Et af de fineste stednavne i Danmark er Hjertebjerg.

Hjertebjerg er navnet på en lille by på Møn. Man kører igennem den på vejen mellem Stege og Møns Klint.

Noget stort bjerg er der ikke tale om. Centrum af Hjertebjerg ligger i ca. 26 meters højde over havoverfladen. Men kommer man fra Stege-siden oplever man alligevel en vis højdeforskel, da Klintevej lidt før Hjertebjerg befinder sig blot 4 meter over havet. Og fortsætter man gennem den lille by, kommer man kort efter forbi Stavrebjergs 51 meter. Herfra falder terrænet igen markant ned mod byen Borre.

Det var juletiden, der inspirerede mig til at lave dette opslag om Hjertebjerg. Men inden vi kommer for godt i gang med romantiserende gæt på stednavnets oprindelse, må jeg slå fast, at ja, jeg HAR slået navnet efter. Og den umiddelbart skuffende besked i den forbindelse er, at bynavnet Hjertebjerg sådan set ikke har noget med et hjerte at gøre – endsige et julehjerte. Formentlig har det oprindelige navn været “hjort”. Så Hjertebjerg er altså egentlig Hjortebjerg. Ak!

Men måske kan vi trøste os med, at hjortefamilien inkluderer rensdyr, og til dem hører Rudolf med den røde tud jo … 😉 🦌

I øvrigt er der – ud over navnet – to ting, jeg synes er cool ved Hjertebjerg.
Den ene er, at Hjertebjerg er fødested for en vaskeægte regeringsleder, nemlig C.G. Andræ (1812-1893). Han var Danmarks femte konseilspræsident.

Det andet højdepunkt, jeg vil nævne, er, at der i Hjertebjerg findes en vej, der hedder Pistolstræde. Baggrunden for det vejnavn har jeg ikke undersøgt. Men det fascinerer mig, for der er ellers intet wild west- eller gangsteragtigt over den lille by på midten af Møn. I hvert fald ikke, hvad jeg ved af. Så forklaringen blæser i vinden – indtil videre.

/Jacob