Blogsbjerg

Syv
en halv million højdemeter. Så meget vil der samlet set være
tilbagelagt, når deltagerne i næste søndags Grejsdalsløb kommer i
mål. Et tal, der er højere end ved noget andet kendt
motionsarrangement i Danmark.

I
alt 4500 ryttere stiller til start ved det bakkerige Grejsdalsløb.
De fleste af dem har valgt 135 kilometer-distancen, hvor de 2000 mænd
og kvinder hver især skal overvinde højdeforskelle på 1500
lodrette meter. Det er dermed også den distance, hvor feltet samlet
set skal bestige flest højdemeter, nemlig svimlende 2,94 millioner.

Tallet er beregnet ud fra informationer på løbets hjemmeside – med
de små forbehold, der skal tages i den forbindelse.

Grum rute med 2500 højdemeter
Godt
1100 andre har tilmeldt sig den grusomme 220 km-rute med endnu flere
stigninger og dermed endnu flere højdemeter: lige omkring 2500. Det
giver i alt 2,85 millioner højdemeter – hvis altså alle deltagere
har kræfter nok i benene til at nå i mål.

Når
de tre øvrige distancer i Grejsdalsløbet lægges oveni, lander man
på lidt over 7,5 millioner tilbagelagte højdemeter. Det svarer til
små 7.000 enkeltture op ad den berømte Alpe d’Huez-stigning, der
kendes fra Tour de France.

Til
sammenligning bliver der ved Aalborg Brutal Marathon, som af
Danskebjerge.dk er kåret som Danmarks hårdeste maratonløb, i alt
overvundet 163.000 højdemeter. Altså blot en brøkdel af, hvad
deltagerne tilbagelægger ved Grejsdalsløbet, hvor de fleste ruter
naturligvis også er en del længere.

Ved
det sjællandske cykelløb Sjælsø Rundt er der flere deltagere end
i Vejle, men ruterne er både kortere og fladere.

/Jacob

Vidste du, at hvis havet steg med 7 meter i morgen…

– så ville man kunne sejle fra Randers til Viborg
– så ville Rømø og Amager forsvinde
– så ville Høje Møn – med Møns Klint – blive til en selvstændig ø
– så ville Lolland blive reduceret med ca. en tredjedel
– så ville hele det nordvestsjællandske område mellem Odden og Vejrhøj blive adskilt fra resten af Sjælland
– så ville Aalborg få en østvendt kystlinje ud mod Kattegat
– så ville man kunne sejle ind i Limfjorden fra Løkken
– så ville længden af den dansk-tyske landegrænse blive halveret.

Se kortet over eventuelle havstigningers konsekvenser her.

/Jacob

Hellere sent end aldrig. Jeg opdagede lige, at Aarhus Stiftstidende tilbage i februar bragte en artikel om danske skisportssteder. De havde taget udgangspunkt i Danskebjerge.dk’s tema om skibakker (navnlig listen over forskellige lokaliteter), og så kontaktet nogle af de folk, der har eller har haft med aktiviteterne at gøre.

Nu blev det så en noget sløj skisæson, selv efter danske forhold. Men det er jo sådan set en meget sjov historie alligevel – at der trods alt er nogle pister rundt omkring i kongeriget. 🙂

Jeg kan da også se på Danskebjerge.dk’s webstatistik, at temaet om skibakker er noget af det, der læses mest og søges mest på. Mange gange kommer folk ind på sitet via en Google-søgning på ord som “skibakker”.

Læs hele den udmærkede artikel her.

/Jacob

Hvert år i april indledes rækken af
forårsklassikere. Og her tænker jeg ikke på de tv-transmitterede
cykelløb, man kan kan studere fra sofaens dyb. Nej, det handler
selvfølgelig om løbeverdenens svar på Paris-Roubaix,
Liège-Bastogne-Liège, og hvad de ellers hedder. De næste uger byder på
adskillige danske motionsløb med særligt udfordrende ruter. Og da de mig
bekendt ikke kan opleves i direkte tv, så er det bare med at hoppe i løbeskoene og prøve de mange højdemeter af på egen krop.

Her i påskedagene er der gang i den i Jægerspris, Aalborg og Tisvilde. Nær førstnævnte by finder man Færgelundsløbet,
som afvikles skærtorsdag. Ruten er en rundstrækning på 2,2 kilometer,
og arrangørerne kalder selv løbet for et “crossløb”, hvilket afslører,
at der venter deltagerne et par solide stigninger.

Dagen efter – i Aalborg – er der skruet yderligere op for både distance og højdemeter. Aalborg Brutal Marathon
er flere gange blevet kåret som årets hårdeste motionsløb, og samtidig
er det faktisk et af de maratonløb, der har flest deltagere i Danmark.
Rutens stejleste udfordring, Skovbakkevej, er med sin maksimale
stigningsprocent på 17 fuldt sammenlignelig med de “mure”, der er så
frygtede i de belgiske og hollandske éndagscykelløb. Bemærk løbsdagen:
Det er langfredag. De store pinslers dag. Så er du advaret.

2. påskedag står den så på Helvede i Nord.
Et løbsnavn, som her refererer til en rute i et kuperet klitlandskab
ved Tisvilde i Nordsjælland. Man kan løbe 10 kilometer eller
halvmaraton. Løbet er langt fra så gammelt som cykelløbet Paris-Roubaix
(der har inspireret til navnet “Helvede i Nord”), men deltagerne
strømmer til år efter år, og også i 2014 har arrangørerne måttet melde
udsolgt lang tid i forvejen.

I maj måned kan man kaste sig ud i endnu mere udansk terræn, nemlig i form af klipper og miner. Den 3. maj er der Salomon Hammer Trail
på Bornholm. Her skal stejle fjeldsider overvindes, bl.a. skal man
bestige den uendeligt lange trappe ved Jons Kapel. Løbets
minimumsdistance er 25 kilometer, men hvis du slet ikke kan få nok af
disse skønne, menneskefjendske omgivelser, så er der skam også længere
distancer på programmet. Hvad siger du f.eks. til en tur på 100 miles?

Foråret slutter i et hul i jorden. Eller det vil sige to. Kalkmineløbet,
der finder sted 29. maj, har de gamle kalkminer i Mønsted og Daugbjerg
på plakaten. Her gælder det i allerhøjeste grad om at spænde hjelmen.
Ikke bare i overført betydning for at klare sig igennem den
strabadserende rute, men også for at undgå den smerte, der melder sig,
når man knalder hovedet ind i loftet i en af de lave, snævre
mineskakter.

Og så skal jeg også huske at nævne to bjergløbsklassikere, der allerede er afviklet her i april. Nemlig Skvæt Skovløb i Skanderborg og Hedelands Bjergløb
nær Hedehusene. Det er to gedigne, traditionsrige løb, der udfordrer
deltagerne, uden at det bliver ekstremt. Jeg synes ikke nødvendigvis, at
det er en kvalitet, hvis en rute er spækket med ekstremt stejle eller
lange stigninger. Et godt bjergløb skal først og fremmest give en
afvekslende løbeoplevelse. En oplevelse af, at terrænet undervejs
præsenterer dig for særlige udfordringer, som du skal forholde dig til.

Og nå ja, så er der jo også lige en anden
fordel ved ruter med bakketoppe: De byder som regel på gode udsigter.
Findes der noget skønnere end et blik ud over et landskab klædt i
forårsfarver? Det skulle da lige være synet af en prustende og stønnede
konkurrent, der endnu kun er nået til foden af den bakke, du selv lige
har besteget.

/Jacob

P.S.: Dette blogindlæg er også bragt på Motionslob.dk

Hvis man ser på et almindeligt landkort, så gør Kattrupvej ved Tissø i Nordvestsjælland ikke det store væsen af sig. Der er knap nok et sving på vejen, og man kunne få det indtryk, at en cykeltur ad Kattrupvej er en noget ensformig oplevelse. Intet kunne være mere forkert.

Vejen er formentlig den mest puklede asfaltvej på Sjælland. Fra landsbyen Buerup og til Kattrup Gods, der troner på toppen i 72 meter højde over havet, er der hele syv små og mellemstore knolde, der skal bestiges. Så selvom højdeforskellen på bund og top er 63 højdemeter, så er det samlede antal højdemeter 85. Fordelt på 2,5 kilometer landevej.

Nogle steder skal man blot overvinde 4-5 højdemeter, før det igen går lidt nedad. Men et par af knoldene kræver mere end bare en håndfuld pedaltråd. I starten ligger f.eks. en bakke, der stiger med ca. 6% i snit over 250 meter. Den næstsidste bakke har en tilsvarende gennemsnitsprocent, men er lidt længere. Begge byder på 11-12% i maksimal stigning. (Knolde som disse har generelt en lavere gennemsnitsprocent, end man umiddelbart oplever – det skyldes, at de ret flade stykker i starten og slutningen udgør en forholdsmæssigt stor del af den pågældende strækning.)

Som cyklist kan Kattrupbakken opfattes på to måder. Den ene opfattelse går på, at det er en forholdsvis mild form for bakkekørsel, fordi man ikke skal køre så meget opad, før man igen kan få pusten nedad. En anden måde at opfatte strækningen på er, at den er meget stressende, fordi den kaster pulsen ud i en ren rutsjebanetur, og hvis man har hentet den forankørende på den ene knold, så risikerer man at måtte slippe ham igen allerede på den næste.

Men mon ikke de fleste synes, at en vejstrækning som Kattrupvej er dejligt anderledes. Og hvis de mange knolde lyder skræmmende, så kan man jo også snuppe Kattrupvej i modsat retning. Det kilder i maven!

Se kortet over strækningen her. Der er indtegnet to strækninger, hvor den lilla er en strækning, der starter på Fælledvej. Kører man ad den vej, skal man i alt bestige 115 højdemeter. Og her en film med hældningsprocenterne!

/Jacob

P.S.: Kortet ovenfor er udformet af Danskebjerge.dk på baggrund af data fra Geodatastyrelsen.

Jeg læste lige en beretning på Facebook om en tur til Frøbjerg Bavnehøj, Fyns højeste punkt (131 moh.). Kvinden morede sig lidt over, at punktet ligger lavere end hendes barndomsby i Midttyskland, selvom denne ligger nede i en dal.

Og ja, overfladisk betragtet er det forhold en bekræftelse af den gamle kliché om pandekageflade Danmark.

Men som Danskebjerge.dk flere gange har påpeget: Når man taler om landskaber, er højde over havet ikke noget specielt interessant parameter. Det interessante er højdeforskellen. Det er højdeforskellen, der giver udsigter. Det er højdeforskellen, der gør en bakke til en bakke. Og det er højdeforskellen, der giver udfordringer, når man skal bevæge sig rundt (billedet ovenfor er trappen op til Frøbjerg Bavnehøjs top).

Lad mig give en sammenligning: Kig på dit gulv og dit spisebord.

Hvilket er mest fladt? Er gulvet mere fladt end bordet, fordi gulvet ligger lavest? Nej, vel?

Det er en spøjs misforståelse, som sniger sig ind forskellige steder i snakken om terræn. Jeg tror, det hænger sammen med en fejlslutning: Vi ved, at dramatiske landskaber som Alperne rager nogle tusinde meter op i luften, og derfor sætter vi lighedstegn mellem dramatiske landskaber og høj beliggenhed. Men sagen er, at et landskab sagtens kan være dramatisk, selvom det ligger lavt. Ligesom et landskab kan være fladt og halvkedeligt, selvom det ligger relativt højt. Det afhænger blot af, om det står på nogle bordben, om jeg så må sige.

Dette fænomen kendes for eksempel fra Bornholm. Bornholms højeste punkt, Rytterknægten (162 moh.), ligger midt på øen i et moderat kuperet terræn. Men de store stigninger og fald skal man finde ude ved kysterne, hvor højdemeterne hurtigt tårner sig op. Så hvis man som turist på Bornholm kun gik frem efter matematikken og de højeste punkter, ville man gå glip af en masse spændende landskab andre steder på øen.

Læs mere om højdeforskelle under “Stejlest” på www.danskebjerge.dk:
http://www.danskebjerge.dk/stejlest.htm

Eller se et tidligere blogindlæg på Blogsbjerg, der er relateret til emnet:
http://iloapp.danskebjerge.dk/blog/blogsbjerg?Home&post=143

/Jacob

Vejle Amts Folkeblad bragte 19. marts en artikel om byens stejle veje. Danskebjerge.dk har opmålt alle landets stejleste veje, og resultatet er, at Vejle lægger asfalt til hele otte af de tyve, kan man læse.

Artiklen indeholder også en perspektivering til resten af verden, hvor der er gader, der hælder med mere end 30%.

Hvis man vil misforstå artiklen, kan man måske få det indtryk, at Danskebjerge.dk ikke interesserer sig for stigningernes almene sværhedsgrad. Det er forkert. Tværtimod har Danskebjerge.dk lavet en liste over de hårdeste stigninger vurderet ud fra deres helhed. Se den her.

/Jacob

Da jeg forleden besøgte Rebild Bakker i det nordlige Jylland, satte jeg mig for at gøre det så hårdt for mig selv som muligt. Nemlig ved at løbe en tur, hvor jeg vred et maksimalt antal højdemeter ud af terrænet. Eneste kriterie var, at det skulle foregå på stier eller veje, og at ruten skulle være en rundstrækning, altså med start og slut samme sted og uden “genbrug” af strækninger.

Det første kriterie kneb det med at opfylde, for de stier, som fremgik af det medbragte kort, var til tider svære at følge. Nogle steder druknede de nemlig i et tykt lag af nedfaldne grene og visne blade. Og samtidig er vi så tidligt på sæsonen, at der ikke har været nok løbere ude og trampe stierne til.

Så det blev lidt af en vildmarkstur, men jeg opnåede nogenlunde, hvad jeg ville: Rundstrækningen var lige knap 5 kilometer lang og bød på tre stigninger med i alt 195 højdemeter (ifølge højdekorrigerede data fra Garmin Connect). Hårdt? Ja.

Det er kun meget få steder i Danmark, at man kan finde en rute med så tæt koncentration af højdemeter. Det lille løb Glarbo Highland Trail, hvis rute ligger i Silkeborg-skovene, byder dog på en 7 kilometer lang rute med 500 højdemeter. Den rute håber jeg snart selv at kunne tjekke ud. Den kunne være et godt bud på Danmarks mest kuperede løberute!

Jeg vil dog indtil videre påstå, at Rebild Bakkers natur har en lidt større oplevelsesværdi. I det åbne er man omgivet af lyng og hårdføre buske, der kan tåle at stå i den næringsfattige jord. Og inde i skoven møder man sært formede træer og ikke mindst stejle slugter, der fører ned mod bunden af Lindenborg Ådal.

Et landskab, der helt klart er værd at besøge, hvis man er til bakkeløb i betagende omgivelser.

Store dele af Rebild Bakker er i øvrigt også særdeles velegnet til mountainbike, men den rute, jeg løb, ville nok være problematisk at cykel på – pga. en del trappetrin!

/Jacob

Ja, okay, her kan Danmarks stejleste gade ikke helt være med…

Stigningen, der lagde asfalt til opløbet i dagens etape i
Tirreno-Adriatico, er angiveligt den stejleste i hele Italien. Der er
ikke helt konsensus om, hvor grum Muro di Guardiagrele egentlig er,
men en af de mere konservative opgørelser siger 22,2% i snit over
610 meter.

Det er ganske vist kun marginalt stejlere end Christian
Winthersvej (billedet), hvis man tager stykket mellem Jellingvej og Gl.
Kongevej. Men Muro di Guardiagrele er næsten fire gange længere –
og har tilsyneladende også en højere maksimal stigningsprocent (ét
sted står der
30%).

Se de afgørende øjeblikke på italienermuren her:

http://www.youtube.com/watch?v=kN1BUAv4fdI

/Jacob

Vinteren har budt på et par omtaler i forskellige medier.

Først bragte Bornholms Tidende en artikel om Danskebjerge.dk’s undersøgelse af, hvilke bjergløb der er de mest populære i Danmark.

http://www.bornholmstidende.dk/?Id=51279

Siden medvirkede jeg i et interview på P4 Sjælland om Vesteuropas laveste punkt, der ligger i Lammefjorden – afhængigt af, hvilke definitioner man bruger!

http://www.youtube.com/watch?v=VSsvf0MkQUQ

Og forleden var det så Jyllands-Posten, der inddrog Danskebjerge.dk. Det var til en artikel om gamle danske skianlæg. Skisporten havde en opblomstring i Danmark i 1940’erne og 1950’erne, og historierne om dengang emmer af nostalgi.

http://jyllands-posten.dk/sport/andensport/skisport/ECE6507286/det-vidste-du-ikke-om-dansk-skihop/

/Jacob