Blogsbjerg

Møns Klint har de seneste dage været nævnt i en lang række nationale og internationale nyhedsmedier.

Omtalen skyldes de specielle cirkler, som også tidligere har vakt stor opmærksomhed. Et hold danske
forskere har netop publiceret en rapport om, hvordan cirklerne er opstået, og det er en pressemeddelelse i den forbindelse, der har kastet et mylder af artikler af sig, både i de danske medier, men i høj grad
også i udenlandske.

For eksempel har det store internationale videnskabsmagasin Wired, der har et oplag på ca.
850.000, skrevet om undersøgelsen på sin hjemmeside. Det samme har en stribe andre engelsksprogede videnskabssites.

Men også mere traditionelle nyhedsmedier, så som det engelske Daily Mail, har taget historien
op. Og det er ensbetydende med god eksponering. Mail Online, som er navnet på Daily Mails internetudgave, er nemlig verdens mest populære nyhedssite – med intet mindre end 8 millioner daglige læsere.

Historien om de mystiske cirkler er også nået over til den anden side af Atlanten. Her har Fox News og Los Angeles Times omtalt sagen.

Det, som alverdens læsere er blevet præsenteret for i spalterne, er bl.a., at cirklerne er skabt af
formationer af ålegræs, som er blevet slået ihjel indefra af giftstoffet sulfid.

Der har ellers været farverige teorier fremme om, at cirklerne kunne være bombekratere fra Anden
Verdenskrig eller endda symboler udført af rumvæsner.

/Jacob

Hvis du er på udkig efter nye
træningsruter, så sæt din lid til vinteren. For tiden er der
nemlig frostvejr døgnet rundt, og dermed dannes der is på søerne.

For mig står en løbetur på en
isbelagt sø som et af højdepunkterne i en i øvrigt mørk tid. Der
er noget fascinerende ved at lade fødderne sætte af og lande oven
på noget, som ellers kun Jesus hævdes at kunne betræde. Og så
giver det et helt nyt perspektiv på et landskab, når man kan
betragte hele sceneriet fra uvante vinkler.

Men hvornår tør man? Lige så smuk en
oplevelse det kan være at løbe på en sø, lige så farligt kan det
være. Få centimeter under dig lurer det farlige iskolde vand.

Hvis det er en populær skøjtesø, så
skal mit enkle råd være, at man følger i hælene på de andre. Det
kan måske lyde lidt kynisk, men sagen er, at hvis du ser andre
bevæge sig rundt ude på søen uden at falde i, så kan du også
roligt gøre det. Eller du kan følge de fod- eller skøjtespor, som
andre har efterladt, hvis der altså er sne på søen.

Nu er det jo bare ikke alle søer, der
er lige befærdede, så hvis du vil ud på isen, kan du komme
ud for at være den første. Her er det blot vigtigt, at du i
forvejen har lidt kendskab til søen og dens nærmeste omgivelser.
Især vandløb kan være lumske, fordi de ofte er relativt varme. Det
betyder, at isen er tyndere ud for disse vandløb.

Et andet forhold er søens dybde. Lav
vanddybde betyder, at der hurtigt kommer et tykt lag is på den. Er
søen dyb, så er der mere vand, der skal varmes op, og så går der
længere tid, før isen er tyk nok. Samtidig kan søen være meget
udsat for vind. Det øger bevægelsen i vandet og forsinker
isdannelsen. Samme virkning har kraftig strøm.

For nylig skrev en læser til Dmi.dk og
gjorde opmærksom på, at der på hans fødeegn findes en gammel
talemåde, der hedder, at når Tystrup Sø kan bære en krage, så
kan Sorø Sø bære hest og vogn. Det betyder selvfølgelig, at isen
har sværere betingelser på Tystrup Sø end på Sorø Sø – selvom der kun er få kilometer imellem dem. Vigtige
faktorer her er, at Tystrup Sø er næsten dobbelt så dyb, og at der
er ret kraftigt gennemløb, fordi søen er en del af Susåen.

Få timer før dette blev skrevet, konstaterede jeg, at noget af det samme gør sig gældende, når man sammenligner Sorø Sø med Tuel Sø. De to søer er faktisk forbundne – via den noget mindre Pedersborg Sø -, og alligevel er der lige nu is på hele Sorø Sø, mens Tuel Sø er næsten isfri. Det hænger sammen med, at Tuel Sø har været mere udsat for den kraftige østenvind, samtidig med at søen er noget dybere.

/Jacob

Nul grader og kraftig østenvind.

De vejrforhold, vi har for tiden, kan føles helt og aldeles rædsomme, hvis man er typen, der vil ud i landskabet og løbe eller cykle. Men faktisk kan man med enkle midler vende møgvejr til vindervejr. Det var, hvad jeg selv gjorde i dag.

Tricket er dette: Du skal først finde én, der gider give dig et lift. Dernæst kigger du på et kort og finder en vej i nærheden, der ligger øst-vest. Helst i åbent terræn.

Hop ud og løb hjem
Så lader du den venlige sjæl køre ud ad den pågældende vej, indtil du når til et sted, hvor der er en passende afstand hjem. Hvis du er løber, kunne det f.eks. være 5 kilometer, altså stik øst. Herfra har du 5 kilometer hjem – i massiv medvind!

Målet er selvfølgelig at slå din personlige rekord på distancen.

Ja, det er snyd – på en måde. Men tricket kan gøre en dag med trist vejr til en dag med smag af triumf. Og samtidig slipper du for en isnende modvind, der rammer dig som en knytnæve i ansigtet. En medvind af samme kaliber føles derimod som en venlig hånd, som skubber dig fremad og forsyner dig med en ekstra portion selvtillid.

Terrænet kan give ekstra skub
Dagens femkilometer gav mig en rekordforbedring på 13 sekunder, vel at mærke i en periode, hvor min form ellers ikke er i top.

Og tiden kunne have været endnu bedre, hvis medvindsløbet var foregået på en helt flad rute. Eller måske endda en rute med fald undervejs.

Her kunne man have valgt Yding Skovhøj som start. Landevejen fra Yding Skovhøj og ned igennem landsbyen Yding har et forløb, der passer perfekt til dagens vind: Vejen bevæger sig fra øst i en vestlig/nordvestlig retning. Over en strækning på 4 kilometer falder den med næsten 125 højdemeter, hvilket giver en nedadgående hældning på godt 3 procent i snit. Hold da op, hvor kan man få fart på her! Intet andet sted i Danmark findes der en vejstrækning med et konstant fald af samme størrelse. Og tilsæt så den vildeste medvind – det er ren turbo.

Svær at slå
Medvindsløb har dog én ulempe: Det kan give tømmermænd.

Den personlige rekord, du sætter, kan nemlig blive utrolig svær at slå senere hen. Du skal med andre ord tage din nye supertid med et gran salt, og hvis du er et ærligt og redeligt menneske, bør du ikke blære dig over for træningskammeraterne med din stormende toppræstation uden samtidig at fortælle, hvilke forhold den blev opnået under.

/Jacob

Læsere af Politiken vil have bemærket, at sagen om det laveste punkt i Vesteuropa fik masser af spalteplads forleden.

Artiklens udgangspunkt er Danskebjerge.dk’s afdækning af, hvor lavt terrænet i Lammefjorden faktisk er – og hvad det betyder i sammenligning med andre lave punkter i vores del af verden.

Hele artiklen, der har overskriften “Vesteuropas laveste punkt”, kan læses her:

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2175077/vesteuropas-laveste-punkt-er-dansk/

Spørgsmålet om det laveste punkt er blevet behandlet af Danskebjerge.dk i flere omgange, og tilbage i foråret 2013 gav det anledning til omtale i flere medier (Ingeniøren, TV 2 Øst, TV 2/Bornholm, P4 Bornholm). Det “nye” i Politikens historie er, at man har inddraget de lokale turistchefer – naturligvis med et vist glimt i øjet, navnlig henimod slutningen.

I en sideartikel var der plads til en anden af Danskebjerge.dk’s dagsordensættende pointer, nemlig at man ikke finder de mest markante bakketoppe ved at kigge på antallet af meter over havet, men ved at måle højdeforskellen i forhold til det nærmeste omgivende terræn. Hvis man har den tilgang, er Aborrebjerg på Møn det største bjerg i Danmark.

Den regionale radiokanal P4 Sjælland, i hvis sendeområde man finder både Aborrebjerg og Lammefjorden, lod sig inspirere af Politikens artikel til at tage emnet op. Det kom der to indslag ud af plus et par nyhedshistorier. Du kan høre klip fra udsendelserne ved at gå ind på Danskebjerge.dk’s Youtube-side.

Danskebjerge.dk blev i øvrigt også omtalt i Østbirk Avis for nylig. Det var op til juleferien, hvor der er god grund til at lede efter danske bakketoppe. Ved at bestige dem kan man jo forbrænde nogle af de kalorier, der ofte hober sig op i løbet af en højtid.

Den midtjyske lokalavis gav den hele armen og bragte de fleste af Danskebjerge.dk’s Top 10-lister i uredigeret form:

http://www.oestbirk-avis.dk/bestig-et-bjerg-i-juleferien

/Jacob

I skrivende stund er der udsigt til en længere periode med “nulgradersvejr”. Altså vejr, hvor temperaturen ligger og svinger omkring frysepunktet. Det kan bl.a. betyde glat føre, hvilket da også er det, der fokuseres på i DMI’s artikel om fænomenet:

http://www.dmi.dk/nyheder/arkiv/nyheder-2014/01/nulgradersvejr-og-sort-is-nu-kommer-danmarks-farligste-foere/

Men nulgradersvejret har også en anden typisk konsekvens: at sne bliver liggende i de højt beliggende områder, mens den smelter i de lavere.

Det skyldes, at temperaturen falder, jo højere vi kommer op. For hver 100 lodrette meter falder temperaturen med 0,5 til 1 grad.

Det vil eksempelvis sige, at hvis man står for foden af Vejrhøj, og termometeret siger plus 0,5 grader, så vil sneen stille og roligt smelte omkring dig. Anderledes på toppen af Vejrhøj. Her vil temperaturen være i minus, og sneen bliver liggende. Fra Vejrhøjs absolutte top er der nemlig 121 lodrette meter ned til kysten, og det giver en temperaturforskel på 0,6-1,2 grader. Nok til at fænomenet kan ses fra vid afstand, hvilket ovenstående billede fra netop Vejrhøj demonstrerer.

Læs også Danskebjerge.dk’s artikel om terrænbetingede temperaturforskelle her.

Det siger sig selv, at hvis temperaturen er højere eller lavere – eksempelvis plus 3 eller minus 3 -, så vil terrænhøjden ikke have nogen betydning for sneen, for så vil den jo enten forsvinde eller blive liggende, uanset hvor man befinder sig.

/Jacob

Jeg for vild i dag. Eller farede vild. Man kan sige begge dele.

Ikke at jeg siger det så ofte. For hvor ofte sker det lige, at man farer vild?

Anyway – i dag skete det. Det var på en løbetur. Endda i nogenlunde velkendt terræn. Men jeg skulle lige gennem et stykke skov ad en grusvej, jeg ikke har været på før, og da jeg efter et par kilometer kom ud på asfalten igen, kunne jeg ikke regne ud, hvilken retning jeg skulle vælge. Jeg valgte den forkerte.

Eller måske snarere: den rigtige. For den usikkerhed, der ramte mig i situationen, er måske i virkeligheden en sund oplevelse.

Vi lever i en moderne verden, hvor alt er timet og tilrettelagt, og hvor hvert eneste skridt, vi tager, har et bestemt formål. Vi må endelig ikke gå galt i byen, og vi skulle nødig klumre i det eller miste kostbar tid.

Spørgsmålet er, om det luller os i søvn? Om vores sanser sløves af det?

Dagens vildspor var ikke så vildt. Jeg havde regnet med en tur på omkring seks kilometer, og den endte med at blive cirka 12. Men det er ikke omvejen som sådan, der er det særlige ved at fare vild.

Det særlige er selve situationen, hvor man ikke ved, hvor man ender, og om man har taget det rigtige valg. I mit tilfælde varede desorienteringen vel et kvarters tid. Jeg anede ikke, om jeg løb i retning af den parkeringsplads, hvor jeg havde min bil. Eller om jeg løb i den stik modsatte retning. Det var gråvejr – ingen sol at navigere efter.

Det, der for alvor skaber panikken, når man farer vild, er de skrækscenarier, der følger med: Hvis jeg løber mod vest i stedet for øst, hvor ender jeg så egentlig henne? Og hvad nu, hvis jeg ender med at løbe i ring, – og hvis det når at blive mørkt, så det bliver endnu sværere at orientere sig, – og hvad nu, hvis jeg bliver træt og løber tør for energi?

Vi er nede og røre ved de dybere lag i psyken her. Ved vores ur-angst. Tænk på vore forfædre, der listede rundt i tætte urskove på jagt efter bytte. For dem må risikoen for at fare vild have været meget reel. Og det kunne koste dem livet.

Vi moderne mennesker har det trods alt nemmere. For vi ved jo, at hvis bare man bliver ved med at gå, så rammer man nok en vej. Ja, eller i hvert fald et hus. Da jeg for vild i dag, opererede jeg slet ikke med tanken om at gå ind et sted og spørge om vej. Det siger noget om, hvor svært det i virkeligheden er at fare vild sådan rigtigt.

Så er det ikke bare pjat? Jo, egentlig. Men jeg er holdt op med at berolige mig selv, når jeg kommer ud for at fare vild. For jeg tror på, at man har godt af at fare vild. At glide over i tvivl og panik. Bare en stund.

Faktisk har jeg prøvet at fare vild, på den rigtige måde. Jeg husker bl.a. en vandretur oppe i et norsk fjeld med en kammerat. Det var på Hallingskarvet, hvorfra man kun kan komme ned ad bestemte stier, fordi fjeldsiderne er så stejle. Vi traskede af sted i timer uden at kunne finde den afmærkede sti, og kun fordi vi langt ude i horisonten fik øje på en person i en rød jakke, fandt vi tilbage. Jeg kan huske, at vi spontant vinkede og råbte til personen. Vedkommende har sikkert undret sig. For sådan er det, når man farer vild: Omgivelserne er ligeglade. Det er dig, der har problemet. Der er ikke et træ, der lige hvisker: “Hey, du skal dreje til højre her!” Du står ved rorpinden, og det er dine handlinger, der afgør, om du finder tilbage.

Paradoksalt nok – eller måske netop derfor – var det en nordmand, der mindede mig om, at det med at fare vild kan være en positiv ting. Nemlig forfatteren Roger Pihl, som i sin bog “Guide til Danmarks bjerge” fremhæver muligheden for at fare vild som et plus ved en lokalitet.

Og er det ikke også sådan, at hvis man har været et sted og er faret vild der, så husker man stedet så meget desto tydeligere? Og er det ikke netop efter sådanne oplevelser, at tilfredsstillelsen ved at nå tilbage til udgangspunktet er særlig stor?

Men dét at fare vild kræver, at man tør give slip. At man ikke altid har landkortet eller GPS’en med sig. At man ikke altid har styr på sin egen x- og y-akse.

Jeg har venner, som altid løber de samme to-tre ruter, når de træner. Og hvis man foreslår dem en anden rute – eller bare at løbe den modsatte vej rundt -, så bliver de sådan lidt flakkende i blikket. Men jeg tror egentlig, at de ville blive en anelse lykkeligere, hvis de i ny og næ turde træde ud på en vej, de ikke kender. Eller ind i en skov, de ikke før har besøgt.

/Jacob

Så nærmer vi os et nyt år, og traditionen tro er det anledning til, at Danskebjerge.dk’s bjergløbsliste bliver opdateret.

Samtidig med opdateringen kan vi udpege, hvilke løb der har været årets mest bakkede:

– I kategorien løbeevents med maratondistance genindtog Aalborg Brutal Marathon førstepladsen. Det er sket et par gange før, og konklusionen må være, at hvis man har et godt koncept, så skal man ikke lave det om!

– I kategorien løbeevents med kvart- til helmaraton ligger Salomon Hammer Trail øverst. Løbet var nummer 1 i ovennævnte maratonkategori sidste år, men maratondistancen blev pillet ud af programmet i 2013. Stadig umådelig hårdt, selvom man “nøjes” med 25 km.

– I kategorien løbeevents med distancer op til kvartmaraton (altså under 10,5 km) sejrede Klinteløbet. Løbet ved Møns Klint bliver nok svært at slå af pinden, for selv hvis der kommer et løb med lige så mange højdemeter, så er kombinationen af drilske nedstigninger, en vanskelig stenstrand og til sidst en uhyggelig lang trappe – ja, det er bare en grum, grum udfordring.

To nye løb kom med på listen i år. Det drejer sig om Limfjordsløbet i Hammer Bakker og Aktiv Trænings Bakkechallenge ved Silkeborg.

Limfjordsløbet er et bjergløb med en relativt medgørlig rute, og måske af samme grund har løbet over 1000 deltagere. Det er et løb, der har været afviklet siden 1970’erne, og ruten har været næsten uændret.

Bakkechallenge er derimod et nyere løb. Her er der skruet helt op for højdemeterne, og fordi løbet afvikles i november, kan et mudret underlag være en ekstra modstander. At vinderen – OL-deltageren Jesper Faurschou – kom i mål på en tid, der er ca. en fjerdedel langsommere end hans rekord på distancen, siger lidt om, hvor svær ruten er.

Har du selv løbet et løb, som har en masse højdemeter, men som ikke er på listen? Så kan det være, fordi eventen er meget ny (kun afviklet 1-2 gange), eller fordi der kun er få deltagere. Disse kriterier er indført for at øge sandsynligheden for, at bjergløbslisten kun indeholder løb, som også eksisterer til næste år. Se i øvrigt beskrivelsen af kriterierne under listen.

/Jacob

Hvis Michael Rasmussen havde skrevet en bog uden at nævne doping, var der måske blevet plads til lidt mere om det terræn, han har trænet i som barn og ungt talent. Men “Gul feber” er først og fremmest en bog, som fokuserer på det barske og forræderiske liv som professionel, og derfor spiller et sted som De Midtsjællandske Alper en meget lille rolle.

Et enkelt sted er de dog nævnt, nemlig som forklarende tekst til et billede fra juniortiden, hvor man ser den unge Rasmussen køre alene over stregen til et løb:

“Eftersom jeg ikke var nogen sprinter, var jeg tvunget til at gå alene i udbrud, hvis jeg skulle vinde i Danmark. De midtsjællandske ‘alper’ passede mig godt,” skriver han i bogen.

Hvilket kun kan tolkes sådan, at han satte sine afgørende angreb ind, når det gik opad. Som det jo gør flere steder omkring Maglesø og i egnen omkring Elverdammen. På sin egen beskedne, men utvetydige måde fortæller denne lille passage, at for en let rytter har terrænet en afgørende indflydelse på hans strategi og resultater.

Er der så nogen som helst sammenhæng mellem bakkelandskabet på Midtsjælland og Kyllingens senere dopingmisbrug? Ja, der er jo den sammenhæng, at Rasmussen i sine teenageår indså, at han ikke kunne vinde på flad vej, og mange løb i Danmark foregår jo – må man erkende – på flad vej. Så han blev endnu i sine ungdomsår stærkt optaget af de skrappe bjerge i Norditalien, og det var også i Italien, at han som nyprofessionel blev introduceret til EPO og væksthormoner.

/Jacob

Efteråret har kastet et par omtaler af sig i aviserne. I begge tilfælde drejede det sig om tip til, hvilke bakketoppe og stigninger man kan tage hen, og hvor man finder mere information.

Det er da fint at blive nævnt på linje med Naturstyrelsen og Google Earth, sådan som det skete i Lokalavisen Frederikssund Weekend 31. oktober:

Dagbladet Ringkøbing-Skjern havde 12. oktober en glimrende artikel med forslag til anderledes turoplevelser. Her er Danskebjerge.dk nævnt i forbindelse med omtalen af de stejle gader i Vejle, og det fremgår tydeligt, at Danskebjerge.dk er kilden til hele afsnittet:

Det er skønt at få omtale, så kendskabet til både de danske bakkelandskaber og Danskebjerge.dk vokser.

/Jacob

Vi er kommet ind i den kolde tid, og
traditionen tro dukker der artikler op med såkaldte gode råd til,
hvordan man skal klæde sig på til lave temperaturer. F.eks. har
Dr.dk’s motionssektion lige bragt en artikel om det:

[Vælg
det rigtige løbetøj til efterår og vinter]

Jeg tvivler
ikke på, at eksperten i artiklen ved en hel del om det, han taler
om. På den anden side viser historiens gang, at de gode råd ikke
nødvendigvis er de rigtige, i hvert fald ikke for alle mennesker.

I
en årrække hørte vi f.eks., at støddæmpning var ét og alt, når
det gjaldt køb af løbesko. Den sandhed har fået en del
modifikationer på det seneste. I mange tilfælde vil en meget
fladere sko være det bedste valg. Der er endda undersøgelser, der
har vist, at støddæmpning øger skadesrisikoen.

Men i
artiklen ovenfor handler det altså om beklædning til ben og
overkrop, og her er vi trygt tilbage ved de traditionelle
anvisninger. Det er først og fremmest klassikeren med de tre
lag:

“Inderst skal man have en god og svedtransporterende
undertrøje, så man ikke bliver våd og klam. I midten kan man have
en almindelig polyester løbetrøje eller fleece. Og yderst en
vindtæt og vandtæt skal.”

Der er flere ting, man kan sætte spørgsmålstegn ved:

– Hvilke vejrforhold er denne beklædningsstrategi egnet til? Der er
kæmpe forskel på, om det er en blæsende, grå novemberdag eller en
snestorm i februar med tocifrede frostgrader. Hvis det er det første,
så virker tre lag noget overdrevet. Jeg vil mene, at man skal ned i
nærheden af frysepunktet, før tre lag er relevant. Også selvom man
er lidt kuldeskær.

– Forhindrer en svedtransporterende undertrøje, at man bliver “våd og klam”? Faktum er, at hvis kroppen genererer fugt, så skal det ende et sted. Dem, der dyrker spinning, vil vide, at også kunststoftrøjer samler masser af fugt op.

– Kan tøjlag virkelig samarbejde? Det får man fornemmelsen af, når man hører om den nærmest magiske kombination: at lagene på forunderlig vis i fællesskab kan transportere sveden fra huden og væk fra kroppen.
Det lyder avanceret – måske lige avanceret nok!

– Hvorfor anbefaler eksperten
en “vindtæt og vandtæt skal”?
Med mindre
manden er blevet citeret uden for rette kontekst, så er vi altså
her ude i nogle råd, som kun gælder i helt ekstreme situationer.
Jeg har f.eks. kun meget få gange løbet med vandtæt jakke, da denne
– trods åndbarhed – har det med at holde for meget på fordampningen
indefra. Og samtidig er der jo det med regnvejr, at det hører et
relativt mildt klima til; her i november ligger vi ofte tættere på 10 end på 0 grader. Derfor kan jeg næsten ikke se, hvornår tre lag –
hvoraf det yderste er en regnjakke – vil være den rigtige løsning.
Rådet passer ærlig talt mere til en motionscyklist, hvor dele af
kroppen er i ro og derfor nedkøles.

– Er der kun én slags undertøj, mellemlag og yderjakke? Trelagsmyten forudsætter, at alt tøj er lavet
efter bestemte standarder. Men virkeligheden er, at der findes et
stort spektrum af beklædning. Alene inden for sportsjakker findes
der både tynde og tykke, og det er blevet almindeligt, at
producenten angiver, hvilke temperaturintervaller tøjet er bedst
egnet til. Min holdning er, at man skal klæde sig på efter erfaring
og ikke efter antal af lag.

– Hvordan varmeregulerer man, når man har tre lag på? Jeg har en Newline softshelljakke,
som jeg er blevet meget glad for, når jeg cykler. Den er temmelig
varm, og det betyder, at jeg kan nøjes med at have en t-shirt inde
under, selvom temperaturen ligger på 10-12 grader. Det går fint, og
hvis det alligevel bliver for varmt, lyner jeg ned. Med tre lag er den manøvre vanskeligere. Jo flere lag man
har på, desto sværere bliver det at regulere varmen.

Dr.dk’s artikel har
andre vinterråd, jeg heller ikke vil skrive under på:

“Det
er et must med gode svedtransporterende underbukser.”

Æhh. Hvad skal man med dem?

Det er muligt, at nogle vil
have glæde af specialundertøj, men det skal flertallet da ikke lide
under? Hvis det virkelig var alfa og omega, ville jeg da for længst
være ramt af alle mulige dårligdomme, for jeg har aldrig nogensinde
båret svedtransporterende underbukser, hverken i varmt eller koldt vejr.

I øvrigt er løbe- og
cykelstrømper også i den grad noget opreklameret gear-hysteri.
Bomuld har alle dage været et udmærket materiale, og man kan fint
gemme kunsstofsstrømperne til de dage, hvor det står ned i stænger,
og man kan have gavn af, at stoffet tørrer hurtigt.

Det siger sig selv, at man kan spare en del penge ved ikke at købe overflødigt udstyr og tøj. Men der er også en anden fordel. En af
de ting, jeg godt kan lide ved løb som motionsform er, at den er nem at klæde om til. Personligt
nyder jeg, at man hurtigt kan skifte til løbeuniform og ikke skal
skifte samtlige beklædningsgenstande ud med nogle, der er særligt
beregnet til løb. Af med bukserne og på med en løbetight. Af med
hverdagsskoene og på med løbeskoene. Og skift evt. trøjen ud
med en løbetrøje – og så af sted. Hvis også strømper og undertøj skulle skiftes, ville det gøre det hele en smule mere besværligt.

Efterlader dette os så som forsvarløst bytte for den glubske kulde?

Selvfølgelig ikke. Det er min påstand, at
de fleste løbere har større problemer med overophedning end med
underafkøling. Hvor tit ser man ikke motionsløbere med en trøje
bundet rundt om livet. Det er da bøvlet, og formentlig kunne det
have været undgået, hvis den pågældende havde accepteret af fryse
en lille smule lige op til løbet. Man dør ikke af at fryse i nogle
få minutter!

Det er tankevækkende, at der på
Eremitageløbets hjemmeside står ét råd til deltagerne angående
påklædning. Det er ikke noget med tre lag eller noget i den stil.
Nej, rådet er, at de skal undgå at tage for meget tøj
på.

/Jacob