Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!

Bjerge er skønne, men…

Bakkesnak Posted on Sun, April 15, 2012 23:06:47


Der er mange plusser ved at dyrke motion i bakker og bjerge, og undertegnede burde være blandt de sidste, der kritiserede stigninger. Men der er altså nogle af dem, man godt kan leve uden.

Det er de lange og ensformige stigninger.

I f.eks. Harzen, der ellers på mange måder er et fint område, finder man opskriften på bjerge, der er alt andet end underholdende:

Bred vej, få sving, moderat og konstant stigningsprocent samt ensartede omgivelser, f.eks. i form af fyrreskov.

DET kan godt være træls. Måske især hvis man sidder der helt alene, og man er lidt træt, eller måske endda er ved at gå lidt sukkerkold.

Det var tilfældet for mig forleden, da jeg var på vej op ad Puig Major-stigningen på Mallorca (ca. 900 højdemeter). Puig Major er ikke helt så ensformig som Harzens stigninger, men vejen er bred, og stigningsprocenten er på de dér 4-8 stykker, som på den ene side lægger en solid dæmper på farten, men som samtidig ikke rigtig puster til den indre bjergged.

Resultatet var et mindre antiklimaks. Turen op skulle bare overstås, og så var det ned igen.

Her har de danske bjerge altså en fordel. Godt nok kan der være langt imellem dem, men hvis man finder et område med flere stigninger, så kan man få mange op- og nedture samme dag. Det kan man i øvrigt også på Mallorca, hvor der er en del 3-4-kilometer-stigninger med mange skarpe sving. Det giver variation.

Men de ensformige, lange stigninger har også en fordel. Nemlig når det gælder nedkørslerne. Her er de brede veje perfekte, og de få sving gør, at man kan få farten godt i vejret uden at løbe stor risiko for styrt. Sådan er det i Harzen, og sådan er det på Puig Major (se billedet).

Det optimale ville være et bjerg, på hvis ene side der er en stejl vej med mange hårnålesving og på den anden en lidt fladere og mere lige vej. Sådanne bjerge findes der enkelte af, og ellers er det jo noget man kan have i baghovedet, når man planlægger sin rute: at tage de snørklede strækninger opad og de knap så snørklede nedad.

Det gælder i øvrigt også på de danske landeveje, hvor visse veje er mere egnede til hhv. op- eller nedkørsler end andre.

/Jacob



Her er Giro’ens hårdeste stigning

Bakkesnak Posted on Wed, March 28, 2012 21:11:13


… i hvert fald i Danmark. 🙂

Det handler om Smedebakken ved Tønning. Giro d’Italia-feltet skal over denne midtjyske stigning, når de er cirka to tredjedele igennem 3. etape den 7. maj 2012.

Der er lidt usikkerhed om det præcise antal højdemeter (antallet svinger mellem 60 og 67, afhængigt af hvilke kilder man bruger), men det rokker ikke ved, at Smedebakken er den klart hårdeste stigning, som rytterne vil møde i løbet af de tre dage i Danmark.

Hvem ved, måske vil nogen bruge bakken som afsæt til angreb.

Se Danskebjerge.dk’s video, hvor man oplever bakken som “point-of-view”:

http://www.youtube.com/watch?v=EvHYTcJoL-o

/Jacob



Se Rubjerg Knude og dø

Bakkesnak Posted on Tue, March 20, 2012 14:55:19

Projektet Danskebjerge.dk handler i bund og grund om én ting: mødet mellem natur og motion.

Jeg respekterer, at nogle foretrækker den meditative træning i fladt terræn, iklædt solbriller, kasket og ipod i ørerne. Men for mig er motion ikke kun en indre oplevelse. Man skal også se omgivelserne, farvenuancerne. Man skal kunne høre vinden, fuglene. Og man skal opfange duftene – fra lugten af bål i baghaven til forårets første blomster.

Men motion er også en fantastisk måde at møde helt nye steder på. Sightseeing på to hjul eller i løbesko er simpelthen den cooleste form for turisme!

Som nu i weekenden, hvor jeg for første gang skulle besøge Rubjerg Knude.

Klint med klit på
Rubjerg Knude er en enestående landskabsformation ved den nordjyske vestkyst. Oprindeligt er det en klint, der er ca. 60 meter høj. Men flyvesand har skabt en sandklit på toppen, og efterhånden er stedets højde blevet forøget med mindst 20 meter. Kun få andre naturlokaliteter i Danmark forandres i samme tempo.

Så meget vidste jeg på forhånd. Og jeg vidste også, at der lidt nordfor ligger en gammel kirke, Mårup kirke, som står så langt ude ved kysten, at den om få år vil styrte i havet.

Endelig vidste jeg – takket være DMI -, at der ikke var postkortvejr i vente, når jeg kom. Ærgerligt, tænkte jeg i første omgang.

Morgenløb i tåge
Det endte med at blive et morgenløb. Jeg skulle tjekke ud fra mit overnatningssted midt på formiddagen, så planen var en forholdsvis kort tur på en håndfuld kilometer.

Konditioner, da jeg tager de første skridt: 6-7 plusgrader. Vindstille. Og så er der ikke mindst tæt tåge. Man kan se hundrede meter frem. Højst.

Efter fem minutter anes en lav bygning forude. Og et stort anker. Og et lille klokketårn af træ. Jeg er nået til Mårup kirke.

Eller det vil sige: resterne af den. Man har nemlig fjernet en stor del af kirkebygningen for at forhindre, at den forsvinder, når havet tager de næste mundfulde af klinten. Man har også flyttet nogle gravsten. Andre gravsteder ligger vist på deres oprindelige plads. Så længe det varer.

Naturen tager de døde
Det er død med død på. De her nordjyder, der ligger seks alen under jorden, troede måske nok, at de havde fået deres sidste hvilested. Men naturen vil det anderledes. Man kan forsøge sig med nok så mange bølgebrydere og nymodens opfindelser – det vil hverken redde kirke eller kirkegård.

Der er noget dommedag over det. Med den forskel, at man ikke skal være dommedagsprofet for at forudse, hvad der vil ske her ved Mårup. Naturen går sin gang, og den vinder med garanti. Det er ret skræmmende – og smukt. Især når man står her helt alene. Omgivet af tyk tåge og havgus.

Jeg løber videre. Sydover går det – ad Nordsøstien. Stien er kun en halv meters penge bred og har det med at grave sig ned i sandunderlaget. Men den er godt markeret, og det er skønt at navigere sig frem mellem klitter og marehalm. Meget forskelligt fra de omgivelser, jeg normalt træner i.

Uden tid og sted
Jeg er glad for mit GPS-ur, men lige nu kigger jeg ikke på det. Jeg er her ikke for at slå temporekorder. Alene terrænet ville gøre det umuligt. Samtidig er tågen med til at ophæve fornemmelsen af tid og sted. Man kan se, hvor man skal tage sine næste skridt, men ikke så meget længere. Foreløbig er jeg dog tryg ved at vide, at jeg snart må ankomme til Rubjerg Knude. Jeg stoler på, at stien vil føre mig derhen.

Det begynder at blæse en smule. Og så ændrer terrænet karakter. En ørken breder sig ud foran mig. Jeg ser kun sand, sand – og enkelte fodspor. Fantastisk, når jeg lige at tænke, – inden det går op for mig, at nu er den ellers så velafmærkede sti forsvundet. Druknet i sand. Jeg løber nærmest i blinde nu. Men hører så havets dybe brusen til højre for mig. Ja, nærmest under mig. Så jeg må på en eller anden måde stadig være på rette vej.

Op ad sandbjerget
Jeg har løbet en del opad de seneste minutter, og sandbanken bliver nu stejlere og stejlere. Til sidst må jeg opgive at løbe. Fødderne skrider, når jeg sætter af. Mens jeg fortsætter opstigningen gående, betragter jeg de delvist udviskede fodspor, som jeg passerer. Der dukker også nogle mursten op i sandet omkring mig. Hvor kommer de fra?

Så kigger jeg op. Og får nærmest et chok! Ud af tågen rejser sig et stort gråt monster lige foran mig. En høj bygning. Ti meter længere fremme kan jeg se, hvad det er: Et fyrtårn.

Den tiltagende vind tuder uhyggeligt i de øverste vindueshuller.

Rubjerg Knude Fyr er 100 år gammelt og har ikke været i brug siden 1968. Oprindeligt var det omgivet af flere bygninger, men de er forsvundet nu, og man kan kun komme hen til tårnet til fods.

Også her er det naturen, der bærer skylden. Men på en anden måde end ved Mårup kirke.

Et dødbringende sandhav
Fyrtårnskomplekset er blevet offer for en klit bestående af flyvesand. Den har bygget sig op og har langsomt, men sikkert møvet sig hen over det sted, hvor bygningerne var placeret. Et sandkorn fylder ikke meget, men når det er i ledtog med milliarder af andre, er det en uovervindelig kraft.

For ti år siden måtte man opgive det museum, der lå på stedet, og resten er historie. I dag står kun fyrtårnet tilbage – halvvejs gemt bag sandbanker -, mens de omgivende bygninger er tromlet ned af sandet, og bygningsrester spredt i alle retninger.

Ødelæggelsen er total – og det er betagende. “Jorderigs guld er prægtig muld,” skrev Kingo engang i en dyster salme. Her ved Vestkysten får man syn for sagen.

Fortabt i ørkenen
Det er tid til at vende snuden hjemad. Men så let skal det ikke gå.

Den vej, der ifølge diverse landkort skulle føre til og fra fyret, kan jeg ikke få øje på. Jeg bestiger en sandskråning i håb om at få et overblik, men tågen forpurrer min plan.

Da jeg har kravlet ned igen, har jeg mistet orienteringen. Jeg spejder efter fyrtårnet, men selvom jeg næppe har bevæget mig mere end hundrede meter væk fra det, er det ikke til at få øje på. Jeg kommer ud til skrænten ned mod havet, og 90 meter under mig kan jeg skimte bølgerne slå ind mod kysten. Men er jeg nord eller syd for tårnet? Der er intet at tage bestik af. Jeg løber et stykke vej langs en lille kløft, men stopper op igen. Er i tvivl. Begynder at blive bekymret. Jeg har ikke engang min telefon med…

Den indre spejder
Men netop som jeg når at tænke, at man måske en dag skal finde mig som skelet her i den nordvestjyske ørken, kommer den indre spejder op i mig. Der er jo kompas i sådan et GPS-ur. Jeg har godt nok aldrig rigtig brugt det (og i øvrigt har jeg aldrig gået til spejder), men nu skal det være.

Og vupti, så er verdenshjørnerne på plads. Kursen sættes mod nordøst, og omgivelserne begynder at virke genkendelige. Snart fanger jeg igen Nordsøstiens spor, og så er resten af hjemturen en leg. Trods tågen.

Tak til tågen
Et par timer efter er bagagen pakket, og morgenmaden indtaget. Jeg hopper i bilen og triller forbi Mårup kirke for at taget et par fotos. Det er klaret op, og en snes mennesker er derude for at se på stedet og nyde udsigten. De skulle bare vide, hvad jeg har oplevet, tænker jeg.

Fra kirkens parkeringsplads får jeg øje på toppen af fyret ved Rubjerg Knude, som delvist er kommet fri af tågebankerne. Er det virkelig bare derhenne, at det ligger?

Klarhed har sine fordele, men i dag sender jeg min tak til morgentågen. Det var den, der gjorde løbeturen til en nærdødsoplevelse af den skønneste slags.

/Jacob



Fra Møllehøj til Mount E. – brøkdele afgør kampen

Bakkesnak Posted on Wed, February 29, 2012 00:51:36

Så er der rav i den igen. Hvor højt er verdens højeste bjerg egentlig?

http://jp.dk/udland/asien/article2708600.ece

Som det fremgår, har amerikanere målt bjergets top til at ligge 8850 meter over havets overflade, mens kinesere mener, at det rigtige tal er 8844. Det er altså en forskel på 6 meter.

Lad os sammenligne med danske forhold.

I Danmark havde man i en årrække også en debat om, hvor højt beliggende det højeste punkt i landet var. Ja, faktisk var der slet ikke enighed om, hvor dette højeste punkt lå. Geologer afgjorde imidlertid for syv år siden, at det var Møllehøj, der var højest – skarpt forfulgt af Yding Skovhøj.

Møllehøjs top ligger 170,86 meter over havet, mens Yding Skovhøjs, fratrukket en gravhøj, ligger 170,77 meter over havet.

En mikroskopisk forskel. Nærmere betegnet: En difference på 0,053 procent, siger min lommeregner.

Og så tilbage til Møllehøjs storebror: Mount Everest. Her har vi at gøre med en i absolutte tal noget større forskel – altså mellem de to nævnte målinger -, men bjerget er jo trods alt også en del større. Differencen er…. (regne, regne, regne)… 0,068 procent. Ergo meget tæt på den brøkdel, der adskiller Møllehøj fra Yding Skovhøj.

Og pointen?

Ja, der er i hvert fald den, at hvis spørgsmålet om Mount Everests højde kan blive taget op igen på baggrund af så tætte målinger, er der så ikke også potentielt grundlag for at betvivle sandheden af de resultater, som de danske geologer nåede frem til i det midtjyske?

ER Møllehøj virkelig Danmarks højeste punkt?

/Jacob



Find dig ikke i pløret

Bakkesnak Posted on Thu, February 23, 2012 00:04:54

Mudderhuller og ankelhøjt vand.

Hvem er ikke stødt ind i sådan noget på en løbe-, gå- eller mountainbiketur.

Nogle gange møver man sig igennem og prøver at udholde de våde sokker, der bliver resultatet. Med mindre man da ligefrem må helt ned og ligge i pløret.

Andre gange må man give op og vende om allerede ved synet af den uventede sø. Uanset hvad er det en oplevelse, der kan give skår i motionsglæden.

Indrømmet: En grussti er ikke et parketgulv, slet ikke i vinterhalvåret. Men der er også, synes undertegnede, en tendens til, at man lader stå til, når det gælder stier. Mange mener tilsyneladende, at det er naturen, der afgør, om en sti skal stå under vand eller ej. Sådan er det sjældent.

En druknet sti er nemlig oftest resultatet af manglende vedligeholdelse.

Stier er ikke så meget anderledes end asfaltveje: Hvis de ikke renoveres fra tid til anden, bliver belægningen ødelagt, og der opstår huller. Ofte ser man, at vandet ligger på stien og ikke uden om den. Hvorfor? Fordi stien er slidt så meget ned, at der er sket en fordybning. Så kommer stien nærmest til at virke som en magnet, der suger vand til sig. Og om vinteren, hvor fordampningen er beskeden, kan oversvømmelsen derved blive permanent.

Ergo: I stedet for at give vejrguderne skylden kunne man overveje, om ikke mennesket (dvs. skovens ejer, myndighederne eller måske nogle virksomheder eller foreninger) kunne gøre noget for at rette stien op. Det kræver lidt arbejde og også nogle penge, men når man tænker på, hvor meget gavn er god sti gør, så burde man altså kunne finde ressourcerne til en renovering.

Tænk over dét – næste gang du falder i med begge ben (eller bare det ene)!

/Jacob



Du kommer, Matti B.!

Bakkesnak Posted on Sun, January 29, 2012 22:11:20

På sin vis forstår jeg dig godt, Matti Breschel.

http://cykelmagasinet.dk/Breschels_Dilemmaer.aspx

Der er mange ting at tage hensyn til, når man er cykelprof.

Kalender og formkurve skal stemme – for nu at nævne ét punkt.

Men der er også begivenheder, som er vigtigere end almindelige planlægningshensyn.

Når hele to store cykelevents kommer til lille Danmark inden for et år, så har man bare at være der, hvis man er dansk cykelrytter. Ikke mindst hvis man er Matti Breschel. Sjællænderen er en af de senere års mest profilerede danske ryttere, og han var hårdt savnet ved VM i Rudersdal, hvor Danmark reelt mistede muligheden for en topplacering, da han meldte fra på grund af en skade.

Nu får han så en chance mere: Giro d’Italia kommer til Danmark. Langs de jyske veje vil der stå titusinder af tilskuere, der vil elske en dansk etapesejr. Det handler om flade etaper, så Breschel er blandt de meget få realistiske bud på rød-hvid triumf. Det vil være SÅ stort, hvis det skete!

Men ak. Nu skal man altså høre fra ham, at han nok dropper Giro’en.

Come on, Matti!

Må jeg lige minde om, at du så anderledes på det for mindre end et år siden:

http://www.feltet.dk/nyheder/breschel_vil_gerne_koere_giro-start_i_danmark/

Man må håbe, at den danske cykelstjerne lige spoler båndet tilbage og tænker sig om en ekstra gang. Det skylder han næsten de danske cykelfans.

/Jacob



Privat ejendomsret mig i r…

Bakkesnak Posted on Sun, January 15, 2012 18:58:13

“Du er godt klar over, at det her er privat grund, ikke?”

Hvor ofte har man ikke fået slynget sådan en bemærkning i hovedet, når man har improviseret sig lidt omkring i det danske landskab på en løbetur. Senest her til eftermiddag.

Det var i øvrigt en jæger, der kom med den geniale bemærkning. Så jeg skal vel være glad for, at jeg ikke blev skudt…

Hvor meget er det lige man ødelægger, når man har et par løbesko under fødderne? Og når man tilmed er alene og formentlig er den første, der har indfundet sig på stedet hele dagen?

Det er ingen hemmelighed, at undertegnede ønsker en lempelse af reglerne for tilgængelighed i den danske natur. Jf.: http://danskebjerge.dk/topolitik1.htm

Et synspunkt, der også deles af miljøorganisationer, men det er vist noget, der er svært at komme igennem med:

http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=7359

I ovenstående tilfælde drejede det sig om en markvej ned mod en ådal. Der var ingen skiltning el.lign., som kunne indikere, at det var privat. Skal man så være “på den sikre side” og undlade at løbe/cykle ned ad en markvej, fordi der er *risiko* for, at den er privat? Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, tvivlen skal komme trafikanten til gode. Med mindre den private ejer har andet end sin private ejendomsret til at argumentere med. Og hvis vedkommende har det, jamen, så må han/hun sætte et skilt op.

Jeg vil egentlig godt opfordre til lidt civil ulydighed på dette område. Hvis du er en fornuftig person, der tænker sig om, så har du hermed min velsignelse til at bevæge dig rundt over alt i den danske natur, også selvom det måske er på privat ejendom. Det kan være, der følger noget brok med, men det kan man overleve. Som regel.

/Jacob



Kiddesvej bekræftet

Bakkesnak Posted on Wed, January 11, 2012 18:22:14


Jo!

Den var god nok, da Danskebjerge.dk tilbage i efteråret kunne afsløre, at Kiddesvejs fremtid i etapeløbet Post Danmark Rundt reelt var sikret.

Den her nyhed er lige tikket ind fra DCU:

http://www.cyclingworld.dk/index.php?p=nyheder%2Fprofil.php&id=21728

Da Danskebjerge.dk offentliggjorde historien, ville politikerne i Vejle ikke sige så meget om sagen. Men ifølge velunderrettede kilder var velviljen på begge sider af forhandlingsbordet så stor, at rundstrækningen i Vejle på intet tidspunkt var truet.

http://iloapp.danskebjerge.dk/blog/blogsbjerg?Home&post=61

Og nu er det altså officielt.

Tillykke til Vejle og de mange fans af Kiddesvej.

/Jacob



Nej tak til beplantning på skråninger!

Bakkesnak Posted on Thu, December 08, 2011 21:44:55

Hold nu op med at plante træer på bakker! 🙁

http://www.sn.dk/Juletraeer-paa-fredet-grund-skal-maaske-fjernes/Naestved/artikel/168740

Danskebjerge.dk mener, at beplantning er blandt de tre største trusler mod variationerne i det danske landskab.

Læs her:

http://www.danskebjerge.dk/topolitik2.htm

/Jacob



Så er der tændt for julen

Bakkesnak Posted on Sun, November 27, 2011 23:51:02

Der er mange ting, man kan bruge en bakkeskråning til.

Her en af de mere poetiske:

http://www.tv2east.dk/video/2011-11-27/vejrhoejhjertet

Toppen af Vejrhøj er med sine 121 meter over havet et af de højeste jordpunkter på Sjælland. Og strækningen ned mod havet er Sjællands mest markante skråning.

Højden på 121 meter inkluderer en gravhøj.

Mere her: http://www.danskebjerge.dk/vejrhoej.htm

/Jacob



« PreviousNext »