Blogsbjerg

Ét lille ord har domineret dækningen af årets Tour de France: Watt.

Der tales ufattelig meget om det. Alt for meget, hvis du spørger mig.

Watt er kort fortalt en angivelse af, hvor meget kraft rytteren overfører til cyklen. Altså er vi ovre i teknikafdelingen. Tv-stationer som TV 2, der dækker Touren massivt, er normalt ellers berøringsangste over for alt, der virker en lille smule teknisk. Men med watt er det anderledes. Rolf, Ritter og Leth elsker at nævne det – watt, watt og atter watt.

Froomes blik for watt
En af grundene er selvfølgelig Chris Froome. “Nu sidder han igen og kigger ned på sine wattgrænser,” lyder det igen og igen – i forskellige variationer og med en slet skjult bitterhed.

Froome er nærmest synonym med begrebet watt, fordi det angiveligt fylder så meget i træningen og strategien hos Sky. Holdets tilgang emmer af systematik, og systematik strider mod den “ufornuft”, som Jørgen Leth & Co. lovpriser. At Froome så i virkeligheden har andre grunde til at kigge ned (jf. denne artikel), fortæller vist bare, at det ikke er researchen, der tynger cykelkommenteringen og debatten.

Nuvel. Watt har da betydet meget i de senere års sportsvidenskab.

Fokus på power
Før hen har en træningstur rummet en del ubekendte, som gjorde det svært at få et præcist billede af en cykelrytters ydeevne. Hvis rytteren fx kørte den samme rute med nogle dages mellemrum, kunne det, at han kørte hurtigere eller langsommere den ene dag, skyldes andre ting end ændringer i formkurven. Det kunne være, at det blæste mere eller mindre, eksempelvis.

Med wattmålingen, der alene viser, hvilken kraft – power – der trædes ud i pedalerne, kan man skære de ydre faktorer væk og kun se på, hvad kroppen har leveret. Smart? Ja, bestemt!

Men at tale så meget om de dersens watt, indebærer to problemer.

Puls er nyttigt
Det ene er, at wattmåling kommer til at overskygge pulsmålingen.

I kraft af pulsbælter har man i et par årtier nemt kunnet måle udøveres puls. Det gør, at man så at sige er helt inde i motorrummet og kan studere, hvor presset kroppen er nu og her. Disse pulsdata kan være til stor hjælp for udøveren, for uanset rytterens motivation og formodede styrke er der grænser for, hvor meget hans motor kan levere. Eksempelvis er det umuligt at ligge over 90% i puls over længere tid.

Her nytter det ikke at kigge på sin wattmåler og sige “jamen, i går kunne jeg godt træde 300 watt, så det må jeg også kunne nu!” Det er nemlig langt fra sikkert, at din krop er i lige så god forfatning om tirsdagen, som den var om mandagen. Hvis det drejer sig om hård og langvarig træning eller konkurrence, er det faktisk sandsynligt, at den har mistet lidt siden i går. Den ændring afspejles i dine pulsdata.

Watt duer ikke uden puls
Når du derimod måler watt, befinder du dig ikke i motorrummet. Du står udenfor og samler det produkt op, som motoren har leveret, kan man sige. Det har sine fordele, men også sine begrænsninger.

Eller som den britiske professor Louis Passfield har forklaret det:

“Having
access to power is one thing – but (…) heart rate data still has
its place and it’s important to use that alongside wattage. Riding
to a specific power alone will tell you what work you are doing but
not at what physiological cost.”

En pointe, som i den pågældende artikel uddybes således: Konstant power, men hurtigt stigende puls betyder, at du nok går død inden længe. En faldende puls kan derimod betyde, at der er plads til at presse yderligere på og øge sin power.

Fejlopfattelse af watt
Her kommer vi så til det andet problem med watt-hysteriet. Nemlig at menigmand ud fra den megen omtale får den opfattelse, at wattmåling er vejen til at forbedre sin form.

Jeg gætter endda på, at der er godt gang i salget af wattmålingsudstyr for tiden. Den jævne motionist vil jo gerne gøre som Tour-stjernerne. Og gadgets er altid tillokkende. Der er måske lidt “so last year” over pulsmåling.

Men jeg vil klart mene, at for motionisten så er den gode gammeldags puls stadig det vigtigste instrument. Det er pulsmålingen, der sikrer, at du yder dit optimale i en given situation. Den hjælper dig med dine intervaller, når det gælder om at presse hjerterytmen helt i top. Og den hjælper dig i konkurrence, når du skal undgå at syre fuldstændig til på en stigning.

Wattmåling er en slags overbygning til dette. Jeg vil tro, at alle proffer benytter sig af det i løb og træning. Men de skrotter ikke pulsbæltet. Watt og puls hører sammen, og det skurrer altså i mine ører, når kommentatorer og eksperter kun nævner det første.

/Jacob

Danmarks største broer kan mere end bare forbinde landsdele. De er også fascinerende bygningsværker, der rækker højt op mod himlen. Og nu giver en ny attraktion på den gamle Lillebæltsbro mulighed for at se broen og dens omgivelser fra et noget anderledes perspektiv.

For 250 kroner kan man få en guidet tur hen over broen. Ja, henover. En gangbro, der er en halv meter bred, fører op over vejbaner og togskinner og giver en enestående udsigt ud over Lillebælt og de fynske og jyske kystområder. Det højeste punkt på turen er 60 meter over havet. Folk med diagnosticeret højdeskræk frarådes at forsøge.

Også brobestigning på Storebælt
Det er ikke første gang, at menige danskere får chance for at komme til tops i en dansk brokonstruktion. På Storebælt har man i flere år givet adgang til en af hængebroens 254 meter høje pyloner. Men det har været i forbindelse med særarrangementer, hvor turen f.eks. var en præmie i en konkurrence. Eller specialevents for pressen.

Jeg har selv haft æren af at kigge ud fra toppen af Storebæltsbroen. En skøn oplevelse. Men der er forskel på at stå på en platform omgivet af en tyk, halvanden meter høj betonmur og så at liste hen ad en smal gangbro med luft lige under sig og til begge sider. Ingen tvivl om, at det, der kan gøre Lillebælt Bridge Walking – som er det officielle navn – til et tilløbsstykke, er folks forkærlighed for sug i maven.

Pyloner overgår landjord
I øvrigt har der været tanker fremme om at gøre Storebæltsbroen til en kommerciel turistattraktion på lidt samme måde som den gamle Lillebæltsbro. Men de planer er så vidt vides ikke kommet videre end til nogle indledende drøftelser.

Storebælts pyloner er med deres 254 meter de højeste bygningsværker i Danmark. Også pylonerne på Øresund har betragtelig højde: 204 meter er der fra toppen og ned til havoverfladen. Intet dansk terrænpunkt når derop. Den planlagte Femern-forbindelse kunne have sat ny højderekord – her ville pylonerne have været næsten 270 meter høje -, men som bekendt har man valgt at bygge en tunnel i stedet.

Se flere højderekorder her:
http://danskebjerge.dk/artikler-rekorder.htm

/Jacob

Nordsjællandske strandvejsvillaer forbindes – med rette – med skyhøje boligpriser. Men Jylland kan også. Tag nu f.eks. den vejlensiske bydel Bredballe. Bredballe ligger på en ca. 70 meter høj skråning ned mod Vejle Fjord. Sydvendt, vel at mærke. Så der er ikke bare pragtudsigt til fjorden, men også til solen.

Egentlig var det til stor skade for bakkelandskabet, at man for få årtier siden satte gang i et omfattende byggeri i området. Men når det nu skulle være, så er terrænet altså genialt til boliger. Man kan jo bygge det ene hus bag ved det andet, uden at nogen af dem frarøves fjordudsigten. De står så at sige på skuldrene af hinanden.

Boliginvesteringerne lønnede sig, i hvert fald hvis man ser på priserne. Bredballe har i dag adskillige parcelhuse, der koster mere end 40.000 kr. pr. kvadratmeter. Det fremgår af et kort på websitet boligejer.dk. Så høje priser finder man kun ganske få andre steder på egnen.

Og zoomer man endnu længere ud, er Bredballes boligpriser stadig med helt i top.

Her i foråret blev en næsten nybygget villaejendom på Jørgasvej sat til salg for 42 mio. kr. Det gjorde den til den ottende dyreste udbudte bolig i hele landet. Og den dyreste i hele Jylland, skriver finans.tv2.dk.

Huset blev bygget i 2010. Billedet fra Google Streetview er fra året før, så her kan man i bogstaveligste forstand se en lastbil læsse byggemateriale af ved det kun delvist opførte hus.

Det er ikke højden over havet, der definerer stedets dyre beliggenhed. Det er derimod, at der er fuldstændig uspoleret udsigt til Vejle Fjord. Og så alligevel: Gennem huset går 5 meter koten. De meter giver lige det løft, som danner den perfekte vinkel ned mod det nærliggende vand. Ja, og så er man stadig i betryggende afstand af bølgerne, hvis vejret en dag skulle hidse sig op.

Lad mig til sidst nævne endnu en fordel ved at bygge boliger på en bakke som den i Bredballe: Arkitektonisk skaber det nogle muligheder, som man ikke finder på en flad mark.

Ejendomsmægleren skriver selv om boligen på Jørgasvej, at den er “harmonisk bygget ind i det skrånende landskab, der fører ned mod fjordbredden”. Og dét kendetegner faktisk mange af områdets ejendomme. F.eks. på Mølgårdsvej – Danmarks fjerdestejleste vej, der ligger et stenkast fra Jørgasvej. Hvad der ville være almindelige halvkedelige parcelhuse et andet sted i landet, bliver her til visuelt spændende konstruktioner, simpelthen fordi de har for nogle anderledes linjer: Man har bygget vandret på et underlag, der er skråt.

Danskebjerge.dk’s billede herover viser Mølgårdsvej 35. For så vidt et enkelt byggeri, men bemærk, at baghaven ligger på niveau med førstesalen!

/Jacob

I det øverste Nordsjælland finder man et ungt landskab. Ungt på den måde, at det har ændret sig meget siden istiden. Først ved landhævning i stenalderen. Siden ved sandflugt. Og frem til i dag: ved nedbrydning af klintekysten.

Landskabet er mest imponerende i Tibirke Bakker. Fra Ellemosens 4 meter over havet stiger terrænet dramatisk til 57 meter, og bakkerne træder tydeligt frem, fordi bevoksningen holdes nede. Det kuperede, hedeagtige landskab giver associationer til naturperler som Sindbjerg og Stoubjerg, omend disse jyske knolde har lidt større dimensioner – trods alt. Ja, og så er der en anden forskel, som jeg vil vende tilbage til om lidt.

På vestsiden af Tibirke Bakker får skoven så småt overtaget, men det går stadig op og ned. Dels pga. det naturskabte varierede terræn og dels i kraft af det væld af gravhøje, man er omgivet af. Området her hedder Tisvilde Hegn. Det højeste punkt er Frøbakke, der befinder sig 62 meter over havets overflade. Herfra er der kun et stenkast til byen Tisvilde, som markerer Tisvilde Hegns grænse mod nordøst.

Den fine natur har en bagside. For i over 100 år har området været eftertragtet som et godt sted at slappe af og ikke mindst som et godt sted at have fritidsbolig. Det gør, at store dele af kyststrækningen er bebygget med sommerhuse, og i Tibirke Bakker markerer strømførende hegn over alt, at udefrakommende bedes holde sig til stier og grusveje.

Ingen tvivl om, at det må være skønt at eje jord og mursten i dette bakkelandskab. Men alle vi andre får en tilsvarende ringere naturoplevelse. Modsat ved Sindbjerg og Stoubjerg, hvor adgangen til naturen ikke er begrænset af privat ejendomsret. Humoristen og multikunstneren Poul Henningsen kaldte tilbage i 1928 Tibirke Bakker for “Snob Hills”. Et øgenavn, der endnu i dag kan være fristende at bruge.

En trøst er det dog, at flere lokaliteter ved Tisvilde er fredede. Så man må antage, at udbredelsen af bebyggelse og indhegninger er stagnerende.

Du kan læse mere om Tisvilde-egnen her:

http://www.b.dk/boeger/ny-bog-om-tisvilde-hegn-er-en-guldgrube

http://hannaswalk.com/2012/07/10/vandring-i-tisvilde-hegn/

Danskebjerge.dk har i øvrigt fundet områdets stejleste vej. Se procenterne her:
https://www.facebook.com/stikmigenmax

/Jacob

Har du fået set filmen “9. april”? Den handler om den dag for 75 år siden, da underlegne danske tropper tog kampen op mod den tyske overmagt. Flere af de steder, hvor der blev kæmpet, er med i filmen.

Det ene sted er Lundtoftbjerg. “Bjerget” ligger på landevejen mellem Kruså og Aabenraa, og det var her, den første træfning mellem danske og tyske landtropper fandt sted. Trods navnet er her ikke synderligt bakket. Højdeforskellene er ikke over en halv snes meter, viser data fra højdekort.

Det kuperede Bjergskov
Så er der straks mere schwung over landskabet ved Bjergskov. Det var her, danskerne påny tog kampen op efter at være tvunget tilbage ved Lundtoftbjerg. (Se de indsatte kort, der er forsynet med skyggeeffekt for at fremhæve terrænforskelle. Fotos længere nede i artiklen.)

Bjergskov er et skovområde, beliggende ca. 10 kilometer syd for Aabenraa. Terrænet er stærkt kuperet – og ret ideelt for forsvarere, der kan skjule sig bag de mange små bakkeknolde og tage sigte på den fremrullende fjende.

Løjtnant Olav Jensen har beskrevet, hvordan der først blev opsat en vejspærring syd for skoven. Desuden bragte man et trefodsgevær i stilling i en grusgrav, hvilket passer godt med oplysningerne på landkortet. I “9. april” ses soldaterne også indtage deres positioner på noget, der godt kunne ligne skrænterne i en grusgrav, så filmens realisme er i top her.

Flygtede over bakkekam
Jensen beretter nu, at den opsatte vejspærring ikke bremsede tyskerne:

“Den forreste Tank kørte skraat ind paa Spærringen og skubbede, uden at sagtne Farten nævneværdigt, den store, væltede Lastvogn og Tipvognene ud til Siden af Vejen. Efter denne Bedrift blev Tanken beskudt af min forreste Kanon, som jeg med Delingen var ved at passere, og Tanken fik nu den kedelige Ide at kvittere ved at beskyde os i Motorcykel-Kolonnen med Maskinkanon.

Vi pressede Motorcyklerne til det yderste for at komme op over en Bakkekam, som jeg troede vilde yde Dækning. Jeg tør godt paastaa paa alles Vegne, at denne Køretur var vort Livs værste Oplevelse til Dato. Der var et Spektakel, som jeg aldrig har hørt Magen til. Vore Kanoner skød, de fjendtlige Kampvogne skød med Kanon og Maskingeværer, Jagerflyvere dykkede og skød paa vore Kanoner med Maskingeværer, min Motorcykel-Kolonne dundrede hen ad Vejen med 80 km’s Fart.”

Det var kanonerne, der var danskernes mest effektive våben mod panserkøretøjerne, og én af soldaterne blev modigt ved med at skyde med sin kanon, indtil den blev tromlet ned af en kampvogn. Manden flygtede derpå ind i skoven, men blev ramt af et dræbende skud fra et bagfrakommende jagerfly. Andre i delingen blev såret. Kort efter overgav også Olav Jensen sig.

Intense kampe
Filmen er stykket sammen af forskellige beretninger fra soldater, der var med i kampene 9. april, herunder Olav Jensens. Man følger en gruppe soldater, der er involveret i flere træfninger, efterhånden som de trænges tilbage mod Haderslev. Virkeligheden var dog, at de danske soldater typisk blev indsat ét sted, hvorefter de overgav sig (med mindre de var blandt de trods alt få, som blev dræbt eller såret).

Danmarks militære indsats 9. april 1940 fremstilles ofte som nærmest latterlig. Men hvis man dykker ned i de enkelte situationer ved frontlinjen i Sønderjylland – sådan som filmen også gør -, får man et klart indtryk af, at det har været meget intenst. Tyskerne har haft den fordel, at de har kunnet køre nordpå ad gode landeveje, som danskerne kun i ringe omfang har nået at blokere. Og selvom forsvarerne forsøgte at udnytte terrænet bedst muligt, har det ikke været den store hindring for Hitlers mænd, set i lyset af hvor overlegen en styrke de er kommet susende med.

Få kilometer fra Dybbøl
Hvis du vil læse mere om tyskernes fremrykning 9. april, kan man bl.a. på Wikipedia finde en ret udførlig beskrivelse.

Fra Bjergskov og Lundtoftbjerg er der i øvrigt kun ca. 15 km til en andet berømt højdedrag, Dybbøl Banke. Det var her, at den foregående krig mellem danskere og tyskere nåede sit klimaks. Læs Danskebjerge.dk’s artikler om Dybbøl her og her, skrevet i anledning af, at Dybbøl Banke har indgået i nogle stort anlagte løb.

At disse blodige bakkeområder ligger så tæt, understreger Sønderjyllands rolle som kampplads nummer 1 for stridigheder i Danmarks nyere historie.

/Jacob

Forestil dig at komme cyklende, og så pludselig ophører stien foran dig. I stedet kigger du ned i et flere meter dybt hul.

Det var, hvad Andreas Anslev og en kammerat oplevede, da de 11. marts var ude på en mountainbiketur i forårssolen. De nåede kun lige med nød og næppe at bremse, skriver han i et opslag på Facebook, som er ledsaget af fotos fra stedet. TV Øst har også omtalt hændelsen, som skete sydvest for Faxe Ladeplads på Sydsjælland (se kort nedenfor).

Et af billederne viser, hvordan et helt lille landskab med sti, græs, buske og træer er gledet adskillige meter ned ad skrænten. Det store træ står endnu med roden plantet i jorden, men hele stykket er fuldstændigt løsnet fra underlaget. To andre billeder demonstrerer udformningen af skreddet – det er, som hvis nogen havde gravet en bid af klinten med en kæmpestor ske. I siden ses den sti, der før gik langs klintekanten, men som nu fører lige lukt i afgrunden.

Øjensynligt er Andreas Anslev og hans cykelkammerat de første, der opdager skreddet.

Det vides ikke, hvad myndighederne nu vil foretage sig. Det siger sig selv, at det kan være et farligt sted. Dels pga. faren for yderligere skred, og dels fordi man nemt kan overse, at stien med ét ophører. Som flere påpeger på Facebook, kan det få alvorlige følger, hvis nogen begiver sig ud på klinten i mørke uden at kende til skreddet.

Opdateret: TV Øst var samme aften ude ved stedet – se indslaget via dette link: http://www.tveast.dk/video/2015-03-12/dagens-regionale-nyheder-1930-12-marts-2015 (gå ind ved tidskode 9:58)

Det er især om vinteren og foråret, at der er risiko for klinteskred i Danmark. Medvirkende faktorer er meget våde eller meget tørre perioder, ligesom store temperatursvingninger mellem nat og dag spiller en rolle. Det er en tendens til, at skreddene sker i morgentimerne.

Om et større skred på Møns Klint i 2009 sagde geolog Stig Schack Pedersen, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, desuden:

“Faren for skred er størst på de meget stejle steder på klinten, og særligt hvor der er overhæng, – hvilket vil sige dér, hvor højtsiddende kridtpartier hælder udad.”

Ved Møns Klint har man ved visse lejligheder forbudt færdsel på og neden for klinten pga. risiko for skred. Men i øvrigt sker færdsel på klinten på eget ansvar. Læs mere om klinteskred på Møn i denne artikel.

Stier helt tæt på klintekanter er forholdsvis almindelige, bl.a. på Reersø, hvor nedenstående billede er fra.

/Jacob

Ligesom Norge har Danmark bjerge. Og ligesom Norge har Danmark ulve.

Og måske er chancen – eller risikoen om man vil – større for at møde ulve her i landet end i de norske fjelde og vildmarker!

Jeg læste lige på norske Vg.no, at seneste registrering tyder på 65-67 ulve i Norge:

“Per 15. februar 2015 er det påvist 65-67 ulver i Norge. Hver vinter gjennomføres en registrering av antall ulv i Skandinavia, hovedsakelig ved hjelp av sporing på snø og DNA-analyser av innsamlet ulveskit.”

I Danmark er det sidste år blevet vurderet, at der findes mindst 11 ulve. Det betyder, at “ulvetætheden” i Danmark er større end i Norge.

Norges areal er 385.000 kvadratkilometer, mens Danmark er 43.094 kvadratkilometer stort. Når man dividerer antallet af ulve med kvadratkilometerne, når man altså frem til en højere værdi for Danmarks vedkommende. Der er én dansk ulv pr. 3917 kvadratkilometer, og én norsk ulv pr. hele 5923 kvadratkilometer.

Denne udregning skal dog tages med det forbehold, at vurderingerne af antallet af ulve i de to lande dels er baseret på skøn og dels næppe er fuldt ud sammenlignelige.

I øvrigt er der ikke noget, der tyder på, at de danske ulve føler sig specielt tiltrukket af højder. De hidtidige forekomster af ulve har for flertallets vedkommende været i den vestlige – og dermed relativt flade – del af Jylland:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/nyt-kort-over-ulvenes-forekomst-i-danmark

/Jacob

En af hovedfærdselsårerne i det nordvestlige Vejle har i en uge været sat ud af spillet. Det skyldes et jordskred – et fænomen, der ellers er ganske sjældent i Danmark.

Jordskreddet skete mellem Jellingvej og den cykelsti, der løber parallelt med Jellingvej. På stedet er der ca. 10 meters højdeforskel.

Se billeder af ødelæggelserne her:

http://www.tvsyd.dk/artikel/271442:Jordskred-i-Vejle

http://vejle.lokalavisen.dk/jordskred-ved-vejle-skraaning-og-traeer-skyllet-vaek-/20150130/artikler/702039560/2089

Jordskreddet har haft visse konsekvenser.

En cyklist måtte på skadestuen med et eller flere brud, fordi han kørte ind i noget af det materiale, der var væltet ned over cykelstien. For trafikanterne har situationen betydet en omvej på op til fem kilometer, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Frygten er, at Jellingvej er så destabiliseret, at der kan ske flere jordskred. Derfor har kommunens Vej- og Parkafdeling foretaget en afstivning med lange stålplader.

Årsagen til jordskreddet er en vandledning, der er sprunget læk. De store mængder vand har undermineret jorden under Jellingvej.

Jellingvej er en af de vejstrækninger, der har den største højdeforskel i Danmark. Der er over 100 højdemeter fra bund til top, hvis man inkluderer Petersmindevej. Den omtalte cykelsti har en højdeforskel på ca. 53 meter fordelt på en 550 meter lang strækning (hvis man vælger det vestlige spor). Det giver en gennemsnitlig hældning på 9,6 procent. Det er sikkert ikke så nemt at nå at bremse, hvis man er på vej ned ad en så stejl cykelsti og pludselig ser, at den er blokeret.

/Jacob

I de seneste uger har jeg researchet lidt på, hvor man finder Danmarks største kælkebakke. Og jeg tror, jeg er ved at nærme mig svaret. Vi skal til det jyske…

Det har ellers ikke været nogen nem eftersøgning. En bakke skal nemlig opfylde en hel del kriterier for at kunne være en rigtig kælkebakke.

For det første skal den være frit tilgængelig. Man skal ikke indhente tilladelse hos en lodsejer først. Hvem orker det, når sneen hober sig op, og det kribler i maven for at komme ud og mærke suset? Arealet behøver ikke være offentligt ejet – det afgørende er, at man må komme der uden at spørge om lov. Samtidig skal der nødig foregå andre aktiviteter på stedet, så som skiløb eller vintergolf. Kælkning kræver fri bane.

Dernæst skal terrænet være uden væsentlig bevoksning og andre forhindringer. Mange danske bakker ligger i skov, og det duer ikke. Og der må heller ikke være træer i bunden af bakken – eller søer og vandløb. Nogle småbuske kan man måske leve med på skråningen, men det kræver tykt snedække, og hvor tit har vi det i Danmark?

Andre ulemper kan være tværgående veje og stier. Man kan ikke kælke på steder, hvor der er trafik. Og hegn kan blokere for enhver udfoldelse. I det hele taget er mange danske arealer berørt af menneskehånd, og det kan ødelægge kælkepotentialet.

Det sidste kriterie er indlysende: Der skal være en højdeforskel af en vis størrelse. Og da det netop er størrelsen, vi går efter her, er der masser af småbakker, som vi kan udelukke fra starten.

Store højdedrag sorteret fra
Mit udgangspunkt var, at vi skulle over et halvt hundrede meter i højdeforskel, for at det overhovedet kunne være interessant. Det baserede jeg bl.a. på den kendsgerning, at de største uafbrudte stigninger i det danske landskab er på over 100 højdemeter. Så det halve burde være en rimelig tærskel, tænkte jeg.

Ved Trehøje i Mols Bjerge fandt jeg tilsyneladende en monsterkælkebakke. Omkring 70 højdemeter er der, hvis man står ved den sydlige af højene og kigger mod syd. Terrænet har godt nok lidt bevoksning, men man kunne vel navigere uden om det. Værre var en forhindring, som Naturstyrelsen mindede mig om, da jeg henvendte mig: Der går et strømførende hegn på tværs af den linje, jeg havde tegnet. Dét ødelagde alt.

I stedet kiggede jeg på steder som Dollerup Bakker, Rebild Bakker og Skamlingsbanken. Førstnævnte har mange skråninger, men de ender ofte i vådområder eller i krat – og så er der faktisk ikke så voldsomt mange højdemeter i dem. Rebild Bakker har masser af stejlt terræn, men de fører lige lukt ned på en sti eller nogle træer. Skamlingsbanken har jeg besøgt, mens der blev kælket på den – men et stykke nede af banken er der skov, så den strækning, man reelt kan kælke på, er ikke så lang igen.

Vejrhøj i Nordvestsjælland da? Nej, her befinder bakkerne sig på private marker. Det samme i Ejer Bjerge, hvor Danmarks højeste punkter ligger. Himmelbjerget? Frederik den 7.’s Høj? Her står træer i vejen.

Jeg har selv lavet en liste over danske skianlæg, og her kunne man for så vidt godt kælke. Men man risikerer at genere skiløbere, så disse steder har jeg også valgt at se bort fra.

Granskningen gik trægt. Den ene bakke efter den anden dumpede. Og jeg fornemmede, at rammerne for min undersøgelse var ved at komme under pres. Fandtes der virkelig ikke en kælkebakke med mere end 50 højdemeter i hele kongeriget?

To vilde nabobakker
Da kom jeg i tanker om en gammel klassiker: Tvillingebakkerne Sindbjerg og Stovbjerg sydøst for Silkeborg. De er frit tilgængelige, og terrænet er hede – ergo er bevoksningen lav. Der er træer på skråningerne, men man kan stadig godt finde en linje, der går fri af træerne med en rimelig margin. Jeg vurderer, at disse gigantiske knolde meget vel kan være de grusomste udfordringer for en kælkeentusiast her til lands.

Det er to forbehold. Det ene er, at der skal falde en del sne for at dække lyngen. Det andet minus er paradoksalt: Sindbjerg og Stovbjerg er pivstejle. Bakkerne har hhv. 59 og 53 højdemeter, og denne højdeforskel er overvundet efter blot 300 og 260 meter på kælken. Det giver en hældningsprocent på ca. 20 i begge tilfælde, endda inklusive en blød slutning uden ret meget fald. Med andre ord har vi at gøre med kælkebakker, der ikke bare i størrelse, men også i stejlhed skiller sig ud fra mængden. De øvre sektioner kan man sammenligne med en rød piste i f.eks. Alperne. Så meget skråner de.

Disse bakker er altså på ingen måde barnemad. Og spørgsmålet er, om nogen forældre tør sende lille Albert og Alberte ud i et sådant terræn.

Måske ikke. Men der skal vel også være kælkebakker til voksne småbørn og andre vovehalse, skal der ikke?

Tid til en test?
Jeg har selv besteget både Sindbjerg og Stovbjerg en del gange. Til gengæld har jeg aldrig suset ned ad dem på en kælk. Jeg må se, om jeg denne vinter får tid til det. Og tilstrækkelig sne, ikke mindst. Jeg hører i øvrigt gerne fra dig, hvis du har erfaring med disse monstre. Eller tør give dig i kast med dem og melde tilbage om oplevelsen. Såfremt du overlever!

Fakta om de to tvillingekælkebakker:

– Sindbjerg: 300 meter lang. Starter i 96 moh., slutter i 37 moh. Hældningsprocent: 19,6% i snit
– Stovbjerg: 260 meter lang. Starter i 93 moh., slutter i 40 moh. Hældningsprocent: 20,4% i snit

Billedet øverst i denne artikel viser Sindbjerg-bakken (den blå linje er “ideallinjen”, de grønne pletter er træer, den røde prik er startpunktet).

/Jacob

Så faldt den første sne. Men den kan ikke dække over, at december 2014 har været grå og regnfuld. Der er vand over alt. Ikke mindst i vandløbene.

Og i særdeleshed i Brødebæk.

Brødebæk er et sideløb til Susåen, Sjællands største å. Man kan faktisk argumentere for, at Brødebæk er hovedløbet, for hvis man følger mosaikken af grøfter, kan man nå helt op til Spangs Tykke, ca. 110 moh. Det er højere oppe end det område, som Susåens udspring officielt befinder sig i.

Men Brødebæk selv virker ikke fornærmet. Heller ikke over, at betegnelsen “bæk” må siges at være noget af en underdrivelse.

Ufortrødent suser den mod nord – ned ad det skrånende landskab, der først begynder at flade ud på den modsatte side af Ny Næstvedvej. Undervejs er der en strækning, hvor faldet på vandløbet er omkring 40 meter fordelt på blot ca. 2 kilometer. Det er rigtig meget efter dansk målestok. Og det er et flot skue, for ikke at sige en flot lyd. Navnlig når der – som for tiden – er ekstraordinært store vandmasser, der skal presses igennem det til tider ganske snørklede vandløb.

Se levende billeder fra Brødebæk her – og en fotoserie her.

At Brødebæk har en lang karriere som vandløb bag sig, ses af, at de omgivende skrænter er meget store. Flere steder er de ti meter høje – og ekstremt stejle. De er skabt ved årtusinders kraftige vandgennemstrømning, der gradvist har uddybet renden i terrænet.

Det er et betagende syn at stille sig øverst på en af disse skrænter og kigge ud over Brødebæk og nogle af dens tilløb. Måske især på denne tid af året, hvor de mange træer kun delvist dækker for sceneriet. Til gengæld vil man i den lunere del af året kunne nyde en svalende tår vand direkte fra Brødebæk. Brødebæk går nemlig for at være en af de reneste vandløb på Sjælland.

/Jacob