Blogsbjerg

Et skønt indlæg modtaget fra Lars Beck Nielsen, som også har leveret billederne:

“
Boligjagt afslører Glentehøj
I 2013 var min kone og jeg på boligjagt, vi ville købe et hus i stedet for at bo til leje. Vi ledte efter et hus i Køge området. Der var et hus i Lille Salby, som vi havde set på nettet, men kiggede man på kort over området, så huset ud til at ligge klemt inde mellem Vestmotorvejen og Sydmotorvejen. Dette og prisen afholdt os fra at se nærmere på huset. Vi ville gerne bo lidt ude i naturen, men også gerne ikke alt for langt fra Køge.

En dag faldt prisen på huset, og vi valgte at tage kontakt til mægler for at komme ud at se huset. Vi havde straks en god fornemmelse, men da vi oplevede landskabet omkring den hyggelige landsby, var vi solgt. Det viste sig, at huset lå lige op til en lille skov og et stykke af Køge Ås. Der var stejle bakker, utrolige udsigter og mange søer, et fantastisk landskab, som jeg ikke vidste eksisterede – og dog.

En del af Køge Ås
Jeg har læst naturgeografi og har besøgt mange lokaliteter i Danmark, og kendte også til Køge Ås, og hvordan den er skabt. I folkemunde er Køge Ås dog mest det stykke, der går fra Sydmotorvejen og ind til Køge, som bare går under navnet Åsen. Selvom meget af åsen er gravet bort, findes der dog flere bevarede rester, blandt andet ved Dyndet nær Borup, og Vittenbjerg ved Ejby.

For en 4-5 år siden inviterede jeg nogle venner til at gå Køge Å stien fra Borup til Køge. Stien passerer gennem og lige nord om skoven Skovhusvænge, og på vej mod Gl. Lellingegård ser man åsen knejse mod himlen, når man kigger mod nord. Stien gik dog ikke forbi Åsen, men åsen og toppunktet Glentehøj var nævnt i den udmærkede folder om Køge Å stien.

Det var først i 2013 at jeg så stedet på nært hold, og hvor jeg blev meget betaget og overrasket over sceneriet, hvilket havde stor indflydelse på, at vi købte huset i Lille Salby.

Ukendt landskab
Googler man Glentehøj kommer der nærmest ingen hits op om dette bjerg. De fleste hits omhandler en jættestue på Lolland af samme navn. Først på side 4 finder man artiklen ”Bjergene i Lille Salby”, der omhandler geocaching, og cachen på toppen af Glentehøj. I kommentarerne til artiklen er jeg faldet over en mand, der har boet i Køge i næsten 45 år, men som først i 2015 opdager stedet.

Faktisk tror jeg, at mange ikke kender til dette flotte landskab, og dagligt ser vi heller ikke mange besøgene, bortset fra de lokale MTB ryttere som kører forbi på vej til de udfordrende skrænter ved Køge Å i Skovhusvænge. Det er dejligt at have stedet for sig selv, men er forundret over, at stedet ikke rigtigt er nævnt på nettet eller i nogen litteratur, som jeg kender til.

Landskab skabt af istid og grusgravning
Køge Ås er skabt under den seneste istid, og er en afstøbning af en smeltevandsflod under isen. Strømhastigheden i floden har været afgørende for, på hvilket tidspunkt de forskellige partikel størrelser i vandet(eks sand eller grus) er aflejret på flodens bund. Derfor findes der store sammenhængende områder af sand og grus i de danske åse, og derfor er de fleste åse i Danmark desværre gravet bort eller blevet forandret på grund af grusgravning. Det samme er sket ved åsen ved Lille Salby, hvor jeg tror, der er gravet grus, da man byggede Vestmotorvejen. Hele åsen er dog ikke gravet bort, og der er skabt et dramatisk landskab af søer og stejle skråninger.

Selve Glentehøj er højeste punkt på en bjergkam med stejle skråninger på 45 grader, der falder ned mod en sø på begge sider. Visse steder er bjergkammen kun en halv meter bred, så man går på en knivsæg, det danske modsvar til Beseggen i Norge. Der er en stejl opstigning for at komme op på kammen, men man belønnes med en fremragende udsigt mod nord og syd samt til de to søer.

Området er i dag fredet, blandt andet fordi, det skulle være eneste sted i Køge kommune, hvor der findes markfirben. Der er mange rådyr i området og også en del rævegrave.

“

Links til mere viden om Køge Ås og andre store åse:

http://danskebjerge.dk/artikler-danskeaase-koege.htm

http://danskebjerge.dk/artikler-danskeaase2.htm

At rangere Danmarks bakketoppe efter højde er en kompliceret sag.

Der er nemlig ikke ret mange meter eller centimeter, der adskiller dem. Og samtidig afhænger meget af den metode, man vælger. Personligt foretrækker jeg en metode, der siger noget om Danmarks landskaber og ikke bare om nogle tal og mål. Det vender jeg tilbage til.

Da en gruppe geologer i midten af 00’erne drog til området ved Yding Skovhøj og Ejer Bjerge, var det for at afgøre, hvilken af områdets toppe der er Danmarks højeste punkt. De endte med et todelt svar: Hvis man ser på terrænpunkter, er det den midterste gravhøj ved Yding Skovhøj, der er højest, og hvis det er naturlige punkter, det hander om, er det Møllehøj.

I den rapport, der blev publiceret om opmålingerne (pdf), brugte de opdelingen til at opstille nogle ranglister, som jeg her vil reducere en smule til to Top 5’er.

For terrænpunkter – altså punkter på jord, der kan være naturligt eller ikke-naturligt skabt – ser listen sådan her ud:

1. Yding Skov, 2. gravhøj: 172,54 moh.
2. Vistofte gravhøj: 171,73 moh.
2. Yding Skov, 3. gravhøj: 171,73 moh.
4. Yding Skov, 1. gravhøj: 171,41 moh.
5. Ejer Baunehøj: 171,04 moh.

Det er virkelig de små forskelle, der afgør placeringerne her – bedst udtrykt ved, at andenpladsen deles mellem to oldtidsminder, der på centimeteren er lige høje!

Høj koncentration på Ejer Bjerge
Når det gælder de naturskabte højder, er dette geologernes Top 5-liste:

1. Møllehøj: 170,86 moh.
2. Yding Skov: 170,77 moh.
3. Ejer Baunehøj: 170,35 moh.
4. Lindbjerg: 170,08 moh.
5. Ejer Baunehøj N: 169,78 moh.

De to Top 5-lister ovenfor gælder for hele Danmark. Der findes nemlig ingen steder i landet, hvor terrænet ligger så højt som i “Ejer Bjerge” (der er blevet det officielle navn for området).

Men meget afhænger som sagt af metode. Og hvis man skulle se lidt krakilsk på undersøgelsen, så er den ikke 100% objektiv. En objektiv rangering af punkter i landskabet ville jo logisk indebære, at det næsthøjeste punkt er det punkt, der ligger lige ved siden af det højeste, og så fremdeles. Altså noget i retning af sådan her, hvis vi tager de naturlige punkter:

1. Møllehøj: 170,86 moh.
2. Møllehøj: 170,85 moh.
3. Møllehøj: 170,84 moh.
4. Møllehøj: 170,83 moh.
5. Møllehøj: 170,82 moh.

Det er selvfølgelig ikke en Top 5, der fortæller særlig meget.

Bakketoppe som filter
Det er vel derfor, geologerne dengang i 2005 også interesserede sig for bakketoppe og ikke bare punkter i terrænet. Fuldt forståeligt. Men dermed lagde de også en tolkning ind over deres systematisering. For hvad er en bakketop? Er det en landskabsform, der skal hæve sig 1 højdemeter over det omgivende terræn? Eller 10?

Som den norske forfatter Roger Pihl har fremført, burde man optimalt set sortere de danske bakketoppene efter et princip om højdeforskel. Altså eksempelvis, at der skal være et fald mellem to bakketoppe på et vist antal højdemeter, for at de kan tælle som separate toppe. En internationalt anerkendt tilgang – men uden en form for teknologisk hjælp vil det være et skrækkeligt hestearbejde at gennemanalysere den danske topografi med den fremgangsmåde!

Men der er en stor fordel ved princippet. Det garanterer nemlig en vis geografisk spredning i opgørelserne. Og hvorfor er det godt? Fordi en rangliste skal fortælle noget.

Jeg tror, at hvis en tilfældig dansker efterspørger en rangliste over de højeste punkter i Danmark, så forventer vedkommende ikke, at alle punkter på listen befinder sig inden for et par kilometer af hinanden. Man antager intuitivt, at en liste af den art skal have et bredere sigte.

Liste med større spredning
Det er lidt, som hvis man skal sige noget om de varmeste steder i solsystemet. Solen ville selvfølgelig lægge sig i spidsen, og det virker rimeligt, at der i en Top 5 både skal være plads til Solens overflade og dens kerne. Men det er vel også dét. Herefter vil man gerne ud på nogle af planeterne, vil man ikke? Jeg tror det.

Med udgangspunkt i et tilsvarende ræsonnement lavede Danskebjerge.dk for snart ti år siden en rangliste over danske højdepunkter. Her er kandidaterne knap så meget naboer som på geologernes lister ovenfor:

1. Møllehøj – Ejer, Jylland: 170,86 moh.
2. Yding Skovhøj – Yding, Jylland: 170,77 moh.
3. Rytterknægten – Vestermarie, Bornholm: 162 moh.
4. Rye Sønderskov – Gl. Rye, Jylland: 157 moh.
5. Them Bavnehøj – Them, Jylland: 153 moh.

Metoden består først og fremmest i at indføre en mindsteafstand mellem bakketoppene. Afstanden er ikke videnskabeligt defineret, men sat til 2000 meter – fordi det virker fornuftigt. Det indebærer f.eks., at Møllehøj og Ejer Baunehøj ikke optræder som to toppe. Ejer Baunehøj frasorteres, fordi lokaliteten ligger få hundrede meter fra den højere beliggende Møllehøj. Det samme gælder flere af de andre toppe, som geologerne havde tildelt prominente placeringer.

Ingen sortering er perfekt
Dermed bliver der eksempelvis plads til bornholmske Rytterknægten på Top 5. På den led er Danskebjerge.dk’s sorteringsmetode mere indgribende end geologernes sondring mellem menneske- og naturskabte terrænpunkter. Bemærk dog, hvor få højdemeter der stadig skiller placeringerne fra hinanden. De små forskelle er bevaret.

Jovist, sorteringsmetoden kan sagtens kritiseres. Men det kan enhver sortering. Hvis man brugte metoden, hvor man sorterer efter fald mellem toppe, ville der også opstå problemer. Hvad med f.eks. de høje punkter ved Møns Klint? De har markant højdeforskel ud mod havet, men indbyrdes – oppe på klinten – adskilles de kun af beskedne fald. Så de ville være i fare for at blive sorteret fra i
hobevis. Sådan er der så meget. Et filter er ingen garanti for millimeterretfærdighed. Og skal heller ikke være det.

Det vigtigste i alt dette er, at læseren præsenteres for præmissen. Altså at der ligger nogle valg til grund for, at en liste ser ud, som den gør. På Danskebjerge.dk’s side med de højeste terrænpunkter i Danmark er metoden da også tydeligt beskrevet.

/Jacob

P.S.: De varmeste steder i Solsystemet? Ja, det findes der faktisk svar på. Se det her.

Interessen for danske højdedrag kan uden vanskeligheder spores tilbage til oldtiden, hvor først stenalderfolket opførte sten- og jættedysser på fremtrædende steder i landskabet. Senere – i bronzealderen – gik man over til store kuppelformede gravhøje, som i endnu højere grad blev placeret på bakketoppe.

I århundrederne derefter er sporene knap så tydelige, i hvert fald i en kulturel kontekst. Militært spillede bakkerne dog en rolle. Det ser man på bl.a. Bornholm, hvor tilflugtsborgene typisk ligger mere end 100 meter over havets overflade. Alligevel må man sige, at de fleste danske fæstningsværker, der blev anlagt fra jernalderen og frem til middelalderen, har en beliggenhed, der mere har at gøre med nærheden til bestemte farvande end med terrænforskelle. På den måde adskiller de danske forsvarsanlæg sig fra f.eks. dem, man finder langs de tyske floder. Hammershus er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Den kulturelle begejstring for bakkelandskaber dukker op igen omkring år 1800 med nationalromantikken. Her ser kunstnerne en sammenhæng mellem nationen, kulturen og landskaberne. De kunne måske have valgt at dyrke idéen om et Danmark, der er fladt som en pandekage – det bjergløse terræn er jo et dansk særkende, hører man ofte. Men malere som Lundbye og Skovgaard går i den modsatte retning. De fascineres af bakkerne, som på et rent æstetisk plan også er med til at give perspektiv og dramatik i malerierne. Til tider bliver der snydt lidt, sådan at højdeforskellene kommer til at se større ud på lærredet, end de er i virkeligheden.

Især Lundbye var vild med gravhøje og stendysser og deres ophøjede placering i landskaberne. Med sine malerier, som jeg herunder har samlet tre eksempler på, bandt han en sløjfe på Danmarks historie ved at fremhæve oldtidens kulturelle manifestationer og sætte dem i et nyt lys.

Øverst:
“Landskab ved Arresø, med udsigt til flyvesandsbakkerne ved Tisvilde” (1838)

I midten:
“Udsigt ved Vinderød mod Høbjerg ved Frederiksværk med Lundbyes forældres hus” (1839)

Nederst:
“En gravhøj fra oldtiden ved Raklev på Refsnæs” (1839)

Den 50 højdemeter store skovklædte Høbjerg ligner ret meget sig selv i dag. Derimod er Raklev blevet bebygget, og der er beplantning på flyvesandsbakkerne ved Tisvilde.

Maleriet fra Røsnæs (eller Refsnæs, som var det almindelige navn for halvøen i gamle dage) er en af de allermest berømte gengivelser af danske oldtidsminder. Maleren bestræber sig på at få stendyssen til at se imponerende ud og understrege dens placering højt på en bakketop i et kuperet landskab. Lundbye var født i området og elskede landskabet: “Det er Danmarks Kyst i sin ædleste, men tillige vildeste Character,” skrev han engang.

Se også: http://www.thorvaldsensmuseum.dk/samlingerne/vaerk/B255

De tre malerier finder du i bedre opløsning på Danskebjerge.dk’s Facebookside.

/Jacob

Kig en gang på dette billede. Hvad ser du?

Billedet er et udsnit af et kort fra Geodatastyrelsen, baseret på den såkaldte Danske Højdemodel. Man ser den vestlige del af Jylland, med Karup Å og dens udløb i Ringkøbing Fjord omtrent midt i billedet. Andre åer er også meget synlige. At de fremtræder så markant, skyldes, at kortet bygger på data, der fremhæver terrænforskelle i landskabet.

Det er fascinerende at se, hvordan de små tilløb samler sig til en stor å. Mønstrene kan minde meget om noget, man ser andre steder i naturen.

Ovenstående foto tog jeg i dag, den 31. januar. Forgreningerne ligner dem, man ser i å-landskabet. Men der er forskelle. Et træ består af en stamme med nogle grene, der igen har grene, der igen har kviste osv. En å består af noget lignende, bare med omvendt fortegn: Mange bække små gør som bekendt en stor å. En anden forskel er, at et træ er drevet af vækst, mens en å er skabt af tyngdekraft.

(Foto: Danskebjerge.dk)

Et øjeæble med blodkar. Forgreningerne har tydelige paralleller til dem, man ser i vandløb og træer.

(Foto: Mikael Häggström: “Medical gallery of Mikael Häggström 2014”. Wikiversity Journal of Medicine 1 (2). DOI:10.15347/wjm/2014.008. ISSN 20018762)

Et rodnet (mycelium) fra en champignon. Her skal vi have forstørrelsesglasset frem, men alligevel minder strukturerne om det, vi kan se i et å-landskab i en helt anden skala.

(Foto: Wikipedia)

/Jacob

Efter Danskebjerge.dk’s seneste besøg i Odsherred vil der ske en lille ændring på listen over de længste trapper i den danske natur.

Det er trappen op til Esterhøj, der er ny i toppen. Med en højdeforskel på 30 meter klemmer den sig ind lige foran de århusianske trappetrin i Marselisskoven. En ottendeplads med andre ord.

Esterhøjtrappen starter inde i byen Høve i en højde af 58 moh. Her er der lagt nogle trin bestående af et moderne materiale, og de er ikke specielt krævende, for terrænet stiger ikke ret meget her i starten. Da man kommer ud i det mere åbne, tager hældningen til og dermed også tætheden af trappetrinene. Materialet ændrer sig såmænd også. Godt halvvejs bliver trinene af træ.

Man er aldrig i tvivl om, hvor trappen fører hen. Øverst oppe – i 89 meters højde over havet – knejser nemlig den store Esterhøjsten. Også kaldet Genforeningsstenen. Den blev rejst for at markere Genforeningen i 1920. Man kan se den helt nede fra dér, hvor trappen begynder. Der er 164 trin imellem.

Esterhøj ligger i den nordlige del af Vejrhøj-buen. Området er stærkt kuperet, og fra Esterhøj er der udsigt til mange af områdets højeste punkter. Flere af dem måler 80-90 moh.

Esterhøj selv er højere, end naturen har skabt den. De øverste meter udgøres nemlig af en gravhøj fra bronzealderen. Og der er to andre lige ved siden af. Det er kendetegnende for området: at gravhøjene i flere tilfælde ligger i serier. Disse fænomener kaldes højgrupper.

/Jacob

Det er lidt med dødsislandskaber som med sjældne dyr:

De har nogle medfødte egenskaber, der fascinerer mennesker. Men på grund af de samme egenskaber er der også mennesker, der vil dem til livs for at drage nytte af dem.

I dødislandskabernes tilfælde handler det om det materiale, de består af: sand og grus. Sandet og gruset er i istiden blevet modelleret til ikke bare overdådige terrænformationer, men også skatkamre af finkornet byggemateriale, som kan indgå i store vej- og jernbanebyggerier.

De årtusinder gamle bakker er derfor et eftertragtet bytte. Udgravningen er massiv og stopper ofte først, når råstofferne på lokaliteten er udtømte. De terrænrester, der ligger tilbage, leder tankerne hen på nedskudte elefanter uden stødtænder.

Op til 40 meter dybe huller
Det vil samtidig være forkert at sige, at udnyttelsen af sand og grus foregår hensynsløst i nutidens Danmark. Der foretages faktisk en grundig afvejning af forskellige hensyn, herunder hensynet til naturen. Men det ændrer ikke ved, at landskabernes visuelle udtryk tager varig skade, når først gravemaskinerne får lov at gå i flæsket på dem. Ofte er grusgravene op til 40 meter dybe i forhold til det oprindelige terræn. Det ses.

Blandt dem, der mærker bagsiden af råstofudvindingen, er naboerne. I nogle tilfælde, bl.a. i Jukkerup nær Maglesø (billedet ovenfor), har de udholdt en del støj og støv fra grusgravningen i mange år – for så nu at finde ud af, at udvindingen skal fortsætte i længere tid end tidligere angivet. Deres ærgrelse er forståelig. Omvendt må man vel også sige, at det er bedre at gøre eksisterende sår i landskabet større frem for at åbne nye sår på hidtil uberørte steder.

Plaster på såret
En trøst er, at der i stigende grad laves rekreative områder ud af grusgravene, når freden omsider sænker sig over dem. Det kendes bl.a. fra Hedeland øst for Roskilde, hvor der er etableret en stor skibakke af overskudsjord, men flere andre steder i Danmark, eksempelvis i udkanten af Århus og nord for Sorø på Midtsjælland, er der anlagt stier til løbere og mountainbikere. Og de mest grusgravslignende terrænformer er glattet ud, så områderne bliver lidt mere naturagtige at se på.

Og så har jeg i øvrigt bemærket, at der ved en del grusgrave vokser havtorn (billedet). Den plante finder man ellers primært ude ved kysterne. Men grusgravenes sandoverflader minder jo også en del om strande og klitter, så det bekommer havtornen vel.

/Jacob

P.S.: Sidst i 2015 blev det besluttet, at 28 nye områder på Sjælland skal graves op. Læs mere her: http://sn.dk/Sjaelland/Nye-sjaellandske-grusgrave-i-spil/artikel/530187

Når man har sagt Maglesø, har man også sagt bakker. Men vidste du, at bakkelandskabet rækker et godt stykke mod vest – og dér gemmer på 82 fantastiske dødistoppe?

Det landskab, jeg taler om, ligger vest for Brorfelde Observatorierne og indkredses hovedsageligt af de tre veje Ringstedvej, Mogenstrupvej og Brændholtvej. Derimellem finder man en ekstrem høj koncentration af små, stejle bakker, typisk kugleformede eller aflange, hvis man ser dem oppefra. Flere steder er der skråninger, der ikke er meget længere end godt 100 meter, men som alligevel har højdeforskelle på 20-35 meter.

På kortet ovenfor har jeg markeret toppene med røde prikker. 82 styk fik jeg det til ved min optælling. Det er et vanvittigt højt tal, når man tænker på, at området kun er 8,5 kvadratkilometer stort. Og så har jeg endda ikke talt de bakketoppe med, som lå der, før dele af terrænet blev forvandlet til grusgrave. De to største grusgrave ses som lyse områder omtrent midt på kortet.

Kriteriet for, om en knold skulle tælles med eller ej, var, om den havde fald til alle sider, og om der til mindst tre af siderne var fald på mere end 5 højdemeter. Dette er undersøgt vha. topografiske kort. Der har dog været et vist element af skøn ind over, da bakketoppe som disse er svære at sætte på formel pga. deres uregelmæssighed.

Det er et klassisk træk ved dødislandskaber, at de består af markante “bobler”, snarere end langstrakte bakkekamme og plateauer.

Fænomenet er opstået ved, at der mod slutningen af sidste istid lå ismasser tilbage (død is), der ikke længere havde forbindelse til selve gletsjeren. Disse efterladte ismasser blandede sig med sten, sand og grus, hvilket skabte et særdeles uregelmæssigt terræn, da afsmeltningen var afsluttet. Dødislandskaber findes både på Sjælland, Fyn og i Jylland, men få steder er der så puklet som ved Maglesø.

Desværre er de 82 midtsjællandske dødisbakker nærmest ukendte. Det hænger sammen med, at der er gjort tæt på ingenting for at gøre området interessant for naturelskere. Mange af de gamle markveje er forsvundet, og de grusveje, der trods alt eksisterer, er forsynet med skilte, der beder alle andre end beboerne om at holde sig væk.

På den modsatte side af Ringstedvej forholder det sig lidt anderledes. Brorfelde er kendt, og et kommende oplevelsescenter vil gøre stedet til en egentlig turistattraktion. Selve Maglesø og traktørstedet dér besøges også af mange mennesker.

Jeg har endnu ikke lavet en bakkeoptælling i den del af området. Men mon ikke, at det samlede tal vil nå op over 100 på de i alt ca. 20 kvadratkilometer?

/Jacob

Den norske forfatter Roger Pihl er en god ven af Danskebjerge.dk. Han har netop anmeldt Trap Danmarks Topografiske Atlas – og er i lighed med undertegnede stærkt kritisk.

Her er hans anmeldelse:

BOKANMELDELSE:

Jeg sverger til kart, og ikke GPS. Ja, jeg innrømmer at jeg nå og da kjører etter GPS’en, men det er mest når jeg har dårlig tid og trenger å komme fort fram til målet. Men ellers lar jeg kartet være min kilde til inspirasjon.

Jeg følger et enkelt prinsipp når jeg er på reisefot. Jeg følger de tynne, svarte strekene på kartet. Ikke de fete blå, de tykke røde, de lubne grønne, de trinne røde eller de utallige gule. Nei. Jeg kommer sjelden fort fram. Jeg kommer sent, men jeg kommer godt. Skal jeg være helt ærlig, forestiller jeg meg at en satelittnavigator helst følger den korteste veien mellom to punkter. Det utelukker de fleste omveiene og innfallene underveis.

Det gjør ikke noe. Tvert i mot, det er litt av poenget. Å la tilfeldighetene råde noen ganger. Å ikke ha kontroll. Jeg innrømmer også at jeg ofte kommer til steder jeg gjerne kunne vært foruten. Men den som intet våger, intet vinner. Det merkelige fjellpartiet Stoltenbjerg, fant jeg for eksempel ved en tilfeldighet. Men hvilket funn!

Et godt kart er full av informasjon, historie, innsikt og dybdekunnskap. Et kart kan leses som en bok, jeg kan hygge meg med gode kart i timevis. Sitte foran peisen med en øl, la fingeren gli langs småveier eller langs vannlinjen til en innsjø, oppover en elv, innom en landsby, eller for ikke å glemme, langs en av dalene! Eller ut på en av øyene! Stoppe ved et pussig navn. Højestehøj? Og akkurat som med bøker, et godt kart blir bedre når du har lest det flere ganger. Du oppdager nye ting, hele tiden. Du finner de små, lekre detaljene som kartografene møysommelig har lagt inn og er små belønninger til den tålmodige.

GPS kan sikkert være praktisk, men du kan ikke sette deg godt til rette i bibliotekets godstol og hygge deg med et GPS-bilde, eller en utskrift av en GPS-skjermdump. Gjenoppleve steder, turer og hendelser, det kan du bare gjøre på kartet.

Etter hvert har jeg utviklet interessen for større målestokker, og kan nesten ikke få store nok kart. Detaljer er viktige, og jeg pleier å si at hjemme har jeg en globus i naturlig størrelse. Den som tviler, får lov til å bli med ut i hagen bak huset og se med egne øyne.

For oss som kan sitte i mange timer og studere Topografisk Atlas 1:100.000 i syvende utgave (2008), var nyheten om at Trap Danmark skulle utgi et topografisk atlas med målestokk 1:75.000 som en ekstra julaften å regne. Jeg kjøpte det uten å blunke. Ja, det kostet en formue (400 kroner), men gode atlas er da også verd en formue.

Det som skiller Traps Topografiske Atlas fra atlaset til Nordisk Korthandel, bortsett fra oversikten, er skyggeleggingen – eller 3D-effekten som forlaget kaller det. Med denne 3D-effekten og færre koter enn i tradisjonelle atlas sikter forlaget på en ny og annerledes atlasopplevelse. Skyggeeffekten bygger på Højdemodellen fra Geodatastyrelsen, som kan lage kart med høyde og helling for hele Danmark. Effekten er skapt som om det kommer lys fra nordvest, hvilket betyr at jo mer en bakke heller mot sørøst, jo mørkere vil området bli vist. Bakkelandskapet vil enten bli vist med kraftig, svak eller ingen skyggeeffekt avhengig av i hvilken himmelretning landskapet luter.

Det høres flott ut og det ser fint ut ved første øyekast og det er et godt salgspoeng. 3D-effekten er likevel ikke det første som slår deg når du leser atlaset – det er det fraværet av stedsnavn som gjør. Forlaget sier selv at de har fjernet stedsnavn for å skape et nåtidig, enkelt og overskuelig kart. Her ligger kartets akilleshæl, for hva skal vi med et kart når mangelen på stedsnavn er overveldende? Hva er «nåtidig» med å utelate stedsnavn?

Allerede på oversiktskartet skriker mangelen mot deg: Her finnes ikke ett eneste navn! Ikke ett! Ikke en eneste innsjø. Ikke en eneste elv. Hensikten med et oversiktskart er å gi leseren navigasjonspunkter til å velge riktig kartblad, men dette oversiktskartet er kjemisk renset for slike punkter. Helt ribbet.

Fadesen fortsetter utover i kartbladene. Det første jeg gjør når jeg åpner et nytt atlas, er å kikke på de stedene jeg kjenner godt. Der kan jeg kontrollere kvaliteten og se om kartet utelater noe eller om det har blitt tilført nye, interessante detaljer. Eating is the proff of the pudding, som det heter på nydaI så måte er Traps topografiske atlas en formidabel skuffelse.

På et par minutter fant jeg følgende mangler: Lindsbjerg på Ærø mangler. Synneshøj på Ærø er navngitt, men postamentet er ikke med, slik at du ikke kan se hvor i terrenget toppen ligger. Storeknøs ved Himmelbjerget er borte! Knøsen, det høyeste punktet på Jyske Ås har mistet postamentet og kan ikke plasseres i terrenget. Postamentet på Lerbjerg i Svanninge Bjerge er borte. Yding Skovhøj er Danmarks høyeste punkt! Ejer Bavnehøj har feil høydeangivelse! Aborrebjerg, Møns høyeste punkt, er borte! Store Ørnhøj på Møn har også forsvunnet. Hohøj ved Mariager er borte! Bramslev Bakker ved Hobro er borte! Sukkertoppen i Højlund Skov er borte! De fredede toppene Sindbjerg og Stoubjerg utenfor Silkeborg er forsvunnet! Store Troldhøj i Gjern Bakker finnes ikke! Samsøs høyeste punkt Ballebjerg er fjernet! Høstbjerg på Rømø er fjernet! Kikkebjerg på Fanø er borte! Pælebjerg, Fanøs høyeste punkt, har ingen høydeangivelse og er dermed ikke Fanøs høyeste punkt lenger. Hallo? Trenger jeg fortsette?

I Nordisk Korthandels atlas er stedsnavnregisteret på 45 sider, hos Trap er den bare 25. Grovt regnet betyr det at antallet stedsnavn er halvert til tross for at målestokken er økt med 25 %. Når målestokken øker er det naturlig å anta at antall stedsnavn øker tilsvarende. Det gjør det ikke. Derfor føles atlaset mer som et kart over prærien i Nord-Dakota.

Med dette atlaset ville det aldri ha blitt noe av «Guide til Danmarks bjerge,» min første bok om danske høydepunkter som utkom i 2005. Dermed ville det heller ikke blitt noe av folkebevegelsen www.bestigbjerge.dk som får dansker opp av tv-stolen og ut på tur i det herlige, danske landskapet. Og som kanskje bidrar til betydelige reduksjoner i helsebudsjetet til den danske stat. Og det ville aldri blitt noe av årets bok, praktverket «Danmarks Bjerge,» rett og slett fordi jeg ikke ville funnet toppene. Uten et navn, er de ikke et sted, bare en høyde i terrenget. Og Danmark ville forblitt flatt som en pannekake.

Men atlaset er fint å se på. Det skal forlaget ha. Imidlertid er det ikke nok at atlaset er fint å se på og har kule 3D-skygger som dagens ungdom digger. Dermed har skyggeeffekten blitt en moderne versjon av keiserens nye klær, som skygger for detaljer, tekst og høydekurver og gjør atlaset stedvis uleselig. Samme hva forlaget tror det moderne mennesket digger eller ikke digger, spør en orienteringsløper om hva som er viktig. Skygger eller høydekurver?

Du kan med andre ord ikke bruke atlaset, og dermed blir det redusert til en papirbunke mellom to permer. Rådet mitt er å heller kjøpe det gamle atlaset til Nordisk Korthandel, om nødvendig på et antikvariat. Og til Trap vil jeg si: Gi kjøperne pengene tilbake, for dermed å skape troverdighet for resten av prosjektet.

Cykelrytteren Matti Breschel kommer i et interview med OOBLife.com ind på, hvordan han har det med stigninger, særligt i træningssammenhæng:

“Jeg kan ikke finde ud af at rulle op ad en stigning, pulsen den farer op. Men det har selvfølgelig også noget at gøre med min vægt, og at jeg ikke er nogen klatrer. Jeg ryger hurtigt op i det felt man kalder medium, hver gang der er en stigning eller et bjerg.”

Se, det er et af de mysterier, som undertegnede har spekuleret meget på uden at nå frem til nogen sikker konklusion. Nemlig det her med, hvorfor stigninger generelt medfører forhøjet puls.

Fænomenet gør sig ikke bare gældende inden for cykling. Løbere har samme “problem”: Selvom de egentlig er indstillet på at holde en jævn rytme igennem træningspasset, kommer kroppen i højere omdrejninger, når den udsættes for stigende terræn.

Fysik – eller noget mentalt?
Breschel mener så, at det har at gøre med hans vægt, og at han “ikke er nogen klatrer”.

Hvad kan der ligge i dét? Er det sådan, at tyngdekraften får så stor en påvirkning på allroundryttere og tungere ryttere, at det simpelthen føles forkert at sætte farten yderligere ned? Eller er det den lave fart i sig selv, der giver så meget ubehag, at man tvinger sig selv til at skrue op for tempoet og dermed også for pulsen?

Det er spekulation. For tilbage står, at man vel altid (eller næsten altid: undtagelsen er ekstremt stejle stigninger, hvor man risikerer at gå helt i stå) kan justere farten, så den passer til den ønskede puls. Ideelt set skal man kunne cykle eller løbe rundt i kuperet terræn, uden at det ses på pulskurven.

Jeg har selv prøvet, men det er svært. Hvilket dog ikke udelukker, at det hele er mentalt begrundet. At det ligger dybt i os, at øget modstand fra tyngdekraften skal besvares med øget anstrengelse. Det er da en teori…

Intervaller kommer i anden række
I øvrigt er det rart at se, at Breschel – trods den store mængde struktureret træning, han er tvangsindlagt til – har bevaret sin respekt for landskabet:

“Jeg kan slet ikke det der med at køre op og ned ad den samme stigning, det er vildt uinspirerende, så der vil jeg hellere ud og køre en stor runde. Og hvis ikke stigningen lige passer til intervallet, jamen så er det bare ærgerligt, altså.”

Han har jo ret. Intervaltræning lægger oftest op til, at der kun er kort tids pause mellem de højintense intervaller. Og dette kan de færreste landskaber leve op til. Der er jo som regel nogle kilometer mellem de enkelte stigninger. Dermed bliver der reelt for langt imellem, at pulsen topper. (I en artikel om bjerg- og intervaltræning har undertegnede anbefalet 3-4 minutters højintenst interval i kombination med 2 minutters lavintenst – mange programmer opererer med endnu kortere pauser.)

Det hardcore alternativ er så – som Breschel også nævner – at køre op ad en stigning, vende rundt, køre tilbage og så op igen. Her minimeres pausen. Mere effektivt. Men også mere stereotypt.

Lysten tæller også
Og det er vel en afvejning, som både en professionel udøver og en motionist må foretage: Skal jeg vælge det teoretisk set mest rigtige træningspas – eller skal jeg gøre det, jeg har mest lyst til? Det kan jo faktisk være, at den lystbetonede aktivitet i sidste ende kaster mere træning af sig og således mere end opvejer den effekt, som den “korrekte” træning ville have givet.

Interviewet med Breschel giver i det hele taget det indtryk, at der skal være et element af irrationalitet i træningen. Og det er jo interessant, at dette gør sig gældende på allerøverste niveau og ikke kun blandt os motionister.

Øverst i dette indlæg (eller her) kan du gense Matti Breschel og hele Post Danmark Rundt-feltets møde med Åsevangsvej i Odsherred i 2013-udgaven af løbet. Breschel bærer på dette tidspunkt den gule førertrøje.

/Jacob

Jeg havde glædet mig rigtig meget til det nye Topografiske Atlas fra Trap Danmark. Ikke mindst fordi min gamle topografiske kortbog har en del år på bagen, og alderen har sat sine spor. Så en afløser var mere end velkommen.

Og jeg vil ikke afvise, at nogle kan blive glade for nyudgivelsen, der udmærker sig ved at gå tættere på terrænet (målestoksforholdet er 1:75.000, hvor det var 1:100.000 i den gamle kortbog), og at have en særlig skyggeeffekt, der har til formål at tydeliggøre højdeforskelle.

Men hvis man har brug for et samlet Danmarkskort, der kan andet og mere end de kort, man sædvanligvis ser trykt i turistbrochurer, bliver man slemt skuffet.

Først undrede jeg mig over, at der var skåret kraftigt ned i mængden af stednavne. Man skulle jo netop tro, at der var plads til flere stednavne, nu hvor man havde nedjusteret målestoksforholdet, således at der samlet set er en del mere kortmateriale at kigge på. Men man har altså valgt af fjerne mange navne, bl.a. dem på bakketoppe, gravhøje og små bebyggelser. Det kan muligvis være til gavn for stærkt synshandicappede, der nu nemt kan skelne elementerne fra hinanden. Men vi andre sidder tilbage og føler, at vi får mindre for pengene.

Hvis det så bare havde været det eneste minus. Når man går kortet igennem, er der desværre masser af fejlskud. Eller – hvis man skal sige det mere behersket: Prioriteringer, som man godt kan undre sig over.

Hvorfor har man næsten helt fravalgt en indvendig margin? Sådan én er der i det gamle topografiske atlas, og den gør, at man kan se næsten al kortinformation trods sammenlimningen. I det nye forsvinder hele gader og vejkryds. (Se billede nedenfor.)

Hvorfor har man indtegnet en hel masse bittesmå drængrøfter? Det kan ikke være mange, der interesserer sig for dém. De store østjyske ådale er nu helt blåstribede, fordi redaktionen åbenbart mente, at hver en lille stribe vand skulle med.

Hvorfor har man retoucheret rastepladser på motorveje væk? Rastepladser er vel netop en væsentlig kortinformation, og at man slet ikke kan se disse forholdsvis store anlæg, virker sært.

Hvorfor har man dog indført en ny kategori veje, hvor man giver “gode” småveje en særlig farve? Det virker som en meget mærkelig prioritering, når man så samtidig har forladt det fine gamle princip med at tegne grusveje med sort streg.

Og så er der en brøler af helt grundlæggende karakter: Man er gået fra at have højdekurver for hver 5 højdemeter til nu kun for hver 10 højdemeter.

Argumentet fra redaktionens side er, at der som noget nyt er anvendt en såkaldt 3d-effekt. Det vil sige en skyggeeffekt, der skal give læseren et bedre indtryk af terrænforskellene – hævdes det i forordet.

Skyggeeffekten har været solidt eksponeret i promoveringen af Topografisk Atlas, og jeg medgiver, at den nogle gange kan være god til at fremhæve egenskaber ved et bakket terræn. Men effekten har en stor svaghed. Den er nemlig lavet ud fra, at solen kommer fra én bestemt retning. Derfor er det kun nogle bakker, der visuelt bliver mere fremtrædende af skyggeeffekten. Andre, eksempelvis den kendte Vårby Bakke ved Slagelse på billedet herunder, bliver slet ikke tydeligere af det.

Det er så her, at det er så katastrofalt med udtyndingen af højdekurverne. Når der kun er højdekurver for hver 10. højdemeter, syner Vårby Bakke slet ikke af så meget som på det gamle kort, og det samlede resultat er, at man som bruger af kortet har fået langt sværere ved at få øje på de danske bakker og sammenligne dem. Med andre ord er det direkte forkert, hvad der står i forordet. Sandheden er tværtimod, at Trap Danmarks Topografiske Atlas giver en ringere fornemmelse af, hvordan landskabet ser ud.

Ikke for at være ubehøvlet, men det virker ærlig talt som om, at de folk, der har stået bag denne udgivelse, har savnet erfaring i at lave kort. Eller også har de bare ikke været ydmyge nok over for de principper, man tidligere har anvendt.

Måske har de endda glemt, hvad der står med store bogstaver på forsiden: Topografisk Atlas. Topografi handler om at beskrive et landskab i detaljer. Det gør man ikke ved at fjerne dem.

Er der råd til at justere og lave en 2. udgave af bedre kvalitet? Jeg håber det.

/Jacob