Blogsbjerg

Der er noget helt særligt ved den enkeltstart, man kan deltage i ved næste års Born Fondo, navnet på opfølgeren til Gudhjem Bjergløb 2014.

For det første er den traditionsrig. Den lokale cykelklub har i årtier brugt ruten til klubmesterskabet i enkeltstart. I beskrivelsen af enkeltstarten anvender arrangørerne selv ordet “legendarisk” om den. Den er så nok kun legendarisk for de bornholmske cykelfreaks, men det udelukker jo ikke, at den kan gå hen og få legende-status i videre kredse.

For det andet drejer det sig om en særdeles kuperet rute. Arrangørerne holder ikke igen: De kalder den Danmarks “mest udfordrende enkeltstart” og hævder, at “det er de vildeste kilometer, du nogensinde har prøvet kræfter med”.

Jeg vil personligt mene, at man andre steder i Danmark kan finde strækninger, der i sværhedsgrad kan måle sig med denne. Men hvis man alene kigger på ruter, der har været brugt til større cykelløb, så er denne bjergenkeltstart – som også er et af de ord, arrangørerne bruger om eventen – sandsynligvis den skrappeste.

Brutal start
Starten er meget speciel. Her er der nemlig ikke noget med, at man lige skal i gang først. Næh, det går opad fra kilometer 0, og stigningen, man skal besejre, er den mest krævende i hele landet, nemlig hovedgaden i havnebyen Vang på Bornholms vestkyst (billedet ovenfor). Den er 1280 meter lang og stiger med 7,2% i snit. Dette dækker dog over, at stigningen mod slutningen flader langsomt ud. Selve stykket inde i Vang stiger gennemgående med omkring 10% og byder bl.a. på et hårnålesving.

Derefter kommer man ud på hovedvejen. Her nås lidt efter 3-kilometermærket rutens højeste punkt (115 moh.). Ved Slotslyngvej drejes til venstre, og så går det nedad, men vejforløbet er kryptisk, så det er svært at give den fuld gas her.

Langs Hammer Sø er der fladt, og derpå kommer man til opløbsbakken: Fyrvej. Den snørklede vej stiger med 9% i snit over en strækning på godt 700 meter. Arrangøren påstår, at stigningsprocenten når op på 20 – det vil jeg vædde min hat på ikke passer. Men asfalten vil givetvis opleves som meget stejl, hvis syregrænsen allerede har været overskredet flere gange på de foregående kilometer.

Disponering vigtig
Ved passage af målet, der ligger ved siden af fyret på toppen af Hammeren, har man tilbagelagt 8,3 kilometer og hele 180 højdemeter. Det er hårdt nok i sig selv, men det helt enestående ved ruten er den svære start og den svære afslutning. Dette stiller store krav til, hvordan man disponerer enkeltstarten.

Der er tre meget skarpe sving på ruten, hvoraf de to – på hhv. Vang og Slotslyngvej – har karakter af egentlige hårnålesving. Det mest drilske er formentlig svinget på Slotslyngvej. Det er på 170 grader og ligger på en nedkørsel, så her er der både risiko for at oversatse og være overforsigtig.

Omgivelserne på ruten? De er smukke – naturen, klipperne og ikke mindst: Hammershus borgruin. Men lad os være realistiske: Deltagerne kigger nok mere på pulsur og asfalt end på seværdigheder og omgivende terræn.

Læs mere om bjergenkeltstarten her:
http://www.bornfondo.dk/enkeltstart.html

Og her er ruten:
http://ridewithgps.com/routes/165574

/Jacob

Når man har en lyskæde, risikerer man, at der ryger en pære i ny og næ.

Det kan Ove Gelstrup ved Vejrhøj tale med om. Han står for Danmarks formentlig største julehjerte: Et hjerte af lys på den side af Vejrhøj, der vender ud mod Lammefjorden.

Det er sin sag at få liv i en formation af lamper, der fylder 110 gange 100 meter. Men Ove Gelstrup har dog fået en hjælpende hånd, nemlig i form af 5.000 kroner fra naboen Dragsholm Golf Club. Bidraget stammer fra en indsamlingsmatch, som “Manneklubben” afholdt i sommer, og blev overdraget i sidste måned.

Hjertet kaldes Vejrhøj-hjertet. Det er et mindesmærke for Ove Gelstrups søn, som tog sit eget liv. Det er blevet tændt 1. søndag i advent hvert år siden 1996. I år sker det således 30. november.

Vejrhøj-hjertet kan ses videnom pga. sin særlige beliggenhed. Også på andre tidspunkter af året, hvor konturerne klippes i græsset.

Mere om hjertet her:

http://www.visitodsherred.dk/danmark/vejrhoj-hjertet-gdk845970

http://www.ellingelyng.dk/Vejrh%C3%B8j-hjertet.htm

/Jacob

Sagen har udviklet sig lidt siden forrige indlæg om vikingeborgsagen.

Nedenstående er en tekst, jeg lagde ind på Facebooksiden “Lellinge Ringborg“, efter at jeg havde fået svar fra Kulturstyrelsen på min forespørgsel. Jeg fandt, at første svar fra styrelsen var lidt uldent, så jeg tillod mig at rykke for et mere konkret svar.

—

Der er kommet nyt svar fra Kulturstyrelsen, efter at jeg bad om en tydeliggørelse. Jeg tillader mig at citere her:

“Som jeg skrev forleden, er navnet Borgring ikke knyttet til selve den fysiske terrænformation, som den udjævnede cirkulære jordvold danner. Vi kender i hvert fald ikke et kort, hvor dette er tilfældet.
Vores ræsonnement går på, at de steder i nærområdet, der har fået et borgring-navn, fik deres navne, dengang da anlægget var et synligt karakteristisk punkt i landskabet – og derfor har været kaldt sådan engang. Højen ved Gammel Lellingegård er ikke ringformet, og har først fået sit navn i senere tid.
At de to steder har samme navn skyldes nemlig Sophus Müller (senere Nationalmuseets direktør), som ved sit besøg i 1890’erne knyttede dette lokale navn til højen ved Gammel Lellingegård. Det er ikke det eneste sted i landet, at noget sådant forekommer – og vi regner ikke med, at det bliver et praktisk problem. Ellers vil der med tiden opstå tilnavne, så der ikke bliver misforståelser.”

Svaret bekræfter min mistanke om, at der ikke findes kort, der beviser forbindelsen mellem lokaliteten med vikingeborgen og navnet Borgring (eller dets varianter). Mit spørgsmål var ellers foranlediget af, at Kulturstyrelsen tidligere har skrevet følgende:

“Mange kilder ligger til grund for Museum Sydøstdanmarks grundige research i forbindelse med navngivningen. Bl.a. viser ældre kortmateriale, hvor borgen er aftegnet, at den var kendt som en borg-ring.”

Formuleringen efterlod det indtryk, at der fandtes mindst ét kort, på hvilket navnet Borgring (eller dets varianter) var vist ved det sted, hvor man finder vikingeborgen. Det er altså IKKE tilfældet, må man vel nu gå ud fra.

Sagen hænger i stedet således sammen: Den nye beslutning om navngivningen bygger på de to forhold, at 1) navnet Borgring (og dets varianter) har optrådt i området, og at 2) vikingeborgen er (var) ringformet.

Når der står, at “ældre kortmateriale” er blevet inddraget i museets “grundige research”, kan der (når nu konklusionen om navnet er, som den er) alene være tale om, at man har set kort, som viser, at der befinder sig en banke det pågældende sted. Hertil skal imidlertid siges, at det kort, der kendes fra starten af 1800-tallet, ikke viser nogen ringformet banke, men en oval banke, som ikke skiller sig markant ud ved sin form eller størrelse. På senere kort (se vedhæftede) er den ikke stor nok til at give sig udslag på højdekurverne.

Dette skal ses i forhold til, at banken tættere på gården – den, som på kortene benævnes Borgring (Boring) – har flere meter høje og stejle skrænter til alle sider, undtagen mod nord. Vi ved ikke, hvad Sophus Müller har tænkt ved sit besøg ved Lellinge sidst i 1800-tallet, men der har alt andet lige været betydeligt mere at kigge på herovre end ude på marken.

Alt dette ændrer dog øjensynligt ikke på, at vi fra nu af står med to nabolokaliteter, der bærer det samme navn. Så må vi se, om Kulturstyrelsen får ret i, at det løser sig ved, at der opstår tilnavne.

/Jacob

—

P.S.: Her er min første forespørgsel til styrelsen:

Fra nu af kan trafikanter ikke længere være i tvivl om, hvor Ejer Bjerge begynder. Der er nemlig kommet skilte op, som viser det.

http://dinby.dk/ugebladet-skanderborg/nye-skilte-til-ejer-bjerge

Ejer Bjerge som begreb har nogle år på bagen efterhånden. Det var den norske forfatter Roger Pihl, som i sin bog “Guide til Danmarks bjerge” for alvor satte det på dagsordenen. Tanken bag det hele var, at det egentlig er noget pjat at diskutere, om det er Ejer Bavnehøj, Yding Skovhøj, Møllehøj eller en helt fjerde top, der er den højeste i Danmark. De ligger nemlig alle med kort afstand af hinanden og er en del af samme højdedrag.

Ejer Bjerge blev siden konkretiseret: Området er 5-6 kvadratkilometer stort og ligger inden for den højdekurve, der viser højden 140 meter over havet.

Både afgrænsningen og stednavnet anerkendtes i 2013 af flere offentlige instanser, og da Ejer Bjerge også blev optaget på Vejdirektoratets liste over nationale seværdigheder, var der ingen ende på den lokale jubel.

Og dog. I Horsens Kommune herskede der en overgang en vis bekymring over konceptet Ejer Bjerge. Et stykke af Ejer Bjerge hører nemlig ind under Horsens Kommune, mens Skanderborg Kommune har den anden del. Og i Horsens frygtede man, at kommunens trækplaster Yding Skovhøj ville glide i baggrunden, hvis det hele kom til at hedde noget med Ejer.

Se også denne lidt ældre artikel om Ejer Bjerge på Danskebjerge.dk:
http://www.danskebjerge.dk/artikler-dansktopnyt.htm

Modstand eller ej(er). Nu står skiltene der. Og hvorfor indgår farven brun i dem? Det gør den for at knytte an til de større skilte, der står ved motorvejene og med hvidt på brun baggrund gør opmærksom på udvalgte seværdigheder.

Nu håber Ejer Bavnehøjs Venner – en forening, der står for forskellige aktiviteter med udgangspunkt i bakkelandskabet -, at de nye bjergskilte også vil blive suppleret med to store brune skilte på motorvej E45. Det skriver bl.a. Lokalavisen.dk.

/Jacob

To-minus-én-vej. Sådan hedder det nye koncept, der skal gøre vejene sikrere for de bløde trafikanter, uden at det koster en bondegård.

I de senere år er idéen blevet realiseret på kilometervis af asfalt i Danmark, bl.a. ved Silkeborg:

Da jeg første gang hørte om det, troede jeg, at der var noget, jeg måtte have misforstået:

Markeringerne på vejen indebærer nemlig, at det ikke længere er en to-sporet vej, hvor to biler kan passere hinanden. I stedet er den snævret ind, sådan at der er plads til f.eks. en cyklist i hver side – på ydersiden af de brede, stiplede linjer -, mens bilerne skal passere hinanden ved trække lidt ud over de stiplede linjer, så der bliver plads.

Mere om konceptet her:

http://www.cyklistforbundet.dk/cykelviden/Konferenceindlaeg/A-Cykelkonference-2014/2-minus-1-veje

Jeg er delt i spørgsmålet om, hvor vidt det her er en god idé.

På den ene side synes jeg rigtig godt om den del af løsningen, der indebærer tydelig cykelbane på selve vejbanen. Det er fleksibelt og billigt, og cyklisterne slipper for alle mulige sindrige linjeføringer, som desværre er blevet så moderne i de senere års anlæg af separate cykelstier.

Og så er der den ikke uvæsentlige sideeffekt, at vedligeholdelsen af cyklernes og bilernes asfalt bliver til ét og samme projekt. Alt for mange steder ser man, at det er bilvejen, der tages bedst hånd om, mens cykelstien får lov at slå revner.

Se også nederst på denne side:

http://www.danskebjerge.dk/topolitik1.htm

Men når jeg er fortaler for cykelspor på vejene, så er det med det udgangspunkt, at pladsen er der. Det nye to-minus-én-koncept bruges derimod, når der ikke er plads.

Min anke går på det sikkerhedsmæssige: Er alle bilister bevidste om, hvad det indebærer at køre på sådan en vej?

Lad os sige, at en bilist kommer kørende i mørke. Vedkommende har måske ikke kørt på denne type vej før og tænker ikke videre over, at der er en modkørende forude. Først kort før passage indser han/hun, at der ikke er plads til begge biler, han/hun trækker et par meter mod højre og bum! – når ikke at tage højde for, at der befinder sig en cyklist derude.

Det er det skrækscenarie, jeg ser for mig.

Selvfølgelig er der altid en lille påkørselsrisiko, når der kører cyklister i ydersporene. En bilist kan jo falde i søvn ved rattet for eksempel. Men her er man inde og pille ved normalsituationen for bilisterne, og det kan jeg godt være bekymret for.

Endnu mere problematisk bliver det naturligvis på komplicerede vejforløb. Hvis eksempelvis den modkørende dukker op bag en bakketop, vil der være endnu kortere tid at reagere på for bilisten, og så kan det beskrevne skrækscenarie blive endnu mere realistisk.

Dette er der dog tilsyneladende taget højde for:

“På enkelte delstrækninger er det urealistisk at tilvejebringe den nødvendige oversigt, fordi oversigten ikke kan sikres uden store indgreb i ejendomme eller væsentlige økonomiske konsekvenser,” kan man læse.

Og så lader det til, at der samtidig med implementeringen af to-minus-én-vejene indføres sænket hastighed. På sin vis forståeligt, men hvis det nye system var bæredygtigt, skulle det ikke være nødvendigt. Det skulle helst være sådan, at forbedringer i infrastruktur ikke forsinker afviklingen af trafikken.

Men nu skal man jo altid være varsom med bare at ryste på hovedet af nye løsningsmodeller. Jeg kunne forestille mig, at mange ville have afvist idéen om f.eks. rundkørsler, hvis de kun havde mødt den på papiret. Systemet med rundkørsler kan umiddelbart virke kaotisk, men dette kaos opvejes af, at bilisterne har øget fokus på den trafikale situation. Det kan også være tilfældet her.

Den nye vejtype evalueres løbende, og det er formentlig først om nogle år, at man kender den sikkerhedsmæssige effekt og de nye trafikale handlemønstre.

/Jacob

I flere medier kan man i dag læse om politikere og eksperter, der er “chokerede” over de forventede følger af klimaforandringer i de kommende årtier.

Det sker efter offentliggørelsen af en rapport fra Naturstyrelsen.

Blandt andet kan man læse, at borgmestre fra en række kystbyer beder om hjælp fra staten, da de ellers vil være “fortabt”.

Her er det også bare vigtigt at holde tungen lige i munden. Hvis man kigger i rapporten, er det temmelig broget, hvilke fænomener der kan sættes i forbindelse med klimaændringer. Nogle årsagssammenhænge, som i den offentlige debat ofte fremføres som selvfølgeligheder, er der øjensynligt kun svagt belæg for.

Tag f.eks. et kig på denne figur fra rapporten (eller se den i stor her):

Koordinatsystemet viser, at mens øget koralafblegning (1) i meget høj grad vurderes som en konsekvens af klimaændringer, så ser det anderledes ud med fænomener som øget kysterosion (6) og øgede oversvømmelsesskader (7). Disse ligger helt i bund, når det gælder tiltroen til, at de er forårsaget af klimaændringer. Jeg har tilføjet pile.

(Bemærk i øvrigt, at der ikke tales om menneskeskabte klimaændringer, men blot: klimaændringer.)

Men én ting er, at eksempelvis øgede oversvømmelsesskader næppe er relateret til klimaændringer. Hvad kan så være årsagen? Det kan man bl.a. læse om på rapportens side 11:

“De økonomiske tab fra oversvømmelser i Europa er øget markant gennem de seneste årtier. Det skyldes især, at der er øgede økonomiske aktiviteter i de oversvømmelsestruede områder, og det giver større skadevirkninger fra de enkelte oversvømmelser.”

Det er med andre ord ikke oversvømmelserne i sig selv, der er blevet voldsommere, men derimod det forhold, at mennesket har opbygget værdier på de steder, der er blevet ramt (bolig, industri, infrastruktur osv.).

Det er præcis denne årsagssammenhæng, som Danskebjerge.dk har peget på ved flere lejligheder. Øgede befolkningstal og aktiviteter er dog kun en del af det. Ofte har man også placeret hele kvarterer klos op ad kyster og vådområder. Det medfører naturligvis øget sårbarhed.

Nu skal Naturstyrelsens rapport på ingen måde tages til indtægt for at tale klimaændringer ned. Tværtimod. Især de fremtidige konsekvenser af klimaændringer beskrives dystert. Men der er en del nuancer, som nemt forsvinder, når medierne griber fat i emner som disse. Eller når folk, der har en særlig interesse i at ringe med alarmklokker, melder sig på banen.

Her er en lille liste over artikler, som Danskebjerge.dk har skrevet om klimaændringer – med særlig fokus på det landskabelige aspekt naturligvis:

[Danmark drukner – flygt op i bjergene (eller hvad?)]

[Her skal du ikke være hvis Bodil kommer tilbage]

[Klædt på til klammere klima?] (blog)

[Selvforskyldt oversvømmelse: Ligger som vi har bygget]

/Jacob

I skrivende stund er der stadig gang i ubådsjagten i Stockholms Skærgård. Et område, der har sit navn, fordi det er et farvand med en masse små og store klippeøer.

Det har været fremført, at skærgården er et paradis for en ubåd, der vil gemme sig, og bunden af farvandet har været sammenlignet med bjergkæder. Det vil dog være forkert at sige, at skærgården er meget dyb. Sammenlignet med f.eks. fjordene på Norges vestkyst er dybderne ret beskedne. Fra Stockholm og ca. 35 kilometer ud mod Østersøen er farvandet ikke dybere end f.eks. Storebælt, dvs. i omegnen af 20-70 meter. Først i den ydre del af skærgården finder man enkelte steder dybder på over 100 meter. En måling, som jeg ikke selv har kunnet verificere, siger 120 meter som det dybeste.

Bevæger man sig et stykke endnu længere ud mod øst – til et farvand, der må siges at høre til Østersøen -, bliver det undersøiske landskab for alvor dramatisk. I renden Landsortsdjubet dykker terrænet til godt 450 meter under havets overflade. 459 meter, er der angivet på dette kort.

Det skulle gøre Landsortsdjubet til det dybeste sted i Østersøen. At der er så langt ned til bunden, har fået nogle til at tænke, at stedet er egnet som losseplads. Så igennem årene er der blevet dumpet såvel kemisk som moderat radioaktivt materiale på stedet.

Og ja, 459 meter er meget. Men faktisk er der et dansk farvand, der godt kan klare sig i sammenligningen. Se de største danske havdybder på dette kort:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-havetsbjerge3.htm

Hvad så med terrænet oven vande i den stockholmske skærgård? Jeg har ikke gransket kortene minutiøst, men umiddelbart er øerne i skærgården ikke specielt høje. Det højeste punkt, jeg kunne finde, ligger i den sydlige del af området – ved noget, der hedder Trinntorp – og er på 85 meter over havet. Det er mindre end f.eks. Munkebjerg ved Vejle Fjord (93 meter over havet).

Er snakken om det komplicerede terræn i skærgården ud for Stockholm på afveje? Der er helt sikkert noget om, at det er kompliceret farvand. Men det er ikke højdeforskellene, der gør det. Når ubådsjagten er besværlig, så hænger det i højere grad sammen med, at de stenarter, som er dernede, forstyrrer de signaler, man prøver at opfange.

/Jacob

Nogle udgravninger på en mark ved Køge har vakt stor opsigt dette efterår. De afslørede, at der har ligget en cirkelformet vikingeborg på stedet. Voldene er stort set udslettet, så når arkæologerne har dækket det sidste hul til igen, vil der ikke være mange synlige rester tilbage af… – ja, hvad skal man kalde den vikingeborg?

Sammen med den sensationelle nyhed lanceredes navnet “Vallø Borgring”. Det skulle henvise til to forhold omkring lokaliteten:

1.) Det er Vallø Stift, der ejer marken
2.) Stedet har historisk set været benævnt Borgring

Navngivningen er imidlertid blevet mødt med kritik. Forbindelsen til Vallø Stift blev kritiseret, fordi mange mener, at ejerforholdet ikke må veje tungere end geografien, når sådanne steder navngives. Vallø som geografisk sted ligger et godt stykke længere mod syd end vikingeborgen. Så det vil være mere oplagt at opkalde borgen efter en af de bebyggelser, der ligger tæt ved. F.eks. landsbyen Lellinge. (Ikke overraskende har dette forslag stor tilslutning i Lellinge!)

Så er der diskussionen om det nye navns andet led, “Borgring”. Og den er om muligt endnu mere kompleks. “Borgring” er valgt, fordi det er i overensstemmelse med visse navne, der historisk er brugt i tilknytning til stedet. Navnene har faktisk lydt lidt forskelligt igennem århundrederne, men det er ikke dér, problemet er.

Problemet består i, at der findes en anden Borgring i området. Faktisk blot et par hundrede meter borte. Der er tale om en skovdækket forhøjning, som både byder på stejle skråninger, en lidt mystisk tværgående fordybning (se billedet ovenfor) og en gravhøj. Både mod vest, syd og øst er der markante skrænter, så teorien om, at der kan have ligget et mindre fæstningsanlæg på denne delvist runde banke, er forståelig – om end ikke bekræftet.

Det korte af det lange er, at adskillige officielle kort – både nye og gamle – betegner denne forhøjning som “Borgring”. Hvorimod de ikke nævner noget navn på det sted, hvor vikingeborgen ligger! (Se grafik herunder.)

Hvordan alt dette hænger sammen, er endnu ikke afdækket til bunds. Men man må konstatere, at navnet Borgring svæver noget ubeslutsomt hen over markerne ved Lellinge. Og den allerede eksisterende navneforvirring risikerer nu at vokse sig endnu større.

For hvis det “nye” navn Borgring står ved magt – eventuelt minus forleddet Vallø -, så står vi pludselig med to nabolokaliteter, der hedder præcis det samme.

Med mindre man da ligefrem skrotter navnet på forhøjningen med gravhøjen og den mystiske fordybning. Men hvad skal det sted så hedde? Et rent navnekaos truer forude.

Danskebjerge.dk har sendt nedenstående forespørgsel til Kulturstyrelsen for at høre nærmere om de officielle overvejelser omkring navngivningen af vikingeborgen. Det bliver interessant at se, hvad der kommer ud af det.

/Jacob

—

Kære Kulturstyrelse.

Jeg har læst, at Kulturstyrelsen nu siger god
for navnet “Borgring” som betegnelse for den vikingeborg, man har
fastslået eksistensen af ved Lellinge.

Jf.: http://www.kulturstyrelsen.dk/presse-nyt/derfor-hedder-vikingeborgen-borgring/

Det, der undrer mig i den forbindelse, er begrundelsen:

“Mange kilder ligger til grund for Museum Sydøstdanmarks grundige
research i forbindelse med navngivningen. Bl.a. viser ældre
kortmateriale, hvor borgen er aftegnet, at den var kendt som en
borg-ring.”

Hos Geodatastyrelsen finder jeg fire kort, der går
tilbage til 1800-tallet. På ikke et eneste af disse kort er stedet med
vikingeborgen forsynet med navn. Derimod er den kraftige forhøjning
længere mod vest navngivet. Stedet hedder “Borgring” på de tre nyeste
kort, mens det kaldes “Boring” på det ældste. Se vedhæftede.

Jeg
vil godt spørge, hvordan dette forhold har spillet ind i jeres
vurdering. Eller er der slet ikke blevet skelet til disse fire kort?

Dernæst
vil jeg godt høre, om I ikke er bekymret for, at der nu kan opstå
navneforvirring, når man inden for få hundrede meters afstand har to
lokaliteter, der begge hedder Borgring.

Glæder mig til at høre fra jer.

—

Kom ikke og sig, at centimeter ikke betyder noget. I den sydlige del af Guldborgsund er antallet af lystsejlere steget, efter at dybden af sejlrenden er blevet reguleret op med 0,8 meter.

Uregelmæssigheden hænger angiveligt sammen med, at den tidligere dybdemåling inkluderede toppen af søgræs og altså ikke udmålte den samlede afstand mellem bund og overflade.

http://folketidende.dk/…/Sejlrende-dybere-en…/artikel/262449

/Jacob

Normalt vil man sige, at en bakke er kendetegnet ved skrånende terræn. Men der er et andet fænomen, der ofte knytter sig til bakker. Nemlig vandløb.

Flere af Danmarks mest kendte stigninger begynder, netop som man har passeret hen over en å eller bæk.

Nogle gange kan man næsten ikke undgå at bemærke det, f.eks. ved Bobbe Å på Røbrovej nær Gudhjem eller ved Højen Skovvej lidt uden for Vejle.

Andre gange er vandløbet lagt ind under en stor vej, og så er det knap så åbenbart. Med mindre der er sat et skilt op, som direkte fortæller, at man her krydser en bestemt å – sådan som det f.eks. er tilfældet ved Vårby Bakke vest for Slagelse (se billedet).

Danskebjerge.dk har herunder udarbejdet en liste med udvalgte stigninger. Fælles for stigningerne er, at de tager fat, lige så snart man er kommet hen over en bro, der fører over et vandløb:

Rebildvej, Rebild
Starter lige efter bro over: Kovads Bæk
Længde: 1,4 km; stigning i snit: 5,2%

Højen Skovvej, Vejle (fra Ribe Landevej)
Starter lige efter bro over: Møgelbæk
Længde: 1,7 km; stigning i snit: 5%

Jellingvej, Vejle (fra Gormsgade)
Starter lige efter bro over: Grejs Å
Længde: 1,9 km; stigning i snit: 5,3%

Skibetvej, Vejle
Starter lige efter bro over: Vejle Å
Længde: 1 km; stigning i snit: 5%

Bjergevej (“Golfbakken”), Svanninge
Starter lige efter bro over: Horne Mølle Å
Længde: 1,7 km; stigning i snit: 4,5%

Vårby Bakke, Slagelse
Starter lige efter bro over: Vårby Å
Længde: 1,1 km; stigning i snit: 4%

Næsby Bro, Sorø (mod nord)
Starter lige efter bro over: Susåen
Længde: 1,5 km; stigning i snit: 3,3%
(Mere om Susåen her.)

Røbrovej (“Bobbebrødden”), Gudhjem
Starter lige efter bro over: Bobbe Å
Længde: 0,3 km; stigning i snit: 10%

Ypnasted, Svaneke
Starter lige efter bro over: Sølyst Bæk
Længde: 1,5 km; stigning i snit: 5,5%

Sammenhængen mellem vandløb og bakker er ikke tilfældig. En stor del af de danske bakker er opstået i tilknytning til dannelsen af en tunneldal i istiden. Denne tunneldal er senere blevet til en ådal.

Der er altså tale om, at stærke kræfter har “boret” sig vej gennem landskabet og derved skabt såvel fordybningen, som vandet kan løbe i, som de skrånende sider, som vi i dag som motionister og naturelskere kan nyde godt af – enten mens vi er på vej op eller ned, eller når vi står på toppen og nyder udsigten.

Kender du selv en å i nærheden af, hvor du bor eller opholder dig? Jamen, så lur mig, om ikke du også finder stigende terræn tæt ved. Vandløb markerer jo “lavpunkter” i landskabet, så det kan kun gå opad, så snart man har passeret vandløbet. Selvom der selvfølgelig er steder i Danmark, hvor begrebet “opad” skal forstås meget relativt.

/Jacob