Den flisebelagte vej op ad Munkebakken fra østsiden. Lidt længere fremme går vejen over i grus.
Hvis man vil op på de danske åse, sker det oftest via stier og grusveje. Men der findes enkelte åsstigninger med fast belægning, og et par af dem er stejlere end Kiddesvej!
Den ene går op mod udsigtstårnet på Munkebakken i det centrale Næstved. Den første del af denne stigning er flisebelagt, og jeg målte den i dag til 23,5% på det stejleste punkt. Jeg kunne heller ikke dy mig for at prøve at cykle til toppen – se video på YouTube. 😊
Den anden stejle stigning på Mogenstrup Ås finder man 800 meter længere mod sydøst. Nær Sjølundstårnet går Frejasvej op mod åsryggen og hælder undervejs med op til 22%. Ligesom stigningen på Munkebakken slutter Frejasvej blindt, men det er stadig en sjov lille udfordring at køre op på to hjul, og for løberne er der begge steder fine muligheder for at fortsætte videre opad. På Munkebakken kan man fx spæne op i ståltårnet og nyde den flotte udsigt ud over Næstved.
Udsigtstårnet på Munkebakken og motionslegepladsen lige nedenfor.
En tredje åsstigning med fast underlag er vejen Nissehøjen, der ligger yderligere en kilometer mod sydøst. Her er stigningsprocenterne noget under 20, men til gengæld kan bakken bestiges fra to sider. Så hvis man har tålmodighed og udholdenhed nok, kan man her bevæge sig hen over åsen og tilbage igen gentagne gange og på den måde få en masse højdemeter i benene.
Den stejle vestlige side af den ældgamle vulkan Jällabjär.
Det gode påskevejr bragte mig til to åse i Sydsverige.
Den ene var Söderåsen – den var hoveddestinationen og planlagt som sådan på forhånd. Lad os tage den først.
Söderåsen er en såkaldt horst. Dvs. den er opstået ved, at et stykke af grundfjeldet er skudt op for ca. 150 millioner år siden. Det er samme fænomen, som har skabt Bornholm. Se et kort over horstene her.
De voldsomme kræfter i den skånske undergrund kommer også til udtryk på anden vis, nemlig i kraft af vulkaner. De er ganske vist for længst udslukt, men der er synlige rester af langt over 100 vulkaner i regionen. Min tur bød på to vulkaner i udkanten af Söderåsen. Den ene var Jällabjär, som er ca. 50 meter høj, men som også er kraftigt præget af erosion og aflejringer. Den anden hedder Rallate – den er meget mindre, men har til gengæld synlige søjler af materialet basalt. Jällabjär skal man vandre til, mens Rallate ligger lige ved landevejen.
De karakteristiske skråtstillede blokke i Rallate-vulkanen.
Og hvad var der så med den dér ås nummer to? Jamen, den var egentlig ikke på programmet. Men en halv snes kilometer syd for Söderåsen kørte vi pludselig tværs gennem en langstrakt vold. De fleste ville nok ikke have hæftet sig ved noget, men jeg måtte straks stoppe og undersøge sagen nærmere. Og ganske rigtigt: Det var en type landskabsformation, som også kendes fra især Sjælland og Fyn, nemlig en ås.
Altså en horst – som Söderåsen?
Nej, overhovedet ikke. Den her er langt mindre. Det eneste fællestræk (ud over navneordet ås) er, at de begge er aflange. Men de er skabt under helt forskellige omstændigheder. Hvor Söderåsen blev dannet i dinosaurernes tid og har en kerne af hårdt fjeld, så er den mindre ås, som viste sig af hedde Bosarps Jär, kun 10-15.000 år gammel. Den er resultatet af, at smeltevandsstrømme har ført grus og sand med sig inde under en gletsjer og efterladt gruset og sandet i en lang stribe, da gletsjeren smeltede bort.
På det sted, hvor landevejen går gennem Bosarps Jär, er indholdet af åsen blotlagt, og man kan tydeligt se det grus, den består af.
Bosarps Jär betegnes på svensk som en rullestensås. Det giver mening, for så kan man skelne den fra den bredere brug af ordet ås (jf. Söderåsen, Hallandsåsen osv.). De danske åse, hvoraf Mogenstrup Ås, Køge Ås og Sallinge Ås er de mest markante, tilhører ligeledes kategorien rullestensåse (man bruger bare ikke rigtigt det udtryk i Danmark).
Bosarps Jär er ikke specielt høj (5-20 meter), men ganske lang (ca. 3 km) og nok så vigtigt: den er ret velbevaret. I 1963 blev åsen nemlig gjort til naturreservat. Det satte en stopper for grusgravning. Man kunne have ønsket sig, at man i Danmark havde gjort noget lignende dengang, så flere åse den dag i dag havde været i lige så god stand som Bosarps Jär.
Den vestlige ende af Bosarps Jär er ikke ret høj, men alligevel fremtrædende i landskabet, fordi der kun gror spredte træer på den.
En knøs er en ung mand, men det er også en betegnelse for en bakketop. Om der er en sproghistorisk sammenhæng, er forskerne usikre på. Men sikkert er det, at der er mindst fire bakker i Danmark, der hedder Knøsen, og på to af dem er der opført tårne i 1900-tallet.
På den ene Knøs står tårnet der endnu. Det er en såkaldt luftmeldepost fra 1930’erne. Tårnet har overlevet i kraft af sin værdi som militærhistorisk monument. Man finder det ved den midtsjællandske by Skamstrup på toppen af en stejl bakke i åbent terræn. Læs mere her.
Toppen af den anden Knøs – Knøsen på Jyske Ås – er anderledes skjult. Der er nemlig høje træer på den og rundt om den. Og det er ærgerligt, for punktet befinder sig hele 136 meter over havet, og der burde være en fantastisk udsigt derfra. Sådan er det ikke, bedrøveligt nok, men sådan har det været.
For hele to gange har der stået et tårn på Knøsen. Det ene stod fra 1902 til 1930. Så kom der et nyt tårn til, men det eksisterede kun meget få år (akkurat som Odinstårnet og Rollotårnet). Skovens ejer rev det ned i 1940. Som Roger Pihl skriver i bogen ”Guide til det danske høyfjellet”, ville ejeren forhindre, at det kunne benyttes af den tyske besættelsesmagt.
Nabotoppene Knøsen og Knaghøj er hver især forsynet med en gravhøj øverst – men ingen tårne.
Desværre er der aldrig nogen, der siden den tid har bygget et tredje udsigtstårn, så lokaliteten Knøsen (og nabotoppen Knaghøj) er om ikke trøstesløs så udsigtsløs.
Helt uden bygningsværker er stedet dog ikke. Der står en murstenskonstruktion her, og med lidt god vilje kan man kalde den for et tårn. Der er tale om et postament, bygget af Geodætisk Institut i 1930 som base for måleinstrumenter.
Men ak, selv ikke de mest ihærdige unge knøse får noget ud af at klatre op på denne sokkel. Dertil er der for langt op til toppen af trækronerne, og selvom der for nogle år siden blev rejst krav om forbedringer – et initiativ, der gik under navnet “Befri Knøsen” -, så er en motorsavsmassakre og et erstatningstårn på Jyske Ås vist bare fremtidsmusik.
Rollotårnet på plakat fra 1938, hvor man fejrede tårnets opførelse ved en stor fest.
Rollotårnet i Faxe er historien om storhed og fald. Først knejsede tårnet stolt nær kanten af kalkbruddet og bød på spektakulære udsigter. Så – blot 12 år efter indvielsen – blev det væltet omkuld.
Tårnet var blevet til, fordi en række foretagsomme borgere i Faxe ønskede sig et iøjnefaldende lokalt vartegn. Projektet var delvist inspireret af det spektakulære Odinstårn i Odense, som var opført blot tre år tidligere.
Rollotårnet skulle kunne ses viden om, og derfor var Møllebjerg et oplagt sted at placere det. Møllebjergs top befandt sig 76 meter over havet, hvilket var det højeste punkt i hele Faxe Sogn. Højdeforskellen forstærkedes af, at bakken lå klos op og ned ad de dybe udgravninger, der var foretaget som led i råstofudvindingen i Faxe Kalkbrud.
I 1938 stod Rollotårnet færdigt. 25 meter højt var det. Ikke nær så højt som Odinstårnet, men en anselig bygning, der mindede om et fyrtårn. Materialerne var granit og lokal kalkflint. Selve navnet refererede til, at vikingekongen Rollo skulle stamme fra Faxe (en teori, der dog er blevet sat spørgsmålstegn ved i nyere tid).
Udsigt fra Geomuseum Faxe tværs hen over det område, som først blev gravet bort i tiden efter 1950. Foto: Danskebjerge.dk
Skæbnesvangert var det, at det areal, Rollotårnet blev bygget på, var ejet af Faxe Kalkbrud. Kalkbruddet havde kun lejet det ud. Og da man i de første efterkrigsår ønskede at udvinde mere kalk, fik Rollotårnets fans den nedslående besked, at det skulle væk. Kun et dusin år efter, at det var blevet opført!
Der var forståeligt nok fortvivlelse og vrede over den beslutning. Rollotårnet var faktisk blevet en turistattraktion og levede til fulde op til forventningerne om at være et vartegn Men Faxe Kalkbruds ledelse stod fast, og den 26. maj 1950 lød der flere store brag på Møllebjerg. Det var lyden af den dynamit, der til sidst fik Rollotårnet til at synke i grus.
Møllebjerg selv faldt også snart, og i dag ligger kanten af kalkbruddet noget tættere på Faxe by end dengang (se kort nedenfor). Men man kan stadig se Rollotårnet – der blev nemlig lavet en mandshøj model af tårnet, bestående af kalksten. Modellen vises og beskrives i begyndelsen af denne udsendelse.
Kortudsnit over Faxe med det 76 meter høje Møllebjerg i midten. Her stod Rollotårnet 1938-1950. Den takkede kant viser kalkbruddets daværende udstrækning. Den blå linje er indsat for at vise kalkbruddets nutidige vestlige kant. Møllebjerg lå ud for den nordlige ende af det langt senere opførte Geomuseum Faxe.
Du finder forskellige billeder af Rollotårnet her – bl.a. billeder af det øjeblik, hvor tårnet styrter sammen!
På Danskebjerge.dk kan du læse om en masse andre danske udsigtstårne – hvoraf langt de fleste heldigvis eksisterer den dag i dag. Der er også et Danmarkskort med alle tårnene. Klik her.
Jeg faldt i denne uge over et spørgsmål om vægtens betydning i cykling – hypotesen var, at cykelrytteres vægt ikke betyder noget for, hvor hurtigt de bevæger sig ned ad et bjerg! Tilsyneladende langt ude i hampen, men måske alligevel ikke?
Jeg er ikke ret god til fysik, så jeg skal nødig belære nogen om beregninger af naturens love, men når nu emnet var bakker, måtte jeg lige kigge lidt nærmere på det.
Som tidligere beskrevet har jeg under bl.a. motionscykelløb oplevet, at jeg kan overhale de fleste andre deltagere ned ad bakke, endda uden at træde mere i pedalerne end dem. Det er i første omgang en rar ting, men i sidste ende er det ildevarslende, for det betyder, at de andre har bedre forudsætninger for at kunne køre fra mig, når terrænet går opad igen.
Undertegnede i høj fart ned ad en bakke i motionscykelløbet Born Fondo ved Gudhjem – forude venter en stigning, der favoriserer de lettere ryttere. (Screenshot fra denne video.)
Det er vel pga. min vægt og tyngdekraften? Nej, ikke kun.
Det er fristende at sige, at en tung cykelrytter selvfølgelig kommer hurtigere nedad end en let, men der skal man huske på, hvad man lærte i fysiktimerne, nemlig at to objekter, der vejer forskelligt, falder lige hurtigt til jorden. Så hvis du tog mig og Jonas Vingegaard og kastede os ned fra et halmloft i en lufttom bondegård, så ville vi ramme betongulvet stort set på samme tid.
I virkelighedens verden spiller flere parametre selvfølgelig ind, herunder især luftmodstand. To A4-ark falder med forskellig fart, hvis du krøller det ene ark sammen til en kugle, inden du slipper dem.
Hopper vi så tilbage til landevejen, hvor jeg er i gang med at overhale de andre løbsdeltagere ned ad bakke, så er det frie fald erstattet med skrånende asfalt, og det hele bliver endnu mere kompliceret. Vægten spiller nu faktisk en vis rolle og er til fordel for mig som tung rytter, men samtidig er den luftmodstand, der rammer mig, jo også større end den, der rammer Jonas Vingegaard-typerne rundt om mig.
Går de to ting så lige op? Nej, ikke helt.
Jeg er ikke fagmand på området og vil som sagt ikke gå ind i de dybere udregninger, men jeg kan læse mig til, at fartfordelen ved den højere vægt er større end ulempen ved den forøgede luftmodstand. Så teorien passer med den oplevede praksis. Man kan så tilføje, at de to parametre i en vis grad kan påvirkes: Jeg kunne smide et par ekstra fyldte drikkedunke i mine baglommer og bøje mig endnu mere ned mod styret – det ville øge vægten, forbedre aerodynamikken og højne tempoet.
I øvrigt er det et lidt skævt billede, som tv-seerne får af rytternes nedkørselsevner i store cykelløb. Mange tror, at bjergrytterne er meget hurtige nedad, men det skyldes primært, at det er dem, man ser, når der vises nedkørsler, da de jo typisk fører efter stigningerne. I virkeligheden er de tungere sprintertyper, der er kørt agterud, formentlig lidt hurtigere downhill – de har i al fald forudsætningerne til at være det -, men dem er der ikke meget fokus på i transmissionerne fra bjergetaperne.
Den mere tekniske forklaring på ovenstående finder man i denne artikel.
Som TV2 Nyhederne oplyser i en artikel i dag, findes der ca. 16.000 såkaldte skræmmeskilte i Danmark. Altså skilte, hvorpå der fx står “Privat”, således at folk bliver skræmt fra at gå ned ad en vej, selvom de faktisk godt må gå der.
Man kan som vejfarende løse problemet ved at bede kommunen undersøge vejens status – men det er selvfølgelig for tung en fremgangsmåde, med mindre man ofte kommer forbi stedet.
Selv kigger jeg efter andre skilteinformationer, før jeg beslutter mig for ikke at betræde en vej eller sti. F.eks. hvis der eksplicit står noget med forbud. Deciderede afspærringer skal man selvfølgelig også være påpasselig med at ignorere, men man bør påklage dem, hvis de ser ulovlige ud.
Til gengæld er jeg modstander af den naive tilgang, hvor man hellere er “safe than sorry” og undlader at gå på veje og stier, når der er den mindste tvivl om, om man må – for så gør man jo præcis som de lodsejere, der overtræder loven, ønsker.
Min største bekymring er dog ikke skiltene som sådan. Jeg er mere bekymret over, at lodsejere lidt for ofte får medhold i kommunerne, når de ønsker at spærre en vej af. For her vil der jo være tale om et egentligt tab af adgang til naturen for offentligheden, og oftest vil tabet være permanent.
Dette skilt står ved Mogenstrup Ås og bør respekteres, men mange andre skilte ved danske veje og stier er ulovlige.
Det er en reel mulighed, at der først vil komme en massespurt på 4. etape i årets PostNord Danmark Rundt. Både på 1., 2. og 3. etape er der stigninger på den afsluttende rundstrækning, der med stor sandsynlighed vil føre til tidsforskelle i top 10.
På 1. etape er det især Skovbakkevej (max. 17%), der kan give splittelse. Ved DM i 2022 var der ganske stor spredning i feltet, da målstregen blev krydset i Aalborg.
2. etape byder på en afsluttende rundstrækning i Silkeborg, som før har været med i PostNord Danmark Rundt. Dengang i 2019 var det egentlig forventningen, at etapen ville ende i en massespurt, men en lille gruppe fik revet sig løs på sidste opstigning og holdt akkurat til mål.
Vejleetapen er tilbage på sin gamle plads midt i PostNord Danmark Rundt, og med enkeltstarten som sidste etape er det ikke sikkert, at vinderen i Vejle også vinder løbet samlet. Flere af de stejleste stigninger er taget ud af Vejleetapen denne gang, men alligevel er en massespurt udelukket. Der er ingen eksempler på, at et stort samlet felt er nået frem til målstregen efter sidste bestigning af Kiddesvej.
Det mest interessante nye indslag i PostNord Danmark Rundt 2023 er helt klart Munkebjerg-rundstrækningen på 3. etape. Det er ikke sikkert, at de afgørende angreb vil blive sat ind her, men der er flere ting, jeg er spændt på, bl.a. hvordan feltet vil komme ned ad Munkebjergvej, deriblandt om de kan komme helskindet under den snævre jernbanebro.
Jeg er lidt skuffet over, at den meget snart færdigbyggede forbindelsesvej ved Uhre ikke er med i årets løb. Det havde været et fedt indslag at få vejen “indviet” af et felt med professionelle cykelryttere.
Ved bladring i et af familiens gamle album faldt jeg over dette billede: “Fra ‘Troldstenens’ Transport til Esterhøj”.
Stenen vejer godt 20 ton og er en genforeningssten, der blev udsmykket og flyttet til toppen af bronzealderhøjen ved Høve i sommeren 1920. Den havde oprindeligt ligget nede på Høve Strand.
Sognepræsten i Asnæs har beskrevet transporten. Den første etape foregik ved, at man anbragte stenen på en slæde, ført frem over svære ruller på et dobbelt plankeunderlag, og trukket af et skibsspil med dertil hørende taljeværk. Siden overførte man den tunge last til en blokvogn. Vognens hjul gik dog på et tidspunkt gennem vejbanen, så det forsinkede transporten.
Men efter en uges tid var man nået frem til Høve Stræde (billedet). Her er præstens skildring af resten af turen:
“Tusinder af mennesker var strømmet til fra nær og fjern. 11 spand heste blev spændt for vognen, og 3-400 par hænder trak i de lange tove, som var fastgjort til den.
Hestene kom først efterhånden, par efter par, i træk, og hvor stigningen var størst, blev det dem, der gjorde udslaget.
I løbet af et kvarter var vognen næsten oppe. Men i sidste øjeblik tvang de mange biler og cykler, der havde samlet sig ved Tinghuset, heste og vogn for nær til skrænten på vejens modsatte side, og hjulene gik igennem til narvet. Det så kritisk ud, men efter 3 kvarters forsinkelse rullede vognen videre, takket være Falck, og nåede bestemmelsesstedet, marken ved Esterhøjs fod.
Næste dag blev stenen igen anbragt på slæde med ruller på dobbelt plankeunderlag. I de følgende dage gik det langsomt op over græsmarken nord og vest om højen.
Endelig den 26. juni kl. 21.30 var stenen bragt på plads på sit støbte fundament på Esterhøjs top, og da sang de mennesker der var forsamlet der: “Der er et yndigt land” med blottede hoveder.
Stenen havde da tilbagelagt ca. 2500 meter, hvoraf 1400 med en stigning på 85 meter. Flytningen havde taget 11 dage.”
Transporten af Esterhøjstenen er en af de største og mest velbesøgte begivenheder i Høve Strædes historie. En anden var, da Tour de France kom til Høve i sommeren 2022, altså 102 år senere. Se sammenligningen her.
Det er altid risikabelt med de dér superlativer. Størst, højest, stejlest – det er dragende, men kan det passe? Er der ikke noget, der er endnu større, højere og stejlere? Det kræver i hvert fald noget research, før man skal vove sig ud i det.
Turistorganisationen Visit Odsherred leverer et eksempel på, hvordan man kan komme galt afsted med rekordangivelser. “Maglehøj er Odsherreds største gravhøj,” skriver de skråsikkert på deres hjemmeside – men overser, at Vejrhøj, som også ligger i Odsherred, er et par meter højere!
Maglehøj er nemlig “kun” seks meter høj, mens Vejrhøj er 7-8 meter høj (og har en lidt større diameter).
Måske skyldes fejlen, at turistorganisationen har kigget på Historisk Atlas, hvor den velrenommerede Flemming Kaul tilsyneladende er forfatter til dette udsagn: “På det markante højdedrag øst for Høve ligger Nordsjællands* største gravhøj, Maglehøj, seks meter høj og med en diameter på 35 m.”
Mærkeligt nok har Historisk Atlas ikke nogen artikel om Vejrhøj. Den er jo ellers endnu mere ikonisk end Maglehøj, da den ligger højere i terrænet og bl.a. har indgået i landskabsmalerier siden Arilds tid. Man kan i hvert fald mene, at Visit Odsherred bør kende Vejrhøj, for den store gravhøj er afgjort en af de bedste grunde til at drage på besøg i Odsherred.
Når det er sagt, så ved undertegnede om nogen, at det er vanskeligt med de rekordangivelser. Der kan så let være en eller anden ting, man har overset, og som har indflydelse på resultatet. Derfor har jeg også gjort en del ud af at efterlyse input fra læserne. Og jeg retter hellere end gerne oplysninger, der er forkerte på Danskebjerge.dk.
*) Jeg får nervøse trækninger, når Kaul i citatet ovenfor omtaler en lokalitet i Odsherred som “Nordsjælland”. Ja, selvfølgelig ligger Odsherred i den nordlige del af Sjælland, men det gør ikke det område til Nordsjælland! (Det bedste er at sige Nordsjælland om den del af det nordlige Sjælland, der ligger øst for Isefjorden, og så bruge betegnelsen Nordvestsjælland om resten.)
Når jeg skriver “bud”, så er det, fordi man næppe kan forklare Valby Bakkes tilblivelse helt så skråsikkert, som det gøres i artiklen. Artiklen fremstiller det som en kendsgerning, at bakken er en del af en randmoræne, der gik hele vejen fra København til Gribskov.
Det kan bestemt ikke udelukkes, at det forholder sig sådan. Men på fx Per Smeds geologiske kort, som der er refereret til ved flere lejligheder på Danskebjerge.dk, er Valby Bakke ikke angivet som en randmorænedannelse (den er kategoriseret under “andre særligt fremtrædende bakkepartier”). Og faktisk er der fra Valby Bakke mindst 10 kilometer op til tunneldalsystemet nordvest for København og endnu længere til randmorænen nord for Furesø. Det mellemliggende stykke er tæt på at være lige så fladt, som der er på Lolland-Falster. Kan en ny gletsjer virkelig have fræset et så stort stykke af en randmoræne helt og aldeles bort? Det hævdes i artiklen. Men undertegnede kender ikke til andre eksempler i Danmark på randmoræner, der har så lange og så flade gab imellem morænepartierne.
Udsnit af Per Smeds geologiske Danmarkskort. Den blå pil peger på Valby Bakke. Som det fremgår, er der langt op til bakkelandskaberne ved Furesø og nord herfor.
En anden ting, jeg studser over hos Videnskab.dk, er udsagnet fra en geolog om, at menneskets aktiviteter skulle have gjort København fladere. Det tillader jeg mig at tage med et gran salt. Alle kystbyerne langs Køge Bugt er jo flade. Og de københavnske forstæder, som kun har været bebygget i få årtier, er også kendetegnet af fladt terræn.
Selvfølgelig kan der være fjernet nogle centimeter overfladejord, når der er lavet udstykninger, men jeg savner dokumentation for, at menneskelig aktivitet i almindelighed skulle ændre væsentligt på terrænet. Man kan selvfølgelig grave mindre bakker bort, men det har man først gjort i større stil inden for de sidste 100-150 år, og i de tilfælde vil det fremgå af topografiske kort. Der er intet, der tyder på, at landskabsformer, der tilnærmelsesvis har Valby Bakkes størrelse, er blevet fjernet i det storkøbenhavnske område.
Danskebjerge.dk har tidligere gransket stejlheden af Valby Bakke. Læs om resultaterne her.
