Blogsbjerg

Et af de fineste stednavne i Danmark er Hjertebjerg.

Hjertebjerg er navnet på en lille by på Møn. Man kører igennem den på vejen mellem Stege og Møns Klint.

Noget stort bjerg er der ikke tale om. Centrum af Hjertebjerg ligger i ca. 26 meters højde over havoverfladen. Men kommer man fra Stege-siden oplever man alligevel en vis højdeforskel, da Klintevej lidt før Hjertebjerg befinder sig blot 4 meter over havet. Og fortsætter man gennem den lille by, kommer man kort efter forbi Stavrebjergs 51 meter. Herfra falder terrænet igen markant ned mod byen Borre.

Det var juletiden, der inspirerede mig til at lave dette opslag om Hjertebjerg. Men inden vi kommer for godt i gang med romantiserende gæt på stednavnets oprindelse, må jeg slå fast, at ja, jeg HAR slået navnet efter. Og den umiddelbart skuffende besked i den forbindelse er, at bynavnet Hjertebjerg sådan set ikke har noget med et hjerte at gøre – endsige et julehjerte. Formentlig har det oprindelige navn været “hjort”. Så Hjertebjerg er altså egentlig Hjortebjerg. Ak!

Men måske kan vi trøste os med, at hjortefamilien inkluderer rensdyr, og til dem hører Rudolf med den røde tud jo … 😉 🦌

I øvrigt er der – ud over navnet – to ting, jeg synes er cool ved Hjertebjerg.
Den ene er, at Hjertebjerg er fødested for en vaskeægte regeringsleder, nemlig C.G. Andræ (1812-1893). Han var Danmarks femte konseilspræsident.

Det andet højdepunkt, jeg vil nævne, er, at der i Hjertebjerg findes en vej, der hedder Pistolstræde. Baggrunden for det vejnavn har jeg ikke undersøgt. Men det fascinerer mig, for der er ellers intet wild west- eller gangsteragtigt over den lille by på midten af Møn. I hvert fald ikke, hvad jeg ved af. Så forklaringen blæser i vinden – indtil videre.

/Jacob

Så blev det bekræftet, at der kommer et årligt tilbagevendende sprintermesterskab til Danmark. Ret så flad rute, ret så flad spændingskurve.

Man kan selvfølgelig godt lave en knudret strækning inde omkring Strøget måske, men det er næppe noget, der knækker de bedste sprintere, med mindre der sker uheld. Der er ingen tegn på, at Øresundsbroen bliver en del af ruten, hvilket for mig at se kunne have kompenseret lidt for den store mængde fladbaneløb, der er udsigt til.

En formildende omstændighed er, at der i de seneste år har været rigeligt med store løb, hvor en eller anden big 5-rytter har kørt fra alt og alle og været en sikker vinder allerede mange kilometer før målstregen. Sådan bliver det næppe i København trods alt.

Jeg er ikke i tvivl om, at løbet bliver en publikumssucces. Ligesom VM var det i 2011. Det er ikke publikum, der er problemet, men mere det, at World Tour-løbet – ligesom VM 2011 – med stor sandsynlighed ikke opnår nogen stor sportslig status. Dertil bliver det for kedeligt at se på.

Lad os håbe, at jeg tager fejl …

https://sport.tv2.dk/cykling/2023-12-14-danmark-faar-world-tour-loeb-fra-2025

/Jacob

Årets PostNord Danmark Rundt (15.-19. august) har en stor styrke og en stor svaghed.

Styrken er ruten, som jeg synes er spændende. Alle tre indledende etaper er kuperede, og de afsluttende rundstrækninger er kendte, for de har været med i PostNord Danmark Rundt før i nogenlunde tilsvarende udgaver. Og de er garanter for fængende etapeafslutninger. Måske med undtagelse af 2021, hvor Remco Evenepoel kørte alene rundt i Vejle og reelt sikrede sig sejren i det samlede klassement allerede dér. Emil Axelgaard fra Feltet.dk synes det løb var fremragende, hvilket vist afslører ham som Evenepoel-fan, for PostNord Danmark Rundt som løb har ikke godt af et felt med et uafbalanceret styrkeforhold.

Og der er vi så henne ved rytterkvaliteten. Her er 2023-udgaven desværre miserabel – i al fald sammenlignet med sidste år. Mads Pedersen og Matias Skjelmose er vel de eneste deciderede stjerneryttere, der er med i kampen om det samlede klassement. Det pauvre felt kan sikkert forklares med VM i Glasgow og meget andet, men skuffende er det. Trøsten er, at det måske kan medføre større jævnbyrdighed og forudsigelighed undervejs. Det kræver dog, at nogen kaster grus i Lidl-Treks maskineri.

Kan løbet få en overraskende samlet vinder? Muligvis, men ser man på listen af vindere over årene, er den klart domineret af store navne. Selvom nogle regner PostNord Danmark Rundt for en lille event, er det sjældent, det ikke bliver vundet af en rytter, der før eller siden er endt øverst på podiet i en forårsklassiker eller et andet af verdens største løb.

En (meget) nøjere gennemgang af etaperne mv. kan man læse på Feltet.dk her.

/Jacob

Mange tusind fotografier af fotografen Peter Elfelt er for nylig blevet lagt online af Det Kongelige Bibliotek. Samlingen giver en strålende dokumentation af Danmark, som det så ud for tre-fire generationer siden.

Elfelt (og hans assistenter) forevigede også sportsbegivenheder, og i går faldt jeg over nogle af hans billeder fra cykelløb (se nogle herunder). Det fik mig til at kigge lidt mere på cykling, som det foregik omkring forrige århundredeskifte. Flere ting stikker ud, i forhold til hvad man måske gør sig af forestillinger om cykelsportens første årtier:

– Aerodynamik gik man utroligt meget op i, og datidens bedste ryttere sad lige så foroverbøjede som en nutidig enkeltstartsrytter. Og tøjet var omtrent lige så tætsiddende som nu.

– Motorpace var kæmpestort. Selvom bilen og motorcyklen kun havde eksisteret i et par årtier, var der fuld knald på maskinerne ude omkring på cykelbanerne, hvor de kørte få centimeter foran en cykelrytter. Tempoet var ofte over 50 km/t, selv på længere distancer. Ulykker var der selvsagt nok af. Der var en motorpace-rytter, der efter sit karrierestop kunne tælle 28 brud på sit højre kraveben, 18 på sit venstre, 32 brækkede ribben og 60 sting i hovedet. Med til den historie hører, at rytterne ikke brugt hjelm, handsker og den slags.

– Allerede i de sidste år af det 19. århundrede var der et levende internationalt cykelmiljø, hvor professionelle ryttere rejste rundt til alle mulige lande for at køre mod hinanden. Man kan læse i aviserne, at den danske cykelstjerne Thorvald Ellegaard ofte var fraværende ved løb i Danmark, fordi han var engageret i udlandet. Omvendt kom der en del udlandsproffer her til landet for at konkurrere på fx cykelbanen i Ordrup.

– Der var en mindst lige så stor spredning i typen af discipliner, som der er i dag. På den ene side var landevejsløbene længere, og på den anden side kunne løbene på cykelbane være begrænset til en simpel tvekamp mellem to stjerneryttere, der startede samtidig.

– Opsigtsvækkende har det været, når der deltog sorte ryttere ved danske løb. Den nok mest berømte var amerikanske Major Taylor, der i 1896 blev professionel som 18-årig og senere kørte masser af løb i Europa. Elfelt har fotograferet ham i Ordrup. Det er jo egentlig interessant, at der var fremtrædende sorte cykelryttere dengang, mens de i moderne cykling har været fraværende i verdenstoppen med meget få undtagelser.

Forår er forandring – men ikke hele foråret! I de første mange uger efter 1. marts sker der meget lidt i naturen, og først i slutningen af april begynder der for alvor at blive grønt og gult.

Her er to billeder taget med en måneds mellemrum. Vi er ved Næsby Bro – et af de dybeste steder i Susådalen. På aprilbilledet kan man se mirabeltræet blomstre, og der er optræk til noget på visse andre træer. På majbilledet er næsten alle grene blevet grønne, uanset hvilken type træ eller busk der er tale om.

En knøs er en ung mand, men det er også en betegnelse for en bakketop. Om der er en sproghistorisk sammenhæng, er forskerne usikre på. Men sikkert er det, at der er mindst fire bakker i Danmark, der hedder Knøsen, og på to af dem er der opført tårne i 1900-tallet.

På den ene Knøs står tårnet der endnu. Det er en såkaldt luftmeldepost fra 1930’erne. Tårnet har overlevet i kraft af sin værdi som militærhistorisk monument. Man finder det ved den midtsjællandske by Skamstrup på toppen af en stejl bakke i åbent terræn. Læs mere her.

Toppen af den anden Knøs – Knøsen på Jyske Ås – er anderledes skjult. Der er nemlig høje træer på den og rundt om den. Og det er ærgerligt, for punktet befinder sig hele 136 meter over havet, og der burde være en fantastisk udsigt derfra. Sådan er det ikke, bedrøveligt nok, men sådan har det været.

For hele to gange har der stået et tårn på Knøsen. Det ene stod fra 1902 til 1930. Så kom der et nyt tårn til, men det eksisterede kun meget få år (akkurat som Odinstårnet og Rollotårnet). Skovens ejer rev det ned i 1940. Som Roger Pihl skriver i bogen ”Guide til det danske høyfjellet”, ville ejeren forhindre, at det kunne benyttes af den tyske besættelsesmagt.

Desværre er der aldrig nogen, der siden den tid har bygget et tredje udsigtstårn, så lokaliteten Knøsen (og nabotoppen Knaghøj) er om ikke trøstesløs så udsigtsløs.

Helt uden bygningsværker er stedet dog ikke. Der står en murstenskonstruktion her, og med lidt god vilje kan man kalde den for et tårn. Der er tale om et postament, bygget af Geodætisk Institut i 1930 som base for måleinstrumenter.

Men ak, selv ikke de mest ihærdige unge knøse får noget ud af at klatre op på denne sokkel. Dertil er der for langt op til toppen af trækronerne, og selvom der for nogle år siden blev rejst krav om forbedringer – et initiativ, der gik under navnet “Befri Knøsen” -, så er en motorsavsmassakre og et erstatningstårn på Jyske Ås vist bare fremtidsmusik.

/Jacob

I en artikel på Videnskab.dk kommer en geolog med et bud på, hvordan Valby Bakke er blevet skabt:
https://videnskab.dk/naturvidenskab/hvorfor-findes-valby-bakke

Når jeg skriver “bud”, så er det, fordi man næppe kan forklare Valby Bakkes tilblivelse helt så skråsikkert, som det gøres i artiklen. Artiklen fremstiller det som en kendsgerning, at bakken er en del af en randmoræne, der gik hele vejen fra København til Gribskov.

Det kan bestemt ikke udelukkes, at det forholder sig sådan. Men på fx Per Smeds geologiske kort, som der er refereret til ved flere lejligheder på Danskebjerge.dk, er Valby Bakke ikke angivet som en randmorænedannelse (den er kategoriseret under “andre særligt fremtrædende bakkepartier”). Og faktisk er der fra Valby Bakke mindst 10 kilometer op til tunneldalsystemet nordvest for København og endnu længere til randmorænen nord for Furesø. Det mellemliggende stykke er tæt på at være lige så fladt, som der er på Lolland-Falster. Kan en ny gletsjer virkelig have fræset et så stort stykke af en randmoræne helt og aldeles bort? Det hævdes i artiklen. Men undertegnede kender ikke til andre eksempler i Danmark på randmoræner, der har så lange og så flade gab imellem morænepartierne.

En anden ting, jeg studser over hos Videnskab.dk, er udsagnet fra en geolog om, at menneskets aktiviteter skulle have gjort København fladere. Det tillader jeg mig at tage med et gran salt. Alle kystbyerne langs Køge Bugt er jo flade. Og de københavnske forstæder, som kun har været bebygget i få årtier, er også kendetegnet af fladt terræn.

Selvfølgelig kan der være fjernet nogle centimeter overfladejord, når der er lavet udstykninger, men jeg savner dokumentation for, at menneskelig aktivitet i almindelighed skulle ændre væsentligt på terrænet. Man kan selvfølgelig grave mindre bakker bort, men det har man først gjort i større stil inden for de sidste 100-150 år, og i de tilfælde vil det fremgå af topografiske kort. Der er intet, der tyder på, at landskabsformer, der tilnærmelsesvis har Valby Bakkes størrelse, er blevet fjernet i det storkøbenhavnske område.

Danskebjerge.dk har tidligere gransket stejlheden af Valby Bakke. Læs om resultaterne her.

/Jacob

Det sidste og (måske) sidste afsnit om sødybder i denne omgang handler om søen nedenfor Danmarks nok mest kendte bakke, Himmelbjerget.

Står man ved Himmelbjergtårnet, befinder man sig 147 meter over havet, og der er 126 meter ned til overfladen af Julsø nord for Himmelbjerget. Så langt, så godt. Men den skråning, der går ned mod søen, slutter jo ikke ved vandoverfladen. Den fortsætter nedad, og et par hundrede meter ude i Julsø er dybden faktisk hele 17,5 meter.

Det vil sige, at skråningen fra Himmelbjergtårnet og ned reelt har en højdeforskel på hele 143,5 meter. Det er den objektive, istidsskabte skråning, mens fænomenet med kun at måle ned til vandoverflader vel snarere er en kulturel konvention.

I virkeligheden er der endnu flere meter at komme efter her, for Himmelbjergets top ligger slet ikke ved tårnet. Bakken fortsætter opad, således at terrænet lidt længere mod syd befinder sig i 157 meters højde over havet. Dermed er den samlede højdeforskel på 153,5 meter. Og det tør jeg godt sige er rekord inden for den danske kystlinje, i hvert fald hvis vi taler om nogenlunde kontinuerligt skrånende flader.

En gåtur op ad den 153,5 meter høje skråning vil selvsagt være svært, med mindre man trækker i dykkerdragten – eller får en lidet sandsynlig dispensation til at tømme Julsø for vand! 😉

/Jacob

Kellerøddyssen – Sjællands længste langdysse. Må man gå derhen?

Det, der taler imod, er, at der er tale om en privat mark, og der er ikke nogen synlig sti.

Det, der taler for, at man må gå hen til dyssen, er, at der er nogle informationstavler henne ved den (kan anes til højre i billedet).

For mig er der ingen tvivl: Ja, selvfølgelig må du gå derhen. Men nu kender jeg så også det pågældende sted rigtig godt. Så jeg ved, at der ER et spor hen over marken. Det er bare næsten forsvundet efter de seneste markarbejder her i efteråret.

Og sådan er det mange steder i Danmark: Fortidsminder, som man engang har besluttet skal være offentligt tilgængelige, befinder sig inde på private arealer, hvor de krydsende trampestier jævnligt svinder ind – typisk som resultat af dels arbejde relateret til dyrkning og dels beskeden besøgshyppighed.

Disse forhold bør man ikke lade sig skræmme af. Tværtimod synes jeg, det er helt indlysende, at et fortidsmindes tilgængelighed skal forstås ud fra en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder.

Altså f.eks.: Er der en informationstavle henne ved fortidsmindet? Ja, det er der. Ergo må man godt gå derhen, uagtet om fodsporet er synligt eller ej. Det er almindelig sund fornuft.

Men for nylig diskuterede jeg faktisk en sag à la ovenstående med en naturfredningsmand, og han var uenig. Han lagde meget vægt på fraværet af en synlig sti. En temmelig formalistisk tilgang – og det bekymrer mig lidt. For hvis mange naturelskere bruger reglen om, at der skal være et synligt spor, før man må bevæge sig ind på en privatejet grund – uanset hvilke andre forhold der er gældende -, så vil det jo ikke blot føre til dårligere naturoplevelser. Det vil også reducere trafikken på sporene og dermed øge risikoen for, at de forsvinder permanent.

Jeg ved godt, at det er betryggende at tænke noget i stil med, at hvis man er i tvivl, så lad være. Men jeg vil opfordre til at gøre det modsatte. Hvis du er i tvivl om, om du må gå ind et sted i landskabet, så gå derind. Dine fodaftryk gavner naturelskernes sag!

Et andet eksempel, jeg kan nævne:

Jeg ville besøge et udsigtspunkt i den private Næsbyholm Storskov. På flere kort kunne jeg se, at der gik en sti hen over punktet fra skovvejen. Da jeg kom derhen, var der alligevel ikke nogen sti at se. Men jeg gik op til udsigtspunktet alligevel – ad den rute, jeg mente at kunne følge via kortene. Jeg anså det nemlig for sandsynligt, at stien alene var blevet udvisket som følge af manglende brug.

Det kan da godt være, at jeg kunne have mødt en skovfoged, der var uenig i min vurdering. Men det ville jo ikke have været nogen ulykke. Jeg kunne have drøftet sagen med ham, og så var vi begge videre i teksten.

Begrænsninger i naturlokaliteters tilgængelighed drejer sig faktisk kun sjældent om andet end fine fornemmelser – der er langt mellem grundejere, der reelt har noget i klemme. Hvor stor skade gør man f.eks. på en mark i det sene efterår, hvis man går på den? Ingen.

/Jacob

Der opstår stadigt flere muligheder for at blive klogere på Danmarks geologi rundt omkring i landet. Et antal besøgscentre er skudt op, og her kan man opleve, hvordan forskellige hjørner af det danske landskab er blevet skabt.

Det nyeste center er det ambitiøse Stevns Klint Experience. Det ligger i det nedlagte Boesdal Kalkbrud. Der er tale om en helt nyopført bygning, hvor der arkitektonisk er lagt vægt på en sammenhæng med det omgivende terræn. På centeret får gæsterne bl.a. et indblik i, hvordan et asteroide-nedslag for 66 millioner år siden udryddede halvdelen af livet på jorden – en begivenhed, der endnu i dag kan iagttages i form af det berømte stevnske fiskeler.

Se mere på stevnsklint.dk.

Det er blot få måneder siden, at et andet stort besøgscenter åbnede, nemlig Besøgscentret Skamlingsbanken. Også her har man haft fokus på, at den nye museumsbygning skulle indpasses i det terræn, museet skildrer. Gæsterne kan stifte bekendtskab med “naturens, stedets, talens og samlingens kraft”, som det hedder i besøgscenterets egen beskrivelse. Ligesom på Stevns er der mulighed for at spise på stedet.

Læs mere her: museumkolding.dk/skamlingsbanken/

Et måske knap så omtalt besøgscenter er Geopark Besøgscenter i Rudkøbing på Langeland. Det åbnede i februar . Besøgscentret er et af flere centre under Geopark Det Sydfynske Øhav, som blev stiftet i 2018. Formålet er at formidle historien om “den unikke geologi, natur- og kulturarv i det Sydfynske Øhav med en særlig langelandsk vinkel”, som beskrivelsen af besøgscenteret i Rudkøbing lyder. Blandt fokuspunkterne er Langelands såkaldte hatbakker.

Mere om Geoparken: geoparkoehavet.dk/

De nye steder kommer oven i de ganske store geologiske besøgscentre og museer, der allerede er åbnet inden for de sidste 10-15 år. Her kan nævnes Geocenter Møns Klint (2007), Geomuseum Faxe (2009) og Vadehavscentret (ny bygning 2016).

Har man mod på at rejse lidt, kan man desuden tage til Grønland og besøge det spektakulære Isfjordscenter, der åbnede sidste år. Også her er geologien i centrum.

En særlig form for besøgscentre er blevet ret udbredt i de senere år. Det er besøgscentre, der er ubemandede, og hvor der er gratis adgang. Her er udstillingerne selvfølgelig heller ikke så ambitiøse som i f.eks. Stevns Klint Experience, men de kan gøre én klogere, og så er det gode steder at tage hen, hvis vejret ikke helt arter sig. Et eksempel er Besøgscenter Øvre Strandkær i Mols Bjerge.

Ser man lidt ud i fremtiden, er der måske et nyt spektakulært besøgscenter på vej. Det skal efter planen ligge ved Rubjerg Knude Fyr – eller rettere: under det. Læs mere om det spændende projekt her.

/Jacob