En helt nyrenoveret trætrappe står nu klar til at tage imod de besøgende på det, der betegnes som Nordeuropas største borgruin. Naturstyrelsen Bornholm, der har ansvaret for trappen, kalder den selv for “bagvejen”, og det er jo rigtigt, at langt de fleste af de ca. 400.000 årlige gæster går til og fra Hammerhus fra den modsatte side. Men som styrelsens fotos fra den nye trappe viser, er der jo virkelig smukt på østsiden også.
Så blev der lige føjet to tårne til kortet med danske udsigtstårne. Det ene tårn er helt nyt – det andet er gammelt, men er først kommet til mit kendskab nu. Begge har en finurlig forhistorie!
Tårnet på Vesthavnen i Hirtshals blev indviet den 29. august 2025. Det har fået navnet Det Sorte Tårn (gæt selv hvorfor). Tårnet er otte meter højt og har – sammen med den aktivitetsplads, det er en del af – kostet 4,5 mio. kr. En række fonde har bidraget til finansieringen, mens den lokale turistorganisation står som bygherre.
Som TV2 Nord skriver, er Det Sorte Tårn på sin vis en genopførelse. Under Anden Verdenskrig byggede tyskerne nemlig to tårne i Hirtshals, hvoraf det ene blev stående indtil engang i 1970’erne. Det blev brugt af fiskerne som udkigstårn. Men nu får byen og havnen altså et nyt tårn et halvt århundrede senere.
Se Facebookopslag med omtale af opførelsen ved at klikke på billedet:
Det andet tårn, som lige er kommet med på Danskebjerge.dk’s tårnkort, er kirketårnet på Tunø Kirke. Kirketårne er egentlig ikke med i opgørelsen, som kun omhandler udkigstårne. Men kirketårnet på Tunø er unikt, fordi det samtidig er fyrtårn!
Tårnet fungerede i tidligere tider som et sømærke – det er der adskillige kirketårne, der har gjort -, men i 1798 blev det udvidet og gjort til fyrtårn for at syne af endnu mere. I vore dage har det så også en tredje funktion, nemlig som udsigtstårn, og man kan som besøgende komme op i det på eftermiddage i skolernes sommerferie.
Udsnit af skråfoto af Tunø Kirke, hvis tårn er et kombineret fyrtårn og kirketårn.
Der er i øvrigt andre kuriøse ting i Tunø Kirke. Bl.a. står der i kirkens kapel altid en kiste klar, hvis nogen på Tunø skulle afgå ved døden. Det er begrundet i, at det tager for lang tid, hvis man skal vente på at få transporteret en kiste til øen inde fra fastlandet.
En anden opsigtsvækkende detalje ved kirken er en mindetavle for en stakkels sognepræst, som i 1640 blev stanget ihjel af en tyr.
Værd at bemærke er, at Tunø er bilfri. Så man skal tage fornuftigt fodtøj med sig, hvis man vil over og besigtige øens natur og det kombinerede kirke- og fyrtårn.
Hvad er dog dette? En sneklædt skibakke på Midtsjælland?
Nej, jeg kunne godt ane fra Skelbyvej, at det hvide nok var nogle planter – en afgrøde af en slags.
Jeg bevægede mig tættere på og tog nogle billeder. Først tænkte jeg på raps. Raps findes i en hvid udgave.
Så slog jeg planterne op i iNaturalist, som foreslog mig kiddike – en ukrudtsart. Ukrudt på så store markarealer? Det ville være mærkeligt.
Lidt yderligere googling gav svaret. Det er tale om olie-ræddike, som er i radise-familien. Faktisk vil det være i orden at betegne de store hvide marker ved Susåen som radisemarker!
Det er typisk en efterafgrøde – men det undrer mig, at man allerede inden udgangen af juni har efterafgrøder? Det fandt jeg ikke svar på, men den lokale bondemand ved nok, hvordan det hænger sammen. 😉
I hvert fald synes jeg, det er ganske fint med noget hvidt i det danske marklandskab. Vi har jo korngul og rapsgul allerede – og grøn før høsttiden -, men hvid har været sjældnere. Dog har hvide efterafgrøder i efteråret været almindeligt forekommende i de senere år.
Et nyt World Tour-løb er lige blevet afviklet, nemlig Copenhagen Sprint. Jeg var ude at se feltets passage ved Veksø og lavede i den forbindelse nogle optagelser. De blev til en film, som du kan se nedenfor. Læg især mærke til motorcyklerne.
Kig en gang på motorcyklen foran hovedfeltet: Den kører med en afstand svarende til ca. 1 sekund foran den forreste rytter. Dette er uden tvivl en stor del af forklaringen på, hvorfor feltet i det store danske World Tour-løb kunne køre med 47 km/t i snit trods ugunstige vindforhold (vind fra sydøst).
Man har undersøgt betydningen af motorcykler foran cykelryttere, og Cycling Weekly skriver blandt andet: “A cyclist riding 30 metres behind a motorbike has their drag reduced by 12 per cent gaining 2.6 seconds with every passing minute”. Det vil f.eks. sige, at hvis man har en udbrydergruppe, der har et forspring på 26 sekunder, så skal der bare sidde en motorcykel foran hovedfeltet i 10 minutter – så er udbruddet hentet, uden at de forreste i feltet har trådt hårdere i pedalerne end udbryderne.
Påvirkningen afhænger af situationen. En rytter på vej op ad en stor stigning kører relativt langsomt, og her er fordelen ved at ligge bag en motorcykel moderat. Der er heller ikke nødvendigvis fordele ved at have en motorcykel foran sig på en stejl nedkørsel. Men på flad vej er gevinsten enorm.
Og på Hovevej ved Veksø lå motorcyklen – som man kan se i videoen – oven i købet skråt til venstre for den forreste rytter i feltet. Det vil sige lige dér, hvor sydøstenvinden ramte ham. Rytteren har uden tvivl haft det fint med præcis den konstellation, og hans egen placering er ikke tilfældig. En cykelprof ved godt, hvordan man skal drage fordel af køretøjer.
Selvfølgelig hører det med til historien, at også udbryderne har gavn af kameramotorcykler etc., og på den måde udjævnes uretfærdigheden, i al fald teoretisk set. Men på bundlinjen står, at både gennemsnitsfarten og farten i kritiske momenter i et cykelløb er endog kraftigt påvirket af tilstedeværelsen af motoriserede køretøjer på vejen.
Da udbryderne kørte på Hovevej, var der lidt længere afstand mellem rytterne og nærmeste motorcykel. Til gengæld var der en motorcykel mere foran dem og en kameramotorcykel bag dem (man ved, at en cykelrytter også har gavn af bagvedkørende).
Er det svært at gøre noget ved? Næ, det synes jeg faktisk ikke.
Jeg mener ikke, at tv-transmissioner fra cykelløb står og falder med, om motorcykelkameraerne kan lave nærbilleder af rytterne forfra. Man kunne sagtens implementere strammere regler om afstand, f.eks. minimum to sekunder (svarende til den almindelige bremselængde i trafikken).
Jeg tror helt ærligt ikke, at det vil koste så meget som én seer, hvis man indfører dette.
Et af de fineste stednavne i Danmark er Hjertebjerg.
Hjertebjerg er navnet på en lille by på Møn. Man kører igennem den på vejen mellem Stege og Møns Klint.
Noget stort bjerg er der ikke tale om. Centrum af Hjertebjerg ligger i ca. 26 meters højde over havoverfladen. Men kommer man fra Stege-siden oplever man alligevel en vis højdeforskel, da Klintevej lidt før Hjertebjerg befinder sig blot 4 meter over havet. Og fortsætter man gennem den lille by, kommer man kort efter forbi Stavrebjergs 51 meter. Herfra falder terrænet igen markant ned mod byen Borre.
Det var juletiden, der inspirerede mig til at lave dette opslag om Hjertebjerg. Men inden vi kommer for godt i gang med romantiserende gæt på stednavnets oprindelse, må jeg slå fast, at ja, jeg HAR slået navnet efter. Og den umiddelbart skuffende besked i den forbindelse er, at bynavnet Hjertebjerg sådan set ikke har noget med et hjerte at gøre – endsige et julehjerte. Formentlig har det oprindelige navn været “hjort”. Så Hjertebjerg er altså egentlig Hjortebjerg. Ak!
Men måske kan vi trøste os med, at hjortefamilien inkluderer rensdyr, og til dem hører Rudolf med den røde tud jo … 😉 🦌
I øvrigt er der – ud over navnet – to ting, jeg synes er cool ved Hjertebjerg. Den ene er, at Hjertebjerg er fødested for en vaskeægte regeringsleder, nemlig C.G. Andræ (1812-1893). Han var Danmarks femte konseilspræsident.
Det andet højdepunkt, jeg vil nævne, er, at der i Hjertebjerg findes en vej, der hedder Pistolstræde. Baggrunden for det vejnavn har jeg ikke undersøgt. Men det fascinerer mig, for der er ellers intet wild west- eller gangsteragtigt over den lille by på midten af Møn. I hvert fald ikke, hvad jeg ved af. Så forklaringen blæser i vinden – indtil videre.
Så blev det bekræftet, at der kommer et årligt tilbagevendende sprintermesterskab til Danmark. Ret så flad rute, ret så flad spændingskurve.
Man kan selvfølgelig godt lave en knudret strækning inde omkring Strøget måske, men det er næppe noget, der knækker de bedste sprintere, med mindre der sker uheld. Der er ingen tegn på, at Øresundsbroen bliver en del af ruten, hvilket for mig at se kunne have kompenseret lidt for den store mængde fladbaneløb, der er udsigt til.
En formildende omstændighed er, at der i de seneste år har været rigeligt med store løb, hvor en eller anden big 5-rytter har kørt fra alt og alle og været en sikker vinder allerede mange kilometer før målstregen. Sådan bliver det næppe i København trods alt.
Jeg er ikke i tvivl om, at løbet bliver en publikumssucces. Ligesom VM var det i 2011. Det er ikke publikum, der er problemet, men mere det, at World Tour-løbet – ligesom VM 2011 – med stor sandsynlighed ikke opnår nogen stor sportslig status. Dertil bliver det for kedeligt at se på.
Årets PostNord Danmark Rundt (15.-19. august) har en stor styrke og en stor svaghed.
Styrken er ruten, som jeg synes er spændende. Alle tre indledende etaper er kuperede, og de afsluttende rundstrækninger er kendte, for de har været med i PostNord Danmark Rundt før i nogenlunde tilsvarende udgaver. Og de er garanter for fængende etapeafslutninger. Måske med undtagelse af 2021, hvor Remco Evenepoel kørte alene rundt i Vejle og reelt sikrede sig sejren i det samlede klassement allerede dér. Emil Axelgaard fra Feltet.dk synes det løb var fremragende, hvilket vist afslører ham som Evenepoel-fan, for PostNord Danmark Rundt som løb har ikke godt af et felt med et uafbalanceret styrkeforhold.
De fem etaper på kort. Etaperne har mål i hhv. Aalborg, Silkeborg, Vejle, Bagsværd og Helsingør. Etapen i Helsingør er en enkeltstart.
Og der er vi så henne ved rytterkvaliteten. Her er 2023-udgaven desværre miserabel – i al fald sammenlignet med sidste år. Mads Pedersen og Matias Skjelmose er vel de eneste deciderede stjerneryttere, der er med i kampen om det samlede klassement. Det pauvre felt kan sikkert forklares med VM i Glasgow og meget andet, men skuffende er det. Trøsten er, at det måske kan medføre større jævnbyrdighed og forudsigelighed undervejs. Det kræver dog, at nogen kaster grus i Lidl-Treks maskineri.
Kan løbet få en overraskende samlet vinder? Muligvis, men ser man på listen af vindere over årene, er den klart domineret af store navne. Selvom nogle regner PostNord Danmark Rundt for en lille event, er det sjældent, det ikke bliver vundet af en rytter, der før eller siden er endt øverst på podiet i en forårsklassiker eller et andet af verdens største løb.
En (meget) nøjere gennemgang af etaperne mv. kan man læse på Feltet.dk her.
Mange tusind fotografier af fotografen Peter Elfelt er for nylig blevet lagt online af Det Kongelige Bibliotek. Samlingen giver en strålende dokumentation af Danmark, som det så ud for tre-fire generationer siden.
Elfelt (og hans assistenter) forevigede også sportsbegivenheder, og i går faldt jeg over nogle af hans billeder fra cykelløb (se nogle herunder). Det fik mig til at kigge lidt mere på cykling, som det foregik omkring forrige århundredeskifte. Flere ting stikker ud, i forhold til hvad man måske gør sig af forestillinger om cykelsportens første årtier:
– Aerodynamik gik man utroligt meget op i, og datidens bedste ryttere sad lige så foroverbøjede som en nutidig enkeltstartsrytter. Og tøjet var omtrent lige så tætsiddende som nu.
– Motorpace var kæmpestort. Selvom bilen og motorcyklen kun havde eksisteret i et par årtier, var der fuld knald på maskinerne ude omkring på cykelbanerne, hvor de kørte få centimeter foran en cykelrytter. Tempoet var ofte over 50 km/t, selv på længere distancer. Ulykker var der selvsagt nok af. Der var en motorpace-rytter, der efter sit karrierestop kunne tælle 28 brud på sit højre kraveben, 18 på sit venstre, 32 brækkede ribben og 60 sting i hovedet. Med til den historie hører, at rytterne ikke brugt hjelm, handsker og den slags.
– Allerede i de sidste år af det 19. århundrede var der et levende internationalt cykelmiljø, hvor professionelle ryttere rejste rundt til alle mulige lande for at køre mod hinanden. Man kan læse i aviserne, at den danske cykelstjerne Thorvald Ellegaard ofte var fraværende ved løb i Danmark, fordi han var engageret i udlandet. Omvendt kom der en del udlandsproffer her til landet for at konkurrere på fx cykelbanen i Ordrup.
– Der var en mindst lige så stor spredning i typen af discipliner, som der er i dag. På den ene side var landevejsløbene længere, og på den anden side kunne løbene på cykelbane være begrænset til en simpel tvekamp mellem to stjerneryttere, der startede samtidig.
– Opsigtsvækkende har det været, når der deltog sorte ryttere ved danske løb. Den nok mest berømte var amerikanske Major Taylor, der i 1896 blev professionel som 18-årig og senere kørte masser af løb i Europa. Elfelt har fotograferet ham i Ordrup. Det er jo egentlig interessant, at der var fremtrædende sorte cykelryttere dengang, mens de i moderne cykling har været fraværende i verdenstoppen med meget få undtagelser.
“Ellegaard, Major Taylor” er titlen på dette foto. Det er fra “Cykelløb på C.C.’s bane, 5/6-03”, som der står i registreringen. Mere om amerikaneren her: https://en.wikipedia.org/wiki/Major_TaylorLavt placeret styr, hovedet ned. Så var man klar. “Det store løb for professionals”, “Cykelløb på C.C.’s bane, 5/6-03”.“Cykelløb på C.C.’s bane, 5/6-03. De to sorte”“Nordisk cykelløb”, 1916.
Forår er forandring – men ikke hele foråret! I de første mange uger efter 1. marts sker der meget lidt i naturen, og først i slutningen af april begynder der for alvor at blive grønt og gult.
Her er to billeder taget med en måneds mellemrum. Vi er ved Næsby Bro – et af de dybeste steder i Susådalen. På aprilbilledet kan man se mirabeltræet blomstre, og der er optræk til noget på visse andre træer. På majbilledet er næsten alle grene blevet grønne, uanset hvilken type træ eller busk der er tale om.
En knøs er en ung mand, men det er også en betegnelse for en bakketop. Om der er en sproghistorisk sammenhæng, er forskerne usikre på. Men sikkert er det, at der er mindst fire bakker i Danmark, der hedder Knøsen, og på to af dem er der opført tårne i 1900-tallet.
På den ene Knøs står tårnet der endnu. Det er en såkaldt luftmeldepost fra 1930’erne. Tårnet har overlevet i kraft af sin værdi som militærhistorisk monument. Man finder det ved den midtsjællandske by Skamstrup på toppen af en stejl bakke i åbent terræn. Læs mere her.
Toppen af den anden Knøs – Knøsen på Jyske Ås – er anderledes skjult. Der er nemlig høje træer på den og rundt om den. Og det er ærgerligt, for punktet befinder sig hele 136 meter over havet, og der burde være en fantastisk udsigt derfra. Sådan er det ikke, bedrøveligt nok, men sådan har det været.
For hele to gange har der stået et tårn på Knøsen. Det ene stod fra 1902 til 1930. Så kom der et nyt tårn til, men det eksisterede kun meget få år (akkurat som Odinstårnet og Rollotårnet). Skovens ejer rev det ned i 1940. Som Roger Pihl skriver i bogen ”Guide til det danske høyfjellet”, ville ejeren forhindre, at det kunne benyttes af den tyske besættelsesmagt.
Nabotoppene Knøsen og Knaghøj er hver især forsynet med en gravhøj øverst – men ingen tårne.
Desværre er der aldrig nogen, der siden den tid har bygget et tredje udsigtstårn, så lokaliteten Knøsen (og nabotoppen Knaghøj) er om ikke trøstesløs så udsigtsløs.
Helt uden bygningsværker er stedet dog ikke. Der står en murstenskonstruktion her, og med lidt god vilje kan man kalde den for et tårn. Der er tale om et postament, bygget af Geodætisk Institut i 1930 som base for måleinstrumenter.
Men ak, selv ikke de mest ihærdige unge knøse får noget ud af at klatre op på denne sokkel. Dertil er der for langt op til toppen af trækronerne, og selvom der for nogle år siden blev rejst krav om forbedringer – et initiativ, der gik under navnet “Befri Knøsen” -, så er en motorsavsmassakre og et erstatningstårn på Jyske Ås vist bare fremtidsmusik.
