Blogsbjerg

Når man har sagt Maglesø, har man også sagt bakker. Men vidste du, at bakkelandskabet rækker et godt stykke mod vest – og dér gemmer på 82 fantastiske dødistoppe?

Det landskab, jeg taler om, ligger vest for Brorfelde Observatorierne og indkredses hovedsageligt af de tre veje Ringstedvej, Mogenstrupvej og Brændholtvej. Derimellem finder man en ekstrem høj koncentration af små, stejle bakker, typisk kugleformede eller aflange, hvis man ser dem oppefra. Flere steder er der skråninger, der ikke er meget længere end godt 100 meter, men som alligevel har højdeforskelle på 20-35 meter.

På kortet ovenfor har jeg markeret toppene med røde prikker. 82 styk fik jeg det til ved min optælling. Det er et vanvittigt højt tal, når man tænker på, at området kun er 8,5 kvadratkilometer stort. Og så har jeg endda ikke talt de bakketoppe med, som lå der, før dele af terrænet blev forvandlet til grusgrave. De to største grusgrave ses som lyse områder omtrent midt på kortet.

Kriteriet for, om en knold skulle tælles med eller ej, var, om den havde fald til alle sider, og om der til mindst tre af siderne var fald på mere end 5 højdemeter. Dette er undersøgt vha. topografiske kort. Der har dog været et vist element af skøn ind over, da bakketoppe som disse er svære at sætte på formel pga. deres uregelmæssighed.

Det er et klassisk træk ved dødislandskaber, at de består af markante “bobler”, snarere end langstrakte bakkekamme og plateauer.

Fænomenet er opstået ved, at der mod slutningen af sidste istid lå ismasser tilbage (død is), der ikke længere havde forbindelse til selve gletsjeren. Disse efterladte ismasser blandede sig med sten, sand og grus, hvilket skabte et særdeles uregelmæssigt terræn, da afsmeltningen var afsluttet. Dødislandskaber findes både på Sjælland, Fyn og i Jylland, men få steder er der så puklet som ved Maglesø.

Desværre er de 82 midtsjællandske dødisbakker nærmest ukendte. Det hænger sammen med, at der er gjort tæt på ingenting for at gøre området interessant for naturelskere. Mange af de gamle markveje er forsvundet, og de grusveje, der trods alt eksisterer, er forsynet med skilte, der beder alle andre end beboerne om at holde sig væk.

På den modsatte side af Ringstedvej forholder det sig lidt anderledes. Brorfelde er kendt, og et kommende oplevelsescenter vil gøre stedet til en egentlig turistattraktion. Selve Maglesø og traktørstedet dér besøges også af mange mennesker.

Jeg har endnu ikke lavet en bakkeoptælling i den del af området. Men mon ikke, at det samlede tal vil nå op over 100 på de i alt ca. 20 kvadratkilometer?

/Jacob

Den norske forfatter Roger Pihl er en god ven af Danskebjerge.dk. Han har netop anmeldt Trap Danmarks Topografiske Atlas – og er i lighed med undertegnede stærkt kritisk.

Her er hans anmeldelse:

BOKANMELDELSE:

Jeg sverger til kart, og ikke GPS. Ja, jeg innrømmer at jeg nå og da kjører etter GPS’en, men det er mest når jeg har dårlig tid og trenger å komme fort fram til målet. Men ellers lar jeg kartet være min kilde til inspirasjon.

Jeg følger et enkelt prinsipp når jeg er på reisefot. Jeg følger de tynne, svarte strekene på kartet. Ikke de fete blå, de tykke røde, de lubne grønne, de trinne røde eller de utallige gule. Nei. Jeg kommer sjelden fort fram. Jeg kommer sent, men jeg kommer godt. Skal jeg være helt ærlig, forestiller jeg meg at en satelittnavigator helst følger den korteste veien mellom to punkter. Det utelukker de fleste omveiene og innfallene underveis.

Det gjør ikke noe. Tvert i mot, det er litt av poenget. Å la tilfeldighetene råde noen ganger. Å ikke ha kontroll. Jeg innrømmer også at jeg ofte kommer til steder jeg gjerne kunne vært foruten. Men den som intet våger, intet vinner. Det merkelige fjellpartiet Stoltenbjerg, fant jeg for eksempel ved en tilfeldighet. Men hvilket funn!

Et godt kart er full av informasjon, historie, innsikt og dybdekunnskap. Et kart kan leses som en bok, jeg kan hygge meg med gode kart i timevis. Sitte foran peisen med en øl, la fingeren gli langs småveier eller langs vannlinjen til en innsjø, oppover en elv, innom en landsby, eller for ikke å glemme, langs en av dalene! Eller ut på en av øyene! Stoppe ved et pussig navn. Højestehøj? Og akkurat som med bøker, et godt kart blir bedre når du har lest det flere ganger. Du oppdager nye ting, hele tiden. Du finner de små, lekre detaljene som kartografene møysommelig har lagt inn og er små belønninger til den tålmodige.

GPS kan sikkert være praktisk, men du kan ikke sette deg godt til rette i bibliotekets godstol og hygge deg med et GPS-bilde, eller en utskrift av en GPS-skjermdump. Gjenoppleve steder, turer og hendelser, det kan du bare gjøre på kartet.

Etter hvert har jeg utviklet interessen for større målestokker, og kan nesten ikke få store nok kart. Detaljer er viktige, og jeg pleier å si at hjemme har jeg en globus i naturlig størrelse. Den som tviler, får lov til å bli med ut i hagen bak huset og se med egne øyne.

For oss som kan sitte i mange timer og studere Topografisk Atlas 1:100.000 i syvende utgave (2008), var nyheten om at Trap Danmark skulle utgi et topografisk atlas med målestokk 1:75.000 som en ekstra julaften å regne. Jeg kjøpte det uten å blunke. Ja, det kostet en formue (400 kroner), men gode atlas er da også verd en formue.

Det som skiller Traps Topografiske Atlas fra atlaset til Nordisk Korthandel, bortsett fra oversikten, er skyggeleggingen – eller 3D-effekten som forlaget kaller det. Med denne 3D-effekten og færre koter enn i tradisjonelle atlas sikter forlaget på en ny og annerledes atlasopplevelse. Skyggeeffekten bygger på Højdemodellen fra Geodatastyrelsen, som kan lage kart med høyde og helling for hele Danmark. Effekten er skapt som om det kommer lys fra nordvest, hvilket betyr at jo mer en bakke heller mot sørøst, jo mørkere vil området bli vist. Bakkelandskapet vil enten bli vist med kraftig, svak eller ingen skyggeeffekt avhengig av i hvilken himmelretning landskapet luter.

Det høres flott ut og det ser fint ut ved første øyekast og det er et godt salgspoeng. 3D-effekten er likevel ikke det første som slår deg når du leser atlaset – det er det fraværet av stedsnavn som gjør. Forlaget sier selv at de har fjernet stedsnavn for å skape et nåtidig, enkelt og overskuelig kart. Her ligger kartets akilleshæl, for hva skal vi med et kart når mangelen på stedsnavn er overveldende? Hva er «nåtidig» med å utelate stedsnavn?

Allerede på oversiktskartet skriker mangelen mot deg: Her finnes ikke ett eneste navn! Ikke ett! Ikke en eneste innsjø. Ikke en eneste elv. Hensikten med et oversiktskart er å gi leseren navigasjonspunkter til å velge riktig kartblad, men dette oversiktskartet er kjemisk renset for slike punkter. Helt ribbet.

Fadesen fortsetter utover i kartbladene. Det første jeg gjør når jeg åpner et nytt atlas, er å kikke på de stedene jeg kjenner godt. Der kan jeg kontrollere kvaliteten og se om kartet utelater noe eller om det har blitt tilført nye, interessante detaljer. Eating is the proff of the pudding, som det heter på nydaI så måte er Traps topografiske atlas en formidabel skuffelse.

På et par minutter fant jeg følgende mangler: Lindsbjerg på Ærø mangler. Synneshøj på Ærø er navngitt, men postamentet er ikke med, slik at du ikke kan se hvor i terrenget toppen ligger. Storeknøs ved Himmelbjerget er borte! Knøsen, det høyeste punktet på Jyske Ås har mistet postamentet og kan ikke plasseres i terrenget. Postamentet på Lerbjerg i Svanninge Bjerge er borte. Yding Skovhøj er Danmarks høyeste punkt! Ejer Bavnehøj har feil høydeangivelse! Aborrebjerg, Møns høyeste punkt, er borte! Store Ørnhøj på Møn har også forsvunnet. Hohøj ved Mariager er borte! Bramslev Bakker ved Hobro er borte! Sukkertoppen i Højlund Skov er borte! De fredede toppene Sindbjerg og Stoubjerg utenfor Silkeborg er forsvunnet! Store Troldhøj i Gjern Bakker finnes ikke! Samsøs høyeste punkt Ballebjerg er fjernet! Høstbjerg på Rømø er fjernet! Kikkebjerg på Fanø er borte! Pælebjerg, Fanøs høyeste punkt, har ingen høydeangivelse og er dermed ikke Fanøs høyeste punkt lenger. Hallo? Trenger jeg fortsette?

I Nordisk Korthandels atlas er stedsnavnregisteret på 45 sider, hos Trap er den bare 25. Grovt regnet betyr det at antallet stedsnavn er halvert til tross for at målestokken er økt med 25 %. Når målestokken øker er det naturlig å anta at antall stedsnavn øker tilsvarende. Det gjør det ikke. Derfor føles atlaset mer som et kart over prærien i Nord-Dakota.

Med dette atlaset ville det aldri ha blitt noe av «Guide til Danmarks bjerge,» min første bok om danske høydepunkter som utkom i 2005. Dermed ville det heller ikke blitt noe av folkebevegelsen www.bestigbjerge.dk som får dansker opp av tv-stolen og ut på tur i det herlige, danske landskapet. Og som kanskje bidrar til betydelige reduksjoner i helsebudsjetet til den danske stat. Og det ville aldri blitt noe av årets bok, praktverket «Danmarks Bjerge,» rett og slett fordi jeg ikke ville funnet toppene. Uten et navn, er de ikke et sted, bare en høyde i terrenget. Og Danmark ville forblitt flatt som en pannekake.

Men atlaset er fint å se på. Det skal forlaget ha. Imidlertid er det ikke nok at atlaset er fint å se på og har kule 3D-skygger som dagens ungdom digger. Dermed har skyggeeffekten blitt en moderne versjon av keiserens nye klær, som skygger for detaljer, tekst og høydekurver og gjør atlaset stedvis uleselig. Samme hva forlaget tror det moderne mennesket digger eller ikke digger, spør en orienteringsløper om hva som er viktig. Skygger eller høydekurver?

Du kan med andre ord ikke bruke atlaset, og dermed blir det redusert til en papirbunke mellom to permer. Rådet mitt er å heller kjøpe det gamle atlaset til Nordisk Korthandel, om nødvendig på et antikvariat. Og til Trap vil jeg si: Gi kjøperne pengene tilbake, for dermed å skape troverdighet for resten av prosjektet.

Cykelrytteren Matti Breschel kommer i et interview med OOBLife.com ind på, hvordan han har det med stigninger, særligt i træningssammenhæng:

“Jeg kan ikke finde ud af at rulle op ad en stigning, pulsen den farer op. Men det har selvfølgelig også noget at gøre med min vægt, og at jeg ikke er nogen klatrer. Jeg ryger hurtigt op i det felt man kalder medium, hver gang der er en stigning eller et bjerg.”

Se, det er et af de mysterier, som undertegnede har spekuleret meget på uden at nå frem til nogen sikker konklusion. Nemlig det her med, hvorfor stigninger generelt medfører forhøjet puls.

Fænomenet gør sig ikke bare gældende inden for cykling. Løbere har samme “problem”: Selvom de egentlig er indstillet på at holde en jævn rytme igennem træningspasset, kommer kroppen i højere omdrejninger, når den udsættes for stigende terræn.

Fysik – eller noget mentalt?
Breschel mener så, at det har at gøre med hans vægt, og at han “ikke er nogen klatrer”.

Hvad kan der ligge i dét? Er det sådan, at tyngdekraften får så stor en påvirkning på allroundryttere og tungere ryttere, at det simpelthen føles forkert at sætte farten yderligere ned? Eller er det den lave fart i sig selv, der giver så meget ubehag, at man tvinger sig selv til at skrue op for tempoet og dermed også for pulsen?

Det er spekulation. For tilbage står, at man vel altid (eller næsten altid: undtagelsen er ekstremt stejle stigninger, hvor man risikerer at gå helt i stå) kan justere farten, så den passer til den ønskede puls. Ideelt set skal man kunne cykle eller løbe rundt i kuperet terræn, uden at det ses på pulskurven.

Jeg har selv prøvet, men det er svært. Hvilket dog ikke udelukker, at det hele er mentalt begrundet. At det ligger dybt i os, at øget modstand fra tyngdekraften skal besvares med øget anstrengelse. Det er da en teori…

Intervaller kommer i anden række
I øvrigt er det rart at se, at Breschel – trods den store mængde struktureret træning, han er tvangsindlagt til – har bevaret sin respekt for landskabet:

“Jeg kan slet ikke det der med at køre op og ned ad den samme stigning, det er vildt uinspirerende, så der vil jeg hellere ud og køre en stor runde. Og hvis ikke stigningen lige passer til intervallet, jamen så er det bare ærgerligt, altså.”

Han har jo ret. Intervaltræning lægger oftest op til, at der kun er kort tids pause mellem de højintense intervaller. Og dette kan de færreste landskaber leve op til. Der er jo som regel nogle kilometer mellem de enkelte stigninger. Dermed bliver der reelt for langt imellem, at pulsen topper. (I en artikel om bjerg- og intervaltræning har undertegnede anbefalet 3-4 minutters højintenst interval i kombination med 2 minutters lavintenst – mange programmer opererer med endnu kortere pauser.)

Det hardcore alternativ er så – som Breschel også nævner – at køre op ad en stigning, vende rundt, køre tilbage og så op igen. Her minimeres pausen. Mere effektivt. Men også mere stereotypt.

Lysten tæller også
Og det er vel en afvejning, som både en professionel udøver og en motionist må foretage: Skal jeg vælge det teoretisk set mest rigtige træningspas – eller skal jeg gøre det, jeg har mest lyst til? Det kan jo faktisk være, at den lystbetonede aktivitet i sidste ende kaster mere træning af sig og således mere end opvejer den effekt, som den “korrekte” træning ville have givet.

Interviewet med Breschel giver i det hele taget det indtryk, at der skal være et element af irrationalitet i træningen. Og det er jo interessant, at dette gør sig gældende på allerøverste niveau og ikke kun blandt os motionister.

Øverst i dette indlæg (eller her) kan du gense Matti Breschel og hele Post Danmark Rundt-feltets møde med Åsevangsvej i Odsherred i 2013-udgaven af løbet. Breschel bærer på dette tidspunkt den gule førertrøje.

/Jacob

Jeg havde glædet mig rigtig meget til det nye Topografiske Atlas fra Trap Danmark. Ikke mindst fordi min gamle topografiske kortbog har en del år på bagen, og alderen har sat sine spor. Så en afløser var mere end velkommen.

Og jeg vil ikke afvise, at nogle kan blive glade for nyudgivelsen, der udmærker sig ved at gå tættere på terrænet (målestoksforholdet er 1:75.000, hvor det var 1:100.000 i den gamle kortbog), og at have en særlig skyggeeffekt, der har til formål at tydeliggøre højdeforskelle.

Men hvis man har brug for et samlet Danmarkskort, der kan andet og mere end de kort, man sædvanligvis ser trykt i turistbrochurer, bliver man slemt skuffet.

Først undrede jeg mig over, at der var skåret kraftigt ned i mængden af stednavne. Man skulle jo netop tro, at der var plads til flere stednavne, nu hvor man havde nedjusteret målestoksforholdet, således at der samlet set er en del mere kortmateriale at kigge på. Men man har altså valgt af fjerne mange navne, bl.a. dem på bakketoppe, gravhøje og små bebyggelser. Det kan muligvis være til gavn for stærkt synshandicappede, der nu nemt kan skelne elementerne fra hinanden. Men vi andre sidder tilbage og føler, at vi får mindre for pengene.

Hvis det så bare havde været det eneste minus. Når man går kortet igennem, er der desværre masser af fejlskud. Eller – hvis man skal sige det mere behersket: Prioriteringer, som man godt kan undre sig over.

Hvorfor har man næsten helt fravalgt en indvendig margin? Sådan én er der i det gamle topografiske atlas, og den gør, at man kan se næsten al kortinformation trods sammenlimningen. I det nye forsvinder hele gader og vejkryds. (Se billede nedenfor.)

Hvorfor har man indtegnet en hel masse bittesmå drængrøfter? Det kan ikke være mange, der interesserer sig for dém. De store østjyske ådale er nu helt blåstribede, fordi redaktionen åbenbart mente, at hver en lille stribe vand skulle med.

Hvorfor har man retoucheret rastepladser på motorveje væk? Rastepladser er vel netop en væsentlig kortinformation, og at man slet ikke kan se disse forholdsvis store anlæg, virker sært.

Hvorfor har man dog indført en ny kategori veje, hvor man giver “gode” småveje en særlig farve? Det virker som en meget mærkelig prioritering, når man så samtidig har forladt det fine gamle princip med at tegne grusveje med sort streg.

Og så er der en brøler af helt grundlæggende karakter: Man er gået fra at have højdekurver for hver 5 højdemeter til nu kun for hver 10 højdemeter.

Argumentet fra redaktionens side er, at der som noget nyt er anvendt en såkaldt 3d-effekt. Det vil sige en skyggeeffekt, der skal give læseren et bedre indtryk af terrænforskellene – hævdes det i forordet.

Skyggeeffekten har været solidt eksponeret i promoveringen af Topografisk Atlas, og jeg medgiver, at den nogle gange kan være god til at fremhæve egenskaber ved et bakket terræn. Men effekten har en stor svaghed. Den er nemlig lavet ud fra, at solen kommer fra én bestemt retning. Derfor er det kun nogle bakker, der visuelt bliver mere fremtrædende af skyggeeffekten. Andre, eksempelvis den kendte Vårby Bakke ved Slagelse på billedet herunder, bliver slet ikke tydeligere af det.

Det er så her, at det er så katastrofalt med udtyndingen af højdekurverne. Når der kun er højdekurver for hver 10. højdemeter, syner Vårby Bakke slet ikke af så meget som på det gamle kort, og det samlede resultat er, at man som bruger af kortet har fået langt sværere ved at få øje på de danske bakker og sammenligne dem. Med andre ord er det direkte forkert, hvad der står i forordet. Sandheden er tværtimod, at Trap Danmarks Topografiske Atlas giver en ringere fornemmelse af, hvordan landskabet ser ud.

Ikke for at være ubehøvlet, men det virker ærlig talt som om, at de folk, der har stået bag denne udgivelse, har savnet erfaring i at lave kort. Eller også har de bare ikke været ydmyge nok over for de principper, man tidligere har anvendt.

Måske har de endda glemt, hvad der står med store bogstaver på forsiden: Topografisk Atlas. Topografi handler om at beskrive et landskab i detaljer. Det gør man ikke ved at fjerne dem.

Er der råd til at justere og lave en 2. udgave af bedre kvalitet? Jeg håber det.

/Jacob

En weekend med konstant kraftig vind. Med andre ord: Gode forhold til at afprøve de talværdier, som var fremkommet ved sammenligningen af modvind og stigende terræn.

Jeg fandt en landevej, der vender sydvest-nordøst. Dvs. præcis i dagens vindretning. Eksperimentet bestod så i al sin enkelhed i at cykle i den ene retning (modvind) og bagefter i den anden (medvind).

Neutralt terræn
Strækningen var 5 km lang og uden trafikale forhindringer. Der var næsten præcis samme terrænhøjde ved start- og slutpunktet (ca. 37 moh.). Undervejs snoede vejen sig en lille smule, og der var lidt højdemeter undervejs, men næppe meget over 10. Alt i alt tæt på neutralt terræn, således at den heftige vind var den klart største ydre faktor, der påvirkede mig.

Jeg sigtede efter middel anstrengelse, ligesom da jeg sammenlignede vind og stigning i forbindelse med beregningsmodellen. Det lykkedes – samme puls på de to 5 km-ture.

Resultaterne var følgende:

Tur 1:
Modvind: 11 m/s (middelvind)
Gennemsnitspuls: 75%
Gennemsnitsfart: 17,75 km/t

Tur 2:
Medvind: 11 m/s (middelvind)
Gennemsnitspuls: 75%
Gennemsnitsfart: 45,34 km/t

Vindstyrkedata er taget fra DMI’s Byvejr det pågældende tidspunkt. 11 m/s er i den bløde ende af hård vind.

Gennemsnitspulsen er ud fra Karvonens formel.

Det tabte kan ikke indhentes
Den samlede tid for de 10 kilometer var 23 min. og 31 sek., svarende til en gennemsnitsfart på 25,51 km/t. Hvis man skulle relatere dette til en normal præstation, skulle man sammenligne med en tur under tilsvarende forhold, blot med ingen vind – hvilket ikke er så lige til i denne tid. Men vurderet ud fra min nuværende form vil jeg sige, at farten burde kunne ligge på ca. 30 km/t for en tilsvarende ydelse på en vindsvag dag. Altså er der et betydeligt farttab, selvom mod- og medvinden i princippet har udlignet hinanden over de 10 kilometer.

Man kan vel sidestille det med at cykle op ad et bjerg og derefter ned igen: Det vil koste på tiden i forhold til flad vej, selvom man kan hente noget på nedkørslen.

Lad os så se på den tabel, der beskriver forholdet mellem fart, hældning og modvind.

Vindforskelle i højden
Her kan man for det første se, at mit resultat ovenfor ligger ganske tæt på de værdier, der kan udledes af tabellen. Men dog med en afvigelse. Min fart på dagens tur 1 svarer til, at der havde været en modvind på 9 m/s, fremgår det. DMI sagde, at det blæste lidt mere: 11 m/s.

Der er to faktorer, der kan forklare den lille forskel.

Den ene er, at jeg måske har trådt lidt mere end de 250 watt, der blev brugt i formularen.

Den anden faktor (som nok er mere afgørende) er, at vinden på landevejen altid er lavere end den, der angives i officielle målinger. Differencen skyldes, at officielle målinger foretages i 10 meters højde over terræn, altså på en sådan måde, at de umiddelbare omgivelser ikke giver læ af betydning. I jordhøjde vil vinden nødvendigvis blive dæmpet i styrke. Sådan var det også i dag på min tur. Ganske vist kørte jeg i ret åbent landskab, men den spredte bebyggelse og beplantning samt terrænets svagt bølgende form bidrog altsammen til at bryde blæsten.

Næsten som på Jellingvej
Hvilken type stigning svarer modvinden så til?

Ja, hvis vi går ud fra DMI’s data – de 11 m/s -, skulle vejen hælde med ca. 6% i snit. Det kan næsten sammenlignes med, at jeg på tur 1 kørte toenhalv gang op ad Jellingvejbakken i Vejle (Danmarks næsthårdeste stigning på asfalt, med en stigning på 5,4% i snit). Det føltes umiddelbart ikke helt så anstrengende. Også her kan forklaringen være, at den modvind, der ramte mig i dag, reelt lå et par hak lavere end de 11 m/s.

I øvrigt prøvede jeg at lægge ekstra meget mærke til, om måden, man kørte i modvinden på, adskilte sig fra oplevelsen på en bakke.

Indlysende nok er lysten til at rejse sig i sadlen noget mindre i vinden end på bakken. Hvilket ikke bare hænger sammen med, at man nødig vil øge den kropsflade, som vinden kan påvirke. Det virker nemlig også, som om man i vinden slipper for den “tunghed”, der rammer én fremme i lårene, når det går opad. Det må være tyngdekraften – evt. i kombination med den let vinklede sidestilling -, som her giver en anden form for påvirkning, end vinden gør.

/Jacob

Den storm, der lige nu er på vej ind over Danmark, tåler direkte sammenligning med Danmarks stejleste asfaltvej: Chr. Winthersvej i Vejle (billedet).

På sit stejleste sted skråner Chr. Winthersvej med 25,5%. Det svarer ifølge en beregningsmodel til, at man får en vind på 29 m/s lige ind i smasken, når man cykler.

Og Gorm, som aftenens uvejr er blevet døbt, vil have vindstød med netop den styrke.

Desværre medbringer Gorm også nedbør, så det kræver en vis rygrad, hvis man skal ud og prøve kræfter med sådan en omgang Chr. Winthersvej-vejr.

Varierende modstand
En anden ting, som danske storme og stigninger har til fælles, er, at de ofte varierer.

Stormene har væsentlige udsving, mens de står på. Gorms vindstød kan således blive op til dobbelt så kraftige som middelvinden.

Noget tilsvarende kan opleves på Chr. Winthersvej, hvis man tager hele stigningen med og eksempelvis starter nede på Gormsgade (jamen, det hedder den altså!). Gennemsnitligt stiger terrænet med ca. 10%, men på det midterste stykke er hældningen flere steder på over 20%.

Blæsten kan man ikke få at se
Der er altså flere lighedspunkter mellem modvind og stigninger. En forskel er, hvordan det opleves. Som én skrev i en Facebook-kommentar til artiklen om emnet, så kan man tydeligere se bakken. Hvorimod blæsten er usynlig (måske især her i vinterhalvåret, hvor der ikke er blade på træerne).

Plus at blæsevejret har en fysisk påvirkning af cyklisten, hvilket kan være ubehageligt på en anden måde, end hvis det bare er tyngdekraften, man mærker.

/Jacob

Hvis man er ihærdig motionsløber, kan julefreden blive lige fredelig nok. Og hvorfor dog også starte januar med overflødige kilo på sidebenene, når man kan rende dem af sig i ferien?

Som det fremgår af Motionlob.dk’s løbskalender, er der mellem jul og nytår henved 30 løb rundt omkring i landet. De fleste har ruter, der er nogenlunde skånsomme ved andestegstunge kroppe. Men især ét løb adskiller sig: Løbeshop – Fussingø Trail. En hård nyser.

Løbet finder sted ved Fussing Sø vest for Randers (se kortudsnit ovenfor). Her ligger der en officiel MTB-rute, og trailløbet tager ifølge arrangøren udgangspunkt i denne rute.

Det skovklædte terræn byder på ganske store stigninger. Op til 40 højdemeter måler de. Men det er lige så meget den snørklede linjeføring – krydret med et til tider vanskeligt underlag -, der gør løbet barskt. Og så selvfølgelig distancerne. Den korteste distance er 17,5 km, mens de helt ustyrlige kan vælge 35 og 52,5 km.

Vi er så langt fra nisselandskaber og gaveuddeling, som man næsten kan komme. Det er nok nærmere en meget hård fødsel i Betlehem, man får associationer til. Arrangørerne betegner da også løbet som et trailløb, hvilket er et signal om, at løbet er mest egnet til øvede, hårdføre motionister.

Og hvis man stadig er i tvivl om terrænets sværhedsgrad, så tag et kig på Danskebjerge.dk’s liste over landets hårdeste mountainbikeevents. Her optræder nemlig det årlige MTB-løb, arrangeret af Randers CM. MTB-løbets rute minder om Fussingø Trails.

En deltager har lavet en beskrivelse af en tidligere udgave af Fussingø Trail. Læs den her.

/Jacob

Tre Tour de France-etaper på dansk grund i 2018?

Ja! – mener en række fremtrædende erhvervsfolk og politikere. Deres optimisme bygger bl.a. på tidligere publikumssucces’er ved VM og Giro d’Italia. De danske arrangørers greb om logistikken fejler heller ikke noget.

Men derfra og så til en Tour-start er der et stykke vej. Det påpeger eksempelvis DR’s cykelsportskommentator Henrik Liniger. Den største hurdle er geografien. Der er pokkers langt fra den danske til den franske grænse. Da den italienske Giro var i Jylland, løste man problemet ved at indlægge en hviledag allerede efter tredje etape. Det er ret usikkert om også Tour-arrangørerne vil synes om den praksis.

Ingen bjergruter
Og hvad så med ruterne? Vil de – i modsætning til VM- og Giroruterne – byde på interessante sportslige udfordringer og spektakulære landskaber?

Ud fra hvad der indtil videre er meldt ud, må mit svar være et lille nej.

Prologen skal foregå i København. Formentlig nær centrum som ved VM i enkeltstart i 2011. Historiske omgivelser, jo – men ved verdensmesterskaberne var kameraerne rettet mod rytterne og kun sjældent mod byen. Den turistmæssige eksponering var minimal. Højdeprofilen som bekendt dybt uspændende.

Den efterfølgende linjeløbsetape skal gå fra Roskilde til Odense. Storebæltsbroen er sikkert tænkt som højdepunktet, og det er der ikke noget at sige til, for det er en betagende lokalitet.

Snydt for eksponering
Blot må man minde arrangørerne om, at Tour de France-transmissionerne altså ikke varer hele dagen. Hvis feltet først skal lidt rundt på Fyn, inden de slutter af i Odense (på en sportsligt kedelig flad vej), så risikerer passagen af Storebæltsbroen at blive reduceret til et par sekunder i et opsummerende sammenklip, mens kommentatorerne ævler derudaf om alt muligt andet. Spørg f.eks. de stakkels ringkøbingensere, der måtte kigge langt efter tv-eksponering under Giro d’Italia i 2012: Live-billederne kom først på, da den vestjyske by var cyklet godt og grundigt agterud.

Tour-besøget skal ifølge ansøgerne afsluttes i det sydlige Jylland. Her går ruten fra Vejle til Sønderborg. En indlysende opløbsstrækning vil være vejen op forbi Dybbøl Mølle – den er både historisk og sportsligt interessant – og ganske lang. Men ikke så stejl. Stejlt er der derimod i Vejle, men Vejles stigninger får med sikkerhed ingen betydning, når de ligger så langt fra mål.

Endnu en halvflad fornemmelse
Man må ærgre sig! For tredje gang ud af tre mulige. VM-ruten havde adskillige flade kilometer hen til opløbet – resultat: massespurt. Og etape 2 og 3 i Giro’en var skåret efter samme læst: lange, lige strækninger hen til målstregen – resultat: massespurt.

Hvor havde det dog været forfriskende, hvis alverdens tv-seere i stedet fik lov at opleve et mere udfordrende dansk terræn. Et terræn, der i sværhedsgrad giver associationer til nordeuropæiske endagsklassikere à la Amstel Gold Race. Og hvor man måske kunne sidde med en fornemmelse af, at der undervejs rent faktisk kunne ske noget, der havde betydning for det samlede klassement. Ud over de evindelige styrt, som typisk kendetegner de tidlige, flade etaper i Grand Tours.

I hvilken anledning?
Nå, men nu er det som sagt temmelig usikkert, hvor de danske Tour-drømme ender.

Selv har jeg gået med den tanke, at en Tour-etape mellem Danmark og Tyskland på tværs af Femern Bælt vil være et elegant tiltag. Det vil tidligst kunne foregå i 2024, for byggeprojektet er forsinket. Men en tunnelindvielse er en rigtig fin anledning, og sådan en anledning savner man måske lidt i tilfældet med de aktuelle 2018-planer.

Det ændrer dog ikke ved, at en Tour-start i Danmark er en potentiel megaevent. Og skulle det lykkes at lande et arrangørmæssigt hattrick inden for blot syv år (VM, Giro og Tour), må man bare bøje sig i støvet.

/Jacob

Ti kystnære byggeprojekter kan nu sættes i gang, efter at de er blevet del af en forsøgsordning iværksat af Venstre-regeringen.

Og hvad skal man så mene om dét?

Det nemme er at ryste på hovedet, fordi tilladelserne bryder med princippet om strandbeskyttelse.

Men menneskets forhold til naturen handler om så meget mere end at lade den være i fred. Det handler i høj grad også om at kunne nyde den. Og det kan man jo kun gøre, hvis man kommer ud i den.

Okay at tænke i indtægter
Fælles for de ti projekter er, at de skal give kroner i kassen. Hvilket giver god mening. For det, der for alvor trækker turister til Danmark, er kysterne.

Problemet har været, at tyskere, svenskere og hollændere, som blot placerer autocamperen på en parkeringsplads og kører hurtigt videre efter en tur i bølgerne, ikke er nogen specielt god indtægtskilde. Det kunne de derimod blive, hvis de f.eks. overnattede på et hotel samme sted. Eller besøgte et oplevelsescenter. På Stevns Klint giver den nye ordning mulighed for etablering af et center, der skal formidle viden om stedets geologiske særpræg.

Udgangspunkt i naturen
Sagen er, at hovedparten af de nu godkendte projekter tager udgangspunkt i naturen. Der er ikke tale om, at man bygger blot for den gode udsigts skyld. I flere tilfælde indebærer projekterne også udbygning af stisystemer, og det kan man da som motions- og naturelsker kun være glad for. Der er lidt for mange kystområder i Danmark, hvor der er fin natur, men dårlig tilgængelighed.

Forudsætningen er selvfølgelig, at områderne fortsat vil være åbne for offentligheden. Så detaljeret har jeg endnu ikke undersøgt planerne.

Stram styring
Et af argumenterne imod den nye forsøgsordning er, at Danmark kan lide samme skæbne som visse ferieøer ved f.eks. Middelhavet. Her kaster hotelbygninger i mange etager kedelige skygger over kyster og strande. Det pynter ikke – det er jeg enig i.

Derfor skal tingene styres stramt. Og en generel ændring af lovgivningen, som tillader private lodsejere at bygge tættere end 300 meter fra kysten, er jeg modstander af. Men jeg har et pragmatisk forhold til udnyttelse af naturen. Jeg tror på, at man kan finde en balance.

Og lad mig så minde om, at der jo findes tusindvis af bygninger, som ligger klos op ad havene omkring Danmark. Nemlig i byerne.

Meningsfuldt byggeri
Jeg synes ikke, man kan sige, at den kystnære natur er ødelagt i byer som Skagen, Skælskør, Gudhjem og Faaborg. Er det ikke netop sådanne steder, der danner rammen om mange menneskers behagelige møde med naturen i form af havets blide eller hidsige bølger og det dyreliv, der er forbundet med det?

Faktisk er byggeri nær kyster forudsætningen for hele Danmarks eksistens op igennem historien. Kun ganske få af de største danske byer ville ligge tilbage, hvis man fjernede alle dem, der har bebyggelse ud mod kysten.

Og tag en lokalitet som Geocenter Møns Klint (billedet ovenfor). Geocenteret, der åbnede i 2007, er bygget inden for de 300 meter, som normalt er “helligt land”. Men her fik man dispensation, og hvem kan have noget imod dét? Kun fundamentalister, vil jeg mene.

/Jacob

P.S.: Efter offentliggørelsen af dette indlæg lavede TV Øst dette indslag om emnet:

http://www.tveast.dk/artikler/naturfredningsforening-bakker-op-om-nogle-af-kystbyggerierne

Hvorfor ikke bruge efterårsferien på at teste dine evner som klatrer? Eller måske har du bare lyst til at nyde nogle ekstraordinært gode udsigter?

Du kan få det hele uden at forlade Danmark.

Her er nogle Top 3’er, som opfylder forskellige behov. De er alle fra websitet Danskebjerge.dk, hvor man kan finde yderligere informationer.

Højeste punkter:

1. Møllehøj (Ejer, Jylland): 170,86 moh.
2. Yding Skovhøj (Yding, Jylland): 170,77 moh.
3. Rytterknægten (Vestermarie, Bornholm): 162 moh.
Mere info her.

Stejleste asfaltveje (maksimal stigningsprocent):
1. Christian Winthersvej (Vejle, Jylland): 25,5%
2. Skelbakken (Veddinge, Sjælland): 23,5%
3. Bokulvej (Gudhjem, Bornholm): 23%
Mere info her.

Mest markante bakketoppe (højdeforskel på den sidste km op mod toppen):
1. Aborrebjerg (Høje Møn): 143 m
2. Himmelbjerget (Ry, Jylland): 126 m
3. Vejrhøj (Fårevejle, Sjælland): 121 m
Mere info her.

Stier med størst højdeforskel:
1. Op til Aborrebjerg (Høje Møn): 1,9 km lang, 7,5% i snit
2. Op til Ny Himmelbjergvej (Ry, Jylland): 1,4 km lang, 9,3% i snit
3. Op til Himmelbjergstårnet (Ry, Jylland): 0,9 km lang, 13,9% i snit
Mere info her.

/Jacob