Blogsbjerg

I de seneste uger har jeg researchet lidt på, hvor man finder Danmarks største kælkebakke. Og jeg tror, jeg er ved at nærme mig svaret. Vi skal til det jyske…

Det har ellers ikke været nogen nem eftersøgning. En bakke skal nemlig opfylde en hel del kriterier for at kunne være en rigtig kælkebakke.

For det første skal den være frit tilgængelig. Man skal ikke indhente tilladelse hos en lodsejer først. Hvem orker det, når sneen hober sig op, og det kribler i maven for at komme ud og mærke suset? Arealet behøver ikke være offentligt ejet – det afgørende er, at man må komme der uden at spørge om lov. Samtidig skal der nødig foregå andre aktiviteter på stedet, så som skiløb eller vintergolf. Kælkning kræver fri bane.

Dernæst skal terrænet være uden væsentlig bevoksning og andre forhindringer. Mange danske bakker ligger i skov, og det duer ikke. Og der må heller ikke være træer i bunden af bakken – eller søer og vandløb. Nogle småbuske kan man måske leve med på skråningen, men det kræver tykt snedække, og hvor tit har vi det i Danmark?

Andre ulemper kan være tværgående veje og stier. Man kan ikke kælke på steder, hvor der er trafik. Og hegn kan blokere for enhver udfoldelse. I det hele taget er mange danske arealer berørt af menneskehånd, og det kan ødelægge kælkepotentialet.

Det sidste kriterie er indlysende: Der skal være en højdeforskel af en vis størrelse. Og da det netop er størrelsen, vi går efter her, er der masser af småbakker, som vi kan udelukke fra starten.

Store højdedrag sorteret fra
Mit udgangspunkt var, at vi skulle over et halvt hundrede meter i højdeforskel, for at det overhovedet kunne være interessant. Det baserede jeg bl.a. på den kendsgerning, at de største uafbrudte stigninger i det danske landskab er på over 100 højdemeter. Så det halve burde være en rimelig tærskel, tænkte jeg.

Ved Trehøje i Mols Bjerge fandt jeg tilsyneladende en monsterkælkebakke. Omkring 70 højdemeter er der, hvis man står ved den sydlige af højene og kigger mod syd. Terrænet har godt nok lidt bevoksning, men man kunne vel navigere uden om det. Værre var en forhindring, som Naturstyrelsen mindede mig om, da jeg henvendte mig: Der går et strømførende hegn på tværs af den linje, jeg havde tegnet. Dét ødelagde alt.

I stedet kiggede jeg på steder som Dollerup Bakker, Rebild Bakker og Skamlingsbanken. Førstnævnte har mange skråninger, men de ender ofte i vådområder eller i krat – og så er der faktisk ikke så voldsomt mange højdemeter i dem. Rebild Bakker har masser af stejlt terræn, men de fører lige lukt ned på en sti eller nogle træer. Skamlingsbanken har jeg besøgt, mens der blev kælket på den – men et stykke nede af banken er der skov, så den strækning, man reelt kan kælke på, er ikke så lang igen.

Vejrhøj i Nordvestsjælland da? Nej, her befinder bakkerne sig på private marker. Det samme i Ejer Bjerge, hvor Danmarks højeste punkter ligger. Himmelbjerget? Frederik den 7.’s Høj? Her står træer i vejen.

Jeg har selv lavet en liste over danske skianlæg, og her kunne man for så vidt godt kælke. Men man risikerer at genere skiløbere, så disse steder har jeg også valgt at se bort fra.

Granskningen gik trægt. Den ene bakke efter den anden dumpede. Og jeg fornemmede, at rammerne for min undersøgelse var ved at komme under pres. Fandtes der virkelig ikke en kælkebakke med mere end 50 højdemeter i hele kongeriget?

To vilde nabobakker
Da kom jeg i tanker om en gammel klassiker: Tvillingebakkerne Sindbjerg og Stovbjerg sydøst for Silkeborg. De er frit tilgængelige, og terrænet er hede – ergo er bevoksningen lav. Der er træer på skråningerne, men man kan stadig godt finde en linje, der går fri af træerne med en rimelig margin. Jeg vurderer, at disse gigantiske knolde meget vel kan være de grusomste udfordringer for en kælkeentusiast her til lands.

Det er to forbehold. Det ene er, at der skal falde en del sne for at dække lyngen. Det andet minus er paradoksalt: Sindbjerg og Stovbjerg er pivstejle. Bakkerne har hhv. 59 og 53 højdemeter, og denne højdeforskel er overvundet efter blot 300 og 260 meter på kælken. Det giver en hældningsprocent på ca. 20 i begge tilfælde, endda inklusive en blød slutning uden ret meget fald. Med andre ord har vi at gøre med kælkebakker, der ikke bare i størrelse, men også i stejlhed skiller sig ud fra mængden. De øvre sektioner kan man sammenligne med en rød piste i f.eks. Alperne. Så meget skråner de.

Disse bakker er altså på ingen måde barnemad. Og spørgsmålet er, om nogen forældre tør sende lille Albert og Alberte ud i et sådant terræn.

Måske ikke. Men der skal vel også være kælkebakker til voksne småbørn og andre vovehalse, skal der ikke?

Tid til en test?
Jeg har selv besteget både Sindbjerg og Stovbjerg en del gange. Til gengæld har jeg aldrig suset ned ad dem på en kælk. Jeg må se, om jeg denne vinter får tid til det. Og tilstrækkelig sne, ikke mindst. Jeg hører i øvrigt gerne fra dig, hvis du har erfaring med disse monstre. Eller tør give dig i kast med dem og melde tilbage om oplevelsen. Såfremt du overlever!

Fakta om de to tvillingekælkebakker:

– Sindbjerg: 300 meter lang. Starter i 96 moh., slutter i 37 moh. Hældningsprocent: 19,6% i snit
– Stovbjerg: 260 meter lang. Starter i 93 moh., slutter i 40 moh. Hældningsprocent: 20,4% i snit

Billedet øverst i denne artikel viser Sindbjerg-bakken (den blå linje er “ideallinjen”, de grønne pletter er træer, den røde prik er startpunktet).

/Jacob

Så faldt den første sne. Men den kan ikke dække over, at december 2014 har været grå og regnfuld. Der er vand over alt. Ikke mindst i vandløbene.

Og i særdeleshed i Brødebæk.

Brødebæk er et sideløb til Susåen, Sjællands største å. Man kan faktisk argumentere for, at Brødebæk er hovedløbet, for hvis man følger mosaikken af grøfter, kan man nå helt op til Spangs Tykke, ca. 110 moh. Det er højere oppe end det område, som Susåens udspring officielt befinder sig i.

Men Brødebæk selv virker ikke fornærmet. Heller ikke over, at betegnelsen “bæk” må siges at være noget af en underdrivelse.

Ufortrødent suser den mod nord – ned ad det skrånende landskab, der først begynder at flade ud på den modsatte side af Ny Næstvedvej. Undervejs er der en strækning, hvor faldet på vandløbet er omkring 40 meter fordelt på blot ca. 2 kilometer. Det er rigtig meget efter dansk målestok. Og det er et flot skue, for ikke at sige en flot lyd. Navnlig når der – som for tiden – er ekstraordinært store vandmasser, der skal presses igennem det til tider ganske snørklede vandløb.

Se levende billeder fra Brødebæk her – og en fotoserie her.

At Brødebæk har en lang karriere som vandløb bag sig, ses af, at de omgivende skrænter er meget store. Flere steder er de ti meter høje – og ekstremt stejle. De er skabt ved årtusinders kraftige vandgennemstrømning, der gradvist har uddybet renden i terrænet.

Det er et betagende syn at stille sig øverst på en af disse skrænter og kigge ud over Brødebæk og nogle af dens tilløb. Måske især på denne tid af året, hvor de mange træer kun delvist dækker for sceneriet. Til gengæld vil man i den lunere del af året kunne nyde en svalende tår vand direkte fra Brødebæk. Brødebæk går nemlig for at være en af de reneste vandløb på Sjælland.

/Jacob

Når man bevæger sig rundt i et tæt bebygget område som det, man finder nordvest for København, så er det ikke så let at se et mønster i landskabet. En bakke hist og en bakke pist. Man skal være lokalkendt for at opstøve det maksimale antal højdemeter – kunne man tro.

Men faktisk er der system i rodet. Et system, der stammer tilbage fra istiden.

Danskebjerge.dk har bearbejdet nogle landkort for at kunne tydeliggøre, hvordan terrænet mellem Furesø og Øresund er struktureret:

(Se kortet i stor størrelse her.)

Lidt forenklet handler det om, at der fra Furesø forgrener sig nogle dale, som alle munder ud i Øresund. Disse dale, som på kortet er tydeliggjort med en relieffunktion, er grundlaget for langt de fleste stigninger, man møder i området: Klampenborgvej øst for Kongens Lyngby, Frederiksdalsvej i Virum, Wesselsmindevej ved Raadvad, Kongevejen (Geels Bakke), ja, såmænd også den karakteristiske lille bakke ved Nationalmuseet i Brede – alle ligger de på skråninger ned mod en ådal. Og man kunne nævne mange flere.

Furesø-egnen er unik i kraft af sin tætte koncentration af såkaldte tunneldale. Tunneldale er dale, som er udgravet af smeltevand inde under gletsjere. Man skal forestille sig, at der i Nordøstsjælland har været en gletsjer, hvis front har løbet nogenlunde parallelt med den nuværende Øresundskyst – den har blot befundet sig lidt længere inde i landet. Herfra har der strømmet smeltevand ud, som har boret sig ned i underlaget, mere eller mindre vinkelret på isfronten. Det er sket med stor kraft og over betydelige strækninger. Faktisk kan dalene følges helt over til Hornsherred – 40 km fra Øresund – som en øst-vestrettet gennemskæring af landskabet.

Jeg kan ikke komme i tanker om tunneldale, der i dag ikke også er ådale. Vand har det jo med at søge den nemmeste vej for at komme væk, og der er de dybe tunneldale et oplagt valg. Mølleåen løber igennem Furesø-områdets mest kendte ådal, Mølleådalen. Mølleådalen er et yndet mål for fiskere, kanoroere, løbere og andre, der går efter gode naturoplevelser, men den er også “moder” til en del asfalterede stigninger.

En undtagelse fra reglen om åer og tunneldale er Ulvedalene, det kendte bakkeområde syd for Eremitageslottet. Her er der en tunneldal, men ikke noget entydigt å-forløb.

En anden undtagelse fra tunneldalsfænomenet finder man i Furesø-egnens nordlige ende ved Gammel Holte. Flere af de høje, nærmest kegleformede bakketoppe er skabt af dødis, dvs. i forbindelse med bortsmeltning af is, som er efterladt af gletsjere.

Det ændrer dog ikke ved fællesnævneren for hele området: Smeltevand. Stort set alt terræn, der skråner her, har noget med smeltevand i istiden at gøre. Det er bare ikke altid lige til at se, når mennesket har sat så markant et præg på omgivelserne, som tilfældet er nordvest for København.

/Jacob

Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg første gang så et eksempel på luftfotoarkæologi.

Det var i en lille bog om jernalderen, hvor der var et sort/hvid-billede af en mark, fotograferet fra et fly. Umiddelbart var det bare en kornmark, men når man kiggede nærmere efter, var der en masse små felter på marken: Små jordlodder fra jernalderen! De havde afsat nogle mærker i terrænet, som stadig kunne ses, når forholdene var de rette.

Det var næsten som at se spøgelser. Fjerne fodfædre, hvis forlængst ophørte liv pludselig viser sig som skygger i nutidens verden. Ingen naboer ser dem. Men fra afstand dukker omridset op.

Luftfotoarkæologi har udviklet sig, siden det pågældende foto blev taget. Der er i dag nemmere adgang til at komme i luften med fly eller helikopter. Eller man kan støtte sig til de mange satellitter, der tager billeder af landskabet.

Og så er der i de seneste år udviklet avancerede metoder til at scanne et terræn. Man kan granske højdeforskelle på et meget detaljeret niveau og fremanalysere hele landsbyer og fæstninger.

Luftfotos spillede også en væsentlig rolle, da man afdækkede den meget omtalte vikingeborg ved Lellinge nær Køge. Én ting var, at man har vidst, at der lå et gammelt voldsted på lokaliteten. Men billederne fra luften dokumenterede, at voldstedet var cirkelrundt og dermed lignede de vikingeborge, der kendes fra f.eks. Slagelse og Hobro. Udgravninger i sensommeren 2014 bekræftede forbindelsen. (Se Danskebjerge.dk’s grafiske bearbejdning af et luftfoto øverst i denne artikel.)

Det nok mest ambitiøse luftfotoarkæologiske projekt i Danmark finder man i Midtjylland. Her kortlagde eksperterne større områder, især i Vestdanmark, og lagde mange eksempler ud på hjemmesiden Fortidensetfrahimlen.dk. Flere af billederne giver mig de dér kuldegysninger, som jeg husker fra dengang, jeg så det sort/hvide-foto af kornmarken. Tjek en af billedserierne ud her:

http://www.fortidensetfrahimlen.dk/pages/billeder/vis_serie_grid.asp?serienr=65963

Og kan man så bruge denne landskabelige spøgelsesjagt til noget? Ja, i enkelte tilfælde kan den føre til nye opdagelser som vikingeborgen ved Lellinge, men faktisk kan man også spare penge på tilsyn af gravhøje og ruiner, fremgår det af hjemmesiden:

– Det forventes, at projektet viser, at luftfotografering af de fredede fortidsminder kan afløse en stor del af det almindelige tilsyn, og at man fremover fra luften kan tilse fortidsminderne i det åbne land hvert 3.-4. år.

/Jacob

Når man har en lyskæde, risikerer man, at der ryger en pære i ny og næ.

Det kan Ove Gelstrup ved Vejrhøj tale med om. Han står for Danmarks formentlig største julehjerte: Et hjerte af lys på den side af Vejrhøj, der vender ud mod Lammefjorden.

Det er sin sag at få liv i en formation af lamper, der fylder 110 gange 100 meter. Men Ove Gelstrup har dog fået en hjælpende hånd, nemlig i form af 5.000 kroner fra naboen Dragsholm Golf Club. Bidraget stammer fra en indsamlingsmatch, som “Manneklubben” afholdt i sommer, og blev overdraget i sidste måned.

Hjertet kaldes Vejrhøj-hjertet. Det er et mindesmærke for Ove Gelstrups søn, som tog sit eget liv. Det er blevet tændt 1. søndag i advent hvert år siden 1996. I år sker det således 30. november.

Vejrhøj-hjertet kan ses videnom pga. sin særlige beliggenhed. Også på andre tidspunkter af året, hvor konturerne klippes i græsset.

Mere om hjertet her:

http://www.visitodsherred.dk/danmark/vejrhoj-hjertet-gdk845970

http://www.ellingelyng.dk/Vejrh%C3%B8j-hjertet.htm

/Jacob

Sagen har udviklet sig lidt siden forrige indlæg om vikingeborgsagen.

Nedenstående er en tekst, jeg lagde ind på Facebooksiden “Lellinge Ringborg“, efter at jeg havde fået svar fra Kulturstyrelsen på min forespørgsel. Jeg fandt, at første svar fra styrelsen var lidt uldent, så jeg tillod mig at rykke for et mere konkret svar.

—

Der er kommet nyt svar fra Kulturstyrelsen, efter at jeg bad om en tydeliggørelse. Jeg tillader mig at citere her:

“Som jeg skrev forleden, er navnet Borgring ikke knyttet til selve den fysiske terrænformation, som den udjævnede cirkulære jordvold danner. Vi kender i hvert fald ikke et kort, hvor dette er tilfældet.
Vores ræsonnement går på, at de steder i nærområdet, der har fået et borgring-navn, fik deres navne, dengang da anlægget var et synligt karakteristisk punkt i landskabet – og derfor har været kaldt sådan engang. Højen ved Gammel Lellingegård er ikke ringformet, og har først fået sit navn i senere tid.
At de to steder har samme navn skyldes nemlig Sophus Müller (senere Nationalmuseets direktør), som ved sit besøg i 1890’erne knyttede dette lokale navn til højen ved Gammel Lellingegård. Det er ikke det eneste sted i landet, at noget sådant forekommer – og vi regner ikke med, at det bliver et praktisk problem. Ellers vil der med tiden opstå tilnavne, så der ikke bliver misforståelser.”

Svaret bekræfter min mistanke om, at der ikke findes kort, der beviser forbindelsen mellem lokaliteten med vikingeborgen og navnet Borgring (eller dets varianter). Mit spørgsmål var ellers foranlediget af, at Kulturstyrelsen tidligere har skrevet følgende:

“Mange kilder ligger til grund for Museum Sydøstdanmarks grundige research i forbindelse med navngivningen. Bl.a. viser ældre kortmateriale, hvor borgen er aftegnet, at den var kendt som en borg-ring.”

Formuleringen efterlod det indtryk, at der fandtes mindst ét kort, på hvilket navnet Borgring (eller dets varianter) var vist ved det sted, hvor man finder vikingeborgen. Det er altså IKKE tilfældet, må man vel nu gå ud fra.

Sagen hænger i stedet således sammen: Den nye beslutning om navngivningen bygger på de to forhold, at 1) navnet Borgring (og dets varianter) har optrådt i området, og at 2) vikingeborgen er (var) ringformet.

Når der står, at “ældre kortmateriale” er blevet inddraget i museets “grundige research”, kan der (når nu konklusionen om navnet er, som den er) alene være tale om, at man har set kort, som viser, at der befinder sig en banke det pågældende sted. Hertil skal imidlertid siges, at det kort, der kendes fra starten af 1800-tallet, ikke viser nogen ringformet banke, men en oval banke, som ikke skiller sig markant ud ved sin form eller størrelse. På senere kort (se vedhæftede) er den ikke stor nok til at give sig udslag på højdekurverne.

Dette skal ses i forhold til, at banken tættere på gården – den, som på kortene benævnes Borgring (Boring) – har flere meter høje og stejle skrænter til alle sider, undtagen mod nord. Vi ved ikke, hvad Sophus Müller har tænkt ved sit besøg ved Lellinge sidst i 1800-tallet, men der har alt andet lige været betydeligt mere at kigge på herovre end ude på marken.

Alt dette ændrer dog øjensynligt ikke på, at vi fra nu af står med to nabolokaliteter, der bærer det samme navn. Så må vi se, om Kulturstyrelsen får ret i, at det løser sig ved, at der opstår tilnavne.

/Jacob

—

P.S.: Her er min første forespørgsel til styrelsen:

Fra nu af kan trafikanter ikke længere være i tvivl om, hvor Ejer Bjerge begynder. Der er nemlig kommet skilte op, som viser det.

http://dinby.dk/ugebladet-skanderborg/nye-skilte-til-ejer-bjerge

Ejer Bjerge som begreb har nogle år på bagen efterhånden. Det var den norske forfatter Roger Pihl, som i sin bog “Guide til Danmarks bjerge” for alvor satte det på dagsordenen. Tanken bag det hele var, at det egentlig er noget pjat at diskutere, om det er Ejer Bavnehøj, Yding Skovhøj, Møllehøj eller en helt fjerde top, der er den højeste i Danmark. De ligger nemlig alle med kort afstand af hinanden og er en del af samme højdedrag.

Ejer Bjerge blev siden konkretiseret: Området er 5-6 kvadratkilometer stort og ligger inden for den højdekurve, der viser højden 140 meter over havet.

Både afgrænsningen og stednavnet anerkendtes i 2013 af flere offentlige instanser, og da Ejer Bjerge også blev optaget på Vejdirektoratets liste over nationale seværdigheder, var der ingen ende på den lokale jubel.

Og dog. I Horsens Kommune herskede der en overgang en vis bekymring over konceptet Ejer Bjerge. Et stykke af Ejer Bjerge hører nemlig ind under Horsens Kommune, mens Skanderborg Kommune har den anden del. Og i Horsens frygtede man, at kommunens trækplaster Yding Skovhøj ville glide i baggrunden, hvis det hele kom til at hedde noget med Ejer.

Se også denne lidt ældre artikel om Ejer Bjerge på Danskebjerge.dk:
http://www.danskebjerge.dk/artikler-dansktopnyt.htm

Modstand eller ej(er). Nu står skiltene der. Og hvorfor indgår farven brun i dem? Det gør den for at knytte an til de større skilte, der står ved motorvejene og med hvidt på brun baggrund gør opmærksom på udvalgte seværdigheder.

Nu håber Ejer Bavnehøjs Venner – en forening, der står for forskellige aktiviteter med udgangspunkt i bakkelandskabet -, at de nye bjergskilte også vil blive suppleret med to store brune skilte på motorvej E45. Det skriver bl.a. Lokalavisen.dk.

/Jacob

To-minus-én-vej. Sådan hedder det nye koncept, der skal gøre vejene sikrere for de bløde trafikanter, uden at det koster en bondegård.

I de senere år er idéen blevet realiseret på kilometervis af asfalt i Danmark, bl.a. ved Silkeborg:

Da jeg første gang hørte om det, troede jeg, at der var noget, jeg måtte have misforstået:

Markeringerne på vejen indebærer nemlig, at det ikke længere er en to-sporet vej, hvor to biler kan passere hinanden. I stedet er den snævret ind, sådan at der er plads til f.eks. en cyklist i hver side – på ydersiden af de brede, stiplede linjer -, mens bilerne skal passere hinanden ved trække lidt ud over de stiplede linjer, så der bliver plads.

Mere om konceptet her:

http://www.cyklistforbundet.dk/cykelviden/Konferenceindlaeg/A-Cykelkonference-2014/2-minus-1-veje

Jeg er delt i spørgsmålet om, hvor vidt det her er en god idé.

På den ene side synes jeg rigtig godt om den del af løsningen, der indebærer tydelig cykelbane på selve vejbanen. Det er fleksibelt og billigt, og cyklisterne slipper for alle mulige sindrige linjeføringer, som desværre er blevet så moderne i de senere års anlæg af separate cykelstier.

Og så er der den ikke uvæsentlige sideeffekt, at vedligeholdelsen af cyklernes og bilernes asfalt bliver til ét og samme projekt. Alt for mange steder ser man, at det er bilvejen, der tages bedst hånd om, mens cykelstien får lov at slå revner.

Se også nederst på denne side:

http://www.danskebjerge.dk/topolitik1.htm

Men når jeg er fortaler for cykelspor på vejene, så er det med det udgangspunkt, at pladsen er der. Det nye to-minus-én-koncept bruges derimod, når der ikke er plads.

Min anke går på det sikkerhedsmæssige: Er alle bilister bevidste om, hvad det indebærer at køre på sådan en vej?

Lad os sige, at en bilist kommer kørende i mørke. Vedkommende har måske ikke kørt på denne type vej før og tænker ikke videre over, at der er en modkørende forude. Først kort før passage indser han/hun, at der ikke er plads til begge biler, han/hun trækker et par meter mod højre og bum! – når ikke at tage højde for, at der befinder sig en cyklist derude.

Det er det skrækscenarie, jeg ser for mig.

Selvfølgelig er der altid en lille påkørselsrisiko, når der kører cyklister i ydersporene. En bilist kan jo falde i søvn ved rattet for eksempel. Men her er man inde og pille ved normalsituationen for bilisterne, og det kan jeg godt være bekymret for.

Endnu mere problematisk bliver det naturligvis på komplicerede vejforløb. Hvis eksempelvis den modkørende dukker op bag en bakketop, vil der være endnu kortere tid at reagere på for bilisten, og så kan det beskrevne skrækscenarie blive endnu mere realistisk.

Dette er der dog tilsyneladende taget højde for:

“På enkelte delstrækninger er det urealistisk at tilvejebringe den nødvendige oversigt, fordi oversigten ikke kan sikres uden store indgreb i ejendomme eller væsentlige økonomiske konsekvenser,” kan man læse.

Og så lader det til, at der samtidig med implementeringen af to-minus-én-vejene indføres sænket hastighed. På sin vis forståeligt, men hvis det nye system var bæredygtigt, skulle det ikke være nødvendigt. Det skulle helst være sådan, at forbedringer i infrastruktur ikke forsinker afviklingen af trafikken.

Men nu skal man jo altid være varsom med bare at ryste på hovedet af nye løsningsmodeller. Jeg kunne forestille mig, at mange ville have afvist idéen om f.eks. rundkørsler, hvis de kun havde mødt den på papiret. Systemet med rundkørsler kan umiddelbart virke kaotisk, men dette kaos opvejes af, at bilisterne har øget fokus på den trafikale situation. Det kan også være tilfældet her.

Den nye vejtype evalueres løbende, og det er formentlig først om nogle år, at man kender den sikkerhedsmæssige effekt og de nye trafikale handlemønstre.

/Jacob

I flere medier kan man i dag læse om politikere og eksperter, der er “chokerede” over de forventede følger af klimaforandringer i de kommende årtier.

Det sker efter offentliggørelsen af en rapport fra Naturstyrelsen.

Blandt andet kan man læse, at borgmestre fra en række kystbyer beder om hjælp fra staten, da de ellers vil være “fortabt”.

Her er det også bare vigtigt at holde tungen lige i munden. Hvis man kigger i rapporten, er det temmelig broget, hvilke fænomener der kan sættes i forbindelse med klimaændringer. Nogle årsagssammenhænge, som i den offentlige debat ofte fremføres som selvfølgeligheder, er der øjensynligt kun svagt belæg for.

Tag f.eks. et kig på denne figur fra rapporten (eller se den i stor her):

Koordinatsystemet viser, at mens øget koralafblegning (1) i meget høj grad vurderes som en konsekvens af klimaændringer, så ser det anderledes ud med fænomener som øget kysterosion (6) og øgede oversvømmelsesskader (7). Disse ligger helt i bund, når det gælder tiltroen til, at de er forårsaget af klimaændringer. Jeg har tilføjet pile.

(Bemærk i øvrigt, at der ikke tales om menneskeskabte klimaændringer, men blot: klimaændringer.)

Men én ting er, at eksempelvis øgede oversvømmelsesskader næppe er relateret til klimaændringer. Hvad kan så være årsagen? Det kan man bl.a. læse om på rapportens side 11:

“De økonomiske tab fra oversvømmelser i Europa er øget markant gennem de seneste årtier. Det skyldes især, at der er øgede økonomiske aktiviteter i de oversvømmelsestruede områder, og det giver større skadevirkninger fra de enkelte oversvømmelser.”

Det er med andre ord ikke oversvømmelserne i sig selv, der er blevet voldsommere, men derimod det forhold, at mennesket har opbygget værdier på de steder, der er blevet ramt (bolig, industri, infrastruktur osv.).

Det er præcis denne årsagssammenhæng, som Danskebjerge.dk har peget på ved flere lejligheder. Øgede befolkningstal og aktiviteter er dog kun en del af det. Ofte har man også placeret hele kvarterer klos op ad kyster og vådområder. Det medfører naturligvis øget sårbarhed.

Nu skal Naturstyrelsens rapport på ingen måde tages til indtægt for at tale klimaændringer ned. Tværtimod. Især de fremtidige konsekvenser af klimaændringer beskrives dystert. Men der er en del nuancer, som nemt forsvinder, når medierne griber fat i emner som disse. Eller når folk, der har en særlig interesse i at ringe med alarmklokker, melder sig på banen.

Her er en lille liste over artikler, som Danskebjerge.dk har skrevet om klimaændringer – med særlig fokus på det landskabelige aspekt naturligvis:

[Danmark drukner – flygt op i bjergene (eller hvad?)]

[Her skal du ikke være hvis Bodil kommer tilbage]

[Klædt på til klammere klima?] (blog)

[Selvforskyldt oversvømmelse: Ligger som vi har bygget]

/Jacob

I skrivende stund er der stadig gang i ubådsjagten i Stockholms Skærgård. Et område, der har sit navn, fordi det er et farvand med en masse små og store klippeøer.

Det har været fremført, at skærgården er et paradis for en ubåd, der vil gemme sig, og bunden af farvandet har været sammenlignet med bjergkæder. Det vil dog være forkert at sige, at skærgården er meget dyb. Sammenlignet med f.eks. fjordene på Norges vestkyst er dybderne ret beskedne. Fra Stockholm og ca. 35 kilometer ud mod Østersøen er farvandet ikke dybere end f.eks. Storebælt, dvs. i omegnen af 20-70 meter. Først i den ydre del af skærgården finder man enkelte steder dybder på over 100 meter. En måling, som jeg ikke selv har kunnet verificere, siger 120 meter som det dybeste.

Bevæger man sig et stykke endnu længere ud mod øst – til et farvand, der må siges at høre til Østersøen -, bliver det undersøiske landskab for alvor dramatisk. I renden Landsortsdjubet dykker terrænet til godt 450 meter under havets overflade. 459 meter, er der angivet på dette kort.

Det skulle gøre Landsortsdjubet til det dybeste sted i Østersøen. At der er så langt ned til bunden, har fået nogle til at tænke, at stedet er egnet som losseplads. Så igennem årene er der blevet dumpet såvel kemisk som moderat radioaktivt materiale på stedet.

Og ja, 459 meter er meget. Men faktisk er der et dansk farvand, der godt kan klare sig i sammenligningen. Se de største danske havdybder på dette kort:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-havetsbjerge3.htm

Hvad så med terrænet oven vande i den stockholmske skærgård? Jeg har ikke gransket kortene minutiøst, men umiddelbart er øerne i skærgården ikke specielt høje. Det højeste punkt, jeg kunne finde, ligger i den sydlige del af området – ved noget, der hedder Trinntorp – og er på 85 meter over havet. Det er mindre end f.eks. Munkebjerg ved Vejle Fjord (93 meter over havet).

Er snakken om det komplicerede terræn i skærgården ud for Stockholm på afveje? Der er helt sikkert noget om, at det er kompliceret farvand. Men det er ikke højdeforskellene, der gør det. Når ubådsjagten er besværlig, så hænger det i højere grad sammen med, at de stenarter, som er dernede, forstyrrer de signaler, man prøver at opfange.

/Jacob