Blogsbjerg

Jeg bryder loven. Ret tit faktisk. Og jeg har det fint med det.

For når jeg bevæger mig rundt i det danske landskab på min tohjulede, så følger jeg lige så meget min egen lyst og fornuft, som jeg følger færdselsloven.

Og jeg tror, at det er til gavn for både min cykeloplevelse – og for trafiksikkerheden. Den nuværende lov er nemlig ret underlig, synes jeg. På en del punkter.

I færdselsloven står der f.eks., at “cyklist skal altid holde til højre på den vognbane, der er beliggende yderst til højre i færdselsretningen”. Bemærk ordet “altid”. Det betyder uden undtagelse.

Loven tager ikke højde for, at rigtig mange landeveje har dårlig asfalt eller ligefrem huller, der gør, at man som cyklist vil få en meget kraftig rystetur, hvis man kører hen over de værste steder. I nogle tilfælde vil man endda ryge helt af cyklen og komme til skade. Men det er loven ligeglad med. Du skal holde til højre. Altid.

Selv cykler jeg ofte ret langt ude på vejen. Nogle gange ude midt på den, til tider er jeg helt ovre i den anden side. Det gør jeg, fordi det er det sikreste og mest behagelige. Jeg holder selvsagt også øje med trafikken. Når der kommer biler, må jeg trække ind igen og prøve at håndtere de forhindringer, som vejmyndighedernes eventuelle manglende vedligeholdelse måtte have skabt.

Det kan også være, at jeg ikke straks opdager, at der kommer en bil bagfra. Så må han eller hun lige vente lidt eller til nød give mig et dyt. Det ordner sig. Måske undtagen i de tilfælde, når bilisten opfatter sig selv som færdselslovens forlængede arm og farer i flint over mit “lovbrud”.

Jeg tænker også somme tider på, hvad der vil ske, hvis jeg møder en nøjeregnende politimand. Sådan én, der lever og ånder for mottoet “lov er lov, og lov skal holdes”. Han vil da nok kunne få finansieret flere måneders forbrug af citronmåner alene ved at stange bøder ud til mig.

Indtil videre er jeg sluppet. Jeg ved ikke, om de i politiet har en intern aftale om at give især motionscyklister lang snor. Det vil da i så fald være rimeligt nok egentlig. Men man kunne jo også vælge at se på loven. Er den fair? Er den hensigtsmæssig?

Jeg har nu selv kigget de vigtigste passager i færdselsloven igennem og set på de dele, der handler om cyklister. Det er der kommet et forslag til en revideret lov ud af.

Overordnet set er det en forenkling af loven, men der er også en enkelt stramning eller to. Hovedprincippet har været, at det skal være lidt nemmere at være cyklist, uden at det skader sikkerheden.

Se mit forslag her:
http://danskebjerge.dk/Forslag-til-revideret-faerdselslov-for-cyklister-version2.html (pdf-fil)

/Jacob

P.S. Siden dette indlæg om trafik er der kommet ét mere, hvor der tages udgangspunkt i nogle konkrete steder og hændelser. Se det her.

Kunne man forestille sig slutrunder i håndbold uden direkte tv fra Danmarks kampe? Kan man se for sig, at Olsens fodboldlandshold først dukker op på skærmen, flere timer efter at spillerne har forladt grønsværen i Parken?

Nej, vel?

Men sådan er de kedelige realiteter, når det gælder Danmarks største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed: cykelløbet Post Danmark Rundt.

Det professionelle etapeløb er ellers langt hen ad vejen en folkelig succes. Masser af mennesker hepper på rytterne langs ruten, og mange kan bogstavelig talt stå i egen hoveddør og se feltet suse forbi. Samtidig er løbet en hyldest til det danske landskab og landets mange smukke afkroge. Det kan næsten ikke blive bedre. Jo, altså, hvis der så også var tv på.

Men tv-mæssigt er løbet en sørgelig historie. Og har været det i mange år. Tv-seerne bliver spist af med et etapesammendrag og nogle interview i en lettere forlænget udgave af DR Sporten om aftenen. Der forsøges andetsteds med lidt livestreaming fra et enkelt kamera, men det er vist kun de meget inkarnerede cykelfans, der orker det hakkende og ustabile signal.

Hvorfor står det så sløjt til?

Ja, det hænger tydeligvis sammen med, at begivenhedens tre store aktører er tilfredse med status quo. Danmarks Cykle Union er godt tilfreds med Post Danmark som sponsor. Post Danmark er godt tilfreds med eksponeringen i DR. Og DR er godt tilfreds med omfanget af dækningen, som vist heller ikke ligefrem vælter nogen budgetter.

Men år for år fremstår den nuværende formidling af Post Danmark Rundt som mere og mere utidssvarende. I dag skal sport formidles live, hvis det for alvor skal trænge igennem. Nutidens medieforbrugere gider ikke forskudte sammendrag. En publikumssport som landevejscykling lever af intensiteten og her-og-nu-oplevelsen, og jeg tror, det er de færreste cykelinteresserede, der først orienterer sig om Post Danmark Rundt-etaperne kl. 22 om aftenen. De har modtaget nyheden om etaperesultatet, længe inden DR’s reportage ruller over skærmen. Dermed ender tv-indslagene som visne, spændingsforladte referater.

Jeg kender godt argumenterne for den valgte løsning. Det er noget med økonomi. Og selve produktionen. Det er svært at producere seværdigt tv fra cykelløb, hedder det.

Uden tvivl. Men eksemplerne på, at det alligevel kan lade sig gøre, er mange. I Norge er der masser af live-tv fra sportsbegivenheder af tilsvarende format. Eksempelvis har man i løbet af et par år fået stablet to professionelle landevejsetapeløb på benene, der begge transmitteres direkte på Eurosport.

Og selv herhjemme ser man, at store flerdages-events faktisk kan formidles live. Løberne i motionsløbet Etape Bornholm følges således af TV 2/Bornholm, der ofrer en hel del mandskab og avanceret udstyr på at lave fine transmissioner fra de enkelte etaper. Kvaliteten er selv sagt ikke helt på højde med det, man ser fra Tour de France, men lidt mindre kan altså også gøre det.

Post Danmark Rundt er et arrangement, der inddrager hele Danmark. Og der har aldrig været flere danskere med interesse for cykling. Så det må simpelthen være muligt at skaffe midler nok til en langt bedre tv-dækning.

Måske kunne TV2/Regionerne lave et samarbejde? Eller måske kunne man finde en helt ny, mere pengestærk sponsor? Der er stærkt brug for nytænkning, nye ressourcer og ny tro på, at det store danske cykelløb kan blive en ægte folkelig begivenhed. Som verden er i dag, går denne forankring gennem tv. Og det skal være direkte tv.

/Jacob

De år, hvor etapeløbet Post Danmark Rundt besøger den sydlige del af Jylland, er Dybbøl Banke ofte med på rutekortet. Og med rette.

Med sine 68 moh. er banken langt fra Danmarks højeste bakketop. Det er heller ikke den top med størst højdeforskel, selvom der fra kysten ved Vemmingbund kun er 1 kilometer op til tinden, resulterende i en stigningsprocent på ca. 7 i snit.

Det, der ikke desto mindre gør Dybbøl Banke til Danmarks nok mest betydningsfulde og omtalte bakke, er dens historie.

I 1800-tallet fik den en vigtig militær rolle, fordi man herfra kunne sikre dansk fodfæste i Sønderjylland i tilfælde af angreb sydfra. En fjende, der trak op igennem Jylland, ville nemlig konstant være sårbar, så længe en dansk hær truede højreflanken. Det betød på den anden side, at fjenden (hvilket i praksis ville sige preussere eller slesvig-holstenere) kunne være interesseret i at erobre Dybbøl-stillingen.

Det var her, at den lokale topografi spillede ind. Ved at placere fæstningsværket på en bakketop kunne danskerne overskue et stort areal, og hvis der udbrød kampe, kunne man skyde ned på angriberne, hvilket alt andet lige er mere komfortabelt end at skyde opad.

Som bekendt rakte hverken bakketoppen eller de skanser, der var bygget på den, til dansk sejr. 18. april 1864 angreb Preussen med en i materiel og mandskab overlegen hær, og forsvarerne blev trængt tilbage. Men kampen var intens og blodig, og især ét moment er siden blevet dyrket i bl.a. kunsten, nemlig 8. Brigades modstød. Brigaden skulle sikre den danske hærs tilbagetog til Als ved at trænge frem mod Dybbøl Mølle fra øst. En mission, der for så vidt lykkedes, men med uhyggelige tab. Modangrebet blev ikke nemmere af, at det foregik i åbent terræn og op ad bakke.

Faktisk er det samme vej, rytterne i Post Danmark Rundt skal køre, når de nærmer sig målstregen på 2. etape i Post Danmark Rundt 2013. Målet er nemlig placeret på toppen af Dybbøl Banke, lige før møllen, og opløbet går fra øst ad Dybbølgade, der begynder helt nede ved Als Sund, hvor man i sin tid foretog selve evakueringen af hæren.

Herfra stiger terrænet støt op mod de gamle skanser og Dybbølmuseet. Den samlede højdeforskel på strækningen er for Post Danmark Rundt-feltet på 55 meter. Det giver en stigningsprocent på 3,7% i snit over de 1,5 kilometer.

Kampen om sejren bliver denne gang formentlig mindre blodig end for 150 år siden – selvom man selvfølgelig ikke kan udelukke styrt, når de professionelle cykelsoldater for alvor går i kødet på hinanden.

Læs mere om slaget om Dybbøl her: http://www.milhist.dk/1864/dybbol/dybbol.html

/Jacob

Lokalavisen
Vejle Vest har under Tour de France bragt en underholdende artikelserie om Vejles svar på Frankrigs bjerge.

Jeg linker lige til dem herunder. Danskebjerge.dk medvirker i den sidste artikel (som er en sideartikel til den om Jellingvej).

En halvgammel mand på bjergetape

Tour de Lokalområde: Bjerget

Tour de Lokalområde: Den unikke

Apropos Alpe d’Huez: Her er Danmarks eneste kategori 4-stigning

/Jacob

Norges hovedstad Oslo er ikke kendt for at have landets højeste bjerge. Men der er til gengæld mange små gader og stræder, og i den sydøstlige del af byen – et stenkast fra fjordkysten – finder man en meget snæver vej, der går op til Kongsveien. Egentlig er det flere veje, der til sammen udgør en skrap, skrap stigning, men stigningen er opkaldt efter den midterste vej, der hedder Brattbakken. ‘Bratt’ betyder stejl, og stejl er den. På det mest skrånende sted er stigningsprocenten over 25. Jeg vil senere vende tilbage med mere præcise data fra de målinger, jeg har lavet.

De forskellige kort og GPS-data er lidt uenige om, hvor stor hele bakken er. Men et norsk topografisk kort siger, at stigningen begynder i ca. 17 meters højde over havet og slutter i ca. 111 moh. Det giver 94 højdemeter. Fordelt på de 750 længdemeter, der skal forceres, giver det en gennemsnitlig stigning på 12,5%. På midterstykket er den gennemsnitlige værdi langt højere.

Blandt de lokale motionscyklister regnes Brattbakken for Oslo bys stejleste gade.

Se bakken på kort her.

Vanen tro har sommeren bragt øget medieinteresse for Danskebjerge.dk med sig.

Danskebjerge.dk medvirker bl.a. i en artikelserie, som bringes i Lokalavisen Vejle senere i juli måned. Danskebjerge.dk vil primært kommentere Jellingvej-stigningen, som avisens reporter har sat sig for at cykle op ad.

Forleden blev Danskebjerge.dk nævnt i DR’s store Tour de France-satsning, Touren på P3. Det var i forbindelse med omtale af, hvordan stigninger kategoriseres i et etapeløb som Tour de France. Et helt igennem dejligt indslag, som jeg har tilladt mig at lægge ud her, da det er næsten umuligt at finde via DR’s eget site.

Og endelig så kom Danskebjerge.dk i avisspalterne i fredagens udgave af Vejle Amts Folkeblad. Man kan læse om både de nye skilte og om Danskebjerge.dk’s jagt på Skandinaviens stejleste gade. Og der er et fint galleri, som også er værd at tage et kig på. Flot billede af Troels Vesterlund Nielsen, der bestiger Gl. Kongevej på sin reservecykel.

Om artiklens overskrift så holder, vil vise sig, når jeg får kigget nærmere på resultaterne fra de opmålinger i Norge og Sverige, som jeg netop har foretaget.

/Jacob

Hvis du er blandt de mange danskere, der bruger Hallandsåsen og området ved Båstad i Sydsverige til lejlighedsvis træningslejr, så er du måske stødt ind i Erikstorpsvägen. Erikstorpsvägen er næppe den hårdeste stigning, men den er – hvis man ser bort fra grusveje og blinde veje – den stejleste af alle.

Den er en sidevej til den smukke Italienska vägen lige vest for Båstad og er en lille smule svær at opdage, fordi den er så snæver.

Se Danskebjerge.dk’s Googlekort med Erikstorpsvägen her.

Det er de første ca. 300 meter, der er de stejleste. Her stiger terrænet i gennemsnit med ca. 15%, men undervejs når stigningsprocenten op på hele 20. Det viser en detaljeret, manuel opmåling, som Danskebjerge.dk har foretaget på Erikstorpsvägen.

Ifølge min Garmin er hele stigningen 83 højdemeter (afhængigt af, hvor man mener den slutter selvfølgelig) og er 870 meter i længden, hvilket giver et gennemsnit på 9,5.

Stigningen kan minde om Helligpeder-stigningen på Bornholm. Denne har ligeledes en maksimal stigning på 20%, har næsten samme antal højdemeter og er langt stejlest på den første del. En af de særlige fordele ved Båstads stigninger er dog, at de ligger tæt, og at man derfor forholdsvis nemt kan komme ned ad bakkerne og op igen.

Danskebjerge.dk har skrevet en udførlig artikel om det udfordrende cykelterræn i Sydsverige. Læs her.

/Jacob

Cykelsporten er i fremdrift i Danmark. Der er ganske enkelt flere og flere, der dyrker den. Og det er jo ikke så nemt at
kritisere noget, der går godt.

Når jeg alligevel vil tillade mig at sætte et enkelt
spørgsmålstegn, så er det fordi fremgangen ikke er noget
dansk fænomen. I vore nabolande er der også flere og flere, der
springer i cykeltøjet. Og noget tyder på, at det går hurtigere i
de lande end i Danmark.

Lad os tage Norge som eksempel. Norge har ikke nogen lang
stærk tradition for landevejscykling, men nu boomer sporten. Antallet af
udstedte cykellicenser er næsten tidoblet på 25 år, og alene i
perioden 2005-2010 fordobledes antallet af medlemmer i cykelklubber.

http://www.tv2.no/sporty/sykling/derfor-fortsetter-den-norske-sykkelboomen-3751553.html

Men der er ikke bare tale om, at Norge nu kommer op til de førende
og lægger sig på hjul. Norsk cykelsport har allerede overhalet
Danmark på flere punkter.

Norske løb står stærkere
Der er internationalt kendte motionscykelløb som Trondheim-Oslo
og Bergen-Voss med flere tusind deltagere. Kun danske løb som Sjælsø
Rundt og Grejsdalsløbet kan måle sig med dem, men de har ikke den
samme internationale profil og evne til at tiltrække udenlandske
motionister.

Også når det gælder eliteløb, er nordmændene godt kørende.
Hadeland GP og Ringerike GP er allerede etablerede løb, der har
1.2-rang hos UCI. Og nye etapeløb som Glava Tour og Tour des Fjords
har på bemærkelsesværdig vis skaffet sig tv-dækning hos
Eurosport. Hvor mange danske løb ender på Eurosport? Ingen, så
vidt jeg ved.

Det ser ikke meget bedre ud, hvis vi sammenligner os med Sverige
og Tyskland.

Tag Vättern Rundt, der har 30.000 deltagere. Eller Vattenfall
Cyclassics i Hamburg, hvor 22.000 motionister er med. Intet i Danmark når over 10.000. Tendensen er, at når der sker
noget rigtig stort, så sker det uden for Danmarks grænser.

Kan det være landskabet? Kan det være, at Danmark simpelthen er
for kedeligt at cykle rundt i?

Bjerge ikke påkrævet
Selvfølgelig er det begrænset, hvor meget man får testet sine
klatreevner i det danske terræn. Men flere af de ovennævnte løb i
vore nabolande har ikke specielt kuperede ruter og klarer sig altså
godt alligevel. Og man kan vel argumentere for, at kuperede ruter
skræmmer lige så mange motionister væk, som de tiltrækker.

På profsiden kan jeg heller ikke se, at der er nogen
terrænmæssige forhold, der kan blokere for, at Danmark får et
rigtig stort éndagscykelløb. Holland er f.eks. også et fladt land,
men helt i syd er der et bakkelandskab, hvor man har placeret
klassikerløbet Amstel Gold Race. Man kan ganske nemt lægge en rute
i Danmark, som er lige så krævende som Amstel Gold Race. Alligevel
kan man konstatere, at vi i Danmark har svært ved blot at stable et
enkelt årligt tilbagevendende éndagsløb i UCI-regi på benene.

Men hvorfor går det bedre i Norge?

En artikel på TV2 Norges site prøver at forklare det med
cyklingens træningsmæssige fordele, en generel motionsbølge og
store, motiverende arrangementer à la de førnævnte.

http://www.tv2.no/sporty/sykling/derfor-fortsetter-den-norske-sykkelboomen-3751553.html

Men selvom det måske kan virke selvsmagende, så peges der i
artiklen også på TV2 Norge selv.

Tv som fyrtårn
“TV 2 har hjulpet. De har vært et fyrtårn ved å sende sykkelsport på tv,” citeres en leder fra en større specialbutikskæde for.

Og man kommer ikke udenom, at medierne
i Norge gør meget mere ud af dækningen af nationale
sportsbegivenheder, herunder også cykelløb. De norske mesterskaber
i landevejscykling transmitteres direkte på landsdækkende tv, mens
man i Danmark først i de sidste par år er begyndt at sende fra
DM via streaming på nettet. Det er også velkendt, at det store
danske etapeløb Post Danmark Rundt kun vises i tv som sammenklip om
aftenen.

De store medier kan – som det siges i
artiklen – være et fyrtårn. Det er igennem den brede og
kompromisløse eksponering, at en begivenhed eller aktivitet for
alvor får fat. For mig at se er det her, man skal sætte ind, hvis
man vil følge med udviklingen herhjemme.

Fælles indsats – nu
Ansvaret ligger to steder. Dels hos de
arrangerende, hvilket i sidste instans vil sige Danmarks Cykle Union.
De skal evne at skabe eksponering, men selvfølgelig også lokke
sponsorer til.

Og dels ligger ansvaret hos medierne. De må indse, at
de selv har en indflydelse på, hvordan en sport udvikler sig. Jeg
oplever, at de er ret defensive og holder sig til gamle travere som
fodbold og håndbold. Det er en fejl.

Et tættere samarbejde mellem
cykelsporten og de store medier er en betingelse for videre udvikling
af sporten i Danmark. Ellers risikerer vi at miste følingen med
hovedfeltet. Det er nu, mens cykelsporten har medvind, at de afgørende ryk skal laves.

Her er min (ganske uvidenskabelige) rangliste over de vesteuropæiske lande, der opnår bedst eksponering af sporten – med særlig vægt på, om landene har store internationale årlig tilbagevendende cykelløb:

1. Frankrig

2. Belgien

3. Italien

4. Spanien

5. Holland

6. Schweiz

7. Tyskland

8. England

9. Østrig

10. Norge

11. Luxembourg

12. Danmark

13. Portugal

14. Irland

15. Sverige

Her har jeg endda været flink mod Danmark. Irland Rundt blev transmitteret på Eurosport, hvilket er mere, end hvad
der er sket for et dansk løb, hvis vi ser bort fra Giro’en og VM. I
Sverige er der som sagt motionscykelløb, der er en del større end
de danske.

/Jacob

Da Danskebjerge.dk kom forbi Sparresholm her til aften, røg det stadig fra hovedbygningen. Som det ses på billedet, er hele tagkonstruktionen borte, og faktisk er det næsten kun ydermurene, der står tilbage.

Det er Sjællands højest beliggende herregård, som dermed er forvandlet til en rygende ruinhob.

Hovedbygningen ligger i udkanten af en skov i en højde af 102 meter over havet. Der er ikke tale om en enkeltstående bakketop, men om et større plateau, der befinder sig i området syd og sydvest for den sydsjællandske by Rønnede. (Jeg har endda set plateauet opkaldt efter netop Sparresholm, hvilket nok hænger sammen med, at herregården er et af de få markante navngivne steder i området.)

Ca. fem kilometer længere mod øst finder man Sjællands højeste naturlige punkt, Kobanke (123 moh.), og det er imellem de to lokaliteter, at plateauets terræn ligger højest (100-120 moh.).

Sparresholms hovedbygning blev bygget tilbage i 1609, altså for over 400 år siden, og er opført i renæssancestil. Godsets øvrige bygninger har overlevet branden, og der var heller ingen dyr eller mennesker, der kom noget til. Men sørgeligt er det. Man mener, at et lynnedslag har forårsaget branden.

Andre højt beliggende herregårde og godser på Sjælland:

– Rågegård, Sydsjælland (ca. 99 moh.)
– Skjoldenæsholm, Midtsjælland (ca. 79 moh.)
– Kattrup, Nordvestsjælland (ca. 72 moh.)
– Nørager, Vestsjælland (ca. 60 moh.)
– Idagård, Vestsjælland (ca. 60 moh.)

/Jacob

Jeg følte behov for lige at præcisere, hvad det egentlig vil sige, når man taler om “højeste punkter” i Danmark.

Foråret 2013 bød nemlig igen på en del medieomtale af Danmarks højeste punkter i Søhøjlandet. Det skyldes for det første, at det blev vedtaget at betegne hele området med Møllehøj, Ejer Bavnehøj, Yding Skovhøj m.fl. som “Ejer Bjerge”. Og for det andet blev stedet udråbt som officiel national seværdighed.

I forbindelse med omtalen blev der bragt oversigter over de højeste punkter i Danmark. Det er jo altid rart med nogle ranglister, men hvis man går disse efter i sømmene, vil man opdage, at der er forskelle på dem.

Kigger man på Wikipedia, møder man den “gammeldags” opgørelsesform. Her tager man stort set revl og krat med, og så længe man her har at gøre med en top i en eller anden forstand, så berettiger det til en plads på listen:

http://da.wikipedia.org/wiki/Danmarks_fem_h%C3%B8jeste_punkter

Dette betyder så bare, at alle de højeste punkter er lokaliseret inden for et par kilometers afstand, og det er efter min mening ret uinteressant. Hvis man brugte samme metode, når man skulle rangordne højderne på alverdens bjergtinder, så ville det også blive en kedelig oversigt, for området omkring Mount Everest ville løbe med det hele i kraft af de mange større og mindre klippefremspring, der findes på de højt beliggende Himalaya-bjerge.

Derfor må det være rimeligt at bruge en sorteringsmetode.

Danskebjerge.dk har valgt at indføre et princip, der sikrer større geografisk spredning. Det går i al sin enkelhed ud på, at der skal være mindst to kilometers afstand til en højere liggende top, hvis en top skal tælles med. Denne metode gør, at en national rangliste over højdepunkter har en vis geografisk spredning – godt nok stadig med jysk dominans, men det er mere afbalanceret øverst i tabellen.

Metodens simplicitet kan selvfølgelig diskuteres. Og der findes faktisk en fremgangsmåde, som i princippet er bedre fagligt funderet. Den består i, at man inddrager højdeforskellen imellem toppene og definerer et mål for, hvor stort et terrænfald der skal til, før end to toppe kan betegnes som selvstændige.

Eksemplificeret: Grænsen for terrænfald sætter man til 30 meter. De to toppe A og B når op i en højde af hhv. 160 og 150 meter over havet. Fordi der imellem dem er en dal, hvis bund ligger 110 meter over havet – altså mere end de 30 meter i højdeforskel -, kan begge toppe indgå i ranglisten. Hvis højdeforskellen til dalen havde været under 30 meter, ville kun den 160 meter høje top indgå.

Det vil imidlertid være ret kompliceret at lave sådanne opmålinger og udregninger. Det kræver frem for alt mange timers granskning af højdekort. Danskebjerge.dk vil med stor interesse følge et sådant arbejde, hvis nogen skulle finde på at kaste sig ud i det. Men to kilometer-princippet giver efter min vurdering nogenlunde samme resultat og er altså også noget enklere.

Den norske forfatter Roger Pihl har i sin bog “Guide til Danmarks bjerge” lavet en liste, der i sin endelig udformning minder en del om Danskebjerge.dk’s. Hans tilgang er, 1.) at toppene skal have et egennavn, 2.) at de ikke må være “samlet i den umiddelbare nærhed”, og 3.) at der skal være “et vist fald” imellem dem. Med andre ord er det en pragmatisk kombination af Danskebjerge.dk’s tilgang (med geografisk spredning) og det beskrevne princip om terrænfald. Samtidig understreger Pihl dog opgørelsesformens begrænsninger.

En anden begrænsning, som kan peges på, er, at Kort- og Matrikelstyrelsens opmålinger, som er grundlaget for ranglisten, gælder jordpunkter. Det vil sige, at der ikke nødvendigvis er tale om punkter, som er naturlige terrænpunkter. Dette forårsager en lille skævhed, for Møllehøj, Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj er målt op af geologer, som i de to sidstnævntes tilfælde har trukket højden af de to toppes gravhøje fra i regnestykket. Det er ikke sket i ret mange andre tilfælde. Tager man således Pihls ottendeplads, Ottehøje (sic!), så inkluderer denne højde en gravhøj. Fratrukket gravhøjen ryger Ottehøje nogle trin ned på stigen. På Danskebjerge.dk’s Top 20 er Ottehøje således nummer 11.

Med andre ord: Danmarks højeste punkter er ikke éntydige størrelser, selvom det i første omgang kan virke sådan, når man ser det hele opgjort i mål og tal. Måden, som punkterne er opgjort på, er med til at afgøre, hvordan de optræder på listerne. Og det er vel i virkeligheden det vigtigste at være opmærksom på: at ranglisterne skal tages med forbehold.

Vær derfor også varsom med at kombinere de forskellige lister, hvis det skulle blive aktuelt at gengive dem.

/Jacob