Blogsbjerg

Hvert år i april indledes rækken af
forårsklassikere. Og her tænker jeg ikke på de tv-transmitterede
cykelløb, man kan kan studere fra sofaens dyb. Nej, det handler
selvfølgelig om løbeverdenens svar på Paris-Roubaix,
Liège-Bastogne-Liège, og hvad de ellers hedder. De næste uger byder på
adskillige danske motionsløb med særligt udfordrende ruter. Og da de mig
bekendt ikke kan opleves i direkte tv, så er det bare med at hoppe i løbeskoene og prøve de mange højdemeter af på egen krop.

Her i påskedagene er der gang i den i Jægerspris, Aalborg og Tisvilde. Nær førstnævnte by finder man Færgelundsløbet,
som afvikles skærtorsdag. Ruten er en rundstrækning på 2,2 kilometer,
og arrangørerne kalder selv løbet for et “crossløb”, hvilket afslører,
at der venter deltagerne et par solide stigninger.

Dagen efter – i Aalborg – er der skruet yderligere op for både distance og højdemeter. Aalborg Brutal Marathon
er flere gange blevet kåret som årets hårdeste motionsløb, og samtidig
er det faktisk et af de maratonløb, der har flest deltagere i Danmark.
Rutens stejleste udfordring, Skovbakkevej, er med sin maksimale
stigningsprocent på 17 fuldt sammenlignelig med de “mure”, der er så
frygtede i de belgiske og hollandske éndagscykelløb. Bemærk løbsdagen:
Det er langfredag. De store pinslers dag. Så er du advaret.

2. påskedag står den så på Helvede i Nord.
Et løbsnavn, som her refererer til en rute i et kuperet klitlandskab
ved Tisvilde i Nordsjælland. Man kan løbe 10 kilometer eller
halvmaraton. Løbet er langt fra så gammelt som cykelløbet Paris-Roubaix
(der har inspireret til navnet “Helvede i Nord”), men deltagerne
strømmer til år efter år, og også i 2014 har arrangørerne måttet melde
udsolgt lang tid i forvejen.

I maj måned kan man kaste sig ud i endnu mere udansk terræn, nemlig i form af klipper og miner. Den 3. maj er der Salomon Hammer Trail
på Bornholm. Her skal stejle fjeldsider overvindes, bl.a. skal man
bestige den uendeligt lange trappe ved Jons Kapel. Løbets
minimumsdistance er 25 kilometer, men hvis du slet ikke kan få nok af
disse skønne, menneskefjendske omgivelser, så er der skam også længere
distancer på programmet. Hvad siger du f.eks. til en tur på 100 miles?

Foråret slutter i et hul i jorden. Eller det vil sige to. Kalkmineløbet,
der finder sted 29. maj, har de gamle kalkminer i Mønsted og Daugbjerg
på plakaten. Her gælder det i allerhøjeste grad om at spænde hjelmen.
Ikke bare i overført betydning for at klare sig igennem den
strabadserende rute, men også for at undgå den smerte, der melder sig,
når man knalder hovedet ind i loftet i en af de lave, snævre
mineskakter.

Og så skal jeg også huske at nævne to bjergløbsklassikere, der allerede er afviklet her i april. Nemlig Skvæt Skovløb i Skanderborg og Hedelands Bjergløb
nær Hedehusene. Det er to gedigne, traditionsrige løb, der udfordrer
deltagerne, uden at det bliver ekstremt. Jeg synes ikke nødvendigvis, at
det er en kvalitet, hvis en rute er spækket med ekstremt stejle eller
lange stigninger. Et godt bjergløb skal først og fremmest give en
afvekslende løbeoplevelse. En oplevelse af, at terrænet undervejs
præsenterer dig for særlige udfordringer, som du skal forholde dig til.

Og nå ja, så er der jo også lige en anden
fordel ved ruter med bakketoppe: De byder som regel på gode udsigter.
Findes der noget skønnere end et blik ud over et landskab klædt i
forårsfarver? Det skulle da lige være synet af en prustende og stønnede
konkurrent, der endnu kun er nået til foden af den bakke, du selv lige
har besteget.

/Jacob

P.S.: Dette blogindlæg er også bragt på Motionslob.dk

Hvis man ser på et almindeligt landkort, så gør Kattrupvej ved Tissø i Nordvestsjælland ikke det store væsen af sig. Der er knap nok et sving på vejen, og man kunne få det indtryk, at en cykeltur ad Kattrupvej er en noget ensformig oplevelse. Intet kunne være mere forkert.

Vejen er formentlig den mest puklede asfaltvej på Sjælland. Fra landsbyen Buerup og til Kattrup Gods, der troner på toppen i 72 meter højde over havet, er der hele syv små og mellemstore knolde, der skal bestiges. Så selvom højdeforskellen på bund og top er 63 højdemeter, så er det samlede antal højdemeter 85. Fordelt på 2,5 kilometer landevej.

Nogle steder skal man blot overvinde 4-5 højdemeter, før det igen går lidt nedad. Men et par af knoldene kræver mere end bare en håndfuld pedaltråd. I starten ligger f.eks. en bakke, der stiger med ca. 6% i snit over 250 meter. Den næstsidste bakke har en tilsvarende gennemsnitsprocent, men er lidt længere. Begge byder på 11-12% i maksimal stigning. (Knolde som disse har generelt en lavere gennemsnitsprocent, end man umiddelbart oplever – det skyldes, at de ret flade stykker i starten og slutningen udgør en forholdsmæssigt stor del af den pågældende strækning.)

Som cyklist kan Kattrupbakken opfattes på to måder. Den ene opfattelse går på, at det er en forholdsvis mild form for bakkekørsel, fordi man ikke skal køre så meget opad, før man igen kan få pusten nedad. En anden måde at opfatte strækningen på er, at den er meget stressende, fordi den kaster pulsen ud i en ren rutsjebanetur, og hvis man har hentet den forankørende på den ene knold, så risikerer man at måtte slippe ham igen allerede på den næste.

Men mon ikke de fleste synes, at en vejstrækning som Kattrupvej er dejligt anderledes. Og hvis de mange knolde lyder skræmmende, så kan man jo også snuppe Kattrupvej i modsat retning. Det kilder i maven!

Se kortet over strækningen her. Der er indtegnet to strækninger, hvor den lilla er en strækning, der starter på Fælledvej. Kører man ad den vej, skal man i alt bestige 115 højdemeter. Og her en film med hældningsprocenterne!

/Jacob

P.S.: Kortet ovenfor er udformet af Danskebjerge.dk på baggrund af data fra Geodatastyrelsen.

Jeg læste lige en beretning på Facebook om en tur til Frøbjerg Bavnehøj, Fyns højeste punkt (131 moh.). Kvinden morede sig lidt over, at punktet ligger lavere end hendes barndomsby i Midttyskland, selvom denne ligger nede i en dal.

Og ja, overfladisk betragtet er det forhold en bekræftelse af den gamle kliché om pandekageflade Danmark.

Men som Danskebjerge.dk flere gange har påpeget: Når man taler om landskaber, er højde over havet ikke noget specielt interessant parameter. Det interessante er højdeforskellen. Det er højdeforskellen, der giver udsigter. Det er højdeforskellen, der gør en bakke til en bakke. Og det er højdeforskellen, der giver udfordringer, når man skal bevæge sig rundt (billedet ovenfor er trappen op til Frøbjerg Bavnehøjs top).

Lad mig give en sammenligning: Kig på dit gulv og dit spisebord.

Hvilket er mest fladt? Er gulvet mere fladt end bordet, fordi gulvet ligger lavest? Nej, vel?

Det er en spøjs misforståelse, som sniger sig ind forskellige steder i snakken om terræn. Jeg tror, det hænger sammen med en fejlslutning: Vi ved, at dramatiske landskaber som Alperne rager nogle tusinde meter op i luften, og derfor sætter vi lighedstegn mellem dramatiske landskaber og høj beliggenhed. Men sagen er, at et landskab sagtens kan være dramatisk, selvom det ligger lavt. Ligesom et landskab kan være fladt og halvkedeligt, selvom det ligger relativt højt. Det afhænger blot af, om det står på nogle bordben, om jeg så må sige.

Dette fænomen kendes for eksempel fra Bornholm. Bornholms højeste punkt, Rytterknægten (162 moh.), ligger midt på øen i et moderat kuperet terræn. Men de store stigninger og fald skal man finde ude ved kysterne, hvor højdemeterne hurtigt tårner sig op. Så hvis man som turist på Bornholm kun gik frem efter matematikken og de højeste punkter, ville man gå glip af en masse spændende landskab andre steder på øen.

Læs mere om højdeforskelle under “Stejlest” på www.danskebjerge.dk:
http://www.danskebjerge.dk/stejlest.htm

Eller se et tidligere blogindlæg på Blogsbjerg, der er relateret til emnet:
http://iloapp.danskebjerge.dk/blog/blogsbjerg?Home&post=143

/Jacob

Vejle Amts Folkeblad bragte 19. marts en artikel om byens stejle veje. Danskebjerge.dk har opmålt alle landets stejleste veje, og resultatet er, at Vejle lægger asfalt til hele otte af de tyve, kan man læse.

Artiklen indeholder også en perspektivering til resten af verden, hvor der er gader, der hælder med mere end 30%.

Hvis man vil misforstå artiklen, kan man måske få det indtryk, at Danskebjerge.dk ikke interesserer sig for stigningernes almene sværhedsgrad. Det er forkert. Tværtimod har Danskebjerge.dk lavet en liste over de hårdeste stigninger vurderet ud fra deres helhed. Se den her.

/Jacob

Da jeg forleden besøgte Rebild Bakker i det nordlige Jylland, satte jeg mig for at gøre det så hårdt for mig selv som muligt. Nemlig ved at løbe en tur, hvor jeg vred et maksimalt antal højdemeter ud af terrænet. Eneste kriterie var, at det skulle foregå på stier eller veje, og at ruten skulle være en rundstrækning, altså med start og slut samme sted og uden “genbrug” af strækninger.

Det første kriterie kneb det med at opfylde, for de stier, som fremgik af det medbragte kort, var til tider svære at følge. Nogle steder druknede de nemlig i et tykt lag af nedfaldne grene og visne blade. Og samtidig er vi så tidligt på sæsonen, at der ikke har været nok løbere ude og trampe stierne til.

Så det blev lidt af en vildmarkstur, men jeg opnåede nogenlunde, hvad jeg ville: Rundstrækningen var lige knap 5 kilometer lang og bød på tre stigninger med i alt 195 højdemeter (ifølge højdekorrigerede data fra Garmin Connect). Hårdt? Ja.

Det er kun meget få steder i Danmark, at man kan finde en rute med så tæt koncentration af højdemeter. Det lille løb Glarbo Highland Trail, hvis rute ligger i Silkeborg-skovene, byder dog på en 7 kilometer lang rute med 500 højdemeter. Den rute håber jeg snart selv at kunne tjekke ud. Den kunne være et godt bud på Danmarks mest kuperede løberute!

Jeg vil dog indtil videre påstå, at Rebild Bakkers natur har en lidt større oplevelsesværdi. I det åbne er man omgivet af lyng og hårdføre buske, der kan tåle at stå i den næringsfattige jord. Og inde i skoven møder man sært formede træer og ikke mindst stejle slugter, der fører ned mod bunden af Lindenborg Ådal.

Et landskab, der helt klart er værd at besøge, hvis man er til bakkeløb i betagende omgivelser.

Store dele af Rebild Bakker er i øvrigt også særdeles velegnet til mountainbike, men den rute, jeg løb, ville nok være problematisk at cykel på – pga. en del trappetrin!

/Jacob

Ja, okay, her kan Danmarks stejleste gade ikke helt være med…

Stigningen, der lagde asfalt til opløbet i dagens etape i
Tirreno-Adriatico, er angiveligt den stejleste i hele Italien. Der er
ikke helt konsensus om, hvor grum Muro di Guardiagrele egentlig er,
men en af de mere konservative opgørelser siger 22,2% i snit over
610 meter.

Det er ganske vist kun marginalt stejlere end Christian
Winthersvej (billedet), hvis man tager stykket mellem Jellingvej og Gl.
Kongevej. Men Muro di Guardiagrele er næsten fire gange længere –
og har tilsyneladende også en højere maksimal stigningsprocent (ét
sted står der
30%).

Se de afgørende øjeblikke på italienermuren her:

http://www.youtube.com/watch?v=kN1BUAv4fdI

/Jacob

Vinteren har budt på et par omtaler i forskellige medier.

Først bragte Bornholms Tidende en artikel om Danskebjerge.dk’s undersøgelse af, hvilke bjergløb der er de mest populære i Danmark.

http://www.bornholmstidende.dk/?Id=51279

Siden medvirkede jeg i et interview på P4 Sjælland om Vesteuropas laveste punkt, der ligger i Lammefjorden – afhængigt af, hvilke definitioner man bruger!

http://www.youtube.com/watch?v=VSsvf0MkQUQ

Og forleden var det så Jyllands-Posten, der inddrog Danskebjerge.dk. Det var til en artikel om gamle danske skianlæg. Skisporten havde en opblomstring i Danmark i 1940’erne og 1950’erne, og historierne om dengang emmer af nostalgi.

http://jyllands-posten.dk/sport/andensport/skisport/ECE6507286/det-vidste-du-ikke-om-dansk-skihop/

/Jacob

Jeg vil lige uddybe min pointgivning i forbindelse med sammenligningen af de tre motionsformer løb, cykling og svømning. Det skulle gerne gøre det klarere, hvad jeg har lagt vægt på i mine vurderinger.

1. at det er billigt at anskaffe udstyr og bruge faciliteter:

Her får løb den bedste score, fordi man kun behøver tøj for at kunne løbe (idet jeg hævder, at nøgenløb stadig ikke er slået igennem for alvor….).

Cykling kræver udstyr, herunder naturligvis en racercykel, som i sig selv kan være en udgift, når den skal vedligeholdes. Svømning kræver meget lidt udstyr, men til gengæld koster det noget at få adgang til svømmehallen. Jeg vurderer svømning og løb til at ligge ret tæt her.

2. at man er fri for praktisk besvær før og efter cykling:

Når man skal løbe om sommeren, skal man stort set kun hoppe i de korte rør og et par løbesko – så er man klar. Vinterløb kan kræve lidt mere beklædning, men det er stadig ret nemt.

Cykling kræver en del mere forberedelse, både i forhold til cyklen (luft i dækkene, eventuel smøring osv.) og i forhold til én selv (hjelm, handsker, cykelsko, proviant osv.). Og bagefter kan der også være noget afvaskning o.l., for ikke at tale om reparationer, hvis der er bøvl med mekanikken.

Svømning vurderer jeg til at score højere end cykling her, for godt nok er svømning for mange udøvere forbundet med transport (til og fra svømmehallen), men det er kun en gang omklædning og en tur under bruseren, der skal klares før og efter svømmeturen.

Der er selvfølgelig også dem, som ikke har noget problem med den tid, der må investeres før og efter træning. De elsker måske endda at pusle om deres cykel, eksempelvis. Det er så blot et af de tilfælde, hvor individuelle præferencer kan spille ind.

3. at der er mange muligheder for at variere træningsruterne:

Selv hvis du holder af forudsigelighed i træningen, har du glæde af at kunne variere en træningsrute, fordi forskellige distancer, forskelligt underlag osv. er med til at styrke dig på en lang række punkter.

Cykling er god her, fordi der i et land som Danmark er rigtig mange asfaltveje på kryds og tværs i terrænet. Det har løbere også gavn af, men løberes træningsdistancer er kortere end cykelrytternes, så variationsmulighederne er lidt mere begrænsede, omend løbere jo til gengæld har nemmere adgang til stier og grusveje.

Svømning i svømmehal er dødens pølse, når det gælder variation af ruter. Det er et af svømningens helt store indbyggede svagheder, og sporten halter her langt efter de to andre.

4. at man kan dyrke den lige godt i alle vejrforhold:

Der er nok ikke mange cyklister, der er vilde med koldt og vådt vejr. Løbere bryder sig heller ikke om det, men det højere tempo gør pedaltræderne mere udsatte for ubehageligheder end dem i løbesko. Mange cyklister har også oplevet, at regnvejr øger risikoen for punkteringer. På meget varme sommerdage er cykelrytterne derimod lidt bedre stillet end løberne, fordi kroppen er mere i ro, og vinden har en kølende virkning. Samlet set står løb dog stærkest af de to, vurderer jeg.

Svømmere er helt forskånet for gener fra dårligt vejr og tager en sikker førsteplads i kategorien.

5. at man virkelig mærker farten undervejs

Jo, det kan give et gevaldigt sug i maven, når man hamrer ned ad en stejl bakke på sin cykel. Men et mere moderat cykeltempo er nu heller ikke værst. Bare det at se og mærke bevægelsen gennem landskabet er for mange cykelryttere en vigtig del af motivationen i træningen.

Det er klart, at cyklingen har et overtag i denne kategori. Nummer to er løb. For løbere afhænger fartoplevelsen i særlig grad af omgivelserne. I en smal, befærdet gade kan selv en halvlangsom løber opleve, at verden suser raskt forbi for hvert skridt, mens en lang lige landevej i ensformigt terræn næsten kan ophæve følelses af at bevæge sig fremad.

I hvert fald er der mere speed i løb end i svømning. Vand er tykkere end luft, og derfor har de fleste svømmere svært ved at manøvrere sig fremad i en hastighed, der er højere end gå-tempo. Når det er sagt, så indebærer svømning trods alt bevægelse fra ét punkt til et andet, hvilket ikke kan siges om fx træning i motionscenter.

6. at man har et stort konditionsmæssigt udbytte pr. træningstime

Den sikre vej mod et bedre kondital går gennem høj intensitet i træningen. Og i princippet er det lige meget, hvilken form for træning det er. Erfaringen viser imidlertid, at nogle træningsformer er mere effektive til at sparke konditionen i vejret end andre.

Når man løber, bærer man hele sin vægt, og det er formentlig afgørende for, at mange har ret høj puls ved løb. I cykling fordeles kropsvægten på to hjul, og derfor er marchfarten knap så krævende. De fleste cykeltræner således ved en lavere puls, end hvis de løber, men cykler så til gengæld i længere tid. Ud fra en effektivitetsbetragtning vinder løb.

Gode svømmere kan nemt give den fuld gas i et svømmebassin, men også her slipper man for at bære en masse kilo, og min vurdering er, at pulsen typisk er endnu lavere ved svømning end ved cykling.

7. at der sker en stor styrkelse af muskler og led pr. træningstime

Når man svømmer, skabes fremdriften som regel ved, at man bevæger det meste af kroppen samtidig. Det er en klar fordel ved svømningen. Løb er derimod forbavsende lidt styrkende for kroppens muskulatur. Selvom man jo bruger især benene, når man løber, så skabes der ikke megen muskelmasse. Man kan endda argumentere for, at muskler kan være en ulempe for en løber, fordi det øger kropsvægten, og for hvert kilo kropsvægt forøges kilometertiden med 2-3 sekunder.

Cykelryttere opbygger synlige muskler i benene. Derimod styrkes resten af kroppen ikke meget, da den holdes i ro det meste af tiden.

8. at der er lav risiko for overbelastningsskader

Også her får løb bundkarakter. Løbere giver fysioterapeuter smør på brødet, for der er så mange steder, der kan opstå skader – fra tå til ryg. Den primære grund er, at man bærer sin egen vægt, vel at mærke ved landing på ét ben ad gangen.

Både i svømning og cykling undgår man dette. Især svømning fremhæves ofte for sin skånsomhed mod kroppen. Cykling er også relativt skånsomt, omend ømhed i ryg, sår i skridtet og smerter i knæ er blandt de hyppige skader.

9. at der er lav risiko for akutte uheld under træningen

Svømning tager her sin tredje topplacering i træk. Der er ikke meget, der kan gå galt under svømning, og selv hvis uheldet er ude, sidder der livreddere klar ved bassinkanten.

Mere risikabelt er det, når man som løber bevæger sig ud på vejene, for der kan være ujævnheder i underlagt og ikke mindst andre trafikanter, nogle af dem “hårde”.

Og alligevel er løb ikke nær så risikabelt, som hvis man cykler. På cyklen har man fart på, og et styrt eller en påkørsel af et fast objekt kan i sig selv føre til alvorlige skader på personen. Mest frygtet er dog nok kollision med en bil.

Dertil kommer, at der kan ske svigt i cyklens mekaniske dele. Hvis man lader punkteringer indgå i kategorien akutte uheld, er billedet endnu tydeligere.

Læs mere om sammenligningen her: http://www.danskebjerge.dk/topolitik8.htm

/Jacob

Kalenderen siger forår, og så bliver det
danske landskab endnu mere tillokkende at bevæge sig ud i. Men skal det
være på løbesko eller på cykelhjul?

“Det afhænger af smag og behag,” lyder det
nemme svar. Men jeg mener nu nok, at man til en vis grad kan basere sit
valg på objektive kriterier. For eksempel om motionsformen er skånsom
mod kroppen – eller nemt giver skader. Om det er en billig og enkel
sport at dyrke – eller en dyr og lidt mere besværlig. Og så videre.

Jeg er nået frem til i alt 9 parametre,
som man kan måle motionsformer på. Og så har jeg ud for hhv. løb og
cykling givet nogle simple karakterer (fra 1 til 3). Jeg har også
inddraget svømning, som er en anden klassisk motionsform – og som dyrkes
af et stigende antal motionister i forbindelse med triatlon.

Se hele sammenligningen her:

http://danskebjerge.dk/topolitik8.htm

Det samlede resultat viser, at løb scorer
højere end cykling. Løbetræningens store styrke er, at den er nem at gå
til, og det er effektivt. Cykling kræver mere udstyr, mere logistik og
mere træningstid. Kun på fartoplevelse og mulighed for variation af
træningsruter er cykling helt i top.

Lige før målstregen kommer svømningen dog
susende og overhaler løb. Det kom lidt bag på mig. I perioder af året
dyrker jeg selv både løb, cykling og svømning, og af de tre er det
svømningen, jeg har sværest ved at motivere mig til. Men opgørelsen
siger altså, at jeg burde elske det. Svømning giver bl.a. en bedre
træning af hele kroppen, og så er der lavere risiko for
belastningsskader og ulykker.

Vil min sammenligning nu få tusinder af
danskere til at strømme til svømmehallerne, mens racercyklerne står og
ruster op hjemme i garagerne? Nej, selvfølgelig ikke, og det hænger nok
sammen med, at der i praksis er andre ting, der spiller ind. For
eksempel: hvad vennerne dyrker. Og hvad man individuelt føler, man er
bedst til. Men det kan også handle om selve grundteknikken i sporten:
Nogle har det sikkert bare bedre med at sidde og træde i nogle pedaler,
end med at sætte af og lande i nogle sko. Den slags er svært at måle på.

Alligevel synes jeg faktisk, at man kan
bruge sammenligningen til noget. Den underbygger antagelsen om, at løb
passer bedre til det travle hverdagsmenneske, end cykling gør. Og at løb
nok bør anbefales som primær udendørs motionsform for utrænede. Til
gengæld er cykling et rigtig godt supplement til løbetræning, bl.a.
fordi det generelt er en mere skånsom træningsform.

/Jacob

Det var småt med skiføre i Danmark denne vinter. Men minderne har man
da lov at ha’. Og Jyllands-Posten bragte forleden en artikel om
dengang, hvor vintrene var til at stole på. Og hvor
skisportsbegivenheder kunne tiltrække tusindvis af
tilskuere.

Artiklen
henviser også til Danskebjerge.dk, der jo har lavet en fyldig
oversigt over gamle
danske skianlæg.

Her
er JP’s
artikel:

http://jyllands-posten.dk/sport/andensport/skisport/ECE6507286/det-vidste-du-ikke-om-dansk-skihop/

/Jacob