Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!

Cykel-DM 2015 afvikles i jysk bjergby

Løb & ruter Posted on Wed, November 07, 2012 20:16:32

Danmarks bedste cykelryttere skal op ad hovedgaden i den østjyske by Rønde, når DM i landevejscykling 2015 afgøres. Det har Danmarks Cykle Union netop offentliggjort:

http://www.feltet.dk/nyheder/dm_2015_skal_afvikles_i_roende/

Set herfra er det et spændende valg. Området ligger i den nordvestlige del af Mols Bjerge, hvor der er en del rigtig gode stigninger. Selve byen Rønde er speciel derved, at den ligger på en bakkeskråning. Det gør den til en af Danmarks mest markante “bjergbyer”, om end den ikke – som det hævdes i Feltet.dk’s artikel – er Danmarks eneste bjergby. Titlen som Danmarks bjergby nummer 1 indehaves af Vejle:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-bjergbyer1.htm

Hovedgaden i Rønde, der skal være opløb ved alle løb under DM, er noget ganske specielt. Det er en af de mest skrånende hovedgader i landet – med en højdeforskel på næsten 50 meter mellem den vestlige og den østlige ende. Og så er gaden næsten helt lige og faktisk ret bred (se Danskebjerge.dk’s billede ovenfor).

Den lokale cykelklub har gjort en stor indsats for at få DM til Rønde. Området er dog langt fra ukendt for DCU, idet Post Danmark Rundt ofte kommer forbi denne smukke og cykelmæssigt udfordrende egn.

Med valget af Rønde som omdrejningspunkt ved DM 2015 fortsætter tendensen med at prioritere kuperede ruter. DCU har i de sidste par år fx lagt DM ved Hammel (2012) og Faaborg (2014) og U23-DM ved Vejle (2012) – alle tre byer, hvis umiddelbare omegn byder på hårde stigninger.

/Jacob



Efterår ved sjællandsk bjergsø

Maglesø Posted on Sun, October 28, 2012 23:09:25

Når året går på hæld, sætter man ekstra meget pris på dage med godt vejr. F.eks. som i dag, 28. oktober, hvor temperaturerne godt nok var i den lave ende, men hvor solen skinnede, og vinden kun var svag.

Naturen er på sin vis mere interessant at kigge på, når det er efterår. Den byder nemlig på et væld af farver, og kombinationen af dem er ganske uforudsigelig og foranderlig. Ved Maglesø er grøn dog stadig dominerende. Dels fordi der på sydsiden af søen er en skov bestående af primært fyrretræer, og dels fordi der på de omgivende åbne marker gror græs og skud af overvintrende kornsorter. Og så er en stor andel af bladene på træerne faktisk stadig grønne, selvom forfaldet er i fuld gang.

De mange biler på parkeringspladsen ved Maglesø Traktørsted (t.v. på nederste billede) vidnede også denne søndag om, at en del mennesker kender området og ved, at solbeskinnede fridage altid bliver et nøk bedre, hvis man lægger vejen her forbi. Kaffen og kagen kan nydes sammen med en formidabel udsigt ud over søen, og de indtagne kalorier kan passende brændes af på en efterfølgende gå- eller løbetur på egnens stier eller veje. Pulsen skal nok komme i vejret. Det er jo ikke uden grund, at stedet har fået kælenavnet “De Sjællandske Alper”.

/Jacob



Ny kategori på Danskebjerge.dk’s blog

Maglesø Posted on Sun, October 28, 2012 21:28:53

Så er der oprettet en ny kategori på Blogsbjerg. Den hedder kort og godt Maglesø. Omdrejningspunktet vil være den lille perle, der ligger mellem de sjællandske købstæder Sorø og Holbæk.

Maglesø har haft sit eget hjørne på Danskebjerge.dk næsten lige fra sitets fødsel (se her), men nu vil undertegnede gerne slå et slag for, at der kommer ekstra fokus på stedet. Jeg mener bl.a., at vejen rundt om Maglesø vil være en glimrende rute til et større dansk løb, f.eks. DM i landevejscykling. Indtil det sker vil der jævnligt blive lagt lidt nyt om Maglesø ud her på bloggen. Følg med! 🙂

/Jacob



NYHEDSBREV Oktober 2012

Om Danskebjerge.dk Posted on Fri, October 19, 2012 00:25:37

DANSKEBJERGE.DK’s NYHEDSBREV
19. oktober 2012

****************************

Kære bjergven.

I denne tid går det ned ad bakke med temperaturerne, og bladene falder af træerne. Men inden du bliver helt deprimeret af forfaldet omkring dig, skulle du få øjnene op for de mange opture, der faktisk er at finde i dine omgivelser.

Hvad med for eksempel at gå på jagt efter stigninger? Dem er der en hel del af i Danmark, og Danskebjerge.dk har samlet de allerstørste her:

http://danskebjerge.dk/artikler-stoerstetoppe.htm

Denne nye opgørelse fortæller om de største skråninger i Danmark. Det vil sige: ikke nødvendigvis de højest beliggende punkter, men derimod de steder, der har den mest markante højdeforskel – og dermed de mest udfordrende opstigninger og (ofte) de skønneste udsigter.

Overvej at bruge de sidste dage af efterårsferien på at bestige disse fine danske bjerge. De har det til fælles, at de stiger med mindst 100 højdemeter inden for den sidste kilometer frem mod toppen.

Hvis du i stedet – eller også – er interesseret i de højeste punkter i landet, så har Danskebjerge.dk selvfølgelig også en liste over disse:

http://danskebjerge.dk/dansktop.htm

Ny Top 10
Og apropos nye lister. Danskebjerge.dk har revideret listen over landets skrappeste asfalterede stigninger. Nu er det en Top 10-liste, der udelukkende indeholder stigninger med 80 højdemeter eller derover. Samtidig har de en gennemsnitlig stigningsprocent på mindst 5. Det er ret strenge krav. Faktisk så strenge, at en stigning som hollandske Cauberg, der er fast bestanddel af cykelklassikeren Amstel Gold Race og i år også var med på VM-ruten i landevejscykling, ikke ville kvalificere sig til listen. Den har ikke nok højdemeter og er heller ikke tilstrækkelig stejl…

Den nye liste, der erstatter den gamle Top 12-liste, ses her:

http://danskebjerge.dk/artikler-1-10.htm

Opdaterede meninger
Danskebjerge.dk er meget andet end lister, højdemeter og stigningsprocenter. Danskebjerge.dk er også holdninger. Dem finder du under sektionen “Topolitik”, som faktisk har været en del af sitet stort set siden starten for seks år siden.

Nu har sektionen fået en helt ny indgangsside, hvor Danskebjerge.dk’s vigtigste synspunkter er samlet. Samtidig er der blevet rokeret om på de andre sider, men hvis bare du bruger rækken med links nederst, skulle det gerne fortsat være nemt at navigere rundt.

Kast et blik på indgangssiden, og send gerne en besked via tekstfeltet:

http://danskebjerge.dk/topolitik1.htm

Kommende artikler
I løbet af efteråret vil der blive arbejdet på større og mindre tilføjelser til Danskebjerge.dk. Det kan bl.a. afsløres, at en analyse af GPS-ure er på vej – med særlig vægt på højdedata.

Ha’ et fortsat godt og OPmuntrende efterår

Mange bakkehilsner

Jacob



Skjult natur gør det nemmere for lovbrydere

Bakkesnak Posted on Fri, September 28, 2012 13:57:10

Læst i Politiken: Tidligere
minister politianmeldt for at plante juletræer på
fortidsminder

Denne sag er interessant og principiel af
flere årsager. I sig selv er det jo stærkt problematisk, at en
lodsejer bryder loven og fjerner gravhøje på sin jord. Men at han
tilsyneladende har kunnet slippe af sted med det over så lang tid,
hænger jo sammen med, at gravhøjene har ligget gemt væk langt inde
på mandens matrikel. Hvis offentligheden i stedet havde haft adgang
til blot nogle af gravhøjene, ville lovovertrædelsen formentlig
været blevet opdaget tidligere. Derfor: MERE ADGANG for
offentligheden til natur og fortidsminder, IKKE MINDRE!

Se
nogle af Danmark mest markante gravhøje her.



Cauberg – nemmere end Munkebjerg

Løb & ruter Posted on Sun, September 16, 2012 17:52:25


Cauberg kan meget vel få afgørende betydning for udfaldet af årets VM i landevejscykling. Faktisk spillede den berømte stigning en væsentlig rolle i søndagens holdtidskørsel, hvor flere hold blev splittet, da det gik opad få kilometer før mål.

Men selvom VM-rutens sidste store udfordring er nok så berygtet, bør den ikke skræmme livet af en dansk cyklist.

Danmark har nemlig adskillige stigninger, der nemt kan måle sig med Cauberg.

Cauberg-stigningen er 1,5 km lang og stiger i snit med 4,7%. Det ville ikke engang række til en Top 10-placering i Danmark.

Heller ikke den maksimale stigningsprocent er ekstrem efter danske forhold. På det stejleste sted stiger Cauberg med ca. 12%. Det overgås af en del rød-hvide bakker. Eksempelvis af Munkebjerg ved Vejle: Munkebjergs maksimale hældning er 16%, og den har både flere højdemeter og en skrappere gennemsnitlig stigningsprocent.

Når Cauberg alligevel kan bære sit ry med stolthed, hænger det selvfølgelig sammen med stigningens placering i de utallige løb, den har indgået i. Af disse er Amstel Gold Race mest kendt. Efter godt 250 kilometers hård kørsel er rytterne godt stegt, og når terrænet stiger, er det slut med bare at sidde med på hjul. Her er det de overskydende kræfter i benene, der afgør, hvor hurtigt man kan træde på de sidste meter op ad bakken.

Philippe Gilbert er blandt de senere års mest profilerede vindere af Amstel Gold Race, og sejren i 2011 kan han i høj grad takke Cauberg-stigningen for. Det var den, han udnyttede til det sidste afgørende angreb på konkurrenterne.

Se hans triumf og fanklubbens vanvittige reaktion her:

http://youtu.be/USsBoX3VRR0

Afslutningen ved VM adskiller sig dog lidt fra finalestrækningen i Amstel. Målstregen ligger nemlig ikke på toppen af Cauberg, men derimod lidt længere fremme. Det gør, at den, der kommer hurtigst op ad Cauberg, ikke er sikker på sejren – andre kan nå at komme op bagfra. Måske en Matti Breschel?

/Jacob



Valby Bakke truet?

Bakkesnak Posted on Tue, September 11, 2012 23:05:56


Valby Bakke er måske Danmarks mest befærdede stigning. Men nu er den truet. De lokale politikere overvejer nemlig at føre den del af Roskildevej, der passerer Zoologisk Have, ind igennem Valby Bakke som tunnel. Det skal fjerne noget af trafikstøjen, hedder det.

Læs om forslaget her:

http://www.b.dk/nationalt/s-paa-frederiksberg-vil-grave-roskildevej-ned

Der er nok en del cykelpendlere, der godt vil af med Valby Bakke-stigningen. Selvom den langt fra er Sjællands hårdeste knold, kan den jo godt tvinge svedperler frem.

Men for cykelsportsinteresserede vil en ændring af Roskildevejs forløb betyde et farvel til en populær tradition. Med få undtagelser har Valby Bakke nemlig i en årrække indgået i den afsluttende etape i Post Danmark Rundt:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-danmarkrundtbakker-2012.htm

Samtidig vil Københavnsområdets mest markante asfalterede stigning forsvinde. Københavnske motionscyklister vil – hvis projektet realiseres – skulle helt ud til forstæderne for at finde bakker, der har stigningsprocenter over de 5.

Læs om andre stigninger i hovedstadsområdet her:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-koebenhavn2.htm

/Jacob



Ritzau hjælper med præcise tal

Om Danskebjerge.dk Posted on Tue, September 04, 2012 17:40:08


Forleden sendte Ritzau en besked ud til landets nyhedsmedier. Her blev der korrigeret en oplysning, der indgik i et tidligere udsendt telegram:

“Telegrammet ‘Nordhaug napper sejren på kongeetapen’ er korrigeret i andet afsnit. Ifølge danskebjerge.dk stiger bakken på Kiddesvej 19 procent og ikke 21 procent, som løbsarrangørerne hævder.”

Sådan! Det er skønt, at selv et nyhedsbureau som Ritzau ikke føler sig for fin til at interessere sig for den type informationer. De kunne jo have valgt at skide Danskebjerge.dk et stykke og henholde sig til, at DCU er mere troværdig, men her valgte de altså at tro på førstnævnte. 🙂

Der er da også tale om den mest gennemopmålte vej i kongeriget. Nogle veje er lidt svære at lave præcise opmålinger på, men lige netop Kiddesvej er ret medgørlig. Derfor kan der ikke være nogen som helst tvivl om, at Kiddesvejs maksimale stigningsprocent er 19 (afrundet). Mere her:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-stejlesteveje6.htm

I øvrigt forlyder det, at Vejle Kommune selv har målt vejen op og nået frem til samme resultat.

Nu venter vi spændt på, hvordan Kiddesvej bliver omtalt til næste år, når Post Danmark Rundt igen kommer forbi.

/Jacob



NYHEDSBREV September 2012

Om Danskebjerge.dk Posted on Sat, September 01, 2012 15:53:13

DANSKEBJERGE.DK’s NYHEDSBREV
1. september
2012

****************************

Kære
bjergven.

Man siger, at det er koldt på toppen, og denne sommer har talemåden haft en
særlig berettigelse. For med sommertemperaturer, der har været de laveste i 12
år, har ture til Danmarks forblæste højlandsområder ofte krævet en ekstra
trøje.

Men når nu varmegraderne ligger i den lave ende, kan man jage en anden type
grader. Nemlig maksimale stigningsgrader! Danskebjerge.dk offentliggjorde i
august listen over Danmarks stejleste veje. Faktisk er der to lister: En Top
20-liste med Danmarks allerstejleste asfalt og så en liste, hvor andre stejle
gader og stræder er med. Opgørelsen, der har taget over to år at lave, viser, at
en vej skal stige med mere end 18% for at komme i Top 20. Det siger noget om, at
de danske veje bestemt ikke bare er flade som pandekager.

Kiddesvejs korrekte stigning
Blandt de øvrige resultater
af undersøgelsen kan nævnes, at det nu er slået helt fast, at Kiddesvej i Vejle
– vejen, der indgår i kongeetapen i Post Danmark Rundt – højst stiger med 19%.
Det er to procentpoint færre end angivet af bl.a. DCU.

Hvis du ikke allerede har læst om de stejleste veje, så gør det her:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-stejlesteveje1.htm

Nederst på siden er der links til en række nye artikler om emnet. Tjek også
Danskebjerge.dk’s video fra Christian Winthersvej!

Nye besøgsrekorder
Og det var ikke kun vejstrækningerne,
der steg i sommerens løb. Det gjorde også besøgstallene på Danskebjerge.dk. Både
i juli og august var der over 300 unikke besøg pr. dag på sitet, og august slog
rekord i sidevisninger: 778 var der i gennemsnit pr. dag. Uden tvivl var den nye
undersøgelse af de stejleste danske veje medvirkende til stigningen.

Men der er plads til mange flere gæster. Så lad endelig jeres omverden vide,
at der findes et site, der hedder Danskebjerge.dk! Ligesom der er en tilhørende
Facebook-side og en blog, hvor der jævnligt kommer opdateringer.

Små justeringer
Meget stof på Danskebjerge.dk handler om
data. Især om højder, længder og hældninger. Det lyder meget objektivt, men det
betyder alligevel ikke, at tal bare er tal, og at lister er lister én gang for
alle. Opgørelsesmetoder kan diskuteres og evalueres, og Danskebjerge.dk er på
vej med nogle mindre justeringer af, hvordan visse data skal tolkes. Bliv derfor
ikke overrasket, hvis du en dag opdager, at der et sted er tilskrevet en ekstra
højdemeter eller byttet om på en placering eller to.

Og hold i øvrigt øje med andre tiltag resten af året. Der arbejdes f.eks. på
et tema om åse – de sære aflange sandbakker på Fyn og Sjælland – og om Danmarks
bedste udsigter.

Ha’ et godt efterår.

Mange bakkehilsner
Jacob



Slap dækning af kæmpe sportsbegivenhed

Bakkesnak Posted on Sun, August 26, 2012 13:27:26

Så er årets Post Danmark Rundt ved vejs ende. Etapeløbet, der er blevet kaldt Danmarks største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed, har igen haft masser af tilskuere, og i de skrevne medier har der været en solid dækning.

Anderledes forholder det sig med de elektroniske medier.

Hvis man har zappet sig gennem DR1, TV 2 og sportskanalerne for at finde live-transmissioner fra Post Danmark Rundt, har man fået en lang næse. På TV 2 viser de Vuelta à Espana. I sig selv en udmærket cykelbegivenhed, men det virker paradoksalt, at en stor dansk tv-station henter signal helt nede fra Spanien, mens store stjerner som Mark Cavendish suser rundt på danske landeveje.

DR1 sætter tid af i aftenfladen til Post Danmark Rundt, og produktet som sådan er i orden. Men det sendes altså med flere timers forsinkelse, og man kan dårligt undgå at høre eller læse inden da, hvem der har vundet dagens etape. I radioens P3 er der i princippet live-dækning af løbet, men det begrænser sig til et par pip fra den udsendte. Overfladiskheden understreges af, at man ved afslutningen af etaperne først stiller igennem til ham, når de forreste ryttere befinder sig på opløbsstrækningen.

Alt i alt lyser det ud af tv- og radiodækningen af Post Danmark Rundt, at løbet har redaktionel andenprioritet. Og det er en stor skam.

Cykelinteressen i Danmark er massiv, og ligesom man i Frankrig ser Tour de France som en fantastisk mulighed for at profilere kulturen og landskabet, kan Post Danmark Rundt være et smukt udstillingsvindue for de danske bakker og byer. Det kan godt være, at der ikke vil være så mange udenlandske seere til transmissionerne, men jeg er sikker på, at danskerne godt vil opleve deres eget land, samtidig med at de møder nogle af sportens største personligheder.

I andre af vore nabolande sendes der masser af live-sport fra indlandske begivenheder. I f.eks. Norge kan selv mindre events få tv-stationerne til at sende helikoptere i luften og masser af tv-hold af sted for at transmittere direkte. Denne sommer så jeg f.eks. en live-transmission fra et bakkeløb på rulleski! Der var en håndfuld kendte skisportsstjerner, der deltog, men det var en konkurrence uden større pengepræmier og prestige. Alligevel var der lagt kræfter i en nydelig produktion til nationens eftermiddagsseere.

Kontrasten til Danmark var iøjnefaldende. Herhjemme kan ikke engang et cykelløb med mange flere tilskuere og et langt højere konkurrenceniveau få tv-stationerne op af stolen.

Selvfølgelig vil det koste ressourcer at producere cykelløb. Og det er ikke sikkert, at det vil komme til at se helt lige så professionelt ud, som når man ser Tour de France eksempelvis.

Men jeg tror, at begivenheden i sig selv har en status i befolkningen, der gør, at det vil være besværet værd. Og spørgsmålet er, om ikke også tv-stationerne har en moralsk forpligtelse til at gå ind i projektet. Ved at sende live fra Post Danmark Rundt kan de være med til at gøre begivenheden endnu større. Ved at undlade det er de på sigt med til at gøre den mindre. Sportsarrangementers popularitet hænger nemlig langt hen ad vejen sammen med eksponeringen af dem. Det gælder ikke mindst inden for cykelsporten. Cykling er i de seneste år blevet en “tv-sport”, hvor selv folk, der ikke er cykelentusiaster, følger med. Det betyder omvendt, at cykelløb uden tv er i fare for at glide i baggrunden.

Lad mig minde om, at der tidligere har været perioder, hvor Post Danmark Rundt var taget af plakaten. Trods den nuværende succes kan det hurtigt gå ned ad bakke igen.

Den bedste måde at langtidssikre løbet på er ved at øge den brede eksponering. Og hvis hr. og fru Danmark kan se Post Danmark Rundt direkte i fjernsynet hver dag i en lile uges tid, så er grunden lagt for en tradition. Og traditioner har det med at vare i mange år.

/Jacob



« PreviousNext »