Bjergløb i solskin er godt. Men tåge har nu også sin charme. Som nu i dag, hvor der blev afholdt Hedelands Bjergløb i området omkring Sjællands største skicenter.

Løbets højdepunkt, i hvert fald når man tæller meter over havet, er Skibakken. Det er egentlig bare en stor grusbunke, som er blevet skrabet sammen med tanke på rekreative formål. Men i formiddagstågen ligner bakken virkelig et bjerg. Man kan nemlig ikke se toppen. Den forsvinder i skyerne. Ligesom man kender det fra Alperne og de norske fjelde.

På ruten møder man stigningen omkring kilometer 8. Det vil f.eks. sige, at hvis man – som undertegnede i dag – løber halvmaraton, så møder man stigningen anden gang ved kilometer 18, omkring 2½ kilometer fra mål. En giftig placering!

Den bestiges fra nord, hvor der er 38 højdemeter til toppen (den stiger i snit 12,7% over 300 meter). Tidligere kom man til bakken fra vest (28 højdemeter over 140 meter), men det blev lavet om for et par år siden, sådan at man nu starter opstigningen fra et lavere punkt – og dermed får lov at lide endnu mere.

(Se stigningerne på kort her.)

Skibakken er dog langt fra den eneste stigning på ruten, og som en af mine meddeltagere konstaterede i dag, er Hedelands Bjergløb nok ikke et løb, hvor man sætter personlige rekorder. Det forhindrer de mange bakker. Men også snævre, mudrede stier og en række stejle fald tvinger dig ned i tempo.

Hedelands Bjergløb er et traditionsrigt løb, og det mærkes bl.a. ved, at der er god afmærkning og en fin repræsentation af levende vejvisere rundt omkring på ruten. Det gør det lidt nemmere at koncentrere kræfterne om de tågeindhyllede bjergtoppe.

Løberen på billedet ovenfor er i øvrigt Annette Fredskov. Hun er i gang med et projekt, hvor hun løber en maraton om dagen. Ja, om dagen. På det tidspunkt, hvor billedet blev taget, var Annette på vej op ad Skibakken for anden gang ud af fire. Tågen er lettet en smule, for man kan faktisk ane liftanlægget.

/Jacob