Blogsbjerg

Supermotionist og bakkeekspert Martin Hoff har i weekenden fundet og besteget en cykelsti, som i hældning tangerer de 30%. I alt er den 370 meter lang og stiger med drabelige 22% i snit, hvilket overgår de ellers meget stejle gader i Martins hjemby Oslo.

Den grusomme cykelsti, som på opstigningen kostede Martins cykel en knækket tand på forreste klinge, ligger lidt uden for den sydnorske by Kristiansand.

Asfalterede cykelstier er en kategori, som Danskebjerge.dk endnu ikke har undersøgt systematisk. Men der findes nogle danske cykelstier, som skråner ganske meget.

Billedet herover er taget af Troels Vesterlund. Han målte ved samme lejlighed hældningen til 20%. Strækningen finder man ved Vejle.

Også på Sjælland er der alpine cykelstier.

Eksempelvis i Frederiksværk, hvor forlængelsen af Kastanie Allé stiger med op til 17,5% (målt af Danskebjerge.dk). Se billeder fra lokaliteten her.

Egentlig er begrebet stejl cykelsti et lettere selvmodsigende begreb. En cykelsti skal jo favorisere cykelfolket, men det er trods alt de færreste cyklister, som synes det er fornøjeligt at gå helt i stå på ekstremt skrå asfalt.

Bemærk i øvrigt, at der på den sydnorske “turvei” er forbud mod at cykle nedad. Alene dette er jo en betydelig begrænsning af strækningens anvendelighed – selvom forbuddet i sig selv er ganske forståeligt.

/Jacob

Det er muligvis en tilfældighed, men to år i træk har vinderen af VM i landevejscykling skabt det afgørende hul på en nedkørsel. Og altså ikke på en stigning, selvom det er stigningerne, man taler mest om.

Nu kan man jo ikke helt skelne den ene ting fra den anden, for en stigning efterfølges jo oftest af en nedkørsel. Men er der i ruteanalyserne blevet lagt for meget vægt på strækningerne op ad bakke og for lidt på de strækninger, der går nedad?

I Richmond slog Sagan et hul på nogle ganske få sekunder op ad næstsidste stigning. Et par andre ryttere prøvede at følge ham. Men især i de to-tre første sving efter toppen af stigningen kørte Sagan suverænt, og det var her, han mangedoblede sit forspring.

Ved VM i 2014 var det også på en nedkørsel, at de afgørende tidsforskelle blev skabt. Kwiatkowski vandt sig et lille forspring i et svagt venstresving på nedkørslen efter rutens største bakke. Derefter blev der skabt en lille gruppe med bl.a. Matti Breschel, og siden viste polakken sig som den stærkeste.

Som udgangspunkt er det jo vanskeligt at køre fra et felt nedad, fordi farten er meget høj. Men omvendt er det netop efter toppen, at et eventuelt energioverskud kan gøre den største forskel. Hvis alle andre sidder og koger, mens man selv har lidt mere at give af, kan det ofte godt betale sig at investere kræfterne i et angreb. Dette kunne være læren af de nævnte verdensmesterskabsløb.

At vi i år så oven i købet har med en gammelkendt specialist i nedkørsler at gøre, bekræfter vel blot, at der er noget om snakken.

Måske skal vi bare vænne os til at studere nedkørslerne lige så meget som stigningerne? Og tale lige så meget om gode nedkørere som om gode klatrere?

/Jacob

“Det er værd at bemærke, at de to eneste stigninger på ruten kommer tre kilometer fra mål. Så det kan blive et ret spændende løb.”

Sådan siger Cannondale-Garmins Ben King om linjeløbsruten ved VM i Richmond, USA.

Og hvorfor studser jeg over dét?

Fordi hans udsagn faktisk beskriver forskellen mellem VM 2015 og VM 2011. Sidstnævnte blev afviklet i København og sluttede i en stor massespurt.

Lige kuperede ruter
Begge rundstrækninger er ret så flade, og de stigninger, de trods alt indeholder, har et moderat antal højdemeter.

Opgjort i tal:
– Richmond: 16,2 km med 108 højdemeter
– København: 14 km med 101 højdemeter

Altså meget ens, bortset fra at Richmondbakkerne er stejlere. Reelt er der vel tre stigninger på ruten – og ikke to, som King siger -, hvor den stejleste har et brostensstykke (se billede ovenfor), som stiger med 13% over 100 meter. (Mere her.)

De to stigninger i København havde ingen sektioner med tocifrede stigningsprocenter.

Rute kunne være vendt om
Alligevel kunne den danske VM-rute med en simpel ændring have været lige så lumsk som den amerikanske. Man kunne nemlig have vendt rundstrækningen om, sådan at rytterne inden for de sidste tre kilometer ville have ramt de to stigninger: Først Søllerød Slotsvej (480 m, 5,5% i snit) og så Geels Bakke fra nord (530 m, 4,3% i snit). Se rutealternativet her.

Man kan næppe uden videre kalde det en fejl, at VM-ruten i København blev så nem at håndtere for sprinterholdene. Det afhænger jo meget af, hvad arrangørerne vil opnå med løbet, hvilket ikke nødvendigvis formuleres eksplicit.

Dansk opløbsbakke ladt i stikken
Men især opløbsstigningen på Geels Bakke blev der gjort en del ud af i markedsføringen af løbet. Og her må man bare sige, at hvis den skulle have haft større betydning, end den fik, så skulle der ikke have ligget adskillige næsten flade kilometer forud for den.

Nu er bakker jo sjældent nogen garanti for større splittelse i et felt, og jeg siger ikke, at VM-ruten i Richmond kommer til at skille nogen får fra nogen bukke. Men når de amerikanske stigninger har den beskedne størrelse, de nu engang har, så er der i hvert fald gjort et helhjertet forsøg på at presse mest mulig dramatik ud af dem.

/Jacob

Få steder er så kuperet et landskab og så dramatisk en historie koncentreret på så lidt plads. Men den lille ø Hjelm ud for Jyllands yderste dryptud er i den grad noget for sig.

Øen er dybest set en moræneknold fra istiden, med en højde på 45 meter over havet (Fyrbakken). 45 meter er betragteligt, når man tænker på, at Hjelms areal svarer til under en halv procent af Samsøs. Blandt danske småøer er Hjelm af Danskebjerge.dk blevet kåret som den tredjehøjeste, kun overgået af Fur og Anholt.

Markante skråninger
Ud over den nævnte knold, der er næsten cirkulær og udgør ca. halvdelen af den 0,6 kvadratkilometer store ø, består Hjelm af et ret fladt landskab, der især dominerer ud mod vest. Så meget desto mere iøjnefaldende er højdeforskellen i terrænet.

Den kuperede del af øen er omgivet af såkaldte litorinahavsklinter. Det er stejle skrænter skabt af et hav, som i stenalderen stod noget højere end i dag. Fænomenet kendes også fra bl.a. det nordjyske bakkelandskab Hammer Bakker.

Brugt til voldsteder
I urolige tider har stejle terrænformationer været i høj kurs hos dem, der havde brug for at slå fra sig. Her kunne de på den ene side forsvare sig mod angreb og på den anden side etablere et lokalt magtcentrum, hvorfra de kunne kontrollere eller i det mindste overvåge eksempelvis søfarten.

Det var de muligheder, Marsk Stig benyttede sig af i 1290. Han var blevet dømt fredløs for sin påståede medvirken til mordet på kong Erik Klipping i Finderup Lade, men på Hjelm slog han og hans tilhængere sig ned, og her bedrev de bl.a. falskmøntneri.

Man mener, at det var marskens voldsted, der blev opført på Fyrbakken. Det er også det største voldsted på øen, men der er altså tre af dem. Ja, tre! Det er lige ved, at man vader i voldsteder på lille Hjelm.

Og så var det alligevel ikke nok: I året 1306 stormede kong Erik Menveds hær forsvarsanlæggene og brændte dem ned.

Flyv til Hjelm hvis du tør
I dag er Hjelm privatejet, og der er ingen fastboende. Men ifølge Hjelmoe.dk er det med visse begrænsninger tilladt at bevæge sig rundt på øen – hvis altså man finder en god transportløsning, for der er ingen færgeforbindelse. Faktisk er det muligt at lande med fly eller helikopter, men som der står på hjemmesiden er øens landingsbane “meget kort og ujævn med højt græs”.

Navnet Hjelm? Ja, det menes at have en ret bogstavelig oprindelse. Øen har simpelthen lignet en hjelm på afstand og har ifølge Den Store Danske altså stået for noget i retning af “hjelmlignende, hvælvet forhøjning”.

Siden 1856 har der også været en spids på hjelmen. Nemlig i form af et 18 meter højt fyrtårn. Det står – ja, rigtigt gættet – på Fyrbakken.

/Jacob

Denali er frem over navnet på det højeste bjerg i Nordamerika. Bjerget har i årtier været kendt som Mount McKinley (6.194 m), men nu har præsident Obama gennemtvunget navneændringen.

http://nyhederne.tv2.dk/udland/2015-08-31-obama-omdoeber-usas-hoejeste-bjerg

Navneændringer – og navneforvirring – rammer også danske tinder. Jeg tror ikke, at der har været statsoverhoveder inde over, men det gør ikke sagerne mindre spegede.

Danmarks måske mest kendte bakketop, Himmelbjerget, hedder egentlig slet ikke Himmelbjerget. Det er selve bakkepartiet, der hedder Himmelbjerget, mens den top, som tårnet står på, hedder Kollen (147 moh.). Kol er et gammelt ord for afrundet top.

I øvrigt er Kollen ikke det højeste punkt på bakken. Terrænet lidt længere mod syd ligger faktisk højere. Men det er en anden snak. Faktum er, at betegnelsen Himmelbjerget af de fleste bruges om både skråningen og toppen.

Ikke så langt derfra finder vi Yding Skovhøj. Det er Danmarks højeste terrænpunkt, hvis vi tager gravhøjen med (172,54 m). Men hvad hedder den gravhøj egentlig? Yding Skovhøj kunne lyde som det oplagte navn, men stedet gemmer på hele tre gravhøje, og det er den midterste, hvis top ligger højest. Denne midterste gravhøj hedder Rodebuske. Rodebuske er selvfølgelig et knap så poetisk navn, så det er måske derfor, Yding Skovhøj er blevet den gængse – men noget upræcise – betegnelse.

På Jyske Ås i Nordjylland er der formentlig blevet byttet om på de to højeste toppe. Normalt siger man, at det højeste punkt er Knøsen (136 moh.), men kort fra før 1882 viser, at punktet hedder Knaghøj. Ifølge Roger Pihls “Danmarks Bjerge – fra det laveste til det højeste” er der simpelthen sket et navneskifte, og det bekræftes af Naturstyrelsen. Muligvis er der tale om en banal fodfejl af datidens statslige kortlægningseksperter.

Helt aktuelt har der været en navnestrid på Østsjælland. Det drejede sig om navnet på den vikingeborg, man har fundet resterne af lidt uden for Køge. Fra officiel side blev stedet hurtigt kaldt noget med Borgring (i forskellige varianter), bl.a. fordi det var et navn, man vidste var knyttet til området. Men ser man på kort fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag, finder man ikke navnet Borgring ved det sted, hvor vikingeborgen har ligget. Borgring (eller Boring) kaldes derimod en stejl bakkeknold længere mod vest. Om det igen er de gamle 1800-tals geodæter, der har kigget lidt for dybt i flasken, mens de gik rundt og kortlagde landskabet, skal være usagt. Men man må i hvert fald konstatere, at stednavne har det med at slå rod, når først de er kommet på tryk.

/Jacob

På det midterste Sjælland ligger to kontrastfyldte landskaber lige op ad hinanden: Den store, pandekageflade Åmose og det stærkt kuperede område vest og nord herfor. Flere bakketoppe når op i omkring 100 meters højde.

En af de mest iøjnefaldende tinder er Knøsen (99 moh.), der befinder sig i åbent terræn lidt uden for Skamstrup. Knøsen er forholdsvis nem at identificere, fordi den har et lidt særpræget anlæg på toppen. Det er en luftmeldepost.

(På billedet ovenfor ses den tydeligt oppe i højre hjørne bag træerne. Billedet under artiklen viser anlægget tættere på og med bakketoppens postament ved siden af.)

Engang fandtes der næsten 400 af den slags poster i Danmark. De var anbragt på høje bygninger eller høje steder i landskabet. Meningen med dem var nemlig, at man herfra skulle kunne få øje på fjendtlige fly, der havde undgået andre overvågningssystemer så som radarer. Luftmeldetjenesten, der blev oprettet i 1934, betjentes af frivillige og var bl.a. i aktion 9. april 1940, da tyske fly kom ind over Danmark.

Siden var det Den Kolde Krig, der skabte behovet for poster som den på Knøsen. Faktisk blev Luftmeldekorpset først nedlagt i 2004. Men tårnet på Knøsen fik lov at stå – og er i dag den eneste tilbageværende luftmeldepost, der står på sin oprindelige plads.

Freden var dog hård ved anlægget. I forhold til vind og vejr indtager det nemlig – ja, undskyld udtrykket – en uriaspost, og i løbet af få år forfaldt det. Indtil Kulturstyrelsen og Museum Vestsjælland gik sammen om at renovere tårnet. Det skete samtidig med, at der kom mere fokus på militære anlæg fra Den Kolde Krig, bl.a. i form af bogudgivelser.

Siden december 2014 har Knøsen igen kunnet bryste sig af et mørkegrønt tårn, der vidner om en tid, hvor terrænmæssige højdepunkter stadig havde militær betydning.

/Jacob

Årets
Vejle-etape i Post Danmark Rundt 2015 er overstået. Den hårdeste
etape nogensinde har arrangørerne har kaldt den, og terrænmæssigt
virker det som en rimelig beskrivelse. Vejret kunne selvfølgelig
have været mere modbydeligt, og det hårde ræs kunne være begyndt
tidligere, men hvis vi alene ser på ruten, så var den meget
udfordrende og åbnede for mange scenarier.

I
kraft af tv-transmissionen har det været nemmere end tidligere at
følge udviklingen i løbet. Transmissionen er revolutionerende for
cykelsporten i Danmark og var langt henad vejen fremragende. Desværre
var der nogle missere i prioriteringerne, hvilket jeg vil komme ind
på senere.

Her
er min gennemgang af stigningernes betydning:

1.) Stigningerne
på den første halvdel af etapen havde ikke meget at sige.
Det
ventede tidlige udbrud lå et par minutter foran feltet – det hele
var kontrolleret og en lille smule forudsigeligt.

Jeg
har selv stået på bakker rundt omkring i landet og set skuffet til,
når først udbrydergruppen og siden feltet trillede snakkende hen
over toppen. Og det er ikke kun et Post Danmark Rundt-fænomen. Hvor tit har man ikke hørt kommentatorer
piske en stemning op om en stigning som La Redoute i
forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège, selvom stigningen 9 ud af
10 gange får meget ringe indflydelse på slutresultatet, netop fordi
den ligger for langt fra mål.

Jamen,
de tidlige stigninger er vel med til at trætte rytterne? Ja, i nogen
grad, men her har vi jo med proffer at gøre og ikke motionister som
os andre. For os er selve bestigningen af Vejles bakker udmarvende,
men ryttere, der kører mange hundrede kilometer om ugen, bliver ikke
synderligt slidt af at køre opad i roligt tempo.

2.) Ballet
startede på Østengård.
Tv-dækningen
af stigningen på Østengårdsvej var desværre miserabel. Fuglsang
m.fl. var lige styrtet, og det fandt producerne umådelig
interessant. Imens fik vi at vide, at feltet blev splittet på
stigningen. Hvordan dette foregik, ved kun rytterne og tilskuerne på
stedet.

Men
vi kan konkludere, at stigningen, som lå ca. 47 km fra mål, fik den
betydning, som den givetvis var tiltænkt. Den blev brugt som afsæt
til den første udskilning, og herfra var der kun ca. 40 ryttere
tilbage til at kæmpe om sejren.

Det
var formentlig også her, at udmattelsen for alvor satte ind hos
mange af rytterne. For Astana var tabet af Fuglsang katastrofalt.
Måske skal styrtet ses som resultatet af en placeringskamp, der
skyldtes, at flere hold havde angrebsplaner på Østengård.

3.) Gl.
Kongevej opløste udbruddet og tippede magtbalancen blandt
favoritterne.
Som
følge af styrtet og Team Tinkoff-Saxos gentagne accellerationer sad
klassementets førende rytter Lars Boom ret alene, da hovedfeltet
nåede til etapens klart hårdeste stigning på Gl. Kongevej/Chr.
Winthersvej.

Stigningens
sværhedsgrad kan beskrives som Kiddesvej plus 50%, og man fornemmede
tydeligt, at rytterne var pressede af stigningsprocenterne i længere
tid, end de er på Kiddesvej, hvor en enkelt krafteksplosion kan være
nok til at nå op til toppen. På Gl. Kongevej er det hver mand for
sig, og udbruddet blev reduceret til et par trætte mænd her. Siden
kom favoritfeltet, hvor helikopterbilledet viste, at Lars Boom var
blevet sat en smule. Tilsyneladende lykkedes det ham at æde sig
tilbage kort efter, da terrænet blev mere medgørligt, men de første
søm var slået i hans kiste.

Igen
synes jeg, at den måde, stigningen blev tv-dækket på, var
kritisabel. Hverken udbrydernes eller favoritfeltets entré på
Gl. Kongevej blev vist, selvom venstresvinget fra Jellingvej var
meget spændende. Man fulgte de forreste udbrydere meget fra
motorcyklerne. Her havde et helikopterbillede havde været mere
illustrativt. Også ærgerligt, at det vigtige moment med Lars Boom,
der måtte slippe (eller var der andre grunde til det?), ikke kom med
på tv.

4.)
Kiddesvej
skabte indledende splittelse og gjorde rundstrækningen hård – men
var ikke altafgørende.
Det
er oplagt at tænke, at den hårdeste bakke på en afsluttende
rundstrækning er stedet, hvor de afgørende angreb sættes ind. Så
enkelt er det dog langt fra. Selvfølgelig trækker Kiddesvej tænder
ud, og det skete også denne gang. Men den berømte stigning
udelukker ikke angrebsforsøg andre steder på strækningen. Det så
man, da både Vinther og Kamp prøvede lykken. Formentlig har de
fornemmet, at Breschel var for stærk mand mod mand på Kiddesvej, og
så har de udset sig andre momenter.

Sidste
opstigning viste dog, at et hul på en håndfuld sekunder ikke rækker
langt, når først man rammer de 15-19%. Som Henrik Liniger rigtigt
konstaterede, gik Kamp kold på toppen, og så var vejen banet for
Breschel.

I
øvrigt nogle ejendommelige par hundrede meter, der følger efter
Kiddesvej. Løbet foregår nærmest i slowmotion her, fordi rytterne
kæmper og kæmper, men uden at flytte sig ret meget ud af stedet.
Forklaringen er, at selvom Koldingvej-strækningen ikke er lige så
stejl som Kiddesvej, så er der stadig nogle procenter på, og
rytterne sidder i syre til op over begge ører. At Kamp kunne spurte
sig til en tredjeplads her, må skyldes, at han er enormt god til at
håndtere netop syregrænsen.

I
virkeligheden var det måske ikke den sidste tur op ad Kiddesvej, der
var mest afgørende på årets Vejle-etape, men derimod den første.
Favoritterne sad godt med på dette tidspunkt, og Lars Boom var også
ganske langt fremme i feltet. Men da Breschel sætter tempo (og det
er jo vildt, at han både kan give den fuld gas her og siden også
vinde etapen), sker en afgørende udskillelse. Vi ser det ikke helt
på tv-billederne, men stærke folk som Boasson-Hagen, Magnus Cort og
Lars Boom bliver sat. Dermed var feltet af potentielle vindere – både
af etapen og klassementet – skrumpet gevaldigt ind.

Se også denne sammenligning af resultatet af hhv. Vejleetapen og slutstillingen i det samlede klassement. (Facebookopslag)

5.)
Konklusion:
Bakkerne virkede
Ser
man på etaperesultatet, så er der over 13 minutter fra nummer 1 til
nummer 41 i feltet. Det siger lidt om, at der blev gået til den på
bakkerne. Man kan ikke forvente, at feltets forholdsvis urutinerede
ryttere kan sidde med helt fremme, men her er altså tale om, at
størstedelen af etapeløbets ryttere bliver sat tilbage med
adskillige kilometer.

Hvad
Østengårdstigningen betød for udfaldet af etapen, må stå lidt
hen i det uvisse, da få har set, hvad der foregik der. I forhold til
eventuelle fremtidige tv-produktioner er det en udfordring, at man
ikke kan filme stigningen fra helikopter, da den ligger i en skov
hele vejen.

Gl.
Kongevej-stigningen er derimod vældig tv-egnet, og det tager dejligt
lang tid for rytterne at komme op ad den. Personligt så jeg gerne,
at man lavede en rundstrækning her i stedet for ovre ved Kiddesvej –
eller i hvert fald bare prøvede det af i en enkelt udgave af Post
Danmark Rundt.

Jeg
er ikke i tvivl om, at Gl. Kongevejs hårdhed har haft stor
indflydelse på tidsforskellene på etapen, men betydningen af
stigningen blev lidt mudret af, at den trods alt lå så langt fra
mål (ca. 40 km), og at de efterfølgende kilometer bød på relativt
harmløst terræn.

Her
kan jeg ikke lade være med at tænke på, om den
rundstrækningsfilosofi, som arrangørerne er tilhængere af (i år
er der afsluttende rundstrækninger på samtlige linjeløbsetaper), i
for høj grad foruddefinerer forløbet af etaperne. Jeg er helt med
på, at formatet er publikumsvenligt, men psykologisk er man også
med til at indpode en fælles forestilling hos hold og ryttere om,
at det er på rundstrækningen, at etapen afgøres. Det smager næsten
lidt af et koncept, og det er da trist, hvis løbene ender med at
følge en bestemt skabelon.

/Jacob

De danske højder giver visse udfordringer, kan man læse i nyhedsspalterne i denne uge. Men beredskabet er i orden.

Lørdag var der problemer på Lillebæltsbroen, hvor en deltager i et bridgewalking-arrangement fik det skidt. Det er i sagens natur ikke så nemt for brandvæsnet at rykke ud til et sted, der befinder sig øverst oppe på en 60 meter høj brokonstruktion, men det lykkedes guiderne af få kvinden hen til nedgangen, hvor brandfolkene kunne tage over. “Vi har øvet langt værre situationer derude, længe før det startede, så vi har procedurerne klar,” siger Ole Olsen til Fyens.dk.

http://www.fyens.dk/…/Drama-i-hoejderne-Kvi…/artikel/2756949

Tidligere på ugen kom det frem, at der er for lang vej til toiletterne, hvis man arbejder i de 254 meter høje pyloner på Storebæltsbroen. Alene turen i elevatoren tager adskillige minutter, og det duer jo ikke, hvis man skal, for hvis man skal, så skal man. Nu er der så blevet installeret toiletter i toppen, og jeg tør godt skrive under på, at de er de højest placerede toiletter i Danmark.

http://nyhederne.tv2.dk/2015-07-31-nu-indrettes-danmarks-hoejest-placerede-toiletter-kan-du-gaette-hvor

/Jacob

P.S.: Ovenstående indlæg blev første gang bragt på Danskebjerge.dk’s Facebookside. Bliv ven med Danskebjerge.dk her.

Danmarks areal blev forleden 40 kvadratmeter større. Så længe det varede.

En sommerhusbeboer på den sydvestsjællandske halvø Svinø fik øje på en større klump et-eller-andet ude i bugten. Klumpen nærmede sig, og fra stranden kunne man efterhånden se, at det drejede sig om et stykke sammenhængende vegetation.

Se billedet af “øen” her:
http://sn.dk/Vordingborg/Usaedvanlig-groen-oe-kom-flydende/artikel/504897

Den grønne ø vurderedes til at måle ca. 40 kvadratmeter. Men det er svært at efterprøve nu, for ved mødet med kysten gik klumpen fra hinanden.

Stammer nok fra klint
Teorien er, at mini-øen stammer fra Knudshoved Odde, som ligger længere mod syd. Her flår bølgerne hidsigt i klinterne, og somme tider ryger der stykker af. I det her tilfælde kan man forestille sig, at klintematerialet pludselig er smuldret bort, og så er terrænoverfladen nærmest svævet ned og er landet på havet “med benene først”.

Noget lignende skete for nylig ved Faxe Ladeplads. Her var det et stykke med sti og træ, der blev gnavet af – denne klump blev dog på land:
http://iloapp.danskebjerge.dk/blog/blogsbjerg?Home&post=234

Tag også et kig på nedenstående billede, som jeg har taget på Røsnæs. Græsset på spidsen af klinten har praktisk talt intet underlag, og ved et klinteskred vil det få sig en pænt stor flyvetur. Men der skal selvfølgelig nogle ganske særlig vindforhold til, for at en klintetop ikke bare lander blødt i vandet, men også hjælpes væk fra kysten og ud på åbent hav.

Læs mere om erosionsprocesser her:
http://danskebjerge.dk/skabelsen6.htm

/Jacob

Ét lille ord har domineret dækningen af årets Tour de France: Watt.

Der tales ufattelig meget om det. Alt for meget, hvis du spørger mig.

Watt er kort fortalt en angivelse af, hvor meget kraft rytteren overfører til cyklen. Altså er vi ovre i teknikafdelingen. Tv-stationer som TV 2, der dækker Touren massivt, er normalt ellers berøringsangste over for alt, der virker en lille smule teknisk. Men med watt er det anderledes. Rolf, Ritter og Leth elsker at nævne det – watt, watt og atter watt.

Froomes blik for watt
En af grundene er selvfølgelig Chris Froome. “Nu sidder han igen og kigger ned på sine wattgrænser,” lyder det igen og igen – i forskellige variationer og med en slet skjult bitterhed.

Froome er nærmest synonym med begrebet watt, fordi det angiveligt fylder så meget i træningen og strategien hos Sky. Holdets tilgang emmer af systematik, og systematik strider mod den “ufornuft”, som Jørgen Leth & Co. lovpriser. At Froome så i virkeligheden har andre grunde til at kigge ned (jf. denne artikel), fortæller vist bare, at det ikke er researchen, der tynger cykelkommenteringen og debatten.

Nuvel. Watt har da betydet meget i de senere års sportsvidenskab.

Fokus på power
Før hen har en træningstur rummet en del ubekendte, som gjorde det svært at få et præcist billede af en cykelrytters ydeevne. Hvis rytteren fx kørte den samme rute med nogle dages mellemrum, kunne det, at han kørte hurtigere eller langsommere den ene dag, skyldes andre ting end ændringer i formkurven. Det kunne være, at det blæste mere eller mindre, eksempelvis.

Med wattmålingen, der alene viser, hvilken kraft – power – der trædes ud i pedalerne, kan man skære de ydre faktorer væk og kun se på, hvad kroppen har leveret. Smart? Ja, bestemt!

Men at tale så meget om de dersens watt, indebærer to problemer.

Puls er nyttigt
Det ene er, at wattmåling kommer til at overskygge pulsmålingen.

I kraft af pulsbælter har man i et par årtier nemt kunnet måle udøveres puls. Det gør, at man så at sige er helt inde i motorrummet og kan studere, hvor presset kroppen er nu og her. Disse pulsdata kan være til stor hjælp for udøveren, for uanset rytterens motivation og formodede styrke er der grænser for, hvor meget hans motor kan levere. Eksempelvis er det umuligt at ligge over 90% i puls over længere tid.

Her nytter det ikke at kigge på sin wattmåler og sige “jamen, i går kunne jeg godt træde 300 watt, så det må jeg også kunne nu!” Det er nemlig langt fra sikkert, at din krop er i lige så god forfatning om tirsdagen, som den var om mandagen. Hvis det drejer sig om hård og langvarig træning eller konkurrence, er det faktisk sandsynligt, at den har mistet lidt siden i går. Den ændring afspejles i dine pulsdata.

Watt duer ikke uden puls
Når du derimod måler watt, befinder du dig ikke i motorrummet. Du står udenfor og samler det produkt op, som motoren har leveret, kan man sige. Det har sine fordele, men også sine begrænsninger.

Eller som den britiske professor Louis Passfield har forklaret det:

“Having
access to power is one thing – but (…) heart rate data still has
its place and it’s important to use that alongside wattage. Riding
to a specific power alone will tell you what work you are doing but
not at what physiological cost.”

En pointe, som i den pågældende artikel uddybes således: Konstant power, men hurtigt stigende puls betyder, at du nok går død inden længe. En faldende puls kan derimod betyde, at der er plads til at presse yderligere på og øge sin power.

Fejlopfattelse af watt
Her kommer vi så til det andet problem med watt-hysteriet. Nemlig at menigmand ud fra den megen omtale får den opfattelse, at wattmåling er vejen til at forbedre sin form.

Jeg gætter endda på, at der er godt gang i salget af wattmålingsudstyr for tiden. Den jævne motionist vil jo gerne gøre som Tour-stjernerne. Og gadgets er altid tillokkende. Der er måske lidt “so last year” over pulsmåling.

Men jeg vil klart mene, at for motionisten så er den gode gammeldags puls stadig det vigtigste instrument. Det er pulsmålingen, der sikrer, at du yder dit optimale i en given situation. Den hjælper dig med dine intervaller, når det gælder om at presse hjerterytmen helt i top. Og den hjælper dig i konkurrence, når du skal undgå at syre fuldstændig til på en stigning.

Wattmåling er en slags overbygning til dette. Jeg vil tro, at alle proffer benytter sig af det i løb og træning. Men de skrotter ikke pulsbæltet. Watt og puls hører sammen, og det skurrer altså i mine ører, når kommentatorer og eksperter kun nævner det første.

/Jacob