“Heden ligner ikke noget andet sted. Der er himlen og den flade jord. Der er øde og tomhed.” Sådan lyder de første ord i Ida Jessens bog om en modig ekssoldat, der forsøger sig som hedeopdyrker i midten af 1700-tallet.
Romanen er blevet filmatiseret, filmen har Mads Mikkelsen i hovedrollen, og den har indtil videre høstet stor ros. (Jeg har selv lige set den – og jeg skal nok lade være med at afsløre detaljer i handlingen.)
Og så tilbage til de indledende ord, for ER heden virkelig flad? Ja, det er nok sådan, mange forestiller sig den – og i filmen virker landskabet heller ikke ret bakket -, men kigger man på kort over den jyske hedes samlede udstrækning, så er beskrivelsen en smule misvisende. (Se kort nederst på denne side.)
Den jyske hede er nemlig ikke så meget defineret af terrænet som af geografien. Heden strakte sig stort set hele vejen op gennem Jylland, og omkring år 1800 var kun området mellem Århus og Als næsten hedefrit. I eksempelvis Nordjylland, hvor der generelt er ret så kuperet, var der dengang masser af hede.
Fællesnævneren for hedeområderne var, at de var svære at opdyrke. Jorden var nemlig sandet og næringsfattig. Efter de store skovrydninger i middelalderen har der formentlig været en periode med gode muligheder for afgrøder, men så blev landsdelen ramt af epidemier og krige, og det skabte en ond cirkel, hvor det nedbarberede, uopdyrkede landskab var et nemt offer for sandflugt og udbredelse af lyng og revling.
Det gjaldt hovedparten af den jyske halvø, men det har trods alt nok været nemmere for heden at brede sig ud over de ensartede jævne midt- og vestjyske områder, end det har været i mere bakkede egne. Og dét er vel så også en del af forklaringen på, hvorfor heden lå tættere omkring Ringkøbing, end den gjorde omkring eksempelvis Aalborg.
Måske spiller det også ind, at jordoverfladen i Sydvestjylland er aflejringer fra afsmeltningen af den sidste store gletsjer i Jylland. Sand og grus fra isen lagde sig som et tæppe ud over landskabet helt ud til Vesterhavet, og det har redet agerbrugerne som en mare, lige siden de første frø blev sået. Det var umuligt at opstøve en grøn plet med ægte frugtbar jord.
Men altså – det er stadig ikke en del af definitionen på en hede, at den er flad. Og frem til i dag er der faktisk bevaret hedearealer, som ligger i nogle af Danmarks mest dramatiske bakkelandskaber. Det gælder f.eks. Rebild Bakker samt Sejs Hede nær Silkeborg. Et andet fint hedeområde hedder Vrads Sande. Her er bakketoppene knap så imposante, men der er samtidig heller ikke fladt, for indlandsklitter har skabt et flot puklet terræn.
For plove og såmaskiner er pukler og stejle bakketoppe noget ret så bøvlet noget, så det er nok en af grundene til, at man har bevaret heden netop disse steder: at jorden her alligevel ikke var meget bevendt som landbrugsjord.
/Jacob
