Det var på flere måder smukt, men sportsligt var det lidt mystisk – især når man på de efterfølgende etaper kunne se, hvordan holdene var aldeles desperate efter at komme med i udbrud. Et spørgsmål trænger sig på: Var det mon aftalt spil?

Hovedfeltets rolige tur hen over Storebæltsbroen var også påfaldende. Vel var der modvind. Men når små grupper kunne komme op til feltet bagfra, så ligner det lidt, at der var indgået en form for borgfred. Som om, at holdenes indstilling til den danske Tour-start var, at man bare skulle komme så let igennem de tre dage som muligt.

Begejstringen og tilskuermasserne
Den største forskel på Giro-starten i 2012 og Tour-starten 10 år senere var for mig at se publikumsmængderne. Giro’en afvikles i maj, og derfor var der ikke så mange, der dengang havde mulighed for at stå i vejsiden og heppe først på eftermiddagen.

De danske Tour de France-etaper var derimod store tilløbsstykker, og især på enkeltstartsruten og ved opløbene til de seks bjergspurter stod mennesker i tykke lag. Koldingvej tager prisen som det vildeste sted på samtlige tre dage, men de tre Odsherred-sprinter tog sig også spektakulære ud.

Et klimaks kunne have været Dybbøl Banke i Sønderborg, men der var angiveligt vægtige grunde til at vælge et industrikvarter som målområde i stedet.

Tv-dækningen var som ventet af høj kvalitet. Her skal man huske på, at dét med transmissioner allerede fra startskuddet af etaperne er et fænomen med kun få år på bagen. Så vi fik som tv-seere det maksimale udbytte – modsat dengang i 2012, hvor dækningen først startede midt på eftermiddagen, hvilket en del kommuner først opdagede efter at have kastet en masse skattekroner efter projekter, der skulle få dem ud på alverdens tv-skærme.

Corts soloshow i Nordvestsjælland og Jylland var som sagt et slags underholdningsstunt, der kynisk betragtet var udsigtsløst. Men det fungerede ikke desto mindre rigtig godt. Brølene fra tilskuerne var uden tvivl større, end hvis det havde været et par anonyme mellemeuropæiske ryttere, der havde været i udbrud. Så tak til Cort for at have pustet ekstra liv i den rød-hvide folkefest.

De franske ruter
Jeg vil ikke gå så meget ind i, hvad der skete på etaperne efter det franske visit i Danmark. Men jeg vil lige knytte en kommentar til løbet generelt.

For det blev en af de mest interessante udgaver af Tour de France, jeg kan huske.

Her tænker jeg ikke så meget på de slag, der blev udkæmpet i bjergene. Jeg synes mere, at mellemetaperne stak ud. Vi er jo vant til, at der især i etapeløbets første halvdel er en håndfuld forudsigelige etaper med udbrud, som er dømt til at blive hentet, så sprinterne kan slås om sejren. Den type langgabere var der kun ganske få af i år (hvor vi vel må erkende, at de to danske linjeløbsetaper hørte til den kategori). Derimod så vi adskillige etaper, hvor flere scenarier var i spil helt frem til de allersidste kilometer, og det er sådan, cykling er bedst efter min mening.

En vigtig årsag til de spændende forløb var rutedesignet. Der var lagt stigninger ind med omtanke, således at der konstant blev holdt liv i kampen mellem udbryderne og feltet. At det så også kom Danmark til gode – i form af Magnus Corts og Mads Pedersens etapesejre – er selvfølgelig glædeligt set med rød-hvide briller, men det siger også noget om, hvilke ryttertyper Danmark er leveringsdygtig i: Robuste ryttere, der kan begå sig på både flad vej og på stigninger på op til 2-3 kilometers længde.

Og apropos Mads P: Netop som jeg nærmer mig det sidste punktum i denne tekst, kører rytterne ind på den sidste omgang i Paris. Den tidligere danske verdensmester har været nævnt som en af favoritterne til etapesejren. Mon han sætter det perfekte danske punktum for det mest danske Tour de France nogensinde? Lad os se. Konkurrencen er hård.

/Jacob



Revolutionerende nye tiltag i Danmarks største etapeløb

Løb & ruter Posted on Thu, February 24, 2022 17:02:14
Rutekort fra præsentationen af 5. etape.

To længe ventede ændringer i PostNord Danmark Rundt i 2022:

1.) På Vejle-etapen skal feltet op ad Chr. Winthersvej, vel at mærke HELE Chr. Winthersvej, dvs. inklusive det smalle vejforløb, der begynder ved Jellingvej og stiger med over 20 procent helt fra starten. Med andre ord er Gl. Kongevej ikke med her – det er den dog ved anden passage, så vidt jeg har forstået det.

Blandt bakkekendere har der længe været et ønske om at få hele Chr. Winthersvej med i PostNord Danmark Rundt. Forventningen har dog været, at det ville ske som del af en enkeltstart, idet den første del af Chr. Winthersvej er meget smal. Nu har arrangørerne så alligevel fået plads til vejen i linjeløbet. Det hænger måske sammen med, at stigningen er placeret ret langt fra mål og dermed inden, at kampen om etapesejren for alvor spidser til.

Chr. Winthersvej er Danmarks stejleste (ikke-blinde) gade med en stigningsprocent på op til 25,5%. Denne maksimale stigningsprocent befinder sig omtrent halvvejs, få meter før krydset, hvor Gl. Kongevej og Chr. Winthersvej mødes.

2.) Vejle-etapens afsluttende rundstrækning med Kiddesvej er blevet forlænget. Det giver god mening, for den traditionelle rundstrækning på blot 5,7 km har ved flere lejligheder vist sig at være for kort.

Arrangøren fremhæver, at Evenepoels solosejr sidste år demonstrerede rundstrækningens begrænsninger. Jeg skrev selv dengang: “Man kan spørge, om det er kønt, at hovedfeltet bliver overhalet med en omgang af etapevinderen. Det var en spektakulær hændelse, ja, men også en anelse kikset. (Med en lidt længere rundstrækning var det næppe sket.)”

Nu har vi så fået forlængelsen, og det glæder jeg mig over. Selvfølgelig har en kort rundstrækning nogle fordele, men der var også noget “Mickey Mouse” over den gamle Kiddesvej-runde, og vi har i flere løb set, at afgørende angreb har fundet sted samtidig med, at bagudkørte ryttere er blevet overhalet. Det minder lidt for meget om amatørløb. Men bliver formentlig et mindre sandsynligt scenarie fremover.

Alt i alt: Nogle ret revolutionerende ændringer, som – hvis de bliver en succes – vil give endnu bedre cykelløb på Vejle-etapen end hidtil.

/Jacob



Bjergbyen Vejle vil være World Tour-vært

Løb & ruter Posted on Thu, November 04, 2021 22:20:36

Vejles politikere har nu vedtaget, at kommunen vil forsøge at blive vært for et World Tour-løb. Med stemmerne 26 for og 4 imod har byrådet igangsat en ansøgningsproces, som kommer til at koste 100.000 kroner. Når ansøgningen er færdig, vil den blive evalueret af den internationale cykelunion UCI. Måske vil svaret foreligge allerede i marts 2022.

Om alt går vel, vil man indenfor ganske få år kunne se nogle af verdens bedste cykelryttere udkæmpe drabelige slag på Vejles mest barske stigninger. Terrænet er i sværhedsgrad på højde med det, man kender fra f.eks. det sydligste Holland, hvor endagsklassikeren Amstel Gold Race afvikles. I denne video, som Danskebjerge.dk har produceret for nylig, kan du møde tre af de mest udfordrende Vejle-bakker, set fra cykelrytterperspektiv:

Trætte cykelmotionister kæmper sig op ad de vejlensiske bakker med de skrækindjagende stigningsprocenter.

DR Sportens cykelkommentator, Tobias Hansen, er blandt dem, der ser frem til et nyt dansk endagsløb – noget han mener burde være realiseret for længst: “At Danmark, som bryster sig af at være verdens førende cykelland, ikke har et World Tour-løb, er helt vildt,” udtaler han i en artikel om beslutningen.

Og deri kan undertegnede kun give ham ret. Ikke nok med, at Danmark i årtier har spillet en yderst anonym rolle som international løbsarrangør. Vi er på det seneste også blevet indhentet af lande som Kroatien, Slovenien og Norge, når det gælder større løb. Det er for slapt!

Nu tager Vejle så et initiativ, som forhåbentlig vil udmønte sig i en fremragende World Tour-event. Vi glæder os. Men ud fra en mere kølig betragtning er det vel faktisk først om nogle år, at vi vil kunne se, om projektet bliver en rigtig succes. For hvis løbet skal resultere i en varig styrkelse af Danmark som cykelland, så skal det selvfølgelig blive en gentagen begivenhed. Der er himmelvid forskel på et enkeltstående cykelløb og en traditionsrig klassiker. Det er det sidstnævnte, der for alvor vil rykke.

En af styrkerne ved Vejle som løbsarrangerende by er, at stigningerne ligger så tæt på byen, som de gør – nogle af dem endda inden for selve bygrænsen. Det ser man også på Danskebjerge.dk’s ruteforslag ovenfor, som er lavet som en illustration af, hvor udfordrende områdets terræn kan være. Rundstrækningen ligger i det nordvestlige Vejle og nærmest omegn. Den er 31 km lang og har ca. 400 højdemeter. Den stejleste stigning på ruten er Gl. Kongevej (19,5%). Bemærk, at nedkørslen før Gl. Kongevej er placeret på forbindelsesvejen ved Uhre – denne vej er endnu ikke færdigbygget, men bliver det nok, inden World Tour-løbet bliver kørt.

/Jacob



Syv nederlag ud af syv – et år i en motionists cykelkarriere

Løb & ruter Posted on Sat, October 16, 2021 23:30:20

Normalt belemrer jeg ikke læserne af denne blog med egne præstationer og fiaskoer i mit beskedne motionistliv, men her vil jeg gøre en undtagelse. Jeg har nemlig tænkt på, at de sportslige dramaer, der udspiller sig under motionscykelløb, nærmest aldrig omtales, selvom mange af de løbsdeltagere, der typisk slutter langt fra podierne (inklusive undertegnede), kører sig lige så meget i hegnet som eliterytterne. Så her er et indspark fra andet geled.

Selv har jeg for længst valgt den strategi, at hvis jeg stiller op til et løb, så er det for at presse mig selv mest muligt og cykle hurtigst muligt. At køre kontrolleret og langsomt kan man jo gøre derhjemme!

Det, der så er lidt drilsk ved lige netop cykelløb, er, at man ikke bare kan vælge sit eget tempo, hvis man vil opnå det optimale resultat. Der er nemlig fordele ved at ligge på hjul af andre undervejs, og derfor kan det alt andet lige betale sig at bruge kræfter på at hægte sig på dem, der måske er en my bedre end én selv. Bagsiden af medaljen er, at man nemt syrer til og derfor kan mangle overskud på den sidste del af ruten. Med andre ord er der flere parametre, der skal passe sammen, for at man får et optimalt løb. Som regel knækker elastikken før eller siden, og så er det altid spændende, hvordan tingene udvikler sig derefter.

Jeg vil nedenfor beskrive de syv motionsløb, jeg har kørt i 2021. Særlig fokus er på, hvor og hvordan det ”gik galt”.

Situation fra Proowned Classic ved Skamstrup, hvor slagne ryttere ligger i smågrupper. (Foto: Klaus Hestkjær Carstensen)

Sorø Classic (Sjælland), maj, 52,3 km:
Et løb, jeg har deltaget i en håndfuld gange. Løbet har karakter af skærsild, dvs. der er nogle hårde bakker tidligt på ruten, som er afgørende for, hvordan resten af éns løb går. Der har været en enkelt gang, hvor jeg klarede mig godt gennem den første tredjedel og kom i mål med en snitfart på over 35 km/t, men normalt – og således også i år – ryger jeg af den forreste gruppe og ligger derefter sammen med en mand eller to, og det betyder jo langsommere tempo, næsten uanset hvor hårdt man kæmper.
Måden, jeg blev sat på: Højt tempo på stigninger.

Mors Rundt (Jylland), juli, 65,7 km:
Ruten ligger på den sydlige halvdel af øen Mors, hvor der ikke er ret kuperet. Men efter seks km er der en gedigen stigning, og på den måde kan der – som i Sorø Classic – ske en udskilning meget tidligt. Af samme grund gav jeg alt, hvad jeg havde i mig på denne bakke (nok den højeste energiudladning i hele sæsonen), og det lønnede sig, for den følgende time kunne jeg sidde i en stærk gruppe, der holdt en snitfart på 40 km/t. Der var ganske meget læ i gruppen pga. dens størrelse, og når jeg fik problemer med accelerationer, blev jeg reddet af, at der kom mange ryttere op bagfra, som jeg kunne hægte mig på. Jeg endte med at køre de 67 km med 39 km/t i snit, hvilket er det hurtigste i et løb nogensinde for mit vedkommende. Bakker kan være meget fedt, men et hurtigt løb er bestemt også fedt!
Måden, jeg blev sat på: Hen mod slutningen sad jeg i en mindre gruppe og tog en enkelt føring, hvorefter de andre kørte udenom, uden at jeg kunne følge med.

Kongeetapen (Jylland), august, 97,6 km:
Kongeetapen for motionister finder sted samme dag som de professionelles Kongeetape i PostNord Danmark Rundt. Motionistløbet har været afviklet i en længere årrække, og jeg har deltaget i det et par gange før. Det er en logistisk bøvlet omgang, fordi man starter ét sted og slutter et andet, men det er tillokkende, at ruten foregår på den samme rute, som den proerne kører. Ja, og så er det jo en barsk ruteprofil med de knaldhårde stigninger i Vejle Ådal og i selve Vejle. Denne gang gik starten i Vamdrup – vinden var gunstig, og indtil Egtved stødte vi kun på enkelte stigninger. Men så gik det løs, og jeg fik overraskende tidligt krampefornemmelser i begge lår. Cirka halvvejs gennem de 97 km måtte jeg slippe frontgruppen, og resten af turen stod på få medryttere og himmelhøje stigningsprocenter. Kramperne gjorde mig nervøs for Kiddesvej, men takket være min ekstra klinge foran, fik jeg kæmpet mig op og i mål. Det er første gang i mange år, at jeg har haft kramper til et cykelløb.
Måden, jeg blev sat på: Højt tempo på stigninger.

Rundt om Rold (Jylland), august, 55 km:
Ved Rebild Bakker er stigningerne ikke helt så stejle som ved Vejle. Men der er mange højdemeter, og derfor er det ikke et løb, man sætter fartrekorder i. Lidt paradoksalt var det ved et kryds, at jeg blev sat fra den gruppe, jeg ellers havde koblet mig på. Der var tale om først et sving til højre ad en cykelsti og lige derefter et venstresving over vejen. Farten kommer langt ned sådan et sted, og jeg fik fornemmelsen af, at en af de andre i gruppen benyttede lejligheden til at tage en hård føring på vej væk fra krydset. Bum – jeg var sat, og så måtte jeg alliere mig med nogle af de andre slagne. Det er ofte, at sving og chikaner er årsag til, at jeg bliver sat fra en gruppe – oftere end bakker, vil jeg faktisk sige. Det skyldes, at skarpe sving følges af hårde accelerationer, mens en bakke som regel begynder blødere. I de fleste tilfælde har bakkerne dog alligevel spillet ind – de har tvunget pulsen op i det røde felt og gjort mig mere sårbar overfor temposkift.
Måden, jeg blev sat på: Opbremsning ved sving og derpå følgende acceleration.

Tour de Vest (Sjælland), september, 67,8 km:
Efter tre løb i Jylland var jeg nu tilbage på ”hovedøen”, og det var til et løb, som jeg har kørt før. Ruten vest for København er lidt kroget, men der er ingen store bakker, så der er gode chancer for at cykle hurtigt her. Lidt skuffende blev jeg dog sat efter ca. 20 km (det er sket lidt for tit for mig i årets løb!) – det var det sted på ruten, hvor terrænet er mest krævende. Jeg fandt dog snart en ny ganske god gruppe, omend flere af de stærkeste ryttere i den havde en irriterende vane med at køre helt ude i højre side af vejen, når de tog føringer. På et tidspunkt var jeg også røget bag af dansen her, men som ved et slags mirakel blev de andre i gruppen bremset af trafik ved et kryds, og så kunne jeg komme op til dem igen. Mere held end forstand! Næste gang jeg deltager i Tour de Vest, skal målet være at holde mig i samme gruppe fra start til mål.
Måden, jeg blev sat på: Forhøjet tempo i stigende terræn kombineret med skarpt sving.

Værtens Mindste Broløb (Sjælland), september, 72,6 km:
Ruten har start og mål i Karrebæksminde og minder i sværhedsgrad lidt om den i Tour de Vest. Første gang jeg kørte det – i 2017 – gennemførte jeg med 37,1 km/t i snit, hvilket jeg ikke var i nærheden af i år. Det blæste en del, og efter cirka 30 km sad jeg på det yderste af en vifte, hvor frontmanden gik til stålet i sidevinden. Pludselig blev jeg ”skubbet” væk af to andre i gruppen, som ikke var kommet med på viften, og det betød faktisk, at jeg umiddelbart efter sakkede agterud. Den måde at blive sat på har jeg ikke prøvet før! Derefter fulgte en snes kilometer i ensom majestæt. Det er altid en svær situation at være i, for man ved aldrig helt, om der kommer nogen op bagfra. Det gjorde der så i dette tilfælde, og jeg fulgtes det sidste stykke af vejen med den gruppe.
Måden, jeg blev sat på: Positionskamp på vifte i hård sidevind.

Proowned Classic – DM for motionister (Sjælland), oktober, 60,3 km:
Løbet var specielt på den måde, at det foregik på en rundstrækning og kun den. Runden er 12 km lang, dvs. jeg skulle køre den fem gange for at gennemføre 60 km. Ruten er bakket, kulminerende med en af Sjællands største stigninger, Dønnerupbakken, på næsten 50 højdemeter. Det var på forhånd helt urealistisk for mig at koble mig på de forreste, for det var virkelig et muskuløst felt med flere tidligere topidrætsfolk. Da der samtidig var relativt få deltagere, var der langt mellem felterne, og endnu en gang kom jeg til at befinde mig i smågrupper à 2-4 mand. Det blev et langsomt løb for mit vedkommende – lige under 32 km/t i snit -, hvilket dog skal ses i lyset af, at ruten har et antal højdemeter svarende til, hvad man vil møde i Vejle-området.
Måden, jeg blev sat på: Forhøjet tempo i stigende terræn kombineret med skarpt sving.

Hvis man skulle oddse på de cykelløb, jeg deltager i, vil jeg sige, at det som regel vil give overskud at satse på, at jeg slutter i den bedste tredjedel af feltet. Det hænder dog også, at jeg slutter langt tilbage – ikke pga. dårlig form (min form er ret konstant henover sæsonen), men fordi styrken blandt deltagerne kan variere en del fra løb til løb.

Min gennemsnitlige puls i ovenstående løb ligger på 85%-89% af maks. Gennemsnitspulsen er dog ikke noget særlig godt parameter for, hvor hårdt løbene hver især har været for mig. Et hårdt løb har oftest budt på mange accelerationer med dertil hørende skarpe stigninger i pulsen, hvilket er mere udmarvende, end hvis der cykles i konstant høj fart og tilsvarende konstant puls.

/Jacob



Sidevindsdrama på Storebæltsbroen? Nok ikke.

Løb & ruter Posted on Fri, October 15, 2021 01:57:01

Når det gælder de danske etaper i Tour de France 2022, er det ikke meget, der bliver talt om bakkerne på ruten. Til gengæld tales der en del om vinden, for på Storebæltsbroen, som rytterne skal henover på 2. etape, er vinden potentielt en vigtig faktor. I sidevind kan feltet blive splittet op, og nogle af løbets favoritter til det samlede klassement kan tabe værdifuld tid allerede her.

Men, men, men. Hvor farlig er det lige den vind er?

Teoretisk set vil den mest udfordrende vind komme fra NNV eller SSØ. Fra de to retninger vil vinden nemlig ramme Storebæltsbroen vinkelret. Og så er der basis for sidevindsangreb. Disse vindretninger er ganske vist ikke de mest hyppige i Danmark, men en syd-sydøstlig vind på en lun sommerdag er bestemt en mulighed.

Her er der så bare det problem, at om sommeren er vind fra syd og øst typisk et tegn på højtryksvejr. Og i højtryksvejr har vinden det med at være ret beskeden. Det vender jeg tilbage til.

Men hvad så med den gode danske vestenvind? Ja, vind fra vestlige retninger er det mest almindelige i Danmark, og på dage med vestenvind kan det godt ruske en del. Vind fra vest vil navnlig kunne udfordre Tour de France-rytterne på vej ned mod Storebæltsbroen fra nord, hvor ruten går tæt forbi Storebælt, men – og der har vi “problemet” – ude på broen, hvor rytterne er mest udsatte, vil vinden ramme dem primært forfra, og modvind er ikke kendt for at splitte felter. Nærmest tværtimod: I modvind er det mest favorabelt at gemme sig i hovedfeltet, og derfor vil vestenvind på Storebæltsbroen ikke umiddelbart kaste noget cykelmæssigt festfyrværkeri af sig.

Mange af os tænker nok på Storebæltsbroen som øst/vestgående. Men faktisk ligger broens vestlige ende ca. 6 km sydligere end dens østlige ende.

Spørgsmålet er så også, om der overhovedet kommer så meget blæst, som mange går og håber på. De danske Tour de France-etaper køres 1.-3. juli – i den tid på året, hvor der statistisk set er allermindst vind i Danmark. Se f.eks. denne opgørelse fra Voer.

Meget skal falde på plads, for at de cykelfans, der håber på splittelse og sidevindskørsel på broen før Nyborg, får deres våde drøm opfyldt. De skal både begunstiges af en stor portion blæst og en drilsk vindretning. Hårde odds. Hvis man skal være realistisk, så vil noget i stil med 6 m/s fra syd være udmærket. Jeg tror ikke, man skal sætte snuden op efter meget mere end det.

I det hele taget er sidevindskørsel noget, der mere tales om, end det praktiseres. Faktisk er disciplinen ofte mest effektiv, når der er et overraskelsesmoment i det. Det vil der ikke være på Storebæltsbroen, for alle holdene har hørt om vindens potentielle betydning her. Så holdene med favoritterne vil sidde helt klar, når de når til Korsør. Endnu et argument for, at broturen kan blive en halvtam omgang.

Misforstå mig ikke: Under de rette forhold vil turen over Storebæltsbroen kunne skrive sig ind i Tour-historien som et dramatisk moment. Men jeg tror nu mest på, at det vil være den pæne broarkitektur og spurten inde i Nyborg, der vil stå tilbage som højdepunkterne på etapen.

/Jacob

P.S.: Det vil langt fra være første gang, at et professionelt cykelløb suser hen over Storebæltsbroen. Det er sket nogle gange i forbindelse med Post Danmark Rundt – senest i 2004, hvor etapen gik fra Odense til Roskilde:
https://youtu.be/Cxa88jXm8dw



De belgiske danskerbakker – en ultrakort guide

Løb & ruter Posted on Thu, September 23, 2021 22:07:40
Som man kan se på ruteprofilen, består VM-ruten af en kombination af rundstrækninger.

Der er flere måder, du kan gøre dig fortrolig med VM-ruten i Leuven på. Du kan f.eks. se junior- og U23-løbene, der afvikles inden på søndag, eller du kan tage forstørrelsesglasset frem og studere den detaljerede ruteprofil.

Men hvis du ikke rigtig orker nogen af delene, så kommer her nogle ganske få linjer om den landevejsrute, der venter ved VM:

Arrangørerne har lavet et rutedesign, der er bygget op om et sæt rundstrækninger. Disse rundstrækninger kombineres så på forskellig vis i de forskellige løb. I bund og grund behøver man bare kende til to rundstrækninger.

Den ene er den, der kaldes Flandern-rundstrækningen. En kuperet rundstrækning, der i sværhedsgrad kan minde lidt om vejene i og omkring Vejle. Bakkerne er på mellem 20 og 60 højdemeter. To stigninger skiller sig ud. Det er Moskestraat, der både har brosten og en maksimal stigningsprocent på 18 – en skrap “mur”. Den anden er Smeysberg, der på papiret er lidt lettere end Moskestraat, men som til gengæld har en kritisk placering, nemlig som den sidste bakke, inden rytterne kører ud af Flandern-rundstrækningen. I eliteløbet er der ca. 50 km fra Smeysberg til målstregen. Et godt bud er, at der her sker en afgørende udskilning.

Den anden rundstrækning, man bør kende, er Leuven-rundstrækningen. Den indgår adskillige gange på ruten. Den er en smule mindre kuperet end Flandern-rundstrækningen, men får måske endnu større betydning, da det er i Leuven, at målstregen ligger. Og selvom St. Antoniusberg med sine 230 meter i længde og en maks. på 11 normalt ikke ville værd at skrive hjem om, så vil jeg alligevel placere den blandt de tre vigtigste stigninger ved VM. Den ligger nemlig ganske kort før mål, og hvis en gruppe af ryttere er samlet her, så vil St. Antoniusberg med næsten garanti komme til at spille en rolle. Magnus Cort vil elske den!

Der er sagt og skrevet meget om, at den 268 kilometer lange rute for eliten ligger godt til danskerne. Det er jeg enig i, så jeg har ikke så meget at tilføje. Lidt regn og kulde kunne måske passe Mads Pedersen ekstra godt (det var jo i silende heldagsregn, at han vandt VM i 2019), men prognoserne siger tørvejr og lunt – hvilket så omvendt kan være til fordel for én som Cort, der jo var vild i varmen i Spanien.

Det bliver spændende. Danmark har godt med ammunition på holdet. Men man skal lige huske på, at adskillige nationer har flere ryttere i verdens Top 100, end Danmark har. Og blandt de allerstørste favoritter til sejren er der ingen danskere. Så tingene skal flaske sig, hvis vi igen skal have en mand i VM-trikoten. Lad os nu se.

/Jacob



Next »