Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!

Danske bjergløbere går under jorden

Løb & ruter Posted on Thu, May 09, 2013 22:22:11

Et af de mere spektakulære danske motionsløb blev afviklet i dag. Det er Kalkmineløbet, som for en dels vedkommende foregår nede i Mønsted Kalkgruber.

Gruberne er miner, hvorfra man udgravede kalk, men nu er de en turistattraktion – og altså en del af det årlige store motionsløb, der tiltrækker op mod 2000 løbere. Og endnu flere ville formentlig have deltaget, hvis ikke der havde været udsolgt for længst.

Ud over selve oplevelsen af at løbe inde i en mine er der også en del højdemeter på ruten. Omkring 480, hvis man vælger maratondistancen. I selve minen når man ét sted ca. 40 meter ned under jordoverfladen.

Danskebjerge.dk har lavet denne lille film fra dagens løb – optagelserne har Mads Isberg stået for:

Glimt fra Kalkmineløb 9. maj 2013

Bemærk hjelmene, som løberne bærer. Gangene er trange, og man kan nemt slå sig. Mads har dog valgt at klare sig uden…

Se også:

http://www.kalkminelob.dk/

http://danskebjerge.dk/bjergloeb2.htm

Løbets 2012-udgave fik flot anmeldelse:

http://www.motionslob.dk/testteam/kalkminel%C3%B8b-2012

/Jacob



Når skyerne skjuler bjergtoppene

Løb & ruter Posted on Sun, April 14, 2013 14:47:11

Bjergløb i solskin er godt. Men tåge har nu også sin charme. Som nu i dag, hvor der blev afholdt Hedelands Bjergløb i området omkring Sjællands største skicenter.

Løbets højdepunkt, i hvert fald når man tæller meter over havet, er Skibakken. Det er egentlig bare en stor grusbunke, som er blevet skrabet sammen med tanke på rekreative formål. Men i formiddagstågen ligner bakken virkelig et bjerg. Man kan nemlig ikke se toppen. Den forsvinder i skyerne. Ligesom man kender det fra Alperne og de norske fjelde.

På ruten møder man stigningen omkring kilometer 8. Det vil f.eks. sige, at hvis man – som undertegnede i dag – løber halvmaraton, så møder man stigningen anden gang ved kilometer 18, omkring 2½ kilometer fra mål. En giftig placering!

Den bestiges fra nord, hvor der er 38 højdemeter til toppen (den stiger i snit 12,7% over 300 meter). Tidligere kom man til bakken fra vest (28 højdemeter over 140 meter), men det blev lavet om for et par år siden, sådan at man nu starter opstigningen fra et lavere punkt – og dermed får lov at lide endnu mere.

(Se stigningerne på kort her.)

Skibakken er dog langt fra den eneste stigning på ruten, og som en af mine meddeltagere konstaterede i dag, er Hedelands Bjergløb nok ikke et løb, hvor man sætter personlige rekorder. Det forhindrer de mange bakker. Men også snævre, mudrede stier og en række stejle fald tvinger dig ned i tempo.

Hedelands Bjergløb er et traditionsrigt løb, og det mærkes bl.a. ved, at der er god afmærkning og en fin repræsentation af levende vejvisere rundt omkring på ruten. Det gør det lidt nemmere at koncentrere kræfterne om de tågeindhyllede bjergtoppe.

Løberen på billedet ovenfor er i øvrigt Annette Fredskov. Hun er i gang med et projekt, hvor hun løber en maraton om dagen. Ja, om dagen. På det tidspunkt, hvor billedet blev taget, var Annette på vej op ad Skibakken for anden gang ud af fire. Tågen er lettet en smule, for man kan faktisk ane liftanlægget.

/Jacob



Ardennerklassiker i en dansk motionists optik

Løb & ruter Posted on Sat, April 13, 2013 16:44:56

Med Amstel Gold Race lige om hjørnet gled mine tanker tilbage til dengang i 2011, hvor jeg prøvede kræfter med løbet.

Det var selvfølgelig bare motionsudgaven, men 150 kilometer midt i april er temmelig langt, især hvis man som jeg stort set ikke cykler i vinterhalvåret.

Men distance er jo så langt fra det eneste parameter, der beskriver en rutes sværhedsgrad. Og når det gælder Amstel Gold Race, så er antallet af stigninger helt centralt. Tag bare et kig på mine gps-data fra løbet (ovenfor – eller i større udgave her).

Stigninger der tærer
Kurverne viser den sidste halvdel af løbet – godt og vel. Hvis man alene tager stigninger på over 40 højdemeter, så er der 13 af dem på løbets sidste 80 kilometer. Det er noget af det, der måske er allermest karakteristisk ved Amstel: De hyppige stigninger.

De største af dem ligger mellem kilometer 80 og 105. Her mødte jeg først Camerig, som ganske vist kun stiger med 3,8 procent i snit, men det er over en strækning på 4300 meter. Den tærer på kræfterne hos en motionist, og man er endda kun knap halvvejs.

Camerig fulgtes af stigningerne Gemmenich og Drielandenpunt. De er lidt mindre, men har dog til sammen ca. 200 yderligere højdemeter.

Det er ikke her, at profløbet afgøres. Dertil ligger stigningerne for langt fra mål, og de er heller ikke stejle nok til at være oplagte afsæt til udbrud. Men hvis der køres til, kan denne sektion have en klart udmattende funktion. For en motionist har de i hvert fald!

Stejlt mod slutningen
Efter turen i “højlandet” kommer man ned i et terræn, hvor det går mere op og ned – ligesom fx i området omkring Vejle. Stigningerne når ikke over 80 højdemeter, men de er til gengæld forholdsvis stejle.

Stejlest er Keutenberg: 9,4% i snit over 700 meter. Det er en motionistdræberbakke. Den ligger sent i løbet og er med rette den mest frygtede. Jeg havde en gut ved siden af mig, der kiksede et gearskifte, netop som det begyndte at blive stejlt. Han måtte vist helt af cyklen, men hvad der ellers skete for ham, havde jeg ikke overskud til at følge med i, da jeg selv var hunderæd for også at måtte stige af, hvis lårene ikke magtede de himmelhøje stigningsprocenter. Som man kan se på min pulskurve, nåede jeg på Keutenberg op på 91% af makspulsen (det er den spids, man ser på pulskurven ud for kilometer 140). 91% er virkelig meget, når man tager i betragtning, at jeg på det her sene tidspunkt var helt fladmast af udmattelse.

Til sammenligning er den afsluttende Cauberg noget nemmere at tale med. Men jeg må indrømme, at jeg tog den i et stabilt, lavt gear. Der var absolut ikke kræfter til en Philippe Gilbert-agtig afslutning.

Pulsen hopper og danser
Hvis man ser på pulskurven for hele turen, må man konstatere, at deltagelse i Amstel Gold Race er at sammenligne med et intervalløb – bare et utroligt langt ét af slagsen. Pulsen kører op og ned i takt med stigningerne, og selvom det samlede antal højdemeter på godt 1800 højdemeter kun svarer til ca. 1½ gang Alpe d’Huez – for motionsløbets vedkommende -, så skal der altså lægges en del oven i sværhedsgraden, netop fordi det er så ekstremt varieret en rute.

De professionelles rute afviger lidt fra motionsløbets, og der kan forekomme ændringer fra år til år. Men faktisk er det bakkeområde, som løbet køres i, ikke så stort endda. Så det er de samme stigninger, man møder, blot kombineret forskelligt og med gentagende sløjfer hos profferne.

Nyt syn på Amstel
Jeg må indrømme, at jeg tidligere betragtede Amstel Gold Race som en slags andenrangsklassiker, og det hang især sammen med, at stigningerne ikke var nær så hypede som dem, der er i fx Flandern Rundt og Liège-Bastogne-Liège. Og som dansker fik man på en måde den opfattelse bekræftet, da Bjarne Riis stak af fra feltet på flad vej og vandt 1997-udgaven af Amstel.

Men for motionistben er og bliver Amstel Gold Race en barsk udfordring. Det er ikke et “overlevelsesløb” som fx Paris-Roubaix eller La Marmotte. Men hvis man kender Grejsdalsløbet i Vejle og lægger 10% oven i sværhedsgraden, så nærmer vi os. Hele løbet køres på asfalt, og ingen af stigningerne kan kategoriseres som egentlige bjerge. Det er på den led et konventionelt løb, men altså med en klar overhyppighed af stigninger.

Mere info her: http://en.wikipedia.org/wiki/Amstel_Gold_Race

/Jacob



Kuperet halvø får besøgscenter

Bakkesnak Posted on Sat, April 13, 2013 02:34:30

Den kuperede halvø Røsnæs, der stikker ud af det nordvestlige hjørne af Sjælland, får nu et nyt besøgscenter.

Det er et besøgscenter, der har fokus på Den Kolde Krig, skriver avisen Sjællandske.

Røsnæs ligger nemlig centralt placeret ved Kattegat og Storebælt, og de danske farvande var af stor interesse for Warszawapagten, da de havde strategisk betydning, hvis fjendskabet med Vesten skulle udvikle sig til egentlig militær konflikt

Men allerede under Anden Verdenskrig var Røsnæs blevet forberedt på krig. Den tyske besættelsesmagt frygtede et allieret angreb via Skagerrak og etablerede derfor bunkeranlæg med kanoner oppe på bakketoppen Vågehøj, der rager 56 meter op over havet.

Efter krigen blev Vågehøjs radar et vigtigt led i overvågningen af de centrale danske farvande.

Mere her:

http://www.visitdenmark.dk/da/tellus-product/617693

Og her:

http://www.sn.dk/Kalundborg/Roesnaes-paa-spidsen-af-den-kolde-krig/artikel/266807

/Jacob



Grunden vakler under Maglesø

Maglesø Posted on Thu, March 28, 2013 21:49:38

Her gik man lige og håbede på, at der kunne komme endnu flere stier i det naturskønne område omkring Maglesø.

Nu er der i stedet risiko for, at adgangen til området i stedet bliver kraftigt beskåret.

Den hidtidige ejer af arealerne, erhversmanden Finn Helmer, er nemlig gået konkurs, hvilket betyder, at der snart kommer en ny ejer. Og det kan være dårligt nyt for de ‘Sjællandske Alper’ og for naturelskere.

Se f.eks.: http://www.tv2east.dk/video/2013-03-18/usikker-fremtid

Finn Helmer har investeret egne penge i at udvikle stedet som et attraktivt naturområde for offentligheden. Men det er langt fra sikkert, at en ny ejer vil have samme interesse. Tværtimod kan man meget vel forestille sig, at vedkommende vil søge at indrette området som sit eget lille paradis. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening kan man også frygte, at det vil blive indrettet til jagt.

Danskebjerge.dk mener, at der skal tages skridt til at sikre fremtiden for Maglesø. Det kan ikke være sådan, at en så unik lokalitet skal være omgærdet af så stor usikkerhed.

Det er flot, hvad Finn Helmer har gjort, men i bund og grund bør det være en samfundsopgave at passe på dette sted. Og det er ikke nødvendigvis det samme, som at der skal en masse skattekroner på bordet. Tag f.eks. skovene omkring Sorø Søerne, der ligger nogle kilometer syd for Maglesø. De hører under den private fond Sorø Akademis Stiftelse – en traditionsrig, velfunderet organisation, der helt grundlæggende er bygget op omkring samfundsgavnlige aktiviteter. Det er den slags ejere, der kan give Danmarks vigtigste og smukkeste naturområder et trygt fundament.

Men der skal handles hurtigt i den aktuelle sag. For så snart en rig egoist har sat sig på Maglesø, bliver det en krig at få ham ud derfra igen.

Læs mere om Danskebjerge.dk’s syn på kuperede landskaber og beskyttelsen af dem her: http://www.danskebjerge.dk/topolitik1.htm

/Jacob



Sandheden om Kiddesvej – den sidste bastion

Løb & ruter Posted on Wed, March 13, 2013 23:29:52


Så sejrede sandheden til sidst.

Som Danskebjerge.dk har påpeget i årevis, er det ganske enkelt ikke korrekt, når medierne forsyner Kiddesvej i Vejle med en stigningsprocent på 21.

Tallet 21 har været brugt lige siden 2004, hvor Kiddesvej kom med i Post Danmark Rundt. Hvad tallet er baseret på, er uklart. Danskebjerge.dk har blot kunnet konstatere ved adskillige målinger på Kiddesvej, at stigningsprocenten umuligt kan nå der op, med mindre man bruger helt aparte opmålingsmetoder.

Alligevel har Danmarks Cykle Union gang på gang nævnt de 21 procent, når der er blevet sendt pressemeddelelser ud om Post Danmark Rundt. Og så har sportsmedierne troet på det og gentaget det forkerte tal.

I 2012 begyndte der dog at ske noget i sagen. Danskebjerge.dk offentliggjorde en liste over Danmarks stejleste veje, og her lå Kiddesvej forholdsvis langt nede. 19 procent som maksimal stigning rækker nemlig kun til en delt 16. plads i Danmark, og så har vi endda ikke taget blinde veje med.

Den undersøgelse blev fulgt op af bl.a. en rettelse på Ritzau, hvor man reagerede på en henvendelse fra Danskebjerge.dk i forbindelse med fejlbehæftet omtale af Kiddesvej og Post Danmark Rundt. Rettelsen blev sendt ud til hver en afkrog af Danmark, og således blev der i hvert fald sat et meget stort spørgsmålstegn ved de sejlivede 21 procent.

Se: http://iloapp.danskebjerge.dk/blog/blogsbjerg?Home&post=107

Det afholdt dog ikke DCU fra igen forleden at skrive en pressemeddelelse om Kiddesvejs 21 procent. Men det var tilsyneladende en sidste krampetrækning. Forløbet er endnu ikke helt klart, men det står fast, at vejlenseren Troels Vesterlund Nielsen kort efter offentliggjorde en helt frisk måling fra landmålerfirmaet LIFA, hvor stigningsprocenten på de 19 blev bekræftet. Troels Vesterlund Nielsen har i flere år arbejdet for mere fokus på bakkerne omkring Vejle, herunder korrekt information om dem.

Og det var altså tilsyneladende en indsats, der bidrog til, at sandheden om Kiddesvejs stigningsprocent vandt den endelige sejr. Den 12. marts 2013 kl. 8.46 udsendte DCU’s organ CyklingDanmark en artikel med overskriften: “Officielt: Kiddesvej har stigningsprocent på 19”.

Læs hele “berigtigelsen” her: http://www.cyklingdanmark.dk/index.php?p=nyheder/profil.php&id=24955

Nogle vil måske sige, at to procent fra eller til ikke gør den store forskel. Men Danskebjerge.dk’s holdning er, at hvis man gerne vil have den slags detaljer med i markedsføringen af et arrangement, så skal man have styr på fakta.

Det samme gælder i øvrigt en hel del andre løb i Danmark. Der synes at gælde den naturlov, at hvis en stigningsprocent eller et antal højdemeter er angivet forkert af arrangøren, så er det altid til den høje side. Sjovt nok!

Men pas på. I risikerer at Danskebjerge.dk kommer og tjekker! 🙂

/Jacob



Medieinteresse for lavpunkt nåede højdepunkt

Bakkesnak Posted on Sat, March 09, 2013 00:40:01


Der var gang i den i dag.

Medier på Bornholm og Sjælland havde fået øje på Danskebjerge.dk’s historie om Danmarks laveste punkt, og der blev gået til den.

Jeg vil godt knytte nogle kommentarer til den omfattende omtale, der har været, men her er først et udpluk af historier om sagen fra i dag (8/3):

http://www.tv2east.dk/video/2013-03-08/bornholm-truer-lammefjords-rekord
http://tv2bornholm.dk/?newsID=70429
http://tv2bornholm.dk/?newsID=70430
http://tv2bornholm.dk/?newsID=70432
http://tv2bornholm.dk/?newsID=70438

Desuden medvirkede jeg i et direkte radiointerview på P4 Bornholm kl. 17.15. Jeg kan desværre ikke umiddelbart finde dette interview nogen steder.

Det var fantastisk at se, hvor stor interesse der var for sagen. Jeg tillader mig at se det som bevis på, at Danskebjerge.dk tager emner op, som optager folk over en bred front. Og samtidig kan man godt føle en vis stolthed over, at så mange kloge mennesker medvirker i indslag, der er udsprunget direkte af Danskebjerge.dk.

Og så lige et par bemærkninger til nogle ting, der er blevet ytret i løbet af dagen:

1.) Det bliver flere gange sagt, at eksperter hidtil har været enige om, at Lammefjorden med -7,5 meter er Vesteuropas laveste punkt.

Dette udsagn er upræcist på to punkter. For det første er det ikke “eksperter”, der har bestemt Lammefjordens laveste terrænhøjde til -7,5 meter. Det er Danskebjerge.dk, der har gjort det ud fra granskning af digitale kort. I traditionelle leksika står der blot -7 meter. Denne konstatering er faktisk ret relevant, fordi den ekstra halve meter indebærer, at Lammefjorden er Vesteuropas laveste punkt – lavere end punkter i Holland. Ergo er udpegningen af Lammefjorden som Vesteuropas laveste punkt også noget, som Danskebjerge.dk har fastslået – det har “eksperter” ikke.

2.) I tv-indslagene indgår en måling, der tilsyneladende viser en mindre dybde af granitbruddet på Bornholm end angivet hos bl.a. Danskebjerge.dk.

Det er lidt uklart, hvordan den forholdsvis store difference på godt 15 meter kan opstå. Men Geodatastyrelsens kort siger altså -39,5 meter, og disse data er ret pålidelige. Det kan evt. handle om, at vandstanden i bruddet er steget, eksempelvis som resultat af vinterens vejr, og at man derfor må lave målinger længere oppe. Det er også muligt, at vandstanden generelt er steget, siden Geodatastyrelsens data blev indsamlet.

3.) TV 2/Bornholm gravede videre i sagen i løbet af dagen – og det er al ære værd! – , og indhentede bl.a. kommentarer fra professor Henrik Breuning Madsen. Han påpegede, at det laveste punkt i Storebæltstunnelen ligger hele 70 meter under havets overflade.

Det er en en sjov iagttagelse (og i det hele taget skal hele denne diskussion jo tages med et vist glimt i øjet), men det skal lige slås fast, at Danskebjerge.dk primært beskæftiger sig med det danske LANDSKAB. Hertil hører såvel inddæmninger som gravede huller. Der er ikke meget landskab over en tunnel under havbunden. Men det er en fin detalje at få med.

Og så lige for at slå det fast til sidst: Det er skønt med omtale, og der kom nogle glimrende historier ud af det! Læs den oprindelige historie her:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-lavestepunkt3.htm

Jeg kan tilføje, at historiens pludselige udbredelse kan hænge sammen med, at Ingeniøren tog den op forleden:

http://ing.dk/artikel/eksperter-strides-er-lammefjorden-eller-stenbrud-danmarks-laveste-punkt-136829

Det skete på baggrund af en pressemeddelelse fra Danskebjerge.dk.

/Jacob



Sydsjællandske bjerge har sne på toppen

Bakkesnak Posted on Sat, March 02, 2013 13:29:14


Sneen er svundet ind næsten over alt i Danmark, men enkelte steder holder den skansen. Det er især på steder, hvor der er skygge. Og det er der på nordvendte bjergsider.

DMI har netop offentliggjort et billede, der viser det næsten snefri Danmark. Men når man zoomer ind på Sjælland, ser man to steder, hvor der stadig er hvidt.

Det er ved Kobanke nær Rønnede og ved Store Kulsbjerg ved Vordingborg. Disse bakketoppe når op i hhv. 123 og 107 moh., og på deres nordvendte skråninger vil der være betydeligt mere skygge end andre steder på Sydsjælland. Det betyder, at sneen er længere om at smelte netop her.

Hvis man har været i området vest for Rønnede, vil man nikke genkendende til fænomenet. Højdedraget, der kulminerer på Kobanke, strækker sig i en øst-vest-gående retning og kan f.eks. følges tydeligt, når man kører mellem Rønnede og Næstved eller passerer Rønnede ad Sydmotorvejen i sydlig retning.

Højdeforskellen i sig selv kan teoretisk set også spille ind. For hver 100 meter terrænet stiger, vil temperaturen (i mættet luft) falde med 0,5 grader. Hvis temperaturen i længere tid ligger akkurat over 0 grader og på højdedraget akkurat under 0 grader, kan det gøre en forskel i forhold til afsmeltning af sne. Men det er næppe meget.

Om der er andre meteorologiske fænomener i spil, fremgår ikke direkte af DMI’s artikel, som kan læses her:

http://www.dmi.dk/dmi/skyfri_dag_sladrer_om_hvor_sneen_gemmer_sig

/Jacob



NYHEDSBREV Februar 2013

Om Danskebjerge.dk Posted on Sun, February 17, 2013 17:18:19

DANSKEBJERGE.DK’s NYHEDSBREV
17. februar 2013

****************************

Årstiderne snyder. Vi tænker på marts som en forårsmåned, men det meteorologiske forår begynder først omkring midten af marts. Med andre ord er der stadig en måned med vinter forude. Og med mange frostdage i sigte kan man fortsat nå at tilbringe en del fornøjelige timer på de danske skibakker.

Oversigten over disse steder lader Danskebjerge.dk ligge på forsiden nogen tid endnu, da det ifølge sitets webstatistik er en service, der bruges af ganske mange:

http://danskebjerge.dk/artikler-skibakker.htm

Året blev skudt i gang med et væld af besøgende på Danskebjerge.dk. Folk kom først og fremmest for at læse om kåringen af Danmarks hårdeste bjergløb. Medvirkende til det høje besøgstal var bl.a. fin omtale på Politiken.dk.

Hvis du skulle have misset kåringen – den femte af sin slags -, kan du nå det endnu:

http://danskebjerge.dk/artikler-haardest2012.htm

Ellers har årets første større tema været kortlægningen af Danmarks største bjerge.

Men ikke dem, man kan finde på et landkort eller via veje og stier. Det terræn, der har de største højdeforskelle i Danmark, ligger nemlig ikke på landjorden, men ude i de danske farvande.

Læs om Danskebjerge.dk’s granskning af vores undersøiske toppe, dale og skråninger her:

http://danskebjerge.dk/artikler-havetsbjerge1.htm

En anden aktuel ting på sitet er det seneste afsnit i interviewserien med danske bakke-entusiaster. Denne gang har vi fat i en af de mest “hardcore” af slagsen, kan man vel godt sige.

http://danskebjerge.dk/artikler-troelsvesterlund.htm

Og her til sidst kommer præsentationen af en helt ny sag på Danskebjerge.dk. Eller ny og ny. Det er i virkeligheden en opfølgning på en tidligere artikel.

For et års tid siden undersøgte Danskebjerge.dk nemlig, hvor langt under havets overflade Lammefjordens lavest beliggende terræn egentlig befinder sig – og en af konklusionerne var, at den inddæmmede fjords beliggenhed gjorde den til Vesteuropas lavest beliggende sted. Men selveste Geodatastyrelsen – den tidligere Kort- og Matrikelstyrelse – har gransket yderligere i sagen, og det har givet anledning til en uddybende artikel, hvor praktisk taget alt, hvad der er lavt, er endevendt.

Læs om den seneste udvikling i sagen her:

http://danskebjerge.dk/artikler-lavestepunkt3.htm

Og husk endelig at holde øje med Blogsbjerg og med Danskebjerge.dk’s Facebookside, hvis du vil opdateres på det nyeste om Danmarks landskab. Eller selv har noget, du vil ytre om det. 🙂

Mange bakkehilsner

Jacob



Derfor er stejlhed en videnskab

Bakkesnak Posted on Fri, February 15, 2013 20:42:29

Når det handler om rekorder (størst, hurtigst osv.), vil vi gerne have den rene vare.

Mount Everest skal være det største bjerg i verden, og vandrefalken skal være den hurtigste fugl. Og så videre.

Desværre har realiteterne det med at slibe lidt af skarpheden af de rene rekorder. Det gælder også, når man ser på vejes stejlhed.

For hvad er en “vej” egentlig? Og hvordan er en vej “stejl”?

Lad os starte med vejen.

Detaljerne driller

Den er – set på afstand – en strækning med en bestemt hældning og med en overflade, der er jævnet ud med asfalt. Men går man tættere på, er der i de fleste vejoverflader en hel del uregelmæssigheder. Huller for eksempel. Og lapper oven på huller, man har repareret. Og ude i siderne: brønde, omgivet af asfalt, der skråner voldsomt på et meget lille område.

Allerede her er der så mange usikkerhedsfaktorer, at veje bliver svære at sammenligne reelt, hvis ikke man laver nogle kriterier.

Og tager vi så stejlhedsbegrebet, jamen så havner vi igen hurtigt i gråzoner. For over hvor stor en distance skal stejlheden måles? Over 1 centimeter – eller 1 meter – eller 10 meter?

Der er mange ting at tage stilling til. Men pointen er ikke, at man skal opgive at sammenligne.

Pointen er, at man skal beslutte sig for nogle kriterier. Eksempelvis at man ikke laver målinger oven på huller eller ved brønde.

Og så skal man vælge den afstand, man mener er rimelig, når man skal måle stejlheden. Det vigtige er blot, at man bruger samme princip hele vejen igennem resten af undersøgelsen.

Svært fravalg
Da Danskebjerge.dk lavede den store undersøgelse af, hvilke veje der har den højeste maksimale stigningsprocent i Danmark, var der en række kriterier, der også blev grundigt beskrevet ved offentliggørelsen.

Et af de anvendte kriterier, der er “kontroversielle”, gælder blinde veje – som Frejasvej i Næstved, der ses på billedet ovenfor. Trods sine 22% er Frejasvej og mange andre stejle blinde danske veje ikke med på listen over de stejleste veje. Et fravalg, der bl.a. bygger på, at blinde veje ofte har karakter af indkørsler, hvor almindelige trafikale normer ikke gælder. En anden grund er, at mange blinde veje er uinteressante at besøge som trafikant, da man i sagens natur er nødt til at vende om, når man har kørt op eller ned ad den.

Men det ændrer jo ikke ved vejens stejlhed, og Danskebjerge.dk mener, at det står alle frit for at lave egne opgørelser og sammenligninger. Når blot de kan redegøre for de kriterier, der ligger til grund.

På det punkt adskiller stejle veje sig ikke fra høje bjerge eller hurtige fugle.

Førnævnte Mount Everest er kun det største i verden, hvis man med “størst” mener flest antal meter over havet på bjergets top. Hvis man alene ser på højdeforskellen fra fod til top, er Mount Everest langt fra det største bjerg.

Og vandrefalken er heller ikke verdens hurtigste fugl. Jo, hvis man tager dens vilde styrtdyk med i målingerne. Når det gælder flyvning ved egen kraft, altså vandret, er der mange andre fugle, der er hurtigere.

Virkeligheden er mere kompliceret end som så. Klichéen er sand…

/Jacob

P.S.: Dette indlæg er bl.a. affødt af diskussioner på Danskebjerge.dk’s Facebookside: http://www.facebook.com/Danskebjerge.dk. Tak for input.



« PreviousNext »