Blogsbjerg

Det store danske etapeløb PostNord Danmark Rundt kommer i år til at ligne de gamle udgaver af løbet, forstået på den måde, at der er en del guf for sprinterne og kun én etape, hvor stigningerne kan ventes at skabe væsentlig udskilning. Det store spørgsmål er den maratonagtige etape til Herning, hvor grussektionerne potentielt kan blive afgørende for klassementet.

Her er en kort gennemgang af hver etape, med særlig fokus på bakkerne:

1. etape, Allerød-Køge, 223 km: En lang etape, hvor rytterne ved Skjoldenæsholm kommer tæt forbi et af Sjællands højeste punkter, Gyldenløveshøj. Det er dog længere mod syd – ved Gisselfeld Gods efter 128 km -, at feltet når dagens vel nok hårdeste stigning, som også indgår i kampen om bakketrøjen. Arrangørerne skriver selv, at etapen har et forventet sprinteropgør som afslutning, og det skal nok passe.

2. etape, Assens, 12,2 km: En ret flad enkeltstart og samtidig temmelig kort. Mit bud er, at det ikke bliver enkeltstarten, der afgør årets PostNord Danmark Rundt.

3. etape, Otterup-Herning, 239 km: En monsteretape, hvor længden og grusvejene kan få stor betydning. Ruten giver associationer til Paris-Roubaix, hvilket vil sige, at det er de robuste ryttertyper, der står stærkest her. Men måske er det ikke de samme typer, der kan følge med på de stejle stigninger i Vejle? Arrangørerne tror selv på masser af dramatik på denne etape, som de betegner som Kongeetapen.

4. etape, Skive-Skive, 167 km: En klassisk PostNord Danmark Rundt-etape med nogle moderate bakker undervejs og en kuperet rundstrækning til sidst. Sprinterne vil have gode muligheder igen her, men det er ikke så ligetil som i Køge på 1. etape.

5. etape, Give-Vejle, 126 km: En særdeles kort Vejle-etape, men med masser af højdemeter og ikke mindst høje stigningsprocenter. Østengårdvej, Gl. Kongevej, Kiddesvej og andre velkendte stigninger er med, men der er også et par nye indslag. Det ene er Christian Winthersvej, som med 75 km til mål skal bestiges direkte fra Jellingvej i stedet for via Gl. Kongevej. Det kan godt blive kaotisk, da Christian Winthersvej ikke blot er Danmarks stejleste gade, men også meget smal. Det andet nye påfund er udvidelsen af Kiddesvej-rundstrækningen, således at rytterne nu skal ud på en længere sløjfe mod syd. Det bliver spændende at se, hvordan nyskabelserne spænder af.

Hvem der kan vinde? Tjah, Magnus Cort har jo erklæret, at han vil deltage, og han er ikke et helt dårligt bud. Han kan spurte, han kan køre enkeltstart, og han er stærk på små hårde stigninger. Men kan han også klare en etape, der næsten har VM-længde og er forsynet med grus hen mod slutningen? Det er måske mere tvivlsomt. Her står ryttere som Alexander Kamp og Kasper Asgreen nok stærkere, men stiller de overhovedet op til PostNord Danmark Rundt i år? Der er i skrivende stund en del usikkerheder, så vi må vente med bedre gæt til senere.

/Jacob

Mens disse linjer skrives, suser Tour de France-feltet gennem de parisiske gader. Der er en masse dannebrogsflag at se, og man må generelt sige, at Dannebrog i den grad har vajet over dette års udgave af det franske etapeløb.

Her er mine betragtninger om især den danske del af Touren 2022.

De danske ruter
De tre danske etaper bestod som bekendt af en enkeltstart i det indre København, en linjeløbsetape fra Roskilde til Nyborg og en linjeløbsetape fra Vejle til Sønderborg. Baseret på erfaringen fra Giro-starten i 2012 havde jeg ikke de store forventninger til, at ruterne på 2. og 3. etape ville blive sportsligt interessante, og det blev de heller ikke. Som med Giro d’Italia var det tydeligt, at arrangørerne ønskede sig spurtfinaler. Det er trist, at det endnu ikke er lykkedes at få nogen af de helt store internationale løb til Danmark, uden at løbene på forhånd er dømt til at blive sprinteropgør.

Det påståede højdepunkt i løbet af de tre danske Tour-dage skulle være passagen af Storebæltsbroen på 2. etape. Der var ikke grænser for, hvor farligt dette sted kunne være for klassementsfolkene – i hvert fald ifølge mediedækningen. Arrangør og presse indgik med åbne øjne en uhelllig alliance, der gik ud på at ophøje den hidsige sidevind på broen til et kommende drama. Al statistik sagde, at sandsynligheden for vejrskabt kaos var langt under 50%, men når der skal skabes begejstring, bliver facts kastet under bussen. Det er faktisk bedrøveligt for os, der efterspørger et minimum af nøgternhed i sportsjournalistikken.

Det viste sig, at ikke kun den hårde sidevind udeblev. Det gjorde feltets angrebslyst også. Sjældent har man set et mere passivt hovedfelt end på 2. og 3. etape. Cort stak af på Jellingvej i Vejle og kunne køre 130 kilometer af etapen i ensom majestæt, mens han blev hyldet af tilskuerne. Det var på flere måder smukt, men sportsligt var det lidt mystisk – især når man på de efterfølgende etaper kunne se, hvordan holdene var aldeles desperate efter at komme med i udbrud. Et spørgsmål trænger sig på: Var det mon aftalt spil?

Hovedfeltets rolige tur hen over Storebæltsbroen var også påfaldende. Vel var der modvind. Men når små grupper kunne komme op til feltet bagfra, så ligner det lidt, at der var indgået en form for borgfred. Som om, at holdenes indstilling til den danske Tour-start var, at man bare skulle komme så let igennem de tre dage som muligt.

Begejstringen og tilskuermasserne
Den største forskel på Giro-starten i 2012 og Tour-starten 10 år senere var for mig at se publikumsmængderne. Giro’en afvikles i maj, og derfor var der ikke så mange, der dengang havde mulighed for at stå i vejsiden og heppe først på eftermiddagen.

De danske Tour de France-etaper var derimod store tilløbsstykker, og især på enkeltstartsruten og ved opløbene til de seks bjergspurter stod mennesker i tykke lag. Koldingvej tager prisen som det vildeste sted på samtlige tre dage, men de tre Odsherred-sprinter tog sig også spektakulære ud.

Et klimaks kunne have været Dybbøl Banke i Sønderborg, men der var angiveligt vægtige grunde til at vælge et industrikvarter som målområde i stedet.

Tv-dækningen var som ventet af høj kvalitet. Her skal man huske på, at dét med transmissioner allerede fra startskuddet af etaperne er et fænomen med kun få år på bagen. Så vi fik som tv-seere det maksimale udbytte – modsat dengang i 2012, hvor dækningen først startede midt på eftermiddagen, hvilket en del kommuner først opdagede efter at have kastet en masse skattekroner efter projekter, der skulle få dem ud på alverdens tv-skærme.

Corts soloshow i Nordvestsjælland og Jylland var som sagt et slags underholdningsstunt, der kynisk betragtet var udsigtsløst. Men det fungerede ikke desto mindre rigtig godt. Brølene fra tilskuerne var uden tvivl større, end hvis det havde været et par anonyme mellemeuropæiske ryttere, der havde været i udbrud. Så tak til Cort for at have pustet ekstra liv i den rød-hvide folkefest.

De franske ruter
Jeg vil ikke gå så meget ind i, hvad der skete på etaperne efter det franske visit i Danmark. Men jeg vil lige knytte en kommentar til løbet generelt.

For det blev en af de mest interessante udgaver af Tour de France, jeg kan huske.

Her tænker jeg ikke så meget på de slag, der blev udkæmpet i bjergene. Jeg synes mere, at mellemetaperne stak ud. Vi er jo vant til, at der især i etapeløbets første halvdel er en håndfuld forudsigelige etaper med udbrud, som er dømt til at blive hentet, så sprinterne kan slås om sejren. Den type langgabere var der kun ganske få af i år (hvor vi vel må erkende, at de to danske linjeløbsetaper hørte til den kategori). Derimod så vi adskillige etaper, hvor flere scenarier var i spil helt frem til de allersidste kilometer, og det er sådan, cykling er bedst efter min mening.

En vigtig årsag til de spændende forløb var rutedesignet. Der var lagt stigninger ind med omtanke, således at der konstant blev holdt liv i kampen mellem udbryderne og feltet. At det så også kom Danmark til gode – i form af Magnus Corts og Mads Pedersens etapesejre – er selvfølgelig glædeligt set med rød-hvide briller, men det siger også noget om, hvilke ryttertyper Danmark er leveringsdygtig i: Robuste ryttere, der kan begå sig på både flad vej og på stigninger på op til 2-3 kilometers længde.

Og apropos Mads P: Netop som jeg nærmer mig det sidste punktum i denne tekst, kører rytterne ind på den sidste omgang i Paris. Den tidligere danske verdensmester har været nævnt som en af favoritterne til etapesejren. Mon han sætter det perfekte danske punktum for det mest danske Tour de France nogensinde? Lad os se. Konkurrencen er hård.

/Jacob

To længe ventede ændringer i PostNord Danmark Rundt i 2022:

1.) På Vejle-etapen skal feltet op ad Chr. Winthersvej, vel at mærke HELE Chr. Winthersvej, dvs. inklusive det smalle vejforløb, der begynder ved Jellingvej og stiger med over 20 procent helt fra starten. Med andre ord er Gl. Kongevej ikke med her – det er den dog ved anden passage, så vidt jeg har forstået det.

Blandt bakkekendere har der længe været et ønske om at få hele Chr. Winthersvej med i PostNord Danmark Rundt. Forventningen har dog været, at det ville ske som del af en enkeltstart, idet den første del af Chr. Winthersvej er meget smal. Nu har arrangørerne så alligevel fået plads til vejen i linjeløbet. Det hænger måske sammen med, at stigningen er placeret ret langt fra mål og dermed inden, at kampen om etapesejren for alvor spidser til.

Chr. Winthersvej er Danmarks stejleste (ikke-blinde) gade med en stigningsprocent på op til 25,5%. Denne maksimale stigningsprocent befinder sig omtrent halvvejs, få meter før krydset, hvor Gl. Kongevej og Chr. Winthersvej mødes.

2.) Vejle-etapens afsluttende rundstrækning med Kiddesvej er blevet forlænget. Det giver god mening, for den traditionelle rundstrækning på blot 5,7 km har ved flere lejligheder vist sig at være for kort.

Arrangøren fremhæver, at Evenepoels solosejr sidste år demonstrerede rundstrækningens begrænsninger. Jeg skrev selv dengang: “Man kan spørge, om det er kønt, at hovedfeltet bliver overhalet med en omgang af etapevinderen. Det var en spektakulær hændelse, ja, men også en anelse kikset. (Med en lidt længere rundstrækning var det næppe sket.)”

Nu har vi så fået forlængelsen, og det glæder jeg mig over. Selvfølgelig har en kort rundstrækning nogle fordele, men der var også noget “Mickey Mouse” over den gamle Kiddesvej-runde, og vi har i flere løb set, at afgørende angreb har fundet sted samtidig med, at bagudkørte ryttere er blevet overhalet. Det minder lidt for meget om amatørløb. Men bliver formentlig et mindre sandsynligt scenarie fremover.

Alt i alt: Nogle ret revolutionerende ændringer, som – hvis de bliver en succes – vil give endnu bedre cykelløb på Vejle-etapen end hidtil.

/Jacob

Vejles politikere har nu vedtaget, at kommunen vil forsøge at blive vært for et World Tour-løb. Med stemmerne 26 for og 4 imod har byrådet igangsat en ansøgningsproces, som kommer til at koste 100.000 kroner. Når ansøgningen er færdig, vil den blive evalueret af den internationale cykelunion UCI. Måske vil svaret foreligge allerede i marts 2022.

Om alt går vel, vil man indenfor ganske få år kunne se nogle af verdens bedste cykelryttere udkæmpe drabelige slag på Vejles mest barske stigninger. Terrænet er i sværhedsgrad på højde med det, man kender fra f.eks. det sydligste Holland, hvor endagsklassikeren Amstel Gold Race afvikles. I denne video, som Danskebjerge.dk har produceret for nylig, kan du møde tre af de mest udfordrende Vejle-bakker, set fra cykelrytterperspektiv:

DR Sportens cykelkommentator, Tobias Hansen, er blandt dem, der ser frem til et nyt dansk endagsløb – noget han mener burde være realiseret for længst: “At Danmark, som bryster sig af at være verdens førende cykelland, ikke har et World Tour-løb, er helt vildt,” udtaler han i en artikel om beslutningen.

Og deri kan undertegnede kun give ham ret. Ikke nok med, at Danmark i årtier har spillet en yderst anonym rolle som international løbsarrangør. Vi er på det seneste også blevet indhentet af lande som Kroatien, Slovenien og Norge, når det gælder større løb. Det er for slapt!

Nu tager Vejle så et initiativ, som forhåbentlig vil udmønte sig i en fremragende World Tour-event. Vi glæder os. Men ud fra en mere kølig betragtning er det vel faktisk først om nogle år, at vi vil kunne se, om projektet bliver en rigtig succes. For hvis løbet skal resultere i en varig styrkelse af Danmark som cykelland, så skal det selvfølgelig blive en gentagen begivenhed. Der er himmelvid forskel på et enkeltstående cykelløb og en traditionsrig klassiker. Det er det sidstnævnte, der for alvor vil rykke.

/Jacob

Normalt belemrer jeg ikke læserne af denne blog med egne præstationer og fiaskoer i mit beskedne motionistliv, men her vil jeg gøre en undtagelse. Jeg har nemlig tænkt på, at de sportslige dramaer, der udspiller sig under motionscykelløb, nærmest aldrig omtales, selvom mange af de løbsdeltagere, der typisk slutter langt fra podierne (inklusive undertegnede), kører sig lige så meget i hegnet som eliterytterne. Så her er et indspark fra andet geled.

Selv har jeg for længst valgt den strategi, at hvis jeg stiller op til et løb, så er det for at presse mig selv mest muligt og cykle hurtigst muligt. At køre kontrolleret og langsomt kan man jo gøre derhjemme!

Det, der så er lidt drilsk ved lige netop cykelløb, er, at man ikke bare kan vælge sit eget tempo, hvis man vil opnå det optimale resultat. Der er nemlig fordele ved at ligge på hjul af andre undervejs, og derfor kan det alt andet lige betale sig at bruge kræfter på at hægte sig på dem, der måske er en my bedre end én selv. Bagsiden af medaljen er, at man nemt syrer til og derfor kan mangle overskud på den sidste del af ruten. Med andre ord er der flere parametre, der skal passe sammen, for at man får et optimalt løb. Som regel knækker elastikken før eller siden, og så er det altid spændende, hvordan tingene udvikler sig derefter.

Jeg vil nedenfor beskrive de syv motionsløb, jeg har kørt i 2021. Særlig fokus er på, hvor og hvordan det ”gik galt”.

Sorø Classic (Sjælland), maj, 52,3 km:
Et løb, jeg har deltaget i en håndfuld gange. Løbet har karakter af skærsild, dvs. der er nogle hårde bakker tidligt på ruten, som er afgørende for, hvordan resten af éns løb går. Der har været en enkelt gang, hvor jeg klarede mig godt gennem den første tredjedel og kom i mål med en snitfart på over 35 km/t, men normalt – og således også i år – ryger jeg af den forreste gruppe og ligger derefter sammen med en mand eller to, og det betyder jo langsommere tempo, næsten uanset hvor hårdt man kæmper.
Måden, jeg blev sat på: Højt tempo på stigninger.

Mors Rundt (Jylland), juli, 65,7 km:
Ruten ligger på den sydlige halvdel af øen Mors, hvor der ikke er ret kuperet. Men efter seks km er der en gedigen stigning, og på den måde kan der – som i Sorø Classic – ske en udskilning meget tidligt. Af samme grund gav jeg alt, hvad jeg havde i mig på denne bakke (nok den højeste energiudladning i hele sæsonen), og det lønnede sig, for den følgende time kunne jeg sidde i en stærk gruppe, der holdt en snitfart på 40 km/t. Der var ganske meget læ i gruppen pga. dens størrelse, og når jeg fik problemer med accelerationer, blev jeg reddet af, at der kom mange ryttere op bagfra, som jeg kunne hægte mig på. Jeg endte med at køre de 67 km med 39 km/t i snit, hvilket er det hurtigste i et løb nogensinde for mit vedkommende. Bakker kan være meget fedt, men et hurtigt løb er bestemt også fedt!
Måden, jeg blev sat på: Hen mod slutningen sad jeg i en mindre gruppe og tog en enkelt føring, hvorefter de andre kørte udenom, uden at jeg kunne følge med.

Kongeetapen (Jylland), august, 97,6 km:
Kongeetapen for motionister finder sted samme dag som de professionelles Kongeetape i PostNord Danmark Rundt. Motionistløbet har været afviklet i en længere årrække, og jeg har deltaget i det et par gange før. Det er en logistisk bøvlet omgang, fordi man starter ét sted og slutter et andet, men det er tillokkende, at ruten foregår på den samme rute, som den proerne kører. Ja, og så er det jo en barsk ruteprofil med de knaldhårde stigninger i Vejle Ådal og i selve Vejle. Denne gang gik starten i Vamdrup – vinden var gunstig, og indtil Egtved stødte vi kun på enkelte stigninger. Men så gik det løs, og jeg fik overraskende tidligt krampefornemmelser i begge lår. Cirka halvvejs gennem de 97 km måtte jeg slippe frontgruppen, og resten af turen stod på få medryttere og himmelhøje stigningsprocenter. Kramperne gjorde mig nervøs for Kiddesvej, men takket være min ekstra klinge foran, fik jeg kæmpet mig op og i mål. Det er første gang i mange år, at jeg har haft kramper til et cykelløb.
Måden, jeg blev sat på: Højt tempo på stigninger.

Rundt om Rold (Jylland), august, 55 km:
Ved Rebild Bakker er stigningerne ikke helt så stejle som ved Vejle. Men der er mange højdemeter, og derfor er det ikke et løb, man sætter fartrekorder i. Lidt paradoksalt var det ved et kryds, at jeg blev sat fra den gruppe, jeg ellers havde koblet mig på. Der var tale om først et sving til højre ad en cykelsti og lige derefter et venstresving over vejen. Farten kommer langt ned sådan et sted, og jeg fik fornemmelsen af, at en af de andre i gruppen benyttede lejligheden til at tage en hård føring på vej væk fra krydset. Bum – jeg var sat, og så måtte jeg alliere mig med nogle af de andre slagne. Det er ofte, at sving og chikaner er årsag til, at jeg bliver sat fra en gruppe – oftere end bakker, vil jeg faktisk sige. Det skyldes, at skarpe sving følges af hårde accelerationer, mens en bakke som regel begynder blødere. I de fleste tilfælde har bakkerne dog alligevel spillet ind – de har tvunget pulsen op i det røde felt og gjort mig mere sårbar overfor temposkift.
Måden, jeg blev sat på: Opbremsning ved sving og derpå følgende acceleration.

Tour de Vest (Sjælland), september, 67,8 km:
Efter tre løb i Jylland var jeg nu tilbage på ”hovedøen”, og det var til et løb, som jeg har kørt før. Ruten vest for København er lidt kroget, men der er ingen store bakker, så der er gode chancer for at cykle hurtigt her. Lidt skuffende blev jeg dog sat efter ca. 20 km (det er sket lidt for tit for mig i årets løb!) – det var det sted på ruten, hvor terrænet er mest krævende. Jeg fandt dog snart en ny ganske god gruppe, omend flere af de stærkeste ryttere i den havde en irriterende vane med at køre helt ude i højre side af vejen, når de tog føringer. På et tidspunkt var jeg også røget bag af dansen her, men som ved et slags mirakel blev de andre i gruppen bremset af trafik ved et kryds, og så kunne jeg komme op til dem igen. Mere held end forstand! Næste gang jeg deltager i Tour de Vest, skal målet være at holde mig i samme gruppe fra start til mål.
Måden, jeg blev sat på: Forhøjet tempo i stigende terræn kombineret med skarpt sving.

Værtens Mindste Broløb (Sjælland), september, 72,6 km:
Ruten har start og mål i Karrebæksminde og minder i sværhedsgrad lidt om den i Tour de Vest. Første gang jeg kørte det – i 2017 – gennemførte jeg med 37,1 km/t i snit, hvilket jeg ikke var i nærheden af i år. Det blæste en del, og efter cirka 30 km sad jeg på det yderste af en vifte, hvor frontmanden gik til stålet i sidevinden. Pludselig blev jeg ”skubbet” væk af to andre i gruppen, som ikke var kommet med på viften, og det betød faktisk, at jeg umiddelbart efter sakkede agterud. Den måde at blive sat på har jeg ikke prøvet før! Derefter fulgte en snes kilometer i ensom majestæt. Det er altid en svær situation at være i, for man ved aldrig helt, om der kommer nogen op bagfra. Det gjorde der så i dette tilfælde, og jeg fulgtes det sidste stykke af vejen med den gruppe.
Måden, jeg blev sat på: Positionskamp på vifte i hård sidevind.

Proowned Classic – DM for motionister (Sjælland), oktober, 60,3 km:
Løbet var specielt på den måde, at det foregik på en rundstrækning og kun den. Runden er 12 km lang, dvs. jeg skulle køre den fem gange for at gennemføre 60 km. Ruten er bakket, kulminerende med en af Sjællands største stigninger, Dønnerupbakken, på næsten 50 højdemeter. Det var på forhånd helt urealistisk for mig at koble mig på de forreste, for det var virkelig et muskuløst felt med flere tidligere topidrætsfolk. Da der samtidig var relativt få deltagere, var der langt mellem felterne, og endnu en gang kom jeg til at befinde mig i smågrupper à 2-4 mand. Det blev et langsomt løb for mit vedkommende – lige under 32 km/t i snit -, hvilket dog skal ses i lyset af, at ruten har et antal højdemeter svarende til, hvad man vil møde i Vejle-området.
Måden, jeg blev sat på: Forhøjet tempo i stigende terræn kombineret med skarpt sving.

Hvis man skulle oddse på de cykelløb, jeg deltager i, vil jeg sige, at det som regel vil give overskud at satse på, at jeg slutter i den bedste tredjedel af feltet. Det hænder dog også, at jeg slutter langt tilbage – ikke pga. dårlig form (min form er ret konstant henover sæsonen), men fordi styrken blandt deltagerne kan variere en del fra løb til løb.

Min gennemsnitlige puls i ovenstående løb ligger på 85%-89% af maks. Gennemsnitspulsen er dog ikke noget særlig godt parameter for, hvor hårde løbene hver især har været for mig. Et hårdt løb har oftest budt på mange accelerationer med dertil hørende skarpe stigninger i pulsen, hvilket er mere udmarvende, end hvis der cykles i konstant høj fart og tilsvarende konstant puls.

/Jacob

Når det gælder de danske etaper i Tour de France 2022, er det ikke meget, der bliver talt om bakkerne på ruten. Til gengæld tales der en del om vinden, for på Storebæltsbroen, som rytterne skal henover på 2. etape, er vinden potentielt en vigtig faktor. I sidevind kan feltet blive splittet op, og nogle af løbets favoritter til det samlede klassement kan tabe værdifuld tid allerede her.

Men, men, men. Hvor farlig er det lige den vind er?

Teoretisk set vil den mest udfordrende vind komme fra NNV eller SSØ. Fra de to retninger vil vinden nemlig ramme Storebæltsbroen vinkelret. Og så er der basis for sidevindsangreb. Disse vindretninger er ganske vist ikke de mest hyppige i Danmark, men en syd-sydøstlig vind på en lun sommerdag er bestemt en mulighed.

Her er der så bare det problem, at om sommeren er vind fra syd og øst typisk et tegn på højtryksvejr. Og i højtryksvejr har vinden det med at være ret beskeden. Det vender jeg tilbage til.

Men hvad så med den gode danske vestenvind? Ja, vind fra vestlige retninger er det mest almindelige i Danmark, og på dage med vestenvind kan det godt ruske en del. Vind fra vest vil navnlig kunne udfordre Tour de France-rytterne på vej ned mod Storebæltsbroen fra nord, hvor ruten går tæt forbi Storebælt, men – og der har vi “problemet” – ude på broen, hvor rytterne er mest udsatte, vil vinden ramme dem primært forfra, og modvind er ikke kendt for at splitte felter. Nærmest tværtimod: I modvind er det mest favorabelt at gemme sig i hovedfeltet, og derfor vil vestenvind på Storebæltsbroen ikke umiddelbart kaste noget cykelmæssigt festfyrværkeri af sig.

Spørgsmålet er så også, om der overhovedet kommer så meget blæst, som mange går og håber på. De danske Tour de France-etaper køres 1.-3. juli – i den tid på året, hvor der statistisk set er allermindst vind i Danmark. Se f.eks. denne opgørelse fra Voer.

Meget skal falde på plads, for at de cykelfans, der håber på splittelse og sidevindskørsel på broen før Nyborg, får deres våde drøm opfyldt. De skal både begunstiges af en stor portion blæst og en drilsk vindretning. Hårde odds. Hvis man skal være realistisk, så vil noget i stil med 6 m/s fra syd være udmærket. Jeg tror ikke, man skal sætte snuden op efter meget mere end det.

I det hele taget er sidevindskørsel noget, der mere tales om, end det praktiseres. Faktisk er disciplinen ofte mest effektiv, når der er et overraskelsesmoment i det. Det vil der ikke være på Storebæltsbroen, for alle holdene har hørt om vindens potentielle betydning her. Så holdene med favoritterne vil sidde helt klar, når de når til Korsør. Endnu et argument for, at broturen kan blive en halvtam omgang.

Misforstå mig ikke: Under de rette forhold vil turen over Storebæltsbroen kunne skrive sig ind i Tour-historien som et dramatisk moment. Men jeg tror nu mest på, at det vil være den pæne broarkitektur og spurten inde i Nyborg, der vil stå tilbage som højdepunkterne på etapen.

/Jacob

P.S.: Det vil langt fra være første gang, at et professionelt cykelløb suser hen over Storebæltsbroen. Det er sket nogle gange i forbindelse med Post Danmark Rundt – senest i 2004, hvor etapen gik fra Odense til Roskilde:
https://youtu.be/Cxa88jXm8dw

Der er flere måder, du kan gøre dig fortrolig med VM-ruten i Leuven på. Du kan f.eks. se junior- og U23-løbene, der afvikles inden på søndag, eller du kan tage forstørrelsesglasset frem og studere den detaljerede ruteprofil.

Men hvis du ikke rigtig orker nogen af delene, så kommer her nogle ganske få linjer om den landevejsrute, der venter ved VM:

Arrangørerne har lavet et rutedesign, der er bygget op om et sæt rundstrækninger. Disse rundstrækninger kombineres så på forskellig vis i de forskellige løb. I bund og grund behøver man bare kende til to rundstrækninger.

Den ene er den, der kaldes Flandern-rundstrækningen. En kuperet rundstrækning, der i sværhedsgrad kan minde lidt om vejene i og omkring Vejle. Bakkerne er på mellem 20 og 60 højdemeter. To stigninger skiller sig ud. Det er Moskestraat, der både har brosten og en maksimal stigningsprocent på 18 – en skrap “mur”. Den anden er Smeysberg, der på papiret er lidt lettere end Moskestraat, men som til gengæld har en kritisk placering, nemlig som den sidste bakke, inden rytterne kører ud af Flandern-rundstrækningen. I eliteløbet er der ca. 50 km fra Smeysberg til målstregen. Et godt bud er, at der her sker en afgørende udskilning.

Den anden rundstrækning, man bør kende, er Leuven-rundstrækningen. Den indgår adskillige gange på ruten. Den er en smule mindre kuperet end Flandern-rundstrækningen, men får måske endnu større betydning, da det er i Leuven, at målstregen ligger. Og selvom St. Antoniusberg med sine 230 meter i længde og en maks. på 11 normalt ikke ville værd at skrive hjem om, så vil jeg alligevel placere den blandt de tre vigtigste stigninger ved VM. Den ligger nemlig ganske kort før mål, og hvis en gruppe af ryttere er samlet her, så vil St. Antoniusberg med næsten garanti komme til at spille en rolle. Magnus Cort vil elske den!

Der er sagt og skrevet meget om, at den 268 kilometer lange rute for eliten ligger godt til danskerne. Det er jeg enig i, så jeg har ikke så meget at tilføje. Lidt regn og kulde kunne måske passe Mads Pedersen ekstra godt (det var jo i silende heldagsregn, at han vandt VM i 2019), men prognoserne siger tørvejr og lunt – hvilket så omvendt kan være til fordel for én som Cort, der jo var vild i varmen i Spanien.

Det bliver spændende. Danmark har godt med ammunition på holdet. Men man skal lige huske på, at adskillige nationer har flere ryttere i verdens Top 100, end Danmark har. Og blandt de allerstørste favoritter til sejren er der ingen danskere. Så tingene skal flaske sig, hvis vi igen skal have en mand i VM-trikoten. Lad os nu se.

/Jacob

Årets VM i landevejscykling finder sted i Belgien, og terrænet passer umiddelbart forrygende til de danske ryttertyper.

Som i Yorkshire 2019 er VM-ruten spækket med små, hårde bakker – og dengang var det som bekendt en dansker, der vandt.

Læg dertil, at Belgien sidst i september kan være en våd omgang – endnu en danskerfordel, alt andet lige.

I sidste ende er det dog rytterne, der skal slå til på dagen, og her står Danmark ekstraordinært stærkt for tiden. Se bare denne bruttotrup:

• Andreas Lorentz Kron (Lotto Soudal)
• Casper Phillip Pedersen (Team DSM)
• Christopher Juul-Jensen (Team BikeExchange)
• Jakob Fuglsang (Team Astana – Premier Tech)
• Jonas Vingegaard Rasmussen (Team Jumbo-Visma)
• Kasper Asgreen (Deceuninck – Quick Step)
• Mads Pedersen (Trek – Segafredo)
• Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation)
• Magnus Cort Nielsen (EF Education – Nippo)
• Michael Mørkøv (Deceuninck – Quick Step)
• Michael Valgren Hundahl (EF Education – Nippo)
• Mikkel Bjerg (UAE-Team Emirates)
• Mikkel Frølich Honoré (Deceuninck – Quick Step)
• Søren Kragh Andersen (Team DSM)

Af dem skal der udvælges otte mand til selve løbet. Ikke nogen nem opgave, for der er virkelig tale om kvalitetsryttere.

Her er mit bud:

Jeg synes, at man skal vælge spydspidser, der er sejrsvante, og derfor vil jeg pege på Kasper Asgreen, Mads Pedersen og Magnus Cort som de første. De har stået øverst på præmieskamlen nogle gange i år.

Dernæst vil jeg kigge på nogle gode tempotyper, der f.eks. kan hale konkurrenter ind igen. Her er Mikkel Bjerg, Søren Kragh, Michael Mørkøv og Casper Pedersen stærke kandidater. Usikkerhedsmomentet er, om de alle kan komme med op over bakkerne og stadig være fremme i feltet efter den første udskilning. Jeg kan godt være lidt usikker på, om andre end Søren Krag kan det, men det er jo et langt løb, og der skal også være nogle til at trække på de første 150-200 km.

Så er der nogle løjtnanter – nogle, der ikke er topfavoritter, men som har vist, at de kan være med på højeste niveau, og som eventuelt kan spilles ud tidligt. Det kunne være Andreas Kron og Mikkel Honoré – et par unge, men stærke folk.

Og hvem har jeg så ikke valgt? Stjerneryttere de fleste af dem, men den aktuelle form og rutens udformning taler måske lidt imod dem. Det er vildt at skulle fravælge Jakob Fuglsang og Jonas Vingegaard, men de er begge mere bjergryttere end de øvrige, og det er ikke så oplagt til en VM-rute, der især favoriserer “tonsere”. Desuden synes jeg det er lang tid siden, at Fuglsang og Vingegaard har vundet løb, der tilnærmelsesvis ligner det i Leuven.

Michael Valgren passer som type i princippet godt til ruten, men mængden af sejre i de sidste par år har været begrænset.

Så mit bud på en ottemandstrup bliver: Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Magnus Cort, Søren Krag, Mikkel Bjerg, Casper Pedersen, Andreas Kron og Mikkel Honoré.

Men nu må vi se, hvad de næste uger bringer. Som sagt er jeg stor tilhænger af at vælge ryttere, der kan vinde cykelløb, og der er stadig muligheder for at vise sig frem. (De sidste bliver udtaget 13. september.)

Jeg regner med, at landstræneren – modsat mig – inkluderer Jakob Fuglsang i truppen, da han jo har et godt navn. Jeg frygter bare, at selv hvis Fuglsang er blændende kørende ved VM, så kan han til sidst sidde sammen med typer som Alaphillipe, Van Aert og Van der Poel, og i modsætning til Asgreen, Cort og Mads P. har Fuglsang ikke en chance mod dem i en spurt. Og desuden: Hvis man i stedet giver ham en hjælperrolle, hvor meget vil han så brænde for sagen? Det kan jeg godt tvivle lidt på.

Uanset hvad bliver det en udfordring af fordele rollerne på holdet. For der er mange danskere, der godt vil vinde den regnbuestribede trøje, og spørgsmålet er, om de alle er villige til at ofre egne chancer for at hjælpe en anden til sejr. Det er et problem, som flere af de store cykelsportsnationer har kæmpet med ind imellem, og det kan også blive et problem for Danmark med så storartet en trup.

/Jacob

Tendensen til øget fart på Kongeetapen i PostNord Danmark Rundt fortsatte i år – ja, den blev endda accelereret, således at den hoppede fra 41,8 km/t sidste gang (som var det højeste siden 2015) og til 44,6 km/t.

Dertil skal dog siges, at de stærkeste ryttere og i særdeleshed vinderen i år var noget hurtigere end dem i næste geled, dvs. den gennemsnitlige rytter var ikke så meget hurtigere end normalt, hvilket afspejles i et ekstraordinært stort tidsspring mellem de første 40.

I denne omgang har jeg tilføjet data om feltets styrke, dvs. det samlede antal PCS-point ifølge Procyclingstats.com.

Vejleetapen 2015-2021

(2021: 3. etape, Tønder-Vejle, 219 km og 1.764 højdemeter )

Vinderens gennemsnitsfart og felternes styrke pr. år i parentes:

I 2015: 40,1 km/t (167)
I 2016: 40,6 km/t (117)
I 2017: 41,1 km/t (171)
I 2018: 41,2 km/t (150)
I 2019: 41,8 km/t (115)
I 2021: 44,6 km/t (203)

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20:

I 2015: 1.22 min.
I 2016: 0.23 min.
I 2017: 0.37 min.
I 2018: 0.11 min.
I 2019: 0.30 min.
I 2021: 5.44 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40:

I 2015: 12.10 min.
I 2016: 1.25 min.
I 2017: 2.18 min.
I 2018: 1.04 min.
I 2019: 1.04 min.
I 2021: 13.12 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60:

I 2015: 13.29 min.
I 2016: 3.21 min.
I 2017: 6.32 min.
I 2018: 3.03 min.
I 2019: 3.58 min.
I 2021: 13.39 min.

De tilsvarende tal for 4. etape, Holbæk-Kalundborg, 2021 (189 km, 1.367 højdemeter ):

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20: 0.06 min. (43 km/t)

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40: 0.24 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60: 1.27 min.

Se tidligere opgørelser her.

Hvad det samlede klassement angår, kan man på denne side se, at der i 2021-udgaven af løbet var den næststørste afstand mellem vinderen (Remco Evenepoel) og nummer to (Mads Pedersen) og den største afstand mellem vinderen og nummer 10 siden 1997.

/Jacob

Årets PostNord Danmark Rundt er slut, og løbet skal da lige have nogle ord med på vejen fra Danskebjerge.dk.

Først det gode:

• Bakker i spil. Der var tre etaper – 2., 3. og 4. etape -, hvor bakkerne på forhånd så ud til at kunne spille en rolle for resultatet. Det kom til at passe i et vist omfang. Det jævnt stigende opløb ved Dybbøl kan ikke ventes at skabe større splittelse i feltet, men stigningen kan gøre spurten til en sej omgang, og den muliggjorde Mads Pedersens imponerende ryk nede bagfra. Kiddesvej i Vejle blev en affyringsrampe for Remco Evenepoel, der angreb omkring første målpassage – mens terrænet stadig var stigende -, og efterfølgende tog han afgørende tid på de nærmeste konkurrenter. Bøgebakken i Kalundborg er lige så stejl som Kiddesvej, men var placeret længere fra målstregen, og nok derfor fik stigningen ikke helt så stor direkte betydning som de to førnævnte – men den kastede alligevel godt cykelløb af sig.
• Stærkt felt. Startlisten var stærkere end længe set. En række prominente internationale navne var med (Cavendish, Evenepoel m.fl.) såvel som nogle af de stærkeste danske kort. Og flere af disse gjorde en god figur. Hvilket ikke er en selvfølge, da nogle kendisryttere tidligere har brugt det danske løb som afslapning eller har været ude af form. Årets øgede niveau gjaldt dog ikke hele vejen igennem. Som resultaterne viste, var der et spring fra gruppen af topryttere ned til de næstbedste.
• Anderledes. Forandring fryder: To af etaperne forløb på en måde, der adskilte dem fra det sædvanlige. I Vejle lykkedes et angreb langt udefra. Det er ret sjældent. Og i Kalundborg holdt udbruddet hjem – det er omtrent lige så usædvanligt. En god ting ved dette er, at det giver fremtidige lykkeriddere mod på at tage risiko og angribe.
• Godt fjernsyn. Tv-dækningen var generelt god. Især tilfører helikopterbillederne dækningen noget ganske særligt. Jeg synes, producerne er blevet lidt bedre til at prioritere stigningerne, end de var i de første år med tv-dækning. Og så vidt jeg lige kunne vurdere, var der færre fejl i grafikkerne om bakkerne.
• Sol og lune. Vejret var for det meste godt, og epidemien var behageligt fjern. Det gav mange tilskuere langs vejene, næsten som det plejer.

Og så til det mindre gode ved årets PostNord Danmark Rundt:

• Forudsigelig start. En start i det sydjyske medfører næsten altid begivenhedsløse etaper, i al fald når man ser bort fra spurtopgørene til sidst. Sådan er det bare, men det er alligevel lidt trist. Det er ikke en gang fordi jeg savnede et succesrigt sidevindsangreb eller (Gud forbyde det) en fjollet Kammersluse, der skaber unaturlig splittelse. Nej, så hellere en regulær sprintafgørelse, men to af slagsen i et etapeløb med fem etaper er lige i overkanten, når de begge ligger først. En måde at gøre mindst den ene sønderjyske etape mere spændende kunne være at tilføre den nogle grusstykker eller at lade brosten fylde mere, enten i form af rundstrækninger i landsdelens brostensrige byer eller ved at inddrage Dimen ved Aabenraa – en brostensstigning med meget ujævne brosten.
• Rundstrækning ude af spil. Kiddesvej fik akkurat en rolle at spille, da Evenepoel angreb ved målstregen første gang. Men derefter var rundstrækningen nærmest reduceret til en kulisse. Og det er jo egentlig ikke tanken med rundstrækningen, som jo er der for at fortætte spændingen, og for at give publikum godt ræs at se på. Det er helt fint at få demonstreret, at Vejle-etapen er meget mere end en duel på sidste tur op ad Kiddesvej, men det er negativt, hvis der skal køres adskillige Kiddesvej-runder uden spænding om udfaldet. I dette tilfælde kunne man oven i købet stå og se etapeløbets samlede klassement blive afgjort, og det lagde en dæmper på min begejstring for en ellers god og hård etape. Man kan nok også spørge, om det er kønt, at hovedfeltet bliver overhalet med en omgang af etapevinderen. Det var en spektakulær hændelse, ja, men også en anelse kikset. (Med en lidt længere rundstrækning var det næppe sket.)
• Ét hold dominerede. Den manglende spænding om klassementet var et stort minus ved årets PostNord Danmark Rundt. Det er jo en sportslig ting, som man ikke som sådan kan organisere sig ud af, men hvis der havde været flere stærke hold med, ville Evenepoels sejr måske ikke have været så relativt nem. Quickstep kunne jo eliminere alle angreb uden større anstrengelse, og denne dominans lå som en dyne over den sidste halvdel af etapeløbet. Hvis det havde været Tour de France el.lign., kunne man som beskuer nok godt have mobiliseret interesse for, hvem der ellers sluttede på podiet, men i et lille etapeløb som PostNord Danmark Rundt handler rigtig meget om sejrene, og derfor efterlod årets løb mig med en lidt antiklimatisk fornemmelse.
• Angreb annulleret. Mads Pedersens angreb op ad Bøgebakken på 4. etape kunne have udviklet sig til noget interessant. Men Evenepoel gik med, og når man ser billederne fra Pedersens angreb, er det tydeligt, at belgierens eftersætning havde stor betydning for, at der ikke kom noget ud af det. (Se videoen herunder.) Den tidligere danske verdensmesters ryk kunne ikke have ændret på klassementet, men det havde alligevel været spændende at se, hvad der var sket på de sidste kilometer af etapen, hvis han var kommet væk. En misset mulighed for drama ødelagt af løbets stærkeste rytter. Man kan ikke bebrejde Evenepoel det, men for min oplevelse af løbet var det et minus.
• Tam afslutning. Også enkeltstarten gav en følelse af antiklimaks. Kun et alvorligt uheld kunne true Evenepoels samlede sejr – han kunne endda været punkteret et par gange, uden at det havde været katastrofalt. Det endte så med, at han akkurat vandt etapen foran Søren Kragh Andersen. Her var der bestemt spænding på de sidste meter, og det var for så vidt fint nok, men det havde løftet løbet en smule, hvis der havde været en dansker mere på den øverste podieplads. En etapesejr og en samlet pointtrøje til Mads Pedersen samt en samlet bakketrøje til Rasmus Bøgh Wallin føles som lige i underkanten, når man tænker på, hvor mange stærke danskere der var stillet til start i PostNord Danmark Rundt.
• Stigning glemt. Som nævnt under de gode ting var tv-dækningen generelt velfungerende, men det irriterede mig, at producerne formåede at klippe helt uden om opstigningen ad Midtsjællands skrappeste stigning ved Maglesø. Det vrimler ikke just med sjællandske stigninger med tocifrede procenter, så her kunne de godt lige have været lidt skarpere, især når nu det var i en ganske rolig situation på etapen. Hverken udbryderne eller hovedfeltet blev vist på opstigningen.

Nu kom jeg vist til at anføre flere negative ting end positive. Og det er ikke helt tilfældigt, for jeg synes ikke, at 2021-udgaven af PostNord Danmark Rundt var blandt de bedste.

Men som jeg tidligere har sagt: I dette løb er det landskabet, der er stjernen. Og jeg er tilfreds, når mindst to af etaperne i løbet har et terræn, der både er kønt at se på og skaber interessant cykelløb. Samtidig skal man huske at værdsætte, at der er tv-dækning af løbet. Faktisk bliver hele løbet live-transmitteret. Dette var blot en drøm for få år siden. I dag er det næsten blevet en selvfølge.

For mig personligt blev PostNord Danmark Rundt noget specielt. Jeg var nemlig tilskuer til hele to af etaperne, 3. og 4. etape, hvor jeg stod ved hhv. Kiddesvej og Bøgebakken. Jeg var også selv ude og træde i pedalerne. Det var som deltager i motionsløbet Kongeetapen, der blev afviklet forud for proffernes løb til Vejle. Så jeg var på flere måder tættere på løbet, end jeg nogensinde har været før.

/Jacob