Blogsbjerg

Kaj Munks ord om den blå anemone er yndefulde, men ikke helt retvisende. En blå anemone er nemlig ikke i første omgang så interesseret i ”sin lune luft, sit fede ler”, men derimod i kalk. Skove med kalkrige jorde er guf for de blå anemoner, så selvom de betegnes som sjældne, kan man finde dem i stort tal i visse østdanske skove. Eksempelvis i Allindelille Fredskov, som jeg besøgte i dag.

Allindelille ligger på Midtsjælland – ganske langt fra Møns Klint og Stevns Klint, som jo er kendt for deres store skrænter med kalk og kridt. Men der behøver nu heller ikke være klinter, for at der kan være kalk i overfladen. Lige under Allindelille Fredskov er der en 20 meter tyk flage af skrivekridt, slæbt hertil af istidens gletsjere. Den viser flere steder sit lyse ansigt. Bl.a. i rodnettet på væltede træer. Desuden er der opstået jordfaldshuller, ofte i form af små søer. De er skabt ved, at nedsivende vand har eroderet hulrum i kalken.

Som sagt danner kalken også fin grobund for blå anemoner, og Allindelille Fredskov er kendt for at rumme endnu mere sjælden flora. Især flueblomsten er ret berømt – i Danmark vokser den kun her. Og symptomatisk for skovens jordbundsforhold har man for nylig genopdaget en anden kalkglad plante, nemlig Kalk-Øjentrøst. Den havde ellers været forsvundet fra dansk natur i 60 år.

Det hører med til historien, at Allindelille Fredskov, foruden at have kalkbund, også passes og plejes på en anden måde end den klassiske skovbrugsskov. Bl.a. gøres der en stor indsats for at holde skoven lysåben – dels med fældninger, dels med græssende dyr. De mange lysninger er gavnlige for de sjældne plantearter, som ikke trives på steder, hvor træer og buske står tæt.

/Jacob

Blandt de højeste punkter på Høje Møn nævnes ofte Dronningestolen. Det er nok især, fordi punktet er det højeste sted ved kanten af selve Møns Klint. De 128 meter, som stedet er hævet over Østersøens bølger, siger noget om, hvor gevaldigt høj klinten er.

Men ud fra en statistisk og geologisk betragtning er det en smule uberettiget, at Dronningestolen får så meget opmærksomhed. Dronningestolen er nemlig ikke noget toppunkt. Mod nordvest stiger terrænet yderligere, og blot en snes meter fra udsigtspunktet er der lagt tre meter på. Herfra er der 131 meter ned til havet.

Denne top, der ligger ca. 50 meter fra klintekanten, er ikke ukendt. På kort kaldes den “Åsen”, og i nogle opgørelser optræder den som et højere punkt end Dronningestolen. Men da afstanden mellem dem er på omtrent en spytklats længde, er det jo sådan set noget pjat at opgøre dem som to selvstændige punkter.

At der alligevel gøres forskel på “Åsen” og Dronningestolen skyldes måske, at navnene på de to steder ligger ret langt fra hinanden på de topografiske kort. Der findes en del stednavne på Møns Klint, og derfor har kortmagerne valgt at placere disse navne ude over det, der er hav. Derimod er navnet på “Åsen” placeret inde i Klinteskoven, ja, faktisk lige lovligt langt til venstre i forhold til det reelle højeste punkt. (Se kortudsnit.) Så det kan se ud som om, der er et stykke vej mellem toppen af “Åsen” og Dronningestolen, hvilket ikke er tilfældet i virkelighedens verden.

Det med at et lavere punkt kan løbe med opmærksomheden på bekostning af et højereliggende punkt, er ikke enestående. F.eks. har Kollen ved Himmelbjergtårnet (147 moh.) altid været omtalt som toppen af Himmelbjerget, selvom Kollen blot er et lille fremspring på en større og højere bakke, som også på de topografiske kort kaldes Himmelbjerget.

Igen er det nok udsigten, der er skyld i den svigtende logik. Udsigtspunktet er mere spektakulært end Himmelbjergets egentlige toppunkt, der ligger inde i skoven, og derfor er det også udsigtspunktet, der oftest har fået hæftet en højde på sig.

For nylig besluttede Danskebjerge.dk dog, at Himmelbjergets rigtige toppunkt skal være punktet inde i skoven. Punktet måler 157 moh. Dermed rykkede Himmelbjerget nogle pladser op på listen over de højeste danske punkter.

/Jacob

Det er ikke noget videre kønt syn – de snedriver, der i disse dage ligger i vejkanten og samler snavs. Men faktisk er det et fænomen, der fortæller noget om istiden og dermed om den måde, det danske landskab blev formet på for ca. 12.000 år siden.

Da gletsjerne smeltede, opstod der isolerede bjerge af is ude ved gletsjerfronten, og disse bjerge var meget beskidte, fordi det jord, som gletsjerne havde bevæget sig henover og skubbet frem, var blevet aflejret på dem. Jorden kom i sig selv til at udgøre en slags isolation, og på den måde kunne det såkaldte dødis overleve temmelig længe. Men til sidst smeltede isen bort, og tilbage lå forskellige ofte uregelmæssige klumper af ler, sand og grus. De blev til bl.a. dødisbakker – landskabsformer, der især kendetegner det østdanske landskab.

Nu var der jo i slutningen af istiden tale om betydeligt mere is og snavs, end når vi kigger på smeltende snedriver i grøften langs en dansk landevej, men også disse grimme driver vil efterlade materiale, når de til sidst smelter helt bort. Det vil måske bare være svært at se, fordi mængden af snavs trods alt ikke er større, end at det vil lægge sig som et tyndt lag oven på det græs, der om kort tid vil skyde op igen efter den kolde vinter.

Hvis man vil se ”beskidt is” i et omfang, der kan minde om istidens dødis, så kan man tage til Island. Der var jeg for en håndfuld år siden. Her skyder det sort-brune dødis op foran de vigende gletsjere. Man kan næsten blive helt skuffet over at se gletsjerfronten blive domineret af de dystre farver, men hey, virkeligheden er altså hverken lyserød eller hvid som sne.

/Jacob

Tøbrud!

Et efterhånden ret sjældent fænomen i Danmark. ”Mildt vejr med tø og varme efter lang tids frostvejr” lyder ordbogens definitionen på tøbrud.

Jeg synes, tøbrud er et flot ord. Og så giver det jo mindelser om tidligere tiders forår, hvor der var en tydeligere sammenhæng mellem kalenderen og frostvejrets ophør, end der er i vore dage.

Det aktuelle tøbrud har givet problemer forskellige steder i trafikken, bl.a. på motorveje, hvor vand har hobet sig op i lavninger. Det må dog siges at være luksusproblemer i forhold til ”gamle dage”, hvor snedriverne ofte stod meterhøjt ude på markerne langs vejene, når tøvejret satte ind.

Tøbrud giver en lille fornemmelse af, hvad der skete i Danmark i slutningen af istiden. Her var afsmeltningen selvsagt af en meget større kaliber, og smeltevandet kunne nå at grave dybe kløfter i det materiale, som gletsjerne tidligere havde bragt med sig. Særligt i de østjyske ådale og fjordlandskaber ses disse markante smeltevandskløfter.

I dag kom jeg forbi Holløse Bro, som Sjællands største å glider igennem. Flere af de asfalterede veje i området har ganske markante fald, og når is og sne smelter, forvandles vejene nærmest til små floder. Den udgravende virkning er selvfølgelig ikke sammenlignelig med istidens, men man fornemmer godt, at vandet kan grave gruskanten langs asfalten dybere.

Se Danskebjerge.dk’s video af tøbruddet ved Holløse her:

Optaget 17. februar 2021.

/Jacob

Vårby Bakke ved Slagelse var for stor en mundfuld for trafikken, da det den 13. januar 2021 for alvor blev snevejr i Danmark.

“Vi oplever desværre det samme fra år til år, at der er nogle lastbiler, der ikke kan komme op ad bakken mellem 40b og 40a, så der er helt spærret i østgående retning,” udtaler vagtchef Lars Denholt til Ekstra Bladet.

Vårby Bakke ligger ved Slagelses vestlige udkant og stiger mod øst. Den har en højdeforskel på knap 50 meter, og på trods af en hældningsprocent på under fem er stigningen altså en hård nød at knække for store køretøjer, når først sneen har lagt sig.

Blandt andre danske motorvejsbakker, der kan være tunge at forcere for lastbiler under vinterlige forhold, kan nævnes strækningen ved Ejer Bavnehøj og den ved Seest.

/Jacob

Ved Hundested bygger de bjerge – under vandet!

Et storstilet projekt skal genskabe et rev, Hunderevet, der ifølge projektets initiativtagere er blevet fjernet af menneskehånd. Engang anså man nemlig dette og andre stenrev i Danmarks farvande for en guldgrube af byggematerialer, der kunne bruges til bl.a. havnemoler. For at citere fra TV 2 Lorrys artikel om emnet: “DTU-Aqua vurderer, at der er fjernet 8,4 millioner kubikmeter stenrev fra 1900 til 1999. Det svarer nogenlunde til størrelsen på Fanø.”

Med tiden er man blevet mere og mere opmærksom på, at rev også er gode for dyr og for havmiljøet generelt, så rundt omkring i Danmark er der taget initiativ til at råde bod på fortidens synder og genopbygge revene. Erfaringen er, at den undersøiske natur ret hurtigt blomstrer op, når et rev først er vendt tilbage.

En aparte sidehistorie til Hunderevsprojektet er, at der næsten ikke findes nogen dokumentation for, at der har ligget et rev det sted, hvor det nu etableres. Men Kystdirektoratet har altså godkendt projektet og har ifølge Sjællandske efterfølgende meldt ud, at det ikke var afgørende for tilladelsen, om der har ligget et stenrev på det pågældende sted eller ej.

/Jacob

“Afstribning mangler” står der besynderligt nok på dette skilt ved Skansestien langs Faxe Bugt. Jeg ved ikke, hvilken afstribning der skulle være tale om, men jeg ved, at der bag skiltet er en slags grøft, som næsten når helt ind til stien.

Det ser spøjst ud, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at der simpelthen er tale om den indvendige øvre del af et klinteskred. Erosionen har undergravet klintevæggen, og på den måde er det yderste stykke rykket et hak ned.

Jeg var der lige efter solnedgang, og det var for mørkt til, at jeg kunne nå ned på kysten og betragte skreddet derfra. Så det må blive en anden dag. Men jeg kunne se, at der nede på stranden ligger store træer revet op med rode, så selvom klinten ikke er så høj og spektakulær som fx Møns Klint, er det i høj grad en levende klint, som havet og regnen ynder at bide i.

Klinten begynder ved Strandegård Dyrehave og strækker sig knap to kilometer mod sydvest. Den er mellem 10 og 16 meter høj. Navnet Skansestien kommer af, at der nær sydenden af stien ligger en skanse, der senest indgik i det danske forsvar under Englandskrigene.

/Jacob

Der er noget smukt over ordet “himmel”. Himlen er modstykket til Jorden og opfattes i de fleste sammenhænge som et positivt fænomen (selvom regntunge skyer selvfølgelig kan spolere glæden lidt). Himlen er samtidig et centralt begreb i kristendommen, hvor både Gud og livet efter døden jo forbindes med himlen. Det naturskønne og det religiøse forener Grundtvig i titlen på en af sine mest kendte salmer: “Dejlig er den himmel blå”.

Det er ikke så underligt, at adskillige kendte danske naturseværdigheder er blevet opkaldt efter himlen. Det mest oplagte eksempel er selvfølgelig Himmelbjerget ved Julsø. Man ved ikke præcis, hvordan stedet har fået dette navn, men det optræder første gang på skrift i 1727. Det er et par århundreder før, at de første turistbureauer blev stiftet, så et marketingfremstød skal det himmelstræbende navn næppe ses som udtryk for, og dog har der nok ligget en æstetisk vurdering i navngivningen. Ifølge stednavneforskerne skal “Himmelbjerget” forstås ganske bogstaveligt, altså som “et bjerg, der er så højt, at det rager op i himlen”.

Der findes mindst fem andre bakker i Danmark, der bærer navnet “Himmelbjerget”. Der er således Himmelbjerge i f.eks. Sydvestjylland og på Østbornholm.

Et andet relativt hyppigt forekommende bakkenavn er “Himmelpind”. Dem er der ligeledes fem af i Danmark. Det lidt besynderlige er, at alle fem ligger inden for 20 kilometers afstand af Vejle. Der er ellers ikke noget oplagt dialektalt ved ordet “Himmelpind”, men måske er der tale om almindelig inspiration, der er smittet af fra den ene egn til den næste.

Jeg har ikke kunnet finde nogen etymologisk vurdering af, hvor endelsen -pind kunne stamme fra, og opslagsværket Ordbog over det danske Sprog giver heller ingen entydige svar. Jeg tolker “pinden” som et tyndt, spidst fremspring, altså som et (måske lidt muntert tænkt) synonym for ordet “tinde”.

Et fællestræk ved i al fald nogle af Himmelpindene er, at de virkelig stiger stejlt mod toppen. I Vejles vestlige udkant ligger en Himmelpind nær Vardevej. Der er 55 meters højdeforskel mellem vejen og toppen, og det er vel at mærke på en strækning, der kun er ca. 110 meter lang. I lige linje giver det en gennemsnitlig hældningsprocent på 50%! Ikke noget at sige til, at stien til Himmelpind slår nogle slag undervejs – ellers ville kun bjergbestigere kunne klatre derop.

En anden Himmelpind møder vi ca. 4 km nord for Vejle. Her er det mere uklart, hvor Himmelpindens top er, men områdets højeste punkt befinder sig 88 meter over havet, hvilket er ca. 68 meter over bunden af den nærliggende Grejsdal. Afstanden er ca. 290 meter, så hældningen er på godt 23% i gennemsnit.

Navnet Himmelpind er nyere end navnet Himmelbjerget. For alle fem Himmelpindes vedkommende optræder navnene første gang på skrift inden for perioden 1867-1941. Det er så langt oppe i historien, at man roligt kan regne med, at der i navnevalget ligger en bevidst forherligelse af stederne. Det var i turismens opblomstringsperiode, og det var højeste mode at finde vandrestaven frem og bestige høje punkter i landskabet. Og i Vejle var man helt klar over, at man havde et terræn, der var mere kuperet end de fleste andre steder i Danmark.

Se DR’s film fra “Bjergbyen Vejle”, 1956: https://www.danskkulturarv.dk/dr/bjergbyen-vejle/