DANSKEBJERGE.DK’s
NYHEDSBREV
1. september 2010
****************************
Kære bjergven.
Så er der udkommet et nyt “nummer” af
Danskebjerge.dk. Der er historier om trapper, sving og frem for alt:
bakker.
De nyeste emner handler om så forskellige steder som
Bornholm, Møn og Midtjylland. Men Danskebjerge.dk kan ikke være alle
steder. Derfor: Hvis du har viden om nogle særlige lokaliteter, som
fortjener mere bevågenhed, så skriv endelig. Enten på mail eller via
bloggen.
Det aktuelle portræt af Slangebakken er et eksempel på,
at en henvendelse fra en bruger kan gå hen og blive til en artikel og
billedreportage. Faktisk er der tale om en udløber af forsommerens store
tema om hårnålesving, hvor Danskebjerge.dk blev gjort opmærksom på et
hårnålesving, som ikke var med på listen.
Glæder mig til at høre
fra jer.
Mange bakkehilsner
Jacob
jt@danskebjerge.dk
*****************************
TRIN
PÅ TRIN PÅ TRIN…
Bliv trimmet på trinnene i den smukke danske
natur. Drop stepmaskinen, og prøv den ægte vare.
Trapper er
sensommerens store tema på Danskebjerge.dk. Temaet inkluderer en
illustreret liste over de flotteste, længste og mest krævende trapper i
Danmark. Masser af bonusinfo og angivelse af bl.a. højdeforskel og antal
trin.
Der er helt sikkert flere gode kandidater rundt omkring i
Kongeriget. Så kom endelig med et tip, hvis du ved noget mere.
http://www.danskebjerge.dk/artikler-haardestetrapper.htm
——————————
BJERGVEJEN
DER GØR DIG RUNDTOSSET
Hvor mange sving kan der lige være på en vej?
Slangebakken i den midtjyske by Laven slår så mange krøller på sig
selv, at navnet må siges at være helt berettiget. Og så lægger den oven i
købet asfalt til en ganske krævende stigning.
Danskebjerge.dk
har samlet forskellige data om vejen, og der er et stort billedgalleri
at kigge på:
http://www.danskebjerge.dk/artikler-slangebakken.htm
——————————
NY SEKTION: TEMAER
Der er indført en ny sektion på sitet.
Den hedder “Temaer” og er en samling af de forskellige emner, der er
blevet omtalt på Danskebjerge.dk:
http://www.danskebjerge.dk/temaer.htm
Der er stadig et artikelarkiv (under “Artikler”), men det nye
hjørne af sitet skal hjælpe med at skabe overblik over, hvad der er
skrevet. Til gengæld er sektionen “Gravhøjst” nu pillet af venstremenuen
og lagt ind under “Temaer”.
——————————
DANSKEBJERGE.DK
FINDES IKKE KUN PÅ NETTET
Danskebjerge.dk optræder med mellemrum i
medierne. Hen over sommeren har undertegnede f.eks. medvirket i
interview med Vejle Lokalradio (under 3. etape i Post Danmark Rundt), og
aviser som Sjællandske og Fyns Amts Avis har omtalt sitets nyere
tiltag.
I de kommende måneder vil Danskebjerge.dk også være
synlig andre steder. Blandt andet i forbindelse med en lang artikel i en
historisk årbog. Der vil også komme artikler i Cykelmagasinet.
——————————
BRUG BLOGGEN!
Bloggen Blogsbjerg er nem at formidle
smånyheder på, og så er den selvfølgelig velegnet til dialog. Kig ofte
forbi!
Under Post Danmark Rundt tilføjede en bruger noget
information om de stigninger, som rytterne ville møde i Vejle på 3.
etape. Det er herligt med supplerende oplysninger – mere af dét, tak.
🙂
http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/
*****************************