Blogsbjerg

Da Danskebjerge.dk kom forbi Sparresholm her til aften, røg det stadig fra hovedbygningen. Som det ses på billedet, er hele tagkonstruktionen borte, og faktisk er det næsten kun ydermurene, der står tilbage.

Det er Sjællands højest beliggende herregård, som dermed er forvandlet til en rygende ruinhob.

Hovedbygningen ligger i udkanten af en skov i en højde af 102 meter over havet. Der er ikke tale om en enkeltstående bakketop, men om et større plateau, der befinder sig i området syd og sydvest for den sydsjællandske by Rønnede. (Jeg har endda set plateauet opkaldt efter netop Sparresholm, hvilket nok hænger sammen med, at herregården er et af de få markante navngivne steder i området.)

Ca. fem kilometer længere mod øst finder man Sjællands højeste naturlige punkt, Kobanke (123 moh.), og det er imellem de to lokaliteter, at plateauets terræn ligger højest (100-120 moh.).

Sparresholms hovedbygning blev bygget tilbage i 1609, altså for over 400 år siden, og er opført i renæssancestil. Godsets øvrige bygninger har overlevet branden, og der var heller ingen dyr eller mennesker, der kom noget til. Men sørgeligt er det. Man mener, at et lynnedslag har forårsaget branden.

Andre højt beliggende herregårde og godser på Sjælland:

– Rågegård, Sydsjælland (ca. 99 moh.)
– Skjoldenæsholm, Midtsjælland (ca. 79 moh.)
– Kattrup, Nordvestsjælland (ca. 72 moh.)
– Nørager, Vestsjælland (ca. 60 moh.)
– Idagård, Vestsjælland (ca. 60 moh.)

/Jacob

Jeg følte behov for lige at præcisere, hvad det egentlig vil sige, når man taler om “højeste punkter” i Danmark.

Foråret 2013 bød nemlig igen på en del medieomtale af Danmarks højeste punkter i Søhøjlandet. Det skyldes for det første, at det blev vedtaget at betegne hele området med Møllehøj, Ejer Bavnehøj, Yding Skovhøj m.fl. som “Ejer Bjerge”. Og for det andet blev stedet udråbt som officiel national seværdighed.

I forbindelse med omtalen blev der bragt oversigter over de højeste punkter i Danmark. Det er jo altid rart med nogle ranglister, men hvis man går disse efter i sømmene, vil man opdage, at der er forskelle på dem.

Kigger man på Wikipedia, møder man den “gammeldags” opgørelsesform. Her tager man stort set revl og krat med, og så længe man her har at gøre med en top i en eller anden forstand, så berettiger det til en plads på listen:

http://da.wikipedia.org/wiki/Danmarks_fem_h%C3%B8jeste_punkter

Dette betyder så bare, at alle de højeste punkter er lokaliseret inden for et par kilometers afstand, og det er efter min mening ret uinteressant. Hvis man brugte samme metode, når man skulle rangordne højderne på alverdens bjergtinder, så ville det også blive en kedelig oversigt, for området omkring Mount Everest ville løbe med det hele i kraft af de mange større og mindre klippefremspring, der findes på de højt beliggende Himalaya-bjerge.

Derfor må det være rimeligt at bruge en sorteringsmetode.

Danskebjerge.dk har valgt at indføre et princip, der sikrer større geografisk spredning. Det går i al sin enkelhed ud på, at der skal være mindst to kilometers afstand til en højere liggende top, hvis en top skal tælles med. Denne metode gør, at en national rangliste over højdepunkter har en vis geografisk spredning – godt nok stadig med jysk dominans, men det er mere afbalanceret øverst i tabellen.

Metodens simplicitet kan selvfølgelig diskuteres. Og der findes faktisk en fremgangsmåde, som i princippet er bedre fagligt funderet. Den består i, at man inddrager højdeforskellen imellem toppene og definerer et mål for, hvor stort et terrænfald der skal til, før end to toppe kan betegnes som selvstændige.

Eksemplificeret: Grænsen for terrænfald sætter man til 30 meter. De to toppe A og B når op i en højde af hhv. 160 og 150 meter over havet. Fordi der imellem dem er en dal, hvis bund ligger 110 meter over havet – altså mere end de 30 meter i højdeforskel -, kan begge toppe indgå i ranglisten. Hvis højdeforskellen til dalen havde været under 30 meter, ville kun den 160 meter høje top indgå.

Det vil imidlertid være ret kompliceret at lave sådanne opmålinger og udregninger. Det kræver frem for alt mange timers granskning af højdekort. Danskebjerge.dk vil med stor interesse følge et sådant arbejde, hvis nogen skulle finde på at kaste sig ud i det. Men to kilometer-princippet giver efter min vurdering nogenlunde samme resultat og er altså også noget enklere.

Den norske forfatter Roger Pihl har i sin bog “Guide til Danmarks bjerge” lavet en liste, der i sin endelig udformning minder en del om Danskebjerge.dk’s. Hans tilgang er, 1.) at toppene skal have et egennavn, 2.) at de ikke må være “samlet i den umiddelbare nærhed”, og 3.) at der skal være “et vist fald” imellem dem. Med andre ord er det en pragmatisk kombination af Danskebjerge.dk’s tilgang (med geografisk spredning) og det beskrevne princip om terrænfald. Samtidig understreger Pihl dog opgørelsesformens begrænsninger.

En anden begrænsning, som kan peges på, er, at Kort- og Matrikelstyrelsens opmålinger, som er grundlaget for ranglisten, gælder jordpunkter. Det vil sige, at der ikke nødvendigvis er tale om punkter, som er naturlige terrænpunkter. Dette forårsager en lille skævhed, for Møllehøj, Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj er målt op af geologer, som i de to sidstnævntes tilfælde har trukket højden af de to toppes gravhøje fra i regnestykket. Det er ikke sket i ret mange andre tilfælde. Tager man således Pihls ottendeplads, Ottehøje (sic!), så inkluderer denne højde en gravhøj. Fratrukket gravhøjen ryger Ottehøje nogle trin ned på stigen. På Danskebjerge.dk’s Top 20 er Ottehøje således nummer 11.

Med andre ord: Danmarks højeste punkter er ikke éntydige størrelser, selvom det i første omgang kan virke sådan, når man ser det hele opgjort i mål og tal. Måden, som punkterne er opgjort på, er med til at afgøre, hvordan de optræder på listerne. Og det er vel i virkeligheden det vigtigste at være opmærksom på: at ranglisterne skal tages med forbehold.

Vær derfor også varsom med at kombinere de forskellige lister, hvis det skulle blive aktuelt at gengive dem.

/Jacob

Forleden var jeg ude på en træningstur, som ret godt illustrerer forskellen på stigninger. En forskel, der ofte diskuteres blandt især motionscyklister.

Undervejs kom jeg nemlig over to bakkestrækninger, der overordnet betragtet havde identiske egenskaber: De var begge 4 kilometer lange, og mellem start- og slutpunktet var der en højdeforskel på lige omkring de 70 meter.

Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 1,75, hvilket jo er relativt beskedent. Men det, jeg vil se på her, er ikke, om stigningerne er svære eller ej. Det skal handle om forskellen på, hvordan de forløber mellem bund og top.

Lad os først kaste et blik på den stigende strækning, der ligger på Landevejen fra Næstved i retning mod Rønnede, og hvor stigningen slutter ved en p-plads i 113 moh. (en af Sjællands højest beliggende større veje).

Den stiplede linje er indføjet for at tydeliggøre tendensen i stigningens profil. Man ser, at terrænet stiger jævnt, idet den stiplede linje ligger ret tæt op ad stigningens forløb hele vejen fra bund til top.

Anderledes er det med strækningen Gisselfeldvej-Denderupvej få kilometer derfra:

Her er der store udsving i profilen, hvilket jo udtrykker, at stigningen er meget uregelmæssig. Ud over de stigende passager er der passager med fladt terræn, og to steder er der egentlige fald i terrænet. Disse ikke-stigende partier skal så modvirkes af øget stejlhed på de skrånende partier, og hvis man tæller højdemeterne op, vil det samlede antal højdemeter på strækningen blive større end på Landevejen, hvor terrænet steg støt og roligt hele vejen.

Bakkeforløb ses på tempoet
Forskellen i bakkernes forløb afspejles også i min fart (de blå kurver). Fart er godt nok et noget luftigt parameter, for den afhænger jo også af alle mulige ting end vejens forløb. Men jeg mener faktisk, at hastigheden i dette tilfælde er illustrativ for, hvordan man som cyklist påvirkes af bakkernes forskellige profiler.

På den konstante stigning på Landevejen ligger min fart tilsvarende konstant. Den øges, når stigningsprocenterne falder lidt, men forskellene er ikke så markante.

På den stærkt varierende Gisselfeld-stigning bevæger farten sig derimod meget mere op og ned. Det samme gør i øvrigt min puls, som dog ikke er vist på de to grafikudsnit.

Denne forskel er på ingen måde overraskende, men det sandsynliggør dog, at det i praksis tærer mere på rytterens kræfter, hvis den stigning, han kører på, har et puklet forløb, frem for hvis den er konstant.

Spørgsmålet er så, om den beskrevne forskel på stigningernes forløb kan opgøres matematisk?

Kunsten at beregne bakker
Det er ikke noget, der er fremherskende, må man konstatere.

Den altdominerende måde at opgøre stigningers karakterstika på er ved at måle længde og højdeforskel og ud fra de to faktorer beregne den gennemsnitlige stigningsprocent. Det er sådan, man f.eks. gør i Tour de France og de andre store etapeløb. Ja, jeg har faktisk aldrig set et cykelløb, hvor man har brugt et andet princip.

Stigningsdatabasen Salite.ch har dog forsøgt sig med en lidt avanceret formel, der gav stigninger med særligt stejle partier en hel del ekstra point på sværhedsgradsskalaen. Det resulterede imidlertid i visse åbenlyse skævheder, hvor små “mure” scorede højere end bjergveje med masser af serpentinersving.

Herhjemme har Climbs.dk fra starten haft den praksis at tælle højdemeterne med i udregningen af den gennemsnitlige stigningsprocent. Igen skal man se det som et forsøg på at indkalkulere den formodede forøgelse af sværhedsgraden, der opstår, når en stigning har et varieret forløb. I tilfældet med Gisselfeldvej-Denderupvej vil det betyde, at stigningen får yderligere 20 højdemeter, og den gennemsnitlige stigningsprocent kommer op på over 2.

Problematiske modeller
Jeg synes, det er interessant med sådanne forsøg på at beskrive stigninger nøjere. Men jeg savner stadig en overbevisende model. Salite.ch’s tilgang har som sagt det problem, at det ikke er afstemt med realiteterne, og samtidig er der den ulempe, at det kræver ret gode data, før modellen overhovedet kan bruges.

Climbs.dk’s princip med akkumulerede højdemeter er heller ikke den perfekte løsning. For det første mener jeg grundlæggende, at et gennemsnit skal være renset for mellemregninger. Ellers er det ikke et rigtigt gennemsnit!

For det andet har modellen det problem, at den kun delvist tager højde for varierende stigningers egenskaber. Hvis en stigning har fald undervejs, føjes der ekstra højdemeter til stigningens størrelse, fordi disse højdemeter så at sige skal indhentes på den efterfølgende stigende delstrækning. Fint nok. Men det sker til gengæld ikke, hvis bakkens uregelmæssighed kun består af en blanding af flade og stigende partier. Det virker lidt ulogisk. Så meget sværere bliver en bakke vel ikke af, at det går nedad undervejs?

Et tredje kritikpunkt er, at der er en god portion psykologi og smag og behag over oplevelsen af en stigning. Der står jo ikke skrevet i nogen bøger, at man SKAL skifte fart og pulsniveau, blot fordi stigningen er ujævn. Man kunne jo også prøve at tilpasse sine anstrengelser til det varierende terræn? Og så er det vel heller ikke altid, at et sådant terræn er “værst”. En stigning, der er lang og sej og bare bliver ved og ved med en konstant hældning, kan også være en prøvelse. Nogle vil måske endda synes, dette er mere udmarvende, end en stigning, hvor der “sker” noget undervejs.

Back to basics
Alt dette bringer os sådan set blot tilbage til udgangspunktet: En bakke kan beskrives udmærket alene ud fra bund- og toppunktets horisontale og vertikale placering i forhold til hinanden, evt. suppleret med en angivelse af den maksimale stigningsprocent. Og så kan det meget vel være, at to bakker opleves som væsentligt forskellige, selvom tallene siger, at de er ens. Men hey, sådan er der så meget. En stigning med god asfalt er jo også nemmere at køre opad på end en stigning, hvor vejen er fyldt med buler og huller. Antallet af parametre er vel nærmeste endeløse, hvis først man gik i gang.

Modeller er gode, men jeg savner stadig at se én, der overbeviser.

Hvis en bakke skal beskrives i detaljer, findes der dog en metode, der er ganske træfsikker: prøv at cykle op ad den selv!

/Jacob

Når de bedste danske landevejsryttere skal udkæmpe kampen om årets DM-medaljer i dagene 20.-23. juni, så bliver det på en forholdsvis flad rute i og omkring den sydsjællandske by Vordingborg.

Én længere stigning er der dog. Den kan vi passende kalde Rynkebjerg, for det er navnet på den vej, som stigningen ligger på.

Rynkebjerg starter, når man svinger til højre fra Kohavevej og nærmer sig den lille by Ørslev et par kilometer nordøst for Vordingborg. I krydset ligger terrænet i en højde af 7 meter over havet. Når man kommer frem til selve Ørslev en kilometers penge længere fremme, flader terrænet ud igen, men det sker så gradvist, at det er svært at sige, præcist hvor bakken slutter.

Danskebjerge.dk vurderer, at 45,5 moh. er en rimelig angivelse af stigningens top. Det vil sige, at stigningen over sine 1180 meter stiger med 38,5 højdemeter, svarende til en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,3%.

Se Rynkebjerg på kort her.

Det kunne faktisk have været sportsligt interessant at lægge målstregen på toppen af denne stigning. Men målet har arrangørerne altså placeret nede i Vordingborg by, hvilket der jo også kan være gode grunde til.

Området omkring Ørslev er præget af en langstrakt skråning ned mod den lavtliggende Ørslev Mose. Dette landskab lægger grunden til en håndfuld asfalterede stigninger på 20-40 højdemeter, deriblandt også hovedgaden i Ørslev, der har nogenlunde samme top som Rynkebjerg, og som har en lignende profil.

/Jacob

Et af de mere spektakulære danske motionsløb blev afviklet i dag. Det er Kalkmineløbet, som for en dels vedkommende foregår nede i Mønsted Kalkgruber.

Gruberne er miner, hvorfra man udgravede kalk, men nu er de en turistattraktion – og altså en del af det årlige store motionsløb, der tiltrækker op mod 2000 løbere. Og endnu flere ville formentlig have deltaget, hvis ikke der havde været udsolgt for længst.

Ud over selve oplevelsen af at løbe inde i en mine er der også en del højdemeter på ruten. Omkring 480, hvis man vælger maratondistancen. I selve minen når man ét sted ca. 40 meter ned under jordoverfladen.

Danskebjerge.dk har lavet denne lille film fra dagens løb – optagelserne har Mads Isberg stået for:

Glimt fra Kalkmineløb 9. maj 2013

Bemærk hjelmene, som løberne bærer. Gangene er trange, og man kan nemt slå sig. Mads har dog valgt at klare sig uden…

Se også:

http://www.kalkminelob.dk/

http://danskebjerge.dk/bjergloeb2.htm

Løbets 2012-udgave fik flot anmeldelse:

http://www.motionslob.dk/testteam/kalkminel%C3%B8b-2012

/Jacob

Bjergløb i solskin er godt. Men tåge har nu også sin charme. Som nu i dag, hvor der blev afholdt Hedelands Bjergløb i området omkring Sjællands største skicenter.

Løbets højdepunkt, i hvert fald når man tæller meter over havet, er Skibakken. Det er egentlig bare en stor grusbunke, som er blevet skrabet sammen med tanke på rekreative formål. Men i formiddagstågen ligner bakken virkelig et bjerg. Man kan nemlig ikke se toppen. Den forsvinder i skyerne. Ligesom man kender det fra Alperne og de norske fjelde.

På ruten møder man stigningen omkring kilometer 8. Det vil f.eks. sige, at hvis man – som undertegnede i dag – løber halvmaraton, så møder man stigningen anden gang ved kilometer 18, omkring 2½ kilometer fra mål. En giftig placering!

Den bestiges fra nord, hvor der er 38 højdemeter til toppen (den stiger i snit 12,7% over 300 meter). Tidligere kom man til bakken fra vest (28 højdemeter over 140 meter), men det blev lavet om for et par år siden, sådan at man nu starter opstigningen fra et lavere punkt – og dermed får lov at lide endnu mere.

(Se stigningerne på kort her.)

Skibakken er dog langt fra den eneste stigning på ruten, og som en af mine meddeltagere konstaterede i dag, er Hedelands Bjergløb nok ikke et løb, hvor man sætter personlige rekorder. Det forhindrer de mange bakker. Men også snævre, mudrede stier og en række stejle fald tvinger dig ned i tempo.

Hedelands Bjergløb er et traditionsrigt løb, og det mærkes bl.a. ved, at der er god afmærkning og en fin repræsentation af levende vejvisere rundt omkring på ruten. Det gør det lidt nemmere at koncentrere kræfterne om de tågeindhyllede bjergtoppe.

Løberen på billedet ovenfor er i øvrigt Annette Fredskov. Hun er i gang med et projekt, hvor hun løber en maraton om dagen. Ja, om dagen. På det tidspunkt, hvor billedet blev taget, var Annette på vej op ad Skibakken for anden gang ud af fire. Tågen er lettet en smule, for man kan faktisk ane liftanlægget.

/Jacob

Med Amstel Gold Race lige om hjørnet gled mine tanker tilbage til dengang i 2011, hvor jeg prøvede kræfter med løbet.

Det var selvfølgelig bare motionsudgaven, men 150 kilometer midt i april er temmelig langt, især hvis man som jeg stort set ikke cykler i vinterhalvåret.

Men distance er jo så langt fra det eneste parameter, der beskriver en rutes sværhedsgrad. Og når det gælder Amstel Gold Race, så er antallet af stigninger helt centralt. Tag bare et kig på mine gps-data fra løbet (ovenfor – eller i større udgave her).

Stigninger der tærer
Kurverne viser den sidste halvdel af løbet – godt og vel. Hvis man alene tager stigninger på over 40 højdemeter, så er der 13 af dem på løbets sidste 80 kilometer. Det er noget af det, der måske er allermest karakteristisk ved Amstel: De hyppige stigninger.

De største af dem ligger mellem kilometer 80 og 105. Her mødte jeg først Camerig, som ganske vist kun stiger med 3,8 procent i snit, men det er over en strækning på 4300 meter. Den tærer på kræfterne hos en motionist, og man er endda kun knap halvvejs.

Camerig fulgtes af stigningerne Gemmenich og Drielandenpunt. De er lidt mindre, men har dog til sammen ca. 200 yderligere højdemeter.

Det er ikke her, at profløbet afgøres. Dertil ligger stigningerne for langt fra mål, og de er heller ikke stejle nok til at være oplagte afsæt til udbrud. Men hvis der køres til, kan denne sektion have en klart udmattende funktion. For en motionist har de i hvert fald!

Stejlt mod slutningen
Efter turen i “højlandet” kommer man ned i et terræn, hvor det går mere op og ned – ligesom fx i området omkring Vejle. Stigningerne når ikke over 80 højdemeter, men de er til gengæld forholdsvis stejle.

Stejlest er Keutenberg: 9,4% i snit over 700 meter. Det er en motionistdræberbakke. Den ligger sent i løbet og er med rette den mest frygtede. Jeg havde en gut ved siden af mig, der kiksede et gearskifte, netop som det begyndte at blive stejlt. Han måtte vist helt af cyklen, men hvad der ellers skete for ham, havde jeg ikke overskud til at følge med i, da jeg selv var hunderæd for også at måtte stige af, hvis lårene ikke magtede de himmelhøje stigningsprocenter. Som man kan se på min pulskurve, nåede jeg på Keutenberg op på 91% af makspulsen (det er den spids, man ser på pulskurven ud for kilometer 140). 91% er virkelig meget, når man tager i betragtning, at jeg på det her sene tidspunkt var helt fladmast af udmattelse.

Til sammenligning er den afsluttende Cauberg noget nemmere at tale med. Men jeg må indrømme, at jeg tog den i et stabilt, lavt gear. Der var absolut ikke kræfter til en Philippe Gilbert-agtig afslutning.

Pulsen hopper og danser
Hvis man ser på pulskurven for hele turen, må man konstatere, at deltagelse i Amstel Gold Race er at sammenligne med et intervalløb – bare et utroligt langt ét af slagsen. Pulsen kører op og ned i takt med stigningerne, og selvom det samlede antal højdemeter på godt 1800 højdemeter kun svarer til ca. 1½ gang Alpe d’Huez – for motionsløbets vedkommende -, så skal der altså lægges en del oven i sværhedsgraden, netop fordi det er så ekstremt varieret en rute.

De professionelles rute afviger lidt fra motionsløbets, og der kan forekomme ændringer fra år til år. Men faktisk er det bakkeområde, som løbet køres i, ikke så stort endda. Så det er de samme stigninger, man møder, blot kombineret forskelligt og med gentagende sløjfer hos profferne.

Nyt syn på Amstel
Jeg må indrømme, at jeg tidligere betragtede Amstel Gold Race som en slags andenrangsklassiker, og det hang især sammen med, at stigningerne ikke var nær så hypede som dem, der er i fx Flandern Rundt og Liège-Bastogne-Liège. Og som dansker fik man på en måde den opfattelse bekræftet, da Bjarne Riis stak af fra feltet på flad vej og vandt 1997-udgaven af Amstel.

Men for motionistben er og bliver Amstel Gold Race en barsk udfordring. Det er ikke et “overlevelsesløb” som fx Paris-Roubaix eller La Marmotte. Men hvis man kender Grejsdalsløbet i Vejle og lægger 10% oven i sværhedsgraden, så nærmer vi os. Hele løbet køres på asfalt, og ingen af stigningerne kan kategoriseres som egentlige bjerge. Det er på den led et konventionelt løb, men altså med en klar overhyppighed af stigninger.

Mere info her: http://en.wikipedia.org/wiki/Amstel_Gold_Race

/Jacob

Den kuperede halvø Røsnæs, der stikker ud af det nordvestlige hjørne af Sjælland, får nu et nyt besøgscenter.

Det er et besøgscenter, der har fokus på Den Kolde Krig, skriver avisen Sjællandske.

Røsnæs ligger nemlig centralt placeret ved Kattegat og Storebælt, og de danske farvande var af stor interesse for Warszawapagten, da de havde strategisk betydning, hvis fjendskabet med Vesten skulle udvikle sig til egentlig militær konflikt

Men allerede under Anden Verdenskrig var Røsnæs blevet forberedt på krig. Den tyske besættelsesmagt frygtede et allieret angreb via Skagerrak og etablerede derfor bunkeranlæg med kanoner oppe på bakketoppen Vågehøj, der rager 56 meter op over havet.

Efter krigen blev Vågehøjs radar et vigtigt led i overvågningen af de centrale danske farvande.

Mere her:

http://www.visitdenmark.dk/da/tellus-product/617693

Og her:

http://www.sn.dk/Kalundborg/Roesnaes-paa-spidsen-af-den-kolde-krig/artikel/266807

/Jacob

Her gik man lige og håbede på, at der kunne komme endnu flere stier i det naturskønne område omkring Maglesø.

Nu er der i stedet risiko for, at adgangen til området i stedet bliver kraftigt beskåret.

Den hidtidige ejer af arealerne, erhversmanden Finn Helmer, er nemlig gået konkurs, hvilket betyder, at der snart kommer en ny ejer. Og det kan være dårligt nyt for de ‘Sjællandske Alper’ og for naturelskere.

Se f.eks.: http://www.tv2east.dk/video/2013-03-18/usikker-fremtid

Finn Helmer har investeret egne penge i at udvikle stedet som et attraktivt naturområde for offentligheden. Men det er langt fra sikkert, at en ny ejer vil have samme interesse. Tværtimod kan man meget vel forestille sig, at vedkommende vil søge at indrette området som sit eget lille paradis. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening kan man også frygte, at det vil blive indrettet til jagt.

Danskebjerge.dk mener, at der skal tages skridt til at sikre fremtiden for Maglesø. Det kan ikke være sådan, at en så unik lokalitet skal være omgærdet af så stor usikkerhed.

Det er flot, hvad Finn Helmer har gjort, men i bund og grund bør det være en samfundsopgave at passe på dette sted. Og det er ikke nødvendigvis det samme, som at der skal en masse skattekroner på bordet. Tag f.eks. skovene omkring Sorø Søerne, der ligger nogle kilometer syd for Maglesø. De hører under den private fond Sorø Akademis Stiftelse – en traditionsrig, velfunderet organisation, der helt grundlæggende er bygget op omkring samfundsgavnlige aktiviteter. Det er den slags ejere, der kan give Danmarks vigtigste og smukkeste naturområder et trygt fundament.

Men der skal handles hurtigt i den aktuelle sag. For så snart en rig egoist har sat sig på Maglesø, bliver det en krig at få ham ud derfra igen.

Læs mere om Danskebjerge.dk’s syn på kuperede landskaber og beskyttelsen af dem her: http://www.danskebjerge.dk/topolitik1.htm

/Jacob

Så sejrede sandheden til sidst.

Som Danskebjerge.dk har påpeget i årevis, er det ganske enkelt ikke korrekt, når medierne forsyner Kiddesvej i Vejle med en stigningsprocent på 21.

Tallet 21 har været brugt lige siden 2004, hvor Kiddesvej kom med i Post Danmark Rundt. Hvad tallet er baseret på, er uklart. Danskebjerge.dk har blot kunnet konstatere ved adskillige målinger på Kiddesvej, at stigningsprocenten umuligt kan nå der op, med mindre man bruger helt aparte opmålingsmetoder.

Alligevel har Danmarks Cykle Union gang på gang nævnt de 21 procent, når der er blevet sendt pressemeddelelser ud om Post Danmark Rundt. Og så har sportsmedierne troet på det og gentaget det forkerte tal.

I 2012 begyndte der dog at ske noget i sagen. Danskebjerge.dk offentliggjorde en liste over Danmarks stejleste veje, og her lå Kiddesvej forholdsvis langt nede. 19 procent som maksimal stigning rækker nemlig kun til en delt 16. plads i Danmark, og så har vi endda ikke taget blinde veje med.

Den undersøgelse blev fulgt op af bl.a. en rettelse på Ritzau, hvor man reagerede på en henvendelse fra Danskebjerge.dk i forbindelse med fejlbehæftet omtale af Kiddesvej og Post Danmark Rundt. Rettelsen blev sendt ud til hver en afkrog af Danmark, og således blev der i hvert fald sat et meget stort spørgsmålstegn ved de sejlivede 21 procent.

Se: http://iloapp.danskebjerge.dk/blog/blogsbjerg?Home&post=107

Det afholdt dog ikke DCU fra igen forleden at skrive en pressemeddelelse om Kiddesvejs 21 procent. Men det var tilsyneladende en sidste krampetrækning. Forløbet er endnu ikke helt klart, men det står fast, at vejlenseren Troels Vesterlund Nielsen kort efter offentliggjorde en helt frisk måling fra landmålerfirmaet LIFA, hvor stigningsprocenten på de 19 blev bekræftet. Troels Vesterlund Nielsen har i flere år arbejdet for mere fokus på bakkerne omkring Vejle, herunder korrekt information om dem.

Og det var altså tilsyneladende en indsats, der bidrog til, at sandheden om Kiddesvejs stigningsprocent vandt den endelige sejr. Den 12. marts 2013 kl. 8.46 udsendte DCU’s organ CyklingDanmark en artikel med overskriften: “Officielt: Kiddesvej har stigningsprocent på 19”.

Læs hele “berigtigelsen” her: http://www.cyklingdanmark.dk/index.php?p=nyheder/profil.php&id=24955

Nogle vil måske sige, at to procent fra eller til ikke gør den store forskel. Men Danskebjerge.dk’s holdning er, at hvis man gerne vil have den slags detaljer med i markedsføringen af et arrangement, så skal man have styr på fakta.

Det samme gælder i øvrigt en hel del andre løb i Danmark. Der synes at gælde den naturlov, at hvis en stigningsprocent eller et antal højdemeter er angivet forkert af arrangøren, så er det altid til den høje side. Sjovt nok!

Men pas på. I risikerer at Danskebjerge.dk kommer og tjekker! 🙂

/Jacob