Den røde pil fortæller, du skal dreje væk fra grusstien. Det gør du – og kommer ud på en lang lige landevej. Forude venter kilometervis af asfalt under fødderne. Var det dét, du havde forventet, da du begav dig afsted?
[Hop direkte til Danskebjerge.dk’s ruteråd nederst.]
De beskedne budgetter i kommunernes kulturafdelinger tillader ind imellem en særlig type projekt. Det går ud på at “lave ruter” for at sætte fokus på de mest spændende steder i en egn. Lokalpressen er gavmild med omtalen af projekterne, så på den måde er der god value for money for kommunerne – men hvor interessante er de nye initiativer egentlig for brugerne, når det kommer til stykket?
Selv oplever jeg tit, at skinnet bedrager. Projektomtalen giver det indtryk, at der etableres nye spor gennem terrænet, men kigger man nærmere på ruten, viser det sig, at der mest bare er tale om genbrug af det eksisterende sti- og vejnet. Kommunen har sat nogle pile op til at vise de besøgende rundt med og fået trykt nogle teknisk veludførte foldere med rutekort. Velment. Det er bare ikke nok til at komme helt i mål.
Jeg gav lige Elbodal-ruten et forsøg. Det er en rute, som er lagt langs den nordvestlige og den sydøstlige side af den 10 kilometer lange dal nær Fredericia. Overordnet set giver konceptet god mening, og jeg vil godt understrege, at i et motionsperspektiv fejler turen intet. Men jeg savner nogle klarere principper for rutevalget.
Først og fremmest bør der på en rute være nogle fikspunkter – nogle karakteristiske ting, man kan opleve på netop denne tur. Det havde jeg svært ved at få øje på i Elbodalen. Min forventning var, at jeg ville opleve et dalmiljø (dalen er trods alt ca. 40 meter dyb), men det var der ikke meget af. Dalsiderne er ret bevoksede, hvilket stjæler udsigterne, og det eneste sted, hvor jeg rigtigt kunne fornemme en dalskråning af en vis størrelse, var på den halvkedelige asfaltvej vest for Taulov.
Her havde det været meget bedre, hvis der havde været mindst én vej mere – gerne en grusvej med en træbro -, der havde krydset dalen. På den måde kunne man også have afkortet ruten lidt. 10 kilometer er jo temmelig meget, og der tilbydes ingen ruter af mellemstørrelse (fx 4-5 kilometer).
Det havde også forbedret oplevelsen væsentligt, hvis der havde været mindst ét godt udsigtspunkt på ruten. Eksempelvis et højt punkt på en af dalsiderne, hvor terrænet var tilnærmelsesvis ryddet, sådan at landskabsformerne trådte tydeligt frem. Man kan se fra motorvejen, at der er fine småbakker i Elbodalen, men intet sted på Elbodal-ruten så jeg noget af den slags.
Der var natur at kigge på – helt bestemt. Men jeg forlod Elbodalen med den fornemmelse, at jeg kunne finde lignende natur mange andre steder i Danmark.
Jeg er med på, at man ikke bare sådan etablerer nye veje og spor i et område. Eller rydder træer og buske på et større areal. Der er typisk en masse af jorden, der er ejet af private og ikke uden videre kan inddrages og tilpasses. Samtidig er budgetterne som nævnt sjældent imponerende, når det gælder ruteprojekter. Der er i det hele taget et væld af begrænsninger. Men omvendt må man også spørge: Hvis man på forhånd har opgivet at give de besøgende en spektakulær oplevelse, hvorfor så egentlig gå i gang med projektet i det hele taget?
Et andet princip, som det halter lidt med på Elbodal-ruten, er underlaget. Min tur startede ved de såkaldte Vandværkssøer, og der fik jeg indtrykket af, at det ville blive en tur på stier og små grusveje. Men efter et par kilometer kommer man fra skoven ud i et klassisk dansk landbrugslandskab, og den smalle, hyggelige sti bliver til en bred grusvej og siden traditionel landevej, hvor man må gå i siden af vejen. Omtrent en tredjedel af turen foregår på asfalt. Det er i overkanten. Vejen fører endda til Taulov. En lille by, som sådan set er hyggelig nok, men den fremstår ikke som en logisk del af ruten, der – tilsyneladende – fokuserer på natur.
Desuden er byen lidt svær at finde rundt i. Godt nok er der et rutekort, men målestoksforholdet er rigeligt stort til et bymiljø med veje og vejkryds. Der er et par røde pile i Taulov, men de fylder ikke meget i gadebilledet. På vej ud ad Tårupvej overser jeg en pil (som er godt skjult bag høje græsstå), og jeg går nogle hundrede meter i den gale retning, før miseren går op for mig. Det kan ske, men samlet set er strækningen gennem Taulov svær at se pointen i. At byen er med, skyldes vist primært, at man skal igennem den for at gennemføre ruten.
Undervejs på ruten er der en håndfuld steder opsat informationstavler, der fortæller om det sted, man befinder sig, eller om Elbodalen generelt. Disse tavler er suppleret med informationer i folderen om udvalgte lokaliteter, herunder visse af de bygninger, man passerer.
Et af de steder på turen, der optog mig mest, var paradoksalt nok ikke med i folderen eller på nogen tavler. Det var den store motorvejsbro, der går hen over dalen. Man kommer ind under broen på den sidste del af ruten. Herfra ser den jo ret imponerende ud, samtidig med at man tænker over, hvordan broen og motorvejen har sat sit præg på områdets natur. Måske synes man lokalt, at broen er så dominerende, at den ikke er værd at fremhæve? Det er forskelligt fra person til person, hvad man finder interessant, men det er uomtvisteligt, at motorvejsbroen over Elbodalen er karakteristisk for netop dette område – i modsætning til meget andet, man møder på ruten.
Alt i alt var der for lidt wow-effekt over de 10 kilometer i Elbodalen. Og sådan er det med mange ruteprojekter i Danmark. Budgetrammerne og arealernes ejerforhold bærer deres del af skylden. Men så kunne løsningen være at tage konsekvensen af de begrænsninger. I Elbodalen skulle man måske have sagt: Vi har for lidt at tilbyde, hvis ruten skal være 10 kilometer lang og gå til Taulov – det er bedre at lave en noget kortere rute, som så til gengæld har et skarpere fokus.
Mine råd i punktform til ruteprojekter (mest for de gående):
- Definér et par højdepunkter (seværdigheder), som skal fortælle brugeren, at der venter noget spændende forude
- Placér så meget som muligt af ruten på stier og så lidt som muligt på asfalterede veje
- Vær omhyggelig med skiltene, der viser vej – de skal være nemme at se
- Undgå så vidt muligt at inkludere byer i ruten, da de kan være svære at finde rundt i
- Hvis landskabet er særligt betydningsbærende for det område, ruten går igennem, så skab mindst ét sted, hvor brugeren tydeligt kan studere dette landskab, fx ved at nogle arealer friholdes for bevoksning
- Lav mindst én rutevariant, der er mellem 4 og 8 kilometer lang – det giver motion, men ikke mere, end at de fleste kan klare det
- Etablér meget gerne en ny facilitet i forbindelse med ruteprojektet (en ny stistrækning, et nyt udsigtstårn el.lign.), sådan at brugeren får en oplevelse af, at der er gjort noget ekstra ud af det.
