Nu hvor temperaturerne i faretruende grad nærmer sig de etcifrede, kan der kigges tilbage på en sæson, som for mit vedkommende især var præget af et vellykket forsøg på at tabe nogle kilo i maj måned. Projektet blev kombineret med noget, jeg aldrig har været i nærheden af før: Cykeltræning 11 dage i træk. De fleste af turene havde en distance på 35-45 km, mens den korteste tur var på 20 km. For at undgå at køre træt i det, havde jeg fokus på lav puls (typisk øvre zone 2 og nedre zone 3), mens tempoet var andenprioritet. Det var interessant at prøve dette, selvom jeg da også gerne vil erkende, at det gode forårsvejr bidrog til motivationen.
Nå, men dette indlæg skal ikke handle så meget om min træning, men mere om de motionscykelløb, jeg deltog i henover året. Det blev til fire styk denne gang. I det følgende gennemgår jeg løbene, både deres kendetegn og den måde, jeg selv klarede mig igennem dem på.
6. juni 2026: Storstrømsløbet – 73,7 km
Et once in a lifetime-løb, da den gamle Storstrømsbro nu er permanent lukket for trafik og nok snart nedtages. Start og mål var på Masnedø lige syd for Vordingborg. Den ny Storstrømsbro befandt sig tidligt på ruten, mens den gamle lå sidst. På mellemstykket kørte man på overvejende små veje på Nordfalster. Den rute jeg havde valgt, var godt 70 km lang.
En rute overvejende på Falster kan ikke være andet end temmelig flad, og derfor var jeg meget bevidst om at holde mig til den største og stærkeste gruppe så længe som muligt for at opnå mest muligt læ og fart. Jeg har før kørt løb på flade ruter, hvor snitfarten blev 37-40 km/t, og jeg nærede en drøm om at kunne opnå det samme her.
Efter en sært langsom tur over den nye bro, hvor jeg en overgang lå og trak helt i front, steg tempoet, og pulsen kom godt op. Faktisk så meget op, at jeg efter løbet kunne se på mine data, at jeg lå rekordlænge i den højeste pulszone (zone 5). Sådan noget hævner sig, og omkring halvvejs faldt jeg fra.
I den situation bliver man altid lidt bekymret for, om man ender med at køre meget alene eller i en lille sølle gruppe, men mod slutningen kom der til mit held en stor gruppe op, og den kunne jeg følge, således at snitfarten blev reddet lidt. Vi kørte med ca. 36 km/t i snit over den gamle Storstrømsbro – en skrumlende oplevelse, for vejbanen er ikke just et parketgulv, men det hjalp på tingene, at jeg kunne ligge godt på hjul her.
Jeg endte som nummer 12 ud af 1.037 deltagere på distancen. Statistisk set noget af det bedste, jeg nogensinde har præsteret – jeg var blandt de hurtigste 1,2%!
Hvad angår fart, var det derimod en smule skuffende (35,7 km/t), men pulsen (87% i snit i godt to timer) viste, at jeg havde ydet det maksimale, ja, på sin vis mere end dét.
21. juni 2026: Hedeboløbet – 56 km
Hedeboløbet er nu det løb, jeg har kørt flest gange. Det hænger nært sammen med, at løbet ligger godt i min kalender. Logistikken i øvrigt er også fin, og så er den fysiske udfordring overkommelig, især fordi jeg altid vælger den beskedne 56 km-distance. Ruten er som sådan ikke optimal – fx risikerer man at skulle stoppe for rødt lys 10 km før mål, og man kan også opleve at bommen går ned ved en jernbaneoverskæring. Men pyt, det er trods alt bare et motionsløb.
I år stillede jeg op som forsvarende mester! Jeg blev nemlig nummer 1 i 2025-udgaven efter et spøjst forløb, som du kan læse mere om her. I 2026 fornemmede jeg tidligt, at der skulle lignende skøre scenarier til, hvis det skulle blive til sejr, for jeg kom tidligt i tomandsgruppe med en fyr, der helt tydeligt var stærkere end mig. Han var dog flink til ikke at angribe, selvom mine føringer var sparsomme.
Min strategi var at ligge i pulszone 4, for der kan man ligge meget længe – normalt. Der var bare det ved det, at denne dag desværre ikke var normal, og med ca. 20 km igen satte jeg nærmest mig selv efter en føring. Uden at accelerere forsvandt min følgesvend ud i horisonten stille og roligt.
Som ved Storstrømsløbet fik jeg lidt hjælp hen mod slutningen. En gruppe, der kom fra den længere distance, indhentede mig, og dem kunne jeg så ligge i slipstrømmen af i nogle kilometer. Farten endte på 32,6 km/t i gennemsnit, hvilket er mit laveste tempo ud af de syv gange, jeg har været med i Hedeboløbet.
Jeg vil tro, at jeg endte som næsthurtigste mand i min startgruppe, men resultatlisten i events med små startgrupper er ofte lidt svær at blive klog på. Min samlede placering var en hæderlig 5. plads (ud af 89 fuldførende), men jeg kom altså ikke i nærheden af en gentagelse af sejren fra ifjor. Hvad værre var: Min udholdenhed var sølle, selvom træningsmængden kulminerede på omtrent dette tidspunkt. Eller var det netop en lille portion overtræning, der var problemet?
28. juni 2026: Grand Prix Møns Klint – 60 km
Sidst jeg deltog i en motionsevent på Møn, var ved Klinteløbet. Slutningen på ruten var helt crazy: Man skulle løbe op ad de næsten 500 trin på trappen fra klintekysten og op til Geocenter Møns Klint. Mindeværdigt og modbydeligt.
Men nu gjaldt det så et cykelløb, og selvom stigningerne aldrig blev så store som ude ved klinten, var der dog et pænt antal højdemeter. Strava siger 530 højdemeter på den 60 km lange rundstrækning, som jeg så havde valgt at køre to gange.
Forløbet blev nogenlunde som ved Storstrømsløbet – og som ved mange andre af mine løb: Jeg hang på de forreste i en tre kvarters tid, hvorefter jeg fandt ind i en gruppe bestående af dels ryttere, der kom op bagfra og dels senere frafaldne. Den nydannede gruppe var ganske homogen. Som noget lidt usædvanligt formåede jeg at slutte blandt de bedste fra den gruppe, da de sidste par kilometer skulle tilbagelægges (i stigende terræn). Det rakte til en samlet placering som nr. 16 ud af 60 fuldførende. I princippet den dårligste placering i denne sæson, men meget afhænger jo af feltets styrke på dagen.
Ved Grand Prix Møns Klint skal man tilmelde sig med angivelse af forventet fart. Det havde givet mig lidt hovedbrud, for da jeg planlagde at deltage, var min form under vanligt niveau, og jeg ville nødig opleve at blive sat på den første bakke som følge af selvovervurdering ved tilmeldingen. Det modsatte – at gå et hak ned i kategori for så at opdage, at man er den stærkeste – er bestemt heller ikke lykken. Heldigvis kom tingene til at passe: Mine optimistiske 30-33 km/t matchede glimrende min gennemsnitsfart i mål, der var 32,9 km/t.
Grand Prix Møns Klint er et nyt løb, som jeg håber bliver gentaget. Det var dejligt velorganiseret. Vejret er selvfølgelig altid en spilller, og i prognoserne havde regnen truet gevaldigt. Men vi slap fra det med en enkelt solid byge hen mod slutningen. Vinden var medgørlig – som ved de andre løb i år.
13. september 2026: Carl Nielsen Touren – 62,5 km
Dette blev mit eneste løb i andet halvår. Et tilbagevendende fænomen: De fleste løb ligger i maj og juni. Derefter tynder det gevaldigt ud.
Generelt bliver der færre motionsløb, hvilket er trist. Men lige netop Carl Nielsen Touren har holdt snuden i sporet i en årrække, og det er skønt. Desuden er løbsdatoen god for mig – som regel da. I år var der den udfordring, at jeg var til anden sport i hele tre timer dagen før. Jeg stod faktisk med decideret ømme ben ved startstregen, men jeg havde trods alt valgt den medgørlige 55 km-rute og samtidig accepteret, at jeg nok ville mangle lidt, når det kom til spidsbelastninger.
Det sidste blev allerede aktuelt på den første lille bakke. De to licensryttere, som var med i vores startgruppe, øgede farten markant, jeg ramte et stykke dårlig asfalt, og efter få øjeblikke var jeg i krise: Der opstod et hul mellem mig og bagenden af frontgruppen.
Jeg gik all-in på at vinde det tabte tilbage, men nederlaget var alligevel så godt som en realitet, da en utrolig venlig sjæl trak op forbi mig og gav mig et hint om, at jeg skulle prøve at følge i hans hjul. Det gjorde jeg, og sørme om missionen ikke lykkedes. Jeg fandt op til “favoritterne” igen, og selvom jeg måtte slippe endegyldigt på en kuperet strækning knap 10 km senere, så forhindrede det, at jeg kom til at sidde alene tidligt i løbet (enhver løbsdeltagers mareridt).
Løbets sidste halvdel blev mere kontrollabel end den første. Især i kraft af endnu en elskværdig meddeltager. Udstyret med en god dieselmotor indvilligede han i at føre an i vores 6-7-mandsgruppe det meste af tiden. En af de få undtagelser var, da én i gruppen kom op at ride på et baghjul og røg i asfalten – den flinke mand vendte om for at tjekke op på den uheldige og sagde “kør I bare videre” til os andre. Det gjorde vi så.
Opløbet i Carl Nielsen Touren ligger på en lille bakke efter en bro. Jeg forventede at mangle noget punch – og det holdt i den grad stik. Sidste år blev jeg nummer to i spurten – nu var jeg knap nok med i den, for jeg havde ikke en eneste tændstik tilbage. Mine data viser, at jeg var 15 sekunder langsommere på den sidste kilometer i forhold til løbet sidste år.
Samlet set var jeg dog på samme niveau. Ja, utroligt nok var der kun seks sekunders forskel mellem min 2025-tid og min 2026-tid på identisk rute. I øvrigt kom jeg begge gange i mål sammen med Martin Olander, som jeg har kørt flere løb sammen med. Vi koordinerer absolut intet, men ender alligevel tit i samme gruppe. Det må skyldes, at vi ligger meget tæt på hinanden, når det gælder fysisk formåen (og måske også i forhold til måden at køre løbene på).
Summa summarum hvad angår min 2026-sæson: Det blev til fire løb, og jeg havde ingen uheld eller irriterende defekter i nogen af dem. Måske til dels takket være mine Durano Plus-dæk. Cyklen som helhed er hen ad 15 år gammel, så i kombination med de tunge dæk mister jeg vel lidt fart på den bekostning, selvom Scott’en skam er 100% carbon.
Først på sæsonen var jeg også bange for at miste fart af andre årsager. Jeg havde nemlig taget nogle kilo på hen over vinteren, sådan at jeg faktisk slog min egen vægtrekord i negativ retning. Men mod egen forventning fik jeg smidt det hele igen på kort tid i løbet af maj – ja, og faktisk mere til, for jeg kom en smule ned under den vægt, jeg normalt har. Gav det så lynfart op ad bakkerne? Næh. Vægttab gør desværre ikke én til en stjerneatlet. Men der er da objektive fordele ved det. I hvert fald har jeg hen over sommeren kørt i nogenlunde det samme tempo, som jeg plejer om sommeren, og det må jeg betragte som en sejr. I det lange løb er der dog nødvendigvis tale om en svækkelse – sådan er det at have levet i mere end et halvt århundrede. Og hvis man siger, at man mistet 1% i styrke om året, så passer det måske egentlig meget godt til, hvad jeg har oplevet i dette årti.
En yderligere grund til, at jeg nok har tabt lidt fart ved motionsløb, er, at der næsten ikke findes flere løb med store fællesstarter. Deltagerne deles i stigende grad ind i startgrupper, og de startgrupper kan være så små som 25 ryttere. Hvis man er blandt de to-tre stærkeste i den startgruppe, ja, så er der ikke meget slipstrøm at hente dér. Så må man selv ud og trække i vinden for at holde tempoet oppe, og det betyder alt andet lige, at man bruger flere kræfter – og i det lange løb får en langsommere sluttid.
For mit vedkommende har det været medvirkende til, at min fart ved løbene i de senere år typisk ligger i starten af 30’erne. Jeg siger ikke, at små startgrupper er en skidt ting, for der er fordele ved dem, især i forhold til afvikling og sikkerhed. Men jeg har altså før kørt med 37-40 km/t til motionsløb, og fælles for de oplevelser var, at det foregik i store felter eller i hvert fald i startgrupper, hvor der sad mange, der bidrog til en bestemt, nogenlunde konstant fart. Så det er noget, der gør en forskel – også større forskel end dæktype, aktuel kropsvægt, og hvad man ellers går og anser for vigtigt.
/Jacob
