Blogsbjerg

Frøbjerg Bavnehøj er Fyns højeste punkt. Men sådan har det ikke altid været. I hvert fald ikke, hvis man skal tro et landkort fra 1718. Et landkort, der har ligget gemt og glemt på et norsk arkiv i umindelige tider.

På kortet kan man se, at bakketoppen med navnet ‘Topsbierg’ er omtrent dobbelt så stor som bakkerne omkring Frøbjerg. Selv hvis man indregner grafisk unøjagtighed og kunstnerisk frihed, er forskellen markant.

Men hvad siger fakta?

Af moderne kort kan man udlede, at ‘Topsbierg’ må være det, der i dag kaldes Brændholt Bjerg. Sidstnævnte navn går faktisk langt tilbage, og på 1800-tals-kort hedder bakken ‘Brendholt Bjerg’, altså noget helt andet end 1700-tals-navnet. Dog er der også på nyere kort en gård, der hedder Topgård. Den ligger lige ved lokaliteten ‘Top.’ på kortet fra 1718, så efter alt at dømme er gården opkaldt efter ‘Topsbierg’, som så har skiftet navn i løbet af de 100-150 år, der er gået, efter at kortet blev tegnet.

Brændholt Bjergs top befinder sig 115 meter over havet. Det er 15 meter mindre end Frøbjerg Bavnehøjs top, som efter Danskebjerge.dk’s afsløringer i 2021 blev justeret til 130 meter over havet. Man kan altså roligt slå fast, at Brændholts bjerg ikke er dobbelt så stort som Frøbjergs bjerg.

Men kan ‘Topsbierg’ have været højere engang? Ikke umiddelbart. Ganske vist er der gravet lidt ind i bakken på nordøstsiden, men det er ikke noget, der har påvirket bakkens totale højde. Tværtimod har Brændholt Bjerg en flot rund kegleform, især mod syd og øst.

Og det er måske netop dette, der gør, at man for godt 300 år siden mente, at ‘Topsbierg’ var områdets største. Det er virkelig en markant bakke, der såvel nu som nok også dengang har været fri for bevoksning. Udsigten er prægtig – prægtigere end Frøbjergs -, og også opstigningen er mere krævende. ‘Topsbierg’ er faktisk et ganske rammende navn!

Hvortil skal siges, at navnet Brændholt Bjerg da også er pænt.

Det er ikke sådan lige til at fastslå, hvorfor det ene navn har vundet frem på bekostning af det andet. Der er ikke nogen egentlig by kaldet Brændholt – kun en gård, der hedder Brændholtgård, og den ligger sådan set ikke tættere på bakken end førnævnte Topgård. Men det kan jo være, at lokaliteten har skiftet ejer i løbet af 1700- og 1800-tallet. Måske er bakken blevet en del af Brændholtgårds jorde, og så har ejeren fundet det rimeligt, at den skulle opkaldes efter hans ejendom. Det kan en nærmere undersøgelse muligvis fastslå.

/Jacob

Det er sommer, folk strømmer til søer og have, og det medfører fra tid til anden ulykker.

På Roskilde-egnen har man været særligt hårdt ramt. På et år er fire unge mænd druknet i lokale grusgravssøer.

Det er selv sagt ulykkeligt, og der er god grund til at granske årsagerne til disse dødsfald.

Men i stedet for at granske har TV 2 Echo og andre valgt at fokusere på en gammel traver, nemlig myten om, at grusgravssøer er farlige, fordi vandet bliver koldt på en vis dybde. Ja, og så er det dybe søvand oven i købet grumset, som den udsendte reporter konstaterer! Uha, uha.

Se videoen her:

https://tv2.dk/echo/reel/2026-06-25-fire-unge-maend-er-druknet-i-soeerne-naer-roskilde-paa-et-aar-derfor-er-de-farlige-6399353509112

Det er bestemt ikke forkert, at vand i en badesø ofte er koldere, jo længere ned man kommer. Men hvad er pointen?

Når gennemsnitsborgeren tager ud til en sø for at bade, så opholder vedkommende sig jo ikke på 2-3 meters dybde. Nej, så svømmer man, og når man svømmer, kommer kroppen sjældent mere end en meter ned under overfladen. Man befinder sig med andre ord i det varmeste vand, der overhovedet findes på søen, og når luft- og vandtemperatur er højere end 20 grader, som den er i disse dage, så sker der stort set ingen nedkøling af kroppen, heller ikke efter en halv eller en hel time.

Det er lidt noget andet, hvis man tager ud og svømmer i badesæsonens ydermåneder, hvor lufttemperaturen måske endnu ikke har været over 20 grader, og hvor vandet derfor medfører kontinuerlig afkøling af kroppen. Afkøling kan bl.a. føre til, at man får krampe, og krampe kan gøre det sværere at svømme (men man kan altså stadig holde sig flydende i et stykke tid, hvis man har basale svømmeevner).

Hvorom alting er, så er de seneste drukneulykker faktisk sket i varmt junivejr, så vandtemperaturen kan næppe have været en udløsende faktor. Jeg tror mere, det handler om fatal mangel på risikovurdering, herunder vurdering af egne evner i forhold til de givne forhold. Kådhed – måske fremmet af indtag af rusmidler – er også en sandsynlig årsag.

Og søernes dybde? Jamen, mange søer bliver jo ret hurtigt dybe. Det gælder både naturlige og kunstige søer. Men man skal altså heller ikke tage ud til en sø, hvis tanken er at stå i vand til knæet og kaste med en badebold. At bade ved en sø indebærer at svømme. Og ofte går man ikke i vandet direkte fra stranden, men via en badebro. Her er det lige så vigtigt, at man kan håndtere den skarpe overgang til “dybt” vand, som det er at orientere sig om vanddybden, hvis man laver udspring. Et hovedspring på 1 meter vand er livsfarligt.

Det havde klædt TV 2 Echo at forsyne deres indslag med lidt fakta i stedet for at bygge det op omkring en løs betragtning om slemme temperaturforskelle i grusgravssøer. At der ikke følger dokumentation med, ser jeg som et tegn på, at drukneulykker i ringe grad kan forbindes med de i indslaget anførte forhold.

Det virker mere relevant at se på faktorer som indtag af alkohol og stoffer (ca. halvdelen af alle drukneulykker i Danmark var relateret hertil i perioden 2001-2021) samt etnicitet (ca. 14% af drukneulykkerne ramte ikke-danske statsborgere i samme periode). Med øget turisme, øget indvandring og øget brug af udenlandsk arbejdskraft kan det tænkes, at sidstnævnte kategori er i stigning. Mindst én af drukneulykkerne ved Roskilde omhandlede en udlænding.

Rækken af ulykker har fået Roskilde Kommune til at indføre forskellige restriktioner i søerne. Spørgsmålet er så, om disse restriktioner er indført på baggrund af myter og mavefornemmelser, eller om der ligger en objektiv analyse til grund. Jeg håber, at det er det sidste, der er tilfældet.

Læs mit tidligere indlæg om myten om grusgravssøer her.

/Jacob

Må forskere bruge overdrevne illustrationer for at fremme budskabet i deres publikationer? Det spørgsmål er kernen i en artikel, som Jyllands-Posten har lavet om rapporten “Når stormfloderne rammer”, udgivet af bl.a. SDU og DTU.

Og avisen har fat i noget her. Forskerne bag rapporten vil nemlig gerne stå ved, at de gav den hele armen i deres formidling. Det var med fuldt overlæg og for at skærpe kommunikationen, at man valgte så dramatiske – og urealistiske – illustrationer i rapporten, siger Sebastian Mernild, leder af SDU Climate Cluster, til JP ifølge Journalisten.

Allerede på forsiden er der en uomtvistelig overdrivelse. Billedet viser Danmark i et fremtidsscenarie, hvor alle danske kystområder er oversvømmede. Deriblandt hele øen Møn, selvom den østlige del af øen, Høje Møn, rager op til 143 meter op over havniveau. Billedet er med andre ord særdeles misvisende, men altså godt nok til en rapport fra landets førende klimaforskere.

Senere er der et billede af bølger, der slår ind mod Christiansborgs mure. Teknisk set er dette mere realistisk, end at Møn drukner, men det påfaldende er, at rapporten springer let og elegant hen over beskrivelsen af, hvordan stormfloder og højere vandstand vil ramme specifikke lokaliteter. Eksempelvis er hverken København eller Møn nævnt, når det gælder faren for oversvømmelse – eller manglen på samme.

Omvendt skorter det i rapporten ikke på skræmmeinformationer, så som at “over (sic!) flere hundredtusinder danskere risikerer, at deres hjem oversvømmes af vandmasser”.

Dette mismatch mellem alarmerende budskaber og manglende dokumentation øger selv sagt ikke troværdigheden – hverken rapportens troværdighed eller forfatternes. Og det er bekymrende! Vi lever i en tid, hvor man fra samfundets højeste sted ved flere lejligheder har advaret om store problemer, som viste sig at være betydeligt mindre i virkeligheden. Hvis magthaverne (og dertil hører rigets mest citerede forskere) vil opnå ørenlyd i befolkningen, så skal realismen have mere plads – og alarmismen mindre.

Og så skal forskningen – måske især klimaforskningen – være mere tilbageholdende med at agere politisk.

Udgivelsen af “Når stormfloderne rammer” var planlagt efter premieredatoen på TV 2-serien ‘Familier som vores’. Ifølge Kirsten Halsnæs, professor på DTU med hovedansvar for rapporten, skyldtes timingen, at man ville imødegå nogle af de scenarier, der kom frem i tv-serien.

Det er dog ikke det indtryk, indholdet i rapporten efterlader. Læsningen giver snarere en fornemmelse af det, som Sebastian Mernild er inde på, nemlig at rapporten skulle gøre størst muligt indtryk, bl.a. ved brug af overdramatiserende illustrationer. Dette minder om partipolitisk strategitænkning, hvor gennemslagskraft prioriteres højere end substans. Er det sådan vi ønsker forskning skal være?

– Rapporten ligger i skrivende stund stadig online og kan downloades her.

– Danskebjerge.dk har tidligere bragt en kritisk analyse af ‘Familier som vores’. Du kan læse den her.

/Jacob

I min uforløsthed over et ikke alt for vellykket motionscykelløb gik jeg mig en tur rundt om Kimmerslev Sø. Søen er jeg kørt forbi en del gange – også på cykel -, men uden at have fået set nærmere på den.

Den midtsjællandske sø har været et yndet motiv for mange landskabsmalere, bl.a. for Christian Thørrestrup, der forevigede sø og kirke i 1859. Malerier fra det 19. århundrede overdriver nogle gange dimensionerne, men hvad angår Kimmerslev Kirkes nærhed til søen, så synes Thørrestrup faktisk at være gået i den anden grøft og har øget afstanden en smule. I virkeligheden ligger kirken nemlig så tæt på søbredden, at jeg er lige ved at tro, at det må være den danske kirke med kortest afstand til en sø. Og måske til vand i det hele taget.

På kort har jeg målt afstanden mellem søbred og den mest sønære mur på Kimmerslev Kirke til sølle 9 meter. Det er jo nærmest faretruende lidt, men som man kan se på maleriet fra 1859, er der en grund til, at middelalderens kirkebyggere alligevel turde binde an med denne lokalitet. Kirken ligger nemlig på en god lille knold, tre meter over søens overflade (som vist nok er hævet en meter siden 1800-tallet). Og denne spinkle terrænforskel har altså vist sig at være nok i de sidste rundt regnet 800 år.

I forlængelse af besøget i Kimmerslev researchede jeg lidt på danske kirkers nærhed til vand og havets overflade. Jeg fandt en håndfuld kirker (og der findes nok et par stykker til), som kun ligger ca. 2 meter over havets overflade. Ikke meget – især ikke i disse tider. Men når det er gået godt i alle de år, må det vel skyldes, at lokaliteterne trods alt er rimelig tørre.

Kunstværket Dodekalitten på det nordlige Lolland er nu fuldendt. Det skete, da den tolvte og sidste store stenfigur blev indviet 16. juni 2026.

Jeg må indrømme, at jeg i starten var lidt skeptisk overfor idéen. Godt nok lød det spændende med de 7-9 meter høje skulpturer, men kunne Lollands terræn rumme det monumentale? Kunne det ikke ende som et antiklimaks, når der blev bygget højt og ambitiøst, uden at landskabet samtidig bidrog til flotte indsigter og udsigter?

I Sydsverige har de Ales Stenar. Skibssætningen fra oldtiden er imponerende i sig selv, men den har også en beliggenhed, der lokker folk til. Fortidsmindet ligger på en 35 høj bakke, der falder stejlt ned mod Østersøens bølger. Her kan Lolland ikke være med.

Men da jeg omsider fik besøgt Dodekalitten, blev min skepsis gjort til skamme. Terrænet er lige nøjagtigt så højt beliggende, at man faktisk har et vue ud over Smålandsfarvandet: 13-14 meter over havet og en afstand på 380 meter til kysten. Det er ikke Vejrhøj eller Rubjerg Knude, men udsigt er der, og man kan se i mange retninger, fordi man er omgivet af kornmarker. På dagen for mit besøg hjalp det også lidt ekstra på det visuelle, at vejret var helt og aldeles formidabelt.

Dodekalitten har været et værk “in the making” siden 2010. Nu går det ind i en ny, mere permanent fase. Men jeg vil nu alligevel mene, at det kan betale sig at besøge Dodekalitten flere gange. Den har en størrelse, der gør, at vejrforholdene og sollysets retning kan påvirke dens udtryk forskelligt. Dertil kommer lydinstallationen, som ligeledes tilfører kunstværket dynamik.

Og så er der navnet. Især udtalen kan drille. Men jeg tjekkede op. “Dodeka” betyder 12 på græsk, og “lit” kommer også af græsk (“lithos”). Så værket hedder altså “12 sten”, og man bør lægge trykket på sidste stavelse, så vidt jeg kan vurdere (ligesom i fx “monolit”, som vi kender fra geologien).

Se værkets officielle website her.

/Jacob

Jeg skrev forleden om fordelene ved vægttab for en motionscyklist. De var egentlig ikke så overvældende, når man alene så på farten.

Men hvad så med løbere – hvor meget hurtigere bliver løbere, når de taber sig? 

Som indenfor cykling har man også indenfor løb nogle beregnere, hvor man kan plotte forskellige parametre ind. Man kan f.eks. gå ind på sitene Sporttracks eller Runbundle. Der kom jeg ret nemt frem til nedenstående tal, når man tager et løb på 5 kilometer gennemført på 20 min af en person på 86 kilo (svarende til undertegnedes vægt før den nylige kur): 

Nu vidste jeg godt på forhånd, at vægt betyder en hel del for en løber. I modsætning til cykelrytteren skal løberen jo bære hele sin egen vægt, og løberen opnår ikke det samme rullende momentum, som cykelrytteren gør på sine to hjul. Alligevel finder jeg tallene ret markante. Et vægttab på 3 kilo vil alene på en 5-kilometer skaffe løberen 34-35 “gratis” sekunder. Det er ret meget, for 20 minutter på 5 km er i forvejen en skarp tid. 

Det skal siges, at når man spørger ChatGPT, så er forskellen en smule mindre.

Jeg spurgte også ChatGPT om den tilsvarende forskel, når terrænet er stigende, men her fik jeg tvetydige svar (som man desværre ofte gør i denne slags sammenhænge). Jeg prøvede så med et par beregnere, bl.a. én på førnævnte Runbundle.com, men ved forskellige indtastninger forekom resultaterne inkonsistente.

Så selvom tabte kilo utvivlsomt er en fordel på bakkerne, tør jeg ikke umiddelbart sætte sekunder på. Ser man bort fra vægtaspektet, er det dog muligt at beregne tidsforskelle ved løb i forskelligt hældende terræn. Det kan du gøre på eksempelvis dette eller dette site. (Bemærk, at jeg ikke er dykket ned i den videnskabelige baggrund for applikationerne.)

/Jacob

Så blev Danmark atter fyldt med trækfugle, der har taget rejsen fra sydligere himmelstrøg for at komme herop og yngle. Til de sidst ankomne fuglearter er nattergalen (luscinia luscinia) – uden tvivl Danmarks dygtigste sangfugl. Andre almindelige sommergæster er bogfinken, sanglærken og løvsangeren.

Med et vinterligt hjem beliggende i det sydligste Europa og Afrika er det en gevaldig distance, disse små bevingede væsner skal tilbagelægge, når foråret melder sig. Dertil kommer, at de skal henover ugæstfri områder, da der mellem Skandinavien og de tropiske og subtropiske egne som bekendt ligger nogle markante bjergkæder.

Forskning har imidlertid vist, at trækfugle er gode til at navigere uden om de værste højder. Enten flyver de delvist udenom, eller også zigzagger de sig simpelthen ind gennem bjergområderne via de dybe dale.

De fleste danske trækfugle starter i Spanien eller Nordafrika og skærer så ind over Pyrenæerne og de vestlige Alper. Nattergalen gør det anderledes. Den indleder for alvor sin rejse i Kenya i Østafrika og bevæger sig mod nord hen over lande som Egypten og Bulgarien. På den måde kommer nattergalen øst om Alperne, omend der da stadig er mindre bjerge at forcere i Østeuropa.

I fugleflugtslinje er der 6.700 kilometer fra Kenya til Danmark, så det er noget af en flyvetur.

I den kontekst er det pudsigt, at det er et dansk højdedrag, der sætter en stopper for den lille sangekvilibrists fortsatte rejse. Den nattergal, vi har i Danmark, viser sig nemlig stort set ikke i Vestjylland. Den holder sig på den østlige side af Den Jyske Højderyg.

Årsagen er dog næppe så meget terrænhøjden, som det er, at Jylland udgør nattergalens vestligste udbredelse. Den elsker at bo på Sjælland og Bornholm, men optræder også talrigt i det sydlige Sverige og det sydlige Finland.

Vesteuropæerne bliver ikke snydt for nattergalesang. Men her drejer det sig om en anden art nattergal, nemlig den, man i Danmark kalder sydlig nattergal (luscinia megarhynchos). Denne tager den mere traditionelle vej nordpå via Spanien og Frankrig.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været lidt skuffet over min kropsvægt siden sidste år. Nu har jeg så fået hul igennem i mine bestræbelser på at smide noget af det overskydende fedt. I løbet af maj alene har jeg cirka tabt tre kilo, altså omtrent et kilo om ugen.

Men hvad får man så ud af dét? Måske mindre, end man går og håber!

For det første er det ikke kun fedt, man taber. Man taber også væske og muskelmasse.

I et velkontrolleret vægttabsforløb udgør disse ting kun en mindre del. Men når man tager en ekspresslankekur, som min kur aktuelt har karakter af, så er det omtrent 50/50. Hvilket vil sige, at jeg har tabt i omegnen af 1 kilo muskelmasse ud af de 3 kilo.

Det giver mening, når man ser på, hvordan de seneste træningsture er gået. Jeg cykler ikke hurtigere, snarere tværtimod. Der er mindre power at træde med.

Jeg burde klart have drukket mere undervejs i min slankekur og også indtaget proteintilskud. Men nu var kuren båret af en “følelse” snarere end rationalitet, så det blev, som det blev. Havde jeg skullet gøre det “rigtigt”, er det tvivlsomt, om jeg var kommet i gang for alvor. Én ting er i hvert fald sikker: Mine tidligere bestræbelser på bare at spise en smule mindre battede ikke noget.

Nå, men nu hvor kroppen er blevet 3 kilo lettere, kan jeg jo lægge på i træningen og genvinde noget af den tabte muskelmasse. Og så burde jeg kunne høste frugten af den lavere BMI – eller hvad?

Hvis man tjekker beregneren på Bikecalculator.com, bliver man ikke just blæst bagover af benovelse over fordelene.

Lad os tage det helt simple først: Cykling på flad vej.

Vi lægger ud med min gamle kropsvægt på 86 kilo og indsætter den i et scenarie, hvor vi cykler en kilometer på pandekageflad vej på en typisk dansk sommerdag. Vi yder 200 watt over hele strækningen. Det giver en gennemsnits fart på 31,06 km/t. Ændrer vi vægten til kun 83, bliver farten 31,14 km/t. Kort sagt: Vægten er ligegyldig.

Men så er der det stigende terræn. Det er jo her, hvor man skulle være noget hurtigere, når man vejer mindre.

Vi sætter hældningen til 3% på det 1 kilometer lange stykke landevej. Det giver en snitfart på 17,85 km/t ved en vægt på 86 kilo. Ved en vægt på blot 83 er farten 18,22 km/t. Omregnet i tid tager opstigningen 3:36 med 86 kilo og 3:29 med 83 kilo.

En væsentlig forskel? Det synes jeg ikke!

Men selvfølgelig findes der stejlere bakker, og her er forskellen større. Jeg fordoblede stigningsprocenten i beregneren, og så svandt farten med de 86 kilo kropsvægt til 10,92 km/t, mens den med 83 ligger på 11,24. Det er 16 sekunder, man sparer på 6%-bakken alene ved at være lettere.

Så altså … Du bliver ikke en bjergraket af at tabe dig. Tre kilo er faktisk et betydeligt vægttab, synes jeg – det kræver virkelig selvdisciplin, mens det står på. Derfor vil man jo gerne have noget for pengene. Men revolutionen udebliver.

Til gengæld kan man glæde sig over, at et mindre bildæk er pænere end et stort bildæk. Og hvis man f.eks. deltager i et motionsløb, så kan de par sekunders kraftudladning, som man sparer på en lille stigning, jo faktisk være afgørende for, om man slipper med op over i hjulet på de hurtigste, eller om man må slippe gruppen. Jeg glæder mig til at se, om der i et af mine kommende løb opstår en sådan situation.

Hvad med løbere? Læs indlæg om løberes fordele ved vægttab her.

/Jacob