Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Jagten på Husvolden og en blodig bakketop

Uncategorised Posted on Wed, June 30, 2021 20:20:50
Kort over Næstved med højdekurver og udvalgte stednavne. Mogenstrup Ås ses som en lang slange, der kommer ind fra sydøst og går over i nogle mindre knolde nord for byens centrum.

I forsommeren 2021 har knoglefund i det centrale Næstved kastet nyt lys over en mytisk fæstning, som aldrig er blevet lokaliseret.

Det drejer sig om Husvolden – et fæstningsanlæg, som man af uvisse grunde kun har fundet sparsomme spor efter.

Husvolden er blevet sat i forbindelse med Slaget ved Næstved i 1259. En yderst blodig begivenhed, hvor der ifølge kilder blev dræbt mellem 1.800 og 10.000 danske soldater, primært bønder. I spidsen for det danske forsvar stod Margrete Sprænghest, kong Christoffer den 1.’s dronning. Hun skulle forsvare Næstved mod fyrst Jarimar den 2. af Rügen. (Sidstnævntes hær omtales ofte som vendisk, så at man udslettede venderne ved Slaget ved Arkona 90 år tidligere, er altså en sandhed med modifikationer.)

Mystik om placering
Men hvor præcist bragede de to hære så sammen? Ja, hvis det vitterligt var ved lokaliteten Husvolden, det hele udspandt sig, og hvis Husvolden i 1259 er det samme sted, som kaldes Husvolden i den sene middelalder, så var det lidt syd for det daværende Næstved. Nogle fund har indikeret, at det senmiddelalderlige Husvolden lå her, ikke så langt fra den nuværende Dyrskueplads.

Imod dette taler dels, at der få hundrede meter derfra er stejle skråninger, nemlig Mogenstrup Ås, også kaldet Sandbjerget. Hvorfor skulle man placere en fæstning i lavlandet, når man kunne placere den oppe på en bakke?

En anden ting, der taler imod, at Slaget ved Næstved skulle have stået syd for byen, er, at den fjendtlige hær ifølge nogle kilder er gået i land ved Karrebæksminde. Karrebæksminde ligger ud til havet vest for Næstved, og hvis Jarimar og hans folk derfra er gået mod Næstved, virker det ikke oplagt (omend heller ikke helt usandsynligt), at han skulle være endt på sydsiden af byen.

Dronningens vold – en vigtig brik?
Det kan ikke udelukkes, at slaget har foregået umiddelbart vest for Næstved. I Borgnakke Skov, godt 3 km vest for den nuværende bygrænse, findes nemlig en lille, men markant banke. Den kaldes Margretevold eller Margretehøj. På den har der stået et tårn – formentlig til overvågning af især skibstrafikken ude i bugten. Dateringen og ikke mindst navnet passer godt med, at forsvarsværket er anlagt på Margrete Sprænghests tid, og formålet har helt sikkert være militært. Men resten er gisninger, og spor efter blodige kampe er ikke dukket op her.

Margretehøj i Borgnakke Skov. Der er voldgrav uden om, og på toppen har der stået et tårn.

At man så alligevel nu er kommet nærmere en lokalisering af det store slag i 1259, hænger sammen med, at der for nylig blev fundet en gevaldig bunke knogler under et gulv i Næstved. Det er sket i forbindelse med renoveringen af en bygning på Grønnegades Kaserne, der ligger nær byens centrum.

Rester fra massegrav
Der er ikke tale om hele skeletter, men om løse knogler, tilsyneladende mest fra unge, “raske” mænd. Teorien er nu, at det er knogler, som engang er flyttet dertil fra en massegrav, som har befundet sig lige i nærheden. Det kunne eksempelvis være på toppen af den bakke, som kasernen ligger ved. Bakken er i dag lidt underligt flad i det på toppen – vel pga. forskellige byggeprojekter på kaserneområdet gennem tiden -, men engang har bakken have formentlig været højere, og det kan være, at det er øverst i bakken, at de mange mennesker oprindeligt er blevet begravet. Dermed også sagt, at Husvolden kan have befundet sig netop her!

Det giver jo også god mening, at der på det sted, hvor der har ligget et middelalderligt forsvarsanlæg, senere er kommet en kaserne til. De ældste nuværende bygninger i Grønnegades Kaserne er fra 1799.

Et yderligere indicie er, at der ifølge de foreløbige undersøgelser af det fundne knoglemateriale er påvist relativt mange hug i benknogler. Det er blevet nævnt som muligt tegn på, at forsvarerne har stået oppe på en skråning.

Åsen som forsvarsværk
Grønnegades Kaserne ligger på den nordvestligste ende af det åsstrøg, der strækker sig ind i Næstved fra sydøst. I dag opleves terrænet som en serie af små knolde, men det skyldes i vidt omfang, at der er blevet gravet i dem, primært for at anlægge veje. I middelalderen har hele åsbakken fra kasernen og hen til den gevaldige Vandtårnsbakke i højere grad end nu haft karakter af en sammenhængende vold.

Jeg har altid betragtet åsen som en gave til en middelalderby, der gerne vil forsvare sig. Tænk på, hvor skønt det må være at kunne placere sig 20-35 meter højere end angriberne – oven på skråninger, der er så stejle, at en ridder ikke vil kunne ride op ad den. Det har været til undren og skuffelse for mig, at der ikke har været nogen tegn på, at åsen har indgået i krigshandlinger, men nu kan det være, at min mavefornemmelse alligevel bliver bekræftet på en eller anden måde.

/Jacob



Hårde bakker forbudt!

Bakkesnak Posted on Sun, June 20, 2021 13:35:06

Find et område nær dig uden ret mange bakker!

Det kunne lyde som en opgave, jeg kunne have stillet mig selv for underholdningens og nysgerrighedens skyld. Men i den forløbne uge var det faktisk et seriøst projekt, for jeg har været gennem en lille operation, som kræver, at jeg efterfølgende ikke udfordrer mig selv fysisk i 7 dage.

Jeg kunne selvfølgelig lægge mig på en sofa og blive dér fra start til slut, men jeg har ræsonneret, at hvis blot jeg cykler med en belastning, der svarer til den, man kunne cykle med, hvis det var f.eks. på vej til eller fra arbejde, så er det ikke sport eller fysisk anstrengelse.

Denne ikke-anstrengende form for cykling har jeg defineret som ikke over ca. 70% i puls i snit. Samtidig må jeg på intet tidspunkt svede (så det drypper).

Nå, men det er jo bare at cykle langsomt så, kunne man sige. Men så enkelt er det faktisk ikke. For selv mindre bakker kan tvinge pulsen i vejret – mere end man lige tror, når man bare cykler derudaf på må og få og uden pulsur.

Selvfølgelig afhænger det en del af formen, men min egen erfaring er, at hvis du skal holde pulsen under 70% på en almindelig dansk stigning, så skal du nedsætte tempoet rigtig meget – så meget, at det føles akavet.

Af den grund tænkte jeg, at jeg på min skånsomme tur ville holde mig til veje uden bakker. Hvilket er nemmere sagt end gjort! For godt nok har vi herhjemme ingen rigtig store bjerge, men terrænet har det med at gå op og ned – afhængigt af, hvor i Danmark du befinder dig.

Mit projekt lykkedes nogenlunde. Jeg svedte ikke, og på de to ture, som begge var ca. 60 km, lå min gennemsnitspuls på hhv. 70% og 71%, med enkelte udsving op mod 80% undervejs. Så mission accomplished, men det krævede rutemæssigt flere fravalg end tilvalg, og mange veje var “lukket land” for mig. I andre egne af landet ville jeg have haft det nemmere.

Jeg tænkte lidt over, hvor i Danmark det vil være nemmest af cykle, hvis det ikke må være fysisk udfordrende, og jeg kom frem til følgende områder: Sydvestjylland, nordligste Jylland, Kattegatkysten, Norddjursland, Nordfyn, Langeland, Sydvestsjælland, Østsjælland, Lolland-Falster, Vestmøn og sydligste Bornholm.

De markerede områder anser jeg for generelt fladere end de øvrige.

Ikke sådan at forstå, at der i disse områder er pandekagefladt. Men der er længere mellem de større stigninger (over 10 højdemeter) end i de omgivende områder. Så nyopererede har det lettere her! 😉

/Jacob



Årets varmeste dag er også den hurtigste

Bakkesnak Posted on Fri, June 18, 2021 11:29:35

Dette indlæg er skrevet ved middagstid 18. juni 2021 – det er årets varmeste dag, og på min nuværende lokalitet vil temperaturen snart nå op på 33 grader.

Høje temperaturer kan få mange til at sænke aktivitetsniveauet, men faktisk er det netop på en dag som denne, at du bør prøve at slå dine rekorder. En høj temperatur giver nemlig automatisk ekstra fart på cyklen.

Rent videnskabeligt er fartforøgelsen pga. temperaturen beregnet til at være på ca. en halv km/t pr. +10 varmegrader, men min (og andres) erfaring er, at der snarere er tale om 1 km/t. Det kan skyldes varmere dæk, tyndere beklædning mv.

Regnestykket ser dermed sådan ud: På en vinterdag med 3 graders varme cykler du eksempelvis 27 km/t, men på en sommerdag med 33 graders varme cykler du 30 km/t – vel at mærke ved præcis samme ydelse.

Matematisk er der ganske vist tale om en procentuel forskel, men i de fleste tilfælde vil en afrunding til 1 km/t passe ganske godt.

Læs mere om temperaturforskellens betydning i et indlæg fra i vinters:
https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2021/01/17/621/

/Jacob



Vikingernes stenbyggerier – eller mangel på samme

Bakkesnak Posted on Wed, June 16, 2021 11:27:07
Tre typer byggesten i et hjørne af Skt. Jørgensbjerg Kirke: Teglsten, granit og frådsten.

Landskabet omkring os har i mange århundreder været betragtet som en indlysende råstofressource, som vi bl.a. har kunnet lave bygninger af. Men i vikingetiden – som jo ellers på mange måder var en skandinavisk glansperiode – var brugen af stenarter til byggerier alligevel meget begrænset.

Man brugte jord og græstørv i store mængder til gravhøje og ringborge, men der er ingen konkrete spor af egentlige stenbygninger fra før år 1000. Det er jo lidt påfaldende, eftersom vikingerne kom rundt i det meste af Europa og mødte alverdens stenkirker og stenfæstninger.

Marksten fandtes selvfølgelig, og de blev brugt. Til “skiltning” i form af sten med inskriptioner, til gravmonumenter og til infrastruktur: brolagte veje. (Dette var dog ikke meget anderledes, end hvad man havde gjort i jernalderen og i nogen grad endnu tidligere.) Derudover brugtes sten i vikingeborgene. Det ser man bl.a. i Trelleborg ved Slagelse, hvor der i det rekonstruerede indgangsparti ses fritliggende “gavle” af marksten. Men mure er der ikke tale om.

Frem mod den rekonstruerede vikingebro nær Kroppedal Museum er der anlagt en brostensvej ud fra de principper, der blev brugt for vejbyggerier for mere end 1000 år siden.

Først omkring år 1000 indledes en praksis med at tilhugge sten og lægge dem oven på hinanden. Det tidligste eksisterende eksempel er Skt. Jørgensbjerg Kirke i Roskilde. Kirkens mure betegnes som det ældste murværk i Danmark. Det er ca. 1000 år gammelt – og tilhører dermed altså vikingetiden, som normalt siges at slutte ca. 1050. Væsentlige dele af Skt. Jørgensbjerg Kirke består af frådsten (eller kildekalk), som er et lysegråt materiale, der opstår ved aflejring af kalkholdigt vand i kilder og vandløb. Frådsten er let og blødt og dermed relativt nemt at hugge ud og transportere.

Skt. Jørgensbjerg Kirkes mure består i vidt omfang af frådsten fra ca. år 1000, men kirken har naturligt nok også elementer af nyere dato.

Med frådsten kunne man i det danske kirkebyggeri næsten måle sig med det sydligere Europa, når det gjaldt f.eks. søjler, buer og ornamentik. Det var dog – i lighed med granitten på Bornholm og kalken på Stevns – et byggemateriale, der kun kunne udvindes på specifikke lokaliteter. Derfor blev frådsten ret hurtigt overhalet af teglsten, da denne teknologi indfandt sig i Skandinavien i midten af 1100-årene. Absalonsbuen ved Roskilde Domkirke er dog fra slutningen af 1200-tallet og måske det eneste danske eksempel på frådstensgotik.

Absalonsbuen ved Roskilde Domkirke er et usædvanligt sent eksempel på et frådstensbyggeri. Måske er det en slags spareøvelse, hvor man har genbrugt sten fra den frådstenskirke, der lå på det sted, hvor domkirken ligger i dag.

Frådsten gav selv sagt også mulighed for at bygge fæstninger af sten. Dette er det imposante Bastruptårn i Nordsjælland et eksempel på. Man kan forestille sig, at en vikingekonge ville have slikket sig om munden med udsigt til sådan et stærkt fæstningsbyggeri. Men så langt nåede vikingerne altså ikke.

Læs mere om historiske byggematerialer på Danskebjerge.dk. På Danskebjerge.dk’s Facebookprofil kan du desuden se fotos fra bl.a. frådstensbyggerier. Den uden tvivl flotteste danske frådstenskirke finder du her.

Se også bogen “Frådsten – Danmarks ældste bygningssten”, af Bent Gottfredsen.

/Jacob



Åsbakkerne ved Beldringe – en del af noget større

Uncategorised Posted on Wed, April 28, 2021 02:35:46
Kort med højdekurver, der viser åsen mellem Skibinge og Bårse – med nøjere angivelse af nogle af de mest markante åsbakker på strækningen.

Hvorfor åsene er så spændende? Jamen, det er de, fordi de er de mest forfinede af istidens kreationer. I modsætning til tunneldale og randmoræner, som er udgravet og skubbet op med voldsomme kræfter, er åsene strøet ud i en lang linje og ligger i dag som slanger gennem det østdanske landskab. Det er særpræget, det er iøjnefaldende. Åsene er juvelen i gletsjernes arvegods.

For nylig kom jeg forbi åsbakkerne ved Beldringe lidt vest for den sydøstsjællandske by Præstø. Mellem 10 og 20 meter høje er de, og 300-600 meter lange (se kort). Et yndigt kuperet terræn, som vinder yderligere i skønhed ved, at området også byder på en herregård, en kirke og en lang allé.

Beldringevej går op over den vestlige ende af åsbakken Langbjerg.

Her finder man altså en håndfuld åsbakker på rad og række, alle i deres oprindelige form – hvilket desværre ikke kan siges om ret meget af den ca. 9 kilometer lange ås, der går fra Skibinge syd for Præstø og op forbi Bårse. Det meste er gravet væk. For blot få år siden blev en af de største åsbakker molesteret af grusgravning – det er den, der ligger (eller lå) lige nord for byen Gishale. Også åsen længere mod nordvest består i dag af overvejende grusgravsrester og grusgravssøer.

Der er ikke nogen stærk tradition for at kalde åsen fra Skibinge til Bårse noget bestemt, men begrebet Gishale Ås findes, og jeg synes, det giver god mening at kalde det hele for Gishale Ås. I princippet kunne man faktisk inkludere Mogenstrup Ås i regnestykket, for åsbakkerne på den ca. 25 kilometer lange strækning mellem Skibinge og det centrale Næstved er reelt knyttet til samme tunneldal. At man alligevel holder dem adskilt, hænger nok sammen med, at der mellem Bårse og Mogenstrup er en strækning på ca. 6 kilometer, hvor der ikke er åsbakker.

På toppen af en af åsbakkerne ved Beldringe står dette monument over en lokal godsejer.

/Jacob



Kridtklump fra istiden er guf for den blå anemone

Bakkesnak Posted on Wed, April 21, 2021 19:36:09
Der er mange blå anemoner i Allindelille Fredskov.

Kaj Munks ord om den blå anemone er yndefulde, men ikke helt retvisende. En blå anemone er nemlig ikke i første omgang så interesseret i ”sin lune luft, sit fede ler”, men derimod i kalk. Skove med kalkrige jorde er guf for de blå anemoner, så selvom de betegnes som sjældne, kan man finde dem i stort tal i visse østdanske skove. Eksempelvis i Allindelille Fredskov, som jeg besøgte i dag.

Allindelille ligger på Midtsjælland – ganske langt fra Møns Klint og Stevns Klint, som jo er kendt for deres store skrænter med kalk og kridt. Men der behøver nu heller ikke være klinter, for at der kan være kalk i overfladen. Lige under Allindelille Fredskov er der en 20 meter tyk flage af skrivekridt, slæbt hertil af istidens gletsjere. Den viser flere steder sit lyse ansigt. Bl.a. i rodnettet på væltede træer. Desuden er der opstået jordfaldshuller, ofte i form af små søer. De er skabt ved, at nedsivende vand har eroderet hulrum i kalken.

Et træ er væltet og har trukket masser af hvidt kalk med op fra skovbunden.

Som sagt danner kalken også fin grobund for blå anemoner, og Allindelille Fredskov er kendt for at rumme endnu mere sjælden flora. Især flueblomsten er ret berømt – i Danmark vokser den kun her. Og symptomatisk for skovens jordbundsforhold har man for nylig genopdaget en anden kalkglad plante, nemlig Kalk-Øjentrøst. Den havde ellers været forsvundet fra dansk natur i 60 år.

Det hører med til historien, at Allindelille Fredskov, foruden at have kalkbund, også passes og plejes på en anden måde end den klassiske skovbrugsskov. Bl.a. gøres der en stor indsats for at holde skoven lysåben – dels med fældninger, dels med græssende dyr. De mange lysninger er gavnlige for de sjældne plantearter, som ikke trives på steder, hvor træer og buske står tæt.

Ved hjælp af græssende dyr og almindelig pleje holdes visse arealer åbne i Allindelille Fredskov. Det sker især for at fremme forekomsten af sjældne planter.

/Jacob



Dronningestolen sidder (uberettiget) på tronen

Uncategorised Posted on Wed, March 10, 2021 23:02:13
Ældre kort over Møns Klint, med “Åsen” og Dronningestolen fremhævet.

Blandt de højeste punkter på Høje Møn nævnes ofte Dronningestolen. Det er nok især, fordi punktet er det højeste sted ved kanten af selve Møns Klint. De 128 meter, som stedet er hævet over Østersøens bølger, siger noget om, hvor gevaldigt høj klinten er.

Men ud fra en statistisk og geologisk betragtning er det en smule uberettiget, at Dronningestolen får så meget opmærksomhed. Dronningestolen er nemlig ikke noget toppunkt. Mod nordvest stiger terrænet yderligere, og blot en snes meter fra udsigtspunktet er der lagt tre meter på. Herfra er der 131 meter ned til havet.

Denne top, der ligger ca. 50 meter fra klintekanten, er ikke ukendt. På kort kaldes den “Åsen”, og i nogle opgørelser optræder den som et højere punkt end Dronningestolen. Men da afstanden mellem dem er på omtrent en spytklats længde, er det jo sådan set noget pjat at opgøre dem som to selvstændige punkter.

At der alligevel gøres forskel på “Åsen” og Dronningestolen skyldes måske, at navnene på de to steder ligger ret langt fra hinanden på de topografiske kort. Der findes en del stednavne på Møns Klint, og derfor har kortmagerne valgt at placere disse navne ude over det, der er hav. Derimod er navnet på “Åsen” placeret inde i Klinteskoven, ja, faktisk lige lovligt langt til venstre i forhold til det reelle højeste punkt. (Se kortudsnit.) Så det kan se ud som om, der er et stykke vej mellem toppen af “Åsen” og Dronningestolen, hvilket ikke er tilfældet i virkelighedens verden.

Trappen op til Dronningestolen (og “Åsen”).

Det med at et lavere punkt kan løbe med opmærksomheden på bekostning af et højereliggende punkt, er ikke enestående. F.eks. har Kollen ved Himmelbjergtårnet (147 moh.) altid været omtalt som toppen af Himmelbjerget, selvom Kollen blot er et lille fremspring på en større og højere bakke, som også på de topografiske kort kaldes Himmelbjerget.

Igen er det nok udsigten, der er skyld i den svigtende logik. Udsigtspunktet er mere spektakulært end Himmelbjergets egentlige toppunkt, der ligger inde i skoven, og derfor er det også udsigtspunktet, der oftest har fået hæftet en højde på sig.

For nylig besluttede Danskebjerge.dk dog, at Himmelbjergets rigtige toppunkt skal være punktet inde i skoven. Punktet måler 157 moh. Dermed rykkede Himmelbjerget nogle pladser op på listen over de højeste danske punkter.

/Jacob



Beskidte snedriver – en nøgle til at forstå det danske landskab

Uncategorised Posted on Thu, February 25, 2021 21:39:23
I denne sydsjællandske grøft lå der i slutningen af februar en masse smeltende sne og is, der var dækket af mørkebrunt snavs.

Det er ikke noget videre kønt syn – de snedriver, der i disse dage ligger i vejkanten og samler snavs. Men faktisk er det et fænomen, der fortæller noget om istiden og dermed om den måde, det danske landskab blev formet på for ca. 12.000 år siden.

Da gletsjerne smeltede, opstod der isolerede bjerge af is ude ved gletsjerfronten, og disse bjerge var meget beskidte, fordi det jord, som gletsjerne havde bevæget sig henover og skubbet frem, var blevet aflejret på dem. Jorden kom i sig selv til at udgøre en slags isolation, og på den måde kunne det såkaldte dødis overleve temmelig længe. Men til sidst smeltede isen bort, og tilbage lå forskellige ofte uregelmæssige klumper af ler, sand og grus. De blev til bl.a. dødisbakker – landskabsformer, der især kendetegner det østdanske landskab.

Nu var der jo i slutningen af istiden tale om betydeligt mere is og snavs, end når vi kigger på smeltende snedriver i grøften langs en dansk landevej, men også disse grimme driver vil efterlade materiale, når de til sidst smelter helt bort. Det vil måske bare være svært at se, fordi mængden af snavs trods alt ikke er større, end at det vil lægge sig som et tyndt lag oven på det græs, der om kort tid vil skyde op igen efter den kolde vinter.

Hvis man vil se ”beskidt is” i et omfang, der kan minde om istidens dødis, så kan man tage til Island. Der var jeg for en håndfuld år siden. Her skyder det sort-brune dødis op foran de vigende gletsjere. Man kan næsten blive helt skuffet over at se gletsjerfronten blive domineret af de dystre farver, men hey, virkeligheden er altså hverken lyserød eller hvid som sne.

Meget mørk is, der har revet sig fri af gletsjeren Svinafellsjökull, sydlige Island. Foto: Danskebjerge.dk
Landskabet omkring Svinafellsjökull, sydlige Island – med ophobningen af mørk dødis i midten af billedet. Foto: Danskebjerge.dk.

/Jacob



Afsmeltning forvandler skrånende veje til vandløb

Uncategorised Posted on Wed, February 17, 2021 16:35:13

Tøbrud!

Et efterhånden ret sjældent fænomen i Danmark. ”Mildt vejr med tø og varme efter lang tids frostvejr” lyder ordbogens definitionen på tøbrud.

Jeg synes, tøbrud er et flot ord. Og så giver det jo mindelser om tidligere tiders forår, hvor der var en tydeligere sammenhæng mellem kalenderen og frostvejrets ophør, end der er i vore dage.

Det aktuelle tøbrud har givet problemer forskellige steder i trafikken, bl.a. på motorveje, hvor vand har hobet sig op i lavninger. Det må dog siges at være luksusproblemer i forhold til ”gamle dage”, hvor snedriverne ofte stod meterhøjt ude på markerne langs vejene, når tøvejret satte ind.

Tøbrud giver en lille fornemmelse af, hvad der skete i Danmark i slutningen af istiden. Her var afsmeltningen selvsagt af en meget større kaliber, og smeltevandet kunne nå at grave dybe kløfter i det materiale, som gletsjerne tidligere havde bragt med sig. Særligt i de østjyske ådale og fjordlandskaber ses disse markante smeltevandskløfter.

I dag kom jeg forbi Holløse Bro, som Sjællands største å glider igennem. Flere af de asfalterede veje i området har ganske markante fald, og når is og sne smelter, forvandles vejene nærmest til små floder. Den udgravende virkning er selvfølgelig ikke sammenlignelig med istidens, men man fornemmer godt, at vandet kan grave gruskanten langs asfalten dybere.

Se Danskebjerge.dk’s video af tøbruddet ved Holløse her:

Optaget 17. februar 2021.

/Jacob



Frosten er en klods om benet

Bakkesnak Posted on Sun, January 17, 2021 23:51:48

Ingen vinter uden et blogindlæg om kuldens indvirkning på motionisten!

I skrivende stund er der 4 minusgrader uden for mit vindue, og jeg har to dage i træk været ude og cykle i frostvejr, så for mit eget vedkommende er vinteren meget nærværende i disse dage. Faktisk så meget, så jeg næsten er holdt op med at se på mit gps-ur på mine cykelture, da jeg ved, at farten vil skuffe mig!

Der er to vigtige grunde til nedsat hastighed om vinteren. Den ene er formen, der for manges vedkommende bliver dårligere, når det er mindre attraktivt at træne udendørs. Den anden – og mere interessante – grund gør sig gældende uanset form, og det er temperaturen.

Kold luft giver mere modstand. Når man ser på de forskellige udregninger, der er lavet, kommer man frem til, at farten falder mellem 0,3 og 0,5 km/t pr. 10 graders lavere lufttemperatur. Dvs. at hvis du cykler en bestemt rute i 25 graders varme, så vil du alt andet lige have en gennemsnitsfart, der er ca. 1 km/t i hurtigere, end hvis du cykler samme rute i 5 graders varme. Mest fart taber man, når der samtidig er højtryk, så en højtryksdag i frostvejr gør dig særligt langsom.

Min egen erfaring er imidlertid, at tempofaldet om vinteren er endnu større, end hvad luftforholdene kan forklare. Det baserer jeg bl.a. på, at jeg i år har trænet lige så meget her sidst på året, som jeg gjorde i sommerperioden. Jeg cykler mindst 1,5 km/t langsommere nu, end jeg gjorde for et halvt år siden, ved samme ydelse. Sådan er det hvert år.

Det vil kræve en gevaldig analyse at finde ud af, hvorfor det er sådan. Men ingen tvivl om, at der ved 20 grader koldere vejr også sker en nedkøling af dækkene, som gør dem langsommere (rullemodstanden øges med 20% vurderet ud fra denne artikel), samtidig med at min ikke helt tætsiddende jakke har en lidt nopret overflade, der fanger mere vind end en almindelig cykeltrøje eller bare arme.

Den generelle afkøling af kroppen om vinteren nævnes somme tider også som en faktor, men det tror jeg mindre på. Kroppen bliver jo varmet op, når pulsen stiger. Fra langrend ved vi ganske vist, at når man nærmer sig 20 frostgrader, bør man overveje at droppe krævende ture, fordi det er problematisk at få så kold luft ned i lungerne, men dette er sjældent relevant i Danmark.

For langrendsløbere – og almindelige løbere – er de lave temperaturers indvirkning på farten ikke nær så stor som for cyklisten, da de bevæger sig fremad med noget lavere hastighed. Jo lavere fart, desto mindre betyder kulden.

/Jacob



« PreviousNext »