Årets
Vejle-etape i Post Danmark Rundt 2015 er overstået. Den hårdeste
etape nogensinde
har arrangørerne har kaldt den, og terrænmæssigt
virker det som en rimelig beskrivelse. Vejret kunne selvfølgelig
have været mere modbydeligt, og det hårde ræs kunne være begyndt
tidligere, men hvis vi alene ser på ruten, så var den meget
udfordrende og åbnede for mange scenarier.

I
kraft af tv-transmissionen har det været nemmere end tidligere at
følge udviklingen i løbet. Transmissionen er revolutionerende for
cykelsporten i Danmark og var langt henad vejen fremragende. Desværre
var der nogle missere i prioriteringerne, hvilket jeg vil komme ind
på senere.

Her
er min gennemgang af stigningernes betydning:

1.) Stigningerne
på den første halvdel af etapen havde ikke meget at sige.
Det
ventede tidlige udbrud lå et par minutter foran feltet – det hele
var kontrolleret og en lille smule forudsigeligt.

Jeg
har selv stået på bakker rundt omkring i landet og set skuffet til,
når først udbrydergruppen og siden feltet trillede snakkende hen
over toppen. Og det er ikke kun et Post Danmark Rundt-fænomen. Hvor tit har man ikke hørt kommentatorer
piske en stemning op om en stigning som La Redoute i
forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège, selvom stigningen 9 ud af
10 gange får meget ringe indflydelse på slutresultatet, netop fordi
den ligger for langt fra mål.

Jamen,
de tidlige stigninger er vel med til at trætte rytterne? Ja, i nogen
grad, men her har vi jo med proffer at gøre og ikke motionister som
os andre. For os er selve bestigningen af Vejles bakker udmarvende,
men ryttere, der kører mange hundrede kilometer om ugen, bliver ikke
synderligt slidt af at køre opad i roligt tempo.


2.) Ballet
startede på Østengård.

Tv-dækningen
af stigningen på Østengårdsvej var desværre miserabel. Fuglsang
m.fl. var lige styrtet, og det fandt producerne umådelig
interessant. Imens fik vi at vide, at feltet blev splittet på
stigningen. Hvordan dette foregik, ved kun rytterne og tilskuerne på
stedet.

Men
vi kan konkludere, at stigningen, som lå ca. 47 km fra mål, fik den
betydning, som den givetvis var tiltænkt. Den blev brugt som afsæt
til den første udskilning, og herfra var der kun ca. 40 ryttere
tilbage til at kæmpe om sejren.

Det
var formentlig også her, at udmattelsen for alvor satte ind hos
mange af rytterne. For Astana var tabet af Fuglsang katastrofalt.
Måske skal styrtet ses som resultatet af en placeringskamp, der
skyldtes, at flere hold havde angrebsplaner på Østengård.


3.) Gl.
Kongevej opløste udbruddet og tippede magtbalancen blandt
favoritterne.

Som
følge af styrtet og Team Tinkoff-Saxos gentagne accellerationer sad
klassementets førende rytter Lars Boom ret alene, da hovedfeltet
nåede til etapens klart hårdeste stigning på Gl. Kongevej/Chr.
Winthersvej.

Stigningens
sværhedsgrad kan beskrives som Kiddesvej plus 50%, og man fornemmede
tydeligt, at rytterne var pressede af stigningsprocenterne i længere
tid, end de er på Kiddesvej, hvor en enkelt krafteksplosion kan være
nok til at nå op til toppen. På Gl. Kongevej er det hver mand for
sig, og udbruddet blev reduceret til et par trætte mænd her. Siden
kom favoritfeltet, hvor helikopterbilledet viste, at Lars Boom var
blevet sat en smule. Tilsyneladende lykkedes det ham at æde sig
tilbage kort efter, da terrænet blev mere medgørligt, men de første
søm var slået i hans kiste.

Igen
synes jeg, at den måde, stigningen blev tv-dækket på, var
kritisabel. Hverken udbrydernes eller favoritfeltets entré på
Gl. Kongevej blev vist, selvom venstresvinget fra Jellingvej var
meget spændende. Man fulgte de forreste udbrydere meget fra
motorcyklerne. Her havde et helikopterbillede havde været mere
illustrativt. Også ærgerligt, at det vigtige moment med Lars Boom,
der måtte slippe (eller var der andre grunde til det?), ikke kom med
på tv.


4.)
Kiddesvej
skabte indledende splittelse og gjorde rundstrækningen hård – men
var ikke altafgørende.

Det
er oplagt at tænke, at den hårdeste bakke på en afsluttende
rundstrækning er stedet, hvor de afgørende angreb sættes ind. Så
enkelt er det dog langt fra. Selvfølgelig trækker Kiddesvej tænder
ud, og det skete også denne gang. Men den berømte stigning
udelukker ikke angrebsforsøg andre steder på strækningen. Det så
man, da både Vinther og Kamp prøvede lykken. Formentlig har de
fornemmet, at Breschel var for stærk mand mod mand på Kiddesvej, og
så har de udset sig andre momenter.

Sidste
opstigning viste dog, at et hul på en håndfuld sekunder ikke rækker
langt, når først man rammer de 15-19%. Som Henrik Liniger rigtigt
konstaterede, gik Kamp kold på toppen, og så var vejen banet for
Breschel.

I
øvrigt nogle ejendommelige par hundrede meter, der følger efter
Kiddesvej. Løbet foregår nærmest i slowmotion her, fordi rytterne
kæmper og kæmper, men uden at flytte sig ret meget ud af stedet.
Forklaringen er, at selvom Koldingvej-strækningen ikke er lige så
stejl som Kiddesvej, så er der stadig nogle procenter på, og
rytterne sidder i syre til op over begge ører. At Kamp kunne spurte
sig til en tredjeplads her, må skyldes, at han er enormt god til at
håndtere netop syregrænsen.

I
virkeligheden var det måske ikke den sidste tur op ad Kiddesvej, der
var mest afgørende på årets Vejle-etape, men derimod den første.
Favoritterne sad godt med på dette tidspunkt, og Lars Boom var også
ganske langt fremme i feltet. Men da Breschel sætter tempo (og det
er jo vildt, at han både kan give den fuld gas her og siden også
vinde etapen), sker en afgørende udskillelse. Vi ser det ikke helt
på tv-billederne, men stærke folk som Boasson-Hagen, Magnus Cort og
Lars Boom bliver sat. Dermed var feltet af potentielle vindere – både
af etapen og klassementet – skrumpet gevaldigt ind.


Se også denne sammenligning af resultatet af hhv. Vejleetapen og slutstillingen i det samlede klassement. (Facebookopslag)

5.)
Konklusion:
Bakkerne virkede
Ser
man på etaperesultatet, så er der over 13 minutter fra nummer 1 til
nummer 41 i feltet. Det siger lidt om, at der blev gået til den på
bakkerne. Man kan ikke forvente, at feltets forholdsvis urutinerede
ryttere kan sidde med helt fremme, men her er altså tale om, at
størstedelen af etapeløbets ryttere bliver sat tilbage med
adskillige kilometer.

Hvad
Østengårdstigningen betød for udfaldet af etapen, må stå lidt
hen i det uvisse, da få har set, hvad der foregik der. I forhold til
eventuelle fremtidige tv-produktioner er det en udfordring, at man
ikke kan filme stigningen fra helikopter, da den ligger i en skov
hele vejen.

Gl.
Kongevej-stigningen er derimod vældig tv-egnet, og det tager dejligt
lang tid for rytterne at komme op ad den. Personligt så jeg gerne,
at man lavede en rundstrækning her i stedet for ovre ved Kiddesvej –
eller i hvert fald bare prøvede det af i en enkelt udgave af Post
Danmark Rundt.

Jeg
er ikke i tvivl om, at Gl. Kongevejs hårdhed har haft stor
indflydelse på tidsforskellene på etapen, men betydningen af
stigningen blev lidt mudret af, at den trods alt lå så langt fra
mål (ca. 40 km), og at de efterfølgende kilometer bød på relativt
harmløst terræn.

Her
kan jeg ikke lade være med at tænke på, om den
rundstrækningsfilosofi, som arrangørerne er tilhængere af (i år
er der afsluttende rundstrækninger på samtlige linjeløbsetaper), i
for høj grad foruddefinerer forløbet af etaperne. Jeg er helt med
på, at formatet er publikumsvenligt, men psykologisk er man også
med til at indpode en fælles forestilling hos hold og ryttere om,
at det er på rundstrækningen, at etapen afgøres. Det smager næsten
lidt af et koncept, og det er da trist, hvis løbene ender med at
følge en bestemt skabelon.

/Jacob