Selvom jeg er vild med det sydfynske landskab, så mener jeg faktisk, at ruten rundt om Maglesø vil være en lidt mere interessant rute til et DM i landevejscykling end den ved Faaborg i år.

Godt nok byder Faaborg-ruten på den udfordrende Golfbakke, som målt i højdemeter er omtrent dobbelt så vanskelig som nogen bakke ved Maglesø. Til gengæld har den 13 kilometer lange rundstrækning ved Faaborg kun den ene reelle stigning. Så er der altså lidt mere variation ved Maglesø, hvor den korteste rundstrækning rundt om søen på 9,2 kilometer byder på 3-5 stigninger (afhængigt af hvordan man opgør dem). To af disse stigninger har maksimale stigningsprocenter på 9 og derover.

Samlet set har de to rundstrækninger begge ca. 8 stigende højdemeter pr. kilometer. Det gør, at de er mere udfordrende en DM-ruten ved Vordingborg 2013, men lettere end DM-ruten året før i Hammel. Her var der 11,5 højdemeter pr. kilometer.

Mere om Faaborg-ruten her:
http://www.danskebjerge.dk/artikler-dmruten2014.htm

Se desuden præsentationerne af højdedragene ved hhv. Maglesø og på Sydvestfyn.

/Jacob