Blogsbjerg

Jeg skrev forleden om fordelene ved vægttab for en motionscyklist. De var egentlig ikke så overvældende, når man alene så på farten.

Men hvad så med løbere – hvor meget hurtigere bliver løbere, når de taber sig? 

Som indenfor cykling har man også indenfor løb nogle beregnere, hvor man kan plotte forskellige parametre ind. Man kan f.eks. gå ind på sitene Sporttracks eller Runbundle. Der kom jeg ret nemt frem til nedenstående tal, når man tager et løb på 5 kilometer gennemført på 20 min af en person på 86 kilo (svarende til undertegnedes vægt før den nylige kur): 

Nu vidste jeg godt på forhånd, at vægt betyder en hel del for en løber. I modsætning til cykelrytteren skal løberen jo bære hele sin egen vægt, og løberen opnår ikke det samme rullende momentum, som cykelrytteren gør på sine to hjul. Alligevel finder jeg tallene ret markante. Et vægttab på 3 kilo vil alene på en 5-kilometer skaffe løberen 34-35 “gratis” sekunder. Det er ret meget, for 20 minutter på 5 km er i forvejen en skarp tid. 

Det skal siges, at når man spørger ChatGPT, så er forskellen en smule mindre.

Jeg spurgte også ChatGPT om den tilsvarende forskel, når terrænet er stigende, men her fik jeg tvetydige svar (som man desværre ofte gør i denne slags sammenhænge). Jeg prøvede så med et par beregnere, bl.a. én på førnævnte Runbundle.com, men ved forskellige indtastninger forekom resultaterne inkonsistente.

Så selvom tabte kilo utvivlsomt er en fordel på bakkerne, tør jeg ikke umiddelbart sætte sekunder på. Ser man bort fra vægtaspektet, er det dog muligt at beregne tidsforskelle ved løb i forskelligt hældende terræn. Det kan du gøre på eksempelvis dette eller dette site. (Bemærk, at jeg ikke er dykket ned i den videnskabelige baggrund for applikationerne.)

/Jacob

Den seneste tilføjelse til kortet med danske udsigtstårne er også den højeste. Forstået på den måde, at det drejer sig om højhuset Lighthouse i Århus, der er intet mindre end Danmarks højeste bygning (i hvert fald indtil den overgås af en anden bygning i samme by).

Lighthouse ligger i den nye bydel Århus Ø og er med sin placering på kanten af bugten et markant vartegn. Tårnet rejser sig 142 meter over havnen med sine bølgende, lyse facader og store glaspartier inspireret af havets bevægelser. Bygningen, der er tegnet af 3XN, fungerer både som boligbyggeri, restaurant og offentligt udsigtstårn.

Fra toppen kan man som besøgende opleve panoramaudsigt over Århus, bugten, havnen og det omkringliggende landskab. På klare dage kan man se langt ud over Djursland og Samsø. I kælderen findes desuden udstillingen “Byen & Bugten”, som fortæller om Århus’ historie og havmiljøet ud for byen.

Turen til toppen foregår med en højhastighedselevator, som bringer gæsterne op til udsigtsetagerne på under et halvt minut. Nedturen sker samme vej med elevator, mens særlige arrangementer sommetider giver adgang til trapperne gennem bygningens mange etager.

Danskebjerge.dk har lavet denne lille video fra et besøg i Lighthouse – eller Århus Øje, som lokaliteten også kaldes.

Se mange flere danske udsigtstårne her.

Det var noget af en nyhed, jeg blev vidne til ved mit besøg i Fårebakkerne forleden!

Jeg har talrige gange været oppe på Skibakken – områdets største bakke -, men jeg har kun kunnet nyde halvdelen af den, fordi “bagsiden” var hegnet ind og tæt bevokset. Men først på vinteren blev området ryddet for de fleste træer, og nu kan man ikke blot se Skibakkens nordlige skråning, men også den op til 12 meter dybe slugt, der ligger der.

Fældningen er en del af et projekt, der skal gøre skoven på Mogenstrup Ås mere åben og mere præget af løvtræer. Det koster så en masse nåletræer livet. Se de store mængder tømmer i videoen nedenfor!

Jeg har sympati for tanken om større biodiversitet. Men jeg håber, at man skåner meget af nåleskoven, da nåletræerne giver åsen et herligt skandinavisk præg. Og så er en nåleskov også langt hyggeligere end en løvskov, når det er vinter.

/Jacob

Så blev der lige føjet to tårne til kortet med danske udsigtstårne. Det ene tårn er helt nyt – det andet er gammelt, men er først kommet til mit kendskab nu. Begge har en finurlig forhistorie!

Tårnet på Vesthavnen i Hirtshals blev indviet den 29. august 2025. Det har fået navnet Det Sorte Tårn (gæt selv hvorfor). Tårnet er otte meter højt og har – sammen med den aktivitetsplads, det er en del af – kostet 4,5 mio. kr. En række fonde har bidraget til finansieringen, mens den lokale turistorganisation står som bygherre.

Som TV2 Nord skriver, er Det Sorte Tårn på sin vis en genopførelse. Under Anden Verdenskrig byggede tyskerne nemlig to tårne i Hirtshals, hvoraf det ene blev stående indtil engang i 1970’erne. Det blev brugt af fiskerne som udkigstårn. Men nu får byen og havnen altså et nyt tårn et halvt århundrede senere.

Se Facebookopslag med omtale af opførelsen ved at klikke på billedet:

Det andet tårn, som lige er kommet med på Danskebjerge.dk’s tårnkort, er kirketårnet på Tunø Kirke. Kirketårne er egentlig ikke med i opgørelsen, som kun omhandler udkigstårne. Men kirketårnet på Tunø er unikt, fordi det samtidig er fyrtårn!

Tårnet fungerede i tidligere tider som et sømærke – det er der adskillige kirketårne, der har gjort -, men i 1798 blev det udvidet og gjort til fyrtårn for at syne af endnu mere. I vore dage har det så også en tredje funktion, nemlig som udsigtstårn, og man kan som besøgende komme op i det på eftermiddage i skolernes sommerferie.

Der er i øvrigt andre kuriøse ting i Tunø Kirke. Bl.a. står der i kirkens kapel altid en kiste klar, hvis nogen på Tunø skulle afgå ved døden. Det er begrundet i, at det tager for lang tid, hvis man skal vente på at få transporteret en kiste til øen inde fra fastlandet.

En anden opsigtsvækkende detalje ved kirken er en mindetavle for en stakkels sognepræst, som i 1640 blev stanget ihjel af en tyr.

Værd at bemærke er, at Tunø er bilfri. Så man skal tage fornuftigt fodtøj med sig, hvis man vil over og besigtige øens natur og det kombinerede kirke- og fyrtårn.

/Jacob

Hvad er dog dette? En sneklædt skibakke på Midtsjælland?

Nej, jeg kunne godt ane fra Skelbyvej, at det hvide nok var nogle planter – en afgrøde af en slags.

Jeg bevægede mig tættere på og tog nogle billeder. Først tænkte jeg på raps. Raps findes i en hvid udgave.

Så slog jeg planterne op i iNaturalist, som foreslog mig kiddike – en ukrudtsart. Ukrudt på så store markarealer? Det ville være mærkeligt.

Lidt yderligere googling gav svaret. Det er tale om olie-ræddike, som er i radise-familien. Faktisk vil det være i orden at betegne de store hvide marker ved Susåen som radisemarker!

Det er typisk en efterafgrøde – men det undrer mig, at man allerede inden udgangen af juni har efterafgrøder? Det fandt jeg ikke svar på, men den lokale bondemand ved nok, hvordan det hænger sammen. 😉

I hvert fald synes jeg, det er ganske fint med noget hvidt i det danske marklandskab. Vi har jo korngul og rapsgul allerede – og grøn før høsttiden -, men hvid har været sjældnere. Dog har hvide efterafgrøder i efteråret været almindeligt forekommende i de senere år.

/Jacob

Et af de fineste stednavne i Danmark er Hjertebjerg.

Hjertebjerg er navnet på en lille by på Møn. Man kører igennem den på vejen mellem Stege og Møns Klint.

Noget stort bjerg er der ikke tale om. Centrum af Hjertebjerg ligger i ca. 26 meters højde over havoverfladen. Men kommer man fra Stege-siden oplever man alligevel en vis højdeforskel, da Klintevej lidt før Hjertebjerg befinder sig blot 4 meter over havet. Og fortsætter man gennem den lille by, kommer man kort efter forbi Stavrebjergs 51 meter. Herfra falder terrænet igen markant ned mod byen Borre.

Det var juletiden, der inspirerede mig til at lave dette opslag om Hjertebjerg. Men inden vi kommer for godt i gang med romantiserende gæt på stednavnets oprindelse, må jeg slå fast, at ja, jeg HAR slået navnet efter. Og den umiddelbart skuffende besked i den forbindelse er, at bynavnet Hjertebjerg sådan set ikke har noget med et hjerte at gøre – endsige et julehjerte. Formentlig har det oprindelige navn været “hjort”. Så Hjertebjerg er altså egentlig Hjortebjerg. Ak!

Men måske kan vi trøste os med, at hjortefamilien inkluderer rensdyr, og til dem hører Rudolf med den røde tud jo … 😉 🦌

I øvrigt er der – ud over navnet – to ting, jeg synes er cool ved Hjertebjerg.
Den ene er, at Hjertebjerg er fødested for en vaskeægte regeringsleder, nemlig C.G. Andræ (1812-1893). Han var Danmarks femte konseilspræsident.

Det andet højdepunkt, jeg vil nævne, er, at der i Hjertebjerg findes en vej, der hedder Pistolstræde. Baggrunden for det vejnavn har jeg ikke undersøgt. Men det fascinerer mig, for der er ellers intet wild west- eller gangsteragtigt over den lille by på midten af Møn. I hvert fald ikke, hvad jeg ved af. Så forklaringen blæser i vinden – indtil videre.

/Jacob

Så blev det bekræftet, at der kommer et årligt tilbagevendende sprintermesterskab til Danmark. Ret så flad rute, ret så flad spændingskurve.

Man kan selvfølgelig godt lave en knudret strækning inde omkring Strøget måske, men det er næppe noget, der knækker de bedste sprintere, med mindre der sker uheld. Der er ingen tegn på, at Øresundsbroen bliver en del af ruten, hvilket for mig at se kunne have kompenseret lidt for den store mængde fladbaneløb, der er udsigt til.

En formildende omstændighed er, at der i de seneste år har været rigeligt med store løb, hvor en eller anden big 5-rytter har kørt fra alt og alle og været en sikker vinder allerede mange kilometer før målstregen. Sådan bliver det næppe i København trods alt.

Jeg er ikke i tvivl om, at løbet bliver en publikumssucces. Ligesom VM var det i 2011. Det er ikke publikum, der er problemet, men mere det, at World Tour-løbet – ligesom VM 2011 – med stor sandsynlighed ikke opnår nogen stor sportslig status. Dertil bliver det for kedeligt at se på.

Lad os håbe, at jeg tager fejl …

https://sport.tv2.dk/cykling/2023-12-14-danmark-faar-world-tour-loeb-fra-2025

/Jacob

Årets PostNord Danmark Rundt (15.-19. august) har en stor styrke og en stor svaghed.

Styrken er ruten, som jeg synes er spændende. Alle tre indledende etaper er kuperede, og de afsluttende rundstrækninger er kendte, for de har været med i PostNord Danmark Rundt før i nogenlunde tilsvarende udgaver. Og de er garanter for fængende etapeafslutninger. Måske med undtagelse af 2021, hvor Remco Evenepoel kørte alene rundt i Vejle og reelt sikrede sig sejren i det samlede klassement allerede dér. Emil Axelgaard fra Feltet.dk synes det løb var fremragende, hvilket vist afslører ham som Evenepoel-fan, for PostNord Danmark Rundt som løb har ikke godt af et felt med et uafbalanceret styrkeforhold.

Og der er vi så henne ved rytterkvaliteten. Her er 2023-udgaven desværre miserabel – i al fald sammenlignet med sidste år. Mads Pedersen og Matias Skjelmose er vel de eneste deciderede stjerneryttere, der er med i kampen om det samlede klassement. Det pauvre felt kan sikkert forklares med VM i Glasgow og meget andet, men skuffende er det. Trøsten er, at det måske kan medføre større jævnbyrdighed og forudsigelighed undervejs. Det kræver dog, at nogen kaster grus i Lidl-Treks maskineri.

Kan løbet få en overraskende samlet vinder? Muligvis, men ser man på listen af vindere over årene, er den klart domineret af store navne. Selvom nogle regner PostNord Danmark Rundt for en lille event, er det sjældent, det ikke bliver vundet af en rytter, der før eller siden er endt øverst på podiet i en forårsklassiker eller et andet af verdens største løb.

En (meget) nøjere gennemgang af etaperne mv. kan man læse på Feltet.dk her.

/Jacob

Mange tusind fotografier af fotografen Peter Elfelt er for nylig blevet lagt online af Det Kongelige Bibliotek. Samlingen giver en strålende dokumentation af Danmark, som det så ud for tre-fire generationer siden.

Elfelt (og hans assistenter) forevigede også sportsbegivenheder, og i går faldt jeg over nogle af hans billeder fra cykelløb (se nogle herunder). Det fik mig til at kigge lidt mere på cykling, som det foregik omkring forrige århundredeskifte. Flere ting stikker ud, i forhold til hvad man måske gør sig af forestillinger om cykelsportens første årtier:

– Aerodynamik gik man utroligt meget op i, og datidens bedste ryttere sad lige så foroverbøjede som en nutidig enkeltstartsrytter. Og tøjet var omtrent lige så tætsiddende som nu.

– Motorpace var kæmpestort. Selvom bilen og motorcyklen kun havde eksisteret i et par årtier, var der fuld knald på maskinerne ude omkring på cykelbanerne, hvor de kørte få centimeter foran en cykelrytter. Tempoet var ofte over 50 km/t, selv på længere distancer. Ulykker var der selvsagt nok af. Der var en motorpace-rytter, der efter sit karrierestop kunne tælle 28 brud på sit højre kraveben, 18 på sit venstre, 32 brækkede ribben og 60 sting i hovedet. Med til den historie hører, at rytterne ikke brugt hjelm, handsker og den slags.

– Allerede i de sidste år af det 19. århundrede var der et levende internationalt cykelmiljø, hvor professionelle ryttere rejste rundt til alle mulige lande for at køre mod hinanden. Man kan læse i aviserne, at den danske cykelstjerne Thorvald Ellegaard ofte var fraværende ved løb i Danmark, fordi han var engageret i udlandet. Omvendt kom der en del udlandsproffer her til landet for at konkurrere på fx cykelbanen i Ordrup.

– Der var en mindst lige så stor spredning i typen af discipliner, som der er i dag. På den ene side var landevejsløbene længere, og på den anden side kunne løbene på cykelbane være begrænset til en simpel tvekamp mellem to stjerneryttere, der startede samtidig.

– Opsigtsvækkende har det været, når der deltog sorte ryttere ved danske løb. Den nok mest berømte var amerikanske Major Taylor, der i 1896 blev professionel som 18-årig og senere kørte masser af løb i Europa. Elfelt har fotograferet ham i Ordrup. Det er jo egentlig interessant, at der var fremtrædende sorte cykelryttere dengang, mens de i moderne cykling har været fraværende i verdenstoppen med meget få undtagelser.

Forår er forandring – men ikke hele foråret! I de første mange uger efter 1. marts sker der meget lidt i naturen, og først i slutningen af april begynder der for alvor at blive grønt og gult.

Her er to billeder taget med en måneds mellemrum. Vi er ved Næsby Bro – et af de dybeste steder i Susådalen. På aprilbilledet kan man se mirabeltræet blomstre, og der er optræk til noget på visse andre træer. På majbilledet er næsten alle grene blevet grønne, uanset hvilken type træ eller busk der er tale om.