Blogsbjerg

Forestil dig at komme cyklende, og så pludselig ophører stien foran dig. I stedet kigger du ned i et flere meter dybt hul.

Det var, hvad Andreas Anslev og en kammerat oplevede, da de 11. marts var ude på en mountainbiketur i forårssolen. De nåede kun lige med nød og næppe at bremse, skriver han i et opslag på Facebook, som er ledsaget af fotos fra stedet. TV Øst har også omtalt hændelsen, som skete sydvest for Faxe Ladeplads på Sydsjælland (se kort nedenfor).

Et af billederne viser, hvordan et helt lille landskab med sti, græs, buske og træer er gledet adskillige meter ned ad skrænten. Det store træ står endnu med roden plantet i jorden, men hele stykket er fuldstændigt løsnet fra underlaget. To andre billeder demonstrerer udformningen af skreddet – det er, som hvis nogen havde gravet en bid af klinten med en kæmpestor ske. I siden ses den sti, der før gik langs klintekanten, men som nu fører lige lukt i afgrunden.

Øjensynligt er Andreas Anslev og hans cykelkammerat de første, der opdager skreddet.

Det vides ikke, hvad myndighederne nu vil foretage sig. Det siger sig selv, at det kan være et farligt sted. Dels pga. faren for yderligere skred, og dels fordi man nemt kan overse, at stien med ét ophører. Som flere påpeger på Facebook, kan det få alvorlige følger, hvis nogen begiver sig ud på klinten i mørke uden at kende til skreddet.

Opdateret: TV Øst var samme aften ude ved stedet – se indslaget via dette link: http://www.tveast.dk/video/2015-03-12/dagens-regionale-nyheder-1930-12-marts-2015 (gå ind ved tidskode 9:58)

Det er især om vinteren og foråret, at der er risiko for klinteskred i Danmark. Medvirkende faktorer er meget våde eller meget tørre perioder, ligesom store temperatursvingninger mellem nat og dag spiller en rolle. Det er en tendens til, at skreddene sker i morgentimerne.

Om et større skred på Møns Klint i 2009 sagde geolog Stig Schack Pedersen, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, desuden:

“Faren for skred er størst på de meget stejle steder på klinten, og særligt hvor der er overhæng, – hvilket vil sige dér, hvor højtsiddende kridtpartier hælder udad.”

Ved Møns Klint har man ved visse lejligheder forbudt færdsel på og neden for klinten pga. risiko for skred. Men i øvrigt sker færdsel på klinten på eget ansvar. Læs mere om klinteskred på Møn i denne artikel.

Stier helt tæt på klintekanter er forholdsvis almindelige, bl.a. på Reersø, hvor nedenstående billede er fra.

/Jacob

Tredje etape i Post Danmark Rundt 2015 byder på en lang række svære stigninger. Otte af dem har en maksimal stigningsprocent på mindst 16. Blandt disse otte er der dog en genganger, idet Kiddesvej skal bestiges fire gange i alt.

Listen ser sådan her ud:

Munkebjerg – 16 procent
Kohavevej – 16,5 procent (billedet)
Østengårdsvej – 18 procent
Kiddesvej – 19 procent (x 4)
Gl. Kongevej – 19,5 procent

Gl. Kongevej og de fire gange Kiddesvej ligger alle inden for de sidste 40 kilometer af ruten. Sværhedsgraden er altså tiltagende, hvilket svarer til den typiske opbygning af de europæiske forårsklassikere.

Jeg har ikke været alle stigningerne i klassikerløbene igennem, men mit indtryk er, at det hører til sjældenhederne med så høje procenter på så mange stigninger. Mit gæt er, at Kongeetapen har flere bakker på over 16 procent, end man finder i nogen af forårsklassikerne.

Alle stigninger ovenfor er opmålt manuelt af Danskebjerge.dk. Deltagere i Grejsdalsløbet vil have set nogle andre angivelser på skiltene i bunden af stigningerne, men de er upræcise, og arrangørerne har vist erkendt det.

Se Top 20-listen over stejle veje i Danmark her. Der er også en oversigt over veje, der akkurat ikke er med i Top 20.

/Jacob

Okay, jeg ved godt, at sammenligningen ikke er 100% fair, og at der jo er brosten i Flandern, og at GPS-data kan være unøjagtige etc. etc.

Men hvis vi tager udgangspunkt i Stravas angivelse af højdemeter i en række endagsklassikere og sætter den nyligt offentliggjorte Kongeetape i Post Danmark Rundt 2015 ind i ranglisten, så ser denne således ud:

1. Liège-Bastogne-Liège – 3317 højdemeter
2. Amstel Gold Race – 2741 højdemeter
3. Kongeetapen i Vejle – 2000 højdemeter
4. Milano-San Remo – 1908 højdemeter
5. Flandern Rundt – 1740 højdemeter
6. Paris-Roubaix – 993 højdemeter

Hvis man så yderligere regner lidt på tingene og inddrager længden på de pågældende ruter, får man følgende resultat:

1. Liège-Bastogne-Liège – 12,2 højdemeter pr. km
2. Amstel Gold Race – 10,9 højdemeter pr. km
3. Kongeetapen i Vejle – 10,8 højdemeter pr. km
4. Flandern Rundt – 6,8 højdemeter pr. km
5. Milano-San Remo – 6,5 højdemeter pr. km
6. Paris-Roubaix – 3,9 højdemeter pr. km

Den barske 3. etape i årets Post Danmark Rundt lægger sig med andre ord i midterfeltet af klassikerruter, uanset om man tager det absolutte antal højdemeter eller beregner et gennemsnit. Den klassiker, som Vejle-etapen minder mest om, er Amstel Gold Race i Holland. Koncentrationen af højdemeter hen over de to ruter er stort set identisk.

Passer DCU’s angivelse af højdemeter for Kongeetapen? Umiddelbart ja. Tallet stemmer fint overens med data for Grejsdalsløbet, hvis rute ligger i nogenlunde samme terræn.

/Jacob

Det vrimler med indbydelser til motionsløb for tiden, og mange af dem har godt med højdemeter på programmet. Måske er det i år, at du skal prøve kræfter med Løberen Highland Trail, som Danskebjerge.dk har kåret til det hårdeste danske løb i halvmaratonkategorien?

Lidt mindre kan dog også gøre det, især på denne side af højsæsonen, hvor formen måske stadig hænger noget i håndbremsen. Heldigvis afvikles der her i marts og april adskillige motionsløb, som ganske vist er kuperede, men stadig er til at tale med.

Sidste år indledte jeg selv “bjergløbssæsonen” på den vestsjællandske halvø Reersø, hvor jeg var med i det traditionsrige Reersø Rundt. Underlaget er meget afvekslende – man løber på både asfalt, grus, sti og strandsand -, og der er også et par genstridige stigninger undervejs. Men det egentlige højdepunkt – i mere end én forstand – er, når man er kommet op på kanten af klinten og kan kigge ud over havet og næsten lodret ned på stranden til venstre for stien. Her vil navnlig dem med højdeskræk kunne opleve, at den høje puls og de anstrengte lunger får selskab af et sug i maven og en lille portion svimmelhed. I år finder løbet sted den 8. marts.

Derefter er der lidt tid til at justere bakketeknikken, inden det i april går løs med flere forårsklassikere. Færgelundsløbet afvikles den 2. april, og så fortsætter perlerækken: Aalborg Brutal Marathon den 3., Helvede i Nord den 6., Skvæt Skov-løbet den 12. og Hedelands Bjergløb den 19. april. Man bliver helt forpustet bare ved tanken om alle de højdemeter, som løberne bliver udsat for på de 18 dage.

Vejret er også en faktor ved disse kuperede løb. Det danske forårsvejr er omskifteligt, og forudgående regn kan gøre bakkerne ekstra vanskelige, ikke mindst på vej nedad. Det hænder endda, at der falder sne i april måned. Det skete bl.a. forud for Helvede i Nord for nogle år siden. Snedække på skrånende og sandet underlag kan virkelig gøre sådan et løb til et endnu større helvede, end det er i forvejen.

Men så er der jo også den mulighed, at solen stråler, og temperaturen er tocifret. Selvom mange deltagere i bjergløb går efter benhårde udfordringer, så er det da rart at kunne slippe for de lange ærmer og/eller bukseben. Og blå himmel har én yderligere fordel: Den sikrer bedre udsigter, når man kommer til de højeste punkter på ruten.

/Jacob

Ligesom Norge har Danmark bjerge. Og ligesom Norge har Danmark ulve.

Og måske er chancen – eller risikoen om man vil – større for at møde ulve her i landet end i de norske fjelde og vildmarker!

Jeg læste lige på norske Vg.no, at seneste registrering tyder på 65-67 ulve i Norge:

“Per 15. februar 2015 er det påvist 65-67 ulver i Norge. Hver vinter gjennomføres en registrering av antall ulv i Skandinavia, hovedsakelig ved hjelp av sporing på snø og DNA-analyser av innsamlet ulveskit.”

I Danmark er det sidste år blevet vurderet, at der findes mindst 11 ulve. Det betyder, at “ulvetætheden” i Danmark er større end i Norge.

Norges areal er 385.000 kvadratkilometer, mens Danmark er 43.094 kvadratkilometer stort. Når man dividerer antallet af ulve med kvadratkilometerne, når man altså frem til en højere værdi for Danmarks vedkommende. Der er én dansk ulv pr. 3917 kvadratkilometer, og én norsk ulv pr. hele 5923 kvadratkilometer.

Denne udregning skal dog tages med det forbehold, at vurderingerne af antallet af ulve i de to lande dels er baseret på skøn og dels næppe er fuldt ud sammenlignelige.

I øvrigt er der ikke noget, der tyder på, at de danske ulve føler sig specielt tiltrukket af højder. De hidtidige forekomster af ulve har for flertallets vedkommende været i den vestlige – og dermed relativt flade – del af Jylland:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/nyt-kort-over-ulvenes-forekomst-i-danmark

/Jacob

En af hovedfærdselsårerne i det nordvestlige Vejle har i en uge været sat ud af spillet. Det skyldes et jordskred – et fænomen, der ellers er ganske sjældent i Danmark.

Jordskreddet skete mellem Jellingvej og den cykelsti, der løber parallelt med Jellingvej. På stedet er der ca. 10 meters højdeforskel.

Se billeder af ødelæggelserne her:

http://www.tvsyd.dk/artikel/271442:Jordskred-i-Vejle

http://vejle.lokalavisen.dk/jordskred-ved-vejle-skraaning-og-traeer-skyllet-vaek-/20150130/artikler/702039560/2089

Jordskreddet har haft visse konsekvenser.

En cyklist måtte på skadestuen med et eller flere brud, fordi han kørte ind i noget af det materiale, der var væltet ned over cykelstien. For trafikanterne har situationen betydet en omvej på op til fem kilometer, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Frygten er, at Jellingvej er så destabiliseret, at der kan ske flere jordskred. Derfor har kommunens Vej- og Parkafdeling foretaget en afstivning med lange stålplader.

Årsagen til jordskreddet er en vandledning, der er sprunget læk. De store mængder vand har undermineret jorden under Jellingvej.

Jellingvej er en af de vejstrækninger, der har den største højdeforskel i Danmark. Der er over 100 højdemeter fra bund til top, hvis man inkluderer Petersmindevej. Den omtalte cykelsti har en højdeforskel på ca. 53 meter fordelt på en 550 meter lang strækning (hvis man vælger det vestlige spor). Det giver en gennemsnitlig hældning på 9,6 procent. Det er sikkert ikke så nemt at nå at bremse, hvis man er på vej ned ad en så stejl cykelsti og pludselig ser, at den er blokeret.

/Jacob

I de seneste uger har jeg researchet lidt på, hvor man finder Danmarks største kælkebakke. Og jeg tror, jeg er ved at nærme mig svaret. Vi skal til det jyske…

Det har ellers ikke været nogen nem eftersøgning. En bakke skal nemlig opfylde en hel del kriterier for at kunne være en rigtig kælkebakke.

For det første skal den være frit tilgængelig. Man skal ikke indhente tilladelse hos en lodsejer først. Hvem orker det, når sneen hober sig op, og det kribler i maven for at komme ud og mærke suset? Arealet behøver ikke være offentligt ejet – det afgørende er, at man må komme der uden at spørge om lov. Samtidig skal der nødig foregå andre aktiviteter på stedet, så som skiløb eller vintergolf. Kælkning kræver fri bane.

Dernæst skal terrænet være uden væsentlig bevoksning og andre forhindringer. Mange danske bakker ligger i skov, og det duer ikke. Og der må heller ikke være træer i bunden af bakken – eller søer og vandløb. Nogle småbuske kan man måske leve med på skråningen, men det kræver tykt snedække, og hvor tit har vi det i Danmark?

Andre ulemper kan være tværgående veje og stier. Man kan ikke kælke på steder, hvor der er trafik. Og hegn kan blokere for enhver udfoldelse. I det hele taget er mange danske arealer berørt af menneskehånd, og det kan ødelægge kælkepotentialet.

Det sidste kriterie er indlysende: Der skal være en højdeforskel af en vis størrelse. Og da det netop er størrelsen, vi går efter her, er der masser af småbakker, som vi kan udelukke fra starten.

Store højdedrag sorteret fra
Mit udgangspunkt var, at vi skulle over et halvt hundrede meter i højdeforskel, for at det overhovedet kunne være interessant. Det baserede jeg bl.a. på den kendsgerning, at de største uafbrudte stigninger i det danske landskab er på over 100 højdemeter. Så det halve burde være en rimelig tærskel, tænkte jeg.

Ved Trehøje i Mols Bjerge fandt jeg tilsyneladende en monsterkælkebakke. Omkring 70 højdemeter er der, hvis man står ved den sydlige af højene og kigger mod syd. Terrænet har godt nok lidt bevoksning, men man kunne vel navigere uden om det. Værre var en forhindring, som Naturstyrelsen mindede mig om, da jeg henvendte mig: Der går et strømførende hegn på tværs af den linje, jeg havde tegnet. Dét ødelagde alt.

I stedet kiggede jeg på steder som Dollerup Bakker, Rebild Bakker og Skamlingsbanken. Førstnævnte har mange skråninger, men de ender ofte i vådområder eller i krat – og så er der faktisk ikke så voldsomt mange højdemeter i dem. Rebild Bakker har masser af stejlt terræn, men de fører lige lukt ned på en sti eller nogle træer. Skamlingsbanken har jeg besøgt, mens der blev kælket på den – men et stykke nede af banken er der skov, så den strækning, man reelt kan kælke på, er ikke så lang igen.

Vejrhøj i Nordvestsjælland da? Nej, her befinder bakkerne sig på private marker. Det samme i Ejer Bjerge, hvor Danmarks højeste punkter ligger. Himmelbjerget? Frederik den 7.’s Høj? Her står træer i vejen.

Jeg har selv lavet en liste over danske skianlæg, og her kunne man for så vidt godt kælke. Men man risikerer at genere skiløbere, så disse steder har jeg også valgt at se bort fra.

Granskningen gik trægt. Den ene bakke efter den anden dumpede. Og jeg fornemmede, at rammerne for min undersøgelse var ved at komme under pres. Fandtes der virkelig ikke en kælkebakke med mere end 50 højdemeter i hele kongeriget?

To vilde nabobakker
Da kom jeg i tanker om en gammel klassiker: Tvillingebakkerne Sindbjerg og Stovbjerg sydøst for Silkeborg. De er frit tilgængelige, og terrænet er hede – ergo er bevoksningen lav. Der er træer på skråningerne, men man kan stadig godt finde en linje, der går fri af træerne med en rimelig margin. Jeg vurderer, at disse gigantiske knolde meget vel kan være de grusomste udfordringer for en kælkeentusiast her til lands.

Det er to forbehold. Det ene er, at der skal falde en del sne for at dække lyngen. Det andet minus er paradoksalt: Sindbjerg og Stovbjerg er pivstejle. Bakkerne har hhv. 59 og 53 højdemeter, og denne højdeforskel er overvundet efter blot 300 og 260 meter på kælken. Det giver en hældningsprocent på ca. 20 i begge tilfælde, endda inklusive en blød slutning uden ret meget fald. Med andre ord har vi at gøre med kælkebakker, der ikke bare i størrelse, men også i stejlhed skiller sig ud fra mængden. De øvre sektioner kan man sammenligne med en rød piste i f.eks. Alperne. Så meget skråner de.

Disse bakker er altså på ingen måde barnemad. Og spørgsmålet er, om nogen forældre tør sende lille Albert og Alberte ud i et sådant terræn.

Måske ikke. Men der skal vel også være kælkebakker til voksne småbørn og andre vovehalse, skal der ikke?

Tid til en test?
Jeg har selv besteget både Sindbjerg og Stovbjerg en del gange. Til gengæld har jeg aldrig suset ned ad dem på en kælk. Jeg må se, om jeg denne vinter får tid til det. Og tilstrækkelig sne, ikke mindst. Jeg hører i øvrigt gerne fra dig, hvis du har erfaring med disse monstre. Eller tør give dig i kast med dem og melde tilbage om oplevelsen. Såfremt du overlever!

Fakta om de to tvillingekælkebakker:

– Sindbjerg: 300 meter lang. Starter i 96 moh., slutter i 37 moh. Hældningsprocent: 19,6% i snit
– Stovbjerg: 260 meter lang. Starter i 93 moh., slutter i 40 moh. Hældningsprocent: 20,4% i snit

Billedet øverst i denne artikel viser Sindbjerg-bakken (den blå linje er “ideallinjen”, de grønne pletter er træer, den røde prik er startpunktet).

/Jacob

Hvordan vurderer man, hvor hård en rute er?

Det er vanskeligt.

Mange bruger mavefornemmelsen. “Puha, det her løb var helt sikkert hårdere end det forrige!” lyder det. Men så løse sammenligninger er ikke ret troværdige. Først og fremmest afhænger en løbsoplevelse meget af ens egen ydelse. Hvis du har presset dig selv hårdt i et løb, kan det få dig til at tro, at ruten var særligt hård, selvom den måske ikke var det. Subjektivitet har det med at overskygge objektivitet.

En meget bedre tilgang er at se på antallet af højdemeter. Det er bl.a. den metode, som ligger til grund for Danskebjerge.dk’s liste over danske bjergløb. For at komme med på listen skal løbenes ruter have et betydeligt antal højdemeter, og de er dernæst rangeret efter højdemeter. Så denne opgørelsesform er ret objektiv, i det omfang man kan skaffe data om højdemeterne.

Men man kan også vælge en helt tredje metode. Den går ud på at sammenligne tider. Altså eksempelvis at se på, hvor hurtigt vinderen har løbet. Hvis vedkommende har løbet markant langsommere, end hvad man ville have forventet på en flad rute, så er det en kraftig indikation af, at ruten er meget vanskelig.

Tidskrævende at løbe nedad
Ulempen kan være, at man så ikke længere får et “rent” billede af, hvor kuperet ruten er. For tempoet kan blive påvirket af andre forhold – f.eks. vejrforhold eller særligt drilsk underlag (sten, sand, mudder eller sågar vand).

Men hvis man husker at tage det forbehold, synes jeg, at tidssammenligningerne (som vi vender tilbage til om lidt) er ganske sigende for sværhedsgraden.

Et forhold, der kommer til udtryk på denne måde – og i mindre grad når man alene bruger højdemetermetoden -, er karakteren af nedstigningerne. Som mange bakkeglade løbere ved, er det nemlig nogle gange lige så tidskrævende at løbe nedad som opad. Det er tilfældet, hvis bakkerne er meget stejle, og det er svært at få fodfæste og/eller holde balancen.

På den måde kan et stærkt kuperet løb skille sig kraftigt ud fra et jævnt kuperet. På sidstnævntes bakker kan man puste ud og alligevel holde en høj fart nedad. På førstnævntes kan man også puste ud – i et vist omfang -, men man skal koncentrere sig meget om at sætte fødderne rigtigt, og alligevel er tidstabet betydeligt.

Tempoforskelle i forskellige løb
Når man kigger på nogle udvalgte bjergløbs vindertider (fra 2014), tegner der sig et ret klart billede:

– 1864-Løbet, halvmaraton: 1:22:42 = 15,31 km/t

– Aalborg Brutal Marathon, maraton: 2:47:59 = 15,07 km/t

– Klinteløbet, 10 km: 0:47:13 = 12,71 km/t

– Glarbo Highland Trail, 21 km: 2:12:45 = 9,49 km/t

Vinderne var løbere, der har et niveau svarende til at kunne løbe 10 km på mellem 32 og 36 minutter (konstateret via Google-søgning).

Og hvad viser alt dette så? Ja, det er jo til dels forskellige distancer, så direkte sammenlignelighed er der ikke. Men jeg synes alligevel, at man kan pege på et par interessante pointer ud fra tallene:

– Tempoet i Glarbo Highland Trail er ca. 60% langsommere end i 1864-Løbet. Distancerne er lige lange.

– Tempoet i Klinteløbet er ca. 19% langsommere end i Aalborg Brutal Marathon. Klinteløbets rute er ellers meget kortere end ruten i Aalborg Brutal Marathon (under en fjerdedel).

– Tempoet i 1864-Løbet og Aalborg Brutal Marathon ligger tæt. Det passer med, at koncentrationen af højdemeter er nogenlunde identisk på de to ruter. (At der i Aalborg løbes hurtigere trods den længere samlede distance, kan til dels forklares med styrkeforskellen mellem de to vindere.)

Metode kan udvikles yderligere
Man vil antageligt kunne bruge den her beskrevne metode til ret nøjagtige sammenligninger af løbs sværhedsgrader, hvis man skabte nogle mere kontrollerede rammer for empirien. Man kunne eksempelvis lade den samme løber – eller flere løbere med næsten ens præstationsniveau – gennemføre løbene og sikre sig, at de var i nogenlunde lige god form på de forskellige løbstidspunkter.

Det vil godt nok være en metode, som involverer en menneskelig faktor, og dette er som sagt ofte problematisk i sammenhænge, hvor man tilstræber objektivitet. Men løbere, der vinder løb, er som regel meget stabile i deres præstationer, så jeg er ikke så bekymret.

/Jacob

For halvandet år siden skrev Allan Treschow Jensen til mig, at han ville arrangere et løb med rigtig mange højdemeter.

Mit svar lød sådan her:

“Det lyder som et skønt projekt! (…) Jeg vil umiddelbart tro, at det bliver svært at lave en rute med over 700 højdemeter, hvis den skal lægges på vej/sti og ikke må være længere end 15 km. Men jeg har ikke noget mod at tage fejl! :)”

Siden har Glarbo Highland Trail, som løbet hedder, været afviklet to gange, og der kommer også et tredje i 2015. Og der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en af de hårdeste ruter, man overhovedet kan tegne i Danmark, hvis det skal være på vej, sti eller spor. Det går simpelthen op og ned hele tiden, og terrænet er stejlt.

Ruten er lagt på en 7 kilometer lang rundstrækning, der ifølge arrangørerne har 500 højdemeter. Det er derfor, at man kan komme op på 1000 højdemeter, hvis man snupper rundstrækningen to gange.

Men kan det passe, at der er 500 højdemeter pr. omgang?

Jeg er stadig ikke helt overbevist. Jeg har gennemgået ruten og kan slå fast, at der mindst er 340 højdemeter. Det får man, hvis man tager alle de laveste og de højeste punkter og lægger højdeforskellene sammen.

Dette tal er dog lavt sat. Ruten er meget varieret, og bakkerne går ikke kun lige op og lige ned. Der er også pukler på. Så derfor skal der lægges en del oven i de 340.

Allan er nået frem til de 500 højdemeter ud fra et kort med højdekurver, og det er også en god metode. Min tvivl er teoretisk baseret. Forestil dig, at du skal løbe op ad en stigning, som er 7 kilometer lang, og som stiger konstant med 500 højdemeter. Det ville give en stigningsprocent på 7,1 i snit – nogenlunde svarende til procenten på Alpe d’Huez. Men i et løb som Glarbo Highland Trail er der højst op-ad-bakke-løb på halvdelen af strækningen. Der er jo ikke tale om én sammenhængende stigning, men om flere “små”, og dem skal man ned fra igen. Derfor vil den gennemsnitlige stigningsprocent på rutens stigninger være det dobbelte, altså mindst 14,2 procent. 14,2 er meget højt. Så højt, at jeg næsten kun ville kunne få det til at stemme, hvis man havde fundet en meget stejl bakke, som man så løb og op ned ad gang på gang. Glarbo Highland Trail-ruten er derimod en reel rundstrækning, og her er det næsten umuligt ikke at have enkelte flade stykker. Og så snart man har det, vil gennemsnitsprocenten altid styrtdykke. Derfor har jeg min tvivl.

Men det, jeg fremfører her, er jo sådan et alt-andet-lige-ræsonnement, som kun holder, til det bliver modbevist i et konkret tilfælde. Som sagt vil jeg gerne tage fejl – jeg vil gerne æde en portion skovbund fra Silkeborg-skovene, hvis der virkelig er 500 højdemeter. På spejderære. Vi skal bare lige finde en måde, som vi kan fastslå sandheden på.

Hvad med højdedata ud fra GPS-registreringer? Det tror jeg ikke på. GPS’er har ret store usikkerheder, når det gælder ruter som denne. Rutesitet Gpsies.com angiver således et højdemetertal, der ligger langt under både Allans tal og min minimumsværdi. Da jeg kiggede nærmere på Gpsies.com’s profil, kunne jeg da også konstatere, at der simpelthen er sving, som er registeret forkert. Og fejlregistreringer har stor betydning, hvis det f.eks. drejer sig om et sving for foden af en bakke, lige inden der tages hul på en ny stigning. Her kan der smutte adskillige højdemeter blot det ene sted.

Så det er noget med at skulle tilbage til et kort med gode højdeangivelser og tælle op derfra. Og så måske prøveløbe ruten for at sammenholde kortet med virkeligheden – eller opdage ujævnheder, som end ikke et kort kan have med. Hvordan måler man f.eks. højdemeterne på en træstamme, der ligger på tværs af stien? Når vi er ovre i løbskategorien trail, er ruterne altid vanskeligere end ellers at beregne højdemeter på.

Anyway: Uanset om det er 340 højdemeter eller 500 eller noget helt tredje, så er Glarbo Highland Trail det mest kuperede danske motionsløb, jeg kender. Og vel at mærke et løb, som faktisk lokker en del løbere til. 175 tilmeldte var der i 2014. Det siger lidt om, at det ikke bare er et nørdeløb for højdemeterantallets skyld, men at der er mere at komme efter. F.eks. en fantastisk naturoplevelse.

/Jacob

Så faldt den første sne. Men den kan ikke dække over, at december 2014 har været grå og regnfuld. Der er vand over alt. Ikke mindst i vandløbene.

Og i særdeleshed i Brødebæk.

Brødebæk er et sideløb til Susåen, Sjællands største å. Man kan faktisk argumentere for, at Brødebæk er hovedløbet, for hvis man følger mosaikken af grøfter, kan man nå helt op til Spangs Tykke, ca. 110 moh. Det er højere oppe end det område, som Susåens udspring officielt befinder sig i.

Men Brødebæk selv virker ikke fornærmet. Heller ikke over, at betegnelsen “bæk” må siges at være noget af en underdrivelse.

Ufortrødent suser den mod nord – ned ad det skrånende landskab, der først begynder at flade ud på den modsatte side af Ny Næstvedvej. Undervejs er der en strækning, hvor faldet på vandløbet er omkring 40 meter fordelt på blot ca. 2 kilometer. Det er rigtig meget efter dansk målestok. Og det er et flot skue, for ikke at sige en flot lyd. Navnlig når der – som for tiden – er ekstraordinært store vandmasser, der skal presses igennem det til tider ganske snørklede vandløb.

Se levende billeder fra Brødebæk her – og en fotoserie her.

At Brødebæk har en lang karriere som vandløb bag sig, ses af, at de omgivende skrænter er meget store. Flere steder er de ti meter høje – og ekstremt stejle. De er skabt ved årtusinders kraftige vandgennemstrømning, der gradvist har uddybet renden i terrænet.

Det er et betagende syn at stille sig øverst på en af disse skrænter og kigge ud over Brødebæk og nogle af dens tilløb. Måske især på denne tid af året, hvor de mange træer kun delvist dækker for sceneriet. Til gengæld vil man i den lunere del af året kunne nyde en svalende tår vand direkte fra Brødebæk. Brødebæk går nemlig for at være en af de reneste vandløb på Sjælland.

/Jacob