Ovenstående billede (taget af Danskebjerge.dk for et par måneder siden) viser Klejsbakken på Bjerrevej, som indgik i ruten på 3. etape af Giro d’Italia. Der var ret mange tilskuere i vejsiden, især på det stejleste stykke, som begynder, når vejen svinger mod venstre (ved den grå bil).

Desværre var det også her, det dagen før gik galt for Horsens borgmester Jan Trøjborg. Trøjborg, der deltog i et motionsløb i anledning af Giro’en, fik hjertestop og døde – trods hurtig hjælp fra de øvrige i den gruppe, han cyklede i, heriblandt flere kendte politikere.

Et enkelt sted nævnes, at der blev givet ekstra gas op ad bakken, formentlig for lige at presse pulsen op på den ellers flade sløjfe, der gik fra Horsens, langs kysten til Juelsminde og tilbage til Horsens via Bjerre. Den lange stigning op til TeleDanmark-tårnet kan med sine knap 50 højdemeter være en sejtrækker for den jævne motionist. Omvendt er det ikke nogen frygtindgydende bakke – den maksimale stigningsprocent når næppe over 10.

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article1754550.ece

Danskebjerge.dk kunne dog mandag konstatere, at stemningen blandt publikum på bakken var god. Det ville næppe heller give mening at stå og se bedrøvet ud på en dag, som mange – derunder Jan Trøjborg selv – har kæmpet for at gøre til en succes.

I nærheden findes i øvrigt en lille håndfuld andre stigninger. Den skrappeste er Klejsgårdvej, der har omtrent samme antal højdemeter som stigningen på Bjerrevej, men som er noget kortere og dermed stejlere.

/Jacob