Danskerne bor i et fladt land. De er glade for det flade, men nogle gange længes de efter noget højere, og så drager de til Norge som turister. Her nyder de den skønne natur, men bliver også udfordret af de krævende fjeldskråninger.
Det er sådan cirka budskabet i en lejlighedssang, som jeg har fundet i en norsk avis fra sommeren 1890. Sangen blev sunget “ved Festen for de danske Turister paa Tivoli”, som der står i indledningsteksten. Det drejer sig formentlig om det Tivoli, der var opført i Oslo med inspiration fra det københavnske ditto.
Melodien til sangen er “Dengang jeg drog afsted” – en meget dansk sang skrevet kort efter udbruddet af Treårskrigen i 1848. I sangen fra 1890 er der en del snedige referencer til den oprindelige tekst.
Her er de to første vers:
“Vi ved det alle her,
De danske Sletter er
Hver Dannemand saa kjær,
Ja, hver Dannemand saa kjær
Dog tidt han føler, at
Han har det lidt for fladt,
Han længes efter Fjeld og Fos
Og kommer saa til os, –
Velmødt fra «Vang og Vænge»
Hurra, I «drog afsted»,
Velmødt I danske Drenge,
Skjønt «Pigen ei er med»,
Velmødt og saa – ei Stop
Før høit paa Klippens Top
Tilfjelds, – tilfjelds, – tilfjelds.
Paa Fjeldet er der Luft
Og vilde Blomsters Duft,
Men ingen Snusfornuft,
Nei, nei, ingen Snusfornust,
Det norske Fjeld er brat,
Det gaar ei altid glat.
Og «hvis Du falder», kjære Ven,
Saa reis Dig op igjen,
Thi der – høit over Vrimlen
Der er saa lyst og frit,
Og høit, – saa ind i Himlen
Der er blot to-tre Skridt.
Ja, var jeg Pessimist,
Saa blev jeg strax Turist
Tilfjelds, – tilfjelds, – tilfjelds.“
Det fjerde og sidste vers omhandler Carl Hall. Han er en af de mest berømte bjergbestigere i Norge – selvom han var dansker. Læs mere om ham i et andet af Danskebjerge.dk’s blogindlæg.
