Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Tour of Scandinavia – et “gammelt” bud på etaper

Løb & ruter Posted on Fri, August 12, 2022 12:09:48
Den afsluttende etape i Tour of Scandinavia ifølge Danskebjerge.dk’s forslag fra 2019.

I disse dage køres Tour of Scandinavia – et nyt professionelt etapeløb for kvinder, hvor der afvikles i både Danmark, Norge og Sverige. Egentlig er det en videreførelse af et andet løb, men det “pan-skandinaviske” element er mere fremtrædende nu.

Indtil for blot få år siden var Tour of Scandinavia mere et drømmeprojekt, udsprunget af tanken om, at man ville kunne lave et spændende og varieret etapeløb i de tre lande. Ambitionsniveauet ville også kunne hæves, med dertil hørende større pengepræmier, stærkere rytterfelt osv.

Undertegnede har selv puslet med tanken i mange år. I sommeren 2019 lavede jeg – igen: blot som et slags tankeeksperiment – nogle udkast til etaper i et Tour of Scandinavia (dengang tænkt som et løb for herrer).

Etaperne så således ud:

  1. etape (Nordjylland): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=nscqnybeytazcbdo
  2. etape (Sydnorge): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=zodamfnlubpckapn
  3. etape (Sydnorge): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=cejuxotolpiscqrw
  4. etape (Sydnorge-Sydsverige): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=nhqhrbqqrriuvyhy
  5. etape (Sydsverige): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=zbubcfighjqwmtze
  6. etape (Sydsverige-Sjælland): https://www.gpsies.com/map.do?fileId=gzufavfedwfryuhb

(Gpsies.com er siden dengang blevet overtaget af AllTrails.com, og man videredirigeres dertil, når man trykker på linkene.)

I mine etapeforslag har jeg prioriteret, at man kommer så meget rundt som muligt, dvs. at der ikke er ret langt fra etapeafslutningen til næste dags etapestart. Jeg har også lagt vægt på, at start- og målområder befinder sig i eller nær større byer.

Derudover skrev jeg følgende i mine tilføjende bemærkninger dengang:

“Det er seks linjeløbsetaper – man kan selvfølgelig også indsætte en TT, hvor man lyster, ligesom man kan justere på, hvilke af de tre lande der har flest rutekilometer. I mit udkast har Norge de fleste, men til gengæld har Danmark både startetapen og slutetapen.

Kongeetapen bliver i mit forslag 3. etape. Det er måske lige lovligt tidligt i etapeløbet, men man kan jo eventuelt vende ruten om og lade sidste etape ligge i Jylland. Eller fjerne det store bjerg på 1000 højdemeter fra ruten og flytte etapen tættere på Oslo.”

Egentlige bjergetaper er svære at få lagt ind, når man skal blive i Sydskandinavien.

/Jacob



Her er hvad der venter i PostNord Danmark Rundt 2022

Løb & ruter Posted on Sat, July 30, 2022 12:30:39

Det store danske etapeløb PostNord Danmark Rundt kommer i år til at ligne de gamle udgaver af løbet, forstået på den måde, at der er en del guf for sprinterne og kun én etape, hvor stigningerne kan ventes at skabe væsentlig udskilning. Det store spørgsmål er den maratonagtige etape til Herning, hvor grussektionerne potentielt kan blive afgørende for klassementet.

Her er en kort gennemgang af hver etape, med særlig fokus på bakkerne:

1. etape, Allerød-Køge, 223 km: En lang etape, hvor rytterne ved Skjoldenæsholm kommer tæt forbi et af Sjællands højeste punkter, Gyldenløveshøj. Det er dog længere mod syd – ved Gisselfeld Gods efter 128 km -, at feltet når dagens vel nok hårdeste stigning, som også indgår i kampen om bakketrøjen. Arrangørerne skriver selv, at etapen har et forventet sprinteropgør som afslutning, og det skal nok passe.

2. etape, Assens, 12,2 km: En ret flad enkeltstart og samtidig temmelig kort. Mit bud er, at det ikke bliver enkeltstarten, der afgør årets PostNord Danmark Rundt.

3. etape, Otterup-Herning, 239 km: En monsteretape, hvor længden og grusvejene kan få stor betydning. Ruten giver associationer til Paris-Roubaix, hvilket vil sige, at det er de robuste ryttertyper, der står stærkest her. Men måske er det ikke de samme typer, der kan følge med på de stejle stigninger i Vejle? Arrangørerne tror selv på masser af dramatik på denne etape, som de betegner som Kongeetapen.

4. etape, Skive-Skive, 167 km: En klassisk PostNord Danmark Rundt-etape med nogle moderate bakker undervejs og en kuperet rundstrækning til sidst. Sprinterne vil have gode muligheder igen her, men det er ikke så ligetil som i Køge på 1. etape.

5. etape, Give-Vejle, 126 km: En særdeles kort Vejle-etape, men med masser af højdemeter og ikke mindst høje stigningsprocenter. Østengårdvej, Gl. Kongevej, Kiddesvej og andre velkendte stigninger er med, men der er også et par nye indslag. Det ene er Christian Winthersvej, som med 75 km til mål skal bestiges direkte fra Jellingvej i stedet for via Gl. Kongevej. Det kan godt blive kaotisk, da Christian Winthersvej ikke blot er Danmarks stejleste gade, men også meget smal. Det andet nye påfund er udvidelsen af Kiddesvej-rundstrækningen, således at rytterne nu skal ud på en længere sløjfe mod syd. Det bliver spændende at se, hvordan nyskabelserne spænder af.

Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt har i år mistet sin status som Kongeetape, men der er ikke desto mindre mange barske stigninger på den.

Hvem der kan vinde? Tjah, Magnus Cort har jo erklæret, at han vil deltage, og han er ikke et helt dårligt bud. Han kan spurte, han kan køre enkeltstart, og han er stærk på små hårde stigninger. Men kan han også klare en etape, der næsten har VM-længde og er forsynet med grus hen mod slutningen? Det er måske mere tvivlsomt. Her står ryttere som Alexander Kamp og Kasper Asgreen nok stærkere, men stiller de overhovedet op til PostNord Danmark Rundt i år? Der er i skrivende stund en del usikkerheder, så vi må vente med bedre gæt til senere.

/Jacob



Tidligere dansk ø har stejle kystskrænter

Bakkesnak Posted on Fri, July 29, 2022 12:35:49

I det fabelagtige sommervejr begav jeg mig torsdag en smule udenfor pastoratet, nemlig et par kilometer ind på svensk område. Den 7,5 kvadratkilometer store ø Hven (eller Ven, som den også staves) er især kendt for at have huset den berømte astronom Tycho Brahe, men stedet har også et naturskabt terræn, som er værd at kigge nærmere på.

Jeg har fra Høje Sandbjerg i Nordsjælland anet de lyse klinter på Hven, og det var interessant at se dem tættere på. Allerede ved ankomsten med færgen bliver man imponeret af terrænforskellen. Ven skyder op af havet, som var den en klippeø – med op til 39 meter høje kystskråninger hele vejen rundt, undtagen i den nordligste del.

Skråningerne ved færgelejet i Bäckviken.

I det indre er Hven ikke særligt kuperet. Det højeste punkt er ifølge Lantmateriet.se 44 meter (nær Tycho Brahes observatorier midt på øen). Det relativt flade terræn og de overraskende mange asfalterede veje gør Hven velegnet til cykelturisme, og de gule lejecykler går som varmt brød på en smuk og vindsvag dag som denne torsdag. Dog kunne jeg høre, at der blev bandet lidt på strækningerne op fra færgelejerne, da der her er temmelig stejlt (i Bäckviken ca. 200 meter med 10% i snit).

Om Hvens geologiske opståen skriver Oresundsvand .dk:

“Hovedparten af Øresund var et landområde for 8.000 år siden. (…) Verdenshavene steg i Litorinatiden (8000-2500 før Kristus), så Østersøen blev forvandlet til et indhav med Øresund og Bælterne som forbindelser med Atlanterhavet.

Isen flyttede sig ved afsmeltningen fra Østersøen gennem Sundet og Bælterne mod Kattegat, hvorved der dannedes fordybninger. Den smalle passage mellem Helsingborg og Helsingør blev dannet ved, at isen aflejrede materialer i Nordsjælland. En stor issø blev under en fase af afsmeltningen opdæmmet i Sundet, og ler blev aflejret. Øen Hven blev da formodentlig dannet som et stort lerplateau.”

Udsigt fra en klint på sydsiden af Hven.

Hven blev som så meget andet østdansk territorium overtaget af svenskerne i 1658. Når nu det skulle være, så var det logisk nok, for laver man et snit ned gennem Øresund, så ligger Ven tættere på Sverige end på Danmark. Men et vist dansk præg blev bevaret, og den berømte journalist Henrik Cavling har i sine erindringer beskrevet, hvordan han nærede varme følelser for stedet:

“At min Mor var født paa Hven gav Anledning til, at jeg som Dreng ofte kom til Øen. Det var en let Sag at løbe fra Lyngby til Skovshoved og herfra gaa over med en Steenbaad. Sørejsen varede sjælden mere end et Par Timer, naar da ikke Fiskerne var saa drukne, at de ikke kunde se Øen. Milde Vintre, som nu, kendte man ikke dengang. Sundet laa ofte tilfrosset. Man ikke blot gik, man kørte over det med Hest og Kane, ja med Vogn.” (i: Efter Redaktionens Slutning, 1928)

Endnu i dag kan man komme med “vogn” til Ven, men det er mig bekendt kun fra Landskrona, at man kan få bilen med. De øvrige færgeafgange er fra Helsingør og København, dog kun i årets varmeste tredjedel.

Hven har en størrelse, der gør den ganske motionsegnet – man kan gå eller cykle adskillige kilometer, før man løber tør for asfalt- eller grusveje. Hvis man skal pege på en begrænsning, så er det, at kystskrænterne er naturreservat, og derfor er det småt med vandremuligheder nær vandkanten. Men der er lavet udsigtspunkter, så man visse steder kan få et flot udkig ud over kysten og Øresund oppe fra toppen af skrænterne.

Se flere billeder fra turen til Hven på Danskebjerge.dk’s Facebookprofil.

Mængden af udlejningscykler afspejler, at Hven er et mekka for tohjulet turisme.


Anmeldelse af det rød-hvide Tour de France

Løb & ruter Posted on Sun, July 24, 2022 19:33:30

Mens disse linjer skrives, suser Tour de France-feltet gennem de parisiske gader. Der er en masse dannebrogsflag at se, og man må generelt sige, at Dannebrog i den grad har vajet over dette års udgave af det franske etapeløb.

Her er mine betragtninger om især den danske del af Touren 2022.

Folkefest ved Côte d’Høve Stræde, som undertegnede selv var til stede ved.

De danske ruter
De tre danske etaper bestod som bekendt af en enkeltstart i det indre København, en linjeløbsetape fra Roskilde til Nyborg og en linjeløbsetape fra Vejle til Sønderborg. Baseret på erfaringen fra Giro-starten i 2012 havde jeg ikke de store forventninger til, at ruterne på 2. og 3. etape ville blive sportsligt interessante, og det blev de heller ikke. Som med Giro d’Italia var det tydeligt, at arrangørerne ønskede sig spurtfinaler. Det er trist, at det endnu ikke er lykkedes at få nogen af de helt store internationale løb til Danmark, uden at løbene på forhånd er dømt til at blive sprinteropgør.

Det påståede højdepunkt i løbet af de tre danske Tour-dage skulle være passagen af Storebæltsbroen på 2. etape. Der var ikke grænser for, hvor farligt dette sted kunne være for klassementsfolkene – i hvert fald ifølge mediedækningen. Arrangør og presse indgik med åbne øjne en uhelllig alliance, der gik ud på at ophøje den hidsige sidevind på broen til et kommende drama. Al statistik sagde, at sandsynligheden for vejrskabt kaos var langt under 50%, men når der skal skabes begejstring, bliver facts kastet under bussen. Det er faktisk bedrøveligt for os, der efterspørger et minimum af nøgternhed i sportsjournalistikken.

Det viste sig, at ikke kun den hårde sidevind udeblev. Det gjorde feltets angrebslyst også. Sjældent har man set et mere passivt hovedfelt end på 2. og 3. etape. Cort stak af på Jellingvej i Vejle og kunne køre 130 kilometer af etapen i ensom majestæt, mens han blev hyldet af tilskuerne. Det var på flere måder smukt, men sportsligt var det lidt mystisk – især når man på de efterfølgende etaper kunne se, hvordan holdene var aldeles desperate efter at komme med i udbrud. Et spørgsmål trænger sig på: Var det mon aftalt spil?

Hovedfeltets rolige tur hen over Storebæltsbroen var også påfaldende. Vel var der modvind. Men når små grupper kunne komme op til feltet bagfra, så ligner det lidt, at der var indgået en form for borgfred. Som om, at holdenes indstilling til den danske Tour-start var, at man bare skulle komme så let igennem de tre dage som muligt.

Begejstringen og tilskuermasserne
Den største forskel på Giro-starten i 2012 og Tour-starten 10 år senere var for mig at se publikumsmængderne. Giro’en afvikles i maj, og derfor var der ikke så mange, der dengang havde mulighed for at stå i vejsiden og heppe først på eftermiddagen.

De danske Tour de France-etaper var derimod store tilløbsstykker, og især på enkeltstartsruten og ved opløbene til de seks bjergspurter stod mennesker i tykke lag. Koldingvej tager prisen som det vildeste sted på samtlige tre dage, men de tre Odsherred-sprinter tog sig også spektakulære ud.

Et klimaks kunne have været Dybbøl Banke i Sønderborg, men der var angiveligt vægtige grunde til at vælge et industrikvarter som målområde i stedet.

Tv-dækningen var som ventet af høj kvalitet. Her skal man huske på, at dét med transmissioner allerede fra startskuddet af etaperne er et fænomen med kun få år på bagen. Så vi fik som tv-seere det maksimale udbytte – modsat dengang i 2012, hvor dækningen først startede midt på eftermiddagen, hvilket en del kommuner først opdagede efter at have kastet en masse skattekroner efter projekter, der skulle få dem ud på alverdens tv-skærme.

Corts soloshow i Nordvestsjælland og Jylland var som sagt et slags underholdningsstunt, der kynisk betragtet var udsigtsløst. Men det fungerede ikke desto mindre rigtig godt. Brølene fra tilskuerne var uden tvivl større, end hvis det havde været et par anonyme mellemeuropæiske ryttere, der havde været i udbrud. Så tak til Cort for at have pustet ekstra liv i den rød-hvide folkefest.

De franske ruter
Jeg vil ikke gå så meget ind i, hvad der skete på etaperne efter det franske visit i Danmark. Men jeg vil lige knytte en kommentar til løbet generelt.

For det blev en af de mest interessante udgaver af Tour de France, jeg kan huske.

Her tænker jeg ikke så meget på de slag, der blev udkæmpet i bjergene. Jeg synes mere, at mellemetaperne stak ud. Vi er jo vant til, at der især i etapeløbets første halvdel er en håndfuld forudsigelige etaper med udbrud, som er dømt til at blive hentet, så sprinterne kan slås om sejren. Den type langgabere var der kun ganske få af i år (hvor vi vel må erkende, at de to danske linjeløbsetaper hørte til den kategori). Derimod så vi adskillige etaper, hvor flere scenarier var i spil helt frem til de allersidste kilometer, og det er sådan, cykling er bedst efter min mening.

En vigtig årsag til de spændende forløb var rutedesignet. Der var lagt stigninger ind med omtanke, således at der konstant blev holdt liv i kampen mellem udbryderne og feltet. At det så også kom Danmark til gode – i form af Magnus Corts og Mads Pedersens etapesejre – er selvfølgelig glædeligt set med rød-hvide briller, men det siger også noget om, hvilke ryttertyper Danmark er leveringsdygtig i: Robuste ryttere, der kan begå sig på både flad vej og på stigninger på op til 2-3 kilometers længde.

Og apropos Mads P: Netop som jeg nærmer mig det sidste punktum i denne tekst, kører rytterne ind på den sidste omgang i Paris. Den tidligere danske verdensmester har været nævnt som en af favoritterne til etapesejren. Mon han sætter det perfekte danske punktum for det mest danske Tour de France nogensinde? Lad os se. Konkurrencen er hård.

/Jacob



Odsherreds Tour de France-terræn, del 3: Høve Stræde

Uncategorised Posted on Thu, July 07, 2022 15:59:00

Anden etape i Tour de France gav Danskebjerge.dk anledning til en ny måling af stigningsprocenter.

Bjergspurten op ad stigningen på Høve Stræde (i franske termer: Côte d’Høve Stræde) sluttede nemlig på Veddingevej, og dermed skulle rytterne forcere et skarpt og stejlt højresving. Hvor stejlt er der egentlig i det sving? Det er der vist ingen, der har forsøgt at måle – før nu.

Der findes i forvejen to angivelser af Høve Strædes maksimale stejlhed. Den ene angivelse står slet og ret på et højt vejskilt, som har været et slags vartegn for Høve Stræde, siden ruder konge var knægt. Ifølge skiltet skråner vejen med op til 10%.

En anden angivelse er af nyere dato. Det er nogle blå skilte, som er sat op for nylig for at markedsføre Odsherred som et område med skrappe cykelbakker. Den maksimale stigning på Høve Stræde ligger ifølge disse skilte på 8,8%.

To skilte på stigningen Høve Stræde-Veddingevej: Det ene er det nye Tour de France-skilt, det andet har stået på toppen af Høve Stræde i en lang årrække.

Men hvad viste det elektroniske vaterpas så?

Jeg må indrømme, at jeg ikke foretog målinger helt fra bunden af stigningen. Jeg nøjedes med at konstatere, at stigningen virker stejlest nær toppen, dvs. nær svinget ind på Veddingevej (bekræftet via topografiske kort med 0,5 meters højdekurver).

Her kunne det hurtigt slås fast, at den maksimale stigningsprocent på Høve Stræde er højere, end hvad de nævnte skilte fortæller. Lige nedenfor Veddingevej-svinget viste målingerne nemlig en hældning på op til 11 procent.

Ved svinget ind på Veddingevej tiltager denne hældning imidlertid kraftigt. Mere end én måling sagde 18% i svinget, så 18 må hermed betragtes som bakkens maksimale stigningsprocent. Ganske vist rækker denne hældning kun over et kort stykke, men det er nok til, at det har betydning for stigningens samlede sværhedsgrad – især fordi det stejle sted ligger så langt oppe på bakken.

De cykelmotionister, der passerede mig under opmålingen, lød da også ret så forpustede!
Man kan altid diskutere, over hvor stor en strækning man skal udmåle den maksimale stigningsprocent. Jeg mener jo, at man i Danmark har så relativt korte stigninger, at det giver mening at snævre målingerne meget ind – gerne helt ned til 1 meters afstand. Andre mener, at man skal måle den maksimale stigningsprocent ud fra et 2 meter langt stykke. Atter andre kræver endnu flere meter.

Men selv hvis man udvidede Høve Stræde-stigningens stejle parti til at gå fra Høve Stræde, rundt i svinget til Veddingevej og op til det punkt, hvor svinget ophører, så ville stigningsprocenten på det stykke stadig være højere end de 8,8%, som de blå skilte hævder. Så det er umiddelbart lidt en gåde, hvordan nogen er nået frem til dette tal. Det øverste af de blå skilte står endda på Veddingevej – og dermed lige efter det stejleste sted på bakken.

Til sammenligning opfatter jeg 10%-skiltet som mere plausibelt. Det står skråt overfor Veddingevej og refererer således alene til Høve Stræde, ikke til det skrånende sving. Jeg synes, det giver god mening at skrive, at Høve Stræde på det øverste stykke stiger med 10%. Godt nok er det marginalt lavere end mine 11%, men tager man et gennemsnit over nogle meter, virker tallet 10 ganske repræsentativt.

Læs meget mere om Danmarks højeste stigningsprocenter på Facebooksiden Stik Mig En Max: https://www.facebook.com/stikmigenmax/

Det stejle stykke på Veddingevej lige efter man er drejet af på Høve Stræde.

/Jacob



Odsherreds Tour de France-terræn, del 2: Vejrhøj

Uncategorised Posted on Wed, July 06, 2022 14:47:09

En af forskellene på Jylland og Sjælland er, at der i Jylland findes kontinuerligt stigende vejstrækninger med en højdeforskel på mere end 100 meter. Fænomenet forekommer simpelthen ikke på Sjælland. Ganske vist er der enkelte steder på Sjælland, hvor asfalten befinder sig i lidt over 100 moh., men vejene til disse lokaliteter er lange og snørklede, hvis man skal starte ved et punkt, der befinder sig 100 meter lavere.

Den stigning, der kommer tættest på, er stigningen op til Vejrhøj. Vejrhøj-stigningen angives oftest til at være på 65-80 højdemeter, men starter man knap 400 meter nede ad Dragsmøllevej (i 6 meters højde over havet) og kører helt til Vejrhøjvejs asfalterede afslutning (99,5 moh.), bliver den samlede højdeforskel faktisk på hele 93,5 meter. Længden på strækningen er så 2.000 meter og den gennemsnitlige stigningsprocent 4,7.

Det gør Vejrhøjvej-stigningen til Sjællands objektivt set hårdeste stigning. Den kan næsten måle sig med de allerhårdeste i Jylland. Den er heller ikke langt fra at slå de største bakker på Bornholm.
Ser man isoleret på stejlheden, så er Vejrhøj-stigningen dog ikke så exceptionel. Stigningsprocenterne er generelt éncifrede. Kun på de sidste 90 meter bider bakken lidt mere til. Her er stigningsprocenten på 11% i gennemsnit.

Strækningen Dragsmøllevej-Vejrhøjvej på kort med satellitfoto og højdekurver. De røde prikker repræsenterer stigningens to yderpunkter. Den sorte trekant peger på stigningens stejleste sektion.

Ét af de større minusser ved Vejrhøjvej er, at vejen slutter blindt. Jeg vil ikke desto mindre anbefale motionister at prøve Vejrhøj-stigningen, når de er i Odsherred. Øverst oppe er der nemlig fine udsigter, man kan nyde. Bl.a. til en af Danmarks største gravhøje, Vejrhøj, der har lagt navn til flere lokaliteter på egnen. Man kan også skue mod øst, hvor den lavtliggende Lammefjords flade terræn gør det muligt at se mange kilometer ud i horisonten.

I øvrigt: Hvis du helt vil undgå at krydse veje og alligevel få en så høj elevation ud af anstrengelserne som muligt, så vil jeg anbefale at komme fra nord ad Kalundborgvej. Kør forbi Vejrhøjvej-/Dragsmøllevej-krydset, og drej ind til højre ad Kolåsvej. Dermed startes i 12,5 moh., og højdeforskellen bliver 87 meter. De 1.650 meter får dermed en gennemsnitlig stigning på 5,3%.

Ved min seneste cykeltur til toppen af Vejrhøjstigningen tog jeg disse billeder med mobilen:


Udsigten mod øst helt fra toppen af Vejrhøjvej (99,5 moh.). Vejen ned mod svinget er den del af bakken, der har den største hældning.
Kig mod nordøst til oldtidsmindet Vejrhøj (120 moh.). Derfra kan man se ud over Nekselø Bugt til den ene side og Lammefjorden til den anden.

/Jacob



Odsherreds Tour de France-terræn, del 1: Kårupbakken

Bakkesnak Posted on Mon, July 04, 2022 14:35:53
Op til Tour de France 2022 var der skrevet masser af navne på asfalten på Kårupbakken. Her er vi på et af de stejleste stykker af stigningen.

Efter 2. etape i Tour de France kørte jeg i feltets “fodspor” i Odsherred. Cyklede, fotograferede, målte op. Det vil jeg bringe noget fra i de kommende indlæg.

Lad mig begynde med Kårupvej, hvis officielle franske navn nu er Côte de Kårup Strandbakke. Den var den tredje og sidste af de stigninger, der på 2. etape gav 1 point til bjergtrøjen.

En særlig egenskab ved stigningen er, at den flader ud godt halvvejs. Ja, den har endda et fald på ca. fire højdemeter, inden terrænet går opad igen. Dermed kunne man måske diskutere, om bakkeudfordringerne på Kårupvej egentlig udgøres af én lang stigning eller af to mindre. Ingen af metoderne er ideelle.

Hvis man siger, at det er én stigning (og det synes der at være konsensus om), så kommer den gennemsnitlige stigningsprocent alt andet lige til at virke lavere for denne stigning, end den vil for andre. Hvis man derimod sagde, at der er tale om to stigninger, så ville der være fare for, at man overså Kårupvejs samlede hårdhed.

Samlet set er Kårupvej-stigningen 1280 meter lang, den stiger med 5,5% i snit, og den maksimale stigningsprocent er 14 (ved to forskellige steder på bakken). Den første del af strækningen – den, der slutter ved udfladningen – er 650 meter lang og stiger med 7,4% i snit.

Udsigt fra det nederste stykke af Kårupvej ud over Nekselø Bugt med Nekselø i horisonten. Det sted, hvor bilen befinder sig, er et af de stejleste steder på stigningen.

Der er ikke så voldsomt mange større danske stigninger, der på tilsvarende vis har flade eller faldende partier undervejs på strækningen. Jeg kan komme i tanker om Østengård-bakken ved Vejle. Porskærvej på Mols går også lidt nedad på turen mod toppen.

Internationalt skal vi måske til Frankrig for at finde det mest kendte eksempel på en todelt stigning. Col du Télégraphe (11,9 km, 7,1%) ligger tæt på Col du Galibier (16,7 km, 6,8%). Faktisk er de blot adskilt af en strækning med et fald på 150 meter. Men her har man altså traditionelt valgt at tale om to separate stigninger, selvom der relativt set ikke er nogen mere markant adskillelse end på Côte de Kårup Strandbakke.

Se de to andre afsnit om Odsherreds Tour de France-terræn her:
https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/07/06/odsherreds-bakker-del-2-vejrhoj/
https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/07/07/odsherreds-tour-de-france-terraen-del-3-hove-straede/

/Jacob



Satellit afslører tidslomme i sydsjællandsk landskab

Bakkesnak Posted on Mon, June 27, 2022 15:28:42

Da jeg lige sad og kiggede på satellitkort over Sydsjælland, blev mit blik fanget af Grumløse.

Grumløse er en bebyggelse af beskeden størrelse, og det var da heller ikke selve landsbyen, der tiltrak sig min opmærksomhed. Mere opsigtsvækkende var strukturen af markerne rundt om Grumløse.

De ligger i stjerneform, og stjerneformen er karakteristisk for de markopdelinger, der kom til i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. I stedet for at have en mosaik af forskellige små firkantede jordlodder, der var fordelt mellem landsbyens gårde, så fik hver gård nu sin egen jord. Disse jorde gik fra gården, som lå i landsbyen, og udad i en spids trekant. Når flere gårde havde marker af denne form, opstod stjernemønsteret.

Det er et mønster, som nok er svært at identificere, når man kører gennem en landsby som Grumløse i dag – man skal se det oppefra for at få det hele med.

Det er måske ikke lige til at se det, men Grumløse er – i dag – en usædvanlig dansk landsby.

Nu er stjerneformen jo ikke i sig selv et bevis på, at Grumløses markopdeling har undgået forandringer igennem de sidste par hundrede år. Der kunne jo teoretisk set være andre grunde til, at markerne var kommet til at se sådan ud. Så derfor fandt jeg et kort fra 1800-tallet frem. Og her kan man se, at jo, den er god nok, datidens marker ved Grumløse var i store træk inddelt, som de er i dag.

Ligheden har jeg illustreret med denne slide-grafik:

1800-tallets Grumløse versus i dag. Se grafikken i større udgave her.

Kun mod øst er markstrukturen lidt mindre stringent. Det hænger nok især sammen med, at Grumløses gårde fortrinsvis ligger i vestsiden. Men der er også sket noget i løbet af 1900-tallet, der gradvist har opløst “Trivial Pursuit-osteformen” mod øst. Det kan være ejerskifter el.lign. En yderligere påvirkning på den side af byen var byggeriet af Sydmotorvejen.

Jeg har kigget på satellitkort fra forskellige andre småbyer, og ikke mange har de gamle stjerneformede markstrukturer i stil med Grumløses. Det kan der være flere grunde til, f.eks.:

1. Gårdene er flyttet ud og ligger ikke længere inde i landsbyen

2. Landsbyen er “aflang”, hvilket er uforeneligt med stjerneformen

3. Landsbyen er blevet udvidet med nybyggerier, således at den direkte forbindelse mellem gårde og marker er blevet afskåret

4. Nye veje har brudt den gamle markstruktur op

Modsat har Grumløses nyere historie understøttet bevarelsen af strukturene. Der er nemlig ikke sket ret meget i Grumløse i de sidste par hundrede år! Byen er kun marginalt større end dengang, og på de steder, hvor der dengang lå gårde, ligger der stadig gårde. Det er ret specielt.

Men Grumløse er altså ikke den eneste landsby, der endnu afspejler oplysningstidens landboreformer. Også steder som Bjerregrav, Alling, Voldsted og Avedøre er kendt for at have bevaret deres gamle udformning. På en måde burde staten måske gøre en indsats for at beskytte disse særlige miljøer mod forandringer. Omvendt vil nogen hævde, at når man ikke kan se de pågældende strukturer med det blotte øje, så ligger deres praktiske historiske værdi på et lille sted.

/Jacob



En skovgæsts svære kamp for at opleve naturen og historien

Uncategorised Posted on Sun, June 12, 2022 00:23:26

Dagen i dag bød på en tur til Gunderslevholms skove. Og på et klassisk møde med en modstander af skovgæster!

Anledningen var, at vi ville se til Grundtvigsdyssen – den berømte dysse, der er lige så stor og imponerende, som den er usselt vedligeholdt. Dyssen har været overgroet i mange år, men man ved jo aldrig, om der lige har været nogen forbi for at rydde op i den.

Det havde der så ikke været – det stod klart allerede ved den pæl, der viser vej ind til Grundtvigsdyssen. Der er godt nok en pil på pælen, men ingen sti i den retning, pilen peger. Jo, altså, stien har været der – jeg har gået på den mange gange -, men den er nu helt og aldeles tilgroet.

Fortidsmindepæl uden tilhørende sti

Dette var dog et mindre problem sammenholdt med den jungle, som selve dyssen viste sig at være begravet i. De mange sten nedenfor dyssekammeret er fuldstændig skjult og utilgængelige pga. tætte formationer af brombærbuske. Der gror også mellemhøje træer inden for randstenene. At der står en informationstavle ved siden af fortidsmindet, er nærmest latterligt, når man er forhindret i at se det.

Informationstavlen foran den permanent tilgroede langdysse

Nå, men oven på skuffelsen vendte vi tilbage til skovvejen og gik i retning af Tystrup Sø. Undervejs blev vi overhalet af en skrattende buggy med to mand i. Vi talte om, at det måske var skovfogeden.

En halv kilometer længere fremme åbner terrænet op ud mod søens sydlige bred, og ved en åbning i hegnet gik vi ad et spor, som jeg har benyttet flere gange før. Sporet var – som så meget andet – ret tilgroet, men der var da nogle friske kørespor i græsset.

Åbningen i hegnet med spor ned mod bredden af Tystrup Sø. Godset mener ikke, man må gå herned.

Disse spor viste sig at være skabt af førnævnte buggy, som nu holdt nede ved bredden. Da vi gik derned, kom den ene af personerne fra buggyen over og spurgte, hvem vi var. Vi fortalte, at vi såmænd bare var skovgæster, og så fulgte en samtale, som i komprimeret form foregik sådan her:

Skovfogedtypen: – I må ikke gå hernede. Det er af hensyn til vildtet.
Mig: – Nå, men der er jo ellers et spor her, og jeg er ret sikker på, at der også plejer at være en sti?
Skovfogedtypen: – Nej, og I må ikke færdes på stier i skoven.
Mig: – Må vi ikke gå på stier?
Skovfogedtypen: – Nej, kun på skovvejene. I kan jo også se, at der ikke er nogen spor her.
Mig: – Tja, men oppe ved Grundtvigsdyssen var der jo også vokset til. Må vi så heller ikke gå dér?
Skovfogedtypen: – Jo, men der er jo en markering.
Mig: – Men hvis I mener, at folk skal holde sig til bestemte veje, hvorfor lader I så en sti, som man gerne må gå på, vokse til?
Skovfogedtypen: – Det er ikke vores ansvar.

Og det sidste har han for så vidt ret i. Der findes – desværre – ikke nogen lov, der regulerer offentlighedens adgang til fortidsminder i private skove.

Aktuelt luftfoto fra SDFI med tydelige spor i det åbne terræn.

Jeg har efter turen til Gunderslevholm kigget nærmere på paragrafferne, og det nærmeste, jeg er kommet en bestemmelse om krav til pleje, er museumslovens paragraf 29q, stk. 2:

“Beskadiges, ændres eller flyttes et fortidsminde, kan kulturministeren påbyde ejeren og brugeren at genoprette den hidtidige tilstand samt at foretage foranstaltninger, der er nødvendige for at hindre nye beskadigelser.”

Jeg mener jo, at et fortidsminde tager skade af at gro helt til. Bevoksning kan f.eks. påvirke stenenes placering. Men ak, i vejledningen til skovejere vedr. fortidsminder står der tydeligt, at bevoksning aldrig er skovejerens ansvar, så længe der ikke er tale om nybeplantninger:

“Selvom selvforynget opvækst kan gøre samme skade på fortidsmindet som den tilplantede bevoksning, er den ikke omfattet af loven. Ejeren kan således ikke pålægges at fjerne selvforynget opvækst på fortidsminder.”

Ergo: En berømt langdysse kan forsvinde permanent i tykke lag af brændenælder og stikkende brombærbuske, uden at nogen gør en pind ved det.

Jeg er ikke tilfreds med, at loven er sådan. Jeg håber, at den bliver lavet om.

Hvad der så er indgået af specifikke aftaler vedr. Grundtvigsdyssen, ved jeg ikke. I 2008 blev dyssen grundigt restaureret (det var bl.a. i den forbindelse, at den nuværende informationstavle blev opsat). Nationalmuseet stod for projektet i samarbejde med Gunderslevholm Gods, men måske har parterne bare pakket deres sager sammen efter istandsættelsen uden at aftale en plan for, hvordan dyssen kunne holdes pæn og tilgængelig i de følgende år?

Spørgsmålet er også, om private skovejere overhovedet har en interesse i, at fortidsminderne i skovene tager sig indbydende ud. Jagt er jo i høj kurs blandt skovejerne, og som vores “ven” fra buggyen var inde på, kan det være irriterende for dem, hvis de så også skal tolerere skovgæster.

Men kunne skovens “politibetjente” i det mindste ikke holde sig til sandheden? Jeg oplever gang på gang, at når man møder disse mennesker, så argumenterer de fejlagtigt – eller måske i virkeligheden løgnagtigt. For det er jo ikke sandt, at man som skovgæst i en privat skov kun må gå på skovvejene. Faktum er, at man også må gå på stier – det står endda på skiltene i Gunderslevholms egen skov!

Modsat hvad buggymanden påstod, må man godt gå på stier i Gunderslevholms skove.

Det øger heller ikke min respekt for den overvægtige buggymand, at han benægtede, at der er stier på engen ved søbredden. Det er der nemlig. Godt nok er de som sagt noget tilgroede – i forsommeren er nærmest alt jo groet til -, men på luftfotos kan man tydeligt se, at der er brugsspor i netop det område. (Se foto.) Jeg vil til hver en tid mene, at der er adgang for gående her.

Ja, og så kan jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af, at en mand, der kører rundt i en buggy i skoven og parkerer for at nyde søudsigten, kommer hen og afviser gående skovgæster med den begrundelse, at de er til gene for rådyrene. Jeg fik virkelig lyst til at diskutere med ham mere indgående, men jeg holdt mig i skindet. Det var jo lørdag, og vejret var godt.

/Jacob



Sjællands kuperede undtagelse

Uncategorised Posted on Thu, May 05, 2022 23:38:24

Det er sjældent nogen specielt bjergrig oplevelse at køre den direkte vej mellem de sjællandske købstæder. En undtagelse er vejene fra Næstved mod nord – til Sorø og til Ringsted. Her kommer man nemlig i karambolage med Susåen, og det giver højdemeter.

Jeg har regnet ud, at den ca. 30 km lange hovedvejsstrækning Næstved-Sorø er omtrent lige så kuperet som f.eks. Vejle-Horsens og Århus-Silkeborg (med tilsvarende distancer).

Forleden lagde jeg nogle omveje ind på turen mellem Næstved og Sorø og nåede dermed op på 300 højdemeter (ifølge Strava – og tallet virker plausibelt). Det er jo ganske solidt efter sjællandske standarder! Undervejs besteg jeg fire stigninger på 30 højdemeter eller mere. Stejlest var en spøjs lille sag ved Vetterslev – nok op til 10%, men vel kun 15 meter i højdeforskel.

Højdeprofil: Strækningen Næstved-Sorø med indlagte genveje.

Når jeg møder københavnske venner, der har Valby Bakke som primær reference, driller jeg dem somme tider med, at der mellem Ringsted og Næstved er tre-fire stigninger, der er hårdere end Valby Bakke. Det er sjovt (synes jeg), fordi området mellem Næstved og Ringsted normalt ikke forbindes med kuperet landskab. Men det går altså ret meget op og ned, og igen er det Susåen, der gør sig gældende.

Faktisk er Susåen (og dens tilløb) leverandør af de fleste større bakker på den sydlige halvdel af Sjælland. Deri ligger umiddelbart et paradoks: en å er jo en fordybning i landskabet. Men som i så mange andre sammenhænge er det højdeforskellene, der danner grundlag for et kuperet landskab – ikke den absolutte terrænhøjde.

/Jacob



Next »