Danskebjerge.dk’s udsigtsquiz har i en periode været utilgængelig, fordi den udbyder, som quizzen blev lavet hos for år tilbage, har fjernet den. Men nu er quizzen blevet rekonstrueret – denne gang på Danskebjerge.dk’s eget domæne, så nu skulle den være fremtidssikret.
Udsigtsquizzen består af 14 spørgsmål, alle forsynet med billeder taget på forskellige danske udsigtspunkter. Opgaven er at gætte, hvilke lokaliteter der er tale om.
Det markante lyse tårn, der har fået navnet Bornholmertårnet.
Hvis du kan lide at komme højt til vejrs i den danske natur, så har sommeren 2021 bydt på mindst to gode nyheder.
Den ene er, at der er åbnet et nyt udsigtstårn i Nationalpark Vadehavet. Det er et 25 meter højt tårn, tegnet af Bjarke Ingels Group (BIG). Fordi Vadehavsområdet er overordentligt fladt, får man udsigt over et særdeles vidtstrakt areal, når man bestiger tårnet. Tårnet har fået navnet Marsk Tower.
Og her er så den anden tårnnyhed: Nær Dueodde på Bornholm er dørene lige blevet slået op for endnu et tårn. Det har fået navnet Bornholmertårnet. Til forskel fra det nybyggede Marsk Tower så har det 70 meter høje tårn ved Dueodde eksisteret i en årrække, nemlig helt tilbage fra den kolde krigs tid, hvor det blev brugt til at opfange signaler i den tidligere Østblok. Tårnet er nu både et udsigtstårn og en del af et koldkrigsmuseum.
Det stejleste sted på Skovbakken: 19% (Foto: Danskebjerge.dk)
I cykelrytteren Jonas Vingegaards hjemby Glyngøre finder man Nordjyllands stejleste asfalterede stigning. Den ligger på vejen Skovbakken og har ifølge de nyeste målinger en maksimal stigningsprocent på 19. Det kvalificerer stigningen til en plads på Danskebjerge.dk’s Top 20-liste over Danmarks mest skrånende veje.
Skovbakken var i mange år grusvej, hvilket kan have medvirket til, at den ikke er særlig kendt. Den blev først asfalteret for ca. 20 år siden.
Lokalt har man dog altid værdsat den gevaldige bakke, og længe før den blev til en villavej, holdt folk af at tage op til Skovpavillonen øverst, hvorfra der var smuk udsigt ud over Glyngøre og Limfjorden. Skovpavillonen er siden bygget om og er i dag privat bolig. På et skilt står der “Den gl. Skovpavillon”.
Det var også her, at jeg under opmålingen mødte nogle lokale beboere. De kunne ikke overraskende berette om, at det giver udfordringer med så skrånende en vej. Det hænder endda jævnligt, at bilister, der kommer oppe fra Ringvej, stopper og vender om, når de ser, hvor stejl en nedkørsel der venter dem på Skovbakken.
Nær toppen af Skovbakken har man denne fine (og lidt halsbrækkende) udsigt ud over Glyngøre og Limfjorden. (Foto: Danskebjerge.dk)
I nedenstående video kan du se en opstigning ad Skovbakken på cykel:
Websitet Climbs.dk er kendt af de fleste bare nogenlunde entusiastiske cykelmotionister. Her kan man gå ind og finde oplysninger om en bestemt stigning eller et område med flere stigninger. Og ikke mindst kan man se stigningerne på et kort i Google Maps.
Sidstnævnte har længe været Climbs.dk’s største styrke, men de interaktive kort er nu blevet til sitets største svaghed.
I de sidste mange dage er kortene nemlig blevet vist som hvide firkanter helt uden indhold. Google har øjensynligt fjernet dem. Vi taler om hundredevis af kort, som Jens, der ejer sitet, igennem årene møjsommeligt har plottet ind.
Det kan selvfølgelig være, at det bare er noget midlertidigt, men det har længe ligget i kortene (ja, undskyld…), at Google ikke var tilfreds med den omfattende brug af deres gratis service på Climbs.dk. Således har der været et vandmærke hen over alle kort. Dette blev indført i forlængelse af, at Google annoncerede, at der frem over generelt ville blive opkrævet betaling for flere af deres ydelser.
Det har indtil videre ikke været muligt at få oplyst, hvor stort et beløb der er tale om i tilfældet med Climbs.dk. Faktum er, at et meget brugt website for danske motionscyklister (og løbsarrangører?) i den grad er i knæ, og der synes ikke at være udsigt til, at det kommer op at køre for alvor igen. Ud fra Jens’ udsagn til mig at dømme er der ingen investeringer eller relanceringer på vej.
Er der eventuelt en rigmand, der kan træde til? 😉
Sådan ser der ud i skrivende stund, når man slår Munkebjergbakken op på Climbs.dk
Jeg har lige været i Nykøbing Mors, hvor man har udsigt til øen Fur. På den nordlige del af Fur er der høje klinter, og dem kan man se – og med en god zoom også fotografere -, når man står ovre på Mors.
Men har klinten virkelig sådan en spids, der rager ud over havet? Det kunne man i første omgang tro, når man ser mit billede af Furs klint i profil.
På billedet af Furs klinter, taget fra godt 6 kilometers afstand, kan det se ud som om, at klinten (i venstre side) har en lille spids, der rager ud over vandet. (Foto: Danskebjerge.dk)
I virkeligheden er der dog tale om et optisk fænomen, der kaldes luftspejling. Luftspejling går kort fortalt ud på, at lyset brydes forskelligt afhængigt af luftens temperatur, og hvis der er stor forskel på temperaturen nede og oppe, så kan det få elementer til at forskyde sig visuelt. Når noget eksempelvis ser ud til at svæve over horisonten – sådan som bunden af klinten gør på mit billede -, så kaldes det en øvre luftspejling. Et måske mere kendt udtryk for fænomenet er fatamorgana.
Luftspejlingsfænomener bliver endnu mere komplekse, når også Jordens krumning spiller ind. Den visuelle betydning af Jordens krumning kan man læse mere om i denne artikel på Danskebjerge.dk.
Kort over Næstved med højdekurver og udvalgte stednavne. Mogenstrup Ås ses som en lang slange, der kommer ind fra sydøst og går over i nogle mindre knolde nord for byens centrum.
I forsommeren 2021 har knoglefund i det centrale Næstved kastet nyt lys over en mytisk fæstning, som aldrig er blevet lokaliseret.
Det drejer sig om Husvolden – et fæstningsanlæg, som man af uvisse grunde kun har fundet sparsomme spor efter.
Husvolden er blevet sat i forbindelse med Slaget ved Næstved i 1259. En yderst blodig begivenhed, hvor der ifølge kilder blev dræbt mellem 1.800 og 10.000 danske soldater, primært bønder. I spidsen for det danske forsvar stod Margrete Sprænghest, kong Christoffer den 1.’s dronning. Hun skulle forsvare Næstved mod fyrst Jarimar den 2. af Rügen. (Sidstnævntes hær omtales ofte som vendisk, så at man udslettede venderne ved Slaget ved Arkona 90 år tidligere, er altså en sandhed med modifikationer.)
Mystik om placering Men hvor præcist bragede de to hære så sammen? Ja, hvis det vitterligt var ved lokaliteten Husvolden, det hele udspandt sig, og hvis Husvolden i 1259 er det samme sted, som kaldes Husvolden i den sene middelalder, så var det lidt syd for det daværende Næstved. Nogle fund har indikeret, at det senmiddelalderlige Husvolden lå her, ikke så langt fra den nuværende Dyrskueplads.
Imod dette taler dels, at der få hundrede meter derfra er stejle skråninger, nemlig Mogenstrup Ås, også kaldet Sandbjerget. Hvorfor skulle man placere en fæstning i lavlandet, når man kunne placere den oppe på en bakke?
En anden ting, der taler imod, at Slaget ved Næstved skulle have stået syd for byen, er, at den fjendtlige hær ifølge nogle kilder er gået i land ved Karrebæksminde. Karrebæksminde ligger ud til havet vest for Næstved, og hvis Jarimar og hans folk derfra er gået mod Næstved, virker det ikke oplagt (omend heller ikke helt usandsynligt), at han skulle være endt på sydsiden af byen.
Dronningens vold – en vigtig brik? Det kan ikke udelukkes, at slaget har foregået umiddelbart vest for Næstved. I Borgnakke Skov, godt 3 km vest for den nuværende bygrænse, findes nemlig en lille, men markant banke. Den kaldes Margretevold eller Margretehøj. På den har der stået et tårn – formentlig til overvågning af især skibstrafikken ude i bugten. Dateringen og ikke mindst navnet passer godt med, at forsvarsværket er anlagt på Margrete Sprænghests tid, og formålet har helt sikkert være militært. Men resten er gisninger, og spor efter blodige kampe er ikke dukket op her.
Margretehøj i Borgnakke Skov. Der er voldgrav uden om, og på toppen har der stået et tårn.
At man så alligevel nu er kommet nærmere en lokalisering af det store slag i 1259, hænger sammen med, at der for nylig blev fundet en gevaldig bunke knogler under et gulv i Næstved. Det er sket i forbindelse med renoveringen af en bygning på Grønnegades Kaserne, der ligger nær byens centrum.
Rester fra massegrav Der er ikke tale om hele skeletter, men om løse knogler, tilsyneladende mest fra unge, “raske” mænd. Teorien er nu, at det er knogler, som engang er flyttet dertil fra en massegrav, som har befundet sig lige i nærheden. Det kunne eksempelvis være på toppen af den bakke, som kasernen ligger ved. Bakken er i dag lidt underligt flad i det på toppen – vel pga. forskellige byggeprojekter på kaserneområdet gennem tiden -, men engang har bakken have formentlig været højere, og det kan være, at det er øverst i bakken, at de mange mennesker oprindeligt er blevet begravet. Dermed også sagt, at Husvolden kan have befundet sig netop her!
Det giver jo også god mening, at der på det sted, hvor der har ligget et middelalderligt forsvarsanlæg, senere er kommet en kaserne til. De ældste nuværende bygninger i Grønnegades Kaserne er fra 1799.
Et yderligere indicie er, at der ifølge de foreløbige undersøgelser af det fundne knoglemateriale er påvist relativt mange hug i benknogler. Det er blevet nævnt som muligt tegn på, at forsvarerne har stået oppe på en skråning.
Åsen som forsvarsværk Grønnegades Kaserne ligger på den nordvestligste ende af det åsstrøg, der strækker sig ind i Næstved fra sydøst. I dag opleves terrænet som en serie af små knolde, men det skyldes i vidt omfang, at der er blevet gravet i dem, primært for at anlægge veje. I middelalderen har hele åsbakken fra kasernen og hen til den gevaldige Vandtårnsbakke i højere grad end nu haft karakter af en sammenhængende vold.
Jeg har altid betragtet åsen som en gave til en middelalderby, der gerne vil forsvare sig. Tænk på, hvor skønt det må være at kunne placere sig 20-35 meter højere end angriberne – oven på skråninger, der er så stejle, at en ridder ikke vil kunne ride op ad den. Det har været til undren og skuffelse for mig, at der ikke har været nogen tegn på, at åsen har indgået i krigshandlinger, men nu kan det være, at min mavefornemmelse alligevel bliver bekræftet på en eller anden måde.
Det kunne lyde som en opgave, jeg kunne have stillet mig selv for underholdningens og nysgerrighedens skyld. Men i den forløbne uge var det faktisk et seriøst projekt, for jeg har været gennem en lille operation, som kræver, at jeg efterfølgende ikke udfordrer mig selv fysisk i 7 dage.
Jeg kunne selvfølgelig lægge mig på en sofa og blive dér fra start til slut, men jeg har ræsonneret, at hvis blot jeg cykler med en belastning, der svarer til den, man kunne cykle med, hvis det var f.eks. på vej til eller fra arbejde, så er det ikke sport eller fysisk anstrengelse.
Denne ikke-anstrengende form for cykling har jeg defineret som ikke over ca. 70% i puls i snit. Samtidig må jeg på intet tidspunkt svede (så det drypper).
Nå, men det er jo bare at cykle langsomt så, kunne man sige. Men så enkelt er det faktisk ikke. For selv mindre bakker kan tvinge pulsen i vejret – mere end man lige tror, når man bare cykler derudaf på må og få og uden pulsur.
Selvfølgelig afhænger det en del af formen, men min egen erfaring er, at hvis du skal holde pulsen under 70% på en almindelig dansk stigning, så skal du nedsætte tempoet rigtig meget – så meget, at det føles akavet.
Af den grund tænkte jeg, at jeg på min skånsomme tur ville holde mig til veje uden bakker. Hvilket er nemmere sagt end gjort! For godt nok har vi herhjemme ingen rigtig store bjerge, men terrænet har det med at gå op og ned – afhængigt af, hvor i Danmark du befinder dig.
Mit projekt lykkedes nogenlunde. Jeg svedte ikke, og på de to ture, som begge var ca. 60 km, lå min gennemsnitspuls på hhv. 70% og 71%, med enkelte udsving op mod 80% undervejs. Så mission accomplished, men det krævede rutemæssigt flere fravalg end tilvalg, og mange veje var “lukket land” for mig. I andre egne af landet ville jeg have haft det nemmere.
Jeg tænkte lidt over, hvor i Danmark det vil være nemmest af cykle, hvis det ikke må være fysisk udfordrende, og jeg kom frem til følgende områder: Sydvestjylland, nordligste Jylland, Kattegatkysten, Norddjursland, Nordfyn, Langeland, Sydvestsjælland, Østsjælland, Lolland-Falster, Vestmøn og sydligste Bornholm.
De markerede områder anser jeg for generelt fladere end de øvrige.
Ikke sådan at forstå, at der i disse områder er pandekagefladt. Men der er længere mellem de større stigninger (over 10 højdemeter) end i de omgivende områder. Så nyopererede har det lettere her! 😉
Dette indlæg er skrevet ved middagstid 18. juni 2021 – det er årets varmeste dag, og på min nuværende lokalitet vil temperaturen snart nå op på 33 grader.
Høje temperaturer kan få mange til at sænke aktivitetsniveauet, men faktisk er det netop på en dag som denne, at du bør prøve at slå dine rekorder. En høj temperatur giver nemlig automatisk ekstra fart på cyklen.
Rent videnskabeligt er fartforøgelsen pga. temperaturen beregnet til at være på ca. en halv km/t pr. +10 varmegrader, men min (og andres) erfaring er, at der snarere er tale om 1 km/t. Det kan skyldes varmere dæk, tyndere beklædning mv.
Regnestykket ser dermed sådan ud: På en vinterdag med 3 graders varme cykler du eksempelvis 27 km/t, men på en sommerdag med 33 graders varme cykler du 30 km/t – vel at mærke ved præcis samme ydelse.
Matematisk er der ganske vist tale om en procentuel forskel, men i de fleste tilfælde vil en afrunding til 1 km/t passe ganske godt.
Tre typer byggesten i et hjørne af Skt. Jørgensbjerg Kirke: Teglsten, granit og frådsten.
Landskabet omkring os har i mange århundreder været betragtet som en indlysende råstofressource, som vi bl.a. har kunnet lave bygninger af. Men i vikingetiden – som jo ellers på mange måder var en skandinavisk glansperiode – var brugen af stenarter til byggerier alligevel meget begrænset.
Man brugte jord og græstørv i store mængder til gravhøje og ringborge, men der er ingen konkrete spor af egentlige stenbygninger fra før år 1000. Det er jo lidt påfaldende, eftersom vikingerne kom rundt i det meste af Europa og mødte alverdens stenkirker og stenfæstninger.
Marksten fandtes selvfølgelig, og de blev brugt. Til “skiltning” i form af sten med inskriptioner, til gravmonumenter og til infrastruktur: brolagte veje. (Dette var dog ikke meget anderledes, end hvad man havde gjort i jernalderen og i nogen grad endnu tidligere.) Derudover brugtes sten i vikingeborgene. Det ser man bl.a. i Trelleborg ved Slagelse, hvor der i det rekonstruerede indgangsparti ses fritliggende “gavle” af marksten. Men mure er der ikke tale om.
Frem mod den rekonstruerede vikingebro nær Kroppedal Museum er der anlagt en brostensvej ud fra de principper, der blev brugt for vejbyggerier for mere end 1000 år siden.
Først omkring år 1000 indledes en praksis med at tilhugge sten og lægge dem oven på hinanden. Det tidligste eksisterende eksempel er Skt. Jørgensbjerg Kirke i Roskilde. Kirkens mure betegnes som det ældste murværk i Danmark. Det er ca. 1000 år gammelt – og tilhører dermed altså vikingetiden, som normalt siges at slutte ca. 1050. Væsentlige dele af Skt. Jørgensbjerg Kirke består af frådsten (eller kildekalk), som er et lysegråt materiale, der opstår ved aflejring af kalkholdigt vand i kilder og vandløb. Frådsten er let og blødt og dermed relativt nemt at hugge ud og transportere.
Skt. Jørgensbjerg Kirkes mure består i vidt omfang af frådsten fra ca. år 1000, men kirken har naturligt nok også elementer af nyere dato.
Med frådsten kunne man i det danske kirkebyggeri næsten måle sig med det sydligere Europa, når det gjaldt f.eks. søjler, buer og ornamentik. Det var dog – i lighed med granitten på Bornholm og kalken på Stevns – et byggemateriale, der kun kunne udvindes på specifikke lokaliteter. Derfor blev frådsten ret hurtigt overhalet af teglsten, da denne teknologi indfandt sig i Skandinavien i midten af 1100-årene. Absalonsbuen ved Roskilde Domkirke er dog fra slutningen af 1200-tallet og måske det eneste danske eksempel på frådstensgotik.
Absalonsbuen ved Roskilde Domkirke er et usædvanligt sent eksempel på et frådstensbyggeri. Måske er det en slags spareøvelse, hvor man har genbrugt sten fra den frådstenskirke, der lå på det sted, hvor domkirken ligger i dag.
Frådsten gav selv sagt også mulighed for at bygge fæstninger af sten. Dette er det imposante Bastruptårn i Nordsjælland et eksempel på. Man kan forestille sig, at en vikingekonge ville have slikket sig om munden med udsigt til sådan et stærkt fæstningsbyggeri. Men så langt nåede vikingerne altså ikke.
Læs mere om historiske byggematerialer på Danskebjerge.dk. På Danskebjerge.dk’s Facebookprofil kan du desuden se fotos fra bl.a. frådstensbyggerier. Den uden tvivl flotteste danske frådstenskirke finder du her.
Se også bogen “Frådsten – Danmarks ældste bygningssten”, af Bent Gottfredsen.
Kort med højdekurver, der viser åsen mellem Skibinge og Bårse – med nøjere angivelse af nogle af de mest markante åsbakker på strækningen.
Hvorfor åsene er så spændende? Jamen, det er de, fordi de er de mest forfinede af istidens kreationer. I modsætning til tunneldale og randmoræner, som er udgravet og skubbet op med voldsomme kræfter, er åsene strøet ud i en lang linje og ligger i dag som slanger gennem det østdanske landskab. Det er særpræget, det er iøjnefaldende. Åsene er juvelen i gletsjernes arvegods.
For nylig kom jeg forbi åsbakkerne ved Beldringe lidt vest for den sydøstsjællandske by Præstø. Mellem 10 og 20 meter høje er de, og 300-600 meter lange (se kort). Et yndigt kuperet terræn, som vinder yderligere i skønhed ved, at området også byder på en herregård, en kirke og en lang allé.
Beldringevej går op over den vestlige ende af åsbakken Langbjerg.
Her finder man altså en håndfuld åsbakker på rad og række, alle i deres oprindelige form – hvilket desværre ikke kan siges om ret meget af den ca. 9 kilometer lange ås, der går fra Skibinge syd for Præstø og op forbi Bårse. Det meste er gravet væk. For blot få år siden blev en af de største åsbakker molesteret af grusgravning – det er den, der ligger (eller lå) lige nord for byen Gishale. Også åsen længere mod nordvest består i dag af overvejende grusgravsrester og grusgravssøer.
Der er ikke nogen stærk tradition for at kalde åsen fra Skibinge til Bårse noget bestemt, men begrebet Gishale Ås findes, og jeg synes, det giver god mening at kalde det hele for Gishale Ås. I princippet kunne man faktisk inkludere Mogenstrup Ås i regnestykket, for åsbakkerne på den ca. 25 kilometer lange strækning mellem Skibinge og det centrale Næstved er reelt knyttet til samme tunneldal. At man alligevel holder dem adskilt, hænger nok sammen med, at der mellem Bårse og Mogenstrup er en strækning på ca. 6 kilometer, hvor der ikke er åsbakker.
På toppen af en af åsbakkerne ved Beldringe står dette monument over en lokal godsejer.
