Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Den endegyldige sandhed om Valby Bakke?

Uncategorised Posted on Thu, December 29, 2022 03:00:58

I en artikel på Videnskab.dk kommer en geolog med et bud på, hvordan Valby Bakke er blevet skabt:
https://videnskab.dk/naturvidenskab/hvorfor-findes-valby-bakke

Når jeg skriver “bud”, så er det, fordi man næppe kan forklare Valby Bakkes tilblivelse helt så skråsikkert, som det gøres i artiklen. Artiklen fremstiller det som en kendsgerning, at bakken er en del af en randmoræne, der gik hele vejen fra København til Gribskov.

Det kan bestemt ikke udelukkes, at det forholder sig sådan. Men på fx Per Smeds geologiske kort, som der er refereret til ved flere lejligheder på Danskebjerge.dk, er Valby Bakke ikke angivet som en randmorænedannelse (den er kategoriseret under “andre særligt fremtrædende bakkepartier”). Og faktisk er der fra Valby Bakke mindst 10 kilometer op til tunneldalsystemet nordvest for København og endnu længere til randmorænen nord for Furesø. Det mellemliggende stykke er tæt på at være lige så fladt, som der er på Lolland-Falster. Kan en ny gletsjer virkelig have fræset et så stort stykke af en randmoræne helt og aldeles bort? Det hævdes i artiklen. Men undertegnede kender ikke til andre eksempler i Danmark på randmoræner, der har så lange og så flade gab imellem morænepartierne.

Udsnit af Per Smeds geologiske Danmarkskort. Den blå pil peger på Valby Bakke. Som det fremgår, er der langt op til bakkelandskaberne ved Furesø og nord herfor.

En anden ting, jeg studser over hos Videnskab.dk, er udsagnet fra en geolog om, at menneskets aktiviteter skulle have gjort København fladere. Det tillader jeg mig at tage med et gran salt. Alle kystbyerne langs Køge Bugt er jo flade. Og de københavnske forstæder, som kun har været bebygget i få årtier, er også kendetegnet af fladt terræn.

Selvfølgelig kan der være fjernet nogle centimeter overfladejord, når der er lavet udstykninger, men jeg savner dokumentation for, at menneskelig aktivitet i almindelighed skulle ændre væsentligt på terrænet. Man kan selvfølgelig grave mindre bakker bort, men det har man først gjort i større stil inden for de sidste 100-150 år, og i de tilfælde vil det fremgå af topografiske kort. Der er intet, der tyder på, at landskabsformer, der tilnærmelsesvis har Valby Bakkes størrelse, er blevet fjernet i det storkøbenhavnske område.

Danskebjerge.dk har tidligere gransket stejlheden af Valby Bakke. Læs om resultaterne her.

/Jacob



Hvad øjet ikke ser (3:3): Himmelbjergets ukendte forlængelse

Uncategorised Posted on Tue, November 29, 2022 19:21:31
Topografisk kort, hvor der er indtegnet linjer mellem det dybe punkt i Julsø og til hhv. Himmelbjergtårnet og bakkens reelt højeste punkt.

Det sidste og (måske) sidste afsnit om sødybder i denne omgang handler om søen nedenfor Danmarks nok mest kendte bakke, Himmelbjerget.

Står man ved Himmelbjergtårnet, befinder man sig 147 meter over havet, og der er 126 meter ned til overfladen af Julsø nord for Himmelbjerget. Så langt, så godt. Men den skråning, der går ned mod søen, slutter jo ikke ved vandoverfladen. Den fortsætter nedad, og et par hundrede meter ude i Julsø er dybden faktisk hele 17,5 meter.

Det vil sige, at skråningen fra Himmelbjergtårnet og ned reelt har en højdeforskel på hele 143,5 meter. Det er den objektive, istidsskabte skråning, mens fænomenet med kun at måle ned til vandoverflader vel snarere er en kulturel konvention.

Julsø med sødybder på kort fra 1929. Himmelbjergets top ligger akkurat så sydligt, at det ikke er med på kortet.

I virkeligheden er der endnu flere meter at komme efter her, for Himmelbjergets top ligger slet ikke ved tårnet. Bakken fortsætter opad, således at terrænet lidt længere mod syd befinder sig i 157 meters højde over havet. Dermed er den samlede højdeforskel på 153,5 meter. Og det tør jeg godt sige er rekord inden for den danske kystlinje, i hvert fald hvis vi taler om nogenlunde kontinuerligt skrånende flader.

En gåtur op ad den 153,5 meter høje skråning vil selvsagt være svært, med mindre man trækker i dykkerdragten – eller får en lidet sandsynlig dispensation til at tømme Julsø for vand! 😉

/Jacob



Er du i tvivl: Så gå derind!

Uncategorised Posted on Sat, October 29, 2022 23:27:15
Kellerøddyssen er et besøg værd, men nogle vil måske lade sig skræmme af, at der ikke er nogen sti at se.

Kellerøddyssen – Sjællands længste langdysse. Må man gå derhen?

Det, der taler imod, er, at der er tale om en privat mark, og der er ikke nogen synlig sti.

Det, der taler for, at man må gå hen til dyssen, er, at der er nogle informationstavler henne ved den (kan anes til højre i billedet).

For mig er der ingen tvivl: Ja, selvfølgelig må du gå derhen. Men nu kender jeg så også det pågældende sted rigtig godt. Så jeg ved, at der ER et spor hen over marken. Det er bare næsten forsvundet efter de seneste markarbejder her i efteråret.

Og sådan er det mange steder i Danmark: Fortidsminder, som man engang har besluttet skal være offentligt tilgængelige, befinder sig inde på private arealer, hvor de krydsende trampestier jævnligt svinder ind – typisk som resultat af dels arbejde relateret til dyrkning og dels beskeden besøgshyppighed.

En flot dysse på Mols. Der går en sti hen til den fra vejen, men om efteråret forsvinder den ved pløjning.

Disse forhold bør man ikke lade sig skræmme af. Tværtimod synes jeg, det er helt indlysende, at et fortidsmindes tilgængelighed skal forstås ud fra en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder.

Altså f.eks.: Er der en informationstavle henne ved fortidsmindet? Ja, det er der. Ergo må man godt gå derhen, uagtet om fodsporet er synligt eller ej. Det er almindelig sund fornuft.

Men for nylig diskuterede jeg faktisk en sag à la ovenstående med en naturfredningsmand, og han var uenig. Han lagde meget vægt på fraværet af en synlig sti. En temmelig formalistisk tilgang – og det bekymrer mig lidt. For hvis mange naturelskere bruger reglen om, at der skal være et synligt spor, før man må bevæge sig ind på en privatejet grund – uanset hvilke andre forhold der er gældende -, så vil det jo ikke blot føre til dårligere naturoplevelser. Det vil også reducere trafikken på sporene og dermed øge risikoen for, at de forsvinder permanent.

Jeg ved godt, at det er betryggende at tænke noget i stil med, at hvis man er i tvivl, så lad være. Men jeg vil opfordre til at gøre det modsatte. Hvis du er i tvivl om, om du må gå ind et sted i landskabet, så gå derind. Dine fodaftryk gavner naturelskernes sag!

Et andet eksempel, jeg kan nævne:

Jeg ville besøge et udsigtspunkt i den private Næsbyholm Storskov. På flere kort kunne jeg se, at der gik en sti hen over punktet fra skovvejen. Da jeg kom derhen, var der alligevel ikke nogen sti at se. Men jeg gik op til udsigtspunktet alligevel – ad den rute, jeg mente at kunne følge via kortene. Jeg anså det nemlig for sandsynligt, at stien alene var blevet udvisket som følge af manglende brug.

Det kan da godt være, at jeg kunne have mødt en skovfoged, der var uenig i min vurdering. Men det ville jo ikke have været nogen ulykke. Jeg kunne have drøftet sagen med ham, og så var vi begge videre i teksten.

Begrænsninger i naturlokaliteters tilgængelighed drejer sig faktisk kun sjældent om andet end fine fornemmelser – der er langt mellem grundejere, der reelt har noget i klemme. Hvor stor skade gør man f.eks. på en mark i det sene efterår, hvis man går på den? Ingen.

/Jacob



Bliv klog på geologi i nye store besøgscentre

Uncategorised Posted on Mon, October 24, 2022 12:59:06

Der opstår stadigt flere muligheder for at blive klogere på Danmarks geologi rundt omkring i landet. Et antal besøgscentre er skudt op, og her kan man opleve, hvordan forskellige hjørner af det danske landskab er blevet skabt.

Det nyeste center er det ambitiøse Stevns Klint Experience. Det ligger i det nedlagte Boesdal Kalkbrud. Der er tale om en helt nyopført bygning, hvor der arkitektonisk er lagt vægt på en sammenhæng med det omgivende terræn. På centeret får gæsterne bl.a. et indblik i, hvordan et asteroide-nedslag for 66 millioner år siden udryddede halvdelen af livet på jorden – en begivenhed, der endnu i dag kan iagttages i form af det berømte stevnske fiskeler.

Se mere på stevnsklint.dk.

Ved mit besøg i Boesdal Kalkbrud i 2020 fortalte en række skilte om det kommende besøgscenter.

Det er blot få måneder siden, at et andet stort besøgscenter åbnede, nemlig Besøgscentret Skamlingsbanken. Også her har man haft fokus på, at den nye museumsbygning skulle indpasses i det terræn, museet skildrer. Gæsterne kan stifte bekendtskab med “naturens, stedets, talens og samlingens kraft”, som det hedder i besøgscenterets egen beskrivelse. Ligesom på Stevns er der mulighed for at spise på stedet.

Læs mere her: museumkolding.dk/skamlingsbanken/

Et måske knap så omtalt besøgscenter er Geopark Besøgscenter i Rudkøbing på Langeland. Det åbnede i februar . Besøgscentret er et af flere centre under Geopark Det Sydfynske Øhav, som blev stiftet i 2018. Formålet er at formidle historien om “den unikke geologi, natur- og kulturarv i det Sydfynske Øhav med en særlig langelandsk vinkel”, som beskrivelsen af besøgscenteret i Rudkøbing lyder. Blandt fokuspunkterne er Langelands såkaldte hatbakker.

Mere om Geoparken: geoparkoehavet.dk/

De nye steder kommer oven i de ganske store geologiske besøgscentre og museer, der allerede er åbnet inden for de sidste 10-15 år. Her kan nævnes Geocenter Møns Klint (2007), Geomuseum Faxe (2009) og Vadehavscentret (ny bygning 2016).

Har man mod på at rejse lidt, kan man desuden tage til Grønland og besøge det spektakulære Isfjordscenter, der åbnede sidste år. Også her er geologien i centrum.

En særlig form for besøgscentre er blevet ret udbredt i de senere år. Det er besøgscentre, der er ubemandede, og hvor der er gratis adgang. Her er udstillingerne selvfølgelig heller ikke så ambitiøse som i f.eks. Stevns Klint Experience, men de kan gøre én klogere, og så er det gode steder at tage hen, hvis vejret ikke helt arter sig. Et eksempel er Besøgscenter Øvre Strandkær i Mols Bjerge.

Ser man lidt ud i fremtiden, er der måske et nyt spektakulært besøgscenter på vej. Det skal efter planen ligge ved Rubjerg Knude Fyr – eller rettere: under det. Læs mere om det spændende projekt her.

/Jacob



Østdanske rundstrækninger – hårde som Vejle

Uncategorised Posted on Wed, September 14, 2022 23:17:41
Højdeprofil og pulsniveau fra dagens fem runder. Som det fremgår, kom pulsen til at “følge” ruteprofilen.

Hvis du synes, at der er lidt langt mellem bakkerne i dit område, så find en kort rundstrækning, hvor du kan bevæge dig op ad den samme stigning flere gange på en træningstur.

Det gjorde jeg i dag. Udgangspunktet var en af Sydsjællands længste stigninger (45 højdemeter), som jeg besteg fem gange. Runden er 6,5 km lang, og med i alt 62 højdemeter på strækningen (opgjort ved manuel gennemgang på kort) bliver det til en del, når man kører rundt og rundt.

De fem runder gav samlet set 32,5 kilometer og hele 310 højdemeter. Hvis jeg var blevet ved og havde snuppet 15 runder, ville det være endt med 930 højdemeter. Det er på højde med, hvad man kommer ud for i f.eks. Danmarks mest bakkede motionsløb Grejsdalsløbet. Alt, der nærmer sig 1000 højdemeter på 100 km, er rigtig meget i et dansk landskab.

Korte rundstrækninger har selvfølgelig den indbyggede svaghed, at de i længden kan opleves lidt monotone. Men det er en metode, som kan bruges til at presse sig selv og undersøge, hvordan kroppen reagerer på højdemeterne. Og det er da i al fald sjovere end at sidde og glo ind i en væg på en spinningcykel.

Andre egenskaber, der er gode på en rundstrækning:

  • Skov eller anden form for læ undervejs
  • Så få vejkryds og kryptiske vejforløb som muligt, så man ikke skal bremse op
  • Mulighed for at køre rundstrækningen med uret, så man undgår at skulle krydse veje

/Jacob



Odsherreds Tour de France-terræn, del 3: Høve Stræde

Uncategorised Posted on Thu, July 07, 2022 15:59:00

Anden etape i Tour de France gav Danskebjerge.dk anledning til en ny måling af stigningsprocenter.

Bjergspurten op ad stigningen på Høve Stræde (i franske termer: Côte d’Høve Stræde) sluttede nemlig på Veddingevej, og dermed skulle rytterne forcere et skarpt og stejlt højresving. Hvor stejlt er der egentlig i det sving? Det er der vist ingen, der har forsøgt at måle – før nu.

Der findes i forvejen to angivelser af Høve Strædes maksimale stejlhed. Den ene angivelse står slet og ret på et højt vejskilt, som har været et slags vartegn for Høve Stræde, siden ruder konge var knægt. Ifølge skiltet skråner vejen med op til 10%.

En anden angivelse er af nyere dato. Det er nogle blå skilte, som er sat op for nylig for at markedsføre Odsherred som et område med skrappe cykelbakker. Den maksimale stigning på Høve Stræde ligger ifølge disse skilte på 8,8%.

To skilte på stigningen Høve Stræde-Veddingevej: Det ene er det nye Tour de France-skilt, det andet har stået på toppen af Høve Stræde i en lang årrække.

Men hvad viste det elektroniske vaterpas så?

Jeg må indrømme, at jeg ikke foretog målinger helt fra bunden af stigningen. Jeg nøjedes med at konstatere, at stigningen virker stejlest nær toppen, dvs. nær svinget ind på Veddingevej (bekræftet via topografiske kort med 0,5 meters højdekurver).

Her kunne det hurtigt slås fast, at den maksimale stigningsprocent på Høve Stræde er højere, end hvad de nævnte skilte fortæller. Lige nedenfor Veddingevej-svinget viste målingerne nemlig en hældning på op til 11 procent.

Ved svinget ind på Veddingevej tiltager denne hældning imidlertid kraftigt. Mere end én måling sagde 18% i svinget, så 18 må hermed betragtes som bakkens maksimale stigningsprocent. Ganske vist rækker denne hældning kun over et kort stykke, men det er nok til, at det har betydning for stigningens samlede sværhedsgrad – især fordi det stejle sted ligger så langt oppe på bakken.

De cykelmotionister, der passerede mig under opmålingen, lød da også ret så forpustede!
Man kan altid diskutere, over hvor stor en strækning man skal udmåle den maksimale stigningsprocent. Jeg mener jo, at man i Danmark har så relativt korte stigninger, at det giver mening at snævre målingerne meget ind – gerne helt ned til 1 meters afstand. Andre mener, at man skal måle den maksimale stigningsprocent ud fra et 2 meter langt stykke. Atter andre kræver endnu flere meter.

Men selv hvis man udvidede Høve Stræde-stigningens stejle parti til at gå fra Høve Stræde, rundt i svinget til Veddingevej og op til det punkt, hvor svinget ophører, så ville stigningsprocenten på det stykke stadig være højere end de 8,8%, som de blå skilte hævder. Så det er umiddelbart lidt en gåde, hvordan nogen er nået frem til dette tal. Det øverste af de blå skilte står endda på Veddingevej – og dermed lige efter det stejleste sted på bakken.

Til sammenligning opfatter jeg 10%-skiltet som mere plausibelt. Det står skråt overfor Veddingevej og refererer således alene til Høve Stræde, ikke til det skrånende sving. Jeg synes, det giver god mening at skrive, at Høve Stræde på det øverste stykke stiger med 10%. Godt nok er det marginalt lavere end mine 11%, men tager man et gennemsnit over nogle meter, virker tallet 10 ganske repræsentativt.

Læs meget mere om Danmarks højeste stigningsprocenter på Facebooksiden Stik Mig En Max: https://www.facebook.com/stikmigenmax/

Det stejle stykke på Veddingevej lige efter man er drejet af på Høve Stræde.

/Jacob



Odsherreds Tour de France-terræn, del 2: Vejrhøj

Uncategorised Posted on Wed, July 06, 2022 14:47:09

En af forskellene på Jylland og Sjælland er, at der i Jylland findes kontinuerligt stigende vejstrækninger med en højdeforskel på mere end 100 meter. Fænomenet forekommer simpelthen ikke på Sjælland. Ganske vist er der enkelte steder på Sjælland, hvor asfalten befinder sig i lidt over 100 moh., men vejene til disse lokaliteter er lange og snørklede, hvis man skal starte ved et punkt, der befinder sig 100 meter lavere.

Den stigning, der kommer tættest på, er stigningen op til Vejrhøj. Vejrhøj-stigningen angives oftest til at være på 65-80 højdemeter, men starter man knap 400 meter nede ad Dragsmøllevej (i 6 meters højde over havet) og kører helt til Vejrhøjvejs asfalterede afslutning (99,5 moh.), bliver den samlede højdeforskel faktisk på hele 93,5 meter. Længden på strækningen er så 2.000 meter og den gennemsnitlige stigningsprocent 4,7.

Det gør Vejrhøjvej-stigningen til Sjællands objektivt set hårdeste stigning. Den kan næsten måle sig med de allerhårdeste i Jylland. Den er heller ikke langt fra at slå de største bakker på Bornholm.
Ser man isoleret på stejlheden, så er Vejrhøj-stigningen dog ikke så exceptionel. Stigningsprocenterne er generelt éncifrede. Kun på de sidste 90 meter bider bakken lidt mere til. Her er stigningsprocenten på 11% i gennemsnit.

Strækningen Dragsmøllevej-Vejrhøjvej på kort med satellitfoto og højdekurver. De røde prikker repræsenterer stigningens to yderpunkter. Den sorte trekant peger på stigningens stejleste sektion.

Ét af de større minusser ved Vejrhøjvej er, at vejen slutter blindt. Jeg vil ikke desto mindre anbefale motionister at prøve Vejrhøj-stigningen, når de er i Odsherred. Øverst oppe er der nemlig fine udsigter, man kan nyde. Bl.a. til en af Danmarks største gravhøje, Vejrhøj, der har lagt navn til flere lokaliteter på egnen. Man kan også skue mod øst, hvor den lavtliggende Lammefjords flade terræn gør det muligt at se mange kilometer ud i horisonten.

I øvrigt: Hvis du helt vil undgå at krydse veje og alligevel få en så høj elevation ud af anstrengelserne som muligt, så vil jeg anbefale at komme fra nord ad Kalundborgvej. Kør forbi Vejrhøjvej-/Dragsmøllevej-krydset, og drej ind til højre ad Kolåsvej. Dermed startes i 12,5 moh., og højdeforskellen bliver 87 meter. De 1.650 meter får dermed en gennemsnitlig stigning på 5,3%.

Ved min seneste cykeltur til toppen af Vejrhøjstigningen tog jeg disse billeder med mobilen:


Udsigten mod øst helt fra toppen af Vejrhøjvej (99,5 moh.). Vejen ned mod svinget er den del af bakken, der har den største hældning.
Kig mod nordøst til oldtidsmindet Vejrhøj (120 moh.). Derfra kan man se ud over Nekselø Bugt til den ene side og Lammefjorden til den anden.

/Jacob



En skovgæsts svære kamp for at opleve naturen og historien

Uncategorised Posted on Sun, June 12, 2022 00:23:26

Dagen i dag bød på en tur til Gunderslevholms skove. Og på et klassisk møde med en modstander af skovgæster!

Anledningen var, at vi ville se til Grundtvigsdyssen – den berømte dysse, der er lige så stor og imponerende, som den er usselt vedligeholdt. Dyssen har været overgroet i mange år, men man ved jo aldrig, om der lige har været nogen forbi for at rydde op i den.

Det havde der så ikke været – det stod klart allerede ved den pæl, der viser vej ind til Grundtvigsdyssen. Der er godt nok en pil på pælen, men ingen sti i den retning, pilen peger. Jo, altså, stien har været der – jeg har gået på den mange gange -, men den er nu helt og aldeles tilgroet.

Fortidsmindepæl uden tilhørende sti

Dette var dog et mindre problem sammenholdt med den jungle, som selve dyssen viste sig at være begravet i. De mange sten nedenfor dyssekammeret er fuldstændig skjult og utilgængelige pga. tætte formationer af brombærbuske. Der gror også mellemhøje træer inden for randstenene. At der står en informationstavle ved siden af fortidsmindet, er nærmest latterligt, når man er forhindret i at se det.

Informationstavlen foran den permanent tilgroede langdysse

Nå, men oven på skuffelsen vendte vi tilbage til skovvejen og gik i retning af Tystrup Sø. Undervejs blev vi overhalet af en skrattende buggy med to mand i. Vi talte om, at det måske var skovfogeden.

En halv kilometer længere fremme åbner terrænet op ud mod søens sydlige bred, og ved en åbning i hegnet gik vi ad et spor, som jeg har benyttet flere gange før. Sporet var – som så meget andet – ret tilgroet, men der var da nogle friske kørespor i græsset.

Åbningen i hegnet med spor ned mod bredden af Tystrup Sø. Godset mener ikke, man må gå herned.

Disse spor viste sig at være skabt af førnævnte buggy, som nu holdt nede ved bredden. Da vi gik derned, kom den ene af personerne fra buggyen over og spurgte, hvem vi var. Vi fortalte, at vi såmænd bare var skovgæster, og så fulgte en samtale, som i komprimeret form foregik sådan her:

Skovfogedtypen: – I må ikke gå hernede. Det er af hensyn til vildtet.
Mig: – Nå, men der er jo ellers et spor her, og jeg er ret sikker på, at der også plejer at være en sti?
Skovfogedtypen: – Nej, og I må ikke færdes på stier i skoven.
Mig: – Må vi ikke gå på stier?
Skovfogedtypen: – Nej, kun på skovvejene. I kan jo også se, at der ikke er nogen spor her.
Mig: – Tja, men oppe ved Grundtvigsdyssen var der jo også vokset til. Må vi så heller ikke gå dér?
Skovfogedtypen: – Jo, men der er jo en markering.
Mig: – Men hvis I mener, at folk skal holde sig til bestemte veje, hvorfor lader I så en sti, som man gerne må gå på, vokse til?
Skovfogedtypen: – Det er ikke vores ansvar.

Og det sidste har han for så vidt ret i. Der findes – desværre – ikke nogen lov, der regulerer offentlighedens adgang til fortidsminder i private skove.

Aktuelt luftfoto fra SDFI med tydelige spor i det åbne terræn.

Jeg har efter turen til Gunderslevholm kigget nærmere på paragrafferne, og det nærmeste, jeg er kommet en bestemmelse om krav til pleje, er museumslovens paragraf 29q, stk. 2:

“Beskadiges, ændres eller flyttes et fortidsminde, kan kulturministeren påbyde ejeren og brugeren at genoprette den hidtidige tilstand samt at foretage foranstaltninger, der er nødvendige for at hindre nye beskadigelser.”

Jeg mener jo, at et fortidsminde tager skade af at gro helt til. Bevoksning kan f.eks. påvirke stenenes placering. Men ak, i vejledningen til skovejere vedr. fortidsminder står der tydeligt, at bevoksning aldrig er skovejerens ansvar, så længe der ikke er tale om nybeplantninger:

“Selvom selvforynget opvækst kan gøre samme skade på fortidsmindet som den tilplantede bevoksning, er den ikke omfattet af loven. Ejeren kan således ikke pålægges at fjerne selvforynget opvækst på fortidsminder.”

Ergo: En berømt langdysse kan forsvinde permanent i tykke lag af brændenælder og stikkende brombærbuske, uden at nogen gør en pind ved det.

Jeg er ikke tilfreds med, at loven er sådan. Jeg håber, at den bliver lavet om.

Hvad der så er indgået af specifikke aftaler vedr. Grundtvigsdyssen, ved jeg ikke. I 2008 blev dyssen grundigt restaureret (det var bl.a. i den forbindelse, at den nuværende informationstavle blev opsat). Nationalmuseet stod for projektet i samarbejde med Gunderslevholm Gods, men måske har parterne bare pakket deres sager sammen efter istandsættelsen uden at aftale en plan for, hvordan dyssen kunne holdes pæn og tilgængelig i de følgende år?

Spørgsmålet er også, om private skovejere overhovedet har en interesse i, at fortidsminderne i skovene tager sig indbydende ud. Jagt er jo i høj kurs blandt skovejerne, og som vores “ven” fra buggyen var inde på, kan det være irriterende for dem, hvis de så også skal tolerere skovgæster.

Men kunne skovens “politibetjente” i det mindste ikke holde sig til sandheden? Jeg oplever gang på gang, at når man møder disse mennesker, så argumenterer de fejlagtigt – eller måske i virkeligheden løgnagtigt. For det er jo ikke sandt, at man som skovgæst i en privat skov kun må gå på skovvejene. Faktum er, at man også må gå på stier – det står endda på skiltene i Gunderslevholms egen skov!

Modsat hvad buggymanden påstod, må man godt gå på stier i Gunderslevholms skove.

Det øger heller ikke min respekt for den overvægtige buggymand, at han benægtede, at der er stier på engen ved søbredden. Det er der nemlig. Godt nok er de som sagt noget tilgroede – i forsommeren er nærmest alt jo groet til -, men på luftfotos kan man tydeligt se, at der er brugsspor i netop det område. (Se foto.) Jeg vil til hver en tid mene, at der er adgang for gående her.

Ja, og så kan jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af, at en mand, der kører rundt i en buggy i skoven og parkerer for at nyde søudsigten, kommer hen og afviser gående skovgæster med den begrundelse, at de er til gene for rådyrene. Jeg fik virkelig lyst til at diskutere med ham mere indgående, men jeg holdt mig i skindet. Det var jo lørdag, og vejret var godt.

/Jacob



Sjællands kuperede undtagelse

Uncategorised Posted on Thu, May 05, 2022 23:38:24

Det er sjældent nogen specielt bjergrig oplevelse at køre den direkte vej mellem de sjællandske købstæder. En undtagelse er vejene fra Næstved mod nord – til Sorø og til Ringsted. Her kommer man nemlig i karambolage med Susåen, og det giver højdemeter.

Jeg har regnet ud, at den ca. 30 km lange hovedvejsstrækning Næstved-Sorø er omtrent lige så kuperet som f.eks. Vejle-Horsens og Århus-Silkeborg (med tilsvarende distancer).

Forleden lagde jeg nogle omveje ind på turen mellem Næstved og Sorø og nåede dermed op på 300 højdemeter (ifølge Strava – og tallet virker plausibelt). Det er jo ganske solidt efter sjællandske standarder! Undervejs besteg jeg fire stigninger på 30 højdemeter eller mere. Stejlest var en spøjs lille sag ved Vetterslev – nok op til 10%, men vel kun 15 meter i højdeforskel.

Højdeprofil: Strækningen Næstved-Sorø med indlagte genveje.

Når jeg møder københavnske venner, der har Valby Bakke som primær reference, driller jeg dem somme tider med, at der mellem Ringsted og Næstved er tre-fire stigninger, der er hårdere end Valby Bakke. Det er sjovt (synes jeg), fordi området mellem Næstved og Ringsted normalt ikke forbindes med kuperet landskab. Men det går altså ret meget op og ned, og igen er det Susåen, der gør sig gældende.

Faktisk er Susåen (og dens tilløb) leverandør af de fleste større bakker på den sydlige halvdel af Sjælland. Deri ligger umiddelbart et paradoks: en å er jo en fordybning i landskabet. Men som i så mange andre sammenhænge er det højdeforskellene, der danner grundlag for et kuperet landskab – ikke den absolutte terrænhøjde.

/Jacob



Flotte fotos af stejle kyster tilgængelige for alle

Uncategorised Posted on Mon, January 10, 2022 13:39:42

De skråfotos, som Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har gjort frit tilgængelige, har vel egentlig mest et praktisk formål – de dokumenterer landet, som det ser ud, nøgternt og objektivt, som et landkort. Men nærmest utilsigtet giver fotoservicen også mulighed for et fascinerende kig på Danmarks landskaber. At billederne er taget lidt forskudt – i modsætning til de traditionelle satellitfotos – giver terrænet en langt mere interessant karakter.

Nedenfor har jeg valgt nogle vinkler ud og lavet en lille samling af skråfotos fra nogle af Danmarks mest spektakulære kystlandskaber. Se flere på Danskebjerge.dk’s Facebookside.

Fyret på Rubjerg Knude, Nordvestjylland.
Hammershus borgruin, Nordbornholm.
Hanklit, Mors.
Dronningestolen og Geocenter Møns Klint, Høje Møn.

/Jacob