Blogsbjerg

Så blev Danmark atter fyldt med trækfugle, der har taget rejsen fra sydligere himmelstrøg for at komme herop og yngle. Til de sidst ankomne fuglearter er nattergalen (luscinia luscinia) – uden tvivl Danmarks dygtigste sangfugl. Andre almindelige sommergæster er bogfinken, sanglærken og løvsangeren.

Med et vinterligt hjem beliggende i det sydligste Europa og Afrika er det en gevaldig distance, disse små bevingede væsner skal tilbagelægge, når foråret melder sig. Dertil kommer, at de skal henover ugæstfri områder, da der mellem Skandinavien og de tropiske og subtropiske egne som bekendt ligger nogle markante bjergkæder.

Forskning har imidlertid vist, at trækfugle er gode til at navigere uden om de værste højder. Enten flyver de delvist udenom, eller også zigzagger de sig simpelthen ind gennem bjergområderne via de dybe dale.

De fleste danske trækfugle starter i Spanien eller Nordafrika og skærer så ind over Pyrenæerne og de vestlige Alper. Nattergalen gør det anderledes. Den indleder for alvor sin rejse i Kenya i Østafrika og bevæger sig mod nord hen over lande som Egypten og Bulgarien. På den måde kommer nattergalen øst om Alperne, omend der da stadig er mindre bjerge at forcere i Østeuropa.

I fugleflugtslinje er der 6.700 kilometer fra Kenya til Danmark, så det er noget af en flyvetur.

I den kontekst er det pudsigt, at det er et dansk højdedrag, der sætter en stopper for den lille sangekvilibrists fortsatte rejse. Den nattergal, vi har i Danmark, viser sig nemlig stort set ikke i Vestjylland. Den holder sig på den østlige side af Den Jyske Højderyg.

Årsagen er dog næppe så meget terrænhøjden, som det er, at Jylland udgør nattergalens vestligste udbredelse. Den elsker at bo på Sjælland og Bornholm, men optræder også talrigt i det sydlige Sverige og det sydlige Finland.

Vesteuropæerne bliver ikke snydt for nattergalesang. Men her drejer det sig om en anden art nattergal, nemlig den, man i Danmark kalder sydlig nattergal (luscinia megarhynchos). Denne tager den mere traditionelle vej nordpå via Spanien og Frankrig.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været lidt skuffet over min kropsvægt siden sidste år. Nu har jeg så fået hul igennem i mine bestræbelser på at smide noget af det overskydende fedt. I løbet af maj alene har jeg cirka tabt tre kilo, altså omtrent et kilo om ugen.

Men hvad får man så ud af dét? Måske mindre, end man går og håber!

For det første er det ikke kun fedt, man taber. Man taber også væske og muskelmasse.

I et velkontrolleret vægttabsforløb udgør disse ting kun en mindre del. Men når man tager en ekspresslankekur, som min kur aktuelt har karakter af, så er det omtrent 50/50. Hvilket vil sige, at jeg har tabt i omegnen af 1 kilo muskelmasse ud af de 3 kilo.

Det giver mening, når man ser på, hvordan de seneste træningsture er gået. Jeg cykler ikke hurtigere, snarere tværtimod. Der er mindre power at træde med.

Jeg burde klart have drukket mere undervejs i min slankekur og også indtaget proteintilskud. Men nu var kuren båret af en “følelse” snarere end rationalitet, så det blev, som det blev. Havde jeg skullet gøre det “rigtigt”, er det tvivlsomt, om jeg var kommet i gang for alvor. Én ting er i hvert fald sikker: Mine tidligere bestræbelser på bare at spise en smule mindre battede ikke noget.

Nå, men nu hvor kroppen er blevet 3 kilo lettere, kan jeg jo lægge på i træningen og genvinde noget af den tabte muskelmasse. Og så burde jeg kunne høste frugten af den lavere BMI – eller hvad?

Hvis man tjekker beregneren på Bikecalculator.com, bliver man ikke just blæst bagover af benovelse over fordelene.

Lad os tage det helt simple først: Cykling på flad vej.

Vi lægger ud med min gamle kropsvægt på 86 kilo og indsætter den i et scenarie, hvor vi cykler en kilometer på pandekageflad vej på en typisk dansk sommerdag. Vi yder 200 watt over hele strækningen. Det giver en gennemsnits fart på 31,06 km/t. Ændrer vi vægten til kun 83, bliver farten 31,14 km/t. Kort sagt: Vægten er ligegyldig.

Men så er der det stigende terræn. Det er jo her, hvor man skulle være noget hurtigere, når man vejer mindre.

Vi sætter hældningen til 3% på det 1 kilometer lange stykke landevej. Det giver en snitfart på 17,85 km/t ved en vægt på 86 kilo. Ved en vægt på blot 83 er farten 18,22 km/t. Omregnet i tid tager opstigningen 3:36 med 86 kilo og 3:29 med 83 kilo.

En væsentlig forskel? Det synes jeg ikke!

Men selvfølgelig findes der stejlere bakker, og her er forskellen større. Jeg fordoblede stigningsprocenten i beregneren, og så svandt farten med de 86 kilo kropsvægt til 10,92 km/t, mens den med 83 ligger på 11,24. Det er 16 sekunder, man sparer på 6%-bakken alene ved at være lettere.

Så altså … Du bliver ikke en bjergraket af at tabe dig. Tre kilo er faktisk et betydeligt vægttab, synes jeg – det kræver virkelig selvdisciplin, mens det står på. Derfor vil man jo gerne have noget for pengene. Men revolutionen udebliver.

Til gengæld kan man glæde sig over, at et mindre bildæk er pænere end et stort bildæk. Og hvis man f.eks. deltager i et motionsløb, så kan de par sekunders kraftudladning, som man sparer på en lille stigning, jo faktisk være afgørende for, om man slipper med op over i hjulet på de hurtigste, eller om man må slippe gruppen. Jeg glæder mig til at se, om der i et af mine kommende løb opstår en sådan situation.

Hvad med løbere? Læs indlæg om løberes fordele ved vægttab her.

/Jacob

Der går efterhånden år imellem, at jeg cykler på åsbakken i Fruens Plantage. Og godt det samme, for med den omlægning, der er sket i skoven i de seneste år, er der ikke meget at komme efter som motionscyklist.

På et af mine sjældne besøg på den tohjulede kunne jeg forleden konstatere, at Fruens Plantage vrimler med skilte, der forbyder cykling. Det sker under overskriften “Stille område”. Jeg prøvede at køre op ad den mest cykelvenlige af stigningerne, men efter at have fuldført den krævende optur indså jeg, at det ikke var muligt at køre rundt oppe på åsen. Sidestierne var uden adgang for cyklister, så jeg måtte samme vej tilbage, som den jeg kom fra.

Sådan noget er der ikke meget ved, og det har dem, der udtænkte den cyklistfjendtlige nyindretning, selvfølgelig også været bevidste om. Når den store sti slutter blindt, og det øvrige stisystem er utilgængeligt eller vokset til, så ender cykelfolket med at blive væk.

Pudsigt nok er der langt videre rammer for ridning på åsen. Fordi hesteryttere er mere stille end cykelryttere eller hvad?

Det er ellers ikke mange år siden, at tingene forholdt sig helt omvendt i Fruens Plantage. Den skovklædte åsbakke var nærmest blevet et eldorado for mountainbiking. Ikke blot var der et omfattende stinetværk fulde af højdemeter. Der blev også opført ramper og andre faciliteter, der hører en professionel MTB-bane til. Kronen på værket var en stor stensætning nedenfor jagthytten ved åsbakkens østlige ende.

Sidstnævnte projekt var lige i overkanten efter undertegnedes mening (jf. også dette opslag).

Én ting er at udnytte de stejle skråninger til sportslige formål. Det er noget andet, når man begynder at hente store sten til stedet og nærmest bebygge det. Men det gjorde man, og det skete med Næstved Kommunes velsignelse. Lige indtil det stod klart, at det faktisk var lovstridigt at omdanne en skov til en form for cykelbane. (Et lovbrud, der siger lidt om kommunens generelle mangel på forståelse for, hvor enestående Mogenstrup Ås er som naturfænomen.)

Så fik MTB-kritikerne medvind. Især Danmarks Naturfredningsforening rasede mod cyklismen i Fruens Plantage. Og et byrådsmedlem ville ligefrem have mountainbiking forbudt i alle offentlige skove. Der fremkom også påstande om, at der nærmest var mountainbikere over det hele – hvilket ikke svarede til min erfaring, når jeg fra tid til anden var der for at gå eller løbe. Jeg så sjældent mere end en enkelt cyklist.

I al fald imødekom Næstved Kommune kritikerne og lavede en plan for, hvordan der kunne blive mere roligt i Fruens Plantage. Som jeg opfattede det dengang, ville der stadig være muligheder for de tohjulede. Men nu kan jeg så som sagt konstatere, at motionscykling er blevet temmelig uattraktivt pga. alle restriktionerne.

Faktisk står det generelt ret sløjt til, hvis man som cyklende vil prøve kræfter med de stejle skråninger på den 10 km lange Mogenstrup Ås. Der er omtrent ingen stier dedikeret til mountain- eller gravelbiking, og flere steder er der cykling forbudt på bakkerne.

Den ene yderlighed er altså blevet erstattet af den anden yderlighed. Det må man begræde, for selvom overdreven cykling kan være et problem for naturen og de gående, så er det også et problem, hvis dem, der vil dyrke motion i naturen, rammes af begrænsninger.

Og begrænsningerne ses langt fra kun på Næstved-egnen. Der er andre steder i landet, hvor motionister mødes af nye indhegninger ved skove, og hvor offentlighedens adgang reduceres i forskelligt omfang. Det ærgrer mig, for der er så meget, der taler for, at vi som danskere bør have bedre adgang til naturen, ikke dårligere. Dette gælder i allerhøjeste grad også for de områder, hvor terrænet er kuperet.

/Jacob

I forlængelse af Danskebjerge.dk’s tema om istiden i nutiden er jeg stødt på udsagn om, at sådan noget som sten, der skubbes i land af isen, sikkert altid er forekommet. Antagelsen lyder plausibel – i særdeleshed med tanke på, at Danmark før i tiden blev ramt af vintre, der var endnu strengere end den, vi havde i de første to måneder af 2026. Men hvad ved vi konkret om det?

Jeg bladrede igennem en masse aviser for at finde gamle nyheder om emnet. (Altså, gennembladringen skete digitalt, og jeg kunne bruge søgeord, men you get my point.) Resultatet var kort fortalt, at jo, kraftige isskruninger vakte en vis opsigt før i tiden, men især én hændelse stak ud, og for at være ærlig så kendte jeg den i forvejen. Det drejer sig om Musestenen i Faxe Bugt.

Musestenen er en granitsten, der med en vægt på hele 42 ton er registeret som kæmpesten af GEUS. Den er mere end ti gange så stor som den sten, der gik i land ved Anneberg i 2026.

Indtil vinteren 1892/93 lå Musestenen et stykke ude i Faxe Bugt, men så kom isen og skubbede den ind på stranden. Ja, rejsen stoppede ikke en gang her – Musestenen fortsatte hen over en skrænt og lagde sig først til hvile oppe imellem strandskovens trækroner. Det var temmelig spektakulært, folk strømmede til, og der kom sågar en fotograf ud for at forevige fænomenet.

Østsjællands Folkeblad vurderede en uges tid efter Musestenens landgang, at over 1.000 mennesker havde været på besøg ved stedet. Avisen påpegede, at ikke kun stenens placering var iøjnefaldende. Det var også værd at studere den isskruning langs kysten, der var årsag til det hele:

“Paa en Strækning af 1/4 Mil [=1,9 km] er den skruet op til en betydelig Højde, maaske endog 50 Fod [=16 meter], og det er et betagende Syn at se de mægtige Isblokke ligge væltede omkring oppe i Skoven. (…) Man faar ligesom en lille Forestilling om, hvad det vil sige, naar Isen i Bjerglandene begynder at glide, rivende med sig alt, hvad den træffer på sin Fart.” (Østsjællands Folkeblad, 2. marts 1893)

At begivenheden var alt andet end banal, understreger artiklens forfatter ved at nævne, at Musestenen efter hans kendskab ikke havde bevæget sig i generationerne forud. Faktisk var stenen ikke færdig med at bevæge sig: Da isen efterfølgende smeltede, rullede Musestenen bagud og lagde sig til rette på stranden, hvor den har ligget lige siden.

De enorme ismasser skabt under de kolde vintre i 1800-tallets slutning var mere end blot fascinerende. De kunne også udnyttes som en slags råstof. Af isen i Faxe Bugt udskar man store blokke og transporterede dem andetsteds hen, således at man kunne bruge isen i madlavningen senere hen. Det gjorde man ikke mindst på det nærliggende Vemmetofte Kloster. Den dag i dag står der i klosterhaven et ishus, som blev brugt som lager for udhugget is fra bugten. Ishuset har tykke mure, der beskytter mod høje temperaturer, og det var ikke ualmindeligt, at man langt hen på sommeren kunne hente is i et sådant ishus.

Musestenen var ikke et engangstilfælde. 22 år tidligere kunne Fyens Stiftstidende berette om kraftige isskruninger ved Siø mellem Tåsinge og Langeland:

“Det er meget interessant at se disse Ismasser, da man derved kan faa en Ide om, hvilken overordentlig Kraft Is i stærk Drift besidder. (…) Paa forskjællige Steder er Isen skruet op i flere Alens Højde; men det Mærkeligste er dog, at Isen har flyttet meget store Sten 6 a 8 Favne ind paa Øen.”

I samme ombæring beskriver Ringkjøbing Amts Avis, hvordan den sydlige vind har skubbet is fra Ringkøbing Fjord ind mod Ringkøbing by:

“Flere af de Bygninger, der støde tæt til Fjorden, ere blevne i høi Grad udsatte for Ødelæggelse; paa Vesterstrandsbjerg har Isen endog skruet sig op over endel af Husets Tag, saa at Beboerne have været nødte til at rømme det, hvorved en stor Del af deres Bohave er bleven ødelagt.”

Havisen har selvsagt også forårsaget andre ødelæggelser, f.eks. i havne, hvor trækonstruktioner bukker under i stor stil.

Et særligt problem opstod i februar 1917, hvor Første Verdenskrig rasede.

Her kunne man læse i Frederiksborg Amts Avis, at der var hørt en række “tordenlignende” eksplosioner ude fra Øresund. Forklaringen var, at isen var kommet i karambolage med den udlagte minespærring:

“Det er de store Isblokke, som ved Sammenstød med Minerne faar dem til at eksplodere.”

I dag er det meget lang tid siden, at vi har haft søminer liggende i Øresund, og der er også gået årtier, siden Øresund og andre danske farvand sidst var totalt dækket af is. Nutidens vintre er varmere, og alt andet lige må det betyde, at færre objekter bliver påvirket af isskruninger. Omvendt er det næppe sådan, at der i gamle dage blev skubbet en masse store sten op på strandene, hver gang der var frostgrader. Intet tyder f.eks. på, at Musestenen jævnligt blev flyttet rundt, selvom Faxe Bugt formentlig ofte var isdækket.

Går man en tur langs en dansk strand i nutiden, vrimler det ikke med tonstunge sten. Og det vil være rimeligt at konkludere, at det, der er sket med stenen ved Anneberg, faktisk er meget sjældent forekommende. Det kan samtidig heller ikke udelukkes, at der engang i fortiden har ligget opskubbede sten på steder, hvor de ikke længere befinder sig. Det kan være, at isen har flyttet dem en gang til. Eller at mennesker har været på udkig efter en stor sten og betragtet én, der lå på en åben strand, som et let bytte.

Første blogindlæg om istiden i nutiden kan læses her.

/Jacob

I beretninger fra 9. april 1940 kan man læse, at det var planen at trække danske styrker tilbage til Vejleegnen og bekæmpe den tyske fremmarch fra stillinger i de kuperede dallandskaber. Det blev ikke til noget – den spinkle danske hær gav fortabt inden da. Men hvorfor har dybe dale og stejle bakker ikke indgået oftere i krigshandlinger gennem historien, end tilfældet er? Det skænker jeg lige en overvejelse eller to i dette blogindlæg.
______________________________

Jeg har fra barnsben været fascineret af terrænets betydning i krige. Godt nok er fæstningsværker og de kampe, der er udkæmpet ved dem, meget interessante, men det er også spændende at vurdere kamphandlinger ud fra de stridende parters placering i landskabet. Ét af de klassiske eksempler, som har været dyrket meget i film og tegneserier, består i en kløft, som en gruppe soldater skal begive sig igennem, mens deres fjender – ofte indianere – samler sig oppe på klipperyggene langs kløften. Som regel kommer de, der er positioneret nede i kløften, dårligt ud af kampene. Det er alt andet lige en fordel at kunne stå oppe i terrænet og angribe nedad fremfor at stå nede og skyde op.

I verdenshistorien er der da også eksempler på, at terrænet har haft betydning for placeringen af et slag og i nogle tilfælde endda slagenes forløb. I Danmark har vi Slaget ved Dybbøl i 1864, hvor danskernes fæstning var placeret oppe på Dybbøl Banke. Herfra var der et godt overblik over landskabet og de omgivende farvande, og man var – i hvert fald på papiret – sværere at ramme for fjendtligt artilleri.

At de højtliggende forsvarsværker alligevel ikke rakte til at bremse de angribende preussere, siger lidt om, at terrænet kan trumfes af andre parametre, ikke mindst det basale militære styrkeforhold. Det ved vi også fra f.eks. D-dag i 1944, hvor det lykkedes de allierede landgangstropper at kæmpe sig op fra de nordfranske strande, selvom tyskerne havde positioneret sig i stærke stillinger højt i klinterne.

I virkeligheden har jeg måske overvurderet den militære betydning af landskabet. Over årene har jeg besøgt en del historiske slagmarker, og oftest er jeg blevet en smule skuffet. De blodige kampe har fundet sted i et terræn, der er mere fladt, end det er kuperet. Det gælder f.eks. Waterloo (slaget, der endte med Napoleons nederlag i 1815), Lund (det afgørende landslag i Den Skånske Krig 1676), Lutter am Barenberge (Christian den 4.’s katastrofale kamp nær Harzen i 1626) og Nyborg (slaget i 1659, hvor svenskerne blev slået).

Der har helt sikkert været alle mulige “gode” grunde til, at slagene skulle stå lige netop disse steder. Faktum er bare, at der i store træk aldrig opstod nogen situationer, hvor den ene kombattant har kunnet stå på en høj bakketop og skyde ned på en anden kombattant.

Så kommer vi til 9. april 1940. Tyskerne ville til Norge. Derfor havde de brug for at trænge op gennem Jylland fra syd. Hvor ville danskerne have nemmest ved at stoppe dem?

Ser man på et topografisk kort, er der næppe nogen tvivl om, at Vejle Ådal isoleret set ville være det sværeste sted at passere for en fremtrængende styrke. Dalen ligger fortrinsvis øst/vest, altså vinkelret på den retning, som tyskerne bevægede sig i. Perfekt set fra et dansk synspunkt. Dalens bund er fugtig, og dens sider stejle. En hær med tunge køretøjer og en masse materiel kunne få besvær her, hvis forsvarerne fik ødelagt veje og togspor på tværs af ådalen i god tid. Samtidig kunne de danske forsvarsstyrker skjule sig i Vejleegnens tætte skove.

Scenariet blev som bekendt ikke til virkelighed. Ganske vist havde man fra militærledelsens side opereret med en tilbagetrækning til Vejle Ådal. Betegnelsen var ”Vejleåstillingen”. Der kan godt have eksisteret mere detaljerede planer for denne, end hvad vi kender til i dag. En del dokumenter blev nemlig tilintetgjort af danskerne under invasionen. Men uanset hvad blev planerne med Vejle godt og grundigt overhalet af begivenhedernes gang.

Og der er da også en del, der taler imod lokaliteten som en central forsvarslinje.

Først og fremmest må man se Vejle Ådal i forhold til den jyske halvøs bredde. Ådalen strækker sig fra Vejle i øst og til småbyerne Egtved og Randbøldal i vest. Den er ca. 26 kilometer lang fraregnet fjorden. Det er en gevaldig dal – Danmarks dybeste! Men fra dens vestlige endepunkt er der altså yderligere et halvt hundrede kilometer ud til Vesterhavet. Her er landskabet åbent og kun svagt kuperet, og fjenden ville ikke have problemer med terrænet. Så tyskerne ville kunne suse venstre om de danske stillinger i Vejlebakkerne.

For det andet: Betragter man Jylland på den anden led, er Vejles placering heller ikke ideel. Lokaliteten ligger så langt mod nord at befæstede stillinger her ikke ville forhindre fjenden i at komme over Lillebælt til Fyn. Og samtidig ligger Vejles skråninger så langt mod syd, at de ikke kunne bruges i forsvaret af Aalborg Lufthavn, et af tyskernes hovedmål.

For det tredje: Jylland er smallere længere mod syd. Forsvarslinjen dér behøvede ikke være nær så lang for at nå ud til både øst- og vestkysten. Det gav i den kontekst mening at satse på ådalene ved Aabenraa og Haderslev fremfor den ved Vejle.

For det fjerde: Vejle Ådal ligger næsten 100 kilometer fra grænsen til Tyskland. Det er af forskellige årsager (herunder de symbolske) mere oplagt at lægge hovedkræfterne i et forsvar nogenlunde tæt på landegrænsen end ved en by, der ligger lige så nordligt som København.

Og så er der det mere overordnede argument mod Vejle Ådal som forsvarslinje: Den tyske hær var den danske overlegen på alle punkter. Uanset hvor effektivt man gravede sig ned, ville man ikke kunne forhindre fjendens fremdrift – hverken til lands, til vands eller i luften.

Ikke desto mindre blev der kæmpet den morgen i 1940. Tælles grænsegendarmer med, lød de danske tab på 16 dræbte og 21 sårede, deraf de fleste i Sønderjylland. Og nogle af disse tab skete faktisk i et kuperet område, nemlig ved Bjergskov. Det har Danskebjerge.dk før skrevet om.

/Jacob

Højtidens mest aktuelle bjerg ligger i Herfølge på Østsjælland. Det hedder Påskebjerg. Ifølge stednavneforskningen skulle navnet Påskebjerg komme af, at børn kravlede op på bakken for at trille æg, når det var påske. Navnet står på topografiske kort fra 1800-tallet, så det er et navn af ældre dato.

Påskebjerg har ganske stejle sider, men der er dog kun 14 meters højdeforskel mellem top og bund. Der er tæt bevoksning omkring bjerget, hvilket jo svækker stedets æstetiske landskabsværdi. Til gengæld skulle stedet være offentligt tilgængeligt, så en bestigning er vel mulig. Så langt er jeg endnu ikke kommet i min udforskning af Påskebjerg.

Engang var Påskebjerg større end i dag. Men så kom mennesket og gravede i det. Den sydlige halvdel af det oprindelige Påskebjerg mangler derfor. Hvilket det faktisk har gjort i mindst 150 år, vurderet ud fra de førnævnte kort. Det kan man begræde, eller også skal man bare glæde sig over, at der trods alt stadig står en bakke der. En lille kilometer mod nord lå nemlig Lundebakke, og den er helt og aldeles bortgravet.

De to bakker skal ses i sammenhæng. De udgjorde en nogenlunde sammenhængende ås, der lå omtrent i retningen nord/syd. Åse består af sand og grus, og det gør dem eftertragtede, når der skal skaffes materiale til byggeri. Mange andre steder i Danmark står åsene på tilsvarende vis tilbage som en slags landskabsruiner.

I nyere tid har man dog fået øjnene op for stejle bakkers rekreative værdi. Også i Herfølge, hvor betegnelsen Herfølge Bjergby er opstået. Planen går ud på at skabe en ny bydel – med Påskebjerg som omdrejningspunkt. Netop i dette forår er planen under politisk behandling.

For en gangs skyld var der i år en ret nær sammenhæng mellem kalenderen og overgangen fra vinter- til forårsvejr. Et Danmark dækket af is og sne nærmest uafbrudt i to måneder blev fra slutningen af februar forvandlet til et solbeskinnet landskab med et væld af smeltevandssøer.

I miniformat oplevede vi, hvad der skete for de dér 10-12.000 år siden, da gletsjerisen for sidste gang smeltede bort og efterlod det terræn, som i store træk har været uændret frem til i dag.

Mest tydeligt er fænomenet vel i dødislandskaber som på Vestfyn og ved Maglesø nær Holbæk. Det er landskaber, som er skabt ved, at gletsjere er gået i opløsning og har efterladt sig isolerede partier af gletsjeris, der gradvist er skrumpet ind. Især to markante landskabsformer hører til denne kategori: dødishuller, som er (evt. vandfyldte) fordybninger efterladt som aftryk af store klumper is, og issøbakker, som består af aflejringer fra søer omkranset af dødis.

Det kan nogle gange være svært at forestille sig, hvordan der skulle kunne skabes forhøjninger i terrænet ud af is. Men kig på en gammel snedrive. Den har ofte en del brunt eller sort oven på sig. Det kan f.eks. være fra køretøjer, der har kørt forbi og sprøjtet diverse skidt over på snedriven, og det har jo ikke meget med istid at gøre, men fænomenet er overordnet set det samme, nemlig at der hen ad vejen ophober sig såkaldt sediment på sne- og isklumper. Efter afsmeltningen ligger sedimentet tilbage på jorden.

Det ser lidt småt ud, når det drejer sig om en simpel snedrive, men hvis man ser en 500 meter tyk ismasse for sig – helt indsmurt i sand, grus og ler -, så kan man måske godt forstå, at aflejringerne herfra kan gøre en forskel i et landskab, der ligger tilbage efter afslutningen på en istid.

Undertegnede besøgte Maglesø-området nogle dage efter tøbruddet i 2026, og det var sjovt at lege med tanken om, at for 10-12.000 år siden har der set nogenlunde sådan her ud. Selvfølgelig skal man fraregne buskadser og lidt grønt på markerne – dengang må landskabet have været jord- og grusfarvet -, men de små smeltevandssøer i lavningerne og de sporadiske rester af sne og is skabte alligevel en fascinerende fornemmelse af, hvad det var, der åbenbarede sig, dengang den seneste istids gletsjere endegyldigt forlod Danmark.

Blogindlæg nr. 2 om istiden i nutiden kan læses her.

/Jacob