Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!

Giro’en – de sidste forudsigelser

Løb & ruter Posted on Fri, May 04, 2012 12:59:31

Så er der kun et døgn til, at Giro d’Italia skydes af sted. Og det foregår på dansk grund. Tænk, at det skulle ske. Respekt til de folk, der fik besøget i stand.

Sportsligt set skal man ikke forvente det helt store. Med mindre man elsker massespurter og hårfine afgørelser. Man kan vel med stor sandsynlighed forudse følgende udfald:

– 1. etape: Enkeltstarten vindes med en margin på et par sekunder.

– 2. etape: En dansker forsøger at blande sig i bakkespurten i Lemvig. Ellers samlet felt til opløbet i Herning. Et enkelt styrt på rundstrækningen og så ellers sprinteropgør på H.P. Hansensvej.

– 3. etape: Forløber som 2. etape. Et styrt eller to undervejs. Danskermarkering i et enkelt udbrud.

Ifølge de seneste dages vejrprognoser bliver vinden ingen væsentlig spiller nogen af dagene. Og da der også er udsigt til ret tørt vejr, bliver rundstrækningerne i byerne heller ikke nogen specielt farlig og dramatisk affære.

Det kunne være sjovt med et angreb, der kommer bag på feltet, men jeg har utroligt svært ved at se, at det skulle kunne holde helt frem til målstregen.

Min opfordring: Gå ikke for meget op i det sportslige, men nyd atmosfæren – fra lægterne eller i sofaen foran tv’et.

Danskebjerge.dk er selvfølgelig tilskuer til alle tre etaper. Jylland here we come! 🙂

/Jacob

P.S.: På Danskebjerge.dk finder du de informationer, du skal bruge om ruterne.



Det hårdeste bjergløb i verden?

Løb & ruter Posted on Mon, April 23, 2012 23:48:04


Der er de løb, der har masser af stigninger. Og så er der dem, hvor der kun er en enkelt. Til gengæld trækker den tænder ud.

Man skal dog nok mest til de bjergrige lande for at finde løb af denne type.

Blandt de danske events (for løbere), der kommer tættest på at være egentlige bjergløb, er Tour de Munkebjerg ved Vejle og Klinteløbet på Møn. (Find dem på listen.)

I et land som Norge er der derimod utallige bjergløb, også for cykelmotionister. Men tjek lige det her amerikanske løb ud:

http://www.northeastcycling.com/Hillclimb_Races.html#Washington

Vejen op ad Mount Washington er 12 kilometer lang og stiger halsbrækkende 12% I SNIT.

Der afvikles løb for såvel løbere som cykelryttere.

http://www.youtube.com/watch?v=djLOIhuW6Zs

Det vil f.eks. sige, at Mount Washington-stigningen er en kilometer kortere end den berømte stigning til Alpe d’Huez, men samtidig har den ca. 350 højdemeter flere!

Ifølge websitet Climbbybike.com er Mount Washington da også blandt de 10 hårdeste stigninger i hele verden.

Vejen er dog lukket for cyklister det meste af året, så hvis du absolut vil udsætte dig selv for denne modbydelighed, når du tilfældigvis slår et smut forbi USA, skal du altså planlægge det i forvejen.

/Jacob



Bjerge er skønne, men…

Bakkesnak Posted on Sun, April 15, 2012 23:06:47


Der er mange plusser ved at dyrke motion i bakker og bjerge, og undertegnede burde være blandt de sidste, der kritiserede stigninger. Men der er altså nogle af dem, man godt kan leve uden.

Det er de lange og ensformige stigninger.

I f.eks. Harzen, der ellers på mange måder er et fint område, finder man opskriften på bjerge, der er alt andet end underholdende:

Bred vej, få sving, moderat og konstant stigningsprocent samt ensartede omgivelser, f.eks. i form af fyrreskov.

DET kan godt være træls. Måske især hvis man sidder der helt alene, og man er lidt træt, eller måske endda er ved at gå lidt sukkerkold.

Det var tilfældet for mig forleden, da jeg var på vej op ad Puig Major-stigningen på Mallorca (ca. 900 højdemeter). Puig Major er ikke helt så ensformig som Harzens stigninger, men vejen er bred, og stigningsprocenten er på de dér 4-8 stykker, som på den ene side lægger en solid dæmper på farten, men som samtidig ikke rigtig puster til den indre bjergged.

Resultatet var et mindre antiklimaks. Turen op skulle bare overstås, og så var det ned igen.

Her har de danske bjerge altså en fordel. Godt nok kan der være langt imellem dem, men hvis man finder et område med flere stigninger, så kan man få mange op- og nedture samme dag. Det kan man i øvrigt også på Mallorca, hvor der er en del 3-4-kilometer-stigninger med mange skarpe sving. Det giver variation.

Men de ensformige, lange stigninger har også en fordel. Nemlig når det gælder nedkørslerne. Her er de brede veje perfekte, og de få sving gør, at man kan få farten godt i vejret uden at løbe stor risiko for styrt. Sådan er det i Harzen, og sådan er det på Puig Major (se billedet).

Det optimale ville være et bjerg, på hvis ene side der er en stejl vej med mange hårnålesving og på den anden en lidt fladere og mere lige vej. Sådanne bjerge findes der enkelte af, og ellers er det jo noget man kan have i baghovedet, når man planlægger sin rute: at tage de snørklede strækninger opad og de knap så snørklede nedad.

Det gælder i øvrigt også på de danske landeveje, hvor visse veje er mere egnede til hhv. op- eller nedkørsler end andre.

/Jacob



Landets hårdeste maraton får velfortjent opmærksomhed

Løb & ruter Posted on Mon, April 09, 2012 22:01:06

Godt 200 løbere kæmpede sig i påsken gennem årets Aalborg Brutal Marathon.

Det er et højt deltagerantal, når man tager i betragtning, at den eneste løbsdistance er maraton, og at løbet har været afviklet i en længere årrække. Det er med andre ord ikke “nyhedens interesse”, der trækker folk til, men snarere, at de føler, at de får noget for pengene.

Og dog: TV2/Nord fandt en løber, som i år havde sit første møde med Brutalen. Indslaget med debutanten og meget mere kan du se på Aalborg Brutal Marathons nyhedsside:

http://www.marathoniaalborg.dk/nyt.htm

Danskebjerge.dk kårede ved nytår Aalborg Brutal Marathon som Danmarks hårdeste maratonløb 2011.

/Jacob



Her er den hårdeste stigning i årets Giro…

Løb & ruter Posted on Sat, April 07, 2012 00:52:16

… i hvert fald, mens den er i Danmark! 🙂 Giro-rytterne møder stigningen på 3. etape.

Den ligger en hel del kilometer fra mål, så det er nok tvivlsomt, om den får en afgørende betydning for løbet. Men det er en hård nyser, i særdeleshed efter dansk målestok.

Stigningen hedder Smedebakken, og vejen, den ligger på, er opkaldt efter den. Den fører fra en dal op til den lille by Tønning, ja, faktisk slutter stigningen stort set ved byskiltet.

Der er forholdsvis stor forskel på, hvad antallet af højdemeter angives til at være, afhængig af om man ser på GPS-data eller på kortdata fra Kort- og Matrikelstyrelsen. GPS-angivelserne siger, at bakken starter i en højde af ca. 48 meter over havet. KMS siger derimod 41. Det ville for GPS-angivelsernes vedkommende betyde en gennemsnitlig stigning på 7,5, mens procenten er 8,4, hvis man stoler mest på KMS.

Da højdekurverne på KMS’ kort svarer ganske godt til Danskebjerge.dk’s opfattelse af vej- og terrænforhold i bunden af bakken, er det de 8,4 procent, der er blevet anført i grafikken ovenfor.

Stigningen er nogenlunde jævn hele vejen, og dog er den sidste tredjedel den stejleste – med stigningsprocenter på over 10.

Hvis man bor i det midtjyske og leder efter et sted at se Giro, er Smedebakken en rigtig god mulghed. Man kan selvfølgelig også vælge f.eks. Ejer Bavnehøj, hvor der skal spurtes om bjergpoint, men hvis man sammenligner stigningernes stejlhed og hårdhed, så vinder Smedebakken.

/Jacob



Tour de France til Bornholm i 2013

Løb & ruter Posted on Sun, April 01, 2012 12:29:50

Rækken af store cykelsportsbegivenheder, der kommer til Danmark, fortsætter. Efter VM i fjor og Giro d’Italia i år er det nu Tour de France, som vil lægge vejen forbi danske landeveje. Nærmere bestemt Bornholm, hvor nyheden naturligt nok vækker begejstring.

– Vi har ført forhandlinger i et stykke tid, og nu er det altså faldet på plads. De kommer næste sommer, siger Bornholm Kommunes PR-konsulent, Bjarne Kofoed, til Danskebjerge.dk.

Det drejer sig ganske vist “blot” om en prolog, altså en kort enkeltstart som indledning til selve etapeløbet. Men det bliver en usædvanlig hård prolog. Arrangørerne har nemlig besluttet, at ruten skal være identisk med den, som den lokale cykelklub benytter til den årlige bjergenkeltstart. Det vil sige, at rytterne skal op ad såvel Vang-stigningen (den skrappeste i Danmark) som den snørklede, stejle vej op til Hammer Fyr.

Læs mere om bjergenkeltstarten her:

http://www.sportbornholm.dk/?Id=2313

/Jacob



Danskebjerge.dk i jysk magasin

Om Danskebjerge.dk Posted on Fri, March 30, 2012 20:40:07


Magasinet Lemvig har naturligt nok en del fokus på det kommende Giro d’Italia. Anden etape foregår jo i det område og passerer igennem byen Lemvig den 6. maj.

Dejligt at magasinet nævner Danskebjerge.dk. På sitet kan man ganske rigtigt finde en video, der viser vejen op ad Østerbjerg.

http://issuu.com/magasinetlemvig/docs/ml0112_magasinet_01.12

/Jacob



Her er Giro’ens hårdeste stigning

Bakkesnak Posted on Wed, March 28, 2012 21:11:13


… i hvert fald i Danmark. 🙂

Det handler om Smedebakken ved Tønning. Giro d’Italia-feltet skal over denne midtjyske stigning, når de er cirka to tredjedele igennem 3. etape den 7. maj 2012.

Der er lidt usikkerhed om det præcise antal højdemeter (antallet svinger mellem 60 og 67, afhængigt af hvilke kilder man bruger), men det rokker ikke ved, at Smedebakken er den klart hårdeste stigning, som rytterne vil møde i løbet af de tre dage i Danmark.

Hvem ved, måske vil nogen bruge bakken som afsæt til angreb.

Se Danskebjerge.dk’s video, hvor man oplever bakken som “point-of-view”:

http://www.youtube.com/watch?v=EvHYTcJoL-o

/Jacob



Se Rubjerg Knude og dø

Bakkesnak Posted on Tue, March 20, 2012 14:55:19

Projektet Danskebjerge.dk handler i bund og grund om én ting: mødet mellem natur og motion.

Jeg respekterer, at nogle foretrækker den meditative træning i fladt terræn, iklædt solbriller, kasket og ipod i ørerne. Men for mig er motion ikke kun en indre oplevelse. Man skal også se omgivelserne, farvenuancerne. Man skal kunne høre vinden, fuglene. Og man skal opfange duftene – fra lugten af bål i baghaven til forårets første blomster.

Men motion er også en fantastisk måde at møde helt nye steder på. Sightseeing på to hjul eller i løbesko er simpelthen den cooleste form for turisme!

Som nu i weekenden, hvor jeg for første gang skulle besøge Rubjerg Knude.

Klint med klit på
Rubjerg Knude er en enestående landskabsformation ved den nordjyske vestkyst. Oprindeligt er det en klint, der er ca. 60 meter høj. Men flyvesand har skabt en sandklit på toppen, og efterhånden er stedets højde blevet forøget med mindst 20 meter. Kun få andre naturlokaliteter i Danmark forandres i samme tempo.

Så meget vidste jeg på forhånd. Og jeg vidste også, at der lidt nordfor ligger en gammel kirke, Mårup kirke, som står så langt ude ved kysten, at den om få år vil styrte i havet.

Endelig vidste jeg – takket være DMI -, at der ikke var postkortvejr i vente, når jeg kom. Ærgerligt, tænkte jeg i første omgang.

Morgenløb i tåge
Det endte med at blive et morgenløb. Jeg skulle tjekke ud fra mit overnatningssted midt på formiddagen, så planen var en forholdsvis kort tur på en håndfuld kilometer.

Konditioner, da jeg tager de første skridt: 6-7 plusgrader. Vindstille. Og så er der ikke mindst tæt tåge. Man kan se hundrede meter frem. Højst.

Efter fem minutter anes en lav bygning forude. Og et stort anker. Og et lille klokketårn af træ. Jeg er nået til Mårup kirke.

Eller det vil sige: resterne af den. Man har nemlig fjernet en stor del af kirkebygningen for at forhindre, at den forsvinder, når havet tager de næste mundfulde af klinten. Man har også flyttet nogle gravsten. Andre gravsteder ligger vist på deres oprindelige plads. Så længe det varer.

Naturen tager de døde
Det er død med død på. De her nordjyder, der ligger seks alen under jorden, troede måske nok, at de havde fået deres sidste hvilested. Men naturen vil det anderledes. Man kan forsøge sig med nok så mange bølgebrydere og nymodens opfindelser – det vil hverken redde kirke eller kirkegård.

Der er noget dommedag over det. Med den forskel, at man ikke skal være dommedagsprofet for at forudse, hvad der vil ske her ved Mårup. Naturen går sin gang, og den vinder med garanti. Det er ret skræmmende – og smukt. Især når man står her helt alene. Omgivet af tyk tåge og havgus.

Jeg løber videre. Sydover går det – ad Nordsøstien. Stien er kun en halv meters penge bred og har det med at grave sig ned i sandunderlaget. Men den er godt markeret, og det er skønt at navigere sig frem mellem klitter og marehalm. Meget forskelligt fra de omgivelser, jeg normalt træner i.

Uden tid og sted
Jeg er glad for mit GPS-ur, men lige nu kigger jeg ikke på det. Jeg er her ikke for at slå temporekorder. Alene terrænet ville gøre det umuligt. Samtidig er tågen med til at ophæve fornemmelsen af tid og sted. Man kan se, hvor man skal tage sine næste skridt, men ikke så meget længere. Foreløbig er jeg dog tryg ved at vide, at jeg snart må ankomme til Rubjerg Knude. Jeg stoler på, at stien vil føre mig derhen.

Det begynder at blæse en smule. Og så ændrer terrænet karakter. En ørken breder sig ud foran mig. Jeg ser kun sand, sand – og enkelte fodspor. Fantastisk, når jeg lige at tænke, – inden det går op for mig, at nu er den ellers så velafmærkede sti forsvundet. Druknet i sand. Jeg løber nærmest i blinde nu. Men hører så havets dybe brusen til højre for mig. Ja, nærmest under mig. Så jeg må på en eller anden måde stadig være på rette vej.

Op ad sandbjerget
Jeg har løbet en del opad de seneste minutter, og sandbanken bliver nu stejlere og stejlere. Til sidst må jeg opgive at løbe. Fødderne skrider, når jeg sætter af. Mens jeg fortsætter opstigningen gående, betragter jeg de delvist udviskede fodspor, som jeg passerer. Der dukker også nogle mursten op i sandet omkring mig. Hvor kommer de fra?

Så kigger jeg op. Og får nærmest et chok! Ud af tågen rejser sig et stort gråt monster lige foran mig. En høj bygning. Ti meter længere fremme kan jeg se, hvad det er: Et fyrtårn.

Den tiltagende vind tuder uhyggeligt i de øverste vindueshuller.

Rubjerg Knude Fyr er 100 år gammelt og har ikke været i brug siden 1968. Oprindeligt var det omgivet af flere bygninger, men de er forsvundet nu, og man kan kun komme hen til tårnet til fods.

Også her er det naturen, der bærer skylden. Men på en anden måde end ved Mårup kirke.

Et dødbringende sandhav
Fyrtårnskomplekset er blevet offer for en klit bestående af flyvesand. Den har bygget sig op og har langsomt, men sikkert møvet sig hen over det sted, hvor bygningerne var placeret. Et sandkorn fylder ikke meget, men når det er i ledtog med milliarder af andre, er det en uovervindelig kraft.

For ti år siden måtte man opgive det museum, der lå på stedet, og resten er historie. I dag står kun fyrtårnet tilbage – halvvejs gemt bag sandbanker -, mens de omgivende bygninger er tromlet ned af sandet, og bygningsrester spredt i alle retninger.

Ødelæggelsen er total – og det er betagende. “Jorderigs guld er prægtig muld,” skrev Kingo engang i en dyster salme. Her ved Vestkysten får man syn for sagen.

Fortabt i ørkenen
Det er tid til at vende snuden hjemad. Men så let skal det ikke gå.

Den vej, der ifølge diverse landkort skulle føre til og fra fyret, kan jeg ikke få øje på. Jeg bestiger en sandskråning i håb om at få et overblik, men tågen forpurrer min plan.

Da jeg har kravlet ned igen, har jeg mistet orienteringen. Jeg spejder efter fyrtårnet, men selvom jeg næppe har bevæget mig mere end hundrede meter væk fra det, er det ikke til at få øje på. Jeg kommer ud til skrænten ned mod havet, og 90 meter under mig kan jeg skimte bølgerne slå ind mod kysten. Men er jeg nord eller syd for tårnet? Der er intet at tage bestik af. Jeg løber et stykke vej langs en lille kløft, men stopper op igen. Er i tvivl. Begynder at blive bekymret. Jeg har ikke engang min telefon med…

Den indre spejder
Men netop som jeg når at tænke, at man måske en dag skal finde mig som skelet her i den nordvestjyske ørken, kommer den indre spejder op i mig. Der er jo kompas i sådan et GPS-ur. Jeg har godt nok aldrig rigtig brugt det (og i øvrigt har jeg aldrig gået til spejder), men nu skal det være.

Og vupti, så er verdenshjørnerne på plads. Kursen sættes mod nordøst, og omgivelserne begynder at virke genkendelige. Snart fanger jeg igen Nordsøstiens spor, og så er resten af hjemturen en leg. Trods tågen.

Tak til tågen
Et par timer efter er bagagen pakket, og morgenmaden indtaget. Jeg hopper i bilen og triller forbi Mårup kirke for at taget et par fotos. Det er klaret op, og en snes mennesker er derude for at se på stedet og nyde udsigten. De skulle bare vide, hvad jeg har oplevet, tænker jeg.

Fra kirkens parkeringsplads får jeg øje på toppen af fyret ved Rubjerg Knude, som delvist er kommet fri af tågebankerne. Er det virkelig bare derhenne, at det ligger?

Klarhed har sine fordele, men i dag sender jeg min tak til morgentågen. Det var den, der gjorde løbeturen til en nærdødsoplevelse af den skønneste slags.

/Jacob



Konservativ Danmark Rundt-rute 2012

Løb & ruter Posted on Tue, March 06, 2012 20:00:15


Så blev ruten til 2012-udgaven af etapeløbet Post Danmark Rundt offentliggjort:

http://www.postdanmarkrundt.dk/index.php?p=nyheder/profil.php&nyhed=217

Det må betegnes som et Post Danmark Rundt classic.

De første tre etaper i det nord- og midtjyske, de to følgende på Fyn og den sidste på Sjælland. Ret typisk.

Hårdest er Kongeetapen, 3. etape, som slutter i Vejle. Særdeles typisk.

Etape 1 og 2 er også ganske kuperede, mens 4, 5 og 6 er ret flade. Og den sidste målstreg passeres i København. Igen et typisk valg.

Kort sagt: Post Danmark Rundt 2012 er stort set business as usual. Mest nyt er der i de to indledende etaper i den nordlige halvdel af Jylland.

Det virker overordnet set fornuftigt, at der ikke laves for meget om på ruten. Det er fristende at gøre det, men kontinuiteten har også en værdi i sig selv. Og et sted som Kiddesvej i Vejle har nærmest indbygget spænding – og slutter med garanti ikke med en massespurt. Det er også klogt, at både Ejer Bjerge og Mols Bjerge er med.

Hvad angår Sjælland, kan man godt savne lidt fornyelse. Strækningen fra Slagelse via Holbæk-området til København har været brugt rigtig meget, og den har aldrig skabt nogen udskilning af betydning. Når man véd, at der i Odsherred er stigninger, der er på højde med de jyske, kan det godt ærgre, at ryttere og publikum igen skal spises af med halvflade Midtsjælland. DCU-direktør Jesper Worre har i øvrigt tidligere sagt til Danskebjerge.dk, at han meget gerne vil have en Post Danmark Rundt-etape til Odsherred. Det er et par år siden, at han gjorde det, såe…

/Jacob



« PreviousNext »