Blogsbjerg

Overskriften på dette indlæg er den samme som på en artikel, som ligger på Ingeniørens site.

http://ing.dk/artikel/hvad-er-definitionen-pa-et-bjerg-104190

Den diskuterer, hvad man kan kalde de forskellige toppe i terrænet. Altså sådan rent begrebsligt.

Det er en lidt generaliserende beskrivelse, hvor spørgsmålet “Hvad er definitionen på et bjerg?” kun besvares i vage vendinger.

Men en interessant pointe bliver vendt:

“Der skal altså være noget at sammenligne med i nabolaget, og man kan
derfor ikke sætte tal på, hvor lille verdens mindste bjerg er.”

Med andre ord: Det hele er relativt. En bestemt top kan være et bjerg, hvis det omgivende terræn er fladt. Eller det kan omvendt være alt andet end et bjerg, hvis der rundt om toppen er terræn, der er meget højere.

Der er dog to yderligere muligheder for definitioner af begrebet bjerg:

1.) En minimumsangivelse af et terrænelements højde. Fx står der i Nudansk Ordbog, at et bjerg er “et landområde der hæver sig mindst 200 m op over det omkringliggende landskab”.

2.) Et toppunkt i landskabet er et bjerg, hvis det kaldes et bjerg.

Hvis man tager udgangspunkt i definition 1, så findes der ikke bjerge i Danmark. For der findes ikke et eneste lille stykke dansk jord, der ligger i en højde af mere end 200 meter højde over havet.

Hvis man derimod vælger definition 2, er der en hel del bjerge. Ifølge Danmarks Stednavnedatabase findes der 7.256 danske steder, der hedder noget med “bjerg”, og masser af små og store forhøjninger i det danske landskab har ordet bjerg som sidste stavelse. Måske har navngivningen haft et element af tilfældighed over sig, men alene det at toppunktet har fået et navn, indebærer vel, at stedet har betydet noget for det samfund, der omgav det.

I Danmark er det kombinationen af definition 2 og så den ovenfor beskrevne “relativitetsteori”, der gælder. På f.eks. Lolland er terrænet generelt fladt, så der skal ikke så meget til, før en svag forhøjning får navnet “bjerg”. Dette hænger igen sammen med, at ordet “bjerg” i århundreder er blevet brugt om forhøjninger i Danmark.

Og sådan bruges det faktisk stadig. Hvis sønnike har haft besøg af legekammerater, risikerer der at ligge et “bjerg” af legetøj tilbage inde på værelset. Bjerget er reelt ikke så mange centimeter højt, men det kan virke stort nok, når man har lyst til alt andet end at rydde op.

Denne type bjerg er anført som punkt 2 under definitionen i Nudansk Ordbog: “En stor bunke el. dynge af noget”.

Spørgsmålet er så, om Urnebjerg på Lolland, som Danskebjerge.dk har skrevet en artikel om, overhovedet lever op til denne sidstnævnte definition. Faktum er, at stedet hedder noget med “-bjerg”, og at terrænet faktisk stiger op mod toppen – omend kun svagt.

/Jacob

Cykling er det nye golf, siger man. Hvor firmaevents og uformel kundepleje før foregik på greens og fairways, så finder dette nu lige så ofte sted, mens der trædes i pedaler på en landevej eller grussti.

Men der er også et andet forhold, der forener de to aktivitetsformer.

Cykling og golf er nemlig en dyrkelse af landskabet. Man bevæger sig fra et sted i verden til et andet, og de variationer, man konfronteres med i den proces, er betinget af omgivelserne, ikke mindst terrænet. Fladt terræn er cykelrytterens og golfspillerens motorvej – det er her der skal hentes tid og point -, mens bakker og dale giver et mere varieret forløb, hvor højdeforskelle skal tages med i beregningen af fart, længde osv.

Stedet bestemmer sværhedsgraden
Og disse faktorer er forskellige fra sted til sted. Det er derfor, det giver mening at rejse rundt og dyrke golf eller cykling. En cykel- eller golfoplevelse på det flade Lolland er noget helt andet end i det kuperede sydfynske eller østjyske landskab. Det kan endda være, at man ved at komme rundt i geografiens kroge bliver klogere på, hvilken type spiller/rytter man er. Om man fx er god til at rykke på stigninger eller til at kompensere i opstillingen, når der skal slås golfslag fra skrånende lejer.

Store danske cykelbegivenheder som DM og Post Danmark Rundt er i særlig grad en fejring af Danmarks terrænformer. Her er den nøjagtige placering af de enkelte ruter i sig selv en del af begivenheden. Fra den flade enkeltstart i en større provinsbys hyggelige gader til en barsk “bjergetape” med himmelhøje stigningsprocenter. Arrangørerne kan skrue op og ned for sværhedsgraden ved at vælge og fravælge stigninger og nedkørsler, ja, faktisk kan de favorisere bestemte ryttertyper alene gennem valg af rute.

Golf og cykling mødes på toppen
Så tæt et forhold mellem det sportslige og det landskabelige er der næppe i nogen anden større konkurrencesport. Tværtimod er det netop kernen i alt fra skak og skydning til squash og svømning, at de ydre rammer – brættet, skiven, banen osv. – er klart definerede. I cykling er udøverne i en helt anden grad oppe mod naturens luner.

Hvilket også langt hen ad vejen gælder for golfsporten. Og her er vi så tilbage ved udgangspunktet for ovennævnte tanker. De udspringer af, at DM i landevejscykling denne sommer kommer til det sydvestlige Fyn. Her venter en rute, hvis højdepunkt er den bakke, der kaldes Golfbakken. Det er vel nok den hårdeste asfalterede bakke på Fyn. Og hvorfor hedder den Golfbakken? Naturligvis fordi vejen ligger op til en golfbane. Ja, faktisk skærer vejen sig igennem banen, så man på et tidspunkt har den på begge sider af sig, når man kravler op ad stigningen (se billedet ovenfor).

Bakker kan man ikke diskutere med
Faaborg Golfklubs bane er en af de mest kuperede i Danmark. Nogle mener, den er for kuperet. Terrænforskellene går ud over overskueligheden på de enkelte huller og efterlader for meget til tilfældigheder, lyder nogle af klagepunkterne.

Men det er som om, at selv de største golfsportslige urimeligheder alligevel har en vis charme. For det er jo i sidste ende naturen, der har skabt det terræn, der spilles golf i. Og naturen er ikke rimelig. Den er der bare.

Det er også dét, der er charmen ved at møde stigninger, når man er ude på raceren. Stigninger er bare så forbandet svære at diskutere med. Jo vist er der engang en bonde eller vejchef, der har besluttet, at på netop dén strækning – hen over dén bakke – skal der være en vej. Men lige siden har den vej bare ligget der, og det bliver den ved med i al overskuelig fremtid.

Du kan prøve at køre i en stor bue uden om bakken. Eller forsøge at bestige den. Jeg vil anbefale det sidste.

/Jacob

Selvom jeg er vild med det sydfynske landskab, så mener jeg faktisk, at ruten rundt om Maglesø vil være en lidt mere interessant rute til et DM i landevejscykling end den ved Faaborg i år.

Godt nok byder Faaborg-ruten på den udfordrende Golfbakke, som målt i højdemeter er omtrent dobbelt så vanskelig som nogen bakke ved Maglesø. Til gengæld har den 13 kilometer lange rundstrækning ved Faaborg kun den ene reelle stigning. Så er der altså lidt mere variation ved Maglesø, hvor den korteste rundstrækning rundt om søen på 9,2 kilometer byder på 3-5 stigninger (afhængigt af hvordan man opgør dem). To af disse stigninger har maksimale stigningsprocenter på 9 og derover.

Samlet set har de to rundstrækninger begge ca. 8 stigende højdemeter pr. kilometer. Det gør, at de er mere udfordrende en DM-ruten ved Vordingborg 2013, men lettere end DM-ruten året før i Hammel. Her var der 11,5 højdemeter pr. kilometer.

Mere om Faaborg-ruten her:
http://www.danskebjerge.dk/artikler-dmruten2014.htm

Se desuden præsentationerne af højdedragene ved hhv. Maglesø og på Sydvestfyn.

/Jacob

Det kan godt være, at tyskerne var i overtal, dengang de stormede skanserne ved Dybbøl. Men det har nu alligevel været sin sag at nå uskadt helt til toppen af bakken. Det ved jeg, for i går skulle jeg bestige den hele tre gange.

Dybbøl Banke med den ikoniske mølle er en central del af ruten i 1864-Løbet. Et løb, der efterhånden er blevet en traditionsrig motionsevent. Og popularitet vokser år for år. Så meget, at planen om at snige sig op på 1864 deltagere her i 150-året for slaget gik i vasken – det antal nåede man nemlig mange måneder inden startskuddet lød!

Og a propos startskud så blev det foretaget af et par soldater klædt i autentisk mundering fra dengang og naturligvis med et rigtigt 1800-tals gevær.

Løb med indbyggede oplevelser
I det hele taget lykkes arrangørerne rigtig fint med at gøre løbet til et temaløb. På de længere distancer kommer man både gennem udstillingslokalerne på Sønderborg Slot, man kryber af sted langs pallisaderne på Historiecenter Dybbøl Banke, og ja, så har man som sagt den “fornøjelse” gentagne gange at skulle ned og op ad de historiske skråninger, hvor så mange unge mænd måtte lade livet i 1864.

Det var halvmaratonløberne, der blev udsat for det hårdeste program. En formildende omstændighed var, at de sidste par kilometer skulle løbes på et let faldende terræn, så man kunne indhente lidt af det forsømte. Igen et element, der i al sin enkelhed bød på et historisk vingesus: Da skanserne var stormet, flygtede de overlevende danske soldater netop ned ad denne bakke for at komme i sikkerhed i Sønderborg by.

Enkelte faldne, men ikke noget alvorligt
I øvrigt var der også et par stigninger på den del af ruten, der ligger på den anden side af Alssund. Værst var den, de lokale kalder “Mini Alpe d’Huez” – en asfalteret sti, som snor sig op ad en bakke i Sønderborgs nordlige ende. Stigningen var placeret forholdsvis tidligt på ruten, men var med til at trække kræfter ud, også fordi der under hele løbet var bragende solskin, 20 grader og kun svag vind.

Strabadserne kostede vist et par “faldne” blandt deltagerne, men ikke værre, end at de kom til sig selv igen efter assistance fra Røde Kors-afdelingen. Røde Kors stod faktisk også for et indslag i selve arrangementet, idet de stillede med et autentisk feltlazaret.

Nutidig glæde i historiens skygge
Ramte alt plet? Nja, der var et kiks med ruteanvisningen, lidt før Kong Christian X.’s Bro skulle krydses anden gang. Jeg havde før løbet hørt, at der manglede hjælpere, så måske var dét forklaringen. Et skilt med en pil kunne have været løsningen, tænker jeg. I stedet var der enkelte uheldige løbere, der mistede lidt tid, før fadæsen blev opdaget.

Men der var jo trods alt ingen, der døde! Modsat 18. april 1864 var der denne søndag masser af glade danskere ved Alssund, da det hele var overstået. Ja, og tyskere, ikke at forglemme. Arrangørerne er begyndt at markedsføre sig mere i Tyskland, og det er da en fantastisk idé at skabe mere dansk/tysk sammenhold med en begivenhed som denne.

/Jacob

Det er faktisk et par hårde norske UCI-cykelløb, som de danske ryttere har domineret i denne uge.

Hadeland GP, hvor Rasmus Guldhammer og Lasse Bøchmann sluttede hhv. 1 og 2, er blevet sammenlignet med en belgisk éndagsklassiker, fordi ruten er så kuperet. Jeg havde sidste sommer selv lejlighed til at besøge den stejleste stigning på Hadeland GP-ruten, nemlig bakken på Knestanggate (se billedet). Flere steder nævnes, at den stiger med op til 20%, men mine målinger viste, at tallet faktisk er 25,5% (med en enkelt måling, der viste lidt mere).

Dermed er Knestanggate lige så stejl som Christian Winthersvej i Vejle, Danmarks stejleste gade.

Ringerike GP er heller ikke nogen walk in the park, men også her blev det i år til dansk sejr, denne gang ved Magnus Cort. Cort er tydeligvis bygget til de klassikerlignende ruter. F.eks. vandt han også den barske Odsherred-etape i Post Danmark Rundt i fjor.

Se video fra stigningerne i sidste års Hadeland GP her:
https://www.youtube.com/watch?v=9-2KvMWcKUw

/Jacob

Det er uden tvivl Danmarks mest historiske bakke, der skal bestiges, når startskuddet lyder i Sønderborg den 25. maj.

Løbet hedder 1864-løbet, og det navn fortæller, hvad det handler om: Eventen skal sætte fokus på dengang, da den danske hær tørnede sammen med en preussisk-østrigsk i netop dette område.

Mest kendt i den sammenhæng er Dybbøl Banke, hvor skanserne blev stormet i april 1864. Og derfor er bakketoppen med på ruten, uanset om du vælger 6 km eller kvart- eller halvmaratondistancen.

Ifølge løbets hjemmeside er stigningen 2,3 kilometer lang og byder på 62
højdemeter. En ganske strabadserende strækning for en løber. Men inden
man som deltager får alt for meget selvmedlidenhed, skal man tænke på de
soldater, der for 150 år siden kæmpede for deres liv på dette sted.
Mest berømt er 8. Brigade, der blev sendt afsted i et drabeligt
modangreb, kort efter at skanserne var faldet. Brigaden fik kæmpet sig
op til Dybbøl Mølle og bidrog trods store tab til, at andre danske
soldater nåede at flygte ned ad bakken i modsat retning.

(Se også Danskebjerge.dk’s kort ovenfor, hvor 1864-løbets kvartmaratonrute (lyserød linje) er forsøgt tegnet ind på et gammelt militært kort, der viser den danske hærs positioner og skanser umiddelbart før stormen på Dybbøl.)

Ud over selve stigningen op til Dybbøl Mølle indeholder ruten også et
besøg på Sønderborg Slot og Historiecenter Dybbøl Banke. Man kommer
desuden forbi et vaskeægte lazaret, ligesom man i Sønderborgs gader kan
støde ind i bevæbnede soldater i 1800-tals uniformer.

1864-løbet blev afviklet første gang tilbage i 2011. Men årets udgave er alligevel noget særligt, fordi det er 150-året for krigen. Så arrangørerne håber på ekstra mange deltagere, samtidig med at der er skruet op for markedsføringen i Tyskland.

Undertegnede er selv tilmeldt årets løb og glæder sig til at mærke historiens vingesus!

/Jacob

Syv
en halv million højdemeter. Så meget vil der samlet set være
tilbagelagt, når deltagerne i næste søndags Grejsdalsløb kommer i
mål. Et tal, der er højere end ved noget andet kendt
motionsarrangement i Danmark.

I
alt 4500 ryttere stiller til start ved det bakkerige Grejsdalsløb.
De fleste af dem har valgt 135 kilometer-distancen, hvor de 2000 mænd
og kvinder hver især skal overvinde højdeforskelle på 1500
lodrette meter. Det er dermed også den distance, hvor feltet samlet
set skal bestige flest højdemeter, nemlig svimlende 2,94 millioner.

Tallet er beregnet ud fra informationer på løbets hjemmeside – med
de små forbehold, der skal tages i den forbindelse.

Grum rute med 2500 højdemeter
Godt
1100 andre har tilmeldt sig den grusomme 220 km-rute med endnu flere
stigninger og dermed endnu flere højdemeter: lige omkring 2500. Det
giver i alt 2,85 millioner højdemeter – hvis altså alle deltagere
har kræfter nok i benene til at nå i mål.

Når
de tre øvrige distancer i Grejsdalsløbet lægges oveni, lander man
på lidt over 7,5 millioner tilbagelagte højdemeter. Det svarer til
små 7.000 enkeltture op ad den berømte Alpe d’Huez-stigning, der
kendes fra Tour de France.

Til
sammenligning bliver der ved Aalborg Brutal Marathon, som af
Danskebjerge.dk er kåret som Danmarks hårdeste maratonløb, i alt
overvundet 163.000 højdemeter. Altså blot en brøkdel af, hvad
deltagerne tilbagelægger ved Grejsdalsløbet, hvor de fleste ruter
naturligvis også er en del længere.

Ved
det sjællandske cykelløb Sjælsø Rundt er der flere deltagere end
i Vejle, men ruterne er både kortere og fladere.

/Jacob

Vidste du, at hvis havet steg med 7 meter i morgen…

– så ville man kunne sejle fra Randers til Viborg
– så ville Rømø og Amager forsvinde
– så ville Høje Møn – med Møns Klint – blive til en selvstændig ø
– så ville Lolland blive reduceret med ca. en tredjedel
– så ville hele det nordvestsjællandske område mellem Odden og Vejrhøj blive adskilt fra resten af Sjælland
– så ville Aalborg få en østvendt kystlinje ud mod Kattegat
– så ville man kunne sejle ind i Limfjorden fra Løkken
– så ville længden af den dansk-tyske landegrænse blive halveret.

Se kortet over eventuelle havstigningers konsekvenser her.

/Jacob

Hellere sent end aldrig. Jeg opdagede lige, at Aarhus Stiftstidende tilbage i februar bragte en artikel om danske skisportssteder. De havde taget udgangspunkt i Danskebjerge.dk’s tema om skibakker (navnlig listen over forskellige lokaliteter), og så kontaktet nogle af de folk, der har eller har haft med aktiviteterne at gøre.

Nu blev det så en noget sløj skisæson, selv efter danske forhold. Men det er jo sådan set en meget sjov historie alligevel – at der trods alt er nogle pister rundt omkring i kongeriget. 🙂

Jeg kan da også se på Danskebjerge.dk’s webstatistik, at temaet om skibakker er noget af det, der læses mest og søges mest på. Mange gange kommer folk ind på sitet via en Google-søgning på ord som “skibakker”.

Læs hele den udmærkede artikel her.

/Jacob

Hvert år i april indledes rækken af
forårsklassikere. Og her tænker jeg ikke på de tv-transmitterede
cykelløb, man kan kan studere fra sofaens dyb. Nej, det handler
selvfølgelig om løbeverdenens svar på Paris-Roubaix,
Liège-Bastogne-Liège, og hvad de ellers hedder. De næste uger byder på
adskillige danske motionsløb med særligt udfordrende ruter. Og da de mig
bekendt ikke kan opleves i direkte tv, så er det bare med at hoppe i løbeskoene og prøve de mange højdemeter af på egen krop.

Her i påskedagene er der gang i den i Jægerspris, Aalborg og Tisvilde. Nær førstnævnte by finder man Færgelundsløbet,
som afvikles skærtorsdag. Ruten er en rundstrækning på 2,2 kilometer,
og arrangørerne kalder selv løbet for et “crossløb”, hvilket afslører,
at der venter deltagerne et par solide stigninger.

Dagen efter – i Aalborg – er der skruet yderligere op for både distance og højdemeter. Aalborg Brutal Marathon
er flere gange blevet kåret som årets hårdeste motionsløb, og samtidig
er det faktisk et af de maratonløb, der har flest deltagere i Danmark.
Rutens stejleste udfordring, Skovbakkevej, er med sin maksimale
stigningsprocent på 17 fuldt sammenlignelig med de “mure”, der er så
frygtede i de belgiske og hollandske éndagscykelløb. Bemærk løbsdagen:
Det er langfredag. De store pinslers dag. Så er du advaret.

2. påskedag står den så på Helvede i Nord.
Et løbsnavn, som her refererer til en rute i et kuperet klitlandskab
ved Tisvilde i Nordsjælland. Man kan løbe 10 kilometer eller
halvmaraton. Løbet er langt fra så gammelt som cykelløbet Paris-Roubaix
(der har inspireret til navnet “Helvede i Nord”), men deltagerne
strømmer til år efter år, og også i 2014 har arrangørerne måttet melde
udsolgt lang tid i forvejen.

I maj måned kan man kaste sig ud i endnu mere udansk terræn, nemlig i form af klipper og miner. Den 3. maj er der Salomon Hammer Trail
på Bornholm. Her skal stejle fjeldsider overvindes, bl.a. skal man
bestige den uendeligt lange trappe ved Jons Kapel. Løbets
minimumsdistance er 25 kilometer, men hvis du slet ikke kan få nok af
disse skønne, menneskefjendske omgivelser, så er der skam også længere
distancer på programmet. Hvad siger du f.eks. til en tur på 100 miles?

Foråret slutter i et hul i jorden. Eller det vil sige to. Kalkmineløbet,
der finder sted 29. maj, har de gamle kalkminer i Mønsted og Daugbjerg
på plakaten. Her gælder det i allerhøjeste grad om at spænde hjelmen.
Ikke bare i overført betydning for at klare sig igennem den
strabadserende rute, men også for at undgå den smerte, der melder sig,
når man knalder hovedet ind i loftet i en af de lave, snævre
mineskakter.

Og så skal jeg også huske at nævne to bjergløbsklassikere, der allerede er afviklet her i april. Nemlig Skvæt Skovløb i Skanderborg og Hedelands Bjergløb
nær Hedehusene. Det er to gedigne, traditionsrige løb, der udfordrer
deltagerne, uden at det bliver ekstremt. Jeg synes ikke nødvendigvis, at
det er en kvalitet, hvis en rute er spækket med ekstremt stejle eller
lange stigninger. Et godt bjergløb skal først og fremmest give en
afvekslende løbeoplevelse. En oplevelse af, at terrænet undervejs
præsenterer dig for særlige udfordringer, som du skal forholde dig til.

Og nå ja, så er der jo også lige en anden
fordel ved ruter med bakketoppe: De byder som regel på gode udsigter.
Findes der noget skønnere end et blik ud over et landskab klædt i
forårsfarver? Det skulle da lige være synet af en prustende og stønnede
konkurrent, der endnu kun er nået til foden af den bakke, du selv lige
har besteget.

/Jacob

P.S.: Dette blogindlæg er også bragt på Motionslob.dk