I disse uger er den mest omtalte danske miljøsag uden tvivl jordskreddet hos Nordic Waste ved Randers. På virksomhedens arealer ligger store “bjerge” med forurenet jord. De er ulykkeligvis sat i bevægelse og har allerede opslugt et stykke af en hovedvej. Landsbyen Ølst og Alling Å er også i farezonen.
En af hovedårsagerne til katastrofen er, at Nordic Waste er placeret oven på et lag af plastisk ler. Plastisk vil her sige, at der er tale om et blødt, fedtet materiale, der kan optage meget vand. Man kan sammenligne det lidt med modellervoks.
Og modellervoks er jo sjovt at arbejde med, når man vil forme en figur med hænderne – men ville man være tryg ved at placere tunge eller endda farlige ting oven på det? Nok ikke.
Satellitfoto, der viser Ølst Bakker. Der har været udvundet plastisk ler både vest og øst for områdets højeste punkt. De østlige graveområder er blevet overtaget af virksomheden Nordic Waste, som har placeret forurenet jord i dem.
Normalt når man taler om ler, så er det noget, der er kommet til Danmark under istiderne. Gletsjerne førte sediment med sig fra Norge og Sverige – dvs. sten, grus, sand og ler, hvor stenene er de største enheder, mens ler består af de mindste. Til forskel fra sten, grus og sand er ler ofte tætsluttende. Ler kan f.eks. bremse nedsivning, mens sandede jorde er dårlige til at holde på vand.
Det plastiske ler er meget ældre end istidens ler. Plastisk ler er fra den periode, der hedder Eocæn. Det er med andre ord mellem 35 og 55 millioner år gammelt. Selvom lagene af plastisk ler kan være op til 100 meter tykke, ligger de hovedsageligt gemt under morænejord fra istiden. Kun få steder, navnlig ved Juelsminde, kan det ses i den naturlige terrænoverflade. Ved Ølst udvindes det til industrielt brug, så dér er det også synligt.
Trods forskellene har plastisk ler mange af de samme egenskaber som andet ler. Bl.a. at det kan isolere. Dette er en fordel i forbindelse med forurenede arealer, hvor man gerne til undgå forurening af grundvand og nærliggende farvande, søer og åer.
Men plastisk ler har også en lumsk side. Da plastisk ler er blødt og kan optage vand, kan leret komme til at virke som våd sæbe. Dermed glider de overliggende jordlag af på leret, hvilket kan resultere i jordskred. Skred af denne type kendes fra især Mols Bjerge og Røsnæs.
Men der er også mange eksempler på, at bygninger bliver beskadiget, fordi de er placeret oven på plastisk ler. Typisk ved, at det vandholdige ler er tørret ud, eller ved, at bygningerne ikke har været funderet godt nok i det flygtige lerholdige underlag. I 2017 havde man på den baggrund registreret 713 revneskadede ejendomme i de forudgående 32 år. En af de mest kendte bygningsværker, der er påvirket af plastisk ler, er Lillebæltsbroen. Trods god fundering har man for nylig måttet bruge 100 millioner kroner på at rette op på forskydninger forårsaget af den bevægelige lertype.
Jordbunker som dem hos Nordic Waste er selvfølgelig slet ikke funderede. Så mens det plastiske ler har været en god beskyttelse mod nedsivning, har det rummet en risiko for, at terrænet kunne sætte sig i bevægelse. Især fordi landskabet er kuperet ved Ølst. Faktisk har området, som Nordic Waste ligger i, navnet Ølst Bakker. Det højeste naturlige punkt i Ølst Bakker er på 87 meter over havet. Det befinder sig blot 1200 meter fra indkørslen til Nordic Waste, som ligger hele 70 meter lavere i terrænet. Denne højdeforskel er farlig, når man kombinerer den med plastisk ler. Man kan sammenligne det med en rutsjebane.
Det er rigtigt, som det har været anført, at store nedbørsmængder har været med til at udløse katastrofen. Men det er altså ikke nedbøren, der er skyld i den. Som eksperter har påpeget, er katastrofen menneskeskabt. Jordbunker i den størrelsesorden skulle slet ikke have været placeret dér, hvor de er blevet placeret. Navnlig ikke, når jordbunkerne samtidig er giftige.
Alle har vidst, at der lå plastisk ler under Nordic Waste. Man har tilsyneladende blot undervurderet faren ved det. Både fra kommunens side og fra virksomhedens.
[Opdatering 7. marts 2024: Ifølge vidneudsagn har arbejdet på Nordic Waste været karakteriseret ved, at det vaskeanlæg, der var omdrejningspunktet for rensningen af det indleverede materiale, ofte var ude af drift. Det medførte bl.a., at jorden i stedet blev læsset af på det areal, hvor der i forvejen lå meget jord. I øvrigt siger eksperter, at vaskeanlæggets konstruktion forekommer for simpel i forhold til at håndtere jord, der kan indeholde mange forskellige kemiske stoffer.]
Hvis VM i landevejscykling kommer til Danmark i 2029, bliver det med København som målby. Lad os lige se på, hvordan de afgørende sidste kilometer har været – og bliver – i de største internationale løb i Danmark fra 2011 og frem:
VM 2011: Flad afslutning, en sprinter vandt
Giro d’Italia 2012, to etaper: Flade afslutninger, sprintere vandt
EM 2017: Flad afslutning, en sprinter vandt
Tour de France 2022, to etaper: Flade afslutninger, sprintere vandt
World Tour-løb 2025-2028: Flade afslutninger, sprintere vil formentlig vinde
VM 2029: Flad afslutning, en sprinter vil formentlig vinde
I alt altså 11 linjeløb på højeste internationale niveau, hvoraf nul er med stigninger indenfor de sidste 10 km.
Selv ikke den største sprinterfan ville have drømt om så skæv en fordeling.
En væsentlig del af forklaringen er, at de to byer, der har gjort mest for at skabe løb i international mesterklasse, er Herning og København. Begge byer ligger i fladt terræn, og da arrangørerne samtidig har ønsket en målstreg nær bymidterne (vel af hensyn til tilskuermængde, logistik og turistmæssig promovering), er resultatet altså sprintervenlige ruter.
En anden medvirkende faktor synes at være, at man fra anden side intet har gjort for at tvinge løbene ud i områder, der har mere varieret landskab og dermed et mere interessant sportsligt potentiale.
Dette kan man kun begræde, hvis man altså som undertegnede ønsker at se spændende landskaber og spændende cykelløb, når der kommer store events til Danmark.
Et af de fineste stednavne i Danmark er Hjertebjerg.
Hjertebjerg er navnet på en lille by på Møn. Man kører igennem den på vejen mellem Stege og Møns Klint.
Noget stort bjerg er der ikke tale om. Centrum af Hjertebjerg ligger i ca. 26 meters højde over havoverfladen. Men kommer man fra Stege-siden oplever man alligevel en vis højdeforskel, da Klintevej lidt før Hjertebjerg befinder sig blot 4 meter over havet. Og fortsætter man gennem den lille by, kommer man kort efter forbi Stavrebjergs 51 meter. Herfra falder terrænet igen markant ned mod byen Borre.
Det var juletiden, der inspirerede mig til at lave dette opslag om Hjertebjerg. Men inden vi kommer for godt i gang med romantiserende gæt på stednavnets oprindelse, må jeg slå fast, at ja, jeg HAR slået navnet efter. Og den umiddelbart skuffende besked i den forbindelse er, at bynavnet Hjertebjerg sådan set ikke har noget med et hjerte at gøre – endsige et julehjerte. Formentlig har det oprindelige navn været “hjort”. Så Hjertebjerg er altså egentlig Hjortebjerg. Ak!
Men måske kan vi trøste os med, at hjortefamilien inkluderer rensdyr, og til dem hører Rudolf med den røde tud jo … 😉 🦌
I øvrigt er der – ud over navnet – to ting, jeg synes er cool ved Hjertebjerg. Den ene er, at Hjertebjerg er fødested for en vaskeægte regeringsleder, nemlig C.G. Andræ (1812-1893). Han var Danmarks femte konseilspræsident.
Det andet højdepunkt, jeg vil nævne, er, at der i Hjertebjerg findes en vej, der hedder Pistolstræde. Baggrunden for det vejnavn har jeg ikke undersøgt. Men det fascinerer mig, for der er ellers intet wild west- eller gangsteragtigt over den lille by på midten af Møn. I hvert fald ikke, hvad jeg ved af. Så forklaringen blæser i vinden – indtil videre.
I nogle år kørte jeg næsten dagligt forbi Kastrup Fort uden at kende til dets eksistens. Det hang nok til dels sammen med, at området er temmelig bebygget og meget trafikeret, så man har øjnene rettet andre steder hen.
Men det er nogle gevaldige bakker, man finder på stedet. Toppene er hævet 16 meter over det omgivende terræn, og de græsklædte skråninger er voldsomt stejle. Jeg har beregnet skråningerne til at have en hældning på 42,9% i gennemsnit over en længde på 35 meter. De ville være umulige at cykle op ad, vil jeg påstå.
Foto fra Kb.dk
Fotoet herover er et luftfoto fra 1932. På dette tidspunkt havde fortet været ude af militær brug i godt et årti. I stedet blev der etableret en forlystelsespark. Man bemærker de dengang endnu ubebyggede marker omkring fortet.
Så blev det bekræftet, at der kommer et årligt tilbagevendende sprintermesterskab til Danmark. Ret så flad rute, ret så flad spændingskurve.
Man kan selvfølgelig godt lave en knudret strækning inde omkring Strøget måske, men det er næppe noget, der knækker de bedste sprintere, med mindre der sker uheld. Der er ingen tegn på, at Øresundsbroen bliver en del af ruten, hvilket for mig at se kunne have kompenseret lidt for den store mængde fladbaneløb, der er udsigt til.
En formildende omstændighed er, at der i de seneste år har været rigeligt med store løb, hvor en eller anden big 5-rytter har kørt fra alt og alle og været en sikker vinder allerede mange kilometer før målstregen. Sådan bliver det næppe i København trods alt.
Jeg er ikke i tvivl om, at løbet bliver en publikumssucces. Ligesom VM var det i 2011. Det er ikke publikum, der er problemet, men mere det, at World Tour-løbet – ligesom VM 2011 – med stor sandsynlighed ikke opnår nogen stor sportslig status. Dertil bliver det for kedeligt at se på.
Lækker formiddagssol i startområdet ved Carl Nielsen Touren 2023 i Nr. Lyndelse. Foto: Danskebjerge.dk.
Ligesom i 2022 vil jeg som en del af afrundingen af året opridse, hvordan det gik, da jeg selv begav mig ud på cyklen til sæsonens motionsløb.
Det blev til deltagelse i otte løb alt i alt, fordelt på seks før midsommer og to efter. Jeg havde gerne set, at fordelingen var mere jævn ud over sommerhalvåret, men det ligner en naturlov, at det er sådan, det er – løbsarrangørerne har simpelthen en forkærlighed for at placere løbene før sommerferien. I år blev tendensen forstærket af, at hele tre efterårsløb, som jeg havde planlagt at deltage i, blev aflyst.
Værre var, at jeg i denne sæson var plaget af uheld. Uheld fra flere forskellige kategorier, som af en eller anden grund klumpede sig sammen i 2023. Man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at jeg måske har været uforholdsmæssigt forskånet for irriterende oplevelser i de foregående år. Der er jo altid en risiko for, at noget går galt under et løb. Men det er i al fald træls, når det sker gentagne gange indenfor kort tid.
I øvrigt var det i kombination med, at jeg på en Mallorca-rejse, som jeg cykelmæssigt havde set meget frem til, var plaget af et eller andet halløj – muligvis solstik -, som gik ud over både præstationsevne og træningsglæde. Super ærgerligt. Men tilbage til landevejsløbene …
______
Forårsløbet, Sydsjælland, april, 60 km: Der var flot fremmøde til dette tidlige løb. Og anstændigt vejr. Løb i april er altid følsomme overfor vejrliget, men denne dag var der tørt og ret vindsvagt, så det kunne man ikke klage over. Jeg kunne sportsligt set heller ikke klage over den første halvdel af løbet, hvor jeg hang på frontgruppen hen over rutens kuperede del, inklusive den såkaldte P2-bakke ved Rønnede. Men så kom der en lyd fra forhjulet, og på et øjeblik var dækket fladt. Dermed var løbet sådan set slut for mig.
Det er mange år siden, at jeg er punkteret ved et motionsløb – jeg kører nemlig på Durano Plus-dæk, der er en garanti mod almindelige punkteringer. Ved Forårsløbet havde jeg dog i nogle måneder undtagelsesvist haft et Michelin-dæk på forhjulet, og det ville skæbnen så åbenbart straffe mig for. Et sjældent uheld, trøstede jeg mig med denne dag – men det skulle vise sig at blive symptomatisk for det meste af 2023-sæsonen.
Rytterne linet op til start ved Forårsløbet 2023 i Næstved. Foto: Danskebjerge.dk.
______
Sorø Classic, Midtsjælland, maj, 52,5 km: Sorø Classic har efterhånden eksisteret i så mange år, at det lever op til sit eget navn. Med til traditionerne hører også, at løbet finder sted i godt vejr – og sådan var det igen i 2023.
Så meget desto mere ærgerligt var det, at jeg var overmatchet på de tidlige bakker ved Tystrup Sø og ikke kunne holde mig fremme blandt de hurtigste. Jeg endte med at sidde i nogle kilometer med en kvindelig rytter, som så uheldigvis kørte ned i et hul i vejen og punkterede. Jeg valgte (bl.a. fordi jeg måske burde have set hullet og advaret mod det i bedre tid) at stoppe op, sådan at vi kunne fortsætte sammen bagefter – sportsligt havde jeg alligevel ikke meget at køre efter længere.
Ikke dermed sagt, at jeg går efter topplaceringer i motionsløb, men jeg har altid en ambition om at gennemføre på optimal vis, hvilket selvsagt ikke lader sig gøre med stop undervejs.
Det solbeskinnede målområde i Sorø Classic 2023. Video: Danskebjerge.dk.
______
Fyen Rundt, Vestfyn, maj, 67 km: To ting var de samme som ved det foregående løb: Jeg kunne glæde mig over et blændende godt vejr – og ærgre mig over at blive sat fra frontgruppen allerede efter få kilometer.
Jeg endte igen i en tomandsgruppe. Denne gang med en rytter, der helt ærligt var et nøk stærkere end mig. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at bidrage, men kunne konstatere på Båring-bakken to tredjedele inde i løbet, at der var krampetendenser i lårene. Det er ellers kun i længere og noget mere kuperede løb, at jeg får kramper.
Gennemsnitsfarten endte på 34,3 km/t (inkl. langsom masterstart). Dermed er det langt fra mit hurtigste løb nogensinde, men det var alligevel tilfredsstillende set i lyset af, at jeg tilbagelagde langt det meste af ruten sammen med kun 1-3 andre ryttere. Der var med andre ord ikke meget slipstrøm at gemme sig bag i dette løb, og det har selvfølgelig sin pris.
En ting, jeg studsede over: Der var stort set ingen flagposter ude på ruten. Det er ellers et stort og traditionsrigt løb. Danmarks mest traditionsrige faktisk. Måske bliver alle kræfterne brugt på de professionelles løb, som finder sted umiddelbart efter motionisternes.
Pressede løbsdeltagere på vej op ad Båring Bakke under Fyen Rundt 2023. (Foto: Danskebjerge.dk)
______
Superbrugsløbet, Vestsjælland, maj, 80 km: Endelig var der en gedigen klump af ryttere, jeg kunne ligge inde i gennem det meste af et løb. Ganske vist var der nok nogle stærke folk, der allerede tidligt forsvandt bort i horisonten, men feltet var stort, så der var god mulighed for at koble sig på en gruppe. Bagsiden af medaljen er så, at man kan komme til at sidde med nogle, der ikke er påpasselige nok, og en enkelt gang måtte jeg snerre af én, der ikke kunne finde ud af at holde sin linje.
Mere frustrerende var det, da vi skulle op ad den sidste bakke – Blæsinge Banke. Vejen er smal og lidt snoet, så det kræver koordinering, hvis en bil og en større gruppe cyklister skal passere hinanden her. Men det blæste en håndværker i en hvid og grøn varevogn på. Trods pladsmangel kørte han ned ad bakken med det resultat, at jeg og måske også andre i gruppen blev snittet af hans sidespejl. Det var ret chokerende at opleve sådan en mangel på hensyntagen, og at han sad med nedrullet siderude og råbte nedsættende til os imens, gjorde ikke sagen bedre. Jeg slap med en lille hudafskrabning på hånden.
Sportsligt set betød påkørslen, at jeg kortvarigt måtte stoppe op og derfor ikke kunne komme med den store gruppe til mål. Igen tænkte jeg: Hvornår stopper rækken af uheld?
En gruppe deltagere i Superbrugsløbet 2023 på vej op ad Blæsinge Banke (se omtale af lokaliteten i løbsbeskrivelsen).
______
Søen Rundt, Vestsjælland, juni, 95 km: Allerede weekenden efter var det op på hesten igen. Denne gang til et løb med start og mål i Fuglebjerg. Ruten består af to cirka lige store dele – en sydlig og en nordlig, hvor den sydlige kun har én reel stigning (Menstrup Bjerg), mens den nordlige har adskillige (nemlig ved Tystrup Sø, deraf løbsnavnet Søen Rundt).
Forskellen i terræn sætter sit præg på farten. På de første mange kilometer efter at løbet er givet frit, suser hovedfeltet derudaf med 40-50 km/t. Her gælder det om at hænge på, så man kan sætte noget i banken, til når man rammer det mere bakkede landskab på nordsløjfen. I år måtte jeg slippe feltet en anelse tidligere end sidste år, men jeg blev reddet af, at der kom kapable ryttere op bagfra. Så min gennemsnitsfart for de 95 km endte på 35,7 km/t, hvilket næsten var det samme som i 2022. At der var 0,1 km/t i negativ difference skyldtes, at jeg denne gang måtte køre de sidste 10 km alene og i modvind.
Målområdet ved løbet Søen Rundt 2023. Som det fremgår, var vejret eminent – som det generelt var ved mine løb i denne sæson. (Foto: Danskebjerge.dk)
______
Hedeboløbet, Midtsjælland, juni, 56 km: Hedeboløbet er blandt de cykelløb, jeg har deltaget i flest gange. Det ligger godt i min kalender, også fordi det typisk er på dette tidspunkt, at sommerformen for alvor indfinder sig.
Fartrekorder skal man dog ikke sætte næsen op efter. For mens ruten er ret så flad og hurtig, så er startgrupperne små. Og når man er én blandt højst 25 mand, der kører over startstregen samtidigt, vil der ikke være mange baghjul at gemme sig bagved undervejs i løbet. I år var der dog en solid gruppe, som holdt sammen nogenlunde hele vejen. Syv mand kom i mål i tiden 1:34 plus nogle sekunder – hvoraf jeg var nummer seks (ud af samlet set 54 startende). Så det var sæsonens bedste placering for mit vedkommende.
Ligesom ved de foregående events var sommervejret formidabelt. Eneste minus ved oplevelsen var det sædvanlige problem med Hedeboløbets rute: Ruten rammer et lyskryds 10 kilometer før mål. Så der skal man oftest stoppe for rødt og vente i nogen tid. Virkelig en træls ting i et cykelløb, især når det er så sent i løbet.
Ved Hedeboløbet er deltagerne delt ind i små startgrupper på 25 mand. Her står undertegnede m.fl. og venter på startskuddet. (Foto: Danskebjerge.dk)
______
Cyclassics Hamburg, Tyskland, august, 101 km: I en uheldsramt sæson var denne event det store lyspunkt. Det er et stort løb med tusindvis af deltagere, og ruten er lukket, så man kan placere sig på vejen, hvor man vil. Dette har utroligt meget at sige for løbsoplevelsen. Fantastisk var det at køre et stykke på en tresporet motorvej – og at cykle gennem det centrale Hamburg uden en eneste forhindring.
Jeg var heldig at ende i en stor gruppe, som var ført an af en håndfuld stærke, beslutsomme ryttere. De holdt en konstant fart på omkring 40 km/t. Først med ca. 15 kilometer til mål begyndte gruppen at gå i opløsning (dels fordi der skete en sammenklumpning af løbsdeltagere, og dels fordi løbets eneste stigning lå her mod slutningen). Men det var fedt. Cyclassics Hamburg gav den dér eftertragtede fornemmelse af at køre løb som de professionelle – hvor man kan bevæge sig fremad med over 40 km/t uden at køre sig helt i hegnet, simpelthen fordi de andre i gruppen fjerner hovedparten af luftmodstanden.
Min snitfart for de 101 km endte på godt 39,7 km/t – astronomisk hurtigt i sammenligning med mit træningstempo og også langt hurtigere, end hvad jeg opnår ved et typisk vellykket dansk motionsløb. At vejret så tilmed var solrigt og vindsvagt, gjorde bare oplevelsen endnu bedre.
Klar til start ved Hamburg Cyclassics – et af Nordeuropas største motionscykelløb. (Foto: Danskebjerge.dk)
______
Carl Nielsen Touren, Sydfyn, september, 79 (89) km: Årets sidste motionsløb blev et billede på, hvordan sæsonen var forløbet for mig: Begunstiget af vejrguderne, hjemsøgt af uheld. Ja, faktisk udviklede løbet sig endnu mere farceagtigt end de øvrige.
Første lille ærgrelse kom efter 18 km, da jeg måtte slippe frontgruppen. Måske skulle jeg have valgt en anden startgruppe med knap så mange ambitiøse ryttere. I stedet kom jeg derefter til at sidde i en tomandsgruppe, men ikke længe, for pludselig, i Jordløse, stoppede min meddeltager op. En defekt? Jeg kørte i al fald videre alene – og håbede i mit stille sind, at der ville komme nogle andre ryttere op bagfra. Det skete ikke. Tværtimod gik det efterhånden op for mig, at jeg var kørt forkert – eller rettere: at rutepilen i Jordløse havde ledt mig på gale veje (og at dette var grunden til, at min midlertidige løbsmakker var stoppet op – for at tjekke sin GPS!). Katastrofalt og frustrerende.
Ved ankomsten til de Sydfynske Alper fik jeg mig navigeret tilbage på ruten og fandt efter ca. 50 km ind i en udmærket gruppe på små ti mand. Lykken varede dog kort. Så var der nemlig en løs hund midt i det hele. Den var svær at komme væk fra, og en af rytterne i gruppen fremsatte den idé, at vi skulle stoppe helt op. Mine erfaringer med løse hunde er imidlertid ikke gode, så midt i forvirringen gjorde jeg det modsatte: accelererede væk. Det føltes næsten som at gå i udbrud, og over de næste par kilometer lod jeg mig inspirere af, at der ikke var nogen ”forfølgere” at se bag mig.
Men ak. Så missede jeg et skilt (heller ikke ved dette løb var der flagposter på ruten – det er åbenbart en særlig fynsk ting?). Og det resulterede i omvej nummer to denne dag. Det var faktisk ikke til at bære. Jeg endte med at cykle hen over målstregen fra bagsiden! Mere sølle bliver det næsten ikke. Det eneste, jeg kunne glæde mig over, var, at jeg trods alt ikke havde været involveret i nogen blodige ulykker. Det er i det hele taget nok en af de ting, jeg vil prøve at trøste mig med her ved årets afslutning – at jeg slap igennem Tycho Brahe-sæsonen uden fysiske mén …
Provianteringen efter motionscykelløb består ofte af noget med pølser – som her ved Carl Nielsen Touren 2023. (Foto: Danskebjerge.dk)
Danskerne bor i et fladt land. De er glade for det flade, men nogle gange længes de efter noget højere, og så drager de til Norge som turister. Her nyder de den skønne natur, men bliver også udfordret af de krævende fjeldskråninger.
Det er sådan cirka budskabet i en lejlighedssang, som jeg har fundet i en norsk avis fra sommeren 1890. Sangen blev sunget “ved Festen for de danske Turister paa Tivoli”, som der står i indledningsteksten. Det drejer sig formentlig om det Tivoli, der var opført i Oslo med inspiration fra det københavnske ditto.
Melodien til sangen er “Dengang jeg drog afsted” – en meget dansk sang skrevet kort efter udbruddet af Treårskrigen i 1848. I sangen fra 1890 er der en del snedige referencer til den oprindelige tekst.
Her er de to første vers:
“Vi ved det alle her, De danske Sletter er Hver Dannemand saa kjær, Ja, hver Dannemand saa kjær Dog tidt han føler, at Han har det lidt for fladt, Han længes efter Fjeld og Fos Og kommer saa til os, – Velmødt fra «Vang og Vænge» Hurra, I «drog afsted», Velmødt I danske Drenge, Skjønt «Pigen ei er med», Velmødt og saa – ei Stop Før høit paa Klippens Top Tilfjelds, – tilfjelds, – tilfjelds.
Paa Fjeldet er der Luft Og vilde Blomsters Duft, Men ingen Snusfornuft, Nei, nei, ingen Snusfornust, Det norske Fjeld er brat, Det gaar ei altid glat. Og «hvis Du falder», kjære Ven, Saa reis Dig op igjen, Thi der – høit over Vrimlen Der er saa lyst og frit, Og høit, – saa ind i Himlen Der er blot to-tre Skridt. Ja, var jeg Pessimist, Saa blev jeg strax Turist Tilfjelds, – tilfjelds, – tilfjelds.“
Det fjerde og sidste vers omhandler Carl Hall. Han er en af de mest berømte bjergbestigere i Norge – selvom han var dansker. Læs mere om ham i et andet af Danskebjerge.dk’s blogindlæg.
Christiania Nyheds- og Avertissementsblad, tirsdag 29. juli 1890
Vejledalen i slutningen af november 2023. Screenshot: Video fra Vejle Kommune
Der skulle gå fem måneder mere end beregnet, før den nye forbindelsesvej vest for Vejle åbnede. Men nu er der altså fri bane: Danmarks femtehårdeste asfalterede stigning er klar til at tage imod motionscyklister og andre bakkeinteresserede.
Vejstrækningen blev indviet mandag den 28. november 2023. Det var Vejle Kommunes borgmester Jens Ejner Christensen, der klippede den røde snor over, assisteret af seksårige Jasmina. Se kommunens Facebookvideo fra arrangementet her.
Som Vejle Amts Folkeblad anfører, var temperaturen ved indvielsen mere end 20 grader lavere, end den ville have været, hvis tidsplanen havde holdt. Men få dage før den 29. juni, som var den oprindelige indvielsesdato, forårsagede store regnmængder et massivt jordskred, der druknede vej og cykelsti i mudder. Siden har der været arbejdet på at sikre skråningerne bedre mod lignende fænomener. Et synligt bevis på dette er de halmballer og murbrokker, som ligger langs vejen.
Den slags “quickfixes” lå ikke i kortene oprindeligt. Den store skråning på vejens østside blev etableret med et sindrigt underjordisk drænsystem, således at skråningen kunne stå skarpt i terrænet næsten uden synlige afvandingsanlæg og andre udvendige faciliteter. Her var planlæggerne måske for hovmodige. I hvert fald kollapsede konstruktionen, og lige nu slås der om, hvem der skal dække projektets fordyrelse på 20 millioner kroner.
Men nu skal der også ses fremad. Og Danskebjerge.dk har længe opfordret til, at den nyindviede vej hurtigst muligt indgår i et stort cykelløb, f.eks. en PostNord Danmark Rundt-etape. Det vil skabe opmærksomhed, både for løbet og for Vejle.
Læs og se mere om Vejledalens imponerende egenskaber her:
Under Nationalmuseets beskrivelse af Hindsgavl Voldsted faldt jeg lige over denne bemærkning fra 1984: ”Skrænten her imod sydvest er delvis tilgroet med buskads, der er medvirkende til at holde på jorden, hvorfor dette ikke bør fjernes i forbindelse med en eventuel pleje af borgbanken.”
Se, det er jo en fin pointe, ikke mindst her næsten 40 år senere, hvor nedbørsmængderne er taget til. Bevoksning er et af de bedste værn mod jordskred, der findes. Det blev eksemplificeret i sommeren 2023, hvor manglende bevoksning var medvirkende til det ødelæggende skred ved den nybyggede vej Vejledalen ved Vejle.
I Fredericia ryddede man i 2020 en stor del af træerne på byens historiske forsvarsvolde. “Volden skal stå skarpt, så du ikke er i tvivl om, at der er tale om en fæstning,” lød argumentet blandt andet dengang.
Mindre end tre år senere skete et stort skred ved en af bastionerne. Årsagen var massiv nedbør. Om skreddet kunne være sket også uden rydningen, er måske svært at sige, men generelt er det nok noget, man er nødt til at være endnu mere bevidst om nu, altså at træer og buske er nødvendige for at holde på jorden. At det så kan gå ud over det visuelle, må man tage med.
Det er jo heller ikke alle steder, at det er vigtigt at sikre sig mod skred. På f.eks. naturligt skabte bakkeskråninger er det vel sjældent et problem, hvis noget jord skrider ned. Det må afhænge af konteksten.
Efter det store jordskred i sommer har det været udkæmpet hårde kampe ved Vejle-bydelen Uhre. Dels om, hvem der har ansvaret for, at den spritnye vej pludselig var ubrugelig. Og dels har man kæmpet for at genetablere skråningerne på en sådan måde, at man undgår nye ødelæggende skred.
Som det ser ud nu, er striden om ansvar og økonomi skudt til hjørne. Indsatsen fokuseres i stedet på at få gjort vejstrækningen klar til åbning allerede i indeværende år.
Arbejdet foregår med bl.a. halmballer og store sten. De skal midlertidigt forhindre gruset i at glide ned, mens forstærkningerne udføres. Ifølge Vejle Amts Folkeblad er arbejdet skredet (ja, undskyldt udtrykket) planmæssigt frem her i efteråret, og meldingerne går på, at det fortsat godt kan lade sig gøre at åbne vejen ved juletid, sådan som den reviderede plan forudsagde.
Vejledalen bliver den femteskrappeste stigning i Danmark. Den er allerede med på Danskebjerge.dk’s liste.
På Vejle Amts Folkeblads website kan du læse mere om situationen, og desuden se de nyeste optagelser fra vejen. Klik her.
