Blogsbjerg

Året der gik – for mig som løbsdeltager. Ja, det er jo blevet en tradition, at jeg ved sæsonens afslutning lige opsummerer, hvordan jeg klarede mig igennem de af årets udfordringer, hvor jeg havde et startnummer på ryggen.

Først to generelle betragtninger:

For det første havde jeg gerne set, at der var flere cykelløb af vælge imellem. Det er gået ned ad bakke med det, og det ærgrer mig, for jeg har altid brugt de forskellige events som en måde at strukturere min motion på. Især dengang jeg var løber, havde jeg i perioder så mange starter i weekenderne, at jeg knap nok behøvede at tænke over den almindelige træning. Den gav næsten sig selv, fordi det alene handlede om at blive så klar som muligt til næste løb. Motionsløbene var selv sagt også en fremragende motivationsfaktor.

Nu er jeg nede på 2-4 løbsdeltagelser om året. Selvfølgelig skyldes noget af det, at kalenderen ikke passer og lignende, men helt objektivt er der altså bare blevet færre løb. I eksempelvis 2017 var der mindst seks motionscykelløb at vælge imellem indenfor 20 km af min bopæl – nu er der to. Det er en ærgerlig udvikling.

Der er sikkert alle mulige gode grunde til, at det er gået den vej. Og jeg vil ikke prøve at liste grundene op her. Men i et større perspektiv er det da trist for cykelsporten og folkesundheden.

Et andet punkt, jeg lige vil nævne, og som indirekte peger tilbage på førnævnte pointe, handler om flagposter. Altså personer, der står forskellige steder på løbsruterne for at hjælpe rytterne sikkert rundt. Dem har der ikke været nogen af i de løb, jeg har deltaget i her i år. Og det er tankevækkende, for engang var det nærmest et must, at der skulle være flagposter.

Savner jeg dem? Ikke specielt! Jo, for et par år siden kørte jeg forkert på en rute, hvor en flagpost utvivlsomt ville have reddet mig. Men kender man løbsruten, og er skiltene gode, så er der få problemer. Min 2025-sæsons sidste løb (på Fyn) foregår endda mod uret, hvilket er den mest uhensigtsmæssige køreretning, fordi det medfører flere krydsninger af veje. Alligevel lader det sig gøre uden markant mere bøvl.

I to af de tre løb, jeg kørte, var der så anden assistance, nemlig i form af motorcykelmarshalls, og de har stor værdi. Det kræver selvfølgelig et vist setup hos arrangøren at have dem med. Men min tanke er, at hvis praktiske udfordringer med flagposter afholder nogle fra at arrangere løb, så er der en løsning: Drop dem, og lad deltagerne selv finde rundt.

Og nu et par ord om mine tre løbsdeltagelser i 2025:

Søen Rundt (1. juni 2025):
Det var tredje gang, at jeg deltog i dette løb der har start og mål i Fuglebjerg. Løbet (95 km) passer mig godt, af flere årsager. Det tager mig kun tyve minutter at komme dertil, løbet ligger typisk udmærket i min kalender, og så tiltaler ruten mig. Ruten er nemlig flad på de første 16 km, og derfor er det muligt for én som mig at følge med hovedfeltet på denne strækning, selvom farten er på den høje side af 40 km/t. På rutens anden halvdel er situationen en noget anden. Der skal man rundt om Tystrup Sø, så her er vejene mere kuperede, og de af os, der trækker feltets gennemsnitlige kropsvægt op, skal være heldige med at finde ind i en lille gruppe, der kan hjælpe os igennem strabadserne.

Dette er så faktisk lykkedes mig meget godt alle de tre gange, jeg har været med, og altså også i 2025-udgaven, hvor kun en acceleration fra en anden rytter i gruppen ca. 2 km fra mål skabte splittelse. Jeg krydsede stregen med en gennemsnitsfart på 35,0 km/t for de 95 km. Det er tredje gang ud af tre, at jeg i Søen Rundt er kommet hjem med en snitfart på 35-36 km/t. Ganske tilfredsstillende, og som det skulle vise sig, blev det også den højeste fart ved min sæsons tre løb – på trods af, at det var den klart længste distance.

Hedeboløbet (22. juni 2025):
Jeg har nu deltaget i dette løb seks gange, men 2025-udgsven var speciel, fordi … jeg VANDT! Godt nok på en måde, der er mere pudsig end imponerende, men som flere har sagt, når jeg har beskrevet den for dem: En sejr er en sejr!

Og sejren fortjener selvfølgelig behørig omtale, so here goes.

Igen i år valgte jeg 56 km-distancen i stedet for 95 km-distancen. Sidstnævnte skulle alligevel få en betydning, hvilket jeg vender tilbage til om lidt.

Hedeboløbets rute er ikke specielt bakket, og dog var det på løbets længste stigning efter 13 km, at der første gang skete noget afgørende. Jeg sad i en gruppe, hvor jeg tidligt havde på fornemmelsen, at jeg var blandt de stærkere. Så var der en rytter, som på stigningen satte sig op foran, og han holdt så højt et tempo, at jeg var den sidste, der kunne følge ham. Jeg bad rytteren bag mig om at tage en føring, sådan at vi kunne nå op igen, men han havde ikke noget at skyde med, og således sejlede fyren i olivengrøn trøje afsted forude. Tilbage var vi en tomandsgruppe, der ikke havde så meget på spil.

Det er nemlig sådan, at der i Hedeboløbet opereres med startgrupper på kun 25 ryttere. Det betyder for det første, at man meget nemt kommer til at sidde i meget små grupper og dermed alt andet lige får meget vind på snuden. For det andet betyder det, at man ikke kan vide, hvordan man kommer til at ligge på resultatlisten, fordi styrken i de andre startgrupper er ubekendt (de individuelle tider tages med chip både ved start og mål). Jeg har før været ude for at have kørt Hedeboløbet i en stærk gruppe, hvor ham, der vandt spurten til sidst, troede, at han havde vundet det hele – men så kunne man se på resultatet, at der var to mand, der havde kørt hurtigere end ham i startgruppen før.

Tilbage til vejene omkring Borup: Vi i tomandsgruppen nærede kun et spinkelt håb om at indhente supermanden i olivengrønt. Men da halvdelen af løbet resterede, skete der noget: En større gruppe ryttere kom op bagfra. Ikke ryttere fra vores startgruppe eller fra en af de senere. Nej, der var tale om deltagere på 95 km-distancen. De kørte deres ræs, og vi kørte vores, og der findes ingen regel om, at man ikke må køre sammen med folk fra en anden kategori. Så det gjorde vi.

Tempoet var nu højere end det, vi kunne præstere i tomandsgruppen, men ikke så højt, at vi ikke kunne følge med. Det var jo ret perfekt. Jeg nåede lige at tænke på, hvordan det mon var gået ham i den olivengrønne trøje – så fik jeg øje på ham forude, og inden længe var han hentet ind af vores gruppe. Der kunne man virkelig se, hvordan individuelle forskelle i styrke mellem ryttere kan blive godt og vel jævnet ud, når nogle får fordel af at kunne sidde på hjul og spare luftmodstand.

Dramaet var dog ikke slut. Blot et par kilometer efter “opslugningen” lød der et stort brag skråt bag mig. Jeg troede først, det var et styrt, men senere fik jeg at vide, at det var en kraftig punktering – og at den rytter, der blev ramt af den, var ham i det olivengrønne! Så vidt jeg blev informeret, var det et tubelessdæk, der sagde bang.

Nu var den stærkeste i vores startgruppe definitivt sat ud af spillet. Resten af løbet handlede om at hænge på gruppen, hvilket i store træk lykkedes. Jeg kom ind på opløbsstrækningen sammen med min tro følgesvend fra tomandsgruppen – og så var det, at jeg oplevede, af mit baghjul røg halvt af. Spurten kunne gennemføres. Men straks bagefter tjekkede jeg baghjulet og konstaterede, at der sad en to centimeter lang, sylespids sten i dækket! Stenen havde forårsaget en punktering, og der skal ellers noget til, for jeg kører med Durano Plus – det noget nær tykkeste og tungeste racerdæk på markedet.

Jeg ved ikke, hvor længe “sylen” har siddet i dækket, men jeg kan i hvert fald sige, at hvis man skal punktere i et motionsløb, så er 50 meter før mål ikke det værste sted. Min punktering fik ingen betydning for min sluttid, og det held blev suppleret af et andet held kort efter. Da kunne jeg nemlig se i resultatlisten, at jeg lå nummer 1 i løbet. Jeg havde ganske vist kørt langsommere end de hurtigste på 95-kilometeren, men af de små et hundrede mand, som havde kørt 56’eren, var jeg hurtigst. Og sådan var det også, da de sidste deltagere trillede over stregen.

Der vankede ingen førstepræmie (præmier er blevet sjældne ved motionsløb og fint med mig), men det var sjovt at se sig selv øverst på en resultattavle igen. Alle de sejre, jeg har opnået ved løb gennem tiden (en håndfuld), har haft nogle halvskøre omstændigheder ved sig, og sådan var det altså også ved Hedeboløbet 2025. Hvortil skal siges, at selvom farten var marginalt lavere end ved Søen Rundt (34,1 km/t i snit) og altså på en noget kortere distance, så kom jeg ikke sovende til triumfen. Jeg kørte, hvad jeg kunne, og på cirka halvdelen af turen sad jeg i en tomandsgruppe, hvor der ikke var meget læ for vinden.

Carl Nielsen Touren (21. september 2025):
Ja, så endte det som de to sidste sæsoner, hvor Carl Nielsen Touren var efterårets eneste løb for mit vedkommende. I år kombinerede jeg deltagelsen med nogle gøremål i Jylland. Ellers er det jo et lidt højt brutto deltagergebyr – når man skal indregne 2 x 100 km i bil plus bropenge (selvom der er weekendrabat!).

Men det fynske løb ligger fornuftigt for mig i kalenderen, hvor der dog i år var en udfordring med anden sport dagen før. For at tage højde for udmattelse herfra – og for at prøve noget nyt -, meldte jeg mig derfor til 63 km-distancen, hvor jeg de to foregående år har kørt 89 km’eren.

Vejret var langt dårligere end de andre gange. Det holdt tørt, men middelvinden var 9 m/s. Brutale forhold. Heldigvis kom den fra sydvest. Det betød overvejende modvind på første halvdel af turen. Det betød også, at det var relativt nemt at sidde på hjul, og det lykkedes mig at forblive længe i den forreste gruppe uden at køre mig selv helt i hegnet. Faktisk forløb det hele ret forventeligt. Jeg sad med de hurtige folk helt frem til den uendeligt lange Haarby-Jordløsebakke.

Her gik det ikke bare opad. Der var også sidevind. Vi var nemlig drejet til venstre i Haarby og kørte nu mod sydøst. Jeg gav den, hvad jeg havde, for det var løbets mest afgørende moment – men jeg endte alligevel i gruppens tunge ende. Og var endda ikke alt for langt fra at blive helt sat. Så galt gik det ikke. Vi var tre mand, der fandt sammen, og så kunne vi ellers nyde godt af den overvejende velvillige blæst på de sidste 30 km af turen.

63 km-distancen er sammenfaldende med 90 km’eren bortset fra midterstykket, hvor man på 65’eren så at sige skyder genvej for at nå hen til 90’erens sidste del. Dermed udelades bl.a. de berømte og berygtede stigninger nær Faaborg. Ikke desto mindre møder man kønne små veje – snoede og småbakkede. Jeg tog sæsonens bedste føring her – temmelig lang, hvor jeg følte mig godt kørende. Det oplevedes som hurtigt, men som ved Hedeboløbet tre måneder forinden var den gruppe, jeg tilbragte mest tid i, af beskeden størrelse, og det koster alt andet lige noget fart. Ved mål efter 63 km var min snitfart 33,6 km/t.

Vi var fire mand, der spurtede til sidst. Nummer fire var kommet til, da der manglede omkring en tredjedel af løbet. Formentlig en rytter, der længe havde kæmpet for at holde sig i førerfeltet, men til sidst måtte give op. Han led muligvis af lidt krampe. Til gengæld havde han en lettere kropsbygning end os andre. Så han var vel nok min favorit til sejren i firemandsgruppen, især fordi den sidste del af opløbet var stigende. Men det gik anderledes. Vores ven med den lave fedtprocent nåede op på siden af mig, men kunne ikke komme forbi. Så jeg blev nummer to i spurten. (Se fotos øverst og nederst i dette indlæg.)

På resultatlisten stod, at jeg var blevet nummer 11 ud af 74 fuldførende. Bedre end forventet, da jeg nok havde regnet med, at førerfeltet, som jeg måtte slippe inden toppen af Jordløsebakken, var lidt større. Var der mere at komme efter for mig? Ja, hvis jeg lige havde haft et par procenters bedre form og et par procenters lavere vægt (f.eks. bare en vægt svarende til for et par år siden), så havde jeg måske klaret Jordløsebakkens 65 højdemeter bedre, og så havde jeg måske kunnet sidde med i frontgruppen længe efter. På den anden side kan jeg konstatere, at det var min klart hurtigste opstigning på bakken ud af de tre gange, jeg har besteget den. Så når alt kommer til alt, har jeg i det store hele ligget ganske tæt på mit normale niveau, både ved dette løb og ved de to andre i sæsonen.

Tidligere tilbageblik på løb, jeg har deltaget i: 2022 2023 2024

/Jacob

Det her er muligvis den hårdeste mesterskabsegnede rundstrækning på Sjælland. I hvert fald uden for Odsherred.

Link til ruten: https://ridewithgps.com/routes/52396785

Den er 13,7 km lang, og ifølge Ride With GPS er der 153 højdemeter på strækningen. 153 er meget – efter dansk målestok -, men jeg havde nu alligevel en fornemmelse af, at tallet var for lavt. Jeg ved nemlig, at de dér ruteapps har det med at underestimere det knoldede danske landskab. Så jeg kastede mig ud i det møjsommelige arbejde med at tælle højdemeter manuelt. Helt ned til 1 meters højdeforskel.

Resultatet var: 199 højdemeter! Det er 25% mere, end hvad Ride With GPS angiver. En betragtelig difference.

Årsag? Bl.a. at Kattrupvej går op og ned som en rutsjebane, og disse korte, men markante terrænskift bliver typisk udjævnet af rutesoftwaren.

Af samme grund vil jeg mene, at hvis du sammenligner en dansk rute med en rute i et bjergland, så vil de danske ruter ofte fremstå uforholdsmæssigt nemmere – opgjort i højdemeter – end de udenlandske. Simpelthen fordi et fladt dalstykke kombineret med en lang alpin stigning vil blive beregnet relativt præcist af rutesoftwaren, mens der vil forsvinde højdemeter hist og her på de krøllede danske ruter.

Det kunne være fedt at se et professionelt løb på Buerup-rundstrækningen. Et DM måske – eller en PostNord Danmark Rundt-etape, hvor der hen mod etapens afslutning køres nogle runder her og så med mål i en af de nærliggende byer (Gørlev, Høng, Jyderup, Mørkøv el.lign.).

PostNord Danmark Rundt-feltet besteg faktisk Kattrupvej så sent som i 2023. Se video fra passagen her:

Buerup-rundstrækningen er sammenlignelig med rundstrækningen ved DM i Rønde 2015. Samme længde og sikkert også samme antal højdemeter (Ride With GPS siger 171 højdemeter i Rønde, hvilket så nok vil vise sig at være en anelse for lavt sat). DM-ruten i Rønde går vel stadig for at være den hårdeste til dato (i al fald hvis man alene ser på højdemeter).

Et minus ved Buerup-området i denne sammenhæng er, at der ikke indgår nogen større byer på selve rundstrækningen. Men det behøver ikke at diskvalificere den. Det er i de senere år blevet mere og mere almindeligt at bruge rundstrækninger, som ikke er afsluttende rundstrækninger, f.eks. rundstrækningen ved Maglesø i PostNord Danmark Rundt 2024, hvorfra der fortsattes til en anden rundstrækning i Holbæk. Så man vil eksempelvis kunne indlægge tre runder ved Buerup og derfra fortsætte til en slutspurt i Jyderup ca. fem kilometer derfra.

/Jacob

Mads Pedersen endte med at vinde hele tre etaper og det samlede klassement i PostNord Danmark Rundt 2025. Hvem havde troet dét? Jamen, det var der temmelig mange, der havde troet! Mads Pedersen var nemlig storfavorit før løbet, og han levede i den grad op til de høje forventninger. Det var godt for ham. Og det var godt for hans mange fans. Men var det også godt for PostNord Danmark Rundt? Det spørgsmål vender jeg tilbage til om lidt. Først en evaluering af ruterne – som sædvanligt med særlig fokus på stigningerne.

Det store danske årlige etapeløb bestod igen i år af fem etaper, hvoraf én var en enkeltstartsetape, placeret i Kerteminde. Som jeg var inde på i foromtalen, var der kun udsigt til én reel sprinterafslutning i år, nemlig på 2. etape i Gladsaxe. De tre øvrige etapers ruter var så kuperede hen mod slutningen, at man måtte forvente, at vinderen skulle komme fra et soloudbrud eller en mindre gruppe. Og sådan blev det.

Sving skabte splittelse
På første etape blev det som ventet rundstrækningen med Helligpedervej (1490 meter med 5,5% i snit), som skabte de første store splittelser i feltet. Årsagen var dog ikke den hårde stigning i sig selv. Nej, årsagen til de huller, der opstod – både på første og anden runde -, var det hårnålelignende sving fra kystvejen og ind på Helligpedervej. Kystvejen er smal, svinget er snævert, og de første få meter af Helligpedervej er uhyre stejle (op til 30%, målt manuelt af Danskebjerge.dk). Så når en stor gruppe ryttere kommer susende og skal dreje, er det næsten dømt til at gå galt.

Angiveligt havde flere topryttere da også forudsagt, at der ville gå kluddermor i den i det sving. Alarmlamperne blinkede. At man fra arrangørens side alligevel fastholdt rutevalget, må betyde, at man ikke har noget imod situationer med fuldt stop, hvor mange ryttere må klikke ud af pedalerne. Man så det også i 2024-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Da var det for foden af Chr. Winthersvej i Vejle, at adskillige ryttere måtte stoppe op pga. kødannelse.

Uretfærdigt rutedesign
Min holdning er, at den slags stop for alt i verden skal undgås i cykelløb. Der kan selvfølgelig ske uforudsete ting – et træ kan falde ud over vejen og sådan noget, og så må rytterne af cyklen. Men både i Vejle og på Bornholm kendte arrangørerne risikoen på forhånd. De kunne have lagt ruten et andet sted. Det valgte de så ikke at gøre.

Problemet? Jamen, først og fremmest er det unfair, at man påfører en stor del af feltet et tidstab. Det kan være, at en rytter mister chancen for at køre med om etapesejren. Det kan også være, at en rytter med klassementsambitioner må opgive sit mål, fordi han taber for meget tid til de konkurrenter, der kommer mere smertefrit gennem Helligpedervej-svinget. Fair? Nej.

Selvfølgelig kan man hævde, at en rytter, der bliver fanget bag et split, bare skulle have været længere fremme i feltet. Men alle kan nu en gang ikke være forrest på en og samme tid.

Spænding i Rønne
En af dem, der blev fanget i kaosset på Bornholm, var hjemmebaneyndlingen Magnus Cort. Han udtalte bagefter kritik af situationen på Helligpedervej. At det kommer fra ham, siger en hel del.

Anyway, hvad angår kampen om etapesejren, kan man ikke udelukke, at de sidste kilometer af bornholmeretapen havde forløbet på samme måde, hvis der ikke var opstået kaos ved Helligpedervej. Og her kan man sådan set ikke klage. Der var god spænding på de sidste 10-20 kilometer og frem til opløbet. Men jeg vil afgjort mene, at man kunne have fået et lige så godt eller bedre cykelløb ud af det, hvis man havde designet ruten anderledes.

Uundgåelig sprinterafslutning
Fra en rute, jeg har mange meninger om, til en rute, jeg har få meninger om: Ruten på anden etape mellem Rødovre og Gladsaxe. Den var omtrent så kuperet, som man kan lave den på de kanter. Bl.a. var “bakkebyerne” Veksø og Ganløse med. Den valgte ruteføring resulterede i 750 højdemeter på den 111 kilometer lange strækning, svarende til 6,8 højdemeter pr. kilometer. Det er lidt over gennemsnittet for en typisk dansk cykeltur. Samtidig er det ikke i nærheden af at drille professionelle cykelryttere. Mindst 9 ud af 10 gange vil et løb på en sådan rute ende med en samlet spurt til sidst. Og sådan blev det da også i år. Jeg tror, at man som minimum skal have stigningen Sjælsøvej-Høsterkøbvej med for at kunne bryde traditionen med sprinterafslutninger i Københavnsområdet. De fleste andre stigninger i området har en højdeforskel på under 25 meter, og det er simpelthen for lidt.

Men behovet for ændringer her er ikke det mest påtrængende. PostNord Danmark Rundt er et løb, hvor der altid har været mindst én etape dedikeret til sprinterne. Og det giver god mening at bruge det ret så flade hovedstadsterræn til formålet.

Hurtig tidskørsel på Fyn
Fladt er der også omkring Kerteminde, og det var her, at årets enkeltstart fandt sted. Fra Kerteminde gik ruten nordpå til et område, der er uden større højdeforskelle. Der var en enkelt knold på ca. 20 højdemeter, men dens rolle er næppe stor, når rytterne hamrer derudaf med over 50 km/t i snit.

En alternativ rute med lidt flere muligheder kunne bestå i en tur rundt om Kerteminde Fjord. Her ville der bl.a. være mulighed for at indlægge flere bakker. Og nærheden til vandet ville tage sig godt ud på tv. Men formentlig ville en sådan rute samtidig være problematisk i praktisk henseende, fordi den ville blokere for væsentlige dele af den nordøstfynske trafik.

Kuperede afslutningsetaper
Efter enkeltstarten resterede to linjeløbsetaper, og de var begge krævende. Fjerde etape til Vejle havde 9,3 højdemeter pr. kilometer, mens femte etape til Silkeborg havde 10,2 højdemeter pr. kilometer. Begge tal er meget store efter dansk målestok. Vejle-etapen må dog siges at være den hårdeste af de to. Den var nemlig hele 227 kilometer lang, mens Silkeborg-etapen var på mere beskedne 157 kilometer. Som ventet udmøntede forskellen sig i, at der var stor spredning på resultatlisten efter Vejle-etapen (f.eks. 2:59 mellem nr. 1 og nr. 20), hvorimod rytterne kom mere samlet til mål i Silkeborg (0:22 mellem nr. 1 og nr. 20).

Vejle-etapen, der som sædvanlig også var etapeløbets kongeetape, begyndte i det sydfynske bakkelandskab og bevægede sig derpå op langs den fynske vestkyst. Den bakkerige begyndelse var festlig, men havde selv sagt ingen sportslig betydning ud over at skabe grobund for et nogenlunde stærkt udbrud. Jeg havde så en teoretisk forhåbning om, at den ganske skarpe sidevind på Vestfyn (5-6 m/s) kunne bruges til angreb, men i praksis var det alligevel svært at forestille sig: Det hold, der havde bedst kapacitet til at lancere sådan et sidevindsangreb, var Lidl-Trek, og de behøvede ikke at tage et sådant initiativ, da de forventede at kunne afgøre tingene i bakkerne omkring Vejle. Og sådan blev det.

Afgørelse næsten uden Kiddesvej
Allerede på stigningen Højen Skovvej (fra øst) med 60 kilometer til mål satte Mads Pedersen turboen på efter en hård føring af holdkammerat Albert Withen Philipsen. På de efterfølgende mange kilometer havde han en anden rytter med sig, men første gang op ad Kiddesvej blev Mads Würtz Schmidt sat af – måske ikke pga. et angreb fra Pedersen, men mere fordi Pedersens tempo generelt bare var højt. Herfra var rundstrækningen reelt ikke i spil, når det gjaldt kampen om etapesejren, og det er måske her, man kan sætte et lille minus ud for årets kongeetape. Meningen med rundstrækningen i Vejle er i bund og grund, at det er her, det største drama skal udspille sig, og det skete ikke. Det talstærke publikum kunne hylde Mads Pedersen og selvfølgelig også klappe af forfølgerne (hvoraf de nærmeste faktisk på et tidspunkt befandt sig ved bunden af Kiddesvej, mens Mads Pedersen kun var halvvejs oppe ad den), men en klassisk Vejle-duel på stejl asfalt fik man ikke at se.

Spørgsmålet er, om de hårde 50 kilometer før rundstrækningen egentlig gavnede etapen. Hvis terrænet havde været nemmere, ville de afgørende angreb måske først være sket inde på rundstrækningen, og så havde folk fået mere af det, de var kommet for at se. Det er selvfølgelig noget, der er nemmere at sige i bagklogskabens lys. Arrangørerne kender ikke startlisten, når de planlægger løbet, og i dette tilfælde har de ikke kunnet vide, at Lidl-Trek ville stille med et hold, der var lysår stærkere end alle de andre.

Jeg skal huske at sige, at det bestemt også havde værdi at se Mads Pedersen dominere på den måde, han gjorde. Men betragtet fra en løbssynsvinkel var det ikke det optimale scenarie. Også fordi det definitivt tog spændingen ud af klassementet før femte og sidste etape.

“Oversete” bakker i Søhøjlandet
Etapen fra Hobro til Silkeborg havde flere af Danmarks bedste bakker med. Den eneste, der fik reel betydning (når vi ser bort fra kampen om bakketrøjen), var den på Hvinningdalvej i Silkeborg – opløbsbakken.

Problemet her er det klassiske: Når først udbruddet er etableret (og det sker næsten altid tidligt på etaperne i PostNord Danmark Rundt), så har terrænet frem mod målbyen sjældent nogen stor indflydelse. Tendensen forstærkes, når den førende rytter er så meget i kontrol, at ingen andre hold kan gøre sig forhåbninger om at ryste ham. Højdemeterne er ganske vist en faktor – jo flere, desto mere udmattende -, men på femte etape var der fra løbsstart kun 138 kilometer til den afsluttende rundstrækning, så det har ikke tæret voldsomt på feltet.

God dynamik med ændret rundstrækning
Rundstrækningen med Hvinningdalvej (1000 meter med 5,7% i snit) har været brugt før i PostNord Danmark Rundt. Men denne gang lå målstregen kun få hundrede meter fra toppen af bakken i stedet for efter en nedkørsel. Det ændrede dynamikken en del. Det øgede bakkens betydning i kampen for sejren og svækkede – i al fald på papiret – sprinterholdenes greb om afslutningen.

Men nu var årets PostNord Danmark Rundt jo fattigt på stærke sprinterhold. Allround-mandskabet Lidl-Trek sad på tronen, og allerede på næstsidste tur op ad Hvinningdalvej satte de hovedparten af feltet til vægs. En runde senere kunne Mads Pedersen tillade sig at foretage et forgæves fremstød på selve stigningen. Kort efter sejrede han i gruppens spurt.

Jeg kan godt lide idéen om at trække målstregen bagud og nærmere mod stigningens top. Det åbner for en vifte af forskellige scenarier, og det var spændende at følge Mads Pedersen-gruppen på de sidste to kilometer af etapen. Hvordan tingene vil forløbe, hvis et større samlet felt ankommer til opløbsbakken, må vi vente til en anden gang med at se.

Glimrende rutedesign – men …
Overordnet set synes jeg rigtig godt om ruterne i årets PostNord Danmark Rundt. Etaperne til hhv. Rønne, Vejle og Silkeborg havde nogle hårde afslutninger, som gjorde, at man sad og var spændt på, hvordan begivenhederne ville udspille sig. Det var bestemt en fin udgave af PostNord Danmark Rundt for de af os, der fortsat oplever et behov for at minde folk om, at etapeløbet er alt andet end fladt og sprintervenligt. Vi fik samlet set én sprintersejr, én sejr vundet med et soloudbrud og to sejre vundet via en spurt i en lille gruppe. På den måde var det glimrende cykelløb.

Minusset var så startlisten. Efter PostNord Danmark Rundt-standarder var årets felt særdeles stærkt, men styrken lå primært hos Lidl-Trek. Denne overlegenhed gjorde, at Lidl-Trek kunne kontrollere begivenhedernes gang, og de få gange, hvor Mads Pedersen – feltets suverænt stærkeste ryttere – var en smule på bagkant, havde han holdkammerater til at rette op på det. Lidl-Trek-rytterne var så ferme til at leve op til forventningerne, at det hele blev en smule for forudsigeligt. En forudsigelighed, som vi også oplevede i 2023, hvor Lidl-Trek på ny var suveræne, samt i 2021, hvor Remco Evenepoel tog til Vejle og overhalede de fleste med en omgang.

Som en bekendt sagde til mig efter årets fjerde etape: Man burde næsten have ringet til Lidl-Trek og bedt dem stille med deres andethold!

For meget Mickey Mouse
En anden ting, der trækker ned ved årets PostNord Danmark Rundt, og som man bør lære af, var den tidligere nævnte fadæse på Bornholm, hvor feltet knækkede midt over som følge af et skarpt sving i bunden af Helligpedervej. Arrangørerne bør simpelthen være mere bevidst om at undgå den slags situationer. Potentielt kan det få afgørende betydning for topplaceringerne i løbet.

Noget tyder dog på, at man i DCU har en forkærlighed for fjollede hændelser. Hele to gange har Kammerslusen i Sydvestjylland været med i etapeløbet. Det affødte trafikpropper og kritik i 2016 såvel som i 2011.

Indenfor golf har man udtrykket Mickey Mouse-baner. Udtrykket bruges nedsættende om golfbaner, der har et lige lovligt fjollet design og med træk, der minder om en minigolfbane. Jeg synes tilsvarende, at man ser ruter i cykelløb med Mickey Mouse-træk. Den bagvedliggende tanke er tydeligvis at få skabt noget drama, men drama på bekostning af fairness og professionalisme bryder jeg mig ikke om.

To gange hyldest af danske cykelstjerner
Dette irritationsmoment og forudsigeligheden i etaperesultaterne opvejes dog af flere gode ting i 2025-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Herunder vejret, som vel ikke kan blive bedre. Det sensommerlige Danmark tog sig vidunderligt ud på helikopterbillederne.

Og så fik vi ikke bare verdens p.t. næstbedste cykelrytter at se på hans danske hjemmebane, men også en anden stor dansk stjerne, Jakob Fuglsang, for hvem femte etape til hjembyen Silkeborg var det sidste profløb i en lang karriere. Tænk engang: Undertegnede har stået i Vejle og set ham kæmpe sig op ad Kiddesvej for 20 år siden. Dengang havde han endnu sin første professionelle landevejssejr til gode. Men han fik adskillige senere hen – bl.a. vandt han PostNord Danmark Rundt hele tre gange. Det samme antal, som Mads Pedersen nu er oppe på.

/Jacob

Hvis man var en tung supersprinter, ville man kigge på ruten i årets PostNord Danmark Rundt med dybe panderynker. Der er nemlig kun én etape, der ligger lige til en sprinters højreben. De tre andre linjeløbsetaper er så kuperede, at man skal være en kapabel klassikerrytter for at vinde med. Det er lige før, at en sprinter bør have enkeltstarten i Kerteminde som sin andenprioritet, da denne er både flad og kort.

Lad os tage etaperne fra en ende af og så samle op til sidst.

Første etape foregår på Bornholm tirsdag den 12. august (Nexø-Rønne). Det er helt vildt, at PostNord Danmark Rundt kommer til solskinsøen, og det kan man skrive meget om. Så det har jeg da gjort for længe siden! Læs om mit syn på ruten her, og læs om rutens hårdeste og vigtigste stigning her.

Jeg kan komme med en lille tilføjelse, nu hvor startlisten er kommet. Mads Pedersen må være favorit til at vinde bornholmeretapen. For det første fordi han er feltets stærkeste rytter, for det andet fordi han kan vinde via angreb på bakkerne, og for det tredje fordi han kan vinde i en spurt. Belgiske Jesper Philipsen er også et godt vinderbud. Usikkerheden går på, hvorvidt Pedersen og Philipsen møder op i topform. De har ikke kørt mange løb i de sidste par måneder. Bornholmeren Magnus Cort har derimod været ganske aktiv, men han har ikke været godt kørende siden midt på foråret, så en hjemmebanetriumf vil være en overraskelse.

Dagen efter er vi hoppet til Sjælland, hvor anden etape (Rødovre-Gladsaxe) afvikles. Her er bakkerne både mindre talrige og mindre krævende. Til gengæld er det nogle bakker, der er kendt af mange. Jeg tror nemlig, at området vest og nord for København er det område i Danmark, hvor der er flest cykelmotionister på vejene.

På Danskebjerge.dk kan du finde en spritny guide til københavnernes bedste bakker. Heri indgår Spydbakken, som også er en del af anden etape i PostNord Danmark Rundt. Der skal slås om bakkepoint på Spydbakken.

Der har været kørt mange elitecykelløb i periferien af København. Fælles for dem er, at de oftest ender i en samlet spurt. Det skete f.eks. ved de to seneste verdensmesterskaber, som Danmark har været vært for – i 1956 og i 2011. Og det skete også sidste år, hvor der som i 2025 var målstreg i Gladsaxe. Favoritter til spurtsejren denne gang må være Pedersen, Philipsen og Wærenskjold.

Tredje etape er enkeltstarten i Kerteminde. Der er en enkelt knold på den, men ellers er det fuld fart frem. Mads Pedersen har for nylig opgraderet sine ambitioner indenfor disciplinen enkeltstart, men hans holdkammerat Skjelmose kan være en hård nød at knække. Det er også muligt, at Søren Kragh Andersen har bygget oven på sin form fra DM og kan kæmpe med om etapesejren.

PostNord Danmark Rundts fjerde etape (Svendborg-Vejle) strækker sig over hele to landsdele, Fyn og Jylland. Det er etapeløbets kongeetape, og meget vil blive afgjort denne dag. Længden i sig selv er udmarvende: 227 kilometer. Og læg så dertil, at der er modbydelige 2100 højdemeter at kravle hen over (arrangørens tal). Det er uhyre sjældent, at der er danske cykelløb med flere end 2000 højdemeter.

Imidlertid bliver den hårde start på Sydfyn nok udlignet af det lange flade stykke op til Middelfart, så vi vil efter alt at dømme først se afgørende offensiver ved ankomsten til Vejle Fjord. Her er der så til gengæld også masser af angrebsterræn, og vi kan meget vel få en gentagelse af 2023-udgaven af Vejleetapen, hvor Mads Pedersen og Mattias Skjelmose splittede feltet til atomer og tog en dobbeltsejr. Jeg må erkende, at de år, hvor Vejles nordlige del er med, er en anelse mere fascinerende for mig, for der får vi rytterne at se på bl.a. Chr. Winthersvej, men 2025 glæder jeg mig bestemt også til.

På etapeløbets femte og sidste etape (Hobro-Silkeborg) fortsætter strabadserne. Etapen er 70 kilometer kortere end den foregående, men koncentrationen af højdemeter er faktisk lidt højere. Det hænger sammen med, at en række kendte hårde bakker er med på ruten. Eksempelvis Havndalvej (af arrangørerne kaldet Sødisbakke), Pøt Møllevej (Danmarks mest berømte stigning, før Kiddesvej overtog den titel) samt stigningen op mod Sorring Låddenhøj (det fremgår ikke direkte, ad hvilken vej de skal køre mod toppen, men jeg gætter på Terpvej).

Man kan vel ikke udelukke, at disse udfordringer kombineret med den skrappe kongeetape dagen før kan skabe interessante splittelser i feltet allerede inden ankomsten til målbyen. Men historien taler for, at det bliver et mere eller mindre samlet felt, der når frem til foden af Hvinningdalvej i Silkeborg – stigningen, der er det afgørende moment på femte etapes afsluttende rundstrækning. Som noget nyt er målstregen placeret oppe på toppen af Hvinningdalvej.

Dette kan gøre etapeafslutningen mere spændende – men det kan også gå den anden vej, for det var faktisk yderst dramatisk i 2019, da Tiesj Benoot snød sprinterne og holdt hjem efter et angreb på Hvinningdalvej. Lignende manøvrer får man næppe at se med målet liggende på en bakketop.

Men opløb i stigende terræn er jo altid seværdige. Storfavorit til etapesejren i Silkeborg må være Mads Pedersen.

Samlet set kan man sige, at årets PostNord Danmark Rundt kommer virkelig godt rundt til landets mest markante bakkelandskaber. Hele fem er repræsenteret: Nordbornholm, Sydfynske Alper, Vejle Fjord, Mariager Fjord og Søhøjlandet. De fordeler sig på tre linjeløbsetaper, der alle har et efter dansk målestok imponerende antal højdemeter. Dividerer man højdemeterantallet med længden i kilometer, får man i alle tre tilfælde et resultat på omkring 10, hvilket er noget nær det højest mulige på disse breddegrader (1. etape: 10,1, 4. etape: 9,3, 5. etape: 10,2). Det er nærmest sammenligneligt med tre gange Amstel Gold Race. Lad os se, om underholdningsværdien følger med højdemeterne. Det afhænger jo i høj grad af, hvordan rytterne udnytter terrænet.

Arrangørerne har udtrykt stolthed over rytterkvaliteten i årets PostNord Danmark Rundt. Og det er berettiget – i nogen grad.

Ifølge ProCyclingStats har startlisten en værdi på 243, hvilket er i den absolut høje ende i forhold til andre udgaver af etapeløbet. I nyere tid har kun den stjernespækkede 2022-udgave været stærkere.

Selve fordelingen af rytterkvaliteten er dog ikke så imponerende i år. Der er kun seks ryttere med fra verdens top 100. Tre af de fire allerstærkeste er danskere: Mads Pedersen, Magnus Cort og Mattias Skjelmose. Ser man bort fra Jasper Philipsen, er styrken hos de udenlandske ryttere beskeden. I det lys er det ærgerligt, at den forsvarende vinder Arnaud de Lie meldte fra.

Konsekvensen er, at favoritværdigheden i feltet er snævert placeret, og ud fra en spændingsmæssig betragtning kan man frygte, at tingene bliver mere eller mindre afgjort, allerede inden vi når til Kiddesvej. Dette vil selvfølgelig ikke genere de rød-hvide cykelfans synderligt, når bare det er danske ryttere, der vinder etaperne og trøjerne.

Se flere detaljer om etaperne her:
1. etape | 2. etape | 3. etape | 4. etape | 5. etape

/Jacob

Det har været en usædvanlig flad start på årets Tour de France, men hvor flade er de egentlig, disse franske etaper, der ikke er bjergetaper?

Lad os prøve at lave en sammenligning med danske forhold. Men først lige et par ord om, hvordan man kan beregne en rutes kuperethed.

Alle ruter er forskellige, og det er svært at lave præcise sammenligninger. Eksempelvis varierer stigningers stejlhed. Alligevel ved man af erfaring, at højdemeterne (altså den højdeforskel, som skal overvindes i stigende terræn undervejs på ruten) er et ganske godt mål for en rutes karakter. De kan fortælle, om ruten er pandekageflad, let bakket, stærkt kuperet osv.

Antallet af højdemeter skal dog sættes i relation til rutens længde for at give os en brugbar værdi. Sagt på en anden måde: Det er koncentrationen af højdemeter, vi er på udkig efter – ikke det absolutte antal. Koncentrationen beregnes ved at dividere antallet af højdemeter med rutens længde. Således vil en rute, der har 500 højdemeter og er 100 kilometer lang, have værdien 5, svarende til 5 højdemeter pr. 1 kilometer, man har tilbagelagt.

Når man har kørt og GPS-registreret nogle tusinde motionsture i Danmark, hvilket undertegnede har gjort, så har man en ret sikker fornemmelse af, hvilken koncentration af højdemeter der er lavt og højt. Man kan også se på forskellige motionsløbsruters højdemeterantal. På den baggrund har Danskebjerge.dk lavet denne kategorisering af kuperethed (sværhedsgrad):

0-3 = næsten flad dansk rute
3-6 = gennemsnitligt kuperet dansk rute (kategori 4)
6-9 = temmelig kuperet dansk rute (kategori 3)
9-12 = meget kuperet dansk rute (kategori 2)
12-15 = ekstremt kuperet dansk rute (kategori 1)
>15 = uden for kategori

Det vil altså sige, at vores førnævnte rute på 100 kilometer med 500 højdemeter skal placeres i kategori 4, fordi den ligger i intervallet 3-6. Mange danske motionscyklister kører ture, som hører til kategori 4. Længere er der mellem kategori 3, 2 og 1. Kategori 1 er så ekstrem efter dansk målestok, at man kun 2-3 steder i Danmark kan designe en længere rute med sådanne egenskaber.

(Begrebet rute skal her forstås som et længere, varieret vejforløb. Vi inkluderer ikke forløb, hvor man f.eks. kører op og ned ad samme stigning gentagne gange lige efter hinanden.)

In any case – eller som man siger lidt længere sydpå: de toute façon – det var jo en sammenligning mellem Danmark og Frankrig, vi skulle kigge på. De ni første etaper i Tour de France 2025 var alle uden større bjerge. De var enten “flade” eller “bakkede” – det er de to kategorier, som arrangørerne bruger i Touren til at betegne etaper, der ikke er bjergetaper.

Men hvordan skal man vurdere dem ud fra dansk målestok? Heldigvis er data om højdemeter pr. Tour-etape tilgængelige, og derfor kan vi ikke blot beregne koncentrationen af højdemeter, men også sætte den op mod de kategorier, vi definerede ovenfor.

Resultatet ser således ud:

1. etape Lille–Lille (flad): 184,9 km 1.035 hm
   5,6 hm pr. km = gennemsnitligt kuperet dansk rute (kategori 4)
2. etape Lauwin-Planque–Boulogne (kuperet): 209,1 km 2.164 hm
   10,3 hm pr. km = meget kuperet dansk rute (kategori 2)
3. etape Valenciennes–Dunkerque (flad): 178,3 km 671 hm
   3,8 hm pr. km = gennemsnitligt kuperet dansk rute (kategori 4)
4. etape Amiens–Rouen (kuperet): 174,2 km 1.675 hm
   9,6 hm pr. km = meget kuperet dansk rute (kategori 2)
5. etape Caen–Caen, enkeltstart: 33 km 177 hm
   5,4 hm pr. km = gennemsnitligt kuperet dansk rute (kategori 4)
6. etape Bayeux–Vire-Normandie (kuperet): 201,5 km 3.272 hm
   16,2 hm pr. km = uden for kategori i Danmark
7. etape Saint-Malo–Mûr-de-Bretagne (kuperet) 197 km 2.315 hm
   11,8 hm pr. km = meget kuperet dansk rute (kategori 2)
8. etape Saint-Méen-le-Grand–Laval (flad) 171,4 km 1.393 hm
   8,1 hm pr. km = temmelig kuperet dansk rute (kategori 3)
9. etape Chinon–Châteauroux (flad) 174,1 km 1.310 hm
   7,5 hm pr. km = temmelig kuperet dansk rute (kategori 3)

Samlet er der tre kategori 4-ruter, to kategori 3-ruter, tre kategori 2-ruter, nul kategori 1-ruter og så en rute uden for kategori.

Uden for kategori vil sige, at det med al sandsynlighed vil være umuligt at udforme en tilsvarende hård rute i Danmark. Etapen, som var Tourens sjette, var næsten lige så kuperet som éndagsklassikeren Liège-Bastogne-Liège, og her kan de danske landeveje altså ikke være med. Etapen blev betegnende nok vundet af irske Ben Healy, der blev nummer tre i Liège-Bastogne-Liège 2025.

De andre otte etaper var fladere, men alle var inden for de fire “danske” kategorier. De fladeste etaper – 1. og 3. etape samt enkeltstarten – ville, hvis de havde ligget i Danmark, have været at betragte som gennemsnitligt kuperede, altså kategori 4. Dog lå 3. etape, den med mål i Dunkerque, i den lave ende af kategori 4.

8. og 9. etape betegnes af arrangørerne som flad, men de er altså kategori 3-ruter og temmelig kuperede, hvis de havde været danske. Forskellen afspejler dels, at Tour-arrangørernes kategorier er bredere end Danskebjerge.dk’s, og dels, at en rute, der af en dansker opfattes som fuld af bakker, ikke nødvendigvis opfattes på samme måde af en franskmand.

Så har vi 2., 4. og 7. etape. De ville være kategori 2-ruter, hvis de lå i Danmark. Kun i Vejle-området og måske enkelte andre lignende områder ville de være realistiske. I Frankrig anerkender de da også hårdheden af disse tre ruter og giver dem klassifikationen “kuperet”. Her er der altså fin overensstemmelse mellem Danskebjerge.dk’s kategoriseringssystem og franskmændenes.

Hvilke konklusioner kan vi så drage?

Først og fremmest må vi lige slå fast, at rigtigt flade ruter er sjældne – såvel i Frankrig som i Danmark. Ruter med færre end 3 højdemeter pr. kilometer finder man på Lolland-Falster, i Sydvestjylland og på enkelte mindre lokaliteter, f.eks. ved inddæmninger, hvor terrænet er gammel havbund. I Tour de France har vi set den pandekageflade asfalt ved eksempelvis besøgene i det nordlige Benelux. Dermed også sagt, at begrebet “flad” altså bruges om forskellige typer ujævnt underlag, som ingen ville bryde sig om at spille tennis eller fodbold på.

Omvendt er der ingen tvivl om, at uanset om vi er i Danmark eller Frankrig, så vil et professionelt cykelløb med færre end 7-8 højdemeter pr. kilometer med stor sandsynlighed ende med en sprinterafgørelse. I Touren vil en sådan rute blive opfattet som nem. Det vil en række stigninger på en snes højdemeter ikke ændre ved. Vi har da også set, at de fleste etaper i første halvdel af årets Tour de France har været guf for sprinterne.

Her skal man samtidig huske på, at i et professionelt løb sidder rytterne meget på hjul af andre, så de har det nemmere, end hvis man cykler alene. Når farten er høj, kommer små stigninger til at betyde mindre, end når man selv skal bryde vinden.

Læs mere om danske ruters hårdhedsindeks på Danskebjerge.dk!

Et nyt World Tour-løb er lige blevet afviklet, nemlig Copenhagen Sprint. Jeg var ude at se feltets passage ved Veksø og lavede i den forbindelse nogle optagelser. De blev til en film, som du kan se nedenfor. Læg især mærke til motorcyklerne.

Kig en gang på motorcyklen foran hovedfeltet: Den kører med en afstand svarende til ca. 1 sekund foran den forreste rytter. Dette er uden tvivl en stor del af forklaringen på, hvorfor feltet i det store danske World Tour-løb kunne køre med 47 km/t i snit trods ugunstige vindforhold (vind fra sydøst).

Man har undersøgt betydningen af motorcykler foran cykelryttere, og Cycling Weekly skriver blandt andet: “A cyclist riding 30 metres behind a motorbike has their drag reduced by 12 per cent gaining 2.6 seconds with every passing minute”. Det vil f.eks. sige, at hvis man har en udbrydergruppe, der har et forspring på 26 sekunder, så skal der bare sidde en motorcykel foran hovedfeltet i 10 minutter – så er udbruddet hentet, uden at de forreste i feltet har trådt hårdere i pedalerne end udbryderne.

Påvirkningen afhænger af situationen. En rytter på vej op ad en stor stigning kører relativt langsomt, og her er fordelen ved at ligge bag en motorcykel moderat. Der er heller ikke nødvendigvis fordele ved at have en motorcykel foran sig på en stejl nedkørsel. Men på flad vej er gevinsten enorm.

Og på Hovevej ved Veksø lå motorcyklen – som man kan se i videoen – oven i købet skråt til venstre for den forreste rytter i feltet. Det vil sige lige dér, hvor sydøstenvinden ramte ham. Rytteren har uden tvivl haft det fint med præcis den konstellation, og hans egen placering er ikke tilfældig. En cykelprof ved godt, hvordan man skal drage fordel af køretøjer.

Selvfølgelig hører det med til historien, at også udbryderne har gavn af kameramotorcykler etc., og på den måde udjævnes uretfærdigheden, i al fald teoretisk set. Men på bundlinjen står, at både gennemsnitsfarten og farten i kritiske momenter i et cykelløb er endog kraftigt påvirket af tilstedeværelsen af motoriserede køretøjer på vejen.

Er det svært at gøre noget ved? Næ, det synes jeg faktisk ikke.

Jeg mener ikke, at tv-transmissioner fra cykelløb står og falder med, om motorcykelkameraerne kan lave nærbilleder af rytterne forfra. Man kunne sagtens implementere strammere regler om afstand, f.eks. minimum to sekunder (svarende til den almindelige bremselængde i trafikken).

Jeg tror helt ærligt ikke, at det vil koste så meget som én seer, hvis man indfører dette.

/Jacob

Årets Giro d’Italia viser, at nutidens løbsarrangører virkelig arbejder detaljeret med rutedesignet. De placerer stigninger omhyggeligt i forhold til deres tiltænkte funktion og skaber bl.a. etaper, hvor sprinterholdene skal slås for at få deres hurtige, men tunge folk med til opløbet.

Sådan noget var der langt imellem for 10 år siden og længere tilbage. Vi var mange, der kunne se potentialet i mere kreative rutedesigns, men især i Tour de France skete der ingen udvikling fra 1990’erne og frem. Det er fristende at betragte det som udtryk for passivitet og manglende professionalisme, at det tog så lang tid at få implementeret den spændingsbevidste tilgang.

I den forbindelse vil jeg dog fremhæve PostNord Danmark Rundt som en af de events, hvor man tidligt udså sig dramaskabende terrænkombinationer. Måske skyldes det, at man i Danmark har mindre at gøre godt med og derfor må bestræbe sig på at få meget ud af lidt, mens man i alpelandene har så mange bjerge, at man har troet, at de alene kunne bære dramaet.

Samtidig holdt mange løbsarrangører for længe fast i forestillingen om, at op-ad-bakke-afslutninger var de mest spændende. Det kan de være, men ofte er det en bedre løsning at placere stigningen nogle kilometer før målstregen. På den måde får man mere for pengene: En kamp for at nå først over toppen og derefter en kamp for at bevare eller eliminere et eventuelt forspring, der er skabt opad.

Den 21. og 22. juni 2025 afholdes det største endagscykelløb på dansk grund siden VM i 2011. Det er organisatorisk set en stor ting for Danmark. Sportsligt set er det knap så stort. Der er nemlig meget ringe udsigt til dramatik på landevejene, når løbet skydes i gang, og rytterne bevæger sig ud på de – for herrernes vedkommende – 236 kilometer frem mod målstregen.

Årsagen til denne ret skråsikre forudsigelse fremgår allerede af løbets navn. Løbet hedder Copenhagen Sprint. Hvilket indikerer to ting. For det første at der er lagt op til et sprinteropgør. Sagt med andre ord: De forudgående mange timers cykelløb får formentlig ingen betydning for slutresultatet. For det andet: Løbet har København i fokus, og når det er tilfældet, så ligger ruten nødvendigvis i et område, hvor antallet af store bakker er omtrent nul, og hvor angrebsmulighederne for seriøse udbrydere derfor er små.

Nøgternt betragtet synes det største usikkerhedsmoment i Copenhagen Sprint at være, at der kan ske alvorlige styrt undervejs.

Nå, men når alt dette er sagt, så er der faktisk nogle mindre knolde på ruten, og visse steder ligger de ret tæt på hinanden. Det gælder især på stykket mellem Ganløse og Smørum. På udsnittet fra RideWithGPS herunder kan du se, hvilken strækning der er tale om.

Det er lidt af en pukkelpist, der skal forceres her. Syv-otte gange går det opad på den 15,4 kilometer lange distance. En af gangene handler det om Kirkebakken i Veksø. Den stiger ifølge Climbs.dk med 3,9% over 700 meter og har en højdeforskel på 27 meter. Samlet angiver RideWithGPS antallet af højdemeter på strækningen til at være 148.

Er det meget? Generelt er en rute, hvor højdemeterne divideret med længden giver et resultat over 10, at regne som særdeles hård. Ganløse-Smørum når næsten helt derop: 148 divideret med 15,4 er lig med 9,6. Så det er skrappe sager, især efter sjællandsk målestok. En sammenligning med Vejle-området vil ikke være helt urimelig.

Men altså – det er så kun godt 6 procent af ruten, vi taler om her. Resten er mindre bakket, og nok så væsentligt: Efter de 15,4 kilometer med kuperet terræn flader vejene ud, og bortset fra en enkelt knold er de sidste 70 kilometer af løbet blottet for terrænudfordringer. Blandt andet skal herrerne køre fem gange rundt på en aldeles bakkeløs afsluttende rundstrækning i det centrale København.

Når nu selve cykelløbet antageligt vil mangle spænding, kunne man i stedet håbe på et dansk topresultat. Men også her kniber det. Danmark har et par gode sprintere i Mads Pedersen, Magnus Cort og Tobias Lund Andresen. De vinder bare sjældent, når de er oppe imod de internationale topnavne, der er eksperter i at træde hårdt i pedaler på flad asfalt. Og netop dem må man forvente en del af i København i juni, eftersom Copenhagen Sprint er et løb i højeste UCI-kategori.

Faktisk havde de danske vinderchancer nok været større, hvis man havde placeret løbet i et mere bakket landskab – eksempelvis i Odsherred eller ved Vejle. Selv i Aarhus havde man kunnet lave en rute med muligheder for de ryttertyper, der har styrker i vanskeligere terræn. Men sådan skulle det ikke være. Ikke denne gang og heller ikke de mange foregående gange. Man kan objektivt konstatere, at når det gælder internationale cykelløb, så har de danske organisationer en særlig forkærlighed for flade ruter. At dette gør løbene mindre interessante for cykelfans i ind- og udland, bekymrer dem åbenbart ikke.

(Nedenstående tekst blev bragt som læserbrev i Bornholms Tidende 27. februar 2025🙂

Tillykke til Bornholm, der nu endelig er kommet med i PostNord Danmark Rundt. Vi er mange (også udenfor øen), der har drømt om dette i årtier, så at det nu er lykkedes, er fantastisk.

Men én ting ærgrer jeg mig over: At rytterne ikke kommer til at prøve kræfter med de toppede brosten i Rønne.

I hjertet af Bornholms største by er gaderne brostensbelagte i et omfang, som næppe findes tilsvarende noget sted i Danmark. Man kan visse steder i byen cykle mere end to kilometer ud i ét næsten udelukkende på brosten.

Det er sikkert ukomfortabelt for den stakkels menige cyklist, men i et professionelt cykelløb kunne det skabe stor spænding og dramatik. Bare se, hvordan flere store forårsklassikere i Nordvesteuropa er bygget op om udfordrende brostensstrækninger. Et Paris-Roubaix i Rønnes idylliske gader havde været enestående.

Nu kan man jo ikke få alt, hvad man peger på i denne verden, og den rute, der er valgt af arrangørerne, er ikke dårlig. Der er mange bakker med, og jeg er normalt vild med bakker. Men lige her havde jeg gerne set, at man havde prioriteret brostenene. Fordi de er så unikke – og fordi de ligger tættere på målstregen.

Jamen, de brostensgader kan man måske så have med i et cykelløb en anden god gang? Ja, måske – men med de logistiske udfordringer, der hører til store sportsbegivenheders besøg på Bornholm, skal man nok ikke regne med, at det sker hverken næste år eller de næste ti.

Et par ekstra PostNord Danmark Rundt-etaper på Bornholm, når nu hele cirkusset alligevel var draget over vandet, havde givet nogle muligheder. Nu bliver det i stedet til det ene skud i bøssen, og en enkelt etape er selvfølgelig meget bedre end ingenting.

/Jacob T. Johansen, Danskebjerge.dk

Når et år rinder ud, har jeg en slags tradition med at gennemgå de cykelløb, jeg har kørt i den forløbne sæson, så det må jeg hellere holde fast i. Også selvom der i 2024 ikke var nær så meget at skrive hjem om, som der plejer at være. Hovedårsagen er, at flere af de løb, jeg tidligere har deltaget i, ikke blev afviklet. Og der er ikke kommet nyt til – i al fald ikke nogle, der geografisk og på anden vis svarer til mine ønsker. En lidt ærgerlig udvikling.

Jeg læste i øvrigt også for nylig, at Hedelandsløbet (eller Hedelands Naturtrail, som det har heddet i de senere år) også er lukket og slukket. Det var ellers en af de årlige events, der tiltalte mig meget i mine tidlige år som motionsløber. Det er lidt vemodigt at se sådan en traditionsrig begivenhed forsvinde fra kalenderen. Men det er også en sportslig streg i regningen for en motionist som mig, der godt kan lide at prøve sig selv af ved bestemte events hen over året.

Geografien spiller selvfølgelig en rolle her: Et løb, der kan nås indenfor en times kørsel, er noget mere attraktivt, end hvis man skal have et større transportpuslespil til at gå op. Så selv hvis et løbs ophør følges af et andet løbs opståen, er det ikke altid, at de to ting går lige op for den enkelte motionsløbsdeltager.

Anyway, her følger en kort skitsering af forløbet af de tre landevejsløb, det blev til for mit vedkommende i 2024.

Storebæltsløbet, Vestsjælland, april, 56 km:
Det var første gang, jeg deltog i dette traditionsrige løb. Generelt tager jeg ikke til så mange løb i april, bl.a. fordi jeg typisk er lidt i underskud af træning på det tidspunkt af året. Men denne gang passede det godt med min øvrige planlægning, og desuden var jeg lidt skuffet på mig selv over, at jeg aldrig har kørt et løb, der involverer de store bakker vest for Slagelse. Så nu skulle det være. Omend kun på den korte 56 km-distance.

Løbet er af den gammeldags slags med én samlet start. Det giver et meget stort felt på første kilometer, hvilket på sin vis er ganske cool, nu hvor det forekommer sjældnere og sjældnere. Der køres oven i købet ned ad bakke i begyndelsen, så det er ret hæsblæsende. Men der går ikke lang tid, før man rammer de førnævnte stigninger. Det har den fordel, at rytterne bliver spredt mere ud og således er til mindre gene for den øvrige trafik. Der er dog også en ulempe for én som mig, der hører til feltets tungere halvdel og kun er i vinterform. Ulempen er, at man nemt bliver kørt agterud på et tidligt tidspunkt, og det kan være noget rigtigt møg, hvis der samtidig er modvind på udturen.

Og netop dét var tilfældet på den barske Jættehøjvej, hvor jeg alt for tidligt kom til at sidde i den udtyndede del af feltet og alvorligt frygtede for at skulle sidde alene med de 7-8 m/s i ansigtet over en snes kilometer bagefter. På en eller anden måde blev der alligevel dannet en gruppe af rimelig størrelse, inden vi forlod Slots Bjergby, og det var guld værd på det følgende stykke, hvor højdemeterne blev færre, og vinden fik næsten frit spil i det åbne terræn.

Jeg sad og var spændt på, hvad der ville ske ved halvvejspunktet. Hvem i gruppen skulle ligeud – og hvem skulle dreje til højre? Ligeud var for dem på den lange rute. Til højre var for dem på den korte rute. Scenariet blev det værst tænkelige: Jeg var den eneste, der drejede af. Med andre ord kom løbets resterende 28 kilometer til at bestå i ufrivillig solokørsel!

Når nu det skulle være, så var det jo ikke så værst, at der var solid medvind på de første mange kilometer hjemad. Men i det sidste kvarter havde jeg overvejende den skarpe vind ind i fjæset, og opløbsbakken efter Hejninge var særligt grum. Min gennemsnitsfart styrtdykkede, og med 31,3 km/t i snit ved krydsningen af målstregen blev Storebæltsløbet da også til et af de langsomst kørte løb, jeg har stillet op i, når man tager den relativt korte rute i betragtning. Men det var så også første gang, at jeg er blevet “sat af feltet” på den måde, som jeg blev her.

Hedeboløbet, Midtsjælland, juni, 56 km:
Hedeboløbet er et af de cykelløb, jeg har deltaget oftest i. Det ligger godt for mig – lige efter midsommer -, og det er relativt nemt at komme til og fra Tune, som er start- og målby.

Modsat ved Storebæltsløbet deles feltet i Tune op i små startgrupper på under 25 mand. Det betyder, at man praktisk talt aldrig kommer til at køre i et stort felt, men oftest er der alligevel en håndfuld ryttere, som man styrkemæssigt går godt i spænd med. Sådan var det bare ikke for mig i år! Allerede på den første svage stigning så det besynderligt ud: 20 meter foran mig kørte en enkelt rytter, 20 meter bag mig kom der et par andre. Hvad gør man så?

Jeg valgte den offensive tilgang og kørte op til den førende. Vi fik etableret, hvad man med lidt god vilje kan kalde en gruppe, og så tonsede vi derudaf, mens dem, der lå bagved, tilsyneladende mistede yderligere terræn. Om det var fedt at ligge forrest på den måde? Mjah, sådan set ikke, for der er det med løb med små startgrupper, at man ikke ved, hvilken konkurrence man er oppe imod. Alt andet lige er det vel sådan, at en tomandsgruppe, som den jeg sad i, ikke er specielt hurtig, set over en strækning på godt 50 kilometer. But what can you do? Man kan ikke vinde hver gang, og 2024-udgaven af Hedeboløbet skulle åbenbart være den, hvor jeg ramte en uheldig startgruppe.

Et plus var det dog, at der omtrent halvvejs kom en mand op bagfra. Han forklarede senere, at han havde halset efter os i et godt stykke tid, men hver gang han havde nærmet sig os for alvor, var der sket noget, som satte ham tilbage, bl.a. krydsende trafik. Det viste sig, at han var en større forstærkning for vores lille gruppe end ham, jeg havde fulgtes med fra starten – faktisk var denne begyndt at sidde på hjul konstant, så der var åbenbart ikke så meget tilbage i ham, tænkte jeg.

Hen mod slutningen af løbet sker der noget uforudset: En bom går ned. Vi skal simpelthen holde for et tog! Det er første gang, jeg har prøvet dét i Hedeboløbet. Men ruten byder på en del usikkerhedsmomenter, bl.a. et lysreguleret kryds i Gadstrup blot 10 kilometer før målstregen. Så man skal være parat til at bide nogen frustration i sig i dette løb.

Frustrerende var det også at se, hvordan vores “wheelsucker” i gruppen på de sidste meter spurtede forbi mig hen mod målstregen. Han virkede meget stolt bagefter, men hvad han måske ikke tænkte over, var, at tiden tages ved både start og mål, således at hvis du er først til at køre over stregen ved start, så risikerer du, at dem, du slår i spurten, får en bedre sluttid end dig. Og sådan var det faktisk også i dette tilfælde, hvilket jeg tillod mig at fryde mig over, da jeg slog resultatet op under indtagelsen af grillpølsen i festteltet efter løbet.

Min snitfart var 32,8 km/t – det klart langsomste resultat ud af de fem gange, jeg har kørt Hedeboløbet. Men det kunne næppe være anderledes, når jeg kun sad sammen med 1-2 andre hele vejen.

Carl Nielsen Touren, Midt- og Sydfyn, september, 89 km:
Det her var et revancheløb. Altså for mig personligt. Som man kan læse i gennemgangen af sidste års løb, var Carl Nielsen Touren 2023 fuld af ærgrelser (løs hund, forkert rute mv.), så målet i 2024 var først og fremmest at gennemføre gnidningsfrit. Og det lykkedes stort set.

Vejret på løbsdagen var igen i år formidabelt efterårsvejr. Den eneste lille vejrrelaterede bekymring bestod i, at der var lidt medvind på de første kilometer efter startskuddet i Nr. Lyndelse. Når ambitionen er (som det tit er for mig) at sidde i samme gruppe som de hurtigste så længe som muligt, så er modvind bedst. I modvind kan man placere sig nede bagved og nyde godt af læ fra de forankørende, som til gengæld får det relativt hårdere. I medvind udebliver denne effekt, og derfor var det ikke så overraskende, at jeg i år måtte opgive kampen tidligere end håbet.

Jeg fandt så i første omgang sammen med en anden slagen rytter fra min startgruppe – en svensker bosiddende i en Odense-forstad -, men det holdt kun, til vi nåede den umådeligt lange stigning op til Jordløse. Her forsøgte svenskeren sig med en acceleration, men det gav bagslag, og så var han åbenbart syret så meget til, at han faldt ned igennem den gruppe, der på det tidspunkt havde samlet sig. Derefter blev terrænet så anstrengende, at der generelt var stor spredning. Arrangørerne havde i år skruet op for højdemeterne omkring Faaborg, og det kunne mærkes.

Selv kørte jeg ind på den navnkundige Golfbakke i ensom majestæt. Her fornemmede jeg et potentiale for krampe, hvilket jeg ellers kun oplever på meget kuperede ruter à la Grejsdalsløbets, men Carl Nielsen Tourens sidste tredjedel er relativt flad, så man er ikke helt så bekymret for det totale sammenbrud, som man er på Vejle-egnen.

Jeg endte med at sidde som det halvtynde øl i en tremandsgruppe (det er åbenbart sådan et år, hvor jeg ender med at sidde i smågrupper), og efter en føring i modvind med et par kilometer til mål blev jeg sat af de to andre. På det tidspunkt var jeg godt slidt (jeg kørte de 89 km med et pulsgennemsnit på 87%), så jeg affandt mig med at trille over målstregen alene, og desuden var der sket det, jeg havde håbet på fra start, nemlig at jeg gennemførte løbet uden alskens bøvl à la året før.

Set i bakspejlet skulle jeg nok have valgt startgruppe 2 frem for startgruppe 1. Tilsyneladende er det de hårde drenge, der sidder i startgruppe 1 i dette løb, og det er lige skrapt nok for mig – de tilbagelagde trods alt de første kilometer med over 40 km/t. Så hvis jeg deltager i løbet igen (og det vil jeg gerne, men det koster altså nogle bropenge ved siden af deltagergebyret), vil jeg prøve at placere mig lidt længere nede i køen ved startstregen.

Carl Nielsen Touren blev det tredje og sidste løb i min 2024-sæson. Jeg kan ikke love, at antallet bliver højere i 2025. Kalenderen skal passe, og motivationen skal være der. Omvendt skal jeg også minde mig selv om, at det netop er deltagelsen ved motionsløb, der gør, at man finder motivationen ved hverdagens træning. Sådan er jeg i hvert fald indrettet.

Læs om mine løb i 2023 her: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2023/12/08/tilbagekig-pa-2023-mine-landevejslob/

Og her mine løb i 2022: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/12/03/tilbagekig-pa-2022-mine-landevejslob/

/Jacob