Blogsbjerg

Hvis du suser ned ad en bakke – uanset
om det er på cykel eller i løbesko -, så er der mindst to forhold,
der skal være i orden: Du skal være ekstra opmærksom på
uregelmæssigheder i det spor, du følger. Og du skal kunne stole på
sporet.

Det ene udelukker ikke det andet. For
godt nok skal du ikke køre hurtigere, end at du kan reagere på
forhindringer som vejhuller eller større genstande. Men samtidig
kommer man ikke udenom, at al trafik i dag bygger på en
grundlæggende tillid til, at underlaget foran dig er i orden. At
vejen eller cykelstien f.eks. ikke lige pludselig og uden varsel
ophører foran dig. Eller at den logik, man bruger andre steder i
trafikken, med ét bliver vendt på hovedet.

Skinnearbejde blev skæbnesvangert
De seneste dage har desværre budt på
nogle eksempler, der viser, hvor galt det går, når logikken og
tilliden bryder sammen. En grum sag:

http://ekstrabladet.dk/112/article2124103.ece

Jeg har endnu ikke set billeder, der
præcist viser, hvordan vejens forløb var ændret. Men hvis det
virkelig er sådan, at cyklisten mere eller mindre har ramt skinnen
vinkelret i dens fulde højde, ja så har han ikke haft en kinamands
chance for at undgå styrt.

Jeg ved ikke, hvad de ansvarlige har
tænkt i denne sammenhæng. Mit gæt er, at hvis det var en
trafikeret bilvej, så havde de markeret det hele tydeligt, og
sikkert også udtænkt en eller anden løsning. Men her var det jo
KUN en lille vej, formentlig mest brugt af fodgængere og cyklister.
Og disse har måske ikke fyldt så meget i bevidstheden hos dem, der
stod for vejarbejdet?

Sandsynligvis har de heller ikke tænkt
over, hvordan man i mørke skulle kunne se, at stenene var fjernet
fra skinnerne. Det var netop i morgenmørket, at den 60-årige kom
kørende. Det er selvfølgelig en skærpende omstændighed, at det
hele foregik ved jernbanespor, hvor uheld med personskade kan få
fatale følger, når der kommer tog.

Lærer kørte i hul
Det er langt fra første gang, at
vejarbejde ender fatalt for bløde trafikanter. Faktisk skete noget
lignende blot et par døgn før, nemlig i Sverige.

http://www.expressen.se/gt/vannen-stortade-mot-doden-i-bygg-gropen/

Den 62-årige lærer cyklede i velkendt
terræn, men i mørke, sådan som det også var tilfældet i sagen
fra Danmark. Pludselig er der et 2½ meter dybt hul i vejen –
“dårligt skiltet”, som der står i artiklen. Måske kører
han direkte ned i hullet uden at nå at bremse eller tage for sig.
Sådan noget dør man af.

Man kan forestille sig, at det nærmest
har været en ulempe for begge de omkomne, at de har færdedes i
velkendt terræn. De har stolet på, at underlaget foran dem var, som
det altid var. Og ladet vanen styre. Med rette. De blev jo ikke
advaret om andet.

Trafik skal være forudsigeligt
At færdes i trafikken handler i høj
grad om vaner og om tillid. Det er en illusion at tro, at trafikanter
skal være opmærksomme på alt. De skal være opmærksomme på
farer, der kan forudses. Biler fra højre eller venstre. Eller tog,
der kommer susende, eksempelvis. Ikke på, at nogen har lagt fælder
ud for dem.

Netop fordi vanens og logikkens magt er
så stærk, er det problematisk, når man i disse år etablerer
vejanlæg fulde af ad hoc-løsninger. Altså at man prøver at styre
trafikken på en måde, der lige netop skal passe til det konkrete
sted (og budget måske endda). Det fandt Danskebjerge.dk et eksempel
på forleden på en tur til og igennem Slagelse:

http://www.youtube.com/watch?v=nZCk127wXvo

Jeg tvivler ikke på, at der er tænkt
over tingene i Slagelse.

Rundtosset i rundkørsel
Men det duer simpelthen ikke, at man
forvandler et ganske almindeligt trafikanlæg til en
forhindringsbane. En venstresvingsbane før rundkørslen, fire sæt
hajtænder inden for 30 meter, og et skift fra cykelsti i hver sin
side af vejen til dobbeltrettet cykelsti – det er simpelthen for
komplekst og ulogisk.

Den umiddelbare konsekvens er, at det
nedsætter fremkommeligheden for de cyklister, der skal gennem
rundkørslen. Nedsætter det også risikoen for ulykker? Det tror jeg
ikke. Det man vinder på gyngerne, mister man på karrusellen: Det
kan godt være, at man minimerer risikoen for, at bilister overser
cyklister, men til gengæld gøder man jorden for en række andre
uheldstyper. Det er ulykkeligt, at flere af de løsninger, der ses i
Slagelse, går igen ved en lang række andre nyetablerede danske
rundkørsler. En løsning som i Holland virker langt mere gennemtænkt.

Det er på tide, at trafikplanlægningen
i Danmark bliver mere konsekvent. Vi skal sikre, at når der udføres
reparationer ved veje, så bliver det skiltet tydeligt, og de
ansvarlige entreprenører skal finde en god trafikal løsning i den
tid, arbejdet varer. Vi skal også sikre, at vejanlæg i Danmark er
præget af ensartethed, sådan at man som trafikant ved, hvad man kan
forvente, når man nærmer sig et vejkryds, et helleanlæg, en
rundkørsel, en cykelsti, eller hvad det nu måtte være.

Dårlige løsninger skabe nye problemer
Der er selvfølgelig stor forskel på
en fjollet rundkørsel og tragiske historier om cyklister, der
omkommer. Men sagerne har alligevel en fællesnævner. Nemlig at de
ansvarlige i deres forsøg på at løse ét problem, har skabt et
nyt. Desværre er dette et generelt problem i det trafikale Danmark.
Et problem, som der er alt for lidt fokus på.

Læs mere om Danskebjerge.dk’s
holdninger under sektionen Topolitik på www.danskebjerge.dk.
Fremkommelighed er et ret vigtigt emne, når det gælder muligheden
for at få glæde af de danske bakkelandskaber, og derfor tager
Danskebjerge.dk til tider emnet op.

/Jacob

P.S.: Tak til Christian Bernhard Hagen for diverse tip om hele problemstillingen.

“Det ville være fedt, hvis jeg kunne løbe et maraton om dagen i et år.”

Sådan lyder de første ord i Annette Fredskovs bog “Maratonkvinden”.

Ordene er en gengivelse af, hvad den skleroseramte kvinde fra Næstved selv sagde til sin mand den dag i efteråret 2011, hvor tanken om verdens måske vildeste løbeprojekt blev vakt: At løbe 366 maratonløb på et år.

Projektet blev sat i søen og gennemført. Det har kastet en hel del medieomtale af sig. Og nu er Fredskov så altså klar med sin helt egen udlægning af oplevelsen i form af en bog.

Blev et kendt ansigt
De fleste af hendes maratonløb fandt sted nær hendes bopæl, men hun løb også rigtig mange løb andre steder i Danmark. Især sjællandske motionister har set en del til hende undervejs.

Hendes fokus har – med god grund – ligget på distance og ikke så meget på fart. Løbene blev hovedsageligt gennemført i en tid lige under 5 timer. En tid, som er inden for rækkevidde for de fleste, der træner til maraton.

Ruterne har heller ikke været ekstremt hårde – og dog. Fredskov deltog bl.a. i Skodsborg Maraton, som er ganske kuperet. Og så var hun i Hedeland ved Roskilde og løb Hedelands Bjergmaraton. Danskebjerge.dk var også til stede ved den lejlighed og fangede Annette, da hun var på vej gennem tågen op mod den barske skibakke:

Bakken skulle passeres fire gange den dag, og jeg kan da godt afsløre, at hun valgte at gå opad på en del af strækningen. Fornuftigt nok, egentlig…

Bogen om maratonbedriften kan bl.a. købes her:
http://motionslob.dk/webshop/marathonkvinden

I øvrigt fremgår det af hendes hjemmeside, at hun stadig får løbet rigtig mange kilometer. Omend færre end de knap 300, hun tilbagelagde ugentligt, mens eksperimentet stod på.

/Jacob

I forlængelse af nyheden om det kommende oplevelsescenter i Brorfelde har Danskebjerge.dk på sitets Facebookside lanceret et par idéer til, hvordan man ved at udvide områdets infrastruktur kan skabe et endnu mere spændende. Her er forslagene i mere uddybende form.

Det første forslag går på at styrke forbindelsen mellem Maglesø og Brorfelde. Begge lokaliteter er skønne attraktioner, og de ligger ikke ret langt fra hinanden i fugleflugtslinje. Men det er alligevel lidt snørklet at komme fra den ene til den anden.

Derfor kunne man overveje at etablere en vej, fx en grusvej eller større sti, der går næsten direkte mellem Maglesø og Brorfelde-observatorierne (den blå linje på nedenstående kort). Den kan enten starte oppe ved Maglesøvej eller nede ved søen i tilknytning til den nuværende søsti – eller begge dele. Det vil være en kuperet og smuk “ekspresrute” på en kilometers penge.

Det vil kræve en aftale med lodsejer(ne), men vejen vil knytte Maglesø og de højt beliggende observatorier sammen som ét fascinerende naturområde.

Danskebjerge.dk’s andet forslag: at anlægge en “bjergvej” direkte op til det nye oplevelsescenter fra hovedvejen.

I dag kommer man op til observatorierne via en asfaltvej fra øst – en slags “bagvej”. Men det ville være meget mere spektakulært, hvis den primære adgangsvej lå på skråningen ned mod hovedvejen.

Som det fremgår af kortet nedenfor, skal vejen knytte an til den eksisterende vej gennem komplekset oppe på Væverbakke. Den skal udformes med hårnålesving, dels for at mindske hældningsgraden på strækningen og dels for visuelt at underbygge oplevelsen af, at her befinder vi os i et markant bakkelandskab.

I tillæg vil den ca. 500 meter lange vej være en god udfordring for de mange motionister, der i forvejen er tiltrukket af områdets krævende terræn.

Kan alt dette lade sig gøre? Tja, i forhold til hele projektets millionbudget vil de to nævnte tiltag ikke udgøre ret store udgiftsposter. Der er selvfølgelig nogle grundejere, der skal tages i ed og evt. kompenseres, men som det er i dag, er områderne marker med begrænset beplantning. Så på den måde er det absolut nogle realiserbare tiltag, vurderer Danskebjerge.dk.

Jeg hører gerne fra folk, der har en mening om dette – og måske endda har indflydelse på, i hvilken retning projektet forløber.

/Jacob

Tre fjerdele af det beløb, der skal til for at etablere det nye oplevelsescenter i Brorfelde ved Maglesø på Midtsjælland, er ifølge dagbladet Nordvestnyt i hus. Der mangler stadig 10 millioner, men hvis man skal tro avisen, er det nu sikkert, at centeret bliver til noget.

Det er jo en fantastisk nyhed, synes Danskebjerge.dk. De observatorier skriger på at blive brugt til andet end bare at stå og se fine ud på toppen af bakkerne (ca. 90 moh.).

http://www.sn.dk/holbaek/ny-millionattraktion-taet-paa-stjernerne/artikel/357666#.UknjUybU_mQ

Man må håbe, at realiseringen af oplevelsescenteret også kaster lidt glans over det omgivende landskab. Finansmanden Finn Helmer har jo for ikke så længe siden måttet opgive sit ejerskab af området omkring Maglesø (se tidligere blogindlæg), og det har skabt noget usikkerhed om stedets fremtid. Nu ser det en smule lysere ud. Det virker helt oplagt, at man på den ene eller anden måde søger at styrke sammenhængen mellem Brorfelde og den fantastiske natur, det ligger i.

/Jacob

For tiden blusser debatten om klimaforandringer op igen. Den globale temperatur er nemlig ikke steget så meget i de sidste par årtier, som det var blevet forudsagt. Det får nogle til at tvivle på bl.a. EU’s klimastrategi. Samtidig fastholder forskere, at vi allerede inden udgangen af dette århundrede vil se gennemsnitstemperaturen stige med adskillige grader.

Anyway: Det er et faktum, at der falder mere og mere nedbør over Danmark. Og det rammer ikke kun ejendomme, som risikerer at blive oversvømmet. Øget nedbør har også konsekvenser for dem, der vil færdes ude i det danske landskab. Stier bliver ufremkommelige pga. mudder og vand, og regn og slud gør gå-, løbe- og cykelture mindre behagelige.

Kan man værne sig mod det? Både ja og nej.

Glem din mor
Mange husker nok deres moders kære formaninger om at klæde sig godt på, når vejret viste tænder. Men det råd duer ikke altid og især ikke, hvis man skal ud og dyrke krævende motion. Kraftanstrengelser og rigelig påklædning harmonerer nemlig sjældent. Tykt tøj hæmmer bevægelserne og fører nemt til overophedning. Hvor tit ser man ikke motionister – jeg beklager at måtte sige det, men det er altså mest de kvindelige -, der tøffer afsted med en trøje eller jakke bundet om livet. De har typisk frygtet kulden og har klædt sig sådan på, at de i hvert fald ikke frøs, når de kom udenfor. Men man skal faktisk ikke bevæge sig særligt længe, før kroppen genererer en hel del varme. Og så ender man med at måtte slæbe rundt på unødig beklædning i det meste af den tid, man træner.

Noget lignende gælder i øvrigt cykelture. Her er et bud på, hvordan man undgår at svede alt for meget, hvis man skal cykle til arbejde:
http://www.motion-online.dk/konditionstraening/kondition_-_artikler/saadan_undgaar_du_at_blive_svedig_efter_cykelturen_til_arbejde/

Bedst at fryse lidt i starten
Det er især i det kolde halvår, at temperaturtilpasningen er vanskelig. Man kan godt være fristet til at pakke sig godt ind med flere lag og med både hue og handsker, inden man begiver sig ud i det barske vejr. Men er det det værd, hvis man overopheder efter få hundrede meter? Mit bedste tip er, at man skal fryse lidt i starten. På en løbetur på 10 kilometer kan det godt lønne sig at fryse på de første ca. to kilometer (den anden kilometer er ofte den værste, da man her har mistet meget af den varme, man har med sig fra den lune stue derhjemme, samtidig med at kroppen endnu ikke er helt oppe i gear), for derefter begynder kroppens naturlige radiator for alvor at arbejde effektivt, og de sidste 8 kilometer føles behagelige. I øvrigt har mange af os nok en lidt overdreven frygt for at fryse. Man dør altså ikke af at have det lidt køligt i nogle få minutter!

Meget afhænger dog også af motionsformen. Cykling adskiller sig fra løb ved, at flere dele af kroppen er næsten helt inaktive, og derfor kan især de yderste led blive udsat for varig nedkøling, og det er skidt. Jeg har selv svært ved at holde varmen i tæerne, så allerede når temperaturen kommer under 15 grader, begynder jeg at overveje skoovertræk. Dertil termosokker eller lignende, hvis temperaturerne bliver endnu mere vinterlige.

Handsker, der i modsætning til cykelhandsker dækker hånden fuldstændig, kan også være en nødvendighed, men her har jeg det problem – ligesom når jeg løber -, at jeg nemt kommer til at svede om fingrene. Jeg synes virkelig de er svære at stille tilfredse, de fingre.

Svært at holde sig tør
Dilemmaet møder man også, når det gælder værn mod nedbør.

I frilufts- og sportsbutikker kan man vel næppe længere finde regntøj, der ikke er åndbart. Alligevel bliver brug af regntøjet hurtigt et spørgsmål om pest eller kolera. For jo, det kan lukke fugt ude, men det er altså også et ekstra lag tøj, der ikke bare stopper nedbøren, men også vinden og luftmodstanden – og som varmeisolerer. Ved intensiv eller blot moderat træning vil man nemt blive klam, når man er iklædt vandtæt tøj – det er blot kroppens egen fordampning, der skaber fugten, og ikke nedbøren udefra. Desuden kan det være bøvlet både at tage tøjet af og transportere det, hvis vejret skulle klare op undervejs.

Jeg skal også lige vende fodtøjet en gang. Fugtigt vejr betyder jo ofte fugtigt underlag, og det kan give nogle udfordringer. Det kan være i form af glatte skråninger, dybe vandpytter – eller isbelægninger på vej og fortov.

Bedre vejgreb, men…
For løbere er trailsko en fristelse, men igen-igen er der ulemper. Trailsko har såler, der er mere markerede end såler på traditionelle løbesko, og det er en indlysende fordel, når det er svært at stå fast. Men min erfaring er, at trailsko nemt bliver stive og klodsede – selv oplevede jeg, at mine nyindkøbte trailsko gav mig vabler, hvilket jeg ellers ikke har haft i årevis. Samtidig er virkeligheden for de fleste danske løbere jo nok, at selv i dårligt vintervejr er føret acceptabelt over lange strækninger. Det er mest i f.eks. skov, at trailskoene kommer til deres ret. Men er det så det værd, eller er man bedre tjent med at vælge sine almindelige løbesko og så bare være lidt mere påpasselig i det særligt lumske terræn?

Jeg selv har nogle Nike Free Run-sko, som jeg er glad for. Det er en udgave med såkaldt H2O-repel, hvilket skulle betyde, at de faktisk er vandtætte. Jeg har dog ikke testet dem rigtigt under vand endnu. Og egentlig er det også en lidt spøjs kombination. Nike Free-skoene er nogle meget lette sko med en super fleksibel sål, der ikke ligefrem har pigge og store knopper. Så det smager jo ikke ret meget af “bjergsko”. Men det særlige stof har en anden fordel, nemlig at det gør skoene lidt varmere. Og da det er en spinkel sko i det ydre, er det ganske rart med lidt ekstra lune. Jeg oplever ingen problemer med kondens.

Mærk dig selv
Men altså – tøj og temperatur har i hvert fald én ting til fælles: Det er individuelt, hvordan man oplever det.

Undersøg selv, hvordan beklædningen bedst tilpasses dine behov, og registrér, hvordan det går fra gang til gang, så du kan blive klogere af dine erfaringer. Al respekt for mødre og deres velmente råd, men egne erfaringer er ofte mindst lige så gode!

Hvis du leder efter nyt tøj, kan du bl.a. gøre det hos Zalando.dk.

Læs mere om klimatilpasning i Danskebjerge.dk’s artikel om emnet.

/Jacob

Hjemmesiden Bikelog.dk har en kortfunktion, der skiller sig lidt ud fra mængden. Og som er af særlig relevans for os bakkeelskere. 🙂

På Bikelog.dk kan man nemlig få både en højdeprofil og et samlet antal højdemeter for den rute, man indtegner. Dermed ikke sagt, at højdeprofilen til hver en tid passer præcist, men Danskebjerge.dk’s vurdering er, at den ikke er helt skæv. Og GPS’er er jo heller ikke altid lige nøjagtige. Man kan med fordel kombinere data fra de to redskaber.

Billedet herover er et skærmbillede fra Bikelog.dk, hvor jeg har indtegnet ruten rundt om Maglesø. De røde markører er placeret for foden af de væsentligste stigninger på ruten, når man kører den mod uret. Højdeprofilen viser ruten startende fra Tjørnedevej-krydset ved hovedvejen.

Se kortet i større format her.

Bemærk, at funktionaliteten på Bikelog.dk afhænger af, om man har ladet sig registrere med brugernavn.

//EDIT 2021: Funktionen på Bikelog.dk eksisterer ikke mere.//

/Jacob

Hold da helt fest, der er gang i bjergløbene for tiden.

Tag bare den weekend, vi står overfor nu (7.-8. september 2013). Her er der både nye og gamle motionsløb, der alle trækker tænder ud.

Hvis vi starter i den mest hårdkogte ende, så er der lørdag Julsø Ultra Trail ved Silkeborg. Det er et 54 km trailløb, som har premiere i år. Det er garvede folk, der står bag, så der er lagt i ovnen til en stor, men også krævende oplevelse for deltagerne. Vejret ser ud til at blive godt – måske endda FOR godt? Der skal i hvert fald nok hældes noget væske indenbords undervejs. 🙂 Deltagerne skal bl.a. stifte bekendtskab med tvillingebakkerne Sindbjerg og Stoubjerg, der er så stejle, at deres skråninger er forsynet med trappetrin. Ja, og så er der tonsvis af højdemeter andre steder på ruten (se billede).

Dagen efter er der et andet, nystartet bjergløb i samme område, nemlig Glarbo Highland Trail 1000. Her er distancen “kun” knap 15 km, men til gengæld er der skruet voldsomt op for højdemeterne. Ifølge arrangørerne skulle der på den 4,7 km lange rundstrækning, der skal gennemløbes tre gange, være 333 højdemeter. Hvilket altså giver 1000 højdemeter i alt for hele turen. Normalt skal man i Danmark lede længe for at finde rundstrækninger, der har flere end 300 højdemeter pr. 10 km, men her skulle det altså være lykkedes at øge koncentrationen af stigninger og fald til mere end det dobbelte. Det er absolut et løb for bjergentusiasterne, det her.

Weekenden byder også på bjergløb på Fyn og Sjælland.

På Fyn er det klassikeren Alpeløbet, der er på plakaten. Der er tre distancer at vælge imellem – den længste er 10,3 km. Løbet foregår i de Sydfynske Alper – deraf navnet -, og undervejs når man op i næsten 110 meter over havet. Alene på de første ca. 1200 meter stiger terrænet med ca. 55 højdemeter. Løbet finder sted søndag 8. september.

Et andet traditionsrige bjergløb afvikles ved Næstved på Sydsjælland samme dag. Her lægger den store, stejle Mogenstrup Ås skråninger til Seiffert Løbet.

Løbet lever et forholdsvis stille liv og har sjældent meget over 100 deltagere. Men det fortjener mange flere, for ruten er en fantastisk bjergrute. På den længste distance, 8,5-kilometerruten, skal man gennemføre rundstrækningen to gange, og det er en stor udfordring at disponere kræfterne, fordi rundstrækningen på udturen er voldsomt kuperet, mens den på hjemturen er næsten helt flad.

Find selv frem til flere traditionsrige danske bjergløb her:

http://www.danskebjerge.dk/bjergloeb2.htm

/Jacob

Så er jeg klar med forslag til ny lovtekst, der skal gøre det lidt nemmere at være cyklist i Danmark. Se forslaget her:

http://danskebjerge.dk/topolitik7.htm

Det er vigtigt at forstå, at forslaget ikke er en udspecificering af den nuværende lov, men snarere – om jeg så må sige – en AFspecificering.

Det vil sige, at tanken faktisk ikke er at gøre loven klarere og mere entydig. Tværtimod skal den være mere rummelig og mindre rigid.

Centralt i forslaget er, at man som cyklist skal orientere sig om anden færdsel og undgå at være til gene. Hvis man efterlever disse simple krav, er der mange ting, der løser sig ude i trafikken. Samtidig får cyklisterne friere rammer på en række punkter. Eksempelvis skal man ikke nødvendigvis køre helt ude til højre på vejen. Det afhænger af, om man er til gene for anden trafik eller ej. Der står heller ikke noget i loven om, hvor meget man må fylde på cykelstien eller på vejbanen. Det er igen et spørgsmål om, hvor vidt der er anden færdsel, som man er til gene for.

Den nye lov bliver ikke en facitliste, som man kan slå op i, hvis man med sikkerhed vil finde svaret på spidsfindige situationer i trafikken. Men sådan er den nuværende lov heller ikke. Jeg tror på, at den trafikale virkelighed for cyklister er så situationsafhængig, at det ikke nytter at presse en meget udspecificeret lov ned over den. Så hellere en lov, der har bredere formuleringer. Og som lægger sig tættere op ad den faktiske adfærd, som almindelige cyklister udviser.

Cyklen er et transportmiddel, der kan bruges meget fleksibelt. Derfor er det også rimeligt at have en lov, der tilgodeser denne fleksibilitet.

Man kunne nok godt gå endnu længere i liberaliseringen af cykelloven, men alt dette er ikke tænkt som et projekt, der skal gøre det mere besværligt at være f.eks. bilist. Det skal snarere medføre en slags normalisering af de tilstande, der i praksis gælder i dag. Realisme, ikke dogmatisme.

/Jacob

Jeg bryder loven. Ret tit faktisk. Og jeg har det fint med det.

For når jeg bevæger mig rundt i det danske landskab på min tohjulede, så følger jeg lige så meget min egen lyst og fornuft, som jeg følger færdselsloven.

Og jeg tror, at det er til gavn for både min cykeloplevelse – og for trafiksikkerheden. Den nuværende lov er nemlig ret underlig, synes jeg. På en del punkter.

I færdselsloven står der f.eks., at “cyklist skal altid holde til højre på den vognbane, der er beliggende yderst til højre i færdselsretningen”. Bemærk ordet “altid”. Det betyder uden undtagelse.

Loven tager ikke højde for, at rigtig mange landeveje har dårlig asfalt eller ligefrem huller, der gør, at man som cyklist vil få en meget kraftig rystetur, hvis man kører hen over de værste steder. I nogle tilfælde vil man endda ryge helt af cyklen og komme til skade. Men det er loven ligeglad med. Du skal holde til højre. Altid.

Selv cykler jeg ofte ret langt ude på vejen. Nogle gange ude midt på den, til tider er jeg helt ovre i den anden side. Det gør jeg, fordi det er det sikreste og mest behagelige. Jeg holder selvsagt også øje med trafikken. Når der kommer biler, må jeg trække ind igen og prøve at håndtere de forhindringer, som vejmyndighedernes eventuelle manglende vedligeholdelse måtte have skabt.

Det kan også være, at jeg ikke straks opdager, at der kommer en bil bagfra. Så må han eller hun lige vente lidt eller til nød give mig et dyt. Det ordner sig. Måske undtagen i de tilfælde, når bilisten opfatter sig selv som færdselslovens forlængede arm og farer i flint over mit “lovbrud”.

Jeg tænker også somme tider på, hvad der vil ske, hvis jeg møder en nøjeregnende politimand. Sådan én, der lever og ånder for mottoet “lov er lov, og lov skal holdes”. Han vil da nok kunne få finansieret flere måneders forbrug af citronmåner alene ved at stange bøder ud til mig.

Indtil videre er jeg sluppet. Jeg ved ikke, om de i politiet har en intern aftale om at give især motionscyklister lang snor. Det vil da i så fald være rimeligt nok egentlig. Men man kunne jo også vælge at se på loven. Er den fair? Er den hensigtsmæssig?

Jeg har nu selv kigget de vigtigste passager i færdselsloven igennem og set på de dele, der handler om cyklister. Det er der kommet et forslag til en revideret lov ud af.

Overordnet set er det en forenkling af loven, men der er også en enkelt stramning eller to. Hovedprincippet har været, at det skal være lidt nemmere at være cyklist, uden at det skader sikkerheden.

Se mit forslag her:
http://danskebjerge.dk/Forslag-til-revideret-faerdselslov-for-cyklister-version2.html (pdf-fil)

/Jacob

P.S. Siden dette indlæg om trafik er der kommet ét mere, hvor der tages udgangspunkt i nogle konkrete steder og hændelser. Se det her.

Kunne man forestille sig slutrunder i håndbold uden direkte tv fra Danmarks kampe? Kan man se for sig, at Olsens fodboldlandshold først dukker op på skærmen, flere timer efter at spillerne har forladt grønsværen i Parken?

Nej, vel?

Men sådan er de kedelige realiteter, når det gælder Danmarks største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed: cykelløbet Post Danmark Rundt.

Det professionelle etapeløb er ellers langt hen ad vejen en folkelig succes. Masser af mennesker hepper på rytterne langs ruten, og mange kan bogstavelig talt stå i egen hoveddør og se feltet suse forbi. Samtidig er løbet en hyldest til det danske landskab og landets mange smukke afkroge. Det kan næsten ikke blive bedre. Jo, altså, hvis der så også var tv på.

Men tv-mæssigt er løbet en sørgelig historie. Og har været det i mange år. Tv-seerne bliver spist af med et etapesammendrag og nogle interview i en lettere forlænget udgave af DR Sporten om aftenen. Der forsøges andetsteds med lidt livestreaming fra et enkelt kamera, men det er vist kun de meget inkarnerede cykelfans, der orker det hakkende og ustabile signal.

Hvorfor står det så sløjt til?

Ja, det hænger tydeligvis sammen med, at begivenhedens tre store aktører er tilfredse med status quo. Danmarks Cykle Union er godt tilfreds med Post Danmark som sponsor. Post Danmark er godt tilfreds med eksponeringen i DR. Og DR er godt tilfreds med omfanget af dækningen, som vist heller ikke ligefrem vælter nogen budgetter.

Men år for år fremstår den nuværende formidling af Post Danmark Rundt som mere og mere utidssvarende. I dag skal sport formidles live, hvis det for alvor skal trænge igennem. Nutidens medieforbrugere gider ikke forskudte sammendrag. En publikumssport som landevejscykling lever af intensiteten og her-og-nu-oplevelsen, og jeg tror, det er de færreste cykelinteresserede, der først orienterer sig om Post Danmark Rundt-etaperne kl. 22 om aftenen. De har modtaget nyheden om etaperesultatet, længe inden DR’s reportage ruller over skærmen. Dermed ender tv-indslagene som visne, spændingsforladte referater.

Jeg kender godt argumenterne for den valgte løsning. Det er noget med økonomi. Og selve produktionen. Det er svært at producere seværdigt tv fra cykelløb, hedder det.

Uden tvivl. Men eksemplerne på, at det alligevel kan lade sig gøre, er mange. I Norge er der masser af live-tv fra sportsbegivenheder af tilsvarende format. Eksempelvis har man i løbet af et par år fået stablet to professionelle landevejsetapeløb på benene, der begge transmitteres direkte på Eurosport.

Og selv herhjemme ser man, at store flerdages-events faktisk kan formidles live. Løberne i motionsløbet Etape Bornholm følges således af TV 2/Bornholm, der ofrer en hel del mandskab og avanceret udstyr på at lave fine transmissioner fra de enkelte etaper. Kvaliteten er selv sagt ikke helt på højde med det, man ser fra Tour de France, men lidt mindre kan altså også gøre det.

Post Danmark Rundt er et arrangement, der inddrager hele Danmark. Og der har aldrig været flere danskere med interesse for cykling. Så det må simpelthen være muligt at skaffe midler nok til en langt bedre tv-dækning.

Måske kunne TV2/Regionerne lave et samarbejde? Eller måske kunne man finde en helt ny, mere pengestærk sponsor? Der er stærkt brug for nytænkning, nye ressourcer og ny tro på, at det store danske cykelløb kan blive en ægte folkelig begivenhed. Som verden er i dag, går denne forankring gennem tv. Og det skal være direkte tv.

/Jacob