Blogsbjerg

Hvordan ved man, om man er en god bjergrytter?

Du kan samle en masse data om dig selv. Højde, vægt, BMI, fedtprocent, kondital, muskelmasse, ydelse i watt, alder – for blot at nævne nogle af parametrene. Smid tallene i en regnemaskine, og du får en indikation.

Men du kan også bare tilmelde dig et motionscykelløb. Et af de kuperede. Og så er metoden enkel:

Hvis du kører i en gruppe, og du bøvler med at følge de andre på en stigning, så har du halvdelen af svaret.

Hvis du så uden større besvær indhenter dem igen, når terrænet falder, har du fundet frem til den anden halvdel.

Og så er det, at du skal lægge det hele sammen: Hvis du både hænger på stigningerne og triller hurtigere nedad end de andre, ja, så er du med meget stor sandsynlighed IKKE bjergrytter. Yderligere udregninger er sådan set ikke påkrævet.

Ond og hjælpsom tyngdekraft
Forklaringen ligger selvfølgelig i kropsvægten og tyngdekraften. Tyngdekraften er en hård modstander, når du er en tung rytter, men den hjælper dig, når det går ned ad bakke.

Det kan måske lyde overraskende, men undertegnede bestyrer af Danskebjerge.dk hører til netop denne kategori. I ni ud af ti tilfælde, hvor jeg bliver sat i et løb, er det på en stigning. Typisk har jeg været oppe i det røde felt et par gange tidligere, men før eller siden må jeg slippe.

Og selvom jeg får hjælp af tyngdekraften på faldende asfalt, så er der lige en ulempe mere, som man må trækkes med som ikke-bjergrytter. Du har nemlig ikke ret meget gavn af at ligge på hjul opad. Til gengæld er det en stor hjælp, efter man har nået toppen.

Med andre ord: Hvis du mister hjulet på den forankørende, mens terrænet stiger, så har han og de andre i gruppen fordel af at kunne ligge i læ efterfølgende, mens du selv sidder alene tilbage i vinden. Dette er for mit vedkommende opskriften på lidt for meget alene-kørsel i diverse motionsløb.

Smidt af
Som nu i dag til løbet Tour de Vestsjælland, hvor jeg formår at hægte mig på den hurtigste lille gruppe, indtil vi rammer stigning på stigning efter en halv snes kilometer. Jeg må slippe og håber så i stedet, at der kommer nogen op bagfra.

Hvis man er heldig, sidder man kun et par kilometer på mellemhånd, før man finder ind i en ny gruppe. I dag er jeg ikke heldig.

Det samlede deltagerfelt er forholdsvis lille, så der er langt mellem grupperne. Jeg ender med at køre halvdelen af løbet i ynkelig ensom majestæt. For at føje spot til skade var rutens hårdeste terræn placeret i starten. Var jeg kommet med over bakkerne her, ville jeg måske have kunnet sidde i førergruppen meget længere. Hvis og hvis.

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg er en muskelsvindsramt skovsnegl på en stigning. Det er bare sådan, at de fleste motionsløbsryttere skruer op for poweren, når det går opad. Den stærke rytter kan gøre det med blot et par ekstra streger på pulsmåleren som konsekvens. Men på én som mig er virkningen flere gange større. Og så begynder medkørerne lige så stille at forsvinde i horisonten.

Urimeligt – eller?
Jeg er normalvægtig. Men vejer 80 kilo (med de variationer der er hen over sæsonen). Mit gæt er, at den bedste fjerdel i et typisk motionsløb ligger i den nedre del af normalvægtsintervallet eller derunder. Og så er langt de fleste af dem lavere end mig, hvilket i sig selv gør, at de vejer mindre.

Det er egentlig feje hold!

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville klare mig relativt bedre i et løb med få og små stigninger. Hvilket dog ikke får mig til at ønske bakkerne hen, hvor peberet gror.

Ligesom jeg som tv-seer foretrækker at se de professionelle ryttere kæmpe mod hinanden i kuperet landskab, så er stigningerne også med til at give ruterne ude på de danske veje karakter. Der er jo faktisk en god portion spænding ved, at asfalten varierer. Hvor stærke er dem, jeg kører i gruppe med? Kan jeg komme med op over den næste bakke? Og koster det mig for mange kræfter, hvis jeg gør? Med stigningerne kommer der et usikkerhedsmoment ind i cykelløbet, og det gør løbet til andet end bare en udmøntning af den enkelte rytters kondital.

Ny definition
Så for mit vedkommende vil fremtiden utvivlsomt byde på mange flere nederlag på stigningerne. Jeg bliver aldrig nogen bjergrytter, men bakket landskab er alligevel tiltrækkende.

Måske skal man i virkeligheden forstå begrebet bjergrytter lidt anderledes: En bjergrytter er ikke nødvendigvis én, der er god til at cykle i kuperet terræn. Det kan også være én, der bare holder af at gøre det. Og det gør jeg!

/Jacob

P.S.: Billedet ovenfor er taget af Danskebjerge.dk ved dagens løb.

Det stod ned i stænger, da jeg hentede mit startnummer i teltet. Det var en af de dage.

Tilbage i bilen – med klimaanlægget skruet godt op over stuetemperatur – sad jeg i mit cykeltøj og overvejede næste skridt. En u-vending og retur til min varme seng blinkede som en af valgmulighederne.

Hvad jeg ville gå glip af? Det, som folkene bag Born Fondo selv kalder “de vildeste kilometer du nogensinde har prøvet i Danmark”. Dermed menes en enkeltstart med en vanvittig høj koncentration af højdemeter. Som bornholmerne selv har døbt den uden forbehold: En bjergenkeltstart.

Se Danskebjerge.dk’s film fra enkeltstarten her.

To brutale bakker
Der er kun 8,4 kilometer fra start til mål, men to af Danmarks sværeste bakker indgår. Starten er modbydelig: Hovedgaden i havnebyen Vang kaster lidt over 90 højdemeter i ansigtet på dig, stiger med 7,2% i snit og har flere passager med hældningsgrader på over 10%. Vang-bakken er af Danskebjerge.dk kåret som landets hårdeste stigning og vil med garanti koste dig minutter på sluttiden.

Senere venter endnu en grum stigning – vejen op til fyrtårnet på Hammeren. Men denne lidt for tidlige morgenstund var vejret min værste fjende.

Opvarmning skrottet
“Du ryster jo,” sagde TV2/Bornholms fotograf til mig ved startstregen.

Og ja, det blev en koldstart. Men dog en start.

Jeg havde bidt tænderne sammen og trillet ned til havnen i Vang. Få sekunder senere blev jeg sendt afsted.

Opvarmningen havde jeg efter moden overvejelse skrottet. Jeg kørte direkte fra bilen og til startområdet. Virkningen fra klimaanlæggets milde brise blev pisket ud af mig, lige så hurtigt som man kan sige solskinsø. Lufttemperaturen var étcifret – ikke særligt imponerende for den sidste lørdag i maj måned. Og det hele blev ti gange værre af den hårde vind, som bragede ind fra syd.

At jeg ikke var den eneste, der havde det sådan, viste sig ved navneopråbet. Jeg havde startnummer 10, men rullede afsted som anden deltager. Blandt andet ventede vi forgæves på en gut med mellemnavnet Pantani. Han havde åbenbart valgt dyne frem for dyngvåd enkeltstart.

Alpine procenter
Med en kropsbygning som den hedengangne italiener ville man ellers nok være godt stillet på den her rute.

Okay, en robust Jens Voigt-type vil måske kunne møve sig op igennem Vang i anstændigt tempo. Men på den godt 700 meter lange målbakke på Fyrvej bliver procenterne alpine. Flere gange nærmer de sig 20, og gennemsnitsprocenten når kun ned på 9, fordi der undervejs er et par flade stykker. Senest på Fyrvej giver betegnelsen bjergenkeltstart utrolig god mening.

Inden da skal man dog igennem Slotslyngen. Et naturområde, som på andre dage end lige denne havde været en smuk oplevelse.

Slots-slyngen kunne man også lidt muntert kalde strækningen, for den byder på et markant hårnålesving. Ikke ret skrånende, men i målområdet blev der op til flere gange advaret om, at den slyngede vej var spejlglat pga. regnen. Måske derfor bremsede jeg lige lidt rigeligt op, da jeg skulle igennem. Hvilket dog ikke skal være nogen undskyldning for min noget skuffende tid.

Disponér kræfterne
På forhånd havde jeg håbet på en snitfart på omkring de 30. Fuldstændig urealistisk, skulle det vise sig. Ganske vist var der mest medvind, og på nedkørslerne kom der pænt gang i hjulene. Men det er slet ikke nok til at indhente det tidstab, som tyngdekraften forårsager på stigningerne. I alt 182 højdemeter er der ifølge løbsprogrammet på ruten. Det koster på uret.

En helt afgørende faktor på en enkeltstartsrute som denne er disponeringen i forhold til de to store stigninger. Det er farligt at gå helt død allerede i Vang, og det er farligt at være tappet for kræfter, når du når frem til foden af Fyrvej. Omvendt skal man jo heller ikke være en forsigtig-Per, for de fleste bruger kun mellem 15 og 20 minutter på turen.

Det er ikke sikkert, at jeg selv greb det rigtigt an. Men jeg ved, at jeg hev godt og grundigt efter vejret, da jeg rullede i mål med ca. syv km/t (der står en mand, som skubber rytterne et ekstra stykke, så de ikke er i vejen for de næste – jeg takker for hjælpen!). På vejen op var det blevet til en enkelt overhaling. Desværre var jeg den overhalede. Men man kan jo altid prøve at bilde sig selv ind, at det var en af løbets stærkeste ryttere, der gav mig baghjul.

Traditionsrig rute
Jeg bliver aldrig motionisttypen, der trækker på skuldrene af uvejr. Til gengæld er jeg ret vild med events, der giver deltagerne noget mere end bare en cykeltur på vilkårlige landeveje.

I det her tilfælde har vi endda at gøre med en rute, som bærer på traditioner. I årtier har bornholmerne afviklet klubmesterskab i enkeltstart på præcis disse 8,4 kilometer, og hvis Born Fondo bliver en tilbagevendende begivenhed, så kan ruten udvikle sig til en klassiker – en “pilgrimsrute” for enhver nogenlunde ambitiøs dansk motionscyklist.

Behøver jeg for resten at sige, at regnvejret stoppede, så snart jeg kom i mål?

Det var en af de dage.

/Jacob

Danmarks største broer kan mere end bare forbinde landsdele. De er også fascinerende bygningsværker, der rækker højt op mod himlen. Og nu giver en ny attraktion på den gamle Lillebæltsbro mulighed for at se broen og dens omgivelser fra et noget anderledes perspektiv.

For 250 kroner kan man få en guidet tur hen over broen. Ja, henover. En gangbro, der er en halv meter bred, fører op over vejbaner og togskinner og giver en enestående udsigt ud over Lillebælt og de fynske og jyske kystområder. Det højeste punkt på turen er 60 meter over havet. Folk med diagnosticeret højdeskræk frarådes at forsøge.

Også brobestigning på Storebælt
Det er ikke første gang, at menige danskere får chance for at komme til tops i en dansk brokonstruktion. På Storebælt har man i flere år givet adgang til en af hængebroens 254 meter høje pyloner. Men det har været i forbindelse med særarrangementer, hvor turen f.eks. var en præmie i en konkurrence. Eller specialevents for pressen.

Jeg har selv haft æren af at kigge ud fra toppen af Storebæltsbroen. En skøn oplevelse. Men der er forskel på at stå på en platform omgivet af en tyk, halvanden meter høj betonmur og så at liste hen ad en smal gangbro med luft lige under sig og til begge sider. Ingen tvivl om, at det, der kan gøre Lillebælt Bridge Walking – som er det officielle navn – til et tilløbsstykke, er folks forkærlighed for sug i maven.

Pyloner overgår landjord
I øvrigt har der været tanker fremme om at gøre Storebæltsbroen til en kommerciel turistattraktion på lidt samme måde som den gamle Lillebæltsbro. Men de planer er så vidt vides ikke kommet videre end til nogle indledende drøftelser.

Storebælts pyloner er med deres 254 meter de højeste bygningsværker i Danmark. Også pylonerne på Øresund har betragtelig højde: 204 meter er der fra toppen og ned til havoverfladen. Intet dansk terrænpunkt når derop. Den planlagte Femern-forbindelse kunne have sat ny højderekord – her ville pylonerne have været næsten 270 meter høje -, men som bekendt har man valgt at bygge en tunnel i stedet.

Se flere højderekorder her:
http://danskebjerge.dk/artikler-rekorder.htm

/Jacob

Nordsjællandske strandvejsvillaer forbindes – med rette – med skyhøje boligpriser. Men Jylland kan også. Tag nu f.eks. den vejlensiske bydel Bredballe. Bredballe ligger på en ca. 70 meter høj skråning ned mod Vejle Fjord. Sydvendt, vel at mærke. Så der er ikke bare pragtudsigt til fjorden, men også til solen.

Egentlig var det til stor skade for bakkelandskabet, at man for få årtier siden satte gang i et omfattende byggeri i området. Men når det nu skulle være, så er terrænet altså genialt til boliger. Man kan jo bygge det ene hus bag ved det andet, uden at nogen af dem frarøves fjordudsigten. De står så at sige på skuldrene af hinanden.

Boliginvesteringerne lønnede sig, i hvert fald hvis man ser på priserne. Bredballe har i dag adskillige parcelhuse, der koster mere end 40.000 kr. pr. kvadratmeter. Det fremgår af et kort på websitet boligejer.dk. Så høje priser finder man kun ganske få andre steder på egnen.

Og zoomer man endnu længere ud, er Bredballes boligpriser stadig med helt i top.

Her i foråret blev en næsten nybygget villaejendom på Jørgasvej sat til salg for 42 mio. kr. Det gjorde den til den ottende dyreste udbudte bolig i hele landet. Og den dyreste i hele Jylland, skriver finans.tv2.dk.

Huset blev bygget i 2010. Billedet fra Google Streetview er fra året før, så her kan man i bogstaveligste forstand se en lastbil læsse byggemateriale af ved det kun delvist opførte hus.

Det er ikke højden over havet, der definerer stedets dyre beliggenhed. Det er derimod, at der er fuldstændig uspoleret udsigt til Vejle Fjord. Og så alligevel: Gennem huset går 5 meter koten. De meter giver lige det løft, som danner den perfekte vinkel ned mod det nærliggende vand. Ja, og så er man stadig i betryggende afstand af bølgerne, hvis vejret en dag skulle hidse sig op.

Lad mig til sidst nævne endnu en fordel ved at bygge boliger på en bakke som den i Bredballe: Arkitektonisk skaber det nogle muligheder, som man ikke finder på en flad mark.

Ejendomsmægleren skriver selv om boligen på Jørgasvej, at den er “harmonisk bygget ind i det skrånende landskab, der fører ned mod fjordbredden”. Og dét kendetegner faktisk mange af områdets ejendomme. F.eks. på Mølgårdsvej – Danmarks fjerdestejleste vej, der ligger et stenkast fra Jørgasvej. Hvad der ville være almindelige halvkedelige parcelhuse et andet sted i landet, bliver her til visuelt spændende konstruktioner, simpelthen fordi de har for nogle anderledes linjer: Man har bygget vandret på et underlag, der er skråt.

Danskebjerge.dk’s billede herover viser Mølgårdsvej 35. For så vidt et enkelt byggeri, men bemærk, at baghaven ligger på niveau med førstesalen!

/Jacob

Brostensbakkerne står ikke just i kø i det danske landskab. Den eneste, der kan måle sig med dem i f.eks. Flandern Rundt, er vejen Dimen, som ligger ved Aabenraa. Danskebjerge.dk har beskrevet den her.

Men selvfølgelig er der mange andre gader i Danmark, som er belagt med brosten. Og enkelte af disse har en vis hældning. I den nordjyske by Aars mener man endda at have én, der tåler sammenligning med Flanderns mure. Det drejer sig om Himmerlandsgade, der går tværs gennem byen i en øst/vestlig retning.

I modsætning til Dimen indgår den skrånende vej jævnligt i større cykelløb. Såvel Jutlander Bank Grand Prix som det ambitiøse GP Himmerland Rundt har opløb her (se udsnit af rutekort herunder).

Der er dog to ikke helt uvæsentlige forhold, der adskiller Himmerlandsgade fra f.eks. Koppenberg og Paterberg. For det første er der i Aars tale om veltilhuggede chaussésten. De kan godt nok også mærkes i cyklen, men er trods alt noget mere civiliserede at rulle hen over.

For det andet: stigningens hældning og størrelse. Der er tale om en beskeden bakke, selv efter danske forhold. Den begynder ud for Gl. Skolevej/Bymidten og fortsætter mod vest op til Gislumvej. Strækningen er 300 meter lang. Bunden befinder sig i 22 meters højde over havet, toppen i 34 meter. Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 4.

Himmerlandsgades brostensbakke er dermed omtrent lige så lang som den på Dimen i den anden ende af Jylland. Men den er ikke engang halvt så stejl. Og når brostenene så tilmed er noget mere medgørlige, ja, så får sammenligningen med Flandern Rundt et lidt kuriøst skær.

Og dét er faktisk helt fint med mig.

/Jacob

Med Amstel Gold Race lige om hjørnet gled mine tanker tilbage til dengang i 2011, hvor jeg prøvede kræfter med løbet.

Det var selvfølgelig bare motionsudgaven, men 150 kilometer midt i april er temmelig langt, især hvis man som jeg stort set ikke cykler i vinterhalvåret.

Men distance er jo så langt fra det eneste parameter, der beskriver en rutes sværhedsgrad. Og når det gælder Amstel Gold Race, så er antallet af stigninger helt centralt. Tag bare et kig på mine gps-data fra løbet (ovenfor – eller i større udgave her).

Stigninger der tærer
Kurverne viser den sidste halvdel af løbet – godt og vel. Hvis man alene tager stigninger på over 40 højdemeter, så er der 13 af dem på løbets sidste 80 kilometer. Det er noget af det, der måske er allermest karakteristisk ved Amstel: De hyppige stigninger.

De største af dem ligger mellem kilometer 80 og 105. Her mødte jeg først Camerig, som ganske vist kun stiger med 3,8 procent i snit, men det er over en strækning på 4300 meter. Den tærer på kræfterne hos en motionist, og man er endda kun knap halvvejs.

Camerig fulgtes af stigningerne Gemmenich og Drielandenpunt. De er lidt mindre, men har dog til sammen ca. 200 yderligere højdemeter.

Det er ikke her, at profløbet afgøres. Dertil ligger stigningerne for langt fra mål, og de er heller ikke stejle nok til at være oplagte afsæt til udbrud. Men hvis der køres til, kan denne sektion have en klart udmattende funktion. For en motionist har de i hvert fald!

Stejlt mod slutningen
Efter turen i “højlandet” kommer man ned i et terræn, hvor det går mere op og ned – ligesom fx i området omkring Vejle. Stigningerne når ikke over 80 højdemeter, men de er til gengæld forholdsvis stejle.

Stejlest er Keutenberg: 9,4% i snit over 700 meter. Det er en motionistdræberbakke. Den ligger sent i løbet og er med rette den mest frygtede. Jeg havde en gut ved siden af mig, der kiksede et gearskifte, netop som det begyndte at blive stejlt. Han måtte vist helt af cyklen, men hvad der ellers skete for ham, havde jeg ikke overskud til at følge med i. Jeg selv var nemlig hunderæd for også at måtte stige af, hvis lårene ikke magtede de himmelhøje stigningsprocenter. Som man kan se på min pulskurve, nåede jeg på Keutenberg op på 91% af makspulsen (det er den spids, man ser på pulskurven ud for kilometer 140). 91% er virkelig meget, når man tager i betragtning, at jeg på det her sene tidspunkt var helt fladmast af udmattelse.

Til sammenligning er den afsluttende Cauberg noget nemmere at tale med. Men jeg må indrømme, at jeg tog den i et stabilt, lavt gear. Der var absolut ikke kræfter til en Philippe Gilbert-agtig afslutning.

Pulsen hopper og danser
Hvis man ser på pulskurven for hele turen, må man konstatere, at deltagelse i Amstel Gold Race er at sammenligne med et intervalløb – bare et utroligt langt ét af slagsen. Pulsen kører op og ned i takt med stigningerne, og selvom det samlede antal højdemeter på godt 1800 højdemeter kun svarer til ca. 1½ gang Alpe d’Huez – for motionsløbets vedkommende -, så skal der altså lægges en del oven i sværhedsgraden, netop fordi det er så ekstremt varieret en rute.

De professionelles rute afviger lidt fra motionsløbets, og der kan forekomme ændringer fra år til år. Men faktisk er det bakkeområde, som løbet køres i, ikke så stort endda. Så det er de samme stigninger, man møder, blot kombineret forskelligt og med gentagende sløjfer hos profferne.

Nyt syn på Amstel
Jeg må indrømme, at jeg tidligere betragtede Amstel Gold Race som en slags andenrangsklassiker, og det hang især sammen med, at stigningerne ikke var nær så hypede som dem, der er i fx Flandern Rundt og Liège-Bastogne-Liège. Og som dansker fik man på en måde den opfattelse bekræftet, da Bjarne Riis stak af fra feltet på flad vej og vandt 1997-udgaven af Amstel.

Men for motionistben er og bliver Amstel Gold Race en barsk udfordring. Det er ikke et “overlevelsesløb” som fx Paris-Roubaix eller La Marmotte. Men hvis man kender Grejsdalsløbet i Vejle og lægger 10% oven i sværhedsgraden, så nærmer vi os. Hele løbet køres på asfalt, og ingen af stigningerne kan kategoriseres som egentlige bjerge. Det er på den led et konventionelt løb, men altså med en klar overhyppighed af stigninger.

Mere info her: http://en.wikipedia.org/wiki/Amstel_Gold_Race

/Jacob

Note:
Ovenstående er hovedsageligt et “genoptryk” af et indlæg fra 2013. Der foretages ind imellem ruteændringer.

Flere posts om Amstel finder du her:

http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post109
http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post232

Se også Danskebjerge.dk’s optagelse af Gilberts fanklub på toppen af Cauberg et af de år, hvor han vandt: https://www.youtube.com/watch?v=USsBoX3VRR0

I det øverste Nordsjælland finder man et ungt landskab. Ungt på den måde, at det har ændret sig meget siden istiden. Først ved landhævning i stenalderen. Siden ved sandflugt. Og frem til i dag: ved nedbrydning af klintekysten.

Landskabet er mest imponerende i Tibirke Bakker. Fra Ellemosens 4 meter over havet stiger terrænet dramatisk til 57 meter, og bakkerne træder tydeligt frem, fordi bevoksningen holdes nede. Det kuperede, hedeagtige landskab giver associationer til naturperler som Sindbjerg og Stoubjerg, omend disse jyske knolde har lidt større dimensioner – trods alt. Ja, og så er der en anden forskel, som jeg vil vende tilbage til om lidt.

På vestsiden af Tibirke Bakker får skoven så småt overtaget, men det går stadig op og ned. Dels pga. det naturskabte varierede terræn og dels i kraft af det væld af gravhøje, man er omgivet af. Området her hedder Tisvilde Hegn. Det højeste punkt er Frøbakke, der befinder sig 62 meter over havets overflade. Herfra er der kun et stenkast til byen Tisvilde, som markerer Tisvilde Hegns grænse mod nordøst.

Den fine natur har en bagside. For i over 100 år har området været eftertragtet som et godt sted at slappe af og ikke mindst som et godt sted at have fritidsbolig. Det gør, at store dele af kyststrækningen er bebygget med sommerhuse, og i Tibirke Bakker markerer strømførende hegn over alt, at udefrakommende bedes holde sig til stier og grusveje.

Ingen tvivl om, at det må være skønt at eje jord og mursten i dette bakkelandskab. Men alle vi andre får en tilsvarende ringere naturoplevelse. Modsat ved Sindbjerg og Stoubjerg, hvor adgangen til naturen ikke er begrænset af privat ejendomsret. Humoristen og multikunstneren Poul Henningsen kaldte tilbage i 1928 Tibirke Bakker for “Snob Hills”. Et øgenavn, der endnu i dag kan være fristende at bruge.

En trøst er det dog, at flere lokaliteter ved Tisvilde er fredede. Så man må antage, at udbredelsen af bebyggelse og indhegninger er stagnerende.

Du kan læse mere om Tisvilde-egnen her:

http://www.b.dk/boeger/ny-bog-om-tisvilde-hegn-er-en-guldgrube

http://hannaswalk.com/2012/07/10/vandring-i-tisvilde-hegn/

Danskebjerge.dk har i øvrigt fundet områdets stejleste vej. Se procenterne her:
https://www.facebook.com/stikmigenmax

/Jacob

Når man kører mellem Korsør og Slagelse, kommer man op eller ned ad Vårby Bakke. I almindeligt klart vejr kan man herfra tydeligt se Storebæltsbroens pyloner, og med lidt held får man propper i ørerne pga. højdeforskellen.

Det vil dog være for snævert at forbinde navnet Vårby Bakke med bakken på hovedvejen eller motorvejen, for skråningen er flere kilometer bred. Den strækker sig over ca. 14 kilometer i en nord/syd-gående linje lige vest for Slagelse. Skråningen er højest på midten, hvor den over en strækning på ca. 1 kilometer hæver sig med næsten 50 højdemeter. Ved bakketoppen Hashøj lidt syd for Slagelse øges terrænhøjden imidlertid yderligere, således at der herfra og ned til Vårby Å er en højdeforskel på 91 meter, hvis man tæller gravhøjen med.

I dette område finder man nogle forskellige veje, som for cyklister og andre motionister kan være spændende udfordringer. Hovedvejen er kendt af mange. Dens officielle navn er Korsørvej, og den stiger med 3,9% over 1,1 kilometer. Vejen er snorlige, stigningsprocenten bemærkelsesværdig konstant, og asfalten som regel i fin stand. På den måde er det en rigtig god træningsbakke – om end ret så trafikeret. Se Danskebjerge.dk’s bestigning af bakken på Korsørvej her.

Derudover skal nævnes Brovej, Havremarksvej og Jættehøjvej.

Brovej er en sidevej til Korsørvej. Et enkelt sted er stigningsprocenten oppe på 9, men ellers er den mest karakteriseret ved at være den mest direkte vej til Hashøj. Strækningen er 3,2 km lang (start samme sted som stigningen på hovedvejen), og den stiger med 2,44%, hvilket dækker over en række flade stykker.

Havremarksvej ligger syd for Brovej. Her er der færre svinkeærinder i retning mod toppen, og vejen har derfor nogle meget stejle partier. Stejlest er den helt i bunden – i den ende, der slutter blindt. Her er maksimumsstigningen et sted oppe på 14%. Ved krydset Havremarksvej-Udsigten er den på 13%.

Jættehøjvej ligger et nøk yderligere mod syd. Den er ikke helt så stejl, men stiger mere konstant, og hvis man ser bort fra den blinde del af Havremarksvej, har Jættehøjvej flere højdemeter. Især den første halvdel er ret så barsk – med en længere sektion, hvor hældningen er på 10%.

Jeg vil foreslå, at man – når benene er blevet trætte – slutter af med et besøg oppe på Hashøj. Her er to store, næsten ens gravhøje. Og et højt tv-tårn, som ses videnom. Fra gravhøjene er der udsigt til store dele af Vestsjælland.

/Jacob

Har du fået set filmen “9. april”? Den handler om den dag for 75 år siden, da underlegne danske tropper tog kampen op mod den tyske overmagt. Flere af de steder, hvor der blev kæmpet, er med i filmen.

Det ene sted er Lundtoftbjerg. “Bjerget” ligger på landevejen mellem Kruså og Aabenraa, og det var her, den første træfning mellem danske og tyske landtropper fandt sted. Trods navnet er her ikke synderligt bakket. Højdeforskellene er ikke over en halv snes meter, viser data fra højdekort.

Det kuperede Bjergskov
Så er der straks mere schwung over landskabet ved Bjergskov. Det var her, danskerne påny tog kampen op efter at være tvunget tilbage ved Lundtoftbjerg. (Se de indsatte kort, der er forsynet med skyggeeffekt for at fremhæve terrænforskelle. Fotos længere nede i artiklen.)

Bjergskov er et skovområde, beliggende ca. 10 kilometer syd for Aabenraa. Terrænet er stærkt kuperet – og ret ideelt for forsvarere, der kan skjule sig bag de mange små bakkeknolde og tage sigte på den fremrullende fjende.

Løjtnant Olav Jensen har beskrevet, hvordan der først blev opsat en vejspærring syd for skoven. Desuden bragte man et trefodsgevær i stilling i en grusgrav, hvilket passer godt med oplysningerne på landkortet. I “9. april” ses soldaterne også indtage deres positioner på noget, der godt kunne ligne skrænterne i en grusgrav, så filmens realisme er i top her.

Flygtede over bakkekam
Jensen beretter nu, at den opsatte vejspærring ikke bremsede tyskerne:

“Den forreste Tank kørte skraat ind paa Spærringen og skubbede, uden at sagtne Farten nævneværdigt, den store, væltede Lastvogn og Tipvognene ud til Siden af Vejen. Efter denne Bedrift blev Tanken beskudt af min forreste Kanon, som jeg med Delingen var ved at passere, og Tanken fik nu den kedelige Ide at kvittere ved at beskyde os i Motorcykel-Kolonnen med Maskinkanon.

Vi pressede Motorcyklerne til det yderste for at komme op over en Bakkekam, som jeg troede vilde yde Dækning. Jeg tør godt paastaa paa alles Vegne, at denne Køretur var vort Livs værste Oplevelse til Dato. Der var et Spektakel, som jeg aldrig har hørt Magen til. Vore Kanoner skød, de fjendtlige Kampvogne skød med Kanon og Maskingeværer, Jagerflyvere dykkede og skød paa vore Kanoner med Maskingeværer, min Motorcykel-Kolonne dundrede hen ad Vejen med 80 km’s Fart.”

Det var kanonerne, der var danskernes mest effektive våben mod panserkøretøjerne, og én af soldaterne blev modigt ved med at skyde med sin kanon, indtil den blev tromlet ned af en kampvogn. Manden flygtede derpå ind i skoven, men blev ramt af et dræbende skud fra et bagfrakommende jagerfly. Andre i delingen blev såret. Kort efter overgav også Olav Jensen sig.

Intense kampe
Filmen er stykket sammen af forskellige beretninger fra soldater, der var med i kampene 9. april, herunder Olav Jensens. Man følger en gruppe soldater, der er involveret i flere træfninger, efterhånden som de trænges tilbage mod Haderslev. Virkeligheden var dog, at de danske soldater typisk blev indsat ét sted, hvorefter de overgav sig (med mindre de var blandt de trods alt få, som blev dræbt eller såret).

Danmarks militære indsats 9. april 1940 fremstilles ofte som nærmest latterlig. Men hvis man dykker ned i de enkelte situationer ved frontlinjen i Sønderjylland – sådan som filmen også gør -, får man et klart indtryk af, at det har været meget intenst. Tyskerne har haft den fordel, at de har kunnet køre nordpå ad gode landeveje, som danskerne kun i ringe omfang har nået at blokere. Og selvom forsvarerne forsøgte at udnytte terrænet bedst muligt, har det ikke været den store hindring for Hitlers mænd, set i lyset af hvor overlegen en styrke de er kommet susende med.

Få kilometer fra Dybbøl
Hvis du vil læse mere om tyskernes fremrykning 9. april, kan man bl.a. på Wikipedia finde en ret udførlig beskrivelse.

Fra Bjergskov og Lundtoftbjerg er der i øvrigt kun ca. 15 km til en andet berømt højdedrag, Dybbøl Banke. Det var her, at den foregående krig mellem danskere og tyskere nåede sit klimaks. Læs Danskebjerge.dk’s artikler om Dybbøl her og her, skrevet i anledning af, at Dybbøl Banke har indgået i nogle stort anlagte løb.

At disse blodige bakkeområder ligger så tæt, understreger Sønderjyllands rolle som kampplads nummer 1 for stridigheder i Danmarks nyere historie.

/Jacob

Der er ved at blive sat skik på Brorfelde Observatorium. På flere måder.

Dels har man lige fjernet en masse af det buskads, som ellers omkranser kuplerne. Det er godt. Sidst jeg var deroppe, masede jeg med at få bare to kupler med i samme foto. Det ser ud til at være nemmere nu. I det hele taget er jeg stor tilhænger af åbent terræn. Især når det er i kuperede landskaber som dette nær Maglesø. Så må man leve med, at stedet ligner en pløjemark i en kort periode.

En anden ting, som også er under opgradering, er Brorfelde Observatoriums kommunikationsveje. Både Brorfelde.dk og Facebooksiden (som ovenstående billeder er fra) opdateres efterhånden jævnligt og har et professionelt præg. Og i pressen hører man ofte om Brorfelde. Senest da der var delvis solformørkelse over Danmark. Mange gæstede stedet i den anledning, og der var taget højde for vejrets luner, så man kunne indendøre se livebilleder af formørkelsen, sådan som den tog sig ud i Gedser.

Alt dette peger frem mod åbningen af oplevelsescenteret i 2016. Der er investeret millioner i projektet, og da stedet ikke ligger midt på alfarvej, skal der arbejdes med “produktet”. Det gælder både de fysiske omgivelser og markedsføringen. Og det tegner godt.

/Jacob