Ligesom i 2022 vil jeg som en del af afrundingen af året opridse, hvordan det gik, da jeg selv begav mig ud på cyklen til sæsonens motionsløb.
Det blev til deltagelse i otte løb alt i alt, fordelt på seks før midsommer og to efter. Jeg havde gerne set, at fordelingen var mere jævn ud over sommerhalvåret, men det ligner en naturlov, at det er sådan, det er – løbsarrangørerne har simpelthen en forkærlighed for at placere løbene før sommerferien. I år blev tendensen forstærket af, at hele tre efterårsløb, som jeg havde planlagt at deltage i, blev aflyst.
Værre var, at jeg i denne sæson var plaget af uheld. Uheld fra flere forskellige kategorier, som af en eller anden grund klumpede sig sammen i 2023. Man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at jeg måske har været uforholdsmæssigt forskånet for irriterende oplevelser i de foregående år. Der er jo altid en risiko for, at noget går galt under et løb. Men det er i al fald træls, når det sker gentagne gange indenfor kort tid.
I øvrigt var det i kombination med, at jeg på en Mallorca-rejse, som jeg cykelmæssigt havde set meget frem til, var plaget af et eller andet halløj – muligvis solstik -, som gik ud over både præstationsevne og træningsglæde. Super ærgerligt. Men tilbage til landevejsløbene …
______
Forårsløbet, Sydsjælland, april, 60 km:
Der var flot fremmøde til dette tidlige løb. Og anstændigt vejr. Løb i april er altid følsomme overfor vejrliget, men denne dag var der tørt og ret vindsvagt, så det kunne man ikke klage over. Jeg kunne sportsligt set heller ikke klage over den første halvdel af løbet, hvor jeg hang på frontgruppen hen over rutens kuperede del, inklusive den såkaldte P2-bakke ved Rønnede. Men så kom der en lyd fra forhjulet, og på et øjeblik var dækket fladt. Dermed var løbet sådan set slut for mig.
Det er mange år siden, at jeg er punkteret ved et motionsløb – jeg kører nemlig på Durano Plus-dæk, der er en garanti mod almindelige punkteringer. Ved Forårsløbet havde jeg dog i nogle måneder undtagelsesvist haft et Michelin-dæk på forhjulet, og det ville skæbnen så åbenbart straffe mig for. Et sjældent uheld, trøstede jeg mig med denne dag – men det skulle vise sig at blive symptomatisk for det meste af 2023-sæsonen.
______
Sorø Classic, Midtsjælland, maj, 52,5 km:
Sorø Classic har efterhånden eksisteret i så mange år, at det lever op til sit eget navn. Med til traditionerne hører også, at løbet finder sted i godt vejr – og sådan var det igen i 2023.
Så meget desto mere ærgerligt var det, at jeg var overmatchet på de tidlige bakker ved Tystrup Sø og ikke kunne holde mig fremme blandt de hurtigste. Jeg endte med at sidde i nogle kilometer med en kvindelig rytter, som så uheldigvis kørte ned i et hul i vejen og punkterede. Jeg valgte (bl.a. fordi jeg måske burde have set hullet og advaret mod det i bedre tid) at stoppe op, sådan at vi kunne fortsætte sammen bagefter – sportsligt havde jeg alligevel ikke meget at køre efter længere.
Ikke dermed sagt, at jeg går efter topplaceringer i motionsløb, men jeg har altid en ambition om at gennemføre på optimal vis, hvilket selvsagt ikke lader sig gøre med stop undervejs.
______
Fyen Rundt, Vestfyn, maj, 67 km:
To ting var de samme som ved det foregående løb: Jeg kunne glæde mig over et blændende godt vejr – og ærgre mig over at blive sat fra frontgruppen allerede efter få kilometer.
Jeg endte igen i en tomandsgruppe. Denne gang med en rytter, der helt ærligt var et nøk stærkere end mig. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at bidrage, men kunne konstatere på Båring-bakken to tredjedele inde i løbet, at der var krampetendenser i lårene. Det er ellers kun i længere og noget mere kuperede løb, at jeg får kramper.
Gennemsnitsfarten endte på 34,3 km/t (inkl. langsom masterstart). Dermed er det langt fra mit hurtigste løb nogensinde, men det var alligevel tilfredsstillende set i lyset af, at jeg tilbagelagde langt det meste af ruten sammen med kun 1-3 andre ryttere. Der var med andre ord ikke meget slipstrøm at gemme sig bag i dette løb, og det har selvfølgelig sin pris.
En ting, jeg studsede over: Der var stort set ingen flagposter ude på ruten. Det er ellers et stort og traditionsrigt løb. Danmarks mest traditionsrige faktisk. Måske bliver alle kræfterne brugt på de professionelles løb, som finder sted umiddelbart efter motionisternes.
______
Superbrugsløbet, Vestsjælland, maj, 80 km:
Endelig var der en gedigen klump af ryttere, jeg kunne ligge inde i gennem det meste af et løb. Ganske vist var der nok nogle stærke folk, der allerede tidligt forsvandt bort i horisonten, men feltet var stort, så der var god mulighed for at koble sig på en gruppe. Bagsiden af medaljen er så, at man kan komme til at sidde med nogle, der ikke er påpasselige nok, og en enkelt gang måtte jeg snerre af én, der ikke kunne finde ud af at holde sin linje.
Mere frustrerende var det, da vi skulle op ad den sidste bakke – Blæsinge Banke. Vejen er smal og lidt snoet, så det kræver koordinering, hvis en bil og en større gruppe cyklister skal passere hinanden her. Men det blæste en håndværker i en hvid og grøn varevogn på. Trods pladsmangel kørte han ned ad bakken med det resultat, at jeg og måske også andre i gruppen blev snittet af hans sidespejl. Det var ret chokerende at opleve sådan en mangel på hensyntagen, og at han sad med nedrullet siderude og råbte nedsættende til os imens, gjorde ikke sagen bedre. Jeg slap med en lille hudafskrabning på hånden.
Sportsligt set betød påkørslen, at jeg kortvarigt måtte stoppe op og derfor ikke kunne komme med den store gruppe til mål. Igen tænkte jeg: Hvornår stopper rækken af uheld?
______
Søen Rundt, Vestsjælland, juni, 95 km:
Allerede weekenden efter var det op på hesten igen. Denne gang til et løb med start og mål i Fuglebjerg. Ruten består af to cirka lige store dele – en sydlig og en nordlig, hvor den sydlige kun har én reel stigning (Menstrup Bjerg), mens den nordlige har adskillige (nemlig ved Tystrup Sø, deraf løbsnavnet Søen Rundt).
Forskellen i terræn sætter sit præg på farten. På de første mange kilometer efter at løbet er givet frit, suser hovedfeltet derudaf med 40-50 km/t. Her gælder det om at hænge på, så man kan sætte noget i banken, til når man rammer det mere bakkede landskab på nordsløjfen. I år måtte jeg slippe feltet en anelse tidligere end sidste år, men jeg blev reddet af, at der kom kapable ryttere op bagfra. Så min gennemsnitsfart for de 95 km endte på 35,7 km/t, hvilket næsten var det samme som i 2022. At der var 0,1 km/t i negativ difference skyldtes, at jeg denne gang måtte køre de sidste 10 km alene og i modvind.
______
Hedeboløbet, Midtsjælland, juni, 56 km:
Hedeboløbet er blandt de cykelløb, jeg har deltaget i flest gange. Det ligger godt i min kalender, også fordi det typisk er på dette tidspunkt, at sommerformen for alvor indfinder sig.
Fartrekorder skal man dog ikke sætte næsen op efter. For mens ruten er ret så flad og hurtig, så er startgrupperne små. Og når man er én blandt højst 25 mand, der kører over startstregen samtidigt, vil der ikke være mange baghjul at gemme sig bagved undervejs i løbet. I år var der dog en solid gruppe, som holdt sammen nogenlunde hele vejen. Syv mand kom i mål i tiden 1:34 plus nogle sekunder – hvoraf jeg var nummer seks (ud af samlet set 54 startende). Så det var sæsonens bedste placering for mit vedkommende.
Ligesom ved de foregående events var sommervejret formidabelt. Eneste minus ved oplevelsen var det sædvanlige problem med Hedeboløbets rute: Ruten rammer et lyskryds 10 kilometer før mål. Så der skal man oftest stoppe for rødt og vente i nogen tid. Virkelig en træls ting i et cykelløb, især når det er så sent i løbet.
______
Cyclassics Hamburg, Tyskland, august, 101 km:
I en uheldsramt sæson var denne event det store lyspunkt. Det er et stort løb med tusindvis af deltagere, og ruten er lukket, så man kan placere sig på vejen, hvor man vil. Dette har utroligt meget at sige for løbsoplevelsen. Fantastisk var det at køre et stykke på en tresporet motorvej – og at cykle gennem det centrale Hamburg uden en eneste forhindring.
Jeg var heldig at ende i en stor gruppe, som var ført an af en håndfuld stærke, beslutsomme ryttere. De holdt en konstant fart på omkring 40 km/t. Først med ca. 15 kilometer til mål begyndte gruppen at gå i opløsning (dels fordi der skete en sammenklumpning af løbsdeltagere, og dels fordi løbets eneste stigning lå her mod slutningen). Men det var fedt. Cyclassics Hamburg gav den dér eftertragtede fornemmelse af at køre løb som de professionelle – hvor man kan bevæge sig fremad med over 40 km/t uden at køre sig helt i hegnet, simpelthen fordi de andre i gruppen fjerner hovedparten af luftmodstanden.
Min snitfart for de 101 km endte på godt 39,7 km/t – astronomisk hurtigt i sammenligning med mit træningstempo og også langt hurtigere, end hvad jeg opnår ved et typisk vellykket dansk motionsløb. At vejret så tilmed var solrigt og vindsvagt, gjorde bare oplevelsen endnu bedre.
______
Carl Nielsen Touren, Sydfyn, september, 79 (89) km:
Årets sidste motionsløb blev et billede på, hvordan sæsonen var forløbet for mig: Begunstiget af vejrguderne, hjemsøgt af uheld. Ja, faktisk udviklede løbet sig endnu mere farceagtigt end de øvrige.
Første lille ærgrelse kom efter 18 km, da jeg måtte slippe frontgruppen. Måske skulle jeg have valgt en anden startgruppe med knap så mange ambitiøse ryttere. I stedet kom jeg derefter til at sidde i en tomandsgruppe, men ikke længe, for pludselig, i Jordløse, stoppede min meddeltager op. En defekt? Jeg kørte i al fald videre alene – og håbede i mit stille sind, at der ville komme nogle andre ryttere op bagfra. Det skete ikke. Tværtimod gik det efterhånden op for mig, at jeg var kørt forkert – eller rettere: at rutepilen i Jordløse havde ledt mig på gale veje (og at dette var grunden til, at min midlertidige løbsmakker var stoppet op – for at tjekke sin GPS!). Katastrofalt og frustrerende.
Ved ankomsten til de Sydfynske Alper fik jeg mig navigeret tilbage på ruten og fandt efter ca. 50 km ind i en udmærket gruppe på små ti mand. Lykken varede dog kort. Så var der nemlig en løs hund midt i det hele. Den var svær at komme væk fra, og en af rytterne i gruppen fremsatte den idé, at vi skulle stoppe helt op. Mine erfaringer med løse hunde er imidlertid ikke gode, så midt i forvirringen gjorde jeg det modsatte: accelererede væk. Det føltes næsten som at gå i udbrud, og over de næste par kilometer lod jeg mig inspirere af, at der ikke var nogen ”forfølgere” at se bag mig.
Men ak. Så missede jeg et skilt (heller ikke ved dette løb var der flagposter på ruten – det er åbenbart en særlig fynsk ting?). Og det resulterede i omvej nummer to denne dag. Det var faktisk ikke til at bære. Jeg endte med at cykle hen over målstregen fra bagsiden! Mere sølle bliver det næsten ikke. Det eneste, jeg kunne glæde mig over, var, at jeg trods alt ikke havde været involveret i nogen blodige ulykker. Det er i det hele taget nok en af de ting, jeg vil prøve at trøste mig med her ved årets afslutning – at jeg slap igennem Tycho Brahe-sæsonen uden fysiske mén …
/Jacob
