Blogsbjerg

Denali er frem over navnet på det højeste bjerg i Nordamerika. Bjerget har i årtier været kendt som Mount McKinley (6.194 m), men nu har præsident Obama gennemtvunget navneændringen.

http://nyhederne.tv2.dk/udland/2015-08-31-obama-omdoeber-usas-hoejeste-bjerg

Navneændringer – og navneforvirring – rammer også danske tinder. Jeg tror ikke, at der har været statsoverhoveder inde over, men det gør ikke sagerne mindre spegede.

Danmarks måske mest kendte bakketop, Himmelbjerget, hedder egentlig slet ikke Himmelbjerget. Det er selve bakkepartiet, der hedder Himmelbjerget, mens den top, som tårnet står på, hedder Kollen (147 moh.). Kol er et gammelt ord for afrundet top.

I øvrigt er Kollen ikke det højeste punkt på bakken. Terrænet lidt længere mod syd ligger faktisk højere. Men det er en anden snak. Faktum er, at betegnelsen Himmelbjerget af de fleste bruges om både skråningen og toppen.

Ikke så langt derfra finder vi Yding Skovhøj. Det er Danmarks højeste terrænpunkt, hvis vi tager gravhøjen med (172,54 m). Men hvad hedder den gravhøj egentlig? Yding Skovhøj kunne lyde som det oplagte navn, men stedet gemmer på hele tre gravhøje, og det er den midterste, hvis top ligger højest. Denne midterste gravhøj hedder Rodebuske. Rodebuske er selvfølgelig et knap så poetisk navn, så det er måske derfor, Yding Skovhøj er blevet den gængse – men noget upræcise – betegnelse.

På Jyske Ås i Nordjylland er der formentlig blevet byttet om på de to højeste toppe. Normalt siger man, at det højeste punkt er Knøsen (136 moh.), men kort fra før 1882 viser, at punktet hedder Knaghøj. Ifølge Roger Pihls “Danmarks Bjerge – fra det laveste til det højeste” er der simpelthen sket et navneskifte, og det bekræftes af Naturstyrelsen. Muligvis er der tale om en banal fodfejl af datidens statslige kortlægningseksperter.

Helt aktuelt har der været en navnestrid på Østsjælland. Det drejede sig om navnet på den vikingeborg, man har fundet resterne af lidt uden for Køge. Fra officiel side blev stedet hurtigt kaldt noget med Borgring (i forskellige varianter), bl.a. fordi det var et navn, man vidste var knyttet til området. Men ser man på kort fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag, finder man ikke navnet Borgring ved det sted, hvor vikingeborgen har ligget. Borgring (eller Boring) kaldes derimod en stejl bakkeknold længere mod vest. Om det igen er de gamle 1800-tals geodæter, der har kigget lidt for dybt i flasken, mens de gik rundt og kortlagde landskabet, skal være usagt. Men man må i hvert fald konstatere, at stednavne har det med at slå rod, når først de er kommet på tryk.

/Jacob

På det midterste Sjælland ligger to kontrastfyldte landskaber lige op ad hinanden: Den store, pandekageflade Åmose og det stærkt kuperede område vest og nord herfor. Flere bakketoppe når op i omkring 100 meters højde.

En af de mest iøjnefaldende tinder er Knøsen (99 moh.), der befinder sig i åbent terræn lidt uden for Skamstrup. Knøsen er forholdsvis nem at identificere, fordi den har et lidt særpræget anlæg på toppen. Det er en luftmeldepost.

(På billedet ovenfor ses den tydeligt oppe i højre hjørne bag træerne. Billedet under artiklen viser anlægget tættere på og med bakketoppens postament ved siden af.)

Engang fandtes der næsten 400 af den slags poster i Danmark. De var anbragt på høje bygninger eller høje steder i landskabet. Meningen med dem var nemlig, at man herfra skulle kunne få øje på fjendtlige fly, der havde undgået andre overvågningssystemer så som radarer. Luftmeldetjenesten, der blev oprettet i 1934, betjentes af frivillige og var bl.a. i aktion 9. april 1940, da tyske fly kom ind over Danmark.

Siden var det Den Kolde Krig, der skabte behovet for poster som den på Knøsen. Faktisk blev Luftmeldekorpset først nedlagt i 2004. Men tårnet på Knøsen fik lov at stå – og er i dag den eneste tilbageværende luftmeldepost, der står på sin oprindelige plads.

Freden var dog hård ved anlægget. I forhold til vind og vejr indtager det nemlig – ja, undskyld udtrykket – en uriaspost, og i løbet af få år forfaldt det. Indtil Kulturstyrelsen og Museum Vestsjælland gik sammen om at renovere tårnet. Det skete samtidig med, at der kom mere fokus på militære anlæg fra Den Kolde Krig, bl.a. i form af bogudgivelser.

Siden december 2014 har Knøsen igen kunnet bryste sig af et mørkegrønt tårn, der vidner om en tid, hvor terrænmæssige højdepunkter stadig havde militær betydning.

/Jacob

Årets
Vejle-etape i Post Danmark Rundt 2015 er overstået. Den hårdeste
etape nogensinde har arrangørerne har kaldt den, og terrænmæssigt
virker det som en rimelig beskrivelse. Vejret kunne selvfølgelig
have været mere modbydeligt, og det hårde ræs kunne være begyndt
tidligere, men hvis vi alene ser på ruten, så var den meget
udfordrende og åbnede for mange scenarier.

I
kraft af tv-transmissionen har det været nemmere end tidligere at
følge udviklingen i løbet. Transmissionen er revolutionerende for
cykelsporten i Danmark og var langt henad vejen fremragende. Desværre
var der nogle missere i prioriteringerne, hvilket jeg vil komme ind
på senere.

Her
er min gennemgang af stigningernes betydning:

1.) Stigningerne
på den første halvdel af etapen havde ikke meget at sige.
Det
ventede tidlige udbrud lå et par minutter foran feltet – det hele
var kontrolleret og en lille smule forudsigeligt.

Jeg
har selv stået på bakker rundt omkring i landet og set skuffet til,
når først udbrydergruppen og siden feltet trillede snakkende hen
over toppen. Og det er ikke kun et Post Danmark Rundt-fænomen. Hvor tit har man ikke hørt kommentatorer
piske en stemning op om en stigning som La Redoute i
forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège, selvom stigningen 9 ud af
10 gange får meget ringe indflydelse på slutresultatet, netop fordi
den ligger for langt fra mål.

Jamen,
de tidlige stigninger er vel med til at trætte rytterne? Ja, i nogen
grad, men her har vi jo med proffer at gøre og ikke motionister som
os andre. For os er selve bestigningen af Vejles bakker udmarvende,
men ryttere, der kører mange hundrede kilometer om ugen, bliver ikke
synderligt slidt af at køre opad i roligt tempo.

2.) Ballet
startede på Østengård.
Tv-dækningen
af stigningen på Østengårdsvej var desværre miserabel. Fuglsang
m.fl. var lige styrtet, og det fandt producerne umådelig
interessant. Imens fik vi at vide, at feltet blev splittet på
stigningen. Hvordan dette foregik, ved kun rytterne og tilskuerne på
stedet.

Men
vi kan konkludere, at stigningen, som lå ca. 47 km fra mål, fik den
betydning, som den givetvis var tiltænkt. Den blev brugt som afsæt
til den første udskilning, og herfra var der kun ca. 40 ryttere
tilbage til at kæmpe om sejren.

Det
var formentlig også her, at udmattelsen for alvor satte ind hos
mange af rytterne. For Astana var tabet af Fuglsang katastrofalt.
Måske skal styrtet ses som resultatet af en placeringskamp, der
skyldtes, at flere hold havde angrebsplaner på Østengård.

3.) Gl.
Kongevej opløste udbruddet og tippede magtbalancen blandt
favoritterne.
Som
følge af styrtet og Team Tinkoff-Saxos gentagne accellerationer sad
klassementets førende rytter Lars Boom ret alene, da hovedfeltet
nåede til etapens klart hårdeste stigning på Gl. Kongevej/Chr.
Winthersvej.

Stigningens
sværhedsgrad kan beskrives som Kiddesvej plus 50%, og man fornemmede
tydeligt, at rytterne var pressede af stigningsprocenterne i længere
tid, end de er på Kiddesvej, hvor en enkelt krafteksplosion kan være
nok til at nå op til toppen. På Gl. Kongevej er det hver mand for
sig, og udbruddet blev reduceret til et par trætte mænd her. Siden
kom favoritfeltet, hvor helikopterbilledet viste, at Lars Boom var
blevet sat en smule. Tilsyneladende lykkedes det ham at æde sig
tilbage kort efter, da terrænet blev mere medgørligt, men de første
søm var slået i hans kiste.

Igen
synes jeg, at den måde, stigningen blev tv-dækket på, var
kritisabel. Hverken udbrydernes eller favoritfeltets entré på
Gl. Kongevej blev vist, selvom venstresvinget fra Jellingvej var
meget spændende. Man fulgte de forreste udbrydere meget fra
motorcyklerne. Her havde et helikopterbillede havde været mere
illustrativt. Også ærgerligt, at det vigtige moment med Lars Boom,
der måtte slippe (eller var der andre grunde til det?), ikke kom med
på tv.

4.)
Kiddesvej
skabte indledende splittelse og gjorde rundstrækningen hård – men
var ikke altafgørende.
Det
er oplagt at tænke, at den hårdeste bakke på en afsluttende
rundstrækning er stedet, hvor de afgørende angreb sættes ind. Så
enkelt er det dog langt fra. Selvfølgelig trækker Kiddesvej tænder
ud, og det skete også denne gang. Men den berømte stigning
udelukker ikke angrebsforsøg andre steder på strækningen. Det så
man, da både Vinther og Kamp prøvede lykken. Formentlig har de
fornemmet, at Breschel var for stærk mand mod mand på Kiddesvej, og
så har de udset sig andre momenter.

Sidste
opstigning viste dog, at et hul på en håndfuld sekunder ikke rækker
langt, når først man rammer de 15-19%. Som Henrik Liniger rigtigt
konstaterede, gik Kamp kold på toppen, og så var vejen banet for
Breschel.

I
øvrigt nogle ejendommelige par hundrede meter, der følger efter
Kiddesvej. Løbet foregår nærmest i slowmotion her, fordi rytterne
kæmper og kæmper, men uden at flytte sig ret meget ud af stedet.
Forklaringen er, at selvom Koldingvej-strækningen ikke er lige så
stejl som Kiddesvej, så er der stadig nogle procenter på, og
rytterne sidder i syre til op over begge ører. At Kamp kunne spurte
sig til en tredjeplads her, må skyldes, at han er enormt god til at
håndtere netop syregrænsen.

I
virkeligheden var det måske ikke den sidste tur op ad Kiddesvej, der
var mest afgørende på årets Vejle-etape, men derimod den første.
Favoritterne sad godt med på dette tidspunkt, og Lars Boom var også
ganske langt fremme i feltet. Men da Breschel sætter tempo (og det
er jo vildt, at han både kan give den fuld gas her og siden også
vinde etapen), sker en afgørende udskillelse. Vi ser det ikke helt
på tv-billederne, men stærke folk som Boasson-Hagen, Magnus Cort og
Lars Boom bliver sat. Dermed var feltet af potentielle vindere – både
af etapen og klassementet – skrumpet gevaldigt ind.

Se også denne sammenligning af resultatet af hhv. Vejleetapen og slutstillingen i det samlede klassement. (Facebookopslag)

5.)
Konklusion:
Bakkerne virkede
Ser
man på etaperesultatet, så er der over 13 minutter fra nummer 1 til
nummer 41 i feltet. Det siger lidt om, at der blev gået til den på
bakkerne. Man kan ikke forvente, at feltets forholdsvis urutinerede
ryttere kan sidde med helt fremme, men her er altså tale om, at
størstedelen af etapeløbets ryttere bliver sat tilbage med
adskillige kilometer.

Hvad
Østengårdstigningen betød for udfaldet af etapen, må stå lidt
hen i det uvisse, da få har set, hvad der foregik der. I forhold til
eventuelle fremtidige tv-produktioner er det en udfordring, at man
ikke kan filme stigningen fra helikopter, da den ligger i en skov
hele vejen.

Gl.
Kongevej-stigningen er derimod vældig tv-egnet, og det tager dejligt
lang tid for rytterne at komme op ad den. Personligt så jeg gerne,
at man lavede en rundstrækning her i stedet for ovre ved Kiddesvej –
eller i hvert fald bare prøvede det af i en enkelt udgave af Post
Danmark Rundt.

Jeg
er ikke i tvivl om, at Gl. Kongevejs hårdhed har haft stor
indflydelse på tidsforskellene på etapen, men betydningen af
stigningen blev lidt mudret af, at den trods alt lå så langt fra
mål (ca. 40 km), og at de efterfølgende kilometer bød på relativt
harmløst terræn.

Her
kan jeg ikke lade være med at tænke på, om den
rundstrækningsfilosofi, som arrangørerne er tilhængere af (i år
er der afsluttende rundstrækninger på samtlige linjeløbsetaper), i
for høj grad foruddefinerer forløbet af etaperne. Jeg er helt med
på, at formatet er publikumsvenligt, men psykologisk er man også
med til at indpode en fælles forestilling hos hold og ryttere om,
at det er på rundstrækningen, at etapen afgøres. Det smager næsten
lidt af et koncept, og det er da trist, hvis løbene ender med at
følge en bestemt skabelon.

/Jacob

De danske højder giver visse udfordringer, kan man læse i nyhedsspalterne i denne uge. Men beredskabet er i orden.

Lørdag var der problemer på Lillebæltsbroen, hvor en deltager i et bridgewalking-arrangement fik det skidt. Det er i sagens natur ikke så nemt for brandvæsnet at rykke ud til et sted, der befinder sig øverst oppe på en 60 meter høj brokonstruktion, men det lykkedes guiderne af få kvinden hen til nedgangen, hvor brandfolkene kunne tage over. “Vi har øvet langt værre situationer derude, længe før det startede, så vi har procedurerne klar,” siger Ole Olsen til Fyens.dk.

http://www.fyens.dk/…/Drama-i-hoejderne-Kvi…/artikel/2756949

Tidligere på ugen kom det frem, at der er for lang vej til toiletterne, hvis man arbejder i de 254 meter høje pyloner på Storebæltsbroen. Alene turen i elevatoren tager adskillige minutter, og det duer jo ikke, hvis man skal, for hvis man skal, så skal man. Nu er der så blevet installeret toiletter i toppen, og jeg tør godt skrive under på, at de er de højest placerede toiletter i Danmark.

http://nyhederne.tv2.dk/2015-07-31-nu-indrettes-danmarks-hoejest-placerede-toiletter-kan-du-gaette-hvor

/Jacob

P.S.: Ovenstående indlæg blev første gang bragt på Danskebjerge.dk’s Facebookside. Bliv ven med Danskebjerge.dk her.

Danmarks areal blev forleden 40 kvadratmeter større. Så længe det varede.

En sommerhusbeboer på den sydvestsjællandske halvø Svinø fik øje på en større klump et-eller-andet ude i bugten. Klumpen nærmede sig, og fra stranden kunne man efterhånden se, at det drejede sig om et stykke sammenhængende vegetation.

Se billedet af “øen” her:
http://sn.dk/Vordingborg/Usaedvanlig-groen-oe-kom-flydende/artikel/504897

Den grønne ø vurderedes til at måle ca. 40 kvadratmeter. Men det er svært at efterprøve nu, for ved mødet med kysten gik klumpen fra hinanden.

Stammer nok fra klint
Teorien er, at mini-øen stammer fra Knudshoved Odde, som ligger længere mod syd. Her flår bølgerne hidsigt i klinterne, og somme tider ryger der stykker af. I det her tilfælde kan man forestille sig, at klintematerialet pludselig er smuldret bort, og så er terrænoverfladen nærmest svævet ned og er landet på havet “med benene først”.

Noget lignende skete for nylig ved Faxe Ladeplads. Her var det et stykke med sti og træ, der blev gnavet af – denne klump blev dog på land:
http://iloapp.danskebjerge.dk/blog/blogsbjerg?Home&post=234

Tag også et kig på nedenstående billede, som jeg har taget på Røsnæs. Græsset på spidsen af klinten har praktisk talt intet underlag, og ved et klinteskred vil det få sig en pænt stor flyvetur. Men der skal selvfølgelig nogle ganske særlig vindforhold til, for at en klintetop ikke bare lander blødt i vandet, men også hjælpes væk fra kysten og ud på åbent hav.

Læs mere om erosionsprocesser her:
http://danskebjerge.dk/skabelsen6.htm

/Jacob

Ét lille ord har domineret dækningen af årets Tour de France: Watt.

Der tales ufattelig meget om det. Alt for meget, hvis du spørger mig.

Watt er kort fortalt en angivelse af, hvor meget kraft rytteren overfører til cyklen. Altså er vi ovre i teknikafdelingen. Tv-stationer som TV 2, der dækker Touren massivt, er normalt ellers berøringsangste over for alt, der virker en lille smule teknisk. Men med watt er det anderledes. Rolf, Ritter og Leth elsker at nævne det – watt, watt og atter watt.

Froomes blik for watt
En af grundene er selvfølgelig Chris Froome. “Nu sidder han igen og kigger ned på sine wattgrænser,” lyder det igen og igen – i forskellige variationer og med en slet skjult bitterhed.

Froome er nærmest synonym med begrebet watt, fordi det angiveligt fylder så meget i træningen og strategien hos Sky. Holdets tilgang emmer af systematik, og systematik strider mod den “ufornuft”, som Jørgen Leth & Co. lovpriser. At Froome så i virkeligheden har andre grunde til at kigge ned (jf. denne artikel), fortæller vist bare, at det ikke er researchen, der tynger cykelkommenteringen og debatten.

Nuvel. Watt har da betydet meget i de senere års sportsvidenskab.

Fokus på power
Før hen har en træningstur rummet en del ubekendte, som gjorde det svært at få et præcist billede af en cykelrytters ydeevne. Hvis rytteren fx kørte den samme rute med nogle dages mellemrum, kunne det, at han kørte hurtigere eller langsommere den ene dag, skyldes andre ting end ændringer i formkurven. Det kunne være, at det blæste mere eller mindre, eksempelvis.

Med wattmålingen, der alene viser, hvilken kraft – power – der trædes ud i pedalerne, kan man skære de ydre faktorer væk og kun se på, hvad kroppen har leveret. Smart? Ja, bestemt!

Men at tale så meget om de dersens watt, indebærer to problemer.

Puls er nyttigt
Det ene er, at wattmåling kommer til at overskygge pulsmålingen.

I kraft af pulsbælter har man i et par årtier nemt kunnet måle udøveres puls. Det gør, at man så at sige er helt inde i motorrummet og kan studere, hvor presset kroppen er nu og her. Disse pulsdata kan være til stor hjælp for udøveren, for uanset rytterens motivation og formodede styrke er der grænser for, hvor meget hans motor kan levere. Eksempelvis er det umuligt at ligge over 90% i puls over længere tid.

Her nytter det ikke at kigge på sin wattmåler og sige “jamen, i går kunne jeg godt træde 300 watt, så det må jeg også kunne nu!” Det er nemlig langt fra sikkert, at din krop er i lige så god forfatning om tirsdagen, som den var om mandagen. Hvis det drejer sig om hård og langvarig træning eller konkurrence, er det faktisk sandsynligt, at den har mistet lidt siden i går. Den ændring afspejles i dine pulsdata.

Watt duer ikke uden puls
Når du derimod måler watt, befinder du dig ikke i motorrummet. Du står udenfor og samler det produkt op, som motoren har leveret, kan man sige. Det har sine fordele, men også sine begrænsninger.

Eller som den britiske professor Louis Passfield har forklaret det:

“Having
access to power is one thing – but (…) heart rate data still has
its place and it’s important to use that alongside wattage. Riding
to a specific power alone will tell you what work you are doing but
not at what physiological cost.”

En pointe, som i den pågældende artikel uddybes således: Konstant power, men hurtigt stigende puls betyder, at du nok går død inden længe. En faldende puls kan derimod betyde, at der er plads til at presse yderligere på og øge sin power.

Fejlopfattelse af watt
Her kommer vi så til det andet problem med watt-hysteriet. Nemlig at menigmand ud fra den megen omtale får den opfattelse, at wattmåling er vejen til at forbedre sin form.

Jeg gætter endda på, at der er godt gang i salget af wattmålingsudstyr for tiden. Den jævne motionist vil jo gerne gøre som Tour-stjernerne. Og gadgets er altid tillokkende. Der er måske lidt “so last year” over pulsmåling.

Men jeg vil klart mene, at for motionisten så er den gode gammeldags puls stadig det vigtigste instrument. Det er pulsmålingen, der sikrer, at du yder dit optimale i en given situation. Den hjælper dig med dine intervaller, når det gælder om at presse hjerterytmen helt i top. Og den hjælper dig i konkurrence, når du skal undgå at syre fuldstændig til på en stigning.

Wattmåling er en slags overbygning til dette. Jeg vil tro, at alle proffer benytter sig af det i løb og træning. Men de skrotter ikke pulsbæltet. Watt og puls hører sammen, og det skurrer altså i mine ører, når kommentatorer og eksperter kun nævner det første.

/Jacob

Hvordan ved man, om man er en god bjergrytter?

Du kan samle en masse data om dig selv. Højde, vægt, BMI, fedtprocent, kondital, muskelmasse, ydelse i watt, alder – for blot at nævne nogle af parametrene. Smid tallene i en regnemaskine, og du får en indikation.

Men du kan også bare tilmelde dig et motionscykelløb. Et af de kuperede. Og så er metoden enkel:

Hvis du kører i en gruppe, og du bøvler med at følge de andre på en stigning, så har du halvdelen af svaret.

Hvis du så uden større besvær indhenter dem igen, når terrænet falder, har du fundet frem til den anden halvdel.

Og så er det, at du skal lægge det hele sammen: Hvis du både hænger på stigningerne og triller hurtigere nedad end de andre, ja, så er du med meget stor sandsynlighed IKKE bjergrytter. Yderligere udregninger er sådan set ikke påkrævet.

Ond og hjælpsom tyngdekraft
Forklaringen ligger selvfølgelig i kropsvægten og tyngdekraften. Tyngdekraften er en hård modstander, når du er en tung rytter, men den hjælper dig, når det går ned ad bakke.

Det kan måske lyde overraskende, men undertegnede bestyrer af Danskebjerge.dk hører til netop denne kategori. I ni ud af ti tilfælde, hvor jeg bliver sat i et løb, er det på en stigning. Typisk har jeg været oppe i det røde felt et par gange tidligere, men før eller siden må jeg slippe.

Og selvom jeg får hjælp af tyngdekraften på faldende asfalt, så er der lige en ulempe mere, som man må trækkes med som ikke-bjergrytter. Du har nemlig ikke ret meget gavn af at ligge på hjul opad. Til gengæld er det en stor hjælp, efter man har nået toppen.

Med andre ord: Hvis du mister hjulet på den forankørende, mens terrænet stiger, så har han og de andre i gruppen fordel af at kunne ligge i læ efterfølgende, mens du selv sidder alene tilbage i vinden. Dette er for mit vedkommende opskriften på lidt for meget alene-kørsel i diverse motionsløb.

Smidt af
Som nu i dag til løbet Tour de Vestsjælland, hvor jeg formår at hægte mig på den hurtigste lille gruppe, indtil vi rammer stigning på stigning efter en halv snes kilometer. Jeg må slippe og håber så i stedet, at der kommer nogen op bagfra.

Hvis man er heldig, sidder man kun et par kilometer på mellemhånd, før man finder ind i en ny gruppe. I dag er jeg ikke heldig.

Det samlede deltagerfelt er forholdsvis lille, så der er langt mellem grupperne. Jeg ender med at køre halvdelen af løbet i ynkelig ensom majestæt. For at føje spot til skade var rutens hårdeste terræn placeret i starten. Var jeg kommet med over bakkerne her, ville jeg måske have kunnet sidde i førergruppen meget længere. Hvis og hvis.

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg er en muskelsvindsramt skovsnegl på en stigning. Det er bare sådan, at de fleste motionsløbsryttere skruer op for poweren, når det går opad. Den stærke rytter kan gøre det med blot et par ekstra streger på pulsmåleren som konsekvens. Men på én som mig er virkningen flere gange større. Og så begynder medkørerne lige så stille at forsvinde i horisonten.

Urimeligt – eller?
Jeg er normalvægtig. Men vejer 80 kilo (med de variationer der er hen over sæsonen). Mit gæt er, at den bedste fjerdel i et typisk motionsløb ligger i den nedre del af normalvægtsintervallet eller derunder. Og så er langt de fleste af dem lavere end mig, hvilket i sig selv gør, at de vejer mindre.

Det er egentlig feje hold!

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville klare mig relativt bedre i et løb med få og små stigninger. Hvilket dog ikke får mig til at ønske bakkerne hen, hvor peberet gror.

Ligesom jeg som tv-seer foretrækker at se de professionelle ryttere kæmpe mod hinanden i kuperet landskab, så er stigningerne også med til at give ruterne ude på de danske veje karakter. Der er jo faktisk en god portion spænding ved, at asfalten varierer. Hvor stærke er dem, jeg kører i gruppe med? Kan jeg komme med op over den næste bakke? Og koster det mig for mange kræfter, hvis jeg gør? Med stigningerne kommer der et usikkerhedsmoment ind i cykelløbet, og det gør løbet til andet end bare en udmøntning af den enkelte rytters kondital.

Ny definition
Så for mit vedkommende vil fremtiden utvivlsomt byde på mange flere nederlag på stigningerne. Jeg bliver aldrig nogen bjergrytter, men bakket landskab er alligevel tiltrækkende.

Måske skal man i virkeligheden forstå begrebet bjergrytter lidt anderledes: En bjergrytter er ikke nødvendigvis én, der er god til at cykle i kuperet terræn. Det kan også være én, der bare holder af at gøre det. Og det gør jeg!

/Jacob

P.S.: Billedet ovenfor er taget af Danskebjerge.dk ved dagens løb.

Det stod ned i stænger, da jeg hentede mit startnummer i teltet. Det var en af de dage.

Tilbage i bilen – med klimaanlægget skruet godt op over stuetemperatur – sad jeg i mit cykeltøj og overvejede næste skridt. En u-vending og retur til min varme seng blinkede som en af valgmulighederne.

Hvad jeg ville gå glip af? Det, som folkene bag Born Fondo selv kalder “de vildeste kilometer du nogensinde har prøvet i Danmark”. Dermed menes en enkeltstart med en vanvittig høj koncentration af højdemeter. Som bornholmerne selv har døbt den uden forbehold: En bjergenkeltstart.

Se Danskebjerge.dk’s film fra enkeltstarten her.

To brutale bakker
Der er kun 8,4 kilometer fra start til mål, men to af Danmarks sværeste bakker indgår. Starten er modbydelig: Hovedgaden i havnebyen Vang kaster lidt over 90 højdemeter i ansigtet på dig, stiger med 7,2% i snit og har flere passager med hældningsgrader på over 10%. Vang-bakken er af Danskebjerge.dk kåret som landets hårdeste stigning og vil med garanti koste dig minutter på sluttiden.

Senere venter endnu en grum stigning – vejen op til fyrtårnet på Hammeren. Men denne lidt for tidlige morgenstund var vejret min værste fjende.

Opvarmning skrottet
“Du ryster jo,” sagde TV2/Bornholms fotograf til mig ved startstregen.

Og ja, det blev en koldstart. Men dog en start.

Jeg havde bidt tænderne sammen og trillet ned til havnen i Vang. Få sekunder senere blev jeg sendt afsted.

Opvarmningen havde jeg efter moden overvejelse skrottet. Jeg kørte direkte fra bilen og til startområdet. Virkningen fra klimaanlæggets milde brise blev pisket ud af mig, lige så hurtigt som man kan sige solskinsø. Lufttemperaturen var étcifret – ikke særligt imponerende for den sidste lørdag i maj måned. Og det hele blev ti gange værre af den hårde vind, som bragede ind fra syd.

At jeg ikke var den eneste, der havde det sådan, viste sig ved navneopråbet. Jeg havde startnummer 10, men rullede afsted som anden deltager. Blandt andet ventede vi forgæves på en gut med mellemnavnet Pantani. Han havde åbenbart valgt dyne frem for dyngvåd enkeltstart.

Alpine procenter
Med en kropsbygning som den hedengangne italiener ville man ellers nok være godt stillet på den her rute.

Okay, en robust Jens Voigt-type vil måske kunne møve sig op igennem Vang i anstændigt tempo. Men på den godt 700 meter lange målbakke på Fyrvej bliver procenterne alpine. Flere gange nærmer de sig 20, og gennemsnitsprocenten når kun ned på 9, fordi der undervejs er et par flade stykker. Senest på Fyrvej giver betegnelsen bjergenkeltstart utrolig god mening.

Inden da skal man dog igennem Slotslyngen. Et naturområde, som på andre dage end lige denne havde været en smuk oplevelse.

Slots-slyngen kunne man også lidt muntert kalde strækningen, for den byder på et markant hårnålesving. Ikke ret skrånende, men i målområdet blev der op til flere gange advaret om, at den slyngede vej var spejlglat pga. regnen. Måske derfor bremsede jeg lige lidt rigeligt op, da jeg skulle igennem. Hvilket dog ikke skal være nogen undskyldning for min noget skuffende tid.

Disponér kræfterne
På forhånd havde jeg håbet på en snitfart på omkring de 30. Fuldstændig urealistisk, skulle det vise sig. Ganske vist var der mest medvind, og på nedkørslerne kom der pænt gang i hjulene. Men det er slet ikke nok til at indhente det tidstab, som tyngdekraften forårsager på stigningerne. I alt 182 højdemeter er der ifølge løbsprogrammet på ruten. Det koster på uret.

En helt afgørende faktor på en enkeltstartsrute som denne er disponeringen i forhold til de to store stigninger. Det er farligt at gå helt død allerede i Vang, og det er farligt at være tappet for kræfter, når du når frem til foden af Fyrvej. Omvendt skal man jo heller ikke være en forsigtig-Per, for de fleste bruger kun mellem 15 og 20 minutter på turen.

Det er ikke sikkert, at jeg selv greb det rigtigt an. Men jeg ved, at jeg hev godt og grundigt efter vejret, da jeg rullede i mål med ca. syv km/t (der står en mand, som skubber rytterne et ekstra stykke, så de ikke er i vejen for de næste – jeg takker for hjælpen!). På vejen op var det blevet til en enkelt overhaling. Desværre var jeg den overhalede. Men man kan jo altid prøve at bilde sig selv ind, at det var en af løbets stærkeste ryttere, der gav mig baghjul.

Traditionsrig rute
Jeg bliver aldrig motionisttypen, der trækker på skuldrene af uvejr. Til gengæld er jeg ret vild med events, der giver deltagerne noget mere end bare en cykeltur på vilkårlige landeveje.

I det her tilfælde har vi endda at gøre med en rute, som bærer på traditioner. I årtier har bornholmerne afviklet klubmesterskab i enkeltstart på præcis disse 8,4 kilometer, og hvis Born Fondo bliver en tilbagevendende begivenhed, så kan ruten udvikle sig til en klassiker – en “pilgrimsrute” for enhver nogenlunde ambitiøs dansk motionscyklist.

Behøver jeg for resten at sige, at regnvejret stoppede, så snart jeg kom i mål?

Det var en af de dage.

/Jacob

Danmarks største broer kan mere end bare forbinde landsdele. De er også fascinerende bygningsværker, der rækker højt op mod himlen. Og nu giver en ny attraktion på den gamle Lillebæltsbro mulighed for at se broen og dens omgivelser fra et noget anderledes perspektiv.

For 250 kroner kan man få en guidet tur hen over broen. Ja, henover. En gangbro, der er en halv meter bred, fører op over vejbaner og togskinner og giver en enestående udsigt ud over Lillebælt og de fynske og jyske kystområder. Det højeste punkt på turen er 60 meter over havet. Folk med diagnosticeret højdeskræk frarådes at forsøge.

Også brobestigning på Storebælt
Det er ikke første gang, at menige danskere får chance for at komme til tops i en dansk brokonstruktion. På Storebælt har man i flere år givet adgang til en af hængebroens 254 meter høje pyloner. Men det har været i forbindelse med særarrangementer, hvor turen f.eks. var en præmie i en konkurrence. Eller specialevents for pressen.

Jeg har selv haft æren af at kigge ud fra toppen af Storebæltsbroen. En skøn oplevelse. Men der er forskel på at stå på en platform omgivet af en tyk, halvanden meter høj betonmur og så at liste hen ad en smal gangbro med luft lige under sig og til begge sider. Ingen tvivl om, at det, der kan gøre Lillebælt Bridge Walking – som er det officielle navn – til et tilløbsstykke, er folks forkærlighed for sug i maven.

Pyloner overgår landjord
I øvrigt har der været tanker fremme om at gøre Storebæltsbroen til en kommerciel turistattraktion på lidt samme måde som den gamle Lillebæltsbro. Men de planer er så vidt vides ikke kommet videre end til nogle indledende drøftelser.

Storebælts pyloner er med deres 254 meter de højeste bygningsværker i Danmark. Også pylonerne på Øresund har betragtelig højde: 204 meter er der fra toppen og ned til havoverfladen. Intet dansk terrænpunkt når derop. Den planlagte Femern-forbindelse kunne have sat ny højderekord – her ville pylonerne have været næsten 270 meter høje -, men som bekendt har man valgt at bygge en tunnel i stedet.

Se flere højderekorder her:
http://danskebjerge.dk/artikler-rekorder.htm

/Jacob

Nordsjællandske strandvejsvillaer forbindes – med rette – med skyhøje boligpriser. Men Jylland kan også. Tag nu f.eks. den vejlensiske bydel Bredballe. Bredballe ligger på en ca. 70 meter høj skråning ned mod Vejle Fjord. Sydvendt, vel at mærke. Så der er ikke bare pragtudsigt til fjorden, men også til solen.

Egentlig var det til stor skade for bakkelandskabet, at man for få årtier siden satte gang i et omfattende byggeri i området. Men når det nu skulle være, så er terrænet altså genialt til boliger. Man kan jo bygge det ene hus bag ved det andet, uden at nogen af dem frarøves fjordudsigten. De står så at sige på skuldrene af hinanden.

Boliginvesteringerne lønnede sig, i hvert fald hvis man ser på priserne. Bredballe har i dag adskillige parcelhuse, der koster mere end 40.000 kr. pr. kvadratmeter. Det fremgår af et kort på websitet boligejer.dk. Så høje priser finder man kun ganske få andre steder på egnen.

Og zoomer man endnu længere ud, er Bredballes boligpriser stadig med helt i top.

Her i foråret blev en næsten nybygget villaejendom på Jørgasvej sat til salg for 42 mio. kr. Det gjorde den til den ottende dyreste udbudte bolig i hele landet. Og den dyreste i hele Jylland, skriver finans.tv2.dk.

Huset blev bygget i 2010. Billedet fra Google Streetview er fra året før, så her kan man i bogstaveligste forstand se en lastbil læsse byggemateriale af ved det kun delvist opførte hus.

Det er ikke højden over havet, der definerer stedets dyre beliggenhed. Det er derimod, at der er fuldstændig uspoleret udsigt til Vejle Fjord. Og så alligevel: Gennem huset går 5 meter koten. De meter giver lige det løft, som danner den perfekte vinkel ned mod det nærliggende vand. Ja, og så er man stadig i betryggende afstand af bølgerne, hvis vejret en dag skulle hidse sig op.

Lad mig til sidst nævne endnu en fordel ved at bygge boliger på en bakke som den i Bredballe: Arkitektonisk skaber det nogle muligheder, som man ikke finder på en flad mark.

Ejendomsmægleren skriver selv om boligen på Jørgasvej, at den er “harmonisk bygget ind i det skrånende landskab, der fører ned mod fjordbredden”. Og dét kendetegner faktisk mange af områdets ejendomme. F.eks. på Mølgårdsvej – Danmarks fjerdestejleste vej, der ligger et stenkast fra Jørgasvej. Hvad der ville være almindelige halvkedelige parcelhuse et andet sted i landet, bliver her til visuelt spændende konstruktioner, simpelthen fordi de har for nogle anderledes linjer: Man har bygget vandret på et underlag, der er skråt.

Danskebjerge.dk’s billede herover viser Mølgårdsvej 35. For så vidt et enkelt byggeri, men bemærk, at baghaven ligger på niveau med førstesalen!

/Jacob