Cykling er det nye golf, siger man. Hvor firmaevents og uformel kundepleje før foregik på greens og fairways, så finder dette nu lige så ofte sted, mens der trædes i pedaler på en landevej eller grussti.
Men der er også et andet forhold, der forener de to aktivitetsformer.
Cykling og golf er nemlig en dyrkelse af landskabet. Man bevæger sig fra et sted i verden til et andet, og de variationer, man konfronteres med i den proces, er betinget af omgivelserne, ikke mindst terrænet. Fladt terræn er cykelrytterens og golfspillerens motorvej – det er her der skal hentes tid og point -, mens bakker og dale giver et mere varieret forløb, hvor højdeforskelle skal tages med i beregningen af fart, længde osv.
Stedet bestemmer sværhedsgraden
Og disse faktorer er forskellige fra sted til sted. Det er derfor, det giver mening at rejse rundt og dyrke golf eller cykling. En cykel- eller golfoplevelse på det flade Lolland er noget helt andet end i det kuperede sydfynske eller østjyske landskab. Det kan endda være, at man ved at komme rundt i geografiens kroge bliver klogere på, hvilken type spiller/rytter man er. Om man fx er god til at rykke på stigninger eller til at kompensere i opstillingen, når der skal slås golfslag fra skrånende lejer.
Store danske cykelbegivenheder som DM og Post Danmark Rundt er i særlig grad en fejring af Danmarks terrænformer. Her er den nøjagtige placering af de enkelte ruter i sig selv en del af begivenheden. Fra den flade enkeltstart i en større provinsbys hyggelige gader til en barsk “bjergetape” med himmelhøje stigningsprocenter. Arrangørerne kan skrue op og ned for sværhedsgraden ved at vælge og fravælge stigninger og nedkørsler, ja, faktisk kan de favorisere bestemte ryttertyper alene gennem valg af rute.
Golf og cykling mødes på toppen
Så tæt et forhold mellem det sportslige og det landskabelige er der næppe i nogen anden større konkurrencesport. Tværtimod er det netop kernen i alt fra skak og skydning til squash og svømning, at de ydre rammer – brættet, skiven, banen osv. – er klart definerede. I cykling er udøverne i en helt anden grad oppe mod naturens luner.
Hvilket også langt hen ad vejen gælder for golfsporten. Og her er vi så tilbage ved udgangspunktet for ovennævnte tanker. De udspringer af, at DM i landevejscykling denne sommer kommer til det sydvestlige Fyn. Her venter en rute, hvis højdepunkt er den bakke, der kaldes Golfbakken. Det er vel nok den hårdeste asfalterede bakke på Fyn. Og hvorfor hedder den Golfbakken? Naturligvis fordi vejen ligger op til en golfbane. Ja, faktisk skærer vejen sig igennem banen, så man på et tidspunkt har den på begge sider af sig, når man kravler op ad stigningen (se billedet ovenfor).
Bakker kan man ikke diskutere med
Faaborg Golfklubs bane er en af de mest kuperede i Danmark. Nogle mener, den er for kuperet. Terrænforskellene går ud over overskueligheden på de enkelte huller og efterlader for meget til tilfældigheder, lyder nogle af klagepunkterne.
Men det er som om, at selv de største golfsportslige urimeligheder alligevel har en vis charme. For det er jo i sidste ende naturen, der har skabt det terræn, der spilles golf i. Og naturen er ikke rimelig. Den er der bare.
Det er også dét, der er charmen ved at møde stigninger, når man er ude på raceren. Stigninger er bare så forbandet svære at diskutere med. Jo vist er der engang en bonde eller vejchef, der har besluttet, at på netop dén strækning – hen over dén bakke – skal der være en vej. Men lige siden har den vej bare ligget der, og det bliver den ved med i al overskuelig fremtid.
Du kan prøve at køre i en stor bue uden om bakken. Eller forsøge at bestige den. Jeg vil anbefale det sidste.
/Jacob
