Blogsbjerg

Fra nu af kan trafikanter ikke længere være i tvivl om, hvor Ejer Bjerge begynder. Der er nemlig kommet skilte op, som viser det.

http://dinby.dk/ugebladet-skanderborg/nye-skilte-til-ejer-bjerge

Ejer Bjerge som begreb har nogle år på bagen efterhånden. Det var den norske forfatter Roger Pihl, som i sin bog “Guide til Danmarks bjerge” for alvor satte det på dagsordenen. Tanken bag det hele var, at det egentlig er noget pjat at diskutere, om det er Ejer Bavnehøj, Yding Skovhøj, Møllehøj eller en helt fjerde top, der er den højeste i Danmark. De ligger nemlig alle med kort afstand af hinanden og er en del af samme højdedrag.

Ejer Bjerge blev siden konkretiseret: Området er 5-6 kvadratkilometer stort og ligger inden for den højdekurve, der viser højden 140 meter over havet.

Både afgrænsningen og stednavnet anerkendtes i 2013 af flere offentlige instanser, og da Ejer Bjerge også blev optaget på Vejdirektoratets liste over nationale seværdigheder, var der ingen ende på den lokale jubel.

Og dog. I Horsens Kommune herskede der en overgang en vis bekymring over konceptet Ejer Bjerge. Et stykke af Ejer Bjerge hører nemlig ind under Horsens Kommune, mens Skanderborg Kommune har den anden del. Og i Horsens frygtede man, at kommunens trækplaster Yding Skovhøj ville glide i baggrunden, hvis det hele kom til at hedde noget med Ejer.

Se også denne lidt ældre artikel om Ejer Bjerge på Danskebjerge.dk:
http://www.danskebjerge.dk/artikler-dansktopnyt.htm

Modstand eller ej(er). Nu står skiltene der. Og hvorfor indgår farven brun i dem? Det gør den for at knytte an til de større skilte, der står ved motorvejene og med hvidt på brun baggrund gør opmærksom på udvalgte seværdigheder.

Nu håber Ejer Bavnehøjs Venner – en forening, der står for forskellige aktiviteter med udgangspunkt i bakkelandskabet -, at de nye bjergskilte også vil blive suppleret med to store brune skilte på motorvej E45. Det skriver bl.a. Lokalavisen.dk.

/Jacob

To-minus-én-vej. Sådan hedder det nye koncept, der skal gøre vejene sikrere for de bløde trafikanter, uden at det koster en bondegård.

I de senere år er idéen blevet realiseret på kilometervis af asfalt i Danmark, bl.a. ved Silkeborg:

Da jeg første gang hørte om det, troede jeg, at der var noget, jeg måtte have misforstået:

Markeringerne på vejen indebærer nemlig, at det ikke længere er en to-sporet vej, hvor to biler kan passere hinanden. I stedet er den snævret ind, sådan at der er plads til f.eks. en cyklist i hver side – på ydersiden af de brede, stiplede linjer -, mens bilerne skal passere hinanden ved trække lidt ud over de stiplede linjer, så der bliver plads.

Mere om konceptet her:

http://www.cyklistforbundet.dk/cykelviden/Konferenceindlaeg/A-Cykelkonference-2014/2-minus-1-veje

Jeg er delt i spørgsmålet om, hvor vidt det her er en god idé.

På den ene side synes jeg rigtig godt om den del af løsningen, der indebærer tydelig cykelbane på selve vejbanen. Det er fleksibelt og billigt, og cyklisterne slipper for alle mulige sindrige linjeføringer, som desværre er blevet så moderne i de senere års anlæg af separate cykelstier.

Og så er der den ikke uvæsentlige sideeffekt, at vedligeholdelsen af cyklernes og bilernes asfalt bliver til ét og samme projekt. Alt for mange steder ser man, at det er bilvejen, der tages bedst hånd om, mens cykelstien får lov at slå revner.

Se også nederst på denne side:

http://www.danskebjerge.dk/topolitik1.htm

Men når jeg er fortaler for cykelspor på vejene, så er det med det udgangspunkt, at pladsen er der. Det nye to-minus-én-koncept bruges derimod, når der ikke er plads.

Min anke går på det sikkerhedsmæssige: Er alle bilister bevidste om, hvad det indebærer at køre på sådan en vej?

Lad os sige, at en bilist kommer kørende i mørke. Vedkommende har måske ikke kørt på denne type vej før og tænker ikke videre over, at der er en modkørende forude. Først kort før passage indser han/hun, at der ikke er plads til begge biler, han/hun trækker et par meter mod højre og bum! – når ikke at tage højde for, at der befinder sig en cyklist derude.

Det er det skrækscenarie, jeg ser for mig.

Selvfølgelig er der altid en lille påkørselsrisiko, når der kører cyklister i ydersporene. En bilist kan jo falde i søvn ved rattet for eksempel. Men her er man inde og pille ved normalsituationen for bilisterne, og det kan jeg godt være bekymret for.

Endnu mere problematisk bliver det naturligvis på komplicerede vejforløb. Hvis eksempelvis den modkørende dukker op bag en bakketop, vil der være endnu kortere tid at reagere på for bilisten, og så kan det beskrevne skrækscenarie blive endnu mere realistisk.

Dette er der dog tilsyneladende taget højde for:

“På enkelte delstrækninger er det urealistisk at tilvejebringe den nødvendige oversigt, fordi oversigten ikke kan sikres uden store indgreb i ejendomme eller væsentlige økonomiske konsekvenser,” kan man læse.

Og så lader det til, at der samtidig med implementeringen af to-minus-én-vejene indføres sænket hastighed. På sin vis forståeligt, men hvis det nye system var bæredygtigt, skulle det ikke være nødvendigt. Det skulle helst være sådan, at forbedringer i infrastruktur ikke forsinker afviklingen af trafikken.

Men nu skal man jo altid være varsom med bare at ryste på hovedet af nye løsningsmodeller. Jeg kunne forestille mig, at mange ville have afvist idéen om f.eks. rundkørsler, hvis de kun havde mødt den på papiret. Systemet med rundkørsler kan umiddelbart virke kaotisk, men dette kaos opvejes af, at bilisterne har øget fokus på den trafikale situation. Det kan også være tilfældet her.

Den nye vejtype evalueres løbende, og det er formentlig først om nogle år, at man kender den sikkerhedsmæssige effekt og de nye trafikale handlemønstre.

/Jacob

I flere medier kan man i dag læse om politikere og eksperter, der er “chokerede” over de forventede følger af klimaforandringer i de kommende årtier.

Det sker efter offentliggørelsen af en rapport fra Naturstyrelsen.

Blandt andet kan man læse, at borgmestre fra en række kystbyer beder om hjælp fra staten, da de ellers vil være “fortabt”.

Her er det også bare vigtigt at holde tungen lige i munden. Hvis man kigger i rapporten, er det temmelig broget, hvilke fænomener der kan sættes i forbindelse med klimaændringer. Nogle årsagssammenhænge, som i den offentlige debat ofte fremføres som selvfølgeligheder, er der øjensynligt kun svagt belæg for.

Tag f.eks. et kig på denne figur fra rapporten (eller se den i stor her):

Koordinatsystemet viser, at mens øget koralafblegning (1) i meget høj grad vurderes som en konsekvens af klimaændringer, så ser det anderledes ud med fænomener som øget kysterosion (6) og øgede oversvømmelsesskader (7). Disse ligger helt i bund, når det gælder tiltroen til, at de er forårsaget af klimaændringer. Jeg har tilføjet pile.

(Bemærk i øvrigt, at der ikke tales om menneskeskabte klimaændringer, men blot: klimaændringer.)

Men én ting er, at eksempelvis øgede oversvømmelsesskader næppe er relateret til klimaændringer. Hvad kan så være årsagen? Det kan man bl.a. læse om på rapportens side 11:

“De økonomiske tab fra oversvømmelser i Europa er øget markant gennem de seneste årtier. Det skyldes især, at der er øgede økonomiske aktiviteter i de oversvømmelsestruede områder, og det giver større skadevirkninger fra de enkelte oversvømmelser.”

Det er med andre ord ikke oversvømmelserne i sig selv, der er blevet voldsommere, men derimod det forhold, at mennesket har opbygget værdier på de steder, der er blevet ramt (bolig, industri, infrastruktur osv.).

Det er præcis denne årsagssammenhæng, som Danskebjerge.dk har peget på ved flere lejligheder. Øgede befolkningstal og aktiviteter er dog kun en del af det. Ofte har man også placeret hele kvarterer klos op ad kyster og vådområder. Det medfører naturligvis øget sårbarhed.

Nu skal Naturstyrelsens rapport på ingen måde tages til indtægt for at tale klimaændringer ned. Tværtimod. Især de fremtidige konsekvenser af klimaændringer beskrives dystert. Men der er en del nuancer, som nemt forsvinder, når medierne griber fat i emner som disse. Eller når folk, der har en særlig interesse i at ringe med alarmklokker, melder sig på banen.

Her er en lille liste over artikler, som Danskebjerge.dk har skrevet om klimaændringer – med særlig fokus på det landskabelige aspekt naturligvis:

[Danmark drukner – flygt op i bjergene (eller hvad?)]

[Her skal du ikke være hvis Bodil kommer tilbage]

[Klædt på til klammere klima?] (blog)

[Selvforskyldt oversvømmelse: Ligger som vi har bygget]

/Jacob

I skrivende stund er der stadig gang i ubådsjagten i Stockholms Skærgård. Et område, der har sit navn, fordi det er et farvand med en masse små og store klippeøer.

Det har været fremført, at skærgården er et paradis for en ubåd, der vil gemme sig, og bunden af farvandet har været sammenlignet med bjergkæder. Det vil dog være forkert at sige, at skærgården er meget dyb. Sammenlignet med f.eks. fjordene på Norges vestkyst er dybderne ret beskedne. Fra Stockholm og ca. 35 kilometer ud mod Østersøen er farvandet ikke dybere end f.eks. Storebælt, dvs. i omegnen af 20-70 meter. Først i den ydre del af skærgården finder man enkelte steder dybder på over 100 meter. En måling, som jeg ikke selv har kunnet verificere, siger 120 meter som det dybeste.

Bevæger man sig et stykke endnu længere ud mod øst – til et farvand, der må siges at høre til Østersøen -, bliver det undersøiske landskab for alvor dramatisk. I renden Landsortsdjubet dykker terrænet til godt 450 meter under havets overflade. 459 meter, er der angivet på dette kort.

Det skulle gøre Landsortsdjubet til det dybeste sted i Østersøen. At der er så langt ned til bunden, har fået nogle til at tænke, at stedet er egnet som losseplads. Så igennem årene er der blevet dumpet såvel kemisk som moderat radioaktivt materiale på stedet.

Og ja, 459 meter er meget. Men faktisk er der et dansk farvand, der godt kan klare sig i sammenligningen. Se de største danske havdybder på dette kort:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-havetsbjerge3.htm

Hvad så med terrænet oven vande i den stockholmske skærgård? Jeg har ikke gransket kortene minutiøst, men umiddelbart er øerne i skærgården ikke specielt høje. Det højeste punkt, jeg kunne finde, ligger i den sydlige del af området – ved noget, der hedder Trinntorp – og er på 85 meter over havet. Det er mindre end f.eks. Munkebjerg ved Vejle Fjord (93 meter over havet).

Er snakken om det komplicerede terræn i skærgården ud for Stockholm på afveje? Der er helt sikkert noget om, at det er kompliceret farvand. Men det er ikke højdeforskellene, der gør det. Når ubådsjagten er besværlig, så hænger det i højere grad sammen med, at de stenarter, som er dernede, forstyrrer de signaler, man prøver at opfange.

/Jacob

Nogle udgravninger på en mark ved Køge har vakt stor opsigt dette efterår. De afslørede, at der har ligget en cirkelformet vikingeborg på stedet. Voldene er stort set udslettet, så når arkæologerne har dækket det sidste hul til igen, vil der ikke være mange synlige rester tilbage af… – ja, hvad skal man kalde den vikingeborg?

Sammen med den sensationelle nyhed lanceredes navnet “Vallø Borgring”. Det skulle henvise til to forhold omkring lokaliteten:

1.) Det er Vallø Stift, der ejer marken
2.) Stedet har historisk set været benævnt Borgring

Navngivningen er imidlertid blevet mødt med kritik. Forbindelsen til Vallø Stift blev kritiseret, fordi mange mener, at ejerforholdet ikke må veje tungere end geografien, når sådanne steder navngives. Vallø som geografisk sted ligger et godt stykke længere mod syd end vikingeborgen. Så det vil være mere oplagt at opkalde borgen efter en af de bebyggelser, der ligger tæt ved. F.eks. landsbyen Lellinge. (Ikke overraskende har dette forslag stor tilslutning i Lellinge!)

Så er der diskussionen om det nye navns andet led, “Borgring”. Og den er om muligt endnu mere kompleks. “Borgring” er valgt, fordi det er i overensstemmelse med visse navne, der historisk er brugt i tilknytning til stedet. Navnene har faktisk lydt lidt forskelligt igennem århundrederne, men det er ikke dér, problemet er.

Problemet består i, at der findes en anden Borgring i området. Faktisk blot et par hundrede meter borte. Der er tale om en skovdækket forhøjning, som både byder på stejle skråninger, en lidt mystisk tværgående fordybning (se billedet ovenfor) og en gravhøj. Både mod vest, syd og øst er der markante skrænter, så teorien om, at der kan have ligget et mindre fæstningsanlæg på denne delvist runde banke, er forståelig – om end ikke bekræftet.

Det korte af det lange er, at adskillige officielle kort – både nye og gamle – betegner denne forhøjning som “Borgring”. Hvorimod de ikke nævner noget navn på det sted, hvor vikingeborgen ligger! (Se grafik herunder.)

Hvordan alt dette hænger sammen, er endnu ikke afdækket til bunds. Men man må konstatere, at navnet Borgring svæver noget ubeslutsomt hen over markerne ved Lellinge. Og den allerede eksisterende navneforvirring risikerer nu at vokse sig endnu større.

For hvis det “nye” navn Borgring står ved magt – eventuelt minus forleddet Vallø -, så står vi pludselig med to nabolokaliteter, der hedder præcis det samme.

Med mindre man da ligefrem skrotter navnet på forhøjningen med gravhøjen og den mystiske fordybning. Men hvad skal det sted så hedde? Et rent navnekaos truer forude.

Danskebjerge.dk har sendt nedenstående forespørgsel til Kulturstyrelsen for at høre nærmere om de officielle overvejelser omkring navngivningen af vikingeborgen. Det bliver interessant at se, hvad der kommer ud af det.

/Jacob

—

Kære Kulturstyrelse.

Jeg har læst, at Kulturstyrelsen nu siger god
for navnet “Borgring” som betegnelse for den vikingeborg, man har
fastslået eksistensen af ved Lellinge.

Jf.: http://www.kulturstyrelsen.dk/presse-nyt/derfor-hedder-vikingeborgen-borgring/

Det, der undrer mig i den forbindelse, er begrundelsen:

“Mange kilder ligger til grund for Museum Sydøstdanmarks grundige
research i forbindelse med navngivningen. Bl.a. viser ældre
kortmateriale, hvor borgen er aftegnet, at den var kendt som en
borg-ring.”

Hos Geodatastyrelsen finder jeg fire kort, der går
tilbage til 1800-tallet. På ikke et eneste af disse kort er stedet med
vikingeborgen forsynet med navn. Derimod er den kraftige forhøjning
længere mod vest navngivet. Stedet hedder “Borgring” på de tre nyeste
kort, mens det kaldes “Boring” på det ældste. Se vedhæftede.

Jeg
vil godt spørge, hvordan dette forhold har spillet ind i jeres
vurdering. Eller er der slet ikke blevet skelet til disse fire kort?

Dernæst
vil jeg godt høre, om I ikke er bekymret for, at der nu kan opstå
navneforvirring, når man inden for få hundrede meters afstand har to
lokaliteter, der begge hedder Borgring.

Glæder mig til at høre fra jer.

—

Kom ikke og sig, at centimeter ikke betyder noget. I den sydlige del af Guldborgsund er antallet af lystsejlere steget, efter at dybden af sejlrenden er blevet reguleret op med 0,8 meter.

Uregelmæssigheden hænger angiveligt sammen med, at den tidligere dybdemåling inkluderede toppen af søgræs og altså ikke udmålte den samlede afstand mellem bund og overflade.

http://folketidende.dk/…/Sejlrende-dybere-en…/artikel/262449

/Jacob

Normalt vil man sige, at en bakke er kendetegnet ved skrånende terræn. Men der er et andet fænomen, der ofte knytter sig til bakker. Nemlig vandløb.

Flere af Danmarks mest kendte stigninger begynder, netop som man har passeret hen over en å eller bæk.

Nogle gange kan man næsten ikke undgå at bemærke det, f.eks. ved Bobbe Å på Røbrovej nær Gudhjem eller ved Højen Skovvej lidt uden for Vejle.

Andre gange er vandløbet lagt ind under en stor vej, og så er det knap så åbenbart. Med mindre der er sat et skilt op, som direkte fortæller, at man her krydser en bestemt å – sådan som det f.eks. er tilfældet ved Vårby Bakke vest for Slagelse (se billedet).

Danskebjerge.dk har herunder udarbejdet en liste med udvalgte stigninger. Fælles for stigningerne er, at de tager fat, lige så snart man er kommet hen over en bro, der fører over et vandløb:

Rebildvej, Rebild
Starter lige efter bro over: Kovads Bæk
Længde: 1,4 km; stigning i snit: 5,2%

Højen Skovvej, Vejle (fra Ribe Landevej)
Starter lige efter bro over: Møgelbæk
Længde: 1,7 km; stigning i snit: 5%

Jellingvej, Vejle (fra Gormsgade)
Starter lige efter bro over: Grejs Å
Længde: 1,9 km; stigning i snit: 5,3%

Skibetvej, Vejle
Starter lige efter bro over: Vejle Å
Længde: 1 km; stigning i snit: 5%

Bjergevej (“Golfbakken”), Svanninge
Starter lige efter bro over: Horne Mølle Å
Længde: 1,7 km; stigning i snit: 4,5%

Vårby Bakke, Slagelse
Starter lige efter bro over: Vårby Å
Længde: 1,1 km; stigning i snit: 4%

Næsby Bro, Sorø (mod nord)
Starter lige efter bro over: Susåen
Længde: 1,5 km; stigning i snit: 3,3%
(Mere om Susåen her.)

Røbrovej (“Bobbebrødden”), Gudhjem
Starter lige efter bro over: Bobbe Å
Længde: 0,3 km; stigning i snit: 10%

Ypnasted, Svaneke
Starter lige efter bro over: Sølyst Bæk
Længde: 1,5 km; stigning i snit: 5,5%

Sammenhængen mellem vandløb og bakker er ikke tilfældig. En stor del af de danske bakker er opstået i tilknytning til dannelsen af en tunneldal i istiden. Denne tunneldal er senere blevet til en ådal.

Der er altså tale om, at stærke kræfter har “boret” sig vej gennem landskabet og derved skabt såvel fordybningen, som vandet kan løbe i, som de skrånende sider, som vi i dag som motionister og naturelskere kan nyde godt af – enten mens vi er på vej op eller ned, eller når vi står på toppen og nyder udsigten.

Kender du selv en å i nærheden af, hvor du bor eller opholder dig? Jamen, så lur mig, om ikke du også finder stigende terræn tæt ved. Vandløb markerer jo “lavpunkter” i landskabet, så det kan kun gå opad, så snart man har passeret vandløbet. Selvom der selvfølgelig er steder i Danmark, hvor begrebet “opad” skal forstås meget relativt.

/Jacob

Har du hørt om en bobbe?

Mange bornholmere har. Man møder ordet i et stednavn som Bobbe Å. Betydningen afsløres nederst i dette indlæg. Delikat er det ikke!

Men Bobbe Å har mere at tilbyde end en sproglig kuriositet. Åen ligger i en overordentlig smuk kløft ved Gudhjem. Og der er drøn på.

Der er nemlig under 10 kilometer mellem udspringet og udløbet. Og da udspringet ligger i over 100 meters højde over havet, skal der fart på, hvis vandet skal “nå” at komme helt ned på niveau med Østersøen.

Der er adskillige tilløb til Bobbe Å. Og de ligger højt. Det højest beliggende udspring, som Danskebjerge.dk kunne finde, ligger mellem Nyker Plantage og Rø Plantage – lidt øst for krydset Køllergårdsvej/Søndre Lyngvej. Højden er 116 meter. Men hele vejen langs Søndre Lyngvej fødes små vandløb, der har forbindelse til Bobbe Å.

Faktisk kaldes vandløbet først Bobbe Å fra det sted, hvor Sigtebæk og Bromme Å løber sammen. Det gør de i ca. 63 meters højde. Herfra går det for alvor stærkt, for der er kun et par kilometer til udløbet.

At der er tale om noget af en rende, mærker trafikanter på Røbrovej. Når de skal passere broen over Bobbe Å, skal de først gevaldigt meget ned ad bakke. Og derpå gevaldigt meget op. Der er ca. 30 højdemeters forskel og dét næsten uanset hvilken side man kommer fra. Stigningsprocenten er på barske 10 – i gennemsnit vel at mærke.

De to “tvillingebakker” udmærker sig på en anden måde. Nemlig ved, at de ser stejle ud på fotos. Der er ellers mange nok så hårde stigninger, der blegner i et kamera. Ikke Bobbebakkerne.

Vi skal dog endnu længere ned ad åen for at finde dens egentlige klimaks: Vandfaldet. Her dykker terrænet med 20 meter, hvoraf de fire er i form af et lodret fald. Det er ganske dramatisk at opleve, især når der er faldet store mængder nedbør i dagene forud. Alene lyden fra vandmasserne er voldsom.

Vandfaldet, der også kaldes Døndalfaldet, er en af Bornholms mange attraktioner, men det kunne godt fortjene endnu mere opmærksomhed. Det er kun på Bornholm, at der findes (naturlige) vandfald i Danmark, og vandfaldet i Bobbe Å er det største.

Se Danskebjerge.dk’s film fra Døndalfaldet her.

Og nu hvor man har stået dér og betragtet naturen i al sin storhed, er det måske meget godt at komme ned på jorden igen. For jeg skylder jo stadig svar på, hvad bobbe betyder.

Definitionen i Ordbog over det danske Sprog lyder således:

“(bornh.) klump af snot, støv og lignende i næsen; bussemand.”

Velbekomme, si’r jeg bare. Og god tur til Bobbe Å!

/Jacob

Susåen er den af de større danske åer, der har det højest beliggende udspring. Dermed er det også den af åerne med den største niveauforskel.

Det viser en gennemgang, som Danskebjerge.dk har lavet ud fra en Top 10-liste over de længste danske åer.

Man kunne måske ellers antage, at der var en tæt sammenhæng mellem åernes længde og forskellen i højde mellem udspring og udløb. Men det er ikke tilfældet.

Således befinder f.eks. Gudenåens udspring sig ca. 25 meter lavere end Susåens udspring, selvom Gudenåen med sine 158 km er Danmarks længste å og næsten dobbelt så lang som Susåen.

En anden lidt overraskende pointe er, at det er en sjællandsk å, der starter øverst. Overraskende, fordi det er Jylland, der har det højest beliggende terræn. Det højeste naturlige punkt i Jylland, Møllehøj, ligger således 50 meter højere end Sjællands toppunkt, Kobanke. Men dette faktum er altså heller ikke afgørende.

I øvrigt ligger Susåens udspring kun et par kilometer fra Kobanke. Hverken udspringet eller selve Kobanke befinder sig i udpræget kuperet terræn. Men de er beliggende på et plateau, der fylder ganske meget i det sydsjællandske landskab – med flere punkter, der rager mere end 100 meter i vejret.

Hvis man inddrager alle danske vandløb, bliver Susåens udspring dog udkonkurreret af nogle enkelte. Bjergskov Bæk har et tilløb nær Yding Skovhøj i en højde af 155 moh., Elling Bæk lidt længere mod sydøst starter 122 moh. Og alene på Bornholm finder man adskillige åer og bække, der begynder i 105-115 meters højde.

Til gengæld er alle disse vandløb en del kortere end Susåens 83 kilometer.

/Jacob

I millioner af år har de grønlandske fjelde gemt på enorme mængder råstoffer, der bare venter på at blive gravet op.

Så da Danmark for nogle hundrede år siden satte sig på Grønland, kom man i princippet i besiddelse af en gigantisk indtægtskilde. Det faktiske udbytte har imidlertid været behersket – især pga. de logistiske vanskeligheder, som er forbundet med udvindingen.

I nyere tid har optimisme været stigende: De tekniske muligheder for at trække stofferne ud af de snedækkede bjergmassiver er forbedret, og flere internationale konsortier har investeret milliarder af kroner i håb om et forestående råstofeventyr.

Men nu er tvivlen vendt tilbage. Endnu har ingen fundet ud af, hvordan man effektivt får bugt med de ulemper, der er forbundet med storproduktion på så fjernt og koldt et sted, og når det f.eks. gælder jernmalm, er der mange andre miner i verden, hvor udvindingen er mere lønsom. Man fornemmer, at de store aktører er ved at trække følehornene til sig igen…

Dr.dk har lige skrevet om sagen her:
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2014/09/18/133038.htm

Råstofdrømmene handler ikke kun om økonomi. De handler også om Grønlands politiske afhængighed af Danmark. Hvis der kom gang i industrien deroppe, ville grønlænderne nærmest per automatik få øget selvstændighed. Nu tyder det i stedet på, at den delvise afhængighed af Danmark får lov at bestå i en årrække endnu.

Danskebjerge.dk har tidligere helliget en hel side til navnlig Kvanefjeld, hvor også råstofproblematikken er beskrevet i grove træk:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-tabtebjerge2.htm

/Jacob