Blogsbjerg

Hvis du savner grusveje at løbe eller cykle på, så kan du i mange tilfælde “takke” det moderne landbrug.

Siden 1954 er længden af markveje i Danmark nemlig reduceret kraftigt. I dag er der mellem 25 og 54 procent færre kilometer markvej end dengang, afhængig af landskabstype og geografi. Det viser en undersøgelse fra Skov og Landskab.

Paradoksal udvikling
Det er de støt voksende enheder i landbruget, der koster markvejene livet. Men dertil kommer, at det er forholdsvis enkelt for en landmand at nedlægge en markvej. Kun hvis den fører hen til en seværdighed el.lign., kan myndighederne gribe ind.

I betragtning af, at antallet af friluftsmotionister er steget i den seneste årrække, er det en lidt paradoksal udvikling. Glæden ved f.eks. at løbe og køre på mountainbike øges jo ved, at der er mange måder at kombinere ruterne på, og i begge tilfælde er grusunderlaget bedre at bevæge sig på end asfalt.

Stier etableres
Reduktionen af markvejene kan dog opvejes af etablering af offentlige stier, og det sker også i et vist omfang. Fra kommunalreformen og frem til 2010 har 70% af kommunerne åbnet mindst én sti eller rute i landskabet, fremgår det af en artikel i bladet Grønt Miljø. “Det er mange,” står der i artiklen. Der står til gengæld ikke noget om, hvor mange stier der i samme periode er forsvundet. Eller hvor mange stier der reelt er utilgængelige, fordi de ikke vedligeholdes.

Der kan gøres mere for at få etableret flere stier eller renoveret de gamle. Blandt rådene er:

– Involvér både lokale ildsjæle og berørte lodsejere i planlægningen
– Undersøg lodsejernes potentielle indtjeningsmuligheder (ved overnatninger mv.)
– Brug de nyeste geodata til ruteplanlægningen
– Inddrag turistorganisationerne og det lokale erhvervsliv

Ny lov har begrænsninger
Ud over nye stier kan loven om randzoner i fremtiden give danskerne nemmere adgang til naturen.

Ved 80% af de større danske åer og vandløb findes der i dag ingen stier, og lodsejerne fortæller selv, at der er ganske øde ved vandløbene. Det kan den nye randzonelov ændre på. Formålet er godt nok primært at sikre bedre vandmiljø i søer og vandløb, men tanken er også, at offentligheden skal have adgang til de arealer, der nu ikke længere må dyrkes.

Også her er der dog et aber dabei. Det er nemlig noget uklart, hvornår arealerne kan betegnes som udyrkede (hvad f.eks. hvis landmanden slår græsset en gang eller to om året?). Desuden kan man spørge, hvor attraktive arealerne vil være at færdes på, hvis bevoksningen bare får frit spil.

Den bedste løsning er og bliver vel anlæggelse af en sti – eller for den sags skyld en markvej. Når man gør hele regnestykket op og ser på en lokalbefolknings sundhedstilstand og almene tilfredshed, er der næppe nogen tvivl om, at det kan betale sig at lave enkle, men attraktive transportveje ud til naturen.

/Jacob

P.S.: Se eksempel på, hvordan markveje forsvinder, i denne animationsfilm:
https://youtu.be/FzgppxqOGxU

Forestil dig, at nogen et kort øjeblik trak bundproppen ud på verdenshavet, sådan at havniveauet sank med – lad os sige – 50 meter.

Det ville ikke gøre nogen forskel i f.eks. Himalaya (det sted vender vi tilbage til).

Men i Danmark ville det ændre landskabet fuldstændigt. Landet ville ikke længere være et ø-rige. Man ville kunne gå tørskoet fra den ene ende af landet til den anden – kun Christiansø ville endnu være afhængig af en færgeforbindelse.

Det er tankespind, ja, – men pointen er, at modsætningen mellem vand og land ikke er så grundlæggende, som vi går og forestiller os. Vi danskere har det med at tænke, at landskabet er noget, der begynder dér, hvor havet ophører. Men virkeligheden er, at landskabet er over det hele – meget af det er blot skjult af hav (skulle man kalde det “vandskabet”?).

Havet erstattede isen
I istiden, som er den periode, hvori det danske landskab primært blev dannet, var der ikke hav omkring Danmark. Landet var derimod dækket af is, og gletsjernes bevægelser skubbede rundt med store mængder grus, sand og ler. Denne proces gjorde overfladen uregelmæssig – med visse niveauforskelle som resultat. Da isen trak sig tilbage, trængte havet sig på. Sjovt nok valgte det at lægge sig nogenlunde “midt i”. Dvs. havoverfladen kom omtrent til at ligge lige så langt under det højeste terrænpunkt som over det laveste terrænpunkt. I praksis betød det, at Danmarks terræn blev til en mosaik af vand- og landområder – sådan som vi kender det i dag (om end havniveauet har ændret sig lidt siden stenalderen).

Nu er der jo det ved havet, at det for det første har en overflade, der skjuler, hvad der ligger nedenunder. Og for det andet kan mennesket vha. skibe bevæge sig hen over det. Derfor har det aldrig haft den store interesse at finde ud af detaljer om terrænet på havbunden. Det vigtigste har været at fastslå dybder i fjorde og bælter, så skibene ikke risikerer at støde på grund.

Det største bjerg
Tilbage til tankeeksperimentet med sænkningen af havniveauet. For hvis man trak bundproppen ud permanent, ville der åbenbare sig nye terrænfænomener, som i dag lever i skyggen af andre. National Geographic har forleden beskrevet i en artikel, at man med rette kunne kalde Mauna Kea ved Hawaii for verdens største bjerg – og ikke Mount Everest i Himalaya.

Fra fod til top måler Mauna Kea, som oprindeligt er en vulkan, lige under 10 kilometer. For Mount Everest er det tilsvarende tal ca. 3 kilometer.

Når det alligevel er sidstnævnte, der traditionelt løber med opmærksomheden, skyldes det, at dets fod ligger i knap 6 kilometers højde over havets overflade. Mauna Keas fod befinder sig derimod 5,7 kilometer under havoverfladen, og den del af bjerget, der ligger over, måler “kun” 4,2 kilometer.

Så statistisk set løber Mount Everest altså med laurbærrene. Men i en verden uden have ville Mauna Kea helt sikkert også have været en stor kanon.

Flere bjerge i sigte
Og der findes endnu flere skjulte mastodonter, fastslår National Geographic:

“Hundredtusindvis af undersøiske bjerge rejser sig fra havets bund, men
færre end 300 er blevet udforsket. Der findes mere detaljerede kort over
Mars’ overflade end over havbundens fjerneste steder.”

I farvandene omkring Danmark gemmer der sig næppe bjerge på størrelse med Mauna Kea. Men det er langt fra utænkeligt, at der findes niveauforskelle, der ligner dem, man finder i nogle af landets mest kuperede oversøiske områder.

Det kunne være interessant at undersøge sagen nærmere. Så det vil Danskebjerge.dk forsøge at gøre. 🙂

/Jacob

Selv på en halvtåget dag som i dag er terrænet i Løng nord for den midtsjællandske by Sorø interessant at kigge på. Terrænformerne er skabt i forbindelse med omfattende grusgravning, der har stået på i årtier. Nu er maskinerne ved at forlade området, og det giver plads til løbere, mountainbikere og andre, der kan lide udfordrende landskaber.

Der vil med tiden også opstå en spændende natur. Her i starten leder synet visse steder snarere tankerne hen på et månelandskab. Men dét kan jo også være fascinerende.

Læs om planerne for området her:

http://www.spor.dk/Aktuelt/Loeng.aspx

Den gravhøjlignende knold, der ses på flere af billederne herunder, er områdets højeste punkt, 84 meter over havet. Den maksimale højdeforskel er lige knap 50 højdemeter.

Selvom der er flyttet meget jord i forbindelse med reetableringen af grusgraven, og selvom der allerede er tydelige stier, så lever området endnu et lidt stille liv, og så vidt vides mangler der en del yderligere forarbejdning af terrænet, før det kan blive det træningsmekka, som mange sikkert vil benytte sig af. Man kan dog allerede nu møde både løbere og MTB’ere på “Sporet i Løng”, som er det officielle navn.

/Jacob

Danmarks bedste cykelryttere skal op ad hovedgaden i den østjyske by Rønde, når DM i landevejscykling 2015 afgøres. Det har Danmarks Cykle Union netop offentliggjort:

http://www.feltet.dk/nyheder/dm_2015_skal_afvikles_i_roende/

Set herfra er det et spændende valg. Området ligger i den nordvestlige del af Mols Bjerge, hvor der er en del rigtig gode stigninger. Selve byen Rønde er speciel derved, at den ligger på en bakkeskråning. Det gør den til en af Danmarks mest markante “bjergbyer”, om end den ikke – som det hævdes i Feltet.dk’s artikel – er Danmarks eneste bjergby. Titlen som Danmarks bjergby nummer 1 indehaves af Vejle:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-bjergbyer1.htm

Hovedgaden i Rønde, der skal være opløb ved alle løb under DM, er noget ganske specielt. Det er en af de mest skrånende hovedgader i landet – med en højdeforskel på næsten 50 meter mellem den vestlige og den østlige ende. Og så er gaden næsten helt lige og faktisk ret bred (se Danskebjerge.dk’s billede ovenfor).

Den lokale cykelklub har gjort en stor indsats for at få DM til Rønde. Området er dog langt fra ukendt for DCU, idet Post Danmark Rundt ofte kommer forbi denne smukke og cykelmæssigt udfordrende egn.

Med valget af Rønde som omdrejningspunkt ved DM 2015 fortsætter tendensen med at prioritere kuperede ruter. DCU har i de sidste par år fx lagt DM ved Hammel (2012) og Faaborg (2014) og U23-DM ved Vejle (2012) – alle tre byer, hvis umiddelbare omegn byder på hårde stigninger.

/Jacob

Når året går på hæld, sætter man ekstra meget pris på dage med godt vejr. F.eks. som i dag, 28. oktober, hvor temperaturerne godt nok var i den lave ende, men hvor solen skinnede, og vinden kun var svag.

Naturen er på sin vis mere interessant at kigge på, når det er efterår. Den byder nemlig på et væld af farver, og kombinationen af dem er ganske uforudsigelig og foranderlig. Ved Maglesø er grøn dog stadig dominerende. Dels fordi der på sydsiden af søen er en skov bestående af primært fyrretræer, og dels fordi der på de omgivende åbne marker gror græs og skud af overvintrende kornsorter. Og så er en stor andel af bladene på træerne faktisk stadig grønne, selvom forfaldet er i fuld gang.

De mange biler på parkeringspladsen ved Maglesø Traktørsted (t.v. på nederste billede) vidnede også denne søndag om, at en del mennesker kender området og ved, at solbeskinnede fridage altid bliver et nøk bedre, hvis man lægger vejen her forbi. Kaffen og kagen kan nydes sammen med en formidabel udsigt ud over søen, og de indtagne kalorier kan passende brændes af på en efterfølgende gå- eller løbetur på egnens stier eller veje. Pulsen skal nok komme i vejret. Det er jo ikke uden grund, at stedet har fået kælenavnet “De Sjællandske Alper”.

/Jacob

Så er der oprettet en ny kategori på Blogsbjerg. Den hedder kort og godt Maglesø. Omdrejningspunktet vil være den lille perle, der ligger mellem de sjællandske købstæder Sorø og Holbæk.

Maglesø har haft sit eget hjørne på Danskebjerge.dk næsten lige fra sitets fødsel (se her), men nu vil undertegnede gerne slå et slag for, at der kommer ekstra fokus på stedet. Jeg mener bl.a., at vejen rundt om Maglesø vil være en glimrende rute til et større dansk løb, f.eks. DM i landevejscykling. Indtil det sker vil der jævnligt blive lagt lidt nyt om Maglesø ud her på bloggen. Følg med! 🙂

/Jacob

DANSKEBJERGE.DK’s NYHEDSBREV
19. oktober 2012

****************************

Kære bjergven.

I denne tid går det ned ad bakke med temperaturerne, og bladene falder af træerne. Men inden du bliver helt deprimeret af forfaldet omkring dig, skulle du få øjnene op for de mange opture, der faktisk er at finde i dine omgivelser.

Hvad med for eksempel at gå på jagt efter stigninger? Dem er der en hel del af i Danmark, og Danskebjerge.dk har samlet de allerstørste her:

http://danskebjerge.dk/artikler-stoerstetoppe.htm

Denne nye opgørelse fortæller om de største skråninger i Danmark. Det vil sige: ikke nødvendigvis de højest beliggende punkter, men derimod de steder, der har den mest markante højdeforskel – og dermed de mest udfordrende opstigninger og (ofte) de skønneste udsigter.

Overvej at bruge de sidste dage af efterårsferien på at bestige disse fine danske bjerge. De har det til fælles, at de stiger med mindst 100 højdemeter inden for den sidste kilometer frem mod toppen.

Hvis du i stedet – eller også – er interesseret i de højeste punkter i landet, så har Danskebjerge.dk selvfølgelig også en liste over disse:

http://danskebjerge.dk/dansktop.htm

Ny Top 10
Og apropos nye lister. Danskebjerge.dk har revideret listen over landets skrappeste asfalterede stigninger. Nu er det en Top 10-liste, der udelukkende indeholder stigninger med 80 højdemeter eller derover. Samtidig har de en gennemsnitlig stigningsprocent på mindst 5. Det er ret strenge krav. Faktisk så strenge, at en stigning som hollandske Cauberg, der er fast bestanddel af cykelklassikeren Amstel Gold Race og i år også var med på VM-ruten i landevejscykling, ikke ville kvalificere sig til listen. Den har ikke nok højdemeter og er heller ikke tilstrækkelig stejl…

Den nye liste, der erstatter den gamle Top 12-liste, ses her:

http://danskebjerge.dk/artikler-1-10.htm

Opdaterede meninger
Danskebjerge.dk er meget andet end lister, højdemeter og stigningsprocenter. Danskebjerge.dk er også holdninger. Dem finder du under sektionen “Topolitik”, som faktisk har været en del af sitet stort set siden starten for seks år siden.

Nu har sektionen fået en helt ny indgangsside, hvor Danskebjerge.dk’s vigtigste synspunkter er samlet. Samtidig er der blevet rokeret om på de andre sider, men hvis bare du bruger rækken med links nederst, skulle det gerne fortsat være nemt at navigere rundt.

Kast et blik på indgangssiden, og send gerne en besked via tekstfeltet:

http://danskebjerge.dk/topolitik1.htm

Kommende artikler
I løbet af efteråret vil der blive arbejdet på større og mindre tilføjelser til Danskebjerge.dk. Det kan bl.a. afsløres, at en analyse af GPS-ure er på vej – med særlig vægt på højdedata.

Ha’ et fortsat godt og OPmuntrende efterår

Mange bakkehilsner

Jacob

Læst i Politiken: Tidligere
minister politianmeldt for at plante juletræer på
fortidsminder

Denne sag er interessant og principiel af
flere årsager. I sig selv er det jo stærkt problematisk, at en
lodsejer bryder loven og fjerner gravhøje på sin jord. Men at han
tilsyneladende har kunnet slippe af sted med det over så lang tid,
hænger jo sammen med, at gravhøjene har ligget gemt væk langt inde
på mandens matrikel. Hvis offentligheden i stedet havde haft adgang
til blot nogle af gravhøjene, ville lovovertrædelsen formentlig
været blevet opdaget tidligere. Derfor: MERE ADGANG for
offentligheden til natur og fortidsminder, IKKE MINDRE!

Se
nogle af Danmark mest markante gravhøje her.

Cauberg kan meget vel få afgørende betydning for udfaldet af årets VM i landevejscykling. Faktisk spillede den berømte stigning en væsentlig rolle i søndagens holdtidskørsel, hvor flere hold blev splittet, da det gik opad få kilometer før mål.

Men selvom VM-rutens sidste store udfordring er nok så berygtet, bør den ikke skræmme livet af en dansk cyklist.

Danmark har nemlig adskillige stigninger, der nemt kan måle sig med Cauberg.

Cauberg-stigningen er 1,5 km lang og stiger i snit med 4,7%. Det ville ikke engang række til en Top 10-placering i Danmark.

Heller ikke den maksimale stigningsprocent er ekstrem efter danske forhold. På det stejleste sted stiger Cauberg med ca. 12%. Det overgås af en del rød-hvide bakker. Eksempelvis af Munkebjerg ved Vejle: Munkebjergs maksimale hældning er 16%, og den har både flere højdemeter og en skrappere gennemsnitlig stigningsprocent.

Når Cauberg alligevel kan bære sit ry med stolthed, hænger det selvfølgelig sammen med stigningens placering i de utallige løb, den har indgået i. Af disse er Amstel Gold Race mest kendt. Efter godt 250 kilometers hård kørsel er rytterne godt stegt, og når terrænet stiger, er det slut med bare at sidde med på hjul. Her er det de overskydende kræfter i benene, der afgør, hvor hurtigt man kan træde på de sidste meter op ad bakken.

Philippe Gilbert er blandt de senere års mest profilerede vindere af Amstel Gold Race, og sejren i 2011 kan han i høj grad takke Cauberg-stigningen for. Det var den, han udnyttede til det sidste afgørende angreb på konkurrenterne.

Se hans triumf og fanklubbens vanvittige reaktion her:

http://youtu.be/USsBoX3VRR0

Afslutningen ved VM adskiller sig dog lidt fra finalestrækningen i Amstel. Målstregen ligger nemlig ikke på toppen af Cauberg, men derimod lidt længere fremme. Det gør, at den, der kommer hurtigst op ad Cauberg, ikke er sikker på sejren – andre kan nå at komme op bagfra. Måske en Matti Breschel?

/Jacob

Valby Bakke er måske Danmarks mest befærdede stigning. Men nu er den truet. De lokale politikere overvejer nemlig at føre den del af Roskildevej, der passerer Zoologisk Have, ind igennem Valby Bakke som tunnel. Det skal fjerne noget af trafikstøjen, hedder det.

Læs om forslaget her:

http://www.b.dk/nationalt/s-paa-frederiksberg-vil-grave-roskildevej-ned

Der er nok en del cykelpendlere, der godt vil af med Valby Bakke-stigningen. Selvom den langt fra er Sjællands hårdeste knold, kan den jo godt tvinge svedperler frem.

Men for cykelsportsinteresserede vil en ændring af Roskildevejs forløb betyde et farvel til en populær tradition. Med få undtagelser har Valby Bakke nemlig i en årrække indgået i den afsluttende etape i Post Danmark Rundt:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-danmarkrundtbakker-2012.htm

Samtidig vil Københavnsområdets mest markante asfalterede stigning forsvinde. Københavnske motionscyklister vil – hvis projektet realiseres – skulle helt ud til forstæderne for at finde bakker, der har stigningsprocenter over de 5.

Læs om andre stigninger i hovedstadsområdet her:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-koebenhavn2.htm

/Jacob