Blogsbjerg

Nogle vil måske mene, at det lyder lidt bombastisk. Men jeg mener faktisk, at det projekt, som nu offentliggøres på Danskebjerge.dk, har historiske dimensioner.

Det handler selvfølgelig om undersøgelsen af Danmarks stejleste veje.

Ingen har før gjort noget lignende. Ingen har før dokumenteret systematisk, hvor stejle de stejleste gader og stræder i landet er.

Og det har heller ikke været helt enkelt at gøre. Som det er i dag, kan en vejs maksimale stigningsprocent ikke udregnes ud fra tal og kort. Der findes godt nok forskellige ret detaljerede højdedata, men ikke så detaljerede, at de kan angive maksimale stigning. Her må man måle sig frem på stedet.

Undersøgelserne har krævet mange rejser rundt omkring i kongeriget.

De har taget tid – mere end to år.

Og de har kastet mange forundrede blikke af sig fra forbipasserende!

Og hvad kan man så bruge resultaterne til? Det kommer an på, hvem man er.

Hvis man er statistiknørd, er det sjovt at sammenligne procenterne. Hvis man er motionist, kan det være relevant at vide, hvor man finder de største udfordringer. Hvis man er almindelig dansker, der interesserer sig for oversete afkroge af hjemlandet, kan det også være værd at kigge på opgørelsen og måske ved hjælp af den finde frem til de stejleste veje og opleve dem ved selvsyn. Ud over en betydelig hældning venter der ofte en smuk udsigt fra toppen.

Men undersøgelsen tjener også det formål at nuancere billedet af terrænet i Danmark. Mange danskere har den opfattelse, at stigninger er noget, man skal finde i udlandet. Det er ikke rigtigt. Som listen viser, er der adskillige danske veje, hvis stigningsprocenter kan måle sig med dem, man møder, når det går allermest opad i f.eks. Alperne og de norske fjelde.

Og nej, Kiddesvej – den berømte stigning, der indgår i Post Danmark Rundt – er ikke topscoreren. Kiddesvej er godt nok en meget stejl gade, men der findes dansk asfalt, der er stejlere. Flere steder endda.

Billedet ovenfor viser Ringbakken i Odsherred. Den stiger med op til 21,5% – 2,5 procentpoint mere end Kiddesvej. Og så ligger Ringbakken endda “kun” på en delt syvendeplads.

/Jacob

DANSKEBJERGE.DK’s NYHEDSBREV
7 august 2012

****************************

Kære bjergven.

Først lige en oplevelse fra min egen verden:

Jeg har denne sommer deltaget i to motionscykelløb, begge på godt 100 km. De havde det til fælles, at jeg kom godt igennem, men også, at jeg dummede mig undervejs: Jeg ville give den gas i fronten af den gruppe, jeg sad i, og da vi så ramte en bakke, røg jeg lige lukt igennem gruppen og sad alene tilbage – med en puls i det røde og lårmuskler med meget lav pH-værdi.

Jeg burde vel egentlig drage konsekvensen og holde igen på de forbandede bakker. Men lur mig, om jeg ikke også dummer mig næste gang. Bakkerne er trods alt en del af løbsoplevelsen. Det er ofte dem, der sidder tilbage i erindringen efter sådan et løb, hvor man ellers bruger meget tid på at glo på den forankørendes baghjul.

Det er stigningerne, der giver løbene karakter. Så skidt pyt med, om de koster et par unødige minutter på sluttiden. Men drømme kan man jo altid. Drømme om, at man en dag tordner op ad dem og efterlader de andre prustende bagude.

Danmark Rundt-bakker opdateret
I etapeløbet Post Danmark Rundt, som der kun er få uger til, spiller stigningerne også en væsentlig rolle. Godt nok er det ikke de store alpine bjerge, som rytterne møder, men fordi der kun er få etaper i løbet, kan en barsk knold få afgørende betydning for udfaldet.

Danskebjerge.dk har netop opdateret oversigten over de mest kendte stigninger i Post Danmark Rundt:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-danmarkrundtbakker-2012.htm

Utopisk bjergetape med hold i virkeligheden
Når der tales om stigninger i Danmark, præges snakken ofte af to ting: Uvidenhed og ironisk distance.

Uvidenheden handler om, at mange slet ikke er klar over, at der findes danske stigninger, der har internationalt format. Og den ironiske distance optræder, når folk sætter det danske landskab op mod f.eks. de franske alper og konkluderer med et grin, at der er en verden til forskel.

Danskebjerge.dk vil godt tegne et mere nuanceret billede af Danmarks bakker. Derfor blev en af årets Tour de France-etaper brugt til at vise, hvordan man i Jylland faktisk kan tilrettelægge en rute, som uden videre matcher en officiel middelsvær bjergetape i Tour’en. Analysen vakte nogen opsigt og blev bl.a. omtalt i TV2’s Tour-studie. Hvis du ikke allerede har læst om den i Vejle Amts Folkeblad, på Cykelmagasinet.dk eller på jp.dk, kan du gøre det her:

http://danskebjerge.dk/artikler-danskbjergetape.htm

Den potentielle danske Tour-etape har vundet yderligere relevans i forbindelse med nyheden om, at man i DCU nu undersøger muligheden for en dansk Tour-start. Danskebjerge.dk håber, at man denne gang inddrager nogle af de hårdeste danske stigninger i ruteplanlægningen.

Flere trapper og flere hårnålesving
Selvom der med jævne mellemrum dukker nye tiltag – som ovennævnte – op på Danskebjerge.dk, så er det måske også værd at holde øje med “de gamle”. De udbygges nemlig ind imellem. F.eks. er der for nylig kommet en ny trappe på listen over de længste trapper i den danske natur. Nemlig trappen ved Maglesø på Midtsjælland:

http://danskebjerge.dk/artikler-haardestetrapper.htm

Fælles for trapperne er, at de har mere end 100 trin og en højdeforskel på mere end 20 højdemeter.

Også under temaet danske hårnålesving er der blevet tilføjet flere oplysninger og fotos:

http://danskebjerge.dk/artikler-haarnaalesving2.htm

Meget andet end cykling
På grund af VM og Giro d’Italia har Danskebjerge.dk det sidste års tid været meget præget af landevejscykling. Det fremgår stadig af forsiden, og hvis man har brug for tilbagekig, er der rig mulighed for det.

Men Danskebjerge.dk er så meget mere. Det ses bl.a. af den seneste tophistorie, der handler om Danmarks højest beliggende kirker! Se hvilke der er tættest på Guds himmel:

http://danskebjerge.dk/artikler-kirker2.htm

Noget stort på vej
Som tidligere nævnt, har Danskebjerge.dk igennem længere tid arbejdet på et projekt, der vel må betegnes som det mest omfangsrige i sitets historie. Mere skal ikke afsløres her, men der går ikke lang tid, før du får det at se. Forhåbentlig ikke kun på www.danskebjerge.dk, men også i andre medier.

Hvis du vil følge med, er det en god idé at blive ven med Danske Bjerge på Facebook:

http://www.facebook.com/Danskebjerge.dk

Mange bakkehilsner

Jacob

Denne sommer har Danskebjerge.dk igen været i avisernes spalter. Senest i den udmærkede avis Vejle Amts Folkeblad, hvor der blev sat fokus på Vejles muligheder for at markedsføre sig som bjergby. Den første artikel handlede især om Troels Vesterlund Nielsens synspunkter – som fik opbakning af byrådspolitikere -, mens den anden (et par dage senere) gik på Vejles potentiale som centrum for større cykelløb, f.eks. en Tour de France-etape. I den forbindelse var der grundig omtale af Danskebjerge.dk’s analyse af sværhedsgraden af det vejlensiske terræn.

Samme analyse er i sommerens løb blevet omtalt i bl.a. Jyllands-Posten og såmænd også i TV2’s Tour-studie.

Danskebjerge.dk har netop offentliggjort en undersøgelse af danske kirkers beliggenhed. Den ventes at få omtale i bl.a. avisen Sjællandske.

/Jacob

Motionsløbet Etape Bornholm er et af de helt store danske løbearrangementer. Løbet er blevet en fast tradition, og det betyder ikke bare tusinder af deltagere, men også masser af tilskuere og omfattende regional tv-dækning.

Højdepunktet, sådan rent sportsligt, er kongeetapen, som er den næstsidste af de fem etaper. Ruten ligger ved Hammeren og når omkring adskillige kendte lokaliteter, bl.a. Hammershus, Salomons Kapel og et stort granitbrud. Danskebjerge.dk fik lejlighed til at teste ruten, og selvom formen ikke er i top, var det en god oplevelse.

Man kan sige, at der er tale om et klassisk dansk bjergløb – mest på stier og med stigningerne placeret i tilpas afstand. Ruten starter lige på og hårdt med en stigning, der er stejl i starten, så har den et lille fladt stykke på asfalt, og så går det ellers opad igen ad grusvej til et stenbrud. På nedturen passeres Hammershus, og herefter følger et længere fladt stykke langs Hammer Sø. Først ved stranden ved Sandvig – tæt på Bornholms nordligste punkt – nås løbets anden stigning, som ligger i flot natur, og som er af moderat sværhedsgrad. På nedstigningen kan man nyde formidabel udsigt ud over Østersøen, og fremme ved kysten kommer du forbi ruinen af Salomons Kapel. Kort efter går det opad mod fyret. En perfekt opløbsstrækning, hvis formålet altså er at være grum ved løberne, og det er vel formålet med et bjergløb. 🙂 Oppe ved Hammer Fyr kan man igen ånde ud og få pulsen lidt nedad.

Undertegnede kom til at løbe lidt forkert oppe ved stenbruddet, så turen blev nogle hundrede meter længere end beregnet. Det er dog peanuts i sammenligning med, hvad deltagerne i Etape Bornholm udsættes for. De har jo – når de står ved startstregen – allerede løbet tre etaper de tre foregående dage. Set i det lys er kongeetapen en særdeles barsk omgang.

Læs mere om Etape Bornholm og om andre fede danske bjergløb på www.danskebjerge.dk.

/Jacob

P.S.: Billedet ovenfor er fra de sidste meter af opløbsstrækningen 26. juli 2012. Tilskueropbakningen var massiv, hvilket formentlig også skyldes, at mange pårørende til deltagere tager opstilling langs ruten.

Danskebjerge.dk har tjekket op på terrænet omkring Aabenraa i Sydjylland – og fik sig en rystende oplevelse. Nemlig på en lille vej ved navn Dimen, der ligger lidt nord for Aabenraa by. Det er noget så sjældent som en dansk brostensstigning.

Brostenene starter i en højde af 42 meter over havet, hvor også terrænet begynder at stige. Bakken slutter 320 meter senere i en højde af 70 moh. Det giver en stigningsprocent på 8,8.

Kun et sidste kort stykke af stigningen er på asfalt. Resten er såkaldte toppede brosten, dvs. brosten af den gammeldags slags, der ikke er hugget af og formet som en terning. Brostenene på Dimen er runde og uensartede, og jeg oplevede, at det på det stejleste stykke var umuligt at stå op i pedalerne, fordi det fik baghjulet til at fedte rundt.

Jeg ved ikke, om man ligefrem kan anbefale en cykeltur på denne stigning, men den er i hvert fald unik under disse himmelstrøg. Hvis du vil opleve Flandern Rundt på dansk grund, så tag en tur på Dimen!

/Jacob

I disse dage går snakken om international profcykling på dansk jord.

Dels tales der optimistisk om muligheden for at få Tour de France til Danmark. Der er en del ikke-franske lande, der har haft æren igennem årene, og Giro d’Italias visit i maj 2012 viste, at det kan lade sig gøre at afvikle velorganiserede etaper i Danmark.

Samtidig forsøger forskellige ildsjæle at puste nyt liv i nogle kuldsejlede UCI-løb i det midt- og nordjyske.

Umiddelbart lyder begge dele som spændende projekter. Og realiserbare.

Der er plads til flere store cykelevents i Danmark. Ved både Giro’en og VM året før var det tydeligt for enhver, at danskerne er meget interesserede i sporten. Og at vi i Danmark har de organisatoriske kræfter, der skal til. Der bør ikke gå mange år imellem, at de helt store ryttere kommer hertil.

Tour-start er perspektivløs
Men har en Tour-start så førsteprioritet? Ikke hvis undertegnede skulle bestemme.

For et besøg af Tour’en er en éngangsforestilling. Der er ikke så meget perspektiv i det for dansk cykelsport. Når udstyret er pakket sammen, og rytterne fløjet til Frankrig, så er festen slut, og det nævnte sportslige tomrum vender tilbage. Jeg er ikke engang så sikker på, at besøget vil gøre varigt indtryk, hverken her i landet eller udenfor. Gjorde Giro’en det? Når jeg tænker tilbage, har jeg det med at blande 2. og 3. etape sammen. De to etaper var så forudsigelige og begivenhedsløse, at det her bagefter kan være svært at skelne imellem dem. Sportsligt set svæver der en tåge af ligegyldighed over arrangementet.

Det er sandsynligt, at det vil gå omtrent på samme måde med en eventuel Tour-start. Der er jo en tendens til, at de første etaper i de store etapeløb er flade, og vurderet ud fra forløbet omkring Giro’en er der ingen tegn på, at de danske arrangører vil modsætte sig tendensen.

UCI-løb kan udvikle sig
Hvis vi til gengæld ser på UCI-løbene, så kan man øjne nogle langsigtede gevinster. Løb af denne type har nemlig det perspektiv, som et enkeltstående fransk visit ikke har.

De kan måske ikke skabe samme momentane eufori, som Tour’en vil kunne, men de kan udvikle sig til en tradition – en tilbagevendende begivenhed, som der vil blive talt om hvert år i cykelkredse, og som ikke mindst har potentiale til at vokse sig til noget endnu større. Meget gerne til en klassiker.

Vi har i dette land et lidt eksotisk forhold til cykelklassikere. Mange tror, det er noget, der hører en bestemt cykelkultur og et bestemt landskab til. Men Danmark ville sagtens kunne huse et klassikerløb. Det er jo f.eks. lykkedes for Holland – et land, der overordnet set er fladere end Danmark. Amstel Gold Race opstod så sent som i midten af 1960’erne, og først for små 25 år siden kom løbet op blandt de helt store. Det er en satsning, der er lykkedes. Noget tilsvarende kunne lykkes i Danmark. Det vil kræve nogle millioner i starten, men på sigt vil det også kaste indtægter af sig.

Vigtigt med et koncept
Men konceptet er vigtigt. Et klassikerløb skal nemlig have karakter. Og her er man nødt til at se på terrænet.

For selvom borgmestre er glade, hvis bare de kan kalde deres by for “startby” eller “målby”, så er store dele af cykelpublikummet mere krævende. De vil også have spænding. Et ønske, der næppe er blevet mindre, efter at såvel VM som Giro’en endte som et orgie af massespurter.

Det er efterhånden veldokumenteret, at der faktisk er steder her i landet, hvor man vil kunne afvikle løb, der i sværhedsgrad matcher visse klassikerløb og de mellemhårde bjergetaper i f.eks. Tour de France. Det er på tide, at nogle tager en beslutning om, at der skal stables et sådant løb på benene. Et løb med en svær rute og med klassikerpotentiale. Dét er der perspektiv i.

Styring påkrævet
Det betyder så også, at der skal ske en vis styring af projekterne. Der har i Danmark været en tendens til, at det er pengene og logistikken, der bestemmer de store løbs geografiske placering. Det må der i nogen grad gøres op med. De kræfter, der skal muliggøre et store dansk UCI-løb, skal samles centralt, og der skal være fokus på det sportslige. Først og fremmest fordi fokus på det sportslige vil øge chancerne for langsigtet succes.

Tag Kongeetapen i Post Danmark Rundt som eksempel. Her stimler tusindvis af mennesker hvert år i august sammen for at se de professionelle ryttere kæmpe sig op ad Kiddesvej i Vejle. Det er jo dér, der er noget at komme efter. Det er dér, dramaet udspiller sig. På Kiddesvej er der skabt en varig succes, fordi det sportslige element har været i højsædet. Dette bør man lære af.

Og så skal man lære af eksemplet fra Holland.

Måske er det hele enklere, end man tror?

/Jacob

Politiken.dk har en fin artikel om det mest krævende danske cykelterræn. Fokus er på den jævne cyklist, og det er glimrende – de danske bjerge skal ikke reserveres til supermotionisterne, men skal være til glæde for alle, der kan lide høj puls og højt landskab.

Læs artiklen HER.

Nogle af oplysningerne i artiklen stammer fra Danskebjerge.dk, og der er endda en hel faktaboks, der citerer Danskebjerge.dk. Det er da glimrende.

Enkelte af de angivne data skal tages med forbehold. F.eks. giver artiklen det indtryk, at stigningerne op til Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj er på over 170 højdemeter. Her er stedernes absolutte højde vist blevet blandet sammen med begrebet højdemeter, der kun er relateret til højdeforskel.

Men pyt, det er en detalje. 🙂

Blandt alle danske stigninger, der skråner med over 3 procent i gennemsnit, er stigningen til Yding Skovhøj i øvrigt den største. Ifølge data fra Kort- og Matrikelstyrelsen måler den 4050 meter i længden, højdeforskellen er 125 meter, og den stiger med 3,1% i snit.

Se flere danske bakkerekorder på denne side.

/Jacob

Årets DM fandt sted ved Hammel på en rute, der gav masser af splittelse i feltet og dermed stor spænding.

Årsagen til succes’en var, at ruten var lagt i et stærkt kuperet landskab – med Pøt Mølle-stigningen som højdepunkt.

Det virker indlysende, at man skal lære af årets DM og prøve at finde ruter af samme hårdhed til de fremtidige mesterskaber.

Danskebjerge.dk står klar med et forslag: Vejene rundt om Maglesø syd for den sjællandske by Holbæk.

Her er der en rundstrækning, der ligesom rundstrækningen ved Hammel er ca. 10 kilometer lang. Og Maglesø-ruten har omtrent samme antal højdemeter som sit jyske modstykke. Bakkerne er lidt kortere, men til gengæld er der lidt flere af dem, så det er en ret teknisk rute. Og så ligger den i noget natur, der i skønhed sagtens kan måle sig med området omkring Pøt Mølle.

Alt i alt en mulighed, som DCU bliver nødt til at overveje!

Læs mere om Maglesø-landskabet her.

Eller har du selv andre forslag til, hvor man kunne lægge en fremtidig DM-rute?

/Jacob

P.S.: Billedet viser Tjørnedevej ved Maglesø – det midterste stykke stiger med 9% i snit.

“Mod Norge har naturen været lidet gunstig, for det er et grimt og stenet land, der overalt er fyldt med øde fjelde og klipper, således at øjet i alle retninger kun skuer goldhed og uhyggelige bjerge.”

Det er ikke ligefrem de rosende vendinger, som skribenten her hæfter på Danmarks broderland i nord. Ordene kan læses i Saxos Danmarkskrønike, som er fra ca. år 1200.

I dag ser vi med andre øjne på Norge. I det store og hele ser landet vel ud som dengang for 800 år siden, men nu synes de fleste af os, at de “øde fjelde og klipper” er betagende. Og frem for alt spændende at begive sig op i.

I nyeste nummer af Cykelmagasinet kan du læse Danskebjerge.dk’s beskrivelse af Sydnorge som cykeldestination. Det er i sidste afsnit af artikelserien om Danmarks nabobjerge.

Der er også et sammenfattende overblik over fordele og ulemper ved de forskellige rejsemål. Disse har den fællesnævner, at man kun behøver en forlænget weekend for at kunne få en god cykeloplevelse der.

Det kan godt afsløres, at Danskebjerge.dk på flere punkter har Sydnorge som sin favorit. I klar modsætning til gamle Saxo.

/Jacob

Danskebjerge.dk har modtaget disse gode betragtninger fra Troels V. Nielsen:

“Højen Skovvej-bakken vs. Sandagergård-bakken”

Ved U23 DM i landevejscykling i Vejle, havde jeg muligheden for at
besigtige to af rutens store bakker:

Den ene, en meget lang bakke som
stiger jævnt med et genm. på 8% og med 65 højdemeter, op til Højen.

Den anden; færre højdemeter, men en meget ujævn stigning. Stejl i flere “trin” ved Sandagergård.

Jeg startede på Højen Skovvej. Allerede fra starten hang mange ryttere,
og flere røg af feltet. Der blev aldrig rigtigt rykket på bakken,
rytterne holdt et fast jævnt tempo, som om der var en enighed. Mens
feltet kom op ad stigningen 2. og 3. gang, blev det i flere mindre
grupper.

Efter 3. omgang, gik jeg mod Sandagergård bakken.

Grupperne kom op ad bakken, og flere af rytterne i de mange grupper
rykkede i front. Jeg oplevede en enkelt rytter prøve at hænge på, men
han stod derefter totalt stille og slingrede mens han fik luften igen.
Generelt var en del ryttere i krise, bagerst i hver eneste mindre gruppe
på Sandagergård.

Min konklusion er måske, at Højen Skovvej
trætter meget på hver omgang, men at Sandagergård-bakkens unikke
“trin-kvalitet”, bryder pulsen og rytmen, når der bliver rykket. Og at
det som ødelægger rytteren, er hvis kørelsen konstant ligger på grænsen
og gang på gang overskrider den.

Rytterne led på Højen Skovvej, men posen blev rystet på Sandagergård.