I de seneste uger har jeg researchet lidt på, hvor man finder Danmarks største kælkebakke. Og jeg tror, jeg er ved at nærme mig svaret. Vi skal til det jyske…

Det har ellers ikke været nogen nem eftersøgning. En bakke skal nemlig opfylde en hel del kriterier for at kunne være en rigtig kælkebakke.

For det første skal den være frit tilgængelig. Man skal ikke indhente tilladelse hos en lodsejer først. Hvem orker det, når sneen hober sig op, og det kribler i maven for at komme ud og mærke suset? Arealet behøver ikke være offentligt ejet – det afgørende er, at man må komme der uden at spørge om lov. Samtidig skal der nødig foregå andre aktiviteter på stedet, så som skiløb eller vintergolf. Kælkning kræver fri bane.

Dernæst skal terrænet være uden væsentlig bevoksning og andre forhindringer. Mange danske bakker ligger i skov, og det duer ikke. Og der må heller ikke være træer i bunden af bakken – eller søer og vandløb. Nogle småbuske kan man måske leve med på skråningen, men det kræver tykt snedække, og hvor tit har vi det i Danmark?

Andre ulemper kan være tværgående veje og stier. Man kan ikke kælke på steder, hvor der er trafik. Og hegn kan blokere for enhver udfoldelse. I det hele taget er mange danske arealer berørt af menneskehånd, og det kan ødelægge kælkepotentialet.

Det sidste kriterie er indlysende: Der skal være en højdeforskel af en vis størrelse. Og da det netop er størrelsen, vi går efter her, er der masser af småbakker, som vi kan udelukke fra starten.

Store højdedrag sorteret fra
Mit udgangspunkt var, at vi skulle over et halvt hundrede meter i højdeforskel, for at det overhovedet kunne være interessant. Det baserede jeg bl.a. på den kendsgerning, at de største uafbrudte stigninger i det danske landskab er på over 100 højdemeter. Så det halve burde være en rimelig tærskel, tænkte jeg.

Ved Trehøje i Mols Bjerge fandt jeg tilsyneladende en monsterkælkebakke. Omkring 70 højdemeter er der, hvis man står ved den sydlige af højene og kigger mod syd. Terrænet har godt nok lidt bevoksning, men man kunne vel navigere uden om det. Værre var en forhindring, som Naturstyrelsen mindede mig om, da jeg henvendte mig: Der går et strømførende hegn på tværs af den linje, jeg havde tegnet. Dét ødelagde alt.

I stedet kiggede jeg på steder som Dollerup Bakker, Rebild Bakker og Skamlingsbanken. Førstnævnte har mange skråninger, men de ender ofte i vådområder eller i krat – og så er der faktisk ikke så voldsomt mange højdemeter i dem. Rebild Bakker har masser af stejlt terræn, men de fører lige lukt ned på en sti eller nogle træer. Skamlingsbanken har jeg besøgt, mens der blev kælket på den – men et stykke nede af banken er der skov, så den strækning, man reelt kan kælke på, er ikke så lang igen.

Vejrhøj i Nordvestsjælland da? Nej, her befinder bakkerne sig på private marker. Det samme i Ejer Bjerge, hvor Danmarks højeste punkter ligger. Himmelbjerget? Frederik den 7.’s Høj? Her står træer i vejen.

Jeg har selv lavet en liste over danske skianlæg, og her kunne man for så vidt godt kælke. Men man risikerer at genere skiløbere, så disse steder har jeg også valgt at se bort fra.

Granskningen gik trægt. Den ene bakke efter den anden dumpede. Og jeg fornemmede, at rammerne for min undersøgelse var ved at komme under pres. Fandtes der virkelig ikke en kælkebakke med mere end 50 højdemeter i hele kongeriget?

To vilde nabobakker
Da kom jeg i tanker om en gammel klassiker: Tvillingebakkerne Sindbjerg og Stovbjerg sydøst for Silkeborg. De er frit tilgængelige, og terrænet er hede – ergo er bevoksningen lav. Der er træer på skråningerne, men man kan stadig godt finde en linje, der går fri af træerne med en rimelig margin. Jeg vurderer, at disse gigantiske knolde meget vel kan være de grusomste udfordringer for en kælkeentusiast her til lands.

Det er to forbehold. Det ene er, at der skal falde en del sne for at dække lyngen. Det andet minus er paradoksalt: Sindbjerg og Stovbjerg er pivstejle. Bakkerne har hhv. 59 og 53 højdemeter, og denne højdeforskel er overvundet efter blot 300 og 260 meter på kælken. Det giver en hældningsprocent på ca. 20 i begge tilfælde, endda inklusive en blød slutning uden ret meget fald. Med andre ord har vi at gøre med kælkebakker, der ikke bare i størrelse, men også i stejlhed skiller sig ud fra mængden. De øvre sektioner kan man sammenligne med en rød piste i f.eks. Alperne. Så meget skråner de.

Disse bakker er altså på ingen måde barnemad. Og spørgsmålet er, om nogen forældre tør sende lille Albert og Alberte ud i et sådant terræn.

Måske ikke. Men der skal vel også være kælkebakker til voksne småbørn og andre vovehalse, skal der ikke?

Tid til en test?
Jeg har selv besteget både Sindbjerg og Stovbjerg en del gange. Til gengæld har jeg aldrig suset ned ad dem på en kælk. Jeg må se, om jeg denne vinter får tid til det. Og tilstrækkelig sne, ikke mindst. Jeg hører i øvrigt gerne fra dig, hvis du har erfaring med disse monstre. Eller tør give dig i kast med dem og melde tilbage om oplevelsen. Såfremt du overlever!

Fakta om de to tvillingekælkebakker:

– Sindbjerg: 300 meter lang. Starter i 96 moh., slutter i 37 moh. Hældningsprocent: 19,6% i snit
– Stovbjerg: 260 meter lang. Starter i 93 moh., slutter i 40 moh. Hældningsprocent: 20,4% i snit

Billedet øverst i denne artikel viser Sindbjerg-bakken (den blå linje er “ideallinjen”, de grønne pletter er træer, den røde prik er startpunktet).

/Jacob