Blogsbjerg

Forleden cyklede jeg en tur på Midtsjælland. Den var 76,4 km lang og havde ca. 650 højdemeter. Det vil sige stærkt kuperet efter sjællandsk målestok. Men det var snyd – på en måde. 

Ruten var nemlig placeret på en rundstrækning på godt 7,5 km. Rundstrækningen, der går rundt om de smukke søer Bromme Lillesø og Bromme Maglesø, kørte jeg 10 gange. Imens voksede antallet af tilbagelagte højdemeter – fra 65 efter den første runde til 650 efter den sidste. (Se turen på Strava her.)

Kunne jeg have fundet en rute, der var lige så hård, og hvor jeg ikke behøvede køre rundt og rundt? Det ville kunne lade sig gøre. Men mulighederne ville være få. 

De 650 højdemeter fordelt på 76,4 km balancerer nemlig på en grænse, som jeg meget tit er stødt på, når jeg har set på danske løberuter eller selv designet dem. Grænsen er 1 højdemeter pr. 100 længdemeter. Hvilket svarer til, at terrænet er steget med 1.000 meter vertikalt, når din gps siger, du har kørt 100 kilometer.

Jeg har været med i et cykelløb, hvor ruten gik rundt om Tystrup Sø – et af Sjællands mest kuperede landskaber. Her var der meget tæt på 1.000 højdemeter på 100 km (noget, som arrangørerne brugte i markedsføringen af eventen). Men vi kørte altså også tre gange rundt om søen. Hvis ruten havde strakt sig ikke blot rundt om søen, men også ud i en større omkreds, var de 1.000 højdemeter på 100 km ikke blevet nået. 

Jamen, Odsherred da? Der ligger Sjællands skrappeste bakker jo, og bakkerne ligger tættere end ved Tystrup Sø. En 100 km-tur rundt i det landskab giver godt med højdemeter. Men du ville stadig være nødt til at køre mindst to gange i ring for at nå op på 1.000.

Ovre i Jylland er der lidt flere muligheder. Og i et løb som Grejsdalsløbet er der faktisk ruter, som krydser den magiske grænse uden at slå knuder på sig selv. Men det er ikke med stor margin. Da jeg kørte  “Udfordringen”, eventens korteste rute på 83 km, var der ifølge Strava 950 højdemeter. Det svarer til 1.140 højdemeter pr. 100 km. Nogenlunde det samme forhold gælder for ruterne på 127 km og 167 km, mens den meget lange rute på 229 km ikke helt når op på 1.000 højdemeter pr. 100 km (2024-udgaven). 

Et andet eksempel fra Vejle-egnen: Kongeetapen i PostNord Danmark Rundt – den med slutspurten på Kiddesvej – har ofte mere end 1.000 højdemeter pr. 100 km. Men her skal man huske på, at etapen altid afsluttes med en rundstrækning, der køres flere gange. Dermed øges koncentrationen af højdemeter. Og alligevel ligger antallet af højdemeter på kongeetapen sjældent meget over den nævnte grænse. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor kan man fx ikke designe en dansk rute med 2.000 højdemeter på 100 km?

Det hænger først og fremmest sammen med størrelsen af stigningerne og afstanden imellem dem. I Danmark er de enkelte bakker sjældent på mere end 100 højdemeter, og derfor skal der en del bakker til for at runde 1.000 på 100. Som regel er der også et godt stykke vej fra toppen af den ene stigning til bunden af den næste. Disse mellemstykker går hårdt ud over koncentrationen af højdemeter. 

I et terræn med færre småknolde, men flere store stigninger ophobes højdemeterne lidt mere effektivt. Hvis du fx har en 100 km lang strækning med tre stigninger på hhv. 500, 350 og 150 højdemeter, så kan man uden at benytte kugleramme konkludere, at de i sig selv rækker til den magiske grænse.

Lad os regne lidt videre: Hvis alle tre stigninger stiger med 5% i snit, så vil de 100 km have i alt 20 km med stigende terræn og 80 km med fladt eller faldende terræn. Det lyder måske ikke så hårdt egentlig. I al fald ikke, hvis der køres kontrolleret. Til gengæld ville en rute med dobbelt så mange bakker og samme antal højdemeter måske føles mere anstrengende, fordi der “sker” mere undervejs (op/ned, sving osv.).

Uanset hvad så er et professionelt cykelløb på en rute, der ligger omkring 1:100-grænsen, ikke at sidestille med en bjergetape i en Grand Tour. Det er snarere et klassikeragtigt løb à la Amstel Gold Race. Her vil såvel spinkle klatrespecialister som tunge supersprintere få det svært, mens puncheur-typerne har bedre chancer for at nå til tops.

Hvis man som motionist selv vil have mange højdemeter i benene på dansk grund, så er metoden med rundstrækninger den nemmeste. Og der er ingen grænse for, hvor kort den må være – når blot den indeholder mindst én stigning.

Men det er klart, at jo flere runder der skal køres, desto mere ensformig bliver cykeloplevelsen. Jeg må tilstå, at mine runder om de ellers naturskønne søer ved Bromme til sidst begyndte at føles lidt lange i det. Man skal have motivationen i orden for at træne på den måde.

Og husk så lige at være skeptisk overfor de højdemeter, du bliver præsenteret for af din software. Der er flere af de kendte online ruteservices, der rammer ved siden af skiven, når de tæller højdemeter sammen. Jeg vil anbefale, at du lægger ruten ind på Strava og vælger Stravas højdejusteringsfunktion. Det giver dig et relativt troværdigt resultat.

/Jacob

Det svenske medie Expressen har haft en reporter ude på en stigning ved navn Abborrbacken. En “dæmonbakke”, som Expressen også kalder den i omtalen. Den skal være den hårdeste bakke i noget motionsløb i Sverige. Bakken er 522 meter lang (vældigt præcis angivet!) og stiger med 8% i snit. En barsk udfordring, synes den løbende reporter:

https://www.expressen.se/tv/nyheter/sverige/reporterns-reaktion-pa-demonbacken-ger-upp/

Men egentlig er 522 meter og 8% ikke så voldsomt. Og man skal bemærke, at der jo heller ikke er tale om den hårdeste stigning af alle i Sverige. Abborrbacken er den hårdeste “løbebakke”, hvilket vil sige, at den indgår i et officielt motionsløb. Der findes helt sikkert skrappere stigninger på Kebnekaise og lignende steder, men det er måske småt med løbeevents der. Jeg tænker også, at specialløb, f.eks. ultraløb, ikke er regnet med.

Som det fremgår af Expressens video, er kåringen ikke trykprøvet – der efterlyses tip om andre hårde løbebakker i Sverige. Men hvordan med Danmark? Kan Danmark levere en stigning, der er hårdere end 522 meter med 8%, og som bruges i motionsløb?

Lad os se på et par eksempler.

Stigningen op ad Sindbjerg nær Silkeborg er 250 meter lang og stiger med 21,2% i snit. Den bruges i løbeeventen Julsø Ultra. Selvom Sindbjerg-bakken er kortere end Abborrbacken, så har den flere højdemeter og er selvsagt stejlere. Den slår helt sikkert den svenske stigning i hårdhed, men skal man være krakilsk, hører Julsø Ultra til specialløb-kategorien.

Kongeetapen i Etape Bornholm hører derimod til blandt de store danske motionsløb (næsten 1500 deltagere i 2024), og her har vi at gøre med det måske bedste bud på en dansk kandidat. Den afsluttende stigning på løbeetapen er 500 meter lang og stiger med 63 højdemeter. Det resulterer i en gennemsnitlig stigningsprocent på 12,6. Altså er den nordbornholmske bakke cirka lige så lang, men samtidig markant stejlere end den svenske. Derudover er bakken sammenlignelig med Abborrbacken på den måde, at der er både grus- og asfaltsektioner på den. Læs Danskebjerge.dk’s test af stigningen op til Hammer Fyr her.

Hvad så med f.eks. Skovbakkevej i Aalborg? Jamen, den er bestemt hård, men ikke hårdere end Abborrbacken – i al fald ikke, hvis man ser på gennemsnitsværdierne. Skovbakkevej, der indgår i det traditionsrige Aalborg Brutal Marathon, er 400 meter lang og stiger med 8,8% i snit. Den er med andre ord en smule kortere og en smule stejlere end Abborrbacken. Så vi har måske med en uafgjort at gøre her. Men den maksimale stigning på Skovbakkevej er på hele 17%, og det kan godt være, at den aalborgensiske stigning på det punkt er mere krævende end den svenske.

Uanset hvad: Hvis spørgsmålet er, om der i Danmark er en stigning, som kan slå Expressens svenske rekordbakke, så er svaret ja!

/Jacob

Traditionen tro evaluerer Danskebjerge.dk her årets store danske etapeløb PostNord Danmark Rundt. Som sædvanligt vil hovedfokus være på selve løbet og ruten – kun sekundært på bestemte ryttere.

Men lad os alligevel kort berøre sidstnævnte, altså rytterne. Årets startliste havde ifølge Procyclingstats en score på 176. Det er et ganske markant dyk i forhold til i fjor, hvor kvalitetsscoren var 228. Forklaringen er, at løbet sidste år havde deltagelse af store navne som Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og Fabio Jacobsen. I år var Arnaud de Lie det eneste store navn. Et par andre deltagende stjerner har fremtiden bag sig, og en rytter som Magnus Cort, som vi danskere kender fra hans mange spektakulære sejre, ligger også i år uden for verdens top 100 og bidrager derfor ikke meget til startlistens objektive kvalitet.

En fordel ved en startliste uden absolutte topnavne er, at det fremmer jævnbyrdigheden og spændingen, og denne udgave af PostNord Danmark Rundt udviklede sig da også til en tæt strid – faktisk så tæt, at det samlede klassement først blev afgjort i den allersidste spurt. Her endte Cort som treer, hvilket var én placering fra at have gjort ham til vinder af etapeløbet.

Medvirkende til at opretholde suspensen var holdløbet, som fandt sted på første etape. Holdløbet var en nyskabelse, og det fungerede godt. Det er en optimal måde at præsentere de enkelte hold på, og fordi distancen var beskeden, kom der ikke nogen afgørende spredning i toppen, sådan som man ellers af og til ser med almindelige enkeltstarter. (Det mest kendte eksempel er vel Matti Breschel, der vandt talrige etaper i løbet, men aldrig det samlede klassement, fordi han mistede for meget tid på enkeltstarterne.) Man kan sagtens gentage succesen og lægge en TTT ind igen til næste år. De er jo sjældne i mindre etapeløb, og derfor er der potentiale i, at PostNord Danmark Rundt kan profilere sig på dem.

Allerede dagen efter holdløbet var det tid til kongeetapen – den, der siden 2004 har haft opløb på Kiddesvej/Koldingvej i Vejle.

Der var et par specielle egenskaber ved årets kongeetape. Én var længden. Etapen var hele 231 kilometer lang, og kombineret med den høje koncentration af højdemeter, der lå på den sidste tredjedel, fik etapen skær af en forårsklassiker i Holland eller Belgien. Vejret på dagen var dog en formildende omstændighed: Det var tørvejr, og vinden kom for det meste skråt bagfra på etapens første halvdel, så mange ryttere har kunnet tage det forholdsvis roligt i begyndelsen. Man kan fantasere om en kongeetape på 231 kilometer i regn og rusk, og hvor etapen ikke indledes i flade Vestjylland, men derimod både starter og slutter i Vejle.

Et andet særtræk ved dette års kongeetape var strækningen med Chr. Winthersvej. Danmarks stejleste gade med en maksimal stejlhed på 25,5% har været med i PostNord Danmark Rundt før, men vejforløbet hen til og efter den ekstreme stigning var anderledes. Hvor feltet tidligere er kommet susende oppe fra Jellingvej, kom det nu nede fra krydset Enggade/Jellingvej. Dette burde faktisk gøre det nemmere at dreje ind på den ultrasmalle Chr. Winthersvej, og derfor er det paradoksalt, at det var i år, at der opstod trafikprop. En holdbil blev fanget imellem grupperne på stigningen og skabte en værre omgang kluddermor. Det så grimt ud, og endnu værre blev det, da hovedfeltets bagtrop måtte af cyklerne nede på Jellingvej, fordi der simpelthen ikke var fremdrift nok på den første del af Chr. Winthersvej.

Ifølge løbsleder Jens Kasler, som Danskebjerge.dk talte med efter femte og sidste etape, var den vildfarne holdbil ikke årsagen til stoppet. Han mener, at det simpelthen var stejlheden, der gjorde det, og at man generelt må acceptere risikoen for propper, når man inddrager en stigning af denne karakter.

I hvert fald må mindst en snes ryttere være blevet sat ud af spillet på Chr. Winthersvej. Men på toppen var der trods alt hele 63 kilometer til målstregen, så for de fleste i feltet ville der under normale omstændigheder være rimelig tid til at få situationen nogenlunde under kontrol igen.

Men så kom endnu en nyskabelse ind i billedet, nemlig stigningen på Petersmindevej. Stigningen ligger i direkte forlængelse af nedkørslen på Søvej og er på 45 højdemeter. Med denne krævende tilføjelse til Chr. Winthersvej udgør de godt to kilometer fra Enggade den skrappeste delstrækning nogensinde i PostNord Danmark Rundt, og det var meget tilfredsstillende at se, hvordan begivenhederne udviklede sig her. Petersmindevej-bakken blev som håbet startskuddet til adskillige angreb. Det mest kraftfulde af dem involverede Magnus Cort, Matteo Trentin m.fl. og blev sat ind på Rugballevej med 53 kilometer til mål. Udbrudsgruppen fik ikke noget stort hul, men holdt ikke desto mindre hele vejen til mål. Dermed fik terrænet før Kiddesvej-rundstrækningen for andet år i træk afgørende betydning for resultatet på kongeetapen.

Jeg synes, at tilføjelsen af Petersmindevej var et stort plus. Den må meget gerne komme med i etapeløbet igen. Faktisk vil jeg hellere have Petersmindevej med end de stejleste 160 meter på Chr. Winthersvej. Den smalle gade er kilde til mange usikkerheder og tilfældigheder, og jeg tror ikke, at de 25,5% gør en stor forskel i forhold til de 19,5%, som asfalten stiger med på den bredere Gl. Kongevej et stenkast derfra. På Gl. Kongevej er der mindre risiko for kaotiske tilstande som dem, vi så på første del af Chr. Winthersvej.

Jens Kasler virker dog glad for Chr. Winthersvej. Hans melding til undertegnede efter etapeløbets slutning var, at de afviklingsmæssige problemer i år ikke umiddelbart er af en karakter, der diskvalificerer stigningen.

Problemer var der i hvert fald ikke på Vejledalen. Vejledalen er en nybygget vej – omtalt ad flere omgange på Danskebjerge.dk. Vejen snor sig elegant ned mod Vejle Ådal og er forsynet med veldesignede broer. Den fungerer som nedkørsel efter Petersmindevej og gør det muligt at føre feltet hurtigt hen til bl.a. Østengårdbakken.

For mig blev Vejledalen ikke helt så flot en visuel seeroplevelse, som jeg havde håbet. Det virkede som om, at holdet bag tv-produktionen ikke var opmærksom på, at vejen er en nyhed, og at der er mulighed for spektakulære billeder her. DR’s kommentatorer nævnte heller ikke Vejledalen med et ord. Synd, for der går altså mange årtier imellem, at der i Danmark bliver bygget en vej med en højdeforskel på næsten 90 meter. Måske kan der tages revanche, hvis Vejledalen engang bliver brugt som stigning i PostNord Danmark Rundt.

Rundstrækningen med Kiddesvej er velbeskrevet. Så den vil jeg ikke gennemgå her. Men den virkede – som den jo plejer at gøre. Højdepunktet kom til allersidst, da Magnus Cort gjorde det utrolige og indhentede Arnaud De Lie. Da den belgiske mester bevægede sig fra Kiddesvej over på Koldingvej, slog kommentatorerne ellers fast, at sejren var hans, men bornholmeren har en fantastisk evne til at æde sig selv ved synet af en mållinje. Især når terrænet stiger.

Var det den bedste Vejle-etape nogensinde? Det kan det godt have været. Både på grund af selve etapens forløb og fordi den skabte et resultat, der bidrog til øget spænding i resten af etapeløbet. Cort og De Lie havde efter etapen samme tid i det samme klassement, hvilket fik Brian Nygaard til at komme med den fornøjelige konstatering, at ingen kan føle sig trygge, hvis de kun fører med nul sekunder.

Efter tredje etape havde De Lie dog skabt et forspring på fem sekunder. Dels ved at tage bonussekunder ude på ruten og dels ved at krydse målstregen som nummer to lige foran Magnus Cort. Målbakken i Haderslev var 1 km lang og steg med 4,7% i snit. Fordi Cecilie Uttrup Ludwig har vundet et løb på denne bakke, var der spænding om, hvor vidt den også ville skabe splittelse i PostNord Danmark Rundt. Det skete dog ikke. De 35 hurtigste kom ind i samme tid. Hvilket ikke er det samme som at sige, at der er noget galt med Chr. X’s Vej-stigningen. Det var en fin op-ad-bakke-spurt. Men hvis der skal skabes splittelse i et professionelt felt af herreryttere (selv i et relativt svagt felt som det i årets PostNord Danmark Rundt), så skal der altså helst tocifrede stigningsprocenter til. Plus gerne et halvt hundrede stærkt kuperede kilometer umiddelbart før.

Lidt af den samme problematik – bare på en anden måde – gjorde sig gældende på fjerde etape fra Store Heddinge til Holbæk. Heri indgik en meget bakket rundstrækning ved Maglesø. Fire gange skulle områdets stejleste bakke bestiges (maks. 12,5%). Se video fra passagerne nedenfor.

Maglesø-runden er storartet, både sportsligt og æstetisk. Og hvis man kørte 100 kilometer på den ville man få cirka lige så mange højdemeter i benene som på en udfordrende rute i Vejle. Men på etapen i PostNord Danmark Rundt 2024 blev der kun tilbagelagt omkring 45 kilometer her, og terrænet var nemt, både før og efter at feltet rundede den flotte istidssø.

Derfor var det på forhånd svært at tro på, at Magnus Cort kunne bruge de midtsjællandske bakker til at revanchere sig for de tabte sekunder på Haderslev-etapen, og det viste sig da også, at løbets større hold alle valgte en defensiv tilgang til rundstrækningen. Formentlig var det helt efter løbsledelsens drejebog, for der var tydeligvis lagt op til klassisk gadeløb i Holbæk by. Men nej, den forventede massespurt for sejren udeblev, fordi en enlig udbryder, upåagtede Jelte Krijnsen, fik kæmpet sig over stregen først.

Krijnsen udtalte i øvrigt selv bagefter, at det var på rundstrækningens brostensstykke, at han fik has på de andre ryttere i udbruddet. Dette var muligvis et lidt overset moment på etapen – og i almindelighed. Nok er der ikke så mange lange pavéer i Danmark, men når tingene spidser til i et løb, kan selv en kort vejstrækning med f.eks. chaussésten få betydning.

Tilbage er der så lige at hæfte et par ord på den femte og sidste etape i årets PostNord Danmark Rundt. Den mindede en del om 4. etape sidste år. Faktisk var den afsluttende rundstrækning identisk med den, som Fabio Jakobsen sejrede på i 2023. Opløbsstrækningen stiger med ca. 9 meter op til målstregen, men det er nok at gå for vidt at kalde det en spurt op ad bakke. Det blev danske Tobias Lund Andresen, der kom først i mål på en etape, hvor udbruddet blev holdt i kortere snor end dagen før. Igen i år var der flot publikumsopbakning i Bagsværd, og vejret var lige så godt som i fjor.

Undertegnede fik med egne øjne set to af årets etaper, men ellers er PostNord Danmark Rundt i høj grad en tv-båret event. Jeg oplever, at tv-produktionen er af passende høj kvalitet. Der er ikke noget, som får løbet til at stikke ud i negativ retning sammenlignet med andre internationale løb i samme kategori. Dog var der en skønhedsfejl på Vejle-etapen, hvor udbryderne fulgte en kameramotorcykel, der var drejet af i et sving i stedet for at køre lige over. Hvem der bar ansvaret for udbrydernes dyre tidstab, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men med større omhu kunne fejlen nok være undgået.

Jeg fornemmer, at brugen af kameradroner er tiltagende, og på første etape gav de et glimrende ekstra krydderi til tv-dækningen af holdløbet. Helikopteren virker dog uundværlig – det er den, der leverer de landskabsbilleder, som i sig selv gør PostNord Danmark Rundt værd at tænde fjernsynet for.

DR’s to kommentatorer holder et udmærket niveau. Og deres rollefordeling er fin, synes jeg. Der er dog stadig lidt for meget hygge-nygge over det, hvilket bl.a. gik lidt ud over afslutningen i Vejle, hvor kommentatorerne ikke helt kunne leve op til det intense drama, der udspillede sig for øjnene af os. Lige i dén situation kunne det måske have været godt med f.eks. Dennis Ritter og Rolf Sørensen ved mikrofonen for at understøtte fornemmelsen af, at denne etape var sammenlignelig med World Tour-løb af højeste kaliber.

Samlet set var det dog en rigtig god udgave af PostNord Danmark Rundt. Ingen tvivl om dét.

Hvis man skal udpege det største minus, så er det måske det faldende dramapotentiale hen over etapeløbet. De sidste tre etaper var praktisk talt sprinteretaper (også selvom en udbryder snød sprinterne i Holbæk). Et perfekt PostNord Danmark Rundt har et lidt bedre mix, men man må også bare erkende, at konceptet med, at etaperne helst skal slutte i større byer, giver nogle begrænsninger. Det er trods alt et fåtal af de danske byer, der er fulde af bakker.

I øvrigt skal vi som danskere glæde os over, at de flade etaper sagtens kan kaste danske vindere af sig. I år var det Tobias Lund Andresen, der imponerede i spurterne, men Magnus Cort er også stærk på opløbsstrækningerne, ligesom eksempelvis Mads Pedersen, som vi da gerne snart skulle se til start i PostNord Danmark Rundt igen.

/Jacob

Onsdag begynder 2024-versionen af PostNord Danmark Rundt, og her får I traditionen tro en ruteanalyse fra Danskebjerge.dk. Med særlig fokus på løbets stigninger, naturligvis.

Løbet begynder i Jylland og slutter ved København. Der er i alt fem etaper. Det er på etape 2, 3 og 4, at stigningerne spiller den største rolle.

Anden etape – med start i det flade Vestjylland og mål i det bakkede Østjylland – bliver noget af et festfyrværkeri til sidst. Der er skruet maksimalt op for højdemeterne i og omkring Vejle.

Bl.a. skal rytterne op over Østengård-stigningen to gange. Begge gange er der vigtige point til bakkekonkurrencen at kæmpe om her, så jeg håber, at tv-dækningen bliver bedre, end den plejer at være på Østengårdvej.

Endnu grummere er imidlertid den strækning, der begynder på Enggade og slutter ved Petersmindeskolen. Det er faktisk en helt ny delstrækning i PostNord Danmark Rundt. Her kombineres Danmarks stejleste gade, Chr. Winthersvej, med en ekstra bakke lige efter en nedkørsel. Det er virkelig et angrebsterræn, der vil noget. Også her er der en bakkespurt. (Strækningen omtales nærmere i dette blogindlæg.)

Til sidst er der rundstrækningen med Kiddesvej-stigningen. Den er 11 kilometer lang og skal gennemkøres tre gange. Hårdt? Ja, men netop derfor reduceres betydningen af de bakker, der ligger forud for den afsluttende rundstrækning. Det har vi set ofte på Vejle-etapen. På en måde lidt ærgerligt, at Kiddesvejs 19% igen og igen skal rende med al opmærksomheden. Men forståeligt nok, at arrangørerne vil skabe mest mulig action på det sted, hvor der er flest tilskuere.

Samme hensyn spiller utvivlsomt ind i Egtved, hvor man i år har valgt at indlægge en rundstrækning, altså midt på etapen. Det er lige showagtigt nok efter min smag – jeg foretrækker ruter med så få ekstrasløjfer og selvkrydsninger som muligt. Til gengæld er jeg svært tilfreds med en anden nyskabelse, nemlig nedkørslen ad Vejledalen. Denne nybyggede vej er enestående i dansk kontekst, og jeg forventer, at tv-producenten her kan levere nogle betagende billeder af rytterne set fra luften.

Tredje etape går fra Kolding til Haderslev. Ruten afspejler i store træk den ændring, der er i landskabet mellem de to byer: fra det meget bakkede terræn ved Kolding til det fladere Sydjylland.

Etapens hårdeste stigning ligger allerede efter 18 kilometer: Gelballevej. Den har en højdeforskel på hele 61 højdemeter. På toppen er der bakkepoint i spil. Siden kommer feltet forbi den navnkundige Skamlingsbanke. Her er der faktisk 50% flere højdemeter end på Gelballevej, men samtidig er stigningsprocenten så lav, at der knap nok er tale om en bakke.

De to efterfølgende bakkespurter har noget mindre højdeforskelle, og terrænet er ikke videre krævende, før rytterne kommer ind på den afsluttende rundstrækning i Haderslev. Der finder vi den 1 kilometer lange målbakke, som ligger på Chr. X’s Vej. Med sine 47 højdemeter er den sammenlignelig med fx Vårby Bakke ved Slagelse, ja, faktisk en anelse hårdere. Cecilie Uttrup Ludwig har vundet et løb, der sluttede på Chr. X’s Vej, hvilket siger lidt om dens stejlhed. Supersprinterne kan næppe være med her!

På fjerde etape har bakkerne på én gang mindre og større betydning end på de to foregående etaper. De har mindre betydning, fordi der på den afsluttende rundstrækning, som er placeret i Holbæk, ikke indgår nogen nævneværdige stigninger. Men bakkerne har samtidig større betydning, fordi der skal spurtes om bakkepoint hele fem gange på etapen. Og fire af gangene sker det ved Maglesø syd for Holbæk.

Vejene omkring Maglesø har tit været med i Danmarks største etapeløb, men deres potentiale har næppe nogensinde været udnyttet så meget som i år.

For det første skal feltet denne gang ”den rigtige” vej rundt, dvs. mod uret. Dermed kommer områdets stejleste asfalt i spil.

For det andet er der tale om en 10,5 kilometer lang rundstrækning, som skal køres fire gange. Disse fire runder (eller tre og en halv for at være helt præcis) vil i sig selv byde på knap 500 højdemeter.

Med stor sandsynlighed bliver kampen om bakketrøjen afgjort her, og man kan da håbe, at nogle modige klassementsryttere også ser potentiale i de mange knolde, hvoraf den stejleste er på op til 12,5%. Desværre er der næsten 40 kilometer fra den sidste bakketop til målstregen, så et felt med mange hjælperyttere vil have god tid til at gøre kål på eventuelle langdistanceangreb.

Femte og sidste etape skal også lige nævnes her. Mest fordi der er to bakkespurter på den. Store er de to bakker ikke, og de får efter alt at dømme nul betydning for etapens udfald. Det, der selvfølgelig kan være spænding om – ud over etapesejren -, er klassementet, for der er 10 sekunder i bonus for en førsteplads på alle etaperne, og når nu der ikke er nogen suveræn Evenepoel eller et overlegent Lidl-Trek-hold med i PostNord Danmark Rundt i år, så kan den samlede stilling godt ende med at blive meget tæt helt til den sidste målstreg i Gladsaxe.

Men umiddelbart lader første og anden etape til at være de mest afgørende. Første etape er en holdtidskørsel, hvor vigtige sekunder er i spil. Anden etape kan i princippet skabe store forskydninger i klassementet, for ruten er ikke bare kuperet – den er også ekstremt lang: 231 kilometer! Kan en rytter som Magnus Cort bevare sin aktuelle skarphed, når han skal sidde på cyklen så længe? Det er et af de spændende spørgsmål, vi får svaret på om ganske få dage.

(Det bedste objektive bud på en samlet vinder må være Arnaud de Lie fra Lotto Dstny. Dels fordi han er feltets stærkeste rytter (har en del flere UCI-point end alle andre), og dels fordi han har et stærkt hold omkring sig.)

/Jacob

Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt er kendt for sin barske og bakkede rute, og her i 2024 overgår den sig selv.

Feltet skal nemlig op forbi Petersmindeskolen i 106 meters højde over havet. Dette bliver den mest kuperede delstrækning i noget dansk landevejsløb!

Rytternes opstigning begynder helt i bunden af bakken i krydset ved Enggade. Herfra går det op til Chr. Winthersvej, som med sin maksimale stigningsprocent på 25,5% er Danmarks stejleste gade. Så fortsættes nedad til Jellingvej, men hvor man i andre løb bliver på denne vej, indtil man kører ud af Vejle, skal man i år op ad Petersmindevej, som i sig selv er en ganske krævende bakke.

Der er altså tale om to stigninger lige efter hinanden, og et sådant kuperet forløb på asfaltveje findes ikke noget andet sted i Danmark.

Strækningen er godt 2 kilometer lang og med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5. Det er hårdt i sig selv. Men hårdheden består især i, at den første del er uhyre stejl, og efter den når rytterne kun lige at køre nedad et kort øjeblik, før de igen skal forcere 45 højdemeter. Det er brutalt og unikt.

Men her slutter festfyrværkeriet ikke. For fra Petersmindeskolen er der kun få pedaltråd hen til endnu et højdepunkt, som er værd at se frem til: Nedkørslen ad Vejledalen.

Vejledalen er en helt ny vej og ganske spektakulær i dansk kontekst. Danskebjerge.dk har ved flere lejligheder opfordret til, at man benytter Vejledalen i et cykelløb så hurtigt som muligt efter indvielsen. Og nu sker det altså. Flot bliver det, når feltet i PostNord Danmark Rundt suser gennem den lille tunnel i svinget og videre ned mod bunden af Vejle ådal.

Vejle-etapen er 2. etape i årets løb. Den kan meget vel blive afgørende for, hvem der vinder løbet samlet, da der ikke ventes nævneværdige tidsforskelle mellem de stærkeste ryttere på de efterfølgende tre etaper.

“Ruten er smuk – men kuperet,” lød det fra Dronning Mary, da hun var kommet i mål efter at have gennemført 5 kilometers Royal Run i Kalundborg.

Hun har ret i sin karakteristik. Ruten i Kalundborg var nemlig den skrappeste af dagens Royal Run-ruter. Hovedsageligt pga. turen op ad Møllebakken, som ligger halvvejs.

Stigningen begynder på Kordilgade (1 moh.), hvor hældningen kun er beskeden. Stigningsprocenterne tager til op ad Bryggervænget og Møllebakken. På Royal Run-ruten gik det sidste stykke mod toppen (30 moh.) ad en sti. Jeg får det til i alt 550 meter med 5,3% i snit.

Ikke noget at sige til, at dronningen var nede at gå et par gange undervejs. Og så endda i sol og temperaturer et stykke over 20 grader.

Hele hendes rute kan ses her.

Møllebakke-stigningen har tidligere indgået i flere store events, både for løbere og cykelryttere. I fx 2021 kørte PostNord Danmark Rundt-feltet op ad den stejle kalundborgske bakke.

/Jacob

Ligesom i 2022 vil jeg som en del af afrundingen af året opridse, hvordan det gik, da jeg selv begav mig ud på cyklen til sæsonens motionsløb.

Det blev til deltagelse i otte løb alt i alt, fordelt på seks før midsommer og to efter. Jeg havde gerne set, at fordelingen var mere jævn ud over sommerhalvåret, men det ligner en naturlov, at det er sådan, det er – løbsarrangørerne har simpelthen en forkærlighed for at placere løbene før sommerferien. I år blev tendensen forstærket af, at hele tre efterårsløb, som jeg havde planlagt at deltage i, blev aflyst.

Værre var, at jeg i denne sæson var plaget af uheld. Uheld fra flere forskellige kategorier, som af en eller anden grund klumpede sig sammen i 2023. Man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at jeg måske har været uforholdsmæssigt forskånet for irriterende oplevelser i de foregående år. Der er jo altid en risiko for, at noget går galt under et løb. Men det er i al fald træls, når det sker gentagne gange indenfor kort tid.

I øvrigt var det i kombination med, at jeg på en Mallorca-rejse, som jeg cykelmæssigt havde set meget frem til, var plaget af et eller andet halløj – muligvis solstik -, som gik ud over både præstationsevne og træningsglæde. Super ærgerligt. Men tilbage til landevejsløbene …

______

Forårsløbet, Sydsjælland, april, 60 km:
Der var flot fremmøde til dette tidlige løb. Og anstændigt vejr. Løb i april er altid følsomme overfor vejrliget, men denne dag var der tørt og ret vindsvagt, så det kunne man ikke klage over. Jeg kunne sportsligt set heller ikke klage over den første halvdel af løbet, hvor jeg hang på frontgruppen hen over rutens kuperede del, inklusive den såkaldte P2-bakke ved Rønnede. Men så kom der en lyd fra forhjulet, og på et øjeblik var dækket fladt. Dermed var løbet sådan set slut for mig.

Det er mange år siden, at jeg er punkteret ved et motionsløb – jeg kører nemlig på Durano Plus-dæk, der er en garanti mod almindelige punkteringer. Ved Forårsløbet havde jeg dog i nogle måneder undtagelsesvist haft et Michelin-dæk på forhjulet, og det ville skæbnen så åbenbart straffe mig for. Et sjældent uheld, trøstede jeg mig med denne dag – men det skulle vise sig at blive symptomatisk for det meste af 2023-sæsonen.

______

Sorø Classic, Midtsjælland, maj, 52,5 km:
Sorø Classic har efterhånden eksisteret i så mange år, at det lever op til sit eget navn. Med til traditionerne hører også, at løbet finder sted i godt vejr – og sådan var det igen i 2023.

Så meget desto mere ærgerligt var det, at jeg var overmatchet på de tidlige bakker ved Tystrup Sø og ikke kunne holde mig fremme blandt de hurtigste. Jeg endte med at sidde i nogle kilometer med en kvindelig rytter, som så uheldigvis kørte ned i et hul i vejen og punkterede. Jeg valgte (bl.a. fordi jeg måske burde have set hullet og advaret mod det i bedre tid) at stoppe op, sådan at vi kunne fortsætte sammen bagefter – sportsligt havde jeg alligevel ikke meget at køre efter længere.

Ikke dermed sagt, at jeg går efter topplaceringer i motionsløb, men jeg har altid en ambition om at gennemføre på optimal vis, hvilket selvsagt ikke lader sig gøre med stop undervejs.

______

Fyen Rundt, Vestfyn, maj, 67 km:
To ting var de samme som ved det foregående løb: Jeg kunne glæde mig over et blændende godt vejr – og ærgre mig over at blive sat fra frontgruppen allerede efter få kilometer.

Jeg endte igen i en tomandsgruppe. Denne gang med en rytter, der helt ærligt var et nøk stærkere end mig. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at bidrage, men kunne konstatere på Båring-bakken to tredjedele inde i løbet, at der var krampetendenser i lårene. Det er ellers kun i længere og noget mere kuperede løb, at jeg får kramper.

Gennemsnitsfarten endte på 34,3 km/t (inkl. langsom masterstart). Dermed er det langt fra mit hurtigste løb nogensinde, men det var alligevel tilfredsstillende set i lyset af, at jeg tilbagelagde langt det meste af ruten sammen med kun 1-3 andre ryttere. Der var med andre ord ikke meget slipstrøm at gemme sig bag i dette løb, og det har selvfølgelig sin pris.

En ting, jeg studsede over: Der var stort set ingen flagposter ude på ruten. Det er ellers et stort og traditionsrigt løb. Danmarks mest traditionsrige faktisk. Måske bliver alle kræfterne brugt på de professionelles løb, som finder sted umiddelbart efter motionisternes.

______

Superbrugsløbet, Vestsjælland, maj, 80 km:
Endelig var der en gedigen klump af ryttere, jeg kunne ligge inde i gennem det meste af et løb. Ganske vist var der nok nogle stærke folk, der allerede tidligt forsvandt bort i horisonten, men feltet var stort, så der var god mulighed for at koble sig på en gruppe. Bagsiden af medaljen er så, at man kan komme til at sidde med nogle, der ikke er påpasselige nok, og en enkelt gang måtte jeg snerre af én, der ikke kunne finde ud af at holde sin linje.

Mere frustrerende var det, da vi skulle op ad den sidste bakke – Blæsinge Banke. Vejen er smal og lidt snoet, så det kræver koordinering, hvis en bil og en større gruppe cyklister skal passere hinanden her. Men det blæste en håndværker i en hvid og grøn varevogn på. Trods pladsmangel kørte han ned ad bakken med det resultat, at jeg og måske også andre i gruppen blev snittet af hans sidespejl. Det var ret chokerende at opleve sådan en mangel på hensyntagen, og at han sad med nedrullet siderude og råbte nedsættende til os imens, gjorde ikke sagen bedre. Jeg slap med en lille hudafskrabning på hånden.

Sportsligt set betød påkørslen, at jeg kortvarigt måtte stoppe op og derfor ikke kunne komme med den store gruppe til mål. Igen tænkte jeg: Hvornår stopper rækken af uheld?

______

Søen Rundt, Vestsjælland, juni, 95 km:
Allerede weekenden efter var det op på hesten igen. Denne gang til et løb med start og mål i Fuglebjerg. Ruten består af to cirka lige store dele – en sydlig og en nordlig, hvor den sydlige kun har én reel stigning (Menstrup Bjerg), mens den nordlige har adskillige (nemlig ved Tystrup Sø, deraf løbsnavnet Søen Rundt).

Forskellen i terræn sætter sit præg på farten. På de første mange kilometer efter at løbet er givet frit, suser hovedfeltet derudaf med 40-50 km/t. Her gælder det om at hænge på, så man kan sætte noget i banken, til når man rammer det mere bakkede landskab på nordsløjfen. I år måtte jeg slippe feltet en anelse tidligere end sidste år, men jeg blev reddet af, at der kom kapable ryttere op bagfra. Så min gennemsnitsfart for de 95 km endte på 35,7 km/t, hvilket næsten var det samme som i 2022. At der var 0,1 km/t i negativ difference skyldtes, at jeg denne gang måtte køre de sidste 10 km alene og i modvind.

______

Hedeboløbet, Midtsjælland, juni, 56 km:
Hedeboløbet er blandt de cykelløb, jeg har deltaget i flest gange. Det ligger godt i min kalender, også fordi det typisk er på dette tidspunkt, at sommerformen for alvor indfinder sig.

Fartrekorder skal man dog ikke sætte næsen op efter. For mens ruten er ret så flad og hurtig, så er startgrupperne små. Og når man er én blandt højst 25 mand, der kører over startstregen samtidigt, vil der ikke være mange baghjul at gemme sig bagved undervejs i løbet. I år var der dog en solid gruppe, som holdt sammen nogenlunde hele vejen. Syv mand kom i mål i tiden 1:34 plus nogle sekunder – hvoraf jeg var nummer seks (ud af samlet set 54 startende). Så det var sæsonens bedste placering for mit vedkommende.

Ligesom ved de foregående events var sommervejret formidabelt. Eneste minus ved oplevelsen var det sædvanlige problem med Hedeboløbets rute: Ruten rammer et lyskryds 10 kilometer før mål. Så der skal man oftest stoppe for rødt og vente i nogen tid. Virkelig en træls ting i et cykelløb, især når det er så sent i løbet.

______

Cyclassics Hamburg, Tyskland, august, 101 km:
I en uheldsramt sæson var denne event det store lyspunkt. Det er et stort løb med tusindvis af deltagere, og ruten er lukket, så man kan placere sig på vejen, hvor man vil. Dette har utroligt meget at sige for løbsoplevelsen. Fantastisk var det at køre et stykke på en tresporet motorvej – og at cykle gennem det centrale Hamburg uden en eneste forhindring.

Jeg var heldig at ende i en stor gruppe, som var ført an af en håndfuld stærke, beslutsomme ryttere. De holdt en konstant fart på omkring 40 km/t. Først med ca. 15 kilometer til mål begyndte gruppen at gå i opløsning (dels fordi der skete en sammenklumpning af løbsdeltagere, og dels fordi løbets eneste stigning lå her mod slutningen). Men det var fedt. Cyclassics Hamburg gav den dér eftertragtede fornemmelse af at køre løb som de professionelle – hvor man kan bevæge sig fremad med over 40 km/t uden at køre sig helt i hegnet, simpelthen fordi de andre i gruppen fjerner hovedparten af luftmodstanden.

Min snitfart for de 101 km endte på godt 39,7 km/t – astronomisk hurtigt i sammenligning med mit træningstempo og også langt hurtigere, end hvad jeg opnår ved et typisk vellykket dansk motionsløb. At vejret så tilmed var solrigt og vindsvagt, gjorde bare oplevelsen endnu bedre.

______

Carl Nielsen Touren, Sydfyn, september, 79 (89) km:
Årets sidste motionsløb blev et billede på, hvordan sæsonen var forløbet for mig: Begunstiget af vejrguderne, hjemsøgt af uheld. Ja, faktisk udviklede løbet sig endnu mere farceagtigt end de øvrige.

Første lille ærgrelse kom efter 18 km, da jeg måtte slippe frontgruppen. Måske skulle jeg have valgt en anden startgruppe med knap så mange ambitiøse ryttere. I stedet kom jeg derefter til at sidde i en tomandsgruppe, men ikke længe, for pludselig, i Jordløse, stoppede min meddeltager op. En defekt? Jeg kørte i al fald videre alene – og håbede i mit stille sind, at der ville komme nogle andre ryttere op bagfra. Det skete ikke. Tværtimod gik det efterhånden op for mig, at jeg var kørt forkert – eller rettere: at rutepilen i Jordløse havde ledt mig på gale veje (og at dette var grunden til, at min midlertidige løbsmakker var stoppet op – for at tjekke sin GPS!). Katastrofalt og frustrerende.

Ved ankomsten til de Sydfynske Alper fik jeg mig navigeret tilbage på ruten og fandt efter ca. 50 km ind i en udmærket gruppe på små ti mand. Lykken varede dog kort. Så var der nemlig en løs hund midt i det hele. Den var svær at komme væk fra, og en af rytterne i gruppen fremsatte den idé, at vi skulle stoppe helt op. Mine erfaringer med løse hunde er imidlertid ikke gode, så midt i forvirringen gjorde jeg det modsatte: accelererede væk. Det føltes næsten som at gå i udbrud, og over de næste par kilometer lod jeg mig inspirere af, at der ikke var nogen ”forfølgere” at se bag mig.

Men ak. Så missede jeg et skilt (heller ikke ved dette løb var der flagposter på ruten – det er åbenbart en særlig fynsk ting?). Og det resulterede i omvej nummer to denne dag. Det var faktisk ikke til at bære. Jeg endte med at cykle hen over målstregen fra bagsiden! Mere sølle bliver det næsten ikke. Det eneste, jeg kunne glæde mig over, var, at jeg trods alt ikke havde været involveret i nogen blodige ulykker. Det er i det hele taget nok en af de ting, jeg vil prøve at trøste mig med her ved årets afslutning – at jeg slap igennem Tycho Brahe-sæsonen uden fysiske mén …

/Jacob

Der er ikke to etapeløb eller to etaper, der er ens – hverken taktisk, vejrmæssigt eller terrænmæssigt. Så at stille dem overfor hinanden og sammenligne dem kaster ikke nødvendigvis entydige konklusioner af sig. Men man kan måske alligevel blive klogere.

Igennem en årrække har Danskebjerge.dk indsamlet data fra PostNord Danmark Rundt. Særlig fokus har været på Vejleetapen, som er den etape, der år efter år skaber de største tidsforskelle mellem rytterne. Nedenfor er de opdaterede data fra efter 2023-udgaven af løbet. Hvis du ikke orker alle tallene, er der i bunden af artiklen samlet nogle konklusioner.

Etapeløbets samlede distance, den samlede vindertid og vinderens omtrentlige gennemsnitsfart – med felternes styrke pr. år i parentes (iht. rating hos Procyclingstats):

I 2015: 878,3 km, 19:42:19, 44,57 km/t (167)
I 2016: 750 km, 16:41:35, 44,93 km/t (117)
I 2017: 759,8 km (inkl. den aflyste etape), 13:41:35 (171)
I 2018: 787 km, 18:08:25, 43,38 km/t (150)
I 2019: 727,2 km, 16:52:33, 43,09 km/t (115)
I 2021: 783,3 km, 17:19:17, 45,22 km/t (203)
I 2022: 767,3 km, 17:01:20, 45,08 km/t (296)
I 2023: 728 km, 16:49:16, 43,28 km/t (228)

Distance og vinderens gennemsnitsfart på Vejle-etapen:

I 2015 (3. etape): 185 km, 40,1 km/t
I 2016 (3. etape): 175 km, 40,6 km/t
I 2017 (3. etape): 183,6 km, 41,1 km/t
I 2018 (2. etape): 174,2 km, 41,2 km/t
I 2019 (3. etape): 199,7 km, 41,8 km/t
I 2021 (3. etape): 219,2 km, 44,6 km/t
I 2022 (5. etape): 126,5 km, 43,6 km/t
I 2023 (3. etape): 209 km, 41,9 km/t

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 7.13 min., 1.22 min.
I 2016: 2.32 min., 0.23 min.
I 2017: 2.50 min., 0.37 min.
I 2018: 1.56 min., 0.11 min.
I 2019: 1.57 min., 0.30 min.
I 2021: 13.41 min., 5.44 min.
I 2022: 1.39 min, 0.28 min.
I 2023: 3.33 min., 1.21 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 15.55 min., 12.10 min.
I 2016: 10.23 min., 1.25 min.
I 2017: 5.47 min., 2.18 min.
I 2018: 4.32 min., 1.04 min.
I 2019: 5.52 min., 1.04 min.
I 2021: 16.11 min., 13.12 min.
I 2022: 5.24 min., 1.31 min.
I 2023: 10.07 min., 5.17 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 20.13 min., 13.29 min.
I 2016: 16.13 min., 3.21 min.
I 2017: 11.43 min., 6.32 min.
I 2018: 10.49 min., 3.03 min.
I 2019: 12.49 min., 3.58 min.
I 2021: 22.43 min., 13.39 min.
I 2022: 15.18 min., 9.06 min.
I 2023: 18.28 min., 10.33 min.

Et par sammenfattende facts og konklusioner vedr. PostNord Danmark Rundt 2015-2023:

Den laveste gennemsnitsfart for hele løbet er fra det løb, hvor også rytterkvaliteten i feltet var lavest (2019). Den hurtigste snitfart forekom i det løb, hvor rytterkvaliteten var tredjehøjest (2021).

Vejleetapen køres altid med en lavere snitfart end løbet som helhed. Den mindste forskel på snitfarten var i 2021, hvor Vejleetapen kun var 0,6 km/t langsommere. Det var også i 2021-udgaven af løbet, at vi finder den klart største tidsforskel mellem den vindende rytter (Evenepoel) og nummer 20 (forskellen var 5.44 min.). Den mindste tidsforskel mellem nr. 1 og nr. 20 var i 2018, hvor nummer 20 kom i mål blot 11 sekunder efter vinderen.

I gennemsnit er der 1 minut og 20 sekunder mellem 1. og 20. pladsen på Vejleetapen. Til sammenligning kan nævnes, at den tilsvarende gennemsnitlige tidsforskel i éndagsløbet Amstel Gold Race (som måske er den klassiker, Vejleetapen bedst kan sammenlignes med) er 1 minut og 7 sekunder, beregnet ud fra de seneste otte udgaver af Amstel Gold Race.

Læs meget mere om Danskebjerge.dk’s syn på PostNord Danmark Rundt 2023 her.

/Jacob

”Sikke et flot felt, man fik tiltrukket denne gang.” Sådan skrev jeg for et år siden om 2022-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Her i 2023 er jeg lidt mere forbeholden. Bortset fra supersprinter Fabio Jakobsen var det næppe mange af de udenlandske løbsdeltagere, som var kendt af hr. og fru Danmark. PostNord Danmark Rundt scorede da også kun 228 point på ProCyclingStats’s opgørelse over den såkaldte startlist quality. Det er cirka en syvendedel af, hvad årets Tour de France-felt blev vurderet til ud fra de samme kriterier.

Men der er jo heller ikke mange etapeløb i verden, der kan konkurrere med Touren. Og dykker man lidt ned i historikken og sammenligner med de tidligere udgaver af PostNord Danmark Rundt, så var der ikke markant mindre stjernestøv over dette års udgave. Siden det allerførste Danmark Rundt blev afviklet i 1985, har kun 12 udgaver haft et stærkere felt til start. Og ser vi bort fra i fjor, skal vi faktisk ti år tilbage for at finde en bedre besat deltagerliste.

At årets liste var bedre end sit rygte, hænger især sammen med, at Lidl-Trek stillede med sine to stærke danskere, Mads Pedersen og Mattias Skjelmose. En sådan duo fra verdens top 12 trækker gennemsnittet gevaldigt op, og i andet geled var der også god dansk repræsentation i form af bl.a. Søren Kragh Andersen og Magnus Cort. Det er alle sammen ryttere, som har vundet løb fra den allerfineste internationale hylde, og det er da værd at glæde sig over, at vi får disse stjerner at se på hjemlige landeveje. Ville cykelpublikummets begejstring virkelig være væsentligt større, hvis de nævnte danskere fik selskab af et antal kapable franske, spanske og italienske ryttere? Det tror jeg egentlig ikke.

Faktisk findes der efter min mening en større trussel mod PostNord Danmark Rundt end kvaliteten af startlisten, og det er manglende balance mellem holdene. Vi har flere gange set, at ét hold var markant stærkere besat end de andre, og det gjorde, at holdet fra starten kunne sætte sig på løbet og kvæle spændingen. Det var også en mulighed i år, hvor Lidl-Trek-mandskabet fremstod overlegent, allerede inden 1. etape blev skudt i gang.

To forhold forhindrede dog, at tingene forløb alt for forudsigeligt:

1. I etapeløbets første halvdel: Norske Søren Wærenskjold snuppede etapesejren i Aalborg, og selvom forspringet kun var på få sekunder, lignede han i et stykke tid et godt bud på en samlet vinder af klassementet, da han samtidig er dygtig til enkeltstart. Hans punktering var ærgerlig, men det bidrog trods alt til dramaet.
2. I etapeløbets anden halvdel: Mads Pedersen og Mattias Skjelmose udnyttede hinandens styrke på Vejle-etapen og skaffede sig på de sidste kilometer et uovervindeligt forspring i den samlede stilling. Men fordi de to holdkammerater lå så tæt, var spændingen om førstepladsen intakt helt indtil den afsluttende enkeltstart i Helsingør.

Dramaturgisk var årets PostNord Danmark Rundt derfor samlet set ganske velfungerende. Der var en passende grad af tidsforskelle i top 10 fra og med 1. etape, og der kunne sættes flueben ud fra flere af de delscenarier, der plejer at kendetegne et godt PostNord Danmark Rundt:

1. To etaper (i år de to første) har en kuperet afslutning, som giver mulighed for, at udbrydere akkurat kan snyde sprinterholdene.
2. Vejle-etapen skaber splittelse i feltet og får stor betydning for klassementet, men uden at afgøre det. (Mere om Vejle-etapen her.)
3. Enkeltstarten viser, om de ryttere, der med eksplosivitet kan skaffe sig sekunder på Vejle-etapen, også kan holde det malende tempo, der skal til for at begå sig i kampen mod uret.

Blandt de ting, der kan variere fra år til år, er rækkefølgen af de nævnte etaper og udfaldet af semi-sprinteretaperne. I 2023 var rækkefølgen: To semisprinteretaper, Vejle-etapen, sprinteretapen, enkeltstarten. Det lader til at være tæt på den optimale rækkefølge. Hvad udfaldet af semi-sprinteretaperne angår, så blev resultatet 1-1 (Wærenskjolds udbrudsforsøg i Aalborg lykkedes, mens Jakobsen tog spurtsejren i Silkeborg). Nogle år er dette regnskab endt med 2-0 til udbryderne. Vi skal langt tilbage i løbets historie for at finde det omvendte resultat – og godt for dét! Mellem 1 og 2 etaper afgjort ved massespurt er et passende leje for PostNord Danmark Rundt.

Og så lige et par hurtige evalueringer til sidst:

Vejret var vel gennemsnitligt dansk sommervejr – med nogen regn og endnu mere sol. Faktisk var det yderst uheldigt med regnvejret på de to første etaper, for det var stort set de eneste steder, det regnede i Danmark på det tidspunkt. Nu er regnvejr jo ikke altid skidt – når man ser cykelløb hjemme fra sofaen, kan våde forhold bidrage til underholdningen. Men for publikumsfremmødet er det ikke optimalt.

Og apropos publikumsfremmøde: Det var en succes! Blot en enkelt PostNord Danmark Rundt-etape har jo flere tilskuere på opløbsstrækningen, end der vil være i alt under en hel VM-uge i et eller andet arabisk ørkenland. Mest opsigtsvækkende var vel folkehavet i Bagsværd. Der var på forhånd dømt sprinteropgør den dag, men forudsigeligheden skræmte på ingen måde folk væk. Det flotte sommervejr bidrog helt sikkert også til tilskuersuccesen i Novo Nordisk-byen.

Rutemæssigt var der et par nyskabelser. En stump grusvej var lagt ind i Vejleetapen, hvilket udviklede sig farceagtigt, da den med kort varsel blev pillet ud igen. Intermezzoet fik dog ingen betydning for de sportsligt afgørende momenter på etapen, så den sag behøver vi ikke trampe mere rundt i. En anden fornyelse var rundstrækningen ved Munkebjerg. Ibækvej-stigningen (også kaldet Golfbakken) er uden tvivl hård, og selvom den ikke umiddelbart forårsagede afgørende udskilning helt fremme i feltet, så trak den tænder ud og fik senere hovedparten af hjælperytterne til at falde fra. For mig at se var Ibækvejs sportslige betydning dog ikke det vigtigste. Jeg synes snarere, at det æstetiske ved Munkebjergs hårnålesving (brugt som nedkørsel) i sig selv legitimerer, at Munkebjerg-området er med i PostNord Danmark Rundt. At vise hårnålesving fra helikopterperspektiv er en fremragende måde at signalere, at det danske landskab er meget andet end fladt som en pandekage.

I det hele taget er jeg faktisk tilfreds med årets tv-dækning. Vist er det ikke en laber Tour de France-pakke, vi får serveret, men kvaliteten er på niveau med det, vi ser fra andre løb af tilsvarende kaliber. Kommenteringen er generelt kompetent, dog med den sædvanlige tendens til lidt for meget hyggenygge. Det er som om, at folk, der taler om PostNord Danmark Rundt, bare SKAL distancere sig en lille smule fra det for ligesom at understrege (hvad vi alle godt ved til hudløshed), at der jo kun er tale om et af de mindre etapeløb. Og at bakkerne jo ikke er bjerge. Og at hverken Pogacar eller Vingegaard er med. Jeg glæder mig til den dag, hvor dansk tv dækker PostNord Danmark Rundt med samme alvor som med andre europæiske løb. Men måske er den ironiske distance noget, der simpelthen er så dybt forankret i nationalkarakteren, at den er umulig at slippe af med?

En anden ting, der ville være rar at slippe for, er motorcykler, der kører for tæt foran rytterne. Det var særligt udtalt på første etape, hvor det var helt åbenlyst, at et udbruds muligheder blev bestemt af tv-motorcyklens placering. Man kunne simpelthen se, hvordan afstanden mellem feltet og den nyetablerede udbrudsgruppe voksede og skrumpede alt afhængig af, hvor motorcyklen befandt sig! En enlig rytter, der prøvede at komme op til gruppen, var chanceløs, for ham kørte motorcyklen ikke ned til. Det var faktisk enerverende at bevidne – også selvom jeg fuldt ud anerkender, at det har en pris, når der skal laves tv-billeder.

Sjovt nok nævnte medkommentator Brian Nygaard ikke urimelighederne med et ord. Han har ellers slået sig op på netop at problematisere tv-motorcyklernes indvirkning på cykelløb. Men nu sad han så ved DR’s mikrofoner, og det er jo DR, der finansierede produktionen. Mon ikke det havde lidt at sige.

/Jacob