Blogsbjerg

Vanen tro har sommeren bragt øget medieinteresse for Danskebjerge.dk med sig.

Danskebjerge.dk medvirker bl.a. i en artikelserie, som bringes i Lokalavisen Vejle senere i juli måned. Danskebjerge.dk vil primært kommentere Jellingvej-stigningen, som avisens reporter har sat sig for at cykle op ad.

Forleden blev Danskebjerge.dk nævnt i DR’s store Tour de France-satsning, Touren på P3. Det var i forbindelse med omtale af, hvordan stigninger kategoriseres i et etapeløb som Tour de France. Et helt igennem dejligt indslag, som jeg har tilladt mig at lægge ud her, da det er næsten umuligt at finde via DR’s eget site.

Og endelig så kom Danskebjerge.dk i avisspalterne i fredagens udgave af Vejle Amts Folkeblad. Man kan læse om både de nye skilte og om Danskebjerge.dk’s jagt på Skandinaviens stejleste gade. Og der er et fint galleri, som også er værd at tage et kig på. Flot billede af Troels Vesterlund Nielsen, der bestiger Gl. Kongevej på sin reservecykel.

Om artiklens overskrift så holder, vil vise sig, når jeg får kigget nærmere på resultaterne fra de opmålinger i Norge og Sverige, som jeg netop har foretaget.

/Jacob

Hvis du er blandt de mange danskere, der bruger Hallandsåsen og området ved Båstad i Sydsverige til lejlighedsvis træningslejr, så er du måske stødt ind i Erikstorpsvägen. Erikstorpsvägen er næppe den hårdeste stigning, men den er – hvis man ser bort fra grusveje og blinde veje – den stejleste af alle.

Den er en sidevej til den smukke Italienska vägen lige vest for Båstad og er en lille smule svær at opdage, fordi den er så snæver.

Se Danskebjerge.dk’s Googlekort med Erikstorpsvägen her.

Det er de første ca. 300 meter, der er de stejleste. Her stiger terrænet i gennemsnit med ca. 15%, men undervejs når stigningsprocenten op på hele 20. Det viser en detaljeret, manuel opmåling, som Danskebjerge.dk har foretaget på Erikstorpsvägen.

Ifølge min Garmin er hele stigningen 83 højdemeter (afhængigt af, hvor man mener den slutter selvfølgelig) og er 870 meter i længden, hvilket giver et gennemsnit på 9,5.

Stigningen kan minde om Helligpeder-stigningen på Bornholm. Denne har ligeledes en maksimal stigning på 20%, har næsten samme antal højdemeter og er langt stejlest på den første del. En af de særlige fordele ved Båstads stigninger er dog, at de ligger tæt, og at man derfor forholdsvis nemt kan komme ned ad bakkerne og op igen.

Danskebjerge.dk har skrevet en udførlig artikel om det udfordrende cykelterræn i Sydsverige. Læs her.

/Jacob

Cykelsporten er i fremdrift i Danmark. Der er ganske enkelt flere og flere, der dyrker den. Og det er jo ikke så nemt at
kritisere noget, der går godt.

Når jeg alligevel vil tillade mig at sætte et enkelt
spørgsmålstegn, så er det fordi fremgangen ikke er noget
dansk fænomen. I vore nabolande er der også flere og flere, der
springer i cykeltøjet. Og noget tyder på, at det går hurtigere i
de lande end i Danmark.

Lad os tage Norge som eksempel. Norge har ikke nogen lang
stærk tradition for landevejscykling, men nu boomer sporten. Antallet af
udstedte cykellicenser er næsten tidoblet på 25 år, og alene i
perioden 2005-2010 fordobledes antallet af medlemmer i cykelklubber.

http://www.tv2.no/sporty/sykling/derfor-fortsetter-den-norske-sykkelboomen-3751553.html

Men der er ikke bare tale om, at Norge nu kommer op til de førende
og lægger sig på hjul. Norsk cykelsport har allerede overhalet
Danmark på flere punkter.

Norske løb står stærkere
Der er internationalt kendte motionscykelløb som Trondheim-Oslo
og Bergen-Voss med flere tusind deltagere. Kun danske løb som Sjælsø
Rundt og Grejsdalsløbet kan måle sig med dem, men de har ikke den
samme internationale profil og evne til at tiltrække udenlandske
motionister.

Også når det gælder eliteløb, er nordmændene godt kørende.
Hadeland GP og Ringerike GP er allerede etablerede løb, der har
1.2-rang hos UCI. Og nye etapeløb som Glava Tour og Tour des Fjords
har på bemærkelsesværdig vis skaffet sig tv-dækning hos
Eurosport. Hvor mange danske løb ender på Eurosport? Ingen, så
vidt jeg ved.

Det ser ikke meget bedre ud, hvis vi sammenligner os med Sverige
og Tyskland.

Tag Vättern Rundt, der har 30.000 deltagere. Eller Vattenfall
Cyclassics i Hamburg, hvor 22.000 motionister er med. Intet i Danmark når over 10.000. Tendensen er, at når der sker
noget rigtig stort, så sker det uden for Danmarks grænser.

Kan det være landskabet? Kan det være, at Danmark simpelthen er
for kedeligt at cykle rundt i?

Bjerge ikke påkrævet
Selvfølgelig er det begrænset, hvor meget man får testet sine
klatreevner i det danske terræn. Men flere af de ovennævnte løb i
vore nabolande har ikke specielt kuperede ruter og klarer sig altså
godt alligevel. Og man kan vel argumentere for, at kuperede ruter
skræmmer lige så mange motionister væk, som de tiltrækker.

På profsiden kan jeg heller ikke se, at der er nogen
terrænmæssige forhold, der kan blokere for, at Danmark får et
rigtig stort éndagscykelløb. Holland er f.eks. også et fladt land,
men helt i syd er der et bakkelandskab, hvor man har placeret
klassikerløbet Amstel Gold Race. Man kan ganske nemt lægge en rute
i Danmark, som er lige så krævende som Amstel Gold Race. Alligevel
kan man konstatere, at vi i Danmark har svært ved blot at stable et
enkelt årligt tilbagevendende éndagsløb i UCI-regi på benene.

Men hvorfor går det bedre i Norge?

En artikel på TV2 Norges site prøver at forklare det med
cyklingens træningsmæssige fordele, en generel motionsbølge og
store, motiverende arrangementer à la de førnævnte.

http://www.tv2.no/sporty/sykling/derfor-fortsetter-den-norske-sykkelboomen-3751553.html

Men selvom det måske kan virke selvsmagende, så peges der i
artiklen også på TV2 Norge selv.

Tv som fyrtårn
“TV 2 har hjulpet. De har vært et fyrtårn ved å sende sykkelsport på tv,” citeres en leder fra en større specialbutikskæde for.

Og man kommer ikke udenom, at medierne
i Norge gør meget mere ud af dækningen af nationale
sportsbegivenheder, herunder også cykelløb. De norske mesterskaber
i landevejscykling transmitteres direkte på landsdækkende tv, mens
man i Danmark først i de sidste par år er begyndt at sende fra
DM via streaming på nettet. Det er også velkendt, at det store
danske etapeløb Post Danmark Rundt kun vises i tv som sammenklip om
aftenen.

De store medier kan – som det siges i
artiklen – være et fyrtårn. Det er igennem den brede og
kompromisløse eksponering, at en begivenhed eller aktivitet for
alvor får fat. For mig at se er det her, man skal sætte ind, hvis
man vil følge med udviklingen herhjemme.

Fælles indsats – nu
Ansvaret ligger to steder. Dels hos de
arrangerende, hvilket i sidste instans vil sige Danmarks Cykle Union.
De skal evne at skabe eksponering, men selvfølgelig også lokke
sponsorer til.

Og dels ligger ansvaret hos medierne. De må indse, at
de selv har en indflydelse på, hvordan en sport udvikler sig. Jeg
oplever, at de er ret defensive og holder sig til gamle travere som
fodbold og håndbold. Det er en fejl.

Et tættere samarbejde mellem
cykelsporten og de store medier er en betingelse for videre udvikling
af sporten i Danmark. Ellers risikerer vi at miste følingen med
hovedfeltet. Det er nu, mens cykelsporten har medvind, at de afgørende ryk skal laves.

Her er min (ganske uvidenskabelige) rangliste over de vesteuropæiske lande, der opnår bedst eksponering af sporten – med særlig vægt på, om landene har store internationale årlig tilbagevendende cykelløb:

1. Frankrig

2. Belgien

3. Italien

4. Spanien

5. Holland

6. Schweiz

7. Tyskland

8. England

9. Østrig

10. Norge

11. Luxembourg

12. Danmark

13. Portugal

14. Irland

15. Sverige

Her har jeg endda været flink mod Danmark. Irland Rundt blev transmitteret på Eurosport, hvilket er mere, end hvad
der er sket for et dansk løb, hvis vi ser bort fra Giro’en og VM. I
Sverige er der som sagt motionscykelløb, der er en del større end
de danske.

/Jacob

Da Danskebjerge.dk kom forbi Sparresholm her til aften, røg det stadig fra hovedbygningen. Som det ses på billedet, er hele tagkonstruktionen borte, og faktisk er det næsten kun ydermurene, der står tilbage.

Det er Sjællands højest beliggende herregård, som dermed er forvandlet til en rygende ruinhob.

Hovedbygningen ligger i udkanten af en skov i en højde af 102 meter over havet. Der er ikke tale om en enkeltstående bakketop, men om et større plateau, der befinder sig i området syd og sydvest for den sydsjællandske by Rønnede. (Jeg har endda set plateauet opkaldt efter netop Sparresholm, hvilket nok hænger sammen med, at herregården er et af de få markante navngivne steder i området.)

Ca. fem kilometer længere mod øst finder man Sjællands højeste naturlige punkt, Kobanke (123 moh.), og det er imellem de to lokaliteter, at plateauets terræn ligger højest (100-120 moh.).

Sparresholms hovedbygning blev bygget tilbage i 1609, altså for over 400 år siden, og er opført i renæssancestil. Godsets øvrige bygninger har overlevet branden, og der var heller ingen dyr eller mennesker, der kom noget til. Men sørgeligt er det. Man mener, at et lynnedslag har forårsaget branden.

Andre højt beliggende herregårde og godser på Sjælland:

– Rågegård, Sydsjælland (ca. 99 moh.)
– Skjoldenæsholm, Midtsjælland (ca. 79 moh.)
– Kattrup, Nordvestsjælland (ca. 72 moh.)
– Nørager, Vestsjælland (ca. 60 moh.)
– Idagård, Vestsjælland (ca. 60 moh.)

/Jacob

Jeg følte behov for lige at præcisere, hvad det egentlig vil sige, når man taler om “højeste punkter” i Danmark.

Foråret 2013 bød nemlig igen på en del medieomtale af Danmarks højeste punkter i Søhøjlandet. Det skyldes for det første, at det blev vedtaget at betegne hele området med Møllehøj, Ejer Bavnehøj, Yding Skovhøj m.fl. som “Ejer Bjerge”. Og for det andet blev stedet udråbt som officiel national seværdighed.

I forbindelse med omtalen blev der bragt oversigter over de højeste punkter i Danmark. Det er jo altid rart med nogle ranglister, men hvis man går disse efter i sømmene, vil man opdage, at der er forskelle på dem.

Kigger man på Wikipedia, møder man den “gammeldags” opgørelsesform. Her tager man stort set revl og krat med, og så længe man her har at gøre med en top i en eller anden forstand, så berettiger det til en plads på listen:

http://da.wikipedia.org/wiki/Danmarks_fem_h%C3%B8jeste_punkter

Dette betyder så bare, at alle de højeste punkter er lokaliseret inden for et par kilometers afstand, og det er efter min mening ret uinteressant. Hvis man brugte samme metode, når man skulle rangordne højderne på alverdens bjergtinder, så ville det også blive en kedelig oversigt, for området omkring Mount Everest ville løbe med det hele i kraft af de mange større og mindre klippefremspring, der findes på de højt beliggende Himalaya-bjerge.

Derfor må det være rimeligt at bruge en sorteringsmetode.

Danskebjerge.dk har valgt at indføre et princip, der sikrer større geografisk spredning. Det går i al sin enkelhed ud på, at der skal være mindst to kilometers afstand til en højere liggende top, hvis en top skal tælles med. Denne metode gør, at en national rangliste over højdepunkter har en vis geografisk spredning – godt nok stadig med jysk dominans, men det er mere afbalanceret øverst i tabellen.

Metodens simplicitet kan selvfølgelig diskuteres. Og der findes faktisk en fremgangsmåde, som i princippet er bedre fagligt funderet. Den består i, at man inddrager højdeforskellen imellem toppene og definerer et mål for, hvor stort et terrænfald der skal til, før end to toppe kan betegnes som selvstændige.

Eksemplificeret: Grænsen for terrænfald sætter man til 30 meter. De to toppe A og B når op i en højde af hhv. 160 og 150 meter over havet. Fordi der imellem dem er en dal, hvis bund ligger 110 meter over havet – altså mere end de 30 meter i højdeforskel -, kan begge toppe indgå i ranglisten. Hvis højdeforskellen til dalen havde været under 30 meter, ville kun den 160 meter høje top indgå.

Det vil imidlertid være ret kompliceret at lave sådanne opmålinger og udregninger. Det kræver frem for alt mange timers granskning af højdekort. Danskebjerge.dk vil med stor interesse følge et sådant arbejde, hvis nogen skulle finde på at kaste sig ud i det. Men to kilometer-princippet giver efter min vurdering nogenlunde samme resultat og er altså også noget enklere.

Den norske forfatter Roger Pihl har i sin bog “Guide til Danmarks bjerge” lavet en liste, der i sin endelig udformning minder en del om Danskebjerge.dk’s. Hans tilgang er, 1.) at toppene skal have et egennavn, 2.) at de ikke må være “samlet i den umiddelbare nærhed”, og 3.) at der skal være “et vist fald” imellem dem. Med andre ord er det en pragmatisk kombination af Danskebjerge.dk’s tilgang (med geografisk spredning) og det beskrevne princip om terrænfald. Samtidig understreger Pihl dog opgørelsesformens begrænsninger.

En anden begrænsning, som kan peges på, er, at Kort- og Matrikelstyrelsens opmålinger, som er grundlaget for ranglisten, gælder jordpunkter. Det vil sige, at der ikke nødvendigvis er tale om punkter, som er naturlige terrænpunkter. Dette forårsager en lille skævhed, for Møllehøj, Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj er målt op af geologer, som i de to sidstnævntes tilfælde har trukket højden af de to toppes gravhøje fra i regnestykket. Det er ikke sket i ret mange andre tilfælde. Tager man således Pihls ottendeplads, Ottehøje (sic!), så inkluderer denne højde en gravhøj. Fratrukket gravhøjen ryger Ottehøje nogle trin ned på stigen. På Danskebjerge.dk’s Top 20 er Ottehøje således nummer 11.

Med andre ord: Danmarks højeste punkter er ikke éntydige størrelser, selvom det i første omgang kan virke sådan, når man ser det hele opgjort i mål og tal. Måden, som punkterne er opgjort på, er med til at afgøre, hvordan de optræder på listerne. Og det er vel i virkeligheden det vigtigste at være opmærksom på: at ranglisterne skal tages med forbehold.

Vær derfor også varsom med at kombinere de forskellige lister, hvis det skulle blive aktuelt at gengive dem.

/Jacob

Forleden var jeg ude på en træningstur, som ret godt illustrerer forskellen på stigninger. En forskel, der ofte diskuteres blandt især motionscyklister.

Undervejs kom jeg nemlig over to bakkestrækninger, der overordnet betragtet havde identiske egenskaber: De var begge 4 kilometer lange, og mellem start- og slutpunktet var der en højdeforskel på lige omkring de 70 meter.

Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 1,75, hvilket jo er relativt beskedent. Men det, jeg vil se på her, er ikke, om stigningerne er svære eller ej. Det skal handle om forskellen på, hvordan de forløber mellem bund og top.

Lad os først kaste et blik på den stigende strækning, der ligger på Landevejen fra Næstved i retning mod Rønnede, og hvor stigningen slutter ved en p-plads i 113 moh. (en af Sjællands højest beliggende større veje).

Den stiplede linje er indføjet for at tydeliggøre tendensen i stigningens profil. Man ser, at terrænet stiger jævnt, idet den stiplede linje ligger ret tæt op ad stigningens forløb hele vejen fra bund til top.

Anderledes er det med strækningen Gisselfeldvej-Denderupvej få kilometer derfra:

Her er der store udsving i profilen, hvilket jo udtrykker, at stigningen er meget uregelmæssig. Ud over de stigende passager er der passager med fladt terræn, og to steder er der egentlige fald i terrænet. Disse ikke-stigende partier skal så modvirkes af øget stejlhed på de skrånende partier, og hvis man tæller højdemeterne op, vil det samlede antal højdemeter på strækningen blive større end på Landevejen, hvor terrænet steg støt og roligt hele vejen.

Bakkeforløb ses på tempoet
Forskellen i bakkernes forløb afspejles også i min fart (de blå kurver). Fart er godt nok et noget luftigt parameter, for den afhænger jo også af alle mulige ting end vejens forløb. Men jeg mener faktisk, at hastigheden i dette tilfælde er illustrativ for, hvordan man som cyklist påvirkes af bakkernes forskellige profiler.

På den konstante stigning på Landevejen ligger min fart tilsvarende konstant. Den øges, når stigningsprocenterne falder lidt, men forskellene er ikke så markante.

På den stærkt varierende Gisselfeld-stigning bevæger farten sig derimod meget mere op og ned. Det samme gør i øvrigt min puls, som dog ikke er vist på de to grafikudsnit.

Denne forskel er på ingen måde overraskende, men det sandsynliggør dog, at det i praksis tærer mere på rytterens kræfter, hvis den stigning, han kører på, har et puklet forløb, frem for hvis den er konstant.

Spørgsmålet er så, om den beskrevne forskel på stigningernes forløb kan opgøres matematisk?

Kunsten at beregne bakker
Det er ikke noget, der er fremherskende, må man konstatere.

Den altdominerende måde at opgøre stigningers karakterstika på er ved at måle længde og højdeforskel og ud fra de to faktorer beregne den gennemsnitlige stigningsprocent. Det er sådan, man f.eks. gør i Tour de France og de andre store etapeløb. Ja, jeg har faktisk aldrig set et cykelløb, hvor man har brugt et andet princip.

Stigningsdatabasen Salite.ch har dog forsøgt sig med en lidt avanceret formel, der gav stigninger med særligt stejle partier en hel del ekstra point på sværhedsgradsskalaen. Det resulterede imidlertid i visse åbenlyse skævheder, hvor små “mure” scorede højere end bjergveje med masser af serpentinersving.

Herhjemme har Climbs.dk fra starten haft den praksis at tælle højdemeterne med i udregningen af den gennemsnitlige stigningsprocent. Igen skal man se det som et forsøg på at indkalkulere den formodede forøgelse af sværhedsgraden, der opstår, når en stigning har et varieret forløb. I tilfældet med Gisselfeldvej-Denderupvej vil det betyde, at stigningen får yderligere 20 højdemeter, og den gennemsnitlige stigningsprocent kommer op på over 2.

Problematiske modeller
Jeg synes, det er interessant med sådanne forsøg på at beskrive stigninger nøjere. Men jeg savner stadig en overbevisende model. Salite.ch’s tilgang har som sagt det problem, at det ikke er afstemt med realiteterne, og samtidig er der den ulempe, at det kræver ret gode data, før modellen overhovedet kan bruges.

Climbs.dk’s princip med akkumulerede højdemeter er heller ikke den perfekte løsning. For det første mener jeg grundlæggende, at et gennemsnit skal være renset for mellemregninger. Ellers er det ikke et rigtigt gennemsnit!

For det andet har modellen det problem, at den kun delvist tager højde for varierende stigningers egenskaber. Hvis en stigning har fald undervejs, føjes der ekstra højdemeter til stigningens størrelse, fordi disse højdemeter så at sige skal indhentes på den efterfølgende stigende delstrækning. Fint nok. Men det sker til gengæld ikke, hvis bakkens uregelmæssighed kun består af en blanding af flade og stigende partier. Det virker lidt ulogisk. Så meget sværere bliver en bakke vel ikke af, at det går nedad undervejs?

Et tredje kritikpunkt er, at der er en god portion psykologi og smag og behag over oplevelsen af en stigning. Der står jo ikke skrevet i nogen bøger, at man SKAL skifte fart og pulsniveau, blot fordi stigningen er ujævn. Man kunne jo også prøve at tilpasse sine anstrengelser til det varierende terræn? Og så er det vel heller ikke altid, at et sådant terræn er “værst”. En stigning, der er lang og sej og bare bliver ved og ved med en konstant hældning, kan også være en prøvelse. Nogle vil måske endda synes, dette er mere udmarvende, end en stigning, hvor der “sker” noget undervejs.

Back to basics
Alt dette bringer os sådan set blot tilbage til udgangspunktet: En bakke kan beskrives udmærket alene ud fra bund- og toppunktets horisontale og vertikale placering i forhold til hinanden, evt. suppleret med en angivelse af den maksimale stigningsprocent. Og så kan det meget vel være, at to bakker opleves som væsentligt forskellige, selvom tallene siger, at de er ens. Men hey, sådan er der så meget. En stigning med god asfalt er jo også nemmere at køre opad på end en stigning, hvor vejen er fyldt med buler og huller. Antallet af parametre er vel nærmeste endeløse, hvis først man gik i gang.

Modeller er gode, men jeg savner stadig at se én, der overbeviser.

Hvis en bakke skal beskrives i detaljer, findes der dog en metode, der er ganske træfsikker: prøv at cykle op ad den selv!

/Jacob

Når de bedste danske landevejsryttere skal udkæmpe kampen om årets DM-medaljer i dagene 20.-23. juni, så bliver det på en forholdsvis flad rute i og omkring den sydsjællandske by Vordingborg.

Én længere stigning er der dog. Den kan vi passende kalde Rynkebjerg, for det er navnet på den vej, som stigningen ligger på.

Rynkebjerg starter, når man svinger til højre fra Kohavevej og nærmer sig den lille by Ørslev et par kilometer nordøst for Vordingborg. I krydset ligger terrænet i en højde af 7 meter over havet. Når man kommer frem til selve Ørslev en kilometers penge længere fremme, flader terrænet ud igen, men det sker så gradvist, at det er svært at sige, præcist hvor bakken slutter.

Danskebjerge.dk vurderer, at 45,5 moh. er en rimelig angivelse af stigningens top. Det vil sige, at stigningen over sine 1180 meter stiger med 38,5 højdemeter, svarende til en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,3%.

Se Rynkebjerg på kort her.

Det kunne faktisk have været sportsligt interessant at lægge målstregen på toppen af denne stigning. Men målet har arrangørerne altså placeret nede i Vordingborg by, hvilket der jo også kan være gode grunde til.

Området omkring Ørslev er præget af en langstrakt skråning ned mod den lavtliggende Ørslev Mose. Dette landskab lægger grunden til en håndfuld asfalterede stigninger på 20-40 højdemeter, deriblandt også hovedgaden i Ørslev, der har nogenlunde samme top som Rynkebjerg, og som har en lignende profil.

/Jacob

Et af de mere spektakulære danske motionsløb blev afviklet i dag. Det er Kalkmineløbet, som for en dels vedkommende foregår nede i Mønsted Kalkgruber.

Gruberne er miner, hvorfra man udgravede kalk, men nu er de en turistattraktion – og altså en del af det årlige store motionsløb, der tiltrækker op mod 2000 løbere. Og endnu flere ville formentlig have deltaget, hvis ikke der havde været udsolgt for længst.

Ud over selve oplevelsen af at løbe inde i en mine er der også en del højdemeter på ruten. Omkring 480, hvis man vælger maratondistancen. I selve minen når man ét sted ca. 40 meter ned under jordoverfladen.

Danskebjerge.dk har lavet denne lille film fra dagens løb – optagelserne har Mads Isberg stået for:

Glimt fra Kalkmineløb 9. maj 2013

Bemærk hjelmene, som løberne bærer. Gangene er trange, og man kan nemt slå sig. Mads har dog valgt at klare sig uden…

Se også:

http://www.kalkminelob.dk/

http://danskebjerge.dk/bjergloeb2.htm

Løbets 2012-udgave fik flot anmeldelse:

http://www.motionslob.dk/testteam/kalkminel%C3%B8b-2012

/Jacob

Bjergløb i solskin er godt. Men tåge har nu også sin charme. Som nu i dag, hvor der blev afholdt Hedelands Bjergløb i området omkring Sjællands største skicenter.

Løbets højdepunkt, i hvert fald når man tæller meter over havet, er Skibakken. Det er egentlig bare en stor grusbunke, som er blevet skrabet sammen med tanke på rekreative formål. Men i formiddagstågen ligner bakken virkelig et bjerg. Man kan nemlig ikke se toppen. Den forsvinder i skyerne. Ligesom man kender det fra Alperne og de norske fjelde.

På ruten møder man stigningen omkring kilometer 8. Det vil f.eks. sige, at hvis man – som undertegnede i dag – løber halvmaraton, så møder man stigningen anden gang ved kilometer 18, omkring 2½ kilometer fra mål. En giftig placering!

Den bestiges fra nord, hvor der er 38 højdemeter til toppen (den stiger i snit 12,7% over 300 meter). Tidligere kom man til bakken fra vest (28 højdemeter over 140 meter), men det blev lavet om for et par år siden, sådan at man nu starter opstigningen fra et lavere punkt – og dermed får lov at lide endnu mere.

(Se stigningerne på kort her.)

Skibakken er dog langt fra den eneste stigning på ruten, og som en af mine meddeltagere konstaterede i dag, er Hedelands Bjergløb nok ikke et løb, hvor man sætter personlige rekorder. Det forhindrer de mange bakker. Men også snævre, mudrede stier og en række stejle fald tvinger dig ned i tempo.

Hedelands Bjergløb er et traditionsrigt løb, og det mærkes bl.a. ved, at der er god afmærkning og en fin repræsentation af levende vejvisere rundt omkring på ruten. Det gør det lidt nemmere at koncentrere kræfterne om de tågeindhyllede bjergtoppe.

Løberen på billedet ovenfor er i øvrigt Annette Fredskov. Hun er i gang med et projekt, hvor hun løber en maraton om dagen. Ja, om dagen. På det tidspunkt, hvor billedet blev taget, var Annette på vej op ad Skibakken for anden gang ud af fire. Tågen er lettet en smule, for man kan faktisk ane liftanlægget.

/Jacob

Med Amstel Gold Race lige om hjørnet gled mine tanker tilbage til dengang i 2011, hvor jeg prøvede kræfter med løbet.

Det var selvfølgelig bare motionsudgaven, men 150 kilometer midt i april er temmelig langt, især hvis man som jeg stort set ikke cykler i vinterhalvåret.

Men distance er jo så langt fra det eneste parameter, der beskriver en rutes sværhedsgrad. Og når det gælder Amstel Gold Race, så er antallet af stigninger helt centralt. Tag bare et kig på mine gps-data fra løbet (ovenfor – eller i større udgave her).

Stigninger der tærer
Kurverne viser den sidste halvdel af løbet – godt og vel. Hvis man alene tager stigninger på over 40 højdemeter, så er der 13 af dem på løbets sidste 80 kilometer. Det er noget af det, der måske er allermest karakteristisk ved Amstel: De hyppige stigninger.

De største af dem ligger mellem kilometer 80 og 105. Her mødte jeg først Camerig, som ganske vist kun stiger med 3,8 procent i snit, men det er over en strækning på 4300 meter. Den tærer på kræfterne hos en motionist, og man er endda kun knap halvvejs.

Camerig fulgtes af stigningerne Gemmenich og Drielandenpunt. De er lidt mindre, men har dog til sammen ca. 200 yderligere højdemeter.

Det er ikke her, at profløbet afgøres. Dertil ligger stigningerne for langt fra mål, og de er heller ikke stejle nok til at være oplagte afsæt til udbrud. Men hvis der køres til, kan denne sektion have en klart udmattende funktion. For en motionist har de i hvert fald!

Stejlt mod slutningen
Efter turen i “højlandet” kommer man ned i et terræn, hvor det går mere op og ned – ligesom fx i området omkring Vejle. Stigningerne når ikke over 80 højdemeter, men de er til gengæld forholdsvis stejle.

Stejlest er Keutenberg: 9,4% i snit over 700 meter. Det er en motionistdræberbakke. Den ligger sent i løbet og er med rette den mest frygtede. Jeg havde en gut ved siden af mig, der kiksede et gearskifte, netop som det begyndte at blive stejlt. Han måtte vist helt af cyklen, men hvad der ellers skete for ham, havde jeg ikke overskud til at følge med i, da jeg selv var hunderæd for også at måtte stige af, hvis lårene ikke magtede de himmelhøje stigningsprocenter. Som man kan se på min pulskurve, nåede jeg på Keutenberg op på 91% af makspulsen (det er den spids, man ser på pulskurven ud for kilometer 140). 91% er virkelig meget, når man tager i betragtning, at jeg på det her sene tidspunkt var helt fladmast af udmattelse.

Til sammenligning er den afsluttende Cauberg noget nemmere at tale med. Men jeg må indrømme, at jeg tog den i et stabilt, lavt gear. Der var absolut ikke kræfter til en Philippe Gilbert-agtig afslutning.

Pulsen hopper og danser
Hvis man ser på pulskurven for hele turen, må man konstatere, at deltagelse i Amstel Gold Race er at sammenligne med et intervalløb – bare et utroligt langt ét af slagsen. Pulsen kører op og ned i takt med stigningerne, og selvom det samlede antal højdemeter på godt 1800 højdemeter kun svarer til ca. 1½ gang Alpe d’Huez – for motionsløbets vedkommende -, så skal der altså lægges en del oven i sværhedsgraden, netop fordi det er så ekstremt varieret en rute.

De professionelles rute afviger lidt fra motionsløbets, og der kan forekomme ændringer fra år til år. Men faktisk er det bakkeområde, som løbet køres i, ikke så stort endda. Så det er de samme stigninger, man møder, blot kombineret forskelligt og med gentagende sløjfer hos profferne.

Nyt syn på Amstel
Jeg må indrømme, at jeg tidligere betragtede Amstel Gold Race som en slags andenrangsklassiker, og det hang især sammen med, at stigningerne ikke var nær så hypede som dem, der er i fx Flandern Rundt og Liège-Bastogne-Liège. Og som dansker fik man på en måde den opfattelse bekræftet, da Bjarne Riis stak af fra feltet på flad vej og vandt 1997-udgaven af Amstel.

Men for motionistben er og bliver Amstel Gold Race en barsk udfordring. Det er ikke et “overlevelsesløb” som fx Paris-Roubaix eller La Marmotte. Men hvis man kender Grejsdalsløbet i Vejle og lægger 10% oven i sværhedsgraden, så nærmer vi os. Hele løbet køres på asfalt, og ingen af stigningerne kan kategoriseres som egentlige bjerge. Det er på den led et konventionelt løb, men altså med en klar overhyppighed af stigninger.

Mere info her: http://en.wikipedia.org/wiki/Amstel_Gold_Race

/Jacob