Det er lidt med dødsislandskaber som med sjældne dyr:
De har nogle medfødte egenskaber, der fascinerer mennesker. Men på grund af de samme egenskaber er der også mennesker, der vil dem til livs for at drage nytte af dem.
I dødislandskabernes tilfælde handler det om det materiale, de består af: sand og grus. Sandet og gruset er i istiden blevet modelleret til ikke bare overdådige terrænformationer, men også skatkamre af finkornet byggemateriale, som kan indgå i store vej- og jernbanebyggerier.
De årtusinder gamle bakker er derfor et eftertragtet bytte. Udgravningen er massiv og stopper ofte først, når råstofferne på lokaliteten er udtømte. De terrænrester, der ligger tilbage, leder tankerne hen på nedskudte elefanter uden stødtænder.
Op til 40 meter dybe huller
Det vil samtidig være forkert at sige, at udnyttelsen af sand og grus foregår hensynsløst i nutidens Danmark. Der foretages faktisk en grundig afvejning af forskellige hensyn, herunder hensynet til naturen. Men det ændrer ikke ved, at landskabernes visuelle udtryk tager varig skade, når først gravemaskinerne får lov at gå i flæsket på dem. Ofte er grusgravene op til 40 meter dybe i forhold til det oprindelige terræn. Det ses.
Blandt dem, der mærker bagsiden af råstofudvindingen, er naboerne. I nogle tilfælde, bl.a. i Jukkerup nær Maglesø (billedet ovenfor), har de udholdt en del støj og støv fra grusgravningen i mange år – for så nu at finde ud af, at udvindingen skal fortsætte i længere tid end tidligere angivet. Deres ærgrelse er forståelig. Omvendt må man vel også sige, at det er bedre at gøre eksisterende sår i landskabet større frem for at åbne nye sår på hidtil uberørte steder.
Plaster på såret
En trøst er, at der i stigende grad laves rekreative områder ud af grusgravene, når freden omsider sænker sig over dem. Det kendes bl.a. fra Hedeland øst for Roskilde, hvor der er etableret en stor skibakke af overskudsjord, men flere andre steder i Danmark, eksempelvis i udkanten af Århus og nord for Sorø på Midtsjælland, er der anlagt stier til løbere og mountainbikere. Og de mest grusgravslignende terrænformer er glattet ud, så områderne bliver lidt mere naturagtige at se på.
Og så har jeg i øvrigt bemærket, at der ved en del grusgrave vokser havtorn (billedet). Den plante finder man ellers primært ude ved kysterne. Men grusgravenes sandoverflader minder jo også en del om strande og klitter, så det bekommer havtornen vel.
/Jacob
P.S.: Sidst i 2015 blev det besluttet, at 28 nye områder på Sjælland skal graves op. Læs mere her: http://sn.dk/Sjaelland/Nye-sjaellandske-grusgrave-i-spil/artikel/530187