Blogsbjerg

Læsere af Politiken vil have bemærket, at sagen om det laveste punkt i Vesteuropa fik masser af spalteplads forleden.

Artiklens udgangspunkt er Danskebjerge.dk’s afdækning af, hvor lavt terrænet i Lammefjorden faktisk er – og hvad det betyder i sammenligning med andre lave punkter i vores del af verden.

Hele artiklen, der har overskriften “Vesteuropas laveste punkt”, kan læses her:

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2175077/vesteuropas-laveste-punkt-er-dansk/

Spørgsmålet om det laveste punkt er blevet behandlet af Danskebjerge.dk i flere omgange, og tilbage i foråret 2013 gav det anledning til omtale i flere medier (Ingeniøren, TV 2 Øst, TV 2/Bornholm, P4 Bornholm). Det “nye” i Politikens historie er, at man har inddraget de lokale turistchefer – naturligvis med et vist glimt i øjet, navnlig henimod slutningen.

I en sideartikel var der plads til en anden af Danskebjerge.dk’s dagsordensættende pointer, nemlig at man ikke finder de mest markante bakketoppe ved at kigge på antallet af meter over havet, men ved at måle højdeforskellen i forhold til det nærmeste omgivende terræn. Hvis man har den tilgang, er Aborrebjerg på Møn det største bjerg i Danmark.

Den regionale radiokanal P4 Sjælland, i hvis sendeområde man finder både Aborrebjerg og Lammefjorden, lod sig inspirere af Politikens artikel til at tage emnet op. Det kom der to indslag ud af plus et par nyhedshistorier. Du kan høre klip fra udsendelserne ved at gå ind på Danskebjerge.dk’s Youtube-side.

Danskebjerge.dk blev i øvrigt også omtalt i Østbirk Avis for nylig. Det var op til juleferien, hvor der er god grund til at lede efter danske bakketoppe. Ved at bestige dem kan man jo forbrænde nogle af de kalorier, der ofte hober sig op i løbet af en højtid.

Den midtjyske lokalavis gav den hele armen og bragte de fleste af Danskebjerge.dk’s Top 10-lister i uredigeret form:

http://www.oestbirk-avis.dk/bestig-et-bjerg-i-juleferien

/Jacob

I skrivende stund er der udsigt til en længere periode med “nulgradersvejr”. Altså vejr, hvor temperaturen ligger og svinger omkring frysepunktet. Det kan bl.a. betyde glat føre, hvilket da også er det, der fokuseres på i DMI’s artikel om fænomenet:

http://www.dmi.dk/nyheder/arkiv/nyheder-2014/01/nulgradersvejr-og-sort-is-nu-kommer-danmarks-farligste-foere/

Men nulgradersvejret har også en anden typisk konsekvens: at sne bliver liggende i de højt beliggende områder, mens den smelter i de lavere.

Det skyldes, at temperaturen falder, jo højere vi kommer op. For hver 100 lodrette meter falder temperaturen med 0,5 til 1 grad.

Det vil eksempelvis sige, at hvis man står for foden af Vejrhøj, og termometeret siger plus 0,5 grader, så vil sneen stille og roligt smelte omkring dig. Anderledes på toppen af Vejrhøj. Her vil temperaturen være i minus, og sneen bliver liggende. Fra Vejrhøjs absolutte top er der nemlig 121 lodrette meter ned til kysten, og det giver en temperaturforskel på 0,6-1,2 grader. Nok til at fænomenet kan ses fra vid afstand, hvilket ovenstående billede fra netop Vejrhøj demonstrerer.

Læs også Danskebjerge.dk’s artikel om terrænbetingede temperaturforskelle her.

Det siger sig selv, at hvis temperaturen er højere eller lavere – eksempelvis plus 3 eller minus 3 -, så vil terrænhøjden ikke have nogen betydning for sneen, for så vil den jo enten forsvinde eller blive liggende, uanset hvor man befinder sig.

/Jacob

Jeg for vild i dag. Eller farede vild. Man kan sige begge dele.

Ikke at jeg siger det så ofte. For hvor ofte sker det lige, at man farer vild?

Anyway – i dag skete det. Det var på en løbetur. Endda i nogenlunde velkendt terræn. Men jeg skulle lige gennem et stykke skov ad en grusvej, jeg ikke har været på før, og da jeg efter et par kilometer kom ud på asfalten igen, kunne jeg ikke regne ud, hvilken retning jeg skulle vælge. Jeg valgte den forkerte.

Eller måske snarere: den rigtige. For den usikkerhed, der ramte mig i situationen, er måske i virkeligheden en sund oplevelse.

Vi lever i en moderne verden, hvor alt er timet og tilrettelagt, og hvor hvert eneste skridt, vi tager, har et bestemt formål. Vi må endelig ikke gå galt i byen, og vi skulle nødig klumre i det eller miste kostbar tid.

Spørgsmålet er, om det luller os i søvn? Om vores sanser sløves af det?

Dagens vildspor var ikke så vildt. Jeg havde regnet med en tur på omkring seks kilometer, og den endte med at blive cirka 12. Men det er ikke omvejen som sådan, der er det særlige ved at fare vild.

Det særlige er selve situationen, hvor man ikke ved, hvor man ender, og om man har taget det rigtige valg. I mit tilfælde varede desorienteringen vel et kvarters tid. Jeg anede ikke, om jeg løb i retning af den parkeringsplads, hvor jeg havde min bil. Eller om jeg løb i den stik modsatte retning. Det var gråvejr – ingen sol at navigere efter.

Det, der for alvor skaber panikken, når man farer vild, er de skrækscenarier, der følger med: Hvis jeg løber mod vest i stedet for øst, hvor ender jeg så egentlig henne? Og hvad nu, hvis jeg ender med at løbe i ring, – og hvis det når at blive mørkt, så det bliver endnu sværere at orientere sig, – og hvad nu, hvis jeg bliver træt og løber tør for energi?

Vi er nede og røre ved de dybere lag i psyken her. Ved vores ur-angst. Tænk på vore forfædre, der listede rundt i tætte urskove på jagt efter bytte. For dem må risikoen for at fare vild have været meget reel. Og det kunne koste dem livet.

Vi moderne mennesker har det trods alt nemmere. For vi ved jo, at hvis bare man bliver ved med at gå, så rammer man nok en vej. Ja, eller i hvert fald et hus. Da jeg for vild i dag, opererede jeg slet ikke med tanken om at gå ind et sted og spørge om vej. Det siger noget om, hvor svært det i virkeligheden er at fare vild sådan rigtigt.

Så er det ikke bare pjat? Jo, egentlig. Men jeg er holdt op med at berolige mig selv, når jeg kommer ud for at fare vild. For jeg tror på, at man har godt af at fare vild. At glide over i tvivl og panik. Bare en stund.

Faktisk har jeg prøvet at fare vild, på den rigtige måde. Jeg husker bl.a. en vandretur oppe i et norsk fjeld med en kammerat. Det var på Hallingskarvet, hvorfra man kun kan komme ned ad bestemte stier, fordi fjeldsiderne er så stejle. Vi traskede af sted i timer uden at kunne finde den afmærkede sti, og kun fordi vi langt ude i horisonten fik øje på en person i en rød jakke, fandt vi tilbage. Jeg kan huske, at vi spontant vinkede og råbte til personen. Vedkommende har sikkert undret sig. For sådan er det, når man farer vild: Omgivelserne er ligeglade. Det er dig, der har problemet. Der er ikke et træ, der lige hvisker: “Hey, du skal dreje til højre her!” Du står ved rorpinden, og det er dine handlinger, der afgør, om du finder tilbage.

Paradoksalt nok – eller måske netop derfor – var det en nordmand, der mindede mig om, at det med at fare vild kan være en positiv ting. Nemlig forfatteren Roger Pihl, som i sin bog “Guide til Danmarks bjerge” fremhæver muligheden for at fare vild som et plus ved en lokalitet.

Og er det ikke også sådan, at hvis man har været et sted og er faret vild der, så husker man stedet så meget desto tydeligere? Og er det ikke netop efter sådanne oplevelser, at tilfredsstillelsen ved at nå tilbage til udgangspunktet er særlig stor?

Men dét at fare vild kræver, at man tør give slip. At man ikke altid har landkortet eller GPS’en med sig. At man ikke altid har styr på sin egen x- og y-akse.

Jeg har venner, som altid løber de samme to-tre ruter, når de træner. Og hvis man foreslår dem en anden rute – eller bare at løbe den modsatte vej rundt -, så bliver de sådan lidt flakkende i blikket. Men jeg tror egentlig, at de ville blive en anelse lykkeligere, hvis de i ny og næ turde træde ud på en vej, de ikke kender. Eller ind i en skov, de ikke før har besøgt.

/Jacob

Så nærmer vi os et nyt år, og traditionen tro er det anledning til, at Danskebjerge.dk’s bjergløbsliste bliver opdateret.

Samtidig med opdateringen kan vi udpege, hvilke løb der har været årets mest bakkede:

– I kategorien løbeevents med maratondistance genindtog Aalborg Brutal Marathon førstepladsen. Det er sket et par gange før, og konklusionen må være, at hvis man har et godt koncept, så skal man ikke lave det om!

– I kategorien løbeevents med kvart- til helmaraton ligger Salomon Hammer Trail øverst. Løbet var nummer 1 i ovennævnte maratonkategori sidste år, men maratondistancen blev pillet ud af programmet i 2013. Stadig umådelig hårdt, selvom man “nøjes” med 25 km.

– I kategorien løbeevents med distancer op til kvartmaraton (altså under 10,5 km) sejrede Klinteløbet. Løbet ved Møns Klint bliver nok svært at slå af pinden, for selv hvis der kommer et løb med lige så mange højdemeter, så er kombinationen af drilske nedstigninger, en vanskelig stenstrand og til sidst en uhyggelig lang trappe – ja, det er bare en grum, grum udfordring.

To nye løb kom med på listen i år. Det drejer sig om Limfjordsløbet i Hammer Bakker og Aktiv Trænings Bakkechallenge ved Silkeborg.

Limfjordsløbet er et bjergløb med en relativt medgørlig rute, og måske af samme grund har løbet over 1000 deltagere. Det er et løb, der har været afviklet siden 1970’erne, og ruten har været næsten uændret.

Bakkechallenge er derimod et nyere løb. Her er der skruet helt op for højdemeterne, og fordi løbet afvikles i november, kan et mudret underlag være en ekstra modstander. At vinderen – OL-deltageren Jesper Faurschou – kom i mål på en tid, der er ca. en fjerdedel langsommere end hans rekord på distancen, siger lidt om, hvor svær ruten er.

Har du selv løbet et løb, som har en masse højdemeter, men som ikke er på listen? Så kan det være, fordi eventen er meget ny (kun afviklet 1-2 gange), eller fordi der kun er få deltagere. Disse kriterier er indført for at øge sandsynligheden for, at bjergløbslisten kun indeholder løb, som også eksisterer til næste år. Se i øvrigt beskrivelsen af kriterierne under listen.

/Jacob

Hvis Michael Rasmussen havde skrevet en bog uden at nævne doping, var der måske blevet plads til lidt mere om det terræn, han har trænet i som barn og ungt talent. Men “Gul feber” er først og fremmest en bog, som fokuserer på det barske og forræderiske liv som professionel, og derfor spiller et sted som De Midtsjællandske Alper en meget lille rolle.

Et enkelt sted er de dog nævnt, nemlig som forklarende tekst til et billede fra juniortiden, hvor man ser den unge Rasmussen køre alene over stregen til et løb:

“Eftersom jeg ikke var nogen sprinter, var jeg tvunget til at gå alene i udbrud, hvis jeg skulle vinde i Danmark. De midtsjællandske ‘alper’ passede mig godt,” skriver han i bogen.

Hvilket kun kan tolkes sådan, at han satte sine afgørende angreb ind, når det gik opad. Som det jo gør flere steder omkring Maglesø og i egnen omkring Elverdammen. På sin egen beskedne, men utvetydige måde fortæller denne lille passage, at for en let rytter har terrænet en afgørende indflydelse på hans strategi og resultater.

Er der så nogen som helst sammenhæng mellem bakkelandskabet på Midtsjælland og Kyllingens senere dopingmisbrug? Ja, der er jo den sammenhæng, at Rasmussen i sine teenageår indså, at han ikke kunne vinde på flad vej, og mange løb i Danmark foregår jo – må man erkende – på flad vej. Så han blev endnu i sine ungdomsår stærkt optaget af de skrappe bjerge i Norditalien, og det var også i Italien, at han som nyprofessionel blev introduceret til EPO og væksthormoner.

/Jacob

Efteråret har kastet et par omtaler af sig i aviserne. I begge tilfælde drejede det sig om tip til, hvilke bakketoppe og stigninger man kan tage hen, og hvor man finder mere information.

Det er da fint at blive nævnt på linje med Naturstyrelsen og Google Earth, sådan som det skete i Lokalavisen Frederikssund Weekend 31. oktober:

Dagbladet Ringkøbing-Skjern havde 12. oktober en glimrende artikel med forslag til anderledes turoplevelser. Her er Danskebjerge.dk nævnt i forbindelse med omtalen af de stejle gader i Vejle, og det fremgår tydeligt, at Danskebjerge.dk er kilden til hele afsnittet:

Det er skønt at få omtale, så kendskabet til både de danske bakkelandskaber og Danskebjerge.dk vokser.

/Jacob

Vi er kommet ind i den kolde tid, og
traditionen tro dukker der artikler op med såkaldte gode råd til,
hvordan man skal klæde sig på til lave temperaturer. F.eks. har
Dr.dk’s motionssektion lige bragt en artikel om det:

[Vælg
det rigtige løbetøj til efterår og vinter]

Jeg tvivler
ikke på, at eksperten i artiklen ved en hel del om det, han taler
om. På den anden side viser historiens gang, at de gode råd ikke
nødvendigvis er de rigtige, i hvert fald ikke for alle mennesker.

I
en årrække hørte vi f.eks., at støddæmpning var ét og alt, når
det gjaldt køb af løbesko. Den sandhed har fået en del
modifikationer på det seneste. I mange tilfælde vil en meget
fladere sko være det bedste valg. Der er endda undersøgelser, der
har vist, at støddæmpning øger skadesrisikoen.

Men i
artiklen ovenfor handler det altså om beklædning til ben og
overkrop, og her er vi trygt tilbage ved de traditionelle
anvisninger. Det er først og fremmest klassikeren med de tre
lag:

“Inderst skal man have en god og svedtransporterende
undertrøje, så man ikke bliver våd og klam. I midten kan man have
en almindelig polyester løbetrøje eller fleece. Og yderst en
vindtæt og vandtæt skal.”

Der er flere ting, man kan sætte spørgsmålstegn ved:

– Hvilke vejrforhold er denne beklædningsstrategi egnet til? Der er
kæmpe forskel på, om det er en blæsende, grå novemberdag eller en
snestorm i februar med tocifrede frostgrader. Hvis det er det første,
så virker tre lag noget overdrevet. Jeg vil mene, at man skal ned i
nærheden af frysepunktet, før tre lag er relevant. Også selvom man
er lidt kuldeskær.

– Forhindrer en svedtransporterende undertrøje, at man bliver “våd og klam”? Faktum er, at hvis kroppen genererer fugt, så skal det ende et sted. Dem, der dyrker spinning, vil vide, at også kunststoftrøjer samler masser af fugt op.

– Kan tøjlag virkelig samarbejde? Det får man fornemmelsen af, når man hører om den nærmest magiske kombination: at lagene på forunderlig vis i fællesskab kan transportere sveden fra huden og væk fra kroppen.
Det lyder avanceret – måske lige avanceret nok!

– Hvorfor anbefaler eksperten
en “vindtæt og vandtæt skal”?
Med mindre
manden er blevet citeret uden for rette kontekst, så er vi altså
her ude i nogle råd, som kun gælder i helt ekstreme situationer.
Jeg har f.eks. kun meget få gange løbet med vandtæt jakke, da denne
– trods åndbarhed – har det med at holde for meget på fordampningen
indefra. Og samtidig er der jo det med regnvejr, at det hører et
relativt mildt klima til; her i november ligger vi ofte tættere på 10 end på 0 grader. Derfor kan jeg næsten ikke se, hvornår tre lag –
hvoraf det yderste er en regnjakke – vil være den rigtige løsning.
Rådet passer ærlig talt mere til en motionscyklist, hvor dele af
kroppen er i ro og derfor nedkøles.

– Er der kun én slags undertøj, mellemlag og yderjakke? Trelagsmyten forudsætter, at alt tøj er lavet
efter bestemte standarder. Men virkeligheden er, at der findes et
stort spektrum af beklædning. Alene inden for sportsjakker findes
der både tynde og tykke, og det er blevet almindeligt, at
producenten angiver, hvilke temperaturintervaller tøjet er bedst
egnet til. Min holdning er, at man skal klæde sig på efter erfaring
og ikke efter antal af lag.

– Hvordan varmeregulerer man, når man har tre lag på? Jeg har en Newline softshelljakke,
som jeg er blevet meget glad for, når jeg cykler. Den er temmelig
varm, og det betyder, at jeg kan nøjes med at have en t-shirt inde
under, selvom temperaturen ligger på 10-12 grader. Det går fint, og
hvis det alligevel bliver for varmt, lyner jeg ned. Med tre lag er den manøvre vanskeligere. Jo flere lag man
har på, desto sværere bliver det at regulere varmen.

Dr.dk’s artikel har
andre vinterråd, jeg heller ikke vil skrive under på:

“Det
er et must med gode svedtransporterende underbukser.”

Æhh. Hvad skal man med dem?

Det er muligt, at nogle vil
have glæde af specialundertøj, men det skal flertallet da ikke lide
under? Hvis det virkelig var alfa og omega, ville jeg da for længst
være ramt af alle mulige dårligdomme, for jeg har aldrig nogensinde
båret svedtransporterende underbukser, hverken i varmt eller koldt vejr.

I øvrigt er løbe- og
cykelstrømper også i den grad noget opreklameret gear-hysteri.
Bomuld har alle dage været et udmærket materiale, og man kan fint
gemme kunsstofsstrømperne til de dage, hvor det står ned i stænger,
og man kan have gavn af, at stoffet tørrer hurtigt.

Det siger sig selv, at man kan spare en del penge ved ikke at købe overflødigt udstyr og tøj. Men der er også en anden fordel. En af
de ting, jeg godt kan lide ved løb som motionsform er, at den er nem at klæde om til. Personligt
nyder jeg, at man hurtigt kan skifte til løbeuniform og ikke skal
skifte samtlige beklædningsgenstande ud med nogle, der er særligt
beregnet til løb. Af med bukserne og på med en løbetight. Af med
hverdagsskoene og på med løbeskoene. Og skift evt. trøjen ud
med en løbetrøje – og så af sted. Hvis også strømper og undertøj skulle skiftes, ville det gøre det hele en smule mere besværligt.

Efterlader dette os så som forsvarløst bytte for den glubske kulde?

Selvfølgelig ikke. Det er min påstand, at
de fleste løbere har større problemer med overophedning end med
underafkøling. Hvor tit ser man ikke motionsløbere med en trøje
bundet rundt om livet. Det er da bøvlet, og formentlig kunne det
have været undgået, hvis den pågældende havde accepteret af fryse
en lille smule lige op til løbet. Man dør ikke af at fryse i nogle
få minutter!

Det er tankevækkende, at der på
Eremitageløbets hjemmeside står ét råd til deltagerne angående
påklædning. Det er ikke noget med tre lag eller noget i den stil.
Nej, rådet er, at de skal undgå at tage for meget tøj
på.

/Jacob

DANSKEBJERGE.DK’s NYHEDSBREV
3.
november 2013

****************************

Kære bjergven.

Du
sidder med et nyhedsbrev fra Danskebjerge.dk. Det er – hvis jeg har
talt rigtigt – nummer 32 i rækken. Muligvis er det også det sidste,
da nyhedsopdateringerne er flyttet over på Facebook,
på YouTube
og på bloggen.
Det seneste nye er, at Danskebjerge.dk nu også er på Twitter. Så
kig endelig forbi de steder!

Til gengæld er der masser af
ting at berette om, så det her nyhedsbrev bliver lidt af en tour de
force – med først et overblik over de større temaer, som
Danskebjerge.dk har taget op i 2013, og derefter en lynhurtig
kronologisk gennemgang af artiklerne på bloggen.

*****

Større
temaer
Et af årets store temaer handler om Danmarks åse.
Åsene er Danmarks svar på langstrakte bjergkæder, og deres helt
særlige form og forhistorie er vældig interessant. Danskebjerge.dk
har kortlagt åsene og beskrevet dem i ord, tal og billeder:
START
HER

Et andet af Danskebjerge.dk’s projekter i 2013 har
været kortlægningen af de store bjerge, der tidligere hørte til
det danske rige. Danmark har på mange måder været et ægte
bjergland og har endda forsvaret sine bjerge med våben.
START
HER

Men som bekendt har Danmark mistet store landområder
som følge af de seneste århundreders krige og politiske
dispositioner. Og nu truer en yderligere reduktion af Danmarks areal.
For når isbjergene smelter, stiger vandstanden, og fordi det danske
terræn ligger ganske lavt, er der risiko for oversvømmelser. Hvor
oversvømmelserne vil ramme først, giver Danskebjerge.dk svaret
på.
LÆS
HER

(Hvis du vil læse mere om de større temaer, som
Danskebjerge.dk har taget op i de senere år, så gå ind under
sektionen “Temaer”
i venstrespalten på www.danskebjerge.dk.)

Danske
stigninger
I foråret, mens forårsklassikerne nærmede sig,
tog Danskebjerge.dk et kig på, hvilke klassiker-lignende
udfordringer man kan finde i det danske landskab. Cykelløbet
Flandern Rundt er jo berømt og berygtet for sine brostensstigninger,
men et enkelt sted i Danmark, nemlig i Sønderjylland, gemmer der sig
en udfordring, som kan minde om det, rytterne udsættes for i
Belgien. Besøget på Dimen, som vejen hedder, kom der en beskrivelse
og en lille film ud af.
LÆS
HER

Danskebjerge.dk kiggede også nærmere på de
stigninger, der indgik i de to store danske cykelbegivenheder i 2013:
DM og Post Danmark Rundt. DM-ruten
i Sydsjælland var ikke så kuperet, men havde dog en stigning,
som krævede, at selv Jakob Fuglsang måtte op og stå i pedalerne.
Værre var stigningerne i Post Danmark Rundt, hvor det meget bakkede
Odsherred for en sjælden gangs skyld var på programmet:
START
HER

Er Dyrehaven ved Klampenborg også meget bakket? Ja,
det er der i hvert fald en del løbere, der mener. Danskebjerge.dk
har set nærmere på Eremitageløbets rute gennem det smukke område
– for er terrænet nu også så skræmmende?
LÆS
HER
(Også bragt på sitet motionslob.dk)

Vejen
derop
Man oplever tit, at der er dårlig fremkommelighed, når
man som gående eller cyklende er på vej mod en bakketop, og derfor
går Danskebjerge.dk ind for øget fokus på vedligeholdelse af sti-
og vejnettet og fleksible regler, der så vidt muligt sikrer
offentligheden adgang til højdepunkterne. Danskebjerge.dk har nu
gennemgået den eksisterende færdselslov for cyklister og fundet, at
meget bør være anderledes:
LÆS
HER

I nogle situationer kan dårlig fremkommelighed dog
ligefrem være en del af bakkeoplevelsen. Ikke mindst hvis man er til
trailløb. Et løb som Nordisk Extrem Marathon ved Silkeborg byder
f.eks. på meget stejle skråninger og passager i vandløb. Så det
er afgørende, at man har det rigtige udstyr med:
LÆS
HER

Hvor stejlt kan det egentlig blive i Danmark? Det
spørgsmål blev taget op i en lille serie på Danskebjerge.dk’s
Facebookside, og efterfølgende er resultaterne blevet samlet på en
side under sektionen “Stejlest“.
Alle eksemplerne handler om skråninger,
der har hældninger på langt over 30%. I en anden artikel, der
hører til samme sektion, beskriver Danskebjerge.dk fascinationen af
stejlhed, med særlig fokus på, hvordan det opleves som
motionscyklist:
LÆS
HER

Fokus på bakkelandskaber
Der er kommet
endnu et afsnit til i rækken af interview med bakke-entusiaster. Den
norske forfatter Roger Pihl har med sin kortlægning og portrættering
af de højeste danske punkter skabt øget opmærksomhed om Danmarks
bakkelandskaber, og det er frem for alt hans betragtninger, der har
ført til, at højdedraget ved Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj nu
officielt hedder “Ejer Bjerge”.
LÆS
HER

Og apropos opmærksomhed så kan Danskebjerge.dk i al
beskedenhed konstatere, at sitet nu indgår i gadebilledet i Danmarks
bjergby nummer 1, Vejle. Kommunen har nemlig opsat skilte ved de
stejleste gader i byen, og på disse skilte henvises bl.a. til
Danskebjerge.dk.
LÆS
HER

En anden sag, der førte til omtale af
Danskebjerge.dk, var den om de laveste punkter i det danske landskab.
Geodatastyrelsen havde nemlig ikke bare refereret Danskebjerge.dk’s
analyse fra tidligere, men også påpeget, at der findes et punkt,
der ligger lavere end det laveste punkt i Lammefjorden. Kunne det nu
også passe?
START
HER

*****

Nyt fra bloggen
Ved siden af
www.danskebjerge.dk kører bloggen Blogsbjerg, der dels supplerer
sitets temaer og artikler og dels rummer selvstændige nyhedsagtige
historier. Bloggen kan også byde på artikler, der ikke er direkte
relateret til bakker og bjerge, men eksempelvis mere til motion,
færdsel, tips om tøj og gear etc.

Her er, hvad bloggen har
budt på indtil nu i 2013 (altså med de ældste indlæg
først):

Sydsjællandske bjerge har sne på toppen
Et
spøjst fænomen kunne ses på vejrkortet, da sneen smeltede bort fra
Danmark i foråret. To steder lå der større områder med sne
tilbage, og det søgte Danskebjerge.dk en forklaring på.
LÆS
HER

Medieinteresse for lavpunkt nåede
højdepunkt
Medier på Bornholm og Sjælland havde fået øje
på Danskebjerge.dk’s historie om Danmarks laveste punkt, og der blev
gået til den. Sagen var en opfølgning på Danskebjerge.dk’s
tidligere granskning af Danmarks laveste punkter.
LÆS
HER

Sandheden om Kiddesvej – den sidste bastion
Som
Danskebjerge.dk har påpeget i årevis, er det ganske enkelt ikke
korrekt, når medierne forsyner Kiddesvej i Vejle med en
stigningsprocent på 21. Nu er der dog håb om, at sandheden vil
sejre, idet Danmarks Cykle Union indrømmer, at det rigtige tal er
19.
LÆS
HER

Grunden vakler under Maglesø
På bloggen er
der oprettet en hel kategori, der handler om bakkelandskabet ved
Maglesø på Midtsjælland. Der er nemlig mange grunde til at
fortælle om det sted. En af dem er, at områdets fremtid er usikker,
fordi dets hidtidige ejer er gået konkurs. En anden er, at der er et
stort oplevelsescenter på vej tæt på Maglesø. Følg sagen ved at
vælge kategorien “Maglesø” på bloggen.
LÆS
HER

Kuperet halvø får besøgscenter
Ikke kun
Maglesø-området har udsigt til et center, der skal lokke besøgende
til. Også på den kuperede halvø Røsnæs, der ligger på Sjællands
nordvestlige spids, er der noget på vej, omend i lidt mindre
målestok end ved Maglesø.
LÆS
HER

Ardennerklassiker i en dansk motionists optik
Som
optakt til forårsklassikerne lavede Danskebjerge.dk en lille analyse
af Amstel Gold Race.
LÆS
HER

Når skyerne skjuler bjergtoppene
Hedelands
Bjergløb byder på en af de hårdeste ruter for langdistanceløbere
på Sjælland. Især den kunstigt anlagte Skibakke er en grum
udfordring.
LÆS
HER

Danske bjergløbere går under jorden
Et af
de mere spektakulære danske motionsløb er Kalkmineløbet. Her løber
man ikke bare op ad bakker, men også ned i dybe mineskakter!
LÆS
HER

Her er den hårdeste bakke i DM 2013
Som
optakt til DM i landevejscykling ved Vordingborg satte
Danskebjerge.dk særlig fokus på den hårdeste stigning på ruten,
Rynkebjerg.
LÆS
HER

Derfor er bakker meget mere end tal
Ud fra
et konkret eksempel granskes her et klassisk diskussionsemne blandt
især motionscyklister, nemlig om de hårdeste stigninger er dem, der
stiger konstant, eller dem, der har varierende
stigningsprocenter.
LÆS
HER

Høje punkter kræver grovsortering
Alt er
relativt, og sådan er det også med højdepunkter i landskabet.
Denne artikel klæder dig på til at bevare overblikket.
LÆS
HER

Sjællands højest beliggende herregård
nedbrændt
Danskebjerge.dk var forbi Sparresholm, mens der
endnu steg røg op fra ruinerne.
LÆS
HER

Dansk cykelsport bliver overhalet
Danmark
har ganske vist lagt asfalt til et VM og tre etaper i Giro d’Italia,
men nu lurer et forfald i dansk cykelsport. Hvorfor har Danmark så
få tilbagevendende cykelevents, spørger Danskebjerge.dk Kan det
være, at det danske landskab simpelthen er for kedeligt at cykle
rundt i?
LÆS
HER

Stejlest på Hallandsåsen
Mange danskere –
især sjællændere – bruger Hallandsåsen til at cykeltræne på.
Danskebjerge.dk har set nærmere på Hallandsåsens stejleste
stigning.
LÆS
HER

Ingen agurketid for Danskebjerge.dk
En
sammenfatning af den medieomtale, der har været af Danskebjerge.dk
denne sommer. Senere kom der i øvrigt et indslag på TV Syd til.
LÆS
HER

Muren i Oslo
Mange forbinder Norge med høje
fjelde, men når det gælder stejlhed, er den ellers lavt beliggende
hovedstad Oslo godt med. Danskebjerge.dk besøgte Oslos stejleste
stigning.
LÆS
HER

Lokalavis med fokus på stigninger
En
journalist i Vejle har lavet en serie om Vejle-egnens grummeste
bakker. I en af artiklerne medvirker Danskebjerge.dk
LÆS
HER

I 8. Brigades blodige fodspor
Som optakt til
Post Danmark Rundt 2013 tegner Danskebjerge.dk et portræt af det
højdedrag, der nok har betydet allermest i Danmarks historie, nemlig
Dybbøl Banke.
LÆS
HER

Tv-seere snydes for strålende cykelløb
Post
Danmark Rundt får mager tv-dækning, og det er synd.
LÆS
HER

Opgør med færdselsloven
Det skal være
nemmere og sikrere at være cyklist i Danmark. Danskebjerge.dk
arbejder på et forslag til en enklere cykellov.
LÆS
HER

Opgør med færdselsloven II
Og her kom så
forslaget…
LÆS
HER

Weekend med tusinder af danske højdemeter
I
sensommeren var der godt gang i danske bjergløb rundt omkring.
Danskebjerge.dk beskriver her en håndfuld af dem.
LÆS
HER

Smart kort over Maglesø
Nogle kender det
sikkert allerede – men der findes faktisk online-kort, hvor man ikke
bare kan indtegne ruter, men også få oplyst, hvor mange højdemeter
der er på ruterne.
LÆS
HER

Klædt på til klimaændringer?
Der falder
mere nedbør over Danmark end før i tiden – samtidig er det blevet
varmere. Her er lidt tips til rigtig beklædning, når vejret
driller.
LÆS
HER

Bekræftet: Oplevelsescenter ved
Maglesø
Observatorierne i Brorfelde ved Maglesø kom for
alvor på plakaten, da de indgik i julekalenderen i december 2012, og
nu tyder alt på, at den øgede popularitet bliver fulgt op af
anlæggelsen af et ambitiøst oplevelsescenter.
LÆS
HER

Nye veje og stier ved Maglesø?
Forslag til,
hvordan man kan udbygge infrastrukturen omkring Brorfelde, når
oplevelsescenteret skal etableres, sådan at gæsterne også får en
æstetisk oplevelse uden for centeret.
LÆS
HER

Maratonkvinden der kom ud af tågen
Annette
Fredskov løb bl.a. Hedelands Bjergløb i sin vej mod 366 maratonløb
på et år.
LÆS
HER

Så galt går det når man glemmer cyklisterne
Når
der bygges nyt eller bygges om, glemmer man tit at tage hensyn til
cyklisterne. Det kan få fatale følger.
LÆS
HER

Han bestemmer fremtiden for Maglesø
Seneste
nye om Maglesø: Der er blevet sat navn på den nye ejer af arealerne
omkring søen.
LÆS
HER

Hvis bare man var ung og slank…
Vejen til
topformen går gennem træning, men faktisk er der andre faktorer,
der batter mindst lige så meget.
LÆS
HER

*****

Det var alt for nyhedsbrevet i denne
omgang. Tak for din interesse for Danskebjerge.dk!

Mange
bakkehilsner
Jacob

Hvorfor løbe op og ned ad bakker og træne dag ud og dag ind – når man bare kunne være ung og slank? Der åbner sig nye tankevækkende perspektiver for den jævne motionist, hvis man ser nærmere på tallene – og tør se sandheden i øjnene.

Jeg er en af dem, der føler, at kroppens maksimale ydeevne er nået. Eller i hvert fald næsten. Jeg tror på, at jeg bruger et sæt træningsmetoder, der – uden at være perfekte – optimerer min form, inden for de rammer der nu engang er.

Det betyder så omvendt, at når jeg forbedrer mig, så er det med brøkdele. For eksempel slog jeg forleden min rekord på 10 kilometer løb. Fire sekunder skar jeg af rekorden, så den nu hedder 41:04. Det var jeg super tilfreds med. Men i det store billede er fire sekunder jo peanuts.

Alder og vægt er centralt
Men hvis man så ser på, hvad min alder og vægt gør ved min præstation, ser det ganske anderledes ud.

Sagen er, at hvis jeg havde haft samme træningsiver, da jeg var 20, og samtidig havde undgået de håndtag, der sidder lidt for godt fast over min hofte, så ville jeg have været markant hurtigere, end jeg er i dag. I hvert fald hvis man skal stole på de almindeligt anerkendte beregningsmodeller.

Gå f.eks. ind på Aktiv Trænings hjemmeside, og find den side, der beregner, hvor meget hurtigere du kunne blive ved vægttab.

Her tastede jeg mine nuværende data ind sammen med et minus på 5 kilo. 5 kilo vil faktisk give mig et BMI, der ligger en anelse under middel, men stadig med god margen ned til kategorien undervægtig.

Og sikken effekt.

Drømmetiden opnået
Aktiv Trænings beregner sender mig akkurat under 39 minutter på de 10 kilometer. En drømmetid! At komme under 40 minutter har været mit mål i årevis. Men selv når jeg har givet den gas i træningen igennem en periode, har jeg ikke for alvor været i en form, der ville række. Men vægttab – dét virker tydeligvis.

I virkeligheden er jeg bare en gennemsnitlig slankekur borte fra en speed, som uden problemer vil sende mig under de magiske 40 minutter. Tankevækkende!

Matematikken er faktisk simpel. Man regner med, at en løber vinder 2-3 sekunder pr. kilometer ved at reducere kropsvægten med 1 kilo. Aktiv Træning har valgt middelvejen og indsat 2,5 sekunder i deres formel.

For mit vedkommende skal man så gange dette først med 5 (mit vægttab) og siden med 10 (antal tilbagelagte kilometer). Det giver godt og vel 2 minutter. Og altså helt uden at jeg skal anstrenge mig mere på løbeturen, end jeg gør i dag.

Ungdommens kraft
Men hvad nu, hvis jeg var kommet i gang med min “løbekarriere” på et tidligere tidspunkt i livet? Ja, faktisk begyndte jeg at løbetræne, da jeg gik på en højskole efter gymnasietiden. Jeg var knap 20, og efter et par måneders træning gennemførte jeg en halvmaraton på 1 time og 48 minutter.

Den tid har jeg slået mange gange siden. Især efter, at jeg blev lidt mere systematisk i mine træningsformer. Men sandheden er, at hvis jeg havde grebet sagen an på samme måde dengang, så var jeg kommet meget lettere til det hele. Det viser et andet af Aktiv Trænings små programmer.

Igen plotter jeg data ind, og så sætter jeg den alder, jeg vil sammenligne med, til 20. Og vupti: 39:05 på en 10-kilometer! Altså stort set samme effekt som ved det førnævnte vægttab på 5 kilo.

Tænk, at jeg, der dengang følte mig som alt andet end en stærk løber, i virkeligheden kunne drøne afsted med over 15 km/t på så lang en strækning – hvis bare jeg havde trænet mig ordentligt op. If only I could turn back time, som Aqua-Lene sang.

Pænt avancement
Lad os til sidst lige kombinere de to scenarier. Vi leger altså, at jeg igen er 20 år, og at jeg har sørget for at holde min vægt nede på lidt under, hvad der betegnes som normalt niveau. Vi tager med andre ord de 39:05, som er den tid, der alene forbedres ved, at jeg gøres yngre, og så smider vi vægttabet oven i beregningen.

Svaret er: 37 minutter rent. En tid, der ville gøre mig til en rigtig god motionsløber. Et stykke fra eliten, men med fine muligheder for at vinde mindre motionsløb rundt omkring.

Og hvad kan man så bruge de beregninger til? Tja, alderen er jo svær at regulere bagud. Men de 5 kilo? De er inden for rækkevidde. Hvis jeg inden for de næste par år taber mig fem kilo, har jeg gode chancer for at presse mig under de forjættende 40 minutter.

Samtidig modarbejdes jeg dog af alderen – ikke den hypotetiske, men den skræmmende virkelige alder.

På et tidspunkt vil jeg nemlig blive så gammel, at jeg ikke vil kunne modvirke forfaldet gennem vægttab. Muligheden for vægttab er med andre ord kun en slags reservetank, jeg kan tære på i nogen tid endnu.

Virkeligheden vs. matematikken
Tilbage er så spørgsmålet om beregningsmodellernes troværdighed. Mine egne erfaringer kan hverken be- eller afkræfte, at modellerne taler sandt. Igennem årene har jeg haft beskedne svingninger i vægt på 1-3 kilo, uden at jeg med sikkerhed kan sige, at jeg er blevet hurtigere eller langsommere af det.

Jeg har også svært ved at indse, at jeg som 20-årig kunne have været en hurtigløber. Det var slet ikke en rolle, jeg kunne se mig selv i dengang. Jeg tror måske, at det dér med at løbe længere ture og komme ind i en konsekvent træningsrytme over uger og måneder er noget, der passer bedre ind i en lidt ældre persons sind.

Og man kan måske også spørge, om præstationer kan sættes på formel på den måde, som ovennævnte beregnere gør det. Den menneskelige krop er jo ikke helt som en forbrændingsmotor, der udelukkende styres af fysiske love. Der er også nogle mentale processer, som spiller ind på vores ydeevne. Ligesom der er mentale processer, der er afgørende for, hvor langt vi når med en eventuel slankekur!

Lige nu og her tror jeg ikke, at de 5 kilo på sidebenene skal føle sig truede. Men jeg vil da et eller andet sted håbe, at min ærgerrighed efter at komme under 40 minutter en dag vil få mig til at tage mig selv i nakken og gøre noget alvorligt ved det.

/Jacob

De første udmeldinger fra den nye ejer af området omkring Maglesø er kommet.

Han hedder Jeppe Larsen og tager over fra finansmanden Finn Helmer, der er gået personligt konkurs.

Ifølge Nordvestnyt har Jeppe Larsen, der kommer fra Solrød Strand, udarbejdet en plan for naturområdet. Denne plan håber han at Naturstyrelsen vil støtte.

http://www.sn.dk/holbaek/maglesoe-ejer-oensker-langsigtet-plan/artikel/363225#.UmryfBCPN1E

Hvis det stod til Danskebjerge.dk, skulle vedligeholdelse og udbygning af stierne omkring Maglesø prioriteres højt i den kommende plan. Det kunne også være interessant, hvis man tænker skovdistriktet sammen med det kommende oplevelsescenter i Brorfelde.

/Jacob